Efter stor succes med debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det har Thomas Korsgaard skrevet novellesamlingen Tyverier.
Vi har taget en snak med Thomas Korsgaard om novellegenren, om forskellige former for tyveri og om leg med identiteter.
Efter to succesfulde romaner har du denne gang skrevet en novellesamling – hvorfor? Og hvordan er det at skrive noveller?
På en måde har det altid ligget i det, jeg har lavet, det med at fortælle kort og afrundet. Jeg skriver meget i scener. Begge mine romaner er bygget op af scener, som man bliver i. Desuden elsker jeg at arbejde med replikker og stemmer, det har jeg også gjort meget i mine romaner – og nogle af de her noveller har været som at skrive én lang replik. Så der er mange ligheder, synes jeg.
Men samtidig er det meget forskellige måder at arbejde med tekst på. Jeg har virkelig nydt at skrive mine romaner, og noget af det bedste ved dét arbejde er, at man over et længere forløb følger de samme karakterers udvikling. Man følger deres valg og de konsekvenser, de får.
“En novelle er jo noget helt andet: Det er et moment. Især mine noveller, som er korte og i nutid; man træder ikke ud af det øjeblik, de foregår i.”
At skrive noveller handler i virkeligheden meget om at slette. Man skal virkelig være præcis. Og så har alt vægt i en novelle – og det betyder også, at der er historier, man kan fortælle i en novelle, som jeg aldrig ville kunne fortælle i en roman. Dér ville de simpelthen drukne i det større, narrative forløb.
I en novelle kan en lille bitte løgn, eller en replik nogen siger, som på overfladen er sød, men som i virkeligheden er ondskabsfuld, få meget større betydning, og det kan jeg godt lide. Så elementer, der er bittesmå, og som man ville læse hen over i en roman, dem kan man give meget plads i en novelle.
“Hvis jeg er en tyv, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan stole på mig. Jeg bærer på et hav af andre folks hemmeligheder.”
– fra titelnovellen “Tyverier”
Og det er faktisk noget af det, jeg synes, jeg er god til: Det med at finde de små ting. Så på en måde synes jeg novellegenren passer godt til mit temperament og min måde at være forfatter på.
Er det så lettere eller sværere at skrive noveller i forhold til romaner?
Det er svært på en anden måde, fordi man skal holde tungen lige i munden – og det er især svært at afslutte noveller, fordi de skal slutte det helt rigtige sted. Der er noget med timing involveret.
Desuden har alt i teksten betydning, så man skal være skarp. Man skal ikke skrive noget ind, bare fordi det lyder godt.
Men genren lader mig også lege. I Tyverier er en af novellerne et brev, en anden er udformet som en monolog – en slags bekendelse eller forklaring – fra én, der fortæller om alt, hvad han har stjålet. Og så er der en decideret manual i ‘man’-form. Så der er noget med formen, med formatet, som man kan prøve af, når man skriver noveller, og det synes jeg har været enormt sjovt.
Du har tidligere fortalt, at dine romaner i nogen grad låner inspiration fra din opvækst. Hvad med novellerne – er de også bygget på stof fra virkeligheden?
Altså: Nu hedder samlingen jo Tyverier, og det er jo ikke fordi jeg går og stjæler med arme og ben. Men alle novellerne har en krog ind i virkeligheden i den forstand, at de begynder med en følelse eller en undren eller noget, jeg gerne vil blive klogere på.
Jeg har altid været meget optaget af at udgive mig for at være en anden. Jeg har fx en falsk facebookprofil, som jeg har haft i årevis, fordi jeg ellers ikke gider at være på facebook. Og hun har fået sin egen stemme nu; hun er en kvinde, der bor i Hanstholm.
Jeg har også en falsk Instagram, som jeg bruger til at drille mine venner med. Jeg har gjort det, siden jeg var lille, fordi det er enormt spændende – altså for det første er det jo sjovt, men for det andet er det jo også – ligesom i novellerne – noget med at tage andres stemmer på sig.
“Dét med at lege med identiteter; det er jo tilladt i litteraturen.”
Når man tager andres stemmer på sig, så finder man ud af, at der er noget andet, man kan sige. Og når der er noget andet, man kan sige, så kan man også nå ind til en anden sandhed. Og et andet syn på, hvordan det er at være menneske – og en anden sandhed om, at være menneske. Derfor synes jeg det er lærerigt at forsøge at tale med en anden stemme – eller udgive sig for at være en anden end den, man er.
Er det derfor, samlingen hedder Tyverier? Fordi du ‘låner’ andres stemmer?
Samlingen hedder Tyverier, fordi den i meget høj grad
handler om at tage noget fra andre – i overført betydning.
“Noget af det, jeg er meget optaget af ved mennesker er, hvor bange vi alle sammen er for at tabe ansigt.”
Vi lyver og finder på dårlige undskyldninger og gemmer os – det gør vi, fordi vi er så bange for at tabe ansigt og gøre vores liv til en scene fra Klovn (som jeg i øvrigt elsker og synes er noget af det mest begavede tv, der findes).
Sådan er det også for mine hovedpersoner – de har så store
forhåbninger. Der er en mand, der har mødt én i toget, som han skal holde
nytårsaften med – og det skal han slet ikke, det er noget, han har bildt sig
selv ind.
For alle mine karakterer er der store forhåbninger, og de
tror, der skal ske alt muligt, som helt tydeligt ikke skal ske – og de
bevæger sig alle på kanten af det ansigtstab, som ville være så forfærdeligt,
at det ville føles som døden.
Apropos det med at stjæle: Har du ladet dig inspirere af andre forfattere i arbejdet med Tyverier?
Jeg vidste, at jeg denne gang ville skrive en
novellesamling. Det er også fordi jeg elsker at læse noveller, og det
smitter jo af på, hvad man har lyst til at skrive. Man vil gerne skrive noget,
der er lige så godt som det, man selv synes er bedst.
Blandt de novelleforfattere, der har inspireret mig, er
norske Gunhild Øyehaug, som både kan skrive klassisk og helt udgakket. Desuden
skriver hun ofte om de udsatte i samfundet, og den interesse deler jeg med
hende.
Og så har jeg lånt en del fra en anden genre – nemlig fra den svenske filminstruktør, Roy Andersson. Især filmene ”Du levende” (2007) og ”Sange fra anden sal” (2000); de film er nærmest novellesamlinger på den måde, at scenerne ikke nødvendigvis hænger samme narrativt.
Da jeg så hans film, tænkte jeg: Man kan godt lave noget, som det her, jeg gerne vil – med nogle løsrevne nedslag. Jeg tænkte: Man må godt det her, jeg gør. Jeg har virkelig fundet stor inspiration i hans værker.
Thomas Korsgaards novellesamling
Tyverier er en en samling af femten noveller om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger.
I Tyverier skriver Thomas Korsgaard om betydningsfulde øjeblikke i en række personers liv: Om at blive konfronteret med sin fortid på et posthus. Om at kravle ud ad vinduet til en familiefrokost efter at have fået sandheden at vide. Om at være på jagt efter årets nytårsmiddag i en container. Om at forsøge at sælge en forsikring til en døende.
Ikke mindst handler fortællingerne om at stjæle ting og sager – og liste hemmeligheder ud af folk – uden at det nogensinde bliver opdaget.
Tyverier er en novellesamling med et syrligt-kærligt blik for detaljerne – og umiskendeligt Thomas Korsgaard.
Efter stor succes med debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det har Thomas Korsgaard skrevet novellesamlingen Tyverier.
Vi har taget en snak med Thomas Korsgaard om novellegenren, om forskellige former for tyveri og om leg med identiteter.
Efter to succesfulde romaner har du denne gang skrevet en novellesamling – hvorfor? Og hvordan er det at skrive noveller?
På en måde har det altid ligget i det, jeg har lavet, det med at fortælle kort og afrundet. Jeg skriver meget i scener. Begge mine romaner er bygget op af scener, som man bliver i. Desuden elsker jeg at arbejde med replikker og stemmer, det har jeg også gjort meget i mine romaner – og nogle af de her noveller har været som at skrive én lang replik. Så der er mange ligheder, synes jeg.
LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: Jeg vil fortælle om “taberne”. Fordi jeg kender dem. Det er dét, jeg kommer af
Men samtidig er det meget forskellige måder at arbejde med tekst på. Jeg har virkelig nydt at skrive mine romaner, og noget af det bedste ved dét arbejde er, at man over et længere forløb følger de samme karakterers udvikling. Man følger deres valg og de konsekvenser, de får.
At skrive noveller handler i virkeligheden meget om at slette. Man skal virkelig være præcis. Og så har alt vægt i en novelle – og det betyder også, at der er historier, man kan fortælle i en novelle, som jeg aldrig ville kunne fortælle i en roman. Dér ville de simpelthen drukne i det større, narrative forløb.
I en novelle kan en lille bitte løgn, eller en replik nogen siger, som på overfladen er sød, men som i virkeligheden er ondskabsfuld, få meget større betydning, og det kan jeg godt lide. Så elementer, der er bittesmå, og som man ville læse hen over i en roman, dem kan man give meget plads i en novelle.
Og det er faktisk noget af det, jeg synes, jeg er god til: Det med at finde de små ting. Så på en måde synes jeg novellegenren passer godt til mit temperament og min måde at være forfatter på.
Er det så lettere eller sværere at skrive noveller i forhold til romaner?
Det er svært på en anden måde, fordi man skal holde tungen lige i munden – og det er især svært at afslutte noveller, fordi de skal slutte det helt rigtige sted. Der er noget med timing involveret.
Desuden har alt i teksten betydning, så man skal være skarp. Man skal ikke skrive noget ind, bare fordi det lyder godt.
LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard om En dag vil vi grine af det: Som forfatter bestemmer du ikke altid selv, hvad du vil skrive
Men genren lader mig også lege. I Tyverier er en af novellerne et brev, en anden er udformet som en monolog – en slags bekendelse eller forklaring – fra én, der fortæller om alt, hvad han har stjålet. Og så er der en decideret manual i ‘man’-form. Så der er noget med formen, med formatet, som man kan prøve af, når man skriver noveller, og det synes jeg har været enormt sjovt.
Du har tidligere fortalt, at dine romaner i nogen grad låner inspiration fra din opvækst. Hvad med novellerne – er de også bygget på stof fra virkeligheden?
Altså: Nu hedder samlingen jo Tyverier, og det er jo ikke fordi jeg går og stjæler med arme og ben. Men alle novellerne har en krog ind i virkeligheden i den forstand, at de begynder med en følelse eller en undren eller noget, jeg gerne vil blive klogere på.
Jeg har altid været meget optaget af at udgive mig for at være en anden. Jeg har fx en falsk facebookprofil, som jeg har haft i årevis, fordi jeg ellers ikke gider at være på facebook. Og hun har fået sin egen stemme nu; hun er en kvinde, der bor i Hanstholm.
Jeg har også en falsk Instagram, som jeg bruger til at drille mine venner med. Jeg har gjort det, siden jeg var lille, fordi det er enormt spændende – altså for det første er det jo sjovt, men for det andet er det jo også – ligesom i novellerne – noget med at tage andres stemmer på sig.
Når man tager andres stemmer på sig, så finder man ud af, at der er noget andet, man kan sige. Og når der er noget andet, man kan sige, så kan man også nå ind til en anden sandhed. Og et andet syn på, hvordan det er at være menneske – og en anden sandhed om, at være menneske. Derfor synes jeg det er lærerigt at forsøge at tale med en anden stemme – eller udgive sig for at være en anden end den, man er.
Er det derfor, samlingen hedder Tyverier? Fordi du ‘låner’ andres stemmer?
Samlingen hedder Tyverier, fordi den i meget høj grad handler om at tage noget fra andre – i overført betydning.
Vi lyver og finder på dårlige undskyldninger og gemmer os – det gør vi, fordi vi er så bange for at tabe ansigt og gøre vores liv til en scene fra Klovn (som jeg i øvrigt elsker og synes er noget af det mest begavede tv, der findes).
Sådan er det også for mine hovedpersoner – de har så store forhåbninger. Der er en mand, der har mødt én i toget, som han skal holde nytårsaften med – og det skal han slet ikke, det er noget, han har bildt sig selv ind.
For alle mine karakterer er der store forhåbninger, og de tror, der skal ske alt muligt, som helt tydeligt ikke skal ske – og de bevæger sig alle på kanten af det ansigtstab, som ville være så forfærdeligt, at det ville føles som døden.
Apropos det med at stjæle: Har du ladet dig inspirere af andre forfattere i arbejdet med Tyverier?
Jeg vidste, at jeg denne gang ville skrive en novellesamling. Det er også fordi jeg elsker at læse noveller, og det smitter jo af på, hvad man har lyst til at skrive. Man vil gerne skrive noget, der er lige så godt som det, man selv synes er bedst.
Blandt de novelleforfattere, der har inspireret mig, er norske Gunhild Øyehaug, som både kan skrive klassisk og helt udgakket. Desuden skriver hun ofte om de udsatte i samfundet, og den interesse deler jeg med hende.
Og så har jeg lånt en del fra en anden genre – nemlig fra den svenske filminstruktør, Roy Andersson. Især filmene ”Du levende” (2007) og ”Sange fra anden sal” (2000); de film er nærmest novellesamlinger på den måde, at scenerne ikke nødvendigvis hænger samme narrativt.
Da jeg så hans film, tænkte jeg: Man kan godt lave noget, som det her, jeg gerne vil – med nogle løsrevne nedslag. Jeg tænkte: Man må godt det her, jeg gør. Jeg har virkelig fundet stor inspiration i hans værker.
Thomas Korsgaards novellesamling
Tyverier er en en samling af femten noveller om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger.
I Tyverier skriver Thomas Korsgaard om betydningsfulde øjeblikke i en række personers liv: Om at blive konfronteret med sin fortid på et posthus. Om at kravle ud ad vinduet til en familiefrokost efter at have fået sandheden at vide. Om at være på jagt efter årets nytårsmiddag i en container. Om at forsøge at sælge en forsikring til en døende.
Ikke mindst handler fortællingerne om at stjæle ting og sager – og liste hemmeligheder ud af folk – uden at det nogensinde bliver opdaget.
Tyverier er en novellesamling med et syrligt-kærligt blik for detaljerne – og umiskendeligt Thomas Korsgaard.
Du kan købe Tyverier online her eller i din lokale boghandel.
Forfatterfotos: (c) Les Kaner
Læs også: Alle bøger af Thomas Korsgaard. Se dem her
Andre læste også: