Ligesom de foregående bøger i serien er Troskyldigheden selv inspireret af en kriminalsag fra virkeligheden. Denne gang er en britisk kvinde druknet i en swimmingpool i et sommerhus ved den danske vestkyst. Men var det et uheld eller overlagt mord?
Lone Theils har med sin serie om Nora Sand solgt mere end 320.000 eksemplarer i 20 lande. Lone Theils er tidligere korrespondent for Politiken og Berlingske Tidende i London, og debuterede i 2015 som forfatter med romanen Pigerne fra Englandsbåden, der følger journalisten Nora Sand.
LÆS OGSÅ: Lone Theils’ debutroman bliver til tv-serie
I Troskyldigheden selv bliver den danske journalist Nora Sand involveret i sagen om en britisk kvinde, der drukner, da sagen kommer for retten i England. Nora Sand må dog imidlertid stille sig selv spørgsmålet, om det var et hændeligt uheld eller var det mord? Og hvem stod i givet fald bag?
Da den britiske anklager tvinges til at droppe sagen, begynder journalist Nora Sand at grave i den, og det står hurtigt klart, at hverken den kærlige ægtemand, de nære veninder eller den stenrige familie har rent mel i posen. Efterhånden som Nora trevler sagen op, ender hun med at stå ansigt til ansigt med en skruppelløs morder, der vil gøre alt for at hytte sit eget skind.
Få styr på rækkefølgen i Lone Theils’ Nora Sand-serie her
Troskyldigheden selv
Lone Thiels
1
Nora så nervøst på uret. Hun havde 11 minutter, før retten var sat, og der var stadig to mennesker foran hende i køen ved security.
Hun havde været oppe før klokken seks for at tage det tidlige morgentog til Liverpool fra Euston, men de lovede to timer og 12 minutters rejsetid havde forvandlet sig til tre en halv time på grund af sporarbejde. Selv om det var lykkedes hende at praje en taxi i regnen, var hun ankommet til den grå mastodont af en retsbygning på Dean Square en time senere, end hun selv syntes var forsvarligt.
Nu var der ikke tid til at få de pårørende i tale, bede om anklagerens mobiltelefonnummer eller pumpe en af de lokale journalister for små vigtige detaljer, hun ikke selv havde kunnet læse sig til.
Omkring hende gik advokater og retspersonale rutinemæssigt igennem metaldetektorerne og lagde deres tasker til gennemlysning på det lille bånd. Men Noras kø stod stille.
Den ældre herre foran hende virkede, som om han aldrig i sit liv havde hørt om en metaldetektor. Først gik alarmen, fordi han ikke havde taget et stort bundt nøgler op af sin lomme. Så var den gal med et bælte, som han møjsommeligt måtte fjerne og lægge i en separat plastickasse, hvorefter scanneren konstaterede, at den eneste form for ordensmagt, der burde tilkaldes i forbindelse med bæltespændets store sherifstjerne, var modepolitiet.
Sikkerhedsvagten så ud, som om han kun med opbydelsen af alle sine kræfter kunne blive ved med at tale høfligt til den ældre mand.
»Sir, som jeg forklarede Dem, så er De nødt til at sikre Dem, at De ikke har andre ting i lommerne. Er de tømt nu?« sagde han så højt, at hans stemme rungede i lobbyen.
Ingen af de mennesker, der kom her i embeds medfør, værdigede optrinnet et blik. Men Nora kunne fornemme den stigende panik hos kvinden, der stod bag hende.
»Pis, pis, pis,« mumlede hun for sig selv, mens hun tjekkede sit armbåndsur, der ved første øjekast lignede et Rolex. Hun så ud til at være midt i 30’erne og lignede med sin sorte spadseredragt, de ægte perler og det stramt opsatte hår en hvilken som helst advokat på vej på job. Hvis det ikke lige havde været for hendes åbenlyse nervøsitet.
Metaldetektoren blev ved med at bippe. Nu var der problemer med en tegnebog, og Nora vendte sig om mod kvinden for at undertrykke sin lyst til at ruske den ældre herre, til alt metal faldt ud af hans lommer.
»Ny på jobbet?«
»Nej. Jeg arbejder her ikke. Jeg er her for at støtte mine forældre. I dag bliver der afsagt dom i en sag, som har med min søster at gøre. Det er hårdt for dem. De venter allerede i retslokalet, men jeg sad fast i trafikken. Og nu er jeg bange for, at jeg er ved at komme for sent. Retten bliver sat klokken ti,« sagde hun og kiggede på uret igen.
Den var syv minutter i.
Endelig var det Noras tur. Hun tog en rask beslutning og vinkede kvinden bag sig frem.
»Kom, gå foran.«
»Er du sikker?«
Nora nikkede.
Hvis kvinden var hurtig, ville hun måske lige kunne nå det, inden de gik i gang. Hun sendte Nora et taknemmeligt smil.
»Tak. Jeg skylder dig en tjeneste.«
Så var hun igennem, og Nora fik travlt med at lægge sin computertaske op på båndet. Hun tog sin laptop ud og placerede den i kassen med sin mobil, sine nøgler og solbriller, og da hun var igennem få minutter senere, var den nervøse kvinde allerede trådt ind i en elevator.
Klokken var strengt taget et minut over ti, da Nora som den sidste blev sluset ind i retslokalet og fandt sin plads på den næstsidste ledige stol i det område, der var forbeholdt pressen. Hun havde knap nok nået at stille tasken mellem fødderne, før hun måtte rejse sig igen, da dommeren kom ind i lokalet og satte sig tungt ved den mørke skranke. Han så sig om i rummet og nikkede høfligt til sin jury. Så sikrede han sig, at den anklagede var på plads, inden han gav tegn til, at alle måtte sætte sig igen. Sagen var i gang.
Det var Krebsen, der havde ringet sent i går aftes og bedt hende om at tage afsted, efter han havde diskuteret tingene med Johanne, der normalt dækkede det danske krimistof for Globalt og i sin tid havde skrevet om sagen.
»En anden gang må du gerne give mig lidt længere varsel. Det kunne jo være, at jeg havde andre planer,« havde hun sagt til ham.
Som sædvanlig tromlede han hen over den slags indsigelser.
»Det var Johannes plan at følge sagen til dørs, og hun havde egentlig købt en billet til Liverpool i næste uge, hvor vi ventede en domsafsigelse. Men hun har lige fået at vide af en kilde, at Finn Geddes vidneforklaring pludselig er rykket frem til i morgen, og vi kan ikke nå at være til stede, hvis du ikke rykker ud. Han er forsvarets vigtigste vidne.«
»Finn Gedde?« spurgte Nora og forsøgte at slå navnet op på computeren, mens hun talte.
»Den danske retsmediciner. Prøv nu lige at hænge lidt på, Sand. Hvad løber du rundt og laver derovre i London?«
Det var et af den slags spørgsmål, Krebsen ikke ventede svar på, og Nora holdt sig fra at nævne sin seneste artikel om gadebørn i Manchester. Den havde kostet blod, sved og forbandet hårdt arbejde at hive hjem.
»Nå, men jeg har sendt dig, hvad Johanne har skrevet indtil videre. Og så regner jeg med, at du er vores øjne og ører i Liverpool i morgen. Husk webredaktionen. De er meget interesserede i noget live-reportage,« havde Krebsen sagt i en sær, munter tone og afbrudt opkaldet.
Inden Nora fik kæmpet sig igennem British Rails byzantinske bookingsystem, hvor den samme billet kunne koste alt fra 20 til 200 pund, havde klokken passeret midnat, og der var kun godt fem timer, til hun skulle ud ad døren i Belsize Park og videre til Euston.
Hun tog mobilen med i seng og læste de fem artikler om sagen fra Søndervig, der nu var endt med en retssag i Liverpool.
I første omgang havde det lignet en historie om et banalt, om end tragisk uheld. Et britisk ægtepar i 40’erne på forlænget weekend i et luksussommerhus ved den danske vestkyst. Konen besvimer, falder i den indendørs pool med alt sit tøj på og drukner. Ulykkeligvis hører manden intet, fordi han sover til middag i et rum i den anden ende af huset. Da han vågner og opdager sin kone i vandet, ringer han 112 og forsøger desperat at genoplive hende, mens han venter på hjælp. Men det er omsonst. Da ambulancen ankommer, er hun livløs.
Nora læste videre.
Politiet optager rapport, taler med den ulykkelige ægtefælle, der lader til at være i chok. Og senere konstaterer retsmedicineren i Aarhus, at skaderne på kvindens krop kan passe med mandens forklaring om, at han har forsøgt at give hjertemassage. Sagen bliver klassificeret som et hændeligt uheld.
Nora studerede det medfølgende billede af Sally Malone og hendes mand, Thomas Alexander Jones. Det så ud til at være taget på en skiferie med sneklædte bakker, store grantræer og en typisk bjælkehytte i baggrunden.
Sally Malone havde kort mørkt hår, der tittede frem under en pelshat, smilende lyseblå øjne og var i en hvid skidragt, der fremhævede, at hun var spinkel af bygning. Hun stod med armen omkring sin mand. Hans mund var formet i et perfekt smil, men et par skibriller med spejlrefleks gjorde det umuligt at sige andet om hans ansigtstræk.
Nora læste videre om, hvordan Sallys far, hotelkongen Jimmy Malone, og resten af familien i Liverpool nægtede at slå sig til tåls med det danske politis konklusion om, at hun var død ved en ulykke. Han gik til politiet og forsøgte at overbevise dem om, at der var tale om overlagt mord.
Det, der havde fået de britiske efterforskere til at gå videre med sagen, var, at Thomas Alexander Jones havde tegnet adskillige livsforsikringer på sin kone uden tilsyneladende at informere hende om det. Og at han derfor stod til at få udbetalt en betragtelig sum ved hendes død.
The Liverpool Echo havde været på pletten med en journalist og en fotograf, da Sally Malone blev bisat i den lokale kirke i velhaverforstaden Formby. Nora studerede billederne for at se, om hun kunne få et bedre kig på den sørgende enkemand. Men det var Sallys forældre og søster, fotografen havde fokuseret på, og på det eneste foto, hvor Thomas Alexander Jones var med, vendte han ansigtet bort.
Alt, hvad man kunne se, var en grynet silhuet og et mørkt jakkesæt.
Da familien efterfølgende leverede beviser for, at den sørgende enkemand ville indkassere op mod fem millioner pund på de tårnhøje livsforsikringer, han havde tegnet på sin kone hos ikke færre end fem selskaber, sendte Merseyside Police en efterforsker til Danmark.
Det var det, der førte til, at den 45-årige Thomas Alexander Jones nu sad på anklagebænken i retslokale fire iført noget, der kunne minde om det mørke jakkesæt, han havde haft på til sin kones bisættelse i St. Luke’s Church for under et år siden.
Nora strakte hals, men det var svært at aflæse sagens hovedperson. Han sad med ansigtet vendt mod dommeren og ryggen til tilhørerpladserne, så hun kun kunne skimte hans træk i små glimt, når han vendte sig halvt om for at hviske til sagføreren ved sin side. Hun var en relativt ung kvinde, der sad stift i stolen, iført den obligatoriske hestehårsparyk over sit blonde år.
Smart at hyre en kvinde, tænkte Nora. Den slags gør et godt indtryk på juryen. Men hun kunne ikke lade være med at tænke på, at de fjollede parykker mere lignede noget, der hørte hjemme i en historisk filmoptagelse end i en moderne retsbygning.
Hun havde engang interviewet en sagfører i en helt anden forbindelse og henkastet spurgt, hvorfor den engelske advokatstand dog insisterede på at fastholde en tradition, der fik selv alvorlige kriminalsager til at minde om et ufrivilligt komisk indslag til et halloween-party. Advokaten havde ikke grinet med hende. I stedet havde han forklaret, at parykkerne var en vigtig del af advokaternes identitet og selvforståelse.
»Det er en hædersbevisning, et statussymbol. En markering af, at man har foretræde for retten, men også en måde at signalere på, at her er det personlige præg ikke vigtigt. For alle er lige for loven. Vi kommer aldrig til at afskaffe den,« sagde han højtideligt.
Lige nu befandt den kvindelige forsvarers paryk sig i tæt samtale med Thomas Alexander Jones. Nora vidste fra Johannes artikler, at han var fem år ældre end sin afdøde kone, at de havde forelsket sig i en sen alder og var blevet gift hurtigt efter den første date.
Hans hår var så ensartet mørkebrunt, at Nora spekulerede på, om han mon farvede det. Det var tykt og med antydningen af krøller, og hans pandehår faldt ned over panden på den måde, der får en vis type kvinder til at ville række hånden ud og stryge det væk.
Thomas Alexander Jones vendte sig om i kvart profil og lod sit blik feje søgende rundt blandt tilhørerne. Det var, som om han søgte efter et bestemt ansigt, og måske fandt han det, for Nora så hans læber kruse sig i et lillebitte smil, der var væk lige så hurtigt, som det kom. Hun drejede hovedet for at se, hvem han havde kigget på, men vedkommende sad uden for hendes synsfelt.
Endelig indkaldte dommeren dagens første vidne.
Finn Gedde satte sig rutineret på plads, parat til at blive udspurgt. Den danske retsmediciner var en gråhåret mand på omkring de 60 med rolige brune øjne og et velplejet overskæg, der ikke helt matchede hans moderne jakkesæt og den computer, han placerede på bordet foran sig sammen med en tyk mappe.
Dokumentation, hvis det skulle blive nødvendigt, formodede Nora.
Dommeren fastslog, at mr. Gedde havde frabedt sig en tolk, og derefter gik anklageren i gang med at udspørge ham om de skader, han havde fundet på Sally Malones krop.
»Hvor mange læsioner var det, De sagde, De fandt på Sally Malones hals?« spurgte han.
Finn Gedde havde været i retten hjemme i Danmark et utal af gange, og hans erfaring sagde ham tydeligvis, at det smarteste altid var at forholde sig knastørt til fakta.
»Jeg har stillet min rapport til rådighed for retten. Heraf fremgår det, at der var 11 mindre læsioner på halsen samt en række læsioner på arme og brystkasse. Alt i alt fandt vi 34 skader. De er markeret på det diagram, jeg har vedlagt sagen,« sagde han.
Dommeren vendte sig om mod juryen.
»Det er bilag 116a i jeres mappe.«
En bladren af papirer fulgte, indtil den lille skare af mænd og kvinder havde fundet den enkle tegning af en menneskekrop, hvor krydser markerede de skader, Finn Gedde havde dokumenteret ved obduktionen.
»Vil De sige, at De fandt tegn på, at Sally Malone var blevet slået ihjel?« spurgte anklageren.
»Hun døde ved drukning. Men jeg kan ikke fastslå, hvordan det præcis skete.«
»Men er det sandsynligt, at hun er blevet holdt under vandet af den anklagede?« Anklageren slog ud med armen i retning af Thomas Alexander Jones.
Finn Geddes stemme var klar og høj, da han svarede, og Nora noterede sig, at han havde en bred amerikansk accent, der formentlig stammede fra et studieophold i Staterne.
»Jeg beskæftiger mig ikke med sandsynligheder. Jeg holder mig til de helt konkrete ting, jeg kan konkludere ud fra min undersøgelse. Den viser, at Sally Malones dødsårsag var drukning. Men jeg kan ikke fastslå med sikkerhed, hvordan denne drukning er sket, ud fra de skader, jeg ser på hendes krop.«
»Men disse skader kan være fremkommet ved, at hun er blevet holdt under vandet, indtil hun ikke længere trak vejret. Kan det ikke sandsynliggøres, at Sally Malone udåndede, mens hun så ind i øjnene på den mand, hun troede var hendes elskede, men i stedet viste sig at være hendes morder?«
Den sidste sætning var henvendt direkte til juryen, men Finn Gedde bed ikke på.
»Som sagt: Jeg kan fastslå drukning. Men jeg kan ikke med 100 procents sikkerhed fastslå forløbet og intentionen bag de øvrige skader på ofrets krop. Hvis jeg skal skære det ud i pap, så er mine undersøgelser ikke i stand til at konkludere, om der er tale om et drab eller en ulykke.«
»Så du kan med andre ord ikke udelukke, at det er et drab?«
»Nej,« sagde Finn Gedde roligt.
Nu tog forsvareren over, og hun havde kun ét spørgsmål til den danske retsmediciner.
»Kan skaderne på Sally Malones krop være et resultat af hendes mands desperate forsøg på at redde hendes liv?«
»I teorien, ja, men …«
»Tak. Så har jeg ikke flere spørgsmål.«
Finn Gedde rejste sig, og Nora tænkte, at hvis han ærgrede sig over, at han havde været i retten i under ti minutter for at sige præcis det samme, som han havde skrevet i sin rapport, så skjulte han det godt.
Diskret fiskede hun mobilen op af tasken og søgte efter Retsmedicinsk Instituts hjemmeside i håb om at finde et nummer til Gedde, så hun kunne sende ham en sms og bede om et interview. Men inden hun nåede at klikke sig frem til fanen med personale, slog dommeren den lille hammer i bordet og lagde ansigtet i alvorlige folder.
»I lyset af det vidnesbyrd, vi netop har hørt, hæver jeg retten i en halv time. Jeg vil bede forsvarer og anklager om at komme til mit kontor.«
En overrasket mumlen lød fra salen, men Nora var ikke sen til at springe op. Måske kunne hun få fat i Gedde, inden han forlod bygningen.
Hun så ham dreje om hjørnet for enden af korridoren og gættede, at han formentlig var på vej til elevatoren. Hun nåede ham, tre sekunder før elevatordørene åbnede med et lille kling. Gedde steg ind, og Nora fulgte efter.
På den korte tur ned præsenterede hun sig og forsøgte at overbevise Gedde om, at han skulle give et interview til Globalt.
»Jeg er flatteret over, at du er rejst fra London for at høre mig aflægge vidnesbyrd. Men hvis du lige har siddet i retten, så har du jo hørt, hvad jeg har at sige. Jeg har ikke noget at tilføje. Alt står i min rapport.«
»Men den fastslår jo hverken det ene eller det andet,« sagde Nora frustreret.
»Nej. Men sådan er videnskab nu engang. Man kan kun bevise det, man kan bevise.«
De stod ud af elevatoren, og Gedde gjorde tegn til, at samtalen var forbi for hans vedkommende. Men Nora var ikke færdig.
»Hvad siger dit instinkt dig? Du må da have en fornemmelse?« Han lagde hovedet lidt på skrå.
»Fornemmelser er ikke noget, der har tendens til at holde i retten. Derfor holder jeg mig altid til fakta.«
»Men tror du, han gjorde det? Er Thomas Alexander Jones
morder?«
Gedde svarede ikke direkte.
»Jeg kan se, at anklageren mener, at der er masser af indicier. Men jeg er retsmediciner, og jeg må holde mig til, hvad der kan bevises. Alt andet ville ikke være professionelt.«
Nora fik vristet et visitkort ud af Gedde og tog turen op til retslokalet ad trappen. På nær et par stykker sad de fleste af hendes kolleger stadig på deres pladser. En ung kvinde med hud som mørk karamel, perfekt makeup og regelmæssige ansigtstræk, der var som skabt til tv, sad med sin mobil mod øret og præsenterede sig som Gauri, inden hun bad om at tale med jourhavende. Nora smuglyttede.
»Der er et eller andet usædvanligt under opsejling. Jeg tror, det ville være en god idé at sende et kamerahold herover nu, så de er klar,« sagde hun og tjekkede sit guldur, mens hun talte.
»Der er et kvarter, maks. 20 minutter. Vi skal i hvert tilfælde have noget i 12’eren.«
Nogen talte i den anden ende, og Gauri trak skuldrene op, som om den, hun talte med, kunne se hende.
»Vi ved det ikke. Men det er bare ikke sædvanligt at kalde forsvarer og anklager i samråd på den måde. Måske en procedurefejl? Måske skal sagen gå om? Måske noget med juryen?« spekulerede hun.
Der opstod en pause, hvor journalisten lyttede, inden hun selv tog over igen.
»Okay. Sig til John, at han skal stå til venstre for hovedindgangen. Tak.«
Så afbrød hun opkaldet, fangede Noras blik og nikkede høfligt. Nora præsenterede sig og fik et smil tilbage.
»Gauri Mukhim, BBC,« oplyste kvinden.
»Har du fulgt sagen længe?« fiskede Nora.
»Nja, ikke så længe. Jeg dækker normalt ikke retssager, men ham, der plejer at tage sig af krimistoffet, brækkede benet i sidste uge. Heldigt nok for mig.«
»Kender du familien?«
»Kun lidt. Sally Malones far ejer to hoteller i byen og flere rundtomkring i regionen. Familien bor i en pragtvilla i Formby, Liverpools rigmandskvarter.«
»Boede Sally også dér?«
»Ja. Hendes forældre forærede hende og manden et hus lidt længere nede ad gaden, men Tom brød sig ikke om at være der ifølge Sallys venner. Han har aldrig haft det godt med hendes familie. Syntes, de blandede sig i alt.«
»Og har du talt med nogen fra familien?«
Gauri rystede på hovedet.
»Efter aftale med politiet har de ikke givet interviews. Deres holdning er, at retfærdigheden vil ske fyldest i retten, og derfor vil de ikke forplumre sagen ved at tale med pressen.«
Døren gik op, og retsbetjenten trådte ind i lokalet og bad om ro.
Jurymedlemmerne, der havde været sendt ind i et separat lokale, mens dommeren konfererede på kontoret, defilerede ind i god ro og orden og indtog deres pladser. Kort efter ankom forsvareren og anklageren. Nora forsøgte at afkode deres ansigtsudtryk, men det var umuligt.
Thomas Alexander Jones’ forsvarer virkede måske en smule opkogt, med en let rødme i kinderne. Anklagerens ansigt var udtryksløst. Det kunne betyde hvad som helst.
Som den sidste ankom dommeren, og alle rejste sig, til han sad på sin plads. Han ventede, til der var absolut ro i lokalet, før han vendte sig om mod juryen og talte.
»På vegne af retten skal jeg takke for jeres tid. Vi har ikke længere brug for jeres tjeneste.«
Jurymedlemmerne så forvirrede på hinanden. Retsbetjenten signalerede til dem, at de skulle blive siddende, indtil retten var hævet.
Så vendte dommeren sig mod salen og så direkte på Thomas Alexander Jones.
»Vi har i dag hørt vidneudsagn fra den retsmediciner, der undersøgte Deres kone, Sally Malone, efter hun blev fundet druknet i Danmark, og dette vidneudsagn er den direkte årsag til, at sagen må stoppe her.«
Der gik et gisp igennem lokalet. Og man hørte en mand jamre.
»Åh gud. Åh gud.«
Dommeren valgte at ignorere udbruddet.
Noras blik fandt manden, der havde jamret. Det måtte være Jimmy Malone. Hans ansigt var fortrukket af sorg, og hans mund var en sammenbidt lige streg under det buskede grå overskæg. En ældre kvinde, der måtte være Sallys mor, havde lagt hånden på hans overarm, mens hun stirrede tomt ud i luften. Ved siden af hende sad en ung dame og så ned i gulvet. Da hun løftede blikket, så Nora, at det var den kvinde, hun havde hjulpet foran i køen ved security.
»Juridisk set står sagen nu således, at den alene er bygget på indicier. Lad mig forklare: Som jeg ser det, så kan der være sket to ting i sommerhuset i Danmark. Enten er Sally Malone blevet holdt under vandet af den anklagede, til hun druknede. Eller også er hun besvimet og faldet i poolen, og de skader, der blev fundet på hendes krop, skyldtes et genoplivningsforsøg. Uanset hvor sandsynligt det første scenarie kan forekomme, så er det alene underbygget af indicier og ikke tekniske beviser. I mangel af tekniske beviser kan en jury ikke finde mr. Jones skyldig inden for lovens rammer. Jeg er derfor nødt til at …«
»Det kan ikke være rigtigt. Den mand er morder!«
Nu var det Sally Malones mor, der råbte, og nu var dommeren nødt til at gribe ind.
»Mrs. Malone, denne ret har forståelse for Deres sorg, men loven må opretholdes, og jeg må bede Dem om at holde ro i mit retslokale eller forlade det,« sagde han og fortsatte:
»Jeg har derfor ikke andet valg end at erklære denne retssag for afsluttet.«
Kvinden holdt hånden for munden. Store tårer trillede over hendes kinder og videre ned på hendes hænder, uden at hun så ud til at ænse det.
Dommeren vendte sig mod anklageren, der så sammenbidt og bleg ud.
»Ønsker anklagemyndigheden at anke?«
»Vi har brug for betænkningstid, ærede dommer,« lød svaret.
»Mr. Jones, De er nu en fri mand. Tiltalen mod Dem er frafaldet på grund af bevisets stilling.«
I samme øjeblik dommeren rejste sig, brød kaos løs. Journalister løb ud på gangen i et forsøg på at fange Sally Malones forældre, der forlod lokalet med hinanden i hånden uden at se hen mod den plads, hvor Thomas Alexander Jones stadig sad. Foran dem gik kvinden, der måtte være Sallys søster, og forsøgte at skærme dem mod de mest pågående reportere.
Nora blev siddende og betragtede Thomas Alexander Jones.
Først da familien Malone var ude af syne, rejste han sig og lod blikket glide over tilhørerpladserne. Han nikkede for sig selv, som havde han hele tiden regnet med det resultat, der havde sendt chokbølger gennem Sally Malones familie og den forsamlede presse: at han nu kunne spankulere direkte ud i friheden og videre hen i sin bank, hvor der ventede omkring fem millioner pund.
Det var første gang, Nora så hans ansigt rigtigt. Og det var ikke kun det diskrete smil, der spillede om hans læber, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Det var først og fremmest det faktum, at hun havde set ham før.
2
Nyheden om, at retssagen mod Sally Malones mand var faldet fra hinanden, blev i første omgang til bureautelegrammer, der via AP og Reuters røg ud på stort set alle avisredaktioner. Herfra blev den ekspederet direkte ud på avisernes nyhedssites som breaking news.
Mindre end et kvarter efter at dommeren havde lukket sagen, stod flere tv-journalister parat til at give deres åndeløse version af, hvad der var foregået i retten, og lægge så meget kolorit til, som sandheden nu engang tillod.
»Den anklagede fortrak ikke en mine, da dommeren satte ham på fri fod,« og »Der opstod uro i retssalen, især blandt Sally Malones familiemedlemmer«, var blandt de beskrivelser, man kunne opsnappe foran retsbygningen.
I anden bølge nåede de journalister, der fulgte sagen, at lave en såkaldt håndskrevet version til nettet, hvor de fyldte baggrundsoplysninger på og supplerede med umiddelbare reaktioner fra de involverede, hvis de havde været så heldige at få et interview.
Tredje led var de længere featureartikler, hvor journalisterne havde haft tid til at tænke, undersøge og tale med andre kilder, der igen havde haft mulighed for at reflektere og måske endda perspektivere.
I sidste og fjerde led blev historien taget op af lederskribenter eller kastet videre til de politiske kommentatorer, der pressede historien ned i deres personlige politiske dagsorden og lagde den op på sociale medier, hvor hvem som helst kunne give den et sidste vrid i kommentarsporene.
Nora havde altid set sig selv som en journalist, der arbejdede bedst i tredje led. Det var det, der i sin tid havde fået hende til at søge job på Globalt frem for på et dagblad. At der var tid til at trække de større linjer op, tid til at udforske og rapportere.
Men efterhånden var den ekspertise kommet under pres. Problemet var i sin nuværende form Tanja Hagen, Globalts nye webredaktør, der havde det tilfælles med Krebsen, at hun forlangte det umulige af sine medarbejdere. Og hun forlangte det altid hurtigt.
To minutter efter Nora var nået ud af retslokalet, vendte hendes tanker tilbage til Thomas Alexander Jones. Hvem var han? Hvor havde hun set ham før? Hun nåede ikke at tænke videre, før mobilen ringede.
»Hej Sand. Vi kører med et Reuters-telegram på sagen fra Søndervig, men hvornår kan du have noget til mig? Vi har kørt en stor billedserie fra sommerhusområdet i stilling og fået kommentarer fra udlejer, men vi mangler jo lidt kød på det hele. Kan du levere inden for en time?«
»Du får noget om to,« brummede Nora.
Hun havde lært, at det var omsonst at tage diskussionen om, hvad research og tid gjorde ved en historie. Det handlede om hurtighed og klik. Det var, hvad Tanja Hagen var blevet ansat til at skaffe, så Globalts annoncesælgere havde et vægtigt argument, når de skulle overbevise deres kunder om at lægge pengene hos det internationale magasin frem for hos Google eller Facebook.
Krebsen bakkede hende op, og Nora kunne stadig huske det orienteringsmøde på redaktionen, hvor hendes chef havde skåret det ud i pap: Følg Hagens ordrer, ellers har Globalt ikke penge til at fortsætte.
»Hvad siger du til halvanden time?« foreslog Tanja Hagen, og Nora bed tænderne sammen.
»Jeg skal gøre mit bedste.«
»Så regner jeg med det,« sagde Tanja og afbrød opkaldet. Der var andre historier, der skulle sættes i gang.
Nettet var som fyrrummet på Titanic, tænkte Nora. Lige meget hvor meget kul man skovlede på, så var det et bundløst hul, der brændte sig selv op, og måske var hun en af de violinister, der stod på dækket og spillede, mens hele skuden var ved at gå ned. Hun pakkede hurtigt sammen og gik ud på Dean Square for at se, om nogen af sagens parter stadig gav interview til tv-stationerne.
Den unge kvindelige forsvarer stod i støvregnen lige ved hovedindgangen midt i en kødrand af journalister og tilskuere. Hun havde taget parykken af, men den sorte frakke og det opsatte hår fik hende til stadig at se formel ud. Hun rømmede sig, mens hun foldede et stykke papir ud.
Nora strakte hals for at se, om teksten på papiret var skrevet hurtigt i hånden, eller om den var forberedt hjemmefra. Måske kunne det sige noget om, hvorvidt den chokerende afgørelse var ventet af advokaten og dermed af Thomas Alexander Jones, men inden Nora kunne nå at danne sig et indtryk, maste en journalist fra ITV sig ind foran hende og spærrede hendes udsyn til advokaten, der i det samme begyndte at tale.
»Mit navn er Shirley Watson, og jeg har en kort meddelelse, som jeg vil læse op på vegne af min klient, Thomas Alexander Jones. Herefter vil mr. Jones ikke have mere at sige om sagen, og der vil ikke blive mulighed for at stille spørgsmål.«
Hun så rundt i mængden, som ventede hun protester, men alle kiggede blot afventende på hende. Så læste hun mekanisk:
»Jeg er lettet over, at retfærdigheden er sket fyldest i dag. Det er naturligvis ulykkeligt, at min kone skulle omkomme under så tragiske omstændigheder, men det havde intet med mig at gøre, og det har jeg nu rettens ord for. Nu ønsker jeg at sørge over tabet af min højtelskede kone i fred, og det håber jeg, I vil respektere.«
Shirley Watson så op.
»Det er det hele. I må have mig undskyldt.«
Gauri fra BBC så ud, som om hun ikke var helt parat til at gå, men så opstod der postyr ved en af sideudgangene, hvor Sally Malones familie netop var trådt ud. De tre personer småløb hen mod en bil, der var trukket ind til kantstenen i et forsøg på at undgå journalister og kamerafolk. Missionen så ud til at lykkes, men da Sallys mor og søster var nået ind i bilen, vendte Jimmy Malone sig om mod hoben af pressefolk.
»Det sidste ord er ikke sagt i denne sag. Mr. Jones vil komme til at betale for det her,« hvæsede han.
Nora studerede ham på afstand. Han lignede mere en mand på et hævntogt end en far, der var knækket af sorg over tabet af sin datter. Så var de kørt, og Nora havde lidt over en time til at få flikket noget sammen til nettet.
Hun fandt en café, bestilte en flat white og så mismodigt på udvalget af sandwich, inden hun besluttede sig for en bagel med skinke. Hun huggede den i sig, mens hun læste, hvad nyhedsbureauerne havde nået at skrive. Så tyggede hun af munden og fandt Finn Geddes telefonnummer frem.
Han tog den efter tre ring, og Nora mente at kunne høre et tv i baggrunden.
»Har du hørt, hvad der er sket?«
»Ja. Jeg sidder lige sammen med min britiske kollega. Det er ikke overraskende, bevisets stilling taget i betragtning. Om end jeg udmærket forstår frustrationen hos familien.«
»Må jeg citere dig for det?«
»På ingen måde.«
»Hvad kan jeg citere dig for?«
»Ikke mere end jeg har sagt til dig i forvejen. Vi kan uden tvivl påvise, at Sally Malone døde ved drukning. Hvordan den drukning er sket, kan vi ikke fastslå med sikkerhed. Hvor gerne vi end ville.«
»Var der slet ikke nogen mærker på hendes krop, der fik dig til at tænke, at der var tale om en forbrydelse?«
Finn Gedde tøvede en lille smule.
»Der var mange mærker på hendes krop. Også flere, end jeg havde forventet. Men igen: Jeg må holde mig til fakta. Vi kan ikke med 100 procents sikkerhed fastslå, om de skyldes vold eller genoplivningsforsøg.«
»Men var det den type mærker, man sædvanligvis ser ved genoplivningsforsøg?« spurgte Nora.
Igen en svag tøven.
»De var inden for normalområdet, taget i betragtning, at manden ikke var trænet i genoplivning,« sagde Gedde.
»Men …«
»Jeg kan ikke give dig mere, og nu må jeg ind til mit møde igen,« sagde han utålmodigt.
»Betyder det, at du vil have mere at sige senere?«
»Det tvivler jeg på,« svarede Gedde og afbrød opkaldet.
Nora sippede af kaffen, der i mellemtiden var blevet halvkold, og tjekkede samtidig de store nyhedssites for at se, om der havde været nogen udtalelser fra familien. BBC viste billeder af Jim Malone og hans familie ved bilen, og citerede ham for at sige, at sagen ikke var forbi, hvis det stod til familien Malone.
Tanken om, at hun havde set Thomas Alexander Jones et eller andet sted før, vendte tilbage og nappede i hendes underbevidsthed. Hun lukkede øjnene og forsøgte at genkalde sig mindet. Var det på en bar? Til en fest? Havde hun talt med ham? Hilst på ham?
Hun så ham for sig i et lyst jakkesæt, så det måtte have været sommer. For flere år siden. Hendes koncentration blev afbrudt af telefonen. Det var jourhavende på nettet.
»Har du noget på vej snart?«
»Du har noget om 20 minutter,« lovede Nora og afbrød opkaldet.
Da hun havde afleveret en tekst, der gjorde det ud for en passabel nyhedshistorie, ringede hun til Krebsen. Han lød fortravlet.
»Kan du gøre det hurtigt?«
»Ja. Jeg synes, jeg skal se nærmere på sagen om Sally Malone. Der er et eller andet mærkeligt med hendes mand.«
»Hvad er der med hendes mand?«
»Ja, vel først og fremmest at han blev frikendt. Men hvem tegner i al hemmelighed fem livsforsikringer på sin kone, kort inden hun dør?«
»Hm. Kan du få et interview med ham?«
»Jeg ved det ikke. Har ikke forsøgt. Tænkte, jeg ville arbejde mig ind på det. Måske starte med familien og få tegnet et portræt af Sally og af, hvordan deres forhold var.«
Krebsen brummede lidt.
»Ja. Okay. Jeg kan godt se historien for mig. Kan den være færdig til søndag?«
»Jeg skal gøre et hæderligt forsøg. Men det betyder nok, at jeg skal blive i Liverpool et par dage.«
»Fint nok, men pas lidt på pengene, ikke? Det er sidst på budgetåret. Kan du få mere ud af den danske retsmediciner?«
»Jeg tror det ikke. Men nu prøver jeg at høre familien. Jeg har på fornemmelsen, at de har en del mere at sige, end der er kommet frem i retten.«
»Er du sikker på, at de vil tale med dig?« spurgte Krebsen.
»Jeg har måske en vej ind,« sagde Nora og håbede, at hun havde ret, og at Sallys søster måske ville huske, at hun skyldte en tjeneste for at komme foran i køen ved metaldetektoren.
Nora bookede et hotel på computeren og valgte det næstbilligste, der lå i gåafstand fra retsbygningen, og gik direkte hen for at tjekke ind. Så fik hun prajet en taxi og bad om at blive kørt ud til Formby.
»Har du en præcis adresse?« ville chaufføren vide.
»Kender du familien Malone?«
Han nikkede og mødte hendes øjne i bakspejlet.
»Jep. Det gør alle i Liverpool. Eller i hvert tilfælde næsten alle,« sagde han.
»Jeg vil gerne ud til deres hus,« sagde hun.
»Så gerne,« sagde han og foretog en U-vending, der fik Saint Christopher-figuren, som hang i bakspejlet, til at dingle lystigt.
»Kender du familien?« spurgte han, da han var drejet ud på en hovedvej, og de sad fast i den tætte frokosttrafik.
Nora rystede på hovedet.
»Ikke rigtigt.«
»Jeg kender dem heller ikke så godt. Men min onkel Ted var gartner for dem i mange år.«
»Arbejder han der stadig?«
»Nej, han gik på pension sidste sommer.«
»Hvad siger han om familien?«
»Han siger, at Jim er lige så nærig som en skotte, men at han er god nok på bunden. Konen er næsten aldrig hjemme.«
»Nå? Hvorfor ikke det?«
»De har jo den der store satsning i London. Nyt hotel, der skal åbne lige om lidt. Men det har de vist sagt det seneste halve år. Konen er hele tiden dernede, og vi ser nærmest ikke noget til hende her i Liverpool. Jim ville være som en gammel enkemand, hvis ikke det var for Sallys søster Rose, der stadig bor hjemme. Rygterne siger, at det ikke går så godt i London, og at de har slået et lidt for stort brød op.«
»Hvordan mener du?«
»De havde investeret meget i det hotel, men så en uge før de skulle åbne, opstod der brand, og selv om der kom hurtig hjælp, så var der ret mange skader. Det kan tage år, inden forsikringen betaler, og i mellemtiden har de alle de her penge ude og svømme og et hotel, der ikke er åbnet endnu«.
»Okay. Ville du sige, at familien er så økonomisk presset, at hotellerne er i fare?«
Nu blev chaufføren åbenbart lidt bekymret over sin egen åbenmundethed.
»Altså, det er jo bare rygter. Hvordan var det nu, du kendte dem?«
»Kender dem ikke.«
»Hvad skal du derude?«
Nora overvejede det lidt, men besluttede sig så for at sige sandheden.
»Jeg er journalist. Jeg håber at få et interview med familien.« »Ah. På grund af retssagen i dag?«
»Præcis.«
»Du er nok ikke den eneste.«
»Det tænker jeg heller ikke.«
Trafikken bevægede sig i uregelmæssige ryk, og en let støvregn fik bilens forrude til at ligne frostet glas, indtil chaufføren fik den idé at slå vinduesviskerne til.
Radioen var sat på lav volumen, men da Nora hørte en nyhedsjingle, bad hun ham om at skrue op.
Retssagen var den første historie, og det var lykkedes BBC Merseyside at få en kommentar fra den chokerede anklager, der sagde, at han var af den mening, at han havde bygget en uangribelig sag op, men at han måtte tage dommerens afgørelse til efterretning.
»Hvor gik det galt for jer?« ville reporteren vide.
»Jeg må hjem og studere dommerens afgørelse nærmere, før jeg er parat til at gå ind i det,« lød det korte svar.
Og lynhurtigt var udsendelsen videre til sporten og vejret.
»Hvad tror du? Gjorde han det? Slog han hende ihjel?« spurgte Nora.
»Totalt!«
»Hvorfor tror du det?«
Chaufføren trak på skuldrene.
»Har du set ham? Han er bare den der type. Totalt lyssky. Arbejdssky. Han var kun sammen med Sally for at score kassen. Det lyste langt væk.«
»Har du set dem sammen?«
Chaufføren trak på det. »Nej. Ikke sådan rigtigt. Kun på afstand.«
»Hvordan?«
»Altså, sådan i aviserne og den slags. Helt ærligt, han ser godt ud. Og Sally er … var … måske en mere ordinær type. Hvad ville han med en kvinde som hende?«
Nora trak på skuldrene.
»Udseendet er vel ikke det eneste, der får folk til at forelske sig.«
»Ha!« kom det spontant fra chaufføren, som om tanken aldrig var faldet ham ind.
Nora stirrede ud på Liverpool gennem regndråberne. Folk hastede forbi den stillestående trafik med paraplyer og kraverne trukket godt op om halsen.
»Er vi der snart?«
Chaufføren tjekkede uret.
»Det varer ikke så længe. Trafikken bliver lettere, jo længere vi kommer fra centrum.«
De sad lidt i tavshed, indtil chaufføren besluttede sig for, at Malone-sagen ikke helt var uddebatteret.
»Min nabo arbejder i øvrigt på The Royal Crescent.«
Nora havde bidt mærke i navnet på det femstjernede hotel, da hun selv søgte efter mere beskeden overnatning.
»Ja?«
»Det er Jim Malones. Og det var jo dér, de blev gift, Tom og Sally. Kæmpebryllup. Gamle Jim sparede ikke på noget.«
»Okay?«
»Ja. Gloria, hedder min nabo. Hun har set et og andet.«
»Hvad, for eksempel?«
»Åh, sådan ting og sager. Igennem årene.«
»Kan du komme det lidt nærmere?« spurgte Nora.
Men inden chaufføren nåede at svare, svingede han ind på en bred villavej, hvor der var langt mellem de store huse, som lå bag beskyttende mure eller meterhøje hække.
»Vi er der lige straks,« forkyndte han.
Nora så sig omkring i kvarteret. De passerede en anglikansk kirke med spidse vinduer i gotisk stil. Det måtte være den, der havde været rammen om Sallys begravelse.
Så stoppede bilen, og Nora indså med et suk, at hun ikke var den eneste journalist, der havde fået den idé at opsøge familien Malone. Der stod en forfrossen flok under paraplyer. De fleste af dem var paparazzier, der strakte sig for at få deres kameraer over den sorte smedejernslåge, som blokerede indkørslen op til familien Malones residens. Et par stykker havde trappestiger med, som de stod på, mens de spejdede efter tegn på liv inde fra den store hvide villa.
Nora betalte, og chaufføren rakte hende et stykke papir.
»Mit nummer, når du skal hjem igen. Ring endelig. Jeg kommer med det samme. Jeg hedder James.«
Nora takkede ham og steg ud af bilen. Regnen var taget til, mens de kørte ud i forstæderne, og Nora lagde en paraply til listen med ting, hun måtte købe på vej tilbage til hotellet.
Mens taxien vendte snuden mod Liverpool igen, gik hun hen til flokken af journalister. Et par stykker registrerede med et nik, at hun var ankommet, men vendte så igen blikket mod den grusbelagte indkørsel, der førte op til den imponerende toetagers villa. Foran en bred trappe holdt en mørkegrå Jaguar, som Nora genkendte som den bil, familien Malone var kørt i, da de forlod retsbygningen. Langs siden af huset holdt en mørkeblå Mascot.
Forhaven var enorm, og græsset så velplejet, at det indbød til kroketkampe og cocktailparties. De få orangerøde blade, der lå i kanten af plænen, lignede mest af alt noget, der var placeret for dekorationens skyld.
»Har der været nogen livstegn?« spurgte hun en ung fyr, som stod bøjet over et kamera.
»De kom for en time siden og gik direkte ind i huset uden at standse. Efter det har vi intet set. Men vi håber, at Jim kommer ud og siger noget.«
Nora så op mod huset igen. Igennem regnen kunne hun skimte store vinduer med mørke gardiner, der var trukket halvt for.
»Så flyt dig da, for fanden, dit store læs, og lad andre komme til. Du har stået der en time.«
En frustreret fotograf, der havde forsøgt at få den helt rigtige vinkel på den lukkede hoveddør, skubbede irriteret til underbenene på en omfangsrig kollega, der balancerede på toppen af sin trappestige. Selv om manden på stigen vaklede en smule, vendte han sig ikke om og værdigede heller ikke sin kollega et svar ud over et enkelt grynt. Han stod fokuseret med den lange linse på kameraet direkte mod huset.
Pludselig rettede han sig helt op.
»Nogen er på vej ud ad døren,« sagde han og udløste en bølge af aktivitet blandt sine kolleger.
Samtlige fotografer skubbede sig op mod jerngitteret, journalisterne fandt de efterhånden halvfugtige notesblokke frem, mens andre fik travlt med at sætte optagefunktionen på deres mobiler til.
Så gik den store gråmalede hoveddør op, og ud trippede en kvinde. Hun var iført en fiks lille sort kjole, hvid kappe over det opsatte hår, og i hænderne bar hun en sølvbakke med små kopper, der raslede let ved hendes bevægelser. Ved siden af hende gik en butler i en fornuftig oilskinsjakke. Hans primære opgave så ud til at være at holde en stor sort paraply over kvinden og bakken.
Da parret kom nærmere, kunne Nora se dampen stige fra de små kopper og lugte varm te. De forreste i rækken begyndte at tage for sig.
»Mr. Malone syntes, I så lidt forfrosne ud. Han beklager, at han er nødt til at lade jer vente en anelse længere. Han lover, at han vil komme ud inden for en time,« sagde kvinden.
Butleren rykkede tættere på hende med paraplyen, men Nora noterede sig, at den samtidig kom til at skærme for udsynet til huset. I stedet for at tage imod teen stillede hun sig yderst i den ene side af flokken for at se, hvad det var, den gavmilde te-ceremoni skulle dække over.
Jaguaren stod stadig parkeret foran hovedtrappen, men hun havde udsigt til en skikkelse, der satte sig ind i den mørkeblå Mascot og langsomt bakkede om på den anden side af huset.
Der måtte være en anden udkørsel. Hvem sad i bilen? Og hvorfor måtte ingen se den køre? Nora trak sig lidt fri af mængden, og med hurtige skridt gik hun hen mod hjørnet af vejen for at se, om hun på den måde kunne nå frem til bagsiden af grunden.
Hun satte i let løb, mens hun i sit stille sind håbede, at de andre pressefolk ikke havde bemærket hendes exit. Men så snart hun var omkring hjørnet, kunne hun ud af den ene øjenkrog se, at det store brød af en fotograf, der havde stået på stigen, var sat efter hende. Hun så sig ikke tilbage, men kunne høre ham stønne og pruste.
Så snart hun drejede om det næste hjørne, så hun den lille Morris Mascot trille ud fra en mindre sidevej. En mand, der måtte være midt i 30’erne, sad ved rattet. Nora fangede et mørkt jakkesæt, lyst hår og et ansigt med træk, der fik ham til at ligne en fotomodel, da han så til siden for at sikre sig, at vejen, han drejede ud på, var fri for trafik.
Klik klik klik.
Fotografen havde indhentet hende og var nu gået i gang med at knipse løs. Så snart manden i Mascotten fik øje på ham, kneb han øjnene sammen, speedede op og drejede ud på hovedvejen og ind mod byen. I det samme talte fotografen bag hende.
»Nå. Hvad så? Skal du med og se, hvad han er ude på? Min bil holder herhenne.«
Nora vendte sig om og så direkte på verdens mest irriterende fotograf, Keith Snyder.
Lone Theils: Troskyldigheden selv
En britisk kvinde drukner i en swimmingpool i et sommerhus ved den danske vestkyst. Men var det et hændeligt uheld? Eller var det mord? Og hvem stod i givet fald bag? Afdødes far, der er ved at gå konkurs med sin hotelkæde og har brug for de penge, hendes livsforsikringer vil generere, hendes jaloux søster, de stridende veninder, den kærlige ægtemand … eller en helt anden?
Den danske journalist Nora Sand bliver involveret i sagen, da den skal for retten i England. Og da flere mennesker dør, er hun pludselig selv mål for en skruppelløs morder, der gør alt for at hytte sit eget skind.
Troskyldigheden selv er sjette bog i den populære serie om Nora Sand.
Ligesom de foregående bøger i serien er Troskyldigheden selv inspireret af en kriminalsag fra virkeligheden. Denne gang er en britisk kvinde druknet i en swimmingpool i et sommerhus ved den danske vestkyst. Men var det et uheld eller overlagt mord?
Lone Theils har med sin serie om Nora Sand solgt mere end 320.000 eksemplarer i 20 lande. Lone Theils er tidligere korrespondent for Politiken og Berlingske Tidende i London, og debuterede i 2015 som forfatter med romanen Pigerne fra Englandsbåden, der følger journalisten Nora Sand.
LÆS OGSÅ: Lone Theils’ debutroman bliver til tv-serie
I Troskyldigheden selv bliver den danske journalist Nora Sand involveret i sagen om en britisk kvinde, der drukner, da sagen kommer for retten i England. Nora Sand må dog imidlertid stille sig selv spørgsmålet, om det var et hændeligt uheld eller var det mord? Og hvem stod i givet fald bag?
Da den britiske anklager tvinges til at droppe sagen, begynder journalist Nora Sand at grave i den, og det står hurtigt klart, at hverken den kærlige ægtemand, de nære veninder eller den stenrige familie har rent mel i posen. Efterhånden som Nora trevler sagen op, ender hun med at stå ansigt til ansigt med en skruppelløs morder, der vil gøre alt for at hytte sit eget skind.
Få styr på rækkefølgen i Lone Theils’ Nora Sand-serie her
Troskyldigheden selv
Lone Thiels
1
Nora så nervøst på uret. Hun havde 11 minutter, før retten var sat, og der var stadig to mennesker foran hende i køen ved security.
Hun havde været oppe før klokken seks for at tage det tidlige morgentog til Liverpool fra Euston, men de lovede to timer og 12 minutters rejsetid havde forvandlet sig til tre en halv time på grund af sporarbejde. Selv om det var lykkedes hende at praje en taxi i regnen, var hun ankommet til den grå mastodont af en retsbygning på Dean Square en time senere, end hun selv syntes var forsvarligt.
Nu var der ikke tid til at få de pårørende i tale, bede om anklagerens mobiltelefonnummer eller pumpe en af de lokale journalister for små vigtige detaljer, hun ikke selv havde kunnet læse sig til.
Omkring hende gik advokater og retspersonale rutinemæssigt igennem metaldetektorerne og lagde deres tasker til gennemlysning på det lille bånd. Men Noras kø stod stille.
Den ældre herre foran hende virkede, som om han aldrig i sit liv havde hørt om en metaldetektor. Først gik alarmen, fordi han ikke havde taget et stort bundt nøgler op af sin lomme. Så var den gal med et bælte, som han møjsommeligt måtte fjerne og lægge i en separat plastickasse, hvorefter scanneren konstaterede, at den eneste form for ordensmagt, der burde tilkaldes i forbindelse med bæltespændets store sherifstjerne, var modepolitiet.
Sikkerhedsvagten så ud, som om han kun med opbydelsen af alle sine kræfter kunne blive ved med at tale høfligt til den ældre mand.
»Sir, som jeg forklarede Dem, så er De nødt til at sikre Dem, at De ikke har andre ting i lommerne. Er de tømt nu?« sagde han så højt, at hans stemme rungede i lobbyen.
Ingen af de mennesker, der kom her i embeds medfør, værdigede optrinnet et blik. Men Nora kunne fornemme den stigende panik hos kvinden, der stod bag hende.
»Pis, pis, pis,« mumlede hun for sig selv, mens hun tjekkede sit armbåndsur, der ved første øjekast lignede et Rolex. Hun så ud til at være midt i 30’erne og lignede med sin sorte spadseredragt, de ægte perler og det stramt opsatte hår en hvilken som helst advokat på vej på job. Hvis det ikke lige havde været for hendes åbenlyse nervøsitet.
Metaldetektoren blev ved med at bippe. Nu var der problemer med en tegnebog, og Nora vendte sig om mod kvinden for at undertrykke sin lyst til at ruske den ældre herre, til alt metal faldt ud af hans lommer.
»Ny på jobbet?«
»Nej. Jeg arbejder her ikke. Jeg er her for at støtte mine forældre. I dag bliver der afsagt dom i en sag, som har med min søster at gøre. Det er hårdt for dem. De venter allerede i retslokalet, men jeg sad fast i trafikken. Og nu er jeg bange for, at jeg er ved at komme for sent. Retten bliver sat klokken ti,« sagde hun og kiggede på uret igen.
Den var syv minutter i.
Endelig var det Noras tur. Hun tog en rask beslutning og vinkede kvinden bag sig frem.
»Kom, gå foran.«
»Er du sikker?«
Nora nikkede.
Hvis kvinden var hurtig, ville hun måske lige kunne nå det, inden de gik i gang. Hun sendte Nora et taknemmeligt smil.
»Tak. Jeg skylder dig en tjeneste.«
Så var hun igennem, og Nora fik travlt med at lægge sin computertaske op på båndet. Hun tog sin laptop ud og placerede den i kassen med sin mobil, sine nøgler og solbriller, og da hun var igennem få minutter senere, var den nervøse kvinde allerede trådt ind i en elevator.
Klokken var strengt taget et minut over ti, da Nora som den sidste blev sluset ind i retslokalet og fandt sin plads på den næstsidste ledige stol i det område, der var forbeholdt pressen. Hun havde knap nok nået at stille tasken mellem fødderne, før hun måtte rejse sig igen, da dommeren kom ind i lokalet og satte sig tungt ved den mørke skranke. Han så sig om i rummet og nikkede høfligt til sin jury. Så sikrede han sig, at den anklagede var på plads, inden han gav tegn til, at alle måtte sætte sig igen. Sagen var i gang.
Det var Krebsen, der havde ringet sent i går aftes og bedt hende om at tage afsted, efter han havde diskuteret tingene med Johanne, der normalt dækkede det danske krimistof for Globalt og i sin tid havde skrevet om sagen.
»En anden gang må du gerne give mig lidt længere varsel. Det kunne jo være, at jeg havde andre planer,« havde hun sagt til ham.
Som sædvanlig tromlede han hen over den slags indsigelser.
»Det var Johannes plan at følge sagen til dørs, og hun havde egentlig købt en billet til Liverpool i næste uge, hvor vi ventede en domsafsigelse. Men hun har lige fået at vide af en kilde, at Finn Geddes vidneforklaring pludselig er rykket frem til i morgen, og vi kan ikke nå at være til stede, hvis du ikke rykker ud. Han er forsvarets vigtigste vidne.«
»Finn Gedde?« spurgte Nora og forsøgte at slå navnet op på computeren, mens hun talte.
»Den danske retsmediciner. Prøv nu lige at hænge lidt på, Sand. Hvad løber du rundt og laver derovre i London?«
Det var et af den slags spørgsmål, Krebsen ikke ventede svar på, og Nora holdt sig fra at nævne sin seneste artikel om gadebørn i Manchester. Den havde kostet blod, sved og forbandet hårdt arbejde at hive hjem.
»Nå, men jeg har sendt dig, hvad Johanne har skrevet indtil videre. Og så regner jeg med, at du er vores øjne og ører i Liverpool i morgen. Husk webredaktionen. De er meget interesserede i noget live-reportage,« havde Krebsen sagt i en sær, munter tone og afbrudt opkaldet.
Inden Nora fik kæmpet sig igennem British Rails byzantinske bookingsystem, hvor den samme billet kunne koste alt fra 20 til 200 pund, havde klokken passeret midnat, og der var kun godt fem timer, til hun skulle ud ad døren i Belsize Park og videre til Euston.
Hun tog mobilen med i seng og læste de fem artikler om sagen fra Søndervig, der nu var endt med en retssag i Liverpool.
I første omgang havde det lignet en historie om et banalt, om end tragisk uheld. Et britisk ægtepar i 40’erne på forlænget weekend i et luksussommerhus ved den danske vestkyst. Konen besvimer, falder i den indendørs pool med alt sit tøj på og drukner. Ulykkeligvis hører manden intet, fordi han sover til middag i et rum i den anden ende af huset. Da han vågner og opdager sin kone i vandet, ringer han 112 og forsøger desperat at genoplive hende, mens han venter på hjælp. Men det er omsonst. Da ambulancen ankommer, er hun livløs.
Nora læste videre.
Politiet optager rapport, taler med den ulykkelige ægtefælle, der lader til at være i chok. Og senere konstaterer retsmedicineren i Aarhus, at skaderne på kvindens krop kan passe med mandens forklaring om, at han har forsøgt at give hjertemassage. Sagen bliver klassificeret som et hændeligt uheld.
Nora studerede det medfølgende billede af Sally Malone og hendes mand, Thomas Alexander Jones. Det så ud til at være taget på en skiferie med sneklædte bakker, store grantræer og en typisk bjælkehytte i baggrunden.
Sally Malone havde kort mørkt hår, der tittede frem under en pelshat, smilende lyseblå øjne og var i en hvid skidragt, der fremhævede, at hun var spinkel af bygning. Hun stod med armen omkring sin mand. Hans mund var formet i et perfekt smil, men et par skibriller med spejlrefleks gjorde det umuligt at sige andet om hans ansigtstræk.
Nora læste videre om, hvordan Sallys far, hotelkongen Jimmy Malone, og resten af familien i Liverpool nægtede at slå sig til tåls med det danske politis konklusion om, at hun var død ved en ulykke. Han gik til politiet og forsøgte at overbevise dem om, at der var tale om overlagt mord.
Det, der havde fået de britiske efterforskere til at gå videre med sagen, var, at Thomas Alexander Jones havde tegnet adskillige livsforsikringer på sin kone uden tilsyneladende at informere hende om det. Og at han derfor stod til at få udbetalt en betragtelig sum ved hendes død.
The Liverpool Echo havde været på pletten med en journalist og en fotograf, da Sally Malone blev bisat i den lokale kirke i velhaverforstaden Formby. Nora studerede billederne for at se, om hun kunne få et bedre kig på den sørgende enkemand. Men det var Sallys forældre og søster, fotografen havde fokuseret på, og på det eneste foto, hvor Thomas Alexander Jones var med, vendte han ansigtet bort.
Alt, hvad man kunne se, var en grynet silhuet og et mørkt jakkesæt.
Da familien efterfølgende leverede beviser for, at den sørgende enkemand ville indkassere op mod fem millioner pund på de tårnhøje livsforsikringer, han havde tegnet på sin kone hos ikke færre end fem selskaber, sendte Merseyside Police en efterforsker til Danmark.
Det var det, der førte til, at den 45-årige Thomas Alexander Jones nu sad på anklagebænken i retslokale fire iført noget, der kunne minde om det mørke jakkesæt, han havde haft på til sin kones bisættelse i St. Luke’s Church for under et år siden.
Nora strakte hals, men det var svært at aflæse sagens hovedperson. Han sad med ansigtet vendt mod dommeren og ryggen til tilhørerpladserne, så hun kun kunne skimte hans træk i små glimt, når han vendte sig halvt om for at hviske til sagføreren ved sin side. Hun var en relativt ung kvinde, der sad stift i stolen, iført den obligatoriske hestehårsparyk over sit blonde år.
Smart at hyre en kvinde, tænkte Nora. Den slags gør et godt indtryk på juryen. Men hun kunne ikke lade være med at tænke på, at de fjollede parykker mere lignede noget, der hørte hjemme i en historisk filmoptagelse end i en moderne retsbygning.
Hun havde engang interviewet en sagfører i en helt anden forbindelse og henkastet spurgt, hvorfor den engelske advokatstand dog insisterede på at fastholde en tradition, der fik selv alvorlige kriminalsager til at minde om et ufrivilligt komisk indslag til et halloween-party. Advokaten havde ikke grinet med hende. I stedet havde han forklaret, at parykkerne var en vigtig del af advokaternes identitet og selvforståelse.
»Det er en hædersbevisning, et statussymbol. En markering af, at man har foretræde for retten, men også en måde at signalere på, at her er det personlige præg ikke vigtigt. For alle er lige for loven. Vi kommer aldrig til at afskaffe den,« sagde han højtideligt.
Lige nu befandt den kvindelige forsvarers paryk sig i tæt samtale med Thomas Alexander Jones. Nora vidste fra Johannes artikler, at han var fem år ældre end sin afdøde kone, at de havde forelsket sig i en sen alder og var blevet gift hurtigt efter den første date.
Hans hår var så ensartet mørkebrunt, at Nora spekulerede på, om han mon farvede det. Det var tykt og med antydningen af krøller, og hans pandehår faldt ned over panden på den måde, der får en vis type kvinder til at ville række hånden ud og stryge det væk.
Thomas Alexander Jones vendte sig om i kvart profil og lod sit blik feje søgende rundt blandt tilhørerne. Det var, som om han søgte efter et bestemt ansigt, og måske fandt han det, for Nora så hans læber kruse sig i et lillebitte smil, der var væk lige så hurtigt, som det kom. Hun drejede hovedet for at se, hvem han havde kigget på, men vedkommende sad uden for hendes synsfelt.
Endelig indkaldte dommeren dagens første vidne.
Finn Gedde satte sig rutineret på plads, parat til at blive udspurgt. Den danske retsmediciner var en gråhåret mand på omkring de 60 med rolige brune øjne og et velplejet overskæg, der ikke helt matchede hans moderne jakkesæt og den computer, han placerede på bordet foran sig sammen med en tyk mappe.
Dokumentation, hvis det skulle blive nødvendigt, formodede Nora.
Dommeren fastslog, at mr. Gedde havde frabedt sig en tolk, og derefter gik anklageren i gang med at udspørge ham om de skader, han havde fundet på Sally Malones krop.
»Hvor mange læsioner var det, De sagde, De fandt på Sally Malones hals?« spurgte han.
Finn Gedde havde været i retten hjemme i Danmark et utal af gange, og hans erfaring sagde ham tydeligvis, at det smarteste altid var at forholde sig knastørt til fakta.
»Jeg har stillet min rapport til rådighed for retten. Heraf fremgår det, at der var 11 mindre læsioner på halsen samt en række læsioner på arme og brystkasse. Alt i alt fandt vi 34 skader. De er markeret på det diagram, jeg har vedlagt sagen,« sagde han.
Dommeren vendte sig om mod juryen.
»Det er bilag 116a i jeres mappe.«
En bladren af papirer fulgte, indtil den lille skare af mænd og kvinder havde fundet den enkle tegning af en menneskekrop, hvor krydser markerede de skader, Finn Gedde havde dokumenteret ved obduktionen.
»Vil De sige, at De fandt tegn på, at Sally Malone var blevet slået ihjel?« spurgte anklageren.
»Hun døde ved drukning. Men jeg kan ikke fastslå, hvordan det præcis skete.«
»Men er det sandsynligt, at hun er blevet holdt under vandet af den anklagede?« Anklageren slog ud med armen i retning af Thomas Alexander Jones.
Finn Geddes stemme var klar og høj, da han svarede, og Nora noterede sig, at han havde en bred amerikansk accent, der formentlig stammede fra et studieophold i Staterne.
»Jeg beskæftiger mig ikke med sandsynligheder. Jeg holder mig til de helt konkrete ting, jeg kan konkludere ud fra min undersøgelse. Den viser, at Sally Malones dødsårsag var drukning. Men jeg kan ikke fastslå med sikkerhed, hvordan denne drukning er sket, ud fra de skader, jeg ser på hendes krop.«
»Men disse skader kan være fremkommet ved, at hun er blevet holdt under vandet, indtil hun ikke længere trak vejret. Kan det ikke sandsynliggøres, at Sally Malone udåndede, mens hun så ind i øjnene på den mand, hun troede var hendes elskede, men i stedet viste sig at være hendes morder?«
Den sidste sætning var henvendt direkte til juryen, men Finn Gedde bed ikke på.
»Som sagt: Jeg kan fastslå drukning. Men jeg kan ikke med 100 procents sikkerhed fastslå forløbet og intentionen bag de øvrige skader på ofrets krop. Hvis jeg skal skære det ud i pap, så er mine undersøgelser ikke i stand til at konkludere, om der er tale om et drab eller en ulykke.«
»Så du kan med andre ord ikke udelukke, at det er et drab?«
»Nej,« sagde Finn Gedde roligt.
Nu tog forsvareren over, og hun havde kun ét spørgsmål til den danske retsmediciner.
»Kan skaderne på Sally Malones krop være et resultat af hendes mands desperate forsøg på at redde hendes liv?«
»I teorien, ja, men …«
»Tak. Så har jeg ikke flere spørgsmål.«
Finn Gedde rejste sig, og Nora tænkte, at hvis han ærgrede sig over, at han havde været i retten i under ti minutter for at sige præcis det samme, som han havde skrevet i sin rapport, så skjulte han det godt.
Diskret fiskede hun mobilen op af tasken og søgte efter Retsmedicinsk Instituts hjemmeside i håb om at finde et nummer til Gedde, så hun kunne sende ham en sms og bede om et interview. Men inden hun nåede at klikke sig frem til fanen med personale, slog dommeren den lille hammer i bordet og lagde ansigtet i alvorlige folder.
»I lyset af det vidnesbyrd, vi netop har hørt, hæver jeg retten i en halv time. Jeg vil bede forsvarer og anklager om at komme til mit kontor.«
En overrasket mumlen lød fra salen, men Nora var ikke sen til at springe op. Måske kunne hun få fat i Gedde, inden han forlod bygningen.
Hun så ham dreje om hjørnet for enden af korridoren og gættede, at han formentlig var på vej til elevatoren. Hun nåede ham, tre sekunder før elevatordørene åbnede med et lille kling. Gedde steg ind, og Nora fulgte efter.
På den korte tur ned præsenterede hun sig og forsøgte at overbevise Gedde om, at han skulle give et interview til Globalt.
»Jeg er flatteret over, at du er rejst fra London for at høre mig aflægge vidnesbyrd. Men hvis du lige har siddet i retten, så har du jo hørt, hvad jeg har at sige. Jeg har ikke noget at tilføje. Alt står i min rapport.«
»Men den fastslår jo hverken det ene eller det andet,« sagde Nora frustreret.
»Nej. Men sådan er videnskab nu engang. Man kan kun bevise det, man kan bevise.«
De stod ud af elevatoren, og Gedde gjorde tegn til, at samtalen var forbi for hans vedkommende. Men Nora var ikke færdig.
»Hvad siger dit instinkt dig? Du må da have en fornemmelse?« Han lagde hovedet lidt på skrå.
»Fornemmelser er ikke noget, der har tendens til at holde i retten. Derfor holder jeg mig altid til fakta.«
»Men tror du, han gjorde det? Er Thomas Alexander Jones
morder?«
Gedde svarede ikke direkte.
»Jeg kan se, at anklageren mener, at der er masser af indicier. Men jeg er retsmediciner, og jeg må holde mig til, hvad der kan bevises. Alt andet ville ikke være professionelt.«
Nora fik vristet et visitkort ud af Gedde og tog turen op til retslokalet ad trappen. På nær et par stykker sad de fleste af hendes kolleger stadig på deres pladser. En ung kvinde med hud som mørk karamel, perfekt makeup og regelmæssige ansigtstræk, der var som skabt til tv, sad med sin mobil mod øret og præsenterede sig som Gauri, inden hun bad om at tale med jourhavende. Nora smuglyttede.
»Der er et eller andet usædvanligt under opsejling. Jeg tror, det ville være en god idé at sende et kamerahold herover nu, så de er klar,« sagde hun og tjekkede sit guldur, mens hun talte.
»Der er et kvarter, maks. 20 minutter. Vi skal i hvert tilfælde have noget i 12’eren.«
Nogen talte i den anden ende, og Gauri trak skuldrene op, som om den, hun talte med, kunne se hende.
»Vi ved det ikke. Men det er bare ikke sædvanligt at kalde forsvarer og anklager i samråd på den måde. Måske en procedurefejl? Måske skal sagen gå om? Måske noget med juryen?« spekulerede hun.
Der opstod en pause, hvor journalisten lyttede, inden hun selv tog over igen.
»Okay. Sig til John, at han skal stå til venstre for hovedindgangen. Tak.«
Så afbrød hun opkaldet, fangede Noras blik og nikkede høfligt. Nora præsenterede sig og fik et smil tilbage.
»Gauri Mukhim, BBC,« oplyste kvinden.
»Har du fulgt sagen længe?« fiskede Nora.
»Nja, ikke så længe. Jeg dækker normalt ikke retssager, men ham, der plejer at tage sig af krimistoffet, brækkede benet i sidste uge. Heldigt nok for mig.«
»Kender du familien?«
»Kun lidt. Sally Malones far ejer to hoteller i byen og flere rundtomkring i regionen. Familien bor i en pragtvilla i Formby, Liverpools rigmandskvarter.«
»Boede Sally også dér?«
»Ja. Hendes forældre forærede hende og manden et hus lidt længere nede ad gaden, men Tom brød sig ikke om at være der ifølge Sallys venner. Han har aldrig haft det godt med hendes familie. Syntes, de blandede sig i alt.«
»Og har du talt med nogen fra familien?«
Gauri rystede på hovedet.
»Efter aftale med politiet har de ikke givet interviews. Deres holdning er, at retfærdigheden vil ske fyldest i retten, og derfor vil de ikke forplumre sagen ved at tale med pressen.«
Døren gik op, og retsbetjenten trådte ind i lokalet og bad om ro.
Jurymedlemmerne, der havde været sendt ind i et separat lokale, mens dommeren konfererede på kontoret, defilerede ind i god ro og orden og indtog deres pladser. Kort efter ankom forsvareren og anklageren. Nora forsøgte at afkode deres ansigtsudtryk, men det var umuligt.
Thomas Alexander Jones’ forsvarer virkede måske en smule opkogt, med en let rødme i kinderne. Anklagerens ansigt var udtryksløst. Det kunne betyde hvad som helst.
Som den sidste ankom dommeren, og alle rejste sig, til han sad på sin plads. Han ventede, til der var absolut ro i lokalet, før han vendte sig om mod juryen og talte.
»På vegne af retten skal jeg takke for jeres tid. Vi har ikke længere brug for jeres tjeneste.«
Jurymedlemmerne så forvirrede på hinanden. Retsbetjenten signalerede til dem, at de skulle blive siddende, indtil retten var hævet.
Så vendte dommeren sig mod salen og så direkte på Thomas Alexander Jones.
»Vi har i dag hørt vidneudsagn fra den retsmediciner, der undersøgte Deres kone, Sally Malone, efter hun blev fundet druknet i Danmark, og dette vidneudsagn er den direkte årsag til, at sagen må stoppe her.«
Der gik et gisp igennem lokalet. Og man hørte en mand jamre.
»Åh gud. Åh gud.«
Dommeren valgte at ignorere udbruddet.
Noras blik fandt manden, der havde jamret. Det måtte være Jimmy Malone. Hans ansigt var fortrukket af sorg, og hans mund var en sammenbidt lige streg under det buskede grå overskæg. En ældre kvinde, der måtte være Sallys mor, havde lagt hånden på hans overarm, mens hun stirrede tomt ud i luften. Ved siden af hende sad en ung dame og så ned i gulvet. Da hun løftede blikket, så Nora, at det var den kvinde, hun havde hjulpet foran i køen ved security.
»Juridisk set står sagen nu således, at den alene er bygget på indicier. Lad mig forklare: Som jeg ser det, så kan der være sket to ting i sommerhuset i Danmark. Enten er Sally Malone blevet holdt under vandet af den anklagede, til hun druknede. Eller også er hun besvimet og faldet i poolen, og de skader, der blev fundet på hendes krop, skyldtes et genoplivningsforsøg. Uanset hvor sandsynligt det første scenarie kan forekomme, så er det alene underbygget af indicier og ikke tekniske beviser. I mangel af tekniske beviser kan en jury ikke finde mr. Jones skyldig inden for lovens rammer. Jeg er derfor nødt til at …«
»Det kan ikke være rigtigt. Den mand er morder!«
Nu var det Sally Malones mor, der råbte, og nu var dommeren nødt til at gribe ind.
»Mrs. Malone, denne ret har forståelse for Deres sorg, men loven må opretholdes, og jeg må bede Dem om at holde ro i mit retslokale eller forlade det,« sagde han og fortsatte:
»Jeg har derfor ikke andet valg end at erklære denne retssag for afsluttet.«
Kvinden holdt hånden for munden. Store tårer trillede over hendes kinder og videre ned på hendes hænder, uden at hun så ud til at ænse det.
Dommeren vendte sig mod anklageren, der så sammenbidt og bleg ud.
»Ønsker anklagemyndigheden at anke?«
»Vi har brug for betænkningstid, ærede dommer,« lød svaret.
»Mr. Jones, De er nu en fri mand. Tiltalen mod Dem er frafaldet på grund af bevisets stilling.«
I samme øjeblik dommeren rejste sig, brød kaos løs. Journalister løb ud på gangen i et forsøg på at fange Sally Malones forældre, der forlod lokalet med hinanden i hånden uden at se hen mod den plads, hvor Thomas Alexander Jones stadig sad. Foran dem gik kvinden, der måtte være Sallys søster, og forsøgte at skærme dem mod de mest pågående reportere.
Nora blev siddende og betragtede Thomas Alexander Jones.
Først da familien Malone var ude af syne, rejste han sig og lod blikket glide over tilhørerpladserne. Han nikkede for sig selv, som havde han hele tiden regnet med det resultat, der havde sendt chokbølger gennem Sally Malones familie og den forsamlede presse: at han nu kunne spankulere direkte ud i friheden og videre hen i sin bank, hvor der ventede omkring fem millioner pund.
Det var første gang, Nora så hans ansigt rigtigt. Og det var ikke kun det diskrete smil, der spillede om hans læber, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Det var først og fremmest det faktum, at hun havde set ham før.
2
Nyheden om, at retssagen mod Sally Malones mand var faldet fra hinanden, blev i første omgang til bureautelegrammer, der via AP og Reuters røg ud på stort set alle avisredaktioner. Herfra blev den ekspederet direkte ud på avisernes nyhedssites som breaking news.
Mindre end et kvarter efter at dommeren havde lukket sagen, stod flere tv-journalister parat til at give deres åndeløse version af, hvad der var foregået i retten, og lægge så meget kolorit til, som sandheden nu engang tillod.
»Den anklagede fortrak ikke en mine, da dommeren satte ham på fri fod,« og »Der opstod uro i retssalen, især blandt Sally Malones familiemedlemmer«, var blandt de beskrivelser, man kunne opsnappe foran retsbygningen.
I anden bølge nåede de journalister, der fulgte sagen, at lave en såkaldt håndskrevet version til nettet, hvor de fyldte baggrundsoplysninger på og supplerede med umiddelbare reaktioner fra de involverede, hvis de havde været så heldige at få et interview.
Tredje led var de længere featureartikler, hvor journalisterne havde haft tid til at tænke, undersøge og tale med andre kilder, der igen havde haft mulighed for at reflektere og måske endda perspektivere.
I sidste og fjerde led blev historien taget op af lederskribenter eller kastet videre til de politiske kommentatorer, der pressede historien ned i deres personlige politiske dagsorden og lagde den op på sociale medier, hvor hvem som helst kunne give den et sidste vrid i kommentarsporene.
Nora havde altid set sig selv som en journalist, der arbejdede bedst i tredje led. Det var det, der i sin tid havde fået hende til at søge job på Globalt frem for på et dagblad. At der var tid til at trække de større linjer op, tid til at udforske og rapportere.
Men efterhånden var den ekspertise kommet under pres. Problemet var i sin nuværende form Tanja Hagen, Globalts nye webredaktør, der havde det tilfælles med Krebsen, at hun forlangte det umulige af sine medarbejdere. Og hun forlangte det altid hurtigt.
To minutter efter Nora var nået ud af retslokalet, vendte hendes tanker tilbage til Thomas Alexander Jones. Hvem var han? Hvor havde hun set ham før? Hun nåede ikke at tænke videre, før mobilen ringede.
»Hej Sand. Vi kører med et Reuters-telegram på sagen fra Søndervig, men hvornår kan du have noget til mig? Vi har kørt en stor billedserie fra sommerhusområdet i stilling og fået kommentarer fra udlejer, men vi mangler jo lidt kød på det hele. Kan du levere inden for en time?«
»Du får noget om to,« brummede Nora.
Hun havde lært, at det var omsonst at tage diskussionen om, hvad research og tid gjorde ved en historie. Det handlede om hurtighed og klik. Det var, hvad Tanja Hagen var blevet ansat til at skaffe, så Globalts annoncesælgere havde et vægtigt argument, når de skulle overbevise deres kunder om at lægge pengene hos det internationale magasin frem for hos Google eller Facebook.
Krebsen bakkede hende op, og Nora kunne stadig huske det orienteringsmøde på redaktionen, hvor hendes chef havde skåret det ud i pap: Følg Hagens ordrer, ellers har Globalt ikke penge til at fortsætte.
»Hvad siger du til halvanden time?« foreslog Tanja Hagen, og Nora bed tænderne sammen.
»Jeg skal gøre mit bedste.«
»Så regner jeg med det,« sagde Tanja og afbrød opkaldet. Der var andre historier, der skulle sættes i gang.
Nettet var som fyrrummet på Titanic, tænkte Nora. Lige meget hvor meget kul man skovlede på, så var det et bundløst hul, der brændte sig selv op, og måske var hun en af de violinister, der stod på dækket og spillede, mens hele skuden var ved at gå ned. Hun pakkede hurtigt sammen og gik ud på Dean Square for at se, om nogen af sagens parter stadig gav interview til tv-stationerne.
Den unge kvindelige forsvarer stod i støvregnen lige ved hovedindgangen midt i en kødrand af journalister og tilskuere. Hun havde taget parykken af, men den sorte frakke og det opsatte hår fik hende til stadig at se formel ud. Hun rømmede sig, mens hun foldede et stykke papir ud.
Nora strakte hals for at se, om teksten på papiret var skrevet hurtigt i hånden, eller om den var forberedt hjemmefra. Måske kunne det sige noget om, hvorvidt den chokerende afgørelse var ventet af advokaten og dermed af Thomas Alexander Jones, men inden Nora kunne nå at danne sig et indtryk, maste en journalist fra ITV sig ind foran hende og spærrede hendes udsyn til advokaten, der i det samme begyndte at tale.
»Mit navn er Shirley Watson, og jeg har en kort meddelelse, som jeg vil læse op på vegne af min klient, Thomas Alexander Jones. Herefter vil mr. Jones ikke have mere at sige om sagen, og der vil ikke blive mulighed for at stille spørgsmål.«
Hun så rundt i mængden, som ventede hun protester, men alle kiggede blot afventende på hende. Så læste hun mekanisk:
»Jeg er lettet over, at retfærdigheden er sket fyldest i dag. Det er naturligvis ulykkeligt, at min kone skulle omkomme under så tragiske omstændigheder, men det havde intet med mig at gøre, og det har jeg nu rettens ord for. Nu ønsker jeg at sørge over tabet af min højtelskede kone i fred, og det håber jeg, I vil respektere.«
Shirley Watson så op.
»Det er det hele. I må have mig undskyldt.«
Gauri fra BBC så ud, som om hun ikke var helt parat til at gå, men så opstod der postyr ved en af sideudgangene, hvor Sally Malones familie netop var trådt ud. De tre personer småløb hen mod en bil, der var trukket ind til kantstenen i et forsøg på at undgå journalister og kamerafolk. Missionen så ud til at lykkes, men da Sallys mor og søster var nået ind i bilen, vendte Jimmy Malone sig om mod hoben af pressefolk.
»Det sidste ord er ikke sagt i denne sag. Mr. Jones vil komme til at betale for det her,« hvæsede han.
Nora studerede ham på afstand. Han lignede mere en mand på et hævntogt end en far, der var knækket af sorg over tabet af sin datter. Så var de kørt, og Nora havde lidt over en time til at få flikket noget sammen til nettet.
Hun fandt en café, bestilte en flat white og så mismodigt på udvalget af sandwich, inden hun besluttede sig for en bagel med skinke. Hun huggede den i sig, mens hun læste, hvad nyhedsbureauerne havde nået at skrive. Så tyggede hun af munden og fandt Finn Geddes telefonnummer frem.
Han tog den efter tre ring, og Nora mente at kunne høre et tv i baggrunden.
»Har du hørt, hvad der er sket?«
»Ja. Jeg sidder lige sammen med min britiske kollega. Det er ikke overraskende, bevisets stilling taget i betragtning. Om end jeg udmærket forstår frustrationen hos familien.«
»Må jeg citere dig for det?«
»På ingen måde.«
»Hvad kan jeg citere dig for?«
»Ikke mere end jeg har sagt til dig i forvejen. Vi kan uden tvivl påvise, at Sally Malone døde ved drukning. Hvordan den drukning er sket, kan vi ikke fastslå med sikkerhed. Hvor gerne vi end ville.«
»Var der slet ikke nogen mærker på hendes krop, der fik dig til at tænke, at der var tale om en forbrydelse?«
Finn Gedde tøvede en lille smule.
»Der var mange mærker på hendes krop. Også flere, end jeg havde forventet. Men igen: Jeg må holde mig til fakta. Vi kan ikke med 100 procents sikkerhed fastslå, om de skyldes vold eller genoplivningsforsøg.«
»Men var det den type mærker, man sædvanligvis ser ved genoplivningsforsøg?« spurgte Nora.
Igen en svag tøven.
»De var inden for normalområdet, taget i betragtning, at manden ikke var trænet i genoplivning,« sagde Gedde.
»Men …«
»Jeg kan ikke give dig mere, og nu må jeg ind til mit møde igen,« sagde han utålmodigt.
»Betyder det, at du vil have mere at sige senere?«
»Det tvivler jeg på,« svarede Gedde og afbrød opkaldet.
Nora sippede af kaffen, der i mellemtiden var blevet halvkold, og tjekkede samtidig de store nyhedssites for at se, om der havde været nogen udtalelser fra familien. BBC viste billeder af Jim Malone og hans familie ved bilen, og citerede ham for at sige, at sagen ikke var forbi, hvis det stod til familien Malone.
Tanken om, at hun havde set Thomas Alexander Jones et eller andet sted før, vendte tilbage og nappede i hendes underbevidsthed. Hun lukkede øjnene og forsøgte at genkalde sig mindet. Var det på en bar? Til en fest? Havde hun talt med ham? Hilst på ham?
Hun så ham for sig i et lyst jakkesæt, så det måtte have været sommer. For flere år siden. Hendes koncentration blev afbrudt af telefonen. Det var jourhavende på nettet.
»Har du noget på vej snart?«
»Du har noget om 20 minutter,« lovede Nora og afbrød opkaldet.
Da hun havde afleveret en tekst, der gjorde det ud for en passabel nyhedshistorie, ringede hun til Krebsen. Han lød fortravlet.
»Kan du gøre det hurtigt?«
»Ja. Jeg synes, jeg skal se nærmere på sagen om Sally Malone. Der er et eller andet mærkeligt med hendes mand.«
»Hvad er der med hendes mand?«
»Ja, vel først og fremmest at han blev frikendt. Men hvem tegner i al hemmelighed fem livsforsikringer på sin kone, kort inden hun dør?«
»Hm. Kan du få et interview med ham?«
»Jeg ved det ikke. Har ikke forsøgt. Tænkte, jeg ville arbejde mig ind på det. Måske starte med familien og få tegnet et portræt af Sally og af, hvordan deres forhold var.«
Krebsen brummede lidt.
»Ja. Okay. Jeg kan godt se historien for mig. Kan den være færdig til søndag?«
»Jeg skal gøre et hæderligt forsøg. Men det betyder nok, at jeg skal blive i Liverpool et par dage.«
»Fint nok, men pas lidt på pengene, ikke? Det er sidst på budgetåret. Kan du få mere ud af den danske retsmediciner?«
»Jeg tror det ikke. Men nu prøver jeg at høre familien. Jeg har på fornemmelsen, at de har en del mere at sige, end der er kommet frem i retten.«
»Er du sikker på, at de vil tale med dig?« spurgte Krebsen.
»Jeg har måske en vej ind,« sagde Nora og håbede, at hun havde ret, og at Sallys søster måske ville huske, at hun skyldte en tjeneste for at komme foran i køen ved metaldetektoren.
Nora bookede et hotel på computeren og valgte det næstbilligste, der lå i gåafstand fra retsbygningen, og gik direkte hen for at tjekke ind. Så fik hun prajet en taxi og bad om at blive kørt ud til Formby.
»Har du en præcis adresse?« ville chaufføren vide.
»Kender du familien Malone?«
Han nikkede og mødte hendes øjne i bakspejlet.
»Jep. Det gør alle i Liverpool. Eller i hvert tilfælde næsten alle,« sagde han.
»Jeg vil gerne ud til deres hus,« sagde hun.
»Så gerne,« sagde han og foretog en U-vending, der fik Saint Christopher-figuren, som hang i bakspejlet, til at dingle lystigt.
»Kender du familien?« spurgte han, da han var drejet ud på en hovedvej, og de sad fast i den tætte frokosttrafik.
Nora rystede på hovedet.
»Ikke rigtigt.«
»Jeg kender dem heller ikke så godt. Men min onkel Ted var gartner for dem i mange år.«
»Arbejder han der stadig?«
»Nej, han gik på pension sidste sommer.«
»Hvad siger han om familien?«
»Han siger, at Jim er lige så nærig som en skotte, men at han er god nok på bunden. Konen er næsten aldrig hjemme.«
»Nå? Hvorfor ikke det?«
»De har jo den der store satsning i London. Nyt hotel, der skal åbne lige om lidt. Men det har de vist sagt det seneste halve år. Konen er hele tiden dernede, og vi ser nærmest ikke noget til hende her i Liverpool. Jim ville være som en gammel enkemand, hvis ikke det var for Sallys søster Rose, der stadig bor hjemme. Rygterne siger, at det ikke går så godt i London, og at de har slået et lidt for stort brød op.«
»Hvordan mener du?«
»De havde investeret meget i det hotel, men så en uge før de skulle åbne, opstod der brand, og selv om der kom hurtig hjælp, så var der ret mange skader. Det kan tage år, inden forsikringen betaler, og i mellemtiden har de alle de her penge ude og svømme og et hotel, der ikke er åbnet endnu«.
»Okay. Ville du sige, at familien er så økonomisk presset, at hotellerne er i fare?«
Nu blev chaufføren åbenbart lidt bekymret over sin egen åbenmundethed.
»Altså, det er jo bare rygter. Hvordan var det nu, du kendte dem?«
»Kender dem ikke.«
»Hvad skal du derude?«
Nora overvejede det lidt, men besluttede sig så for at sige sandheden.
»Jeg er journalist. Jeg håber at få et interview med familien.« »Ah. På grund af retssagen i dag?«
»Præcis.«
»Du er nok ikke den eneste.«
»Det tænker jeg heller ikke.«
Trafikken bevægede sig i uregelmæssige ryk, og en let støvregn fik bilens forrude til at ligne frostet glas, indtil chaufføren fik den idé at slå vinduesviskerne til.
Radioen var sat på lav volumen, men da Nora hørte en nyhedsjingle, bad hun ham om at skrue op.
Retssagen var den første historie, og det var lykkedes BBC Merseyside at få en kommentar fra den chokerede anklager, der sagde, at han var af den mening, at han havde bygget en uangribelig sag op, men at han måtte tage dommerens afgørelse til efterretning.
»Hvor gik det galt for jer?« ville reporteren vide.
»Jeg må hjem og studere dommerens afgørelse nærmere, før jeg er parat til at gå ind i det,« lød det korte svar.
Og lynhurtigt var udsendelsen videre til sporten og vejret.
»Hvad tror du? Gjorde han det? Slog han hende ihjel?« spurgte Nora.
»Totalt!«
»Hvorfor tror du det?«
Chaufføren trak på skuldrene.
»Har du set ham? Han er bare den der type. Totalt lyssky. Arbejdssky. Han var kun sammen med Sally for at score kassen. Det lyste langt væk.«
»Har du set dem sammen?«
Chaufføren trak på det. »Nej. Ikke sådan rigtigt. Kun på afstand.«
»Hvordan?«
»Altså, sådan i aviserne og den slags. Helt ærligt, han ser godt ud. Og Sally er … var … måske en mere ordinær type. Hvad ville han med en kvinde som hende?«
Nora trak på skuldrene.
»Udseendet er vel ikke det eneste, der får folk til at forelske sig.«
»Ha!« kom det spontant fra chaufføren, som om tanken aldrig var faldet ham ind.
Nora stirrede ud på Liverpool gennem regndråberne. Folk hastede forbi den stillestående trafik med paraplyer og kraverne trukket godt op om halsen.
»Er vi der snart?«
Chaufføren tjekkede uret.
»Det varer ikke så længe. Trafikken bliver lettere, jo længere vi kommer fra centrum.«
De sad lidt i tavshed, indtil chaufføren besluttede sig for, at Malone-sagen ikke helt var uddebatteret.
»Min nabo arbejder i øvrigt på The Royal Crescent.«
Nora havde bidt mærke i navnet på det femstjernede hotel, da hun selv søgte efter mere beskeden overnatning.
»Ja?«
»Det er Jim Malones. Og det var jo dér, de blev gift, Tom og Sally. Kæmpebryllup. Gamle Jim sparede ikke på noget.«
»Okay?«
»Ja. Gloria, hedder min nabo. Hun har set et og andet.«
»Hvad, for eksempel?«
»Åh, sådan ting og sager. Igennem årene.«
»Kan du komme det lidt nærmere?« spurgte Nora.
Men inden chaufføren nåede at svare, svingede han ind på en bred villavej, hvor der var langt mellem de store huse, som lå bag beskyttende mure eller meterhøje hække.
»Vi er der lige straks,« forkyndte han.
Nora så sig omkring i kvarteret. De passerede en anglikansk kirke med spidse vinduer i gotisk stil. Det måtte være den, der havde været rammen om Sallys begravelse.
Så stoppede bilen, og Nora indså med et suk, at hun ikke var den eneste journalist, der havde fået den idé at opsøge familien Malone. Der stod en forfrossen flok under paraplyer. De fleste af dem var paparazzier, der strakte sig for at få deres kameraer over den sorte smedejernslåge, som blokerede indkørslen op til familien Malones residens. Et par stykker havde trappestiger med, som de stod på, mens de spejdede efter tegn på liv inde fra den store hvide villa.
Nora betalte, og chaufføren rakte hende et stykke papir.
»Mit nummer, når du skal hjem igen. Ring endelig. Jeg kommer med det samme. Jeg hedder James.«
Nora takkede ham og steg ud af bilen. Regnen var taget til, mens de kørte ud i forstæderne, og Nora lagde en paraply til listen med ting, hun måtte købe på vej tilbage til hotellet.
Mens taxien vendte snuden mod Liverpool igen, gik hun hen til flokken af journalister. Et par stykker registrerede med et nik, at hun var ankommet, men vendte så igen blikket mod den grusbelagte indkørsel, der førte op til den imponerende toetagers villa. Foran en bred trappe holdt en mørkegrå Jaguar, som Nora genkendte som den bil, familien Malone var kørt i, da de forlod retsbygningen. Langs siden af huset holdt en mørkeblå Mascot.
Forhaven var enorm, og græsset så velplejet, at det indbød til kroketkampe og cocktailparties. De få orangerøde blade, der lå i kanten af plænen, lignede mest af alt noget, der var placeret for dekorationens skyld.
»Har der været nogen livstegn?« spurgte hun en ung fyr, som stod bøjet over et kamera.
»De kom for en time siden og gik direkte ind i huset uden at standse. Efter det har vi intet set. Men vi håber, at Jim kommer ud og siger noget.«
Nora så op mod huset igen. Igennem regnen kunne hun skimte store vinduer med mørke gardiner, der var trukket halvt for.
»Så flyt dig da, for fanden, dit store læs, og lad andre komme til. Du har stået der en time.«
En frustreret fotograf, der havde forsøgt at få den helt rigtige vinkel på den lukkede hoveddør, skubbede irriteret til underbenene på en omfangsrig kollega, der balancerede på toppen af sin trappestige. Selv om manden på stigen vaklede en smule, vendte han sig ikke om og værdigede heller ikke sin kollega et svar ud over et enkelt grynt. Han stod fokuseret med den lange linse på kameraet direkte mod huset.
Pludselig rettede han sig helt op.
»Nogen er på vej ud ad døren,« sagde han og udløste en bølge af aktivitet blandt sine kolleger.
Samtlige fotografer skubbede sig op mod jerngitteret, journalisterne fandt de efterhånden halvfugtige notesblokke frem, mens andre fik travlt med at sætte optagefunktionen på deres mobiler til.
Så gik den store gråmalede hoveddør op, og ud trippede en kvinde. Hun var iført en fiks lille sort kjole, hvid kappe over det opsatte hår, og i hænderne bar hun en sølvbakke med små kopper, der raslede let ved hendes bevægelser. Ved siden af hende gik en butler i en fornuftig oilskinsjakke. Hans primære opgave så ud til at være at holde en stor sort paraply over kvinden og bakken.
Da parret kom nærmere, kunne Nora se dampen stige fra de små kopper og lugte varm te. De forreste i rækken begyndte at tage for sig.
»Mr. Malone syntes, I så lidt forfrosne ud. Han beklager, at han er nødt til at lade jer vente en anelse længere. Han lover, at han vil komme ud inden for en time,« sagde kvinden.
Butleren rykkede tættere på hende med paraplyen, men Nora noterede sig, at den samtidig kom til at skærme for udsynet til huset. I stedet for at tage imod teen stillede hun sig yderst i den ene side af flokken for at se, hvad det var, den gavmilde te-ceremoni skulle dække over.
Jaguaren stod stadig parkeret foran hovedtrappen, men hun havde udsigt til en skikkelse, der satte sig ind i den mørkeblå Mascot og langsomt bakkede om på den anden side af huset.
Der måtte være en anden udkørsel. Hvem sad i bilen? Og hvorfor måtte ingen se den køre? Nora trak sig lidt fri af mængden, og med hurtige skridt gik hun hen mod hjørnet af vejen for at se, om hun på den måde kunne nå frem til bagsiden af grunden.
Hun satte i let løb, mens hun i sit stille sind håbede, at de andre pressefolk ikke havde bemærket hendes exit. Men så snart hun var omkring hjørnet, kunne hun ud af den ene øjenkrog se, at det store brød af en fotograf, der havde stået på stigen, var sat efter hende. Hun så sig ikke tilbage, men kunne høre ham stønne og pruste.
Så snart hun drejede om det næste hjørne, så hun den lille Morris Mascot trille ud fra en mindre sidevej. En mand, der måtte være midt i 30’erne, sad ved rattet. Nora fangede et mørkt jakkesæt, lyst hår og et ansigt med træk, der fik ham til at ligne en fotomodel, da han så til siden for at sikre sig, at vejen, han drejede ud på, var fri for trafik.
Klik klik klik.
Fotografen havde indhentet hende og var nu gået i gang med at knipse løs. Så snart manden i Mascotten fik øje på ham, kneb han øjnene sammen, speedede op og drejede ud på hovedvejen og ind mod byen. I det samme talte fotografen bag hende.
»Nå. Hvad så? Skal du med og se, hvad han er ude på? Min bil holder herhenne.«
Nora vendte sig om og så direkte på verdens mest irriterende fotograf, Keith Snyder.
Lone Theils: Troskyldigheden selv
En britisk kvinde drukner i en swimmingpool i et sommerhus ved den danske vestkyst. Men var det et hændeligt uheld? Eller var det mord? Og hvem stod i givet fald bag? Afdødes far, der er ved at gå konkurs med sin hotelkæde og har brug for de penge, hendes livsforsikringer vil generere, hendes jaloux søster, de stridende veninder, den kærlige ægtemand … eller en helt anden?
Den danske journalist Nora Sand bliver involveret i sagen, da den skal for retten i England. Og da flere mennesker dør, er hun pludselig selv mål for en skruppelløs morder, der gør alt for at hytte sit eget skind.
Troskyldigheden selv er sjette bog i den populære serie om Nora Sand.
Du kan købe Troskyldigheden selv online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: