Alle forældre ønsker, at det skal gå deres barn godt. At han eller hun med tiden skal udvikle sig til at blive et ansvarligt, selvstændigt, ærligt og omsorgsfuldt individ, der tror på sig selv, men samtidig tør række hånden ud og bede om hjælp, hvis det har behov for det.
Tre råd til at blive en bedre pilot for dit barn
Ulla Dyrløv fortæller i bogen Pilot for dit barn – En guide til forældre om, hvordan forældre skal tage ansvaret på sig, styre, lytte og navigere sikkert og roligt med en autoritet, der gør, at barnet trygt kan bruge al sin energi på at udvikle sig – og forældrene skal gøre dette i meget længere tid, end de forestiller sig! Som pilot for dit barn, skal du turde tage styringen og guide dit barn gennem barndommen, mens barnets hjerne stille og roligt udvikler sig og modnes. Bogen har mange konkrete anvisninger til, hvordan man som forældre bedst hjælper sit barn sikkert gennem den flyvetur, det er at vokse op. Her får du tre af dem:
#1 Tag styringen – stil færre spørgsmål
Når forældre stiller deres barn et spørgsmål, for eksempel: Skal mor eller far putte dig? så stresser de det i et eller andet omfang, idet de beder barnet om at tage stilling til noget, som det reelt ikke kan og heller ikke bør overskue. Måske starter barnet med at svare: Mor skal putte mig, men fortryder så hurtigt efter og siger Nej, nej, nej, det skal far. Og så igen Nej, det skal alligevel være mor. Sådan en scene kan ende med at strække sig over lang tid, hvor forældrene til sidst ender med at blive irriteret og sige: Nu må du altså finde ud af, hvad du vil. Således var intentionen med at overlade beslutningen til barnet god, men konsekvensen af det bliver, at barnet overbelastes, idet det ikke er i stand til at honorere det krav, der stilles. Og i værste fald ender forældrene med at pille ved barnets selvværd, for hver gang det bliver stillet en opgave, det ikke kan løse, kommer det til at føle sig dum.
Løsningen på situationen er, at forældrene tager styringen og gør præcis det, man ville gøre over for en voksen, der er overbelastet – man skåner det. Forældre kan skåne deres barn meget ved at løfte ansvaret væk fra det og skabe struktur og rutiner, som hurtigt kommer til at sidde på rygraden.
#2 Undgå for mange beskeder på en gang
Ligesom spørgsmål kan stresse barnet, kan for mange beskeder have den samme effekt. Hvis man som forældre giver sit barn tre beskeder samtidig, vil kun meget få kunne huske dem alle. Barnets hukommelse bliver større med tiden, men indtil dette er sket, vil for mange beskeder på én gang blot stresse barnet. Og hvis barnet gang på gang oplever, at det ikke formår at gøre, hvad der bliver sagt, og konstant bliver mødt med: Jeg har jo sagt det til dig 10 gange. Hvorfor har du ikke gjort det? kommer det til at føle sig dum. Det er jo ikke, fordi barnet ikke vil kunne huske – det kan ganske enkelt ikke.
Løsningen må være, at hvis barnet har fået en besked to gange og stadig ikke har gjort det, der er blevet bedt om, så må forældrene træde et skridt tilbage og tage et kig på sig selv – måske har beskeden ikke været tydelig nok, måske er der blevet givet for mange beskeder på en gang, eller måske er beskeden blevet givet på en nedladende måde, så barnet simpelthen nægter at gøre det, der bliver sagt. I så fald skal beskeden formidles anderledes – den skal tegnes, skrives eller instrueres, således at barnets visuelle hukommelse sættes i spil.
# 3 Søskende skal ikke behandles ens
Søskende kan være vidt forskellige, hvilket bevirker, at de ikke altid skal behandles ens. Ligeledes skal børn behandles forskelligt, alt efter hvor i søskendeflokken de er placeret henne. For eksempel skal det ældste barn have nogle særlige rettigheder, idet det også har et særligt ansvar – det påhviler nemlig den ældste at kigge efter sine mindre søskende, og ligeledes er der nogle særlige forventninger forbundet med det første barn, idet forældrene især med den førstefødte skal vise verden, at de formår at leve op til rollen som forældre. Omvendt bliver den yngste søskende ved med at være den lille og har som regel masser af frihed og dermed mere fred og ro til at udvikle sig, end det ældste barn har, da forældrene ikke holder nær så meget øje med den sidste, som de gjorde med den første.
Det er vigtigt, at forældrene anerkender forskellen på deres børn, idet det ellers kan føre til uro i søskendeflokken. Det ældste barn skal for eksempel have lov til at komme senest i seng, også selvom lillesøster eller lillebror brokker sig højlydt, da børns krav og rettigheder skal tilpasses deres alder. Hvis børnene skændes meget eller går højt op i, at de skal have lige meget og behandles ens, skal forældrene bevidst trække i den modsatte retning og gøre forskel på børnene – men regningen skal selvfølgelig gå op i sidste ende, således at alle børn drager lige meget fordel af forskelsbehandlingen.
> Du kan købe bogen her
Om forfatteren
Ulla Dyrløv er psykolog og blandt andet kendt fra tv-programmerne Ingen styr på ungerne på DR1. Hun er udover Pilot for dit barn – En guide for forældre også forfatter til bogen Det professionelle kram – En guide til fagfolk der arbejder med børn og unge, som der også er skrevet et indlæg om her på bloggen. Bogen Pilot for dit barn – En guide for forældre kan købes her, og du kan læse meget mere om Ulla Dyrløv på hendes hjemmeside.
Tegning af pilot-forældrene øverst er fra bogen Pilot for dit barn og tegnet af Bjarne Bel Ejby.
Alle forældre ønsker, at det skal gå deres barn godt. At han eller hun med tiden skal udvikle sig til at blive et ansvarligt, selvstændigt, ærligt og omsorgsfuldt individ, der tror på sig selv, men samtidig tør række hånden ud og bede om hjælp, hvis det har behov for det.
Tre råd til at blive en bedre pilot for dit barn
#1 Tag styringen – stil færre spørgsmål
Når forældre stiller deres barn et spørgsmål, for eksempel: Skal mor eller far putte dig? så stresser de det i et eller andet omfang, idet de beder barnet om at tage stilling til noget, som det reelt ikke kan og heller ikke bør overskue. Måske starter barnet med at svare: Mor skal putte mig, men fortryder så hurtigt efter og siger Nej, nej, nej, det skal far. Og så igen Nej, det skal alligevel være mor. Sådan en scene kan ende med at strække sig over lang tid, hvor forældrene til sidst ender med at blive irriteret og sige: Nu må du altså finde ud af, hvad du vil. Således var intentionen med at overlade beslutningen til barnet god, men konsekvensen af det bliver, at barnet overbelastes, idet det ikke er i stand til at honorere det krav, der stilles. Og i værste fald ender forældrene med at pille ved barnets selvværd, for hver gang det bliver stillet en opgave, det ikke kan løse, kommer det til at føle sig dum.
Løsningen på situationen er, at forældrene tager styringen og gør præcis det, man ville gøre over for en voksen, der er overbelastet – man skåner det. Forældre kan skåne deres barn meget ved at løfte ansvaret væk fra det og skabe struktur og rutiner, som hurtigt kommer til at sidde på rygraden.
#2 Undgå for mange beskeder på en gang
Ligesom spørgsmål kan stresse barnet, kan for mange beskeder have den samme effekt. Hvis man som forældre giver sit barn tre beskeder samtidig, vil kun meget få kunne huske dem alle. Barnets hukommelse bliver større med tiden, men indtil dette er sket, vil for mange beskeder på én gang blot stresse barnet. Og hvis barnet gang på gang oplever, at det ikke formår at gøre, hvad der bliver sagt, og konstant bliver mødt med: Jeg har jo sagt det til dig 10 gange. Hvorfor har du ikke gjort det? kommer det til at føle sig dum. Det er jo ikke, fordi barnet ikke vil kunne huske – det kan ganske enkelt ikke.
Løsningen må være, at hvis barnet har fået en besked to gange og stadig ikke har gjort det, der er blevet bedt om, så må forældrene træde et skridt tilbage og tage et kig på sig selv – måske har beskeden ikke været tydelig nok, måske er der blevet givet for mange beskeder på en gang, eller måske er beskeden blevet givet på en nedladende måde, så barnet simpelthen nægter at gøre det, der bliver sagt. I så fald skal beskeden formidles anderledes – den skal tegnes, skrives eller instrueres, således at barnets visuelle hukommelse sættes i spil.
# 3 Søskende skal ikke behandles ens
Søskende kan være vidt forskellige, hvilket bevirker, at de ikke altid skal behandles ens. Ligeledes skal børn behandles forskelligt, alt efter hvor i søskendeflokken de er placeret henne. For eksempel skal det ældste barn have nogle særlige rettigheder, idet det også har et særligt ansvar – det påhviler nemlig den ældste at kigge efter sine mindre søskende, og ligeledes er der nogle særlige forventninger forbundet med det første barn, idet forældrene især med den førstefødte skal vise verden, at de formår at leve op til rollen som forældre. Omvendt bliver den yngste søskende ved med at være den lille og har som regel masser af frihed og dermed mere fred og ro til at udvikle sig, end det ældste barn har, da forældrene ikke holder nær så meget øje med den sidste, som de gjorde med den første.
Det er vigtigt, at forældrene anerkender forskellen på deres børn, idet det ellers kan føre til uro i søskendeflokken. Det ældste barn skal for eksempel have lov til at komme senest i seng, også selvom lillesøster eller lillebror brokker sig højlydt, da børns krav og rettigheder skal tilpasses deres alder. Hvis børnene skændes meget eller går højt op i, at de skal have lige meget og behandles ens, skal forældrene bevidst trække i den modsatte retning og gøre forskel på børnene – men regningen skal selvfølgelig gå op i sidste ende, således at alle børn drager lige meget fordel af forskelsbehandlingen.
> Du kan købe bogen her
Om forfatteren
Ulla Dyrløv er psykolog og blandt andet kendt fra tv-programmerne Ingen styr på ungerne på DR1. Hun er udover Pilot for dit barn – En guide for forældre også forfatter til bogen Det professionelle kram – En guide til fagfolk der arbejder med børn og unge, som der også er skrevet et indlæg om her på bloggen. Bogen Pilot for dit barn – En guide for forældre kan købes her, og du kan læse meget mere om Ulla Dyrløv på hendes hjemmeside.
Tegning af pilot-forældrene øverst er fra bogen Pilot for dit barn og tegnet af Bjarne Bel Ejby.
Andre læste også: