Skrevet af gæsteblogger Nina Sanderhoff. Nina har læst Engelsk ved Aarhus Universitet og har altid elsket en god historie. Hendes hjerte banker især for de søde kærlighedsromaner.
Nina har for nylig læst Skrøbelige skønhed, og her deler hun sine tanker om den rørende bog:
Skrøbelige skønhed af Amy Harmon er en sød og hjerteskærende genfortælling af folkeeventyret Skønheden og udyret. Man kunne ved første øjekast tro, at det er en romantisk YA-bog, der handler om den første altomsluttende kærlighed, og det er på sin vis også rigtigt. Men den handler bare også om så mange andre ting.
Skrøbelige skønhed er en bog, der handler om at være tro mod sig selv, at finde sig selv, venskab og familie – og kærligheden. Men det er ikke kun den romantiske kærlighed, som Amy Harmon griber fat i – det er den platoniske kærlighed mellem venner og de utrolig stærke bånd et venskab kan knytte, det er kærligheden til familien, både den biologiske og den man selv vælger, men derudover handler bogen i høj grad også om kærligheden til sig selv.
Det at holde af sig selv, acceptere sig selv og ikke at være flov eller pinlig berørt over at være den man er. Det møder man som læser af Skrøbelige skønhed på flere planer eller flere stadier. Selvom alle karaktererne kæmper med det fra tid til anden – hvilket kun er naturligt – så er Fern, Ambrose og Bailey ikke det samme sted, når det kommer til at acceptere sig selv og elske sig selv.
Bailey har i en tidlig alder været nødt til at acceptere sit liv, sin krop og dermed sig selv på grund af sin sygdom – og på mange måder ser vi den unge fyr i rollen som mentor eller en guide for de andre to. Fern har nok altid haft en tendens til at gemme sig selv væk og sætte andre først, men vi ser hende vokse og blive mere og mere modig – hun begynder at finde sig selv og er ikke længere bange for at være den, hun er. Der bliver mildest talt vendt op og ned på Ambroses liv i løbet af bogen, og hans opfattelse af sig selv bliver rystet i en så stor grad, at han har svært ved at finde ud af hvem han er, og det gør, at han måske har endnu mere svært ved at acceptere sig selv. Hans opfattelse af hvem han var før, stemmer ikke overens med den han er nu. Det er ikke nemt eller rart, når der bliver vendt op og ned på alt og alle, især når en af de største forandringer er én selv.
Amy Harmon griber fat i nogle af de ting, som vi alle kender til, og hun er ikke bange for at tage fat i emner, som kan være hårde. Men det lykkedes hende at tage fat i de hårde ting og på samme tid skrive en historie, der er sød og livsbekræftende, men ikke uden at man ind i mellem sidder med en klump i halsen, mens tårerne presser sig på.
Skrevet af gæsteblogger Nina Sanderhoff. Nina har læst Engelsk ved Aarhus Universitet og har altid elsket en god historie. Hendes hjerte banker især for de søde kærlighedsromaner.
Nina har for nylig læst Skrøbelige skønhed, og her deler hun sine tanker om den rørende bog:
Skrøbelige skønhed af Amy Harmon er en sød og hjerteskærende genfortælling af folkeeventyret Skønheden og udyret. Man kunne ved første øjekast tro, at det er en romantisk YA-bog, der handler om den første altomsluttende kærlighed, og det er på sin vis også rigtigt. Men den handler bare også om så mange andre ting.
Skrøbelige skønhed er en bog, der handler om at være tro mod sig selv, at finde sig selv, venskab og familie – og kærligheden. Men det er ikke kun den romantiske kærlighed, som Amy Harmon griber fat i – det er den platoniske kærlighed mellem venner og de utrolig stærke bånd et venskab kan knytte, det er kærligheden til familien, både den biologiske og den man selv vælger, men derudover handler bogen i høj grad også om kærligheden til sig selv.
Det at holde af sig selv, acceptere sig selv og ikke at være flov eller pinlig berørt over at være den man er. Det møder man som læser af Skrøbelige skønhed på flere planer eller flere stadier. Selvom alle karaktererne kæmper med det fra tid til anden – hvilket kun er naturligt – så er Fern, Ambrose og Bailey ikke det samme sted, når det kommer til at acceptere sig selv og elske sig selv.
Bailey har i en tidlig alder været nødt til at acceptere sit liv, sin krop og dermed sig selv på grund af sin sygdom – og på mange måder ser vi den unge fyr i rollen som mentor eller en guide for de andre to. Fern har nok altid haft en tendens til at gemme sig selv væk og sætte andre først, men vi ser hende vokse og blive mere og mere modig – hun begynder at finde sig selv og er ikke længere bange for at være den, hun er. Der bliver mildest talt vendt op og ned på Ambroses liv i løbet af bogen, og hans opfattelse af sig selv bliver rystet i en så stor grad, at han har svært ved at finde ud af hvem han er, og det gør, at han måske har endnu mere svært ved at acceptere sig selv. Hans opfattelse af hvem han var før, stemmer ikke overens med den han er nu. Det er ikke nemt eller rart, når der bliver vendt op og ned på alt og alle, især når en af de største forandringer er én selv.
Amy Harmon griber fat i nogle af de ting, som vi alle kender til, og hun er ikke bange for at tage fat i emner, som kan være hårde. Men det lykkedes hende at tage fat i de hårde ting og på samme tid skrive en historie, der er sød og livsbekræftende, men ikke uden at man ind i mellem sidder med en klump i halsen, mens tårerne presser sig på.
Andre læste også: