Peter Langdal er en af Skandinaviens førende teaterinstruktører, hans talent afspejles i et imponerende CV og i hans forestillinger, som har vakt stående bifald i både indland og udland. Hans største teaterfar er Morten Grunwald og hans teaterfølgesvend er Bølle – også kendt som Henrik Hartmann. Efter 23 år på Betty Nansen Teatret som teaterchef og instruktør (en stilling, han selvsagt delte med Bølle) – og næsten et helt liv i teaterverdenen, bliver det sidste tæppefald for ham som instruktør til sommer.
Når en epoke slutter, begynder erindringerne – og tankerne om den nye tid, som venter forude. Både erindringerne og tankerne om fremtiden deler Peter Langdal med journalist og forfatter Helle Bygum i bogen Jeg Peter – et portræt af Peter Langdal. En af erindringerne i bogen er fra 1983 på Gladsaxe Teater:
Hej Holberg
Hu-hej, hvor det går. Orkestret hænger oppe i loftet med flygel og det hele. Ove Sprogøe entrer scenen gennem et kloakdæksel, senere hænger også han i en gynge fra loftet klædt ud som nar i makkerskab med Jesper Christensen i dametøj som en kvindelig udgave af den tyske komiker Karl Valentin. De øvrige skuespillere bevæger sig foran, neden under og bag ved publikum, som morer sig og griner, som der ikke er grinet længe på en dansk teaterscene.
Vi er i 1983 på Gladsaxe Teater, hvor teaterdirektør Christoffer Bro modigt har givet frie tøjler til den 26-årige, nyuddannede Peter Langdal. Og dem tager han. Han ikke blot instruerer, han skriver selv stykket og er med i komposition af musikken. »Plys og Plastik« hedder det, handlingen er umulig at referere, men det er en slags Romeo og Julie om kærlighedens veje og vildveje hen over generationskløften. Stærkt inspireret af tidens bz-bevægelse, som han fulgte tæt, når han besøgte sin gamle bedstemor, som boede på Åboulevarden i København lige ved Allotria-huset, og som hang ud ad vinduet og råbte til politiet: »Lad så de unge være, gå hjem med jer.« Anmelderne, som var begejstrede, kaldte stykket »musiktotalteater«, selv kalder Peter det »kalejdoskopisk kaos« og en reaktion på de mange ord, der er i teaterverdenen. »Jeg kunne bedre lide kroppe, billeder og lyd i rummet. Det var et formeksperiment, et energi-tryk med sketches og musik.«
Skuespillerne var næsten alle unge og lige kommet fra Teaterskolen. Pernille Højmark var Plastik, og Kristian Boland spillede Plys. Christoffer Bro mente dog, der skulle nogle kendte navne på plakaten, så Ove Sprogøe, Anne Marie Helger, Jess Ingerslev og Dick Kaysø var blandt andre også med.
»Oves store humoristiske talent til trods var det svært for ham, når han ikke havde en tekst hele tiden, for jeg ville jo også have, at han skulle improvisere. Det var Jesper Christensen fantastisk til, så det var et generationssammenstød. Der står ikke det på side 7, som Jesper siger, sagde Ove. Nej, men det fungerer da godt i situationen … Gør det ikke? Og ja, den rene fri improvisation giver jo ikke noget, så jeg vil sige, at jeg forskede i at kunne bruge improvisation som et redskab omkring en tekst.«
Jeg Peter er ude i butikkerne den 21. maj 2015.
Peter Langdal er en af Skandinaviens førende teaterinstruktører, hans talent afspejles i et imponerende CV og i hans forestillinger, som har vakt stående bifald i både indland og udland. Hans største teaterfar er Morten Grunwald og hans teaterfølgesvend er Bølle – også kendt som Henrik Hartmann. Efter 23 år på Betty Nansen Teatret som teaterchef og instruktør (en stilling, han selvsagt delte med Bølle) – og næsten et helt liv i teaterverdenen, bliver det sidste tæppefald for ham som instruktør til sommer.
Når en epoke slutter, begynder erindringerne – og tankerne om den nye tid, som venter forude. Både erindringerne og tankerne om fremtiden deler Peter Langdal med journalist og forfatter Helle Bygum i bogen Jeg Peter – et portræt af Peter Langdal. En af erindringerne i bogen er fra 1983 på Gladsaxe Teater:
Hej Holberg
Hu-hej, hvor det går. Orkestret hænger oppe i loftet med flygel og det hele. Ove Sprogøe entrer scenen gennem et kloakdæksel, senere hænger også han i en gynge fra loftet klædt ud som nar i makkerskab med Jesper Christensen i dametøj som en kvindelig udgave af den tyske komiker Karl Valentin. De øvrige skuespillere bevæger sig foran, neden under og bag ved publikum, som morer sig og griner, som der ikke er grinet længe på en dansk teaterscene.
Vi er i 1983 på Gladsaxe Teater, hvor teaterdirektør Christoffer Bro modigt har givet frie tøjler til den 26-årige, nyuddannede Peter Langdal. Og dem tager han. Han ikke blot instruerer, han skriver selv stykket og er med i komposition af musikken. »Plys og Plastik« hedder det, handlingen er umulig at referere, men det er en slags Romeo og Julie om kærlighedens veje og vildveje hen over generationskløften. Stærkt inspireret af tidens bz-bevægelse, som han fulgte tæt, når han besøgte sin gamle bedstemor, som boede på Åboulevarden i København lige ved Allotria-huset, og som hang ud ad vinduet og råbte til politiet: »Lad så de unge være, gå hjem med jer.« Anmelderne, som var begejstrede, kaldte stykket »musiktotalteater«, selv kalder Peter det »kalejdoskopisk kaos« og en reaktion på de mange ord, der er i teaterverdenen. »Jeg kunne bedre lide kroppe, billeder og lyd i rummet. Det var et formeksperiment, et energi-tryk med sketches og musik.«
Skuespillerne var næsten alle unge og lige kommet fra Teaterskolen. Pernille Højmark var Plastik, og Kristian Boland spillede Plys. Christoffer Bro mente dog, der skulle nogle kendte navne på plakaten, så Ove Sprogøe, Anne Marie Helger, Jess Ingerslev og Dick Kaysø var blandt andre også med.
»Oves store humoristiske talent til trods var det svært for ham, når han ikke havde en tekst hele tiden, for jeg ville jo også have, at han skulle improvisere. Det var Jesper Christensen fantastisk til, så det var et generationssammenstød. Der står ikke det på side 7, som Jesper siger, sagde Ove. Nej, men det fungerer da godt i situationen … Gør det ikke? Og ja, den rene fri improvisation giver jo ikke noget, så jeg vil sige, at jeg forskede i at kunne bruge improvisation som et redskab omkring en tekst.«
Jeg Peter er ude i butikkerne den 21. maj 2015.
Andre læste også: