Fiktion

Deborah Harkness om pludselig forfattersucces, hekse og skrivevaner

Deborah Harkness om pludselig forfattersucces, hekse og skrivevaner

Den tredje bog i Deborah Harkness trilogi om heksen Diana Bishop og vampyren Matthew Clairmont, Livets bog, er netop udkommet på dansk. Dermed afsluttes en årelang saga om alkymi, magi, kærlighed og fortiden. Har du hang til fantasy, er bøgerne i trilogien lige noget for dig – med mindre du selvfølgelig allerede har læst dem.

Læs her et interview med Deborah Harkness om hendes fascination af alkymi, hendes yndlingskarakterer og det at gå fra at være akademiker til bedstsælgende fantasy-forfatter.


Den amerikanske forfatter Deborah Harkness er historiker, akademiker og underviser. Hun har forfattet flere akademiske værker, har tidligere haft en meget succesfuld blog om vin, og begyndte i 2006 på at skrive Heksenat – en bog om hekse, vampyrer og alkymi …

-> Vil du videre mere om Heksenat-trilogien? Læs med her.

Screen Shot 2016-06-20 at 10.27.27

Hvordan blev du interesseret i alkymi, magi og videnskab? Historisk set, hvordan betragter du forholdet mellem videnskab og religion eller mystik?

I college havde jeg en skøn underviser, som underviste i de emner. For at begynde kurset startede han med at spørge os: “Hvordan ved du, det du tror, du ved?” Jeg har brugt det sidste kvarte århundrede på at svare på det spørgsmål. Fordi verden er et mystisk sted og fordi vores forhold til det er ikke altid klart, har folk så ofte vendt sig mod videnskab, tro og magi for at finde svar. Det hjælper folk med at finde svar på spørgsmål som Hvem er jeg? og Hvorfor er jeg her?

Du har skrevet to akademiske bøger, som er blevet godt modtaget. Hvad inspirerede dig til at skrive en roman?

Det er ret svært ikke at opdage, hvor populær fascinationen af hekse, vampyrer og andre ting, der rumsterer om natten er. Men vi er ikke de første, der er fascineret af de væsener. I dag forestiller vi os tit, at de hører til i fantastiske, fremmede verdener, men de kulturer, jeg har studeret troede på, at den slags magiske væsener levede side om side med os i denne verden. Så jeg begyndte at spekulere over, at hvis der findes vampyrer og hekse, hvad laver de så i dagligdagen – og hvilke mærkelige løgne opdigter menneskerne for at bortforklare deres eksistens? Heksenat begyndte med mit svar på de spørgsmål, imens jeg forestillede mig vores moderne verden og levevis set gennem middelalderens øjne.

I den akademiske verden bliver et oplag på 5.000 bøger betragtet som meget. Havde du nogensinde drømt om, at du en dag ville blive en #1 New York Times bedst-sælgende forfatter med millioner af bøger i print over hele verden? Hvordan har din succes påvirket din akademiske karriere?

Øhm, nej. Forresten tror jeg, min første akademiske bog blev trykt i et oplag på 750 bøger. Seriøst, hvem kunne forestille sig, hvad der ville følge? Jeg håbede, håbede, at nogen ville udgive min trilogi, så jeg fik en undskyldning for at skrive videre på historien. Men jeg havde aldrig troet, at folk ville læse dem i Kroatien og Japan. Den sværeste ting at forene mellem min akademiske karriere og min forfatterkarriere er skemaerne. Akademiske skemaer er planlagt i lang tid i forvejen, hvorimod forlagsskemaer ændrer sig hele tiden. Så det sværeste for mig er at sige nej til ting, som jeg ville elske at deltage i – både i min akademiske karriere og i forhold til at møde mine læsere – fordi jeg ikke kan være på to steder på samme tid.

Hvad er den mest overraskende kommentar, du har fået fra en fan? 

“Din bog gjorde mig til en læser.” Sikke et mod, at påbegynde en bog på over 500 sider, når man ikke elsker at læse! Men jeg er glad for, vedkommende tog den chance.

Da du først begyndte at skrive på Heksenat-trilogien, var du også ved at skrive om vin på din prisvindende vinblog og samtidig underviste du også på USC. Hvordan fandt du tiden til at skrive en roman? Hvilket råd vil du give til andre forfatterspirer?

Hver eneste roman der nogensinde er blevet skrevet, blev skrevet et ord af gangen, en side af gangen. Det er sådan, jeg skrev Heksenat – og faktisk alle bøgerne i trilogien. Efterhånden som tiden gik, og mit liv blev lidt mere kompliceret, blev jeg nødt til at fravælge noget. Jeg har ikke blogget om vin i årevis, selvom jeg gerne vil genoptage det en dag. Mit råd til forfatterspirer er simpelthen bare at gøre skrivningen til en del af hverdagen, ligesom at trække vejr. Lad være med at gå i panik og lad være med at skrive en hel roman på én gang. Skriv i stedet et ord af gangen. En side af gangen. Det er sådan, jeg gjorde det.

I Livets bog binder du en meget elegant sløjfe på alle de mysterier, du introducerede i Heksenat. Havde du hele plotlinje på din femtenhundrede siders lange saga skitseret fra begyndelsen? 

Groft sagt, ja. Nogle af karaktererne overraskede mig undervejs med at dukke op og forsvinde, når de havde lyst, så jeg blev nødt til at finjustere nogle detaljer, men jeg kendte hele tiden romanens grundstruktur. Den svære del var ikke at afsløre for meget for hurtigt.

I Heksenat fremstår hovedpersonen Diana som en meget tiltalende heltinde – hun er målbevidst, dygtig og alligevel i stand til at se sine egne svagheder. På hvilken måde, hvis nogen, er Diana en refleksion af dine egne oplevelser eller personlighed? 

Der er nogle ligheder – Diana er også en videnskabelig historiker, hun er også interesseret i alkymiens historie, og vi deler nogle interesser (blandt andet madprogrammer i TV, te og roning). I virkeligheden har alle karaktererne i mine bøger et element af mig i sig. Jeg tror, det er sådan, forfattere skaber fiktive mennesker, som på en eller anden måde føles ægte. Resten af Dianas karakter består af kvaliteter og egenskaber, jeg beundrer i andre, ren ønsketænkning og den måde, jeg færdiggør følgende sætning på: “Ville det ikke være skønt, hvis en heltinde i en bog var …”

Hvem – udover Matthew og Diana – er dine yndlingskarakterer fra bogserien? Tænker du stadig på dine karakterer, og på hvor de mon befinder sig nu? 

Philippe er min yndlingskarakter. På mange måde er han den centrale karakter i hele trilogien. Men jeg elsker virkelig alle mine karakterer, pånær Benjamin Fox.

J. K. Rowling har, meget tydeligt, givet udtryk for at fortryde, at Hermione gifter sig med Ron i stedet for Harry. Er der noget i din bogserie, du ville ønske, du havde løst på en anden måde?

Virkelig? Jeg synes, Hermione og Ron er helt perfekte for hinanden! Der er en karakter, jeg ville ønske ikke skulle dø i mine bøger. Men der var ingen anden måde at skrive bogen på, og jeg ville ikke ændre det nu, selv hvis jeg kunne.


Livets bog af Deborah Harkness

Screen Shot 2016-05-24 at 12.13.13

Livets bog er den længe ventede afslutning på Heksenat-trilogien, der følger heksen Diana Bishop og vampyren Matthew Clairmont gennem had, kærlighed, tidsrejser og eventyr på en jagt efter et uhyre sjældent, alkymistisk manuskript Ashmole 782.

-> Køb Livets bog som e-bog eller lydbog, og nyd en gratis læseprøve her.

heksenat nattens skygge

Har du læst de to andre bøger i serien? Find Heksenat her og Nattens skygge som e-bog her.