Camilla Grebe Krimi Populære krimier Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Velkommen til evigheden. Ny, intens krimi af megastjernen Camilla Grebe. Tyvstart din læsning her

Velkommen til evigheden header

I Velkommen til evigheden af Camilla Grebe står en (i hvert fald på overfladen) kærlig mor anklaget for et brutalt mord. Men hvad er sandheden? Smuglæs i bogen herunder.


Det ser så pænt ud på overfladen i Velkommen til evigheden. Lykke Andersen er forlagsredaktør og gift med en kendt bestsellerforfatter, sammen har de tvillingerne David og Harry. Alt er godt. Men en dag står Lykke pludselig anklaget for et brutalt mord.

Se trailer til Velkommen til Evigheden


Svaret på mordgåden skal findes otte år tidligere, da de 17-årige tvillingesønners fælles bedsteveninde bliver fundet død på familiens sommersted Evigheden. 

LÆS OGSÅ: Hun forlod direktørjob for at blive krimiforfatter. Kom tæt på prisvindende Camilla Grebe

Velkommen til evigheden er sjette, selvstændige roman i krimiserien Den mørke side af den anmelderroste og prisvindende svenske krimiforfatter Camilla Grebe, der er en af Sveriges største krimistjerner.

Læs et uddrag af Velkommen til evigheden herunder.

Du kan købe Velkommen til Evigheden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 2 september.




Velkommen til evigheden

Camille Grebe

Kapitel 1: Lykke – Nutid

Det ligner et hvilket som helst hospital, selv om vi befinder os på den retsmedicinske afdeling på Karolinska: hvidmalede vægge, blanke linoleumsgulve og et vindue, der vender ud mod en parkeringsplads med tilsyneladende endeløse rækker af biler. Op mod den ene væg står der en briks beklædt med blåt plast, der stadig glimter af fugt efter at være blevet rengjort. Bag et skrivebord i birkefinér sidder en kraftig kvinde i trediveårsalderen. Hun er klædt i grønt hospitalstøj og taler hurtigt og lavmælt i sin mobil.

Politibetjenten, som har fulgt mig ind i undersøgelsesrummet, slipper min arm, og den grønklædte kvinde sender os et hastigt blik.

”Jeg må løbe,” mumler hun. ”Jeg har en levende nu.”

Derefter lægger hun telefonen ved siden af computeren og siger: ”Lykke Andersen?”

Jeg nikker.

Hun vender sig mod betjenten.

”Du kan tage håndjernene af hende.”

Betjenten, der ser ud til at være på min egen alder, et sted mellem fyrre og halvtreds, tager et sæt nøgler frem. Det rasler, da metalkæberne slipper deres greb om mine håndled, og jeg gnider dem automatisk.

Kvinden ved skrivebordet ser op på mig.

”Lad venligst være med at gøre det der,” siger hun og samler sit lange, lysblonde hår i en knold i nakken. ”Du må helst ikke røre ved noget.” Hun rejser sig op og lader blikket glide ned over mig. Jeg må se forfærdelig ud: håret i filtrede lokker, tøj og hænder tilsølet af blod.

Men hvis hun er chokeret, viser hun det ikke. I stedet siger hun: ”Jeg hedder Ylva Berggren og er retslæge. Jeg skal undersøge dig og sikre eventuelle beviser på din krop og dit tøj.”

Hun er ikke kraftig, det ser jeg nu. Hun er gravid. Hun ser sikkert frem til at møde det lille liv, der vokser i hendes mave. Hun er sikkert fuld af forhåbninger og drømme om fremtiden.

Jeg ville kunne fortælle hende et og andet om forældreskab, men det siger jeg ikke.

”Du kan sætte dig der.”

Hun peger på en metaltaburet, og jeg gør, som hun siger.

Ylva stemmer mine personlige oplysninger af og begynder derefter at stille spørgsmål: Har jeg nogen sygdomme eller skader? Tager jeg noget medicin? Er jeg nogensinde blevet opereret?

Jeg svarer benægtende.

Hun fortsætter: Har jeg været i bad eller vasket mig inden for de seneste to timer? Været på toilettet, skiftet tøj? Hvor høj er jeg? Hvad vejer jeg? Er jeg højre- eller venstrehåndet?

Sådan fortsætter det, spørgsmål efter spørgsmål, og da hun endelig ikke har flere, rejser hun sig op, trækker et par lilla latexhandsker på og hiver dem på plads med rutinerede bevægelser. Derpå tager hun to store, bløde papirunderlag med lyseblå kanter frem, som fører tankerne hen på et operationsrum eller en fødestue. Hun breder dem ud på gulvet – det ene oven på det andet.

”Nu vil jeg bede dig om at klæde dig af, Lykke. Begynd med skoene. Træd ud af dem uden at røre gulvet med fødderne og stil dig på papiret.

Jeg gør, som hun siger. Skoene, som har klæbet sig fast til gulvet, afgiver en smækkende lyd, da hun løfter dem.

Efterlader to blodige aftryk på linoleumsgulvet.

Hun gransker skoene, lægger dem forsigtigt ned i en brun papirspose, som hun mærker med en etiket. Derefter lægger hun posen ned i en anden pose, som hun stiller på gulvet.

”Godt. Nu kan du tage tøjet af og lade det falde til gulvet, så det lander på papiret. Og helst ikke oven på hinanden.”

”Alt mit tøj?”

Hun ser på mig, men blikket afslører ikke, hvad hun tænker. ”Alt dit tøj. Du får noget andet udleveret bagefter.”

Jeg åbner hægten i nakken på min gamle perlebroderede blondekjole, den, der engang var min mors, og vender mig mod Ylva. ”Kan du hjælpe mig?”

Hun træder et par skridt frem mod mig, trækker ned i lynlåsen og træder derefter tilbage igen.

Jeg lader kjolen falde til gulvet. Den lander i en bunke for mine fødder, stoffet er stift af halvindtørret blod. Et par perler løsner sig fra ærmerne og triller hen over gulvet. Bh’en lader jeg falde ned til venstre, men trusserne lander oven på kjolen.

”Undskyld,” siger jeg. ”Det måtte jo ikke ligge oven på hinanden, vel?”

”Det gør ikke noget.”

Ylva synker besværet ned på knæ og samler tøjet op. Stykke for stykke folder hun det sammen og lægger det i papirsposer, som hun omhyggeligt mærker. Til sidst er der kun papirunderlaget tilbage. Og så mig, selvfølgelig, der står skuttende og uendeligt nøgen midt i det skarpt oplyste rum.

”Ingen strømper?” spørger Ylva og samler de perler op, der er havnet under skrivebordet.

”Nej.”

Hun henter en tynd, hvid bluse af den slags, man får på, når man er indlagt på hospitalet.

”Du kan tage den her på og sætte dig på briksen.”

Da jeg har gjort det, tager hun det øverste papirunderlag, folder det omhyggeligt sammen og lægger også det ned i en pose. Det nederste underlag – det, der har ligget direkte på gulvet – smider hun ud.

”Okay. Nu skal jeg undersøge dig. Jeg begynder med hovedet og arbejder mig nedefter. Jeg kommer til at kigge og palpere, det vil sige føle, på eventuelle skader. Og tage fotos og prøver.”

Hun begynder med at studere min hovedbund, lyser mig i øjnene med en lille lygte og kigger mig i munden. Da hun berører min hals, bliver hendes bevægelser forsigtige. Men det spiller ingen rolle, det gør alligevel ondt, og jeg farer sammen.

”Jeg er nødt til at tage nogle billeder,” siger hun og strækker sig efter kameraet, som ligger på bordet ved siden af hende.

Hun træder et par skridt bagud, sekundet efter kommer der et skarpt lysglimt, og jeg lukker automatisk øjnene.

”Og så lidt nærmere,” fortsætter hun.

Nyt lysglimt.

Hun beder mig om at lægge mig ned, placerer en lille lineal i blød plast på min hals og tager endnu et billede. Derefter lægger hun kameraet tilbage på bordet og begynder metodisk at arbejde sig nedad langs min krop. Tager prøver af blodpletterne på mine hænder og ben, skraber under mine negle med noget, der ligner en tandstik, og klipper tynde lokker af mit hår. Og alt det, som engang var mig, eller i hvert fald befandt sig på min hud, ender i små prøverør eller poser, mens det venter på at blive viderebefordret til et laboratorium.

Jeg føler mig som en udgravningsplads, sådan en, som arkæologer blotlægger, analyserer og diskuterer. Min krop er blevet et fortidslevn begravet i mørk jord, som måske rummer svaret på en gåde.

Da Ylva er færdig, sætter jeg mig op på briksen. Hun bliver stående et øjeblik. Hendes træk bliver blødere, blikket glider over mig og lander ved min hals. Hun lægger den ene hånd på min skulder og rører forsigtigt ved de ømme, røde mærker med den anden. Hun står så tæt på, at hendes gravide mave næsten støder ind i mig.

”Det skal nok hele fint,” siger hun. ”Bare rolig.”

To timer senere befinder jeg mig i et afhøringslokale.

Ved siden af mig sidder Fariba Johansson, den forsvarsadvokat, som jeg kun har nået at udveksle ganske få ord med. Hun indgyder tryghed – midaldrende, det mørke hår klippet i en glat page. Store smykker, omhyggelig makeup. Et blik, som ikke viger, og hænder, der er i konstant bevægelse, når hun taler.

Som om hun faktisk er engageret.

Over for os sidder to politifolk – en ældre mand og en yngre kvinde. Manden, som tydeligvis er forhørsleder, hedder Lennart. Han har tyndt, gråt hår og en slags eksem i håndfladen, som han uafbrudt piller ved med sine benede fingre.

Han starter optagelsen og læser formalia op. Oplyser mig om min ret til en forsvarer og aktindsigt.

”Lykke Andersen,” siger han så. ”Du er mistænkt for mord, alternativt uagtsomt manddrab. Forstår du anklagen?”

Jeg nikker og stryger hånden over de ømme blå mærker på halsen.

Politikvinden, der ikke ser ud til at være over 25 år, læner sig frem og peger på mikrofonen, der hænger fra loftet.

”Du skal sige det højt.”

”Ja,” siger jeg. ”Jeg forstår anklagen.”

Lennart nikker.

”Og hvordan forholder du dig til den?”

Jeg ser på Fariba.

”Skal jeg svare?”

Hun ryster på hovedet.

”Du behøver ikke svare på noget på nuværende tidspunkt.”

Jeg lukker øjnene et øjeblik, prøver at samle tankerne, og fortsætter derefter.

“Jeg vil tale med Manfred Olsson. Jeg nægter at tale med andre end Manfred.”

Lennart rømmer sig og læner sig tilbage i stolen, sender sin kollega et hurtigt blik.

”Beklager. Jeg ved ikke, hvem Manfred Olsson er.”

”Han er efterforsker,” forklarer jeg. ”Arbejder for rigspolitiets drabsafdeling.”

De to politifolk ser på hinanden igen. Lennart klør sig i hovedet, små hudflager løsner sig og daler ned på bordet foran ham, som den første sne i haven hjemme på gården eller kokosflagerne på de kager, jeg plejede at bage – dengang, før det hele gik galt.

”Rigspolitiets drabsafdeling,” siger han langsomt. ”Den afdeling hedder Noa nu.”

Og så:

”Har det her noget at gøre med det, der skete den sommer for otte år siden?”


Kapitel 2: Lykke – Otte år tidligere

Tik, tak. Tik, tak.

Nedtællingen var begyndt, uret tikkede, førte os langsomt mod katastrofen, men ingen af os kunne høre det. For os var den smertefuldt smukke augustformiddag bare endnu en af de dejlige, lysende, sitrende varme sommerdage, vi havde haft det år.

Hvis man så ordentligt efter, hvis man granskede naturen nøje, var der små tegn på, at efteråret var på vej: Sommeræblerne havde været modne i flere uger, og deres sprøde friskhed nærmede sig en fad, gærduftende sødme. I blomsterbedene rundt om det røde træhus stod sankthansurt, asters og stokroser i blomst. Og vildvinen, der klatrede på verandaen, havde fået enkelte røde blade.

Jeg lukkede øjnene, indåndede duften af nyklippet græs og solvarme brændestykker, der lå i en bunke ved huggeblokken og ventede på at blive båret ind i brændeskuret.

”Har du tænkt dig at drikke al vinen, før festen er begyndt?” Jeg åbnede øjnene og så lige ind i Gabriels ansigt.

Han trak mig drillende i øret, greb fat om glasset i min hånd og tog en dyb slurk af rosévinen. På trods af at klokken var næsten tolv, var han stadig klædt i sin stribede yndlingspyjamas, som han havde fået af sin tidligere redaktør. Han stod med et nummer af The Paris Review i hånden. Læsebrillerne hang i halslinningen, og det mørke, gråsprængte hår strittede. Ja, han så lige præcis så upoleret stilfuld ud, som sladderpressen oftest beskrev ham.

”Du skulle snakke,” sagde jeg. ”Du, som pimper vin i pyjamas.”

Han rakte mig glasset og smilede, hvilket fik de allerede dybe rynker i øjenkrogen til at træde skarpere frem. I det stærke sollys lignede de en vifteformation af øksehug i et stykke træ. Han vendte sig om og så ud over den indhegnede eng, der strakte sig helt ned til søen. Her og der lyste solgule pletter af johannesurt, og langs grøften trængtes afblomstret kørvel og tjærenellike. På hver side af engen bredte den høje granskov sig ud – skov, der strakte sig flere kilometer i begge retninger.

To heste græssede roligt på folden. Marken hørte til vores gård, men blev brugt som fold af vores nærmeste nabo. Arrangementet var til gensidig nytte – vi slap for at slå græsset, og hestene fik en dejlig sommerfold.

Jeg stillede vinglasset fra mig og viftede en nærgående, sensom- mersløv hveps væk. Så lagde jeg mit manuskript ved siden af glasset og rejste mig fra liggestolen.

”Hvad læser du?” spurgte Gabriel.

”Jeg redigerer Ali Hizamis nye digtsamling.”

Han kastede et blik på papirbunken i græsset.

”Er den god?”

”Ja, virkelig god.”

”Hm,” sagde han og kløede sig på hagen. ”Så er det ærgerligt, at så få kommer til at læse den.” ”Ja.”

Jeg tænkte på Ali: Den magre og særegne stædige digter med de funklende øjne, som jeg havde lært at kende fem år forinden, da det forlag, jeg arbejdede for, Forss & Stierna, havde udgivet hans første digtsamling. Han havde været ung – nåja, ret ung – lovende og så kompromisløs, som kun en digter kan være.

Men med årene var hans særheder ikke ligefrem blevet mindre – ikke at det generede nogen på Forss & Stierna, for tolerancen i branchen var høj, når det kom til forfattere med aparte opførsel.

”Han bor i en campingvogn nu, vidste du det?” spurgte jeg. ”På en parkeringsplads ved en losseplads.”

”Nå, for fanden. Jeg troede, han havde fået et eller andet stort legat af Det svenske akademi.”

Sommervinden greb fat i den øverste side af manuskriptet, løftede den og førte den ind under liggestolen.

Jeg sank ned på hug. Fangede papiret, lagde det øverst i bunken og placerede vinglasset ovenpå som vægt. En våd ring af kondens bredte sig fra glassets fod til manuskriptet, opløste et korrekturtegn i blæk og forvandlede det til en lille og meget kryptisk akvarel.

”Ja, han fik et arbejdslegat. Men han tog ikke imod det. Han vil ikke forholde sig til penge. Det er en del af hele hans projekt, han har besluttet sig for at leve uden for det kapitalistiske system.”

”Men hvorfor?

”Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg tror, det har noget at gøre med hans værk, at hele det her projekt med at leve uden for systemet en dag bliver til en digtsamling. Eller måske en essaysamling, for han har nævnt, at han vil skrive essays. Og det vil han sikkert gøre godt. Kritikerne elsker jo alt, hvad han rører ved.”

”Men hvad lever han af, hvis han ikke vil tage imod penge? Hvordan får han mad? Han kan jo ikke spise anmeldelser og hædersbevisninger.”

”Jeg tror, hans mor hjælper ham lidt. Kommer med mad og sådan noget.”

”Herregud,” sagde han og så en anelse frastødt ud. ”Hans mor? Er han ikke over 40?”

”37.”

Han rystede på hovedet og kløede sig tankefuldt i skrævet. Sukkede.

”Hvad fanden sker der for kunstnere?” Jeg trak på skuldrene.

”Det burde du vel vide.”

Han fnøs.

”Næ, jeg er da ikke kunstner.”

”Hvad er du så?” spurgte jeg, stak pegefingeren inden for pyjamasbuksernes linning og trak ham til mig.

Det var typisk Gabriel at spille ydmyg – både han og jeg var naturligvis helt bevidste om hans særstatus i det litterære landskab. Hans romaner var både tilgængelige og litterære. Han var både folkelig og populær blandt kritikerne. Han modtog priser, og han solgte bøger. Han var både blevet kaldt ”Landets fremmeste fortolker af middelklassetilværelsens ulidelige lethed” og ”Forss & Stiernas primære indtægtskilde”.

I den forstand var hans bøger usædvanlige. I den litterære verden var grænsen mellem kommerciel genrelitteratur og den smallere, mere litterære skønlitteratur som oftest knivskarp. Med andre ord: Man var enten anerkendt af parnasset, eller man tjente penge – der var ikke noget midtimellem.

Medmindre man hed Gabriel Andersen.

Han lagde sine arme om mig, og jeg lænede kinden mod hans hals. Skægstubbene stak lidt, og halsen duftede af varm hud.

”Det bliver varmt i dag,” sagde jeg.

”Også i dag,” svarede han, skubbede mig lidt fra sig og lod en finger løbe langs den røde hud over min bh.

”Husk solcreme,” tilføjede han.

”Jeg skal mest sidde inde og arbejde.”

”Smør dig nu bare ind. Ellers får du sådan noget øglehud mellem brysterne. Og så ved jeg ikke, om jeg kan blive ved med at elske dig.” Jeg lo og lod blikket glide over hans solbrændte ansigt.

”Jeg ved, hvad du vil sige,” fortsatte han. ”Men min hud har større soltolerance end din.”

Han holdt en kort pause, før han fortsatte:

”Og. Jeg er en mand.”

”Aj, hør lige dig selv, Gabriel.”

Døren til annekset smækkede. Der havde tvillingerne boet det sidste år – en genial løsning, som både fik dem til at føle sig mere voksne og tillod en velsignet ro at sænke sig over det store hus.

Fodtrin nærmede sig.

Harry dukkede op bag huset, kun klædt i røde badebukser. Overkroppen og de muskuløse lår var blege. Ansigtet, læggene og armene solbrune. Han strøg en lok af det tykke, mørke hår, han tydeligvis havde arvet fra sin far, om bag øret.

To skridt efter ham kom David med et gammelt håndklæde viklet om hofterne og en cd-afspiller i den ene hånd. Til forskel fra Harry var hele Davids krop bleg, næsten selvlysende, og strithåret lyst. Mager var han også, og han gik let foroverbøjet, som om han ledte efter noget i græsset.

Endnu en gang forundredes jeg over, hvor forskellige de var, selv om de var tvillinger. Gabriel og jeg lavede tit sjov med, at de måtte have forskellige fædre.

”Vi smutter ned og ba-ba-bader,” stammede Harry og fortsatte med at gå uden at afvente noget svar.

”Hvornår kommer folk?” spurgte David, missede mod os og holdt en hånd op for at skærme mod solen.

”Ved sekstiden,” svarede jeg. ”Kommer Bonnie forresten?”

”Ja,” svarede de i kor og begyndte at gå ned mod søen. Da de var fremme ved folden, standsede de, Harry hægtede plastichåndtaget til elhegnet af, slap David ind og lukkede efter sig.

Jeg så på Gabriel.

”Hvornår blev de så store?” spurgte jeg. ”Hvordan gik det til?” Jeg spekulerede lidt og fortsatte så:

”Hvordan kan sytten år passere så hurtigt forbi?”

”De er ikke så voksne, som de selv tror. I går spurgte Harry mig, hvad et postnummer er.”

”Åh, gud, hvordan skal de klare sig uden os?”

”Det kan de ikke. Det er derfor, Gud har skabt forældre. Jeg går ind og laver kaffe. Vil du have en kop?”

”Det lyder godt,” svarede jeg uden at nævne, at jeg havde nået at drikke to kopper, inden han vågnede – ikke fordi jeg havde været særligt tidligt oppe, men fordi Gabriel havde tømt en flaske vin aftenen forinden og derfor havde sovet længe.

Han forsvandt ind i huset, og jeg blev ude i haven og så efter mine sønner. De ranglede skikkelser siksakkede mellem huller, sten og hestepærer ned mod broen og badehuset. Harry først og David efter, præcis som den dag, de kom til verden.

*

Jeg var tyve år og egentlig bare ude efter at have det lidt sjovt den aften, jeg mødte Gabriel til Forss & Stiernas årlige forlagsfest.

Jeg var en umoden, ret ukendt redaktionsassistent uden nogen særlige ambitioner i livet, bortset fra at feste så meget, jeg kunne – og derigennem genvinde alt det, jeg var gået glip af i løbet af min stilfærdige skoletid – og finde et arbejde, hvor jeg kunne dyrke min store passion: bøger.

Gabriel Andersen var Forss & Stiernas store stjerne, forfatteren, der havde fået hele Sverige til at slukke for fjernsynet, forsømme træningen og børnenes lektielæsning for i stedet at sluge historien om forstadskvinderne Helene og Siv i romansuiten Genkomster.

Egentlig var det paradoksalt, at det var lykkedes Gabriel at tryllebinde læserne med en fortælling om lige netop middelklassekvinder – eftersom han selv hverken var kvinde eller fra middelklassen. Men for mig beviste det bare noget, jeg altid havde vidst: at en god tekst er en god tekst. Den har værdi i sig selv og behøver ikke læne sig op ad forfatterens baggrund, udseende eller – uha – køn for at komme til sin ret.

Kunne en mand med overklassebaggrund troværdigt skildre kvindelig frustration i rækkehushelvedet i begyndelsen af tresserne? Naturligvis. Havde han – med det stadig større fokus på repræsentation og appropriation – lov til at gøre det?

Ja, det var givetvis et helt andet spørgsmål.

Men Gabriel slap af sted med det – måske fordi bøgerne nåede at udkomme, før spørgsmålet blev en tikkende bombe, måske takket være hans sympatiske og lidt kejtede fremtoning. Og ja, her kan udseende faktisk have spillet en rolle.

Jeg husker et tv-indslag, et interview med ham, i forbindelse med at han havde vundet Augustprisen for Sandheden er rød.

”Helene er jo en kvinde af sin tid,” begyndte studieværten – en gravalvorlig mand med firkantede briller og et lilla tørklæde, som han formodentlig troede, ville give ham en vis kulturel pondus.

Han fortsatte efter en kunstpause:

”Og hendes angst henter primært næring i den helt nære verden. Sønnens sygdom, ægtemandens utroskab. Ja, der hersker jo ingen tvivl om, at romanens bagtæppe udgøres af det lille samfunds forfald, arbejdsløsheden og dens konsekvenser for kvinderne i form af en større udsathed. Men kernen i fortællingen er faktisk hjemmet og ægteskabet. Hvordan lykkedes det dig at gestalte den fortælling?”

Gabriel rev sig i håret – som vel at mærke allerede strittede i alle retninger og tydeligt signalerede, at han sked højt og flot på, hvordan han så ud på skærmen. Han gned næsen med tommelfinger og pegefinger og gav sig selv lov til at hvile i en eftertænksom tavshed, der varede præcis så længe, at studieværten begyndte at se nervøs ud.

Men så sagde han:

”Det var ikke svært. Jeg er vokset op med en enlig mor, som arbejdede hårdt for at kunne forsørge mig. For selv om jeg kommer fra en såkaldt fin baggrund, så havde vi aldrig nogen penge. Alt, hvad jeg kan, har jeg lært af hende. Og jeg stræber efter at blive bare halvt så stærk som hende. Min opvækst har givet mig anledning til at fundere en del over kønnene, og jeg er endt i den overbevisning, at kvinder er bedre end mænd. På enhver måde.”

Succesen var hjemme.

Læsere af skønlitteratur i Sverige består for tre fjerdedeles vedkommende af kvinder, og disse kvinder, som var kommet til at elske Helene og Siv, som havde delt deres smerte og glædet sig over, når det gik dem godt hjemme i rækkehuskvarteret Lilleengen, elskede nu også Gabriel.

Og jeg var naturligvis ingen undtagelse.

Som litteraturinteresseret og redaktionsassistent på et forlag havde jeg selvfølgelig læst alle Gabriels bøger. I øvrigt ikke blot læst – jeg havde diskuteret dem i timevis med mine venner. Dissekeret Hele- nes deprimerende ægteskab og Sivs hemmelige kærlighedsaffære med den ti år ældre lærer Britta. Analyseret fortællerperspektivet, de forskellige tidsplaner, der blev flettet sammen på så elegant vis, foruden Gabriels næsten uhyggelige måde at skabe en drivkraft på i fortællingen – det, som lærerne i gymnasiet kaldte ’det narrative begær’ – uden at give afkald på den litterære kvalitet.

Og så stod han der foran mig i forlagets tekøkken, klædt i en krøllet lærredsjakke og en endnu mere krøllet brækgrøn skjorte. Uglet hår, en bog i den ene hånd og et plasticglas med rødvin i den anden. Han så lige så godt ud som på billederne, og – hvad der var uendeligt meget vigtigere – han var en mand med kulturel magt, en forfatter, der blev indbudt til de mest eftertragtede tv-debatter og modtog de fineste priser.

Jeg ønskede sådan, at han skulle se mig, se ind i mig og måske forstå mig ved hjælp af alle de dybe indsigter, han gav en prøve på i sine værker.

”Hej,” sagde han.

”Hej,” svarede jeg. ”Hvor har du været hele mit liv?”

Nej, jeg var ikke ligefrem en bly viol. Men Gabriel var heller ikke sen til at besvare min invitation.

Vi blev hængende et par timer på forlaget, drak mere af den sure vin og gnaskede halvbløde chips. Gabriel fortalte om sin mor, der netop var gået bort, og om bøgerne, der havde forandret hans liv.

Jeg gengav udvalgte dele af min opvækst og krydrede med litterære referencer, mens vi langsomt, men sikkert blev trukket mod hinanden i det lille rum.

Til sidst stod vi så tæt på hinanden, at jeg kunne mærke varmen fra hans krop, og da han førte sin hånd mod mit ansigt for at stryge et hårstrå væk, der havde sat sig fast i min mundvig, fik jeg et strejf af lugten fra den cigaret, han havde røget tidligere på aftenen.

Efter forlagsfesten tog vi hjem til en af hans forfattervenner i Gamla stan og fortsatte festen. Det vrimlede med kendte ansigter fra Sveriges kulturelite – mest midaldrende mænd, hvis jeg skal være ærlig. Kvinderne var unge, sortklædte og gik på kunstakademiet, læste litteraturvidenskab eller ville gå på kunstakademiet eller læse litteraturvidenskab.

Musikken var øredøvende, sprutten flød, og røgen hang tung i luften. Jeg så hvidt pulver blive snuset op fra bordplader, papirtal- lerkener og i et enkelt tilfælde fra bagsiden af Paul Austers New York-trilogi.

Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, om jeg overhovedet tænkte noget. Jeg vidste selvfølgelig, at stoffer var ulovlige, men det gjaldt vel næppe her? Jeg var jo på besøg i en anden verden, en vigtigere, mere virkelig verden, befolket af mennesker, som var hævet over småborgerlige konventioner. Her søgte man Sandheden gennem Kunsten. Og det var vel ikke så underligt, at man var nødt til at tage en streg eller to for at finde den?

Stofferne var for resten kun en af de ting, jeg ikke reflekterede yderligere over den aften.

At det måske ikke var den bedste idé at indlede et forhold til forlagets stjerneforfatter, overvejede jeg ikke et sekund. Jeg skænkede heller ikke aldersforskellen en tanke – Gabriel er næsten femten år ældre end mig – men det er måske ikke så underligt, for det var jo ikke ligefrem, fordi jeg forestillede mig en fælles fremtid med ham.

Og alligevel blev det sådan.




Velkommen til evigheden

Lykke Andersen er forlagsredaktør og gift med en kendt forfatter. De har sammen tvillingerne David og Harry, og udefra set er alt godt. Lykke er i sin omgangskreds beundret for sin integritet og kærlighed til sine sønner.

Så hvorfor står hun en dag pludselig anklaget for et brutalt mord?

Hvad skete der egentlig på den idylliske familiegård Evigheden? Har knivmordet noget at gøre med det mord, der blev begået på stedet otte år tidligere? Og hvorfor vil Lykke ikke forhøres af andre end kriminalinspektør Manfred Olsson?

Velkommen til evigheden er en isnende spændingsroman. Det er sjette bog i krimiserien Den mørke side (eller Malin-serien) af svenske Camilla Grebe.

Du kan købe Velkommen til evigheden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.


Læs også af Camilla Grebe

Alle lyver

Camilla Grebe, Alle lyver, svensk krimi, krimi

En nat bliver Maria vækket til beskeden om, at hendes steddatter er forsvundet.

Efter flere samtaler med politiet, går det op for Maria, at hendes mand mistænkes for at have slået sin datter ihjel. Det nægter hun at tro, for hun kender sin blide, elskelige og omsorgsfulde mand.

Men alt begynder at smuldre omkring hende. Pludselig kommer hun i tvivl.

Kan han virkelig have begået en så grusom forbrydelse? Hvem kan hun stole på? Hvem taler sandt og hvem lyver?

Alle lyver er femte selvstændige bind i Camilla Grebes serie Den mørke side. Næste selvstændige bind Velkommen til Evigheden udkommer til september 2022.

Du kan købe Alle lyver online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Skyggejægeren

Camilla Grebe
Skyggejægeren

Vinder af Skandinaviens største krimipris GLASNØGLEN 2020.

Skyggejægeren er en elegant, nervepirrende og velkonstrueret krimi, der samtidig er en skildring af kvindelige politibetjentes vilkår gennem tiden.

En kvinde findes brutalt myrdet – med et stort sår i baghovedet og hænderne naglet fast til gulvet med store søm – i Stockholm i 1944. Morderen bliver aldrig fundet.

Britt-Marie starter i 1970’erne som ung betjent i Stockholm, og snart bliver hun involveret i en uhyggelig mordsag, hvor enlige kvinder med små børn bliver myrdet og sømmet fast til gulvet. Et uhyggeligt sammentræf, for Britt-Maries egen mor blev slået ihjel på samme bizarre måde tredive år tidligere …

Skyggejægeren er fjerde selvstændige bind i Camilla Grebes serie Den mørke side.

Du kan købe Skyggejægeren online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.