Lars Saabye Christensen skriver om grænserne mellem venskab og kærlighed, skæbne og tilfælde, skyld og forsoning i ny stor roman. Begynd din læsning her.
“Stor romankunst fra den bedste historiefortæller…Vrageren rangerer blandt det allerbedste Lars Saabye Christensen har skrevet. Og det siger ikke så lidt,” skrev Nettavisen om den norske forfatter Lars Saabye Christensens store værk Vrageren.
LÆS OGSÅ: 15 stærke nordiske romaner du skal læse
I Vrageren møder vi den anerkendte forfatter Jørgen Ribe, der hele sit liv har levet med en hemmelighed. Men hemmeligheden er i fare for at blive afsløret, da en mand sætter sig for at skrive Jørgen Ribes biografi. En uhyre besættelse og jagten på at nå ind til forfatteren og hans liv begynder.
LÆS OGSÅ: Hvad skal I læse i læseklubben? Her er 20 oplagte bøger
Lars Saabye Christensen (f. 1953) modtog Nordisk råds litteraturpris i 2002 for romanen Halvbroderen. Han har udgivet flere digt- og novellesamlinger, samt en række stærke romaner, heriblandt den store, internationale successerie Byens spor.
Vrageren
af Lars Saabye Christensen
EN BEGYNDELSE
Det er ikke Djævlen, der er i detaljen, det er Gud.
Det slog mig, da jeg helt tilfældigt stødte på Jørgen Ribe i Paris, det må have været i december 1997. Stødte på er nu ikke den rette vending, han vidste ikke, hvem jeg var, eller han kunne ikke kende mig, glæden var altså ikke gensidig, derfor er det mere præcist at sige, at jeg så ham, nærmere bestemt i Rue de la Reine Blanche, hvor jeg gik rundt og ledte efter en skandinavisk skomager, jeg havde fået anbefalet, en vis Lidén senior.
Butikken viste sig at være lukket, vist endda nedlagt, hvilket burde have gjort mig ikke bare urolig, men også mistænksom. Rue de la Reine Blanche var trods sit prangende navn en helt uanselig gade, med billige cafeer og hoteller, han boede på et af dem, fandt jeg ud af, Hôtel Royal, som der heller ikke ligefrem var noget kongeligt over, om aftenen var der kun lys i fire af bogstaverne, og det var aldrig de samme, om mor- genen blev brødet uden papir om stukket ind under hoveddøren.
Det passede på en måde meget godt til Jørgen Ribe selv. Han var mager, hærget og usoigneret. Han virkede i det hele taget fortabt og forvirret. Jeg overvejede et øjeblik at præsentere mig, for at se hvordan han ville reagere, men lod være, i stedet holdt jeg øje med ham i de uger og dage, han var i Paris.
Lad mig sige det med det samme: Der skete intet opsigtsvækkende. Jeg var vidne til en upåfaldende mands stilfærdige rutiner, og det overraskede mig, fordi han, i hvert fald indtil for nylig, havde været en feteret og sikkert omsværmet og efterspurgt forfatter.
Jeg fulgte ikke meget med i, hvad der gik for sig på hjemmefronten, som det hedder, den front var nærmest forsvundet for mig, men dette havde jeg da bemærket. Den tid var åbenbart forbi nu. Han havde fået et knæk, det var indlysende.
Jørgen Ribe gik rundt i Paris, tilsyneladende på må og få. Når han spiste, helst stående ved bardisken på en lokal café, var det en asketisk øvelse, der kan sammenfattes i to ord: vand og sukkerknalder. Jeg havde tilsyneladende ikke bare med en forpint mand at gøre, han pinte også sig selv, nogle gange skulle man tro, at han nød det.
En dag tog han toget fra Gare des Invalides til Versailles. Besøget dér tog ikke lang tid, og han gik heller ikke ind på slottet, han standsede bare ved rytterstatuen og stod og betragtede den enorme facade en halv times tid, så tog han toget tilbage. Han omgikkes ingen, det skete, at han fulgte efter en kvinde på gaden, som om han havde kendt hende engang, for så pludselig at opgive og skifte fortov, duknakket, forlegen og med hænderne dybt begravet i frakkelommerne.
Jeg så ham aldrig skrive eller gøre notater. Det nærmeste, han kom, var et postkort, han købte i kiosken uden for Louvre. Han opsøgte aldrig en boghandel, ikke engang Shakespeare and Company. Hvad han lavede på sit hotelværelse om natten og om morgenen, vidste jeg selvfølgelig intet om, men det skulle jeg snart få at vide. Jørgen Ribe nærmede sig de halvtreds. Han så meget ældre ud. Han virkede som en færdig mand. Synet af ham var som at stå foran et spejl.
Hvad lavede jeg i Paris, ud over at lede efter en forhenværende skomager? Jeg var på gennemrejse, som jeg altid var, og sådan havde jeg holdt den gående i over tredive år, siden jeg forlod Oslo og begav mig ud i den verden, der lå knust for mine fødder. Det er sådan, jeg plejer at formulere det. Det lyder måske lidt selvmedlidende. Det er ikke min hensigt. Dengang havde jeg ikke noget valg. Jeg gjorde det, jeg måtte gøre. Der var ingen, der tvang mig.
Men man skal ikke undervurdere ufriheden i denne manøvre. Den prægede hver en bevægelse, jeg gjorde, hvert et skridt jeg tog, hver en tanke jeg tænkte. Jeg levede af gamle penge. De var lige så gode som nye. Når de ikke slog til, altså når min lunefulde og skuffede far lukkede for pengestrømmen eller bare satte mig lidt på prøve, transporterede jeg antikviteter fra en by til en anden, elfenben, mahogni, marmor, guld, rav, silke.
I Paris boede de fleste af mine kunder i kvarteret omkring Rue des Beaux- Arts. Der var andre, der tjente mere på den forretning end mig, men lidt var der da tilovers, når vi gjorde regnskabet op, og alle havde fået deres, og desuden satte jeg pris på varernes gådefulde skønhed, kandelabrenes symmetri, arabeskernes gåde, relieffernes dybde.
Denne skønhed gjorde mig mildere. Ufrihed har nemlig den ulempe, at den først skaber en retfærdig vrede, der så igen bliver til bitterhed, det er kun et spørgsmål om tid, og jeg var ingen undtagelse. Så kald mig bare bitter.
Det forekom også, at jeg satsede de gamle penge på ét kort, gerne i Juan-les-Pins, Nice eller Zürich, nogle gange satte jeg dem over styr, andre gange var der gevinst. Jeg har ikke lidt nød.
Gud i detaljen? Denne tanke var ikke ufri, den spredte tværtimod lys, den løftede. Hvorfor var det min første indskydelse, da jeg så Jørgen Ribe, jeg, der altid har ment, at det var Djævlen, der havde en finger med i spillet? Men dette møde mellem to skygger af sig selv i Paris fik mig altså til at tænke sådan.
Jeg har ellers haft masser af tid til at tænke, og det er der sjældent eller aldrig kommet noget godt ud af. Når jeg skriver møde, er det ukorrekt, et møde forudsætter, at begge parter giver sig til kende, hvad vi ikke gjorde. Der var gået tredive år siden sidst. I den mellemliggende tid havde livet ikke skånet os. Det må jeg indrømme.
Men tilfældet i Rue de la Reine Blanche gav, om ikke håb, så i det mindste mening, i modsætning til den skæbne, der tidligere havde ramt mig. Den var helt og aldeles ond, altså meningsløs, og derfor også uden håb. Måske er den rette måde at sige det på, at Djævlen er i skæbnen, Gud er i tilfældet. De er altså i familie.
Desuden var Jørgen Ribe et godt minde.
Jeg burde selvfølgelig være rejst videre, først til Antibes, videre til Antwerpen og derefter have fundet et passende sted, hvor jeg kunne tilbringe resten af vinteren, Basel for eksempel, som er et godt hi, det fugtige klima til trods, men jeg blev i Paris, hvor jeg fortsatte med at skygge Ribe, hvis det altså er det rette ord i denne sammenhæng.
Måske følte jeg en slags ansvar for ham, måske var det bare mit eget velbefindende, jeg tænkte på, at noget skulle løsne sig, slippe grebet og give mig, hvad skal jeg sige, retfærdighed. Det er ikke altid helt let at skelne egeninteresse fra medfølelse, man skal helst kunne omspænde begge dele, og jeg troede virkelig, det var muligt, men det er yderst sjældent, at disse to størrelser går op i en højere enhed, det er min erfaring.
I hvert fald indlogerede jeg mig på Hôtel Royal for at være så tæt på Jørgen Ribe som muligt, jeg var nemlig bekymret for, at der skulle tilstøde ham noget, at han ville skade sig selv, han virkede som nævnt meget skrøbelig.
Af og til stod jeg uden for hans værelse i den højloftede gang, hvor væggenes falmede tapet bulnede, og det plettede gulvtæppe lignede en smal mørkerød sti ind i mørket. Jeg syntes, jeg kunne høre noget, det kunne være en kakerlak, termitter, der arbejdede, en flue, der brændte op i en elpære, der også var ved at gå ud, men jeg kunne lide at forestille mig, at han sad derinde og skrev i hånden, at det var det, jeg hørte, den umiskendelige lyd af pen og papir.
Om morgenen spiste vi morgenmad i Hôtel Royals spisesal, der også havde set bedre dage, Jørgen Ribe drak en espresso og suttede på en sukkerknald, han førte hele tiden håndryggen hen over munden, sikkert en dårlig vane. Jeg tillod mig selv at spise et pain au chocolat, brødet følte jeg ingen trang til at røre.
Jeg så sådan her på det: Jeg løftede tilfældet op og gjorde det til skæbne, forhåbentlig uden Djævlen, men det kunne jeg ikke vide. Det meste ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg har ondt af det, jeg ikke ved. Sådan er vilkåret. Alligevel tog jeg chancen.
Det er sjældent, at jeg tilstås den slags muligheder, og desto stærkere virkede denne ene på mig: Jørgen Ribe, hvis liv jeg engang havde reddet, krydsede altså min vej igen tredive år senere i Paris.
I øvrigt kan det ikke anbefales at tilbringe julen i Paris: gennem- træk, forsinkelser, høje priser, glatte brosten, lommetyve og affald. Jeg brugte helligdagene til at mødes med mine kontakter og samarbejdspartnere.
Møderne fandt sted i de gamle værtshuse på Montmartre, L’Enfer, Néant eller Le Ciel. Vi foretrak det sidste, der var ikke så mange mennesker. En formiddag lige efter nytår skulle vi samme vej, til gaderne bag École des Beaux-Arts, hvor antikvitetshandlerne ligger. Det var igen et tilfælde, overskueligt og let i al sin dybde. Vi kunne slet og ret følges ad et lille stykke, i takt, i overensstemmelse, så at sige, før vi hver især fortsatte videre.
Jørgen Ribe skulle ikke se på gamle møbler, vaser eller nips, hans mål var L’Hotel, det legendariske hotel, hvor Oscar Wilde døde i 1900, og hvor Jim Morrison sprang ud ad vinduet, godt nok i stueetagen, i 1971, to uger før også han døde i Paris, i et badekar, hjertestop, forlød det, sandsynligvis en overdosis.
Jeg standsede op på hjørnet, mens Jørgen Ribe blev stående på fortovet udenfor, som om han tøvede, ikke kunne beslutte sig. Hvorfor gik han ikke bare ind på L’Hotel og reserverede et værelse, jeg ville næsten ønske, at han gjorde det, så jeg kunne slippe for at bo på det temmelig ulækre Hôtel Royal.
Men i stedet gik han tværs over gaden og ind på Bar Vincent, hvor han stillede sig ved disken og bad om det sædvanlige: vand og sukkerknalder. En karakteristik melder sig pludselig: fange i frihed.
Næste dag besøgte Jørgen Ribe Père-Lachaise, der også kaldes geniernes kirkegård. Først gik han hen til Oscar Wildes grav, en flyvende sfinks hugget i sten, dér blev han heldigvis ikke så længe, det værste var dog, at både kvinder og mænd havde kysset dette rædselsfulde monument så ofte, at det nærmest var belagt med læbestift, noget der fik sfinksen til at minde om en bleg, rødlig luftspejling på tyve tons i det tynde vinterlys.
Så gik han videre, forbi urnehallen, som talte mere til min sans for proportioner, jeg var jo næsten i samme branche, for nu at sige det sådan, og efter mange omveje fandt han Jim Morrisons grav, den var ikke stort bedre, graffiti og en bunke tomme flasker, cigaretskod og visne blomster, døden tiltrækker affald og kitsch, sentimentalitetens stærkeste udtryk.
Jørgen Ribe blev heller ikke stående særlig længe dér, sandt at sige ved jeg ikke, hvad han ledte efter, men jeg nåede i hvert fald at se det, han var en fange af, og da forstod jeg også, at han var sin egen fangevogter, jeg burde have set det med det sam- me, cold turkey, eller mere præcist: Han var en tørlagt alkoholiker. Der var noget dødt inderst inde i hans skinnende øjne, som fluer i en lampekuppel: den uafhængiges tvetydige blik.
På vejen tilbage til hotellet købte Jørgen Ribe en kuffert i Hall du Voyage, lige ved Operaen. En helt almindelig grøn kuffert, uden hjul, men det var alligevel et besynderligt syn at se ham bære den det sidste stykke op ad den livlige Rue Mouffetard, for det var tydeligt for alle, at kufferten var tom, den var for let, let som ingenting, og dermed opstod der en slags ubalance, som jeg sent vil glemme: misforholdet mellem Ribe og hans bagage. Han blev på sit værelse resten af dagen. Næste morgen tjekkede han ud, før morgenmaden, og tog en taxi til Gare de l’Ouest.
Jeg havde mit hyr med at holde trit med ham. Han købte en billet i billetlugen, drak en espresso i cafeen, glemte sukkerknalden, jeg vidste stadig ikke, hvor han skulle hen, men da TGV Atlantique kørte ind på spor 11, rejste han sig og gik hen ad perronen. Jeg købte straks en pladsbillet til samme tog, det kørte til Arcachon.
Ti minutter i otte rullede toget ud fra stationen. Jeg sad i vogn 7. Jørgen Ribe i vognen lige efter. Jeg kunne se ham. Hans kuffert og taske lå oppe i bagagenettet. Jeg tænkte: Er det at redde et liv ikke det største, et menneske kan gøre? Og i samme dur: Er det at have forårsaget en andens død ikke det værste af alt? Men hvad nu, hvis man kan påvise, at begge dele skete ved et tilfælde, betyder det så, at man vil blive frikendt?
Desværre fungerer samvittigheden ikke på den måde, ej heller historien, der tværtimod holder med rygterne og sjældent eller aldrig lader den tiltalte komme til orde. Den tiltalte? Jeg er ikke dømt. Jeg er bare skyldig.
Jørgen Ribe kørte med helt til Arcachon, og på turistbureauet dér lejede han en ombygget garage i udkanten af den lille by, i gåafstand til både centrum og klitterne ved stranden. Selv tog jeg ind på Hôtel Terminal lige ved banegården. Klimaet her er måske nok vederkvægende om foråret og sommeren, med Golfstrømmen som en mild hånd, men vinteren er ikke at anbefale, den er kølig og ugæstfri, vinteren i Arcachon er en barsk omgang.
Jørgen Ribe gik en lang tur hver morgen. Det virkede, som om han prøvede at tage sig sammen, hærde sig. Efterhånden kom han også til at se bedre ud. Et par gange kom jeg så tæt på ham, at jeg kunne se hans øjne. Lyset var anderledes i dem, selv om det døde bundfald stadig var synligt. Jeg ved det. Det slipper man aldrig af med. Bundfald og overflade kan ikke skilles ad.
Men jeg kunne ikke blive i Arcachon for evigt, jeg skulle passe mine forretninger, og det begyndte at knibe med pengene. Derfor gik jeg ind på turistbureauet og sagde, at jeg havde hørt om en garage, som jeg gerne ville leje. Desværre, den var allerede udlejet og blev tidligst ledig i september. Samme aften tog jeg toget til Nice, hvor jeg hentede to barok-spilledåser, der skulle transporteres til Hamborg.
De næste måneder rejste jeg igen rundt mellem de europæiske storbyer, den eneste hovedstad, jeg ikke ville have noget at gøre med, var Oslo, selv om der også dér var en stigende interesse for antikviteter. Men jeg var tilstrækkelig driftssikker til at kunne stille visse krav. Markedet var tilsyneladende umætteligt, som man siger, og antikviteter var der også nok af; det virkede, som om fortiden var et eneste stort loppemarked, hvor man bare kunne vælge og vrage.
Enkelte kunder sagde til mig, at jeg mindede om en handelsrejsende i skønhed og død. Det blev ikke sagt i nogen ond mening, det var bare ubetænksomt. Desuden vidste de ingenting om mig. Sådan var reglerne. Vi skulle vide mindst muligt om hinanden.
I september tog jeg så tilbage til Arcachon. Jørgen Ribe boede stadig i garagen mellem byen og klitterne. Nu var klimaet upåklageligt, mildt og luftigt.
En morgen brød han alligevel op. Han tog afsked med ejeren, der boede alene i et stort stenhus i nærheden af skoven, så bar han skuldertasken og kufferten, der så ud til at være blevet tungere, ud til den ventende taxi og satte sig ind på bagsædet.
Dermed slap jeg Jørgen Ribe af syne. Han interesserede mig ikke længere. Tilfældet, som jeg havde forsøgt at opgradere til skæbne, gled over i den øvrige tid. Eller måske var det bare Gud, der havde forladt detaljen.
Samme aften flyttede jeg alligevel ind i garagen. Jeg havde sparet lidt op og kunne tage det med ro et stykke tid. Der var ingen spor efter Jørgen Ribe i garagen. Men snart begyndte jeg at overtage hans vaner. Jeg gik ture langs stranden hver morgen, så længe vejret tillod det.
Jeg sov bedre om natten. Drømmene var ikke lige så voldsomme som tidligere. Fra det eneste vindue, i den lille køkkenkrog, kunne jeg se den gamle mand, der arbejdede i sin have i udkanten af skoven. Med jævne mellemrum så han op, men vendte sig væk, når jeg mødte hans blik.
På jorden lå der et tyndt lag grannåle, der dæmpede alle lyde og gav vinden en dyb klang, som jeg forbandt med katedraler. Jeg tænkte: Er det her, jeg skal blive? Det er blot en anden måde at sige til sig selv: Det er her, du skal dø. Det forholder sig ikke sådan, at en omflakkende tilværelse holder én ung, tværtimod, den tærer på alderen, rastløsheden, der nærmest bliver et levebrød, gør én fartblind, og ikke bare det, jo flere sprog man lærer, jo mindre taler man, og til sidst tæller man årene i hundeår.
Så tog tilfældet revanche, det er måske tilfældets egen måde at gøre sig til skæbne på: En morgen i begyndelsen af november kom der en budbil fra DHL, og en ung chauffør iført firmaets uniform bar en grøn kuffert op til garagen. Jeg stod i døren, parat til min sædvanlige tur langs stranden, og genkendte den straks.
Chaufføren begyndte på en omstændelig forklaring, allerede før han var nået hen til mig, og jeg kunne kun med nød og næppe følge med, og forklaringen skulle tydeligvis også tjene som undskyldning, selv om det var flyselskabet SAS og ikke DHL, der havde det overordnede ansvar for kufferten, men på et givet tidspunkt havde alle rutiner svigtet, den slags sker desværre, og den omtalte kuffert var kommet på afveje, og hvilke afveje, den havde så at sige rejst verden rundt, København, Amsterdam, Istanbul, Rom, bare for at nævne nogle af de steder, kufferten havde besøgt, før den dukkede op igen, nærmest på mirakuløs vis, her gjorde fyren korsets tegn, på en bagagevogn på Gare de l’Ouest, hvor en årvågen facteur til sidst tog hånd om den og efter en besværlig og pligtopfyldende indsats kunne spore kufferten tilbage til præcis denne adresse i Arcachon, og med disse ord satte den nidkære chauffør kufferten foran mig, kiggede på en seddel og sagde, og i hans mund blev navnet forvrænget, det lød mere som George, men jeg forstod naturligvis, hvem han mente:
– Jørgen Ribe?
For ikke at gøre situationen endnu mere besværlig svarede jeg helt enkelt ja, gav den snakkesalige fyr rigeligt med drikkepenge, tog kufferten, bar den ind i garagen og lukkede døren. Der blev jeg resten af dagen. Jeg vidste foreløbig ikke, om det var Gud eller Djævlen, der var vendt tilbage i detaljen. Det skulle snart vise sig, at det var dem begge.
I hvert fald var min første tanke, at jeg måtte tage til Oslo hurtigst muligt, helst allerede næste dag, og levere kufferten tilbage til dens rette ejer, altså Jørgen Ribe. Det ville blive et møde, hvor vi begge gav og tog, og hvor jeg omsider kunne præsentere mig som hans redningsmand.
Men da jeg var på vej i seng, kunne jeg pludselig ikke modstå fristelsen længere. Det var let nok at dirke den lille hængelås op. Der var nogen, der havde gjort det før mig, formodentlig facteuren på Gare de l’Ouest. I kufferten fandt jeg følgende: undertøj, et par grå bukser, en bibel fra Hôtel Royal, et håndklæde, også dét fra hotellet, en toilettaske, to pilleglas uden etiketter, formodentlig lykkepiller, et bælte, et ur, en detaljeret plantegning af kongeslottet i Oslo, og nederst lå der en tyk notesbog i stift bind.
På omslaget stod der Ugyldigt fravær; sandsynligvis havde der først bare stået Fravær, så havde Jørgen Ribe tilføjet Gyldigt, for derefter at ændre Gyldigt til Ugyldigt. Den endelige titel var altså Ugyldigt fravær. De linjerede sider var tæt beskrevne. Jeg studsede. Jørgen Ribe, jeg måtte jo gå ud fra, at det var ham, skrev under sit eget navn: Jørgen Ribe gjorde sig ofte sine tanker. En af dem lød: Skal man gøre sig fortjent til ulykkeligheden?
Jeg brugte natten på at læse. Hvad skal jeg sige? Jeg blev skuffet. Jeg havde virkelig troet, at jeg spillede en større rolle i hans liv. Havde det ikke været for mig, havde han jo ikke kunnet skrive dette. Havde han skænket det en tanke? Åbenbart ikke. Jeg var knap nok til stede i fortællingen, eller rettere genfortællingen, hvorimod den anden dreng, Carl, fik lov til at fylde, så meget han ville. Heller ikke min tragedie var Ribe særlig optaget af, den blev bare nævnt i forbifarten, en passant, hvad jeg fandt højst upassende, for så kunne han jo lige så godt have ladet være med at nævne den.
Måske skulle jeg bare beholde den mistede kuffert og makulere manuskriptet, så kunne han have det så godt, Jørgen Ribe, denne utaknemlige, selvoptagede og frysetørrede alkoholiker. Næste morgen lagde jeg alligevel det hele ned i den grønne kuffert igen, tog ind til bureauet, fik mit depositum tilbage, men ikke de penge jeg havde betalt for to måneder til, og steg på toget til Paris.
Jeg burde have vidst, at der var noget, der ikke stemte. Forbrydere, hvis jeg kan bruge den titel, ender tit med at blive overtroiske. Der havde været for mange tegn i den seneste tid. Tegn er tilfælde. Det var altså alligevel Djævlen, der var i detaljen. Jeg så dem stige på i Bordeaux, selv om de var i civil, to af dem stod på vognen bag min, to på vognen foran, og to af dem kom gående ned ad midtergangen i den vogn, jeg befandt mig i, to yngre mænd.
Det var for sent at stige af toget. Jeg havde frygtet denne dag i mange år. Men nu hvor den var her, blev jeg nærmest rolig. Den ene af mændene standsede lige foran mig og trak sin jakke lidt til side, så jeg kunne se hans våben, og sagde:
– Bendik Ries?
Han udtalte mit efternavn uden s til sidst, så man kunne forledes til at tro, at jeg hed latter, men det var jeg vant til.
– Ja, det er mig, svarede jeg.
UGYLDIGT FRAVÆR
1.
Jørgen Ribe gjorde sig ofte sine tanker. En af dem lød: Skal man gøre sig fortjent til ulykkeligheden? Han vidste jo godt, at lykken krævede noget af én, så hvorfor skulle det samme så ikke gælde for ulykkeligheden?
Han havde god tid til at tænke, ikke bare over dette, men over en hel række spørgsmål, der optog ham, for eksempel hvad ingenting egentlig indebar. Men hvis ingenting indebar noget, var det jo ikke ingenting længere. Tankerne var tit helt umulige.
Alligevel tænkte han på vej til og fra skole, i frikvartererne, hvis han da ikke blev forstyrret, eller i timerne, men det sidste var mere risikabelt, han kunne blive grebet, grebet i at tænke på noget andet, pludselig kunne frøken C. nemlig slå til og stille ham et spørgsmål, og hvis han ikke kunne svare, eller hvis hans svar var langt ude, så blev han med det samme genstand for klassens latter, og det var det værste, han vidste.
Så var det bedre med hans mor, der, hvis han for eksempel ved middagsbordet spildte på dugen, sukkede dybt og sagde: Du er så tankeløs! Det frydede faktisk Jørgen Ribe. Hun skulle bare vide. Hun skulle bare vide, hvad der foregik i ham. Men det vidste hun heldigvis ikke. Dér kunne han nemlig gøre, hvad han ville. Der var han sin egen herre.
Så, så, ville hans far sikkert sige i den situation, han brød sig ikke om konflikter af nogen art, og det stemte ikke ligefrem hans mor blidere: Ja, det er let at se, hvor han har det fra, og nu er det jo ikke ligefrem dig, der står for tøjvask her i huset.
Det, Jørgen Ribe syntes allerbedst om, var at cykle rundt i gaderne om aftenen, han kunne for eksempel cykle op til Den Amerikanske Kirke og så trille helt ned til Skarpsno uden at bruge pedalerne, og alligevel gik det hurtigere og hurtigere, og farten bragte også hans tanker på gled, de fløj om kap, af og til sakkede han bagud, nogle gange var han foran, de skiftedes til at tage føringen, særligt i Thomas Heftyes gate, den stejle bakke med brosten ned til Bygdøy allé, så til højre ad Tostrups gate og videre ad Nobels gate og til venstre ved Drammensveien, eller han kunne køre den anden vej, forbi den engelske ambassade og til højre ad Fredrik Stangs gate, men så var det ikke sikkert, at han kunne trille det sidste stykke, og desuden ville hans mor måske få øje på ham fra vinduet i stuen, når han kom til det sidste sving.
Derfor valgte han for det meste den første rute, og når cyklen stoppede af sig selv i den lille park ved jernbanesporet, kunne han bare sætte sig på bænken dér og tænke på alle de tanker, han havde haft på denne ikke helt ufarlige tur, men så skete der noget mærkeligt, nemlig at han ikke kunne huske noget, og han tænkte i stedet på det, på ingenting, og det var som sagt en krævende tankegang.
Dette var om foråret, og sommeren, altså når familien Ribe ikke var på ferie. Den sidste lørdag i oktober var der vask og reparation af cyklen, noget faderen hjalp sin søn med nede i baggården, eller i gården, som moderen ville have rettet det til, det var en fin oplevelse, nærmere kom de nok ikke hinanden, de måtte ligesom have noget mellem sig for at komme tæt på, og derefter stillede de cyklen ned i kælderen, hvor den skulle blive stående helt til april.
Om vinteren kunne Jørgen Ribe lide at opholde sig på sit værelse, det kunne han i og for sig hele året, men især om vinteren. Også der var der mere end nok at tænke på. Han tænkte altså: Skal man gøre sig fortjent til ulykkeligheden? Betød det, at han var ulykkelig?
I så fald havde han ikke gjort sig fortjent til den. Han manglede ikke noget. Så vidt han vidste, var han sund og rask. Og så vidt han vidste, var hans forældre også sunde og raske, og de manglede heller ikke noget, så vidt han kunne forstå, de gav i hvert fald ikke udtryk for det.
Han kunne i det hele taget ikke have tænkt sig et andet liv end det, han levede, lige bortset fra at han gerne ville have haft længere hår og vejet lidt mindre, hans liv så cirka sådan her ud: Jørgen Ribe var fjorten år, gik i syvende klasse på Uranienborg skole, var altså lidt buttet, men han ville formodentlig vokse fra det, mente hans mor, han havde ikke særlig mange venner, hvis han overhovedet havde nogen, han interesserede sig ikke for sport, han kunne lide at læse, eller bladre i Familiebogen, fik otte kroner om ugen i lommepenge, for dem skulle han gå ned med skraldet og vaske op hver søndag, måske endda tørre af, og han syntes, at Things We Said Today med The Beatles var den bedste plade, han nogensinde havde hørt.
Han havde ikke hørt særlig mange. Fra sit værelse havde han udsigt til en stor, frodig have med høje, tætte egetræer og et gammelt, næsten sort træhus, der engang havde været et sommerhus, men som nu lå midt i byen og mindede om, at tiden gik, noget der ikke bød Jørgen Ribe imod, han satte faktisk pris på det, uden at han var helt på det rene med, hvilken tid der egentlig var tale om.
Hans far, Halfdan Ribe, var kontorchef hos Banan-Matthiessen på Filipstad, noget Jørgen fandt pinligt, uvist af hvilken grund, hans far var ellers, som fædre er flest, fåmælt og venlig, men han havde en hobby, eller snarere en lidenskab; de få, der kendte til den, omtalte den som en fiks idé og grinede i det skjulte, han arbejdede nemlig på en model af kongeslottet, der skulle være så lille, at den kunne være i en tændstikæske. Moderen, Venke Ribe, født Hunstad, lignede på sin side de fleste mødre, hun var hjemmegående, svingede mellem at være ængstelig og overlegen, og hvis hun havde en hobby, eller lidenskab, så måtte det være hverdagssproget, og ingen ville finde på at kalde det for en fiks idé eller grine i det skjulte, hun rettede hele tiden Jørgens sprog, hun havde for eksempel besluttet, at han under ingen omstændigheder måtte sige baggården, det var noget, man havde i den anden ende af byen, hos os hedder det gården, gentog hun.
Og her gik hun ikke på kompromis. Denne særlige sprogbevidsthed havde mere med stil end med klasse at gøre, selv om disse to niveauer, stil og klasse, ofte var uadskillelige, hvilket også betød, at Jørgen som nævnt hverken måtte have langt hår eller speedwaystyr på cyklen, hun ville heller ikke have, at han gik med rullekravebluse under skjorten, hvilket ellers var et populært antræk blandt drengene på den tid, det var lige meget, hun syntes, det var aparte og mere passede til drenge med speedwaystyr, der sagde baggård, det samme gjaldt den populære uvane, eller vane, med at stikke tommelfingrene i bukselommen og lade resten af hånden hænge udenfor, det var ikke kun aparte, det var simpelt, det vil sige dumt.
Alt dette kunne Jørgen leve med, og han levede faktisk fint med det, bare han fik lov til at have sine tanker i fred, det vil sige for sig selv. Men moderen orkede ikke at høre om faderens miniatureslot, og da slet ikke at se ham arbejde på det, for det foregik i sneglefart, og derfor havde han indrettet en slags værksted oppe på loftet, hvor han opholdt sig aften efter aften, og hun spurgte ham aldrig, hvor langt han var kommet, eller hvornår han blev færdig. Ifølge moderen, og her var mange i kvarteret enige med hende, var forholdet mellem sprog og virkelighed sådan her: Det, man ikke talte om, eksisterede ikke.
Familien Ribe var kort sagt en helt almindelig familie, med åbenlyse særheder, skjulte strukturer og trivielle bekymringer. De boede i en lejlighed på første sal i en murstensejendom på Skillebekk, helt præcist nr. 19 mellem sygehuset og hotellet i den smukke Gabels gate, en af de mest eftertragtede adresser i Monopol-spillet. Kunne det blive bedre?
Det kunne det sikkert godt. Men der var ingen grund til at klage. De klagede også sjældent, og da mest over småting, som i sidste instans var uden betydning. Det var overskuddets fine klage. Alligevel syntes Jørgen, at der var en slags hul i hans liv, eller i ham, for dette hul befandt sig ikke udenfor, hvor det meste var fast og tæt, han vidste ikke, hvordan han ellers skulle forklare det, måske var mangel det rette ord.
Og det var sandsynligvis i dette fravær, eller i negativet, at den tanke opstod, at han måtte gøre sig fortjent til ulykkeligheden. Han håbede, at han på den måde kunne tætne åbningen, men det hjalp ikke at tænke sådan, det havde den modsatte virkning. Hullet i ham blev bare større og større, desto mere han tænkte over ulykkeligheden. Det var en ond cirkel, som man siger, og i denne gentagende bevægelse, der egentlig ikke var ubehagelig, satte en mut og standhaftig ensomhed sig fast.
2.
En byejendom, for eksempel denne i Gabels gate 19, er som et samfund, bare i en mindre målestok, altså ikke helt forskelligt fra slottet, der skulle kunne være i en tændstikæske fra Nittedals fabrikker.
Den har sit eget lovværk, i form af ordensregler, hvor der blandt andet står, at man ikke må spille klaver mellem klokken 16 og klokken 18, eller efter klokken 20, og heller ikke før klokken 9 om morgenen, boldspil i gården er forbudt, der må under ingen omstændigheder stilles genstande, såsom sko, ski, skistave, emballage eller skraldespande, uden for dørene eller på reposerne på køkkentrappen, tøj må ikke hænges til tørre i gården efter klokken 13 om lørdagen og må først hænges op igen mandag klokken 7.30; man bedes også indtrængende om ikke at smække lågene på postkasserne i, men gøre sit bedste for at lukke dem så stilfærdigt som muligt, og i øvrigt overholde de til enhver tid gældende regler, skriftlige som mundtlige, og ikke mindst de regler, der ikke findes nogen steder, men som er summen af traditioner, aftaler og almindelig intuition.
I dette eksemplariske samfund var familien Ribe de yngste. Der boede kun gamle mennesker her, for eksempel den frygtindgydende enkefru Hoff i stuen, eller ægteparret Finsen på tredje sal, der havde en søn i Amerika, Robert, hed han, som engang kom hjem med en kokosnød og satte hele Gabels gate på den anden ende, men nu havde ingen hørt fra ham i årevis; og ikke at forglemme den pensionerede tjener, Kleven, der også boede i stuen, og som nogen mistænkte for ikke at have rent mel i posen. Der var mange, der ventede på, at de skulle dø, så lejlighederne blev ledige, men de døde ikke, selv om de havde været gamle, så længe nogen kunne huske, i hvert fald Jørgen, de var ældre end egetræerne i haven.
Den ældste var nu alligevel frøken Wroldsen, der boede på tredje sal til højre, og som vist egentlig hed Vronskij, rygterne ville vide, at hun var flygtet fra Rusland i 1918 og siden havde levet aristokratisk i flere år i Paris, London og Stockholm, men hvordan hun til sidst havnede i Gabels gate 19 i Oslo, var en gåde, og hvad hun levede af, var der heller ingen, der vidste.
Rygterne sagde dog, at hun havde smykker for en formue, både derhjemme i lejligheden og i en bankboks i Kreditkassen på Solli plass, og hver måned fik købmanden, Vinmonopolet, Oslo kommune, Skattevæsnet, Aftenposten og Frogner menighed en perle fra en af hendes mange halskæder.
Men rygter siger så meget. De sagde også, at hun i virkeligheden kom fra et husmandssted i Nannestad kommune og tog til hovedstaden, hvor hun blev personlig sekretær for en spekulant og kunstsamler i mellemkrigstiden. Frøken Wroldsen vovede sig aldrig ud, og ind var det kun Aftenposten, som lå på hendes dørmåtte, der kom. Derfor købte Jørgen ind for hende.
Hun åbnede døren på klem, lige nok til at hun kunne række ham en indkøbsliste, som han gik hen til Jacobsens kolonial på Skillebekk med. Her fandt fru Jacobsen varerne frem, bl.a. rosiner, brød, mælk, margarine og maltøl, lagde det hele ned i en lille kasse, mens hr. Jacobsen, der lignede Clark Gable, det syntes de kvindelige kunder i hvert fald, førte det endelige beløb med både tal og bogstaver ind i en regnskabsbog, der sagde mere om kvarterets privatøkonomi end alle skatteopgørelser tilsammen.
Så bar Jørgen kassen op til frøken Wroldsen og satte den uden for hendes dør. Og når han kiggede under dørmåtten, lå der måske en femmer, en krone eller bare en af de store gamle femører, som man kunne bruge til spil – hvis der ellers var nogen, der ville spille med ham. Sådan var aftalen. Indimellem håbede han, at der ville ligge en diamant eller en perle.
Men denne gang var der ingenting, og han lagde måtten på plads, skuffet og forundret, og tænkte lige så brat, som han rejste sig op: Her bor ulykkeligheden. Samme aften sad han på sit værelse og så på bladene, der blev hængende i luften, før de i hurtige hvirvler faldt ned mod den fugtige, mørke jord. Han tænkte stadig på frøken Wroldsen. Var det fra hende, ulykkeligheden kom? Var det hende, der spredte den?
Heller ikke da han lå i sin seng, slap disse tanker taget i ham. Hvis det var sandt, som man sagde, at hun var flygtet fra Rusland, der nu hed Sovjetunionen og truede hele vesten med atombomber og krig, så havde hun gjort sig fortjent til ulykkeligheden. Det betød ikke, at det var hendes skyld, nej, ulykkeligheden var blevet bragt over hende, og nu bragte hun den over Jørgen Ribe. Var det sådan, det hang sammen?
Han blev ikke meget klogere. Og hullet blev heller ikke mindre, tværtimod, han var bange for, at han snart ville forsvinde ned i det. Så gik der nogle dage. Dette var, som man forstår, om efteråret. Cyklen skulle gemmes væk for vinteren. Jørgen og hans far sad på hver sin skammel i baggården, ups, gården, og gjorde hjul og eger rene.
Det var specielt vigtigt at holde kæden ren og tør, ellers rustede den, og så var fanden løs. Faderens ord: fanden løs. Jørgen forstod alvoren. Faktisk kunne han have gjort alt det her selv, men det nænnede han ikke at sige til faderen, han nænnede ikke at sige, at faderen var overflødig. Det var en ny følelse, skræmmende og herlig på én gang. Brem- serne, for og bag, skulle også være i orden, for når foråret endelig kom, kunne det være, at han bare tog cyklen og kørte, og så …
– … var fanden løs, sagde Jørgen.
Faderen kastede et blik på sønnen, tørrede sine hænder i den snavsede pudseklud og smilede:
– Måske er jeg allerede begyndt at tænke på et sommerjob til dig. Hvad siger du til det?
– Helt fint.
– Helt fint? Ikke andet?
– Jo. Men der er jo længe til.
– Og det er præcis derfor, at jeg allerede er begyndt at tænke på det.
Faderen fortsatte med at pudse stellet og stangen med hurtige, skødesløse bevægelser. Jørgen fik ondt i maven, han var nødt til at sige noget mere.
– Skal jeg losse?
Der gik et stykke tid, før faderen så op, han smilede igen.
– Losse? Nja, du, det er nok for risikabelt.
Jørgen blev såret, mente faderen ikke, at han var stærk nok?
– Jeg kan også løfte, sagde han.
– Det er ikke det.
– Hvad er det så?
Faderen lænede sig over mod ham, fortrolig et kort øjeblik:
– Vi, Jørgen, Riberne, har ikke noget med selve bærrene at gøre.
Det er det kun havnearbejderne og vrageren, der har.
Nu forstod Jørgen, hvorfor han var flov over, at faderen arbejdede hos Banan-Matthiessen, det var, fordi han altid kaldte bananerne for bær, ikke frugt. Men denne gang ville han modsige sin far:
– Bananer er ikke bær, sagde Jørgen.
Faderen lukkede lidt luft ud af bagdækket.
– Jo, det er lige præcis, hvad de er. Ret skal være ret.
– Bananer er aflange, far. Bær er runde.
Faderen skruede ventilen fast og løftede blikket, der var en undren i det, en undren blandet med sorg, som om han netop havde mistet noget, de brede blade fra den vilde have ved siden af lagde sig rundt om dem.
– Tror du ikke, jeg ved, hvad jeg taler om? Jørgen sagde hurtigt:
– Jo, far, selvfølgelig.
Det var nu, Jørgen havde tænkt på at spørge, hvad vrageren egentlig lavede, men han fik ikke sagt mere, og det var måske meget godt, for i det samme stod hr. Finsen på trappen, med en affaldsspand i den ene hånd og en paraply i den anden. Faderen løftede armen til hilsen. Hr. Finsen satte affaldsspanden fra sig og spurgte:
– Har din søn købt ind for frøken Wroldsen i dag?
Faderen vendte sig mod Jørgen, der rystede på hovedet:
– Nej, i forgårs.
Hr. Finsen fumlede med den sorte paraply, men han havde ikke travlt, for det regnede ikke endnu.
– Det var mystisk, sagde han.
Faderen blev lidt utålmodig, for han brød sig ikke om at blive afbrudt i det, han var i gang med, og hr. Finsen gav sig god tid med forstyrrelsen, men faderen overhalede heller ikke indenom.
– Hvordan det, Finsen?
– Kassen står der stadigvæk.
– Ja, det var da mystisk.
– Jeg så den, da jeg tog avisen ind i morges.
– Måske er russerinden ikke tilfreds med varerne, sagde faderen.
Hr. Finsen smilede let.
– Hendes avis lå der også.
Faderen luntede hen til reposen, Jørgen fulgte efter.
– Har du ringet på?
Hr. Finsen rystede på hovedet.
– Jeg vil ikke blande mig.
Jørgen bemærkede, at der lå en bananskræl øverst i affaldsspanden, næsten dækket af kaffegrums og kartoffelskræl. Det undgik selvfølgelig heller ikke faderens opmærksomhed. Han pegede:
– Chiquita?
Finsen forstod først ikke: – Hvabehar?
– I har flottet jer med en banan, ser jeg.
Finsen smilede.
– Åh, ja. Min kone bruger den til dessert. Med mælk og sukker. Men kokosnødder er nu bedre.
Faderen sagde ikke mere. Jørgen fattede ikke, at de kunne stå her og snakke om bananer, når der var andre, langt vigtigere ting at tænke på. Til sidst gentog han:
– Jeg satte kassen med mad på hendes måtte i forgårs.
Finsen lod affaldsspanden stå ved køkkentrappen, så gik de rundt om hjørnet til hoveddøren og op på tredje sal, og ganske rigtigt, kassen med mad stod der stadig, og ved siden af lå der tre aviser, en aftenudgave og to morgenudgaver, nej, det lovede ikke godt.
Faderen vidste nok allerede, at det var forgæves, men alligevel ringede han på, for syns skyld, måske, eller for at være høflig. Også dette undrede Jørgen. Han gjorde sig sine tanker. En af dem var denne, men det var først senere, han kunne sætte ord på den: Er det vigtigere at følge reglerne end at gøre det rette? Faderen vendte sig mod ham igen.
– Talte du med hende? spurgte han.
– Nej, hun sagde jo aldrig noget.
Nu kom fru Finsen også ud på reposen og sagde ligeud:
– I bliver nødt til at bryde ind.
Det havde ingen af mændene særlig meget lyst til, måske havde frøken Wroldsen sine grunde, det handlede om privatlivets fred, et begreb, som Jørgen Ribe endnu ikke var fortrolig med, men som var ukrænkeligt, og selv om privatlivets fred ikke havde sit eget punkt i ordensreglementet, var privatlivets fred husets overordnede ånd, og hver eneste regel, både den skrevne og uskrevne, var nedfældet i lyset af denne ånd.
– Det kan vi ikke bare, sagde faderen.
– Hvorfor ikke? spurgte fru Finsen.
Hr. Finsen blev pludselig irriteret, hvad det var, der gik ham på, er ikke let at vide, eller jo, det er det nok, i hvert fald lod han det gå ud over frøken Wroldsen, noget han senere skulle fortryde:
– Jeg vidste, at hun ville skabe problemer.
Faderen ringede på igen, det var, som om den spinkle lyd var stærkere end ellers og rumsterede rundt derinde i den hemmelighedsfulde lejlighed. Ingen åbnede. Fru Finsen blev ved:
– Hvis Robert havde været her, ville han have åbnet døren med det samme.
– Men det er han ikke, han er i Amerika, sagde hendes mand.
Fru Finsen skubbede mændene til side, bøjede sig ned og kiggede ind ad nøglehullet. Hun var bleg, da hun rettede sig op igen.
– Jeg tror, hun ligger på gulvet derinde, sagde hun.
Nu løb faderen og Jørgen ned til dem selv, og faderen ringede til vicevært Gulbrandsen, der havde ekstranøgler til alle lejlighederne, han arbejdede ikke i weekenden, men han kunne komme mandag morgen, sagde han. Da ville det være for sent, mente faderen. Som om det ikke var det allerede.
Så ringede han nødnummeret, opgav navn og adresse og sagde, hvad det drejede sig om. Jørgen fulgte nøje med. Han tænkte: Dette er min første alvor. Hvis frøken Wroldsen var død, var han den sidste, der havde set hende i live, i hvert fald hendes arm. Den efterfølgende tanke var uundgåelig: Gør jeg mig fortjent til ulykkeligheden nu?
Hans mor ville have, at han skulle blive inde på sit værelse, men til sidst gik hun med ovenpå, og i mellemtiden havde resten af husets beboere forsamlet sig på afsatsen på tredje sal i Gabels gate 19. Fru Finsen serverede drømmekage.
Viceværten dukkede alligevel op. Der opstod en intens, men heldigvis lavmælt diskussion om, hvorvidt man skulle låse sig ind med det samme eller vente på ambulancen. Mændene ville vente, kvinderne var imod det: Hvert et sekund talte. De troede formodentlig ikke på, at sekunderne stadig talte for frøken Wroldsen, men argumentet var jo godt nok.
Det endte med, at viceværten stak nøglen i låsen og drejede den om, men da han ville åbne døren, stødte den på et eller andet bagved. Halfdan Ribe måtte hjælpe ham, de pressede begge to, og alle kunne høre, at et eller andet tungt blev skubbet hen ad gulvet, og da de omsider fik døren så meget op, at de kunne se ind, var der ikke længere nogen tvivl: Frøken Wroldsen lå på maven i entreen, nakken var vredet om, sådan at ansigtet var synligt, en grå, spids profil, særligt næsen, med mørke skygger og pletter, og et opspærret blindt øje.
Der lugtede ikke godt, et tungt pust, der fik alle til at trække sig lidt bagud, bortset fra vicevært Gulbrandsen, der holdt vejret, satte sig på hug og lagde sin finger på frøken Wroldsens hals, rystede på hovedet og rejste sig igen. Venke Ribe trak sønnen til sig og ville forhindre ham i at se mere, men Jørgen strittede imod, han ville se det, de andre så, og da alle havde sundet sig, så fru Finsen på ham og sagde det, han selv havde tænkt for lidt siden:
– Ja, Jørgen, du var så den sidste, der så hende i live.
Var det et spørgsmål? Skulle han tilføje noget eller sige noget pænt? Det eneste, han kunne tænke på, var, at frøken Wroldsen måtte være død, lige efter at hun havde givet ham indkøbslisten og havde lukket døren. Han følte et stort ansvar. Han blev fortvivlet.
– Lad nu drengen være i fred, sagde hr. Finsen.
Sirenerne standsede i Gabels gate. Snart efter kom lægen med lange skridt op ad trappen, med den sorte taske i hånden, og bag ham fulgte to portører med en båre. Lægen så ganske kort på frøken Wroldsen og gjorde tegn til portørerne, der løftede eller snarere rullede hende over på båren. De spændte kroppen fast og bar hende ned ad trappen. Lægen vendte sig mod beboerne:
– Hvem af jer var det, der ringede? spurgte han.
Halfdan Ribe tog et skridt frem.
– Det var mig.
– Jeg antager, at dødsfaldet er en rutinesag. Hvis ikke, så hører I fra politiet, hvad der også er rutine.
Så gik lægen, uden overhovedet at have åbnet sin taske. Beboerne blev stående ude på afsatsen og kunne ikke lade være med at kigge ind i frøken Wroldsens lejlighed. De kunne se helt ind i stuen, hvor gardinerne var trukket for, og mørket begyndte.
Hvad skjulte de rum mon af skatte? Glitrede det ikke pludselig i et smykke, der hang på en syvarmet lysestage? Nysgerrigheden var større end modviljen. Det ville vel ikke genere nogen, hvis de så sig lidt omkring? Men viceværten låste heldigvis døren, før det kom så vidt. Hvad skulle de i øvrigt stille op med maden i kassen?
Der var ingen, der ville have den. Så skiltes de, utilfredse og urolige, bortset fra Jørgen og hans far, der først lagde kassen i skraldespanden nede i gården og derefter satte cyklen på plads i kælderrummet, sådan at vinteren nu kunne komme.
De hørte ikke noget fra politiet. Frøken Wroldsen var død en naturlig død, selv om de fleste syntes, det var højst unaturligt at dø så brat i entreen. Hun blev bisat den første fredag i november, hvor sneen allerede faldt over Vestre Gravlund. Der var ikke mange til stede i kapellet, kun beboerne, kolonialhandleren og vicevært Gulbrandsen.
Jørgen var der heller ikke. Han ville gerne have været der. Han var i skole. Han tænkte endnu flere tanker end før. Han var altså den sidste, der havde set frøken Wroldsen i live. Hvis ikke han dermed havde gjort sig fortjent til ulykkeligheden, hvordan skulle han så gøre sig fortjent til den? Han følte sig speciel. Betydningsfuld. Men det varede ikke så længe. Frøken C. spurgte ham om noget, og han kunne ikke svare, han vidste ikke engang, hvad hun havde spurgt om, og svarede til sidst helt hen i vejret, tankefuld og tankeløs på en gang:
– Elven Glomma.
Frøken C. blev led og ked af det, ikke kun ked af det, men også led, de havde nemlig kristendomskundskab, ikke geografi, og hun tyede til den sidste udvej, sarkasmen, som i syvende klasse er ren ondskab:
– Har du nu spist for mange bananer igen, Jørgen?
Og klassen grinede, og de blev ved med at grine i frikvarteret, og nogen kaldte ham for bananrepublikken, ingen forstod helt, hvad det ord skulle betyde, det var formodentlig Geir Bråten, der boede på Hovseter, som havde opsnappet det fra sin far, der havde hørt det af en amerikansk Nato-officer i sporvognen ned til byen.
Bananrepublikken! Men sandheden var, at de aldrig spiste bananer hjemme hos Jørgen, aldrig, og det skyldtes, at hans far, der altså ikke havde noget med selve bærrene at gøre, engang havde kigget i en kasse fra Sydamerika, og mellem bananklaserne myldrede det med edderkopper, skorpioner og giftige slanger. De ansatte hos Banan-Matthiessen samt deres pårørende og nærmeste familie havde imidlertid tavshedspligt og måtte ikke sige noget om dette.
I øvrigt var Jørgen ligeglad. De kunne kalde ham, hvad de ville. Han var hævet over dem. Ulykkeligheden gjorde ham usårlig. Han var den sidste, der havde set et menneske i live. Derfor var der heller ikke noget ved at drille ham i længden. Drengene trak sig og tænkte, at næste gang var det måske dem, der ville få frøken C.s skarpe tunge at føle.
Der kom mere sne. Der var ikke faldet så meget sne i mands minde, i hvert fald ikke hvad Jørgen kunne huske, og det var stadig kun november. Når vicevært Gulbrandsen var færdig med at rydde fortovet og ville til at grave sig hen til hoveddøren, var fortovet fuldt af sne igen, før han fik taget et spadestik. Chaufførerne, der kørte byens sneplove, kaldte det en ond cirkel. Dette var med til at skabe en endnu mere uhyggelig stemning i opgangen i Gabels gate 19.
Det var, som om det uventede dødsfald havde sat ordensreglementet ud af kraft. Man smækkede med postkasserne og lod skraldespandene stå ude på køkkentrappen. Pludselig var der nogen, der spillede klaver før klokken 7. Var det enkefru Hoff? Man vidste ikke engang, at hun kunne spille klaver. Der var ingen, der overtrådte reglerne med vilje. Man glemte bare alt om dem.
Det skete også, at Jørgens mor sov over sig om morgenen og forsømte sine pligter. Hun kaldte det søvnløshed. To uger efter bisættelsen var der en flyttevogn, der standsede udenfor, og da var hun straks på benene. Fire mænd bar frøken Wroldsens ting ned, rub og stub, det tog en hel dag, og hendes ting mistede deres glans, det eventyrlige forsvandt, støv, slitage og tiden havde sat deres spor, og det fulde læs blev kørt hen til et lager ved Sandvika, hvor det hele skulle opbevares, indtil nogen gjorde krav på det, men det var der ingen, der gjorde, ud over Jørgen Ribe, der ikke krævede andet end indblik.
Så stod lejligheden på tredje sal til højre tom. Det gjorde ikke sagen bedre. Selv om alle lovede at følge ordensreglementet til punkt og prikke igen, var det, som om huset havde mistet balancen og var ved at kæntre. Et sådant tætpakket samfund kan nemlig ikke tåle store forandringer. Så går tingene skævt. Uroen breder sig. Det blev ved med at sne. Hullet i Jørgen, som han et stykke tid troede var tætnet igen, voksede sig bare større. Han lærte, men kunne ikke selv forstå det, at ulykkeligheden er umættelig. Han syntes ikke længere, at han havde gjort sig fortjent til den.
Erindringen om frøken Wroldsen, russerinden, blegnede, eller hun blegnede i husets erindring, helt til den var lige så tom og forladt som lejligheden på tredje til højre, så hurtigt gik det, hun flyttede ud af erindringen om hende, og erindringen blev stående umøbleret. Det gav i øvrigt Jørgen en hel del at tænke over, tanker, han endnu ikke havde styr på, han vidste bare, at det havde med ulykkeligheden at gøre, og en søvnløs nat var han tæt på en erkendelse, der lå langt fremme i tiden. Hullet i ham var et forskud på glemslen, der før eller siden ville blive ham til del.
Dette varede til efter jul. Da standsede endnu en flyttevogn uden for Gabels gate 19. Den havde udenlandsk nummerplade, og der stod Déménagement Rapide på den. Den var fransk. Dette var uhørt. Man flyttede ikke mellem jul og nytår. Man ankom heller ikke, selv om det var fra udlandet. Det myldrede med mænd, der talte højt og hurtigt på deres fremmede sprog, mens de bar det ene moderne møbel efter det andet op til tredje sal. Så vendte bilen omkring og kørte tilbage til Frankrig, nærmere bestemt Paris, sagde dem, der havde styr på den slags nummerplader.
Men hvad blev der af dem, der skulle bo der? De ankom først i det nye år. Det var dagen, før skolen begyndte igen. Jørgen Ribe stod tilfældigvis ved vinduet i stuen og så dem. De havde taget en taxi, måske fra Fornebu, eller Østbanen. De var tre: en pige, en dreng og en elegant dame, sikkert deres mor. Var det franskmænd? Hun klagede åbenbart over et eller andet, måske over at fortovet ikke var ordentligt ryddet, men det lod sig ikke gøre, for det sneede jo hele tiden.
De måtte nu alligevel være nordmænd, for ellers havde taxichaufføren vel ikke forstået, hvad hun sagde, desuden var det ikke hans skyld, at sneen lå højt omkring dem. Drengen var på alder med Jørgen, måske et år ældre, han havde mørkt, halvlangt hår, der hang ned i panden, pigen var lidt ældre, måske gik hun i gymnasiet, hun var tynd og havde store øjne, måske virkede de store, fordi hendes ansigt var så smalt og blegt.
Jørgen måtte trække vejret dybt, men han kunne ikke afgøre, om det var på grund af pigen, som, så vidt han kunne se, var pænere end alle pigerne i klassen tilsammen, eller på grund af drengen, som pludselig så op mod vinduet, som om han vidste, at Jørgen stod der, skubbede pandehåret til side og smilede til ham.
Lars Saabye Christensen: Vrageren
”Stor romankunst fra den bedste historiefortæller (…) Vrageren rangerer blandt det allerbedste Lars Saabye Christensen har skrevet. Og det siger ikke så lidt.” –Nettavisen
Jørgen Ribe er en anerkendt forfatter, men han har det meste af sit liv holdt på en hemmelighed, som nu truer med at blive afsløret. Den småkriminelle Bendik Ries møder ham ved et tilfælde i Paris, og beslutter sig for, at han vil skrive Ribes biografi. Tilfældigvis kommer han i besiddelse af Jørgen Ribes kuffert, og i den befinder der sig et uudgivet manuskript – et manuskript om Jørgen Ribes opvækst.
Jørgen Ribe er vokset op på Oslos vestkant i en lejlighed med sin far og mor. Moren er hjemmegående, faren er mellemleder på bananmodneriet Banan-Matthiessen. En dag flytter en kvinde og hendes to børn ind i samme opgang. Jørgen bliver hurtigt venner med den jævnaldrende Carl, men det skal senere vise sig at blive et skæbnesvangert venskab. Biografisten forsøger utrætteligt at komme i kontakt med Ribe for at bede om tilladelse til at skrive hans biografi. Jagten bliver næsten til en besættelse, et forsøg på at nå ind til kernen af en forfatter og et liv.
Romanen handler om de valg, vi træffer, og dermed hvordan vi bliver, dem vi er. En roman om grænserne mellem venskab og kærlighed og mellem skyld og forsoning.
Lars Saabye Christensen skriver om grænserne mellem venskab og kærlighed, skæbne og tilfælde, skyld og forsoning i ny stor roman. Begynd din læsning her.
“Stor romankunst fra den bedste historiefortæller…Vrageren rangerer blandt det allerbedste Lars Saabye Christensen har skrevet. Og det siger ikke så lidt,” skrev Nettavisen om den norske forfatter Lars Saabye Christensens store værk Vrageren.
LÆS OGSÅ: 15 stærke nordiske romaner du skal læse
I Vrageren møder vi den anerkendte forfatter Jørgen Ribe, der hele sit liv har levet med en hemmelighed. Men hemmeligheden er i fare for at blive afsløret, da en mand sætter sig for at skrive Jørgen Ribes biografi. En uhyre besættelse og jagten på at nå ind til forfatteren og hans liv begynder.
LÆS OGSÅ: Hvad skal I læse i læseklubben? Her er 20 oplagte bøger
Lars Saabye Christensen (f. 1953) modtog Nordisk råds litteraturpris i 2002 for romanen Halvbroderen. Han har udgivet flere digt- og novellesamlinger, samt en række stærke romaner, heriblandt den store, internationale successerie Byens spor.
Vrageren
af Lars Saabye Christensen
EN BEGYNDELSE
Det er ikke Djævlen, der er i detaljen, det er Gud.
Det slog mig, da jeg helt tilfældigt stødte på Jørgen Ribe i Paris, det må have været i december 1997. Stødte på er nu ikke den rette vending, han vidste ikke, hvem jeg var, eller han kunne ikke kende mig, glæden var altså ikke gensidig, derfor er det mere præcist at sige, at jeg så ham, nærmere bestemt i Rue de la Reine Blanche, hvor jeg gik rundt og ledte efter en skandinavisk skomager, jeg havde fået anbefalet, en vis Lidén senior.
Butikken viste sig at være lukket, vist endda nedlagt, hvilket burde have gjort mig ikke bare urolig, men også mistænksom. Rue de la Reine Blanche var trods sit prangende navn en helt uanselig gade, med billige cafeer og hoteller, han boede på et af dem, fandt jeg ud af, Hôtel Royal, som der heller ikke ligefrem var noget kongeligt over, om aftenen var der kun lys i fire af bogstaverne, og det var aldrig de samme, om mor- genen blev brødet uden papir om stukket ind under hoveddøren.
Det passede på en måde meget godt til Jørgen Ribe selv. Han var mager, hærget og usoigneret. Han virkede i det hele taget fortabt og forvirret. Jeg overvejede et øjeblik at præsentere mig, for at se hvordan han ville reagere, men lod være, i stedet holdt jeg øje med ham i de uger og dage, han var i Paris.
Lad mig sige det med det samme: Der skete intet opsigtsvækkende. Jeg var vidne til en upåfaldende mands stilfærdige rutiner, og det overraskede mig, fordi han, i hvert fald indtil for nylig, havde været en feteret og sikkert omsværmet og efterspurgt forfatter.
Jeg fulgte ikke meget med i, hvad der gik for sig på hjemmefronten, som det hedder, den front var nærmest forsvundet for mig, men dette havde jeg da bemærket. Den tid var åbenbart forbi nu. Han havde fået et knæk, det var indlysende.
Jørgen Ribe gik rundt i Paris, tilsyneladende på må og få. Når han spiste, helst stående ved bardisken på en lokal café, var det en asketisk øvelse, der kan sammenfattes i to ord: vand og sukkerknalder. Jeg havde tilsyneladende ikke bare med en forpint mand at gøre, han pinte også sig selv, nogle gange skulle man tro, at han nød det.
En dag tog han toget fra Gare des Invalides til Versailles. Besøget dér tog ikke lang tid, og han gik heller ikke ind på slottet, han standsede bare ved rytterstatuen og stod og betragtede den enorme facade en halv times tid, så tog han toget tilbage. Han omgikkes ingen, det skete, at han fulgte efter en kvinde på gaden, som om han havde kendt hende engang, for så pludselig at opgive og skifte fortov, duknakket, forlegen og med hænderne dybt begravet i frakkelommerne.
Jeg så ham aldrig skrive eller gøre notater. Det nærmeste, han kom, var et postkort, han købte i kiosken uden for Louvre. Han opsøgte aldrig en boghandel, ikke engang Shakespeare and Company. Hvad han lavede på sit hotelværelse om natten og om morgenen, vidste jeg selvfølgelig intet om, men det skulle jeg snart få at vide. Jørgen Ribe nærmede sig de halvtreds. Han så meget ældre ud. Han virkede som en færdig mand. Synet af ham var som at stå foran et spejl.
Hvad lavede jeg i Paris, ud over at lede efter en forhenværende skomager? Jeg var på gennemrejse, som jeg altid var, og sådan havde jeg holdt den gående i over tredive år, siden jeg forlod Oslo og begav mig ud i den verden, der lå knust for mine fødder. Det er sådan, jeg plejer at formulere det. Det lyder måske lidt selvmedlidende. Det er ikke min hensigt. Dengang havde jeg ikke noget valg. Jeg gjorde det, jeg måtte gøre. Der var ingen, der tvang mig.
Men man skal ikke undervurdere ufriheden i denne manøvre. Den prægede hver en bevægelse, jeg gjorde, hvert et skridt jeg tog, hver en tanke jeg tænkte. Jeg levede af gamle penge. De var lige så gode som nye. Når de ikke slog til, altså når min lunefulde og skuffede far lukkede for pengestrømmen eller bare satte mig lidt på prøve, transporterede jeg antikviteter fra en by til en anden, elfenben, mahogni, marmor, guld, rav, silke.
I Paris boede de fleste af mine kunder i kvarteret omkring Rue des Beaux- Arts. Der var andre, der tjente mere på den forretning end mig, men lidt var der da tilovers, når vi gjorde regnskabet op, og alle havde fået deres, og desuden satte jeg pris på varernes gådefulde skønhed, kandelabrenes symmetri, arabeskernes gåde, relieffernes dybde.
Denne skønhed gjorde mig mildere. Ufrihed har nemlig den ulempe, at den først skaber en retfærdig vrede, der så igen bliver til bitterhed, det er kun et spørgsmål om tid, og jeg var ingen undtagelse. Så kald mig bare bitter.
Det forekom også, at jeg satsede de gamle penge på ét kort, gerne i Juan-les-Pins, Nice eller Zürich, nogle gange satte jeg dem over styr, andre gange var der gevinst. Jeg har ikke lidt nød.
Gud i detaljen? Denne tanke var ikke ufri, den spredte tværtimod lys, den løftede. Hvorfor var det min første indskydelse, da jeg så Jørgen Ribe, jeg, der altid har ment, at det var Djævlen, der havde en finger med i spillet? Men dette møde mellem to skygger af sig selv i Paris fik mig altså til at tænke sådan.
Jeg har ellers haft masser af tid til at tænke, og det er der sjældent eller aldrig kommet noget godt ud af. Når jeg skriver møde, er det ukorrekt, et møde forudsætter, at begge parter giver sig til kende, hvad vi ikke gjorde. Der var gået tredive år siden sidst. I den mellemliggende tid havde livet ikke skånet os. Det må jeg indrømme.
Men tilfældet i Rue de la Reine Blanche gav, om ikke håb, så i det mindste mening, i modsætning til den skæbne, der tidligere havde ramt mig. Den var helt og aldeles ond, altså meningsløs, og derfor også uden håb. Måske er den rette måde at sige det på, at Djævlen er i skæbnen, Gud er i tilfældet. De er altså i familie.
Desuden var Jørgen Ribe et godt minde.
Jeg burde selvfølgelig være rejst videre, først til Antibes, videre til Antwerpen og derefter have fundet et passende sted, hvor jeg kunne tilbringe resten af vinteren, Basel for eksempel, som er et godt hi, det fugtige klima til trods, men jeg blev i Paris, hvor jeg fortsatte med at skygge Ribe, hvis det altså er det rette ord i denne sammenhæng.
Måske følte jeg en slags ansvar for ham, måske var det bare mit eget velbefindende, jeg tænkte på, at noget skulle løsne sig, slippe grebet og give mig, hvad skal jeg sige, retfærdighed. Det er ikke altid helt let at skelne egeninteresse fra medfølelse, man skal helst kunne omspænde begge dele, og jeg troede virkelig, det var muligt, men det er yderst sjældent, at disse to størrelser går op i en højere enhed, det er min erfaring.
I hvert fald indlogerede jeg mig på Hôtel Royal for at være så tæt på Jørgen Ribe som muligt, jeg var nemlig bekymret for, at der skulle tilstøde ham noget, at han ville skade sig selv, han virkede som nævnt meget skrøbelig.
Af og til stod jeg uden for hans værelse i den højloftede gang, hvor væggenes falmede tapet bulnede, og det plettede gulvtæppe lignede en smal mørkerød sti ind i mørket. Jeg syntes, jeg kunne høre noget, det kunne være en kakerlak, termitter, der arbejdede, en flue, der brændte op i en elpære, der også var ved at gå ud, men jeg kunne lide at forestille mig, at han sad derinde og skrev i hånden, at det var det, jeg hørte, den umiskendelige lyd af pen og papir.
Om morgenen spiste vi morgenmad i Hôtel Royals spisesal, der også havde set bedre dage, Jørgen Ribe drak en espresso og suttede på en sukkerknald, han førte hele tiden håndryggen hen over munden, sikkert en dårlig vane. Jeg tillod mig selv at spise et pain au chocolat, brødet følte jeg ingen trang til at røre.
Jeg så sådan her på det: Jeg løftede tilfældet op og gjorde det til skæbne, forhåbentlig uden Djævlen, men det kunne jeg ikke vide. Det meste ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg har ondt af det, jeg ikke ved. Sådan er vilkåret. Alligevel tog jeg chancen.
Det er sjældent, at jeg tilstås den slags muligheder, og desto stærkere virkede denne ene på mig: Jørgen Ribe, hvis liv jeg engang havde reddet, krydsede altså min vej igen tredive år senere i Paris.
I øvrigt kan det ikke anbefales at tilbringe julen i Paris: gennem- træk, forsinkelser, høje priser, glatte brosten, lommetyve og affald. Jeg brugte helligdagene til at mødes med mine kontakter og samarbejdspartnere.
Møderne fandt sted i de gamle værtshuse på Montmartre, L’Enfer, Néant eller Le Ciel. Vi foretrak det sidste, der var ikke så mange mennesker. En formiddag lige efter nytår skulle vi samme vej, til gaderne bag École des Beaux-Arts, hvor antikvitetshandlerne ligger. Det var igen et tilfælde, overskueligt og let i al sin dybde. Vi kunne slet og ret følges ad et lille stykke, i takt, i overensstemmelse, så at sige, før vi hver især fortsatte videre.
Jørgen Ribe skulle ikke se på gamle møbler, vaser eller nips, hans mål var L’Hotel, det legendariske hotel, hvor Oscar Wilde døde i 1900, og hvor Jim Morrison sprang ud ad vinduet, godt nok i stueetagen, i 1971, to uger før også han døde i Paris, i et badekar, hjertestop, forlød det, sandsynligvis en overdosis.
Jeg standsede op på hjørnet, mens Jørgen Ribe blev stående på fortovet udenfor, som om han tøvede, ikke kunne beslutte sig. Hvorfor gik han ikke bare ind på L’Hotel og reserverede et værelse, jeg ville næsten ønske, at han gjorde det, så jeg kunne slippe for at bo på det temmelig ulækre Hôtel Royal.
Men i stedet gik han tværs over gaden og ind på Bar Vincent, hvor han stillede sig ved disken og bad om det sædvanlige: vand og sukkerknalder. En karakteristik melder sig pludselig: fange i frihed.
Næste dag besøgte Jørgen Ribe Père-Lachaise, der også kaldes geniernes kirkegård. Først gik han hen til Oscar Wildes grav, en flyvende sfinks hugget i sten, dér blev han heldigvis ikke så længe, det værste var dog, at både kvinder og mænd havde kysset dette rædselsfulde monument så ofte, at det nærmest var belagt med læbestift, noget der fik sfinksen til at minde om en bleg, rødlig luftspejling på tyve tons i det tynde vinterlys.
Så gik han videre, forbi urnehallen, som talte mere til min sans for proportioner, jeg var jo næsten i samme branche, for nu at sige det sådan, og efter mange omveje fandt han Jim Morrisons grav, den var ikke stort bedre, graffiti og en bunke tomme flasker, cigaretskod og visne blomster, døden tiltrækker affald og kitsch, sentimentalitetens stærkeste udtryk.
Jørgen Ribe blev heller ikke stående særlig længe dér, sandt at sige ved jeg ikke, hvad han ledte efter, men jeg nåede i hvert fald at se det, han var en fange af, og da forstod jeg også, at han var sin egen fangevogter, jeg burde have set det med det sam- me, cold turkey, eller mere præcist: Han var en tørlagt alkoholiker. Der var noget dødt inderst inde i hans skinnende øjne, som fluer i en lampekuppel: den uafhængiges tvetydige blik.
På vejen tilbage til hotellet købte Jørgen Ribe en kuffert i Hall du Voyage, lige ved Operaen. En helt almindelig grøn kuffert, uden hjul, men det var alligevel et besynderligt syn at se ham bære den det sidste stykke op ad den livlige Rue Mouffetard, for det var tydeligt for alle, at kufferten var tom, den var for let, let som ingenting, og dermed opstod der en slags ubalance, som jeg sent vil glemme: misforholdet mellem Ribe og hans bagage. Han blev på sit værelse resten af dagen. Næste morgen tjekkede han ud, før morgenmaden, og tog en taxi til Gare de l’Ouest.
Jeg havde mit hyr med at holde trit med ham. Han købte en billet i billetlugen, drak en espresso i cafeen, glemte sukkerknalden, jeg vidste stadig ikke, hvor han skulle hen, men da TGV Atlantique kørte ind på spor 11, rejste han sig og gik hen ad perronen. Jeg købte straks en pladsbillet til samme tog, det kørte til Arcachon.
Ti minutter i otte rullede toget ud fra stationen. Jeg sad i vogn 7. Jørgen Ribe i vognen lige efter. Jeg kunne se ham. Hans kuffert og taske lå oppe i bagagenettet. Jeg tænkte: Er det at redde et liv ikke det største, et menneske kan gøre? Og i samme dur: Er det at have forårsaget en andens død ikke det værste af alt? Men hvad nu, hvis man kan påvise, at begge dele skete ved et tilfælde, betyder det så, at man vil blive frikendt?
Desværre fungerer samvittigheden ikke på den måde, ej heller historien, der tværtimod holder med rygterne og sjældent eller aldrig lader den tiltalte komme til orde. Den tiltalte? Jeg er ikke dømt. Jeg er bare skyldig.
Jørgen Ribe kørte med helt til Arcachon, og på turistbureauet dér lejede han en ombygget garage i udkanten af den lille by, i gåafstand til både centrum og klitterne ved stranden. Selv tog jeg ind på Hôtel Terminal lige ved banegården. Klimaet her er måske nok vederkvægende om foråret og sommeren, med Golfstrømmen som en mild hånd, men vinteren er ikke at anbefale, den er kølig og ugæstfri, vinteren i Arcachon er en barsk omgang.
Jørgen Ribe gik en lang tur hver morgen. Det virkede, som om han prøvede at tage sig sammen, hærde sig. Efterhånden kom han også til at se bedre ud. Et par gange kom jeg så tæt på ham, at jeg kunne se hans øjne. Lyset var anderledes i dem, selv om det døde bundfald stadig var synligt. Jeg ved det. Det slipper man aldrig af med. Bundfald og overflade kan ikke skilles ad.
Men jeg kunne ikke blive i Arcachon for evigt, jeg skulle passe mine forretninger, og det begyndte at knibe med pengene. Derfor gik jeg ind på turistbureauet og sagde, at jeg havde hørt om en garage, som jeg gerne ville leje. Desværre, den var allerede udlejet og blev tidligst ledig i september. Samme aften tog jeg toget til Nice, hvor jeg hentede to barok-spilledåser, der skulle transporteres til Hamborg.
De næste måneder rejste jeg igen rundt mellem de europæiske storbyer, den eneste hovedstad, jeg ikke ville have noget at gøre med, var Oslo, selv om der også dér var en stigende interesse for antikviteter. Men jeg var tilstrækkelig driftssikker til at kunne stille visse krav. Markedet var tilsyneladende umætteligt, som man siger, og antikviteter var der også nok af; det virkede, som om fortiden var et eneste stort loppemarked, hvor man bare kunne vælge og vrage.
Enkelte kunder sagde til mig, at jeg mindede om en handelsrejsende i skønhed og død. Det blev ikke sagt i nogen ond mening, det var bare ubetænksomt. Desuden vidste de ingenting om mig. Sådan var reglerne. Vi skulle vide mindst muligt om hinanden.
I september tog jeg så tilbage til Arcachon. Jørgen Ribe boede stadig i garagen mellem byen og klitterne. Nu var klimaet upåklageligt, mildt og luftigt.
En morgen brød han alligevel op. Han tog afsked med ejeren, der boede alene i et stort stenhus i nærheden af skoven, så bar han skuldertasken og kufferten, der så ud til at være blevet tungere, ud til den ventende taxi og satte sig ind på bagsædet.
Dermed slap jeg Jørgen Ribe af syne. Han interesserede mig ikke længere. Tilfældet, som jeg havde forsøgt at opgradere til skæbne, gled over i den øvrige tid. Eller måske var det bare Gud, der havde forladt detaljen.
Samme aften flyttede jeg alligevel ind i garagen. Jeg havde sparet lidt op og kunne tage det med ro et stykke tid. Der var ingen spor efter Jørgen Ribe i garagen. Men snart begyndte jeg at overtage hans vaner. Jeg gik ture langs stranden hver morgen, så længe vejret tillod det.
Jeg sov bedre om natten. Drømmene var ikke lige så voldsomme som tidligere. Fra det eneste vindue, i den lille køkkenkrog, kunne jeg se den gamle mand, der arbejdede i sin have i udkanten af skoven. Med jævne mellemrum så han op, men vendte sig væk, når jeg mødte hans blik.
På jorden lå der et tyndt lag grannåle, der dæmpede alle lyde og gav vinden en dyb klang, som jeg forbandt med katedraler. Jeg tænkte: Er det her, jeg skal blive? Det er blot en anden måde at sige til sig selv: Det er her, du skal dø. Det forholder sig ikke sådan, at en omflakkende tilværelse holder én ung, tværtimod, den tærer på alderen, rastløsheden, der nærmest bliver et levebrød, gør én fartblind, og ikke bare det, jo flere sprog man lærer, jo mindre taler man, og til sidst tæller man årene i hundeår.
Så tog tilfældet revanche, det er måske tilfældets egen måde at gøre sig til skæbne på: En morgen i begyndelsen af november kom der en budbil fra DHL, og en ung chauffør iført firmaets uniform bar en grøn kuffert op til garagen. Jeg stod i døren, parat til min sædvanlige tur langs stranden, og genkendte den straks.
Chaufføren begyndte på en omstændelig forklaring, allerede før han var nået hen til mig, og jeg kunne kun med nød og næppe følge med, og forklaringen skulle tydeligvis også tjene som undskyldning, selv om det var flyselskabet SAS og ikke DHL, der havde det overordnede ansvar for kufferten, men på et givet tidspunkt havde alle rutiner svigtet, den slags sker desværre, og den omtalte kuffert var kommet på afveje, og hvilke afveje, den havde så at sige rejst verden rundt, København, Amsterdam, Istanbul, Rom, bare for at nævne nogle af de steder, kufferten havde besøgt, før den dukkede op igen, nærmest på mirakuløs vis, her gjorde fyren korsets tegn, på en bagagevogn på Gare de l’Ouest, hvor en årvågen facteur til sidst tog hånd om den og efter en besværlig og pligtopfyldende indsats kunne spore kufferten tilbage til præcis denne adresse i Arcachon, og med disse ord satte den nidkære chauffør kufferten foran mig, kiggede på en seddel og sagde, og i hans mund blev navnet forvrænget, det lød mere som George, men jeg forstod naturligvis, hvem han mente:
– Jørgen Ribe?
For ikke at gøre situationen endnu mere besværlig svarede jeg helt enkelt ja, gav den snakkesalige fyr rigeligt med drikkepenge, tog kufferten, bar den ind i garagen og lukkede døren. Der blev jeg resten af dagen. Jeg vidste foreløbig ikke, om det var Gud eller Djævlen, der var vendt tilbage i detaljen. Det skulle snart vise sig, at det var dem begge.
I hvert fald var min første tanke, at jeg måtte tage til Oslo hurtigst muligt, helst allerede næste dag, og levere kufferten tilbage til dens rette ejer, altså Jørgen Ribe. Det ville blive et møde, hvor vi begge gav og tog, og hvor jeg omsider kunne præsentere mig som hans redningsmand.
Men da jeg var på vej i seng, kunne jeg pludselig ikke modstå fristelsen længere. Det var let nok at dirke den lille hængelås op. Der var nogen, der havde gjort det før mig, formodentlig facteuren på Gare de l’Ouest. I kufferten fandt jeg følgende: undertøj, et par grå bukser, en bibel fra Hôtel Royal, et håndklæde, også dét fra hotellet, en toilettaske, to pilleglas uden etiketter, formodentlig lykkepiller, et bælte, et ur, en detaljeret plantegning af kongeslottet i Oslo, og nederst lå der en tyk notesbog i stift bind.
På omslaget stod der Ugyldigt fravær; sandsynligvis havde der først bare stået Fravær, så havde Jørgen Ribe tilføjet Gyldigt, for derefter at ændre Gyldigt til Ugyldigt. Den endelige titel var altså Ugyldigt fravær. De linjerede sider var tæt beskrevne. Jeg studsede. Jørgen Ribe, jeg måtte jo gå ud fra, at det var ham, skrev under sit eget navn: Jørgen Ribe gjorde sig ofte sine tanker. En af dem lød: Skal man gøre sig fortjent til ulykkeligheden?
Jeg brugte natten på at læse. Hvad skal jeg sige? Jeg blev skuffet. Jeg havde virkelig troet, at jeg spillede en større rolle i hans liv. Havde det ikke været for mig, havde han jo ikke kunnet skrive dette. Havde han skænket det en tanke? Åbenbart ikke. Jeg var knap nok til stede i fortællingen, eller rettere genfortællingen, hvorimod den anden dreng, Carl, fik lov til at fylde, så meget han ville. Heller ikke min tragedie var Ribe særlig optaget af, den blev bare nævnt i forbifarten, en passant, hvad jeg fandt højst upassende, for så kunne han jo lige så godt have ladet være med at nævne den.
Måske skulle jeg bare beholde den mistede kuffert og makulere manuskriptet, så kunne han have det så godt, Jørgen Ribe, denne utaknemlige, selvoptagede og frysetørrede alkoholiker. Næste morgen lagde jeg alligevel det hele ned i den grønne kuffert igen, tog ind til bureauet, fik mit depositum tilbage, men ikke de penge jeg havde betalt for to måneder til, og steg på toget til Paris.
Jeg burde have vidst, at der var noget, der ikke stemte. Forbrydere, hvis jeg kan bruge den titel, ender tit med at blive overtroiske. Der havde været for mange tegn i den seneste tid. Tegn er tilfælde. Det var altså alligevel Djævlen, der var i detaljen. Jeg så dem stige på i Bordeaux, selv om de var i civil, to af dem stod på vognen bag min, to på vognen foran, og to af dem kom gående ned ad midtergangen i den vogn, jeg befandt mig i, to yngre mænd.
Det var for sent at stige af toget. Jeg havde frygtet denne dag i mange år. Men nu hvor den var her, blev jeg nærmest rolig. Den ene af mændene standsede lige foran mig og trak sin jakke lidt til side, så jeg kunne se hans våben, og sagde:
– Bendik Ries?
Han udtalte mit efternavn uden s til sidst, så man kunne forledes til at tro, at jeg hed latter, men det var jeg vant til.
– Ja, det er mig, svarede jeg.
UGYLDIGT FRAVÆR
1.
Jørgen Ribe gjorde sig ofte sine tanker. En af dem lød: Skal man gøre sig fortjent til ulykkeligheden? Han vidste jo godt, at lykken krævede noget af én, så hvorfor skulle det samme så ikke gælde for ulykkeligheden?
Han havde god tid til at tænke, ikke bare over dette, men over en hel række spørgsmål, der optog ham, for eksempel hvad ingenting egentlig indebar. Men hvis ingenting indebar noget, var det jo ikke ingenting længere. Tankerne var tit helt umulige.
Alligevel tænkte han på vej til og fra skole, i frikvartererne, hvis han da ikke blev forstyrret, eller i timerne, men det sidste var mere risikabelt, han kunne blive grebet, grebet i at tænke på noget andet, pludselig kunne frøken C. nemlig slå til og stille ham et spørgsmål, og hvis han ikke kunne svare, eller hvis hans svar var langt ude, så blev han med det samme genstand for klassens latter, og det var det værste, han vidste.
Så var det bedre med hans mor, der, hvis han for eksempel ved middagsbordet spildte på dugen, sukkede dybt og sagde: Du er så tankeløs! Det frydede faktisk Jørgen Ribe. Hun skulle bare vide. Hun skulle bare vide, hvad der foregik i ham. Men det vidste hun heldigvis ikke. Dér kunne han nemlig gøre, hvad han ville. Der var han sin egen herre.
Så, så, ville hans far sikkert sige i den situation, han brød sig ikke om konflikter af nogen art, og det stemte ikke ligefrem hans mor blidere: Ja, det er let at se, hvor han har det fra, og nu er det jo ikke ligefrem dig, der står for tøjvask her i huset.
Det, Jørgen Ribe syntes allerbedst om, var at cykle rundt i gaderne om aftenen, han kunne for eksempel cykle op til Den Amerikanske Kirke og så trille helt ned til Skarpsno uden at bruge pedalerne, og alligevel gik det hurtigere og hurtigere, og farten bragte også hans tanker på gled, de fløj om kap, af og til sakkede han bagud, nogle gange var han foran, de skiftedes til at tage føringen, særligt i Thomas Heftyes gate, den stejle bakke med brosten ned til Bygdøy allé, så til højre ad Tostrups gate og videre ad Nobels gate og til venstre ved Drammensveien, eller han kunne køre den anden vej, forbi den engelske ambassade og til højre ad Fredrik Stangs gate, men så var det ikke sikkert, at han kunne trille det sidste stykke, og desuden ville hans mor måske få øje på ham fra vinduet i stuen, når han kom til det sidste sving.
Derfor valgte han for det meste den første rute, og når cyklen stoppede af sig selv i den lille park ved jernbanesporet, kunne han bare sætte sig på bænken dér og tænke på alle de tanker, han havde haft på denne ikke helt ufarlige tur, men så skete der noget mærkeligt, nemlig at han ikke kunne huske noget, og han tænkte i stedet på det, på ingenting, og det var som sagt en krævende tankegang.
Dette var om foråret, og sommeren, altså når familien Ribe ikke var på ferie. Den sidste lørdag i oktober var der vask og reparation af cyklen, noget faderen hjalp sin søn med nede i baggården, eller i gården, som moderen ville have rettet det til, det var en fin oplevelse, nærmere kom de nok ikke hinanden, de måtte ligesom have noget mellem sig for at komme tæt på, og derefter stillede de cyklen ned i kælderen, hvor den skulle blive stående helt til april.
Om vinteren kunne Jørgen Ribe lide at opholde sig på sit værelse, det kunne han i og for sig hele året, men især om vinteren. Også der var der mere end nok at tænke på. Han tænkte altså: Skal man gøre sig fortjent til ulykkeligheden? Betød det, at han var ulykkelig?
I så fald havde han ikke gjort sig fortjent til den. Han manglede ikke noget. Så vidt han vidste, var han sund og rask. Og så vidt han vidste, var hans forældre også sunde og raske, og de manglede heller ikke noget, så vidt han kunne forstå, de gav i hvert fald ikke udtryk for det.
Han kunne i det hele taget ikke have tænkt sig et andet liv end det, han levede, lige bortset fra at han gerne ville have haft længere hår og vejet lidt mindre, hans liv så cirka sådan her ud: Jørgen Ribe var fjorten år, gik i syvende klasse på Uranienborg skole, var altså lidt buttet, men han ville formodentlig vokse fra det, mente hans mor, han havde ikke særlig mange venner, hvis han overhovedet havde nogen, han interesserede sig ikke for sport, han kunne lide at læse, eller bladre i Familiebogen, fik otte kroner om ugen i lommepenge, for dem skulle han gå ned med skraldet og vaske op hver søndag, måske endda tørre af, og han syntes, at Things We Said Today med The Beatles var den bedste plade, han nogensinde havde hørt.
Han havde ikke hørt særlig mange. Fra sit værelse havde han udsigt til en stor, frodig have med høje, tætte egetræer og et gammelt, næsten sort træhus, der engang havde været et sommerhus, men som nu lå midt i byen og mindede om, at tiden gik, noget der ikke bød Jørgen Ribe imod, han satte faktisk pris på det, uden at han var helt på det rene med, hvilken tid der egentlig var tale om.
Hans far, Halfdan Ribe, var kontorchef hos Banan-Matthiessen på Filipstad, noget Jørgen fandt pinligt, uvist af hvilken grund, hans far var ellers, som fædre er flest, fåmælt og venlig, men han havde en hobby, eller snarere en lidenskab; de få, der kendte til den, omtalte den som en fiks idé og grinede i det skjulte, han arbejdede nemlig på en model af kongeslottet, der skulle være så lille, at den kunne være i en tændstikæske. Moderen, Venke Ribe, født Hunstad, lignede på sin side de fleste mødre, hun var hjemmegående, svingede mellem at være ængstelig og overlegen, og hvis hun havde en hobby, eller lidenskab, så måtte det være hverdagssproget, og ingen ville finde på at kalde det for en fiks idé eller grine i det skjulte, hun rettede hele tiden Jørgens sprog, hun havde for eksempel besluttet, at han under ingen omstændigheder måtte sige baggården, det var noget, man havde i den anden ende af byen, hos os hedder det gården, gentog hun.
Og her gik hun ikke på kompromis. Denne særlige sprogbevidsthed havde mere med stil end med klasse at gøre, selv om disse to niveauer, stil og klasse, ofte var uadskillelige, hvilket også betød, at Jørgen som nævnt hverken måtte have langt hår eller speedwaystyr på cyklen, hun ville heller ikke have, at han gik med rullekravebluse under skjorten, hvilket ellers var et populært antræk blandt drengene på den tid, det var lige meget, hun syntes, det var aparte og mere passede til drenge med speedwaystyr, der sagde baggård, det samme gjaldt den populære uvane, eller vane, med at stikke tommelfingrene i bukselommen og lade resten af hånden hænge udenfor, det var ikke kun aparte, det var simpelt, det vil sige dumt.
Alt dette kunne Jørgen leve med, og han levede faktisk fint med det, bare han fik lov til at have sine tanker i fred, det vil sige for sig selv. Men moderen orkede ikke at høre om faderens miniatureslot, og da slet ikke at se ham arbejde på det, for det foregik i sneglefart, og derfor havde han indrettet en slags værksted oppe på loftet, hvor han opholdt sig aften efter aften, og hun spurgte ham aldrig, hvor langt han var kommet, eller hvornår han blev færdig. Ifølge moderen, og her var mange i kvarteret enige med hende, var forholdet mellem sprog og virkelighed sådan her: Det, man ikke talte om, eksisterede ikke.
Familien Ribe var kort sagt en helt almindelig familie, med åbenlyse særheder, skjulte strukturer og trivielle bekymringer. De boede i en lejlighed på første sal i en murstensejendom på Skillebekk, helt præcist nr. 19 mellem sygehuset og hotellet i den smukke Gabels gate, en af de mest eftertragtede adresser i Monopol-spillet. Kunne det blive bedre?
Det kunne det sikkert godt. Men der var ingen grund til at klage. De klagede også sjældent, og da mest over småting, som i sidste instans var uden betydning. Det var overskuddets fine klage. Alligevel syntes Jørgen, at der var en slags hul i hans liv, eller i ham, for dette hul befandt sig ikke udenfor, hvor det meste var fast og tæt, han vidste ikke, hvordan han ellers skulle forklare det, måske var mangel det rette ord.
Og det var sandsynligvis i dette fravær, eller i negativet, at den tanke opstod, at han måtte gøre sig fortjent til ulykkeligheden. Han håbede, at han på den måde kunne tætne åbningen, men det hjalp ikke at tænke sådan, det havde den modsatte virkning. Hullet i ham blev bare større og større, desto mere han tænkte over ulykkeligheden. Det var en ond cirkel, som man siger, og i denne gentagende bevægelse, der egentlig ikke var ubehagelig, satte en mut og standhaftig ensomhed sig fast.
2.
En byejendom, for eksempel denne i Gabels gate 19, er som et samfund, bare i en mindre målestok, altså ikke helt forskelligt fra slottet, der skulle kunne være i en tændstikæske fra Nittedals fabrikker.
Den har sit eget lovværk, i form af ordensregler, hvor der blandt andet står, at man ikke må spille klaver mellem klokken 16 og klokken 18, eller efter klokken 20, og heller ikke før klokken 9 om morgenen, boldspil i gården er forbudt, der må under ingen omstændigheder stilles genstande, såsom sko, ski, skistave, emballage eller skraldespande, uden for dørene eller på reposerne på køkkentrappen, tøj må ikke hænges til tørre i gården efter klokken 13 om lørdagen og må først hænges op igen mandag klokken 7.30; man bedes også indtrængende om ikke at smække lågene på postkasserne i, men gøre sit bedste for at lukke dem så stilfærdigt som muligt, og i øvrigt overholde de til enhver tid gældende regler, skriftlige som mundtlige, og ikke mindst de regler, der ikke findes nogen steder, men som er summen af traditioner, aftaler og almindelig intuition.
I dette eksemplariske samfund var familien Ribe de yngste. Der boede kun gamle mennesker her, for eksempel den frygtindgydende enkefru Hoff i stuen, eller ægteparret Finsen på tredje sal, der havde en søn i Amerika, Robert, hed han, som engang kom hjem med en kokosnød og satte hele Gabels gate på den anden ende, men nu havde ingen hørt fra ham i årevis; og ikke at forglemme den pensionerede tjener, Kleven, der også boede i stuen, og som nogen mistænkte for ikke at have rent mel i posen. Der var mange, der ventede på, at de skulle dø, så lejlighederne blev ledige, men de døde ikke, selv om de havde været gamle, så længe nogen kunne huske, i hvert fald Jørgen, de var ældre end egetræerne i haven.
Den ældste var nu alligevel frøken Wroldsen, der boede på tredje sal til højre, og som vist egentlig hed Vronskij, rygterne ville vide, at hun var flygtet fra Rusland i 1918 og siden havde levet aristokratisk i flere år i Paris, London og Stockholm, men hvordan hun til sidst havnede i Gabels gate 19 i Oslo, var en gåde, og hvad hun levede af, var der heller ingen, der vidste.
Rygterne sagde dog, at hun havde smykker for en formue, både derhjemme i lejligheden og i en bankboks i Kreditkassen på Solli plass, og hver måned fik købmanden, Vinmonopolet, Oslo kommune, Skattevæsnet, Aftenposten og Frogner menighed en perle fra en af hendes mange halskæder.
Men rygter siger så meget. De sagde også, at hun i virkeligheden kom fra et husmandssted i Nannestad kommune og tog til hovedstaden, hvor hun blev personlig sekretær for en spekulant og kunstsamler i mellemkrigstiden. Frøken Wroldsen vovede sig aldrig ud, og ind var det kun Aftenposten, som lå på hendes dørmåtte, der kom. Derfor købte Jørgen ind for hende.
Hun åbnede døren på klem, lige nok til at hun kunne række ham en indkøbsliste, som han gik hen til Jacobsens kolonial på Skillebekk med. Her fandt fru Jacobsen varerne frem, bl.a. rosiner, brød, mælk, margarine og maltøl, lagde det hele ned i en lille kasse, mens hr. Jacobsen, der lignede Clark Gable, det syntes de kvindelige kunder i hvert fald, førte det endelige beløb med både tal og bogstaver ind i en regnskabsbog, der sagde mere om kvarterets privatøkonomi end alle skatteopgørelser tilsammen.
Så bar Jørgen kassen op til frøken Wroldsen og satte den uden for hendes dør. Og når han kiggede under dørmåtten, lå der måske en femmer, en krone eller bare en af de store gamle femører, som man kunne bruge til spil – hvis der ellers var nogen, der ville spille med ham. Sådan var aftalen. Indimellem håbede han, at der ville ligge en diamant eller en perle.
Men denne gang var der ingenting, og han lagde måtten på plads, skuffet og forundret, og tænkte lige så brat, som han rejste sig op: Her bor ulykkeligheden. Samme aften sad han på sit værelse og så på bladene, der blev hængende i luften, før de i hurtige hvirvler faldt ned mod den fugtige, mørke jord. Han tænkte stadig på frøken Wroldsen. Var det fra hende, ulykkeligheden kom? Var det hende, der spredte den?
Heller ikke da han lå i sin seng, slap disse tanker taget i ham. Hvis det var sandt, som man sagde, at hun var flygtet fra Rusland, der nu hed Sovjetunionen og truede hele vesten med atombomber og krig, så havde hun gjort sig fortjent til ulykkeligheden. Det betød ikke, at det var hendes skyld, nej, ulykkeligheden var blevet bragt over hende, og nu bragte hun den over Jørgen Ribe. Var det sådan, det hang sammen?
Han blev ikke meget klogere. Og hullet blev heller ikke mindre, tværtimod, han var bange for, at han snart ville forsvinde ned i det. Så gik der nogle dage. Dette var, som man forstår, om efteråret. Cyklen skulle gemmes væk for vinteren. Jørgen og hans far sad på hver sin skammel i baggården, ups, gården, og gjorde hjul og eger rene.
Det var specielt vigtigt at holde kæden ren og tør, ellers rustede den, og så var fanden løs. Faderens ord: fanden løs. Jørgen forstod alvoren. Faktisk kunne han have gjort alt det her selv, men det nænnede han ikke at sige til faderen, han nænnede ikke at sige, at faderen var overflødig. Det var en ny følelse, skræmmende og herlig på én gang. Brem- serne, for og bag, skulle også være i orden, for når foråret endelig kom, kunne det være, at han bare tog cyklen og kørte, og så …
– … var fanden løs, sagde Jørgen.
Faderen kastede et blik på sønnen, tørrede sine hænder i den snavsede pudseklud og smilede:
– Måske er jeg allerede begyndt at tænke på et sommerjob til dig. Hvad siger du til det?
– Helt fint.
– Helt fint? Ikke andet?
– Jo. Men der er jo længe til.
– Og det er præcis derfor, at jeg allerede er begyndt at tænke på det.
Faderen fortsatte med at pudse stellet og stangen med hurtige, skødesløse bevægelser. Jørgen fik ondt i maven, han var nødt til at sige noget mere.
– Skal jeg losse?
Der gik et stykke tid, før faderen så op, han smilede igen.
– Losse? Nja, du, det er nok for risikabelt.
Jørgen blev såret, mente faderen ikke, at han var stærk nok?
– Jeg kan også løfte, sagde han.
– Det er ikke det.
– Hvad er det så?
Faderen lænede sig over mod ham, fortrolig et kort øjeblik:
– Vi, Jørgen, Riberne, har ikke noget med selve bærrene at gøre.
Det er det kun havnearbejderne og vrageren, der har.
Nu forstod Jørgen, hvorfor han var flov over, at faderen arbejdede hos Banan-Matthiessen, det var, fordi han altid kaldte bananerne for bær, ikke frugt. Men denne gang ville han modsige sin far:
– Bananer er ikke bær, sagde Jørgen.
Faderen lukkede lidt luft ud af bagdækket.
– Jo, det er lige præcis, hvad de er. Ret skal være ret.
– Bananer er aflange, far. Bær er runde.
Faderen skruede ventilen fast og løftede blikket, der var en undren i det, en undren blandet med sorg, som om han netop havde mistet noget, de brede blade fra den vilde have ved siden af lagde sig rundt om dem.
– Tror du ikke, jeg ved, hvad jeg taler om? Jørgen sagde hurtigt:
– Jo, far, selvfølgelig.
Det var nu, Jørgen havde tænkt på at spørge, hvad vrageren egentlig lavede, men han fik ikke sagt mere, og det var måske meget godt, for i det samme stod hr. Finsen på trappen, med en affaldsspand i den ene hånd og en paraply i den anden. Faderen løftede armen til hilsen. Hr. Finsen satte affaldsspanden fra sig og spurgte:
– Har din søn købt ind for frøken Wroldsen i dag?
Faderen vendte sig mod Jørgen, der rystede på hovedet:
– Nej, i forgårs.
Hr. Finsen fumlede med den sorte paraply, men han havde ikke travlt, for det regnede ikke endnu.
– Det var mystisk, sagde han.
Faderen blev lidt utålmodig, for han brød sig ikke om at blive afbrudt i det, han var i gang med, og hr. Finsen gav sig god tid med forstyrrelsen, men faderen overhalede heller ikke indenom.
– Hvordan det, Finsen?
– Kassen står der stadigvæk.
– Ja, det var da mystisk.
– Jeg så den, da jeg tog avisen ind i morges.
– Måske er russerinden ikke tilfreds med varerne, sagde faderen.
Hr. Finsen smilede let.
– Hendes avis lå der også.
Faderen luntede hen til reposen, Jørgen fulgte efter.
– Har du ringet på?
Hr. Finsen rystede på hovedet.
– Jeg vil ikke blande mig.
Jørgen bemærkede, at der lå en bananskræl øverst i affaldsspanden, næsten dækket af kaffegrums og kartoffelskræl. Det undgik selvfølgelig heller ikke faderens opmærksomhed. Han pegede:
– Chiquita?
Finsen forstod først ikke: – Hvabehar?
– I har flottet jer med en banan, ser jeg.
Finsen smilede.
– Åh, ja. Min kone bruger den til dessert. Med mælk og sukker. Men kokosnødder er nu bedre.
Faderen sagde ikke mere. Jørgen fattede ikke, at de kunne stå her og snakke om bananer, når der var andre, langt vigtigere ting at tænke på. Til sidst gentog han:
– Jeg satte kassen med mad på hendes måtte i forgårs.
Finsen lod affaldsspanden stå ved køkkentrappen, så gik de rundt om hjørnet til hoveddøren og op på tredje sal, og ganske rigtigt, kassen med mad stod der stadig, og ved siden af lå der tre aviser, en aftenudgave og to morgenudgaver, nej, det lovede ikke godt.
Faderen vidste nok allerede, at det var forgæves, men alligevel ringede han på, for syns skyld, måske, eller for at være høflig. Også dette undrede Jørgen. Han gjorde sig sine tanker. En af dem var denne, men det var først senere, han kunne sætte ord på den: Er det vigtigere at følge reglerne end at gøre det rette? Faderen vendte sig mod ham igen.
– Talte du med hende? spurgte han.
– Nej, hun sagde jo aldrig noget.
Nu kom fru Finsen også ud på reposen og sagde ligeud:
– I bliver nødt til at bryde ind.
Det havde ingen af mændene særlig meget lyst til, måske havde frøken Wroldsen sine grunde, det handlede om privatlivets fred, et begreb, som Jørgen Ribe endnu ikke var fortrolig med, men som var ukrænkeligt, og selv om privatlivets fred ikke havde sit eget punkt i ordensreglementet, var privatlivets fred husets overordnede ånd, og hver eneste regel, både den skrevne og uskrevne, var nedfældet i lyset af denne ånd.
– Det kan vi ikke bare, sagde faderen.
– Hvorfor ikke? spurgte fru Finsen.
Hr. Finsen blev pludselig irriteret, hvad det var, der gik ham på, er ikke let at vide, eller jo, det er det nok, i hvert fald lod han det gå ud over frøken Wroldsen, noget han senere skulle fortryde:
– Jeg vidste, at hun ville skabe problemer.
Faderen ringede på igen, det var, som om den spinkle lyd var stærkere end ellers og rumsterede rundt derinde i den hemmelighedsfulde lejlighed. Ingen åbnede. Fru Finsen blev ved:
– Hvis Robert havde været her, ville han have åbnet døren med det samme.
– Men det er han ikke, han er i Amerika, sagde hendes mand.
Fru Finsen skubbede mændene til side, bøjede sig ned og kiggede ind ad nøglehullet. Hun var bleg, da hun rettede sig op igen.
– Jeg tror, hun ligger på gulvet derinde, sagde hun.
Nu løb faderen og Jørgen ned til dem selv, og faderen ringede til vicevært Gulbrandsen, der havde ekstranøgler til alle lejlighederne, han arbejdede ikke i weekenden, men han kunne komme mandag morgen, sagde han. Da ville det være for sent, mente faderen. Som om det ikke var det allerede.
Så ringede han nødnummeret, opgav navn og adresse og sagde, hvad det drejede sig om. Jørgen fulgte nøje med. Han tænkte: Dette er min første alvor. Hvis frøken Wroldsen var død, var han den sidste, der havde set hende i live, i hvert fald hendes arm. Den efterfølgende tanke var uundgåelig: Gør jeg mig fortjent til ulykkeligheden nu?
Hans mor ville have, at han skulle blive inde på sit værelse, men til sidst gik hun med ovenpå, og i mellemtiden havde resten af husets beboere forsamlet sig på afsatsen på tredje sal i Gabels gate 19. Fru Finsen serverede drømmekage.
Viceværten dukkede alligevel op. Der opstod en intens, men heldigvis lavmælt diskussion om, hvorvidt man skulle låse sig ind med det samme eller vente på ambulancen. Mændene ville vente, kvinderne var imod det: Hvert et sekund talte. De troede formodentlig ikke på, at sekunderne stadig talte for frøken Wroldsen, men argumentet var jo godt nok.
Det endte med, at viceværten stak nøglen i låsen og drejede den om, men da han ville åbne døren, stødte den på et eller andet bagved. Halfdan Ribe måtte hjælpe ham, de pressede begge to, og alle kunne høre, at et eller andet tungt blev skubbet hen ad gulvet, og da de omsider fik døren så meget op, at de kunne se ind, var der ikke længere nogen tvivl: Frøken Wroldsen lå på maven i entreen, nakken var vredet om, sådan at ansigtet var synligt, en grå, spids profil, særligt næsen, med mørke skygger og pletter, og et opspærret blindt øje.
Der lugtede ikke godt, et tungt pust, der fik alle til at trække sig lidt bagud, bortset fra vicevært Gulbrandsen, der holdt vejret, satte sig på hug og lagde sin finger på frøken Wroldsens hals, rystede på hovedet og rejste sig igen. Venke Ribe trak sønnen til sig og ville forhindre ham i at se mere, men Jørgen strittede imod, han ville se det, de andre så, og da alle havde sundet sig, så fru Finsen på ham og sagde det, han selv havde tænkt for lidt siden:
– Ja, Jørgen, du var så den sidste, der så hende i live.
Var det et spørgsmål? Skulle han tilføje noget eller sige noget pænt? Det eneste, han kunne tænke på, var, at frøken Wroldsen måtte være død, lige efter at hun havde givet ham indkøbslisten og havde lukket døren. Han følte et stort ansvar. Han blev fortvivlet.
– Lad nu drengen være i fred, sagde hr. Finsen.
Sirenerne standsede i Gabels gate. Snart efter kom lægen med lange skridt op ad trappen, med den sorte taske i hånden, og bag ham fulgte to portører med en båre. Lægen så ganske kort på frøken Wroldsen og gjorde tegn til portørerne, der løftede eller snarere rullede hende over på båren. De spændte kroppen fast og bar hende ned ad trappen. Lægen vendte sig mod beboerne:
– Hvem af jer var det, der ringede? spurgte han.
Halfdan Ribe tog et skridt frem.
– Det var mig.
– Jeg antager, at dødsfaldet er en rutinesag. Hvis ikke, så hører I fra politiet, hvad der også er rutine.
Så gik lægen, uden overhovedet at have åbnet sin taske. Beboerne blev stående ude på afsatsen og kunne ikke lade være med at kigge ind i frøken Wroldsens lejlighed. De kunne se helt ind i stuen, hvor gardinerne var trukket for, og mørket begyndte.
Hvad skjulte de rum mon af skatte? Glitrede det ikke pludselig i et smykke, der hang på en syvarmet lysestage? Nysgerrigheden var større end modviljen. Det ville vel ikke genere nogen, hvis de så sig lidt omkring? Men viceværten låste heldigvis døren, før det kom så vidt. Hvad skulle de i øvrigt stille op med maden i kassen?
Der var ingen, der ville have den. Så skiltes de, utilfredse og urolige, bortset fra Jørgen og hans far, der først lagde kassen i skraldespanden nede i gården og derefter satte cyklen på plads i kælderrummet, sådan at vinteren nu kunne komme.
De hørte ikke noget fra politiet. Frøken Wroldsen var død en naturlig død, selv om de fleste syntes, det var højst unaturligt at dø så brat i entreen. Hun blev bisat den første fredag i november, hvor sneen allerede faldt over Vestre Gravlund. Der var ikke mange til stede i kapellet, kun beboerne, kolonialhandleren og vicevært Gulbrandsen.
Jørgen var der heller ikke. Han ville gerne have været der. Han var i skole. Han tænkte endnu flere tanker end før. Han var altså den sidste, der havde set frøken Wroldsen i live. Hvis ikke han dermed havde gjort sig fortjent til ulykkeligheden, hvordan skulle han så gøre sig fortjent til den? Han følte sig speciel. Betydningsfuld. Men det varede ikke så længe. Frøken C. spurgte ham om noget, og han kunne ikke svare, han vidste ikke engang, hvad hun havde spurgt om, og svarede til sidst helt hen i vejret, tankefuld og tankeløs på en gang:
– Elven Glomma.
Frøken C. blev led og ked af det, ikke kun ked af det, men også led, de havde nemlig kristendomskundskab, ikke geografi, og hun tyede til den sidste udvej, sarkasmen, som i syvende klasse er ren ondskab:
– Har du nu spist for mange bananer igen, Jørgen?
Og klassen grinede, og de blev ved med at grine i frikvarteret, og nogen kaldte ham for bananrepublikken, ingen forstod helt, hvad det ord skulle betyde, det var formodentlig Geir Bråten, der boede på Hovseter, som havde opsnappet det fra sin far, der havde hørt det af en amerikansk Nato-officer i sporvognen ned til byen.
Bananrepublikken! Men sandheden var, at de aldrig spiste bananer hjemme hos Jørgen, aldrig, og det skyldtes, at hans far, der altså ikke havde noget med selve bærrene at gøre, engang havde kigget i en kasse fra Sydamerika, og mellem bananklaserne myldrede det med edderkopper, skorpioner og giftige slanger. De ansatte hos Banan-Matthiessen samt deres pårørende og nærmeste familie havde imidlertid tavshedspligt og måtte ikke sige noget om dette.
I øvrigt var Jørgen ligeglad. De kunne kalde ham, hvad de ville. Han var hævet over dem. Ulykkeligheden gjorde ham usårlig. Han var den sidste, der havde set et menneske i live. Derfor var der heller ikke noget ved at drille ham i længden. Drengene trak sig og tænkte, at næste gang var det måske dem, der ville få frøken C.s skarpe tunge at føle.
Der kom mere sne. Der var ikke faldet så meget sne i mands minde, i hvert fald ikke hvad Jørgen kunne huske, og det var stadig kun november. Når vicevært Gulbrandsen var færdig med at rydde fortovet og ville til at grave sig hen til hoveddøren, var fortovet fuldt af sne igen, før han fik taget et spadestik. Chaufførerne, der kørte byens sneplove, kaldte det en ond cirkel. Dette var med til at skabe en endnu mere uhyggelig stemning i opgangen i Gabels gate 19.
Det var, som om det uventede dødsfald havde sat ordensreglementet ud af kraft. Man smækkede med postkasserne og lod skraldespandene stå ude på køkkentrappen. Pludselig var der nogen, der spillede klaver før klokken 7. Var det enkefru Hoff? Man vidste ikke engang, at hun kunne spille klaver. Der var ingen, der overtrådte reglerne med vilje. Man glemte bare alt om dem.
Det skete også, at Jørgens mor sov over sig om morgenen og forsømte sine pligter. Hun kaldte det søvnløshed. To uger efter bisættelsen var der en flyttevogn, der standsede udenfor, og da var hun straks på benene. Fire mænd bar frøken Wroldsens ting ned, rub og stub, det tog en hel dag, og hendes ting mistede deres glans, det eventyrlige forsvandt, støv, slitage og tiden havde sat deres spor, og det fulde læs blev kørt hen til et lager ved Sandvika, hvor det hele skulle opbevares, indtil nogen gjorde krav på det, men det var der ingen, der gjorde, ud over Jørgen Ribe, der ikke krævede andet end indblik.
Så stod lejligheden på tredje sal til højre tom. Det gjorde ikke sagen bedre. Selv om alle lovede at følge ordensreglementet til punkt og prikke igen, var det, som om huset havde mistet balancen og var ved at kæntre. Et sådant tætpakket samfund kan nemlig ikke tåle store forandringer. Så går tingene skævt. Uroen breder sig. Det blev ved med at sne. Hullet i Jørgen, som han et stykke tid troede var tætnet igen, voksede sig bare større. Han lærte, men kunne ikke selv forstå det, at ulykkeligheden er umættelig. Han syntes ikke længere, at han havde gjort sig fortjent til den.
Erindringen om frøken Wroldsen, russerinden, blegnede, eller hun blegnede i husets erindring, helt til den var lige så tom og forladt som lejligheden på tredje til højre, så hurtigt gik det, hun flyttede ud af erindringen om hende, og erindringen blev stående umøbleret. Det gav i øvrigt Jørgen en hel del at tænke over, tanker, han endnu ikke havde styr på, han vidste bare, at det havde med ulykkeligheden at gøre, og en søvnløs nat var han tæt på en erkendelse, der lå langt fremme i tiden. Hullet i ham var et forskud på glemslen, der før eller siden ville blive ham til del.
Dette varede til efter jul. Da standsede endnu en flyttevogn uden for Gabels gate 19. Den havde udenlandsk nummerplade, og der stod Déménagement Rapide på den. Den var fransk. Dette var uhørt. Man flyttede ikke mellem jul og nytår. Man ankom heller ikke, selv om det var fra udlandet. Det myldrede med mænd, der talte højt og hurtigt på deres fremmede sprog, mens de bar det ene moderne møbel efter det andet op til tredje sal. Så vendte bilen omkring og kørte tilbage til Frankrig, nærmere bestemt Paris, sagde dem, der havde styr på den slags nummerplader.
Men hvad blev der af dem, der skulle bo der? De ankom først i det nye år. Det var dagen, før skolen begyndte igen. Jørgen Ribe stod tilfældigvis ved vinduet i stuen og så dem. De havde taget en taxi, måske fra Fornebu, eller Østbanen. De var tre: en pige, en dreng og en elegant dame, sikkert deres mor. Var det franskmænd? Hun klagede åbenbart over et eller andet, måske over at fortovet ikke var ordentligt ryddet, men det lod sig ikke gøre, for det sneede jo hele tiden.
De måtte nu alligevel være nordmænd, for ellers havde taxichaufføren vel ikke forstået, hvad hun sagde, desuden var det ikke hans skyld, at sneen lå højt omkring dem. Drengen var på alder med Jørgen, måske et år ældre, han havde mørkt, halvlangt hår, der hang ned i panden, pigen var lidt ældre, måske gik hun i gymnasiet, hun var tynd og havde store øjne, måske virkede de store, fordi hendes ansigt var så smalt og blegt.
Jørgen måtte trække vejret dybt, men han kunne ikke afgøre, om det var på grund af pigen, som, så vidt han kunne se, var pænere end alle pigerne i klassen tilsammen, eller på grund af drengen, som pludselig så op mod vinduet, som om han vidste, at Jørgen stod der, skubbede pandehåret til side og smilede til ham.
Lars Saabye Christensen: Vrageren
”Stor romankunst fra den bedste historiefortæller (…) Vrageren rangerer blandt det allerbedste Lars Saabye Christensen har skrevet. Og det siger ikke så lidt.” –Nettavisen
Jørgen Ribe er en anerkendt forfatter, men han har det meste af sit liv holdt på en hemmelighed, som nu truer med at blive afsløret. Den småkriminelle Bendik Ries møder ham ved et tilfælde i Paris, og beslutter sig for, at han vil skrive Ribes biografi. Tilfældigvis kommer han i besiddelse af Jørgen Ribes kuffert, og i den befinder der sig et uudgivet manuskript – et manuskript om Jørgen Ribes opvækst.
Jørgen Ribe er vokset op på Oslos vestkant i en lejlighed med sin far og mor. Moren er hjemmegående, faren er mellemleder på bananmodneriet Banan-Matthiessen. En dag flytter en kvinde og hendes to børn ind i samme opgang. Jørgen bliver hurtigt venner med den jævnaldrende Carl, men det skal senere vise sig at blive et skæbnesvangert venskab. Biografisten forsøger utrætteligt at komme i kontakt med Ribe for at bede om tilladelse til at skrive hans biografi. Jagten bliver næsten til en besættelse, et forsøg på at nå ind til kernen af en forfatter og et liv.
Romanen handler om de valg, vi træffer, og dermed hvordan vi bliver, dem vi er. En roman om grænserne mellem venskab og kærlighed og mellem skyld og forsoning.
Du kan købe Vrageren online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: