Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Asser Amdisen, historiker og direktør for skoleskibet Georg Stage et bud på
Hvorfor er det egentlig, at vi bliver ved med at rode rundt i gamle kilder og skrive nye versioner af, hvad fortiden egentligt gik ud på? Var det ikke mere fornuftigt at bruge sin tid på nutiden eller måske endda på fremtiden? Gode spørgsmål og som skrivende historiker så kan man kun sige, at det faktisk er præcis det, vi gør. Og det kræver nok en forklaring – men først en historie fra gamle dage.
Oprindeligt var historiens formål at spejle nutiden. Historikerne skrev om store og dygtige personer fra fortiden, som man kunne beundre, se op til og endda forsøge at efterligne. Ofte lå der i historierne en lille kritik. Når Holberg skrev sin Danmarkshistorie, så var den i nogen grad en historie om, hvor dygtige fortidens konger havde været – og dermed også en historie om, hvordan Holbergs samtid kunne forbedre sig selv.
Spejlet var en måde at se på historien på og i vores tid, så møder man den mest i diskussionen om identifikation. Når moderne historikere for eksempel skriver kvinderne ind i historien, så er det, fordi de ønsker, at nutidens piger har forbilleder at spejle sig i. Dermed bliver livet beskrevet som en kamp, hvor det dygtige, intelligente individ kan forandre verden – og dermed bliver historien både en inspirationskilde for det ambitiøse barn – men også en udskamning af alle de kvinder, som ikke var begavede eller energiske nok til at forandre verden.
Da spejlet blev umoderne, skyldtes det, at med oplysningstiden blev formålet med historien at finde den historiske sandhed. 1800-tallets historikere (og mange også helt op til i dag) led af akut kittelmisundelse og drømte om at kunne være lige så præcise og verdensforandrende, som deres kolleger inden for medicin eller naturvidenskab. Derfor søgte de at gøre historien videnskabelig med kildekritisk teknik og en fedten for den naturvidenskabelige artikel som den ideelle formidlingsform.
Problemet er ikke, at der ikke findes en historisk sandhed. Det gør der, men som regel er den flagrende ligegyldig. Sandheden om Struensees død er, at han døde sidst på formiddagen 28. april 1772. Men vil vi forklare, hvorfor han døde, eller hvilken betydning hans død havde, så bliver fakta nødt til at suppleres med valg, tolkninger og perspektiveringer til nutiden. Det betyder, at videnskabens sandheds- og objektivitetsideal bliver udfordret, hver gang vi skriver noget interessant.
Foto: Inger Ulrich
Derfor blev historiens relevans udhulet. Kampen om at finde sandheden drev historikerne mod at finde noget, som kan beskrives til fulde og dermed også noget, hvor tolkningerne og nutidsrelevansen var lav. Kombineret med en formidling, som ofte lyder som en oplæsning fra en powerpoint og et skriftsprog, der har lægerecepten som forbillede, blev historien kedelig og ikke noget, man tog med sig ud i livet.
De store mænd og begivenheder tog man dog med ind i den videnskabelige historie, for når man vil sige noget med sikkerhed om 1600-tallet, så er det meget nemmere at sige noget om Christian IV end om en bonde, som ikke har efterladt sig andet end to kirkebogsindførsler og en note i en skifteprotokol.
De seneste mange år har en ny måde at skrive historie på dog sneget sig ind. I stedet for hyldningen (eller nedrakningen) af de store personer, er man begyndt at forholde sig til, hvilke strukturer der bestemmer den måde, vi lever og tænker på. Grundideen er, at der i en given tid er rammer for, hvad man kan tænke og forstå.
Eksempelvis taler man meget om patriarkatet som en ting, man kan undersøge. Det er en tænkemåde, hvor kvinder ikke regnes som det samme som mænd. Det handler ikke om, at mænd en dag har mødtes et sted for at bestemme, at kvinder er mindre værd. Det handler om, at kvinders mindreværd er til stede i fælles regler, vi har for tænkning og tale (for eksempel ordet tøsefornærmet), og at det faktisk både for mænd og kvinder er umuligt at bryde disse tankemønstre – også selvom de prøver. Det gør det også sværere at ændre på, for underforstået er også, at selvom disse strukturer er menneskeskabte (og derfor kan ændres), så er de også usynlige og derfor rasende svære at få hold på.
Dette er jo lidt i modstrid med ideen om identifikation. Man kan sige, at for den gammeldags begivenhedshistoriker (og megen moderne kvindehistorie) så kommer forandringen, når et særligt individ gennembryder rammerne og ændrer verden, men for strukturhistorikerne (eller socialkonstruktivisterne som vi også kaldes), så kommer forandringen ved, at vi efterhånden afdækker strukturer, og derefter langsomt kæmper for at forandre dem.
Hvad mener jeg selv?
Det her var jo en lille faghistorie i sig selv – og hvad mener jeg så selv? Jeg mener, at det, vi skal bruge historien til, er at sætte vores egen virkelighed på spil. Jeg er konstruktivist og tror, at vores måde at tænke på er begrænset af vores samtid og kultur. Så det, jeg laver, er at finde sammenhænge og strukturer og finde ud af, hvor de kommer fra – og dermed også forstå, hvordan de bliver ændret.
Jeg har i mine bøger taget lidt fra spejlet, lidt fra den videnskabelige historie og meget fra socialkonstruktivismen. Jeg bruger de store personer, men ikke som genierne som forandrede verden, men mere som illustrationer, man kan forholde sig til. Tusind mennesker kan være svære at kende, men en enkelt statsmand kan man godt komme tæt på. Jeg prøver at have solidt belæg for hvad jeg siger og altid være klar over, hvornår jeg er på solid kildegrund, og hvornår jeg tolker. Det er hentet fra den videnskabelige historieskrivning. Men først og fremmest så er jeg strukturalist. Det vil sige, at jeg mener, at det vi tror er sandt, sund fornuft og naturligt ikke er det, men et resultat af vores tid og de rammer, som er for vores tænkning.
Vi lever i en verden, hvor vi mener, at den kendsgerning at ni millioner mennesker dør af sult er naturens og økonomiens orden. Lige så sikre vi er på det, var 1700-tallets mennesker sikre på, at det var naturens og økonomiens orden, at hvide mennesker kunne (og burde) slavegøre afrikanere. Det var naturligt at disse puklede for os – og det var for øvrigt også til deres eget bedste. Datidens mennesker tog fejl og forhåbentlig gør vi også, når vi fortsætter en global kapitalistisk økonomi, som hvert år dræber flere mennesker, end der døde under holocaust – på trods af at der hvert år produceres mere mad end Jordens befolkning kan spise.
Vi lever i en verden, hvor vi er sikre på, at vores fjender (og venner) kan organiseres i nationer, hvoraf nogle er onde, og nogle (som altid er os) er de gode. De er ekspansionister og aggressive, og vi kæmper for freden, sikkerhed for alle og alt andet godt i verden. Lige så sikre som vi i dag er på at russere og kinesere er ondskaben selv, lige så sikre var vi engang på, at det var svenskere, englændere og tyskere, som var problemet – og endda ofte med samme argumenter. Og lige så sikre er russere og kinesere på, at det er os, der er skurkene.
Hver gang vi er helt og aldeles sikre på, at vi har fat i den lange ende, og de andre er problemet, kan min type historikere finde et eksempel på andre, som har været lige så sikre på noget vrøvl. Det betyder, at for mig er historien en vej til ydmyghed. Det er modgiften mod at dele verden op i helte og skurke, det er modgiften mod at være så sikker på at have ret, at man føler sig berettiget til at bruge vold (i eller uden uniform).
Historien er en måde, hvorpå vi kan perspektivere vores samtid og vores fremtid og forstå, at selvom vi lige nu synes, at vi er historiens højdepunkt, sandhedens og godhedens vogtere og civilisationens endemål, så er vi bare den sidste af en lang række selvovervurderende idioter, som med våben i hånd og med lysende øjne har forsøgt at gøre verden god – og dermed er kommet til at gøre den værre.
Og bliver vi klar over det, så kan det være, at vi kan lave en lidt bedre nutid. Derfor handler historien faktisk aldrig om i går – den handler om i dag og i morgen.
En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie
Tag med på en tour de force gennem 15.000 års danmarkshistorie – fra dengang isen smeltede og indtil for nylig.
Veloplagt og uden filter giver historiker Asser Amdisen sin version af vores fælles fortælling uden at gå af vejen for en god myte eller saftig sladder fra svundne tider.
Det er sjov, underholdende og oplysende danmarkshistorie uden fodnoter og lange videnskabelige udredninger, en bog, som gerne må både ophidse, provokere og begejstre undervejs.
Bogen indeholder en tidslinje over de vigtigste årstal og begivenheder og kongerækken.
På knap 300 sider føres læseren gennem 3000 års europahistorie – fra oprindelsen af Europa til et kontinent, som endnu en gang er i krig. Vi hører om de gamle grækere, romere og krigen i Troja. Om vikinger, riddere og korstog. Om pest, paver og kirkens rolle. Om renæssancen og den knap så mørke middelalder. Om revolutioner, verdenskrige og jerntæpper. Om oprør, opgør og unioner. Om vækst, velfærd og nye kriser.
Veloplagt og uden filter leverer Asser Amdisen sin version af vores fælles fortælling uden at gå af vejen for en god myte eller saftig sladder fra svundne tider. Det er sjov, underholdende og oplysende europahistorie, som gerne må både ophidse, provokere og begejstre undervejs.
Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Asser Amdisen, historiker og direktør for skoleskibet Georg Stage et bud på
Hvorfor er det egentlig, at vi bliver ved med at rode rundt i gamle kilder og skrive nye versioner af, hvad fortiden egentligt gik ud på? Var det ikke mere fornuftigt at bruge sin tid på nutiden eller måske endda på fremtiden? Gode spørgsmål og som skrivende historiker så kan man kun sige, at det faktisk er præcis det, vi gør. Og det kræver nok en forklaring – men først en historie fra gamle dage.
Oprindeligt var historiens formål at spejle nutiden. Historikerne skrev om store og dygtige personer fra fortiden, som man kunne beundre, se op til og endda forsøge at efterligne. Ofte lå der i historierne en lille kritik. Når Holberg skrev sin Danmarkshistorie, så var den i nogen grad en historie om, hvor dygtige fortidens konger havde været – og dermed også en historie om, hvordan Holbergs samtid kunne forbedre sig selv.
Spejlet var en måde at se på historien på og i vores tid, så møder man den mest i diskussionen om identifikation. Når moderne historikere for eksempel skriver kvinderne ind i historien, så er det, fordi de ønsker, at nutidens piger har forbilleder at spejle sig i. Dermed bliver livet beskrevet som en kamp, hvor det dygtige, intelligente individ kan forandre verden – og dermed bliver historien både en inspirationskilde for det ambitiøse barn – men også en udskamning af alle de kvinder, som ikke var begavede eller energiske nok til at forandre verden.
Da spejlet blev umoderne, skyldtes det, at med oplysningstiden blev formålet med historien at finde den historiske sandhed. 1800-tallets historikere (og mange også helt op til i dag) led af akut kittelmisundelse og drømte om at kunne være lige så præcise og verdensforandrende, som deres kolleger inden for medicin eller naturvidenskab. Derfor søgte de at gøre historien videnskabelig med kildekritisk teknik og en fedten for den naturvidenskabelige artikel som den ideelle formidlingsform.
Problemet er ikke, at der ikke findes en historisk sandhed. Det gør der, men som regel er den flagrende ligegyldig. Sandheden om Struensees død er, at han døde sidst på formiddagen 28. april 1772. Men vil vi forklare, hvorfor han døde, eller hvilken betydning hans død havde, så bliver fakta nødt til at suppleres med valg, tolkninger og perspektiveringer til nutiden. Det betyder, at videnskabens sandheds- og objektivitetsideal bliver udfordret, hver gang vi skriver noget interessant.
Derfor blev historiens relevans udhulet. Kampen om at finde sandheden drev historikerne mod at finde noget, som kan beskrives til fulde og dermed også noget, hvor tolkningerne og nutidsrelevansen var lav. Kombineret med en formidling, som ofte lyder som en oplæsning fra en powerpoint og et skriftsprog, der har lægerecepten som forbillede, blev historien kedelig og ikke noget, man tog med sig ud i livet.
De store mænd og begivenheder tog man dog med ind i den videnskabelige historie, for når man vil sige noget med sikkerhed om 1600-tallet, så er det meget nemmere at sige noget om Christian IV end om en bonde, som ikke har efterladt sig andet end to kirkebogsindførsler og en note i en skifteprotokol.
De seneste mange år har en ny måde at skrive historie på dog sneget sig ind. I stedet for hyldningen (eller nedrakningen) af de store personer, er man begyndt at forholde sig til, hvilke strukturer der bestemmer den måde, vi lever og tænker på. Grundideen er, at der i en given tid er rammer for, hvad man kan tænke og forstå.
LÆS OGSÅ: Asser Amdisen kigger på fem udskældte danske statsledere i bagklogskabens klare lys
Eksempelvis taler man meget om patriarkatet som en ting, man kan undersøge. Det er en tænkemåde, hvor kvinder ikke regnes som det samme som mænd. Det handler ikke om, at mænd en dag har mødtes et sted for at bestemme, at kvinder er mindre værd. Det handler om, at kvinders mindreværd er til stede i fælles regler, vi har for tænkning og tale (for eksempel ordet tøsefornærmet), og at det faktisk både for mænd og kvinder er umuligt at bryde disse tankemønstre – også selvom de prøver. Det gør det også sværere at ændre på, for underforstået er også, at selvom disse strukturer er menneskeskabte (og derfor kan ændres), så er de også usynlige og derfor rasende svære at få hold på.
Dette er jo lidt i modstrid med ideen om identifikation. Man kan sige, at for den gammeldags begivenhedshistoriker (og megen moderne kvindehistorie) så kommer forandringen, når et særligt individ gennembryder rammerne og ændrer verden, men for strukturhistorikerne (eller socialkonstruktivisterne som vi også kaldes), så kommer forandringen ved, at vi efterhånden afdækker strukturer, og derefter langsomt kæmper for at forandre dem.
Hvad mener jeg selv?
Det her var jo en lille faghistorie i sig selv – og hvad mener jeg så selv? Jeg mener, at det, vi skal bruge historien til, er at sætte vores egen virkelighed på spil. Jeg er konstruktivist og tror, at vores måde at tænke på er begrænset af vores samtid og kultur. Så det, jeg laver, er at finde sammenhænge og strukturer og finde ud af, hvor de kommer fra – og dermed også forstå, hvordan de bliver ændret.
Jeg har i mine bøger taget lidt fra spejlet, lidt fra den videnskabelige historie og meget fra socialkonstruktivismen. Jeg bruger de store personer, men ikke som genierne som forandrede verden, men mere som illustrationer, man kan forholde sig til. Tusind mennesker kan være svære at kende, men en enkelt statsmand kan man godt komme tæt på. Jeg prøver at have solidt belæg for hvad jeg siger og altid være klar over, hvornår jeg er på solid kildegrund, og hvornår jeg tolker. Det er hentet fra den videnskabelige historieskrivning. Men først og fremmest så er jeg strukturalist. Det vil sige, at jeg mener, at det vi tror er sandt, sund fornuft og naturligt ikke er det, men et resultat af vores tid og de rammer, som er for vores tænkning.
Vi lever i en verden, hvor vi mener, at den kendsgerning at ni millioner mennesker dør af sult er naturens og økonomiens orden. Lige så sikre vi er på det, var 1700-tallets mennesker sikre på, at det var naturens og økonomiens orden, at hvide mennesker kunne (og burde) slavegøre afrikanere. Det var naturligt at disse puklede for os – og det var for øvrigt også til deres eget bedste. Datidens mennesker tog fejl og forhåbentlig gør vi også, når vi fortsætter en global kapitalistisk økonomi, som hvert år dræber flere mennesker, end der døde under holocaust – på trods af at der hvert år produceres mere mad end Jordens befolkning kan spise.
LÆS OGSÅ: “Min bog må gerne være et oplæg til slagsmål. Asser Amdisen om En ualmindelig og kortfattet europahistorie”
Vi lever i en verden, hvor vi er sikre på, at vores fjender (og venner) kan organiseres i nationer, hvoraf nogle er onde, og nogle (som altid er os) er de gode. De er ekspansionister og aggressive, og vi kæmper for freden, sikkerhed for alle og alt andet godt i verden. Lige så sikre som vi i dag er på at russere og kinesere er ondskaben selv, lige så sikre var vi engang på, at det var svenskere, englændere og tyskere, som var problemet – og endda ofte med samme argumenter. Og lige så sikre er russere og kinesere på, at det er os, der er skurkene.
Hver gang vi er helt og aldeles sikre på, at vi har fat i den lange ende, og de andre er problemet, kan min type historikere finde et eksempel på andre, som har været lige så sikre på noget vrøvl. Det betyder, at for mig er historien en vej til ydmyghed. Det er modgiften mod at dele verden op i helte og skurke, det er modgiften mod at være så sikker på at have ret, at man føler sig berettiget til at bruge vold (i eller uden uniform).
Historien er en måde, hvorpå vi kan perspektivere vores samtid og vores fremtid og forstå, at selvom vi lige nu synes, at vi er historiens højdepunkt, sandhedens og godhedens vogtere og civilisationens endemål, så er vi bare den sidste af en lang række selvovervurderende idioter, som med våben i hånd og med lysende øjne har forsøgt at gøre verden god – og dermed er kommet til at gøre den værre.
Og bliver vi klar over det, så kan det være, at vi kan lave en lidt bedre nutid. Derfor handler historien faktisk aldrig om i går – den handler om i dag og i morgen.
En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie
Tag med på en tour de force gennem 15.000 års danmarkshistorie – fra dengang isen smeltede og indtil for nylig.
Veloplagt og uden filter giver historiker Asser Amdisen sin version af vores fælles fortælling uden at gå af vejen for en god myte eller saftig sladder fra svundne tider.
Det er sjov, underholdende og oplysende danmarkshistorie uden fodnoter og lange videnskabelige udredninger, en bog, som gerne må både ophidse, provokere og begejstre undervejs.
Bogen indeholder en tidslinje over de vigtigste årstal og begivenheder og kongerækken.
Du kan købe En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
En ualmindelig og kortfattet europahistorie
På knap 300 sider føres læseren gennem 3000 års europahistorie – fra oprindelsen af Europa til et kontinent, som endnu en gang er i krig. Vi hører om de gamle grækere, romere og krigen i Troja. Om vikinger, riddere og korstog. Om pest, paver og kirkens rolle. Om renæssancen og den knap så mørke middelalder. Om revolutioner, verdenskrige og jerntæpper. Om oprør, opgør og unioner. Om vækst, velfærd og nye kriser.
Veloplagt og uden filter leverer Asser Amdisen sin version af vores fælles fortælling uden at gå af vejen for en god myte eller saftig sladder fra svundne tider. Det er sjov, underholdende og oplysende europahistorie, som gerne må både ophidse, provokere og begejstre undervejs.
Du kan købe En ualmindelig og kortfattet europahistorie online, fx. hos Bog&ide, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: