I 2019 blev Rasmus Kragh den første dansker til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Den historiske bedrift fortæller han om i Egotrip.
Intet mindre end tre gange forsøgte Rasmus Kragh at bestige Mount Everest. Nedenfor kan du læse et uddrag fra bogen, hvor han beskriver anden gang, han begav sig mod toppen af verdens højeste bjerg – og endnu en gang blev tvunget til at vende om.
Du kan købe Egotrip online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Rasmus Kragh
Egotrip
Følelsen af at være tilbage var utrolig.
Støvskyen lagde sig langsomt, mens den hvide, kinesiske efterligning af et forvokset folkevognsrugbrød kørte væk i det fjerne og overlod os til stilheden. Jeg var blevet sat af sammen med otte andre ekspeditionsmedlemmer. Foran os løftede en mur af grus sig, og ovenover i det høje tronede den velkendte, sorte trekantkolos med sine hvide, selvlysende tegninger draperet på kryds og tværs.
Vi befandt os på en smeltevandsslette med udsigt til gletsjerfronten, der som en bulldozer skubbede alskens materiale fra Himalayas største kæmpe foran sig. Vi stod ved bunden af Mount Everests nordside. Det her havde jeg ventet på alt for længe.
Jeg gik lidt væk fra de andre for at være alene. Efter 50 meter stoppede jeg op, drejede om på hælen, løftede blikket og sugede det hele ind. Jeg lukkede mine øjne og lod den svage brise og den knastørre, kølige bjergluft kærtegne mit ansigt. Igen havde jeg lagt civilisationen bag mig og var draget ud til kanten af verden.
Forud for dette øjeblik havde jeg og de andre medlemmer af ekspeditionen tilbragt ikke mindre end fire døgn i det kinesiske folkevognsrugbrød. Nordsiden af Everest, i Tibet, er på mange måder mere isoleret og utilgængelig end sydsiden af bjerget, og rejsen foregår i flere etaper.
Først var jeg landet i Katmandu, hvorefter jeg havde revet ti dage ud af kalenderen og taget en vandretur i højderne i Khumbu-regionen for at kickstarte min akklimatisering. Herefter var jeg returneret til Nepal og havde brugt en række dage med forberedelser og den relativt bureaukratiske visumansøgningsproces til Tibet.
Siden havde jeg taget endnu et fly mod nordøst over Himalaya-bjergkæden til det tibetanske højplateau i Lhasa, en by i 3.600 meters højde, som engang havde haft status af landets hovedstad og var den berømte religiøse leder Dalai Lamas hjem. Fra Lhasa, hvor jeg allerede begyndte at kunne mærke den tynde luft, var turen gået 900 kilometer mod sydvest i retning mod den nepalesiske grænse.
Tibet mindede på mange måder om en ørken, og her, i starten af april 2018, var vegetationen fortsat ikke rigtig kommet frem efter vinteren. Den fire dage lange tur igennem brune, grå og hvide nuancer, i et goldt og brutalt landskab, var en form for akklimatisering på fire hjul med 80 kilometer i timen. Og jo mere vi steg i højderne på asfaltvejene, jo mere tittede den mest utrolige, blå himmel, man kunne forestille sig, frem.
Jeg tog et par dybe vejrtrækninger, fyldte min brystkasse og lod langsomt luften sive ud igen, mens de kraftige UV-stråler satte gang i deres grillfest på de få bare hudpletter, jeg havde overset i min iver efter at komme hurtigst muligt ud af folkevognsrugbrødet. En fredfyldt følelse bredte sig i min krop, i armene, benene og helt ud i fingerspidserne og tæerne, som jeg bevægede en efter en.
Vandreturen op til Everest Basecamp er en oplevelse i sig selv. I baggrunden ses bjerget Ama Dablam. Foto: Rasmus Kragh
Jeg fik en stærk fornemmelse af at være til stede i nuet, af at være til stede i mig selv. Efter et par runder med lynmeditation åbnede jeg igen øjnene og kiggede opad. Der stod Everest, tydeligt tegnet i al sin vælde mod eftermiddagshimlen og med sin karakteristiske snefane hængende fra toppen. Dette øjeblik havde jeg ventet på i et år. Jeg havde en mærkelig følelse af at være hjemme igen.
Et par minutter mere gik i denne nærmest uvirkelige zentilstand, og så satte jeg kursen mod Basecamp sammen med resten af ekspeditionsmedlemmerne.
***
14 dage tidligere, mens jeg stadig befandt mig på dansk jord, havde jeg samlet min mor, min far og min lillebror i min og Livas lejlighed i Valby. Vi havde op til min afgang mod Tibet aftalt at holde et familiemøde. Benjamin, Rasmus Folino og Livas søster var også inviteret med.
Det var fredag eftermiddag, og gråvejret havde sat sit klare præg på byen. Over sofaen i spisestuen hang et billede af sydvestsiden på Mount Everest, som jeg havde taget året før, og som Liva nu havde fået forstørret og foræret mig indrammet i julegave. Vi var stimlet flere sammen i lejligheden, end vi nogensinde havde været før.
Formålet med familiemødet var først og fremmest fra min side at gøre alle så trygge som muligt med hensyn til den kommende ekspedition. Det var virkelig vigtigt for mig, at mine nærmeste og Liva skulle mærke og føle, at de ikke var alene, og at der også var andre, de kunne snakke med og støtte sig op ad, når jeg tog væk på mit nye topforsøg.
Men vi skulle også på mødet finde svar på et andet kritisk spørgsmål. Jeg rømmede mig, og valgte så at stille det uden så meget omsvøb.
“Hvis jeg dør ude på bjerget, vil I så gerne have min krop ned derfra igen?”
Der blev pludselig helt stille i stuen. Jeg kiggede lidt rundt og fortsatte:
“Jeg mener, hvis det værste skulle ske, vil I så gerne have, at min krop fragtes hjem til jer i Danmark? Eller vil I hellerehave, at jeg bliver liggende og finder mit sidste hvilested ude på bjerget?”
Der var nu om muligt endnu mere stille i stuen.
Jeg skyndte mig at fortsætte:
“Altså, I ved selvfølgelig alle sammen godt, at risikoen for, at det skulle ske, er meget lille. I ved, at jeg er professionel og velforberedt, og jeg viste jo sidste år, at jeg vil vende om derude, hvis det bliver for farligt. Men samtidig synes jeg, det er vigtigt, at vi italesætter, at der naturligvis er en risiko, selv om den er utrolig velkalkuleret fra min side.”
Min mor og far, Liva, hendes søster og både Benjamin og Rasmus kiggede lidt rundt i spisestuen uden at sige noget. Min lillebror, Jesper, var den første, der brød tavsheden.
“Selvfølgelig vil jeg gerne have dig hjem igen, Rasmus. Det kan da umuligt være til diskussion,” sagde han bestemt.
Min mor sad i stilhed og tænkte sig om i lang tid, før hun endelig sagde:
“Det er en utrolig svær ting for mig overhovedet at skulle tænke på. Men jeg er nok enig med Jesper. Jeg vil også gerne have Rasmus hjem, hvis vi skulle nå dertil.”
Min mor kiggede over på min far. Han nikkede.
“Sådan har jeg det også,” sagde han.
“Okay,” sagde jeg og så rundt på alle. “Så er det sådan, vi forholder os.”
Allerede længe før familiemødet havde Liva og jeg haft en lang og også hård snak om, hvad der skulle ske, hvis jeg i værste fald skulle ende mine dage på Everest. Efter det møde havde vi været enige om, at beslutningen udelukkende skulle tages af min mor, min far og min lillebror. Og sådan blev det.
Men det var alligevel en aparte eftermiddag i vores lejlighed i Valby. Mens vi sad og diskuterede min død i plenum som en hypotetisk, men mulig hændelse i en nær fremtid, følte jeg mig en smule uretfærdig og distanceret. Jeg var jo ikke ligesom mange af mine tidligere kolleger fra hæren på vej i krig i Afghanistan, hvor der var nogen, som ville prøve at tage livet af os, mens vi kæmpede for verdensfred og en bedre morgendag. Jeg havde i stedet valgt at udsætte mig selv for en risiko, som kunne koste mig livet, uden andet formål end mit eget egotrip.
Det var ekstremt svært at skulle tale om en mulig død på Everest med mine nærmeste, men samtidig var det også rart for mig at få fortalt dem, at jeg jo ikke ville være ærlig over for mig selv og mine drømme og mine mål, hvis jeg ikke forsøgte en gang mere.
Og for så lige at toppe alle de svære snakke valgte jeg til slut på familiemødet at fortælle både min mor, min far, min lillebror og Liva, at jeg havde skrevet personlige afskedsbreve til dem alle, som de ville modtage, hvis det værste skulle ske. Jeg fortalte dem også, at jeg foruden de breve havde forfattet min egen nekrolog, som ville blive sendt ud til offentligheden, hvis det viste sig at være nødvendigt.
Jeg havde skrevet nekrologen sådan her:
“Allerede inden jeg tog af sted første gang, vidste jeg, at mit projekt – og dermed min sport – havde en langt højere risikoprofil, end de fleste andre sportsgrene, man kan bruge sin tid på. Nogle vil kalde (og har kaldt) mit Everest-projekt for livsfarligt og dumdristigt. Men det er vilkårene i min sport, og det er en risiko, man lever i, og i værste fald dør med.
Bjergbestigning var en del af mig, en del af min identitet. Var jeg blevet hjemme uden at konfrontere naturens mægtigste skyskrabere, så havde jeg følt mig som en løve i et bur.
Jeg har altid haft en alt-eller-intet-mentalitet og været nysgerrig på livet. Det er det, der har bragt mig rundt i verden, til tops på bjerge, og har lært mig så uendelig meget om mig selv og livet. For levet, det har jeg til fulde.
Det var min egen beslutning og mit eget valg at prøve kræfter med verdens højeste bjerg. Og til mine sponsorer og samarbejdspartnere vil jeg sige tak. Tak for, at I gav mig muligheden for at forfølge og udleve mine drømme og leve det liv, jeg så inderligt ønskede.
‘Jeg vil hellere være en supernova og i et splitsekund skinne som tusind stjerner, når jeg ender mit liv i en gigantisk eksplosion, end jeg vil være en kold og støvet planet, der uendeligt cirkler omkring et andet himmellegeme et sted ude i verdensrummet.’
Sådan skrev Jack London engang, og lige siden jeg læste disse ord første gang, har jeg båret dem med mig.
Jeg synes, det er smukt skrevet. Og det er sådan, jeg selv ønsker at blive husket.
Græd ikke over mig, men smil i stedet, og tænk på, at jeg endte mine dage, mens jeg lavede det, jeg elskede allerhøjest. Hvis man kunne spørge de døde, så tror jeg ikke, det er mange, der kan sige dette – at de endte deres dage i det miljø og i færd med at gøre det, som var deres hjerteblod. Og for det er jeg mig selv, mine nærmeste og verden omkring mig dybt taknemmelig.
I en alder af kun 29 år fandt jeg dét, der gav mit liv absolut mening. På trods af alt det uendelig hårde slid, alle omkostningerne, fravalgene, op- og nedturene, så elskede jeg det, jeg lavede, helt til det sidste.
Det er langtfra alle mennesker, som har en passion – eller nogensinde finder den. At man finder noget, som man brænder så meget for, noget, som er så stærkt, at det er selve ledetråden i ens liv. Noget, man simpelthen ikke kan lade være med at forfølge. Noget, som er stærkere end selve kærligheden.
For mig var denne passion det at være og udfordre mig selv i bjergene. En kærlighed til naturen, som var stærkere end båndet til noget menneske. Sådan var jeg, og jeg har lært at acceptere og elske mig selv for det.
Jeg levede et liv med intensitet og varme. Det blev ikke så langt, som jeg havde håbet, men til gengæld har jeg allerede på de 29 gode år, jeg har været i denne verden, oplevet og set mere, end mange gør på et helt liv. For det er jeg yderst taknemmelig, og jeg vil aldrig have byttet det for noget andet.
Denne gang endte mit drive og projekt på bjerget. Når I læser dette, har min familie, kæreste og de nærmeste venner allerede fået beskeden, og der vil blive arbejdet på, efter deres og mit eget ønske, at jeg kommer ned til dem fra bjerget, selv om det altså ikke er i live.
Før jeg tog af sted, havde jeg med mine nærmeste den svære samtale om, at der var en risiko for, at mit liv skulle slutte på Everest, og at de ikke ville se mig i live igen. Og det er det, der er sket. Jeg vil bede alle om at respektere, at min familie nu har brug for ro. Og jeg har brug for, at alle skal vide, at jeg kendte risikoen og tog den. Ellers havde jeg aldrig levet.
Kærlighed fra Rasmus”
***
At jeg fik fortalt om nekrologen og taget de snakke med mine nærmeste, betød rigtig meget for mig. Det betød, at jeg kunne fokusere fuldstændig på den forestående opgave og pakke al støj væk i de mange dage, jeg skulle forberede mig ved foden af bjerget og akklimatisere forud for topforsøget.
Allerede efter et par døgn i Basecamp kunne jeg mærke stor forskel, både mentalt og i min fysik, i forhold til ekspeditionen i 2017. Alt det hårde arbejde, mit team og jeg havde knoklet med i månedsvis, havde båret frugt. Jeg følte mig stærkere end nogensinde.
Basecamp på nordsiden af Everest ligger for foden af Rongbuk-gletsjeren i 5.300 meters højde. Her indlogerede jeg mig i mit personlige sove- og opholdstelt, et topersoners iglotelt med to tynde skummadrasser i bunden til at isolere mig fra underlaget. Det var mit hjem i godt halvanden måned, og her trænede jeg og genopladede batterierne imellem mine akklimatiseringsture op ad bjerge i selskab med alskens andre klatrere i alle mulige nationaliteter og aldre. I Basecamp befandt sig blandt andet amerikanere, briter, indere, koreanere, hollændere, svenskere, peruvianere og newzealændere, og de fleste af dem var mine daglige samtalepartnere.
Ikke længe efter at jeg var ankommet, begyndte jeg at zoome ind og fandt tilbage i min komfortzone. Jeg skar alle unødvendige tanker fra. Som led i den aftalte plan havde jeg overladt al kommunikationen med medier og andre derhjemme til Benjamin, og alt input var dermed skåret ned til et minimum. Det betød, at jeg overhovedet ikke havde en følelse af at være stresset. Jeg havde basalt set bare mere overskud end tidligere.
Inde i Rasmus Kraghs telt i Basecamp, som udgjorde hans hjem i mere end 40 dage i løbet af en Everest-ekspedition. Foto: Rasmus Kragh
Vi havde også justeret godt og grundigt på den fysiske forberedelse. Under mit topforsøg i 2017 havde jeg, i den tid jeg havde opholdt mig i Basecamp, mest af alt siddet på min flade og slappet så meget af som muligt for at restituere imellem mine rotationer oppe på bjerget.
Denne gang var det helt anderledes. Samtidig med at jeg opbyggede min højdetolerance, udførte jeg et træningsprogram, som blandt andet indeholdt forskellige øvelser med elastikker med modstand, som jeg bandt fast til sten i området. Alt sammen for at miste mindst mulig muskelmasse, så jeg bibeholdt mest muligt af min optrænede styrke, til når jeg skulle endnu højere op på bjerget.
Året før, når jeg bare havde trænet det mindste i Basecamp, havde jeg følt mig mere og mere dvask i kroppen. Nu var jeg fuld af overskud, og jeg kunne mærke en stor styrke i min krop. Og som dagene gik, var det tydeligt, at jeg bibeholdt det overskud.
Vi vidste fra vores tests derhjemme, at mit kredsløb var det vigtigste, hvis det skulle lykkes mig at nå toppen af Everest og fortsat være i kontrol i ultradødszonen. For jo mere min krop kunne optage af den lille mængde ilt, der var til stede på bjerget, jo større fysisk råderum var der til selve præstationen. Derudover skulle jeg være i stand til at bevæge mig hurtigt og effektivt i vertikalt terræn – både opad og nedad – med en til tider tung rygsæk. Det betød, at jeg skulle være meget stærk på de helt rigtige steder på kroppen, uden at blive for tung.
Mit team og jeg havde derfor også ændret strategi med hensyn til mine rotationer op over Basecamp, hvor jeg skulle overnatte og siden komme ned igen og restituere. Fordi jeg klatrede uden kunstig ilt, var jeg nødt til at akklimatisere min krop i mere ekstrem grad end alle dem, som brugte iltflasker. Det indebar, at jeg inden det egentlige topforsøg pressede mig op i ekstreme højder ad flere omgange – og højere op end alle andre.
Vi havde også besluttet, at jeg eksekverede mine rotationer ud fra en tese om mere sprint og mindre maraton. Forstået på den måde, at jeg i stedet for at tage et langt, sejt træk op på bjerget brugte færrest mulige dage i højden. Samtidig tilbragte jeg et tilstrækkeligt antal dage over de nedbrydende 6.000 meter for at få den optimale balance, når det gjaldt min akklimatisering.
Den plan, jeg havde lagt sammen med Jacob Baagøe og Rasmus Folino, fungerede til punkt og prikke. Bakket op af videnskaben og af alle vores fysiologiske tests hjemme i Danmark havde vi taget kontrollen over topforsøget.
***
Den 20. maj 2018 drog jeg og min sherpa det år, Pemba, helt som planlagt ud fra Camp 3 og satte kursen op over 8.500 meters højde. Som forventet var alle mine bevægelser på dette tidspunkt igen ekstremt langsomme, men alligevel følte jeg mig bomstærk.
Da vi nåede frem til Mushroom Rock, det punkt, hvor jeg i 2017 var blevet tvunget til at vende om, stoppede jeg overrasket op. Jeg kiggede rundt på den paddehattelignende klippe, på monumentet, som var blevet formet af århundreders storme.
“Hold da op, er jeg allerede her,” slog det mig.
Jeg tog hele sceneriet omkring mig ind, tjekkede mit ur og konstaterede, at der blot var gået fire en halv time af mit topforsøg. Det var helt vildt, at vi allerede var klatret så højt op. Og selv om jeg var træt og udmattet, følte jeg mig faktisk virkelig godt tilpas.
Foran mig kunne jeg se Second Step, en vertikal klippeformation på knap 20 meter, der betragtes som den største udfordring på ruten. At forcere de to aluminiumsstiger, der er placeret i forlængelse af hinanden op ad klippen, kræver både kræfter og klatreteknik. Hver eneste lille ekstra udfordring, der kræver koncentration, fokus og kraftanstrengelse, tager ekstremt hårdt på dig heroppe i dødszonen, hvor tingene går i slowmotion. Ja, jeg kunne faktisk i detaljer se toppyramiden. Jeg var tæt på toppen. Et øjeblik funderede jeg over, hvad det var, jeg var i gang med at præstere. At bestige Everest uden ilt.
Jeg var ved at opnå det, jeg så som den ultimative målestok på menneskets fysiske formåen.
Jeg trak vejret dybt ind og kiggede ned ad bjergsiden. I samme sekund blev jeg revet væk af min trancetilstand, da jeg kunne se en hel flok på vej opad. De fleste af dem var i en fysisk slatten form med support. Forskellen på dem og mig var, at de havde fældet en jungle og lagt en motorvej ud med asfalt, som de kunne køre på, mens de begav sig opad. Mens jeg havde valgt at gå min egen vej og hugget mig gennem en urskov for at finde frem til destinationen.
Jeg var nået så højt op på den måde, som jeg altid havde ment, at bjergbestigning burde være på. Jeg havde gjort det på MIN måde og ikke ved – som bjergturisterne havde gjort – at købe sig en billet til toppen.
Midt i min tankerække skiftede vejret.
Det begyndte at blæse kraftigt, og is og sne fløj forbi mit ansigt. Pludselig opstod der en mur af vind foran mig. Længere fremme på ruten oppe omkring toppyramiden kunne jeg se en flok klatrere med iltflasker. De stod og gjorde sig klar til at begive sig de sidste 50 meter op, men da jeg fokuserede nærmere på dem, kunne jeg se, at de stod helt stille. De bevægede sig ikke, som om de var fastfrosset til kanten af klippen.
“FUCK,” råbte jeg ud i luften, “det kan simpelthen ikke være rigtigt.”
Vejrvinduet var, ligesom sidste år, smækket i.
Vinden tog til i styrke. Jeg forsøgte at stå fast på mine ben, men jeg svajede. Jeg drejede omkring mod Pemba. Han var i fuld gang med at suge på sin iltflaske.
“Jeg synes, vi skal vende om,” sagde han, så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det.
Jeg kiggede op mod himlen, overvejede situationen.
“Det er ekstremt, det her,” tænkte jeg inde mig selv, “men skal jeg virkelig endnu en gang være nået så højt op, så tæt på målet, for så at vende om?”
Toppyramiden tronede oppe over os. Det var fuldstændig vanvittigt, det her. I månedsvis havde jeg planlagt alle elementer i topforsøget ned til mindste detalje sammen med mit team. Vi havde forsøgt at kontrollere alt, det var muligt at kontrollere.
Men endnu en gang var der noget større, noget, jeg ikke var herre over, som havde valgt at sætte en stopper for min drøm.
“Jeg tror, vi venter lidt,” sagde jeg, så roligt som jeg kunne, til Pemba.
Jeg dirigerede os over til et plateau, hvor vi kunne søge ly. Uvejret var lokalt, det var tydeligt, men vinden havde en vanvittig spindrift, og det blæste voldsomt meget mere, end vejrprognoserne havde forudsagt. Jeg spejdede ud over kanten og kunne se 3.500 meter lodret ned til Basecamp for foden af bjerget.
Hvad fanden skulle jeg gøre? Droppe min drøm? Eller gamble og sætte alt på spil?
Et par meter fra os fik jeg øje på en sort pose, der lå i sneen, tilsyneladende uberørt. I det øjeblik havde jeg ikke overskud til at bruge kræfter på at finde ud af, hvad der var i posen, men senere fik jeg at vide, at det var en bodybag, der indeholdt en sherpa, som havde været på vej mod toppen alene. Han havde, dagen før vi nåede Mushroom Rock, befundet sig på samme sted på bjerget. Sherpaen havde, fik jeg fortalt, i 8.600 meters højde sat sig ned for at tage et hvil, i det overraskende gode vejr. Men siden var han faldet i søvn, og i mellemtiden var han løbet tør for kunstig ilt og var frosset ihjel.
Jeg så over på Pemba, der med sine viftende håndbevægelser igen prøvede at forklare mig, at han syntes, vi skulle bevæge os nedad. Nu, med det samme. Men jeg nægtede at acceptere, at jeg endnu en gang måtte afbryde mit topforsøg. Det føltes helt forkert. Jeg havde forberedt mig minutiøst. Jeg havde gjort alt for at minimere den mindste risiko. Og jeg følte, at jeg havde overskud nok til at klatre det sidste stykke op, om så det skulle gå imod al rationel fornuft.
Klatrere forcerer en lodret udfordring i isfaldet. Foto: Rasmus Kragh
Oppe ved toppyramiden kunne jeg se andre klatrere med iltflasker vende om, fordi blæsten tog til. Alle de andre var også ved at give op.
Jeg satte mig ned i vores ly på bjergsiden og ventede. Jeg gav det halvanden time mere, i håb om at vejret ville ændre sig til det bedre. Men til sidst måtte jeg indse, at det kun blev værre. Der var ikke andet at gøre. Vi måtte begive os ned igen.
***
Da vi nåede tilbage til Advanced Basecamp, gik jeg med det samme hen til ekspeditionslederen, Arnold Coster. Jeg var ude af mig selv, frustreret og tæt på at være grædefærdig. Arnold havde også set alle de andre klatrere komme tilbage. Selv om jeg nok mest af alt havde brug for at lægge mig ind i mit telt og sove i dagevis, havde jeg også brug for at dele mine frustrationer med ham.
“Tror du, det kan lade sig gøre for mig at lave endnu et topforsøg?” spurgte jeg.
“Det er muligt, Rasmus,” svarede han, “men du vil nok kun have en lille chance for at komme i mål.”
Arnold pointerede, at der var en grund til, at jeg havde planlagt min ekspedition i så lang tid i forvejen, og at der var en masse logistik, der skulle gå op, før jeg kunne lave endnu et forsøg på at nå toppen. Alligevel kørte tankerne rundt inde i mig. Jeg overvejede, hvad det ville kræve, hvis jeg skulle give det endnu et skud. På det tidspunkt tænkte jeg nok ikke klart. Mit hoved ville mere, end jeg egentlig var i stand til fysisk. For det var jo ikke nok bare at komme op til toppen af Everest. Jeg skulle også ned igen.
Mens der kom lidt ro på, drøftede jeg med Arnold, om det på nogen måde var realistisk, at jeg ville kunne kaste mig ud i endnu et topforsøg inden for et overskueligt antal dage. Hvis jeg på kort tid kunne restituere, ville jeg hurtigt kunne omstille mig til et nyt forsøg, selv om jeg godt vidste, at jeg i så fald ikke ville være i samme tilstand og have præcis den samme energi.
“Vi kan formentlig bruge nogle af de telte, der står i Basecamp. Men hvis vejrprognoserne ændrer sig til det bedre, kan det så overhovedet lade sig gøre, tror du?” spurgte jeg Arnold.
“Igen, ja, det kan det. Men er du klar, Rasmus? Har du overskud nok til at forsøge en gang mere? Det er nødvendigt, at du tænker det grundigt igennem, før du beslutter dig, før vi sætter himmel og hav i bevægelse for at stable det på benene,” svarede han.
Jeg trak mig tilbage til mit telt og forsøgte at finde noget ro. Og søvn, ikke mindst. Næste dag vandrede jeg ned til Basecamp, hvor jeg ankom om aftenen. Da jeg vågnede den følgende morgen, havde jeg gjort op med mig selv, at jeg ville gøre endnu et forsøg. Jeg vidste, at jeg var optimalt forberedt på alle områder. Jeg var topmotiveret, og på grund af min dedikerede træningsindsats og min nye strategi på bjerget – at klatre hurtigt op og ned, uden at bruge for lang tid i store højder – havde jeg stadig fysisk overskud. Efter en enkelt overnatning i Basecamp begyndte jeg allerede at føle mig udhvilet.
Samtidig blev jeg stædig. Jeg ville gerne lukke det her kapitel i mit liv og kunne bladre videre til næste side. Jeg ville også gerne bevise, at jeg havde styr på tingene og kunne gøre det. Hvis jeg for anden gang i træk blev nødt til at afbryde mit topforsøg på nøjagtig samme sted på Everest, ville nogle måske begynde at tvivle på, om det overhovedet var muligt for mig at nå toppen. Om jeg havde en eller anden form for mental barriere.
Hele klatreruten fra 7.000 meter og op til toppen af verden, på nordsiden af Everest. Foto: Rasmus Kragh
Senere samme dag blev alt dog vendt på hovedet. Pludselig meldte de kinesiske myndigheder ud, at pr. 24. maj, altså to dage senere, ville alle tilladelser til at bestige Everest blive inddraget.
Ingen af os i Basecamp fattede noget som helst af, hvad der skete. Arnold og jeg diskuterede det og blev enige om, at det nok skyldtes, at det havde været en ‘god sæson’, hvor der ‘kun’ havde været ét dødsfald på bjerget. Formentlig derfor havde de kinesiske myndigheder valgt at sætte en stopper for yderligere topforsøg, så de havde kontrol over bjerget. Et udslag af godt gammeldags, kinesisk bureaukrati.
“Men altså, hvordan fanden har de tænkt sig at effektuere det forbud,” tænkte jeg inde i mig selv. “Vil de sætte et stort fiktivt stopskilt op på gletsjeren eller hvad?”
Det forekom mig fuldstændig åndssvagt, at de reagerede sådan. Ikke desto mindre gjorde det situationen endnu mere besværlig, hvis jeg overhovedet skulle have den mindste chance for at komme op til toppen. Faktisk ville jeg formentlig blive bandlyst fra Tibet af det kinesiske styre, hvis jeg bevægede mig deropad.
Samme aften havde jeg en lang snak med Benjamin Rud Elberth derhjemme. Jeg bad ham om at undersøge, om der kunne være åbninger i systemet, som vi kunne udnytte. I de følgende timer pressede Benjamin på sammen med Dansk Klatreforbund, hvor formanden hurtigt tog fat i den øverste chef for det kinesiske klatreforbund og skriftligt ansøgte om at give mig én ekstraordinær tilladelse til at bestige Everest.
Endnu en nat gik, og så fik jeg igen kontakt til Benjamin. Utroligt nok var der hul igennem til det kinesiske klatreforbund, som gerne ville give mig en mulighed, hvis vejret tillod det. Jeg havde fået en åbning. De havde givet mig dispensation til at bruge lige så mange dage, som jeg måtte have brug for, indtil sæsonen gik på hæld i starten af juni. Straks hev jeg fat i Arnold Coster og gik i gang med at arrangere yakokser og sherpaer, som skulle hjælpe mig med det nye topforsøg.
Jeg satte mig uden for mit telt i Basecamp og kiggede op mod nordsiden af Everest.
“Det er SINDSSYGT, det her,” tænkte jeg, “jeg er stadig i god form, jeg er ikke ødelagt fysisk. Jeg har overskud. Hvis jeg kan få logistikken til at gå op, så gør jeg det sgu.”
Men optimismen holdt ikke længe.
Senere den formiddag modtog jeg de nyeste vejrprognoser. Meteorologernes forudsigelser så stadig tvivlsomme ud, og der ville ikke være noget optimalt vejrvindue til rådighed i de kommende mange dage. Hvis jeg besluttede mig for at begive mig mod toppen, kunne jeg endnu en gang risikere at stå ved Mushroom Rock som endestation. 250 meter fra mit mål. Igen.
“FUCK,” udbrød jeg.
Det gav ingen mening at sætte alle de ressourcer i spil. Det var for usikkert.
Jeg tog en dyb indånding og kiggede ud over resten af Basecamp og op mod nordsiden. Det var så frustrerende, og jeg blev nødt til at acceptere, at ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at planlægge det her eventyr ned i mindste detalje, så var bjergets luner uden for min kontrol.
Men jeg havde ikke tænkt mig at give op.
“Det her er måske sidste gang, jeg befinder mig på dette sted,” tænkte jeg. “Men jeg har jo fundet opskriften på, hvordan man bestiger Everest uden kunstig ilt. Næste år vender jeg tilbage.”
Rasmus Kragh skrev sig ind i historien, da han den 23. maj 2019 blev den første dansker nogensinde til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt.
For Rasmus Kragh var tredje gang lykkens gang, da det to gange tidligere var kikset for ham blot 250 meter fra toppen.
Egotrip er fortællingen om en moderne eventyrer, der sætter sig store mål, bryder grænser og tror på det umulige – også selvom familien beder én om at lade være.
Det er en inspirerende historie om store ambitioner og være villig til at ofre alt for at nå sit mål.
I 2019 blev Rasmus Kragh den første dansker til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Den historiske bedrift fortæller han om i Egotrip.
Intet mindre end tre gange forsøgte Rasmus Kragh at bestige Mount Everest. Nedenfor kan du læse et uddrag fra bogen, hvor han beskriver anden gang, han begav sig mod toppen af verdens højeste bjerg – og endnu en gang blev tvunget til at vende om.
Du kan købe Egotrip online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Rasmus Kragh
Egotrip
Følelsen af at være tilbage var utrolig.
Støvskyen lagde sig langsomt, mens den hvide, kinesiske efterligning af et forvokset folkevognsrugbrød kørte væk i det fjerne og overlod os til stilheden. Jeg var blevet sat af sammen med otte andre ekspeditionsmedlemmer. Foran os løftede en mur af grus sig, og ovenover i det høje tronede den velkendte, sorte trekantkolos med sine hvide, selvlysende tegninger draperet på kryds og tværs.
Vi befandt os på en smeltevandsslette med udsigt til gletsjerfronten, der som en bulldozer skubbede alskens materiale fra Himalayas største kæmpe foran sig. Vi stod ved bunden af Mount Everests nordside. Det her havde jeg ventet på alt for længe.
Jeg gik lidt væk fra de andre for at være alene. Efter 50 meter stoppede jeg op, drejede om på hælen, løftede blikket og sugede det hele ind. Jeg lukkede mine øjne og lod den svage brise og den knastørre, kølige bjergluft kærtegne mit ansigt. Igen havde jeg lagt civilisationen bag mig og var draget ud til kanten af verden.
Forud for dette øjeblik havde jeg og de andre medlemmer af ekspeditionen tilbragt ikke mindre end fire døgn i det kinesiske folkevognsrugbrød. Nordsiden af Everest, i Tibet, er på mange måder mere isoleret og utilgængelig end sydsiden af bjerget, og rejsen foregår i flere etaper.
Først var jeg landet i Katmandu, hvorefter jeg havde revet ti dage ud af kalenderen og taget en vandretur i højderne i Khumbu-regionen for at kickstarte min akklimatisering. Herefter var jeg returneret til Nepal og havde brugt en række dage med forberedelser og den relativt bureaukratiske visumansøgningsproces til Tibet.
Siden havde jeg taget endnu et fly mod nordøst over Himalaya-bjergkæden til det tibetanske højplateau i Lhasa, en by i 3.600 meters højde, som engang havde haft status af landets hovedstad og var den berømte religiøse leder Dalai Lamas hjem. Fra Lhasa, hvor jeg allerede begyndte at kunne mærke den tynde luft, var turen gået 900 kilometer mod sydvest i retning mod den nepalesiske grænse.
Tibet mindede på mange måder om en ørken, og her, i starten af april 2018, var vegetationen fortsat ikke rigtig kommet frem efter vinteren. Den fire dage lange tur igennem brune, grå og hvide nuancer, i et goldt og brutalt landskab, var en form for akklimatisering på fire hjul med 80 kilometer i timen. Og jo mere vi steg i højderne på asfaltvejene, jo mere tittede den mest utrolige, blå himmel, man kunne forestille sig, frem.
Jeg tog et par dybe vejrtrækninger, fyldte min brystkasse og lod langsomt luften sive ud igen, mens de kraftige UV-stråler satte gang i deres grillfest på de få bare hudpletter, jeg havde overset i min iver efter at komme hurtigst muligt ud af folkevognsrugbrødet. En fredfyldt følelse bredte sig i min krop, i armene, benene og helt ud i fingerspidserne og tæerne, som jeg bevægede en efter en.
Foto: Rasmus Kragh
Jeg fik en stærk fornemmelse af at være til stede i nuet, af at være til stede i mig selv. Efter et par runder med lynmeditation åbnede jeg igen øjnene og kiggede opad. Der stod Everest, tydeligt tegnet i al sin vælde mod eftermiddagshimlen og med sin karakteristiske snefane hængende fra toppen. Dette øjeblik havde jeg ventet på i et år. Jeg havde en mærkelig følelse af at være hjemme igen.
Et par minutter mere gik i denne nærmest uvirkelige zentilstand, og så satte jeg kursen mod Basecamp sammen med resten af ekspeditionsmedlemmerne.
***
14 dage tidligere, mens jeg stadig befandt mig på dansk jord, havde jeg samlet min mor, min far og min lillebror i min og Livas lejlighed i Valby. Vi havde op til min afgang mod Tibet aftalt at holde et familiemøde. Benjamin, Rasmus Folino og Livas søster var også inviteret med.
Det var fredag eftermiddag, og gråvejret havde sat sit klare præg på byen. Over sofaen i spisestuen hang et billede af sydvestsiden på Mount Everest, som jeg havde taget året før, og som Liva nu havde fået forstørret og foræret mig indrammet i julegave. Vi var stimlet flere sammen i lejligheden, end vi nogensinde havde været før.
Formålet med familiemødet var først og fremmest fra min side at gøre alle så trygge som muligt med hensyn til den kommende ekspedition. Det var virkelig vigtigt for mig, at mine nærmeste og Liva skulle mærke og føle, at de ikke var alene, og at der også var andre, de kunne snakke med og støtte sig op ad, når jeg tog væk på mit nye topforsøg.
Men vi skulle også på mødet finde svar på et andet kritisk spørgsmål. Jeg rømmede mig, og valgte så at stille det uden så meget omsvøb.
“Hvis jeg dør ude på bjerget, vil I så gerne have min krop ned derfra igen?”
Der blev pludselig helt stille i stuen. Jeg kiggede lidt rundt og fortsatte:
“Jeg mener, hvis det værste skulle ske, vil I så gerne have, at min krop fragtes hjem til jer i Danmark? Eller vil I hellerehave, at jeg bliver liggende og finder mit sidste hvilested ude på bjerget?”
Der var nu om muligt endnu mere stille i stuen.
Jeg skyndte mig at fortsætte:
“Altså, I ved selvfølgelig alle sammen godt, at risikoen for, at det skulle ske, er meget lille. I ved, at jeg er professionel og velforberedt, og jeg viste jo sidste år, at jeg vil vende om derude, hvis det bliver for farligt. Men samtidig synes jeg, det er vigtigt, at vi italesætter, at der naturligvis er en risiko, selv om den er utrolig velkalkuleret fra min side.”
Min mor og far, Liva, hendes søster og både Benjamin og Rasmus kiggede lidt rundt i spisestuen uden at sige noget. Min lillebror, Jesper, var den første, der brød tavsheden.
“Selvfølgelig vil jeg gerne have dig hjem igen, Rasmus. Det kan da umuligt være til diskussion,” sagde han bestemt.
Min mor sad i stilhed og tænkte sig om i lang tid, før hun endelig sagde:
“Det er en utrolig svær ting for mig overhovedet at skulle tænke på. Men jeg er nok enig med Jesper. Jeg vil også gerne have Rasmus hjem, hvis vi skulle nå dertil.”
Min mor kiggede over på min far. Han nikkede.
“Sådan har jeg det også,” sagde han.
“Okay,” sagde jeg og så rundt på alle. “Så er det sådan, vi forholder os.”
Allerede længe før familiemødet havde Liva og jeg haft en lang og også hård snak om, hvad der skulle ske, hvis jeg i værste fald skulle ende mine dage på Everest. Efter det møde havde vi været enige om, at beslutningen udelukkende skulle tages af min mor, min far og min lillebror. Og sådan blev det.
Men det var alligevel en aparte eftermiddag i vores lejlighed i Valby. Mens vi sad og diskuterede min død i plenum som en hypotetisk, men mulig hændelse i en nær fremtid, følte jeg mig en smule uretfærdig og distanceret. Jeg var jo ikke ligesom mange af mine tidligere kolleger fra hæren på vej i krig i Afghanistan, hvor der var nogen, som ville prøve at tage livet af os, mens vi kæmpede for verdensfred og en bedre morgendag. Jeg havde i stedet valgt at udsætte mig selv for en risiko, som kunne koste mig livet, uden andet formål end mit eget egotrip.
Det var ekstremt svært at skulle tale om en mulig død på Everest med mine nærmeste, men samtidig var det også rart for mig at få fortalt dem, at jeg jo ikke ville være ærlig over for mig selv og mine drømme og mine mål, hvis jeg ikke forsøgte en gang mere.
Og for så lige at toppe alle de svære snakke valgte jeg til slut på familiemødet at fortælle både min mor, min far, min lillebror og Liva, at jeg havde skrevet personlige afskedsbreve til dem alle, som de ville modtage, hvis det værste skulle ske. Jeg fortalte dem også, at jeg foruden de breve havde forfattet min egen nekrolog, som ville blive sendt ud til offentligheden, hvis det viste sig at være nødvendigt.
Jeg havde skrevet nekrologen sådan her:
“Allerede inden jeg tog af sted første gang, vidste jeg, at mit projekt – og dermed min sport – havde en langt højere risikoprofil, end de fleste andre sportsgrene, man kan bruge sin tid på. Nogle vil kalde (og har kaldt) mit Everest-projekt for livsfarligt og dumdristigt. Men det er vilkårene i min sport, og det er en risiko, man lever i, og i værste fald dør med.
Bjergbestigning var en del af mig, en del af min identitet. Var jeg blevet hjemme uden at konfrontere naturens mægtigste skyskrabere, så havde jeg følt mig som en løve i et bur.
Jeg har altid haft en alt-eller-intet-mentalitet og været nysgerrig på livet. Det er det, der har bragt mig rundt i verden, til tops på bjerge, og har lært mig så uendelig meget om mig selv og livet. For levet, det har jeg til fulde.
Det var min egen beslutning og mit eget valg at prøve kræfter med verdens højeste bjerg. Og til mine sponsorer og samarbejdspartnere vil jeg sige tak. Tak for, at I gav mig muligheden for at forfølge og udleve mine drømme og leve det liv, jeg så inderligt ønskede.
‘Jeg vil hellere være en supernova og i et splitsekund skinne som tusind stjerner, når jeg ender mit liv i en gigantisk eksplosion, end jeg vil være en kold og støvet planet, der uendeligt cirkler omkring et andet himmellegeme et sted ude i verdensrummet.’
Sådan skrev Jack London engang, og lige siden jeg læste disse ord første gang, har jeg båret dem med mig.
Jeg synes, det er smukt skrevet. Og det er sådan, jeg selv ønsker at blive husket.
Græd ikke over mig, men smil i stedet, og tænk på, at jeg endte mine dage, mens jeg lavede det, jeg elskede allerhøjest. Hvis man kunne spørge de døde, så tror jeg ikke, det er mange, der kan sige dette – at de endte deres dage i det miljø og i færd med at gøre det, som var deres hjerteblod. Og for det er jeg mig selv, mine nærmeste og verden omkring mig dybt taknemmelig.
I en alder af kun 29 år fandt jeg dét, der gav mit liv absolut mening. På trods af alt det uendelig hårde slid, alle omkostningerne, fravalgene, op- og nedturene, så elskede jeg det, jeg lavede, helt til det sidste.
Det er langtfra alle mennesker, som har en passion – eller nogensinde finder den. At man finder noget, som man brænder så meget for, noget, som er så stærkt, at det er selve ledetråden i ens liv. Noget, man simpelthen ikke kan lade være med at forfølge. Noget, som er stærkere end selve kærligheden.
For mig var denne passion det at være og udfordre mig selv i bjergene. En kærlighed til naturen, som var stærkere end båndet til noget menneske. Sådan var jeg, og jeg har lært at acceptere og elske mig selv for det.
Jeg levede et liv med intensitet og varme. Det blev ikke så langt, som jeg havde håbet, men til gengæld har jeg allerede på de 29 gode år, jeg har været i denne verden, oplevet og set mere, end mange gør på et helt liv. For det er jeg yderst taknemmelig, og jeg vil aldrig have byttet det for noget andet.
Denne gang endte mit drive og projekt på bjerget. Når I læser dette, har min familie, kæreste og de nærmeste venner allerede fået beskeden, og der vil blive arbejdet på, efter deres og mit eget ønske, at jeg kommer ned til dem fra bjerget, selv om det altså ikke er i live.
Før jeg tog af sted, havde jeg med mine nærmeste den svære samtale om, at der var en risiko for, at mit liv skulle slutte på Everest, og at de ikke ville se mig i live igen. Og det er det, der er sket. Jeg vil bede alle om at respektere, at min familie nu har brug for ro. Og jeg har brug for, at alle skal vide, at jeg kendte risikoen og tog den. Ellers havde jeg aldrig levet.
Kærlighed fra Rasmus”
***
At jeg fik fortalt om nekrologen og taget de snakke med mine nærmeste, betød rigtig meget for mig. Det betød, at jeg kunne fokusere fuldstændig på den forestående opgave og pakke al støj væk i de mange dage, jeg skulle forberede mig ved foden af bjerget og akklimatisere forud for topforsøget.
Allerede efter et par døgn i Basecamp kunne jeg mærke stor forskel, både mentalt og i min fysik, i forhold til ekspeditionen i 2017. Alt det hårde arbejde, mit team og jeg havde knoklet med i månedsvis, havde båret frugt. Jeg følte mig stærkere end nogensinde.
Basecamp på nordsiden af Everest ligger for foden af Rongbuk-gletsjeren i 5.300 meters højde. Her indlogerede jeg mig i mit personlige sove- og opholdstelt, et topersoners iglotelt med to tynde skummadrasser i bunden til at isolere mig fra underlaget. Det var mit hjem i godt halvanden måned, og her trænede jeg og genopladede batterierne imellem mine akklimatiseringsture op ad bjerge i selskab med alskens andre klatrere i alle mulige nationaliteter og aldre. I Basecamp befandt sig blandt andet amerikanere, briter, indere, koreanere, hollændere, svenskere, peruvianere og newzealændere, og de fleste af dem var mine daglige samtalepartnere.
Ikke længe efter at jeg var ankommet, begyndte jeg at zoome ind og fandt tilbage i min komfortzone. Jeg skar alle unødvendige tanker fra. Som led i den aftalte plan havde jeg overladt al kommunikationen med medier og andre derhjemme til Benjamin, og alt input var dermed skåret ned til et minimum. Det betød, at jeg overhovedet ikke havde en følelse af at være stresset. Jeg havde basalt set bare mere overskud end tidligere.
Foto: Rasmus Kragh
Vi havde også justeret godt og grundigt på den fysiske forberedelse. Under mit topforsøg i 2017 havde jeg, i den tid jeg havde opholdt mig i Basecamp, mest af alt siddet på min flade og slappet så meget af som muligt for at restituere imellem mine rotationer oppe på bjerget.
Denne gang var det helt anderledes. Samtidig med at jeg opbyggede min højdetolerance, udførte jeg et træningsprogram, som blandt andet indeholdt forskellige øvelser med elastikker med modstand, som jeg bandt fast til sten i området. Alt sammen for at miste mindst mulig muskelmasse, så jeg bibeholdt mest muligt af min optrænede styrke, til når jeg skulle endnu højere op på bjerget.
Året før, når jeg bare havde trænet det mindste i Basecamp, havde jeg følt mig mere og mere dvask i kroppen. Nu var jeg fuld af overskud, og jeg kunne mærke en stor styrke i min krop. Og som dagene gik, var det tydeligt, at jeg bibeholdt det overskud.
Vi vidste fra vores tests derhjemme, at mit kredsløb var det vigtigste, hvis det skulle lykkes mig at nå toppen af Everest og fortsat være i kontrol i ultradødszonen. For jo mere min krop kunne optage af den lille mængde ilt, der var til stede på bjerget, jo større fysisk råderum var der til selve præstationen. Derudover skulle jeg være i stand til at bevæge mig hurtigt og effektivt i vertikalt terræn – både opad og nedad – med en til tider tung rygsæk. Det betød, at jeg skulle være meget stærk på de helt rigtige steder på kroppen, uden at blive for tung.
Mit team og jeg havde derfor også ændret strategi med hensyn til mine rotationer op over Basecamp, hvor jeg skulle overnatte og siden komme ned igen og restituere. Fordi jeg klatrede uden kunstig ilt, var jeg nødt til at akklimatisere min krop i mere ekstrem grad end alle dem, som brugte iltflasker. Det indebar, at jeg inden det egentlige topforsøg pressede mig op i ekstreme højder ad flere omgange – og højere op end alle andre.
Vi havde også besluttet, at jeg eksekverede mine rotationer ud fra en tese om mere sprint og mindre maraton. Forstået på den måde, at jeg i stedet for at tage et langt, sejt træk op på bjerget brugte færrest mulige dage i højden. Samtidig tilbragte jeg et tilstrækkeligt antal dage over de nedbrydende 6.000 meter for at få den optimale balance, når det gjaldt min akklimatisering.
Den plan, jeg havde lagt sammen med Jacob Baagøe og Rasmus Folino, fungerede til punkt og prikke. Bakket op af videnskaben og af alle vores fysiologiske tests hjemme i Danmark havde vi taget kontrollen over topforsøget.
***
Den 20. maj 2018 drog jeg og min sherpa det år, Pemba, helt som planlagt ud fra Camp 3 og satte kursen op over 8.500 meters højde. Som forventet var alle mine bevægelser på dette tidspunkt igen ekstremt langsomme, men alligevel følte jeg mig bomstærk.
Da vi nåede frem til Mushroom Rock, det punkt, hvor jeg i 2017 var blevet tvunget til at vende om, stoppede jeg overrasket op. Jeg kiggede rundt på den paddehattelignende klippe, på monumentet, som var blevet formet af århundreders storme.
“Hold da op, er jeg allerede her,” slog det mig.
Jeg tog hele sceneriet omkring mig ind, tjekkede mit ur og konstaterede, at der blot var gået fire en halv time af mit topforsøg. Det var helt vildt, at vi allerede var klatret så højt op. Og selv om jeg var træt og udmattet, følte jeg mig faktisk virkelig godt tilpas.
Foran mig kunne jeg se Second Step, en vertikal klippeformation på knap 20 meter, der betragtes som den største udfordring på ruten. At forcere de to aluminiumsstiger, der er placeret i forlængelse af hinanden op ad klippen, kræver både kræfter og klatreteknik. Hver eneste lille ekstra udfordring, der kræver koncentration, fokus og kraftanstrengelse, tager ekstremt hårdt på dig heroppe i dødszonen, hvor tingene går i slowmotion. Ja, jeg kunne faktisk i detaljer se toppyramiden. Jeg var tæt på toppen. Et øjeblik funderede jeg over, hvad det var, jeg var i gang med at præstere. At bestige Everest uden ilt.
Jeg var ved at opnå det, jeg så som den ultimative målestok på menneskets fysiske formåen.
Jeg trak vejret dybt ind og kiggede ned ad bjergsiden. I samme sekund blev jeg revet væk af min trancetilstand, da jeg kunne se en hel flok på vej opad. De fleste af dem var i en fysisk slatten form med support. Forskellen på dem og mig var, at de havde fældet en jungle og lagt en motorvej ud med asfalt, som de kunne køre på, mens de begav sig opad. Mens jeg havde valgt at gå min egen vej og hugget mig gennem en urskov for at finde frem til destinationen.
Jeg var nået så højt op på den måde, som jeg altid havde ment, at bjergbestigning burde være på. Jeg havde gjort det på MIN måde og ikke ved – som bjergturisterne havde gjort – at købe sig en billet til toppen.
Midt i min tankerække skiftede vejret.
Det begyndte at blæse kraftigt, og is og sne fløj forbi mit ansigt. Pludselig opstod der en mur af vind foran mig. Længere fremme på ruten oppe omkring toppyramiden kunne jeg se en flok klatrere med iltflasker. De stod og gjorde sig klar til at begive sig de sidste 50 meter op, men da jeg fokuserede nærmere på dem, kunne jeg se, at de stod helt stille. De bevægede sig ikke, som om de var fastfrosset til kanten af klippen.
“FUCK,” råbte jeg ud i luften, “det kan simpelthen ikke være rigtigt.”
Vejrvinduet var, ligesom sidste år, smækket i.
Vinden tog til i styrke. Jeg forsøgte at stå fast på mine ben, men jeg svajede. Jeg drejede omkring mod Pemba. Han var i fuld gang med at suge på sin iltflaske.
“Jeg synes, vi skal vende om,” sagde han, så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det.
Jeg kiggede op mod himlen, overvejede situationen.
“Det er ekstremt, det her,” tænkte jeg inde mig selv, “men skal jeg virkelig endnu en gang være nået så højt op, så tæt på målet, for så at vende om?”
Toppyramiden tronede oppe over os. Det var fuldstændig vanvittigt, det her. I månedsvis havde jeg planlagt alle elementer i topforsøget ned til mindste detalje sammen med mit team. Vi havde forsøgt at kontrollere alt, det var muligt at kontrollere.
Men endnu en gang var der noget større, noget, jeg ikke var herre over, som havde valgt at sætte en stopper for min drøm.
“Jeg tror, vi venter lidt,” sagde jeg, så roligt som jeg kunne, til Pemba.
Jeg dirigerede os over til et plateau, hvor vi kunne søge ly. Uvejret var lokalt, det var tydeligt, men vinden havde en vanvittig spindrift, og det blæste voldsomt meget mere, end vejrprognoserne havde forudsagt. Jeg spejdede ud over kanten og kunne se 3.500 meter lodret ned til Basecamp for foden af bjerget.
Hvad fanden skulle jeg gøre? Droppe min drøm? Eller gamble og sætte alt på spil?
Et par meter fra os fik jeg øje på en sort pose, der lå i sneen, tilsyneladende uberørt. I det øjeblik havde jeg ikke overskud til at bruge kræfter på at finde ud af, hvad der var i posen, men senere fik jeg at vide, at det var en bodybag, der indeholdt en sherpa, som havde været på vej mod toppen alene. Han havde, dagen før vi nåede Mushroom Rock, befundet sig på samme sted på bjerget. Sherpaen havde, fik jeg fortalt, i 8.600 meters højde sat sig ned for at tage et hvil, i det overraskende gode vejr. Men siden var han faldet i søvn, og i mellemtiden var han løbet tør for kunstig ilt og var frosset ihjel.
Jeg så over på Pemba, der med sine viftende håndbevægelser igen prøvede at forklare mig, at han syntes, vi skulle bevæge os nedad. Nu, med det samme. Men jeg nægtede at acceptere, at jeg endnu en gang måtte afbryde mit topforsøg. Det føltes helt forkert. Jeg havde forberedt mig minutiøst. Jeg havde gjort alt for at minimere den mindste risiko. Og jeg følte, at jeg havde overskud nok til at klatre det sidste stykke op, om så det skulle gå imod al rationel fornuft.
Foto: Rasmus Kragh
Oppe ved toppyramiden kunne jeg se andre klatrere med iltflasker vende om, fordi blæsten tog til. Alle de andre var også ved at give op.
Jeg satte mig ned i vores ly på bjergsiden og ventede. Jeg gav det halvanden time mere, i håb om at vejret ville ændre sig til det bedre. Men til sidst måtte jeg indse, at det kun blev værre. Der var ikke andet at gøre. Vi måtte begive os ned igen.
***
Da vi nåede tilbage til Advanced Basecamp, gik jeg med det samme hen til ekspeditionslederen, Arnold Coster. Jeg var ude af mig selv, frustreret og tæt på at være grædefærdig. Arnold havde også set alle de andre klatrere komme tilbage. Selv om jeg nok mest af alt havde brug for at lægge mig ind i mit telt og sove i dagevis, havde jeg også brug for at dele mine frustrationer med ham.
“Tror du, det kan lade sig gøre for mig at lave endnu et topforsøg?” spurgte jeg.
“Det er muligt, Rasmus,” svarede han, “men du vil nok kun have en lille chance for at komme i mål.”
Arnold pointerede, at der var en grund til, at jeg havde planlagt min ekspedition i så lang tid i forvejen, og at der var en masse logistik, der skulle gå op, før jeg kunne lave endnu et forsøg på at nå toppen. Alligevel kørte tankerne rundt inde i mig. Jeg overvejede, hvad det ville kræve, hvis jeg skulle give det endnu et skud. På det tidspunkt tænkte jeg nok ikke klart. Mit hoved ville mere, end jeg egentlig var i stand til fysisk. For det var jo ikke nok bare at komme op til toppen af Everest. Jeg skulle også ned igen.
Mens der kom lidt ro på, drøftede jeg med Arnold, om det på nogen måde var realistisk, at jeg ville kunne kaste mig ud i endnu et topforsøg inden for et overskueligt antal dage. Hvis jeg på kort tid kunne restituere, ville jeg hurtigt kunne omstille mig til et nyt forsøg, selv om jeg godt vidste, at jeg i så fald ikke ville være i samme tilstand og have præcis den samme energi.
“Vi kan formentlig bruge nogle af de telte, der står i Basecamp. Men hvis vejrprognoserne ændrer sig til det bedre, kan det så overhovedet lade sig gøre, tror du?” spurgte jeg Arnold.
“Igen, ja, det kan det. Men er du klar, Rasmus? Har du overskud nok til at forsøge en gang mere? Det er nødvendigt, at du tænker det grundigt igennem, før du beslutter dig, før vi sætter himmel og hav i bevægelse for at stable det på benene,” svarede han.
Jeg trak mig tilbage til mit telt og forsøgte at finde noget ro. Og søvn, ikke mindst. Næste dag vandrede jeg ned til Basecamp, hvor jeg ankom om aftenen. Da jeg vågnede den følgende morgen, havde jeg gjort op med mig selv, at jeg ville gøre endnu et forsøg. Jeg vidste, at jeg var optimalt forberedt på alle områder. Jeg var topmotiveret, og på grund af min dedikerede træningsindsats og min nye strategi på bjerget – at klatre hurtigt op og ned, uden at bruge for lang tid i store højder – havde jeg stadig fysisk overskud. Efter en enkelt overnatning i Basecamp begyndte jeg allerede at føle mig udhvilet.
Samtidig blev jeg stædig. Jeg ville gerne lukke det her kapitel i mit liv og kunne bladre videre til næste side. Jeg ville også gerne bevise, at jeg havde styr på tingene og kunne gøre det. Hvis jeg for anden gang i træk blev nødt til at afbryde mit topforsøg på nøjagtig samme sted på Everest, ville nogle måske begynde at tvivle på, om det overhovedet var muligt for mig at nå toppen. Om jeg havde en eller anden form for mental barriere.
Foto: Rasmus Kragh
Senere samme dag blev alt dog vendt på hovedet. Pludselig meldte de kinesiske myndigheder ud, at pr. 24. maj, altså to dage senere, ville alle tilladelser til at bestige Everest blive inddraget.
Ingen af os i Basecamp fattede noget som helst af, hvad der skete. Arnold og jeg diskuterede det og blev enige om, at det nok skyldtes, at det havde været en ‘god sæson’, hvor der ‘kun’ havde været ét dødsfald på bjerget. Formentlig derfor havde de kinesiske myndigheder valgt at sætte en stopper for yderligere topforsøg, så de havde kontrol over bjerget. Et udslag af godt gammeldags, kinesisk bureaukrati.
“Men altså, hvordan fanden har de tænkt sig at effektuere det forbud,” tænkte jeg inde i mig selv. “Vil de sætte et stort fiktivt stopskilt op på gletsjeren eller hvad?”
Det forekom mig fuldstændig åndssvagt, at de reagerede sådan. Ikke desto mindre gjorde det situationen endnu mere besværlig, hvis jeg overhovedet skulle have den mindste chance for at komme op til toppen. Faktisk ville jeg formentlig blive bandlyst fra Tibet af det kinesiske styre, hvis jeg bevægede mig deropad.
Samme aften havde jeg en lang snak med Benjamin Rud Elberth derhjemme. Jeg bad ham om at undersøge, om der kunne være åbninger i systemet, som vi kunne udnytte. I de følgende timer pressede Benjamin på sammen med Dansk Klatreforbund, hvor formanden hurtigt tog fat i den øverste chef for det kinesiske klatreforbund og skriftligt ansøgte om at give mig én ekstraordinær tilladelse til at bestige Everest.
Endnu en nat gik, og så fik jeg igen kontakt til Benjamin. Utroligt nok var der hul igennem til det kinesiske klatreforbund, som gerne ville give mig en mulighed, hvis vejret tillod det. Jeg havde fået en åbning. De havde givet mig dispensation til at bruge lige så mange dage, som jeg måtte have brug for, indtil sæsonen gik på hæld i starten af juni. Straks hev jeg fat i Arnold Coster og gik i gang med at arrangere yakokser og sherpaer, som skulle hjælpe mig med det nye topforsøg.
Jeg satte mig uden for mit telt i Basecamp og kiggede op mod nordsiden af Everest.
“Det er SINDSSYGT, det her,” tænkte jeg, “jeg er stadig i god form, jeg er ikke ødelagt fysisk. Jeg har overskud. Hvis jeg kan få logistikken til at gå op, så gør jeg det sgu.”
Men optimismen holdt ikke længe.
Senere den formiddag modtog jeg de nyeste vejrprognoser. Meteorologernes forudsigelser så stadig tvivlsomme ud, og der ville ikke være noget optimalt vejrvindue til rådighed i de kommende mange dage. Hvis jeg besluttede mig for at begive mig mod toppen, kunne jeg endnu en gang risikere at stå ved Mushroom Rock som endestation. 250 meter fra mit mål. Igen.
“FUCK,” udbrød jeg.
Det gav ingen mening at sætte alle de ressourcer i spil. Det var for usikkert.
Jeg tog en dyb indånding og kiggede ud over resten af Basecamp og op mod nordsiden. Det var så frustrerende, og jeg blev nødt til at acceptere, at ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at planlægge det her eventyr ned i mindste detalje, så var bjergets luner uden for min kontrol.
Men jeg havde ikke tænkt mig at give op.
“Det her er måske sidste gang, jeg befinder mig på dette sted,” tænkte jeg. “Men jeg har jo fundet opskriften på, hvordan man bestiger Everest uden kunstig ilt. Næste år vender jeg tilbage.”
LÆS OGSÅ: Stjernetriatlet Helle Frederiksen: Jeg har været så tæt på at kaste håndklædet i ringen
Rasmus Kragh: Egotrip
Rasmus Kragh skrev sig ind i historien, da han den 23. maj 2019 blev den første dansker nogensinde til at bestige Mount Everest uden brug af kunstig ilt.
For Rasmus Kragh var tredje gang lykkens gang, da det to gange tidligere var kikset for ham blot 250 meter fra toppen.
Egotrip er fortællingen om en moderne eventyrer, der sætter sig store mål, bryder grænser og tror på det umulige – også selvom familien beder én om at lade være.
Det er en inspirerende historie om store ambitioner og være villig til at ofre alt for at nå sit mål.
Du kan købe Egotrip online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: