Bogbinderen fra Jericho er en stærk roman om viden – hvem der skaber den, hvem der får adgang til den, og hvilke sandheder der kan gå tabt. Start din læsning her.
Bogbinderen fra Jericho er en ny historisk roman fra Pip Williams, der også er forfatter til den internationale bestseller De glemte ords bog. Bogbinderen fra Jericho er blevet anmelderrost i udlandet, og nu udkommer romanen på dansk.
LÆS OGSÅ: De glemte ords bog: Pip Williams’ tankevækkende fortælling om sprogets magt – Få en smagsprøve her
I Bogbinderen fra Jericho følger læseren Peggy og hendes tvillingesøster, Maude, der begge arbejder i bogbinderiet hos Oxford University Press. Peggy har store drømme om en dag at kunne læse bøgerne, hvorimod Maude er tilfreds med at være den, der folder dem.
Da første verdenskrig bryder ud, rejser mændene mod fronten, og kvinderne er efterladt tilbage. Det er nu op til kvinderne at holde forlaget og hele nationen kørende, hvilket passer den ambitiøse Peggy godt. Tiden skaber store forandringer for Peggy og Maude, der får nye bekendskaber, når krigen bringer kvinder fra alle samfundets lag sammen. Dette medfører svære valg for Peggy.
LÆS OGSÅ: Pip Williams: Hvis dit sprog ikke er repræsenteret i ordbogen, findes du ikke!
Bogbinderen fra Jericho er en medrivende roman om kvinder i universitetsbyen Oxford under 1. verdenskrig. Du kan starte din læsning af Bogbinderen fra Jericho allerede nu.
Bogbinderen fra Jericho
af Pip Williams
1
Brudstykker. Andet har jeg ikke. Fragmenter, der ikke giver mening uden de ord, der står før og efter.
Vi var i gang med at folde The Complete Works of William Shakespeare, og jeg havde ladet blikket glide ned over den første side af redaktørens forord hundredvis af gange. Den sidste linje på siden blev ved med at give genlyd i mine tanker, ufærdig og pirrende. Jeg har kun dristet mig til at afvige, der hvor det forekom mig, at …
Dristet mig til at afvige. Mit blik faldt på den formulering, hver gang jeg foldede et ark.
Der hvor det forekom mig, at …
At hvad? tænkte jeg. Så begyndte jeg på et nyt ark.
Første fold: The Complete Works of William Shakespeare. Anden fold: Redigeret af W.J. Craig. Tredje fold: Det forbandede ’dristet mig til at afvige’.
Min hånd svævede i luften, mens jeg læste den sidste linje og forsøgte at gætte resten af sætningen.
W.J. Craig havde ændret på Shakespeare, tænkte jeg. Når det forekom ham, at …
Jeg blev desperat efter at vide det.
Jeg kastede et hurtigt blik rundt i bogbinderiet, hen langs foldebordet, hvor der lå bunker af foldede og ufoldede trykark. Jeg så på Maude.
Hun var fuldstændig ligeglad med ordene på siden. Jeg kunne høre hende nynne en lille melodi, hvor hver foldning markerede tempoet som en metronom. At folde var hendes yndlingsopgave, og hun foldede bedre end nogen anden, men det forhindrede hende ikke i at lave fejl. Foldeudflugter, plejede mor at kalde dem. Folder efter hendes eget hoved.
Når det skete, fornemmede jeg en ændring i rytmen ud ad øjenkrogen. Det var let nok at række ud og bremse hendes hånd. Det forstod hun. Hun var ikke dårligt begavet, i modsætning til hvad folk troede. Og hvis jeg overså tegnene? Ja, så ville et ark være ødelagt. Det kunne ske for enhver af os, hvis falsebenet smuttede. Men vi ville lægge mærke til det. Vi ville lægge det skadede ark til side. Det gjorde min søster aldrig. Så derfor var jeg nødt til at gøre det.
Holde øje.
Våge over.
Dyb indånding.
Kære Maude. Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig. Men sommetider … Det var den slags tanker, der løb gennem mit hoved.
Jeg kunne allerede se et foldet ark, der ikke lå lige, i bunken på Maudes venstre side. Min højre side. Jeg ville fjerne det senere. Hun ville ikke opdage det, og det ville mrs. Hogg heller ikke. Der ville ikke være nogen grund til at komme med misbilligende lyde.
Det eneste, der kunne ødelægge det hele i det øjeblik, var mig.
Hvis jeg ikke fandt ud af, hvorfor W.J. Craig havde lavet om på Shakespeare, havde jeg det, som om jeg ville skrige. Jeg rakte en hånd i vejret.
”Ja, miss Jones?”
”Toilet, mrs. Hogg.”
Hun nikkede.
Jeg gjorde den foldning, jeg var begyndt på, færdig og ventede på, at mrs. Hogg skulle bevæge sig væk. Mrs. Hogg, det fregnede pjok. Maude havde sagt det højt engang, og jeg var aldrig blevet tilgivet. I mrs. Hoggs øjne var Maude og jeg én og samme person.
”Jeg er tilbage lige om lidt, Maudie.”
”Tilbage lige om lidt,” sagde hun.
Lou var i gang med at folde andet ark. Idet jeg gik forbi hendes stol, lænede jeg mig ind over hendes skulder. ”Kan du stoppe et øjeblik?” sagde jeg.
”Jeg troede, du skulle forfærdelig meget på toilettet.”
”Selvfølgelig ikke, jeg er bare nødt til at vide, hvad der står.”
Hun standsede længe nok til, at jeg kunne læse slutningen af sætningen. Jeg satte den sammen med det, jeg kendte i forvejen, og hviskede for mig selv: ”Jeg har kun dristet mig til at afvige, der hvor det forekom mig, at enten kopisten eller bogtrykkeren fuldstændig havde berøvet et ord eller en sætning for mening.”
”Må jeg folde videre nu, Peggy?” spurgte Lou.
”Ja, værsågod, Louise,” sagde mrs. Hogg.
Lou rødmede og sendte mig et blik.
”Miss Jones …”
Mrs. Hogg havde gået i skole sammen med mor, og hun havde kendt mig, siden Maude og jeg var nyfødte. Men alligevel: ”Miss Jones.” Understregningen af mors pigenavn, bare i tilfælde af at nogen i bogbinderiet skulle have glemt hendes vanære.
”Deres opgave er at indbinde bøgerne, ikke læse dem …”
Hun talte videre, men jeg hørte ikke efter længere. Jeg havde hørt det hundredvis af gange – arkene var der for at blive foldet, ikke læst; sektionerne for at blive samlet, ikke læst; tekstblokkene for at blive hæftet, ikke læst – og for 117. gang tænkte jeg, at det at læse siderne var det eneste, der gjorde mit arbejde udholdeligt. Jeg har kun dristet mig til at afvige, der hvor det forekom mig, at enten kopisten eller bogtrykkeren fuldstændig havde berøvet et ord eller en sætning for mening.
Mrs. Hogg løftede pegefingeren, og jeg spekulerede over, hvad det var for et svar, jeg ikke havde givet hende. Hun var ved at blive rød i ansigtet, sådan som hun altid blev. Så brød vores arbejdsleder ind.
”Peggy, eftersom du er oppe at stå, kan du måske gå et ærinde for mig?” Mrs. Stoddard sendte afdelingslederen et smil. ”Jeg er sikker på, at De godt kan undvære hende i ti minutter, ikke, mrs. Hogg?”
Det fregnede pjok nikkede og fortsatte ned langs rækken af piger uden at værdige mig endnu et blik.
Jeg så over mod min søster.
”Maude skal nok klare sig,” sagde mrs. Stoddard.
Vi gik hele vejen gennem bogbinderiet, og mrs. Stoddard standsede af og til op for at opmuntre en af de yngre piger eller give gode råd om arbejdsstilling, hvis hun så nogen, der sad og hang. Da vi kom ind på hendes kontor, tog hun en nyindbunden bog op. Med guldbogstaver, der skinnede så meget, at skriften så våd ud.
The Oxford Book of English Verse: 1250 – 1900. Vi trykte den næsten hvert år.
”Er der ingen, der har skrevet et digt siden 1900?” spurgte jeg.
Mrs. Stoddard undertrykte et smil. ”Produktionschefen vil sikkert gerne se, hvordan det seneste oplag er kommet til at se ud.” Hun rakte mig bogen. ”Gåturen hen til hans kontor kan nok hjælpe på din kedsomhed.”
Jeg holdt bogen op til næsen: rent læder og den aftagende duft af tryksværte og lim. Jeg blev aldrig træt af den. Det var den nyslåede duft af en ny idé, en gammel historie, et foruroligende rim. Jeg vidste, at den ville være forsvundet fra bogen i løbet af en måned, så jeg inhalerede den, som om jeg kunne absorbere alt det, der stod trykt på siderne.
Jeg gik langsomt tilbage mellem to lange rækker af borde, hvor der lå bunker af flade, trykte ark og foldede sektioner. Kvinder og piger sad bøjet over opgaven med at forvandle det ene til det andet, og jeg havde fået et øjebliks pause. Jeg var i gang med at åbne bogen, da en fregnet hånd lagde sig over min og lukkede bogen i.
”Vi kan ikke have, at bogryggen bliver bøjet,” sagde mrs. Hogg. ”Ikke af folk som Dem, miss Jones.”
Jeg gav mig god tid, da jeg gik gennem gangene på Clarendon Press, som Oxford University Press ofte blev kaldt efter den bygning, hvor forlaget i en årrække havde haft til huse.
Mr. Hart havde en gæst – hendes ord undslap deres fortrolige samtale. Hun var ung, velformuleret, med en snert af Midlands-accent. Jeg listede mig nærmere for ikke at skræmme ordene til tavshed.
”Og hvad mener Deres far?” spurgte mr. Hart.
Jeg standsede uden for kontordøren. Den stod halvt åben, og jeg kunne se hendes moderigtige sko og slanke ankler under en lige, lilla nederdel. En lang, matchende jakke.
”Han var tøvende over for det, men lod sig overtale til sidst.”
”Han er forretningsmand. Praktisk. Han havde ikke brug for en universitetsgrad for at få succes med sin papirfabrik. Han kan sikkert ikke se formålet med, at en ung kvinde gerne vil have en.”
”Nej, det kan han ikke,” sagde hun, og jeg kunne mærke hendes frustration. ”Så jeg må vise ham, at det er umagen værd.”
”Og hvornår kommer De til Oxford?”
”I september. Lige før efterårssemestret. Jeg skal gå på Somerville, så vi bliver naboer.”
Somerville. Hver morgen drømte jeg om at efterlade Maude ved indgangen til forlaget og gå over vejen og ind gennem Somerville Colleges portnerkontor. Jeg drømte om den firkantede gård og biblioteket og et skrivebord i et af de værelser, der vendte ud mod Walton Street. Jeg drømte om at tilbringe mine dage med at læse bøger i stedet for at indbinde dem. Jeg drømte, bare et kort øjeblik, om, at jeg ikke var nødt til at tjene penge, og at Maude kunne klare sig selv.
”Og hvad skal De studere?”
Jeg havde et svar lige på tungen, men den unge kvinde tog ordene ud af munden på mig.
”Engelsk. Jeg vil gerne være forfatter.”
”Nå, men måske vil vi så en dag have det privilegium at udgive Deres værker.”
”Ja, måske, mr. Hart. Jeg glæder mig til at se mit navn blandt Deres førsteudgaver.”
Der opstod en tavshed, som ikke var akavet, og jeg vidste, at de kiggede på produktionschefens bogreol, på alle førsteudgaverne med deres uberørte læderrygge og guldbogstaver. Jeg blev pludselig bevidst om bogen i min hånd. Jeg havde nær glemt, hvorfor jeg var der.
”Hils Deres far fra mig, miss Brittain.”
”Det skal jeg gøre, mr. Hart.”
Døren gik op, og jeg kunne ikke nå at flytte mig, så et øjeblik stod vi ansigt til ansigt. Miss Brittain var måske 19 eller 20 år gammel, muligvis 21, samme alder som mig. Hun var på højde med mig og lige så slank, og hun var køn trods det kommunefarvede hår. Lilla klædte hende godt, tænkte jeg, og jeg spekulerede over, hvad hun mon tænkte om mig.
Køn, utvivlsomt, det sagde alle. Hår så mørkt som kanalen om natten og matchende øjne, ligesom mors. Selv om min næse var anderledes, lidt for stor. Jeg ville måske ikke have været så bevidst om den, hvis det ikke var, fordi jeg så den i profil, hver gang jeg kiggede på Maude.
Det var kun et øjeblik, men sommetider skal der ikke mere til – jeg kunne se, at der var noget stålsat over miss Brittain, en beslutsomhed. Vi kunne godt blive veninder, tænkte jeg.
Hun lod til at vide bedre. Hun var ikke uhøflig, men der var uskrevne regler. Hun så en bogbinderpiges forklæde uden på en kedelig, brun drejlsnederdel og en forvasket bluse med ærmerne smøget op til albuerne. Hun smilede og nikkede og gik så hen ad korridoren.
Jeg bankede på den åbne dør, og mr. Hart så op fra sit skrivebord. Jeg havde arbejdet på Clarendon Press i syv år og havde aldrig set ham smile, men nu spillede et smil i hans mundvige. Da det gik op for ham, at jeg ikke var miss Brittain, der kom tilbage, forsvandt det. Han gjorde tegn til mig om at komme ind, men vendte på ny sin opmærksomhed mod regnskabsbogen på skrivebordet.
Mine ti minutter var gået, men jeg kunne ikke tillade mig at afbryde ham i hans arbejde. Jeg så forbi mr. Hart og ud ad vinduet. Dér gik hun, miss Brittain, på vej over Walton Street. Hun standsede op på fortovet og så op på Somerville Colleges vinduer. Dér blev hun stående et stykke tid, og folk var nødt til at gå uden om hende. I det øjeblik mærkede jeg hendes spændte forventning. Hun tænkte på, om et af de vinduer mon ville blive hendes. Hun forestillede sig skrivebordet med udsigt mod gaden og alle de bøger, hun skulle læse.
Og så følte jeg en trykken for brystet. En velkendt bitterhed. Måske havde mrs. Hogg ret i, at jeg ingen ret havde til at læse de bøger, jeg indbandt, eller forestille mig, at jeg befandt mig noget andet sted end i Jericho, eller så meget som et eneste øjeblik overveje, at jeg nogensinde kunne få et liv uden at skulle tage mig af Maude. Bogen begyndte at føles tung i mine hænder, og jeg blev overrasket over, at den overhovedet var blevet betroet i min varetægt.
Og så blev jeg vred.
Jeg åbnede The Oxford Book of English Verse og hørte ryggen give et knæk. Jeg vendte siderne: John Barbour, Geoffrey Chaucer, Robert Henryson, William Dunbar, Anonym, Anonym. Hvis de anonyme havde navne, kunne det så måske være Anna eller Mary eller Lucy eller Peg? Jeg kiggede op og så produktionschefen sidde og stirre på mig.
Et kort øjeblik troede jeg, at han måske ville spørge om, hvad jeg syntes. Men han rakte ganske enkelt hånden ud efter bogen. Jeg tøvede, og han hævede øjenbrynene. Det var nok. Jeg lagde bogen i hans hånd. Han nikkede og så ned i sin regnskabsbog.
Uden et ord blev jeg sendt bort.
2
Avissælgerne råbte nyheden ud over hele Jericho; deres støjende råb fulgte os på vores gåtur til arbejde.”Forsvar Belgiens neutralitet,” gentog Maude. ”Støt Frankrig.” Ligesom avisdrengene sagde hun det hele igen og igen.
Da vi standsede ved Turners aviskiosk for at hente vores post, var der en lang kø ved disken af folk, der ville købe aviser.
”Der er ikke noget her til morgen, miss Jones,” sagde mr. Turner, da det endelig blev min tur. Jeg tog et eksemplar af The Daily Mail og rakte ham en halfpenny. Mr. Turner hævede øjenbrynene, for jeg havde aldrig før købt avisen. Spild af en halfpenny, plejede mor at sige.
Maude så ned over forsiden, mens vi gik hen ad Walton Street. ”Storbritannien erklærer krig mod Tyskland?” Det var en overskrift og et spørgsmål – hun var forvirret over de unge mænds jubel og den bekymring, som hun så i deres mødres ansigter. Men spurgte hun, hvad krigen ville betyde for England, eller hvad den kunne komme til at betyde for os?
”Vi skal nok klare os, Maudie.” Jeg gav hendes hånd et klem. ”Men nogle ting bliver måske anderledes.” Det håbede jeg og følte mig lidt skyldig over det, men også kun lidt. Maude fortsatte med at lade blikket glide ned over avisen.
”Praktiske hatte til populære priser,” sagde hun. Det havde hun haft for vane, lige siden hun havde lært at læse. Det havde været svært for hende, og selv om hun ikke gad læse en bog, elskede hun overskrifter og tegneserier – ord, som allerede var sat i orden og klar til brug.
Vi sluttede os til de mange mænd og kvinder, drenge og piger, der strømmede gennem porten til Clarendon Press. Vi gik rundt langs den firkantede gård med den store dam og det gamle asketræ og ind i bygningen, hvor alle resterne af et Oxford-college havde måttet vige for industriens lyde, lugte og strukturer.
Vi nåede hen til bogbinderiet og lagde vores tasker og hatte i garderoben. Så tog vi rene forklæder fra knagerne og begav os igennem pigernes afdeling, rundt om borde, hvor der lå store bunker af tekstblokke, som var parate til at blive syet sammen, og forbi samlebordet, hvor de foldede ark allerede var lagt i orden i to rækker på hver side.
Foldebordene var stillet op i tre lange rækker med plads til 12 kvinder ved hvert. De vendte ud mod høje, utildækkede vinduer, og morgenlyset flød ind over bunker af glatte, trykte ark og stakke af foldede sektioner fra dagen før. Lou og Aggie sad allerede på deres pladser ved den ene ende af bordet lige under vinduerne. Maude og jeg satte os mellem dem.
”Hvad har de givet os i dag?” sagde jeg til Aggie.
”Noget gammelt,” sagde hun. Hun var altid ligeglad med, hvad det var.
”Du har fået nogle småting fra Shakespeare’s England,” sagde Lou. ”Korrektursider. Det kommer til at tage dig fem minutter. Og så er der hans samlede værker til at holde dig beskæftiget resten af dagen.”
”Er det stadig Craig-udgaven?”
Hun nikkede.
”Alle i England må da have et eksemplar af den på nuværende tidspunkt.”
Jeg trak det første korrekturark hen foran mig og tog mors falseben. Ingen andre brød sig om at folde korrektursider – der var aldrig nok til at komme ind i en rytme – men jeg elskede dem. Og jeg elskede dem især, når de blev ved med at komme tilbage. Jeg ledte efter de ændringer, der var blevet foretaget i teksten, og betragtede det som en sejr, hvis jeg havde forudset dem. Det var en lille bedrift, som forhindrede arbejdsdagens ensformighed i at drive mig til vanvid. Mrs. Stoddard sørgede for, at det var mig, der fik korrekturarkene, og det var alle taknemlige for.
Jeg kastede et blik på de trykte ark fra Shakespeare’s England: An Account of the Life and Age. Det var kapitelkorrekturer og sandsynligvis fulde af fejl. Et af arkene havde jeg set før – et essay om boghandlere, trykkere og papirhandlere. Jeg var blevet taget i at læse det, sidste gang det kom igennem – ”Deres arbejde, miss Jones …” – men det var irettesættelsen værd.
Det handlede om os, om det vi lavede her på Clarendon Press, og hvordan det på Shakespeares tid var farligt at trykke en bog, som dronningen eller ærkebiskoppen af Canterbury anså for at være kontroversiel. Af med hovederne, havde jeg tænkt dengang. De andre kapitler til korrektur var nye: Ballader og skillingsviser, Teatret, Hjemmet. Der var færre, end der burde have været. Hvis Shakespeare’s England skulle være færdig til 300-års dagen for digterens død, burde alle korrektursiderne have været her nu.
Det sidste trykark var det første rigtige udkast til forordet. Jeg så mig omkring for at finde ud af, hvor mrs. Hogg befandt sig. Hun stod ved samlebordet og kontrollerede, at bakkerne med sektioner lå i den korrekte rækkefølge. Jeg lagde forordet øverst i bunken og læste et par linjer. De, der ønsker at vide, hvad Shakespeare mener, må ikke negligere, hvad hans tåber siger.
Det var tilstrækkeligt til at holde mig beskæftiget. Jeg løftede højre kant af arket op og førte den over mod den venstre, så pasmærkerne var præcis ud for hinanden. Jeg førte mors falseben langs folden for at gøre den skarp.
Første fold. Folio.
Jeg vendte arket om. Tog højre kant op og foldede den over mod den venstre. Nu var papiret dobbelt så tykt, og der var en smule mere modstand. Jeg tilpassede trykket på mors falseben – instinktivt, ikke bevidst. Jeg gjorde folden skarp.
Anden fold. Kvartformat.
Mors falseben. Det kaldte jeg det stadig, selv om det havde været mit de sidste tre år. Det var bare et fladt stykke koknogle, som var rundet i den ene ende og med en spids i den anden. Men det var silkeglat af årtiers brug og bar stadig formen af hendes hånd. Man kunne kun lige akkurat fornemme det, men ligesom træskeer og økseskafter bærer falseben præg af deres ejers greb. Jeg havde taget mors falseben til mig, før Maude kunne gøre krav på det. Jeg havde kæmpet med, hvordan det føltes i min hånd, ligesom jeg havde kæmpet med mors fravær. Stædigt. Nægtet at give efter.
Til sidst var jeg holdt op med at holde det på min egen måde, og jeg havde ladet falsebenet finde sig til rette i min håndflade, sådan som det engang havde lagt sig til rette i mors. Jeg havde mærket benets svage kurve, hvor hendes finger havde ligget. Og så havde jeg grædt.
Mrs. Stoddard ringede med klokken, og jeg gav slip på mindet.
”Der skal være en parade,” sagde hun. ”En afsked med de mænd fra University Press, som er deltidsfrivillige i Territorialhæren, og andre, som har meldt sig frivilligt til militærtjeneste, siden erklæringen kom.”
Erklæringen. Hun kunne ikke få sig selv til at sige ordet krig, ikke endnu.
Vi var over 50 piger i bogbinderiet – den yngste var 12, den ældste over 60 – og vi fulgte alle sammen mrs. Stoddard gennem gangene på University Press, som om vi var skolepiger på udflugt. Da vi småsnakkede for meget, standsede vores arbejdsleder op, vendte sig om og holdt en finger op til læberne. Vi adlød som artige skolepiger, og først da forstod jeg, hvad denne krig kunne komme til at betyde for os: Der var fuldstændig stille på trykkeriet.
Trykpresserne var standset. Jeg havde aldrig oplevet stilhed derinde før og blev pludselig urolig. Jeg tror, vi alle sammen mærkede det, for vi begyndte ikke at småsnakke igen, før vi nåede ud i gården. 600 mænd og drenge var allerede samlet derude. Mrs. Stoddard gennede os fremad, og det gik op for mig, at næsten hver eneste familie i Jericho var repræsenteret.
Der var maskinpassere og sættere, støberiarbejdere, mekanikere og korrekturlæsere. Og lærlinge og svende såvel som arbejdsformænd. De stod samlet i grupper efter arbejdsområde; forklædernes og hændernes tilstand gjorde det let at kende dem fra hinanden. De fyldte området omkring dammen mellem blomsterbedene og hele vejen tilbage mod huset, hvor mr. og mrs. Hart boede.
Vi havde aldrig før været samlet på den måde, og jeg var imponeret over, hvor mange vi var, men så gik det op for mig, at mindst halvdelen af mændene var i den kampdygtige alder eller snart ville være det. Jeg studerede mængden.
De ældre mænd fordrev tiden med at tale lavmælt sammen; de yngre mænd var livligere, nogle lykønskede venner, og andre pralede med, at Der Kaiser ikke havde en chance.
”Det kommer helt sikkert til at vare mere end et år,” hørte jeg en af fyrene sige.
”Det håber jeg da,” sagde hans ven.
De var højst 16 år.
To arbejdsformænd, som var iført Territorialhærens uniform i stedet for deres arbejdsforklæder, forsøgte at få de yngre rekrutter til at stå pænt, men drengene var ved at revne af iver efter at fortælle alle detaljer fra aftenen før.
De, der havde været uden for Buckingham Palace, holdt hof. De fortalte om trængslen og de mange mennesker, om nedtællingen til midnat, jubelråbene, da det stod klart, at Der Kaiser ikke ville trække sig ud af Belgien, og at England ville gå i krig.”Det er vores pligt at forsvare Belgien,”sagde en af dem,” så vi sang God Save the King af vores lungers fulde kraft.”
”Gud bevare os alle,” sagde en ru stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så gamle Ned ryste på hovedet. Han tog sin kasket af og holdt den ind til brystet, mens hans knortede fingre, der var sorte af tryksværte, pillede nervøst ved stoffet. Da han bøjede hovedet, troede jeg, at han bad.
Så lød der en klar og velkendt stemme: Maude, der sang God Save the King af sine lungers fulde kraft.
”Ja, lige præcis, miss Maude,” råbte Jack Rowntree.
Jack var vores nabo på kanalen; han var i lære som sætter. Han ville blive svend om tre år, hvis tingene gik deres vante gang. Han stod midt på gårdspladsen sammen med alle de andre, som havde sluttet sig til Territorialhæren i løbet af de seneste måneder, fuld af spændt forventning. Jeg tænkte på den skovtur, vi havde været på bare et par dage tidligere. Vi havde fejret hans 18-års fødselsdag med kage og leget gæt og grimasser.
”Lad være med at opmuntre hende, Jack,” råbte jeg, men han løftede hænderne i vejret, som om han ikke havde noget valg, og begyndte at dirigere. Maude blev ved med at synge, og de unge mænd begyndte at synge med. Først lød der en selvsikker tenorstemme, så en baryton. Snart efter sluttede resten af forlagets kor sig til dem, og gården genlød af sang som i en koncertsal. Formændene opgav deres forsøg på at få rekrutterne til at stå på række. De sidste toner hang uforstyrret i den kølige luft i et helt minut.
Så råbte en af formændene til mændene, at de skulle stille op på to rækker. Hans stemme lød mere myndig i stilheden, og mændene gjorde, som de fik besked på. Men det var ikke, som soldater ville have gjort det. Der var en tavs puffen og retten ind, og et par af fyrene byttede plads for at stå i nærheden af deres kammerater. Før de havde fundet ind på rækkerne, gav mrs. Stoddard os bogbinderpiger besked på at fordele os på hver side af paraden. ”Det er et kønt ansigt, de gerne vil se, når de marcherer ud herfra,” sagde hun, ”så sørg for at smile.”
Lou var den første, der begyndte at hulke. Andre piger fandt deres kærester i rækken og sendte fingerkys. Nogle tog deres lommetørklæder frem til at vinke eller tørre øjnene med. Lærlingene rankede ryggen. Enkelte af dem blev pludselig blege. Jack fangede mit blik, og jeg forventede en eller anden frisk kommentar, men den udeblev. Han nikkede bare og smilede lidt. Så drejede han hovedet og kiggede fremad.
Jeg talte 65 rekrutter. Nogle af dem havde grå tindinger og ansigter, hvor livet havde tegnet rynker. Men de fleste af dem var unge, og alt for mange havde stadig spinkle drengekroppe. Mr. Hart kom gående med lange skridt tværs over gården sammen med forlagsdirektøren, professor Cannan, vores alle sammens leder.
Det var sjældent, vi så ham mellem papir, tryksværte og trykpresser, men dér stod han nu og lod blikket glide hen over rækkerne af mænd, mens han måske regnede på, hvad krigen ville komme til at koste forlaget. Han fik øje på en mand, han kendte, gik hen til ham og trykkede ham i hånden.
”Hans assistent,” hviskede Aggie. ”Nu bliver han nødt til selv at skrive sine breve.”
Cannan trådte til side, mens mr. Hart sagde noget til en af sine arbejdsformænd. To splejsede knægte blev trukket ud af paraden. De forsøgte at komme med indvendinger, men det nyttede ikke noget. Jeg gad vide, hvilket eventyr de troede de ville gå glip af. Så stillede produktionschefen sig op på en kasse og sagde noget passende – jeg kan ikke huske hvad.
Det havde regnet om natten, og regnen klyngede sig stadig her og der til blade og sten. Den formørkede gruset under vores fødder. Jeg spekulerede på, hvem der skulle få os til at le, hvis Jack rejste; hvem der ville slæbe vand for os og lukke utætheder i vores båd. Jeg spekulerede på, hvem der ville overtage hans arbejde i sætteriet. Hvis alle disse mænd rejste, ville Shakespeare’s England måske aldrig blive færdig.
Morgensolen spejlede sig i en vandpyt. En gammel støvle plaskede den væk. Jeg så op. Mændene var begyndt at marchere ud ad stenporten til Walton Street. Alle klappede og råbte efter dem.
”Kom hjem i god behold, Angus McDonald,” råbte en pige fra bogbinderiet, våd i ansigtet af sindsbevægelse.
”Kom hjem i god behold, Angus McDonald,” gentog Maude næsten udtryksløst. Han sendte hende et fingerkys, og Maude sendte et tilbage. Hans kæreste skulede ondt til min søster, men det var der ingen grund til. Maude fortsatte med at sende fingerkys til dem alle.
Da den sidste af mændene var forsvundet ud på gaden, blev vi stille. Vi stillede os kejtet i grupper rundtom i gården, og et par af formændene så på deres lommeur og tænkte, at det ville blive sent, før de var færdige den dag. Produktionschefen og direktøren talte dæmpet sammen, begge med bekymrede ansigtsudtryk. Mr. Hart så over mod porten og rystede på hovedet.
Mrs. Stoddard var den første til at tage initiativ. Hun klappede i hænderne. ”Tilbage til arbejdet, mine damer,” sagde hun. Mrs. Hogg førte an.
Arbejdsformændene fulgte hendes eksempel, og alle mændene vendte tilbage til deres arbejde: til maskinrummene og satsstøberiet, sætteriet og papirlageret, læserummene, depotet og mændenes del af bogbinderiet. Ikke ét eneste af stederne var gået fri for at miste nogle af deres erfarne mænd.
Kun pigernes afdeling af bogbinderiet ville have fuld bemanding fra nu af, tænkte jeg. Jeg satte farten ned for at følges med mrs. Stoddard. ”Hvem skal overtage alle de ubesatte stillinger?” spurgte jeg.
”Dygtige unge kvinder, hvis ledelsen ejer sund fornuft, og hvis fagforeningerne tillader det.” Hun skævede til mig. ”Der er ingen restriktioner, der forbyder kvinder at arbejde i administrationen, Peggy. Du kunne overveje at søge et eller andet.”
Jeg rystede på hovedet.
”Hvorfor ikke?” sagde mrs. Stoddard.
Jeg så på Maude.
”Hvorfor ikke?” sagde Maude.
Fordi du har brug for mig, tænkte jeg. ”Fordi du ville komme til at savne mig,” sagde jeg.
Mrs. Stoddard stoppede op og så mig i øjnene. ”Døren bliver ikke ved med at stå åben ret længe, Peggy. Du må prøve at smutte ind, mens du kan.”
Jeg prøvede at smutte ind i min middagspause.
Trykpresserne var gået i gang igen, men støjen gled i baggrunden, mens jeg gik hen ad gangene. Så blev lugten af maskinolie og gasbelysning og af lim, som mindede om den fiskeagtige lugt ved lavvande, afløst af politur og en snert af eddike. Jeg tog det brev, jeg havde skrevet, op af forklædelommen og læste det. Det var nydeligt og uden fejl, en overbevisende ansøgning. Men jeg rystede på hånden, da jeg bankede på professor Cannans dør.
Det var en ung kvinde, der lukkede op.
”Hvad kan jeg gøre for Dem?”
Hun havde den samme næse som sin far, den samme kultiverede måde at tale på. Jeg havde hørt, at hun var digter. Hun stod med et bundt papirer i hånden, og jeg blev klar over, at hun var kommet for at hjælpe til. Selvfølgelig var hun det. Hun havde den rette uddannelse og al tid i verden. Det gav fuldstændig mening.
”Er det til far?” Hun nikkede mod min ansøgning.
Jeg rystede på hovedet og gik baglæns ud.
”Jeg er gået forkert,” mumlede jeg, mens jeg lukkede døren.
Jeg rev mit brev midtover, vendte det om, rev det over igen, vendte det og rev det over en tredje gang. Så gik jeg tilbage til bogbinderiets lavvande-fiskelugt.
Pip Williams: Bogbinderen fra Jericho
Peggy og hendes tvillingesøster Maude arbejder i bogbinderiet hos Oxford University Press. Peggy drømmer om en dag at kunne læse bøgerne, mens Maude er fint tilfreds med kun at folde dem. De bor sammen på en husbåd i forstaden Jericho, som grænser op til Oxford.
Da Første Verdenskrig bryder ud, drager størstedelen af mændene fra Oxford University Press mod Vestfronten. Efterladt tilbage er kvinderne, der må holde forlaget og resten af nationen kørende. De usikre tider skaber store forandringer i Peggy og Maudes ellers forudsigelige tilværelse og giver nye bekendtskaber. Fra frivillige sygeplejersker til flygtninge, på flugt fra besættelsens rædsler, bringer krigen kvinder fra alle samfundslag sammen, og med dem følger nogle svære valg for Peggy.
Bogbinderen fra Jericho er en roman om viden – hvem skaber den, hvem kan få adgang til den og hvilke sandheder går tabt i processen?
Bogbinderen fra Jericho er en stærk roman om viden – hvem der skaber den, hvem der får adgang til den, og hvilke sandheder der kan gå tabt. Start din læsning her.
Bogbinderen fra Jericho er en ny historisk roman fra Pip Williams, der også er forfatter til den internationale bestseller De glemte ords bog. Bogbinderen fra Jericho er blevet anmelderrost i udlandet, og nu udkommer romanen på dansk.
LÆS OGSÅ: De glemte ords bog: Pip Williams’ tankevækkende fortælling om sprogets magt – Få en smagsprøve her
I Bogbinderen fra Jericho følger læseren Peggy og hendes tvillingesøster, Maude, der begge arbejder i bogbinderiet hos Oxford University Press. Peggy har store drømme om en dag at kunne læse bøgerne, hvorimod Maude er tilfreds med at være den, der folder dem.
Da første verdenskrig bryder ud, rejser mændene mod fronten, og kvinderne er efterladt tilbage. Det er nu op til kvinderne at holde forlaget og hele nationen kørende, hvilket passer den ambitiøse Peggy godt. Tiden skaber store forandringer for Peggy og Maude, der får nye bekendskaber, når krigen bringer kvinder fra alle samfundets lag sammen. Dette medfører svære valg for Peggy.
LÆS OGSÅ: Pip Williams: Hvis dit sprog ikke er repræsenteret i ordbogen, findes du ikke!
Bogbinderen fra Jericho er en medrivende roman om kvinder i universitetsbyen Oxford under 1. verdenskrig. Du kan starte din læsning af Bogbinderen fra Jericho allerede nu.
Bogbinderen fra Jericho
af Pip Williams
1
Brudstykker. Andet har jeg ikke. Fragmenter, der ikke giver mening uden de ord, der står før og efter.
Vi var i gang med at folde The Complete Works of William Shakespeare, og jeg havde ladet blikket glide ned over den første side af redaktørens forord hundredvis af gange. Den sidste linje på siden blev ved med at give genlyd i mine tanker, ufærdig og pirrende. Jeg har kun dristet mig til at afvige, der hvor det forekom mig, at …
Dristet mig til at afvige. Mit blik faldt på den formulering, hver gang jeg foldede et ark.
Der hvor det forekom mig, at …
At hvad? tænkte jeg. Så begyndte jeg på et nyt ark.
Første fold: The Complete Works of William Shakespeare. Anden fold: Redigeret af W.J. Craig. Tredje fold: Det forbandede ’dristet mig til at afvige’.
Min hånd svævede i luften, mens jeg læste den sidste linje og forsøgte at gætte resten af sætningen.
W.J. Craig havde ændret på Shakespeare, tænkte jeg. Når det forekom ham, at …
Jeg blev desperat efter at vide det.
Jeg kastede et hurtigt blik rundt i bogbinderiet, hen langs foldebordet, hvor der lå bunker af foldede og ufoldede trykark. Jeg så på Maude.
Hun var fuldstændig ligeglad med ordene på siden. Jeg kunne høre hende nynne en lille melodi, hvor hver foldning markerede tempoet som en metronom. At folde var hendes yndlingsopgave, og hun foldede bedre end nogen anden, men det forhindrede hende ikke i at lave fejl. Foldeudflugter, plejede mor at kalde dem. Folder efter hendes eget hoved.
Når det skete, fornemmede jeg en ændring i rytmen ud ad øjenkrogen. Det var let nok at række ud og bremse hendes hånd. Det forstod hun. Hun var ikke dårligt begavet, i modsætning til hvad folk troede. Og hvis jeg overså tegnene? Ja, så ville et ark være ødelagt. Det kunne ske for enhver af os, hvis falsebenet smuttede. Men vi ville lægge mærke til det. Vi ville lægge det skadede ark til side. Det gjorde min søster aldrig. Så derfor var jeg nødt til at gøre det.
Holde øje.
Våge over.
Dyb indånding.
Kære Maude. Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig. Men sommetider … Det var den slags tanker, der løb gennem mit hoved.
Jeg kunne allerede se et foldet ark, der ikke lå lige, i bunken på Maudes venstre side. Min højre side. Jeg ville fjerne det senere. Hun ville ikke opdage det, og det ville mrs. Hogg heller ikke. Der ville ikke være nogen grund til at komme med misbilligende lyde.
Det eneste, der kunne ødelægge det hele i det øjeblik, var mig.
Hvis jeg ikke fandt ud af, hvorfor W.J. Craig havde lavet om på Shakespeare, havde jeg det, som om jeg ville skrige. Jeg rakte en hånd i vejret.
”Ja, miss Jones?”
”Toilet, mrs. Hogg.”
Hun nikkede.
Jeg gjorde den foldning, jeg var begyndt på, færdig og ventede på, at mrs. Hogg skulle bevæge sig væk. Mrs. Hogg, det fregnede pjok. Maude havde sagt det højt engang, og jeg var aldrig blevet tilgivet. I mrs. Hoggs øjne var Maude og jeg én og samme person.
”Jeg er tilbage lige om lidt, Maudie.”
”Tilbage lige om lidt,” sagde hun.
Lou var i gang med at folde andet ark. Idet jeg gik forbi hendes stol, lænede jeg mig ind over hendes skulder. ”Kan du stoppe et øjeblik?” sagde jeg.
”Jeg troede, du skulle forfærdelig meget på toilettet.”
”Selvfølgelig ikke, jeg er bare nødt til at vide, hvad der står.”
Hun standsede længe nok til, at jeg kunne læse slutningen af sætningen. Jeg satte den sammen med det, jeg kendte i forvejen, og hviskede for mig selv: ”Jeg har kun dristet mig til at afvige, der hvor det forekom mig, at enten kopisten eller bogtrykkeren fuldstændig havde berøvet et ord eller en sætning for mening.”
”Må jeg folde videre nu, Peggy?” spurgte Lou.
”Ja, værsågod, Louise,” sagde mrs. Hogg.
Lou rødmede og sendte mig et blik.
”Miss Jones …”
Mrs. Hogg havde gået i skole sammen med mor, og hun havde kendt mig, siden Maude og jeg var nyfødte. Men alligevel: ”Miss Jones.” Understregningen af mors pigenavn, bare i tilfælde af at nogen i bogbinderiet skulle have glemt hendes vanære.
”Deres opgave er at indbinde bøgerne, ikke læse dem …”
Hun talte videre, men jeg hørte ikke efter længere. Jeg havde hørt det hundredvis af gange – arkene var der for at blive foldet, ikke læst; sektionerne for at blive samlet, ikke læst; tekstblokkene for at blive hæftet, ikke læst – og for 117. gang tænkte jeg, at det at læse siderne var det eneste, der gjorde mit arbejde udholdeligt. Jeg har kun dristet mig til at afvige, der hvor det forekom mig, at enten kopisten eller bogtrykkeren fuldstændig havde berøvet et ord eller en sætning for mening.
Mrs. Hogg løftede pegefingeren, og jeg spekulerede over, hvad det var for et svar, jeg ikke havde givet hende. Hun var ved at blive rød i ansigtet, sådan som hun altid blev. Så brød vores arbejdsleder ind.
”Peggy, eftersom du er oppe at stå, kan du måske gå et ærinde for mig?” Mrs. Stoddard sendte afdelingslederen et smil. ”Jeg er sikker på, at De godt kan undvære hende i ti minutter, ikke, mrs. Hogg?”
Det fregnede pjok nikkede og fortsatte ned langs rækken af piger uden at værdige mig endnu et blik.
Jeg så over mod min søster.
”Maude skal nok klare sig,” sagde mrs. Stoddard.
Vi gik hele vejen gennem bogbinderiet, og mrs. Stoddard standsede af og til op for at opmuntre en af de yngre piger eller give gode råd om arbejdsstilling, hvis hun så nogen, der sad og hang. Da vi kom ind på hendes kontor, tog hun en nyindbunden bog op. Med guldbogstaver, der skinnede så meget, at skriften så våd ud.
The Oxford Book of English Verse: 1250 – 1900. Vi trykte den næsten hvert år.
”Er der ingen, der har skrevet et digt siden 1900?” spurgte jeg.
Mrs. Stoddard undertrykte et smil. ”Produktionschefen vil sikkert gerne se, hvordan det seneste oplag er kommet til at se ud.” Hun rakte mig bogen. ”Gåturen hen til hans kontor kan nok hjælpe på din kedsomhed.”
Jeg holdt bogen op til næsen: rent læder og den aftagende duft af tryksværte og lim. Jeg blev aldrig træt af den. Det var den nyslåede duft af en ny idé, en gammel historie, et foruroligende rim. Jeg vidste, at den ville være forsvundet fra bogen i løbet af en måned, så jeg inhalerede den, som om jeg kunne absorbere alt det, der stod trykt på siderne.
Jeg gik langsomt tilbage mellem to lange rækker af borde, hvor der lå bunker af flade, trykte ark og foldede sektioner. Kvinder og piger sad bøjet over opgaven med at forvandle det ene til det andet, og jeg havde fået et øjebliks pause. Jeg var i gang med at åbne bogen, da en fregnet hånd lagde sig over min og lukkede bogen i.
”Vi kan ikke have, at bogryggen bliver bøjet,” sagde mrs. Hogg. ”Ikke af folk som Dem, miss Jones.”
Jeg gav mig god tid, da jeg gik gennem gangene på Clarendon Press, som Oxford University Press ofte blev kaldt efter den bygning, hvor forlaget i en årrække havde haft til huse.
Mr. Hart havde en gæst – hendes ord undslap deres fortrolige samtale. Hun var ung, velformuleret, med en snert af Midlands-accent. Jeg listede mig nærmere for ikke at skræmme ordene til tavshed.
”Og hvad mener Deres far?” spurgte mr. Hart.
Jeg standsede uden for kontordøren. Den stod halvt åben, og jeg kunne se hendes moderigtige sko og slanke ankler under en lige, lilla nederdel. En lang, matchende jakke.
”Han var tøvende over for det, men lod sig overtale til sidst.”
”Han er forretningsmand. Praktisk. Han havde ikke brug for en universitetsgrad for at få succes med sin papirfabrik. Han kan sikkert ikke se formålet med, at en ung kvinde gerne vil have en.”
”Nej, det kan han ikke,” sagde hun, og jeg kunne mærke hendes frustration. ”Så jeg må vise ham, at det er umagen værd.”
”Og hvornår kommer De til Oxford?”
”I september. Lige før efterårssemestret. Jeg skal gå på Somerville, så vi bliver naboer.”
Somerville. Hver morgen drømte jeg om at efterlade Maude ved indgangen til forlaget og gå over vejen og ind gennem Somerville Colleges portnerkontor. Jeg drømte om den firkantede gård og biblioteket og et skrivebord i et af de værelser, der vendte ud mod Walton Street. Jeg drømte om at tilbringe mine dage med at læse bøger i stedet for at indbinde dem. Jeg drømte, bare et kort øjeblik, om, at jeg ikke var nødt til at tjene penge, og at Maude kunne klare sig selv.
”Og hvad skal De studere?”
Jeg havde et svar lige på tungen, men den unge kvinde tog ordene ud af munden på mig.
”Engelsk. Jeg vil gerne være forfatter.”
”Nå, men måske vil vi så en dag have det privilegium at udgive Deres værker.”
”Ja, måske, mr. Hart. Jeg glæder mig til at se mit navn blandt Deres førsteudgaver.”
Der opstod en tavshed, som ikke var akavet, og jeg vidste, at de kiggede på produktionschefens bogreol, på alle førsteudgaverne med deres uberørte læderrygge og guldbogstaver. Jeg blev pludselig bevidst om bogen i min hånd. Jeg havde nær glemt, hvorfor jeg var der.
”Hils Deres far fra mig, miss Brittain.”
”Det skal jeg gøre, mr. Hart.”
Døren gik op, og jeg kunne ikke nå at flytte mig, så et øjeblik stod vi ansigt til ansigt. Miss Brittain var måske 19 eller 20 år gammel, muligvis 21, samme alder som mig. Hun var på højde med mig og lige så slank, og hun var køn trods det kommunefarvede hår. Lilla klædte hende godt, tænkte jeg, og jeg spekulerede over, hvad hun mon tænkte om mig.
Køn, utvivlsomt, det sagde alle. Hår så mørkt som kanalen om natten og matchende øjne, ligesom mors. Selv om min næse var anderledes, lidt for stor. Jeg ville måske ikke have været så bevidst om den, hvis det ikke var, fordi jeg så den i profil, hver gang jeg kiggede på Maude.
Det var kun et øjeblik, men sommetider skal der ikke mere til – jeg kunne se, at der var noget stålsat over miss Brittain, en beslutsomhed. Vi kunne godt blive veninder, tænkte jeg.
Hun lod til at vide bedre. Hun var ikke uhøflig, men der var uskrevne regler. Hun så en bogbinderpiges forklæde uden på en kedelig, brun drejlsnederdel og en forvasket bluse med ærmerne smøget op til albuerne. Hun smilede og nikkede og gik så hen ad korridoren.
Jeg bankede på den åbne dør, og mr. Hart så op fra sit skrivebord. Jeg havde arbejdet på Clarendon Press i syv år og havde aldrig set ham smile, men nu spillede et smil i hans mundvige. Da det gik op for ham, at jeg ikke var miss Brittain, der kom tilbage, forsvandt det. Han gjorde tegn til mig om at komme ind, men vendte på ny sin opmærksomhed mod regnskabsbogen på skrivebordet.
Mine ti minutter var gået, men jeg kunne ikke tillade mig at afbryde ham i hans arbejde. Jeg så forbi mr. Hart og ud ad vinduet. Dér gik hun, miss Brittain, på vej over Walton Street. Hun standsede op på fortovet og så op på Somerville Colleges vinduer. Dér blev hun stående et stykke tid, og folk var nødt til at gå uden om hende. I det øjeblik mærkede jeg hendes spændte forventning. Hun tænkte på, om et af de vinduer mon ville blive hendes. Hun forestillede sig skrivebordet med udsigt mod gaden og alle de bøger, hun skulle læse.
Og så følte jeg en trykken for brystet. En velkendt bitterhed. Måske havde mrs. Hogg ret i, at jeg ingen ret havde til at læse de bøger, jeg indbandt, eller forestille mig, at jeg befandt mig noget andet sted end i Jericho, eller så meget som et eneste øjeblik overveje, at jeg nogensinde kunne få et liv uden at skulle tage mig af Maude. Bogen begyndte at føles tung i mine hænder, og jeg blev overrasket over, at den overhovedet var blevet betroet i min varetægt.
Og så blev jeg vred.
Jeg åbnede The Oxford Book of English Verse og hørte ryggen give et knæk. Jeg vendte siderne: John Barbour, Geoffrey Chaucer, Robert Henryson, William Dunbar, Anonym, Anonym. Hvis de anonyme havde navne, kunne det så måske være Anna eller Mary eller Lucy eller Peg? Jeg kiggede op og så produktionschefen sidde og stirre på mig.
Et kort øjeblik troede jeg, at han måske ville spørge om, hvad jeg syntes. Men han rakte ganske enkelt hånden ud efter bogen. Jeg tøvede, og han hævede øjenbrynene. Det var nok. Jeg lagde bogen i hans hånd. Han nikkede og så ned i sin regnskabsbog.
Uden et ord blev jeg sendt bort.
2
Avissælgerne råbte nyheden ud over hele Jericho; deres støjende råb fulgte os på vores gåtur til arbejde.”Forsvar Belgiens neutralitet,” gentog Maude. ”Støt Frankrig.” Ligesom avisdrengene sagde hun det hele igen og igen.
Da vi standsede ved Turners aviskiosk for at hente vores post, var der en lang kø ved disken af folk, der ville købe aviser.
”Der er ikke noget her til morgen, miss Jones,” sagde mr. Turner, da det endelig blev min tur. Jeg tog et eksemplar af The Daily Mail og rakte ham en halfpenny. Mr. Turner hævede øjenbrynene, for jeg havde aldrig før købt avisen. Spild af en halfpenny, plejede mor at sige.
Maude så ned over forsiden, mens vi gik hen ad Walton Street. ”Storbritannien erklærer krig mod Tyskland?” Det var en overskrift og et spørgsmål – hun var forvirret over de unge mænds jubel og den bekymring, som hun så i deres mødres ansigter. Men spurgte hun, hvad krigen ville betyde for England, eller hvad den kunne komme til at betyde for os?
”Vi skal nok klare os, Maudie.” Jeg gav hendes hånd et klem. ”Men nogle ting bliver måske anderledes.” Det håbede jeg og følte mig lidt skyldig over det, men også kun lidt. Maude fortsatte med at lade blikket glide ned over avisen.
”Praktiske hatte til populære priser,” sagde hun. Det havde hun haft for vane, lige siden hun havde lært at læse. Det havde været svært for hende, og selv om hun ikke gad læse en bog, elskede hun overskrifter og tegneserier – ord, som allerede var sat i orden og klar til brug.
Vi sluttede os til de mange mænd og kvinder, drenge og piger, der strømmede gennem porten til Clarendon Press. Vi gik rundt langs den firkantede gård med den store dam og det gamle asketræ og ind i bygningen, hvor alle resterne af et Oxford-college havde måttet vige for industriens lyde, lugte og strukturer.
Vi nåede hen til bogbinderiet og lagde vores tasker og hatte i garderoben. Så tog vi rene forklæder fra knagerne og begav os igennem pigernes afdeling, rundt om borde, hvor der lå store bunker af tekstblokke, som var parate til at blive syet sammen, og forbi samlebordet, hvor de foldede ark allerede var lagt i orden i to rækker på hver side.
Foldebordene var stillet op i tre lange rækker med plads til 12 kvinder ved hvert. De vendte ud mod høje, utildækkede vinduer, og morgenlyset flød ind over bunker af glatte, trykte ark og stakke af foldede sektioner fra dagen før. Lou og Aggie sad allerede på deres pladser ved den ene ende af bordet lige under vinduerne. Maude og jeg satte os mellem dem.
”Hvad har de givet os i dag?” sagde jeg til Aggie.
”Noget gammelt,” sagde hun. Hun var altid ligeglad med, hvad det var.
”Du har fået nogle småting fra Shakespeare’s England,” sagde Lou. ”Korrektursider. Det kommer til at tage dig fem minutter. Og så er der hans samlede værker til at holde dig beskæftiget resten af dagen.”
”Er det stadig Craig-udgaven?”
Hun nikkede.
”Alle i England må da have et eksemplar af den på nuværende tidspunkt.”
Jeg trak det første korrekturark hen foran mig og tog mors falseben. Ingen andre brød sig om at folde korrektursider – der var aldrig nok til at komme ind i en rytme – men jeg elskede dem. Og jeg elskede dem især, når de blev ved med at komme tilbage. Jeg ledte efter de ændringer, der var blevet foretaget i teksten, og betragtede det som en sejr, hvis jeg havde forudset dem. Det var en lille bedrift, som forhindrede arbejdsdagens ensformighed i at drive mig til vanvid. Mrs. Stoddard sørgede for, at det var mig, der fik korrekturarkene, og det var alle taknemlige for.
Jeg kastede et blik på de trykte ark fra Shakespeare’s England: An Account of the Life and Age. Det var kapitelkorrekturer og sandsynligvis fulde af fejl. Et af arkene havde jeg set før – et essay om boghandlere, trykkere og papirhandlere. Jeg var blevet taget i at læse det, sidste gang det kom igennem – ”Deres arbejde, miss Jones …” – men det var irettesættelsen værd.
Det handlede om os, om det vi lavede her på Clarendon Press, og hvordan det på Shakespeares tid var farligt at trykke en bog, som dronningen eller ærkebiskoppen af Canterbury anså for at være kontroversiel. Af med hovederne, havde jeg tænkt dengang. De andre kapitler til korrektur var nye: Ballader og skillingsviser, Teatret, Hjemmet. Der var færre, end der burde have været. Hvis Shakespeare’s England skulle være færdig til 300-års dagen for digterens død, burde alle korrektursiderne have været her nu.
Det sidste trykark var det første rigtige udkast til forordet. Jeg så mig omkring for at finde ud af, hvor mrs. Hogg befandt sig. Hun stod ved samlebordet og kontrollerede, at bakkerne med sektioner lå i den korrekte rækkefølge. Jeg lagde forordet øverst i bunken og læste et par linjer. De, der ønsker at vide, hvad Shakespeare mener, må ikke negligere, hvad hans tåber siger.
Det var tilstrækkeligt til at holde mig beskæftiget. Jeg løftede højre kant af arket op og førte den over mod den venstre, så pasmærkerne var præcis ud for hinanden. Jeg førte mors falseben langs folden for at gøre den skarp.
Første fold. Folio.
Jeg vendte arket om. Tog højre kant op og foldede den over mod den venstre. Nu var papiret dobbelt så tykt, og der var en smule mere modstand. Jeg tilpassede trykket på mors falseben – instinktivt, ikke bevidst. Jeg gjorde folden skarp.
Anden fold. Kvartformat.
Mors falseben. Det kaldte jeg det stadig, selv om det havde været mit de sidste tre år. Det var bare et fladt stykke koknogle, som var rundet i den ene ende og med en spids i den anden. Men det var silkeglat af årtiers brug og bar stadig formen af hendes hånd. Man kunne kun lige akkurat fornemme det, men ligesom træskeer og økseskafter bærer falseben præg af deres ejers greb. Jeg havde taget mors falseben til mig, før Maude kunne gøre krav på det. Jeg havde kæmpet med, hvordan det føltes i min hånd, ligesom jeg havde kæmpet med mors fravær. Stædigt. Nægtet at give efter.
Til sidst var jeg holdt op med at holde det på min egen måde, og jeg havde ladet falsebenet finde sig til rette i min håndflade, sådan som det engang havde lagt sig til rette i mors. Jeg havde mærket benets svage kurve, hvor hendes finger havde ligget. Og så havde jeg grædt.
Mrs. Stoddard ringede med klokken, og jeg gav slip på mindet.
”Der skal være en parade,” sagde hun. ”En afsked med de mænd fra University Press, som er deltidsfrivillige i Territorialhæren, og andre, som har meldt sig frivilligt til militærtjeneste, siden erklæringen kom.”
Erklæringen. Hun kunne ikke få sig selv til at sige ordet krig, ikke endnu.
Vi var over 50 piger i bogbinderiet – den yngste var 12, den ældste over 60 – og vi fulgte alle sammen mrs. Stoddard gennem gangene på University Press, som om vi var skolepiger på udflugt. Da vi småsnakkede for meget, standsede vores arbejdsleder op, vendte sig om og holdt en finger op til læberne. Vi adlød som artige skolepiger, og først da forstod jeg, hvad denne krig kunne komme til at betyde for os: Der var fuldstændig stille på trykkeriet.
Trykpresserne var standset. Jeg havde aldrig oplevet stilhed derinde før og blev pludselig urolig. Jeg tror, vi alle sammen mærkede det, for vi begyndte ikke at småsnakke igen, før vi nåede ud i gården. 600 mænd og drenge var allerede samlet derude. Mrs. Stoddard gennede os fremad, og det gik op for mig, at næsten hver eneste familie i Jericho var repræsenteret.
Der var maskinpassere og sættere, støberiarbejdere, mekanikere og korrekturlæsere. Og lærlinge og svende såvel som arbejdsformænd. De stod samlet i grupper efter arbejdsområde; forklædernes og hændernes tilstand gjorde det let at kende dem fra hinanden. De fyldte området omkring dammen mellem blomsterbedene og hele vejen tilbage mod huset, hvor mr. og mrs. Hart boede.
Vi havde aldrig før været samlet på den måde, og jeg var imponeret over, hvor mange vi var, men så gik det op for mig, at mindst halvdelen af mændene var i den kampdygtige alder eller snart ville være det. Jeg studerede mængden.
De ældre mænd fordrev tiden med at tale lavmælt sammen; de yngre mænd var livligere, nogle lykønskede venner, og andre pralede med, at Der Kaiser ikke havde en chance.
”Det kommer helt sikkert til at vare mere end et år,” hørte jeg en af fyrene sige.
”Det håber jeg da,” sagde hans ven.
De var højst 16 år.
To arbejdsformænd, som var iført Territorialhærens uniform i stedet for deres arbejdsforklæder, forsøgte at få de yngre rekrutter til at stå pænt, men drengene var ved at revne af iver efter at fortælle alle detaljer fra aftenen før.
De, der havde været uden for Buckingham Palace, holdt hof. De fortalte om trængslen og de mange mennesker, om nedtællingen til midnat, jubelråbene, da det stod klart, at Der Kaiser ikke ville trække sig ud af Belgien, og at England ville gå i krig.”Det er vores pligt at forsvare Belgien,”sagde en af dem,” så vi sang God Save the King af vores lungers fulde kraft.”
”Gud bevare os alle,” sagde en ru stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så gamle Ned ryste på hovedet. Han tog sin kasket af og holdt den ind til brystet, mens hans knortede fingre, der var sorte af tryksværte, pillede nervøst ved stoffet. Da han bøjede hovedet, troede jeg, at han bad.
Så lød der en klar og velkendt stemme: Maude, der sang God Save the King af sine lungers fulde kraft.
”Ja, lige præcis, miss Maude,” råbte Jack Rowntree.
Jack var vores nabo på kanalen; han var i lære som sætter. Han ville blive svend om tre år, hvis tingene gik deres vante gang. Han stod midt på gårdspladsen sammen med alle de andre, som havde sluttet sig til Territorialhæren i løbet af de seneste måneder, fuld af spændt forventning. Jeg tænkte på den skovtur, vi havde været på bare et par dage tidligere. Vi havde fejret hans 18-års fødselsdag med kage og leget gæt og grimasser.
”Lad være med at opmuntre hende, Jack,” råbte jeg, men han løftede hænderne i vejret, som om han ikke havde noget valg, og begyndte at dirigere. Maude blev ved med at synge, og de unge mænd begyndte at synge med. Først lød der en selvsikker tenorstemme, så en baryton. Snart efter sluttede resten af forlagets kor sig til dem, og gården genlød af sang som i en koncertsal. Formændene opgav deres forsøg på at få rekrutterne til at stå på række. De sidste toner hang uforstyrret i den kølige luft i et helt minut.
Så råbte en af formændene til mændene, at de skulle stille op på to rækker. Hans stemme lød mere myndig i stilheden, og mændene gjorde, som de fik besked på. Men det var ikke, som soldater ville have gjort det. Der var en tavs puffen og retten ind, og et par af fyrene byttede plads for at stå i nærheden af deres kammerater. Før de havde fundet ind på rækkerne, gav mrs. Stoddard os bogbinderpiger besked på at fordele os på hver side af paraden. ”Det er et kønt ansigt, de gerne vil se, når de marcherer ud herfra,” sagde hun, ”så sørg for at smile.”
Lou var den første, der begyndte at hulke. Andre piger fandt deres kærester i rækken og sendte fingerkys. Nogle tog deres lommetørklæder frem til at vinke eller tørre øjnene med. Lærlingene rankede ryggen. Enkelte af dem blev pludselig blege. Jack fangede mit blik, og jeg forventede en eller anden frisk kommentar, men den udeblev. Han nikkede bare og smilede lidt. Så drejede han hovedet og kiggede fremad.
Jeg talte 65 rekrutter. Nogle af dem havde grå tindinger og ansigter, hvor livet havde tegnet rynker. Men de fleste af dem var unge, og alt for mange havde stadig spinkle drengekroppe. Mr. Hart kom gående med lange skridt tværs over gården sammen med forlagsdirektøren, professor Cannan, vores alle sammens leder.
Det var sjældent, vi så ham mellem papir, tryksværte og trykpresser, men dér stod han nu og lod blikket glide hen over rækkerne af mænd, mens han måske regnede på, hvad krigen ville komme til at koste forlaget. Han fik øje på en mand, han kendte, gik hen til ham og trykkede ham i hånden.
”Hans assistent,” hviskede Aggie. ”Nu bliver han nødt til selv at skrive sine breve.”
Cannan trådte til side, mens mr. Hart sagde noget til en af sine arbejdsformænd. To splejsede knægte blev trukket ud af paraden. De forsøgte at komme med indvendinger, men det nyttede ikke noget. Jeg gad vide, hvilket eventyr de troede de ville gå glip af. Så stillede produktionschefen sig op på en kasse og sagde noget passende – jeg kan ikke huske hvad.
Det havde regnet om natten, og regnen klyngede sig stadig her og der til blade og sten. Den formørkede gruset under vores fødder. Jeg spekulerede på, hvem der skulle få os til at le, hvis Jack rejste; hvem der ville slæbe vand for os og lukke utætheder i vores båd. Jeg spekulerede på, hvem der ville overtage hans arbejde i sætteriet. Hvis alle disse mænd rejste, ville Shakespeare’s England måske aldrig blive færdig.
Morgensolen spejlede sig i en vandpyt. En gammel støvle plaskede den væk. Jeg så op. Mændene var begyndt at marchere ud ad stenporten til Walton Street. Alle klappede og råbte efter dem.
”Kom hjem i god behold, Angus McDonald,” råbte en pige fra bogbinderiet, våd i ansigtet af sindsbevægelse.
”Kom hjem i god behold, Angus McDonald,” gentog Maude næsten udtryksløst. Han sendte hende et fingerkys, og Maude sendte et tilbage. Hans kæreste skulede ondt til min søster, men det var der ingen grund til. Maude fortsatte med at sende fingerkys til dem alle.
Da den sidste af mændene var forsvundet ud på gaden, blev vi stille. Vi stillede os kejtet i grupper rundtom i gården, og et par af formændene så på deres lommeur og tænkte, at det ville blive sent, før de var færdige den dag. Produktionschefen og direktøren talte dæmpet sammen, begge med bekymrede ansigtsudtryk. Mr. Hart så over mod porten og rystede på hovedet.
Mrs. Stoddard var den første til at tage initiativ. Hun klappede i hænderne. ”Tilbage til arbejdet, mine damer,” sagde hun. Mrs. Hogg førte an.
Arbejdsformændene fulgte hendes eksempel, og alle mændene vendte tilbage til deres arbejde: til maskinrummene og satsstøberiet, sætteriet og papirlageret, læserummene, depotet og mændenes del af bogbinderiet. Ikke ét eneste af stederne var gået fri for at miste nogle af deres erfarne mænd.
Kun pigernes afdeling af bogbinderiet ville have fuld bemanding fra nu af, tænkte jeg. Jeg satte farten ned for at følges med mrs. Stoddard. ”Hvem skal overtage alle de ubesatte stillinger?” spurgte jeg.
”Dygtige unge kvinder, hvis ledelsen ejer sund fornuft, og hvis fagforeningerne tillader det.” Hun skævede til mig. ”Der er ingen restriktioner, der forbyder kvinder at arbejde i administrationen, Peggy. Du kunne overveje at søge et eller andet.”
Jeg rystede på hovedet.
”Hvorfor ikke?” sagde mrs. Stoddard.
Jeg så på Maude.
”Hvorfor ikke?” sagde Maude.
Fordi du har brug for mig, tænkte jeg. ”Fordi du ville komme til at savne mig,” sagde jeg.
Mrs. Stoddard stoppede op og så mig i øjnene. ”Døren bliver ikke ved med at stå åben ret længe, Peggy. Du må prøve at smutte ind, mens du kan.”
Jeg prøvede at smutte ind i min middagspause.
Trykpresserne var gået i gang igen, men støjen gled i baggrunden, mens jeg gik hen ad gangene. Så blev lugten af maskinolie og gasbelysning og af lim, som mindede om den fiskeagtige lugt ved lavvande, afløst af politur og en snert af eddike. Jeg tog det brev, jeg havde skrevet, op af forklædelommen og læste det. Det var nydeligt og uden fejl, en overbevisende ansøgning. Men jeg rystede på hånden, da jeg bankede på professor Cannans dør.
Det var en ung kvinde, der lukkede op.
”Hvad kan jeg gøre for Dem?”
Hun havde den samme næse som sin far, den samme kultiverede måde at tale på. Jeg havde hørt, at hun var digter. Hun stod med et bundt papirer i hånden, og jeg blev klar over, at hun var kommet for at hjælpe til. Selvfølgelig var hun det. Hun havde den rette uddannelse og al tid i verden. Det gav fuldstændig mening.
”Er det til far?” Hun nikkede mod min ansøgning.
Jeg rystede på hovedet og gik baglæns ud.
”Jeg er gået forkert,” mumlede jeg, mens jeg lukkede døren.
Jeg rev mit brev midtover, vendte det om, rev det over igen, vendte det og rev det over en tredje gang. Så gik jeg tilbage til bogbinderiets lavvande-fiskelugt.
Pip Williams: Bogbinderen fra Jericho
Peggy og hendes tvillingesøster Maude arbejder i bogbinderiet hos Oxford University Press. Peggy drømmer om en dag at kunne læse bøgerne, mens Maude er fint tilfreds med kun at folde dem. De bor sammen på en husbåd i forstaden Jericho, som grænser op til Oxford.
Da Første Verdenskrig bryder ud, drager størstedelen af mændene fra Oxford University Press mod Vestfronten. Efterladt tilbage er kvinderne, der må holde forlaget og resten af nationen kørende. De usikre tider skaber store forandringer i Peggy og Maudes ellers forudsigelige tilværelse og giver nye bekendtskaber. Fra frivillige sygeplejersker til flygtninge, på flugt fra besættelsens rædsler, bringer krigen kvinder fra alle samfundslag sammen, og med dem følger nogle svære valg for Peggy.
Bogbinderen fra Jericho er en roman om viden – hvem skaber den, hvem kan få adgang til den og hvilke sandheder går tabt i processen?
Du kan købe Bogbinderen fra Jericho online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23. maj.
Andre læste også: