AF STEFFEN JACOBSEN
”I am become death, the destroyer of worlds – ” Bhagavadgita
Den historiske roman er en svær, researchtynget genre. Man får selvfølgelig sine karakterer forærende, fuldt udvoksede og færdige – men de skal behandles med respekt, loyalitet og lydhørhed – uanset om de var helte eller skurke – og man skal genskabe deres verden og epoke i alle facetter.
Undertiden hører man det synspunkt, også fra litterater, at lemfældig omgang med historiske personligheder er vederstyggeligt – respektløst. Imidlertid er det den ældste romanform i vesterlandsk litteratur; helte, skurke, guder og konger har altid været uimodståelige for forfattere. Tænk på Homer, Euripides, Herodot, Virgil og Plinius. På vores egen Ingemann, I.P Jacobsen og Johannes V. Jensen – for ikke at tale om Shakespeares tragedier. Megen af vores fineste litteratur omhandler, ombryder og fortolker historiske personer og begivenheder.
Så ja, det føles som at stå på timeter vippen før man går i gang, og det er med en slags sammenbidt ambivalens man springer; nærmer sig sine karakterer og begivenheder – især når ens hovedpersoner er nogle af de største universalgenier, verden endnu har set, og omstændighederne vedrører frembringelsen af atombomben i Los Alamos 1945; en mere skelsættende begivenhed skal man trods alt lede længe efter.
For hvem er man egentlig, der tør lægge replikker i munden på Niels Bohr og J. Robert Oppenheimer? Man ved godt at overdreven ydmyghed dræber stoffet, og at overdreven frimodighed vil få alle alarmklokker til at bimle hos aficionados.
På den anden side ved man også, at der i stoffet ligger en plotdrivende konflikt af enorme dimensioner og en væsentlig, overordnet kommentar til ”the human condition”. Disse kulturfavnende, musikalske polyhistorer og genier konstruerede jo verdens største masseødelæggelsesvåben og overdrog resultatet til det amerikanske forsvar – tre uger før Hiroshima og Nagasaki. Det er simpelt hen for fristende til at lade ligge.
Forfatterens udfordring er, at en kreds af veldokumenterede, historiske begivenheder kan fortælles og fortolkes på tusind måder, og at man alene kan basere sine valg på sin personlige, tvivlsomme smag og erfaring – og håbe på det bedste.
Krig er kreativitetens moder, og de største landvindinger i teknologisk henseende skabes under krige. Anden Verdenskrig var ikke en undtagelse; tænk blot på radar, sonar, trykkabiner, jetmotorer, Alan Turings computer i Bletchley Park og altså også atomreaktorer, forædling af egnede, radioaktive isotoper, berigelse af disse og kontrolleret udløsning af plutonium- og uranbaserede bomber.
I et vanvittigt komprimeret forløb mellem marts 1943 og juli 1945 frembragte verdens førende fysikere en syndflod af nye teknikker, banebrydende opfindelser, revolutionær metallurgi og nye indsigter i partikelfysikken på en øde, forblæst højslette i New Mexico. Fysikerne tilhørte ’den anden exodus’ af videnskabsmænd fra det gamle Europa til England og USA: Fermi, Rabi, Teller, Bethe, Segré og Frisch. Disse individualister blev smedet sammen til en formidabel og slagkraftig enhed af den karismatiske direktør, en 41-årig, kæderygende og martini-drikkende J. Robert Oppenheimer fra Berkeley og CALTECH.
Fælles for dem alle var, at de havde studeret og arbejdet på Bohrs institut i København, at de så op til ham som en faderskikkelse, og at hans arbejde var selve det teoretiske fundament for atombombens udvikling. Vi husker Bohr som den store humanist og filosof, han også var. Men han deltog aktivt i arbejdet i Los Alamos sammen med sin søn Aage frem til februar 1945. Hverken han eller sønnen overværede prøvesprængningen af plutoniumbomben med kælenavnet ”Tingesten” i Jornada del Muerto 16. juli 1945.
Efter prøvesprængningen og de atomare angreb på Japan, anvendte både Niels Bohr og Oppenheimer en betydelig del af deres tid med at søge at skabe rammer for atomvåbens konstruktion, placering og opbevaring. Frem for alt betonede de faren for et termonukleart våbenkapløb med Sovjetunionen.
Men der er intet i kilderne, der indikerer, at han ikke undervejs havde fuld forståelse for de militære aspekter af projektet og erkendte, at anvendelsen af atomvåben kunne være nødvendig for at afslutte Stillehavskrigen. Trods alt omkom 160.000 amerikanske soldater på øerne. I de sidste kampagner på for eksempel Okinawa omkom mellem 1 og 2.000 amerikanske soldater i døgnet. En konventionel invasion af Japan blev vurderet til at koste yderligere omkring 500.000 allierede soldater livet.
Så hvordan nærmer man sig som forfatter dette Schwerpunkt eller nodus i Verdenshistorien uden lammende benovelse eller ved at søge tilflugt i overfladisk melodrama? Det kan man for eksempel gøre ved at smide en veluddannet og sympatisk sabotør og observatør ned bag fjendens linjer i faldskærm – så at sige. I dette tilfælde ved at forsyne Bohr med en fiktiv, ung dansk sekretær, David Adler – der erstatter sønnen Aage. Det er gennem hans øjne vi oplever Los Alamos og den sovjetiske spionage, Det er hans motiver og valg der driver denne ”mindre” historie durk igennem den ”store” historie. Det bryder tingene op i overskuelige forløb og gør Historien menneskeligt fængende og vedkommende.
Håber jeg.
Steffen Jacobsens historiske roman “Da blev jeg døden” udkommer på Lindhardt og Ringhof den 7. september 2017. Køb “Da blev jeg døden” her eller hos din boghandler.
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=baF20OwzYSQ[/embedyt]
Find flere store læseoplevelser på vores liste med nye bøger 2023/2024.
AF STEFFEN JACOBSEN
”I am become death, the destroyer of worlds – ” Bhagavadgita
Den historiske roman er en svær, researchtynget genre. Man får selvfølgelig sine karakterer forærende, fuldt udvoksede og færdige – men de skal behandles med respekt, loyalitet og lydhørhed – uanset om de var helte eller skurke – og man skal genskabe deres verden og epoke i alle facetter.
Undertiden hører man det synspunkt, også fra litterater, at lemfældig omgang med historiske personligheder er vederstyggeligt – respektløst. Imidlertid er det den ældste romanform i vesterlandsk litteratur; helte, skurke, guder og konger har altid været uimodståelige for forfattere. Tænk på Homer, Euripides, Herodot, Virgil og Plinius. På vores egen Ingemann, I.P Jacobsen og Johannes V. Jensen – for ikke at tale om Shakespeares tragedier. Megen af vores fineste litteratur omhandler, ombryder og fortolker historiske personer og begivenheder.
Så ja, det føles som at stå på timeter vippen før man går i gang, og det er med en slags sammenbidt ambivalens man springer; nærmer sig sine karakterer og begivenheder – især når ens hovedpersoner er nogle af de største universalgenier, verden endnu har set, og omstændighederne vedrører frembringelsen af atombomben i Los Alamos 1945; en mere skelsættende begivenhed skal man trods alt lede længe efter.
For hvem er man egentlig, der tør lægge replikker i munden på Niels Bohr og J. Robert Oppenheimer? Man ved godt at overdreven ydmyghed dræber stoffet, og at overdreven frimodighed vil få alle alarmklokker til at bimle hos aficionados.
På den anden side ved man også, at der i stoffet ligger en plotdrivende konflikt af enorme dimensioner og en væsentlig, overordnet kommentar til ”the human condition”. Disse kulturfavnende, musikalske polyhistorer og genier konstruerede jo verdens største masseødelæggelsesvåben og overdrog resultatet til det amerikanske forsvar – tre uger før Hiroshima og Nagasaki. Det er simpelt hen for fristende til at lade ligge.
Forfatterens udfordring er, at en kreds af veldokumenterede, historiske begivenheder kan fortælles og fortolkes på tusind måder, og at man alene kan basere sine valg på sin personlige, tvivlsomme smag og erfaring – og håbe på det bedste.
Krig er kreativitetens moder, og de største landvindinger i teknologisk henseende skabes under krige. Anden Verdenskrig var ikke en undtagelse; tænk blot på radar, sonar, trykkabiner, jetmotorer, Alan Turings computer i Bletchley Park og altså også atomreaktorer, forædling af egnede, radioaktive isotoper, berigelse af disse og kontrolleret udløsning af plutonium- og uranbaserede bomber.
I et vanvittigt komprimeret forløb mellem marts 1943 og juli 1945 frembragte verdens førende fysikere en syndflod af nye teknikker, banebrydende opfindelser, revolutionær metallurgi og nye indsigter i partikelfysikken på en øde, forblæst højslette i New Mexico. Fysikerne tilhørte ’den anden exodus’ af videnskabsmænd fra det gamle Europa til England og USA: Fermi, Rabi, Teller, Bethe, Segré og Frisch. Disse individualister blev smedet sammen til en formidabel og slagkraftig enhed af den karismatiske direktør, en 41-årig, kæderygende og martini-drikkende J. Robert Oppenheimer fra Berkeley og CALTECH.
Fælles for dem alle var, at de havde studeret og arbejdet på Bohrs institut i København, at de så op til ham som en faderskikkelse, og at hans arbejde var selve det teoretiske fundament for atombombens udvikling. Vi husker Bohr som den store humanist og filosof, han også var. Men han deltog aktivt i arbejdet i Los Alamos sammen med sin søn Aage frem til februar 1945. Hverken han eller sønnen overværede prøvesprængningen af plutoniumbomben med kælenavnet ”Tingesten” i Jornada del Muerto 16. juli 1945.
Efter prøvesprængningen og de atomare angreb på Japan, anvendte både Niels Bohr og Oppenheimer en betydelig del af deres tid med at søge at skabe rammer for atomvåbens konstruktion, placering og opbevaring. Frem for alt betonede de faren for et termonukleart våbenkapløb med Sovjetunionen.
Men der er intet i kilderne, der indikerer, at han ikke undervejs havde fuld forståelse for de militære aspekter af projektet og erkendte, at anvendelsen af atomvåben kunne være nødvendig for at afslutte Stillehavskrigen. Trods alt omkom 160.000 amerikanske soldater på øerne. I de sidste kampagner på for eksempel Okinawa omkom mellem 1 og 2.000 amerikanske soldater i døgnet. En konventionel invasion af Japan blev vurderet til at koste yderligere omkring 500.000 allierede soldater livet.
Så hvordan nærmer man sig som forfatter dette Schwerpunkt eller nodus i Verdenshistorien uden lammende benovelse eller ved at søge tilflugt i overfladisk melodrama? Det kan man for eksempel gøre ved at smide en veluddannet og sympatisk sabotør og observatør ned bag fjendens linjer i faldskærm – så at sige. I dette tilfælde ved at forsyne Bohr med en fiktiv, ung dansk sekretær, David Adler – der erstatter sønnen Aage. Det er gennem hans øjne vi oplever Los Alamos og den sovjetiske spionage, Det er hans motiver og valg der driver denne ”mindre” historie durk igennem den ”store” historie. Det bryder tingene op i overskuelige forløb og gør Historien menneskeligt fængende og vedkommende.
Håber jeg.
Steffen Jacobsens historiske roman “Da blev jeg døden” udkommer på Lindhardt og Ringhof den 7. september 2017. Køb “Da blev jeg døden” her eller hos din boghandler.
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=baF20OwzYSQ[/embedyt]
Find flere store læseoplevelser på vores liste med nye bøger 2023/2024.
Andre læste også: