Pigerne fra Sprogø beskriver hvordan der i 1923-1961 blev anbragt ca. 500 kvinder på Sprogø. Det var en velfærdsgerning, i staten og samtidens øjne. Det er en historie om isolation, afrettelse og udrenselse. Læs et uddrag af Pigerne fra Sprogø her.
På Sprogø åbnede en anstalt i 1923, der skulle huse de afvigende kvinder. Anstalten blev betragtet som moderne, og tilstræbte sig på hjemlighed – men ideen bag var en udrenselse i proces. De uønskede, de afvigende og de farligt seksuelle skulle renses ud af samfundet. De ansås som “moralske defekte” og “løsagtige”.
Kvinderne kom fra de nederste sociale lag og blev beskyldt for at have en dårlig seksualmoral og sprede kønssygdomme. Pigerne fra Sprogø følger en række kvinder, der anbringes på anstalten. Igennem en nuanceret fremstilling af baggrunden for anstaltens oprettelse og datidens tænkning får vi et særligt indblik i dette kapitel af historien.
Stine Grønbæk Jensen er antropolog, og Sarah Smed er historiker, og de har skrevet Pigerne fra Sprogø. Igennem journaler, breve, artikler og udførlige kilder fremstiller de portrætter af, hvem kvinderne der blev anbragt på Kvindehjemmet var, hvordan hverdagen så ud, og hvordan ideen bag denne isolering opstod.
I dag er kvindehjemmet stadig i den offentlige interesse, og et billede på velfærdstatens skyggeside. Læs et uddrag af Pigerne fra Sprogø her.
Pigerne fra Sprogø
Et konfiskeret brev
Kære mor og far, Jeg har det ellers meget godt og håber, at I har det samme, men vil I ikke skrive til overlægen og få at vide, hvem der er min formynder, for så vil jeg nemlig skrive til ham og spørge, hvad meningen er, og om jeg skal blive ved med at være på hjem i al min ungdom, for man skulle jo næsten tro, at jeg var en forbryder, siden jeg skal blive ved med at leve på anstalt, og særlig på en ensom ø.
De skulle selv spærres inde på en ø omgivet af vand på alle fire sider, hvor det er sjældent, at man kan se til fast land.
Sådan nogle herrer skulle selv prøve det, og de skulle have lov til at gå lige så længe på en ø som mig. Nu har jeg været på denne anstalt i snart 7 lange år, foruden 5 år på andre hjem, så jeg har snart haft livsvarigt fængsel.
Man bliver så indgroet i at være på hjem, så det er slet ikke til at holde sig ude i en plads, men næste gang skal jeg i hvert fald nok passe noget bedre på, men lov mig nu at skrive ned til overlægen og bede om at få min formynders adresse, for så skal jeg nok skrive et skrapt brev til ham og få sat igennem at komme hjem til eder.
Til slut mange kærlige hilsner fra Cecilie.
INDLEDNING
En ’Sprogøpige’ – Gudrun Hansen
Gudrun ligger i forkarlens seng. Hun ruller om på siden, trækker tæppet op om sig og betragter ham. Han sidder på sengekanten med rundet ryg og fugtigt hår i nakken. Egentlig var hun stukket af fra sin plads på kroen med en køkkenkarl fra Langeland i sidste uge. Han havde givet hende et lift til Odense, og på vejen havde de overnattet hos nogle af hans bekendte.
Køkkenkarlen var meget sød, de havde endda talt om at gifte sig, men så tænkte hun: Nu hvor jeg alligevel er stukket af, kan jeg lige så godt få mest muligt ud af friheden, så længe den varer, og så havde tanker om forkarlen Hans, der forker hø i åbenstående skjorte, fyldt hende med en sådan længsel, at hun også var løbet fra køkkenkarlen. Og det sted, hun var løbet hen, var til dette karlekammer, hvor hun nu var faret fuldstændig vild i forkarlens solbrændte krop.
Forkarlen, Hans, har tændt en cigaret. Han rækker den til hende og fører hånden op under hendes underskørt. Der er ingen så dejlig som ham. Han har uorden i sine pengesager og for mange kærester, men det har hun også selv.
Det er derfor, de passer så godt sammen. Hans rejser sig, da de hører lyden af en bil, der kører ind på gårdspladsen. Han går hen og kaster et blik ud ad det lille sprossede vindue, så skodder han sin cigaret og begynder bandende at tage sine bukser på. Gudrun kan også lige så godt begynde at bande og svovle, for nu går turen tilbage til Sprogø.
Journaler
På Rigsarkivets klimastyrede magasin opbevares tusindvis af journaler fra de anstalter i Danmark, som har huset mennesker, der af forskellige årsager ikke har kunnet klare sig selv, eller som har afveget så meget fra gældende normer, at det blev vurderet nødvendigt at udskille og internere dem.
På lange rækker med hylder står de brune arkivkasser, og i hver kasse ligger en eller flere journaler. Kasserne står ordnede efter arkivskaberne, det vil sige de myndigheder eller institutioner, der har skabt dokumenterne.
Alene De Kellerske Anstalter og Ø-stifternes Åndssvageanstalter, som drev de største åndssvageanstalter i Danmark, rummer titusindvis af journaler, og blandt dem ligger de spredt: Journalerne over de kvinder, som har været anbragt på Sprogø. Journalerne er mellem 50 og 600 sider. De fleste er meget fyldige og holdt sammen af de oprindelige brunlige omslag, der er godt krøllede og lasede af slid.
Først i sagen ligger som regel et kladdehæfte indbundet i brunt karduspapir, som er fulgt med kvinden til Sprogø. Her beskrives kvindens vej til Sprogø, og ofte er der indsat et enkelt portrætfotografi fra en af de første dage på øen. Inden i omslagene ligger også de skemaer, rapporter, retsudskrifter, indstillinger, erklæringer og test, som sogneråd, børneværn, politi, distriktslæger med flere har lavet om den enkelte ”patient” eller ”klient”, som de anbragte blev kaldt dengang.
Selv om flere forskellige faggrupper har leveret indhold til journalen, er det især overlægen og forstan- derinden, der kommer til orde. Mens overlægen traf alle afgørende beslutninger vedrørende kvindernes ind- og udskrivning, noterede forstanderinden løbende i de små notesbøger, hvordan det gik med kvindernes opdragelse på Sprogø. Journalerne var et vigtigt arbejdsredskab, og de afspejler derfor de professionelles blik på ”pigerne”.
Der ligger dog også ofte breve i journalerne. Breve fra og til forældre og kærester, men også breve til forstanderinden og overlægen, som kvinderne har sendt, efter at de forlod øen. Det kan diskuteres, om det er kvindernes egentlige stemmer og erfaringer, der her kommer til udtryk.
Det er nemlig tydeligt, at kvinderne ofte ønsker at opnå noget med deres breve, og at de derfor i høj grad gør brug af anstaltens sprog og logikker og skriver det, som de ved forstanderinden eller lægen gerne vil høre.
På trods af dette er der i hver eneste journal et eller andet helt særligt; en særegen beskrivelse, måske bare en enkelt sætning, som rummer en stem- ning, en tone, noget som vores indlevelses- og forestillingsevne kan gribe fat i, når vi forsøger at skrive levende mennesker frem med glæder og sorger, frygt, længsler og drømme.
Vejen til Sprogø
I den journal, der omhandler Gudrun, som var løbet væk fra sin plads og siden fra køkkenkarlen for i stedet at kaste sig i forkar- lens arme, står der, at hun blev født den 20. februar 1914 nord for Vejle.
Gudrun var et ”uægte barn”, idet hun blev undfanget og født, mens morens ægtemand var i Amerika. Efter konfirmationen kom Gudrun i plads hos forskellige gårdejere. Hun kom også i myndighedernes søgelys grundet usædelighed og tyvagtighed.
Ifølge byens læge blev hun ”tidligt forført til utugt af et fattiglem”, og lægen behandlede herefter 5-6 unge mænd for gonorré, som alle havde stået i forhold til Gudrun. Hun blev derfor pålagt undersøgelse og indlagt til behandling på Marselisborg Hospital.
Året efter blev hun atter indlagt på hospitalet. Denne gang med både gonorré og fnat. I samme periode blev der lavet en retslig forundersøgelse af hende, fordi hun havde stjålet en cykel.
I forbindelse med undersøgelsen opsøgte myndighederne de forskellige gårdejere, hvor Gudrun havde haft plads. De fortalte, at de havde været glade for at have hende, men også at hun var letsindig og indlod sig med mandfolk. På den baggrund fik Gudrun tiltalefrafald for cykeltyveriet ”på vilkår af værgerådsforsorg”.
Det betød, at hun kom ind under børneforsorgen. I 1931 blev den nu 17-årige Gudrun derfor anbragt på Viby Optagelseshjem, et hjem for unge kvinder, der var kommet på afveje. Herfra rømte hun flere gange, blev indlagt med syfilis og fik endnu et tiltalefrafald for cykeltyveri mod anbringelse. Året efter blev hun sendt videre til Vejstrup Pigehjem.
Mens Gudrun var på Vejstrup Pigehjem, blev overlæge Wildenskov tilkaldt af pigehjemmets forstanderinde. Han var overlæge ved De Kellerske Anstalter, som var landets største anstalt for åndssvage.
Wildenskov skulle lave en intelligenstest på Gudrun for at undersøge, om hun kunne kategoriseres som åndssvag. Han noterede, at hun var smilende og venlig ved prøverne. Hun regnede nogenlunde, læste med en del fejl, skrev ganske pænt.
Ifølge overlægen hørte Gudrun til ”den verbale type med et stort ordforråd”, men så snart hun mødte vanskelighed eller modstand, ”slår hendes evne til omtanke ikke til”. Hun gik i stå, sagde ”det frygteligste vrøvl” og svarede i øst, når der blev spurgt i vest. Han noterede også, at ”hendes fantasi kan løbe af med hende på en ret ukontrolleret måde”.
Ved intelligensprøven opnåede hun intelligensalder 12 år med intelligenskvotient 75. Det betød, at hun stod på grænsen mellem kategorien åndssvag og sinke. Da hun havde vist tendens til usædelighed, vagabondisme og tyveri, tilrådede overlægen dog inddragelse under åndssvageforsorgen. ”I modsat fald risikerer man, at hun senere går til bunds ude i samfundet,” afsluttede han.
De kvinder, der endte på Sprogø, havde nogle fællestræk. De kom stort set alle fra de nederste sociale lag. Det var proletariatets døtre, der endte på Sprogø. De havde også det til fælles, at de var erklæret ”lettere åndssvage”. Vurderingen af, hvem der tilhørte denne kategori, beroede dog ikke alene på lav intelligens, men også på lav moral.
De to ting blev i samtiden forbundet med hinanden. Kvindernes moral blev set som slet, fordi de brød med datidens snævre og dobbeltmoralske køns- og seksualmoral, hvor sædelighed var en helt afgørende dyd for unge kvinder.
Usædelighed var imidlertid et vidt begreb, som var særdeles åbent for skønsmæssige vurderinger og påstande. Nogle blev vurderet som usædelige, fordi de ligesom Gudrun tillod sig at være aktive, opsøgende, vilde og vidtfavnende i deres seksuelle udfoldelser. Andre var blevet tiltalt for prostitution eller udsat for incest eller seksuelle overgreb.
Uanset hvad, var det næsten altid de unge kvinders seksualitet, der blev betragtet som afvigende og farlig. Det var de unge kvinder, der blev stemplet som skammelige – ikke de unge mænd i karlekamrene, ikke kunderne på gadehjørnerne og bordellerne. Selv overgrebsmændene gik ofte fri.
’Sprogøpigerne’
Den 31. maj 1932 blev Gudrun anbragt på Sprogø. Ø-anstalten var en filial under De Kellerske Åndssvageanstalter og beregnet til lettere åndssvage og usædelige kvinder. I ø-anstaltens eksistensperiode fra 1923 til 1961 blev omkring 500 kvinder anbragt på øen, oftest mellem 44 og 50 ad gangen.
I løbet af de første ti år blev mange af kvinderne på øen i op til syv år, før de blev prøvet i en plads på fastlandet. Efter at en ny åndssvagelov blev indført i 1934, blev næsten alle steriliseret, inden de kom fra øen. Det betød samtidig, at de fleste nu allerede kom væk efter et par år. Af disciplinære årsager kom mange dog tilbage til øen ad flere omgange.
Nogle af kvinderne på Sprogø var ganske unge – helt ned til 16 år – men der var også mange voksne eller midaldrende kvinder på øen. På mange af fotografierne i journalerne er det tydeligvis modne kvinder, der er portrætteret; kvinder, som har levet et hårdt liv, og hvis ansigter og kroppe er mærket af det.
På Sprogø blev de dog alle omtalt, behandlet og opdraget som ”piger”, mens overlægen og forstanderinden på paternalistisk vis indtog rollerne som henholdsvis far og mor. Det var også meningen, at kvinderne skulle fungere som ”piger”, når de kom ud i samfundet. Som ”piger” på landet eller i huset. Ikke som fruer eller mødre.
På Sprogø blev Gudruns indledende forsøg på at gøre et godt indtryk på ø-anstaltens forstanderinde Frida Nielsen noget køligt modtaget. Nogle af de første beskrivelser af Gudrun fra Sprogø lyder: ”Hun vil gøre sig bemærket og bluffer, er slesk og øjentjener.”
I det hele taget synes forstanderindens blik på Gudrun at være stærkt influeret af de forventninger, der knyttede sig til kvinder med diagnosen lettere åndssvag: ”Hun er tyvagtig, mistænkt i hvert fald, men ikke grebet på fersk gerning, da hun er snu,” skrev forstanderinden om Gudrun, og et andet sted: ”Hun fremstår ikke seksuelt rå eller udfordrende, men formentlig er hun det uden tilsyn.”
På Sprogø skulle Gudrun oplæres i husholdning og til medhjælp i mark og stald. Hun skulle lære at være renlig, ordentlig og flittig. I løbet af det første år på Sprogø blev Gudrun beskrevet som sjusket, om end ret flink til håndarbejde.
Hendes opførsel blev i høj grad vurderet ud fra, hvorvidt hun var villig til at tage imod opdragelse: ”Til tider tåler hun irettesættelse og vejledning, til andre tider bliver hun mut og tvær,” står der noteret i hendes journal, og senere: ”Gudrun tåler dårligt irettesættelser, bliver da næsvis og nedlægger arbejdet, må derfor i betænkningsrummet i dag.” Senere syntes opdragelsen af Gudrun at lykkes bedre.
Halvandet år efter hendes ankomst skrev forstanderinden i journalen: ”Gudrun er nu prøvet i køkkenet, med vask og strygning, og hun er flink begge steder. Til markarbejde er hun ligeledes flink og flittig. Hun kan malke, køre heste, luge og tynde roer, kan hjælpe med høstarbejde.”
Fordi Gudrun gjorde fremskridt på Sprogø, både hvad angik opførsel og arbejdsduelighed, besluttede overlægen og forstanderinden at lade hende sterilisere, så hun herefter kunne prøves i en plads væk fra øen.
I overlæge Wildenskovs indstilling til Sterilisationsnævnet står der om Gudrun: ”Det drejer sig om en let åndssvag kvinde af den verbale type, som har ringe modstandskraft, ringe hæmninger, er impulsiv og i nogen grad fantasirig.”
Der står også, at hun vil kunne forsørge sig selv uden offentlig hjælp. ”Mere tvivlsomt er det, om hun vil kunne sørge for eventuelle børn.” Den 22. januar 1935 blev Gudrun steriliseret på Vejle sygehus få dage før hun fyldte 21.
To måneder efter blev Gudrun anbragt i kontrolleret familiepleje under fortsat tilsyn fra Sprogø. Kontrolleret familiepleje var en fortsat anbringelse under åndssvageforsorgen, men under friere forhold. Det var en ordning, hvor kvinderne fik en plads – ofte hos en gårdmandsfamilie, der kunne bruge et sæt arbejdsduelige hænder.
Gårdejeren fik plejeløn for at huse kvinden og skulle så sørge for kost og logi. Gik det godt i kontrolleret familiepleje i nogle år, kunne kvinderne blive selverhvervende og med tiden udskrives fra forsorgen. Gudrun blev anbragt på en lillebitte ø ved Fyn.
Her var man så tilfreds med hende, at en nabogård anmodede åndssvageforsorgen om også at få en ’Sprogøpige’. Ved inspektionen i maj 1937 lød der også kun ros om Gudrun, der var ”villig og flink og ganske kan erstatte en normal pige.”
I 1939 kom Gudrun dog i vanskeligheder. Under inspektionen blev det noteret, at Gudrun ustandselig røg cigaretter og i sine sidste pladser havde været ”grænseløs letsindig” og ”skrupskør efter ethvert mandfolk”. Da Gudrun en måned efter stak af fra sin plads på kroen og blev fundet i forkarlens seng, måtte forstanderinden fra Sprogø hente hende tilbage til ø-anstalten igen.
Ægteskabstilbud
Gudrun var nu tilbage på Sprogø. Men der var flere, som savnede hende. I april fik den nye forstanderinde på Sprogø et brev fra forkarlen: ”Kære frk. Stuhr. Begrundet på, at jeg, som De jo nok ved, har fået brev fra Gudrun i dag, tillader jeg mig hermed at skrive til Dem i håb om, at De finder det umagen værd at svare mig.
Gudrun har bedt mig om nogle penge, da hun skal rejse fra Sprogø snart. Dem må hun også gerne få, men da jeg vistnok kender hende lige så godt som Dem, vil jeg alligevel spørge for en sikkerheds skyld, om hun skal rejse, da jeg jo ikke vil sende hende penge, hvis de bare går til chokolade og cigaretter.
Tror De, frk. Stuhr, at der vil være noget til hinder for, at jeg kan opnå hr. overlægens tilladelse til at gifte mig med Gudrun indenfor en overskuelig fremtid. Jeg har jo tjent sammen med Gudrun i et år og holder meget af hende, og det er så vidt, som jeg kan forstå, også gensidigt.
Desuden er der ikke noget i hele hendes fortid, der ligger skjult for mig, og jeg er fuldstændig klar over, hvad det er, jeg indlader mig på. Til slut beder jeg Dem undskylde, at jeg har skrevet så åbenhjertigt til Dem, som jeg har, men jeg kan ikke indse andet end det er det klogeste at fremlægge sagen, som den er. Ærbødigst Hans Sørensen.”
Nogle uger efter modtager overlæge Wildenskov også et brev, men fra en anden bejler: ”Hr. Overlæge. Jeg tillader mig hermed at skrive til dem i anledning af, at min forlovede frk. Gudrun er sendt tilbage på Sprogø. Jeg beder dem. Svar venligst på mit spørgsmål om grunden til, at hun er sendt tilbage. Jeg skal forklare dig grun- den til, at jeg beder dem svare mig.
Jeg har kendt Gudrun et halvt års tid. Vi skulle have været gift til 1. marts, men så var det, at I tog hende fra mig, og nu vil jeg høre, om det kan lade sig gøre at få hende tilbage, og hvor længe det kan vare, for jeg er rede til at tage Gudrun, hvornår det skal være, og hun skal ikke høre noget for det, der er sket. Nu håber jeg at høre fra dem. Ærbødigst, køkkenkarl Otto Jensen, Grand Hotel, Odense.”
Overlægen anmodede forstanderinden på Sprogø om at spørge Gudrun, hvem denne ansøger mon var. ”Det er nr. 2 kandidat, men hun kan dog kun blive gift med en, hvem er den bedste?”
Forstanderinden svarede: ”På forespørgsel oplyser Gudrun, at hun holder mest af Hans Sørensen, og at hun helst vil giftes med ham. Kun er hun bange for, at han vanskeligt kan forsørge en kone. Kandidat nr. 2 er den tidligere omtalte bilist fra Langeland, med hvem hun stak af fra Kværndrup kro, men så stak Gudrun jo af fra ham og opsøgte Hans.
Jeg mener, at Gudrun vil være bedst tjent med Hans, han arbejder på landet, hvor hun også kan få arbejde, og hun vil ikke være så udsat for fristelser som inde i en by.”
En inspektør fra De Kellerske Anstalter blev herefter sendt afsted for at hente oplysninger om forkarlen Hans Sørensen hos hans husbond. Han kunne oplyse, at Hans var udmærket til at arbejde, men umulig til pengesager og med hensyn til piger.
”Han har en ny kæreste hver anden dag.” Husbonden mente heller ikke, at Hans sådan for alvor ønskede at gifte sig med Gudrun. De sidste måneder havde han trøstet sig med en anden. Hvad værre var, viste det sig også, at han havde to børn at betale til.
Hele affæren sluttede med overlægens skrivelse til Hans: ”I besvarelsen af Deres brev om at indgå ægteskab med Gudrun skal jeg meddele Dem, at jeg ikke mener, at De økonomisk kan binde an med den opgave, dels må De betale til to børn, og dels mener jeg ikke, De kan få Deres penge til at slå til, netop den samme fejl har Gudrun.”
Da Gudrun i 1940 igen fik lov til at forlade øen for at komme i kontrolleret familiepleje, forelskede hun sig i en arbejdsmand og blev gift med ham. Ved indgåelse af ægteskab udgik hun af åndssvageforsorgen, og der ligger ikke flere oplysninger i journalen.
Sådan gik det nogle af kvinderne fra Sprogø. Andre forblev under åndssvageforsorgens opsyn langt ind i alderdommen, og andre igen endte på en af de store åndssvageanstalter på fastlandet. Mange måtte sande, at det var langt lettere at komme ind under åndssvageforsorgen, end det var at slippe ud.
Fortællinger om kvindehjemmet på Sprogø
De fleste danskere har et forhold til Sprogø, den lille ø med det ikoniske fyrtårn, som vi passerer på vej over Storebæltsbroen i bil eller tog. For hundrede år siden i 1923 åbnede en anstalt for moralsk åndssvage og erotisk abnorme kvinder på øen. Sprogø var afsidesliggende og langt fra fastlandet, og kvinderne blev interneret på øen, fordi samfundet mente, de var så farlige, at de måtte isoleres fuldkommen fra fællesskabet.
I perioden, hvor kvindehjemmet blev oprettet, var Danmark førende i Europa, når det drejede sig om statslig hjælp til fattige, svage og syge, som ikke var i stand til at opretholde livet ved egen hjælp, men også når det handlede om eugeniske – eller racehygiejniske – tiltag. Når kvinderne blev anbragt på Sprogø, var der således et dobbelt formål.
På den ene side ville man sikre kvinderne et værdigt liv, hvor de afsondret fra deres skadelige miljø skulle beskyttes og forbedres.
På den anden side skulle samfundet også beskyttes mod dem og alt, hvad de repræsenterede og spredte omkring sig af dalende seksualmoral, kønssygdomme og degenereret afkom, som ville blive en omkostning og byrde for den nye velfærdsstat.
Ser man på de mest dominerende fortællinger om ø-anstalten i dens samtid, var Sprogø både human, nødvendig og progressiv. Human, fordi man mente, at alternativet var at lade de småt begavede og faldne kvinder gå til grunde eller spærre dem inde. På Sprogø fik de derimod mad på bordet, tøj på kroppen, en vis bevægelsesfrihed og dertil en oplæring og opdragelse, som man mente, var til deres eget bedste.
Nødvendig, fordi opfattelsen var, at de lettere åndssvage kvinder med deres uhæmmede seksualdrift, manglende moderfølelser og dårlige gener var undergravende for samfundsordenen og befolkningskvaliteten.
Progressiv, fordi de eugeniske principper, som ø-anstalten trak på, rummede nye videnskabelige indsigter og en ny form for rationel statsførelse, som bestræbte sig på at lægge livet til rette for befolkningen på en måde, som ville løse sociale problemer og styre samfundet i retning af større velstand for flertallet.
Historien om kvindehjemmet på Sprogø har de senere år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Nye forventninger om, at statens svigt og overgreb i fortiden bør granskes, undskyldes og sones, har medført, at historikere, forfattere, kunstnere, filmskabere, journalister og politikere har sat fornyet fokus på forholdene under datidens forsorg – og ofte med Sprogø og den dragende fortælling om ø-isolation og erotisk abnorme kvinder som omdrejningspunkt.
Ser man på, hvordan historien om kvindehjemmet oftest fremstilles i dag, er det et helt andet billede end det, der blev tegnet i hjemmets samtid. Det, man så som humant, fremstår nu som kvindeundertrykkende og umenneskeligt.
Hvordan kunne man finde på at gøre småt begavede kvinder fra fattige kår til de skyldige og skammelige, isolere dem på en øde ø, lade hele deres ungdom gå til spilde, disciplinere og fornedre dem, fratage dem muligheden for at få børn og stigmatisere dem for resten af livet?
Det, man dengang så som nødvendigt, fremstår nu ret absurd. Hvordan kunne man tro, at sådan en lille ø kunne redde velfærdsstaten? Det, som engang var progressivt, fremstår nu som uhyggelig nært beslægtet med den tyske racehygiejne, der medførte, at millioner af mennesker blev slået ihjel under 2. verdenskrig. Sprogø, som engang var symbol på den danske velfærdsstats succes og fremskridt, er i dag en skamplet – et symbol på velfærdsstatens bagside.
En mangfoldighed af fortællinger
Der findes dog mange flere fortællinger om Sprogø. Historien om Sprogø ændrer sig ikke alene hen over tid, men også afhængigt af det valgte perspektiv. I bogen fortæller vi nogle af kvindernes historier, men vi fortæller også om nogle af de magtfulde personer, som gennem deres politiske virke, videnskabelige landvindinger eller som fagpersoner i åndssvageforsorgen var med til at muliggøre ø-anstaltens oprettelse og drift og senere dens afvikling.
Når vi fortæller historien med afsæt i nogle konkrete, navngivne personer, er det ikke ud fra en naiv forestilling om, at historien er drevet frem af netop disse aktører.
Alene den kendsgerning, at vores skandinaviske nabolande fulgte stort set samme spor med hensyn til internering og tvangssterilisering – blot med andre per- soner i hovedrollerne – vidner om, at der foregik en udveksling af idéer på tværs af landegrænser, men også at disse idéer allerede fandtes og var oppe i tiden.
Til gengæld sker det ud fra et ønske om at tydeliggøre, at historien ser forskellig ud afhængigt af det valgte perspektiv.
De personer, der tilsammen udgør historien om Sprogø, har forskellige roller, motiver, interesser, ambitioner, længsler og muligheder. Kvinderne, der var anbragt på Sprogø, havde forskellige forhistorier og måder at navigere inden for et meget snævert mulighedsrum, men ofte en fælles interesse i at komme væk fra øen og finde en plads i samfundet, hvor de kunne undvige den udstødelse og udskamning, de var blevet udsat for.
Tidens ledende politikere havde interesse i at få gennemført store reformer for den brede arbejderklasse og i at begrænse antallet af mennesker, som ville ligge samfundet til last. Åndssvagelægerne havde interesse i at markere sig som en faggruppe, der kunne løse sociale problemer ved at klassificere og udskille de individer, der var til ulempe for samfundet.
Kvindebevægelsens aktører havde interesse i at lægge afstand til letfærdige og løsagtige kønsfæller, som ikke levede op til det fremherskende kvindeideal – mens mere progressive feminister havde en interesse i at lægge afstand til de abnorme i kampen for at give kvinder retten til at bestemme over egen krop. Også i den optagethed af Sprogø, vi ser i dag, er der mange interesser på spil.
Politikere kan have en interesse i at udvise loyalitet med bestemte grupper i samfundet – ofte på bekostning af andre – eller at udlægge fortiden på en måde, som kan fremme egne visioner og mål her og nu. Historikere, forfattere og filminstruktører kan have en interesse i at give stemme, liv og oprejsning til kvinder, som i mange år var gjort tavse, men også i at positionere sig selv som dem, der giver de undertrykte stemme.
Ved at fortælle historien gennem flere aktører tydeliggøres spændingsforholdet mellem dem, der fik de tilsyneladende fremsynede idéer og havde position og magt til at realisere dem i praksis – og de kvinder, der måtte leve med konsekvenserne.
Men også mellem dem, der befandt sig midt i begivenhederne, og os, der kan betragte historien om Sprogø på bekvem afstand og ud fra nutidens moralske facitliste.
Så hvad er egentlig vores interesse i historien om kvindehjemmet? Med denne bog forsøger vi at bygge broer, som kan fremme forståelsen af kvindehjemmets historie. En bro mellem den populære formidling og den grundige, men ikke altid særlig tilgængelige forskning. En bro mellem kvindernes individuelle skæbner og tidens vilkår og idealer. Og endelig en bro mellem fortid og nutid.
Historien om Sprogø tilhører ikke kun fortiden. Også i dag er der mennesker, som af forskellige grunde opfattes som en trussel mod velfærdssamfundet, som devalueres og som i metaforisk forstand anbringes på en øde ø.
Om undersøgelsen og vores ordbrug
Bogen er baseret på arkivstudier. Dels arkivalier omhandlende Sprogø. Dels 45 journaler omhandlende kvinder, som har været anbragt på øen. Vi har tilstræbt en spredning i journaler fra kvinder, der blev anbragt på Sprogø i henholdsvis 1920’erne, 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne. Når det er sagt, har vores fokus ikke været at identificere kontinuitet og brud hen over tid, men snarere at indkredse en række temaer, som har vist sig at gå igen på tværs af tid.
I bogen gør vi også brug af bøger, foredrag og artikler skrevet af samtidens fremtrædende politikere, forskere, overlæger og meningsdannere samt reportager og avisartikler om Sprogø. Endelig trækker vi på den eksisterende forskningslitteratur.
Særligt skal fremhæves Birgit Kirkebæks bog Letfærdig og løsagtig (2004) om kvindehjemmet på Sprogø 1923-61, Bolette Frydendahl Larsens afhandling Fra uopdragelighed til psykopati (2020) om Vejstrup pigehjem fra 1908-1940 og Kjersti Ericssons bog Drift og dyd (1997) om pigehjemmet Bjerketun i Norge.
Vi gør også flittigt brug af Lene Kochs bøger Racehygiejne i Danmark 1920-56 (2010) og Tvangsste- rilisation i Danmark 1929-67 (2000) samt Bente Rosenbecks bog Kvindekøn (1987) om den moderne kvindeligheds historie 1880- 1980. Endelig trækker vi på vores eget arbejde med åndssvagefor- sorgens historie.
Herunder bogen På kanten af velfærdsstaten (2015), som Stine har skrevet sammen med Jesper Vaczy Kragh og Jacob Knage Rasmussen, og Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne i særforsorgens institutioner 1933-1980 (2022), som Sarah har gennemført i et samarbejde med Klaus Petersen, Mette Seidelin, Poul Duedahl og Annemarie Borregaard.
I en bestræbelse på at gengive fortidens tænkning så transparent som muligt gør vi brug af de ord og begreber, der blev anvendt i samtiden – også når de er nedgørende og diskriminerende. Til gengæld har vi af hensyn til læsbarhed og forståelse valgt at ændre den oprindelige staveform i de historiske kilder til almindeligt nudansk, ligesom vi også har ændret i ordstillinger, tegnsætning og fjernet passager uden at angive det i teksten.
Ofte er brevene fra kvinderne og deres kærester og familie fyldte med stavefejl, mens politikere, forskere og læger formulerer sig i et kancellisprog med et væld af indskudte sætninger. Dette siger i sig selv en masse om sproget som et magtmiddel, der fratager nogle en mulighed for at blive hørt og taget alvorligt – mens det giver andre mulighed for at positionere sig som overlegne, vidende og i stand til at diktere sandheden.
Når det er sagt, har vores prioritet i denne bog været at gøre det så let som muligt at læse, forstå og overveje, hvad de hver især rent faktisk havde at sige. Kvinderne er anonymiserede, mens offentligt kendte personer nævnes ved navn.
Vejene til Sprogø
Fattigdommens døtre – Anna Sørensen
Anna sidder på træbænken i spisestuen med de andre fattiglemmer. Hun har ondt i de tandstumper, hun har tilbage i munden. Amtslægen har forsøgt at få sognerådet til at betale for et gebis til hende. Han har skrevet til dem, at det ikke handler om at se pæn ud. Det er ene og alene, så hun kan tygge sin mad. Men nej, det kunne der ikke blive til.
Anna moser sine kartofler og opløser brødet i mælk. Hvis hun spørger en af de andre, om de vil tygge flæsket for hende, sluger de det selv. Ungen, der sidder på hendes skød, hyler, for Anna selv har ikke særlig meget mælk. Hun væder en snip af forklædet i sin kop og forsøger at få barnet til at sutte på det.
”Regningen bliver for stor”
I 1926 opholdt Anna Sørensen sig på fattiggården i Rønbjerg sogn sammen med sin lille datter. Hun var 30 år, men allerede ældet og træt. Få år tidligere var hun blevet skilt fra sin fordrukne mand, der havde fundet sig en frille. Som mand havde han retten både over deres bo og deres tre små børn. Nu var alle tre fjernet fra hjemmet.
Den yngste var sat i pleje, mens de to andre var anbragt på en fattiggård længere nordpå. Datteren i hendes arme havde hun fået med en mørklødet skærsliber med pæne øjne. De to havde sammen drevet rundt ude på heden, mens der var sortebær, men da hun skulle føde deres barn, måtte hun tilbage til fattiggården.
Fattige var en pestilens for et mindre sogn. Sådan var det også i Rønbjerg. Her var man ikke tvivl om, at det kun var et spørgsmål om tid, før Anna kom tilbage med endnu et barn, de skulle betale til. Da hun heller ikke var alt for kvik, havde sognerådet derfor rettet henvendelse til den nærmeste åndssvageanstalt, som lå i Ribe. Her vurderede man, at det nyåbnede kvindehjem på Sprogø var det rette sted for hende.
I oktober 1926 blev Anna fragtet til den lille ø midt ude i Storebælt med postbåden. I sin kuffert havde hun de beklædningsgenstande, som kvindehjemmet havde krævet, at hun medbragte, og som sognerådet havde bekostet. Listen var som følger: 1 kåbe, 1 par handsker, 1 par støvler, 7 par strømper, 4 underliv, 6 stk. linned, 4 forklæder, 1 bomuldskjole, 1 musselinskjole, 1 hat, 1 par sko, 3 uldtrøjer, 3 uldne skørter, 6 par benklæder, 3 nattrøjer, 6 sommertørklæder, 2 uldne kjoler.
Fattiggårdens bestyrer fulgte hende hele vejen. I sin taske havde han de attester, som skulle underskrives, så han efterfølgende kunne søge om tilskud fra amtet til at dække udgifterne til kvindens ophold. Den lille pige, der til trods for sin gråd var Annas eneste glæde, måtte blive på fattiggården. Kort efter blev pigen sat i pleje for en betaling af 235 kr. årligt indtil hendes fjortende år.
På Sprogø var Anna ifølge forstanderinden modvillig og ”utrolig tung og træg”. Hun var ”ganske umulig” til det meste arbejde. ”Kan kun køre lidt jord bort, når hun nøjagtig får anvist, hvor hun skal tage det, og hvor det skal køres hen.”
Anna var til ingen verdens nytte. Hun var en byrde og belastning for samfundet, og det havde man aldrig holdt skjult for hende. Hun kendte efterhånden de fine folks remse. I hendes journal har forstanderinden noteret: ”Det hænder, at hun et døgn nægter at spise, for nu skal kommunen ikke koste mere på hende. ’Regningen bliver for stor’.”
Håbløse slægter
Et fællestræk blandt de kvinder, der kom til Sprogø, var fattigdom. I ø-anstaltens første periode kom mange af kvinderne fra fattiggårde. Senere kom fattigdommen oftere til udtryk gennem beskrivelser af den offentlige forsørgelse: ”Har modtaget kommunehjælp” eller: ”Lever udelukkende af fattighjælp”.
Også familiernes usle, rodede, beskidte eller ildelugtende lejligheder, husvildebarakker eller forfaldne rønner blev fremhævet i journalerne: ”Huset er i den slettest mulige forfatning. Murværket er defekt, vinduerne er utætte, tapetet hænger overalt i laser.”
Dårlig hygiejne, mangelfuldt eller laset tøj, dårlige tænder og utøj blev også nævnt hyppigt: ”Pigen var i en forfærdelig forfatning, fyldt med utøj og sår.” Eller: ”Ind- kom i en samling laser. Hendes kuffert indeholder intet af værdi.”
Et andet særkende er beskrivelserne af kvindernes slægt. Især hvis der i familien var tilfælde af åndssvaghed, sindssyge, løsagtighed eller drikfældighed. ”Hendes åndssvaghed er nedarvet fra den defekte, usædelige moder og den drikfældige fader,” står der noteret om en kvinde. Denne fordeling af laster mellem de to køn var typisk.
Om andre mødre står der: ”Moderen har haft omgang med en del mandfolk. Hun er sølle, dorsk og ualmindelig småt begavet.” Eller: ”Moderen er typisk åndssvag, en mægtig fed, udflydende, sprængfarlig maskine, der næsten ikke kan røre sig for fedme. Hun har levet et dårligt liv, bor i et træskur i en kolonihave, hvor forskellige mandspersoner har tilhold hos hende. Hun har i alt født 6 uægte børn med forskellige barnefædre.”
Om en af fædrene står der, at han er ”svagt begavet, men udstyret med en umådelig sprælsk fantasi, som gør ham til storskryder og løgnhals (han tror åbenbart i det givne øjeblik selv på sine historier).” Oftest er fædrene dog slet ikke omtalt, eller de beskrives som voldsomme, drikfældige og arbejdssky.
I flere tilfælde har anstaltens læger gjort et omfattende arbejde for at kortlægge hele slægten. Om en af ’Sprogøpigerne’ står der skrevet i journalen, at moren var åndssvag, mens faren var ”drikfældig, brutal og til tider uklar”. Han kunne ”stå og se sig ond på folk”, følte sig forfulgt af alle og havde ”en buløkse og et par dolke i sengen samt et ladt gevær stående ved siden”.
Også farens slægt kendte man til. Hans mor ”stjal og var meget løgnagtig”. Hans to brødre var ”brutale og voldsomme” og havde efter sigende begge afsonet straf i Horsens Tugthus for brandstiftelse, voldtægt og blodskam.
En af farens søstre var på sindssygehospital. En anden ”stjæler som en ravn, drikker og sender sine 15 børn ud at stjæle”. Desuden spillede hun kort og havde erotisk samkvem med ”landevejsridderne”. Om ’Sprogø- pigens’ søskende står der, at den ældste bror var åndssvag og blind, mens den næste søster var gift, men ikke desto mindre ”solder med de ringeste eksistenser i stuen, hvor hendes fire børn skal sove”. En yngre bror var blevet ”kasseret som soldat” og var begyndt at drikke, mens en yngre søster havde ”dårlige knæ” og var ”meget erotisk”.
Denne søster var tilmed gift med en ”nærmest åndssvag mand”, og ”bestiller intet, men drikker og spiser slikpinde.” Om den yngste søster i flokken står der, at hun allerede som 16-årig havde samleje med en 25-årig mand og 2 farbrødre, og at hun var ”meget erotisk.” På denne overvældende baggrund af elendighed blev det vurderet, at ’Sprogøpigens’ åndssvaghed var medfødt.
I anstaltens varetægt
I slutningen af 1800-tallet begyndte både forskere og politikere at interessere sig for de sociale afvigere, som ikke havde arbejde, men som drak, vagabonderede, tiggede eller trak. Mennesker, som i forvejen havde været genstand for moralsk fordømmelse, blev nu også gjort til genstand for videnskabelige studier, der søgte efter forklaringer på samfundets sociale problemer, og for politiske reformer, der forsøgte at løse dem.
Formentlig har Anna ikke været markant anderledes end mange af de kvinder, der før hende i kortere eller længere perioder har haft ophold på landets fattiggårde. Men i begyndelsen af det tyvende århundrede skulle der en gang for alle sættes en stopper for udbredelsen af flere underlødige og for samfundet dyre slægter.
Gennem anstaltsanbringelse af de uduelige og ubrugelige skulle befolkningskvaliteten og samfundsøkonomien sikres, og samtidig skulle kvinderne skånes for et liv i elendighed på bunden af sam- fundet, hvor de var selvskrevne til at blive udnyttet af mænd og ydmyget af fattigdommens onde spiral med betleri, prostitution og straf.
Hvordan det ville være gået for Anna, hvis hun fortsat havde hutlet sig gennem tilværelsen som fattiglem, er umuligt at sige, men et let liv havde det næppe været. Omvendt blev heller ikke livet på åndssvageanstalt nogen egentlig redning for Anna. Hun fik et gebis, men ud fra journalens fortælling synes det også at være noget nær det eneste positive, der er at fremhæve.
Efter opholdet på Sprogø blev Anna anbragt på Kvindeasylet i Brejning. Fra Kvindeasylets løbende notater i journalen fremgår det, at hun ofte var ked af det, hallucinerende og urolig. I 1930 skrev man: ”Hun er nu grædende, der står nogen uden for døren, som vil gøre hende ondt, når hun kommer til den nærmere forklaring, dukker hun hovedet ned i puden.
Hun synes at have følelsen af at blive beskyldt for noget.” I 1935: ”Synger en del salmer, fædrelandssange og viser. Taler stadig om, at hendes børn er døde, slået ihjel eller taget fra hende.” I 1939: ”Stadig det samme: Personalet vil slå hendes børn ihjel. Når hun forstår at sidde ene, er hun som regel stille, mumler ofte hen for sig afbrudt af latterudbrud. I de sidste nætter er hun begyndt at løbe på gulvet, er nu lagt i bælte.”
Fra 1940’erne og 1950’erne er der kun få sætninger nedfældet, men det fremgår, at hun er stærkt medicineret, lagt i bælte og handsker, og at hun undertiden behandles med chok. I 1961 blev det noteret: ”Anna, indlagt på herværende institution på foranledning af det sociale udvalg i Rønbjerg sogn, er d.d. afgået ved døden uden her at efterlade sig noget til genstand for skifte. Kendte pårørende, søster: fru Alvilda Mortensen.”
Søsteren fik et brev med den kortfattede og upersonlige besked: ”Det meddeles Dem herved, at Deres søster Anna Sørensen vil blive begravet på institutionens kirkegård, fredag den 10. d. m. kl. 13.30.” Brevet er underskrevet: ”Kontorfuldmægtig.”
Socialreform og fremskridt – Karl Kristian Steincke
Netop hjemvendt fra inspektion på arbejdsanstalten i Frederiksberg Kommune en vinterdag i 1912 sætter den unge fattiginspektør sig ved det blanke skrivebord. Karl Kristian Steincke, som manden i det noble jakkesæt hedder, er oprørt. Han er fyldt af medlidenhed, han er fyldt af væmmelse, og han er fyldt af ærgrelse over udgifterne, som disse fattiglemmer forårsager, men mest af alt er han oprørt over, hvor nytteløs fattighjælpen er.
For selv om disse fattiglemmer straffes for deres dovenskab, vender de gang på gang tilbage – mændene fordrukne og kvinderne gravide. Steincke mener ikke, at de alle sammen selv er ude om den elendighed, de er havnet i. Tværtimod har industrialiseringen og den kapitalistiske samfundsorden skabt et samfund, hvor rigdommen er for de få, mens landbefolkningen er blevet drevet mod byerne, hvor de udgør et besiddelsesløst pjalteproletariat, der lever i usle boliger og må arbejde under elendige og nedslidende forhold.
Der skal så lidt til, før sygdom, alderdom, arbejdsulykker eller arbejdsløshed bringer dem i frit fald. Men de ydmygende levevilkår har også medført, at mange er blevet demoraliserede, forråede, brutale, drikfældige og udgør en trussel mod den offentlige orden. Noget må gøres, og ifølge Steincke – som siden studentertiden har været medlem af Socialdemokratiet – skal der sociale reformer til.
Fra almisser til rettigheder:
Allerede i 1912, da Steincke stadig arbejdede som fattiginspektør, udgav han bogen Almisse eller rettigheder, hvori han kritiserede den gældende lovgivning. Fattigloven tilbød da nødstedte et mindste- mål af hjælp, men indeholdt samtidig en række deklasserende retsvirkninger.
Modtog man fattighjælp, mistede man sin stemmeret, sin ret til ægteskab, og man risikerede at blive anbragt på fattiggård eller arbejdsanstalt. Ydmygelsen havde et klart socialpolitisk sigte. I borgerlige kredse herskede der nemlig den opfattelse, at offentlig hjælp præmierede æreløsheden og ødelagde samfundets fremdrift.
Hvis ikke rædslen for fattigdommens isnende vinterøde skabte træk i samfundsskorstenen, ville alting gå i stå, og alle samfundets medlemmer ville efterhånden synke ned og blive statsforsørgede selvopgivere. Var et menneske villigt til at modtage andres hjælp, måtte han derfor også være parat til at tåle deres foragt. Men denne forståelse var Steincke og hans socialdemokratiske partifæller uenige i. De mente, at ydmygelsen i stedet fratog arbejderne deres selvrespekt og bidrog til yderligere forarmelse.
Steincke nærede samtidig foragt over for de mange filantropiske foreninger, der var blevet oprettet siden midten af 1800-tallet, og som gav afgrænsede grupper af trængende mulighed for at modtage hjælp uden om fattigloven og dens ydmygende retsvirkninger. Ifølge Steincke havde det efterhånden udviklet sig til et håbløst og formålsløst virvar af hjælpeforanstaltninger uden nogen større plan.
Desuden forvandlede de forløjede og sentimentale almisser de trængende til en flok plattenslagere, der gjorde en forretning ud af deres armod ved krumryggede at løbe rundt fra den ene godgørende forening til den anden med hatten i hånden og ørene tudet fulde af kristne moralprædikener. Det ligefrem skar Steincke i hjertet at være vidne til al den humbug, der blev drevet med selve nøden.
Steincke ønskede en ny retning for dansk socialpolitik. Han ville udskifte almisserne med en rettighedsbaseret hjælp. Hermed kunne den hæderlige arbejder, der uforskyldt var kommet i nød, få hjælp uden at miste sin værdighed. Men det sociale sikkerhedsnet ville også skabe stabilitet og føre til fremgang for samfundet som helhed.
Visioner for fremtiden
I 1919 fik Steincke – nu som medlem af Landstinget – til opgave at gennemgå den eksisterende sociallovgivning, og under overskriften Fremtidens Forsørgelsesvæsen fremlagde han sine tanker om en gennemgribende reform.
Formålet var først og fremmest at skabe et bedre liv for den brede gruppe af arbejdere og samtidig sikre en sund arbejdsstyrke. Steincke pegede dog også på, at staten havde en interesse i at hjælpe de håbløse tilfælde af svage og abnorme, som ud fra en samfundsøkonomisk betragtning aldrig ville komme til at bidrage.
Dette skulle ske ved, at de blev adskilt fra den brede befolkning, hvor undermålerne – som han yndede at kalde dem – havde en uheldig tendens til at svække selvkontrollen, også hos ellers skikkelige folk.14 Steincke stoppede dog ikke her, for der var ganske enkelt ikke råd til alle de socia- le reformer, hvis stadig flere skulle under den statslige forsorg. Derfor måtte der trækkes en grænse.
Steincke formulerede det på følgende vis: ”Enhver, der lever, ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse og skal, om fornødent, beskyttes og plejes. Kun i én henseende må samfundet være på sin post: med hensyn til forplantningen.
Hvis et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have ret til at leve og glæde sig ved tilværelsen, så vidt han kan, og hensynet til hans medmenneskers velfærd tillader det, men én ret skal han miste, én mulighed skal berøves ham, nemlig at overføre sine mangler til efterkommerne og på den måde forevige og mangedoble ulykken.”
En truet civilisation
Steinckes forestillinger om racehygiejne som en nødvendig foran- staltning skrev sig ind i en udbredt frygt for, at befolkningskvalite- ten var truet i Europa. Ikke alene var mange udvandret til USA. De blodige slag under 1. verdenskrig havde også revet de unge, sunde og stærke kræfter væk. Befolkningsvidenskaben kunne samtidig påvise ikke bare et fald i børnefødsler, men også et foruroligende mønster.
Mens de højere samfundslag ud fra egen bekvemmelighed praktiserede fødselskontrol og kun fik få børn, var opfattelsen, at de lavere klasser formerede sig ansvarsløst og med foruroligende hast. Da mennesker fra de højere samfundslag blev betragtet som mere værdifulde for den samlede befolkningskvalitet, var dette selvsagt et problem.
Steincke var samtidig meget inspireret af nye videnskabelige studier, der søgte efter forklaringer og løsninger på samfundets sociale problemer. I USA havde den amerikanske degenerations- teoretiker Richard Dugdale stor betydning for en ny forståelse af afvigere som arveligt belastede og en alvorlig trussel mod samfundet. Dugdale offentliggjorde i 1877 en familiehistorisk undersøgelse af forbryderslægten Juke.
Undersøgelsen tog sit afsæt i en åndeligt defekt, fordrukken og vagabonderende nybygger, der kom til USA i begyndelsen af 1700-tallet, og som fremavlede en slægt, hvis særkende var usædelighed, drukkenskab, forbrydelser og vagabondering. Ifølge Dugdales optegnelser fik Juke i løbet af seks generationer 709 efterkommere, som ifølge beregninger havde kostet staten 1,3 millioner dollars.
Dugdales undersøgelse blev fulgt op af en række lignende studier i USA, som vakte stor interesse også i Danmark. Ikke mindst hos landets åndssvagelæger.
Den daværende reservelæge og senere overlæge ved De Kellerske Anstalter, Hans Otto Wildenskov, skrev således i flere artikler om det fænomen, han kaldte den ”progressive degeneration”, altså at de degenereredes antal ville mangedobles sammen med de sociale problemer og de økonomiske udgifter, hvis samfundet blot lod stå til.
I bekæmpelsen af de degenererede slægter var den nye løsning racehygiejne. Men man måtte gå forsigtigt frem. Steincke anbefalede derfor, at der blev nedsat en videnskabelig kommission, som skulle drøfte den rette fremgangsmåde.
Socialreformen og de racehygiejniske love
Kort efter udgivelsen af Fremtidens Forsørgelsesvæsen kom en pe- riode med to Venstreregeringer. Steincke måtte derfor vente med at få sin politik gennemført, til han blev justitsminister i 1924 og senere i 1929 trådte til som socialminister.
Det var dog først, da statsminister Stauning tog initiativ til en uformel forhandling mellem regeringen og Venstre i sin lejlighed i Kanslergade på Østerbro i København, og her trak Socialloven ind som en del af de samlede forhandlinger, at der for alvor skete noget. Under det såkaldte Kanslergadeforlig blev der natten mellem den 29. og 30. januar 1933 indgået aftaler, der betød, at Steinckes visioner endelig kunne omsættes til handling.
Med socialreformen i 1933 bevægede Danmark sig i retning af det velfærdssamfund, vi kender i dag.
Men sideløbende med de sociale sikkerhedsnet blev der indført en lang række eugenisk baserede initiativer og særlove, som skulle hindre de underlødige – og i særdeleshed de åndssvage – i at formere sig. Et af de første skridt blev taget i 1922, da De Kellerske Anstalter fik bevilget penge til oprettelsen af en ø-anstalt for lettere åndssvage og erotisk abnorme kvinder.
Et andet skridt blev taget i 1929, hvor man indførte Europas første sterilisationslov. Også i forbindelse med socialreformen i 1933 blev der taget et vigtigt skridt, idet der blev indsat en paragraf i forsorgsloven om indberetningspligt for åndssvage. Hermed fik alle offentlige embeder såsom sociale udvalg, læger, lærere og skoleledere pligt til at indberette, hvis nogen havde et påfaldende udseende eller adfærd.
Pågældende blev da undersøgt og eventuelt anbragt på den nærmeste åndssvageanstalt. Et væsentligt incitament for kommunerne til at indberette var, at staten betalte for de anbragte under åndssvageforsorgen, hvormed lokalsamfundene slap for den økonomiske byrde.
Året efter i 1934 blev også Steinckes forslag til en lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage vedtaget. Med den nye åndssvagelov blev det muligt at tvangsindlægge og tvangstilbageholde børn og voksne, der havde fået diagnosen åndssvag.
Loven gav samtidig udvidede muligheder for tvangssterilisation og tvangskastration. I 1939 blev loven suppleret med en mulighed for at foretage abort på eugenisk grundlag, hvis der var nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg ville komme til at lide af mentale forstyrrelser eller alvorlig og uhelbredelig legemlig sygdom.20 Med de mange særlove var det juridiske grundlag på plads for systematiske indgreb i åndssvages frihed og krop.
De eugenisk baserede love blev fremført af Socialdemokratiet, men vedtaget med bred opbakning i Folketinget. Under behandlingen af lovforslaget den 8. marts 1934 var selv den konservative ordfører velvilligt indstillet, om end han gudfrygtigt måtte påpege farerne ved at erstatte det, man i gamle dage kaldte naturens visdom, med menneskevisdom.
Denne indvending returnerede Steincke dog straks med ræsonnementet, at så længe ”naturens visdom” bestod i at lade mennesker dø af sult, nød og anden elendighed, mens ”menneskevisdom” bestod i at forhindre, at de, der fra naturens side alligevel var bestemt til at dø, overhovedet kom til verden, så vidste han godt, hvilken form for visdom han foretrak.
Det store billede og de små mennesker
At individet og i særdeleshed det abnorme individ måtte bøje sig for samfundets interesser, var en selvfølgelighed i starten af det tyvende århundrede. Samfundet var i en rivende udvikling, og det moderne liberale samfund satte nye krav til en sund og disciplineret arbejdsstyrke, som i langt højere grad end tidligere skulle regulere sig selv.
Dette medførte en stadig større problematisering af afvigere, der aldrig ville blive i stand til at indordne sig under samfundets almindelige krav, normer og moral. I denne proces blev ”den åndssvage” på mange måder konstrueret som modbillede til samfundets udvikling og det efterstræbelsesværdige menneske.
Særlovene fik store konsekvenser for mange mennesker. Antallet af såkaldt åndssvage, der blev anbragt på anstalter og i familiepleje, steg voldsomt. Hvor man i begyndelsen af 1930’erne havde omkring 7.500 anbragte, var tallet i 1960’erne steget til mere end 23.000.
Frem til 1969 blev 13.000 steriliseret – knap halvdelen med hjemmel i åndssvageloven og især lettere åndssvage kvinder i alderen 18-30 år. Samtidig blev 1012 personer kastreret – knap halvdelen var mænd anbragt under åndssvageforsorgen.
I Steinckes tid blev de åndssvages forhold på de moderne anstalter dog set i et overvejende positivt lys. Steincke skrev således i sine erindringer, hvordan han under besøg på de forskellige anstalter glædede sig over, hvor langt det efterhånden var lykkedes at nå i behandlingen. Gennemgående var de anbragte glade og tilfredse – ”enkelte endda så ovenud lykkelige, at det var indlysende, at de måtte være åndssvage”.24
Også mødet med kvinderne fra Sprogø bestyrkede ham i hans politiske beslutninger. For aldrig havde han ”været genstand for en så omfattende og almindelig interesse fra et kvindeligt selskabs side”, som under hans officielle besøg i midten af 1930’erne. En hel skare af disse kvinder var forsamlet på landgangsbroen, hvor de nidstirrede ham og de to mandfolk, der roede ham i land.
Han havde heller aldrig ført mage til samtale. Kvinderne talte nemlig kun om sterilisering og dertil knyttede fænomener, og i en så bramfri tone, at han utvivlsomt tidligere i tilværelsen havde bragt sig selv til rødmen.
Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed: Pigerne fra Sprogø
Hvem var de kvinder, der blev anbragt på Kvindehjemmet på Sprogø? Hvordan var deres hverdag på øen, hvor de blev holdt isoleret fra det omgivende samfund og deres familie? Hvordan opstod ideen om at isolere bestemte kvinder på en øde ø? Og hvorfor blev denne ide blev betragtet som en del af det, der gjorde den danske åndssvageforsorg til ”verdens bedste”?
I perioden 1923-1961 blev ca. 500 kvinder, som blev anset for at være ”løsagtige” og ”moralsk defekte”, anbragt på Sprogø. Kvindehjemmet var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen, og anstalten blev af læger, politikere og i pressen fremhævet i rosende vendinger som et billede på fremskridt. I dag er historien om kvindehjemmet stadig omdrejningspunkt for stor offentlig interesse, men nu som genstand for forargelse og som eksempel på velfærdsstatens skyggeside.
Pigerne fra Sprogø beskriver hvordan der i 1923-1961 blev anbragt ca. 500 kvinder på Sprogø. Det var en velfærdsgerning, i staten og samtidens øjne. Det er en historie om isolation, afrettelse og udrenselse. Læs et uddrag af Pigerne fra Sprogø her.
På Sprogø åbnede en anstalt i 1923, der skulle huse de afvigende kvinder. Anstalten blev betragtet som moderne, og tilstræbte sig på hjemlighed – men ideen bag var en udrenselse i proces. De uønskede, de afvigende og de farligt seksuelle skulle renses ud af samfundet. De ansås som “moralske defekte” og “løsagtige”.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
Kvinderne kom fra de nederste sociale lag og blev beskyldt for at have en dårlig seksualmoral og sprede kønssygdomme. Pigerne fra Sprogø følger en række kvinder, der anbringes på anstalten. Igennem en nuanceret fremstilling af baggrunden for anstaltens oprettelse og datidens tænkning får vi et særligt indblik i dette kapitel af historien.
LÆS OGSÅ: 13 stærke klassikere af kvindelige forfattere
Stine Grønbæk Jensen er antropolog, og Sarah Smed er historiker, og de har skrevet Pigerne fra Sprogø. Igennem journaler, breve, artikler og udførlige kilder fremstiller de portrætter af, hvem kvinderne der blev anbragt på Kvindehjemmet var, hvordan hverdagen så ud, og hvordan ideen bag denne isolering opstod.
I dag er kvindehjemmet stadig i den offentlige interesse, og et billede på velfærdstatens skyggeside. Læs et uddrag af Pigerne fra Sprogø her.
Pigerne fra Sprogø
Et konfiskeret brev
Kære mor og far,
Jeg har det ellers meget godt og håber, at I har det samme, men vil I ikke skrive til overlægen og få at vide, hvem der er min formynder, for så vil jeg nemlig skrive til ham og spørge, hvad meningen er, og om jeg skal blive ved med at være på hjem i al min ungdom, for man skulle jo næsten tro, at jeg var en forbryder, siden jeg skal blive ved med at leve på anstalt, og særlig på en ensom ø.
De skulle selv spærres inde på en ø omgivet af vand på alle fire sider, hvor det er sjældent, at man kan se til fast land.
Sådan nogle herrer skulle selv prøve det, og de skulle have lov til at gå lige så længe på en ø som mig. Nu har jeg været på denne anstalt i snart 7 lange år, foruden 5 år på andre hjem, så jeg har snart haft livsvarigt fængsel.
Man bliver så indgroet i at være på hjem, så det er slet ikke til at holde sig ude i en plads, men næste gang skal jeg i hvert fald nok passe noget bedre på, men lov mig nu at skrive ned til overlægen og bede om at få min formynders adresse, for så skal jeg nok skrive et skrapt brev til ham og få sat igennem at komme hjem til eder.
Til slut mange kærlige hilsner fra Cecilie.
INDLEDNING
En ’Sprogøpige’ – Gudrun Hansen
Gudrun ligger i forkarlens seng. Hun ruller om på siden, trækker tæppet op om sig og betragter ham. Han sidder på sengekanten med rundet ryg og fugtigt hår i nakken. Egentlig var hun stukket af fra sin plads på kroen med en køkkenkarl fra Langeland i sidste uge. Han havde givet hende et lift til Odense, og på vejen havde de overnattet hos nogle af hans bekendte.
Køkkenkarlen var meget sød, de havde endda talt om at gifte sig, men så tænkte hun: Nu hvor jeg alligevel er stukket af, kan jeg lige så godt få mest muligt ud af friheden, så længe den varer, og så havde tanker om forkarlen Hans, der forker hø i åbenstående skjorte, fyldt hende med en sådan længsel, at hun også var løbet fra køkkenkarlen. Og det sted, hun var løbet hen, var til dette karlekammer, hvor hun nu var faret fuldstændig vild i forkarlens solbrændte krop.
Forkarlen, Hans, har tændt en cigaret. Han rækker den til hende og fører hånden op under hendes underskørt. Der er ingen så dejlig som ham. Han har uorden i sine pengesager og for mange kærester, men det har hun også selv.
Det er derfor, de passer så godt sammen. Hans rejser sig, da de hører lyden af en bil, der kører ind på gårdspladsen. Han går hen og kaster et blik ud ad det lille sprossede vindue, så skodder han sin cigaret og begynder bandende at tage sine bukser på. Gudrun kan også lige så godt begynde at bande og svovle, for nu går turen tilbage til Sprogø.
Journaler
På Rigsarkivets klimastyrede magasin opbevares tusindvis af journaler fra de anstalter i Danmark, som har huset mennesker, der af forskellige årsager ikke har kunnet klare sig selv, eller som har afveget så meget fra gældende normer, at det blev vurderet nødvendigt at udskille og internere dem.
På lange rækker med hylder står de brune arkivkasser, og i hver kasse ligger en eller flere journaler. Kasserne står ordnede efter arkivskaberne, det vil sige de myndigheder eller institutioner, der har skabt dokumenterne.
Alene De Kellerske Anstalter og Ø-stifternes Åndssvageanstalter, som drev de største åndssvageanstalter i Danmark, rummer titusindvis af journaler, og blandt dem ligger de spredt: Journalerne over de kvinder, som har været anbragt på Sprogø. Journalerne er mellem 50 og 600 sider. De fleste er meget fyldige og holdt sammen af de oprindelige brunlige omslag, der er godt krøllede og lasede af slid.
Først i sagen ligger som regel et kladdehæfte indbundet i brunt karduspapir, som er fulgt med kvinden til Sprogø. Her beskrives kvindens vej til Sprogø, og ofte er der indsat et enkelt portrætfotografi fra en af de første dage på øen. Inden i omslagene ligger også de skemaer, rapporter, retsudskrifter, indstillinger, erklæringer og test, som sogneråd, børneværn, politi, distriktslæger med flere har lavet om den enkelte ”patient” eller ”klient”, som de anbragte blev kaldt dengang.
Selv om flere forskellige faggrupper har leveret indhold til journalen, er det især overlægen og forstan- derinden, der kommer til orde. Mens overlægen traf alle afgørende beslutninger vedrørende kvindernes ind- og udskrivning, noterede forstanderinden løbende i de små notesbøger, hvordan det gik med kvindernes opdragelse på Sprogø. Journalerne var et vigtigt arbejdsredskab, og de afspejler derfor de professionelles blik på ”pigerne”.
Der ligger dog også ofte breve i journalerne. Breve fra og til forældre og kærester, men også breve til forstanderinden og overlægen, som kvinderne har sendt, efter at de forlod øen. Det kan diskuteres, om det er kvindernes egentlige stemmer og erfaringer, der her kommer til udtryk.
Det er nemlig tydeligt, at kvinderne ofte ønsker at opnå noget med deres breve, og at de derfor i høj grad gør brug af anstaltens sprog og logikker og skriver det, som de ved forstanderinden eller lægen gerne vil høre.
På trods af dette er der i hver eneste journal et eller andet helt særligt; en særegen beskrivelse, måske bare en enkelt sætning, som rummer en stem- ning, en tone, noget som vores indlevelses- og forestillingsevne kan gribe fat i, når vi forsøger at skrive levende mennesker frem med glæder og sorger, frygt, længsler og drømme.
Vejen til Sprogø
I den journal, der omhandler Gudrun, som var løbet væk fra sin plads og siden fra køkkenkarlen for i stedet at kaste sig i forkar- lens arme, står der, at hun blev født den 20. februar 1914 nord for Vejle.
Gudrun var et ”uægte barn”, idet hun blev undfanget og født, mens morens ægtemand var i Amerika. Efter konfirmationen kom Gudrun i plads hos forskellige gårdejere. Hun kom også i myndighedernes søgelys grundet usædelighed og tyvagtighed.
Ifølge byens læge blev hun ”tidligt forført til utugt af et fattiglem”, og lægen behandlede herefter 5-6 unge mænd for gonorré, som alle havde stået i forhold til Gudrun. Hun blev derfor pålagt undersøgelse og indlagt til behandling på Marselisborg Hospital.
Året efter blev hun atter indlagt på hospitalet. Denne gang med både gonorré og fnat. I samme periode blev der lavet en retslig forundersøgelse af hende, fordi hun havde stjålet en cykel.
I forbindelse med undersøgelsen opsøgte myndighederne de forskellige gårdejere, hvor Gudrun havde haft plads. De fortalte, at de havde været glade for at have hende, men også at hun var letsindig og indlod sig med mandfolk. På den baggrund fik Gudrun tiltalefrafald for cykeltyveriet ”på vilkår af værgerådsforsorg”.
Det betød, at hun kom ind under børneforsorgen. I 1931 blev den nu 17-årige Gudrun derfor anbragt på Viby Optagelseshjem, et hjem for unge kvinder, der var kommet på afveje. Herfra rømte hun flere gange, blev indlagt med syfilis og fik endnu et tiltalefrafald for cykeltyveri mod anbringelse. Året efter blev hun sendt videre til Vejstrup Pigehjem.
Mens Gudrun var på Vejstrup Pigehjem, blev overlæge Wildenskov tilkaldt af pigehjemmets forstanderinde. Han var overlæge ved De Kellerske Anstalter, som var landets største anstalt for åndssvage.
Wildenskov skulle lave en intelligenstest på Gudrun for at undersøge, om hun kunne kategoriseres som åndssvag. Han noterede, at hun var smilende og venlig ved prøverne. Hun regnede nogenlunde, læste med en del fejl, skrev ganske pænt.
Ifølge overlægen hørte Gudrun til ”den verbale type med et stort ordforråd”, men så snart hun mødte vanskelighed eller modstand, ”slår hendes evne til omtanke ikke til”. Hun gik i stå, sagde ”det frygteligste vrøvl” og svarede i øst, når der blev spurgt i vest. Han noterede også, at ”hendes fantasi kan løbe af med hende på en ret ukontrolleret måde”.
Ved intelligensprøven opnåede hun intelligensalder 12 år med intelligenskvotient 75. Det betød, at hun stod på grænsen mellem kategorien åndssvag og sinke. Da hun havde vist tendens til usædelighed, vagabondisme og tyveri, tilrådede overlægen dog inddragelse under åndssvageforsorgen. ”I modsat fald risikerer man, at hun senere går til bunds ude i samfundet,” afsluttede han.
De kvinder, der endte på Sprogø, havde nogle fællestræk. De kom stort set alle fra de nederste sociale lag. Det var proletariatets døtre, der endte på Sprogø. De havde også det til fælles, at de var erklæret ”lettere åndssvage”. Vurderingen af, hvem der tilhørte denne kategori, beroede dog ikke alene på lav intelligens, men også på lav moral.
De to ting blev i samtiden forbundet med hinanden. Kvindernes moral blev set som slet, fordi de brød med datidens snævre og dobbeltmoralske køns- og seksualmoral, hvor sædelighed var en helt afgørende dyd for unge kvinder.
Usædelighed var imidlertid et vidt begreb, som var særdeles åbent for skønsmæssige vurderinger og påstande. Nogle blev vurderet som usædelige, fordi de ligesom Gudrun tillod sig at være aktive, opsøgende, vilde og vidtfavnende i deres seksuelle udfoldelser. Andre var blevet tiltalt for prostitution eller udsat for incest eller seksuelle overgreb.
Uanset hvad, var det næsten altid de unge kvinders seksualitet, der blev betragtet som afvigende og farlig. Det var de unge kvinder, der blev stemplet som skammelige – ikke de unge mænd i karlekamrene, ikke kunderne på gadehjørnerne og bordellerne. Selv overgrebsmændene gik ofte fri.
’Sprogøpigerne’
Den 31. maj 1932 blev Gudrun anbragt på Sprogø. Ø-anstalten var en filial under De Kellerske Åndssvageanstalter og beregnet til lettere åndssvage og usædelige kvinder. I ø-anstaltens eksistensperiode fra 1923 til 1961 blev omkring 500 kvinder anbragt på øen, oftest mellem 44 og 50 ad gangen.
I løbet af de første ti år blev mange af kvinderne på øen i op til syv år, før de blev prøvet i en plads på fastlandet. Efter at en ny åndssvagelov blev indført i 1934, blev næsten alle steriliseret, inden de kom fra øen. Det betød samtidig, at de fleste nu allerede kom væk efter et par år. Af disciplinære årsager kom mange dog tilbage til øen ad flere omgange.
Nogle af kvinderne på Sprogø var ganske unge – helt ned til 16 år – men der var også mange voksne eller midaldrende kvinder på øen. På mange af fotografierne i journalerne er det tydeligvis modne kvinder, der er portrætteret; kvinder, som har levet et hårdt liv, og hvis ansigter og kroppe er mærket af det.
På Sprogø blev de dog alle omtalt, behandlet og opdraget som ”piger”, mens overlægen og forstanderinden på paternalistisk vis indtog rollerne som henholdsvis far og mor. Det var også meningen, at kvinderne skulle fungere som ”piger”, når de kom ud i samfundet. Som ”piger” på landet eller i huset. Ikke som fruer eller mødre.
På Sprogø blev Gudruns indledende forsøg på at gøre et godt indtryk på ø-anstaltens forstanderinde Frida Nielsen noget køligt modtaget. Nogle af de første beskrivelser af Gudrun fra Sprogø lyder: ”Hun vil gøre sig bemærket og bluffer, er slesk og øjentjener.”
I det hele taget synes forstanderindens blik på Gudrun at være stærkt influeret af de forventninger, der knyttede sig til kvinder med diagnosen lettere åndssvag: ”Hun er tyvagtig, mistænkt i hvert fald, men ikke grebet på fersk gerning, da hun er snu,” skrev forstanderinden om Gudrun, og et andet sted: ”Hun fremstår ikke seksuelt rå eller udfordrende, men formentlig er hun det uden tilsyn.”
På Sprogø skulle Gudrun oplæres i husholdning og til medhjælp i mark og stald. Hun skulle lære at være renlig, ordentlig og flittig. I løbet af det første år på Sprogø blev Gudrun beskrevet som sjusket, om end ret flink til håndarbejde.
Hendes opførsel blev i høj grad vurderet ud fra, hvorvidt hun var villig til at tage imod opdragelse: ”Til tider tåler hun irettesættelse og vejledning, til andre tider bliver hun mut og tvær,” står der noteret i hendes journal, og senere: ”Gudrun tåler dårligt irettesættelser, bliver da næsvis og nedlægger arbejdet, må derfor i betænkningsrummet i dag.” Senere syntes opdragelsen af Gudrun at lykkes bedre.
Halvandet år efter hendes ankomst skrev forstanderinden i journalen: ”Gudrun er nu prøvet i køkkenet, med vask og strygning, og hun er flink begge steder. Til markarbejde er hun ligeledes flink og flittig. Hun kan malke, køre heste, luge og tynde roer, kan hjælpe med høstarbejde.”
Fordi Gudrun gjorde fremskridt på Sprogø, både hvad angik opførsel og arbejdsduelighed, besluttede overlægen og forstanderinden at lade hende sterilisere, så hun herefter kunne prøves i en plads væk fra øen.
I overlæge Wildenskovs indstilling til Sterilisationsnævnet står der om Gudrun: ”Det drejer sig om en let åndssvag kvinde af den verbale type, som har ringe modstandskraft, ringe hæmninger, er impulsiv og i nogen grad fantasirig.”
Der står også, at hun vil kunne forsørge sig selv uden offentlig hjælp. ”Mere tvivlsomt er det, om hun vil kunne sørge for eventuelle børn.” Den 22. januar 1935 blev Gudrun steriliseret på Vejle sygehus få dage før hun fyldte 21.
To måneder efter blev Gudrun anbragt i kontrolleret familiepleje under fortsat tilsyn fra Sprogø. Kontrolleret familiepleje var en fortsat anbringelse under åndssvageforsorgen, men under friere forhold. Det var en ordning, hvor kvinderne fik en plads – ofte hos en gårdmandsfamilie, der kunne bruge et sæt arbejdsduelige hænder.
Gårdejeren fik plejeløn for at huse kvinden og skulle så sørge for kost og logi. Gik det godt i kontrolleret familiepleje i nogle år, kunne kvinderne blive selverhvervende og med tiden udskrives fra forsorgen. Gudrun blev anbragt på en lillebitte ø ved Fyn.
Her var man så tilfreds med hende, at en nabogård anmodede åndssvageforsorgen om også at få en ’Sprogøpige’. Ved inspektionen i maj 1937 lød der også kun ros om Gudrun, der var ”villig og flink og ganske kan erstatte en normal pige.”
I 1939 kom Gudrun dog i vanskeligheder. Under inspektionen blev det noteret, at Gudrun ustandselig røg cigaretter og i sine sidste pladser havde været ”grænseløs letsindig” og ”skrupskør efter ethvert mandfolk”. Da Gudrun en måned efter stak af fra sin plads på kroen og blev fundet i forkarlens seng, måtte forstanderinden fra Sprogø hente hende tilbage til ø-anstalten igen.
Ægteskabstilbud
Gudrun var nu tilbage på Sprogø. Men der var flere, som savnede hende. I april fik den nye forstanderinde på Sprogø et brev fra forkarlen: ”Kære frk. Stuhr. Begrundet på, at jeg, som De jo nok ved, har fået brev fra Gudrun i dag, tillader jeg mig hermed at skrive til Dem i håb om, at De finder det umagen værd at svare mig.
Gudrun har bedt mig om nogle penge, da hun skal rejse fra Sprogø snart. Dem må hun også gerne få, men da jeg vistnok kender hende lige så godt som Dem, vil jeg alligevel spørge for en sikkerheds skyld, om hun skal rejse, da jeg jo ikke vil sende hende penge, hvis de bare går til chokolade og cigaretter.
Tror De, frk. Stuhr, at der vil være noget til hinder for, at jeg kan opnå hr. overlægens tilladelse til at gifte mig med Gudrun indenfor en overskuelig fremtid. Jeg har jo tjent sammen med Gudrun i et år og holder meget af hende, og det er så vidt, som jeg kan forstå, også gensidigt.
Desuden er der ikke noget i hele hendes fortid, der ligger skjult for mig, og jeg er fuldstændig klar over, hvad det er, jeg indlader mig på. Til slut beder jeg Dem undskylde, at jeg har skrevet så åbenhjertigt til Dem, som jeg har, men jeg kan ikke indse andet end det er det klogeste at fremlægge sagen, som den er. Ærbødigst Hans Sørensen.”
Nogle uger efter modtager overlæge Wildenskov også et brev, men fra en anden bejler: ”Hr. Overlæge. Jeg tillader mig hermed at skrive til dem i anledning af, at min forlovede frk. Gudrun er sendt tilbage på Sprogø. Jeg beder dem. Svar venligst på mit spørgsmål om grunden til, at hun er sendt tilbage. Jeg skal forklare dig grun- den til, at jeg beder dem svare mig.
Jeg har kendt Gudrun et halvt års tid. Vi skulle have været gift til 1. marts, men så var det, at I tog hende fra mig, og nu vil jeg høre, om det kan lade sig gøre at få hende tilbage, og hvor længe det kan vare, for jeg er rede til at tage Gudrun, hvornår det skal være, og hun skal ikke høre noget for det, der er sket. Nu håber jeg at høre fra dem. Ærbødigst, køkkenkarl Otto Jensen, Grand Hotel, Odense.”
Overlægen anmodede forstanderinden på Sprogø om at spørge Gudrun, hvem denne ansøger mon var. ”Det er nr. 2 kandidat, men hun kan dog kun blive gift med en, hvem er den bedste?”
Forstanderinden svarede: ”På forespørgsel oplyser Gudrun, at hun holder mest af Hans Sørensen, og at hun helst vil giftes med ham. Kun er hun bange for, at han vanskeligt kan forsørge en kone. Kandidat nr. 2 er den tidligere omtalte bilist fra Langeland, med hvem hun stak af fra Kværndrup kro, men så stak Gudrun jo af fra ham og opsøgte Hans.
Jeg mener, at Gudrun vil være bedst tjent med Hans, han arbejder på landet, hvor hun også kan få arbejde, og hun vil ikke være så udsat for fristelser som inde i en by.”
En inspektør fra De Kellerske Anstalter blev herefter sendt afsted for at hente oplysninger om forkarlen Hans Sørensen hos hans husbond. Han kunne oplyse, at Hans var udmærket til at arbejde, men umulig til pengesager og med hensyn til piger.
”Han har en ny kæreste hver anden dag.” Husbonden mente heller ikke, at Hans sådan for alvor ønskede at gifte sig med Gudrun. De sidste måneder havde han trøstet sig med en anden. Hvad værre var, viste det sig også, at han havde to børn at betale til.
Hele affæren sluttede med overlægens skrivelse til Hans: ”I besvarelsen af Deres brev om at indgå ægteskab med Gudrun skal jeg meddele Dem, at jeg ikke mener, at De økonomisk kan binde an med den opgave, dels må De betale til to børn, og dels mener jeg ikke, De kan få Deres penge til at slå til, netop den samme fejl har Gudrun.”
Da Gudrun i 1940 igen fik lov til at forlade øen for at komme i kontrolleret familiepleje, forelskede hun sig i en arbejdsmand og blev gift med ham. Ved indgåelse af ægteskab udgik hun af åndssvageforsorgen, og der ligger ikke flere oplysninger i journalen.
Sådan gik det nogle af kvinderne fra Sprogø. Andre forblev under åndssvageforsorgens opsyn langt ind i alderdommen, og andre igen endte på en af de store åndssvageanstalter på fastlandet. Mange måtte sande, at det var langt lettere at komme ind under åndssvageforsorgen, end det var at slippe ud.
Fortællinger om kvindehjemmet på Sprogø
De fleste danskere har et forhold til Sprogø, den lille ø med det ikoniske fyrtårn, som vi passerer på vej over Storebæltsbroen i bil eller tog. For hundrede år siden i 1923 åbnede en anstalt for moralsk åndssvage og erotisk abnorme kvinder på øen. Sprogø var afsidesliggende og langt fra fastlandet, og kvinderne blev interneret på øen, fordi samfundet mente, de var så farlige, at de måtte isoleres fuldkommen fra fællesskabet.
I perioden, hvor kvindehjemmet blev oprettet, var Danmark førende i Europa, når det drejede sig om statslig hjælp til fattige, svage og syge, som ikke var i stand til at opretholde livet ved egen hjælp, men også når det handlede om eugeniske – eller racehygiejniske – tiltag. Når kvinderne blev anbragt på Sprogø, var der således et dobbelt formål.
På den ene side ville man sikre kvinderne et værdigt liv, hvor de afsondret fra deres skadelige miljø skulle beskyttes og forbedres.
På den anden side skulle samfundet også beskyttes mod dem og alt, hvad de repræsenterede og spredte omkring sig af dalende seksualmoral, kønssygdomme og degenereret afkom, som ville blive en omkostning og byrde for den nye velfærdsstat.
Ser man på de mest dominerende fortællinger om ø-anstalten i dens samtid, var Sprogø både human, nødvendig og progressiv. Human, fordi man mente, at alternativet var at lade de småt begavede og faldne kvinder gå til grunde eller spærre dem inde. På Sprogø fik de derimod mad på bordet, tøj på kroppen, en vis bevægelsesfrihed og dertil en oplæring og opdragelse, som man mente, var til deres eget bedste.
Nødvendig, fordi opfattelsen var, at de lettere åndssvage kvinder med deres uhæmmede seksualdrift, manglende moderfølelser og dårlige gener var undergravende for samfundsordenen og befolkningskvaliteten.
Progressiv, fordi de eugeniske principper, som ø-anstalten trak på, rummede nye videnskabelige indsigter og en ny form for rationel statsførelse, som bestræbte sig på at lægge livet til rette for befolkningen på en måde, som ville løse sociale problemer og styre samfundet i retning af større velstand for flertallet.
Historien om kvindehjemmet på Sprogø har de senere år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Nye forventninger om, at statens svigt og overgreb i fortiden bør granskes, undskyldes og sones, har medført, at historikere, forfattere, kunstnere, filmskabere, journalister og politikere har sat fornyet fokus på forholdene under datidens forsorg – og ofte med Sprogø og den dragende fortælling om ø-isolation og erotisk abnorme kvinder som omdrejningspunkt.
Ser man på, hvordan historien om kvindehjemmet oftest fremstilles i dag, er det et helt andet billede end det, der blev tegnet i hjemmets samtid. Det, man så som humant, fremstår nu som kvindeundertrykkende og umenneskeligt.
Hvordan kunne man finde på at gøre småt begavede kvinder fra fattige kår til de skyldige og skammelige, isolere dem på en øde ø, lade hele deres ungdom gå til spilde, disciplinere og fornedre dem, fratage dem muligheden for at få børn og stigmatisere dem for resten af livet?
Det, man dengang så som nødvendigt, fremstår nu ret absurd. Hvordan kunne man tro, at sådan en lille ø kunne redde velfærdsstaten? Det, som engang var progressivt, fremstår nu som uhyggelig nært beslægtet med den tyske racehygiejne, der medførte, at millioner af mennesker blev slået ihjel under 2. verdenskrig. Sprogø, som engang var symbol på den danske velfærdsstats succes og fremskridt, er i dag en skamplet – et symbol på velfærdsstatens bagside.
En mangfoldighed af fortællinger
Der findes dog mange flere fortællinger om Sprogø. Historien om Sprogø ændrer sig ikke alene hen over tid, men også afhængigt af det valgte perspektiv. I bogen fortæller vi nogle af kvindernes historier, men vi fortæller også om nogle af de magtfulde personer, som gennem deres politiske virke, videnskabelige landvindinger eller som fagpersoner i åndssvageforsorgen var med til at muliggøre ø-anstaltens oprettelse og drift og senere dens afvikling.
Når vi fortæller historien med afsæt i nogle konkrete, navngivne personer, er det ikke ud fra en naiv forestilling om, at historien er drevet frem af netop disse aktører.
Alene den kendsgerning, at vores skandinaviske nabolande fulgte stort set samme spor med hensyn til internering og tvangssterilisering – blot med andre per- soner i hovedrollerne – vidner om, at der foregik en udveksling af idéer på tværs af landegrænser, men også at disse idéer allerede fandtes og var oppe i tiden.
Til gengæld sker det ud fra et ønske om at tydeliggøre, at historien ser forskellig ud afhængigt af det valgte perspektiv.
De personer, der tilsammen udgør historien om Sprogø, har forskellige roller, motiver, interesser, ambitioner, længsler og muligheder. Kvinderne, der var anbragt på Sprogø, havde forskellige forhistorier og måder at navigere inden for et meget snævert mulighedsrum, men ofte en fælles interesse i at komme væk fra øen og finde en plads i samfundet, hvor de kunne undvige den udstødelse og udskamning, de var blevet udsat for.
Tidens ledende politikere havde interesse i at få gennemført store reformer for den brede arbejderklasse og i at begrænse antallet af mennesker, som ville ligge samfundet til last. Åndssvagelægerne havde interesse i at markere sig som en faggruppe, der kunne løse sociale problemer ved at klassificere og udskille de individer, der var til ulempe for samfundet.
Kvindebevægelsens aktører havde interesse i at lægge afstand til letfærdige og løsagtige kønsfæller, som ikke levede op til det fremherskende kvindeideal – mens mere progressive feminister havde en interesse i at lægge afstand til de abnorme i kampen for at give kvinder retten til at bestemme over egen krop. Også i den optagethed af Sprogø, vi ser i dag, er der mange interesser på spil.
Politikere kan have en interesse i at udvise loyalitet med bestemte grupper i samfundet – ofte på bekostning af andre – eller at udlægge fortiden på en måde, som kan fremme egne visioner og mål her og nu. Historikere, forfattere og filminstruktører kan have en interesse i at give stemme, liv og oprejsning til kvinder, som i mange år var gjort tavse, men også i at positionere sig selv som dem, der giver de undertrykte stemme.
Ved at fortælle historien gennem flere aktører tydeliggøres spændingsforholdet mellem dem, der fik de tilsyneladende fremsynede idéer og havde position og magt til at realisere dem i praksis – og de kvinder, der måtte leve med konsekvenserne.
Men også mellem dem, der befandt sig midt i begivenhederne, og os, der kan betragte historien om Sprogø på bekvem afstand og ud fra nutidens moralske facitliste.
Så hvad er egentlig vores interesse i historien om kvindehjemmet? Med denne bog forsøger vi at bygge broer, som kan fremme forståelsen af kvindehjemmets historie. En bro mellem den populære formidling og den grundige, men ikke altid særlig tilgængelige forskning. En bro mellem kvindernes individuelle skæbner og tidens vilkår og idealer. Og endelig en bro mellem fortid og nutid.
Historien om Sprogø tilhører ikke kun fortiden. Også i dag er der mennesker, som af forskellige grunde opfattes som en trussel mod velfærdssamfundet, som devalueres og som i metaforisk forstand anbringes på en øde ø.
Om undersøgelsen og vores ordbrug
Bogen er baseret på arkivstudier. Dels arkivalier omhandlende Sprogø. Dels 45 journaler omhandlende kvinder, som har været anbragt på øen. Vi har tilstræbt en spredning i journaler fra kvinder, der blev anbragt på Sprogø i henholdsvis 1920’erne, 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne. Når det er sagt, har vores fokus ikke været at identificere kontinuitet og brud hen over tid, men snarere at indkredse en række temaer, som har vist sig at gå igen på tværs af tid.
I bogen gør vi også brug af bøger, foredrag og artikler skrevet af samtidens fremtrædende politikere, forskere, overlæger og meningsdannere samt reportager og avisartikler om Sprogø. Endelig trækker vi på den eksisterende forskningslitteratur.
Særligt skal fremhæves Birgit Kirkebæks bog Letfærdig og løsagtig (2004) om kvindehjemmet på Sprogø 1923-61, Bolette Frydendahl Larsens afhandling Fra uopdragelighed til psykopati (2020) om Vejstrup pigehjem fra 1908-1940 og Kjersti Ericssons bog Drift og dyd (1997) om pigehjemmet Bjerketun i Norge.
Vi gør også flittigt brug af Lene Kochs bøger Racehygiejne i Danmark 1920-56 (2010) og Tvangsste- rilisation i Danmark 1929-67 (2000) samt Bente Rosenbecks bog Kvindekøn (1987) om den moderne kvindeligheds historie 1880- 1980. Endelig trækker vi på vores eget arbejde med åndssvagefor- sorgens historie.
Herunder bogen På kanten af velfærdsstaten (2015), som Stine har skrevet sammen med Jesper Vaczy Kragh og Jacob Knage Rasmussen, og Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne i særforsorgens institutioner 1933-1980 (2022), som Sarah har gennemført i et samarbejde med Klaus Petersen, Mette Seidelin, Poul Duedahl og Annemarie Borregaard.
I en bestræbelse på at gengive fortidens tænkning så transparent som muligt gør vi brug af de ord og begreber, der blev anvendt i samtiden – også når de er nedgørende og diskriminerende. Til gengæld har vi af hensyn til læsbarhed og forståelse valgt at ændre den oprindelige staveform i de historiske kilder til almindeligt nudansk, ligesom vi også har ændret i ordstillinger, tegnsætning og fjernet passager uden at angive det i teksten.
Ofte er brevene fra kvinderne og deres kærester og familie fyldte med stavefejl, mens politikere, forskere og læger formulerer sig i et kancellisprog med et væld af indskudte sætninger. Dette siger i sig selv en masse om sproget som et magtmiddel, der fratager nogle en mulighed for at blive hørt og taget alvorligt – mens det giver andre mulighed for at positionere sig som overlegne, vidende og i stand til at diktere sandheden.
Når det er sagt, har vores prioritet i denne bog været at gøre det så let som muligt at læse, forstå og overveje, hvad de hver især rent faktisk havde at sige. Kvinderne er anonymiserede, mens offentligt kendte personer nævnes ved navn.
Vejene til Sprogø
Fattigdommens døtre – Anna Sørensen
Anna sidder på træbænken i spisestuen med de andre fattiglemmer. Hun har ondt i de tandstumper, hun har tilbage i munden. Amtslægen har forsøgt at få sognerådet til at betale for et gebis til hende. Han har skrevet til dem, at det ikke handler om at se pæn ud. Det er ene og alene, så hun kan tygge sin mad. Men nej, det kunne der ikke blive til.
Anna moser sine kartofler og opløser brødet i mælk. Hvis hun spørger en af de andre, om de vil tygge flæsket for hende, sluger de det selv. Ungen, der sidder på hendes skød, hyler, for Anna selv har ikke særlig meget mælk. Hun væder en snip af forklædet i sin kop og forsøger at få barnet til at sutte på det.
”Regningen bliver for stor”
I 1926 opholdt Anna Sørensen sig på fattiggården i Rønbjerg sogn sammen med sin lille datter. Hun var 30 år, men allerede ældet og træt. Få år tidligere var hun blevet skilt fra sin fordrukne mand, der havde fundet sig en frille. Som mand havde han retten både over deres bo og deres tre små børn. Nu var alle tre fjernet fra hjemmet.
Den yngste var sat i pleje, mens de to andre var anbragt på en fattiggård længere nordpå. Datteren i hendes arme havde hun fået med en mørklødet skærsliber med pæne øjne. De to havde sammen drevet rundt ude på heden, mens der var sortebær, men da hun skulle føde deres barn, måtte hun tilbage til fattiggården.
Fattige var en pestilens for et mindre sogn. Sådan var det også i Rønbjerg. Her var man ikke tvivl om, at det kun var et spørgsmål om tid, før Anna kom tilbage med endnu et barn, de skulle betale til. Da hun heller ikke var alt for kvik, havde sognerådet derfor rettet henvendelse til den nærmeste åndssvageanstalt, som lå i Ribe. Her vurderede man, at det nyåbnede kvindehjem på Sprogø var det rette sted for hende.
I oktober 1926 blev Anna fragtet til den lille ø midt ude i Storebælt med postbåden. I sin kuffert havde hun de beklædningsgenstande, som kvindehjemmet havde krævet, at hun medbragte, og som sognerådet havde bekostet. Listen var som følger: 1 kåbe, 1 par handsker, 1 par støvler, 7 par strømper, 4 underliv, 6 stk. linned, 4 forklæder, 1 bomuldskjole, 1 musselinskjole, 1 hat, 1 par sko, 3 uldtrøjer, 3 uldne skørter, 6 par benklæder, 3 nattrøjer, 6 sommertørklæder, 2 uldne kjoler.
Fattiggårdens bestyrer fulgte hende hele vejen. I sin taske havde han de attester, som skulle underskrives, så han efterfølgende kunne søge om tilskud fra amtet til at dække udgifterne til kvindens ophold. Den lille pige, der til trods for sin gråd var Annas eneste glæde, måtte blive på fattiggården. Kort efter blev pigen sat i pleje for en betaling af 235 kr. årligt indtil hendes fjortende år.
På Sprogø var Anna ifølge forstanderinden modvillig og ”utrolig tung og træg”. Hun var ”ganske umulig” til det meste arbejde. ”Kan kun køre lidt jord bort, når hun nøjagtig får anvist, hvor hun skal tage det, og hvor det skal køres hen.”
Anna var til ingen verdens nytte. Hun var en byrde og belastning for samfundet, og det havde man aldrig holdt skjult for hende. Hun kendte efterhånden de fine folks remse. I hendes journal har forstanderinden noteret: ”Det hænder, at hun et døgn nægter at spise, for nu skal kommunen ikke koste mere på hende. ’Regningen bliver for stor’.”
Håbløse slægter
Et fællestræk blandt de kvinder, der kom til Sprogø, var fattigdom. I ø-anstaltens første periode kom mange af kvinderne fra fattiggårde. Senere kom fattigdommen oftere til udtryk gennem beskrivelser af den offentlige forsørgelse: ”Har modtaget kommunehjælp” eller: ”Lever udelukkende af fattighjælp”.
Også familiernes usle, rodede, beskidte eller ildelugtende lejligheder, husvildebarakker eller forfaldne rønner blev fremhævet i journalerne: ”Huset er i den slettest mulige forfatning. Murværket er defekt, vinduerne er utætte, tapetet hænger overalt i laser.”
Dårlig hygiejne, mangelfuldt eller laset tøj, dårlige tænder og utøj blev også nævnt hyppigt: ”Pigen var i en forfærdelig forfatning, fyldt med utøj og sår.” Eller: ”Ind- kom i en samling laser. Hendes kuffert indeholder intet af værdi.”
Et andet særkende er beskrivelserne af kvindernes slægt. Især hvis der i familien var tilfælde af åndssvaghed, sindssyge, løsagtighed eller drikfældighed. ”Hendes åndssvaghed er nedarvet fra den defekte, usædelige moder og den drikfældige fader,” står der noteret om en kvinde. Denne fordeling af laster mellem de to køn var typisk.
Om andre mødre står der: ”Moderen har haft omgang med en del mandfolk. Hun er sølle, dorsk og ualmindelig småt begavet.” Eller: ”Moderen er typisk åndssvag, en mægtig fed, udflydende, sprængfarlig maskine, der næsten ikke kan røre sig for fedme. Hun har levet et dårligt liv, bor i et træskur i en kolonihave, hvor forskellige mandspersoner har tilhold hos hende. Hun har i alt født 6 uægte børn med forskellige barnefædre.”
Om en af fædrene står der, at han er ”svagt begavet, men udstyret med en umådelig sprælsk fantasi, som gør ham til storskryder og løgnhals (han tror åbenbart i det givne øjeblik selv på sine historier).” Oftest er fædrene dog slet ikke omtalt, eller de beskrives som voldsomme, drikfældige og arbejdssky.
I flere tilfælde har anstaltens læger gjort et omfattende arbejde for at kortlægge hele slægten. Om en af ’Sprogøpigerne’ står der skrevet i journalen, at moren var åndssvag, mens faren var ”drikfældig, brutal og til tider uklar”. Han kunne ”stå og se sig ond på folk”, følte sig forfulgt af alle og havde ”en buløkse og et par dolke i sengen samt et ladt gevær stående ved siden”.
Også farens slægt kendte man til. Hans mor ”stjal og var meget løgnagtig”. Hans to brødre var ”brutale og voldsomme” og havde efter sigende begge afsonet straf i Horsens Tugthus for brandstiftelse, voldtægt og blodskam.
En af farens søstre var på sindssygehospital. En anden ”stjæler som en ravn, drikker og sender sine 15 børn ud at stjæle”. Desuden spillede hun kort og havde erotisk samkvem med ”landevejsridderne”. Om ’Sprogø- pigens’ søskende står der, at den ældste bror var åndssvag og blind, mens den næste søster var gift, men ikke desto mindre ”solder med de ringeste eksistenser i stuen, hvor hendes fire børn skal sove”. En yngre bror var blevet ”kasseret som soldat” og var begyndt at drikke, mens en yngre søster havde ”dårlige knæ” og var ”meget erotisk”.
Denne søster var tilmed gift med en ”nærmest åndssvag mand”, og ”bestiller intet, men drikker og spiser slikpinde.” Om den yngste søster i flokken står der, at hun allerede som 16-årig havde samleje med en 25-årig mand og 2 farbrødre, og at hun var ”meget erotisk.” På denne overvældende baggrund af elendighed blev det vurderet, at ’Sprogøpigens’ åndssvaghed var medfødt.
I anstaltens varetægt
I slutningen af 1800-tallet begyndte både forskere og politikere at interessere sig for de sociale afvigere, som ikke havde arbejde, men som drak, vagabonderede, tiggede eller trak. Mennesker, som i forvejen havde været genstand for moralsk fordømmelse, blev nu også gjort til genstand for videnskabelige studier, der søgte efter forklaringer på samfundets sociale problemer, og for politiske reformer, der forsøgte at løse dem.
Formentlig har Anna ikke været markant anderledes end mange af de kvinder, der før hende i kortere eller længere perioder har haft ophold på landets fattiggårde. Men i begyndelsen af det tyvende århundrede skulle der en gang for alle sættes en stopper for udbredelsen af flere underlødige og for samfundet dyre slægter.
Gennem anstaltsanbringelse af de uduelige og ubrugelige skulle befolkningskvaliteten og samfundsøkonomien sikres, og samtidig skulle kvinderne skånes for et liv i elendighed på bunden af sam- fundet, hvor de var selvskrevne til at blive udnyttet af mænd og ydmyget af fattigdommens onde spiral med betleri, prostitution og straf.
Hvordan det ville være gået for Anna, hvis hun fortsat havde hutlet sig gennem tilværelsen som fattiglem, er umuligt at sige, men et let liv havde det næppe været. Omvendt blev heller ikke livet på åndssvageanstalt nogen egentlig redning for Anna. Hun fik et gebis, men ud fra journalens fortælling synes det også at være noget nær det eneste positive, der er at fremhæve.
Efter opholdet på Sprogø blev Anna anbragt på Kvindeasylet i Brejning. Fra Kvindeasylets løbende notater i journalen fremgår det, at hun ofte var ked af det, hallucinerende og urolig. I 1930 skrev man: ”Hun er nu grædende, der står nogen uden for døren, som vil gøre hende ondt, når hun kommer til den nærmere forklaring, dukker hun hovedet ned i puden.
Hun synes at have følelsen af at blive beskyldt for noget.” I 1935: ”Synger en del salmer, fædrelandssange og viser. Taler stadig om, at hendes børn er døde, slået ihjel eller taget fra hende.” I 1939: ”Stadig det samme: Personalet vil slå hendes børn ihjel. Når hun forstår at sidde ene, er hun som regel stille, mumler ofte hen for sig afbrudt af latterudbrud. I de sidste nætter er hun begyndt at løbe på gulvet, er nu lagt i bælte.”
Fra 1940’erne og 1950’erne er der kun få sætninger nedfældet, men det fremgår, at hun er stærkt medicineret, lagt i bælte og handsker, og at hun undertiden behandles med chok. I 1961 blev det noteret: ”Anna, indlagt på herværende institution på foranledning af det sociale udvalg i Rønbjerg sogn, er d.d. afgået ved døden uden her at efterlade sig noget til genstand for skifte. Kendte pårørende, søster: fru Alvilda Mortensen.”
Søsteren fik et brev med den kortfattede og upersonlige besked: ”Det meddeles Dem herved, at Deres søster Anna Sørensen vil blive begravet på institutionens kirkegård, fredag den 10. d. m. kl. 13.30.” Brevet er underskrevet: ”Kontorfuldmægtig.”
Socialreform og fremskridt – Karl Kristian Steincke
Netop hjemvendt fra inspektion på arbejdsanstalten i Frederiksberg Kommune en vinterdag i 1912 sætter den unge fattiginspektør sig ved det blanke skrivebord. Karl Kristian Steincke, som manden i det noble jakkesæt hedder, er oprørt. Han er fyldt af medlidenhed, han er fyldt af væmmelse, og han er fyldt af ærgrelse over udgifterne, som disse fattiglemmer forårsager, men mest af alt er han oprørt over, hvor nytteløs fattighjælpen er.
For selv om disse fattiglemmer straffes for deres dovenskab, vender de gang på gang tilbage – mændene fordrukne og kvinderne gravide. Steincke mener ikke, at de alle sammen selv er ude om den elendighed, de er havnet i. Tværtimod har industrialiseringen og den kapitalistiske samfundsorden skabt et samfund, hvor rigdommen er for de få, mens landbefolkningen er blevet drevet mod byerne, hvor de udgør et besiddelsesløst pjalteproletariat, der lever i usle boliger og må arbejde under elendige og nedslidende forhold.
Der skal så lidt til, før sygdom, alderdom, arbejdsulykker eller arbejdsløshed bringer dem i frit fald. Men de ydmygende levevilkår har også medført, at mange er blevet demoraliserede, forråede, brutale, drikfældige og udgør en trussel mod den offentlige orden. Noget må gøres, og ifølge Steincke – som siden studentertiden har været medlem af Socialdemokratiet – skal der sociale reformer til.
Fra almisser til rettigheder:
Allerede i 1912, da Steincke stadig arbejdede som fattiginspektør, udgav han bogen Almisse eller rettigheder, hvori han kritiserede den gældende lovgivning. Fattigloven tilbød da nødstedte et mindste- mål af hjælp, men indeholdt samtidig en række deklasserende retsvirkninger.
Modtog man fattighjælp, mistede man sin stemmeret, sin ret til ægteskab, og man risikerede at blive anbragt på fattiggård eller arbejdsanstalt. Ydmygelsen havde et klart socialpolitisk sigte. I borgerlige kredse herskede der nemlig den opfattelse, at offentlig hjælp præmierede æreløsheden og ødelagde samfundets fremdrift.
Hvis ikke rædslen for fattigdommens isnende vinterøde skabte træk i samfundsskorstenen, ville alting gå i stå, og alle samfundets medlemmer ville efterhånden synke ned og blive statsforsørgede selvopgivere. Var et menneske villigt til at modtage andres hjælp, måtte han derfor også være parat til at tåle deres foragt. Men denne forståelse var Steincke og hans socialdemokratiske partifæller uenige i. De mente, at ydmygelsen i stedet fratog arbejderne deres selvrespekt og bidrog til yderligere forarmelse.
Steincke nærede samtidig foragt over for de mange filantropiske foreninger, der var blevet oprettet siden midten af 1800-tallet, og som gav afgrænsede grupper af trængende mulighed for at modtage hjælp uden om fattigloven og dens ydmygende retsvirkninger. Ifølge Steincke havde det efterhånden udviklet sig til et håbløst og formålsløst virvar af hjælpeforanstaltninger uden nogen større plan.
Desuden forvandlede de forløjede og sentimentale almisser de trængende til en flok plattenslagere, der gjorde en forretning ud af deres armod ved krumryggede at løbe rundt fra den ene godgørende forening til den anden med hatten i hånden og ørene tudet fulde af kristne moralprædikener. Det ligefrem skar Steincke i hjertet at være vidne til al den humbug, der blev drevet med selve nøden.
Steincke ønskede en ny retning for dansk socialpolitik. Han ville udskifte almisserne med en rettighedsbaseret hjælp. Hermed kunne den hæderlige arbejder, der uforskyldt var kommet i nød, få hjælp uden at miste sin værdighed. Men det sociale sikkerhedsnet ville også skabe stabilitet og føre til fremgang for samfundet som helhed.
Visioner for fremtiden
I 1919 fik Steincke – nu som medlem af Landstinget – til opgave at gennemgå den eksisterende sociallovgivning, og under overskriften Fremtidens Forsørgelsesvæsen fremlagde han sine tanker om en gennemgribende reform.
Formålet var først og fremmest at skabe et bedre liv for den brede gruppe af arbejdere og samtidig sikre en sund arbejdsstyrke. Steincke pegede dog også på, at staten havde en interesse i at hjælpe de håbløse tilfælde af svage og abnorme, som ud fra en samfundsøkonomisk betragtning aldrig ville komme til at bidrage.
Dette skulle ske ved, at de blev adskilt fra den brede befolkning, hvor undermålerne – som han yndede at kalde dem – havde en uheldig tendens til at svække selvkontrollen, også hos ellers skikkelige folk.14 Steincke stoppede dog ikke her, for der var ganske enkelt ikke råd til alle de socia- le reformer, hvis stadig flere skulle under den statslige forsorg. Derfor måtte der trækkes en grænse.
Steincke formulerede det på følgende vis: ”Enhver, der lever, ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse og skal, om fornødent, beskyttes og plejes. Kun i én henseende må samfundet være på sin post: med hensyn til forplantningen.
Hvis et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have ret til at leve og glæde sig ved tilværelsen, så vidt han kan, og hensynet til hans medmenneskers velfærd tillader det, men én ret skal han miste, én mulighed skal berøves ham, nemlig at overføre sine mangler til efterkommerne og på den måde forevige og mangedoble ulykken.”
En truet civilisation
Steinckes forestillinger om racehygiejne som en nødvendig foran- staltning skrev sig ind i en udbredt frygt for, at befolkningskvalite- ten var truet i Europa. Ikke alene var mange udvandret til USA. De blodige slag under 1. verdenskrig havde også revet de unge, sunde og stærke kræfter væk. Befolkningsvidenskaben kunne samtidig påvise ikke bare et fald i børnefødsler, men også et foruroligende mønster.
Mens de højere samfundslag ud fra egen bekvemmelighed praktiserede fødselskontrol og kun fik få børn, var opfattelsen, at de lavere klasser formerede sig ansvarsløst og med foruroligende hast. Da mennesker fra de højere samfundslag blev betragtet som mere værdifulde for den samlede befolkningskvalitet, var dette selvsagt et problem.
Steincke var samtidig meget inspireret af nye videnskabelige studier, der søgte efter forklaringer og løsninger på samfundets sociale problemer. I USA havde den amerikanske degenerations- teoretiker Richard Dugdale stor betydning for en ny forståelse af afvigere som arveligt belastede og en alvorlig trussel mod samfundet. Dugdale offentliggjorde i 1877 en familiehistorisk undersøgelse af forbryderslægten Juke.
Undersøgelsen tog sit afsæt i en åndeligt defekt, fordrukken og vagabonderende nybygger, der kom til USA i begyndelsen af 1700-tallet, og som fremavlede en slægt, hvis særkende var usædelighed, drukkenskab, forbrydelser og vagabondering. Ifølge Dugdales optegnelser fik Juke i løbet af seks generationer 709 efterkommere, som ifølge beregninger havde kostet staten 1,3 millioner dollars.
Dugdales undersøgelse blev fulgt op af en række lignende studier i USA, som vakte stor interesse også i Danmark. Ikke mindst hos landets åndssvagelæger.
Den daværende reservelæge og senere overlæge ved De Kellerske Anstalter, Hans Otto Wildenskov, skrev således i flere artikler om det fænomen, han kaldte den ”progressive degeneration”, altså at de degenereredes antal ville mangedobles sammen med de sociale problemer og de økonomiske udgifter, hvis samfundet blot lod stå til.
I bekæmpelsen af de degenererede slægter var den nye løsning racehygiejne. Men man måtte gå forsigtigt frem. Steincke anbefalede derfor, at der blev nedsat en videnskabelig kommission, som skulle drøfte den rette fremgangsmåde.
Socialreformen og de racehygiejniske love
Kort efter udgivelsen af Fremtidens Forsørgelsesvæsen kom en pe- riode med to Venstreregeringer. Steincke måtte derfor vente med at få sin politik gennemført, til han blev justitsminister i 1924 og senere i 1929 trådte til som socialminister.
Det var dog først, da statsminister Stauning tog initiativ til en uformel forhandling mellem regeringen og Venstre i sin lejlighed i Kanslergade på Østerbro i København, og her trak Socialloven ind som en del af de samlede forhandlinger, at der for alvor skete noget. Under det såkaldte Kanslergadeforlig blev der natten mellem den 29. og 30. januar 1933 indgået aftaler, der betød, at Steinckes visioner endelig kunne omsættes til handling.
Med socialreformen i 1933 bevægede Danmark sig i retning af det velfærdssamfund, vi kender i dag.
Men sideløbende med de sociale sikkerhedsnet blev der indført en lang række eugenisk baserede initiativer og særlove, som skulle hindre de underlødige – og i særdeleshed de åndssvage – i at formere sig. Et af de første skridt blev taget i 1922, da De Kellerske Anstalter fik bevilget penge til oprettelsen af en ø-anstalt for lettere åndssvage og erotisk abnorme kvinder.
Et andet skridt blev taget i 1929, hvor man indførte Europas første sterilisationslov. Også i forbindelse med socialreformen i 1933 blev der taget et vigtigt skridt, idet der blev indsat en paragraf i forsorgsloven om indberetningspligt for åndssvage. Hermed fik alle offentlige embeder såsom sociale udvalg, læger, lærere og skoleledere pligt til at indberette, hvis nogen havde et påfaldende udseende eller adfærd.
Pågældende blev da undersøgt og eventuelt anbragt på den nærmeste åndssvageanstalt. Et væsentligt incitament for kommunerne til at indberette var, at staten betalte for de anbragte under åndssvageforsorgen, hvormed lokalsamfundene slap for den økonomiske byrde.
Året efter i 1934 blev også Steinckes forslag til en lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage vedtaget. Med den nye åndssvagelov blev det muligt at tvangsindlægge og tvangstilbageholde børn og voksne, der havde fået diagnosen åndssvag.
Loven gav samtidig udvidede muligheder for tvangssterilisation og tvangskastration. I 1939 blev loven suppleret med en mulighed for at foretage abort på eugenisk grundlag, hvis der var nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg ville komme til at lide af mentale forstyrrelser eller alvorlig og uhelbredelig legemlig sygdom.20 Med de mange særlove var det juridiske grundlag på plads for systematiske indgreb i åndssvages frihed og krop.
De eugenisk baserede love blev fremført af Socialdemokratiet, men vedtaget med bred opbakning i Folketinget. Under behandlingen af lovforslaget den 8. marts 1934 var selv den konservative ordfører velvilligt indstillet, om end han gudfrygtigt måtte påpege farerne ved at erstatte det, man i gamle dage kaldte naturens visdom, med menneskevisdom.
Denne indvending returnerede Steincke dog straks med ræsonnementet, at så længe ”naturens visdom” bestod i at lade mennesker dø af sult, nød og anden elendighed, mens ”menneskevisdom” bestod i at forhindre, at de, der fra naturens side alligevel var bestemt til at dø, overhovedet kom til verden, så vidste han godt, hvilken form for visdom han foretrak.
Det store billede og de små mennesker
At individet og i særdeleshed det abnorme individ måtte bøje sig for samfundets interesser, var en selvfølgelighed i starten af det tyvende århundrede. Samfundet var i en rivende udvikling, og det moderne liberale samfund satte nye krav til en sund og disciplineret arbejdsstyrke, som i langt højere grad end tidligere skulle regulere sig selv.
Dette medførte en stadig større problematisering af afvigere, der aldrig ville blive i stand til at indordne sig under samfundets almindelige krav, normer og moral. I denne proces blev ”den åndssvage” på mange måder konstrueret som modbillede til samfundets udvikling og det efterstræbelsesværdige menneske.
Særlovene fik store konsekvenser for mange mennesker. Antallet af såkaldt åndssvage, der blev anbragt på anstalter og i familiepleje, steg voldsomt. Hvor man i begyndelsen af 1930’erne havde omkring 7.500 anbragte, var tallet i 1960’erne steget til mere end 23.000.
Frem til 1969 blev 13.000 steriliseret – knap halvdelen med hjemmel i åndssvageloven og især lettere åndssvage kvinder i alderen 18-30 år. Samtidig blev 1012 personer kastreret – knap halvdelen var mænd anbragt under åndssvageforsorgen.
I Steinckes tid blev de åndssvages forhold på de moderne anstalter dog set i et overvejende positivt lys. Steincke skrev således i sine erindringer, hvordan han under besøg på de forskellige anstalter glædede sig over, hvor langt det efterhånden var lykkedes at nå i behandlingen. Gennemgående var de anbragte glade og tilfredse – ”enkelte endda så ovenud lykkelige, at det var indlysende, at de måtte være åndssvage”.24
Også mødet med kvinderne fra Sprogø bestyrkede ham i hans politiske beslutninger. For aldrig havde han ”været genstand for en så omfattende og almindelig interesse fra et kvindeligt selskabs side”, som under hans officielle besøg i midten af 1930’erne. En hel skare af disse kvinder var forsamlet på landgangsbroen, hvor de nidstirrede ham og de to mandfolk, der roede ham i land.
Han havde heller aldrig ført mage til samtale. Kvinderne talte nemlig kun om sterilisering og dertil knyttede fænomener, og i en så bramfri tone, at han utvivlsomt tidligere i tilværelsen havde bragt sig selv til rødmen.
Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed: Pigerne fra Sprogø
Hvem var de kvinder, der blev anbragt på Kvindehjemmet på Sprogø? Hvordan var deres hverdag på øen, hvor de blev holdt isoleret fra det omgivende samfund og deres familie? Hvordan opstod ideen om at isolere bestemte kvinder på en øde ø? Og hvorfor blev denne ide blev betragtet som en del af det, der gjorde den danske åndssvageforsorg til ”verdens bedste”?
I perioden 1923-1961 blev ca. 500 kvinder, som blev anset for at være ”løsagtige” og ”moralsk defekte”, anbragt på Sprogø. Kvindehjemmet var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen, og anstalten blev af læger, politikere og i pressen fremhævet i rosende vendinger som et billede på fremskridt. I dag er historien om kvindehjemmet stadig omdrejningspunkt for stor offentlig interesse, men nu som genstand for forargelse og som eksempel på velfærdsstatens skyggeside.
Du kan købe Pigerne fra Sprogø fx hos Saxo.com eller i nærmeste boghandel.
Andre læste også: