Aktuelt Ane Riel Danske romaner Fiktion

Det er ikke plottet, der driver mig, det er det psykologiske. Ane Riel om romanen Urværk

Ane Riel, Urværk

INTERVIEW

Det store i det små: Ane Riel beskriver menneskeskæbner, så livets store temaer synger fra siderne. Det har hun gjort i sine tre første romaner, og hendes fjerde, Urværk, er ingen undtagelse. Denne gang er det selve tiden og kærligheden, forfatteren lægger arm med.



Vil du ikke starte med kort at præsentere Alma, hovedpersonen i Urværk – og forklare hvordan du kom på at skrive en roman om netop hende?

For halvandet år siden var jeg ude at køre en tur i det nordjyske. Af nysgerrighed kørte vi rundt til nogle helt små byer, vi ikke havde været i før, og i en meget stille landsby trillede vi ned af en vej, der endte blindt. Der måtte vi så vende bilen og køre tilbage.

Nede i bunden af den vej lå et gammelt rødstenshus med røvballegardiner for vinduerne og porcelænshunde i vindueskarmen. Vi kender nok allesammen de her huse, eller måske skal man have en vis alder for at kende røvballegardinerne, for der er vel ikke så mange af den slags tilbage. Uanset hvad er man næppe i tvivl om, at der bor nogle gamle mennesker i sådan et hus. Måske bare ét gammelt menneske.  

LÆS OGSÅ: Ane Riel skriver, så du bliver varm om hjertet mens det løber dig koldt ned ad ryggen

Jeg havde i hvert fald en fornemmelse af, at der sad nogen derinde og kiggede ud, og jeg forestillede mig, at det var en, som tilbragte det meste af dagen bag den rude. Måske en enke. Da slog det mig, at dét, at der kom en fremmed bil og vendte for enden af hendes vej, kunne være dagens højdepunkt for hende. Måske så hun slet ikke andre end os. Og så var det jeg tænkte: “Det vil jeg skrive en roman om en dag!”

Jamen det er jo også klassisk inspiration til en hel roman ..?

Haha, nemlig. Der skete lige præcis ikke en skid, og det er jo vildt inspirerende for enhver forfatter! Det var så heller ikke, fordi jeg havde et plot, da jeg begyndte at skrive bogen. Jeg tænkte bare: Sådan et gammelt menneske … hun har haft et langt liv, oplevet en masse. Og nu lever hun sådan der, alene i en tidslomme? Hvad tænker hun mon på? Er hun lige så ensom, som jeg forestiller mig?

LÆS OGSÅ: Uret tikker, tiden går. Start din læsning af Ane Riels Urværk lige nu

Det var jo ikke, fordi det skulle handle om præcis dét sted og dén person, men idéen blev mit afsæt for historien.

Ane Riel, Urværk

Inden længe fandt jeg så ud af, at der også skulle være en lille dreng i den. Og der skulle ske noget i mødet mellem den meget gamle dame, der er ved at nå til slutningen af sit liv, og så det lille barn, som først lige har taget hul på sit. Og så måtte den selvfølgelig foregå i det tidlige forår, hvor det nye liv spirer mellem det gamle og visne.

Jeg havde faktisk ingen idé om, at det også ville komme til at handle så meget om hendes ægteskab. Men jeg tænkte: Hun må jo have haft en historie, hende her Alma. Og så dukkede Otto, urmageren, op i hendes lidt forvirrede erindringsglimt.

LÆS OGSÅ: Prisvindende og skæve romaner. Her er rækkefølgen på Ane Riels bøger

Både Otto og deres indbyrdes relation blev efterhånden mere og mere tydelig for mig, og det hjalp mig så til at fornemme Alma bedre: hendes følelser, fortrydelser, savn, afsavn. Alt det, hun sidder tilbage med.

Sådan er min skriveproces typisk: jeg skriver mig ind på mine personer, men jeg aner ikke, hvordan det skal ende.

Almas mand er urmager – og romanen indeholder mange ure, som næsten bliver karakterer i egen ret. Hvordan kom urene ind i billedet?

Da jeg skrev den allerførste scene, forestillede jeg mig straks lyden af et gammelt bornholmerur, der tikker i baggrunden. Det der dybe, rolige “tik-tok”. Jeg er selv vokset op med et bornholmerur, som min far trak op hver aften, så det er en meget kær lyd for mig – både urets tikken og lyden af optrækket i aftenmørket.

Jeg vidste med det samme, at Alma og uret skulle være forbundne: Når hun trækker uret op, inden hun går i seng, gør hun det med en fornemmelse af, at hun samtidig trækker sit hjerte op, så hun vil leve endnu et døgn. Hun ved så også, at skulle hun glemme at trække uret op, eller vælge ikke at gøre det, vil hun sove stille ind i døden.

LÆS OGSÅ: Man kunne ikke skrive noget så grotesk og anbringe det i så realistiske rammer, fik jeg at vide – Ane Riel om sin debut

På den måde fik uret – og tiden! – en meget central rolle i bogen lige fra første linje.

Tiden er med på så mange måder: Der er fortiden, repræsenteret af Almas lange liv, og fremtiden i skikkelse af den lille dreng. Og så er der nutiden, som ikke er til at få has på for Alma. Den går, den står stille, den løber, den forsvinder, den forvirrer.   

Urværk, Ane Riel

Og da jeg først havde placeret et bornholmerur i Almas hjem, så var jeg en artig forfatter, der lavede lidt research og fandt ud af, at der findes tre typer af empire-bornholmerure, som kaldes henholdsvis en kone, en mand og en frøken. Den slags er jo en ren foræring, når man gerne vil inspireres!

Jeg var ikke i tvivl om, at Alma skulle have en kone – og jeg var også sikker på, at de to andre typer skulle spille en eller anden rolle i bogen. Og pludselig gav det mening, at Almas mand skulle være urmager!

LÆS OGSÅ: “Jeg har læst bogen seks gange og glæder mig allerede til, at jeg skal læse den igen.” – Forfatter Sarah Engell om Ane Riels Harpiks

Du har ret i, at urene nærmest får tildelt egne roller. Alma forelskede sig i Otto på grund af hans passion for urværket – også fordi han i starten følte den samme lidenskab overfor hende. Men i de senere år i ægteskabet ligger hans passion og opmærksomhed kun hos urene.

Derfor føler Alma denne her pudsige splittelse: Hun holder af urene, fordi de har fulgt hende gennem livet og minder hende om Ottos kærlighed. Men samtidig bliver hun jaloux på urene, fordi han til sidst kun tager sig af dem, han vedligeholder dem og trækker dem op – men han kan ikke sige godnat til Alma. Han ændrer i det hele taget karakter, bliver en anden, og deres forhold bliver mere og mere absurd.

Dine romaner indeholder ofte stærk kærlighed – ofte kompliceret kærlighed, men altid kærlighed – og Urværk er ingen undtagelse. Er det noget du tænker over?

Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over det, men du har fuldstændig ret. Egentlig er der ikke noget at sige til det, for i bund og grund består livet vel af kærlighedsrelationer, og hvor ofte er de ikke komplicerede?

Jeg forestiller mig da også, at mange dramaer udspringer af kærlighed: Hvad der begynder som den pureste forelskelse, kan måske glide over i bitterhed eller jalousi, som måske glider over i had … og ja, hvem ved, mord? Men kærlighed kan jo også afstedkomme andre ting. Fortrydelser og tilgivelse for eksempel. Det handler Urværk også meget om.

LÆS OGSÅ: Hvem er egentlig det største bæst? Interview med Ane Riel

Jeg får altid på en eller anden måde skruet et plot sammen i mine romaner – og det kan selvfølgelig være sjovt at få det til at hænge sammen – men det er ikke plottet, der driver mig, det er det psykologiske. Plottet kommer i anden række og vokser ud af karaktererne.

Drivkraften for mig er at få afdækket følelserne i mine karakterer og deres indbyrdes relationer. Det er så tit kærlighed, det handler om: I Harpiks mellem far og datter (og mellem far og mor); i Bæst er der meget kompliceret kærlighed af både den venskabelige og den erotiske slags … Og i Slagteren i Liseleje fylder kærligheden enormt meget i form af manglen på kærlighed.

Så jo, du har ret i, at bøgerne har det med kærligheden tilfælles, uanset hvor forskellige de ellers er.

LÆS OGSÅ: En stor fortælling om skyld og uskyld. Smuglæs i Ane Riels roman Bæst

I øvrigt har de tre første også det til fælles, at de sine steder indeholder en vis voldsomhed i dramaet. Det gælder ikke på samme måde for Urværk.

Da jeg begyndte på historien om denne her skrøbelige gamle kone, vidste jeg, at dramaet skulle have en anden karakter. Det skulle være mere nedtonet og knap så grafisk, men dog stadig have en styrke og et element af overraskelse.

Jeg ville også holde historien helt tæt denne gang med et meget lille persongalleri og zoome ind på mennesket, situationen og relationen. Og på varmen! For ja, den er der jo, kærligheden, hvad enten du er seks eller halvfems. Det ville jeg gerne skrive en smuk, lille bog om.



Ane Riel: Urværk

Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder.

Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds. 

En gribende og usædvanlig fortælling om livet.

Du kan købe Urværk online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen. Har tilsvarende kronisk mangel på plads i bogreolen. Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til presse og læsere i de godt tolv år, jeg har arbejdet i bogbranchen.