Søjler af ild er en historisk roman om krig, hævn, forræderi og mod af den verdenskendte forfatter Wilbur Smith. Søjler af ild er en del af Courtney-serien, men kan også læses som en selvstændig roman. Smuglæs i et uddrag af bogen her.
Søjler af ild
Fort St George, Madras, Indien 1754
De to børn klatrede over muren og lod sig dumpe ned i haven. Aftenluften var tyk af midsommerduften fra jasminblomster og den kokosolie, der brændte i de lamper, man havde tændt. Lange skygger skjulte børnene fra andres blikke, da de sneg sig frem mod det store hus.
De var bror og søster. Pigen, som var den ældste af de to, havde langt lyst år, der hang løst ned ad hendes ryg, selv om hun var så gammel, at man snart ville kræve mere blufærdighed fra hendes side. Den indiske sol havde tonet hendes hud i en gylden farve. Hun havde en kvindes former, men et glat pigeansigt fuld af spilopper.
”Hvad skal vi her, Connie?” spurgte drengen. Han var højere end hende, og det var han stolt af, selv om han var et år yngre. Han var kraftigt bygget, og man kunne allerede se antydningen af den mand, han ville udvikle sig til. Han havde en manke af sammenfiltret rødt hår og et intelligent blik i de brune øjne. Hans hud var mørkere end hendes og så bronzefarvet, at han nemt kunne gå for at være inder såvel som europæer.
Constance krøb sammen bag en terrakottakrukke. ”Mr. Meridew er vært ved et selskab i aften. Kun for herrer.”
”Men det vil da være verdens kedeligste selskab,” klagede Theo. ”Gamle mænd, der taler om prisen på bomuld hele aftenen.” ”De er ikke kommet for at tale forretninger, Theo. Det siger min frisør, der har det fra sin søster, hvis kusine er kok i huset: Mr. Meridew har hyret en trup af kvinder til at danse for dem. Man siger, det er så skandaløst, at mændene ikke har talt om meget andet hele ugen.” ”Og du har tænkt dig at snige dig ind for at se, hvad de laver?”
”Ja, er du ikke med på den?”
”Jo, selvfølgelig. Men …” Theo var ikke nogen kryster, men han var praktisk anlagt. Smertefuld erfaring havde lært ham, at det var ham, som kom til at mærke deres fars vrede, hvis de blev afsløret.
Constances grønne øjne gnistrede. ”Kom nu,” sagde hun. ”Man siger, at disse danserinder er de smukkeste piger i verden. Du er jo snart en voksen mand. Er du ikke nysgerrig efter at opleve kvindekroppens mysterier?”
Theo sank en klump. Constance var klædt efter indisk skik. Hun havde viklet en skinnede sari omkring sig og draperet den over skuldrene. Hun havde lært den komplicerede teknik med at iføre sig denne klædedragt, så den klæbede til hendes krops former og nemt fulgte hendes bevægelser. Hun havde ikke noget på indenunder, men havde alligevel et slankere liv end mange kvinder, der støttede sig med jernstivere og korsetter af hvalben. Hendes unge bryster svulmede under stoffet.
Kvindernes komplicerede undertøj var et større mysterium for Theo end de algebraiske ligninger, hans fortvivlede lærer forsøgte at få ham til at regne ud. Men han kunne ikke undgå at bemærke søsterens forandring i løbet af de seneste to år – og det gjorde ham ilde til mode, når hun talte så uforbeholdent. Han vidste, at kvinder ikke burde sige sådan noget.
”Eller er du bange?”
Hendes blik mødte hans. Det glimtede udfordrende. Theo overvandt sine betænkeligheder. Han kunne bare ikke sige nej til sin søster – uanset hvor mange gange det endte med, at han måtte stå foroverbøjet i sin fars arbejdsværelse og modtage sin korporlige straf.
”Jeg går først,” sagde han trodsigt.
Han løb sammenkrøbet hen til huset og trykkede sig fladt mod muren. Det var en storslået bygning, der var passende for den rigeste storkøbmand i Madras. Den var opført i den excentriske stil, der var enestående for briterne i Indien. En bred veranda blev støttet af græske søjler; løgkupler flankerede klassiske frontispicer. Huset lå et stykke vej fra murene omkring Fort St George og Madras, men dog så tæt, at man kunne høre bølgerne slå ind mod stranden.
Lydene inde fra huset antydede, at selskabet foregik på første sal. Theo havde været i huset en enkelt gang sammen med sin far, og han huskede, at der var en storslået balsal deroppe.
En skygge flaksede forbi vinduerne i stueetagen. Theo dukkede sig. Han kunne se de hestevogne og bærestole, der stod på række i indkørslen. Der var så mange af Madras’ fornemste borgere samlet, at huset ville være fyldt med tjenestefolk. Han skulle ikke regne med at kunne komme op ad trappen uden at blive set.
Der stod en elefant udskåret i sten på terrassen. Den var næsten lige så høj som Theo. Han stillede sig på en blomstervase og kravlede op på elefantens ryg for så at trække sig op på verandaens tag. Det var i sidste øjeblik. Et lys fejede over terrassen, netop som hans ben forsvandt op over kanten. En sikh-vagt gik sin runde med en flagermuslygte. Theo maste sig fladt mod taget og ventede, indtil faren var drevet over. Han krøb hen til det nærmeste vindue og kiggede ind.
Der var ikke nogen glasrude – det var en utænkelig luksus i Indien. Træpersienner i vinduesåbningerne skærmede lokalet mod dagens støv og varme. Theo hørte en trommes blide rytme og de svingende hæse toner fra fløjter. Han stak fingrene ind mellem lamellerne og skubbede dem fra hinanden.
Duften af sød tobak bølgede så pludselig mod Theo, at han nær havde fået røgen galt i halsen. Han holdt sig for munden for at undertvinge et host. Han så Madras’ handelsfyrster ligge henslængt på puder, mens de sugede på deres vandpiber. De fleste havde lagt deres jakker og parykker, men selv bagfra kunne Theo næsten genkende dem alle sammen. De kom stort set på daglig basis i hans fars kontor eller i familiens pakhuse.
Ingen af dem lagde mærke til Theo. Deres blikke var stift rettet mod en trup dansepiger, der svajede og snurrede rundt i takt til musikken. Ligesom Constance var de iført sarier, men deres var lavet af et så tyndt stof, at de næsten var gennemsigtige. Theo stirrede på danserne. Han var som hypnotiseret af deres bevægelser. Deres hofter vred sig, deres bryster bølgede under det gazeagtige stof. Han var især fascineret af en af dem: en slank ung kvinde med mandelformede øjne. Hendes olierede hud skinnede i lampelyset.
Danserne viklede deres turbaner op. Langt sort hår væltede ned over skuldre og bryster.
Mændene klappede påskønnende og råbte opmuntrende.
Den dunkende musik blev hurtigere og mere påtrængende. Alle danserinderne bevægede sig som én, men Theo stirrede stift på pigen med de mandelformede øjne. Hun bandt stoffet fra sin turban om hofterne og vrikkede sig derpå ud af sit klædningsstykke ved at trække det ud under det interimistiske bælte. Det tynde stof vikledes af hendes krop og slæbte efter hende som et slør.
Hun var ikke dækket af andet end stofbåndet omkring lænden og det sorte hår, der strejfede hendes bryster. Hun pressede håndfladerne mod hinanden, hun vuggede i hofterne, og det stemte Theo for brystet. Pigens hår fejede fra side til side, kærtegnede brysterne og indbød til pirrende glimt af de mørke brystvorter nedenunder.
Theo var så fascineret, at han ikke hørte lyden bag sig. ”Hun er smuk,” hviskede Constance.
Theo snurrede hurtigt rundt. ”Hvad laver du?” hvæsede han. ”Du bør ikke se sådan noget.”
Constance lavede trutmund. ”Jeg ved godt, hvordan en kvindekrop ser ud.”
Theo kunne mærke, at han var ved at miste overblikket. Han vidste, de burde skynde sig væk, men han kunne ikke få sig selv til at se væk. Inde i lokalet havde pigen bundet knuden op på det stof, hun havde om livet. Hun pressede det mod sin hud, snurrede rundt bag det og lokkede med glimt af nøgen hud. Theo så antydningen af hendes balders sprække og hendes maves bløde bue, der spidsedes til mod hendes lår.
Pludselig lod hun stofstykket falde på gulvet. Hun kastede samtidig håret tilbage og afslørede sin nøgenhed.
Theo stirrede med åben mund. Pigens bryster var faste og glinsede af den olie, hun havde gnedet sin hud ind i. Mellem benene var hendes køn glat og blottet. Det var en spalte i en buttet forhøjning, der omhyggeligt var plukket fri for hår. Han havde aldrig set noget lignende. Der spredte sig en varme gennem Theos lænder. Hans manddom maste mod hans knæbukser med en sådan kraft, at han troede, de skulle sprænges.
Mændene indenfor havde rejst sig op. De piftede og hujede. En af dem stod foran vinduet og gned sig i bukseskridtet, så han blokerede for Theos udsyn. Pigen forsvandt ud af syne.
Smerten over det tab var ikke til at bære. Theo rejste sig op og bekymrede sig ikke om andet end at få endnu et glimt af denne smukke, nøgne krop, der stadig hvirvlede rundt i takt til musikken som det naturligste i verden.
“Duk dig,” hvæsede Constance. Hun trak i hans bælte. Theo strittede imod, men Constance var stædig. Hun greb fat i hans ankel og trak den væk under ham.
Tagstenene var glatte af aftenens dug. Theo mistede balancen og faldt. Han gled på maven ned ad det skrånende tag. Han famlede efter noget at gribe fat i, men der var ikke noget. Han mærkede, hvordan hans ben forsvandt ud over kanten. Han hang et øjeblik og dinglede i tomrummet. Så faldt han.
Han landede tungt og væltede en blomsterkrukke. Smerten jog gennem hans ankel, og der undslap ham et ufrivilligt skrig. Blomsterkrukken rullede væk, trillede ned ad trappen og smadredes.
Constance sprang ned bagefter ham og landede stille som en kat. ”Åh, Theo,” sagde hun. ”Er du kommet til skade?”
Der lød råb fra hoveddøren. Lysskær fra flagermuslygter fejede over plænen. Theo forsøgte at rejse sig op og skar en grimasse af smerte. Lyden af løbende skridt nærmede sig hjørnet af huset.
”Du må se at komme væk,” sagde Constance. Hendes øjne var opspærrede, og blikket glødede ophidset. ”Vi får en forfærdelig ballade, hvis de fanger os.”
”Hvad med dig?”
”Jeg kan tage vare på mig selv.”
Hun kastede en fold af sin sari over hovedet med et hurtigt svirp med håndleddet. Den dækkede hendes ansigt, og på et øjeblik var hun ikke til at genkende.
Theo løb. Det smertede for hvert skridt, men han tvang sig til at fortsætte. Han var drevet af frygten for det, hans far ville udsætte ham for, hvis han blev fanget.
Terrassen var nu optændt af lys. Musikken var standset, og handelsmændene hang ud ad vinduerne ovenover for at se, hvad der skete. Under dem flokkedes nysgerrige på terrassen, der havde været tom et øjeblik tidligere. Hver eneste tjener i huset var kommet ud for at se, hvad den ballade gik ud på.
Husets herre maste sig rasende gennem menneskevrimlen. Han havde planlagt denne aften i månedsvis. Han havde lovet sine gæster, at de kunne fornøje sig med danserinderne bagefter under private former som modydelse for de tjenester, de havde gjort ham, og nu var det hele ødelagt. Nogen skulle komme til at bøde for det.
Da han så sig omkring i den forsamlede flok, standsede hans blik et øjeblik ved Constance. Han så blot endnu en tjenestepige med slør – og han havde så mange tjenestefolk, at man ikke kunne forvente, han kunne genkende dem alle sammen. Det ville aldrig have faldet ham ind, at en engelsk kvinde ville nedværdige sig til at iføre sig de indfødtes klædedragt. Han rettede opmærksomheden et andet sted hen.
I den modsatte ende af haven forsvandt en mørk skikkelse ind i rosenbedet.
”Fang ham!”
Theo stormede gennem buskadset. Torne efterlod bloddråber på hans arme, og den hårde jord sendte smertende jag gennem hans hævede ankel. Han kunne høre de mænd, der jagede ham, og han gjorde sig dobbelt så meget umage for at undslippe. Han nåede frem til muren og rakte armene op for at trække sig op over den.
Den var for høj. Han stillede sig på tæer og bed tænderne sammen, da smerten jog gennem hans ankel. Vagterne nærmede sig, og lyset fra deres lamper kastede brogede skygger mellem rosenbuskene.
Theos hænder strejfede toppen af muren, men han kunne ikke finde noget at gribe fat i. Han forsøgte at hoppe, men hans fod kunne ikke bære belastningen. Det rumsterede voldsomt i buskadset, da vagterne bragede gennem det. Theo tvang sig til at ignorere smerten og hoppede igen. Det føltes, som om hans ankel brækkede – men det lykkedes. Han brugte ivrigt benene, da han trak sig op over muren.
Hænder greb bestemt om hans underben og forsøgte at trække ham ned. Han kæmpede imod og sparkede ud med fødderne. Hans sko ramte noget blødt, og han hørte et grynt af smerte. Han kunne ikke holde fast med fingrene længere. Han gled ned ad muren og landede hulter til bulter oven på vagterne. De greb solidt fat i ham, før han kunne nå at stikke af.
De trak ham ud på græsplænen og lyste på hans ansigt med en lampe. En af dem blødte fra munden, hvor Theo havde sparket ham.
”Theodore Courtney,” sagde Meridew med en stemme, der var ladet med al den vægt og værdighed, som The Honourable Company of Merchants Trading to the East Indies kunne mønstre. ”Bare vent, til din far hører om det her.”
•
Mansur og Verity Courtney sad i deres dagligstue og spillede skak, da Meridew dukkede op ved deres dør. Deres hus lå ikke langt fra hans. De havde et noget problematisk forhold til det engelske østasiatiske handelsselskab, og Mansur ønskede ikke at bo tæt på Fort St Georges mure.
Mansur hævede øjenbrynene, da han hørte den arrige banken på døren. ”Venter vi besøg?”
”Jeg troede, at alle fra de bedre kredse var blevet inviteret til mr. Meridews selskab.” Verity flyttede sin springer og tog sin mands løber.
En stor sikh med en skinnende rød turban kom ind i lokalet. Han hed Harjinder og var Mansurs livvagt og mest standhaftige tjener. Han havde tjent familien, endnu før Constance blev født.
”Theo-sahib er kommet hjem,” bekendtgjorde han.
Mansur rejste sig. ”Jeg var ikke klar over, at han var ude.”
Theo stod i døren mellem to sepoyer. Meridew ventede ved siden af ham. Manden var rød i hovedet af arrigskab. En stor forsamling af indere og englændere maste sig sammen bag ham.
”Jeg ventede ikke så mange besøgende på denne tid,” sagde Mansur roligt.
”Han brød ind i min have, klatrede op på mit tag og afbrød privat underholdning, som jeg beværtede nogle af Madras’ mest fremtrædende borgere med,” sagde Meridew.
Mansur tænkte lidt over det. ”Bare jeg kunne sige, at det ikke lød som min søn.”
”Og hvad var det for en slags underholdning,” spurgte Verity uskyldigt. Hun stod bag sin mand og så over hans skulder.
Meridew blev bleg. ”Det vil jeg helst ikke sige i en dames påhør.”
”Men hvis jeg skal straffe min søn, må jeg da vide, hvori hans forseelse består.”
Meridew forsøgte at fange Mansurs blik. ”Hvis De og jeg kunne diskutere dette under private former – altså mellem gentlemen.” “Min mand og jeg har ingen hemmeligheder for hinanden,” sagde Verity.
Hun sendte Meridew et skarpt blik, der ikke tålte at blive mod sagt. Meridew rødmede og så væk.
”Jeg er sikker på, at den underholdning har været ganske dyr,” tilføjede Mansur. ”Hvis De sender Deres mand hen til mit kontor i morgen, skal jeg sørge for, at De bliver passende kompenseret.”
Meridew opfattede tilbuddet, som det var givet – en bestikkelse. ”De ved velsagtens bedst, hvordan de straffer Deres egne børn,” mumlede han.
”Jeg lover Dem, at det ikke vil ske igen,” sagde Verity. Hun sendte Theo et dystert blik. ”Ikke sandt?”
”Jo, moder.”
”Hvad tænkte du dog på?” udbrød Mansur, så snart han havde lukket døren efter Meridew. ”Hvor har du fået sådan en latterlig idé fra?”
Sandt at sige havde det været Constance, der først havde hørt om danserinderne, og Constances nysgerrighed, der havde fået hende til at insistere på, at de forsøgte at snige sig ind. Men Theo ville ikke forråde hende. Det var stadig ikke utænkeligt, at hun var sluppet uset væk.
”Jeg hørte nogle af drengene tale om det,” løj han. ”Jeg … ville bare se danserinderne.”
Forældrene udvekslede blikke.
”Jeg kan forstå, at en dreng på din alder har visse … interesser,” sagde Mansur ilde til mode. ”Men du må ikke sætte os i sådan en forlegenhed. Vores situation her er ikke så sikker, at vi kan tillade os at fornærme firmaet.”
Theo skød trodsigt hagen frem. ”Jeg er bedøvende ligeglad med East India Company.”
”Gå op på dit værelse.”
Theo skulle til at gøre indsigelser – men et enkelt blik på farens ansigt fik ham på bedre tanker. Han traskede op ad trappen.
Mansur vendte sig mod Verity og sukkede. ”Han er ved at blive en ung mand med en ung mands drifter,” sagde Mansur eftertænksomt. ”Det er naturligt, at han gerne vil se sådan noget.”
”Men ikke på den måde,” svarede Verity syrligt. ”Constance får snart brug for at finde en ægtemand, og hvis det rygtes, at hendes bror render rundt og glor på indfødte kvinder fra hustagene, så er der ikke en eneste agtværdig familie i hele området, der vil applaudere sådan en forbindelse.”
Mansur grinede bredt. ”Men du havde da aldrig drømt om at ægte en ikke agtværdig ung mand, min elskede. Det ville du ikke have applauderet, kære kusine.”
Verity skulede vredt til ham. Hun var Mansurs kusine, og han hendes fætter, selv om de var vokset op uden at kende til hinandens eksistens. Deres fædre, brødrene Dorian og Guy Courtney, havde været dødsfjender. Men Mansur havde forelsket sig helt og aldeles i Verity, da han så hende første gang gennem et teleskop på dækket af et af sin fars skibe.
”Jeg førte mig yderst sømmeligt frem,” sagde Verity.
”Du sprang om bord på mit skib under et søslag og lod din far, der var så opsat på at holde mig fra dig, stå tilbage med en håndfuld af dit blusestof,” svarede Mansur.
Guy Courtney, Veritys far, havde været et uhyre, der brutalt tævede sin datter og misbrugte hende til sine egne formål. Senere havde han forsøgt at dræbe hele familien Courtney. Mansurs tante Sarah havde skudt og dræbt ham, da han holdt en kniv for struben af Mansurs lille fætter.
“Gad vide, hvordan det går med Sarah og Tom,” spekulerede Verity.
Mansur tog et sug af sin vandpibe og svarede ikke. Når han tænkte på Tom og Sarah, deres søn, Jim, og deres barnebarn, George, rippede det op i gamle sår, han foretrak ikke at tænke på.
Verity læste udtrykket i hans ansigt. Hun rejste sig. Jeg bør lige se til Constance. Jeg håber ikke, hun er blevet forstyrret af al balladen og Theos tåbelighed her til aften.”
Men alt var, som det skulle være, da hun stak hovedet ind gennem dørsprækken til Constances værelse. Hendes datter lå i sin seng med det gyldne hår spredt ud over puden og trak blidt vejret i dyb, ubekymret søvn.
•
Næste dag modtog Mansur en tilsigelse fra guvernøren, at han skulle deltage i et rådsmøde i East India Company. Der fulgte ingen forklaring med beskeden, og end ikke en sølv-fanam kunne vriste yderligere oplysninger ud af den tjener, der var kommet med den.
Jeg håber ikke, det her drejer sig om Theos eskapader, tænkte Mansur, da han gik op ad trappen til guvernørens palæ i Fort St George. Officielt var han og East India Company konkurrenter, om end de havde indgået en stiltiende aftale, der gavnede begge parter. Men Mansur foretrak alligevel at holde sig på god afstand af firmaet, når det var muligt. Derfor var det også sjældent, at de betroede sig til ham.
Men nu ventede hele rådet på ham – alle de mest erfarne storkøbmænd og tjenestemænd i Madras. De sad omkring et langt mahognibord i et luftigt lokale med høje vinduer på første sal. Mærker i støvet viste omridsene af de sværd og musketter, som havde været udstillet der, dengang firmaet havde brug for at vise sin militære styrke. Nu var skyggerne af dem knap synlige de steder, hvor de kunne ses under de malerier, der havde erstattet dem.
Mansur var klædt, som han normalt var, i tøj af indisk tilsnit. Han bar flagrende shalwar-bukser af stribet silke, en velsiddende bomuldsjakke, der var farvet lysegrøn, og en turban syet med guldtråd. Silketøfler med spidse snuder kompletterede sættet – men ingen af mændene i lokalet spekulerede et øjeblik over hans påklædning. De var vant til, at deres kollegaer blandt handelsmændene havde deres særheder. Nogle af dem ville under private former bære lignende klæder, når de opsøgte kunder eller besøgte deres elskerinder. Varmen og den forvirrende sanselige tilværelse i Indien fik mænd til at opføre sig på måder, de aldrig ville have drømt om i London. Mansur havde omani-blod i årerne og blev under alle omstændigheder opfattet som halvorientaler.
Rådet bestod af et dusin mænd, hvoraf ingen var mere end fyrre år gammel og de fleste tættere på tyve. Deres ansigter var røde af den brændende sol eller for meget spiritus, og deres unge kroppe var udmarvede og ældede for tidligt af de sygdomme, de havde overlevet. Men det var det samme glimt, der brændte i deres blikke: et begær efter penge, som aldrig kunne mættes. På trods af al deres elskværdighed var der ikke én iblandt dem – det vidste Mansur af personlig erfaring – der ikke ville sælge deres egen datter, hvis han kunne tjene en skilling på det.
De havde ingen loyalitet over for deres arbejdsgiver. De udøvede den magt, som East India Company besad, og de hævede punktligt deres lønninger, men hver eneste mand tjente ti gange mere ved at snyde deres overordnede i London. Selv om de handlede på vegne af firmaet, tilflød de bedste varer og de fedeste profitter på den ene eller anden måde altid deres egne bankkonti.
Og det var Mansur Courtney, de henvendte sig til for at drive deres forretninger, hvor jaloux blikke i Leadenhall Street ikke kunne se det. Han ejede en flåde af skibe og havde et netværk af agenter, som strakte sig fra Canton over Calcutta til Cape Town, og de kunne stole på, at han kunne fragte enhver last til et hvilken som helst sted med den største diskretion – og det alt sammen for et rimeligt honorar.
Guvernør Saunders sad for bordenden og hamrede sin knyttede næve ned i armlænet på sin stol for at kalde mødet til orden. Han svedte.
”Jeg modtog efterretninger fra London i dag. Der er udbrudt krig i Amerika. Vi har været i kamp ved et sted, der hedder Fort Necessity og ligger på grænsen til kolonien i Virginia.”
Der lød en bekymret mumlen, da mændene fordøjede nyheden. Mansur vidste, at de ikke tænkte på hverken de dræbte eller sårede. De ville hver især regne i hovedet for at finde ud af, hvor meget det ville påvirke deres indtægter. Ville efterspørgslen på te fra kolonierne falde? Ville prisen på salpeter, den nødvendige ingrediens i krudt, stige? Flere af handelsmændene rykkede forsigtigt i retning af døren for at være de første på markedet, der kunne profitere af nyheden, før den blev almindeligt kendt.
”Vi skal ikke tro, at vi kan være immune,” fortsatte guvernøren. Der blev stille i lokalet. Det var muligt, at Amerika lå mange tusind sømil borte, og at Fort Necessity uden tvivl blot var et ubetydeligt sted omgivet af en palisade i en uvejsom vildmark. Men handlens og imperiets tråde havde spundet et net hele kloden rundt. Hvis man trak i én tråd, uanset hvor fjernt beliggende den var, ville det give genlyd til verdens ende. Og mange franskmænd befandt sig slet ikke så langt borte som Amerika.
”Når den franske garnison i Pondicherry hører om det her, vil man uden tvivl forsøge at drage fordel af det. De er måske allerede ved at rykke frem mod os.”
”Så lad os drage ud og møde dem,” sagde en mand ved navn Collins. Han var den yngste i lokalet. Han var netop ankommet til Indien og kun blevet udpeget til medlem af rådet på grund af sin fars forbindelser. Hans dunede kinder var stadig hvide som mælk og huden endnu ikke hærdet af den indiske sol. Mansur havde set hans type før. Han gættede på, at fyren ikke ville overleve den første monsun.
Mandens forslag faldt for døve ører.
”Franskmændene har to tusind mand,” sagde guvernøren. ”Vi har seks hundrede,” insisterede Collins begejstret ved tanken om hæder og ære. ”Og en tapper englænder er mindst lige så meget værd som fem franskmænd.”
”Vores officielle bemanding er seks hundrede,” rettede Saunders ham. ”Det virkelige antal er … færre.”
Han havde ikke lyst til at sige, præcis hvor mange færre. Ifølge regnskabsbøgerne udtog han stadig løn til alle seks hundrede mand.
”Kampe i Indien bliver ikke udkæmpet, ligesom du læser om i Europas historie,” oplyste Mansur ham. ”De elsker krigens pomp og pragt her, men ikke barbariet. De affyrer nogle få skud mod os, og vi skyder tappert igen, hvorpå de tilbyder at trække sig tilbage ved modtagelsen af en bestemt sum penge – hvilket vi indvilliger i efter at have pranget et passende stykke tid. Det vil gøre os ondt på pengepungen, men intet værre end det. Indtil da er vi i sikkerhed bag vores mure.”
Mændene omkring bordet nikkede og var taknemmelige over, at Mansur havde ladet den sunde fornuft råde. Kun én mand, der stod bagerst i lokalet, delte tilsyneladende ikke denne almindelige billigelse. Han var iført en almindelig sort frakke uden handelsfolkenes kniplinger eller dekorationer – og heller ingen paryk. Han trådte et skridt frem.
”Er der noget, De vil sige, mr. Squires?” spurgte guvernøren. Han havde allerede rejst sig halvvejs op i stolen af iver efter at komme i gang med at handle. På nuværende tidspunkt ville agenterne have haft næsten en time til at udnytte efterretningerne og drage forskellige fordelagtige dispositioner.
”Murene mod vest er ikke meget bedre end sejldug,” sagde Squires. Han havde ansvar for fortets vedligeholdelse og var en ligefrem mand fra Yorkshire, der forbløffede sine kollegaer i firmaet med snak om raveliner, støttemure og lynetter. ”De mure kan kun være til nogen hjælp, hvis de styrter sammen om vores fjender.”
Guvernøren skulede til ham. En konstaterende mumlen vældede op omkring bordet. ”Det er da bestemt en overdrivelse.”
”De ville ikke være så overrasket, hvis De havde læst en af mine rapporter,” svarede Squires skarpt. ”Den var ikke meget bedre end en havemur, da de byggede den, og ingen har vedligeholdt den siden da. Det er slet ikke noget fæstningsværk. Det er kun de hytter og huse, som de sorte har bygget op ad den, der holder den oprejst.”
”Ledelsen i London bevilgede to hundrede tusind pund til forbedring af forsvarsværkerne,” sagde Collins.
”Dem har jeg ikke set det mindste til,” svarede Squires. ”Hvad er de så blevet brugt til?”
”Det er næppe et spørgsmål, vi skal beskæftige os med nu,” indskød guvernøren hastigt. Han ville ikke have hilst en længerevarende undersøgelse velkommen, hvis den skulle afklare, hvor pengene til befæstningen var blevet af. ”Det vigtigste er, at vi ikke slår befolkningen med panik eller hjælper fjenden ved at afsløre vores svagheder.”
”Det finder fjenden snart ud af,” mumlede Mansur. Saunders hørte ham ikke.
”Vi skal ikke krybe sammen i ly af mure, som var vi kvinder,” insisterede guvernøren. ”Et par skud, lidt demonstreret tapperhed, og æren er genoprettet. Så kan vi fortsætte med vores forretninger.” Han rejste sig og afsluttede mødet. ”Farvel, mine herrer.”
Handelsfolkene nikkede energisk. Ingeniøren Squires stod alene og stirrede eftertænksomt ud ad de høje vinduer.
Mansur gik hen til ham, mens de andre hastede ud af lokalet. ”Er forsvarsværkerne virkelig i så dårlig stand?”
Squires nikkede. ”Og belejringen bliver måske værre, end De og vores højtærede guvernør tror. Franskmændene har blikket rettet mod verden. Amerika, Indien, Østen. De har planer om at overtage vores samlede handel. Hvis jeg var Dem, ville jeg flytte ind i fortet med min familie.”
”De sagde jo, at murene ikke er til nogen nytte,” protesterede Mansur.
”Det er bedre end at blive fanget af franskmændene hjemme,” svarede Squires. ”Der er uvejr på vej, og vi må søge ly, hvor vi kan finde det.”
•
”Er du sikker på, det er nødvendigt?” spurgte Verity. Hun stod ved siden af sit cembalo midt i dagligstuen omgivet af bagage. Møblerne var blevet dækket med lagner for at beskytte dem mod støv, mens en mindre hær af tjenestefolk for omkring for at fylde de kasser, æsker og kufferter, der stod overalt i lokalet. Det så ud, som om en tyfon havde raseret det.
Mansur kyssede hende på panden. Han smilede, så hun ikke indså, hvor bekymret han var. ”Hvad kan du se ud ad de vinduer?” Verity behøvede ikke at kigge. På den anden side af den skyggefulde veranda stod der en række træer langs vejen og floden. På den anden side af dem, mellem krudtmøllen og hospitalet, kunne man se de kantede tårne på de vestlige forsvarsværker stikke op fra murene.
”Hvis franskmændene kommer, vil vores hus udgøre en glimrende platform til artilleriet.”
”’Hvis franskmændene kommer,’” gentog Verity. ”Vi ved end ikke, om de kommer. Og det her er vores hjem.”
”Jeg vil ikke løbe nogen risiko.” Mansur sænkede stemmen. ”Jeg mistede min egen far for tidligt, fordi han var stædig i farens stund. Jeg vil ikke gøre mine børn forældreløse på grund af stolthed.”
Mansurs far, Dorian, havde levet et usædvanligt liv. Som dreng var han blevet taget til fange af arabiske pirater, han var blevet solgt som slave til en omansk prins, der efterfølgende satte Dorian fri og adopterede ham som sin søn. På den måde var Dorian gennem mange eventyr blevet kendt under det muslimske navn al-Salil. Men han havde fundet en dødsfjende i en anden af prinsens sønner, Zayn al-Din, som havde forgivet sin far, tilranet sig tronen og senere sendt en mand ud for at myrde Dorians hustru, Yasmini.
Mansur rørte ved kanten af sit øje. Det var en handling, som Verity havde set mange gange før. Det gjorde stadig ondt, når han var træt. Han havde fundet sin mors drabsmand og kæmpet mod ham ved en af Afrikas store floder. Manden havde næsten flået hans øje ud, men i sidste ende havde Mansur sprættet ham op og set på, mens krokodillerne fortærede liget.
Mansur greb en krumsabel, der hang over kaminen. Den havde tilhørt hans far. Skeden var lavet af elfenben indlagt med guld og besat med juveler.
”Jeg mistede min far til ingen verdens nytte. Jeg tog til Madras, fordi jeg var færdig med krig og kamp. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal vokse op uden deres far.”
Verity fik et alvorligt udtryk i ansigtet. ”Som verden ser ud, kan vi ikke ignorere den mulighed, uanset om franskmændene kommer eller ej. Hvor mange af de skrivere og agenter, der ankom fra London sidste sommer, har overlevet året? Halvdelen, måske? Vi må forlige os med den kendsgerning, at vi ikke vil være her og kan beskytte dem til evig tid.”
”Men de er så små,” protesterede Mansur. ”Hvem skal tage sig af dem, når vi er borte?”
Deres blikke mødtes. Han vidste, hvad hun ville sige, endnu før hun talte.
”Der er altid Jim og Louisa.”
Jim var Mansurs fætter. De var vokset op nærmest som brødre i Cape Town. Så havde Jim forelsket sig i en undsluppen kvindelig straffefange, og hele familien havde været nødt til at flygte. De slog sig i sidste ende ned i en fjernt beliggende bugt på Afrikas østkyst og anlagde en lejr, de kaldt Fort Auspice. Jim havde mange fjender, og placeringen af lejren forblev derfor en hemmelighed for andre end nogle få betroede venner.
Det var mere end ti år siden, Mansur sidst havde været på besøg.
”Du bør slutte fred med Jim,” insisterede Verity. ”Det er på tide at tilgive ham. Jim og Louisa vil knap kunne genkende Theo og Constance, og deres lille Georgie må være en stor og stærk ung mand nu. Jeg er sikker på, de savner dig.”
Mansur fingererede ved en af krumsablens juveler. Hans tanker var langt bort. ”Fanden tage elefanttronen,” hviskede han.
Hans far, Dorian, havde levet et utroligt liv, som havde gjort ham til arving af elefanttronen i Muskat i Oman, men den var blevet taget fra ham.
”Min far skulle aldrig have forsøgt at kræve tronen tilbage,” sagde Mansur. ”Det var ren forfængelighed.”
”Nej, det var det ikke,” irettesatte Verity ham. ”Din far ville ikke have elefanttronen for sin egen æres skyld. Han tog tilbage, fordi han følte sig forpligtet til at tjene sit folk. De higede efter en fair og ærlig konge.”
Mansur blæste en tynd røgsky ud mellem læberne. ”Men han skulle alligevel ikke være taget dertil.”
Det havde været en katastrofe. Dorian havde tidligt i forløbet pådraget sig et sår, og der gik betændelse i det, men han havde skjult sandheden om sine lidelser for Verity og Mansur. Han måtte ikke fremstå svag over for Omans hårdhudede ørkensheiker, hvis støtte han havde brug for i krigen om kongedømmet. I det afgørende slag, midt under de hårdeste kampe, var Dorian faldet af sin hest. Han var for svag til at komme op på hesten igen og var blevet slæbt væk af sine fjender og slået ihjel. Mansur og Verity var flygtet med livet i behold.
”Det havde været anderledes, hvis Tom og Jim var kommet.” Da Dorian og Mansur rejste til Muskat, var resten af familien blevet tilbage i Afrika. Bagefter skændtes Jim og Mansur bitterligt med hinanden. Mansur bebrejdede Jim for ikke at komme dem til undsætning, mens Jim bebrejdede Dorian for at tage af sted, før han var kommet sig helt. Det kunne deres venskab ikke overleve, og derfor var Mansur og Verity sejlet til Indien. Med Courtney-familiens næse for forretninger havde Mansur opbygget en betragtelig virksomhed, der handlede på tværs af Den Bengalske Havbugt, helt op til Ostindien og Kina. Hans forretninger havde blomstret, men han havde aldrig lappet det brud med familien, han havde lagt bag sig i Afrika.
Mansur sagde ikke noget i lang tid. De havde diskuteret det her mange gange før, og han havde aldrig givet sig. Men nu boblede noget i ham, som havde været undertrykt i årevis. Overhængende fare – at skulle flygte fra sit hjem med sin udsatte familie – havde sat følelser fri, som freden havde lullet i søvn. Hvad var vigtigere end familien?
Han lagde krumsablen på bordet ved siden af Veritys cembalo. Han smilede. Der havde været et andet cembalo, et andet hus og en anden kamp for længe siden, hvor soldater fra det hollandske ostindiske kompagni havde forfulgt dem. Det var en tid, hvor han og Jim havde været venner.
”Du har som sædvanlig ret, min elskede. Jeg rejser til Afrika, når regntiden er overstået, og monsunvindene igen bliver fordelagtige. Det bliver godt at tage ud at fiske med Jim igen. Og det vil forbløffe Theo og Constance at se de fætre, de ikke har nogen erindringer om.
•
”Jeg keder mig,” erklærede Constance. ”Hvem havde forestillet sig, at krig kunne være sådan en trættende affære?”
Hun lå henslængt på en chaiselong i en hvid bomuldssari og studerede sit spejlbillede i et håndspejl. Hun øvede sig i at skære grimasser og foregive forskellige attituder for at undersøge effekterne af dem. Hendes hår var bundet i fletninger, og hendes kind glinsede af sved. Hendes franske grammatik lå uberørt på et sidebord.
Hun så surmulende på Theo. ”Du kan i det mindste løbe hjemmefra og melde dig til hæren.”
Theo så op fra sin bog. ”Tror du ikke, jeg har overvejet det? Jeg keder mig lige så meget som dig. Men far ville snart finde mig igen. Jeg har lige så svært ved at komme væk, som du har.”
De havde været lukket inde i fortet i næsten en måned. De havde bosat sig i et hus, der tilhørte en af firmaets handelsfolk, som var bortrejst til Bengalen. Hans agent havde med glæde lånt det til Mansur som modydelse på den gæld, handelsmanden skyldte ham.
I de første fjorten dage havde Theo og Constance klaget ubønhørligt over, at de måtte forlade deres hjem på grund af noget, der ikke var mere end et rygte. Så dukkede franskmændene op. De havde slået lejr i nærheden af den store pagode mod syd og anlagt kanonstillinger rundt om byen. Som Mansur havde forudset, var familien Courtneys tidligere dagligstue nu hjem for to nipunds feltkanoner.
Et dæmpet drøn rungede gennem byen. Det havde stået på i dagevis nu, selv om Theo stadig blev forskrækket hver gang. Franskmændene gjorde sig ikke store anstrengelser med deres belejring, og de affyrede sjældent mere end tre skud i timen.
”Jeg ved ikke, hvordan moder kan sove i den larm,” sagde Theo. Verity var ovenpå og havde taget den indiske skik med at sove til middag til sig.
”Måske er hun blevet vant til det, fordi hun er vokset op med så mange søslag,” sagde Constance. ”Hun fik i det mindste lov til at opleve lidt spænding.”
”Fader siger, at vi skal opføre os, som om intet er hændt.” Theo vendte sig mod sin bog. Det var Robert Singletons eventyrlige rejser af Daniel Defoe. Det var hans yndlingsbog. Fortællingen om pirater, der rejser ind i Afrikas uudforskede hjerte, fik ham til at længes efter eventyr og selv se de eksotiske landskaber. Hans far havde fortalt ham mange historier om sine eskapader på det mystiske kontinent, da han var dreng, hvilket yderligere havde antændt Theos rastløse fantasi. Men det var svært at koncentrere sig om opdigtede pirater, når ægte franske kanonskytter forsøgte at skyde deres hus i grus.
”Jeg har altid foretrukket Molly Flanders,” sagde Constance. ”Tolv år som skøge, fem gange hustru, herunder én gang gift med sin egen bror og transporteret til Amerika, og så alligevel ende som velhavende og dø en komfortabel død. Det er den slags eventyr, jeg gerne vil opleve.”
”Moder siger, at det er meget upassende,” sagde Theo. Han brød sig ikke om at høre sin søster bruge ord som ”skøge”.
Constance studerede igen sit ansigt i spejlet. ”Måske vil jeg en dag blive en holdt kvinde og gifte mig til en uanstændig stor sum penge.”
”Sikken en latterlig tanke. Jeg vil gifte mig med den kvinde, jeg elsker, ligesom moder og fader.”
Constance sagde ikke noget. Pludselig lagde hun spejlet og rejste sig op. ”Nu er det nok. Hvad nytter det at tale om eventyr i bøger, når der foregår virkelige eventyr lige uden for vores gadedør? Jeg vil ud og se det.”
Theo lukkede bogen. ”Harjinder lukker os aldrig ud.” Mansur havde sat vagt ved palæets dør med besked på ikke at lade nogen i familien tage af sted uden hans udtrykkelige tilladelse.
”Det vil da ikke stoppe dig, vil det?”
Theos blik drev helt af sig selv hen mod vinduet. Constance bemærkede det.
”Hvad vil moder sige, når hun vågner og opdager, at vi er væk?” sagde han.
”Vi kan nå tilbage, inden hun vågner, og så ved hun jo ikke noget om det. Eller du kan fortælle hende om det, hvis du ikke tør komme med.”
”Jeg er ikke bange.” Han kunne ikke lade hende møde faren alene. Han lagde sin bog fra sig og løftede den fugtige måtte, der hang for vinduet for at køle luften af. Constance svingede sine slanke ben ud over vindueskarmen og landede graciøst på jorden udenfor. Theo fulgte efter.
Byen var stille på denne tid af eftermiddagen. De fleste britiske indbyggere sov.
”Hvor skal vi tage hen?” spurgte Theo.
”Hen til muren. Der har vi den bedste udsigt.”
”Men den vil være bevogtet,” protesterede Theo.
Hun rakte tunge ad ham. ”Jeg ved, hvordan vi kan gøre det.”
”Hvordan?”
”Følg mig.” Hun ledte ham ad de brede, sandede veje og holdt sig mest muligt til husenes bagsider og smøgerne bag firmaets lagerbygninger. Bygningerne stoppede brat ved en samling hytter og forfaldne magasiner, der stod så tæt på hinanden, at det varede et øjeblik, før Theo indså, at murstensmuren bagved faktisk var fortets ydermur.
”Løft mig op,” beordrede Constance.
Theo lavede en hestesko med hænderne og løftede hende op på det laveste tag, hvorefter han trak sig selv op efter hende. Udhusene dannede en gigantisk trappe, som de med stort besvær kunne klatre op ad, indtil de, støvede og svedende, kunne trække sig op på murkronen.
Theo gik i dækning bag et af brystværnene, mens Constance stod frygtløs og lænede sig frem for at stirre ud gennem skydeskåret.
”Duk dig,” hvæsede Theo. ”Tænk, hvis nogen så dig?”
”Hvem skulle gøre det?” svarede Constance trodsigt. ”Fader siger, at garnisonen er så lille, at de kun kan bemande hovedtårnene. Og hvis der skulle komme en soldat forbi, smiler jeg bare dumt og griber ham i armen, indtil han er overbevist om, at det hele er en stor misforståelse.”
”Hvad med franskmændene?”
”De er uden tvivl galante nok til ikke at skyde på en dame.”
I samme øjeblik blomstrede en sky af røg og ild op fra de franske linjer. De hørte braget et øjeblik efter og mærkede, hvordan det rungede gennem muren under deres fødder. En byge af sand rejste sig som et springvand op fra sletten nedenunder, da kanonkuglen ramte alt for kort.
”Der ser du,” udbrød Constance. ”Der er intet at være nervøs for, lillebror.”
”Lad være med at kalde mig det.”
Theo rejste sig og så forsigtigt ud. Fort St George og byen Madras var blevet bygget på en sandbanke, en lang kroget landtange langs med kysten, der var adskilt fra fastlandet af en tidevandslagune. På den anden side af stranden, bag lagunen, kunne han se den franske lejr mellem palmetræerne rundt om den store pagode: rækker af telte, forsyningsvogne og magasiner. Der var blevet ryddet en interimistisk paradeplads, hvor man var i færd med at eksercere et kompagni fusilier. Foran den havde indfødte arbejdere udgravet en række befæstninger, hvor et halvt dusin kanoner stod stort set ubenyttede hen. Theo kunne se, at kanonbesætningen dovent var ved at viske løbet rent på den kanon, de netop havde affyret. Firmaets kanonskytter på fortet havde tilsyneladende ikke stor lyst til at yde gengæld.
”Hvis fader havde haft kommandoen, havde han affyret fire bredsider, før franskmændene havde fået ladt kanonen bare én gang mere,” sagde Theo med en antydning af familiær ære i stemmen. Mansur havde ofte fortalt dem, hvordan han havde reddet deres mor fra hendes ondsindede far, at han havde haft kommandoen over sin egen slup og angrebet Guy Courtneys flagskib ved at sejle ind under dets kanoner. Siden Theo, siddende på Mansurs knæ, hørte historien første gang, havde han længtes efter kampens spænding. Men nu, hvor han stod over for virkelige kanoner, der var rettet mod ham, virkede det mere komplekst, end Daniel Defoe fik det til at lyde.
”Duk dig,” sagde han til Constance. ”Vi må ikke udsætte os for unødig fare.”
”Det sidste skud landede mere end halvtreds skridt fra muren,” sagde Constance. Hendes øjne var store og skinnede. Hendes ansigt blussede. ”De er uden for rækkevidde.”
”Du nyder faktisk det her,” sagde Theo forbløffet.
Hun vendte sig mod ham igen med den ene hånd hvilende på brystet. ”Ja, naturligvis. Er det ikke spændende?”
Kanonen blev affyret igen.
•
Drønet rungede gennem fortet. Krystallysekronerne dirrede og ringlede, da Mansur kom ind i huset. Alle persiennerne var rullet ned, og dørene lukket mod eftermiddagens hede. Solstrålerne skar gennem luften og oplyste hvirvlende støvkorn. Men dem kunne man aldrig slippe for her i landet, uanset hvor meget tjenestefolkene fejede og gjorde rent.
”Verity?” råbte han. ”Constance, Theo?”
Hans ængstelse steg, da han gik op ad trappen – selv om han sagde til sig selv, at der ikke var grund til bekymring. De sov helt sikkert, som de altid gjorde på dette tidspunkt af dagen. Og huset var et godt valg. Det lå langt væk fra den vestlige mur og de franske kanoner.
Han åbnede døren til Constances soveværelse. Det var tomt. Sengetøjet var stramt udspændt og urørt. Han kiggede ængsteligt ind i Theos værelse. Det var samme historie. Måske var de sammen med deres mor.
Verity lå udstrakt på sin seng iført en tynd særk af bomuld. Hun sov tungt. Selv nu, hvor hun nærmede sig fyrre år, var hun den smukkeste kvinde, Mansur nogensinde havde set. Han takkede Gud hver eneste dag for det tilfælde, der havde ført dem sammen.
Men bekymringerne drev disse tanker fra hans sind.
”Hvor er Constance og Theo?” spurgte han, mens han rystede hende, så hun vågnede.
Hun gned sine øjne. ”Er de ikke på deres værelser?”
De løb i stor hast gennem huset, flåede døre op og råbte på deres børn. Det tog dem kun et øjeblik at indse, at Theo og Constance ikke var hjemme.
”Hvor er de dog taget hen?” sagde Verity ude af sig selv. ”De ved, de ikke må gå nogen vegne uden tilladelse.”
Endnu et drøn fik huset til at ryste. Det var højere denne gang, eftersom de engelske kanonerer havde besluttet at gengælde ilden. Vibrationerne satte støvkornene i bevægelse, så de snurrede arrigt i solstrålerne.
”Muren,” indså Mansur med et stik af rædsel. ”Du ved, hvordan Theo er – han leger altid soldat. Han er taget ud for at se på slaget.”
”Hvad med Constance?”
”Han har sikkert taget hende med.” Mansur var allerede henne ved døren.
Verity skyndte sig efter ham. ”De risikerer at blive udsat for det franske artilleris fulde kraft,” klynkede hun.
Mansur huskede ingeniørens advarsel. ”Muren, de står på, udgør en større fare for dem.”
Han ledte hende i løb hen over paradepladsen foran guvernørens hus og derpå forbi kirken og brønden. Der hang en duft af peber, te og krydderier omkring magasinerne, men det bemærkede han ikke. Kanonerne lød igen. Det var flere skud, der blev affyret så tæt efter hinanden, at det næsten rungede som et enkelt drøn. Franskmændene havde øget tempoet i deres bombardement, og englænderne gav igen af samme mønt.
Jeg beder til, at vi ikke kommer for sent, tænkte han.
De nåede bastionen i det sydvestlige hjørne. En indfødt vagt, en sepoy, forsøgte at standse dem ved foden af trappen, men kom så på bedre tanker. Mansur stormede op ad den.
Øverst oppe blev Mansurs og Veritys vej spæret af en engelsk løjtnant. Mændene ved kanonerne var nøgne til livet og dryppede af sved. De stirrede overraskede på de nyankomne.
”Hvad pokker har I tænkt jer?” råbte løjtnanten. ”Det her er ikke et sted for civilister. Vi er i færd med at udkæmpe et slag.” Men Mansur så langs med muren og havde fået øje på det, han ledte efter. Han skubbede løjtnanten til side – hårdere, end han havde haft til hensigt. Officeren snublede og skreg, da han faldt tilbage mod kanonens skoldhede løb. På det tidspunkt var Mansur nået forbi ham, og det samme var Verity. Hendes skørter susede forbi den forbløffede kanonbesætning.
Mansur stormede af sted langs med muren, selv om han var ved at snuble på det ujævne stenværk. ”Theo!” råbte han. ”Constance! Kom ned øjeblikkeligt. Det er farligt.”
Kanonen i de franske linjer drønede igen.
•
I begyndelsen hørte Theo og Constance ikke deres fars råb. De stirrede på franskmændene, og kanonerne havde gjort dem halvdøve. Da så Theo noget bevæge sig ud af øjenkrogen. Den spænding, han havde følt, forvandledes til rædsel.
Han trak i Constances kjole. ”De har set os. Nu får vi virkelig ballade.”
Røgen fra bombardementet drev langs med muren og skjulte de skikkelser, der kom løbende frem mod dem, men Theo fornemmede noget ildevarslende velkendt, da skikkelserne kom nærmere og blev tydeligere.
”Fader?” Han flyttede blikket til skikkelsen bagved. ”Moder?”
Den skyldfølelse, der vældede op i ham, var så stor, at den druknede alt andet. Han vendte rundt og løb. Han var ikke længere en ung mand, men en dreng, der bare ville gemme sig. Han hørte sin far råbe højt, at han skulle standse, og et eller andet om hans sikkerhed, men Theo ignorerede det. Han hørte ikke kanonskuddet eller den højere lyd, der voksede som torden bag ham.
Hans mors skrig skar igennem det hele. Måske hørte han det, måske mærkede han blot, at det rungede i hans knogler, men han standsede. Han vendte sig om.
Muren bag ham var forsvundet. Brystværnet, han havde stået ved et øjeblik tidligere, var fuldstændig tilintetgjort og styrtet sammen i et stadig voksende hul. Det væltede ned med mursten som vand, der blev lukket ud af en dæmning; de forsvandt i en sky af pulveriseret mørtel og støv, der steg op fra murbrokkerne og opslugte det.
Theo løb tilbage, mens han holdt sit ærme op for munden. Han standsede på kanten af hullet. Løse mursten gled under ham og tumlede ned. Hvordan kunne en enkelt kanonkugle gøre så meget skade?
”Gå tilbage.”
Stemmen var svag, og han kunne knap høre den gennem lyden af de glidende sten. Han vidste ikke, hvor den var kommet fra. Han så ned.
Hans far befandt sig under ham og hagede sig fast til et stykke mur, der på en eller anden måde var blevet stående oprejst. Længere nede, i bunden af hullet, lå der en slap klump hvidt stof – det lignede en bortkastet dukke. Det var Verity.
”Gå tilbage,” hvæsede Mansur. Faldende mursten havde slået hans tænder ud, og munden var nu en blodig masse. Han var hvid som et spøgelse i ansigtet af støv. ”Red dig selv.”
”Jeg kan godt nå dig,” sagde Theo stædigt. Han lagde sig fladt på maven og strakte hånden så langt frem, som han kunne. Mansur forsøgte at række ud efter hans hånd, men murstenssøjlen svajede ved den mindste bevægelse.
Afstanden var større, end den så ud til. Theo kunne ikke nå faren med fingerspidserne, selv om han strakte sig helt frem. Han mavede sig længere frem. Løse mursten faldt under ham. Han var få tommer fra sin fars hånd, men han kunne mærke, at afgrunden under ham åbnede sig. Hele muren ville måske styrte sammen, hvis han bevægede sig yderligere frem.
”Lad være,” sagde Mansur hæst. Fundamentet under hans usikre stilling vaklede.
”Jeg kan redde dig,” insisterede Theo. Han strakte sig yderligere. Hans fingre strejfede Mansurs, men han kunne ikke få fat i dem. Forsvarsværket dirrede. Theo lå på maven og mærkede vibrationerne i sin hjerneskal som en ringende klokke. Franskmændene var ikke faldet af på den. De havde set den ødelæggelse, de havde forårsaget, og rettet hele deres skyts mod den. Endnu en kanonkugle hamrede ind i muren. Flere mursten blev rystet løs, og den vaklende tinde, Mansur hagede sig fast til, gav efter med et smæld og begyndte at styrte sammen.
Theo glemte alle tanker om fornuft og sikkerhed og kastede sig frem. Det var for sent. Mansur var allerede ved at forsvinde under ham og gled ud af hans rækkevidde, selv om han strakte hånden helt frem. Mansur formede et ord med munden, men Theo kunne ikke forstå det. Han spekulerede på, om det måske havde været ”Constance”.
Theo mærkede noget strejfe sine fingerspidser og så ikke mere. Mansur faldt ned i en sky af støv og røg og forsvandt.
Der var intet, der kunne forhindre Theo i at følge efter. Kanonskuddene havde svækket den del af murkronen, han lå på, og hans sidste forsøg på at kaste sig fremad havde blot gjort situationen værre. Han var ligeglad. Han havde mistet de to mennesker, der betød mest for ham i verden, og der var ikke noget tilbage at leve for. Han kom for sent i tanke om det sidste ord, hans fars blodige læber havde formet. Constance. Hvis han døde nu, ville hun være helt alene i verden. Hans fars sidste ønske, og Theo havde ikke kunnet opfylde det.
Tankerne susede et øjeblik gennem hans hjerne, men netop som den fulde vægt af skyldfølelse og svigt ramte ham, holdt han pludselig op med at glide. Et øjeblik virkede det, som om han svævede frit i luften.
Han så sig omkring og fik øje på en sergent, der rød i ansigtet stirrede ned på ham med et greb i Theos bælte.
Sergenten trak Theo tilbage og lagde ham ved brystværnet. Murværket føltes tungt og solidt under ham. Endnu før han kunne sætte sig op, kom Constance løbende og kastede sig frem mod ham. Hun trykkede hans hoved ind til sit bryst. ”Jeg troede, du var fortabt,” sagde hun. ”Jeg troede, vi begge var fortabt.”
Der ankom flere soldater. Sergenten råbte og fortalte dem, at de skulle se at komme i sikkerhed. Men Theo og Constance var uden for rækkevidde. De var fanget i deres private sorgfyldte verden. Theo græd og føjede skam til sine lidelser. Han burde ikke være så kvindagtig. Men hans forældre var borte. Han var så fortvivlet, at det fik hans hjerte til at briste.
Constance satte i et forpint hyl, da han fortalte, hvad der var sket. Hun var utrøstelig, og Theo trykkede hende tæt ind til sig, mens han vuggede hende som et spædbarn. Deres verden var eksploderet, smadret på et øjeblik. Håb og drømme var knust, deres kære pulveriseret. Dette var krigens bitre og brutale realitet. Theo så sin skæbne på en ny måde gennem tårerne, mens støvet sved ham i øjnene. Og den skæbne var ødelagt og forvredet. Hvordan skulle han kunne genopbygge sit liv?
”Det er min skyld,” klynkede Constance. ”Vi burde være blevet i sikkerhed derhjemme. Hvis jeg ikke havde lokket dig hertil …”
Theo greb for hårdt om hendes håndled. ”Det må du aldrig nogensinde sige igen. Vi tog begge to herhen. Vi bærer begge to skylden. Du får ikke lov til at bære rundt på det her alene.”
Hun børstede en lok hår væk fra øjnene og tørrede tårerne på sine kinder. ”Mange tak. Nu bliver vi nødt til at passe på hinanden.” Hun begyndte at hulke igen.
Der var et forfærdeligt tomrum inde i ham, og det voksede, som om det ville opsluge ham helt. ”Lov mig, Connie. Lov mig, at du aldrig nogensinde forlader mig, uanset hvad der sker.”
”Det lover jeg.”
”Aldrig nogensinde?”
”Aldrig nogensinde. Det lover jeg.”
Under dem var en deling sepoyer begyndte at rode i mur brokkerne for at finde de livløse kroppe, der tilhørte Mansur og Verity Courtney.
Vil du læse videre?
Da deres forældre på tragisk vis omkommer, bliver det ellers uadskillelige søskendepar Theo og Constance Courtney tvunget fra hinanden.
Theo, plaget af skyldfølelse og ansvar for sin søster, melder sig til den britiske hær i krigen mellem Storbritannien og Frankrig om kolonimagten i Nordamerika. Constance, der har mistet al tro på godheden i mænd, manipulerer sig med sin skønhed ind i den franske overklasse og ender ved fronten i Nordamerika ved den franske hærs slagmark.
De to søskendes skæbner flettes atter sammen, og den hævn og tilgivelse, de så desperat søger, truer nu med at koste dem begge livet.
Du kan købe Søjler af ild online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Wilbur Smiths Courtney-serie. Få styr på romanerne her
Søjler af ild er en historisk roman om krig, hævn, forræderi og mod af den verdenskendte forfatter Wilbur Smith. Søjler af ild er en del af Courtney-serien, men kan også læses som en selvstændig roman. Smuglæs i et uddrag af bogen her.
Søjler af ild
Fort St George, Madras, Indien 1754
De to børn klatrede over muren og lod sig dumpe ned i haven. Aftenluften var tyk af midsommerduften fra jasminblomster og den kokosolie, der brændte i de lamper, man havde tændt. Lange skygger skjulte børnene fra andres blikke, da de sneg sig frem mod det store hus.
De var bror og søster. Pigen, som var den ældste af de to, havde langt lyst år, der hang løst ned ad hendes ryg, selv om hun var så gammel, at man snart ville kræve mere blufærdighed fra hendes side. Den indiske sol havde tonet hendes hud i en gylden farve. Hun havde en kvindes former, men et glat pigeansigt fuld af spilopper.
”Hvad skal vi her, Connie?” spurgte drengen. Han var højere end hende, og det var han stolt af, selv om han var et år yngre. Han var kraftigt bygget, og man kunne allerede se antydningen af den mand, han ville udvikle sig til. Han havde en manke af sammenfiltret rødt hår og et intelligent blik i de brune øjne. Hans hud var mørkere end hendes og så bronzefarvet, at han nemt kunne gå for at være inder såvel som europæer.
Constance krøb sammen bag en terrakottakrukke. ”Mr. Meridew er vært ved et selskab i aften. Kun for herrer.”
”Men det vil da være verdens kedeligste selskab,” klagede Theo. ”Gamle mænd, der taler om prisen på bomuld hele aftenen.” ”De er ikke kommet for at tale forretninger, Theo. Det siger min frisør, der har det fra sin søster, hvis kusine er kok i huset: Mr. Meridew har hyret en trup af kvinder til at danse for dem. Man siger, det er så skandaløst, at mændene ikke har talt om meget andet hele ugen.” ”Og du har tænkt dig at snige dig ind for at se, hvad de laver?”
”Ja, er du ikke med på den?”
”Jo, selvfølgelig. Men …” Theo var ikke nogen kryster, men han var praktisk anlagt. Smertefuld erfaring havde lært ham, at det var ham, som kom til at mærke deres fars vrede, hvis de blev afsløret.
Constances grønne øjne gnistrede. ”Kom nu,” sagde hun. ”Man siger, at disse danserinder er de smukkeste piger i verden. Du er jo snart en voksen mand. Er du ikke nysgerrig efter at opleve kvindekroppens mysterier?”
Theo sank en klump. Constance var klædt efter indisk skik. Hun havde viklet en skinnede sari omkring sig og draperet den over skuldrene. Hun havde lært den komplicerede teknik med at iføre sig denne klædedragt, så den klæbede til hendes krops former og nemt fulgte hendes bevægelser. Hun havde ikke noget på indenunder, men havde alligevel et slankere liv end mange kvinder, der støttede sig med jernstivere og korsetter af hvalben. Hendes unge bryster svulmede under stoffet.
Kvindernes komplicerede undertøj var et større mysterium for Theo end de algebraiske ligninger, hans fortvivlede lærer forsøgte at få ham til at regne ud. Men han kunne ikke undgå at bemærke søsterens forandring i løbet af de seneste to år – og det gjorde ham ilde til mode, når hun talte så uforbeholdent. Han vidste, at kvinder ikke burde sige sådan noget.
”Eller er du bange?”
Hendes blik mødte hans. Det glimtede udfordrende. Theo overvandt sine betænkeligheder. Han kunne bare ikke sige nej til sin søster – uanset hvor mange gange det endte med, at han måtte stå foroverbøjet i sin fars arbejdsværelse og modtage sin korporlige straf.
”Jeg går først,” sagde han trodsigt.
Han løb sammenkrøbet hen til huset og trykkede sig fladt mod muren. Det var en storslået bygning, der var passende for den rigeste storkøbmand i Madras. Den var opført i den excentriske stil, der var enestående for briterne i Indien. En bred veranda blev støttet af græske søjler; løgkupler flankerede klassiske frontispicer. Huset lå et stykke vej fra murene omkring Fort St George og Madras, men dog så tæt, at man kunne høre bølgerne slå ind mod stranden.
Lydene inde fra huset antydede, at selskabet foregik på første sal. Theo havde været i huset en enkelt gang sammen med sin far, og han huskede, at der var en storslået balsal deroppe.
En skygge flaksede forbi vinduerne i stueetagen. Theo dukkede sig. Han kunne se de hestevogne og bærestole, der stod på række i indkørslen. Der var så mange af Madras’ fornemste borgere samlet, at huset ville være fyldt med tjenestefolk. Han skulle ikke regne med at kunne komme op ad trappen uden at blive set.
Der stod en elefant udskåret i sten på terrassen. Den var næsten lige så høj som Theo. Han stillede sig på en blomstervase og kravlede op på elefantens ryg for så at trække sig op på verandaens tag. Det var i sidste øjeblik. Et lys fejede over terrassen, netop som hans ben forsvandt op over kanten. En sikh-vagt gik sin runde med en flagermuslygte. Theo maste sig fladt mod taget og ventede, indtil faren var drevet over. Han krøb hen til det nærmeste vindue og kiggede ind.
Der var ikke nogen glasrude – det var en utænkelig luksus i Indien. Træpersienner i vinduesåbningerne skærmede lokalet mod dagens støv og varme. Theo hørte en trommes blide rytme og de svingende hæse toner fra fløjter. Han stak fingrene ind mellem lamellerne og skubbede dem fra hinanden.
Duften af sød tobak bølgede så pludselig mod Theo, at han nær havde fået røgen galt i halsen. Han holdt sig for munden for at undertvinge et host. Han så Madras’ handelsfyrster ligge henslængt på puder, mens de sugede på deres vandpiber. De fleste havde lagt deres jakker og parykker, men selv bagfra kunne Theo næsten genkende dem alle sammen. De kom stort set på daglig basis i hans fars kontor eller i familiens pakhuse.
Ingen af dem lagde mærke til Theo. Deres blikke var stift rettet mod en trup dansepiger, der svajede og snurrede rundt i takt til musikken. Ligesom Constance var de iført sarier, men deres var lavet af et så tyndt stof, at de næsten var gennemsigtige. Theo stirrede på danserne. Han var som hypnotiseret af deres bevægelser. Deres hofter vred sig, deres bryster bølgede under det gazeagtige stof. Han var især fascineret af en af dem: en slank ung kvinde med mandelformede øjne. Hendes olierede hud skinnede i lampelyset.
Danserne viklede deres turbaner op. Langt sort hår væltede ned over skuldre og bryster.
Mændene klappede påskønnende og råbte opmuntrende.
Den dunkende musik blev hurtigere og mere påtrængende. Alle danserinderne bevægede sig som én, men Theo stirrede stift på pigen med de mandelformede øjne. Hun bandt stoffet fra sin turban om hofterne og vrikkede sig derpå ud af sit klædningsstykke ved at trække det ud under det interimistiske bælte. Det tynde stof vikledes af hendes krop og slæbte efter hende som et slør.
Hun var ikke dækket af andet end stofbåndet omkring lænden og det sorte hår, der strejfede hendes bryster. Hun pressede håndfladerne mod hinanden, hun vuggede i hofterne, og det stemte Theo for brystet. Pigens hår fejede fra side til side, kærtegnede brysterne og indbød til pirrende glimt af de mørke brystvorter nedenunder.
Theo var så fascineret, at han ikke hørte lyden bag sig. ”Hun er smuk,” hviskede Constance.
Theo snurrede hurtigt rundt. ”Hvad laver du?” hvæsede han. ”Du bør ikke se sådan noget.”
Constance lavede trutmund. ”Jeg ved godt, hvordan en kvindekrop ser ud.”
Theo kunne mærke, at han var ved at miste overblikket. Han vidste, de burde skynde sig væk, men han kunne ikke få sig selv til at se væk. Inde i lokalet havde pigen bundet knuden op på det stof, hun havde om livet. Hun pressede det mod sin hud, snurrede rundt bag det og lokkede med glimt af nøgen hud. Theo så antydningen af hendes balders sprække og hendes maves bløde bue, der spidsedes til mod hendes lår.
Pludselig lod hun stofstykket falde på gulvet. Hun kastede samtidig håret tilbage og afslørede sin nøgenhed.
Theo stirrede med åben mund. Pigens bryster var faste og glinsede af den olie, hun havde gnedet sin hud ind i. Mellem benene var hendes køn glat og blottet. Det var en spalte i en buttet forhøjning, der omhyggeligt var plukket fri for hår. Han havde aldrig set noget lignende. Der spredte sig en varme gennem Theos lænder. Hans manddom maste mod hans knæbukser med en sådan kraft, at han troede, de skulle sprænges.
Mændene indenfor havde rejst sig op. De piftede og hujede. En af dem stod foran vinduet og gned sig i bukseskridtet, så han blokerede for Theos udsyn. Pigen forsvandt ud af syne.
Smerten over det tab var ikke til at bære. Theo rejste sig op og bekymrede sig ikke om andet end at få endnu et glimt af denne smukke, nøgne krop, der stadig hvirvlede rundt i takt til musikken som det naturligste i verden.
“Duk dig,” hvæsede Constance. Hun trak i hans bælte. Theo strittede imod, men Constance var stædig. Hun greb fat i hans ankel og trak den væk under ham.
Tagstenene var glatte af aftenens dug. Theo mistede balancen og faldt. Han gled på maven ned ad det skrånende tag. Han famlede efter noget at gribe fat i, men der var ikke noget. Han mærkede, hvordan hans ben forsvandt ud over kanten. Han hang et øjeblik og dinglede i tomrummet. Så faldt han.
Han landede tungt og væltede en blomsterkrukke. Smerten jog gennem hans ankel, og der undslap ham et ufrivilligt skrig. Blomsterkrukken rullede væk, trillede ned ad trappen og smadredes.
Constance sprang ned bagefter ham og landede stille som en kat. ”Åh, Theo,” sagde hun. ”Er du kommet til skade?”
Der lød råb fra hoveddøren. Lysskær fra flagermuslygter fejede over plænen. Theo forsøgte at rejse sig op og skar en grimasse af smerte. Lyden af løbende skridt nærmede sig hjørnet af huset.
”Du må se at komme væk,” sagde Constance. Hendes øjne var opspærrede, og blikket glødede ophidset. ”Vi får en forfærdelig ballade, hvis de fanger os.”
”Hvad med dig?”
”Jeg kan tage vare på mig selv.”
Hun kastede en fold af sin sari over hovedet med et hurtigt svirp med håndleddet. Den dækkede hendes ansigt, og på et øjeblik var hun ikke til at genkende.
Theo løb. Det smertede for hvert skridt, men han tvang sig til at fortsætte. Han var drevet af frygten for det, hans far ville udsætte ham for, hvis han blev fanget.
Terrassen var nu optændt af lys. Musikken var standset, og handelsmændene hang ud ad vinduerne ovenover for at se, hvad der skete. Under dem flokkedes nysgerrige på terrassen, der havde været tom et øjeblik tidligere. Hver eneste tjener i huset var kommet ud for at se, hvad den ballade gik ud på.
Husets herre maste sig rasende gennem menneskevrimlen. Han havde planlagt denne aften i månedsvis. Han havde lovet sine gæster, at de kunne fornøje sig med danserinderne bagefter under private former som modydelse for de tjenester, de havde gjort ham, og nu var det hele ødelagt. Nogen skulle komme til at bøde for det.
Da han så sig omkring i den forsamlede flok, standsede hans blik et øjeblik ved Constance. Han så blot endnu en tjenestepige med slør – og han havde så mange tjenestefolk, at man ikke kunne forvente, han kunne genkende dem alle sammen. Det ville aldrig have faldet ham ind, at en engelsk kvinde ville nedværdige sig til at iføre sig de indfødtes klædedragt. Han rettede opmærksomheden et andet sted hen.
I den modsatte ende af haven forsvandt en mørk skikkelse ind i rosenbedet.
”Fang ham!”
Theo stormede gennem buskadset. Torne efterlod bloddråber på hans arme, og den hårde jord sendte smertende jag gennem hans hævede ankel. Han kunne høre de mænd, der jagede ham, og han gjorde sig dobbelt så meget umage for at undslippe. Han nåede frem til muren og rakte armene op for at trække sig op over den.
Den var for høj. Han stillede sig på tæer og bed tænderne sammen, da smerten jog gennem hans ankel. Vagterne nærmede sig, og lyset fra deres lamper kastede brogede skygger mellem rosenbuskene.
Theos hænder strejfede toppen af muren, men han kunne ikke finde noget at gribe fat i. Han forsøgte at hoppe, men hans fod kunne ikke bære belastningen. Det rumsterede voldsomt i buskadset, da vagterne bragede gennem det. Theo tvang sig til at ignorere smerten og hoppede igen. Det føltes, som om hans ankel brækkede – men det lykkedes. Han brugte ivrigt benene, da han trak sig op over muren.
Hænder greb bestemt om hans underben og forsøgte at trække ham ned. Han kæmpede imod og sparkede ud med fødderne. Hans sko ramte noget blødt, og han hørte et grynt af smerte. Han kunne ikke holde fast med fingrene længere. Han gled ned ad muren og landede hulter til bulter oven på vagterne. De greb solidt fat i ham, før han kunne nå at stikke af.
De trak ham ud på græsplænen og lyste på hans ansigt med en lampe. En af dem blødte fra munden, hvor Theo havde sparket ham.
”Theodore Courtney,” sagde Meridew med en stemme, der var ladet med al den vægt og værdighed, som The Honourable Company of Merchants Trading to the East Indies kunne mønstre. ”Bare vent, til din far hører om det her.”
•
Mansur og Verity Courtney sad i deres dagligstue og spillede skak, da Meridew dukkede op ved deres dør. Deres hus lå ikke langt fra hans. De havde et noget problematisk forhold til det engelske østasiatiske handelsselskab, og Mansur ønskede ikke at bo tæt på Fort St Georges mure.
Mansur hævede øjenbrynene, da han hørte den arrige banken på døren. ”Venter vi besøg?”
”Jeg troede, at alle fra de bedre kredse var blevet inviteret til mr. Meridews selskab.” Verity flyttede sin springer og tog sin mands løber.
En stor sikh med en skinnende rød turban kom ind i lokalet. Han hed Harjinder og var Mansurs livvagt og mest standhaftige tjener. Han havde tjent familien, endnu før Constance blev født.
”Theo-sahib er kommet hjem,” bekendtgjorde han.
Mansur rejste sig. ”Jeg var ikke klar over, at han var ude.”
Theo stod i døren mellem to sepoyer. Meridew ventede ved siden af ham. Manden var rød i hovedet af arrigskab. En stor forsamling af indere og englændere maste sig sammen bag ham.
”Jeg ventede ikke så mange besøgende på denne tid,” sagde Mansur roligt.
”Han brød ind i min have, klatrede op på mit tag og afbrød privat underholdning, som jeg beværtede nogle af Madras’ mest fremtrædende borgere med,” sagde Meridew.
Mansur tænkte lidt over det. ”Bare jeg kunne sige, at det ikke lød som min søn.”
”Og hvad var det for en slags underholdning,” spurgte Verity uskyldigt. Hun stod bag sin mand og så over hans skulder.
Meridew blev bleg. ”Det vil jeg helst ikke sige i en dames påhør.”
”Men hvis jeg skal straffe min søn, må jeg da vide, hvori hans forseelse består.”
Meridew forsøgte at fange Mansurs blik. ”Hvis De og jeg kunne diskutere dette under private former – altså mellem gentlemen.” “Min mand og jeg har ingen hemmeligheder for hinanden,” sagde Verity.
Hun sendte Meridew et skarpt blik, der ikke tålte at blive mod sagt. Meridew rødmede og så væk.
”Jeg er sikker på, at den underholdning har været ganske dyr,” tilføjede Mansur. ”Hvis De sender Deres mand hen til mit kontor i morgen, skal jeg sørge for, at De bliver passende kompenseret.”
Meridew opfattede tilbuddet, som det var givet – en bestikkelse. ”De ved velsagtens bedst, hvordan de straffer Deres egne børn,” mumlede han.
”Jeg lover Dem, at det ikke vil ske igen,” sagde Verity. Hun sendte Theo et dystert blik. ”Ikke sandt?”
”Jo, moder.”
”Hvad tænkte du dog på?” udbrød Mansur, så snart han havde lukket døren efter Meridew. ”Hvor har du fået sådan en latterlig idé fra?”
Sandt at sige havde det været Constance, der først havde hørt om danserinderne, og Constances nysgerrighed, der havde fået hende til at insistere på, at de forsøgte at snige sig ind. Men Theo ville ikke forråde hende. Det var stadig ikke utænkeligt, at hun var sluppet uset væk.
”Jeg hørte nogle af drengene tale om det,” løj han. ”Jeg … ville bare se danserinderne.”
Forældrene udvekslede blikke.
”Jeg kan forstå, at en dreng på din alder har visse … interesser,” sagde Mansur ilde til mode. ”Men du må ikke sætte os i sådan en forlegenhed. Vores situation her er ikke så sikker, at vi kan tillade os at fornærme firmaet.”
Theo skød trodsigt hagen frem. ”Jeg er bedøvende ligeglad med East India Company.”
”Gå op på dit værelse.”
Theo skulle til at gøre indsigelser – men et enkelt blik på farens ansigt fik ham på bedre tanker. Han traskede op ad trappen.
Mansur vendte sig mod Verity og sukkede. ”Han er ved at blive en ung mand med en ung mands drifter,” sagde Mansur eftertænksomt. ”Det er naturligt, at han gerne vil se sådan noget.”
”Men ikke på den måde,” svarede Verity syrligt. ”Constance får snart brug for at finde en ægtemand, og hvis det rygtes, at hendes bror render rundt og glor på indfødte kvinder fra hustagene, så er der ikke en eneste agtværdig familie i hele området, der vil applaudere sådan en forbindelse.”
Mansur grinede bredt. ”Men du havde da aldrig drømt om at ægte en ikke agtværdig ung mand, min elskede. Det ville du ikke have applauderet, kære kusine.”
Verity skulede vredt til ham. Hun var Mansurs kusine, og han hendes fætter, selv om de var vokset op uden at kende til hinandens eksistens. Deres fædre, brødrene Dorian og Guy Courtney, havde været dødsfjender. Men Mansur havde forelsket sig helt og aldeles i Verity, da han så hende første gang gennem et teleskop på dækket af et af sin fars skibe.
”Jeg førte mig yderst sømmeligt frem,” sagde Verity.
”Du sprang om bord på mit skib under et søslag og lod din far, der var så opsat på at holde mig fra dig, stå tilbage med en håndfuld af dit blusestof,” svarede Mansur.
Guy Courtney, Veritys far, havde været et uhyre, der brutalt tævede sin datter og misbrugte hende til sine egne formål. Senere havde han forsøgt at dræbe hele familien Courtney. Mansurs tante Sarah havde skudt og dræbt ham, da han holdt en kniv for struben af Mansurs lille fætter.
“Gad vide, hvordan det går med Sarah og Tom,” spekulerede Verity.
Mansur tog et sug af sin vandpibe og svarede ikke. Når han tænkte på Tom og Sarah, deres søn, Jim, og deres barnebarn, George, rippede det op i gamle sår, han foretrak ikke at tænke på.
Verity læste udtrykket i hans ansigt. Hun rejste sig. Jeg bør lige se til Constance. Jeg håber ikke, hun er blevet forstyrret af al balladen og Theos tåbelighed her til aften.”
Men alt var, som det skulle være, da hun stak hovedet ind gennem dørsprækken til Constances værelse. Hendes datter lå i sin seng med det gyldne hår spredt ud over puden og trak blidt vejret i dyb, ubekymret søvn.
•
Næste dag modtog Mansur en tilsigelse fra guvernøren, at han skulle deltage i et rådsmøde i East India Company. Der fulgte ingen forklaring med beskeden, og end ikke en sølv-fanam kunne vriste yderligere oplysninger ud af den tjener, der var kommet med den.
Jeg håber ikke, det her drejer sig om Theos eskapader, tænkte Mansur, da han gik op ad trappen til guvernørens palæ i Fort St George. Officielt var han og East India Company konkurrenter, om end de havde indgået en stiltiende aftale, der gavnede begge parter. Men Mansur foretrak alligevel at holde sig på god afstand af firmaet, når det var muligt. Derfor var det også sjældent, at de betroede sig til ham.
Men nu ventede hele rådet på ham – alle de mest erfarne storkøbmænd og tjenestemænd i Madras. De sad omkring et langt mahognibord i et luftigt lokale med høje vinduer på første sal. Mærker i støvet viste omridsene af de sværd og musketter, som havde været udstillet der, dengang firmaet havde brug for at vise sin militære styrke. Nu var skyggerne af dem knap synlige de steder, hvor de kunne ses under de malerier, der havde erstattet dem.
Mansur var klædt, som han normalt var, i tøj af indisk tilsnit. Han bar flagrende shalwar-bukser af stribet silke, en velsiddende bomuldsjakke, der var farvet lysegrøn, og en turban syet med guldtråd. Silketøfler med spidse snuder kompletterede sættet – men ingen af mændene i lokalet spekulerede et øjeblik over hans påklædning. De var vant til, at deres kollegaer blandt handelsmændene havde deres særheder. Nogle af dem ville under private former bære lignende klæder, når de opsøgte kunder eller besøgte deres elskerinder. Varmen og den forvirrende sanselige tilværelse i Indien fik mænd til at opføre sig på måder, de aldrig ville have drømt om i London. Mansur havde omani-blod i årerne og blev under alle omstændigheder opfattet som halvorientaler.
Rådet bestod af et dusin mænd, hvoraf ingen var mere end fyrre år gammel og de fleste tættere på tyve. Deres ansigter var røde af den brændende sol eller for meget spiritus, og deres unge kroppe var udmarvede og ældede for tidligt af de sygdomme, de havde overlevet. Men det var det samme glimt, der brændte i deres blikke: et begær efter penge, som aldrig kunne mættes. På trods af al deres elskværdighed var der ikke én iblandt dem – det vidste Mansur af personlig erfaring – der ikke ville sælge deres egen datter, hvis han kunne tjene en skilling på det.
De havde ingen loyalitet over for deres arbejdsgiver. De udøvede den magt, som East India Company besad, og de hævede punktligt deres lønninger, men hver eneste mand tjente ti gange mere ved at snyde deres overordnede i London. Selv om de handlede på vegne af firmaet, tilflød de bedste varer og de fedeste profitter på den ene eller anden måde altid deres egne bankkonti.
Og det var Mansur Courtney, de henvendte sig til for at drive deres forretninger, hvor jaloux blikke i Leadenhall Street ikke kunne se det. Han ejede en flåde af skibe og havde et netværk af agenter, som strakte sig fra Canton over Calcutta til Cape Town, og de kunne stole på, at han kunne fragte enhver last til et hvilken som helst sted med den største diskretion – og det alt sammen for et rimeligt honorar.
Guvernør Saunders sad for bordenden og hamrede sin knyttede næve ned i armlænet på sin stol for at kalde mødet til orden. Han svedte.
”Jeg modtog efterretninger fra London i dag. Der er udbrudt krig i Amerika. Vi har været i kamp ved et sted, der hedder Fort Necessity og ligger på grænsen til kolonien i Virginia.”
Der lød en bekymret mumlen, da mændene fordøjede nyheden. Mansur vidste, at de ikke tænkte på hverken de dræbte eller sårede. De ville hver især regne i hovedet for at finde ud af, hvor meget det ville påvirke deres indtægter. Ville efterspørgslen på te fra kolonierne falde? Ville prisen på salpeter, den nødvendige ingrediens i krudt, stige? Flere af handelsmændene rykkede forsigtigt i retning af døren for at være de første på markedet, der kunne profitere af nyheden, før den blev almindeligt kendt.
”Vi skal ikke tro, at vi kan være immune,” fortsatte guvernøren. Der blev stille i lokalet. Det var muligt, at Amerika lå mange tusind sømil borte, og at Fort Necessity uden tvivl blot var et ubetydeligt sted omgivet af en palisade i en uvejsom vildmark. Men handlens og imperiets tråde havde spundet et net hele kloden rundt. Hvis man trak i én tråd, uanset hvor fjernt beliggende den var, ville det give genlyd til verdens ende. Og mange franskmænd befandt sig slet ikke så langt borte som Amerika.
”Når den franske garnison i Pondicherry hører om det her, vil man uden tvivl forsøge at drage fordel af det. De er måske allerede ved at rykke frem mod os.”
”Så lad os drage ud og møde dem,” sagde en mand ved navn Collins. Han var den yngste i lokalet. Han var netop ankommet til Indien og kun blevet udpeget til medlem af rådet på grund af sin fars forbindelser. Hans dunede kinder var stadig hvide som mælk og huden endnu ikke hærdet af den indiske sol. Mansur havde set hans type før. Han gættede på, at fyren ikke ville overleve den første monsun.
Mandens forslag faldt for døve ører.
”Franskmændene har to tusind mand,” sagde guvernøren. ”Vi har seks hundrede,” insisterede Collins begejstret ved tanken om hæder og ære. ”Og en tapper englænder er mindst lige så meget værd som fem franskmænd.”
”Vores officielle bemanding er seks hundrede,” rettede Saunders ham. ”Det virkelige antal er … færre.”
Han havde ikke lyst til at sige, præcis hvor mange færre. Ifølge regnskabsbøgerne udtog han stadig løn til alle seks hundrede mand.
”Kampe i Indien bliver ikke udkæmpet, ligesom du læser om i Europas historie,” oplyste Mansur ham. ”De elsker krigens pomp og pragt her, men ikke barbariet. De affyrer nogle få skud mod os, og vi skyder tappert igen, hvorpå de tilbyder at trække sig tilbage ved modtagelsen af en bestemt sum penge – hvilket vi indvilliger i efter at have pranget et passende stykke tid. Det vil gøre os ondt på pengepungen, men intet værre end det. Indtil da er vi i sikkerhed bag vores mure.”
Mændene omkring bordet nikkede og var taknemmelige over, at Mansur havde ladet den sunde fornuft råde. Kun én mand, der stod bagerst i lokalet, delte tilsyneladende ikke denne almindelige billigelse. Han var iført en almindelig sort frakke uden handelsfolkenes kniplinger eller dekorationer – og heller ingen paryk. Han trådte et skridt frem.
”Er der noget, De vil sige, mr. Squires?” spurgte guvernøren. Han havde allerede rejst sig halvvejs op i stolen af iver efter at komme i gang med at handle. På nuværende tidspunkt ville agenterne have haft næsten en time til at udnytte efterretningerne og drage forskellige fordelagtige dispositioner.
”Murene mod vest er ikke meget bedre end sejldug,” sagde Squires. Han havde ansvar for fortets vedligeholdelse og var en ligefrem mand fra Yorkshire, der forbløffede sine kollegaer i firmaet med snak om raveliner, støttemure og lynetter. ”De mure kan kun være til nogen hjælp, hvis de styrter sammen om vores fjender.”
Guvernøren skulede til ham. En konstaterende mumlen vældede op omkring bordet. ”Det er da bestemt en overdrivelse.”
”De ville ikke være så overrasket, hvis De havde læst en af mine rapporter,” svarede Squires skarpt. ”Den var ikke meget bedre end en havemur, da de byggede den, og ingen har vedligeholdt den siden da. Det er slet ikke noget fæstningsværk. Det er kun de hytter og huse, som de sorte har bygget op ad den, der holder den oprejst.”
”Ledelsen i London bevilgede to hundrede tusind pund til forbedring af forsvarsværkerne,” sagde Collins.
”Dem har jeg ikke set det mindste til,” svarede Squires. ”Hvad er de så blevet brugt til?”
”Det er næppe et spørgsmål, vi skal beskæftige os med nu,” indskød guvernøren hastigt. Han ville ikke have hilst en længerevarende undersøgelse velkommen, hvis den skulle afklare, hvor pengene til befæstningen var blevet af. ”Det vigtigste er, at vi ikke slår befolkningen med panik eller hjælper fjenden ved at afsløre vores svagheder.”
”Det finder fjenden snart ud af,” mumlede Mansur. Saunders hørte ham ikke.
”Vi skal ikke krybe sammen i ly af mure, som var vi kvinder,” insisterede guvernøren. ”Et par skud, lidt demonstreret tapperhed, og æren er genoprettet. Så kan vi fortsætte med vores forretninger.” Han rejste sig og afsluttede mødet. ”Farvel, mine herrer.”
Handelsfolkene nikkede energisk. Ingeniøren Squires stod alene og stirrede eftertænksomt ud ad de høje vinduer.
Mansur gik hen til ham, mens de andre hastede ud af lokalet. ”Er forsvarsværkerne virkelig i så dårlig stand?”
Squires nikkede. ”Og belejringen bliver måske værre, end De og vores højtærede guvernør tror. Franskmændene har blikket rettet mod verden. Amerika, Indien, Østen. De har planer om at overtage vores samlede handel. Hvis jeg var Dem, ville jeg flytte ind i fortet med min familie.”
”De sagde jo, at murene ikke er til nogen nytte,” protesterede Mansur.
”Det er bedre end at blive fanget af franskmændene hjemme,” svarede Squires. ”Der er uvejr på vej, og vi må søge ly, hvor vi kan finde det.”
•
”Er du sikker på, det er nødvendigt?” spurgte Verity. Hun stod ved siden af sit cembalo midt i dagligstuen omgivet af bagage. Møblerne var blevet dækket med lagner for at beskytte dem mod støv, mens en mindre hær af tjenestefolk for omkring for at fylde de kasser, æsker og kufferter, der stod overalt i lokalet. Det så ud, som om en tyfon havde raseret det.
Mansur kyssede hende på panden. Han smilede, så hun ikke indså, hvor bekymret han var. ”Hvad kan du se ud ad de vinduer?” Verity behøvede ikke at kigge. På den anden side af den skyggefulde veranda stod der en række træer langs vejen og floden. På den anden side af dem, mellem krudtmøllen og hospitalet, kunne man se de kantede tårne på de vestlige forsvarsværker stikke op fra murene.
”Hvis franskmændene kommer, vil vores hus udgøre en glimrende platform til artilleriet.”
”’Hvis franskmændene kommer,’” gentog Verity. ”Vi ved end ikke, om de kommer. Og det her er vores hjem.”
”Jeg vil ikke løbe nogen risiko.” Mansur sænkede stemmen. ”Jeg mistede min egen far for tidligt, fordi han var stædig i farens stund. Jeg vil ikke gøre mine børn forældreløse på grund af stolthed.”
Mansurs far, Dorian, havde levet et usædvanligt liv. Som dreng var han blevet taget til fange af arabiske pirater, han var blevet solgt som slave til en omansk prins, der efterfølgende satte Dorian fri og adopterede ham som sin søn. På den måde var Dorian gennem mange eventyr blevet kendt under det muslimske navn al-Salil. Men han havde fundet en dødsfjende i en anden af prinsens sønner, Zayn al-Din, som havde forgivet sin far, tilranet sig tronen og senere sendt en mand ud for at myrde Dorians hustru, Yasmini.
Mansur rørte ved kanten af sit øje. Det var en handling, som Verity havde set mange gange før. Det gjorde stadig ondt, når han var træt. Han havde fundet sin mors drabsmand og kæmpet mod ham ved en af Afrikas store floder. Manden havde næsten flået hans øje ud, men i sidste ende havde Mansur sprættet ham op og set på, mens krokodillerne fortærede liget.
Mansur greb en krumsabel, der hang over kaminen. Den havde tilhørt hans far. Skeden var lavet af elfenben indlagt med guld og besat med juveler.
”Jeg mistede min far til ingen verdens nytte. Jeg tog til Madras, fordi jeg var færdig med krig og kamp. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal vokse op uden deres far.”
Verity fik et alvorligt udtryk i ansigtet. ”Som verden ser ud, kan vi ikke ignorere den mulighed, uanset om franskmændene kommer eller ej. Hvor mange af de skrivere og agenter, der ankom fra London sidste sommer, har overlevet året? Halvdelen, måske? Vi må forlige os med den kendsgerning, at vi ikke vil være her og kan beskytte dem til evig tid.”
”Men de er så små,” protesterede Mansur. ”Hvem skal tage sig af dem, når vi er borte?”
Deres blikke mødtes. Han vidste, hvad hun ville sige, endnu før hun talte.
”Der er altid Jim og Louisa.”
Jim var Mansurs fætter. De var vokset op nærmest som brødre i Cape Town. Så havde Jim forelsket sig i en undsluppen kvindelig straffefange, og hele familien havde været nødt til at flygte. De slog sig i sidste ende ned i en fjernt beliggende bugt på Afrikas østkyst og anlagde en lejr, de kaldt Fort Auspice. Jim havde mange fjender, og placeringen af lejren forblev derfor en hemmelighed for andre end nogle få betroede venner.
Det var mere end ti år siden, Mansur sidst havde været på besøg.
”Du bør slutte fred med Jim,” insisterede Verity. ”Det er på tide at tilgive ham. Jim og Louisa vil knap kunne genkende Theo og Constance, og deres lille Georgie må være en stor og stærk ung mand nu. Jeg er sikker på, de savner dig.”
Mansur fingererede ved en af krumsablens juveler. Hans tanker var langt bort. ”Fanden tage elefanttronen,” hviskede han.
Hans far, Dorian, havde levet et utroligt liv, som havde gjort ham til arving af elefanttronen i Muskat i Oman, men den var blevet taget fra ham.
”Min far skulle aldrig have forsøgt at kræve tronen tilbage,” sagde Mansur. ”Det var ren forfængelighed.”
”Nej, det var det ikke,” irettesatte Verity ham. ”Din far ville ikke have elefanttronen for sin egen æres skyld. Han tog tilbage, fordi han følte sig forpligtet til at tjene sit folk. De higede efter en fair og ærlig konge.”
Mansur blæste en tynd røgsky ud mellem læberne. ”Men han skulle alligevel ikke være taget dertil.”
Det havde været en katastrofe. Dorian havde tidligt i forløbet pådraget sig et sår, og der gik betændelse i det, men han havde skjult sandheden om sine lidelser for Verity og Mansur. Han måtte ikke fremstå svag over for Omans hårdhudede ørkensheiker, hvis støtte han havde brug for i krigen om kongedømmet. I det afgørende slag, midt under de hårdeste kampe, var Dorian faldet af sin hest. Han var for svag til at komme op på hesten igen og var blevet slæbt væk af sine fjender og slået ihjel. Mansur og Verity var flygtet med livet i behold.
”Det havde været anderledes, hvis Tom og Jim var kommet.” Da Dorian og Mansur rejste til Muskat, var resten af familien blevet tilbage i Afrika. Bagefter skændtes Jim og Mansur bitterligt med hinanden. Mansur bebrejdede Jim for ikke at komme dem til undsætning, mens Jim bebrejdede Dorian for at tage af sted, før han var kommet sig helt. Det kunne deres venskab ikke overleve, og derfor var Mansur og Verity sejlet til Indien. Med Courtney-familiens næse for forretninger havde Mansur opbygget en betragtelig virksomhed, der handlede på tværs af Den Bengalske Havbugt, helt op til Ostindien og Kina. Hans forretninger havde blomstret, men han havde aldrig lappet det brud med familien, han havde lagt bag sig i Afrika.
Mansur sagde ikke noget i lang tid. De havde diskuteret det her mange gange før, og han havde aldrig givet sig. Men nu boblede noget i ham, som havde været undertrykt i årevis. Overhængende fare – at skulle flygte fra sit hjem med sin udsatte familie – havde sat følelser fri, som freden havde lullet i søvn. Hvad var vigtigere end familien?
Han lagde krumsablen på bordet ved siden af Veritys cembalo. Han smilede. Der havde været et andet cembalo, et andet hus og en anden kamp for længe siden, hvor soldater fra det hollandske ostindiske kompagni havde forfulgt dem. Det var en tid, hvor han og Jim havde været venner.
”Du har som sædvanlig ret, min elskede. Jeg rejser til Afrika, når regntiden er overstået, og monsunvindene igen bliver fordelagtige. Det bliver godt at tage ud at fiske med Jim igen. Og det vil forbløffe Theo og Constance at se de fætre, de ikke har nogen erindringer om.
•
”Jeg keder mig,” erklærede Constance. ”Hvem havde forestillet sig, at krig kunne være sådan en trættende affære?”
Hun lå henslængt på en chaiselong i en hvid bomuldssari og studerede sit spejlbillede i et håndspejl. Hun øvede sig i at skære grimasser og foregive forskellige attituder for at undersøge effekterne af dem. Hendes hår var bundet i fletninger, og hendes kind glinsede af sved. Hendes franske grammatik lå uberørt på et sidebord.
Hun så surmulende på Theo. ”Du kan i det mindste løbe hjemmefra og melde dig til hæren.”
Theo så op fra sin bog. ”Tror du ikke, jeg har overvejet det? Jeg keder mig lige så meget som dig. Men far ville snart finde mig igen. Jeg har lige så svært ved at komme væk, som du har.”
De havde været lukket inde i fortet i næsten en måned. De havde bosat sig i et hus, der tilhørte en af firmaets handelsfolk, som var bortrejst til Bengalen. Hans agent havde med glæde lånt det til Mansur som modydelse på den gæld, handelsmanden skyldte ham.
I de første fjorten dage havde Theo og Constance klaget ubønhørligt over, at de måtte forlade deres hjem på grund af noget, der ikke var mere end et rygte. Så dukkede franskmændene op. De havde slået lejr i nærheden af den store pagode mod syd og anlagt kanonstillinger rundt om byen. Som Mansur havde forudset, var familien Courtneys tidligere dagligstue nu hjem for to nipunds feltkanoner.
Et dæmpet drøn rungede gennem byen. Det havde stået på i dagevis nu, selv om Theo stadig blev forskrækket hver gang. Franskmændene gjorde sig ikke store anstrengelser med deres belejring, og de affyrede sjældent mere end tre skud i timen.
”Jeg ved ikke, hvordan moder kan sove i den larm,” sagde Theo. Verity var ovenpå og havde taget den indiske skik med at sove til middag til sig.
”Måske er hun blevet vant til det, fordi hun er vokset op med så mange søslag,” sagde Constance. ”Hun fik i det mindste lov til at opleve lidt spænding.”
”Fader siger, at vi skal opføre os, som om intet er hændt.” Theo vendte sig mod sin bog. Det var Robert Singletons eventyrlige rejser af Daniel Defoe. Det var hans yndlingsbog. Fortællingen om pirater, der rejser ind i Afrikas uudforskede hjerte, fik ham til at længes efter eventyr og selv se de eksotiske landskaber. Hans far havde fortalt ham mange historier om sine eskapader på det mystiske kontinent, da han var dreng, hvilket yderligere havde antændt Theos rastløse fantasi. Men det var svært at koncentrere sig om opdigtede pirater, når ægte franske kanonskytter forsøgte at skyde deres hus i grus.
”Jeg har altid foretrukket Molly Flanders,” sagde Constance. ”Tolv år som skøge, fem gange hustru, herunder én gang gift med sin egen bror og transporteret til Amerika, og så alligevel ende som velhavende og dø en komfortabel død. Det er den slags eventyr, jeg gerne vil opleve.”
”Moder siger, at det er meget upassende,” sagde Theo. Han brød sig ikke om at høre sin søster bruge ord som ”skøge”.
Constance studerede igen sit ansigt i spejlet. ”Måske vil jeg en dag blive en holdt kvinde og gifte mig til en uanstændig stor sum penge.”
”Sikken en latterlig tanke. Jeg vil gifte mig med den kvinde, jeg elsker, ligesom moder og fader.”
Constance sagde ikke noget. Pludselig lagde hun spejlet og rejste sig op. ”Nu er det nok. Hvad nytter det at tale om eventyr i bøger, når der foregår virkelige eventyr lige uden for vores gadedør? Jeg vil ud og se det.”
Theo lukkede bogen. ”Harjinder lukker os aldrig ud.” Mansur havde sat vagt ved palæets dør med besked på ikke at lade nogen i familien tage af sted uden hans udtrykkelige tilladelse.
”Det vil da ikke stoppe dig, vil det?”
Theos blik drev helt af sig selv hen mod vinduet. Constance bemærkede det.
”Hvad vil moder sige, når hun vågner og opdager, at vi er væk?” sagde han.
”Vi kan nå tilbage, inden hun vågner, og så ved hun jo ikke noget om det. Eller du kan fortælle hende om det, hvis du ikke tør komme med.”
”Jeg er ikke bange.” Han kunne ikke lade hende møde faren alene. Han lagde sin bog fra sig og løftede den fugtige måtte, der hang for vinduet for at køle luften af. Constance svingede sine slanke ben ud over vindueskarmen og landede graciøst på jorden udenfor. Theo fulgte efter.
Byen var stille på denne tid af eftermiddagen. De fleste britiske indbyggere sov.
”Hvor skal vi tage hen?” spurgte Theo.
”Hen til muren. Der har vi den bedste udsigt.”
”Men den vil være bevogtet,” protesterede Theo.
Hun rakte tunge ad ham. ”Jeg ved, hvordan vi kan gøre det.”
”Hvordan?”
”Følg mig.” Hun ledte ham ad de brede, sandede veje og holdt sig mest muligt til husenes bagsider og smøgerne bag firmaets lagerbygninger. Bygningerne stoppede brat ved en samling hytter og forfaldne magasiner, der stod så tæt på hinanden, at det varede et øjeblik, før Theo indså, at murstensmuren bagved faktisk var fortets ydermur.
”Løft mig op,” beordrede Constance.
Theo lavede en hestesko med hænderne og løftede hende op på det laveste tag, hvorefter han trak sig selv op efter hende. Udhusene dannede en gigantisk trappe, som de med stort besvær kunne klatre op ad, indtil de, støvede og svedende, kunne trække sig op på murkronen.
Theo gik i dækning bag et af brystværnene, mens Constance stod frygtløs og lænede sig frem for at stirre ud gennem skydeskåret.
”Duk dig,” hvæsede Theo. ”Tænk, hvis nogen så dig?”
”Hvem skulle gøre det?” svarede Constance trodsigt. ”Fader siger, at garnisonen er så lille, at de kun kan bemande hovedtårnene. Og hvis der skulle komme en soldat forbi, smiler jeg bare dumt og griber ham i armen, indtil han er overbevist om, at det hele er en stor misforståelse.”
”Hvad med franskmændene?”
”De er uden tvivl galante nok til ikke at skyde på en dame.”
I samme øjeblik blomstrede en sky af røg og ild op fra de franske linjer. De hørte braget et øjeblik efter og mærkede, hvordan det rungede gennem muren under deres fødder. En byge af sand rejste sig som et springvand op fra sletten nedenunder, da kanonkuglen ramte alt for kort.
”Der ser du,” udbrød Constance. ”Der er intet at være nervøs for, lillebror.”
”Lad være med at kalde mig det.”
Theo rejste sig og så forsigtigt ud. Fort St George og byen Madras var blevet bygget på en sandbanke, en lang kroget landtange langs med kysten, der var adskilt fra fastlandet af en tidevandslagune. På den anden side af stranden, bag lagunen, kunne han se den franske lejr mellem palmetræerne rundt om den store pagode: rækker af telte, forsyningsvogne og magasiner. Der var blevet ryddet en interimistisk paradeplads, hvor man var i færd med at eksercere et kompagni fusilier. Foran den havde indfødte arbejdere udgravet en række befæstninger, hvor et halvt dusin kanoner stod stort set ubenyttede hen. Theo kunne se, at kanonbesætningen dovent var ved at viske løbet rent på den kanon, de netop havde affyret. Firmaets kanonskytter på fortet havde tilsyneladende ikke stor lyst til at yde gengæld.
”Hvis fader havde haft kommandoen, havde han affyret fire bredsider, før franskmændene havde fået ladt kanonen bare én gang mere,” sagde Theo med en antydning af familiær ære i stemmen. Mansur havde ofte fortalt dem, hvordan han havde reddet deres mor fra hendes ondsindede far, at han havde haft kommandoen over sin egen slup og angrebet Guy Courtneys flagskib ved at sejle ind under dets kanoner. Siden Theo, siddende på Mansurs knæ, hørte historien første gang, havde han længtes efter kampens spænding. Men nu, hvor han stod over for virkelige kanoner, der var rettet mod ham, virkede det mere komplekst, end Daniel Defoe fik det til at lyde.
”Duk dig,” sagde han til Constance. ”Vi må ikke udsætte os for unødig fare.”
”Det sidste skud landede mere end halvtreds skridt fra muren,” sagde Constance. Hendes øjne var store og skinnede. Hendes ansigt blussede. ”De er uden for rækkevidde.”
”Du nyder faktisk det her,” sagde Theo forbløffet.
Hun vendte sig mod ham igen med den ene hånd hvilende på brystet. ”Ja, naturligvis. Er det ikke spændende?”
Kanonen blev affyret igen.
•
Drønet rungede gennem fortet. Krystallysekronerne dirrede og ringlede, da Mansur kom ind i huset. Alle persiennerne var rullet ned, og dørene lukket mod eftermiddagens hede. Solstrålerne skar gennem luften og oplyste hvirvlende støvkorn. Men dem kunne man aldrig slippe for her i landet, uanset hvor meget tjenestefolkene fejede og gjorde rent.
”Verity?” råbte han. ”Constance, Theo?”
Hans ængstelse steg, da han gik op ad trappen – selv om han sagde til sig selv, at der ikke var grund til bekymring. De sov helt sikkert, som de altid gjorde på dette tidspunkt af dagen. Og huset var et godt valg. Det lå langt væk fra den vestlige mur og de franske kanoner.
Han åbnede døren til Constances soveværelse. Det var tomt. Sengetøjet var stramt udspændt og urørt. Han kiggede ængsteligt ind i Theos værelse. Det var samme historie. Måske var de sammen med deres mor.
Verity lå udstrakt på sin seng iført en tynd særk af bomuld. Hun sov tungt. Selv nu, hvor hun nærmede sig fyrre år, var hun den smukkeste kvinde, Mansur nogensinde havde set. Han takkede Gud hver eneste dag for det tilfælde, der havde ført dem sammen.
Men bekymringerne drev disse tanker fra hans sind.
”Hvor er Constance og Theo?” spurgte han, mens han rystede hende, så hun vågnede.
Hun gned sine øjne. ”Er de ikke på deres værelser?”
De løb i stor hast gennem huset, flåede døre op og råbte på deres børn. Det tog dem kun et øjeblik at indse, at Theo og Constance ikke var hjemme.
”Hvor er de dog taget hen?” sagde Verity ude af sig selv. ”De ved, de ikke må gå nogen vegne uden tilladelse.”
Endnu et drøn fik huset til at ryste. Det var højere denne gang, eftersom de engelske kanonerer havde besluttet at gengælde ilden. Vibrationerne satte støvkornene i bevægelse, så de snurrede arrigt i solstrålerne.
”Muren,” indså Mansur med et stik af rædsel. ”Du ved, hvordan Theo er – han leger altid soldat. Han er taget ud for at se på slaget.”
”Hvad med Constance?”
”Han har sikkert taget hende med.” Mansur var allerede henne ved døren.
Verity skyndte sig efter ham. ”De risikerer at blive udsat for det franske artilleris fulde kraft,” klynkede hun.
Mansur huskede ingeniørens advarsel. ”Muren, de står på, udgør en større fare for dem.”
Han ledte hende i løb hen over paradepladsen foran guvernørens hus og derpå forbi kirken og brønden. Der hang en duft af peber, te og krydderier omkring magasinerne, men det bemærkede han ikke. Kanonerne lød igen. Det var flere skud, der blev affyret så tæt efter hinanden, at det næsten rungede som et enkelt drøn. Franskmændene havde øget tempoet i deres bombardement, og englænderne gav igen af samme mønt.
Jeg beder til, at vi ikke kommer for sent, tænkte han.
De nåede bastionen i det sydvestlige hjørne. En indfødt vagt, en sepoy, forsøgte at standse dem ved foden af trappen, men kom så på bedre tanker. Mansur stormede op ad den.
Øverst oppe blev Mansurs og Veritys vej spæret af en engelsk løjtnant. Mændene ved kanonerne var nøgne til livet og dryppede af sved. De stirrede overraskede på de nyankomne.
”Hvad pokker har I tænkt jer?” råbte løjtnanten. ”Det her er ikke et sted for civilister. Vi er i færd med at udkæmpe et slag.” Men Mansur så langs med muren og havde fået øje på det, han ledte efter. Han skubbede løjtnanten til side – hårdere, end han havde haft til hensigt. Officeren snublede og skreg, da han faldt tilbage mod kanonens skoldhede løb. På det tidspunkt var Mansur nået forbi ham, og det samme var Verity. Hendes skørter susede forbi den forbløffede kanonbesætning.
Mansur stormede af sted langs med muren, selv om han var ved at snuble på det ujævne stenværk. ”Theo!” råbte han. ”Constance! Kom ned øjeblikkeligt. Det er farligt.”
Kanonen i de franske linjer drønede igen.
•
I begyndelsen hørte Theo og Constance ikke deres fars råb. De stirrede på franskmændene, og kanonerne havde gjort dem halvdøve. Da så Theo noget bevæge sig ud af øjenkrogen. Den spænding, han havde følt, forvandledes til rædsel.
Han trak i Constances kjole. ”De har set os. Nu får vi virkelig ballade.”
Røgen fra bombardementet drev langs med muren og skjulte de skikkelser, der kom løbende frem mod dem, men Theo fornemmede noget ildevarslende velkendt, da skikkelserne kom nærmere og blev tydeligere.
”Fader?” Han flyttede blikket til skikkelsen bagved. ”Moder?”
Den skyldfølelse, der vældede op i ham, var så stor, at den druknede alt andet. Han vendte rundt og løb. Han var ikke længere en ung mand, men en dreng, der bare ville gemme sig. Han hørte sin far råbe højt, at han skulle standse, og et eller andet om hans sikkerhed, men Theo ignorerede det. Han hørte ikke kanonskuddet eller den højere lyd, der voksede som torden bag ham.
Hans mors skrig skar igennem det hele. Måske hørte han det, måske mærkede han blot, at det rungede i hans knogler, men han standsede. Han vendte sig om.
Muren bag ham var forsvundet. Brystværnet, han havde stået ved et øjeblik tidligere, var fuldstændig tilintetgjort og styrtet sammen i et stadig voksende hul. Det væltede ned med mursten som vand, der blev lukket ud af en dæmning; de forsvandt i en sky af pulveriseret mørtel og støv, der steg op fra murbrokkerne og opslugte det.
Theo løb tilbage, mens han holdt sit ærme op for munden. Han standsede på kanten af hullet. Løse mursten gled under ham og tumlede ned. Hvordan kunne en enkelt kanonkugle gøre så meget skade?
”Gå tilbage.”
Stemmen var svag, og han kunne knap høre den gennem lyden af de glidende sten. Han vidste ikke, hvor den var kommet fra. Han så ned.
Hans far befandt sig under ham og hagede sig fast til et stykke mur, der på en eller anden måde var blevet stående oprejst. Længere nede, i bunden af hullet, lå der en slap klump hvidt stof – det lignede en bortkastet dukke. Det var Verity.
”Gå tilbage,” hvæsede Mansur. Faldende mursten havde slået hans tænder ud, og munden var nu en blodig masse. Han var hvid som et spøgelse i ansigtet af støv. ”Red dig selv.”
”Jeg kan godt nå dig,” sagde Theo stædigt. Han lagde sig fladt på maven og strakte hånden så langt frem, som han kunne. Mansur forsøgte at række ud efter hans hånd, men murstenssøjlen svajede ved den mindste bevægelse.
Afstanden var større, end den så ud til. Theo kunne ikke nå faren med fingerspidserne, selv om han strakte sig helt frem. Han mavede sig længere frem. Løse mursten faldt under ham. Han var få tommer fra sin fars hånd, men han kunne mærke, at afgrunden under ham åbnede sig. Hele muren ville måske styrte sammen, hvis han bevægede sig yderligere frem.
”Lad være,” sagde Mansur hæst. Fundamentet under hans usikre stilling vaklede.
”Jeg kan redde dig,” insisterede Theo. Han strakte sig yderligere. Hans fingre strejfede Mansurs, men han kunne ikke få fat i dem. Forsvarsværket dirrede. Theo lå på maven og mærkede vibrationerne i sin hjerneskal som en ringende klokke. Franskmændene var ikke faldet af på den. De havde set den ødelæggelse, de havde forårsaget, og rettet hele deres skyts mod den. Endnu en kanonkugle hamrede ind i muren. Flere mursten blev rystet løs, og den vaklende tinde, Mansur hagede sig fast til, gav efter med et smæld og begyndte at styrte sammen.
Theo glemte alle tanker om fornuft og sikkerhed og kastede sig frem. Det var for sent. Mansur var allerede ved at forsvinde under ham og gled ud af hans rækkevidde, selv om han strakte hånden helt frem. Mansur formede et ord med munden, men Theo kunne ikke forstå det. Han spekulerede på, om det måske havde været ”Constance”.
Theo mærkede noget strejfe sine fingerspidser og så ikke mere. Mansur faldt ned i en sky af støv og røg og forsvandt.
Der var intet, der kunne forhindre Theo i at følge efter. Kanonskuddene havde svækket den del af murkronen, han lå på, og hans sidste forsøg på at kaste sig fremad havde blot gjort situationen værre. Han var ligeglad. Han havde mistet de to mennesker, der betød mest for ham i verden, og der var ikke noget tilbage at leve for. Han kom for sent i tanke om det sidste ord, hans fars blodige læber havde formet. Constance. Hvis han døde nu, ville hun være helt alene i verden. Hans fars sidste ønske, og Theo havde ikke kunnet opfylde det.
Tankerne susede et øjeblik gennem hans hjerne, men netop som den fulde vægt af skyldfølelse og svigt ramte ham, holdt han pludselig op med at glide. Et øjeblik virkede det, som om han svævede frit i luften.
Han så sig omkring og fik øje på en sergent, der rød i ansigtet stirrede ned på ham med et greb i Theos bælte.
Sergenten trak Theo tilbage og lagde ham ved brystværnet. Murværket føltes tungt og solidt under ham. Endnu før han kunne sætte sig op, kom Constance løbende og kastede sig frem mod ham. Hun trykkede hans hoved ind til sit bryst. ”Jeg troede, du var fortabt,” sagde hun. ”Jeg troede, vi begge var fortabt.”
Der ankom flere soldater. Sergenten råbte og fortalte dem, at de skulle se at komme i sikkerhed. Men Theo og Constance var uden for rækkevidde. De var fanget i deres private sorgfyldte verden. Theo græd og føjede skam til sine lidelser. Han burde ikke være så kvindagtig. Men hans forældre var borte. Han var så fortvivlet, at det fik hans hjerte til at briste.
Constance satte i et forpint hyl, da han fortalte, hvad der var sket. Hun var utrøstelig, og Theo trykkede hende tæt ind til sig, mens han vuggede hende som et spædbarn. Deres verden var eksploderet, smadret på et øjeblik. Håb og drømme var knust, deres kære pulveriseret. Dette var krigens bitre og brutale realitet. Theo så sin skæbne på en ny måde gennem tårerne, mens støvet sved ham i øjnene. Og den skæbne var ødelagt og forvredet. Hvordan skulle han kunne genopbygge sit liv?
”Det er min skyld,” klynkede Constance. ”Vi burde være blevet i sikkerhed derhjemme. Hvis jeg ikke havde lokket dig hertil …”
Theo greb for hårdt om hendes håndled. ”Det må du aldrig nogensinde sige igen. Vi tog begge to herhen. Vi bærer begge to skylden. Du får ikke lov til at bære rundt på det her alene.”
Hun børstede en lok hår væk fra øjnene og tørrede tårerne på sine kinder. ”Mange tak. Nu bliver vi nødt til at passe på hinanden.” Hun begyndte at hulke igen.
Der var et forfærdeligt tomrum inde i ham, og det voksede, som om det ville opsluge ham helt. ”Lov mig, Connie. Lov mig, at du aldrig nogensinde forlader mig, uanset hvad der sker.”
”Det lover jeg.”
”Aldrig nogensinde?”
”Aldrig nogensinde. Det lover jeg.”
Under dem var en deling sepoyer begyndte at rode i mur brokkerne for at finde de livløse kroppe, der tilhørte Mansur og Verity Courtney.
Vil du læse videre?
Da deres forældre på tragisk vis omkommer, bliver det ellers uadskillelige søskendepar Theo og Constance Courtney tvunget fra hinanden.
Theo, plaget af skyldfølelse og ansvar for sin søster, melder sig til den britiske hær i krigen mellem Storbritannien og Frankrig om kolonimagten i Nordamerika. Constance, der har mistet al tro på godheden i mænd, manipulerer sig med sin skønhed ind i den franske overklasse og ender ved fronten i Nordamerika ved den franske hærs slagmark.
De to søskendes skæbner flettes atter sammen, og den hævn og tilgivelse, de så desperat søger, truer nu med at koste dem begge livet.
Du kan købe Søjler af ild online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Wilbur Smiths Courtney-serie. Få styr på romanerne her
Andre læste også: