I årene fra 1923 til 1961 blev 500 unge kvinder anbragt på Sprogø, en ø-anstalt for lettere åndssvage og seksuelt afvigende kvinder. Fælles for dem var, at de alle kom fra de nederste lag i samfundet. Læs historien om kvindeskæbnerne i Pigerne fra Sprogø.
”Hun er en erotisk vulkan, der truer med at eksplodere”. ”Hun er grænseløs letsindig og skrupskør efter ethvert mandfolk”. ”Hendes sans for det andet køn er vågnet så stærkt, at den ganske synes at tage magten fra hende”. ”Man får indtryk af, at hele hendes indre er fyldt med et kogende kaos af seksualitet og råhed, der kun venter på lejligheden til at give et skrækkeligt udbrud”.
Sådan blev nogle af de omkring 500 kvinder, der i årene 1923 til 1961 blev anbragt på ø-anstalten på Sprogø beskrevet i journaler, der i dag er bevaret på Rigsarkivet. Journalerne var skrevet af læger og andre fagpersoner, som forsorgen havde sat til at afrette og disciplinere piger og kvinder, hvis seksualitet blev anset for ustyrlig og amoralsk og dermed farlig for samfundet og ikke mindst for kvinderne selv.
Journalerne har antropolog Stine Grønbæk Jensen og historiker Sarah Smed læst og sammen med brevkorrespondancer, avisartikler og datidens videnskabelige studier danner dette baggrunden for deres nye bog Pigerne fra Sprogø. I bogen retter forfatterne et fokus på, hvem disse anbragte piger og kvinder var og giver dem en stemme, et ansigt og en historie. Og samtidig viser de, at anbringelserne i høj grad også er en historie om klasse og et svigt af de udsatte i samfundet i en tro på, at man gjorde en velfærdsgerning ved at frelse kvinderne fra sig selv. Men med eftertidens øjne ligner det et statsligt overgreb og afspejler et uværdigt menneskesyn.
Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed på Sprogø. (Fotograf: Anders Mielcke Grønbæk)
En ensom ø
”Kære mor og far
Jeg har det ellers meget godt og håber, at I har det samme, men vil I ikke skrive til overlægen og få at vide, hvem der er min formynder, for så vil jeg nemlig skrive til ham, og spørge hvad meningen er, og om jeg skal blive ved med at være på hjem i al min ungdom, for man skulle jo næsten tro, at jeg var en forbryder, siden jeg skal blive ved med at leve på anstalt, og særlig på en ensom ø. De skulle selv spærres inde på en ø omgivet af vand på alle fire sider, hvor det er sjældent, at man kan se til fast land”.
(Et konfiskeret brev fra Cecilie, der har været på Sprogø i 7 år)
Sprogø var en ø-anstalt, der blev oprettet i 1923, som en filial under De Kellerske Åndssvageanstalter og var beregnet til lettere åndssvage og usædelige kvinder. Indtil lukningen i 1961 blev omkring 500 kvinder anbragt på øen og med en ny åndssvagelov, der blev indført i 1934, blev næsten alle steriliseret, inden de kom fra øen. De anbragte kvinder var alle erklæret lettere åndssvage, så man mente, at de ikke bare havde en lav intelligens, men også en lav moral. I samtiden var disse ting forbundet.
Overlæge Wildenskov skriver således om unge Gudrun, der var anbragt på Sprogø og blev steriliseret få dage før hun blev 21 år: ”Det drejer sig om en let åndssvag kvinde af den verbale type, som har ringe modstandskraft, ringe hæmninger, er impulsiv og i nogen grad fantasirig”.
Baggrunden for etableringen af Sprogø var funderet i udbredte teorier i tiden, der påberåbte sig et videnskabeligt grundlag om at udrense ”de asociale” fra samfundet, så samfundet ikke blev degenereret. På øen skulle kvinderne isoleres fra fællesskabet og opdrages og afrettes, og hjelmen var, at disse kvinder blev vurderet til at være moralsk åndssvage og erotisk afvigende fra de gængse normer.
På den ene side var formået at forbedre og beskytte disse kvinder, på den anden skulle samfundet beskyttes fra kvindernes amoral, spredning af kønssygdomme og ikke mindst degenereret afkom. Her skulle de oplæres til en acceptabel kvindelighed og lære at være duelige indenfor primært husholdningsarbejde.
Fælles for kvinderne var, at de stort set alle sammen kom fra samfundets nederste sociale lag. Det var proletariatets døtre, der endte på Sprogø.
Pause på gårdspladsen under høsten i 1920’erne. (Nyborg lokalhistoriske arkiv)
Betænkningsrummet
I samtiden blev anstalten betragtet som human, nødvendig og progressiv. Og samtidig benyttede man sig af fikseringer, beroligende sprøjter og sovemidler og gik ikke af vejen for at anvende forskellige former for isolation, når nogle kvinder opførte sig ustyrligt. Man havde et såkaldt ”betænkningsrum”, der var et værelse på 2 ½ gange 2 ½ meter møbleret med en madras og tæpper. Her kunne pigen falde til ro, men også angre og bekende sig til hjemmets ideal om ”den gode pige”. Rummet blev af pigerne selv kaldet ”kradserummet”, på grund af de mange kradsemærker fra de indespærrede gennem årene.
På overfladen var Sprogø en moderne anstalt, der tilstræbte en stemning af hjemlighed og normalitet, men Sprogø var også en realisering af en eugenisk drøm, der handlede om udrensning.
Frøken Munkedal, en økonoma, der viste en journalist rundt på Sprogø fortæller: ”Det er ofte blot små mennesker, som trænger til en ledende og styrende hånd. Vores opgave er jo at prøve at rette disse forkvaklede og forkrøblede menneskeliv, at lære dem glæden ved at leve rent og godt”.
Kvindehjemmet midten af 1920’erne. (Nyborg lokalhistoriske arkiv)
Livslang stigmatisering
Både i samtiden og i eftertiden var det stigmatiserende at være eller have været ’Sprogø-pige’. Ikke bare skulle de tidligere anbragte kvinder leve med at have været diagnosticeret som åndssvage, men også at de var blevet steriliseret og dertil en mulig sorg over ikke at kunne få børn. Skammen klæbede til dem og deres familier resten af livet.
I takt med at synet på kvinders seksualitet så småt ændrede sig, blev Sprogø set som utidssvarende. Og samtidig gik man i behandlerkredse væk fra forestillingen om at åndssvage skulle have en særlig uhæmmet seksualitet. Historien om de farlige og løsagtige kvinder blev langsomt til overvejende at være en historie om statens tvang og overgreb.
I 2022 blev en historisk udredning om forholdene for børn, unge og voksne anbragt på særforsorgens institutioner i perioden 1933-1980 offentliggjort og den dokumenterede fysisk vold, seksuelle overgreb og fejlanbringelser og brug af tvangssterilisation og tvungne aborter. Det første til, at social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil i september 2023 gav en officiel undskyldning til de tidligere anbragte, herunder de 500 kvinder, der havde været sendt til Sprogø.
Pigerne fra Sprogø:
Hvem var de kvinder, der blev anbragt på Kvindehjemmet på Sprogø? Hvordan var deres hverdag på øen, hvor de blev holdt isoleret fra det omgivende samfund og deres familie? Hvordan opstod ideen om at isolere bestemte kvinder på en øde ø? Og hvorfor blev denne ide blev betragtet som en del af det, der gjorde den danske åndssvageforsorg til ”verdens bedste”?
I perioden 1923-1961 blev ca. 500 kvinder, som blev anset for at være ”løsagtige” og ”moralsk defekte”, anbragt på Sprogø. Kvindehjemmet var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen, og anstalten blev af læger, politikere og i pressen fremhævet i rosende vendinger som et billede på fremskridt. I dag er historien om kvindehjemmet stadig omdrejningspunkt for stor offentlig interesse, men nu som genstand for forargelse og som eksempel på velfærdsstatens skyggeside.
I årene fra 1923 til 1961 blev 500 unge kvinder anbragt på Sprogø, en ø-anstalt for lettere åndssvage og seksuelt afvigende kvinder. Fælles for dem var, at de alle kom fra de nederste lag i samfundet. Læs historien om kvindeskæbnerne i Pigerne fra Sprogø.
”Hun er en erotisk vulkan, der truer med at eksplodere”. ”Hun er grænseløs letsindig og skrupskør efter ethvert mandfolk”. ”Hendes sans for det andet køn er vågnet så stærkt, at den ganske synes at tage magten fra hende”. ”Man får indtryk af, at hele hendes indre er fyldt med et kogende kaos af seksualitet og råhed, der kun venter på lejligheden til at give et skrækkeligt udbrud”.
Sådan blev nogle af de omkring 500 kvinder, der i årene 1923 til 1961 blev anbragt på ø-anstalten på Sprogø beskrevet i journaler, der i dag er bevaret på Rigsarkivet. Journalerne var skrevet af læger og andre fagpersoner, som forsorgen havde sat til at afrette og disciplinere piger og kvinder, hvis seksualitet blev anset for ustyrlig og amoralsk og dermed farlig for samfundet og ikke mindst for kvinderne selv.
Journalerne har antropolog Stine Grønbæk Jensen og historiker Sarah Smed læst og sammen med brevkorrespondancer, avisartikler og datidens videnskabelige studier danner dette baggrunden for deres nye bog Pigerne fra Sprogø. I bogen retter forfatterne et fokus på, hvem disse anbragte piger og kvinder var og giver dem en stemme, et ansigt og en historie. Og samtidig viser de, at anbringelserne i høj grad også er en historie om klasse og et svigt af de udsatte i samfundet i en tro på, at man gjorde en velfærdsgerning ved at frelse kvinderne fra sig selv. Men med eftertidens øjne ligner det et statsligt overgreb og afspejler et uværdigt menneskesyn.
En ensom ø
”Kære mor og far
Jeg har det ellers meget godt og håber, at I har det samme, men vil I ikke skrive til overlægen og få at vide, hvem der er min formynder, for så vil jeg nemlig skrive til ham, og spørge hvad meningen er, og om jeg skal blive ved med at være på hjem i al min ungdom, for man skulle jo næsten tro, at jeg var en forbryder, siden jeg skal blive ved med at leve på anstalt, og særlig på en ensom ø. De skulle selv spærres inde på en ø omgivet af vand på alle fire sider, hvor det er sjældent, at man kan se til fast land”.
(Et konfiskeret brev fra Cecilie, der har været på Sprogø i 7 år)
Sprogø var en ø-anstalt, der blev oprettet i 1923, som en filial under De Kellerske Åndssvageanstalter og var beregnet til lettere åndssvage og usædelige kvinder. Indtil lukningen i 1961 blev omkring 500 kvinder anbragt på øen og med en ny åndssvagelov, der blev indført i 1934, blev næsten alle steriliseret, inden de kom fra øen. De anbragte kvinder var alle erklæret lettere åndssvage, så man mente, at de ikke bare havde en lav intelligens, men også en lav moral. I samtiden var disse ting forbundet.
LÆS OGSÅ: Pigerne fra Sprogø. Smuglæs i den nye bog om de ustyrlige pigers ø
Impulsiv og hæmningsløs
Overlæge Wildenskov skriver således om unge Gudrun, der var anbragt på Sprogø og blev steriliseret få dage før hun blev 21 år: ”Det drejer sig om en let åndssvag kvinde af den verbale type, som har ringe modstandskraft, ringe hæmninger, er impulsiv og i nogen grad fantasirig”.
Baggrunden for etableringen af Sprogø var funderet i udbredte teorier i tiden, der påberåbte sig et videnskabeligt grundlag om at udrense ”de asociale” fra samfundet, så samfundet ikke blev degenereret. På øen skulle kvinderne isoleres fra fællesskabet og opdrages og afrettes, og hjelmen var, at disse kvinder blev vurderet til at være moralsk åndssvage og erotisk afvigende fra de gængse normer.
På den ene side var formået at forbedre og beskytte disse kvinder, på den anden skulle samfundet beskyttes fra kvindernes amoral, spredning af kønssygdomme og ikke mindst degenereret afkom. Her skulle de oplæres til en acceptabel kvindelighed og lære at være duelige indenfor primært husholdningsarbejde.
Fælles for kvinderne var, at de stort set alle sammen kom fra samfundets nederste sociale lag. Det var proletariatets døtre, der endte på Sprogø.
Betænkningsrummet
I samtiden blev anstalten betragtet som human, nødvendig og progressiv. Og samtidig benyttede man sig af fikseringer, beroligende sprøjter og sovemidler og gik ikke af vejen for at anvende forskellige former for isolation, når nogle kvinder opførte sig ustyrligt. Man havde et såkaldt ”betænkningsrum”, der var et værelse på 2 ½ gange 2 ½ meter møbleret med en madras og tæpper. Her kunne pigen falde til ro, men også angre og bekende sig til hjemmets ideal om ”den gode pige”. Rummet blev af pigerne selv kaldet ”kradserummet”, på grund af de mange kradsemærker fra de indespærrede gennem årene.
På overfladen var Sprogø en moderne anstalt, der tilstræbte en stemning af hjemlighed og normalitet, men Sprogø var også en realisering af en eugenisk drøm, der handlede om udrensning.
Frøken Munkedal, en økonoma, der viste en journalist rundt på Sprogø fortæller: ”Det er ofte blot små mennesker, som trænger til en ledende og styrende hånd. Vores opgave er jo at prøve at rette disse forkvaklede og forkrøblede menneskeliv, at lære dem glæden ved at leve rent og godt”.
Livslang stigmatisering
Både i samtiden og i eftertiden var det stigmatiserende at være eller have været ’Sprogø-pige’. Ikke bare skulle de tidligere anbragte kvinder leve med at have været diagnosticeret som åndssvage, men også at de var blevet steriliseret og dertil en mulig sorg over ikke at kunne få børn. Skammen klæbede til dem og deres familier resten af livet.
I takt med at synet på kvinders seksualitet så småt ændrede sig, blev Sprogø set som utidssvarende. Og samtidig gik man i behandlerkredse væk fra forestillingen om at åndssvage skulle have en særlig uhæmmet seksualitet. Historien om de farlige og løsagtige kvinder blev langsomt til overvejende at være en historie om statens tvang og overgreb.
I 2022 blev en historisk udredning om forholdene for børn, unge og voksne anbragt på særforsorgens institutioner i perioden 1933-1980 offentliggjort og den dokumenterede fysisk vold, seksuelle overgreb og fejlanbringelser og brug af tvangssterilisation og tvungne aborter. Det første til, at social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil i september 2023 gav en officiel undskyldning til de tidligere anbragte, herunder de 500 kvinder, der havde været sendt til Sprogø.
Pigerne fra Sprogø:
Hvem var de kvinder, der blev anbragt på Kvindehjemmet på Sprogø? Hvordan var deres hverdag på øen, hvor de blev holdt isoleret fra det omgivende samfund og deres familie? Hvordan opstod ideen om at isolere bestemte kvinder på en øde ø? Og hvorfor blev denne ide blev betragtet som en del af det, der gjorde den danske åndssvageforsorg til ”verdens bedste”?
I perioden 1923-1961 blev ca. 500 kvinder, som blev anset for at være ”løsagtige” og ”moralsk defekte”, anbragt på Sprogø. Kvindehjemmet var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen, og anstalten blev af læger, politikere og i pressen fremhævet i rosende vendinger som et billede på fremskridt. I dag er historien om kvindehjemmet stadig omdrejningspunkt for stor offentlig interesse, men nu som genstand for forargelse og som eksempel på velfærdsstatens skyggeside.
Du kan købe Pigerne fra Sprogø fx hos Saxo.com eller i nærmeste boghandel.
Andre læste også: