Bøger til teens Jenny Han Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

Jenny Han er tilbage med årets sommerhit. Smuglæs i Den sommer alting ændrede sig

Lara jean, hvis bare du var min, to all the boys i've loved before, jenny han, ya, young adult, den sommer alting ændrede sig, sommer uden dig, vores sommer sammen

Du kender måske Lara Jean og Peter, men før Jenny Han stjal vores hjerter med Hvis bare du var min, skrev hun historien om Belly og Fisher-drengene. Her kan du læse et uddrag af Den sommer alting ændrede sig.

Den sommer alting ændrede sig


Den sommer alting ændrede sig, Jenny Han

I alle de år Belly har holdt sommerferie ved havet, har hun haft et crush på brødrene Conrad og Jeremiah. Men de har altid bare været venner.

Lige indtil den sommer altid ændrede sig. Lange blikke, generte smil og nye, ukendte følelser.

Problemet er bare, at det ikke kun er én af brødrene, som har fået øjnene op for Belly – det har de begge to.

Hvad skal Belly nu gøre?

Den sommer alting ændrede sig er første bog i Sommer-trilogien, der er skrevet af Lara Jean-forfatteren Jenny Han.

Fra ca. 12 år.

Du kan købe Sommer (1) – Den sommer alting ændrede sig online eller i din nærmeste boghandel.


Den sommer alting ændrede sig

af Jenny Han

Oversat af
Dorthe Holm


Lara jean, hvis bare du var min, to all the boys i've loved before, jenny han, ya, young adult, den sommer alting ændrede sig, sommer uden dig, vores sommer sammen

”Gør vi virkelig det her?” spørger jeg, og måden, han kigger på mig på, fortæller, at svaret er ja. Det har altid været ja. Det er, som om intet eksisterer ud over dette ord, dette øjeblik. Der er kun os. Alt, der er sket denne sommer og hver eneste sommer før den, har ledt frem til dette. Til nu.


Lara jean, hvis bare du var min, to all the boys i've loved before, jenny han, ya, young adult, den sommer alting ændrede sig, sommer uden dig, vores sommer sammen

Kapitel et

Vi havde kørt i mindst syv tusind år. Sådan føltes det i hvert fald, for min bror, Steven, kørte langsommere, end selv Bedste gjorde. Jeg sad ved siden af ham på passagersædet med fødderne oppe på instrumentbrættet. Mor sov omme på bagsædet, men selv når hun blundede, så hun ud, som om
hun hvert øjeblik kunne vågne til dåd, hvis der skulle blive brug for at korrigere Stevens kørsel.

”Kør nu lidt hurtigere,” sagde jeg og gav hans skulder et puf.

”Lad os se, om vi ikke kan overhale drengen på cyklen der.”

Steven verfede mig væk. ”Du må aldrig røre chaufføren,” sagde han. ”Og fjern de møgbeskidte fødder fra mit instrumentbræt.”

Jeg vendte og drejede mine fødder. De så da temmelig rene ud. ”Det er ikke dit instrumentbræt. Det bliver snart min bil, at du ved det.”

”Hvis du nogensinde får det kørekort,” fnøs han. ”Folk som dig burde slet ikke have lov til at køre bil.”

”Hey, se der,” sagde jeg og pegede ud af vinduet. ”Den fyr i rullestolen overhalede os lige!”

Steven ignorerede mig, og jeg begyndte at rode ved radioen. Noget af det, jeg holdt mest af ved turen til sommerhuset ved stranden, var radiostationerne. Jeg kendte dem lige så godt som dem derhjemme, og at lytte til Q94 gav mig følelsen af, at nu var jeg her – ved stranden.

Jeg fandt min yndlingskanal, den som spillede alt fra pop til gamle hits og hiphop. Deres motto var: ”Vi spiller det hele”. Tom Petty sang ’Free Fallin’. Jeg sang med: ”She’s a good girl, crazy about Elvis. Loves horses and her boyfriend too.”

Steven forsøgte at skifte kanal, men jeg slog hans hånd væk. ”Belly, din stemme giver mig lyst til at køre direkte i havet.” Han lod, som om han skulle til at svinge til højre.

Jeg sang blot endnu højere og vækkede mor. Hun begyndte også at synge, og vores stemmer er lige rædsomme. Det fik Steven til at ryste på hovedet, som kun han kan gøre det. Han hadede at være i undertal. Det var nok det, der generede ham mest, ved at vores forældre var skilt, at han var den eneste af hankøn, at der ikke var nogen far til at holde med ham.

Vi kørte langsomt gennem byen, og selv om jeg lige havde drillet ham med tempoet, havde jeg intet imod det. Jeg var vild med det stykke af turen, dette øjeblik. At se byen igen. Jimmys Krabbehytte, minigolfbanen og alle butikkerne med surferudstyr. Det var som at komme hjem efter at have været væk i lang, lang tid. Luften var fuld af løfter om sommer og alt det, der måske ville ske.

Som vi nærmede os huset, kunne jeg mærke den velkendte boblen i brystet. Vi var der næsten.

Jeg rullede vinduet ned for bedre at kunne fornemme det hele. Luften føltes, som den plejede, duftede som den plejede. Den salte brise fik mit hår til at føles fedtet, det var præcis, som det skulle være. Som om det hele blot havde ventet på, at jeg kom.

Steven gav mig en albue i siden. ”Nå, tænker du på Conrad?” spurgte han drillende.

For en gangs skyld var svaret nej, og jeg vrissede: ”Nej.”

Mor stak hovedet ind mellem de to forsæder. ”Belly, kan du stadig godt lide Conrad? Som jeg husker det fra sidste sommer, troede jeg, at der måske var noget mellem dig og Jeremiah?”

”HVAD? Dig og Jeremiah?” Steven så helt dårlig ud bare ved tanken. ”Hvad skete der mellem dig og Jeremiah?”

”Ikke noget,” svarede jeg dem begge. Jeg kunne mærke en rødme stige op fra mit bryst, og jeg ønskede inderligt, at jeg allerede var blevet solbrændt, så det ikke kunne ses. ”Mor, bare fordi to mennesker er gode venner, behøver det ikke betyde, at der er sket noget. Vær sød ikke at snakke mere om det.”

Mor lænede sig tilbage på bagsædet. ”Forstået,” sagde hun. Hendes stemme havde den bestemte tone, som jeg vidste, Steven ikke ville kunne hamle op med.

Fordi han var Steven, forsøgte han alligevel: ”Hvad skete der mellem dig og Jeremiah? Du kan ikke bare sige sådan noget uden at forklare.”

”Glem det,” sagde jeg. Fortalte jeg Steven noget som helst, ville det blot give ham ammunition til at gøre grin med mig. Og i virkeligheden var der ikke noget at fortælle. Der var ikke sket noget, ikke rigtigt.

Conrad og Jeremiah var Becks drenge. Beck var Susannah Fisher, som før hed Susannah Beck. Mor var den eneste, der stadig kaldte hende Beck. De havde kendt hinanden, siden de

var ni år – og de kaldte hinanden blodsøstre. Begge havde de et ar som bevis – et mærke på hvert håndled i form af et hjerte.

Susannah fortalte mig, at da jeg blev født, vidste hun, at jeg var forudbestemt for en af hendes drenge. Hun sagde, at det var skæbnen. Mor, som normalt ikke ville billige den slags snak, sagde, at det ville passe perfekt, så længe jeg havde haft mindst et par andre kærester inden. Faktisk sagde hun ”elskere”, men alene ordet fik mig til at krumme tæer. Susannah lagde så hænderne om mine kinder og sagde: ”Belly, du har min ubetingede velsignelse. Jeg ville hade at skulle give mine drenge fra mig til nogen som helst anden.”

Vi havde været i Susannahs sommerhus ved Cousins Beach hver eneste sommer, siden jeg var en baby, lige siden før jeg blev født faktisk. Og for mig handlede Cousins ikke så meget om byen, men mere om huset. Huset var min verden. Vi havde vores eget stykke strand helt for os selv, men sommerhuset bestod for mig af flere ting: Verandaen som omringede hele huset, og som vi plejede at spæne rundt om. Store kander med iste. Swimmingpoolen om aftenen. Og så drengene – mest af alt drengene.
Jeg spekulerede altid på, hvordan drengene så ud i december.

Jeg forsøgte at se dem for mig stå med mørkerøde halstørklæder, rullekravesweatere og blussende kinder ved siden af et juletræ, men billedet virkede altid på sin vis kunstigt. Jeg kendte ikke vinter-Jeremiah eller vinter-Conrad, og jeg var jaloux på enhver, der gjorde. Jeg kendte dem med klipklapper og solskoldede næser, badebukser og sand på kroppen.

Men hvad med de New England-piger, som de havde sneboldkampe med i skoven? Dem som puttede sig ind til drengene, mens de ventede på, at der blev varmt i bilen, dem som de gav deres frakker til, når det var køligt udenfor. Tja, Jeremiah ville i hvert fald gøre det, men ikke Conrad. Conrad ville aldrig gøre sådan, det var ikke hans stil. Uanset hvad, så var det ikke fair.

Jeg kunne sidde op ad radiatoren i en historietime og spekulere på, hvad de lavede. Om de også sad og varmede deres fødder på en radiator et eller andet sted, mens de talte dagene, til det blev sommer igen.

For mig var det lidt, som om vinteren ikke talte. Det var kun sommeren, der betød noget. Mit liv blev målt i somre. Det var, som om jeg ikke levede rigtigt, før det blev juni, før jeg igen var i huset ved stranden.

Conrad var den ældste, godt halvandet år ældre. Han var mørk, mørk, mørk. Fuldstændig uopnåelig, utilgængelig. Han havde sådan et skævt smil, og jeg tog mig altid i at stirre på hans mund. Sådan en mund som man har lyst til at kysse, for at glatte læberne ud og kysse det selvtilfredse væk. Eller måske ikke væk … men for at få kontrol over den på en måde. Gøre den til ens egen. Det var præcis det, jeg ønskede at gøre ved Conrad. Gøre ham til min.

Med Jeremiah var det anderledes – han var min ven. Han var sød ved mig. Han var den type dreng, som stadig gav sin mor et kram, som stadig ville holde hende i hånden, selv om han egentlig var blevet for gammel til det. Han blev heller ikke flov. Jeremiah Fisher havde alt for travlt med at have det sjovt til nogensinde at blive flov.

Jeg ville vædde med, at Jeremiah var mere populær i skolen end Conrad. Jeg ville vædde med, at pigerne bedre kunne lide ham. Jeg ville vædde med, at hvis det ikke havde været for hans fodbold, så havde Conrad ikke været noget særligt. Så ville han blot have været stille, lunefulde Conrad, og ikke fodboldhelten Conrad. Og den tanke kunne jeg godt lide. Jeg kunne godt lide, at Conrad foretrak at være alene og spille på sin guitar. Jeg kunne godt lide tanken, at hvis Conrad havde gået på min skole, ville han ikke have spillet fodbold, han ville have været interesseret i litteratur, og han ville have bemærket sådan en som mig.

Da vi endelig kørte op foran huset, sad Jeremiah og Conrad på verandaen udenfor. Jeg lænede mig ind over Steven og dyttede i hornet to gange, hvilket på vores sommersprog betød: Kom og hjælp med bagagen, nu!

Conrad var blevet atten. Han havde lige haft fødselsdag. Han var også blevet højere end sidste sommer, selv om det var svært at tro, at det var muligt. Hans hår var klippet kort rundt om ørerne og var mørkere end nogensinde. Jeremiahs hår var derimod blevet længere, så det så lidt pjusket ud, men på den seje måde – han lignede en tennisspiller fra 70’erne.

Da han var mindre, havde det været krøllet og lyst, næsten helt hvidt om sommeren. Jeremiah hadede sine krøller. På et tidspunkt havde Conrad overbevist ham om, at skorpen på brød gjorde håret krøllet, så Jeremiah var holdt op med at spise skorperne på sine sandwich, og Conrad havde så guflet dem alle sammen. Efterhånden som Jeremiah blev ældre, blev hans hår dog mindre og mindre krøllet og mere bølget. Jeg savnede hans krøller. Susannah havde kaldt ham sin lille engel, og sådan en havde han også lignet med sine røde kinder og lyse krøller. Han havde stadig røde kinder.

Jeremiah satte hænderne for munden som en megafon og råbte: ”Ste-vie!”

Jeg blev siddende i bilen og så Steven lunte hen til dem og give dem et kram, sådan som drenge nu gør. Luften duftede salt og fugtig, som om det kunne begynde at regne med havvand hvert øjeblik. Jeg lod, som om jeg bandt mine gummisko, men i virkeligheden ville jeg bare gerne have mulighed for at betragte dem og huset lidt i fred. Huset var stort og gråt og hvidt, og det så ud som de fleste andre huse på vejen, bare lidt lækrere. Det så præcis ud, som jeg synes, et sommerhus ved stranden skulle se ud. Og det var som at komme hjem.

Mor steg ud af bilen. ”Hej, drenge. Hvor er jeres mor?” råbte hun.

”Hey, Laurel. Hun tager sig en lur,” råbte Jeremiah tilbage.

Normalt ville hun være kommet farende ud i samme sekund, bilen kørte op foran huset.

Mor var henne ved drengene i tre lange skridt og gav dem begge et knus. Mors knus var faste og bestemte som hendes håndtryk. Hun fortsatte ind i huset med sine solbriller skubbet op i håret.

Jeg steg ud af bilen og tog min taske over skulderen. I første omgang lagde de slet ikke mærke til, at jeg kom gående. Men så bemærkede de mig begge. Conrad kastede et hurtigt elevatorblik på mig, som drenge i byen kunne finde på. Han havde aldrig set sådan på mig før i hele mit liv. Ikke en eneste gang. Jeg kunne mærke den lille boble i maven fra bilen vende tilbage. Jeremiah derimod kiggede en ekstra gang.

Han så på mig, som om han slet ikke kunne genkende mig. Det hele skete i løbet af tre sekunder, men det føltes som meget længere.

Conrad gav mig som den første et kram, et forsigtigt et, hvor han sørgede for ikke at komme for tæt på. Han var lige blevet klippet, og huden på hans nakke så lyserød og helt fin ud som en babys. Han duftede af hav. Han duftede af Conrad. ”Jeg kunne bedre lide dig med briller,” sagde han med læberne helt tæt på mit øre.

Den sved. Jeg skubbede ham væk og sagde: ”Ærgerligt, for jeg går aldrig af med kontaktlinserne igen.”

Han smilede til mig – og hans smil – det går lige i hjertet på mig. Det har det altid gjort. Jeremiah hev som den næste fat i mig og løftede mig op i luften. ”Buttede Belly, du er jo blevet helt voksen,” jublede han.

Jeg lo. ”Sæt mig ned,” sagde jeg. ”Du lugter.”

Han lo højt og sagde: ”Gode, gamle Belly.” Men han stirrede på mig, som om han ikke var helt sikker på, hvem jeg var. Han lagde hovedet på skrå. ”Du har forandret dig, Belly.”

Jeg rettede mig op, parat til hans næste bredside. ”Hvad? Jeg har bare fået kontaktlinser.” Jeg havde heller ikke selv helt vænnet mig til at se mig selv uden briller. Min bedste ven, Taylor, havde siden sjette klasse forsøgt at overbevise mig om, at jeg burde få kontaktlinser, og jeg havde endelig ladet mig overtale.

Han smilede. ”Det er ikke det. Du ser anderledes ud.”

Jeg gik tilbage til bilen, og drengene fulgte efter. Vi tømte hurtigt bilen, og så snart vi var færdige, tog jeg min kuffert og min taske med bøger og gik op på mit værelse. Det havde været Susannahs, da hun var barn. Det mønstrede tapet på væggene var falmet, men stod fint til de hvide soveværelsesmøbler. Der var også et smykkeskrin, som jeg var helt pjattet med.

Når man åbnede det, kom en ballerina til syne og snurrede dansende rundt til titelsangen fra ”Romeo og Julie”, endda den gamle udgave af sangen. Jeg opbevarede mine smykker der. Alt i rummet var gammelt og falmet, men det kunne jeg godt lide. Det var, som om der gemte sig små hemmeligheder i væggene, i himmelsengen og især i smykkeskrinet.

At have set Conrad igen, og det at han havde betragtet mig på den måde, gav mig brug for et øjeblik til lige at trække vejret i fred. Jeg rakte ud efter bamsen på kommoden og knugede den ind til mig – det var isbjørnen Junior Mint, eller bare Junior. Jeg satte mig på sengen med Junior. Mit hjerte slog så højt, at jeg kunne høre det. Alt var, som det plejede, og så alligevel ikke. De havde set på mig, som om jeg var en rigtig pige og ikke bare en eller andens lillesøster.


Se bogtraileren


Sommer uden dig

Sommer uden dig, Jenny Han

Belly plejer næsten ikke at kunne holde ventetiden til sommerferien ud. I år er det dog anderledes. Susannah er blevet syg igen, og Conrad virker … ligeglad.

Alt det, der før var så godt, er smuldret mellem hænderne på hende.

Men en dag ringer Jeremiah og fortæller, at Conrad er forsvundet, og Belly ved, at der kun er en ting at gøre: Hun må hjælpe Jeremiah med at finde Conrad, så de kan være sammen igen.

Sommer uden dig er anden bog i Sommer-trilogien, der er skrevet af Lara Jean-forfatteren Jenny Han.

Fra ca. 12 år.

Du kan købe Sommer (2) – Sommer uden dig online eller i din nærmeste boghandel.


Vores sommer sammen

Vores sommer sammen, Jenny Han

Belly har kun været forelsket to gange i sit liv, nemlig i brødrene Jeremiah og Conrad Fisher. Og kærligheden er gengældt – uheldigvis af begge brødrene.

Som årene er gået, er Belly dog blevet mere og mere sikker på, at hun har fundet sin soulmate. Men at sige ja til den ene Fisher-bror medfører uundgåeligt også, at hun må knuse den andens hjerte.

Er Belly klar til at tage det endegyldige valg?

Vores sommer sammen er tredje bog i Sommer-trilogien, der er skrevet af Lara Jean-forfatteren Jenny Han.

Fra ca. 12 år.

Du kan købe Sommer (3) – Vores sommer sammen online fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.