Krimi Danske krimier Læseprøve og uddrag Lone Theils

Dansk krimis yndlingskorrespondent Nora Sand er tilbage! Læs et uddrag af Lone Theils’ De usynlige

Lone Theils er endelig tilbage med en ny bog i serien om journalist og korrespondent Nora Sand. Læs et uddrag af De usynlige – den er næsten umulig at lægge fra sig!


Nora Sand er taget til Danmark for at trække stikket, men ved et tilfælde bliver hun vidne til et drab, som kan forbindes til britiske elite. Folk der vælter sig i penge, magt og indflydelse, og som ikke er bange for at gøre, hvad der skal til for at beholde deres position.

LÆS OGSÅ: Krimiforfatter Lone Theils skaber et dystert univers i Nora Sand-krimierne

Da Nora Sand begynder at efterforske sagen, havner hun midt i orkanens øje. Hun har før været ude, hvor hun ikke kan bunde – men er hun denne gang kommet på for dybt vand?

De usynlige er femte bind i serien af Lone Theils om den danske journalist Nora Sand, der bor i London. Serien har solgt over 100.000 eksemplarer herhjemme og udkommer i 16 lande.

Du kan købe De usynlige online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel fra den 5. februar.



Lone Theils

De usynlige


Nora var sikker på, at hun havde set kvinden på badebroen før, men det er svært at placere nogen, der står i badekåbe og tøfler. Hun smilede forsigtigt til den omkring tresårige muskuløse kvinde med fornemmelsen af, at hun havde set hende på tv, måske i en nyhedsudsendelse.

Ud over Nora og hendes veninde Trine var kvinden den eneste på stranden, der lå to minutters gang fra Trines forældres sommerhus nord for København.

Kvinden lod den hvide badekåbe falde og nikkede venligt, inden hun resolut gik baglæns ned ad trappen og lod sig glide ned i Øresunds kølige, grønne vand.

»Hvem var det? Er hun politiker?« spurgte Nora. Efter de mange år som journalist i London glippede det af og til med at holde styr på alle implicerede i dansk politik, selv om hun selvfølgelig læste danske aviser dagligt.

Trine tørrede saltvandsdråber af ansigtet og snoede håndklædet op til en turban, der holdt det våde hår væk fra ansigtet.

»Nej, det er hende superjuristen. Victoria Melville-Henley. Du burde da kende hende. Hun bor det meste af tiden i London,« sagde Trine og stak i badetøflerne.

Og så huskede Nora. Victoria Melville-Henley var en dansk, fremtrædende jurist, der som ung var blevet gift ind i en af Storbritanniens fornemste adelige familier. Nora og hun havde hilst høfligt på hinanden for et par år siden til et julearrangement på den danske ambassade i London. Nora havde senere forsøgt at få et interview, da Victoria Melville-Henley blev udpeget til at lede en undersøgelseskommission om historisk misbrug af børn, der involverede en række magtfulde briter fra både den politiske, kulturelle, kirkelige og militære top af samfundet.

Victoria Melville-Henley havde aldrig svaret på henvendelserne, og nu kunne Nora ikke helt huske, hvordan det gik med den undersøgelse. Hun mente ikke at have læst noget om, at høringerne var gået i gang, selv om det var mere end et år siden, danskeren var blevet udpeget til at lede det problematiske arbejde med at rydde op i fortidens synder.

Da de gik tilbage gennem det lille stykke skov, udpegede Trine et toetagers træhus, der med sine balkoner, kviste og diskrete lysegrå farve snarere burde ligge i The Hamptons på Long Island, hvor New Yorks elite plejer at holde sommerferie. Haven var kantet af mandshøje rododendronbuske, der så ud, som om de var blevet plantet, længe før Nora blev født. Plænen lignede et grønt tæppe, der var bredt ud og glattet med henblik på kroket.

»De er her næsten aldrig. Men det er stadig det mest velholdte hus på hele vejen. De har råd til, at der kommer en havemand året rundt,« fortalte Trine.

»Kommer hendes mand her også?« spurgte Nora.

Trine tænkte over det et sekund.

»Nej, han døde for nogle år siden. Men hun har en søster med et par halvvoksne børn, der kommer forbi sommetider. Hun er vældig flink. Jeg besøgte Victoria og Vibeke med jævne mellemrum, da jeg var en lille pige. De havde altid hjemmelavet jordbærsaftevand.«

Trine fiskede nøglen frem fra badekåben. To huse længere nede ad vejen lå det lille, sorte træhus, hvor Nora forsøgte at komme til hægterne sammen med sin veninde. Trine var parterapeut, og hun havde ladet familien blive hjemme.

»Jeg overvejer at bede hende om et interview igen. Måske kan du lægge et godt ord ind for mig?«

Trine trak på skuldrene.

»Joh. Det kan jeg vel godt. Men du skal ikke være sikker på, at hun gider tale arbejde. Folk tager vel som regel herud til vandet for at tænke på noget andet. Inklusive dig selv, ikke sandt?« sagde Trine og sendte Nora et sigende blik.

Nora tog udebruseren i baghaven og lod vandet skylle saltet ud af det lange, mørke hår, mens Trine gik i køkkenet og lavede kaffe og fandt skyr og friske jordbær frem, som hun stillede på bordet på den overdækkede terrasse.

Så tog Trine bad, mens Nora biksede en omelet sammen af æg, solmodne cherrytomater og en rest skinke fra aftenen før. Hun skævede til sin mobiltelefon, som hun havde sat til opladning natten over. Hverken hendes grænseoverskridende chef, Krebsen, eller Andreas, ekskæresten i hendes liv, eller hvad man nu skulle kalde ham, havde ringet.

Hun lod den ligge, gik ud på terrassen og satte sig ved morgenbordet. Som om hun havde læst hendes tanker, satte Trine sig med et suk ned foran hende.

»Du er nødt til at tale om det,« sagde hun, mens Nora hældte mælk i sin kaffe.

De sad lidt i tavshed. Som parterapeut var Trine vant til at holde pauser uden at blive det mindste forlegen.

Til sidst talte Nora, mens hun så ud over græsplænen.

Fortalte om det kaos, der var opstået på Rigshospitalet, da hun havde besøgt Andreas, mens hans lille datter Viola var indlagt. Violas mor, Birgitte, var dukket uanmeldt op, så Nora havde været nødt til at gemme sig i et skab på stuen for at undgå en scene. Fra en sprække mellem skabslågerne havde hun set Birgitte fumle med en sprøjte, lige inden Viola fik et af sine anfald. Det var ikke første gang, Viola befandt sig i en livstruende krise, uden at lægerne, trods utallige prøver og undersøgelser, havde det mindste bud på, hvad der kunne være galt.

»Det lyder som en klokkeklar Münchausen by proxy,« konstaterede Trine.

»Ja. Det var også min første tanke.«

»Hvad gjorde du?«

Nora forklarede, at hun var blevet i skabet, mens personalet kørte Viola ind på intensivafdelingen med Birgitte og Andreas i hælene. Først da kysten var klar, listede hun ud på gangen og væk. Der var gået et par dage, før Andreas ringede og fortalte, hvor tæt Viola havde været på at bukke under for den mystiske sygdom, og hvordan han og Birgitte havde siddet og våget over deres barn sammen og på skift, mens hun kæmpede sig ud af livsfaren.

»Jeg forsøgte at komme til at mødes med ham for at forklare, hvad jeg havde set. Det er ikke den slags, man kan sige i telefonen.«

»Og mødtes I så?«

Nora nikkede og tænkte tilbage på det hastige møde, Andreas havde stjålet sig til. Han havde været stresset og tilbagetrukket.

»Hun var ved at dø,« gentog han som det første, da de mødtes på en café på Blegdamsvej.

Han drak sin kaffe i store slurke, selv om den var så varm, at Nora var tæt på at brænde læberne på sin. Det var, som om han ikke ænsede det. De brune øjne søgte hele tiden over i retning af Rigshospitalet.

»Går det bedre nu?« havde hun spurgt for at åbne samtalen blidt.

Andreas havde trukket på det, set på sit ur og sagt, at han skulle gå igen om ti minutter. Og Nora havde ikke haft andet valg end at kaste sig ud i en beretning om, hvad hun havde set fra skabet.

Andreas stirrede uforstående på hende.

»En sprøjte? Hvad er det, du siger?«

Nora fortalte igen, hvad hun havde set.

»Og du er sikker?«

Hun nikkede. Fastholdt hans blik med sine egne blågrønne øjne.

Han krympede sig og gned sig i ansigtet med håndfladen, som om han prøvede at slette en dårlig tegning.

»Så det, du siger, er, at det er Birgitte, der gør Viola syg?«

Han lød vred. Men Nora kunne ikke regne ud, om det var hende, Birgitte eller hele situationen, der var genstand for hans vrede.

»Det ved jeg jo ikke. Men det virkede bare mærkeligt, at hun …«

Andreas var bleg, presset og forvirret, og Nora kunne mærke, at hun skulle træde meget forsigtigt.

»Hør her, Andreas. Jeg er ikke læge. Jeg kan ikke sige dig, hvad Viola fejler. Jeg kan kun fortælle dig, hvad jeg har set. Måske er der en forklaring, men jeg må indrømme, at jeg syntes, det så meget mærkeligt ud, og at du havde krav på at vide det.«

Andreas tømte sin kaffekop og så på hende igen.

»Hvad vil du have, jeg skal gøre? Min datter kæmper for sit liv, og … Altså sidder du her og siger, at Birgitte har Münchausen by proxy eller hvad?«

»Jeg kan jo ikke diagnosticere nogen. Men jeg kan sige, hvad jeg så, og jeg kan råde dig til at holde godt øje med Viola. Det er alt.«

Han så opgivende ud.

»Jeg kan næsten ikke hænge sammen mere. Jeg skal tilbage på arbejde i morgen. Så det er Birgitte, der sidder på sygehuset med Viola næsten hele tiden. De snakker om at udskrive hende i slutningen af ugen. Så kommer hun til at være alene med sin mor dagen lang.«

Så var det, som om han tog sig selv i overhovedet at være gået med på Noras tankegang.

»Det er jo absurd. Er du klar over, hvor sjældent det er? Det kan godt være, at Birgitte ikke altid er helt ligevægtig, men det tror da pokker. Viola er syg hele tiden. Og hun er en god mor. Ingen er mere omsorgsfuld. Uanset hvilke brister hun ellers måtte have.«

Nora vidste præcis, hvor sjælden den særlige psykiske lidelse var, og hun havde også googlet sig frem til, at de fleste mødre, der led af Münchausen by proxy udadtil udviste en selvopofrende omsorg over for det barn, de selv var med til at fastholde i sygdom for at få opmærksomhed.

»Andreas, jeg så, hvad jeg så. Nu ved du det, og hvordan du vil reagere på det, er din egen sag,« sagde hun og rejste sig.

Hun kiggede sig tilbage en enkelt gang, da hun kom ud på gaden. Andreas sad stadig med kaffekruset i hånden og stirrede ud i luften.

»Og du har ikke hørt noget fra ham i de to uger, der er gået siden?« afbrød Trine hendes tanker.

Nora rystede på hovedet.

»Nej. Jeg har ringet et par gange, men han er ikke vendt tilbage. Og så må det jo være sådan.«

»Men hvad med barnet? Er du ikke bange for, at der sker hende noget, hvis du ikke anmelder det?«

»Du hørte jo, hvordan Andreas reagerede. Skulle jeg så gå uden om ham og til politiet, hans kolleger, og forklare, hvorfor jeg stod gemt inde i et skab på Rigshospitalet?«

Inden Trine nåede at svare, blev de afbrudt af et bank på køkkendøren på den anden side af huset.

»Hallo? Er der nogen hjemme?«

»Bare kom, vi sidder herude,« råbte Trine tilbage.

Det var Victoria Melville-Henley.

Mens Nora og Trine havde hængt over morgenmaden, havde hun åbenbart brugt tiden på at gå i bad, sætte det skulderlange, blonderede hår perfekt og iklæde sig en lys hørkjole af den slags, Nora aldrig selv gik med, fordi hun lynhurtigt ville komme til at krølle den så meget, at det ville se ud, som om hun havde sovet i den om natten.

Hun præsenterede sig, da hun fik øje på Nora.

»Vi har mødtes før. I London,« sagde Nora og nikkede.

Victoria så spørgende på hende.

»Jeg hedder Nora Sand. Arbejder på det danske magasin Globalt. Vi mødtes til juledrinks på ambassaden for et par år siden.«

Victorias smil var lille, men høfligt nok.

»Jeg tror godt, jeg kan huske det. Var det ikke den aften, hvor den rædselsfuldt selvhøjtidelige tenor satte sig ved klaveret og sang samtlige vers i Dejlig er den himmel blå

Nora smågrinede over mindet.

»Præcis. Jeg tror, det var noget, ambassadøren fandt på for at få os til at gå til tiden.«

»Trods alt mere stilfuldt end hans forgænger, der gik hen til kontakten og gav sig til at blinke med lyset, når man skulle forsvinde,« indskød Victoria.

Trine rystede termokanden.

»Der er lige en kop tilbage. Vil du have?«

Victoria satte sig på kanten af en stol.

»Det skal være en hurtig kop. Jeg kom egentlig for at høre, om du har fungerende wi-fi?« sagde hun henvendt til Trine.

»Ja, det fungerer upåklageligt. Hvorfor det?«

»Mit er helt dødt. Jeg kan ikke få det til at virke, og jeg har opgivet at komme igennem til teleselskabet. Men jeg har brug for lige at sende en vigtig mail. Kan jeg sende den herfra?« spurgte hun.

»Selvfølgelig kan du det, men mobildækningen fungerer vel endnu?«

»Ja. Men jeg har brug for at sende en stor og tung fil, der ligger på min computer, så det kan ikke klares over mobilen.«

»Selvfølgelig. Du kommer bare over med din laptop, så finder jeg koden frem imens.«

»Tak. Jeg har en frokostaftale med en veninde om lidt, så hvis jeg må komme over senere i eftermiddag?«

Trine nikkede.

»Er du stadig leder af den der undersøgelseskommission, regeringen nedsatte?« spurgte Nora.

Victoria så overrasket på hende.

»Ja. Jeg er faktisk taget hertil for at få lidt skrivero. Jeg havde planlagt at komme ud med en delkonklusion i løbet af de næste par uger. Men nu er der så dukket nye oplysninger frem.«

»Hvad er det for nogle oplysninger?«

Victoria rystede på hovedet og smilede venligt til Nora.

»Det forstår du sikkert, at jeg ikke kan fortælle dig – eller nogen anden for den sags skyld. Det er meget sensitive oplysninger, og jeg har naturligvis tavshedspligt.«

»Men udsætter du så at komme med en konklusion?«

Der gik lidt tid, inden Victoria svarede:

»Jeg er nødt til at bede en ekspert om at gennemgå det materiale, jeg har fået i hænde. Hvis det kan blive verificeret, så …«

Hun stoppede sætningen der.

»Nå, men det er der ingen grund til at gå ind i, og det er selvfølgelig ikke noget, der er til citat,« understregede hun.

»Kan jeg få et interview med dig, når du har en konklusion? Noget om hvor svært det har været at få oplysninger frem, og hvor svært det har været at få hjælp fra nøglefigurerne?« spurgte Nora.

»Måske. Jeg er ikke meget for den slags. Vi må se,« sagde Victoria og rejste sig, mens hun så på uret.

»Jeg er nødt til at smutte. Jeg kigger ind i eftermiddag.«

Trine smilede.

»Fint. Hvis vi ikke er her, er vi bare lige nede på stranden.«

Lidt efter så de Victorias sølvfarvede BMW køre ned ad den støvede grusvej ind mod Gilleleje.

Nora hjalp Trine med at rydde af, og som ved en fælles overenskomst talte de ikke om Andreas igen. Nora var udmattet over at spekulere og hele tiden i tvivl, om hun havde gjort det rigtige. Skulle man tippe de sociale myndigheder og risikere, at barnet blev tvangsfjernet? Det virkede forkert. Men kunne hun leve med tanken om, at Birgitte måske var i gang med at forgifte eller gøre noget andet farligt ved barnet, og hun ikke forsøgte at stoppe det?

Det blev en af de dovne dage, hvor Trine smed sig på græsset i haven med en stak gamle Alt for Damerne og fnisende læste op fra brevkassen, der lidt sørgeligt demonstrerede, at kvinder i 1984 bekymrede sig om nogenlunde de samme ting som i dag. Men i det mindste var man nu sluppet for benvarmere og puddelhår over firkantede skulderpuder.

Med jævne mellemrum gik de ned til vandet for at blive kølet af og tilbage igen. Ingen af dem gad rigtigt lave frokost.

Nora lå i hængekøjen og forsøgte at læse sig igennem en irsk akademikers forsøg på at forklare de mekanismer, der uundgåeligt ville føre til et hårdt Brexit. Hans sprog var så tørt, at hun skiftevis faldt i søvn og blev meget tørstig efter rabarbersaftevand.

Hun vågnede med et sæt fra endnu en mikrolur ved den høje lyd fra en ambulance med udrykning. Trine kom ud fra huset.

»Hvad sker der?«

Lyden kom nærmere og nærmere og blev til sidst næsten ulidelig. Nora sprang ud af hængekøjen for at se, hvad der foregik. Først tænkte hun, at det måtte være en drukneulykke ved vandet, men bilen kørte ikke den vej. I stedet fortsatte den op ad grusvejen og drejede ind foran Victoria Melville-Henleys store villa.



Lone Theils: De usynlige

Lone Theils, De usynlige

Under en ferie i Danmark bliver journalisten Nora Sand vidne til et drab, der viser sig at have forbindelse til Storbritanniens absolutte elite. Hun kommer på sporet af en gruppe mennesker, der ikke skyr nogen midler for at dække over fortidens synder.

Mennesker med penge, magt og indflydelse nok til at få ethvert problem til at forsvinde – og de anser Nora for at være præcis sådan et problem. Hendes eneste chance for redning bliver at opsøge sit værste mareridt.

De usynlige er femte bind i krimiserien om den danske journalist Nora Sand, der bor i London.

LÆS OGSÅ: Lone Theils fortæller den virkelige (og skræmmende) historie bag Nora Sand-krimien De usynlige

Du kan købe De usynlige online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.