Fagbøger Kogebøger med sund mad Mad og drikke Vegansk kogebog Vegetariske og veganske kogebøger Vegetarkogebog

Isabel og Casper Christensen: Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om at spise plantebaseret

Isabel og Casper Christensen: Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om at spise plantebaseret

Det startede som et forsøg med at spise vegansk i en måned. Tre år efter spiser de stadig plantebaseret og elsker det. Her fortæller Isabel og Casper Christensen om at gå fra en hverdag, hvor kød var en selvfølge, til en plantebaseret kost.


Isabel og Casper Christensen har i tre år levet plantebaseret, og de har aldrig haft det bedre. Her fortæller parret om deres vej til at spise vegansk, om at tackle sociale arrangementer, og om Isabel Christensens bog Plantebaseret familiemad, som hun har skrevet i samarbejde med Stina Dannerfjord.

Teksten er et uddrag fra et interview med Plantevækst. Se hele interviewet her.

plantevaekst
Se hele Plantevæksts interviewet med Isabel og Casper Christensen på YouTube.


Hvilke madvaner voksede I op med?

“Den måde, vi spiste på i mit barndomshjem, var nok, som de fleste mennesker i Danmark spiser. Vi spiste en masse kød, kylling, æg og også grøntsager. Begge mine forældre gik op i at lave sund mad, men der var også masser af kød,” fortæller Isabel.

LÆS OGSÅ: 9 ting du bør have i dit køkken, hvis du ønsker en grønnere hverdag

Casper supplerer: “Jeg er jo lidt ældre, og hos mine forældre spiste vi meget traditionel mad. Men der var altid salat. Hver dag var der salat. Men det var en virkelig kedelig salat, som bare bestod af to salatblade, en tomat og en agurk. Jeg hadede det. Jeg spiste det aldrig. Jeg spiste kun kød, sovs og kartofler. That’s it.”

Hvad gjorde, at I ændrede madvaner?

“Da jeg blev gravid med vores søn Cooper, besluttede jeg mig for at optimere kosten og spise lidt sundere for at have så sund en krop under graviditeten og bagefter. Så der skete en ændring der, men på det tidspunkt spiste vi stadig en del kylling og æg sammen med en masse grøntsager,” siger Isabel og fortsætter.

“Da Cooper var et halvt år gammel, så Casper og jeg dokumentaren What the Health på Netflix, og så tænkte vi: ‘Okay, nu tager vi lige en pause fra kødprodukter og prøver at leve vegansk i en måned’.”

“Vi har ikke spist en bid kød siden. Det er tre år siden nu,” siger Casper. “Det var det, man kalder en gamechanger.”

Stina Dannerfjord, Isabel Christensen, plantebaseret, plantebaseret familiemad, vegansk,
Chia-bowl med frugt.
Opskrift fra Plantebaseret familiemad.

Er der nogle udfordringer ved at spise plantebaseret?

Isabel fortæller: “Jeg synes kun, at vi har haft gode oplevelser, efter vi ændrede vores kost. I starten var det lidt sværere at finde på noget, og man var vant til, at kødet, kyllingen eller fisken var i centrum for måltidet, og så fandt man noget tilbehør til det. Men det var egentlig en ret kort tilvænningsperiode.”

“Det krævede lige lidt fantasi at finde på ting, der gjorde, at det var spændende og mættende nok, og at man ikke følte, at man manglede noget.”

– Isabel Christensen

“Det var faktisk meget sjovt, for vi havde ligesom valgt at sige, at vi ville gøre det 100% i tre uger. Vi gik op i det, og vi syntes, at det var sjovt. Og vi fik det så mærkbart bedre – altså jeg blev simpelthen friskere, gladere, sundere,” siger Casper og fortsætter.

LÆS OGSÅ: Forfattere bag ny plantebaseret kogebog: Børn har brug for en grøn hverdag

“Jeg har jo før fortalt, at jeg stoppede med at tage min astmamedicin efter en måned, selvom jeg har taget det hver dag, siden jeg var to år. Når det bliver så mærkbart på ens krop, så havde vi det sådan: ‘Okay, der er et eller andet her, der virker’.

I starten var det ren egoisme, altså et spørgsmål om, hvordan har jeg det egentlig selv. Men jo mere, man sætter sig ind i, hvordan man behandler dyr, jo mere rasende bliver man også. Til sidst bliver dyrenes forhold en vigtig del af det ikke at spise kød.”

Hvordan reagerede jeres familie og venner?

“Efter vi fortalte vores gode venner og familier, at vi var stoppet med at spise kød, har der været lidt blandede reaktioner. Der er rigtig mange, der bakker fuldstændig op om det, og der er også rigtig mange af vores familiemedlemmer – både unge og ældre – som selv har skåret gevaldigt ned på kødet,” siger Isabel.

Casper supplerer: “Når vi holder jul hos os, spiser vi jo rent vegansk med både sovs og salat, men der er også nogle ældre mennesker, som gerne vil have flæskesteg. Der har vi sagt, at den må de altså selv tage med. Jeg gider ikke stå at lave den.

Det første, folk siger til mig, er altid: ‘Åh, bare du nu ikke bliver hellig’. Men jeg er faktisk blevet lidt træt af ikke at må prædike nogle gange. Grunden til, at jeg ikke prædiker mere, er, at jeg ikke har kræfterne eller modet til det.

“I virkeligheden har vi fat i den lange ende, vi gør det rigtige, så man burde prædike noget mere.”

– Casper Christensen

Her har vi fundet noget, der virker – sundhedsmæssigt, klimamæssigt, dyrevelfærdsmæssigt. Det er nemmere og smager bedre, dit køleskab lugter ikke dårligt, hver gang du åbner det, og madvarerne holder længe tid. Hvorfor skulle jeg ikke prædike?”

Isabel, kan du fortælle lidt om kogebogen Plantebaseret familiemad?

“Jeg har lavet kogebogen Plantebaseret familiemad sammen med klinisk diætist Stina Dannerfjord. Det er en kogebog med en masse lækre opskrifter til morgen, middag, aften og snacks. Der er også nogle traditionelle danske retter, som vi har lavet veganske, som både børn og voksne vil kunne lide.

“Det har været fuldstændigt naturligt at lave den ændring, jeg savner det overhovedet ikke.”

– Isabel Christensen

Udover at være en kogebog er det også en guide til en grønnere hverdag, som man kan bruge, hvis man har lyst til at skifte kød ud en gang om ugen eller har lyst til at fjerne det helt fra sin diæt.”

Isabel Christensen, plantebaseret, plantebaseret familiemad, Stina Dannerfjord, vegansk
Bowl med radiser, tomat, avocado, seitan og brune ris.
Opskrift fra Plantebaseret familiemad.

Hvad gør I, når I skal til sociale sammenkomster?

“Hvis vi bliver inviteret ud på restaurant til familie- eller vennearrangementer, så kan vi godt finde på at ringe til restauranten. Når vi ringer i forvejen og fortæller, at vi ikke spiser kød, så bliver de stortset altid glade for udfordringen,” fortæller Casper.

“Jeg har heller ikke haft nogen dårlige oplevelser,” supplerer Isabel.

Hvad vil I sige til folk, der er skeptiske overfor plantebaseret kost?

“Jeg tror, at det handler om at bryde vanen, for når man først er ude af det, er det endnu nemmere. Og det er selvfølgelig endnu nemmere, hvis man læser Plantebaseret familiemad,” fortæller Isabel.

Hun fortsætter: “Man savner det ikke, man mangler ikke noget. Man er glad, og man har det godt bagefter og er ikke mæt på en ubehagelig måde. Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om at spise plantebaseret.”

“Jeg tror, at den største misforståelse, når man holder op med at spise kød, er, at man går glip af noget. Det gør man altså ikke.”

– Casper Christensen

“Man skal også tænke på, at nu har jeg fyldt mig med kød i næsten 50 år – det er jo også fint nok at stoppe på et tidspunkt. Det er jo ikke sådan, at man skal have alting hele sit liv. Det er okay at sige, at det der kan jeg ikke få, for det er ikke godt for mig, for miljøet, for dyrene. For der er masser af andre muligheder,” afslutter Casper.

LÆS OGSÅ: En ret der hitter: Pasta bolognese a la plantebaseret



Isabel Christensen & Stina Dannerfjord: Plantebaseret familiemad

Isabel og Casper Christensen: Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om at spise plantebaseret

Det giver rigtig god mening at spise mere grønt – for din krop og for miljøet. Men det kan være svært at lave om på sine madvaner, særligt i en travl hverdag.

I Plantebaseret familiemad af Stina Dannerfjord og Isabel Christensen er der ingen løftede pegefingre – kun enkle opskrifter og masser af gode råd til, hvordan du uge for uge kan gøre din hverdag mere grøn og lave kødfri mad til hele familien. Et skridt ad gangen kan du selv mærke efter, om også du får det bedre af at spise sundt, vælge fuldkorn, grønt og frugt og spise mindre kød og færre æg og mælkeprodukter.

Du kan købe Plantebaseret familiemad online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.