Young Adult-romaner Aktuelt Sarah Engell

Sarah Engell: Det er skræmmende normalt, at drenge udveksler nøgenbilleder af piger

Sarah Engell: Det er skræmmende normalt, at drenge udveksler nøgenbilleder af piger

Foto: © Zafar Iqbal

Sarah Engells nye YA-roman Det øjeblik du tvivler er en stærk fortælling om at være ung kvinde i en mandesport, om kærlighed og om hvordan en stalker kan slå selv den stærkeste i stykker.


“Jeg var egentligt i gang med at skrive noget helt andet, da jeg pludselig fik nogle beskeder i min indbakke fra et par unge piger, som gerne ville have mig til at formidle deres historier.

Det var barske beretninger om billeddeling, stalking og hævnporno. Jeg blev virkelig ramt af de historier, og jeg synes, de var vigtige at få fortalt.”

Det siger forfatter Sarah Engell om udgangspunktet for sin ny roman Det øjeblik du tvivler. Romanen handler om skateren Vigga, der er en ung kvinde i en mandesport, om kærlighed og om en uhyggelig stalker …

Beskederne voksede til en roman

Sarah Engell er en af de største stemmer inden for ungdomsromaner lige nu, og sidste år kunne hun fejre 10-års forfatterjubilæum.

Hun er især kendt for sin evne til at ramme de mest aktuelle emner og beskrive dem på en måde, som unge læsere kan spejle sig i – hvad enten det er cybermobning, selvmordstanker eller politik.

LÆS OGSÅ: Der er fart på i Sarah Engells nye YA-roman Det øjeblik du tvivler – tyvstart din læsning her!

Sarah får ofte beskeder fra unge, som har læst hendes bøger, og som gerne vil dele deres egne historier – uden at dialogen udvikler sig videre fra det. Men netop de her pigers historie begyndte straks at knopskyde til romanstof.

Historierne ramte lige i hjertet

“Jeg havde overhovedet ikke tid til at sige ja til det nye bogprojekt, men det voksede i mig og det blev umuligt at ignorere. Det har altid været den måde, jeg har arbejdet på – jeg går med det, som brænder sig på, og som føles vigtigt,” siger Sarah.


Hun skrev tilbage til pigerne, at hun gerne ville mødes og høre mere om de voldsomme historier – og jo mere hun hørte, jo mere sikker blev hun på, at det her var stof til en bog, det var bydende nødvendigt at skrive. 

“Udover at pigernes historier ramte mig lige i hjertet, så appellerede de også meget til mig og til de ting, jeg interesserer mig for som forfatter.

Det psykologiske, relationer mellem mennesker, og hvad der sker, når andre eller én selv kommer til at overskride nogle grænser. Jeg kunne slet ikke lade være med at dykke ned i dem,” fortæller Sarah.

Kærlighed og trusler

Bogens hovedperson er Vigga. Hun er en dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. Så Vigga har droppet dating og træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd.

Lige indtil hun uventet forelsker sig. Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Også da hun pludselig begynder at modtage ubehagelige trusler.

“Vigga er en ung kvinde, som på den ene side er helt vildt sej og modig, og på den anden side lever med et stort savn efter sine forældre,” siger Sarah:

“Der ligger et tomrum dybt i hende, der gør, at hun både bliver sårbar i forhold til sin forelskelse, og nemmere bliver udnyttet af denne her fyr, som har en klemme på hende i form af et fatalt nøgenbillede.”

Truslerne og de ækle beskeder fortsætter. Og de bliver værre og værre. Nu skal Vigga for alvor til at passe på, for den, der står bag, har ikke tænkt sig at lade hende slippe. 

Skaterkvinder bliver holdt nede

Vigga er et kæmpe skater-talent og drømmer om at kunne leve af sin sport, men hun møder rigtigt meget modstand. 

“Det var vigtigt for mig at vise, at de gange det ikke lykkes for hende, er det ikke, fordi hun ikke er god nok, men fordi hun har sit køn imod sig. Hvis hun blot var middelgod, kunne man måske forklare det med, at hun bare ikke er god nok til at nå langt.

Men i og med at hun er sindssygt dygtig, er det svært at forklare, at hun ikke bliver taget lige så seriøst som hendes talent fortjener,” fortæller Sarah Engell.

“Dét, at piger og kvinder bliver holdt nede, er en kultur, som er vokset frem. Sådan er det også i andre sportsgrene. Det er et meget gammelt fænomen, at præstationskulturer er mandekulturer, og piger har ikke noget at gøre der.

Det er rigtigt svært at ændre på, og jeg ved, at nogle skater-parker er begyndt at lave deciderede pigeaftener, hvor der kun er adgang for piger – netop for at de kan få lov at skate i fred.”

Sarah Engell, Det øjeblik du tvivler
Sarah tilbage på skaterbanen i Fælledparken. Her på arbejde med Politikens fotograf Mads Nissen, som fotograferer hende til et interview.

“Men din røv så godt ud imens”

Noget af det Vigga og de andre kvindelige skatere bliver udsat for er meget barske og stærkt sexistiske kommentarer – fx “pussy on wheels” og “du er ikke så god som en dreng, men din røv så godt ud imens”.

Nedladende kommentarer, som også virkelighedens kvindelige skatere ifølge Sarah Engell må lægge øre til. 

“Det ved jeg fra min færden i skatermiljøet og fra en lang række videoer, som er blevet lagt online, hvor piger laver de mest fantastiske skatertricks – men hvor kommentarsporet alligevel er fyldt med meget grænseoverskridende kommentarer. Det er ret vildt, hvad der bliver skrevet.

I Det øjeblik du tvivler har jeg brugt rigtige kommentarer og beskeder, som jeg har hugget fra nettet, og det gør jeg faktisk ofte, når jeg skriver. Det giver teksten en klangbund af noget helt autentisk,” siger Sarah.

Intime billeder som Pokemon-kort 

I Det øjeblik du tvivler har Vigga en stalker med en meget grænseoverskridende adfærd. Hun begynder at modtage ubehagelige trusler.

Og truslerne og de ækle beskeder fortsætter. De bliver værre og værre, og kommer til at indbefatte intime billeder, som Vigga for en hver pris vil undgå bliver delt på nettet.

Nogle af de unge piger, Sarah har talt med, har vist hende flere af de sites og facebookgrupper, hvor drenge deler intime billeder af piger, de har været sammen med. 

“Alt det ligger meget tæt på virkeligheden. Det er skræmmende normalt, at drenge sidder og udveksler billeder af nøgne klassekammerater på samme måde, som hvis det var Pokemon-kort, de samlede på,” siger forfatteren.   

Nøgenbilleder kan smadre liv

“De deler billeder med samme selvfølgelighed, som hvis det var et eller andet legetøj,” siger Sarah.

“Ifølge de piger, jeg har snakket med, er det noget drengene gør uden at tænke på, hvor forkert det er. Jeg tror, 95 procent af det er ren tankeløshed. Alt det her er meget nyt, og vi har tydeligvis ikke lært, hvordan vi gebærder os i den verden.

Med den alder jeg har, kan jeg godt nogle gange tænke: Hvorfor skal I også tage billeder af alting og udsætte jer for den risiko? Er I ikke klar over, hvor farligt det kan være?

Men jeg ved jo godt, at det for unge i dag er en helt integreret del af livet. Man gennemfotograferer sit liv med største selvfølgelighed.

Jeg tror, at unge skal blive mere bevidste om, hvor skadeligt det kan være, når billeder havner i de forkerte hænder. De skal blive meget bedre til at navigere i det hajfyldte farvand,” vurderer Sarah. 

Små tegn og signaler på bedre billedkultur

Sarah Engell ser dog små tegn på at fænomenet bevæger sig i en anden og mere oplyst retning.

Hun nævner Umbrella-sagen fra 2018, hvor 1004 unge blev sigtet for deling af seksuelle optagelser af to 15-årige, efter to drenge delte filmen på internettet. I 2019 blev tallet opjusteret til 1152 personer. 

“Jeg tror, det har været et wake up-call for mange unge, som er blevet klar over, at hey – det er faktisk ulovligt det her. Det er godt, at sådan nogle sager rusker op i det hele,” siger forfatteren. 

Meld det til politiet 

Hun er også sikker på, at størstedelen af de intime billeder ikke bliver delt af ond vilje. Ikke desto mindre kan det være fuldstændigt ødelæggende for de piger, som optræder på billederne. 

“Jeg har talt med piger, som flere år efter det er sket, ikke tør gå uden for en dør, fordi de føler sig stigmatiserede,” siger Sarah Engell.

Hun har et godt råd til de piger, som har fået delt intime billeder mod deres vilje:

“Man skal gøre sig klart, at det er ulovligt, og derfor kan man melde det til politiet. Det kræver selvfølgelig et overskud at gøre det, som man ikke nødvendigvis har i den situation.

Men jeg synes faktisk, man skal melde det til politiet, hvis man er ude for at få delt et intimt billede mod sin vilje.” 



Sarah Engell: Det øjeblik du tvivler

Det øjeblik du tvivler Sarah Engell

Vigga er en rigtig dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. 

Derfor koncentrerer Vigga sig om at skate i stedet for at date. Hun træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd. Men så forelsker hun sig. Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Men en dag begynder Vigga at modtage ubehagelige trusler, som intensiverer og bliver værre og værre.

Nu skal Vigga for alvor til at passe på, for den, der står bag, har ikke tænkt sig at lade hende slippe.

En stærk fortælling om, hvor hurtigt man kan falde fra hinanden og miste grebet om sit liv – også selvom man er vant til at stå op for sig selv.

Du kan købe Det øjeblik du tvivler online eller i din nærmeste boghandel.