Ane Riel er tilbage med den gribende roman Urværk. En usædvanlig og foruroligende kærlighedshistorie.
Urværk af Ane Riel er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en afslutning på et langt liv.
Alma forbereder sig på at gå i stå sammen med sit bornholmerur, som har stået ved hendes side gennem flere årtiers sorger og glæder.
Men dag møder den ældre dame uventet en lille dreng, og det puster nyt liv i Alma.
LÆS OGSÅ: Prisvindende og skæve romaner. Her er rækkefølgen på Ane Riels bøger
Minderne om ægtemanden Otto florerer stadig. Også det, der skete med ham. Det er kun Alma, der kender sandheden, men det er ikke altid, at hun rent faktisk kan huske den.
Start din læsning af Ane Riels Urværk, en gribende fortælling om tid og levet liv, herunder.
Ane Riel
Urværk
Almas vilje
Det gik. Alma kunne ikke længere høre bornholmerurets rolige takt, men hun kunne stadig fornemme den i hjertet. Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det. Det var ikke en tanke, som skræmte hende. Det var bare en vished, hun havde vænnet sig til. Der var så meget, hun havde vænnet sig til den forgangne vinter. Først og fremmest at være alene. Men også det gik, indtil videre.
At trække standuret op inde i stuen var det sidste, Alma foretog sig, inden hun skulle sove. Inden da gjorde hun sig klar til natten og trak med besvær i sin natkjole, mens hun sad på sengen. Når hun derpå forlod soveværelset og trådte ud i gangen, måtte hun støtte sig til væggene. Det var ikke et stort hus, hun boede i, og alligevel var der aftener, hvor gangen syntes meget lang og stuen kun som et spinkelt lys for enden af tunnelen. Ikke desto mindre værdsatte Alma sin aftenrutine. Alene det at have et mål var rart. Der var noget, hun skulle. Nogen, som ventede på hende.
Hvor langt der end var hen til uret, måtte hun altid passe på ikke at falde. Bentøjet var ikke, hvad det havde været, heller ikke ryggen, der krummede mere, end hun brød sig om. Det var værst om morgenen. Tilsyneladende rettede dagen hende delvist ud, indtil natten krøllede hende sammen igen.
Inde i stuen kunne Alma støtte sig til møblerne. Så snart hun havde sluppet væggen i gangen, var en spisebordsstol klar til at gribe hendes højre hånd med sit robuste rygparti. Fire forsigtige skridt senere greb en tung kommode hendes venstre. Møblerne ventede hende på deres sikre ben. Og for enden af en persisk løber, op ad stuens bageste væg, ventede det gamle bornholmerur.
Optræksnøglen hang i en rød garnsnor fra den nøgle, som sad i urkassens låge. De var vigtige, de nøgler.
Nøgler var adgange. Og udgange.
De to optrækshuller var placeret over for hinanden på urskiven, og for at komme til dem skulle Alma først åbne den glaslåge, som sad for. Endnu kunne hun lige nå derop, men meget krummere skulle hendes ryg så heller ikke blive. Hun støttede sig gerne til urkassen med sin frie hånd, når hun åbnede ind til skiven, og navnlig når hun bagefter stak optræksnøglen i det første hul og begyndte at dreje.
Engang havde det været ham, der gjorde det. År ud og år ind på nøjagtig samme tidspunkt hver aften.
”Fjorten!” plejede han at sige, når han var færdig med et hul.
Han talte altid omgangene, og der var altid fjorten.
Alma besværede sig ikke med at tælle. Hun drejede bare, indtil hun ikke kunne dreje mere.
Når hun var færdig, åbnede hun trælågen ind til den høje urkasse. Den bandt lidt, og der var egentlig ingen grund til at åbne den. Alligevel måtte Alma sikre sig, at lodderne nu også var hejst helt derop, hvor de skulle være, og at pendulet svingede trofast under dem.
Det gjaldt trods alt hendes liv.
Men det var ikke kun det. Hun måtte også se, at der i bunden af rummet befandt sig en gammel cigarkasse, og oven på den endnu en nøgle: en lille, flad nøgle til en kraftig hængelås. Et uskyldigt stykke metal, skulle man mene, og dog følte Alma et kortvarigt ubehag, hver gang hun fik øje på nøglen inde i mørket. Det hændte, at hun blev stående og stirrede på den et øjeblik, men hun lod den altid ligge.
Bagefter skubbede hun trælågen i med begge hænder, drejede nøglen i låsen og hængte optræksnøglen tilbage på sin plads. Aften efter aften drog hun nu den samme konklusion, som hun venligt delte med bornholmeren og resten af stuen:
”Ja, det var så den dag.”
Alma kunne dårligt høre, hvad hun selv sagde, men i det mindste kunne hun se. Hverken den ene eller den anden stær havde haft held med at slå sig ned i hendes øjne. Ikke en eneste brille havde hun haft behov for igennem et meget langt liv.
”De har et falkeblik, fru Sørensen,” havde nogen engang sagt, og falken havde tilsyneladende holdt stærene væk i alle de år. Hun var ikke længere klar over, hvor mange det drejede sig om.
Årene flød ind i hinanden. Uden nogen at tælle dem med var de intet andet end tid, som gik og gik på stedet.
*
Jo, se kunne Alma stadig. Af og til kunne hun også huske. Hun huskede, at hun engang havde siddet i en klit og peget på en prik i horisonten. En prik af en fiskekutter. Pigen havde ikke kunnet få øje på prikken.
Der var marehalm og sand omkring dem og en brusende lyd af hav, der blev brudt af skrig fra måger og legende børn. Med mellemrum strøg en lun vind hen over marehalmen og fik den til at dukke sig, mens tjavser af hår forstyrrede blikket og flyvske sandkorn nippede til anklerne.
Pigens ben var solbrune og silkeglatte ligesom fødderne. Tåneglene røde, hvor lakken ikke var slidt af; på de mindste tæer var der kun en plet tilbage. Tæerne krammede det varme sand med bløde bevægelser, som om de forsøgte at holde på det. Og til trods for at sandet var alt for fint til at blive fastholdt, fortsatte tæerne tålmodigt forsøget. De havde al tid i verden.
Almas fødder var der også. De var ældre og blegere, men ikke gamle, ikke grimme. Bare voksne. De hvide vriste forsvandt under en rem i et par sandaler, og på den anden side af læderet dukkede tæerne frem. Hendes egne tæer. Ti små stykker vippende velplejet perlemor i sommersolen.
De talte om lakken. Pigen ønskede sig perlemor på neglene næste gang. Ligesom den, Alma havde. ”Perlemor,” sagde hun med sin perlende, lyse stemme. Og ”mor”.
Alma sagde til pigen, at hun ville blive en fin, lille frøken.
Hun ville ønske, at hun kunne dreje hovedet og se barnets ansigt, hendes krop. Hele barnet. Men øjeblikket i klitterne var en film, eller et brudstykke af en film, som Alma ikke var herre over. Den afspillede sig selv ligesom et tilbagevendende mareridt, men uden maren på brystet. Helt uden brystet faktisk, og værst af alt uden ansigt. En beskåret lykke, optaget i en fjern tid et sted mellem himmel og marehalm.
Med bare nøgne tæer.
Der var en linje, som af og til dukkede op ud af ingenting i Almas tanker. Her står jeg hver aften på vristen, på vristen af venstre fod. Den havde nogen engang sunget for hende, og så havde hun leet, fordi det var fjollet. En helt forkert tekst til en kendt melodi. Hun kunne endnu huske melodistumpen, men den rigtige tekst lykkedes det hende aldrig at hente frem i hukommelsen, kun denne tossede linje med foden.
Hun forstod, at det var morsomt, men ikke længere hvorfor. Der manglede noget, en krop, en sammenhæng. Den alvor, som humoren var vokset ud af.
Alting var vokset ud af noget, også Alma. I en ramme på chatollet stod de som to små, farveløse skikkelser og falmede i deres stiveste puds. Hendes forældre. Alt for fine til at blive fastholdt på papir for tid og evighed. Efterhånden som kontrasten mellem det sorte og det hvide mistede sin kraft, forsvandt de sagtelig, hånd i hånd i en grå tåge. Nej, heller ikke hendes forældre var udødelige, hverken i livet eller i døden. Men de smilede til det sidste.
Når Alma betragtede sig selv i spejlet, kunne hun få øje på dem begge to. Hun havde en overflod af smilerynker. Det samme havde moderen i rammen haft, før tågen og tiden glattede dem ud. De så godt brugte ud, Almas smilerynker, især ved øjnene, og alene synet af dem kunne få hende til at smile til sit eget ældgamle spejlbillede. De mindede hende om, at hun havde leet.
Smil er ikke altid glæde, det vidste hun godt. Smil er også sorg, trøst. Men de er dog smil, tænkte hun, og i ethvert smil bor en varme. En lille lykke af noget, der er eller var eller kommer.
Der var noget trygt ved at vide, at man havde smilet.
Trods alt.
Erindringerne om pigen kom som regel i glimt – med barnet, men samtidig uden barnet: et glimt af den store mave, en barnevogn i haven i skyggen af en hybenrose, en lagkage med seks lys, en lille cykel. De to betjente i døren og deres sørgmodige, utilpasse blikke. Det gjorde dem ondt.
Kørt ned. Hun huskede ordet ”knust”.
Sænket ned. Den lille kiste.
Så forsvandt billederne igen, ligesom en drøm forsvinder, når man bevæger sig i sengen. Kun en følelse blev hængende tilbage et øjeblik, en tynd dis af sorg eller glæde, måske alle følelser på samme tid.
Jo, Alma havde engang haft en datter. Og i mange, mange år havde hun ikke haft nogen.
I den første tid efter ulykken havde hun let kunnet genkalde sig pigens klare stemme. Men med årene var den blevet spinkel, næsten uhørlig, som om den befandt sig i et rum langt væk, og afstanden til det rum blev større og større. Ansigtet, det levende og det knuste, ville slet ikke lade sig fremkalde, men skjulte sig skånsomt et sted i mørket inde i hende. Det var kun tæerne, som stak ud i lyset og lod sig se, milde og sorgløse med deres fine, røde lak. Eller resterne af den.
Der var ingen fotografier. Alma havde ledt og ledt, tænkt på dem gennem alle årene. Der havde engang været et album, det vidste hun, men han ville ikke fortælle, hvor det var. Det var for hendes skyld, havde han sagt. For at hun ikke hang fast i sorgen, det var ikke sundt. Og så en dag fortalte han, at billederne var gået tabt i ilden. Der havde været en brand for nogle år siden, i deres gamle hjem. Hun huskede soden og vandet. I guder, hvor havde der været meget vand.
”Alle de fine ting,” havde han hvisket. ”Alle de fine ting.” Han havde grædt, som hun kun havde set ham græde én gang før.
Det værste var, at navnet var borte. End ikke i sine klareste øjeblikke kunne Alma huske sin datters navn.
Det stod på stenen, selvfølgelig. I tidernes morgen havde de fundet stenen sammen, hånd i hånd. Nu vidste hun ikke engang, hvor hun skulle finde kirkegården.
*
Efter at hun havde trukket bornholmeren op, lagde Alma altid en hånd på urkassen og stod lidt sådan.
Hendes håndryg var et stille virvar af knogler, sener og blågrønne blodårer, der krøb hen over hinanden som blottede rødder fra et gammelt træ. Huden kun en gennemsigtig hinde, der lagde sig tæt og træt om det hele med små folder, hvor der var for meget af den.
Uret var kendetegnet ved en anden slags ro. Kassen var elfenbensfarvet med beskedne, forgyldte stafferinger, og selvom træet var endnu ældre end Almas hånd, var det kun mærket af tiden med diskrete afskalninger og undseelige furer.
Det var i det hele taget en køn, lille bornholmer med en slank, let skrånende figur. Foroven sad et rundt hoved, som var omkranset af gyldne guirlander og kronet med en lyre. En mild majestæt, havde Alma ofte tænkt om sit ur. Det havde altid forekommet hende, at det udstrålede en vis højtidelig alvor. Og alligevel var det, som om urskiven med alle sine rynker af romertal smilede lidt til de to visere, som kravlede hen over den med nøje tilpasset iver.
Der var skam liv i det gamle standur, men livet på facaden blev holdt oppe inde fra mørket af pendulets sindige logren, som igen var bestemt af optrækket. Og dermed af Almas vilje.
Uden hinanden levede de ikke.
Bornholmeren var et empireur af den type, man kaldte en kone. Der havde også engang været en mand, som var mere firkantet i det. Og en frøken. Begge var gået tabt.
Alma forlod aldrig konen, før hun havde klappet let på træværket og smilet op mod urskiven.
”Godnat med dig,” plejede hun at sige som det sidste.
Så vendte hun sig forsigtigt væk fra uret, lod sig gribe af kommoden, derpå af stoleryggen. Den bløde løber bar hende det sidste stykke gennem stuen.
Jo, det var en fin gammel kone, og den gik endnu.
Og endelig gik Alma i seng.
Hendes gamle bomuldsnatkjole var blevet for stor med årene, men hun fandt den stadig behageligere end så meget andet tøj. Der var dage, hvor hun aldrig kom ud af den. Også tøflerne holdt endnu. Hver aften stillede hun dem ved siden af sin seng. Og hver morgen ventede de på hende, lodne og lysebrune, som et par trofaste hunde.
Når det en dag blev tid til at sove stille ind, ville Alma gå i seng uden at trække bornholmeren op først.
Fremvisning
”Nå, for satan. De har været gamle, dem der boede her.”
Det var kundens første ord, da han trådte ind i entréen. Han havde arbejdstøj på: et par snavsede overalls over en forvasket T-shirt og dertil kraftige snøresko, som han burde tage af. I stedet nøjedes han med at lade sålerne strejfe måtten. Han trak en fæl lugt af armsved og smøreolie med sig indenfor.
Håndtrykket var fast, lige lovlig fast. Til gengæld flagrede blikket uroligt hen over konsolbordet, lampen, tæppet, garderoben og tapetet, som om det forsøgte at registrere alle detaljer i en fart.
Det eneste, det undlod at registrere, var tilsyneladende ejendomsmægleren.
”Dav igen.” Mægleren nikkede venligt til kundens profil og trak sin hånd til sig. ”Ja, det er rigtigt. Det var et ældre ægtepar, som boede her til sidst, og de overtog huset fra en ældre herre i sin tid. Det bærer indretningen selvfølgelig lidt præg af.”
Han smilede, så loyalt han kunne, mens han sagde det. Loyalt over for huset og dets tidligere beboere, men anerkendende i forhold til kundens dygtige observationer.
”Det må man sige,” mumlede manden. Han ignorerede døren lige fremme, som mægleren havde åbnet for ham, og trådte til venstre ud i køkkenet.
Linoleumsgulvet knirkede under den store fyr, særligt da han standsede ved komfuret. Det var et temmelig gammelt komfur, sikkert lige så gammelt som køleskabet ved siden af.
Kunden drejede omkring og så ud til at tage hele rummet i øjesyn i samme knagende bevægelse: de mørkebrune skuffer og skabslåger med dekorerede porcelænsknopper, den lysegrå laminatbordplade, tallerkenrækken og de blå vægfliser med stiliserede blomstermotiver. Nej, et tidssvarende køkken kunne man ikke kalde det, men det var nu ganske pænt i størrelsen.
”Ja, det er ganske pænt i størrelsen,” sagde mægleren.
Der var hele to køkkenvinduer med udsigt til forhaven og den beskedne villavej. Eller enden af den. Man skulle nok ikke regne med, at der skete så meget derude.
Mægleren kastede et hurtigt blik hen over køkkenvasken og ud på kundens bil. Den var plastret til med store klistermærker og havde vinger monteret bagpå, lignede noget fra en anden planet, som den holdt parkeret derude i stilheden, halvt skjult af en blomstrende rododendron. Alice Cooper Tour ’88, kunne han læse på siden af den. Live in et-eller-andet. Han anede ikke, hvem damen var.
”Der er mange muligheder med sådan et rum,” fortsatte han og flyttede igen sin opmærksomhed indenfor. ”Men først og fremmest er her en dejlig stemning, synes jeg.”
Nu lagde han an til at tale om spisepladsen henne ved det næste vindue. Hvem drømte ikke om sådan et hyggeligt hjørne med slagbænk og morgensol? Det var dét, han skulle få kunden til at fokusere på. Så kunne de fortsætte ud i bryggerset bagefter.
Mægleren bevægede sig hen til spisepladsen i et professionelt tempo, men da han vendte sig om for at rose den, havde kunden i mellemtiden bevæget sig ind igennem døren til stuen.
Han lod til at have travlt.
Det var også en meget spontan aftale, de havde lavet. Manden var kommet ind i forretningen og ville se huset med det samme, fordi det var billigt. Selv havde mægleren kun været forbi det en enkelt gang, efter at han havde fået sagen ind fra advokaten. For at vurdere ejendommen og kunne instruere rengøringsholdet naturligvis, men måske ikke mindst for at stille sin nysgerrighed. Der var trods alt blevet talt en del om dette hus. Eller om dem, rettere. Om ægteparret. Man talte jo.
”Ja, det er så stuen, vi træder ind i,” sagde han til kundens ryg, som om manden ikke selv kunne regne det ud. ”En fin, lille vinkelstue med en pragtfuld udsigt.”
Selv bagfra kunne han tydeligt aflæse misbilligelsen, ud fra den måde, fyren kastede hovedet lidt tilbage og gjorde sig tung på. Han havde sat hænderne i siden og så ikke ud, som om han havde til hensigt at gå videre. Høj, bred og muskuløs var han. Med en tatovering på den ene underarm.
Det var på alle måder en helt forkert kunde.
”Inventaret kan følge med, hvis der er interesse for det?”
”Ellers tak,” lød det prompte. ”Der er da ingen, der gider bo med sådan noget i dag. Alene gardinerne … se lige de røvballer!”
Ejendomsmægleren kastede pligtskyldigt et blik på stuens gardiner. Der var to brede vinduer ud mod baghaven og markerne i vest foruden et mindre i gavlen mod syd. Alle var forsynede med halvgennemsigtige blondegardiner, der var samlet med snore, så de hang i buer og lignede blege gopler. Nå ja, eller røvballer.
Han kom til at tænke på sin mormor.
Så tænkte han på damen, som havde boet der.
”Forresten, indkørslen derude,” fortsatte kunden. ”Den dur heller ikke. Der skal være en ordentlig garage.”
”Joh, men til så lav en pris kan man jo overveje …”
Kunden hørte ikke efter, og nu afbrød han mægleren.
”Det er da ellers smart, det gamle ur derhenne. Dur det?”
Han pegede på et standur, som var placeret op ad stuens bageste væg ved siden af det sydvendte vindue. Det var svært at se urskiven på grund af modlyset, men det lød da, som om det gik.
”Det vil jeg tro. Hvis du er interesseret, kan jeg måske …”
”Nej-nej, glem det, jeg skal sgu ikke have det.” Kunden grinede. Det var åbenbart en vittighed.
Mægleren fandt et eller andet smil frem, han ikke engang vidste, at han lå inde med. Det var dog spildt på manden, som var på vej i den modsatte retning af standuret. Han havde set nok af stuen og ville nu hen ad gangen til værelserne.
Ejendomsmægleren blev stående et øjeblik og tænkte, at han burde insistere på at vise kunden sofaarrangementet henne i vinklen, det var et udmærket hjørne. Deromme var der også udgang til terrassen og baghaven. Ja, og til redskabsskuret for den sags skyld, det burde han vel også vise frem. Men ærlig talt havde han ikke synderlig lyst til at vise fyren her mere end højst nødvendigt. Det ville formodentlig også være spild af begges tid.
Kunden stoppede op i gangen, da han nåede døren på venstre hånd. Han nøjedes med at kaste et hurtigt blik ind på værelset, der var indrettet som et noget trangt kontor. Så fortsatte han hen til soveværelset for enden af gangen.
Mægleren fulgte efter på afstand.
”Jeg kan give dig salgsopstillingen med, så du kan tænke over det,” pippede han til mandens ryg. Han ville have sagt De, som han plejede, men det virkede forkert.
”Ja, huset ligger jo helt uforstyrret her for enden af en blind vej. Det er virkelig en enestående beliggenhed. Og så er der altså en fantastisk udsigt til kornmarker fra stuen og begge værelser.”
Kunden sagde ingenting.
Og mægleren blev ved.
”Og … øh … du nåede ikke at se det før, men der er faktisk et bryggers ude bag køkkenet. Derfra kan man bogstavelig talt træde lige ud i naturen, for der ligger en lille skov omme bagved … eller måske ikke en skov … mere sådan et stykke jord, som har fået lov til at gro vildt.”
Ingen reaktion.
”Så her vil man helt sikkert kunne nyde synet af rådyr lige uden for vinduet.” Mægleren bed sig i læben. Han burde ikke bruge alle de floskler, men kunden gjorde ham usikker med sin tavshed. Og nu tvang den ham til at fortsætte.
”Måske så du, at der ligger en købmand nede på hjørnet?”
”Jah, det gjorde jeg da,” svarede kunden omsider, dog stadig uden at vende sig om. ”Og så vidt jeg kunne bedømme, ligger den kun et stenkast herfra?”
Fyren grinede. Han havde stillet sig op foran døren ind til soveværelset og fyldte den næsten ud. De store hænder ragede op over hans hoved og havde et fast greb i øverste dørkarm. Der stod han og betragtede rummet, mens han duvede frem og tilbage i døråbningen, som om nogen skubbede til ham.
Mægleren ville ønske, at manden i det mindste ville tage armene ned. Der lugtede ganske forfærdeligt af hans armsved i den trange gang. Men det var også, som om en svag lugt af cerutter fortsat trængte ud fra kontoret. Rengøringsdamerne havde ellers gjort deres bedste for at slippe af med den, havde de sagt. De havde sørme også gjort det pænt derinde, noterede han sig. Det kunne ikke have været helt let.
Omsider tog han sig sammen. Nu måtte han få afsluttet det her på en ordentlig måde.
”Det er såmænd en udmærket købmand, den dernede. Folk kører gerne en omvej for at handle der. Men ellers er der åbnet en stor brugs inde i Gadeby. Nu ved jeg ikke, hvor kendt du er i området, men Gadeby er den nærmeste større by. Der er alt, hvad man har brug for. Der er også en glimrende skole, hvis I har …”
Mægleren tøvede. De måtte være nogenlunde jævnaldrende. Manden måtte da mindst være fyldt tredive, men han virkede ikke som nogens far; egentlig heller ikke som nogens mand.
”Ja tak, stop bare,” brød kunden ham af, idet han trådte tilbage i gangen. ”Så er det vel badeværelset herude?” Han åbnede selv døren over for kontoret.
Lysebrune fliser med mørkebrun ornamentering fra gulv til loft, indmuret badekar og bruseniche, originalt toilet og muslingeformet håndvask. Blomstret bruseforhæng … sæbeskål, tandkrus. Blomstret alt muligt. Mægleren valgte at tie.
Fyren blev stående i døråbningen, udstødte et støn og trak hovedet til sig. ”Gem du bare din salgsopstilling. Jeg ser mig om efter noget andet.”
Han var formentlig ikke uvenlig, det var bare hans facon. Og nu ville han videre. Mægleren måtte trykke sig op mod en platte på væggen bag sig, da kunden maste sig forbi.
Det slog ham, at de endnu ikke havde haft øjenkontakt.
Først da mægleren vendte sig rundt for at forsikre sig om plattens tilstand, var der én, som søgte hans blik. En meget krøllet dame, som smilede diskret igennem et virvar af streger. Umiskendeligt Bjørn Wiinblads. Mægleren gengældte smilet, taknemmelig for den sort-hvide venlighed.
Det ville jo nok være bedst at få huset ryddet, tænkte han, da han få minutter senere smækkede hoveddøren efter dem. Han blev stående lidt på dørtrinnet. Bag ham gassede kunden op og forsvandt med et brøl i middagssolen.
Manden havde jo haft ret. Ingen ville bo i sådan en tidslomme.
Det ærgrede ham lidt, for han kunne godt lide huset, som det var. Hans søde mormor havde boet på samme måde med røvballegardiner og standur og det hele. Og med en dørhammer i mørk messing på hoveddøren. Præcis som denne.
Mægleren smilede til det bistre, lille løvehoved foran sig. Løven gabte om den ring, man skulle banke med. Han kunne pludselig ikke dy sig for at tage fat i ringen og slå et par gange med den. Den gjorde uventet modstand, som om løven bed tænderne sammen i trods.
Der var måske ikke så mange, som havde banket på her.
Ved siden af brevindkastet til venstre for døren stod en krukke med en udpint buksbom, som omsider havde fået vand. Forhåbentlig ville den komme sig. Plænen trængte også til en kærlig hånd. Og så var der den enorme hæk ind til naboen. Alt det måtte de få kigget på.
Før han satte sig ind i sin bil, rettede mægleren lidt på det Til salg-skilt, som han tidligere havde placeret op ad en forvokset dværgsyren. Om ikke andet så forhavens buske ud til at klare sig, de blomstrede endda overdådigt her i juni. Han så hen på en imponerende, lyserød dronningebusk, som en flok småfugle havde indtaget med al deres puslen og kvidren. Der var et liv uden lige.
Så kastede han et sidste blik på huset.
”De arme mennesker,” mumlede han.
Det var svært ikke at tænke på dem, når man gik rundt derinde. Især hende.
Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder.
Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.
Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds.
En gribende og usædvanlig fortælling om livet.
Ane Riel er tilbage med den gribende roman Urværk. En usædvanlig og foruroligende kærlighedshistorie.
Urværk af Ane Riel er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en afslutning på et langt liv.
Alma forbereder sig på at gå i stå sammen med sit bornholmerur, som har stået ved hendes side gennem flere årtiers sorger og glæder.
Men dag møder den ældre dame uventet en lille dreng, og det puster nyt liv i Alma.
LÆS OGSÅ: Prisvindende og skæve romaner. Her er rækkefølgen på Ane Riels bøger
Minderne om ægtemanden Otto florerer stadig. Også det, der skete med ham. Det er kun Alma, der kender sandheden, men det er ikke altid, at hun rent faktisk kan huske den.
Du kan købe Urværk online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 3. juni.
Start din læsning af Ane Riels Urværk, en gribende fortælling om tid og levet liv, herunder.
Ane Riel
Urværk
Almas vilje
Det gik. Alma kunne ikke længere høre bornholmerurets rolige takt, men hun kunne stadig fornemme den i hjertet. Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det. Det var ikke en tanke, som skræmte hende. Det var bare en vished, hun havde vænnet sig til. Der var så meget, hun havde vænnet sig til den forgangne vinter. Først og fremmest at være alene. Men også det gik, indtil videre.
At trække standuret op inde i stuen var det sidste, Alma foretog sig, inden hun skulle sove. Inden da gjorde hun sig klar til natten og trak med besvær i sin natkjole, mens hun sad på sengen. Når hun derpå forlod soveværelset og trådte ud i gangen, måtte hun støtte sig til væggene. Det var ikke et stort hus, hun boede i, og alligevel var der aftener, hvor gangen syntes meget lang og stuen kun som et spinkelt lys for enden af tunnelen. Ikke desto mindre værdsatte Alma sin aftenrutine. Alene det at have et mål var rart. Der var noget, hun skulle. Nogen, som ventede på hende.
Hvor langt der end var hen til uret, måtte hun altid passe på ikke at falde. Bentøjet var ikke, hvad det havde været, heller ikke ryggen, der krummede mere, end hun brød sig om. Det var værst om morgenen. Tilsyneladende rettede dagen hende delvist ud, indtil natten krøllede hende sammen igen.
Inde i stuen kunne Alma støtte sig til møblerne. Så snart hun havde sluppet væggen i gangen, var en spisebordsstol klar til at gribe hendes højre hånd med sit robuste rygparti. Fire forsigtige skridt senere greb en tung kommode hendes venstre. Møblerne ventede hende på deres sikre ben. Og for enden af en persisk løber, op ad stuens bageste væg, ventede det gamle bornholmerur.
Optræksnøglen hang i en rød garnsnor fra den nøgle, som sad i urkassens låge. De var vigtige, de nøgler.
Nøgler var adgange. Og udgange.
De to optrækshuller var placeret over for hinanden på urskiven, og for at komme til dem skulle Alma først åbne den glaslåge, som sad for. Endnu kunne hun lige nå derop, men meget krummere skulle hendes ryg så heller ikke blive. Hun støttede sig gerne til urkassen med sin frie hånd, når hun åbnede ind til skiven, og navnlig når hun bagefter stak optræksnøglen i det første hul og begyndte at dreje.
Engang havde det været ham, der gjorde det. År ud og år ind på nøjagtig samme tidspunkt hver aften.
”Fjorten!” plejede han at sige, når han var færdig med et hul.
Han talte altid omgangene, og der var altid fjorten.
Alma besværede sig ikke med at tælle. Hun drejede bare, indtil hun ikke kunne dreje mere.
Når hun var færdig, åbnede hun trælågen ind til den høje urkasse. Den bandt lidt, og der var egentlig ingen grund til at åbne den. Alligevel måtte Alma sikre sig, at lodderne nu også var hejst helt derop, hvor de skulle være, og at pendulet svingede trofast under dem.
Det gjaldt trods alt hendes liv.
Men det var ikke kun det. Hun måtte også se, at der i bunden af rummet befandt sig en gammel cigarkasse, og oven på den endnu en nøgle: en lille, flad nøgle til en kraftig hængelås. Et uskyldigt stykke metal, skulle man mene, og dog følte Alma et kortvarigt ubehag, hver gang hun fik øje på nøglen inde i mørket. Det hændte, at hun blev stående og stirrede på den et øjeblik, men hun lod den altid ligge.
Bagefter skubbede hun trælågen i med begge hænder, drejede nøglen i låsen og hængte optræksnøglen tilbage på sin plads. Aften efter aften drog hun nu den samme konklusion, som hun venligt delte med bornholmeren og resten af stuen:
”Ja, det var så den dag.”
Alma kunne dårligt høre, hvad hun selv sagde, men i det mindste kunne hun se. Hverken den ene eller den anden stær havde haft held med at slå sig ned i hendes øjne. Ikke en eneste brille havde hun haft behov for igennem et meget langt liv.
”De har et falkeblik, fru Sørensen,” havde nogen engang sagt, og falken havde tilsyneladende holdt stærene væk i alle de år. Hun var ikke længere klar over, hvor mange det drejede sig om.
Årene flød ind i hinanden. Uden nogen at tælle dem med var de intet andet end tid, som gik og gik på stedet.
*
Jo, se kunne Alma stadig. Af og til kunne hun også huske. Hun huskede, at hun engang havde siddet i en klit og peget på en prik i horisonten. En prik af en fiskekutter. Pigen havde ikke kunnet få øje på prikken.
Der var marehalm og sand omkring dem og en brusende lyd af hav, der blev brudt af skrig fra måger og legende børn. Med mellemrum strøg en lun vind hen over marehalmen og fik den til at dukke sig, mens tjavser af hår forstyrrede blikket og flyvske sandkorn nippede til anklerne.
Pigens ben var solbrune og silkeglatte ligesom fødderne. Tåneglene røde, hvor lakken ikke var slidt af; på de mindste tæer var der kun en plet tilbage. Tæerne krammede det varme sand med bløde bevægelser, som om de forsøgte at holde på det. Og til trods for at sandet var alt for fint til at blive fastholdt, fortsatte tæerne tålmodigt forsøget. De havde al tid i verden.
Almas fødder var der også. De var ældre og blegere, men ikke gamle, ikke grimme. Bare voksne. De hvide vriste forsvandt under en rem i et par sandaler, og på den anden side af læderet dukkede tæerne frem. Hendes egne tæer. Ti små stykker vippende velplejet perlemor i sommersolen.
De talte om lakken. Pigen ønskede sig perlemor på neglene næste gang. Ligesom den, Alma havde. ”Perlemor,” sagde hun med sin perlende, lyse stemme. Og ”mor”.
Alma sagde til pigen, at hun ville blive en fin, lille frøken.
Hun ville ønske, at hun kunne dreje hovedet og se barnets ansigt, hendes krop. Hele barnet. Men øjeblikket i klitterne var en film, eller et brudstykke af en film, som Alma ikke var herre over. Den afspillede sig selv ligesom et tilbagevendende mareridt, men uden maren på brystet. Helt uden brystet faktisk, og værst af alt uden ansigt. En beskåret lykke, optaget i en fjern tid et sted mellem himmel og marehalm.
Med bare nøgne tæer.
Der var en linje, som af og til dukkede op ud af ingenting i Almas tanker. Her står jeg hver aften på vristen, på vristen af venstre fod. Den havde nogen engang sunget for hende, og så havde hun leet, fordi det var fjollet. En helt forkert tekst til en kendt melodi. Hun kunne endnu huske melodistumpen, men den rigtige tekst lykkedes det hende aldrig at hente frem i hukommelsen, kun denne tossede linje med foden.
Hun forstod, at det var morsomt, men ikke længere hvorfor. Der manglede noget, en krop, en sammenhæng. Den alvor, som humoren var vokset ud af.
Alting var vokset ud af noget, også Alma. I en ramme på chatollet stod de som to små, farveløse skikkelser og falmede i deres stiveste puds. Hendes forældre. Alt for fine til at blive fastholdt på papir for tid og evighed. Efterhånden som kontrasten mellem det sorte og det hvide mistede sin kraft, forsvandt de sagtelig, hånd i hånd i en grå tåge. Nej, heller ikke hendes forældre var udødelige, hverken i livet eller i døden. Men de smilede til det sidste.
Når Alma betragtede sig selv i spejlet, kunne hun få øje på dem begge to. Hun havde en overflod af smilerynker. Det samme havde moderen i rammen haft, før tågen og tiden glattede dem ud. De så godt brugte ud, Almas smilerynker, især ved øjnene, og alene synet af dem kunne få hende til at smile til sit eget ældgamle spejlbillede. De mindede hende om, at hun havde leet.
Smil er ikke altid glæde, det vidste hun godt. Smil er også sorg, trøst. Men de er dog smil, tænkte hun, og i ethvert smil bor en varme. En lille lykke af noget, der er eller var eller kommer.
Der var noget trygt ved at vide, at man havde smilet.
Trods alt.
Erindringerne om pigen kom som regel i glimt – med barnet, men samtidig uden barnet: et glimt af den store mave, en barnevogn i haven i skyggen af en hybenrose, en lagkage med seks lys, en lille cykel. De to betjente i døren og deres sørgmodige, utilpasse blikke. Det gjorde dem ondt.
Kørt ned. Hun huskede ordet ”knust”.
Sænket ned. Den lille kiste.
Så forsvandt billederne igen, ligesom en drøm forsvinder, når man bevæger sig i sengen. Kun en følelse blev hængende tilbage et øjeblik, en tynd dis af sorg eller glæde, måske alle følelser på samme tid.
Jo, Alma havde engang haft en datter. Og i mange, mange år havde hun ikke haft nogen.
I den første tid efter ulykken havde hun let kunnet genkalde sig pigens klare stemme. Men med årene var den blevet spinkel, næsten uhørlig, som om den befandt sig i et rum langt væk, og afstanden til det rum blev større og større. Ansigtet, det levende og det knuste, ville slet ikke lade sig fremkalde, men skjulte sig skånsomt et sted i mørket inde i hende. Det var kun tæerne, som stak ud i lyset og lod sig se, milde og sorgløse med deres fine, røde lak. Eller resterne af den.
Der var ingen fotografier. Alma havde ledt og ledt, tænkt på dem gennem alle årene. Der havde engang været et album, det vidste hun, men han ville ikke fortælle, hvor det var. Det var for hendes skyld, havde han sagt. For at hun ikke hang fast i sorgen, det var ikke sundt. Og så en dag fortalte han, at billederne var gået tabt i ilden. Der havde været en brand for nogle år siden, i deres gamle hjem. Hun huskede soden og vandet. I guder, hvor havde der været meget vand.
”Alle de fine ting,” havde han hvisket. ”Alle de fine ting.” Han havde grædt, som hun kun havde set ham græde én gang før.
Det værste var, at navnet var borte. End ikke i sine klareste øjeblikke kunne Alma huske sin datters navn.
Det stod på stenen, selvfølgelig. I tidernes morgen havde de fundet stenen sammen, hånd i hånd. Nu vidste hun ikke engang, hvor hun skulle finde kirkegården.
*
Efter at hun havde trukket bornholmeren op, lagde Alma altid en hånd på urkassen og stod lidt sådan.
Hendes håndryg var et stille virvar af knogler, sener og blågrønne blodårer, der krøb hen over hinanden som blottede rødder fra et gammelt træ. Huden kun en gennemsigtig hinde, der lagde sig tæt og træt om det hele med små folder, hvor der var for meget af den.
Uret var kendetegnet ved en anden slags ro. Kassen var elfenbensfarvet med beskedne, forgyldte stafferinger, og selvom træet var endnu ældre end Almas hånd, var det kun mærket af tiden med diskrete afskalninger og undseelige furer.
Det var i det hele taget en køn, lille bornholmer med en slank, let skrånende figur. Foroven sad et rundt hoved, som var omkranset af gyldne guirlander og kronet med en lyre. En mild majestæt, havde Alma ofte tænkt om sit ur. Det havde altid forekommet hende, at det udstrålede en vis højtidelig alvor. Og alligevel var det, som om urskiven med alle sine rynker af romertal smilede lidt til de to visere, som kravlede hen over den med nøje tilpasset iver.
Der var skam liv i det gamle standur, men livet på facaden blev holdt oppe inde fra mørket af pendulets sindige logren, som igen var bestemt af optrækket. Og dermed af Almas vilje.
Uden hinanden levede de ikke.
Bornholmeren var et empireur af den type, man kaldte en kone. Der havde også engang været en mand, som var mere firkantet i det. Og en frøken. Begge var gået tabt.
Alma forlod aldrig konen, før hun havde klappet let på træværket og smilet op mod urskiven.
”Godnat med dig,” plejede hun at sige som det sidste.
Så vendte hun sig forsigtigt væk fra uret, lod sig gribe af kommoden, derpå af stoleryggen. Den bløde løber bar hende det sidste stykke gennem stuen.
Jo, det var en fin gammel kone, og den gik endnu.
Og endelig gik Alma i seng.
Hendes gamle bomuldsnatkjole var blevet for stor med årene, men hun fandt den stadig behageligere end så meget andet tøj. Der var dage, hvor hun aldrig kom ud af den. Også tøflerne holdt endnu. Hver aften stillede hun dem ved siden af sin seng. Og hver morgen ventede de på hende, lodne og lysebrune, som et par trofaste hunde.
Når det en dag blev tid til at sove stille ind, ville Alma gå i seng uden at trække bornholmeren op først.
Fremvisning
”Nå, for satan. De har været gamle, dem der boede her.”
Det var kundens første ord, da han trådte ind i entréen. Han havde arbejdstøj på: et par snavsede overalls over en forvasket T-shirt og dertil kraftige snøresko, som han burde tage af. I stedet nøjedes han med at lade sålerne strejfe måtten. Han trak en fæl lugt af armsved og smøreolie med sig indenfor.
Håndtrykket var fast, lige lovlig fast. Til gengæld flagrede blikket uroligt hen over konsolbordet, lampen, tæppet, garderoben og tapetet, som om det forsøgte at registrere alle detaljer i en fart.
Det eneste, det undlod at registrere, var tilsyneladende ejendomsmægleren.
”Dav igen.” Mægleren nikkede venligt til kundens profil og trak sin hånd til sig. ”Ja, det er rigtigt. Det var et ældre ægtepar, som boede her til sidst, og de overtog huset fra en ældre herre i sin tid. Det bærer indretningen selvfølgelig lidt præg af.”
Han smilede, så loyalt han kunne, mens han sagde det. Loyalt over for huset og dets tidligere beboere, men anerkendende i forhold til kundens dygtige observationer.
”Det må man sige,” mumlede manden. Han ignorerede døren lige fremme, som mægleren havde åbnet for ham, og trådte til venstre ud i køkkenet.
Linoleumsgulvet knirkede under den store fyr, særligt da han standsede ved komfuret. Det var et temmelig gammelt komfur, sikkert lige så gammelt som køleskabet ved siden af.
Kunden drejede omkring og så ud til at tage hele rummet i øjesyn i samme knagende bevægelse: de mørkebrune skuffer og skabslåger med dekorerede porcelænsknopper, den lysegrå laminatbordplade, tallerkenrækken og de blå vægfliser med stiliserede blomstermotiver. Nej, et tidssvarende køkken kunne man ikke kalde det, men det var nu ganske pænt i størrelsen.
”Ja, det er ganske pænt i størrelsen,” sagde mægleren.
Der var hele to køkkenvinduer med udsigt til forhaven og den beskedne villavej. Eller enden af den. Man skulle nok ikke regne med, at der skete så meget derude.
Mægleren kastede et hurtigt blik hen over køkkenvasken og ud på kundens bil. Den var plastret til med store klistermærker og havde vinger monteret bagpå, lignede noget fra en anden planet, som den holdt parkeret derude i stilheden, halvt skjult af en blomstrende rododendron. Alice Cooper Tour ’88, kunne han læse på siden af den. Live in et-eller-andet. Han anede ikke, hvem damen var.
”Der er mange muligheder med sådan et rum,” fortsatte han og flyttede igen sin opmærksomhed indenfor. ”Men først og fremmest er her en dejlig stemning, synes jeg.”
Nu lagde han an til at tale om spisepladsen henne ved det næste vindue. Hvem drømte ikke om sådan et hyggeligt hjørne med slagbænk og morgensol? Det var dét, han skulle få kunden til at fokusere på. Så kunne de fortsætte ud i bryggerset bagefter.
Mægleren bevægede sig hen til spisepladsen i et professionelt tempo, men da han vendte sig om for at rose den, havde kunden i mellemtiden bevæget sig ind igennem døren til stuen.
Han lod til at have travlt.
Det var også en meget spontan aftale, de havde lavet. Manden var kommet ind i forretningen og ville se huset med det samme, fordi det var billigt. Selv havde mægleren kun været forbi det en enkelt gang, efter at han havde fået sagen ind fra advokaten. For at vurdere ejendommen og kunne instruere rengøringsholdet naturligvis, men måske ikke mindst for at stille sin nysgerrighed. Der var trods alt blevet talt en del om dette hus. Eller om dem, rettere. Om ægteparret. Man talte jo.
”Ja, det er så stuen, vi træder ind i,” sagde han til kundens ryg, som om manden ikke selv kunne regne det ud. ”En fin, lille vinkelstue med en pragtfuld udsigt.”
Selv bagfra kunne han tydeligt aflæse misbilligelsen, ud fra den måde, fyren kastede hovedet lidt tilbage og gjorde sig tung på. Han havde sat hænderne i siden og så ikke ud, som om han havde til hensigt at gå videre. Høj, bred og muskuløs var han. Med en tatovering på den ene underarm.
Det var på alle måder en helt forkert kunde.
”Inventaret kan følge med, hvis der er interesse for det?”
”Ellers tak,” lød det prompte. ”Der er da ingen, der gider bo med sådan noget i dag. Alene gardinerne … se lige de røvballer!”
Ejendomsmægleren kastede pligtskyldigt et blik på stuens gardiner. Der var to brede vinduer ud mod baghaven og markerne i vest foruden et mindre i gavlen mod syd. Alle var forsynede med halvgennemsigtige blondegardiner, der var samlet med snore, så de hang i buer og lignede blege gopler. Nå ja, eller røvballer.
Han kom til at tænke på sin mormor.
Så tænkte han på damen, som havde boet der.
”Forresten, indkørslen derude,” fortsatte kunden. ”Den dur heller ikke. Der skal være en ordentlig garage.”
”Joh, men til så lav en pris kan man jo overveje …”
Kunden hørte ikke efter, og nu afbrød han mægleren.
”Det er da ellers smart, det gamle ur derhenne. Dur det?”
Han pegede på et standur, som var placeret op ad stuens bageste væg ved siden af det sydvendte vindue. Det var svært at se urskiven på grund af modlyset, men det lød da, som om det gik.
”Det vil jeg tro. Hvis du er interesseret, kan jeg måske …”
”Nej-nej, glem det, jeg skal sgu ikke have det.” Kunden grinede. Det var åbenbart en vittighed.
Mægleren fandt et eller andet smil frem, han ikke engang vidste, at han lå inde med. Det var dog spildt på manden, som var på vej i den modsatte retning af standuret. Han havde set nok af stuen og ville nu hen ad gangen til værelserne.
Ejendomsmægleren blev stående et øjeblik og tænkte, at han burde insistere på at vise kunden sofaarrangementet henne i vinklen, det var et udmærket hjørne. Deromme var der også udgang til terrassen og baghaven. Ja, og til redskabsskuret for den sags skyld, det burde han vel også vise frem. Men ærlig talt havde han ikke synderlig lyst til at vise fyren her mere end højst nødvendigt. Det ville formodentlig også være spild af begges tid.
Kunden stoppede op i gangen, da han nåede døren på venstre hånd. Han nøjedes med at kaste et hurtigt blik ind på værelset, der var indrettet som et noget trangt kontor. Så fortsatte han hen til soveværelset for enden af gangen.
Mægleren fulgte efter på afstand.
”Jeg kan give dig salgsopstillingen med, så du kan tænke over det,” pippede han til mandens ryg. Han ville have sagt De, som han plejede, men det virkede forkert.
”Ja, huset ligger jo helt uforstyrret her for enden af en blind vej. Det er virkelig en enestående beliggenhed. Og så er der altså en fantastisk udsigt til kornmarker fra stuen og begge værelser.”
Kunden sagde ingenting.
Og mægleren blev ved.
”Og … øh … du nåede ikke at se det før, men der er faktisk et bryggers ude bag køkkenet. Derfra kan man bogstavelig talt træde lige ud i naturen, for der ligger en lille skov omme bagved … eller måske ikke en skov … mere sådan et stykke jord, som har fået lov til at gro vildt.”
Ingen reaktion.
”Så her vil man helt sikkert kunne nyde synet af rådyr lige uden for vinduet.” Mægleren bed sig i læben. Han burde ikke bruge alle de floskler, men kunden gjorde ham usikker med sin tavshed. Og nu tvang den ham til at fortsætte.
”Måske så du, at der ligger en købmand nede på hjørnet?”
”Jah, det gjorde jeg da,” svarede kunden omsider, dog stadig uden at vende sig om. ”Og så vidt jeg kunne bedømme, ligger den kun et stenkast herfra?”
Fyren grinede. Han havde stillet sig op foran døren ind til soveværelset og fyldte den næsten ud. De store hænder ragede op over hans hoved og havde et fast greb i øverste dørkarm. Der stod han og betragtede rummet, mens han duvede frem og tilbage i døråbningen, som om nogen skubbede til ham.
Mægleren ville ønske, at manden i det mindste ville tage armene ned. Der lugtede ganske forfærdeligt af hans armsved i den trange gang. Men det var også, som om en svag lugt af cerutter fortsat trængte ud fra kontoret. Rengøringsdamerne havde ellers gjort deres bedste for at slippe af med den, havde de sagt. De havde sørme også gjort det pænt derinde, noterede han sig. Det kunne ikke have været helt let.
Omsider tog han sig sammen. Nu måtte han få afsluttet det her på en ordentlig måde.
”Det er såmænd en udmærket købmand, den dernede. Folk kører gerne en omvej for at handle der. Men ellers er der åbnet en stor brugs inde i Gadeby. Nu ved jeg ikke, hvor kendt du er i området, men Gadeby er den nærmeste større by. Der er alt, hvad man har brug for. Der er også en glimrende skole, hvis I har …”
Mægleren tøvede. De måtte være nogenlunde jævnaldrende. Manden måtte da mindst være fyldt tredive, men han virkede ikke som nogens far; egentlig heller ikke som nogens mand.
”Ja tak, stop bare,” brød kunden ham af, idet han trådte tilbage i gangen. ”Så er det vel badeværelset herude?” Han åbnede selv døren over for kontoret.
Lysebrune fliser med mørkebrun ornamentering fra gulv til loft, indmuret badekar og bruseniche, originalt toilet og muslingeformet håndvask. Blomstret bruseforhæng … sæbeskål, tandkrus. Blomstret alt muligt. Mægleren valgte at tie.
Fyren blev stående i døråbningen, udstødte et støn og trak hovedet til sig. ”Gem du bare din salgsopstilling. Jeg ser mig om efter noget andet.”
Han var formentlig ikke uvenlig, det var bare hans facon. Og nu ville han videre. Mægleren måtte trykke sig op mod en platte på væggen bag sig, da kunden maste sig forbi.
Det slog ham, at de endnu ikke havde haft øjenkontakt.
Først da mægleren vendte sig rundt for at forsikre sig om plattens tilstand, var der én, som søgte hans blik. En meget krøllet dame, som smilede diskret igennem et virvar af streger. Umiskendeligt Bjørn Wiinblads. Mægleren gengældte smilet, taknemmelig for den sort-hvide venlighed.
Det ville jo nok være bedst at få huset ryddet, tænkte han, da han få minutter senere smækkede hoveddøren efter dem. Han blev stående lidt på dørtrinnet. Bag ham gassede kunden op og forsvandt med et brøl i middagssolen.
Manden havde jo haft ret. Ingen ville bo i sådan en tidslomme.
Det ærgrede ham lidt, for han kunne godt lide huset, som det var. Hans søde mormor havde boet på samme måde med røvballegardiner og standur og det hele. Og med en dørhammer i mørk messing på hoveddøren. Præcis som denne.
Mægleren smilede til det bistre, lille løvehoved foran sig. Løven gabte om den ring, man skulle banke med. Han kunne pludselig ikke dy sig for at tage fat i ringen og slå et par gange med den. Den gjorde uventet modstand, som om løven bed tænderne sammen i trods.
Der var måske ikke så mange, som havde banket på her.
Ved siden af brevindkastet til venstre for døren stod en krukke med en udpint buksbom, som omsider havde fået vand. Forhåbentlig ville den komme sig. Plænen trængte også til en kærlig hånd. Og så var der den enorme hæk ind til naboen. Alt det måtte de få kigget på.
Før han satte sig ind i sin bil, rettede mægleren lidt på det Til salg-skilt, som han tidligere havde placeret op ad en forvokset dværgsyren. Om ikke andet så forhavens buske ud til at klare sig, de blomstrede endda overdådigt her i juni. Han så hen på en imponerende, lyserød dronningebusk, som en flok småfugle havde indtaget med al deres puslen og kvidren. Der var et liv uden lige.
Så kastede han et sidste blik på huset.
”De arme mennesker,” mumlede han.
Det var svært ikke at tænke på dem, når man gik rundt derinde. Især hende.
Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder.
Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.
Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds.
En gribende og usædvanlig fortælling om livet.
Du kan købe Urværk online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: