Mad og drikke

Få opskriften på chokolademousse (som vor stenalder-mor lavede den)

Få opskriften på chokolademousse (som vor stenalder-mor lavede den)

For nylig genfandt jeg min mors gamle opskrift på chokolademousse. Sådan som jeg husker det, stammer den fra det absolut gulnede og 70’er-agtige værk Mad A-Z; hæfter indsamlet over længere tid i postkasserøde samlebind, som til sidst dannede det digre værk med – som titlen antyder – alt mellem himmel og jord inden for gastronomien. Dengang i 80’erne, hvor DR stadig havde monopol, og der var langt mellem snapsene sådan underholdningsmæssigt for to børn i provinsen, brugte min bror og jeg mange stunder på at gennembladre de mange bind og fandt således frem til den besynderlige anretning hakkebøf med leverpostej. Det har måske nok været fattigfirsernes svar på en tournedos med foie gras, men man fristes til at sige, at så skulle man måske bare hellere have ladet være …

Nå, men det var jo egentlig chokolademoussen, jeg kom fra. Jeg har kun godt at sige om den; den er smooth, chokolademættet, og så er den – helt som stenaldermænd og speltmødrene dikterer – ganske fri for tilsat sukker. Der er ligesom kun det sukker, som chokoladen indeholder, og det synes jeg, er lækkert, for jeg kan ikke lide hvinende søde desserter. Men jeg må henstille til, at man smager på moussen, for hvis du har brugt en meget bitter chokolade, kan det være en god idé lige at runde smagen af med lidt agavesirup eller honning.

Her er opskriften på chokolademousse

Opskriften er til 4-6 personer (alt efter om det er veninder eller mande-madklubben, der kigger forbi til middag dén dag)

Du skal bruge:
150-160 g mørk chokolade (ca. 60 %)
4 æg – både blommer og hvider
2 dl piskefløde

Sådan gør du:
Hak chokoladen og smelt den i et vandbad. Lad den svale lidt, inden du rører æggeblommerne i – én ad gangen. Chokoladen bliver sej, når blommerne ryger i, så du skal piske godt!
Pisk æggehviderne og vend dem i chokoladeblandingen.
Pisk fløden og vend forsigtigt flødeskummen i blandingen.

Anretning:
Anret moussen enten i små portionsskåle eller i en stor skål til at sætte på bordet. Du kan gå all in og pynte med flødeskum i sprøjtepose og drysse med kandiserede violer, sådan som man jo gjorde dengang i forrige århundrede.

Tip:
Jeg har prøvet at fryse moussen ind på min ismaskine, og det er virkelig også i orden!

Servér din chokolademousse for stenaldermænd og andre gode venner – det vil bringe lykke.

Ps. Er du vild med chokolade, kan man finde flere mousse-opskrifter i bl.a. Meyers “Chokolade” og Rachel Khoo “Mit lille køkken i Paris”. Begge bøger kan du låne på biblioteket.

kogebog

Hilsen Signe Wulff Jeppesen

Få opskriften på chokolademousse (som vor stenalder-mor lavede den)