Indefra

Opgrader dine læsegadgets: Find læsero med en app

Opgrader dine læsegadgets: Find læsero med en app

Du sidder og læser. Og pludselig kommer du i tanke om, det er længe siden, du sidst har tjekket Instagram. Eller også vibrerer din telefon med nye Facebook-beskeder. Eller lyser op med nye notifikationer, der skal læses. Eller minder dig om, at du liiige skal tjekke din arbejdsmail for en vigtig besked fra din chef.

Det har aldrig været så let at blive distraheret som nu. Med en smartphone ved siden af sig har man sjældent et roligt øjeblik, hvor man ikke lige skal tjekke noget, opdatere noget eller tage stilling til noget. Det kan gøre det svært at finde ro – også når man læser.

Forest – en app til fordybelse

Hvis du har svært ved at lægge telefonen fra dig og bevare koncentrationen, når du læser, har vi nu svaret til dig: Du skal simpelthen installere en app, der har til opgave at holde dig fra andre apps.

App’en Forest er nemlig en app, der sikrer fordybelse og samtidig gør opmærksom på, hvor ofte du egentligt samler telefonen op. Det virker på den måde, at app’en beder dig om at plante et træ, og herefter indstiller du selv, hvor lang tid, træet skal vokse. Siger du f.eks. 10 minutter, kan du ikke gå ud af app’en i 10 minutter – og hvis du gør, bliver dit træ ikke plantet. Når du er inde i app’en, tæller den minutterne (og sekunderne) for dig og kommer med små heppehilsner undervejs.

forest
“Plant a tree and get your things done,” står der i app’en Forest.

Et wake-up call

Første gang jeg selv brugte app’en, satte jeg den til i en time. Det tænkte jeg, jeg let kunne overholde. Men faktisk endte det med, jeg tog telefonen op efter, hvad der føles som flere timer, og konstanterede, at der kun var gået 5-7 minutter ud af den telefonfri time, jeg troede, jeg sagtens kunne overholde. Den slags er altså tankevækkende.

Jeg betragter jo egentligt mig selv som en meget koncentreret læser, men Forest app’en har hjulpet mig med at indse, jeg alt for ofte lader mine øjne springe ud af bogen og over på telefonen. Og det duer jo ikke, når læsningen netop fungerer som min pause fra elektronikken.

Derfor kan jeg kun på det varmeste anbefale den lille app. Download den, plant et træ, og forsøg at få en pause fra den tidsrøvende telefon.


Forest app’en koster 16 kroner og kan downloades i Apples App Store. Find app’en her.