I 2019 blev Rasmus Kragh den første dansker nogensinde til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Egotrip er hans personlige fortælling om at bestige det umulige bjerg men også om at ramle ind i sit livs nedtur, efter drømmen gik i opfyldelse.
Da Rasmus Kragh i 2017 måtte vende om 200 meter fra toppen af Mount Everest, fordi det var blevet for farligt, lovede han sig familie, at det ville være slut med at forsøge at nå toppen af verdens højeste bjerg. Alligevel gjorde han forsøget igen i 2018 uden held, før han den 23. maj 2019 blev den første dansker, der besteg verdens højeste bjerg uden brug af kunstig ilt.
LÆS OGSÅ: Rasmus Kragh var den første dansker til at bestige Mount Everest uden kunstig ilt. Smuglæs i Egotrip
Læs med her, hvor Rasmus Kragh fortæller om sin lange vej til toppen af Everest, men også om, hvad der ventede ham på den anden side af det farlige eventyr.
Hvorfor hedder din bog Egotrip?
Vi er alle sammen egoister. Det er bare et spørgsmål om, hvor meget vi vælger at skjule det. Den rejse, jeg har været på, har været utrolig egoistisk – faktisk har det været nødvendigt at være egoist for at kunne bestige det bjerg.
Det har da været enormt svært at opleve, hvor hårdt det har været for min familie, at jeg absolut ville bestige Everest uden ilt. De er blevet suget ind i mit egotrip uden selv at have bedt om det – et egotrip, der kunne slå mig ihjel, hvis jeg ikke var godt nok forberedt.
“Det været nødvendigt at være egoist for at kunne bestige det bjerg.”
Men jeg har gjort op med mig selv, at det var dét værd. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke forfulgte min drøm. Og så er det jo ligegyldigt, om familien og kæresten synes, det er dejligt, at man blev hjemme. Jeg ville jo ikke have været ærlig overfor mig selv.
Du forsøgte at bestige Everest for første gang i 2017 – hvorfor måtte du vende om?
Det gik ret hurtigt op for mig, at Everest ikke er en walk in the park. Jeg var velforberedt og i god form, men i bagklogskabens lys var jeg en glad amatør, der havde kastet mig ud i et eventyr.
Min taktik kunne forbedres mange gange. Jeg brugte al for lang tid på bjerget i stor højde. Min krop blev nedbrudt af det, og højden spiste af mine muskler. Når du befinder dig i over 6000 meters højde, kan menneskekroppen ikke restituere længere – det er ren nedbrydning. Og fortsætter man opad, helt op til 8.000 meter, befinder man sig i den såkaldte dødszone.
LÆS OGSÅ: Stjernetriatlet Helle Frederiksen: Jeg har været så tæt på at kaste håndklædet i ringen
Men jeg måtte vende om på grund af en storm. Jeg stod få hundrede meter fra toppen, og havde det ikke været for stormen, havde jeg højst sandsynligt nået toppen – men det havde været på marginalerne. Jeg tøvede i ti minutters tid, mens jeg stod midt i dødszonen, hvor man gisper efter vejret, selvom man står helt stille. Beslutningen kunne ikke trækkes ud, og jeg vendte om. Der var ikke andet at gøre.
“Når du befinder dig i over 6000 meters højde, kan menneskekroppen ikke restituere længere – det er ren nedbrydning.”
Der fandt jeg ud af, at jeg ikke var Supermand. Jeg blev sgu sat på plads af bjerget.
Og så fandt du ud af, at du måtte forsøge igen?
Efter mit første topforsøg indså jeg, at jeg ikke mestrede hvert eneste skridt på bjerget. Jeg var langt fra at være så dygtig til Everest, som en professionel badmintonspiller f.eks. er på sin bane. Jeg skulle forberede mig lige så godt, som hvis jeg skulle deltage i OL – jeg skulle flytte elitesport ud på verdens tag. Det ville give mig overskuddet til at imødekomme uforudsigelige ting – storme, laviner eller trafikpropper af andre bjergbestigere. Det handler om at være så meget i kontrol over min præstation som overhovedet muligt.
Jeg indså også, at jeg ikke er den bedste til alting. Selvom det var mig, der skulle tage hvert skridt mod toppen, kunne jeg ikke bestige bjerget alene. Derfor sammensatte jeg et professionelt team omkring mig, der skulle hjælpe mig til at blive klar.
LÆS OGSÅ: Mads Vangsø om at ro tværs over Atlanten: Det bliver en lang tur, hvis ikke vi får det bedre
I 2018 spillede alting ti gange bedre for mig end i 2017. Jeg havde professionaliseret hele mit mit setup, var i mit livs form, og da jeg endnu en gang var på vej mod toppen, var jeg så hurtig og stærk, at jeg lå til at nå toppen på ti timer. Det er usædvanligt hurtigt, selv for folk der klatrer med ilt. Men så – ved 8600 meters højde – skete der præcis det samme som 2017.
Jeg kiggede op mod toppen og kunne se, at de andre klatrere stod helt stille og skærmede sig mod en kraftig vind. Jeg satte mig ned bag en klippe og ventede på at vejret skulle blive bedre, selvom jeg var klar over, at jeg ikke bare kunne sidde og vente i dødszonen. Alligevel sad jeg der i 1,5 time. Men vinden lagde sig ikke, og vejret var for dårligt til at forsøge at nå toppen. Til sidst vendte jeg om for anden gang – totalt frustreret og forbandet.
Efter mit andet forsøg på at bestige Everest følte jeg, at jeg havde leveret præstationen – jeg manglede bare resultatet. Så jeg kastede mig ud i det igen, og jeg var så forberedt, som man overhovedet kan være. Da jeg stod ved Everest for tredje gang, gik jeg egentlig bare ud og eksekverede en opgave, som jeg havde trænet mig selv op til. Jeg havde på en måde gjort det her ekstreme bjerg til min hjemmebane.
Da jeg endelig stod på toppen, blev jeg ramt af en fantastisk vished: Jeg står her, og jeg er højere end alt andet i hele verden!
“Jeg blev ramt af en fantastisk vished: Jeg står her, og jeg er højere end alt andet i verden!”
Hvordan havde du det, da du kom hjem?
I begyndelsen levede jeg højt på præstationen, og fortsatte ufortrødent derudad i højt gear. Men jeg havde skyndt mig så meget i så mange år, og det var bare var et spørgsmål om tid, før korthuset væltede. Jeg holdt en masse foredrag rundt omkring i landet om mine oplevelser på Everest, men jeg kørte på autopilot. Jeg sagde det, folk gerne ville høre. Jeg havde en følelse af, at min identitet var blevet min præstation. For hvem var Rasmus Kragh uden Everest?
“En del af min dannelsesrejse har været at lære at bede andre mennesker om hjælp.”
Det var virkelig svært at stå med min egen sårbarhed og samtidig holde foredrag efter foredrag foran så mange mennesker. Og da besluttede jeg mig for noget, som jeg havde tænkt over i mange år – nemlig at gå til psykolog.
En del af min dannelsesrejse har været at lære at bede andre om hjælp. Det er utroligt sårbart, men det var det, der skulle til. Under mit egotrip havde jeg lukket helt ned for mine følelser – det hele handlede om præstationen på bjerget, og der var ikke plads til forstyrrende elementer. Men med hjælp fra min psykolog lærte jeg at gøre plads til min menneskelige side igen. Jeg blev sygemeldt og koblede mig af sociale medier, hvilket er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort.
“Mit egotrip var lige ved at slå mig i tusind stykker. Nu er jeg heldigvis ved at få samlet stumperne op igen – bare i en stærkere version.”
Ville du gøre det hele igen?
Uden tvivl. Mit egotrip var lige ved at slå mig i tusind stykker. Nu er jeg heldigvis ved at få samlet stumperne op igen – bare i en stærkere version.
Når man har potentialet til at gøre noget stort, og har taget den vej, jeg har, så forpligter det. Jeg skal sørge for at give min erfaring og lærdom videre – både sportsligt og menneskeligt, så andre har et lidt bedre udgangspunkt til at bestige deres egne bjerge her i livet. For vi har alle sammen bjerge at bestige.
Rasmus Kragh: Egotrip
Rasmus Kragh skrev sig ind i historien, da han den 23. maj 2019 blev den første dansker nogensinde til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt.
For Rasmus Kragh var tredje gang lykkens gang, da det to gange tidligere var kikset for ham blot 250 meter fra toppen.
Egotrip er fortællingen om en moderne eventyrer, der sætter sig store mål, bryder grænser og tror på det umulige – også selvom familien beder én om at lade være.
Det er en inspirerende historie om store ambitioner og være villig til at ofre alt for at nå sit mål.
I 2019 blev Rasmus Kragh den første dansker nogensinde til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Egotrip er hans personlige fortælling om at bestige det umulige bjerg men også om at ramle ind i sit livs nedtur, efter drømmen gik i opfyldelse.
Da Rasmus Kragh i 2017 måtte vende om 200 meter fra toppen af Mount Everest, fordi det var blevet for farligt, lovede han sig familie, at det ville være slut med at forsøge at nå toppen af verdens højeste bjerg. Alligevel gjorde han forsøget igen i 2018 uden held, før han den 23. maj 2019 blev den første dansker, der besteg verdens højeste bjerg uden brug af kunstig ilt.
LÆS OGSÅ: Rasmus Kragh var den første dansker til at bestige Mount Everest uden kunstig ilt. Smuglæs i Egotrip
Læs med her, hvor Rasmus Kragh fortæller om sin lange vej til toppen af Everest, men også om, hvad der ventede ham på den anden side af det farlige eventyr.
Hvorfor hedder din bog Egotrip?
Vi er alle sammen egoister. Det er bare et spørgsmål om, hvor meget vi vælger at skjule det. Den rejse, jeg har været på, har været utrolig egoistisk – faktisk har det været nødvendigt at være egoist for at kunne bestige det bjerg.
Det har da været enormt svært at opleve, hvor hårdt det har været for min familie, at jeg absolut ville bestige Everest uden ilt. De er blevet suget ind i mit egotrip uden selv at have bedt om det – et egotrip, der kunne slå mig ihjel, hvis jeg ikke var godt nok forberedt.
Men jeg har gjort op med mig selv, at det var dét værd. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke forfulgte min drøm. Og så er det jo ligegyldigt, om familien og kæresten synes, det er dejligt, at man blev hjemme. Jeg ville jo ikke have været ærlig overfor mig selv.
Du forsøgte at bestige Everest for første gang i 2017 – hvorfor måtte du vende om?
Det gik ret hurtigt op for mig, at Everest ikke er en walk in the park. Jeg var velforberedt og i god form, men i bagklogskabens lys var jeg en glad amatør, der havde kastet mig ud i et eventyr.
Min taktik kunne forbedres mange gange. Jeg brugte al for lang tid på bjerget i stor højde. Min krop blev nedbrudt af det, og højden spiste af mine muskler. Når du befinder dig i over 6000 meters højde, kan menneskekroppen ikke restituere længere – det er ren nedbrydning. Og fortsætter man opad, helt op til 8.000 meter, befinder man sig i den såkaldte dødszone.
LÆS OGSÅ: Stjernetriatlet Helle Frederiksen: Jeg har været så tæt på at kaste håndklædet i ringen
Men jeg måtte vende om på grund af en storm. Jeg stod få hundrede meter fra toppen, og havde det ikke været for stormen, havde jeg højst sandsynligt nået toppen – men det havde været på marginalerne. Jeg tøvede i ti minutters tid, mens jeg stod midt i dødszonen, hvor man gisper efter vejret, selvom man står helt stille. Beslutningen kunne ikke trækkes ud, og jeg vendte om. Der var ikke andet at gøre.
Der fandt jeg ud af, at jeg ikke var Supermand. Jeg blev sgu sat på plads af bjerget.
Og så fandt du ud af, at du måtte forsøge igen?
Efter mit første topforsøg indså jeg, at jeg ikke mestrede hvert eneste skridt på bjerget. Jeg var langt fra at være så dygtig til Everest, som en professionel badmintonspiller f.eks. er på sin bane. Jeg skulle forberede mig lige så godt, som hvis jeg skulle deltage i OL – jeg skulle flytte elitesport ud på verdens tag. Det ville give mig overskuddet til at imødekomme uforudsigelige ting – storme, laviner eller trafikpropper af andre bjergbestigere. Det handler om at være så meget i kontrol over min præstation som overhovedet muligt.
Jeg indså også, at jeg ikke er den bedste til alting. Selvom det var mig, der skulle tage hvert skridt mod toppen, kunne jeg ikke bestige bjerget alene. Derfor sammensatte jeg et professionelt team omkring mig, der skulle hjælpe mig til at blive klar.
LÆS OGSÅ: Mads Vangsø om at ro tværs over Atlanten: Det bliver en lang tur, hvis ikke vi får det bedre
I 2018 spillede alting ti gange bedre for mig end i 2017. Jeg havde professionaliseret hele mit mit setup, var i mit livs form, og da jeg endnu en gang var på vej mod toppen, var jeg så hurtig og stærk, at jeg lå til at nå toppen på ti timer. Det er usædvanligt hurtigt, selv for folk der klatrer med ilt. Men så – ved 8600 meters højde – skete der præcis det samme som 2017.
Jeg kiggede op mod toppen og kunne se, at de andre klatrere stod helt stille og skærmede sig mod en kraftig vind. Jeg satte mig ned bag en klippe og ventede på at vejret skulle blive bedre, selvom jeg var klar over, at jeg ikke bare kunne sidde og vente i dødszonen. Alligevel sad jeg der i 1,5 time. Men vinden lagde sig ikke, og vejret var for dårligt til at forsøge at nå toppen. Til sidst vendte jeg om for anden gang – totalt frustreret og forbandet.
Efter mit andet forsøg på at bestige Everest følte jeg, at jeg havde leveret præstationen – jeg manglede bare resultatet. Så jeg kastede mig ud i det igen, og jeg var så forberedt, som man overhovedet kan være. Da jeg stod ved Everest for tredje gang, gik jeg egentlig bare ud og eksekverede en opgave, som jeg havde trænet mig selv op til. Jeg havde på en måde gjort det her ekstreme bjerg til min hjemmebane.
Da jeg endelig stod på toppen, blev jeg ramt af en fantastisk vished: Jeg står her, og jeg er højere end alt andet i hele verden!
Hvordan havde du det, da du kom hjem?
I begyndelsen levede jeg højt på præstationen, og fortsatte ufortrødent derudad i højt gear. Men jeg havde skyndt mig så meget i så mange år, og det var bare var et spørgsmål om tid, før korthuset væltede. Jeg holdt en masse foredrag rundt omkring i landet om mine oplevelser på Everest, men jeg kørte på autopilot. Jeg sagde det, folk gerne ville høre. Jeg havde en følelse af, at min identitet var blevet min præstation. For hvem var Rasmus Kragh uden Everest?
Det var virkelig svært at stå med min egen sårbarhed og samtidig holde foredrag efter foredrag foran så mange mennesker. Og da besluttede jeg mig for noget, som jeg havde tænkt over i mange år – nemlig at gå til psykolog.
En del af min dannelsesrejse har været at lære at bede andre om hjælp. Det er utroligt sårbart, men det var det, der skulle til. Under mit egotrip havde jeg lukket helt ned for mine følelser – det hele handlede om præstationen på bjerget, og der var ikke plads til forstyrrende elementer. Men med hjælp fra min psykolog lærte jeg at gøre plads til min menneskelige side igen. Jeg blev sygemeldt og koblede mig af sociale medier, hvilket er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort.
Ville du gøre det hele igen?
Uden tvivl. Mit egotrip var lige ved at slå mig i tusind stykker. Nu er jeg heldigvis ved at få samlet stumperne op igen – bare i en stærkere version.
Når man har potentialet til at gøre noget stort, og har taget den vej, jeg har, så forpligter det. Jeg skal sørge for at give min erfaring og lærdom videre – både sportsligt og menneskeligt, så andre har et lidt bedre udgangspunkt til at bestige deres egne bjerge her i livet. For vi har alle sammen bjerge at bestige.
Rasmus Kragh: Egotrip
Rasmus Kragh skrev sig ind i historien, da han den 23. maj 2019 blev den første dansker nogensinde til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt.
For Rasmus Kragh var tredje gang lykkens gang, da det to gange tidligere var kikset for ham blot 250 meter fra toppen.
Egotrip er fortællingen om en moderne eventyrer, der sætter sig store mål, bryder grænser og tror på det umulige – også selvom familien beder én om at lade være.
Det er en inspirerende historie om store ambitioner og være villig til at ofre alt for at nå sit mål.
Du kan købe Egotrip online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: