Bestsellerforfatteren Sinclair McKay i sit nye værk, Berlin – Liv og tab i byen der formede 1900-tallet: ”Man kan ikke forstå det 20. århundrede uden at kende Berlins historie. Og man kan ikke forstå Berlin uden at kende til de oplevelser, byens indbyggere har været udsat for”.
Gennem det meste af 1900-tallet var Berlin centrum for en kaotisk verden: Første Verdenskrigs lidelser, mellemkrigstidens dyrkelse af videnskab, kultur og seksuel frihed, derefter depression og økonomisk kaos, nazismens opståen, Anden Verdenskrigs ødelæggelser og en by opdelt mellem to verdener – øst og vest.
Berlin set gennem dansk linse
Berlin er danskernes foretrukne rejsemål når der står storbyferie i kalenderen.
Mange danskere har forelsket sig hovedkulds i nabolandets smukke og hårdt prøvede hovedstad, og når ferieminderne skal foreviges er det ofte med dårende dejlige sommeraftener i Mauerpark i det gamle ingenmandsland mellem øst og vest eller weekendsnapshots fra Brandenburger Tor, Alexander Platz eller Rigsdagens mægtige kuppel, som udgør baggrunden.
I Berlin er historien til at tage og føle på. Berlin er en nøgen by. Den viser åbent sine sår og ar. Den vil have dig til at se. Langs talløse gader er stenene og murene fulde af afsvedne huller og fordybninger – konkrete minder om, hvor kuglerne har ramt.
Se trailer for Berlin – Liv og tab i byen der formede 1900-tallet
Ekkoer af et enormt blodigt traume
Sinclair McKay følger i sin beretning om det modern Berlins historie byens mange ar og læser dem som:
”Ekkoer af et enormt, blodigt traume, som berlinerne i mange år var uvillige til at tale åbent om. I skyggen af et beskidt folkedrab var det tabu at antyde, at de også var ofre i Hitlers krig”.
Byens mange ar
Byen selv er for længst helet, men skaderne ses stadig alle vegne:
Muren i det gamle Friedrichsruhebryggeri med sit brogede mønster forårsaget af kraftige granatnedslag, basrelieffet i soklen under Siegessäule, Kristus på korset gennemboret af en granatsplint i hjertet, indgangsportalen til den sønderbombede Anhalter Bahnhof med romanske teglstensbuer, som nu står alene og kun fører ud i den blå luft.
I Humboldthain, en frodig park lige nord for bykernen, vokser træerne op omkring en dyster, enorm betonfæstning, som i slutningen af krigen fungerede som herberg, hospital og katakombe.
Berlins smag for fart fandt udtryk i metrosystemerne, som steg op og ned gennem gaderne og indimellem blev ført direkte gennem bygninger. Foto fra bogen.
Gedächtnis-Kirche
Mest berømt er det ødelagte kirketårn med en hætte af metal, som står over den travle Kurfürstendamm-butiksgade: Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche.
Tårnet er næsten det eneste, der er tilbage af den oprindelige kirke, der blev opført kort før 1900; en nat i 1943 blev den ramt under et bombeangreb og opslugt af flammer (efter krigen blev der opført en ny sekskantet, modernistisk betonkirke ved siden af den).
Berlins dobbelthed
”Hvis man intet kendte til denne bys historie, ville det første syn af det sære tårn virke foruroligende. Hvad er meningen med den underlige ruin, som er bevaret midt i et indifferent, travlt shoppingområde?”, spørger McKay i bogen og svarer ved at pege på Berlins gennemgående dobbelte natur:
Andre europæiske hovedstæder anerkender den mørke fortid med elegant udformede monumenter i et forsøg på at glatte historiens ujævne kanter ud. Men ikke Berlin. McKay skriver:
”Gennem det tyvende århundred var Berlin selve centrummet i en tumultarisk verden. Den skiftevis forførte og hjemsøgte den internationale forestillingsverden.
Essensen af byen syntes at være dens udtalte, dobbelte natur: de strålende boulevarder, de støjende boligblokke, sværindustriens mørke, røgfyldte citadeller, de omgivende klare vande og skove, de jublende panseksuelle kabareter, den højstemte operas stive værdighed, dadaisternes farverige udskejelser, den makabre uniformitet i masseoptogene med hagekorsflag.
Og med nazisternes komme fulgte en konstant tiltagende dødens trommehvirvel”.
e frygt til virkelighed for mange berlinere, da Ulbricht beordrede byen delt på midten og der blev opført en mur, som kom til at adskille familie, venner og kærestepar. Foto fra bogen.
Et fletværk af stemmer
Sinclair McKay trækker i sin fortælling om Berlins moderne historie på personlige beretninger, breve og dagbøger fra alle samfundslag. Her søger han svar på, hvorfor ideologier som fascisme og kommunisme trivedes så godt i Berlin.
Følgerne kunne mærkes over hele den vestlige verden lige indtil den bemærkelsesværdige aften i efteråret 1989, hvor Berlinmuren – det sidste symbol på den totalitære undertrykkelse – omsider blev væltet.
På vandring efter byens hjerte
Berlin i dag er vidunderlig for den planløse vandrer; dens øjensynlige mangel på et tydeligt centrum gør den fascinerende at udforske.
Man kunne, skriver McKay ”være tilbøjelig til at se byens hjerte ligge ved Brandenburger Tor og den restaurerede Bundestag, der står ved siden af den. Men nej, der er ingen overvældende følelse af begivenhed eller pragt, blot en følelse af, at det er dér, landet bliver regeret fra uden større ståhej.
Dette hjerte skal måske så findes blandt gravmuseerne og katedralen på Museumsøen, blandt de nyklassicistiske søjlegange og kupler? Igen nej: Mens de unægteligt er tillokkende og attraktivt anlagt, synes de storslåede attenhundredtals-institutioner næsten malplacerede: De er der for at gøre indtryk på gæster, men signalerer ikke arkitektonisk, at de er en del af byens organiske hverdagsliv”.
For internationale gæster bød Weimartidens Berlin i de sene 1920’ere på udsædvanligt sensuelle fornøjelser. for de mest velhavende af dem var forlystelsessteder som Hotel Adlons barer et midtpunkt i jazztiden. Foto fra bogen.
Det forfulgte jødiske samfund
Nøglen skal måske findes i historien om Berlins grufuldt forfulgte jødiske samfund. Ikke så langt herfra, lidt længere mod nord efter en spadseretur langs Sprees bredder, ligger en meget smuk bygning, Neue Synagoge, hvis mauriske kuppel gløder i den gyldne sol.
”Men det er en bygning, der er vendt tilbage fra de døde. I 1943 blev synagogen delvist ødelagt, og efter krigen gik den raserede synagoge yderligere i forfald, indtil den til sidst blev revet ned. Bygningen, vi ser i dag, er en dybfølt rekonstruktion. Den er en vigtig del af historien – men ikke hele historien”, slår McKay fast.
Byen med for meget historie
”Enhver by har historie,” bemærkede den førende Berlinarkitekt David Chipperfield. ”Men Berlin har for meget.” Men der er en fredeligere, mere arbejderklassepræget enklave i nordvest – gader med traurige og støvet udseende lejlighedskomplekser, hvor noget af byens grundlæggende historie i en vis forstand er blevet indfanget. Den finder man på nogle kontorer, som har ydet en enestående indsats.
Zeitzeugenbörse – Samtidsvidnebørsen – har arbejdet på at indfange og registrere almindelige berlineres stemmer hele vejen op gennem århundredet, deres liv og oplevelser gennem årtiers traumer.
Den gamle følelse af, at det tyske folk måtte undertrykke deres egne lidelseshistorier, havde den utilsigtede virkning, at der blev skabt en masse af historisk mørkt stof, tavshed og dunkelhed omkring visse epokale begivenheder.
”De vidunderlige akademikere og frivillige, der driver Zeitzeugenbörse, har i de senere år arbejdet på at sikre, at en generation af berlinerstemmer aldrig vil gå tabt. Det er de stemmer, der kan guide os gennem et århundred præget af både terror og ukueligt sjælsmod. De kan også give os levende, uforglemmelige perspektiver på fortiden”, skriver McKay.
Den restaurerede Neue Synagoge hvis kuppel glitrer over byens skyline. Foto fra bogen.
Historiens vidner
Tag for eksempel erindringerne efterladt af Helga Hauthal, en berlinsk skoleelev i 1940’erne, hvis uskyldige besættelse af filmens verden bragte hende i konflikt med ubøjelig autoritet; eller Horst Basemann, en ung berliner på østfronten i 1945, der mindes sin barndom og den berusende oplevelse af bålene, som Hitlerjugend tændte om natten i skovene i 1930’erne; Mechtild Evers, som i 1945 i sine forsøg på at undslippe en hær i anmarch løb ind i endnu mere forfærdende farer; Reinhart Crüger, en tolvårig dreng i 1941, som med rædsel så Gestapo komme og anholde hver af hans jødiske naboer efter tur.
Der er også Christa Ronke, en ung teenager, der ligesom så mange andre på hendes alder blot havde ønsket at kunne koncentrere sig om sit skolearbejde, selv da verden omkring hende gik i opløsning i 1945, og derefter, ligesom sine venner, på en eller anden måde lærte at undertrykke traumet efter krigen, mens hun forsøgte at skabe et nyt liv i det sønderrevne landskab.
”Hvor de mægtiges regimer altid bliver registreret og dokumenteret nøje, har fortællingen om dem, hvis almindelige liv blev kastet rundt med igennem deres handlinger og ideologier, en duft og en konsistens, der måske fortæller os mere om moralitet og menneskelige valg”, vurderer McKay i bogen.
Nærheden til det onde
Og sådanne ting vækker en særlig genklang i Berlin: På grund af nærheden til det onde i alle deres liv blev disse borgere særligt fascinerende. Det, der skete i Berlin og i resten af Tyskland, kunne være sket hvor som helst, men hvordan gik det til, at disse ideologier – fascismens kompromisløse, iskolde brutalitet og panoptiske undertrykkelse af kommunismen – slog ud i fuldt flor her?
Og hvordan blev eftervirkningerne oplevet rundtom i hele Europa og Vesten helt frem til den enestående aften i efteråret 1989, da Muren – det definitive udtryk for totalitær undertrykkelse – omsider blev væltet? I den forstand kan man ikke forstå det tyvende århundred uden at forstå Berlin.
Fortidens lag
Da byen faldt i slutningen af krigen i 1945, var det i bund og grund det øjeblik, som sammenfattede den nihilistiske rædsel – meningsløs massedød i en ubegribelig skala. Men selv i den forpestede luft var det stadig muligt at skimte gnister fra byens rastløse og utålmodige etos. At gå rundt i byen nu er at mærke alle disse fortidens lag.
Myndighederne har med stor sensibilitet i de senere år gjort det muligt at påskønne de forskellige ideer om byen, som den var. Det kulminerende mørke i 1945 lærer os, at selv mens skyggerne blev tættere, var der stadig liv og kærlighed og drømme i Berlin, der talte til byens virkelige sjæl.
Berlin – Liv og tab i byen der formede 1900-tallet
Berlins historie giver grundlag for at forstå det 20. århundredes Europa. Gennem det meste af århundredet var Berlin centrum for en kaotisk verden, heriblandt 1. Verdenskrigs lidelser, mellemkrigstidens intense dyrkelse af videnskab, kultur og seksuel frihed, derefter depression og økonomisk kaos, nazismens opståen, 2. Verdenskrigs ødelæggelser og en by opdelt mellem to verdener – øst og vest.
Sinclair McKay trækker i sin fortælling på aldrig tidligere offentliggjorte personlige beretninger fra dagbøger, breve og fra mennesker fra alle samfundslag i Berlin. Han forsøger at finde svar på, hvordan ideologier som fascisme og kommunisme kom til at trives så godt i Berlin. Og hvordan følgerne fortsat kunne mærkes i resten af Europa og Vesten lige indtil den ekstraordinære nat i efteråret 1989, hvor Muren – det sidste udtryk for den totalitære undertrykkelse – omsider faldt.
Bestsellerforfatteren Sinclair McKay i sit nye værk, Berlin – Liv og tab i byen der formede 1900-tallet: ”Man kan ikke forstå det 20. århundrede uden at kende Berlins historie. Og man kan ikke forstå Berlin uden at kende til de oplevelser, byens indbyggere har været udsat for”.
Gennem det meste af 1900-tallet var Berlin centrum for en kaotisk verden: Første Verdenskrigs lidelser, mellemkrigstidens dyrkelse af videnskab, kultur og seksuel frihed, derefter depression og økonomisk kaos, nazismens opståen, Anden Verdenskrigs ødelæggelser og en by opdelt mellem to verdener – øst og vest.
Berlin set gennem dansk linse
Berlin er danskernes foretrukne rejsemål når der står storbyferie i kalenderen.
Mange danskere har forelsket sig hovedkulds i nabolandets smukke og hårdt prøvede hovedstad, og når ferieminderne skal foreviges er det ofte med dårende dejlige sommeraftener i Mauerpark i det gamle ingenmandsland mellem øst og vest eller weekendsnapshots fra Brandenburger Tor, Alexander Platz eller Rigsdagens mægtige kuppel, som udgør baggrunden.
I Berlin er historien til at tage og føle på. Berlin er en nøgen by. Den viser åbent sine sår og ar. Den vil have dig til at se. Langs talløse gader er stenene og murene fulde af afsvedne huller og fordybninger – konkrete minder om, hvor kuglerne har ramt.
Se trailer for Berlin – Liv og tab i byen der formede 1900-tallet
Ekkoer af et enormt blodigt traume
Sinclair McKay følger i sin beretning om det modern Berlins historie byens mange ar og læser dem som:
”Ekkoer af et enormt, blodigt traume, som berlinerne i mange år var uvillige til at tale åbent om. I skyggen af et beskidt folkedrab var det tabu at antyde, at de også var ofre i Hitlers krig”.
Byens mange ar
Byen selv er for længst helet, men skaderne ses stadig alle vegne:
Muren i det gamle Friedrichsruhebryggeri med sit brogede mønster forårsaget af kraftige granatnedslag, basrelieffet i soklen under Siegessäule, Kristus på korset gennemboret af en granatsplint i hjertet, indgangsportalen til den sønderbombede Anhalter Bahnhof med romanske teglstensbuer, som nu står alene og kun fører ud i den blå luft.
I Humboldthain, en frodig park lige nord for bykernen, vokser træerne op omkring en dyster, enorm betonfæstning, som i slutningen af krigen fungerede som herberg, hospital og katakombe.
Gedächtnis-Kirche
Mest berømt er det ødelagte kirketårn med en hætte af metal, som står over den travle Kurfürstendamm-butiksgade: Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche.
Tårnet er næsten det eneste, der er tilbage af den oprindelige kirke, der blev opført kort før 1900; en nat i 1943 blev den ramt under et bombeangreb og opslugt af flammer (efter krigen blev der opført en ny sekskantet, modernistisk betonkirke ved siden af den).
Berlins dobbelthed
”Hvis man intet kendte til denne bys historie, ville det første syn af det sære tårn virke foruroligende. Hvad er meningen med den underlige ruin, som er bevaret midt i et indifferent, travlt shoppingområde?”, spørger McKay i bogen og svarer ved at pege på Berlins gennemgående dobbelte natur:
Andre europæiske hovedstæder anerkender den mørke fortid med elegant udformede monumenter i et forsøg på at glatte historiens ujævne kanter ud. Men ikke Berlin. McKay skriver:
”Gennem det tyvende århundred var Berlin selve centrummet i en tumultarisk verden. Den skiftevis forførte og hjemsøgte den internationale forestillingsverden.
Essensen af byen syntes at være dens udtalte, dobbelte natur: de strålende boulevarder, de støjende boligblokke, sværindustriens mørke, røgfyldte citadeller, de omgivende klare vande og skove, de jublende panseksuelle kabareter, den højstemte operas stive værdighed, dadaisternes farverige udskejelser, den makabre uniformitet i masseoptogene med hagekorsflag.
Og med nazisternes komme fulgte en konstant tiltagende dødens trommehvirvel”.
Et fletværk af stemmer
Sinclair McKay trækker i sin fortælling om Berlins moderne historie på personlige beretninger, breve og dagbøger fra alle samfundslag. Her søger han svar på, hvorfor ideologier som fascisme og kommunisme trivedes så godt i Berlin.
Følgerne kunne mærkes over hele den vestlige verden lige indtil den bemærkelsesværdige aften i efteråret 1989, hvor Berlinmuren – det sidste symbol på den totalitære undertrykkelse – omsider blev væltet.
På vandring efter byens hjerte
Berlin i dag er vidunderlig for den planløse vandrer; dens øjensynlige mangel på et tydeligt centrum gør den fascinerende at udforske.
Man kunne, skriver McKay ”være tilbøjelig til at se byens hjerte ligge ved Brandenburger Tor og den restaurerede Bundestag, der står ved siden af den. Men nej, der er ingen overvældende følelse af begivenhed eller pragt, blot en følelse af, at det er dér, landet bliver regeret fra uden større ståhej.
Dette hjerte skal måske så findes blandt gravmuseerne og katedralen på Museumsøen, blandt de nyklassicistiske søjlegange og kupler? Igen nej: Mens de unægteligt er tillokkende og attraktivt anlagt, synes de storslåede attenhundredtals-institutioner næsten malplacerede: De er der for at gøre indtryk på gæster, men signalerer ikke arkitektonisk, at de er en del af byens organiske hverdagsliv”.
Det forfulgte jødiske samfund
Nøglen skal måske findes i historien om Berlins grufuldt forfulgte jødiske samfund. Ikke så langt herfra, lidt længere mod nord efter en spadseretur langs Sprees bredder, ligger en meget smuk bygning, Neue Synagoge, hvis mauriske kuppel gløder i den gyldne sol.
LÆS OGSÅ: Sinclair McKays Dresden 1945. Øjenvidneberetninger fra natten hvor himlens porte åbnede sig
”Men det er en bygning, der er vendt tilbage fra de døde. I 1943 blev synagogen delvist ødelagt, og efter krigen gik den raserede synagoge yderligere i forfald, indtil den til sidst blev revet ned. Bygningen, vi ser i dag, er en dybfølt rekonstruktion. Den er en vigtig del af historien – men ikke hele historien”, slår McKay fast.
Byen med for meget historie
”Enhver by har historie,” bemærkede den førende Berlinarkitekt David Chipperfield. ”Men Berlin har for meget.” Men der er en fredeligere, mere arbejderklassepræget enklave i nordvest – gader med traurige og støvet udseende lejlighedskomplekser, hvor noget af byens grundlæggende historie i en vis forstand er blevet indfanget. Den finder man på nogle kontorer, som har ydet en enestående indsats.
Zeitzeugenbörse – Samtidsvidnebørsen – har arbejdet på at indfange og registrere almindelige berlineres stemmer hele vejen op gennem århundredet, deres liv og oplevelser gennem årtiers traumer.
Den gamle følelse af, at det tyske folk måtte undertrykke deres egne lidelseshistorier, havde den utilsigtede virkning, at der blev skabt en masse af historisk mørkt stof, tavshed og dunkelhed omkring visse epokale begivenheder.
”De vidunderlige akademikere og frivillige, der driver Zeitzeugenbörse, har i de senere år arbejdet på at sikre, at en generation af berlinerstemmer aldrig vil gå tabt. Det er de stemmer, der kan guide os gennem et århundred præget af både terror og ukueligt sjælsmod. De kan også give os levende, uforglemmelige perspektiver på fortiden”, skriver McKay.
Historiens vidner
Tag for eksempel erindringerne efterladt af Helga Hauthal, en berlinsk skoleelev i 1940’erne, hvis uskyldige besættelse af filmens verden bragte hende i konflikt med ubøjelig autoritet; eller Horst Basemann, en ung berliner på østfronten i 1945, der mindes sin barndom og den berusende oplevelse af bålene, som Hitlerjugend tændte om natten i skovene i 1930’erne; Mechtild Evers, som i 1945 i sine forsøg på at undslippe en hær i anmarch løb ind i endnu mere forfærdende farer; Reinhart Crüger, en tolvårig dreng i 1941, som med rædsel så Gestapo komme og anholde hver af hans jødiske naboer efter tur.
Der er også Christa Ronke, en ung teenager, der ligesom så mange andre på hendes alder blot havde ønsket at kunne koncentrere sig om sit skolearbejde, selv da verden omkring hende gik i opløsning i 1945, og derefter, ligesom sine venner, på en eller anden måde lærte at undertrykke traumet efter krigen, mens hun forsøgte at skabe et nyt liv i det sønderrevne landskab.
”Hvor de mægtiges regimer altid bliver registreret og dokumenteret nøje, har fortællingen om dem, hvis almindelige liv blev kastet rundt med igennem deres handlinger og ideologier, en duft og en konsistens, der måske fortæller os mere om moralitet og menneskelige valg”, vurderer McKay i bogen.
Nærheden til det onde
Og sådanne ting vækker en særlig genklang i Berlin: På grund af nærheden til det onde i alle deres liv blev disse borgere særligt fascinerende. Det, der skete i Berlin og i resten af Tyskland, kunne være sket hvor som helst, men hvordan gik det til, at disse ideologier – fascismens kompromisløse, iskolde brutalitet og panoptiske undertrykkelse af kommunismen – slog ud i fuldt flor her?
Og hvordan blev eftervirkningerne oplevet rundtom i hele Europa og Vesten helt frem til den enestående aften i efteråret 1989, da Muren – det definitive udtryk for totalitær undertrykkelse – omsider blev væltet? I den forstand kan man ikke forstå det tyvende århundred uden at forstå Berlin.
Fortidens lag
Da byen faldt i slutningen af krigen i 1945, var det i bund og grund det øjeblik, som sammenfattede den nihilistiske rædsel – meningsløs massedød i en ubegribelig skala. Men selv i den forpestede luft var det stadig muligt at skimte gnister fra byens rastløse og utålmodige etos. At gå rundt i byen nu er at mærke alle disse fortidens lag.
Myndighederne har med stor sensibilitet i de senere år gjort det muligt at påskønne de forskellige ideer om byen, som den var. Det kulminerende mørke i 1945 lærer os, at selv mens skyggerne blev tættere, var der stadig liv og kærlighed og drømme i Berlin, der talte til byens virkelige sjæl.
Berlin – Liv og tab i byen der formede 1900-tallet
Berlins historie giver grundlag for at forstå det 20. århundredes Europa. Gennem det meste af århundredet var Berlin centrum for en kaotisk verden, heriblandt 1. Verdenskrigs lidelser, mellemkrigstidens intense dyrkelse af videnskab, kultur og seksuel frihed, derefter depression og økonomisk kaos, nazismens opståen, 2. Verdenskrigs ødelæggelser og en by opdelt mellem to verdener – øst og vest.
Sinclair McKay trækker i sin fortælling på aldrig tidligere offentliggjorte personlige beretninger fra dagbøger, breve og fra mennesker fra alle samfundslag i Berlin. Han forsøger at finde svar på, hvordan ideologier som fascisme og kommunisme kom til at trives så godt i Berlin. Og hvordan følgerne fortsat kunne mærkes i resten af Europa og Vesten lige indtil den ekstraordinære nat i efteråret 1989, hvor Muren – det sidste udtryk for den totalitære undertrykkelse – omsider faldt.
Du kan købe Berlin – Liv og tab i byen der formede 1900-tallet online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: