Biografier

Vild med dans-dommer Jens Werner: Jeg bliver skarp af modstand

jens werner, dansen blev min redning

Interview|Jens Werners vej til at blive verdensmester i dans og tilfreds med sig selv har været fyldt med bump, som man kan læse om i selvbiografien Dansen blev min redning. Men slåskampene i skolen har kun fået Jens til at blive endnu skarpere på dansegulvet, og i dag ved han, at han er god nok, lige præcist, som han er.


De fleste kender Jens Werner som entusiastisk og velklædt dommer i TV 2 programmet Vild med dans, hvor han har været med siden det første program i 2005. Når man som seer kan mærke Jens Werners store glæde og kærlighed til dansen, så handler det om meget mere, end hvad man kan se på skærmen. Det kan man læse om i Dansen blev min redning – En verdensmesters vej til toppen, hvor Jens Werner for første gang deler sin historie om et liv med overraskelser, sejre og benspænd.

Vild med dans-dommer Jens Werner: Jeg bliver skarp af modstand
Her ses Jens Werner med sin mor, som støttede ham i at være målrettet med dansen. Privatfoto.

LÆS OGSÅ: Der er ingen ende på Povl Dissing

Allerede da Jens var en lille lyshåret dreng i folkeskolen, blev det hans kald at danse. Og da han var 15, blev det hans redning:

”Jeg stod i en stor livskrise. Jeg følte ikke, at jeg var god til særligt meget. Mine karakterer i skolen var dårlige, og mine forældres skilsmisse påvirkede mig. Så både selvtilliden og selvværdet var i bund. Det eneste sted, jeg følte, jeg kunne noget, var på dansegulvet. Her var et sted, hvor jeg var god nok!”

”Du er god nok” er også ordlyden på den lille papirseddel, Jens Werner har i sin pung. Den seddel har han haft i pungen i seks år, lige siden hans psykolog Jane sagde netop de ord som det sidste til ham efter deres allerførste seance.

”Jane gennemskuede mig totalt. Og det var en gave, at hun sagde de ord til mig. Hvis jeg kunne flyve tilbage i tiden, ville jeg godt kunne give den seddel videre til den unge Jens, der mødte så meget modstand, når han som den eneste ville danse og ikke spille fodbold.”

Du fortæller i bogen, at du har fået mavepustere, ’kajerystere’, lussinger og lammere i skolen for at stå ved den, du er – det lyder hårdt?

”Det var et chok første gang, jeg fik tæv! Det var hårdt, for jeg var så ung. Og fysisk afstraffelse var ikke noget, jeg var vant til i mit hjem. Så jeg blev forskrækket. Jeg har aldrig forstået det, hvorfor kunne de ikke bare sige, at de ikke var enige med mine valg. Hvorfor skulle de ty til fysisk afstraffelse?”

Jens Werner har selv kun én eneste gang tyet til at slå en anden. Det var en dreng, der havde stjålet hans kammerats vinterluffer i folkeskolen.

”Jeg konfronterede ham med det: ”Det er min kammerats luffer, dem skal du ikke tage!” Så gav jeg ham en mavepuster. Han knækkede sammen, og jeg følte mig et øjeblik ret sej. Men lige bagefter følte jeg mig SÅ dum. Jeg forstod i det øjeblik, jeg gjorde det, at det var forkert. For så var jeg ikke bedre end dem, der slog mig!”

I dag siger Jens også til sin søn, at han skal gå, lige så snart der er optræk til ballade. Før det bliver fysisk. Det er ikke sådan, man skal løse konflikterne, selv hvis andre provokerer: ”Det er ikke det værd at få smadret sit ansigt i slåskamp eller ende i en politirapport.”

Bliver skarp af modstand

På ironisk vis var det alt den modgang, Jens mødte i skolen, der endte med at gøre ham så målrettet i dansetræningen, at han har stået på sejrspodiet som verdensmester.

”Jeg er meget glad for den ros, jeg har fået. Men det er ikke det, der får mig til at præstere. Det er, når nogen siger: ”Jeg er lidt bedre end dig.” Så skal jeg nok vise dig, at du tager fejl! I skolen ville jeg vise alle dem, der sagde, at det var forkert af mig at danse, at det var det helt rigtige valg for mig. Og at jeg kunne blive den allerbedste til at danse.”

Jens Werner trænede målrettet på Britt Bendixens danseskole i Brønshøj og i det lokale træningscenter i Grøndalscentret. Lærerne lagde mærke til Jens og respekterede ham, for han lyttede til, hvad han kunne gøre for at blive bedre og knoklede målrettet.

”Når jeg ikke følte, at det var i folkeskolen eller gymnasiet, at jeg kunne shine med min faglighed, så var der i min verden kun ét sted, hvor jeg kunne shine. Det var på dansegulvet.”

Og shine på dansegulvet, det gjorde Jens Werner i dén grad. Så meget, at han blev verdensmester i standarddans i 1994. I mere end 50 år har dansen været centrum i Jens Werners liv. I dag har han lagt livet som elitedanser bag sig og underviser sammen med konen Anette, der også er tidligere danser, på deres fælles danseskole i Værløse.

Vild med dans-dommer Jens Werner: Jeg bliver skarp af modstand
Jens Werner på sejrspodiet med tidligere dansepartner Charlotte Jørgensen. Privatfoto.

Mistede far som 23-årig

Som blot 23-årig mistede Jens Werner sin far, og på dødslejet sagde faren: ”Du må aldrig lade nogen eller noget stoppe dig i det, du gerne vil nå.” Det bliver et mantra for Jens, og hjælper ham til at blive endnu mere målrettet i dansen. Men vejen til sejrspodiet var fyldt med nederlag, og den lange proces med at nå toppen af podiet fortæller Jens Werner blandt andet om i Dansen blev min redning. Det store pres Jens er under i forsøget på at nå toppen, får ikke det bedste frem i ham:

”Jeg er anstrengende at være sammen med. Det er jeg alle de år, jeg danser. Først da jeg tager beslutningen om at stoppe min aktive dansekarriere, bliver jeg stille og roligt en lille smule menneskelig år for år.” (uddrag fra Dansen blev min redning)

LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger

I dag som 58-årig hviler Jens Werner i sig selv og har fundet den helt store kærlighed og støtte i konen Anette.

”Det er først indenfor de sidste 10 år, at jeg har følt, jeg var god nok. Anette er den vigtigste årsag til det. Hun er mit livs kærlighed og den første person i mit liv, der har accepteret mig så ubetinget, som jeg er – udenpå og indeni.”

Vild med dans-dommer Jens Werner: Jeg bliver skarp af modstand
Jens og Anette på deres bryllupsdag. Privatfoto.

Marianne Eihilt er som et skræddersyet jakkesæt

Når den nye sæson af Vild med dans løber over skærmen, er Jens Werner som altid klar i dommerpanelet. Hvis han selv skulle vælge en dansepartner af alle dem, der har været med siden starten i 2005, ville han ikke vælge en fra gulvet, men derimod en, der nu sidder med i dommerpanelet, men tidligere har været blandt danserne.

”Marianne Eihilt har hele pakken. Hun er positiv, ENORMT arbejdsom og med fintfølende antenner, så hun altid ved, hvordan man har det, og hvad man vil. At danse med hende er som at tage et skræddersyet jakkesæt på, som sidder fantastisk,” siger Jens om dengang, han dansede med Marianne til en særlig juleversion af Vild med dans.

Hvilken danser identificerer du dig med, hvis du skulle vælge mellem alle dem, der har været med af de kendte, ikke prof-dansere?

”Det må være Jimilian (sangeren, der vandt Vild med dans 2021 sammen med dansepartneren Asta Björk. red.). Han har den der åbenhed og kæmpe kærlighed til musik og dans. Han griber nuet. Jeg kan genkende så mange ting fra min egen ungdom i hele hans attitude, personlighed og måde at tilgå dansen. Alle filtre er skraldet væk. Han signalerer: ”Tag mig, som jeg er. Jeg vil ikke ændre mig.”

Jens Werner-tip til at shine på dansegulvet

”Find et sted, hvor du føler dig tryg, sæt din yndlingsmusik på – og lad ”musikken spille”. Find ud af, hvordan kroppen reagerer. Fx når du sidder i bilen, og dit hoved begynder at rokke frem og tilbage i takt til musikken i radioen, venstre fod skaber balance i gulvet, en skulder går op og ned. Find ud af, hvad der er det naturlige for dig, det skal du bare overdrive, få alle kropsdelene med – så kan du danse!

Øv dig inden festen. Du skal ikke starte denne her form for følelsesmæssige, intuitive dansetræning til en fest. Men når du har trænet det lidt hjemme, så bliver der lettere at invitere en anden op til dans, når det gælder. Husk ALTID at se din dansepartner i øjnene, når du danser.


Dansen blev min redning

Vild med dans-dommer Jens Werner: Jeg bliver skarp af modstand

De fleste danskere kender Jens Werner som den storsmilende og velklædte dommer i Vild med dans. Nu åbner han for første gang døren ind til sin livshistorie, der beretter om mere end 50 år, hvor dansen har været i centrum. Det er fortællingen om en svær barndom, hvor dansen blev hans redning, samt en en lang og sej kamp for at nå verdenstoppen inden for både amatør og professionel dans. Det lykkedes i 1994, da Jens Werner sammen med partneren Charlotte Jørgensen blev verdensmester i standarddans, ligesom parret endte med også at vinde de danske mesterskaber, de nordiske mesterskaber og EM.

Dansen blev min redning er en livsbekræftende og livsglad fortælling om at finde sin plads i livet og gå benhårdt og kompromisløst efter at blive verdens bedste til det, man holder af.

Du kan købe Dansen blev min redning af Jens Werner online, fx hos Bog & Idé, eller i din nærmeste boghandel.

Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.