CarlsenPuls Val Emmich Young Adult-romaner

Vi går imod strømmen. En bog om at vise, hvem du virkelig er. Læs et uddrag af YA-bestselleren her

Vi går imod strømmen Val Emmich

Val Emmich har skrevet Vi går imod strømmen, hvor du møder Tegan og Mac. De er hinandens modsætninger, men mødes under en snestorm, da de begge søger tilflugt på Thomas Edison-museet. Tyvstart din læsning her.


Vi går imod strømmen er en stærk bog om at turde lægge facaden, blotte sig for andre og vise, hvem man virkelig er. Da Tegan og Mac søger tilflugt samme sted under en snestorm, bliver de tvunget til at åbne sig op for hinanden.

LÆS OGSÅ: Skønne YA-bøger, der giver dig all-the-feels

Tegan er født med en deform venstrehånd, og har som forsvarsmekanisme lært at krybe langs væggene. Hun er stille og begavet. Helt modsat er Mac Durant skolens ukronede konge, men heller ikke i hans liv, er tingene helt så lykkelige, som de ser ud.

Tegan er ikke så stille, som man tror, og hun bærer på en altoverskyggende hemmelighed, som involverer Mac.

Smuglæs i Vi går imod strømmen herunder.

Du kan købe Vi går imod strømmen online, eller i din nærmeste boghandel.





Vi går imod strømmen

Val Emmich



KAPITEL 1


Kl. 17:52

Jeg sidder sammenkrummet på museets hårde gulv og venter på, at jeg skal holde op med at ryste, mens den radiator, jeg sidder med ryggen op ad, langsomt bliver varmere.

Det skakternede gulv, jeg sidder på, har slået revner hist og her, og påmindelsen om, at alt begynder med at være nyt og nærmest perfekt, men ender med at slå revner hist og her, får det også til at slå revner hist og her i mig.

Jeg er omgivet af hundredvis af ansigter, alle sammen i sort-hvid, og langt de fleste af dem tilhørende æresborgeren, opfinderen, som engang forvandlede denne perifere plet i New Jersey til et sted, som folk kom valfartende til fra hele verden, og senere fik hele byen opkaldt efter sig.

Udstillet sammen med de mange fotografier af Thomas Edison er også fungerende modeller af hans mange opfindelser. Glødepærer. Lydaggregater. Telefonapparater. En halv snes af de fire hundrede patenter, som blev udviklet i Menlo Park, pryder væggen. I et glasbur ses en model af det laboratorium, der engang lå her på stedet. Det er alt sammen klemt sammen i to rum, der tilsammen ikke er større end vores dagligstue.

Men det er bedre end vores stue. Lige nu vil jeg gerne være så langt hjemmefra som muligt. Jeg ville bare ønske, jeg havde taget et par ting med, da jeg stormede ud tidligere. Primært min telefon. En jakke ville også have været en god idé.

Jeg formulerer en e-mail i hovedet til min far: Hun er så irriterende. Jeg mener det. Hun har ødelagt alt. Vær sød ikke at holde med hende denne gang. Det er det sidste, jeg brug for. Jeg kan lige forestille mig hans svar: Mor gør det, så godt hun kan. Jeg lover, at jeg ikke holder med hende. Ja, hun kan være irriterende. Det kan vi alle til tider.

Jeg trækker knæene op og lader ansigtet synke ned i den hule, jeg har lavet mellem dem og mit bryst. Jeg sidder lige så stille og ryster – i et minut, en time.

En velkendt biplyd river mig tilbage til nuet. Alle, som arbejder her, kender den enerverende lyd. Den fjerner vores opmærksomhed fra, hvad vi nu ellers laver, og fortæller os, at nogen er kommet ind på museet.

Jeg har glemt at låse døren.

Måske er mor løbet efter mig i snevejret. Det kan ikke være Charlie; han er allerede taget af sted til sin koncert og gik glip af det store drama derhjemme. Hvis det er mor, er jeg trængt godt op i en krog. Thomas Edison-museet kan prale af mange ting, men plads er ikke en af dem. Der er et lokale ud mod gaden, et lokale ud mod gården (der hvor jeg sidder nu), et toilet og et lillebitte kosteskab. En bagudgang fører ud til et skur og Edison-tårnet, men den bipper også, når man åbner den.

“Hallo?” siger en stemme, som helt sikkert ikke er min mors.

Jeg sidder musestille og håber, at stemmen og dens ejermand har tænkt sig at forsvinde lige så hurtigt igen.

En skygge vokser i gangen og falder ind i det bagerste lokale. Den står stille, og jeg kigger op. En hætteklædt skikkelse tårner sig op over mig. Der drysser sne på gulvet, da hætten bliver trukket tilbage.

Jeg kender ham, han går på andet år i high school ligesom mig. Hans navn er Mac Durant. Mac Durant, som i nævn alle de attraktive attributter, du kan komme i tanke om – flot, klog, charmerende, populær, god til sport, for god til at være sand-hjerteknuserkliché fra en hvilken som helst teenageromanceserie – og så endda med det absurd passende navn, Mac Durant. Hvad fanden laver han her?

Jeg ligner noget, der er løgn. Jeg er indbegrebet af fedtet hår. Jeg er en forvasket sweatshirt. Jeg er udtjente leggings og to forskellige sokker. Ikke fordi jeg er supermeget oppe at køre over mit udseende selv på de dage, hvor jeg gør en indsats og rent faktisk forventer at blive set, men det look, jeg har kørende lige nu, inklusive røde og ophovnede øjne, er tragisk på et helt andet niveau.

Jeg tørrer mig i ansigtet med ærmet og gør mit bedste for at virke psykisk stabil. Hans enorme, gyldenbrune øjne er fulde af forvirring. Han prøver sikkert at komme i tanke om, hvad jeg hedder. Hvem er den pige, som jeg går forbi hver dag, men aldrig har noget at gøre med? Og hvorfor sidder hun sammenkrummet på det her beskidte og revnede gulv og ryster?

“Jeg skal låne din telefon,” siger Mac Durant. “Det er et nødstilfælde.”

Det er ikke de ord, jeg forventede at høre, eller det toneleje, jeg var forberedt på at høre dem i. At høre uro og bekymring fra en, der ellers mest er kendt for at ose af selvtillid, gør mig endnu mere nervøs.

Museet er lukket, har jeg lyst til at sige. Han må ikke være her, og det må jeg egentlig heller ikke.

“Så er du sød?” siger Mac, høfligt men desperat.

Min højre hånd løfter sig, og mine fingre peger. Han vender sig om i en fart og trækker sin skygge efter sig. Jeg rejser mig og stiller mig ud i mellemgangen som en spion på et gadehjørne. Han rækker ud efter den gamle telefon, men løfter ikke røret. Så er det, jeg får øje på blodet på hans hånd.

Han løfter blikket og får øje på mig.

“Du gør det,” siger han.

Jeg kæmper for at få en lyd frem.

Han løfter røret. “Du skal ringe for mig. Jeg skal nok fortælle dig, hvad du skal sige.”

Der er intet som helst ondsindet i hans blik, kun hastværk.

Jeg ser hans blodige hånd trykke tre cifre. Enhver opringning, der kan klares med kun tre tal, er en opringning, som jeg ikke ønsker at have noget med at gøre.

Jeg er på nippet til at fortælle ham om mit nye og endnu ikke nedskrevne princip, men han trygler mig med utålmodige håndbevægelser og ved at bruge mit navn.“Tegan,” siger han. Det, at han siger mit navn, ved, hvad jeg hedder – det er alt for meget.

Jeg lader ham række mig røret.

En fjern stemme: “Alarmcentralen. Hvilken hjælp har De brug for?” Mac gør tegn til, at jeg skal sætte røret for øret. Som om han skal lære mig at bruge et apparat, jeg aldrig før har set, som om jeg er tilbage i Edisons tid. Sådan her gør man, når man taler i telefon: Hun skal sætte toppen af røret til øret og bunden af røret for munden og tale ind i det.

Men hvad skal hun sige?

“Jeg vil gerne anmelde noget,” hvisker Mac som en instruks til, hvad jeg skal sige til den vagthavende i den anden ende.

Jeg kan ikke. Jeg er stum. Han bønfalder mig med sine store øjne, og så hører jeg mig selv gentage ham ordret: “Jeg vil gerne anmelde noget.” Macs blik er fuldt af smerte, da han fodrer mig med min næste replik. “Der er en mand i en garage.” “Der er en mand …” siger jeg. “I en garage,” siger Mac.

“I en garage.”

“Hans bil kører i tomgang. Inde i garagen.”

“Hans bil kører i tomgang inde i garagen,” gentager jeg.

“Jeg tror måske, han er ude på at gøre sig selv fortræd,” siger Mac. Jeg tøver. Mac nikker. Det er okay. Det er alt sammen okay. Hans øjne giver mig et løfte: Vi er sammen om det her.

“Måske er han ude på at gøre sig selv fortræd,” siger jeg til den vagthavende.

Mac giver mig to opadvendte tommelfingre. Jeg fjerner røret fra munden og siger til Mac, at den vagthavende spørger om en adresse.

“Anchorage Road nummer otteogfirs,” siger Mac.

Jeg giver adressen videre til den vagthavende, og først bagefter synker informationen ind. Mac bor på Anchorage, i gåafstand herfra, i den modsatte retning af mig. Museet ligger nogenlunde midt imellem, hvor vi bor.

Den vagthavende spørger om mit navn. Mac hører det og mimer lydløst, at jeg skal lægge på. Jeg tøver. Han tager røret og lægger på for mig.

Museet ligger tyst og stille hen.

Jeg ser hans blodige hånd holde om røret. Han stikker den i jakkelommen.

Mac Durant tager en dyb indånding, løfter skuldrene og puster ud. Alle de spændinger, han kom ind på museet med, siver ud af kroppen på ham. En forvandling. Han er den dreng, jeg altid har betragtet på afstand, bekymringsfrie smilehuller, gyldenbrune hundeøjne, coolness i metermål, og han ser på mig, mig, og siger det mest naturlige ord i den mest unaturlige situation:

“Tak.”


Kl. 18:39

Telefonen står tavs mellem os. Vi stirrer på den, som var den et lig, der er blevet smidt i grøften. Jeg kæmper med erkendelsen af, at jeg lige har været delagtig i noget stort uden at ane, hvad det gik ud på.

Mac giver sig til at forklare: “Det var vildt mærkeligt. Jeg kom bare gående og fik øje på ham. Han sad i sin bil inde i sin garage.”

Jeg venter på resten af historien, men han smiler bare, som om han lige så godt kunne sige: Det var da meget sjovt. Hvad skal vi nu finde på? Stop. Efter det, han lige har fået mig til at gøre, har jeg krav på en ordentlig forklaring. Hvor kom han gående? I en snestorm? Hvad fik ham til at tro, at fyren var ude på at gøre sig selv fortræd? Burde garageporten så ikke have været lukket? Og hvordan kunne Mac så se ham? Og desuden, hvis han ikke var ret langt hjemmefra på sin egen vej, hvorfor gik han så ikke hjem og ringede? Og, nå ja, hvad er der sket med hans hånd?

Bare ærgerligt, at jeg ikke kan sige noget af det højt. Sådan fungerer det ikke. Hvis jeg siger noget, forbryder jeg mig mod naturlovene i vores fælles univers, hvor han gennemtvinger sin vilje, og jeg adlyder tavst.

Min forundring bliver kun større, da Mac stikker den anden hånd i jakkelommen og tænder for sin telefon. Hans telefon! Den, han kunne have brugt til selv at ringe efter hjælp.

Det kan jeg ikke bare lade passere. Univers eller ej. “Fed telefon,” udbryder jeg.

Han gransker sin telefon for at finde ud af, hvad der skulle være specielt fedt ved den. “Tak,” siger han og ser på mig, som om det er mig, der er noget galt med.

Han stikker telefonen i lommen igen og ser sig omkring i lokalet. “Faktisk har jeg aldrig været herinde. Jeg er gået forbi ude på gaden en million gange, men …”

Han slentrer rundt nu, og selv i en krisesituation er han værd at se på: posede lærredsbukser, hvide sneakers og en tyk vinterdynejakke med kunstpels på hætten. Han går hen til den buste af Thomas Edison, som er det første, alle besøgende møder, når de kommer ind på museet. Troldmanden fra Menlo Park, bliver han kaldt. Edison, ikke Mac Durant. Selvom navnet helt ærligt passer lige godt til dem begge.

“Nå, sådan ser han ud,” siger Mac så henkastet, som det overhovedet kan lade sig gøre. “Manden. Myten. Legenden.”

“Myten,” siger jeg og bliver overrasket over mit eget tonefald. Mac blærer sig med sine dybe smilehuller. “Du er ikke fan?”

Jeg trækker på skuldrene. Ligesom min far var jeg engang begejstret for Edison, men i dag synes jeg, han er rimelig overvurderet.

Og hvad er det for øvrigt, vi taler om her? Hvorfor smiler Mac, som om det skulle være morsomt? Jeg både skælver af frygt over den fremmedartede tiltrækning i situationen og væmmes indvendigt over dens absurde forudsigelighed. Er jeg i reel fare, eller sidder jeg bare håbløst fast i det samme utrættelige high school-realityshow, som jeg gennemlever hver eneste dag?

For på en måde er det bare så typisk for en fyr som Mac Durant at komme brasende ind, som om han ejer stedet, mens samtlige døre på guds legeplads åbner sig for ham, og enhver pige, som han allernådigst lader sit gyldne blik falde på, føjer hans mindste vink og endda gør sig til hans medskyldige i noget kriminelt. Og hvad så nu? Hænger vi bare ud og får os en uskyldig sludder?

Jeg ser ned på gulvet. Midt i det skakternede mønster er der kommet nogle skønhedspletter: røde dråber. Jeg følger deres bane op til Macs hånd, som han lige har rørt ved Edison-busten med.

“Nej,” siger jeg.

“Hvad nu?”

“Nej, nej, nej.”

“Er der noget galt?”

Jeg peger: Thomas Edison har fået blodtud. “Pis,” siger Mac. “Min fejl.”

Jeg løber ud efter papirhåndklæder og rengøringsspray. Jeg tørrer op på gulvet og tager mig af mr. Edison, mens Mac forsøger at sætte prop i sit kødsår. Det er han ikke særlig god til.

Jeg finder førstehjælpskassen frem under billetskranken. Jeg har kun set den være i brug en enkelt gang (i forbindelse med et bistik). Bedømt ud fra plastrenes gullige skær kan det ikke udelukkes, at kassen er endnu ældre end udstillingsgenstandene omkring den.

Jeg lægger kassen op på skranken, åbner låget og sukker teatralsk. “Kom her,” siger jeg.

Mac kommer hen til glasdisken med sin hånd. Montren er fuld af Thomas Edison-merchandise. Glødepærenøgleringe. Glødepæreklemmebolde. Glødepærenotesblokke. Glødepæreglødepærer. Genivand koster en dollar – et fund til prisen. Der står et Edison-nikkehoved på disken. Mac prikker til det, og hovedet nikker ja, ja, ja, ja, ja.

Jeg gestikulerer ned mod Macs hånd. Han virker usikker. Også nu er det svært at kapere, hvad jeg ser: Han, som tilsyneladende altid svæver vægtløst, mens vi andre går på to ben, står som limet til jorden. Og det skyldes hverken arrogance eller dovenskab. Han tør simpelthen ikke.

Jeg kender følelsen bedre end nogen anden; man er aldrig mere sårbar, end når man blotter sin hånd.

“Normalt ville jeg lade dig bløde, lige så tosset du vil,” siger jeg. “Men det passer mig ikke så godt lige nu.”

Han griner skævt. Det er et smil, der kan spalte atomer.

Han åbner hånden og lægger den fladt på disken.

Jeg stikker mine egne hænder, dem begge to, ned i førstehjælpskassen og hiver ting op af den. Gazebind, saks, salve. Først sårrens. Jeg væder en vatrondel og trykker den våde side mod Macs hånd. Han krymper sig.

“Det her svier nok lidt,” advarer jeg.

“Jeg tror, det er meningen, man skal sige det, før man gør det.” Fair nok.

Jeg dupper det blå og lilla mærke, hans hudafskrabning. Virkeligheden siver ind. Tanken om, hvad jeg laver og med hvem. Hvad med min ånde? Mit hår? Mine øjenbryn? Ikke at det gør nogen forskel. Når folk ser på mig, er det som regel noget andet, de kigger på. På disken er der fire hænder, og en af dem er helt klart ikke som de andre. Jeg har kun to fingre på min venstre hånd. Mac stirrer garanteret på den. For at afprøve min teori trækker jeg min venstre hånd væk fra fokuspunktet og tjekker, om hans blik følger med. Det gør det.

Jeg fjerner hånden helt, og han tager sig selv i at stirre og forsøger at opføre sig naturligt. I det mindste siger han ikke undskyld. Det er det værste – når folk siger undskyld, som om de er kommet brasende ind, mens man ikke havde tøj på, og har set noget, som burde være gemt væk.

Jeg tager en tube salve. “Smør det her på dig selv,” siger jeg og opdager for sent, hvordan det lød. Jeg klemmer, og tuben prutter salve ud i hans raske hånd. Ikke spor akavet. Nu er det mig, der forsøger at opføre mig naturligt. “God fornøjelse,” siger jeg.

Han ler stille og smører salve på såret i et tyndt, gennemsigtigt og glinsende lag, så hans hud bliver glat. Han smører det ud over hele det ømme sted, masserer blidt med fingrene. Hvad end det er, der foregår her, så burde det foregå i enrum.

Mac tager hånden op til næsen og snuser. Så stikker han den frem mod mig. “Lugt lige til det her.”

“Nej,” siger jeg og læner mig bagud.

“Kan sådan noget blive for gammelt?”

Jeg tjekker den fladklemte og krakelerede tube. “Udløbsdatoen hedder 2003.”

Han snuser igen til sine fingre, og det giver et ryk i ham.

Jeg bliver overvældet af nysgerrighed. “Okay, så lad mig lugte engang.”

Han rækker hånden frem. Jeg kan helt klart lugte noget. Det er ikke indbildning fra hans side. Jeg lugter til tuben for at se, om det er den samme lugt, men salven er stort set duftfri.

“Jeg tror, det er dig,” siger jeg. “Det er dit blod.”

“Mit blod? Hvad mener du?”

“Du har ondt blod.”

“Mit blod er ikke ondt,” siger han selvsikkert.

“Jeg mener på grund af det slemme, der er sket med din hånd.” Han ser ned på sin hånd, og hans atomare smil er blevet afvæbnet.

Jeg må have sagt noget forkert. Imens kigger hans stakkels sår bare op uden forbinding.

“Vi må hellere dække det,” siger jeg.

Jeg giver mig til at vikle gazebind om den. Det betyder, at min venstre hånd er nødt til at komme i spil igen. Tilbage på bordet med den. Mens jeg forbinder ham, rundt og rundt, vender min frustration tilbage. Jeg har spørgsmål, og han har svar, og i stedet for at komme frit frem og stille dem bliver jeg ved med at cirkle rundt og rundt i kujonagtig uvidenhed.

Det er ikke sikkert, jeg nogensinde igen vil få chancen for at bryde den evige cyklus.

Så jeg stiller mit spørgsmål: “Hvad skete der?” Han lukker øjnene.

Lad mig gætte engang. Han huggede brænde. Reddede en kat ned fra et træ. Skovlede sne for en gammel dame.

“Jeg smadrede en mursten,” siger Mac og skræller fuldstændig det voldelige element af noget, der lyder som en voldelig handling, som om der ikke havde været andet at gøre.

Jeg forsøger at se det for mig, murstenen, som bliver smadret, og at det er Mac, som gør det, men det er en video, som ikke vil loade. Jeg kan ikke forestille mig det – at denne totalt beherskede person skulle tabe fatningen.

Til gengæld ser jeg, hvordan Mac har det med det, der er sket: en mudret pøl af skam og anger og noget, der minder om stolthed.

Han kigger op igen og afventer min reaktion.

“Tja,” siger jeg efter at have tænkt det igennem.“Din hånd er stadig pænere end min.”

Jeg smiler ad min egen vittighed, så han med god samvittighed kan gøre det samme.



Val Emmich: Vi går imod strømmen

Tegan er en begavet og stille pige, som har lært at holde sig i baggrunden af livet. Hun er født med en deform venstrehånd, og har derfor altid holdt sig lidt i kulissen.

En stormfuld aften, efter et stort skænderi med sin mor, søger Tegan tilflugt på Thomas Edison-museet. Pludselig går døren op, og ind træder Mac Durant, klassekammerat og skolens ukronede konge.

Begges facader krakelerer, og det viser sig, at Mac ikke er lige så lykkelig, som det ser ud udadtil, og at Tegan ikke er lige så stille, som Mac troede. Derudover bærer Tegan rundt på en stor hemmelighed, der involverer Mac…

Du kan købe Vi går imod strømmen online, eller i din nærmeste boghandel.

Se bogtraileren


Læs også

Kære Evan Hansen

YA, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, kære evan hansen, deaer evan hansen, Steven Levinson, Benj Passek og Justin Paul, Val Elmich.

Evan har altid følt sig alene. Men da hans brev til sig selv havner i de forkerte hænder, bliver han pludselig trukket ind i en families sorg over tabet af deres søn, åbner nye muligheder sig. Pludselig har den angstramte Evan et nyt formål.

Han er selvsikker, og han går viralt. Alle dage er fantastiske. Indtil alt truer med at falde sammen, og han bliver konfronteret med sin værste fjende: Sig selv.

En hvid løgn fører til store sandheder i denne varme coming-of-age-fortælling om sorg, autenticitet og kampen for at høre til i en tid med hurtige forbindelser og dyb isolation.

Du kan købe Kære Evan Hansen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Se bogtraileren


Om forfatteren

Val Emmich (f. 1979) er en amerikansk forfatter, musiker og skuespiller. Han debuterede som forfatter med romanen Fordele og ulemper ved at huske i 2017. Kære Evan Hansen er hans første YA-roman.

Som skuespiller har han bl.a. medvirket i HBO-serien Vinyl og i komedie-serien Ugly Betty.