I Alex Schulmans nye roman Malma station møder du fem mennesker på togrejse gennem Sverige, alle med sammenvævede skæbner og hver deres bagage – i mere end én forstand. Begynd din læsning af Malma station her.
I Malma station følges et ægtepar i krise, en enlig far og hans datter og en ung kvinde, der søger svaret på den gåde, hendes mor efterlod hende med. Fælles for alle fem skæbner er, at det, der sker på endestationen, kan forandre forståelsen af deres liv.
Ligesom i sine foregående bøger, så skriver Alex Schulman sig ind i de intime rum, der findes mellem børn og forældre. Historien fortælles af flere personer og springer i tid, men som romanen skrider frem, forbindes de fortællende stemmer med hinanden.
LÆS OGSÅ: Hvordan en kikset samtale blev til en international sensation. Mød svenske Alex Schulman.
Læs de første to kapitler af Malma station og oplev Alex Schulmans gribende fortælling om relationer mellem ensomme børn og uformående voksne og om de sårede følelser, der kan kaste skygger over et menneske gennem et helt liv.
Malma station
Alex Schulman
1
Harriet
Hun står i sin fars skygge på perronen og betragter ham, mens han står og misser mod den lave morgensol. De venter. Hun leder efter tegn på irritation i hans blik og bevægelser. Hun er særligt opmærksom i dag, fordi de foretager rejsen for hendes skyld, og det får hende til at føle, at hun står i gæld til ham.
Det er på grund af hende, at faren står her nu, hun bærer varmen, bærer den tidlige morgen, bærer togets forsinkelse, hun er ansvarlig for alt, hvad han fra og med dette øjeblik må udholde, og han er tavs og umulig at læse.
Asfaltens varme trænger op gennem skosålerne. Harriet er klædt helt i sort, for det er man til begravelser. Hun har sin fars kamerataske over skulderen og sætter den ikke ned på jorden. Ikke engang da hun hører, at toget er forsinket, og at de måske skal stå der et godt stykke tid endnu, stiller hun den fra sig. I tasken er der objektiver for flere tusind kroner.
Hun ved, at udstyret er vigtigt for faren. Hun ved også, at det er hendes fremtid, hun bærer over skulderen, for en dag skal hun arve det hele, og hver gang han siger det til hende, er det, som om der bliver lagt noget tungt på hendes skuldre. Faren renser sit udstyr en gang om ugen, og der vil han altid have, at hun er med.
De sidder under det gule skær fra køkkenlampen, og han lægger objektiverne op ved siden af hinanden på køkkenbordet, og indimellem rækker han hende et af dem.
”Mærk lige den her fyr,” siger han.
Og hun vejer det i hånden, objektivet er massivt og tungt, får hånden til at synke ned mod bordet.
”Og den her,” siger han. Han rækker hende et nyt.
”Kig lige ind i den fyr.”
Faren kalder mange forskellige ting for ”fyre”. Især ting, han har købt og sætter pris på, men også andre ting; i bilen, for eksempel, kan han pludselig standse op, hvis han får øje på et rådyr, og pege:
”Se lige den fyr der.”
Et væltet træ i skoven kan også være en fyr, hvis det er et stort træ. Men han bruger det mest om ejendele, ikke kun sine egne, han er også generøs med at rose andres ting. Han kan fløjte imponeret i bilen, hvis han havner bag en Porsche.
”Sikke en flot fyr.” Det er et fint træk, hun kan godt lide sin far, når han siger sådan.
Måske vil faren gerne sidde lidt ned? Hun ser sig om, men bænkene er allerede optaget af andre passagerer, de ser fjollede ud, strakte halse på række, der uroligt leder efter tegn på et tog, der aldrig kommer.
En togkontrollør går med hurtige skridt forbi dem på perronen, og nogen spørger, hvad der sker, og så peger manden bare ud på baneterrænet, som om svaret findes et sted derude, og at han var på vej ud for at lede efter det.
Og så pludselig opstår en hektisk bevægelse, da en stemme meddeler togets ankomst, alle får så travlt, som om de er sikre på, at toget kun vil standse på stationen et kort øjeblik. Men faren har ikke travlt. Det har han aldrig.
Der er noget ved hans bevægelser, det er, som om han gør alt i halvt tempo. Der er intet, der sker lige pludselig, intet er impulsivt, Harriet har fornemmelsen af, at alt er udtænkt på forhånd. Nogle gange forestiller hun sig, at han allerede om morgenen beslutter sig for, hvordan han skal bevæge sig rundt hele dagen, fra morgen til aften, og bagefter går dagen, nøjagtig som han havde tænkt sig.
Måske er det derfor, han aldrig viser følelser, for intet kan nogensinde overraske ham, han er aldrig uden svar. Nu står han og ser på dem, der skynder sig frem mod togvognene, han lader dem gøre det, og til sidst sætter han langsomt i bevægelse, og hun følger efter ham. Der er lige så varmt i kupéen som udenfor, hun går gennem togvognen og ser, at folk sidder og ser utilpasse ud.
Hun sætter sig på en vinduesplads over for sin far. Han gør tegn til, at han vil have kameratasken, og hun rækker den til ham. Hun ser ud gennem vinduet og betragter den langsomt affolkede perron. Lydene omkring hende kommer nærmere, den knitrende lyd af aviser, der bliver foldet ud, en dåsesodavand, der bliver åbnet, og samtaler, der begynder at tage form, små stumper af konversation.
Da hun først er begyndt at lytte, kan hun ikke lukke af for lydene igen, samtalerne lyder som en svag nynnen, der danner melodier, fortællinger om deres liv. Og de fleste af dem, hun lytter til, lyder hverken triste eller tyngede af et uforklarligt pres. Og hun er hele tiden bange for at blive konfronteret af nogen, der får øje på hende – hvorfor sidder du og lytter?
Hun skal ikke sidde og lytte.
Hun husker den aften for to år siden, hvor hun og hendes søster skulle sove, og på den anden side af væggen var køkkenet, og der sad moren og faren. Hun kunne krystalklart høre hvert et ord. Det var næsten underligt – forstærkede væggen mellem køkkenet og pigernes værelse i virkeligheden lyden?
Sådan måtte det have været, for det var, som om hun sad inde hos dem, og hun hørte sukkene, den skrabende lyd af stolene, køleskabets lave summen, der holdt op, da faren åbnede det.
Han stod lidt for længe og kiggede ind. Moren brød sig ikke om, når nogen i familien lod køleskabsdøren stå åben for længe, hun brød sig ikke om ubeslutsomheden – ”så gør dog noget!” – og hun var også bekymret for økonomien; hun havde fået den idé, at den åbne køleskabsdør var årsagen til de høje elregninger.
Og derfor skete det, at hun pludselig råbte: ”Lad være med bare at stå der – luk døren!”Men den aften fik faren lov at stå længe ved køleskabet og se ind på mulighederne på hylderne, uden at moren sagde noget.
Det gjorde Harriet opmærksom, noget var ikke, som det plejede at være. Raslende lyde af papir, faren tog en pakke skinke frem, stillede noget tungere på køkkenbordet – smørret? Han åbnede fryseren, tog isterninger. Faren drak mælk med is, det gjorde han altid.
Hårde lyde og skramlen fra bestikskuffen, som om nogen gravede i en guldskat. Hun kunne høre, at moren tændte stearinlysene på bordet, og der blev sat tallerkener frem, så blev der stille, og det var der i lang tid, og Harriet lå der i sengen og lyttede til de ildevarslende lyde, da de satte sig over for hinanden ved vinduet.
”Hvordan gør vi det her?” spurgte moren.
Faren svarede ikke. Hvad foregik der på den anden side af væggen?
”Vil du have?” spurgte han.
”Ja, tak,” svarede hun.
Den venlige tone imellem dem. Deres bløde stemmer mellem bidderne. Betænksomheden, den næsten overdrevne velvilje. Vil du have noget at drikke? Jeg henter. De virkede mere enige end nogensinde.
”Jeg går ud fra, at du flytter op til ham,” sagde faren.
”Ja,” svarede moren.
”Han har god plads, også til børnene.”
”Du tager ikke dem begge to med.”
”Nej,” sagde moren. ”Jeg foreslår, at jeg tager Amelia, og du tager Harriet.”
Han lo, helt kort.
”Jeg havde tænkt mig at foreslå det modsatte,” sagde han.
”Du vil have Amelia?” spurgte moren.
”Ja.”
Og så tavsheden, mens de tyggede. Et glas blev fyldt op.
”Amelia og jeg står hinanden meget nær,” sagde moren.
”Og vi deler jo ridningen.”
”Det gør jeg også.”
”Du rider da ikke?”
”Nej, men Amelia og jeg står også hinanden meget nær.”
”Hvorfor vil du ikke have Harriet?” spurgte moren.
”Hvorfor vil du ikke have hende?”
”Nu spørger jeg dig,” sagde moren.
Harriet lå i sengen og stirrede op i loftet.
”Det ved du lige så godt som jeg,” sagde faren. Han drak af mælkeglasset.
”Jeg synes, det er svært med Harriet. Vi svinger ikke rigtigt.”
Sengen, Harriet lå i, var smal og havde høje trækanter, som en kiste uden låg, og det var holdt op med at regne udenfor, og uvejret var drevet over, ingen blæst, der ruskede i trækronerne i parken udenfor. Nu var der ingen andre lyde end hendes forældre, der sad og spiste i køkkenet og førte deres lavmælte samtale.
De svingede ikke rigtigt.
Bagefter havde hun syntes, at det var så diffust, så svært at forholde sig til. Hvad skulle hun gøre for at forbedre sig? Hun ville så gerne have, at de svingede, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at opnå det.
Hun vendte sig mod sin søster i sengen.
”Amelia,” hviskede hun.
”Hørte du det?”
Hendes søster svarede ikke, men i halvmørket kunne Harriet se, at hun var lysvågen, hun lå også på ryggen og så op i loftet.
”Amelia.”
”Det passer ikke,” hviskede søsteren langt om længe.
”Du skal ikke høre på dem.”
Forældrene talte ikke mere om det den aften, samtalen fortsatte formodentlig et andet sted, og et par dage senere, en eftermiddag, blev søstrene kaldt ind i køkkenet én efter én.
Moren åbnede en cola og rakte den til Harriet, selv om det ikke var lørdag. Den var varm, og boblerne voksede i svælget, da hun drak. Hendes forældre smilede så underligt. De skulle skilles, sagde moren, og eftersom de skulle bo så langt fra hinanden, var det bedst at dele børnene, og Harriet skulle bo hos faren, og Amelia skulle bo hos moren. Harriet ventede på, at faren skulle sige noget, men han var tavs. Hun skævede til ham, og så hansudtryksløse ansigt, hun havde ondt af sin far, fordi han ikke havde fået det, som han ville.
De sidder over for hinanden ved vinduet i toget, og faren ser hele tiden hen over hendes hoved for at holde øje med dørene. Hun ved, hvad han venter på, og hun er parat, de har gennemgået det grundigt forinden – når han giver signal, må de være hurtige. Han åbner kameratasken, som han har på skødet. Blikket hviler på indgangen, han behøver ikke se ned, han kender sin kamerataske ud og ind. Brillerne gør hans øjne mindre, to sorte prikker bag glassene. Det er aldrig til at vide, hvad han tænker.
Hun ser ud ad vinduet, de kører på broer højt over vandet, toget kører hurtigt, blomsterne i grøftekanten ved sporet danner en blå fartstribe. De har forladt byen nu og passerer forstæder og siden gårde og grønne marker, og hun kører baglæns og ser mennesker glide forbi og svinde ind igen, deres liv bliver små felter, som opløser sig i landskabet. Så sætter toget farten ned – for så at standse helt.
En stemme i højtaleren fortæller, at strækningen foran dem kun har et spor, og at de må vente på et tog, der kommer fra den modsatte retning. De holder i dalen på en eng, de har blomster op til hagen. Hvis sommeren
stiger ti centimeter mere, så drukner de. Lidt længere ude på engen kan hun se to fugle med lange, tynde ben, som står og ser ud over dalen, og hun kommer til at tænke på dengang, hendes far viste hende et egern, han havde fået øje på i et træ.
Se lige den lille fyr der. Dyret var helt ophørt med det, det ellers var i gang med, og stirrede nu fuldstændigt ubevægeligt ud over skoven. Som paralyseret, fastlåst i en tanke.
”Han sidder der og mindes,” havde faren sagt, og hun havde syntes, at det var en så forfærdelig tanke, uudholdelig.
For det gjorde sorgen i verden større, byrden lå ikke kun hos mennesker, men også hos dyrene, og derfor måtte hun også tage ansvar for dem. Og da hun nu ser de to fugle ude på engen, tænker hun, at de mindes noget fra deres barndom, og det gør hende ked af det.
For et par måneder siden lærte de om hjernen i skolen og fik lektier for. Alle skulle skrive et minde ned såudførligt som muligt. Om aftenen fortalte hun faren om opgaven, og han lyttede interesseret.
”Hvilket minde vil du så skrive ned?” spurgte han.
”Det ved jeg ikke, noget, fra da jeg var barn.”
Faren lo og sagde:
”Du er otte år gammel. Du ER et barn.”
Senere sad hun på sit værelse og skrev om det krucifiks, faren havde hængende på væggen. Før havde det hængt over hans skrivebord, men efter skilsmissen havde han hængt det på væggen over hovedpuden.
Hun har set faren falde ned på knæ ved siden af sengen og folde hænderne og bede. Når han ikke er i rummet, går hun nogle gange hen og ser på korset. Jesus i mørkt metal mod det sortmalede træ, klædet rundt om livet, som en ble. De store søm, der går gennem hans håndflader, og det enkelte søm, der er hamret gennem begge hans fødder, det ene knæ foran det andet, hvilket gør ham kvindelig på en måde.
Guds søn ser med fast blik ud over sengetæppet, og hvis hun stiller sig lige foran korset og ser på ham, er det, som om han også ser på hende. Faren har fortalt, at det kunne tage de korsfæstede flere dage at dø, indimellem en hel uge, og når de endelig gav slip på livet, var det ikke på grund af sårene, men af sult eller tørst.
Det skrev Harriet om, og bagefter beskrev hun et minde, der var et år gammelt, og som udspillede sig lige efter skilsmissen. Hun var på besøg hos sin farmor. Farmoren havde eksem på hænderne og brugte kartoffelmel for at lindre kløen, hun bar altid rundt på melet i en lille stofpose, og Harriet husker, hvordan det støvede og hvirvlede rundt i små partikler, når det blev oplyst af solen, der fandt ind gennem de store vinduer.
Nogle gange tog farmoren gennemsigtige plastichandsker på, og så lod hun kartoffelmelet sive ned langs håndleddet, fyldte op, når det begyndte at klø igen, og ud på aftenen var de tynde handsker altid fulde, tunge af det hvide pulver.
Farmoren var bange for at dø, og var optaget af det, sad ofte tavs og fjern ved bordet. Og når frygten for at dø blev for stor, gik hun indimellem hen til klaveret og slog af fuld kraft mod tangenterne, så det føltes, som om hele verden styrtede sammen. Så blev hun siddende ved klaveret og gned hænderne så hårdt mod hinanden, at plastichandskerne knirkede.
Det var kun alkoholen, der kunne trække hende tilbage. Hun drak køleskabskold rødvin, og efter et par glas blev hun selskabelig og begyndte at stille spørgsmål. Engang fortalte Harriet hende, at en skolekammerat havde givet hende en fransk manchet, og farmoren spurgte, hvad en fransk manchet var for noget, og hun forklarede, at man vrider huden på armen i hver sin retning med sine hænder, som en karklud, og farmoren lo.
”Vis mig det,” sagde hun og trak ærmet på sin silkebluse op.
Og Harriet vred sin farmors tynde arm, og det begyndte at bløde, og farmoren skreg højt og skingert, og blodet blev ved med at løbe ned over hendes arm, og hun begyndte at lede i skabene efter førstehjælpskassen, men kunne ikke finde den nogen steder. Skabe, der blev åbnet og lukket til farmorens jamren.
”Så hjælp mig dog med at lede, menneske,” sagde hun, men Harriet kunne ikke. Hun stod paralyseret midt påkøkkengulvet med farmorens blod på sine hænder. Faren måtte komme tidligere og hente hende, og da hun kom hjem den aften, gik hun forbi farens værelse, og der hang korset over sengen, og da hun så på Jesus, syntes hun, at han så på hende på en ny måde.
Hun afleverede opgaven, og så tænkte hun ikke mere på det, men en eftermiddag, da hun kom ind på sit værelse, sad faren ved hendes skrivebord og læste i hendes stilehæfte.
”Har du afleveret det her?” spurgte han.
”Ja,” svarede hun.
Han læste videre, mens hun stod tavs ved siden af ham, og så lukkede han bogen og så ned i gulvet.
”Du har en god hukommelse,” sagde han.
”Ja,” svarede hun.
”Men der er noget, du skal vide. Det, der sker i vores hjem, skal ikke videre.”
”Okay.”
”Jeg vil ikke have, at folk skal vide, hvad jeg har på væggene, om jeg beder bønner, eller om jeg er gift eller skilt. Det er respektløst af dig at skrive den slags. Forstår du det?”
Hun nikkede. Han blev siddende lidt med sit udtryksløse blik. Så gik han. Harriet tog stilehæftet og lagde det ned i en skuffe.
Toget holder stadig stille på engen, mens det venter på et modkørende tog. Varmen udenfor trænger ind i vognen, i takt med at toget bliver varmet op af solen. Hun ser de to fugle, der står helt stille og mindes, og pludselig hører hun den velkendte lyd af et foto, der bliver taget. Hun vender blikket mod sin far, ser ikke hans ansigt, for kameraet er i vejen.
Han retter stadig linsen mod hende, stiller ind på hende, måske vil han tage et billede til. Hun kan godt lide, når han fotograferer hende, det føles godt. Harriet smiler til ham og laver V-tegn med den ene hånd.
”Nej,” siger faren. Han sænker kameraet.
”Hvorfor skal du skabe dig på den måde?”
Han lægger kameraet fra sig på bordet mellem dem og ser væk. Harriet vil så gerne have, at han skal give hende en chance mere, men øjeblikket er forpasset. Hun bliver ked af det igen, følelserne lægger sig under øjenlågene, uroen hamrer i brystkassen, hun ser ned i bordet. Hun vil ikke begynde at græde nu, hendes far kan ikke lide det. Så tager faren endnu et billede af hende.
Han fingerer ved kameraet, justerer på lyset. Hun ser ud ad vinduet. Den ene fugl letter og flyver lavt hen over det høje græs, den anden bliver stående og kigger. Lidt efter letter den også.
”Nu!” hvæser faren.
Det hele går så hurtigt. Han rejser sig, og hun er lige så hurtig, de træder et par skridt ud på midtergangen, og hun ser konturerne af konduktøren i den anden vogn, på vej ind i deres, og de går hurtigt ind på toilettet og lukker døren bag sig. Faren låser. Og Harriet låser straks op igen.
”Hvad laver du?” hvisker han, og øjnene er nu store og urolige.
”Hvis han ser, at der er nogen herude, så venter han måske udenfor, til vi kommer ud,” svarer hun.
Han tænker efter et øjeblik og nikker så. Han står med bøjet hoved lige ved døren. Hører konduktørens skridt, da han går forbi lige udenfor.
”Nye rejsende,” siger stemmen på den anden side af døren.
”Ja, det var nye rejsende fra Stockholm.”
De venter, og så åbner faren forsigtigt døren og kigger ud. De forlader hurtigt toilettet, sætter sig, smelter sammen med de betalende passagerer. Han nikker kort til hende, og hun nikker tilbage. Og hendes puls er høj, og hun har kvalme, føler trang til at kaste op, fordi hun gør noget, man ikke må, men noget stærkere breder sig inde i hende, en varme, en lille brand i brystkassen, da hun ser på ham, og han ser på hende, og de smiler til hinanden.
De svinger.
2
Oskar
Der er varmt på perronen, og en irritabel stemning hersker. Toget er forsinket, og ingen giver besked. Da en stemme fra højtalerne endelig forkynder, at toget ankommer til perronen om et øjeblik, får de rejsende travlt, alle på nær hans kone. Hun står roligt tilbage, leder efter noget i sine lommer. Oskar betragter hende, mens hun trykker hænderne ned i sine stramme jeans, leder i jakkelommen og i håndtasken, og til sidst finder hun det, hun leder efter, det var en lighter. Nu kommer toget, men nu vil hun altså ryge.
”Skal vi ikke gå?” spørger Oskar.
”Jeg skal bare lige have en cigaret.”
Hun holder en beskyttende hånd om flammen, selv om luften står stille, trækker røgen dybt ned i lungerne. Han venter. Lyden af skrabende rullekufferter helt tæt på, og den svage buldren fra morgentrafikken på en eller anden motorvej et stykke derfra. Det er endnu en varm dag.
Klokken er halv otte om morgenen, det er den syttende september, og den her sommer slutter aldrig. Perronen tømmes hurtigt for mennesker, men hun ryger, som om hun ved, at toget ikke kører nogen steder uden hende.
Da de stiger på, går han lige bag hende, og han mærker en svag duft af den parfume, hun bar i går. Hun bevæger sig hurtigt ned ad den trange midtergang, og han betragter blikkene hos dem, der får øje på hende for første gang. Det gør han altid, selv nu gør han det. Hun slår sig ned ved en vinduesplads, hugger bare et sæde. Oskar bliver stående i midtergangen, ser ned på deres billetter.
”Det her er ikke vores pladser,” siger han.
”Det er da lige meget, du kan jo se, at toget er næsten tomt,” siger hun.
Nej, det er på ingen måde tomt, og der kommer jo nye passagerer længere fremme på ruten. Oskar bryder sig ikke om at sidde på andres pladser, for så kan han ikke slappe af. Og hvis der pludselig står nogen foran ham og rømmer sig og peger på deres billet, og de er nødt til hurtigt at pakke deres ting sammen og luske derfra, vil han føle sig ydmyget.
Han sætter sig over for hende. Toget forlader perronen uden at gøre noget væsen af sig, glider over Centralbroen uden en lyd, havet ligger stille på begge sider, selv Østersøen ser indbydende ud i dag, der er kun små krusninger, hvor strømmen er kraftig. Toget sætter langsomt farten op, og da det kører ind i tunnelen gennem bjerget, får han øje på sig selv i togvinduet og reagerer som altid med et vist ubehag, har lyst til at se væk, men alligevellader han blikket dvæle et øjeblik ved sit spejlbillede i det mørkegule skær.
Engang i barndommen tegnede han pikke med tusch på skoletoilettets væg, og en lærer greb ham på fersk gerning. Han blev sendt op til skoleinspektøren, der sad bag et stort skrivebord, og så ham i øjnene og sagde:
”Nu skal du høre noget sjovt. Da jeg mødte alle jer nyeelever første skoledag, fik jeg øje på dig i mængden, og jeg vidste straks, at der var noget med dig. Jeg tænkte: Hamder bliver der problemer med. Det kunne jeg se i dit ansigt – jeg kunne se, at der var et højt indre tryk.”
Formuleringen er blevet hos ham lige siden, hans indre tryk. Han betragter sit eget spejlbillede, sit alvorlige udtryk, den brede mund, læberne, som ikke lukker helt sammen. De brune øjne, som næsten ser sorte ud i det dunkle lys. Er det en mand med et højt indre tryk? Han ved stadig ikke, hvad det betyder.
En togkontrollør byder i højtalerne passagererne velkommen. Manden er lige lovlig begejstret for sin egenstemme, taler længere end nødvendigt, og Oskar får pludselig lyst til at udveksle et blik med hende om det, for de plejer begge at gøre grin med den slags mennesker, men det er selvfølgelig ikke det rette tidspunkt. Desuden harhun lukket sine øjne. Han kender hende og ved, hvad der vil ske; hun vil ikke falde i søvn, hun vil bare ikke snakke.
Det vil hun efterhånden sjældent. Han tænkte på det i går under det skænderi, de havde først om formiddagen og siden i løbet af aftenen og natten, tænkte på, hvor lange ordløse pauser der var. Et par sætninger antændte det hele, hun råbte, og han råbte, og anklagerne fløj gennem luften, men det meste af tiden sad de bare tavse. Som om de begge havde indset, at konflikten alligevel ikke kunne løses med ord.
Til sidst tændte hun to stearinlys der i køkkenet. Det var så underligt, som om hun ville gøre det lidt hyggeligt midt i undergangen. Hun troede måske, at de ville kunne bo derinde i tavsheden. Smøre en mad, læse en avis. Og her til morgen havde de fortsat været tavse.
De lukkede døren til lejligheden og gik stumme mod Centralstationen, og nu, hvor de har sat sig ind i toget, er de gledet endnu længere ind i stilheden, og hvis det her er slutningen på historien, så er det en lydløs slutning.
I begyndelsen af deres forhold talte de hele tiden. Deres første date på den der bar. Eller togrejsen lige forinden, hvor de mødtes første gang. Den legendariske historie! Fortæl toghistorien en gang til! De har fortalt den så mange gange, både til hinanden og til andre, at hun engang sagde, at hun knap selv kunne afgøre, hvad der var sandt længere. Men han husker det hele.
Han sad for mange år siden alene på et tog mellem Göteborg og Stockholm. Toget holdt længere end normalt ved en eller anden station. Til sidst løftede passagererne undrende blikkene fra deres aviser – hvad foregår der egentlig? Hvorfor kører vi ikke? Ingen meddelelser fra højtalerne.
Der gik et kvarter, og der opstod en stadig mere nervøs stemning i toget, efterhånden som passagerernes eftermiddagsplaner blev saboteret. Så blev døren pludselig smækket op, og hun skred ind, skyndte sig ned gennem toget. Hun havde en læderjakke på over en lang kjole med små, hvide knapper foran. Hun kastede sig ned på sædet over for Oskar.
Først da opdagede han, at hun havde et sår i hovedet, der piblede lidt blod frem lige ved øjenbrynet. Og så ankom de to politibetjente. De kom fra samme retning som hende, og de havde ikke travlt. De vidste, at hun ikke kunne slippe væk. Langsomt vandrede de gennem kupéen, det skrattede og hviskede fra deres radioer, nu havde de alles opmærksomhed. De standsede ud for hendes plads.
En af betjentene var bredere end den anden, han havde røde, irriterede pletter mellem øjnene og i panden. Han så betændt ud. Politimanden pegede på hende.
”Dig,” sagde han.
”Du kommer med os.”
”Nej,” svarede hun.
”Jo, du kommer med os med det samme.”
”Hvorfor?” spurgte hun.
”Du ved godt hvorfor,” svarede politimanden.
”Nej, det ved jeg ikke. Jeg skal til Stockholm, jeg har tænkt mig at tage det her tog.”
Politimanden trådte et skridt nærmere, og så råbte hun med ét, skingert:
”Du rører mig ikke!”
Politimanden bakkede straks, og det var, som om han blev forurettet, fordi det var lykkedes hende at skræmme ham.
”Skal jeg slæbe dig ud herfra?” sagde han.
”Men jeg har jo sagt det til konduktøren,” sagde hun.
”Jeg nåede ikke at købe billet på stationen, og da jeg ville betale her på toget, var der noget galt med deres maskine. Jeg kan betale, når vi kommer til Stockholm.”
”Det er ikke sådan, man gør,” sagde politiet.
”Men jeg har jo penge på kortet, det her er ikke min skyld.”
”Nu hører du på mig,” sagde den anden betjent og trådte et skridt frem.
”Du får et helt tog til at vente, bare fordi du ikke gør, som vi siger. Du har ingen billet, og du er nødt til at stige ud.”
Hun ignorerede dem, åbnede en avis, og Oskar kunne se, at politimændene nikkede kort til hinanden, knap mærkbart for nogen anden i togvognen, en fælles forståelse dem imellem, som var blevet forfinet gennem mange år af samme bøvl i tjenesten på gader og stræder.
Så greb de fat i hende. Han ved ikke, om de tog for hårdt fat, men hun skreg, og skrigene blev højere, da det lykkedes dem at få slæbt hende ud i midtergangen. Hun holdt fast i et af sædernes nakkestykke, og nu skete der noget i vognen. De passagerer, som hidtil havde siddet tavse og betragtet scenen, begyndte at protestere. Fra forskellige steder i togvognen lød der protester.
”Hvad laver I?”
”Slip hende dog!”
”Hun siger jo, at hun vil betale i Stockholm!”
Og hun blev ved med at råbe, at hun nok skulle betale, og situationen må pludselig have virket uholdbar for politimændene med alle de rejsende, der var på hendesside. De vidste ikke rigtig, hvad de skulle stille op. Et par passagerer havde rejst sig for at følge forløbet, og det var på det tidspunkt, Oskar besluttede sig. Han hævede stemmen.
”Hvad koster billetten?” spurgte han politiet. ”Hvor meget skylder hun?”
”Det ved jeg da ikke,” svarede politimanden.
”To hundrede,” sagde hun. ”Den kostede to hundrede kroner.”
Oskar tog sin pung og fandt to hundredkronesedler frem, som han rakte frem mod politifolkene.
”Jeg vil ikke have dem,” sagde den tykke. Han lo nervøst. ”Jeg er jo ikke konduktør.”
Oskar gav hende pengene i stedet.
”Så,” sagde han og vendte sig mod politimændene.
”Nu har hun penge til sin billet. Nu kan I godt gå.”
De to mænd blev lidt konfuse, det var, som om situationen blev for kompliceret for dem, for filosofisk.
De
andre passagerer måtte hjælpe til, der lød opfordrende røster fra hele kupéen, togvognen havde besluttet, at politifolkene skulle gå. Og det gjorde de også, til en mindre jubel, og hun trykkede håndfladerne mod hinanden og vendte sig rundt mod passagererne.
”Tak,” mimede hun, og hun satte sig ned igen og bøjede sig frem mod Oskar og tog fat i hans hænder.
”Du får pengene, så snart vi kommer til Stockholm,” sagde hun.
”Vi finder en automat med det samme.”
Toget forlod perronen, og uden for vinduet gled den svenske sommer forbi, og om bord på toget var alle passagerer forandrede. De var ikke alene længere, de var forenede. De havde stået op for den her kvinde, og de havde gjort det i fællesskab. Alt forekom let og blødt langs sæderækkerne, milde smil i togvognen, for hun var deres nu, de havde fået hende med sig, en pokal for deres godhed, som sad og glimtede på plads nummer 27.
Så kom konduktøren ind. Hendes sorte lædertaske med messingdetaljer over maven. Hun kontrollerede billetterne hos nye rejsende, og da hun nåede frem til Oskars plads, rejste kvinden sig hurtigt op. Hun krøllede de to sedler sammen, hun lige havde fået til billetten, og kastede dem mod konduktørens bryst.
”Her har du dine skide penge.”
Nu opstod en let uro i vognen.
For det her var vel egentlig unødvendigt.
Konduktøren bøjede sig frem, samlede sedlerne op og rettede dem ud.
”Du havde ingen billet,” påpegede hun stille og roligt.
”Så jeg tilbød dig at købe en her på toget. Hvis man køber billet på toget, må man betale med kontanter. Du havde ingen kontanter. Du ville betale med kort, men det kan man desværre ikke. Vi har ikke teknikken til det. Og så sagde jeg, at hvis man ikke har billet eller penge til at købe en billet, så må man stå af toget. Og så kaldte du mig luder.”
Konduktøren tog en billet frem, udfyldte omhyggeligt felterne på det lille stykke papir og rakte det til kvinden.
”Og ved du hvad?” fortsatte hun. ”Jeg vil ikke kaldes for luder.”
Konduktøren gik videre. Usikkerheden bredte sig i vognen. Havde hun kaldt hende luder? Hvem var den her kvinde, som alle havde taget i forsvar? Han turde nærmest ikke se på hende, så hende kun i udkanten af sit synsfelt, hendes mørke hår, som hun havde strøget om bag ørerne, og som hele tiden faldt frem over hendes ansigt.
Oskars far havde engang sagt til ham, at hver gang han så en smuk kvinde, skulle han forestille sig, hvordan hun så ud flået. Så løber man ikke risikoen for at blive forblændet af skønhed. Toget satte farten op, de var forsinkede, og da skumringen faldt på, var de stadig midt i Sverige, og han så elledningerne, som dykkede og rejste sig langs sporet, de elektriske hegn, der glimtede i den lave sol, en knaldgul eng, som kom og gik, og da solen gik ned, så han hende blive dobbelteksponeret i rudens spejl.
Oskar så ud på de små samfund og lamperne, som blinkede og blev tændt uden forhusene, de kørte en stund om kap med en lastbil på en af hovedvejene, eksploderede forbi stille indsøer, hvor bøjerne vippede over krebseruserne, de kørte ind i sommernatten, og han stjal sig hele tiden til at se på spejlbilledet i ruden, kunne ikke lade være med at kigge på hende.
Da de nåede frem til Centralstationen, sagde hun, at hun mente, der var en hæveautomat på Vasagatan, og Oskar spurgte hende, om de ikke skulle tage et glas i stedet. Bagefter kunne han ikke rigtig forklare det. Hun var langt yngre end ham, og det lignede ham ikke, han havde altid haft svært ved at nærme sig kvinder, blev altid genert og mistede mælet.
Undertiden tænker han på, hvem han var dengang. Han plejede at gå ind på trange barer lige før lukketid, stille sig ved bardisken med en øl, og så lod han menneskemængden afgøre aftenens forløb. Hvorfor gjorde han det? Måske for at mærke fysisk nærhed, være omsluttet af kroppe. Og hvis han så en kvinde, som han blev interesseret i, så kunne han lade sig føre i hendes retning, lade sig blive mast op imod hende.
Ind og ud af barer, altid alene. Og han sluttede gerne af på en natklub, hvor han kæmpede sig frem til de gigantiske højtalere og stillede sig ved bassen, lod sig gennembore af lyden.
Musikken gik i knoglerne, det gjorde ondt i skelettet, og når han vaklede ud på gaden i natten, hørte han ingenting, mærkede ingenting, så kun de forvrængede ansigter på dem, han passerede i den stockholmske nat, med enfornemmelse af lettelse; måske havde han mistet sig selv.
Derfor var det så uventet for ham, at han foreslog, de skulle tage et glas. Han talte ikke med kvinder på den måde. Men han vidste med det samme, at hun var noget særligt, og han havde mærket en stigende panik, jo nærmere de kom Stockholm. En frygt for, at hun snart ville forsvinde og være borte for altid.
Han ville have hende. Han forestillede sig hende flået, men også uden hud ville han have hende. De gik gennem Centralstationen og kom ud på Vasagatan. Stockholm var fugtigt, våde gader, et regnskyl måtte være kommet og gået, men det var stadig varmt, da de travede af sted med deres tasker. De gik ind på en bar, hvor der blev vist sport fra tv-skærme uden lyd, og satte sig ved et vinduesbord.
Han bestilte to bøffer, men hun rørte ikke maden. Hun drak øl og spiste nødder, tog fem, seks op i hånden ad gangen og stoppede dem i munden én efter én.
Hun spurgte, hvad han lavede, og han svarede, at han var ejendomsmægler, og hun fnisede og sagde:
”Du ligner ikke en ejendomsmægler.”
”Hvad arbejder du med?” spurgte han.
”Jeg er bibliotekar.”
Og han kom til at le, opfyldt af en selvtillid, han egentlig ikke havde.
”Bibliotekar,” sagde han.
”Du ligner virkelig ikke en bibliotekar.”
Hun trak på skuldrene.
”Jeg elsker bøger,” sagde hun.
”Hvad er den smukkeste sætning, du har læst i en bog?” spurgte han.
”Indimellem …” Hun holdt en pause og tænkte efter for at finde de rigtige ord.
”Indimellem kan jeg mærke, at mine ben giver efter under tyngden af alle de liv, jeg ikke lever.”
”Okay,” sagde han.
”Det lyder deprimerende.”
”Ja,” sagde hun og lo.
”Jeg bliver ofte nedtrykt ved tanken om alt det, der ikke sker.”
Hun tog en cigaret. Hun røg dem kun halvt og skoddede dem hårdt i askebægeret, som om hun pludselig var blevet træt af at ryge og havde besluttet sig for at holde op. Hvorefter hun hurtigt tændte en til. Og når hun fortalte noget vigtigt, lagde hun hånden på hans arm, som om det var det naturligste i verden.
Han ville hele tiden tættere på hende, bordpladen trykkede mod hans mave. Hun skar omhyggeligt bogstavet O ud af bøffen, O som i Oskar, og greb bogstavet af kød med tommelfinger og pegefinger og rakte det til ham. Han forstod ikke, hvad det betød.
Rundt om håndleddet bar hun en lille medaljon i træ, som hele tiden ramte bordpladen under samtalen, og han fangede den mellem to fingre og så på den. På den ene side stod hendes navn, og på den anden stod der: ”far”.
”Den er fin,” sagde han.
”Tja,” svarede hun, som om hun blev lidt genert.
”Har du et nært forhold til din far?”
”Det kan man ikke rigtig sige. Vores forhold har altid været lidt specielt. Han er ikke så god til at vise følelser. Han har for eksempel aldrig sagt, at han elsker mig.”
”Har du sagt, at du elsker ham?”
”En gang, da jeg var lille. Ved du, hvad han svarede? Han sagde ingenting, sad bare helt tavs.”
Hun så ned i bordet, der var et forsigtigt smil på hendes læber.
”Hvad ville der ske, hvis du ringede og sagde, at du elsker ham?” spurgte Oskar.
Hun lo, rystede på hovedet og så ud ad vinduet. Og han begyndte at blive beruset, tog sin mobiltelefon frem. Han havde netop fået sit første job som ejendomsmægler, og på den første arbejdsdag havde han fået sin egen mobiltelefon, ingen anden, han kendte, havde en. Han lagde telefonen på bordet foran hende.
”Ring til ham nu!” sagde han.
”Ring og sig, at du elsker ham.”
”Han vil bare tro, det er for sjov,” sagde hun.
”Ring!”
Det var første gang, han så noget andet i hendes blik. Hun havde været så fuld af selvtillid. Lige fra første øjeblik, da politifolkene greb fat i hende, var det, som om hun vidste, at ingen kunne gøre hende noget. Men nu skete der noget, der kom pigede træk i hendes ansigt, da hun så ned i bordet, og hun vendte sig om for at få bartenderensopmærksomhed, ville bestille noget mere at drikke.
”Nu ringer du!” råbte han.
Hun kunne ikke sige nej. Nu her bagefter ved han hvorfor. Hun var vant til altid at være den, der bidrog medgalskaben, det her kunne lige så godt have været hendes idé. Hun tog telefonen og begyndte at taste nummeret, og Oskar satte sig over på hendes side af bordet, deres tindinger mod hinanden og telefonen mellem deres ører, og hendes far svarede i den anden ende.
”Hej far, det er mig.”
”Hej du.”
”Vækkede jeg dig?”
”Nej, nej,” svarede han.
”Hvor er du henne?”
Han husker farens dybe stemme, som knækkede over indimellem, som om stemmebåndene var blevet skadet engang, og hun fortalte, at hun sad på en restaurant.
”Jo,” sagde hun.
”Jeg ringede bare for at sige …”
Oskar kunne mærke, hvordan hun stivnede.
”Jeg ringede bare for at sige … at jeg elsker dig.”
”Ninen,” svarede faren og sukkede.
”Ninen,” gentog hun – og begyndte at græde.
Oskar stirrede målløs på hende, som hun sad der og græd, og lidt efter rømmede hun sig, fattede sig.
”Ja, vi høres ved snart,” sagde hun og lagde på, og endnu en bølge af sorg kom over hende, hendes spinkle krop skælvede forsigtigt.
Hun lagde hænderne for øjnene, og han sad bare der naglet til stolen, vidste ikke, hvad han skulle gøre for at trøste. Han vidste jo ingenting, vidste intet om alt det, han siden ville erfare og blive en del af, blive forandret af. Han anede ikke, at han havde åbnet vinduet til noget, der sad allerlængst inde.
Så udstødte hun et suk, der gav genlyd i baren, som om hun var træt af sig selv. Hun tog en ny cigaret, men fortrød straks og stoppede den tilbage i pakken. Oskar strøg det hår tilbage, der var faldet ned foran hendes ansigt. Han lod hånden ligge der, lagde den over hendes kind, og de så på hinanden, og han kan huske, hvor svært det var for ham at se hende i øjnene, han måtte hele tiden tvinge sit flakkende blik væk.
Der kyssede de hinanden første gang. Og han ved ikke, hvor længe kysset varede, han husker bare, at da han næste gang så op, var de helt alene i baren. Lamperne var blevet tændt, personalet var ved at lukke og ryddede dem ligesom ud af lokalet.
”Er aftenen ved at være slut?” spurgte hun med en lille latter.
”Jeg ved det ikke,” svarede han.
”Et enkelt glas mere kan vi vel godt klare,” sagde hun.
Og de gik ud i varmen, ud på Vasagatan, som var fuld af mennesker, selv om det var over midnat. De passerede et par lukkede barer, og Oskar husker, at hun foreslog, deskulle gå til den nederste del af Humlegården, hvor skaterne holdt til om natten, hun kunne godt lide at sidde der og se på, når de faldt, sagde hun, for hun vidste ikke noget sjovere end at se drenge, der slog sig.
Indimellem tænker han tilbage på den aften og spørger sig selv, hvorfor han ikke så advarselstegnene, eller, det er ikke rigtigt: Han så dem, men blev bare fascineret, tolkede dem som noget andet. Fortæl om din familie, havde han sagt, og hun fortalte, at hun havde en søster, men de havde ingen kontakt. De havde ikke set hinanden, siden de var børn, sagde hun.
”Hvorfor har I ingen kontakt?” spurgte han.
”Fordi hun ikke kan lide mig,” svarede hun.
Hvad så med moren? Nej, hende havde hun heller ikke haft kontakt med, siden hun var barn. Hun ville ikke gå i detaljer, men forældrenes skilsmisse var endt i uenighed om forældremyndighed, og familien var blevet splittet. Hun åbnede døren på klem til en familie i ruiner, og hun var nærmest helt uberørt, da hun fortalte om det. Det var bare en spøjs historie i den stockholmske nat. Han burde have holdt sig langt væk fra hende, der var meget, der ikke var, som det skulle være.
På et tidspunkt gjorde hun ham helt mundlam den aften. De gik lige bag en mand på hans egen alder, som havde en form for skade og slæbte det ene ben efter det andet, og så begyndte hun pludselig at efterligne hans gang, haltede på samme måde som ham, kun i et par sekunder, så holdt hun op igen.
Han forstod slet ikke hvorfor, det var bare hjerteløst. Hun virkede umoden og uinteressant, men i næste sekund kunne hun sige noget, som han vidste, ville blive hos ham altid.
”En eneste gang i livet,” sagde hun, da de gik gennem natten.
”Kun én gang i livet sker det, at man får øje på sig selv, og det, og kun det, vil enten være det lykkeligste eller værste øjeblik i ens liv.”
Han bad hende gentage det, hun lige havde sagt, og det gjorde hun.
”Er det sket for dig?” spurgte han lidt efter.
”Har du fået øje på dig selv?”
”Nej,” svarede hun.
”Jeg leder stadig.”
Hele tiden følelsen af at stå i begyndelsen af et eventyr uden at vide, hvordan det ender. Eller at hun befandt sig i begyndelsen af et eventyr, og der var tegn på, at hun måske ville tage ham med. Da de krydsede Kungsgatan, passerede de en flok højlydte forretningsfolk i jakkesæt, der tilsyneladende havde haft en våd aften. Og hun vendte sig om og så efter dem, da de slingrede videre.
”Kom!” råbte hun til Oskar.
”Vi går efter dem, de kan få lov at bestemme, hvordan vores aften ender.”
Sådan var hun; hun forbandt ham med verden. Hun indhentede flokken af mænd og smeltede sammen med dem, og de gik ind på en bar, og hun introducerede dem for sin ungdoms druklege, og bartenderen fulgte modvilligt hendes anvisninger og hældte en gennemsigtig, tyktflydende væske op, som hun satte ild til, og hun slog næven i bardisken og gjorde grimasser, og de dumme samtaler senere, som Oskar indimellem var en del af og indimellem havnede udenfor, og så betragtede han dem, der betragtede hende, mændene, så i deres øjne, hvordan de så på hende.
Han så dem gøre sig til for hende, og fra tid til anden sendte hun ham et hurtigt blik, som for at sige, at den her aften er vores, din og min, og det her er bare en lille adspredelse. Hun fik ham til at tro, at de blot legede med mændene, men i virkeligheden legede hun også med ham.
”Jeg er årtusindets knald,” sagde hun pludselig til flokken.
Påstanden gjorde, at stemningen ændrede sig, mændene blev tavse. De var vel omkring de halvtreds, måske ældre, og hun langt yngre. Hun gentog det med stadigt længere pauser mellem ordene.
”Jeg. Er. Årtusindets. Knald.”
Han opfattede hele situationen som truende, da mændene nærmede sig hende fra alle retninger, nu rovdyr. Han rejste sig og trak hende væk derfra, og da de kom ud på gaden, var han bedrøvet. Hvorfor havde hun opført sig sådan? Han var ikke nok for hende, og det ville han aldrig være.
Alt, hvad han og hun har gennemlevet i det døgn, der ligger forud for togrejsen, bunder naturligvis i netop dette. Hendes løgn, som blev afsløret i går. Den kunne han have forudset, hvis han blot havde været lidt mere opmærksom den der første aften, for svigtet havde været hos hende fra begyndelsen, hun bar på det allerede dengang.
Toget er ude af tunnelen nu, de er på den anden side af bjerget, lægger hovedstaden bag sig. De rejsende er begyndt at falde ind i deres sæder. Nogen har åbnet en madpakke, en anden vakler frem i den krængende vogn og forsvinder ind på toilettet, lukker døren efter sig med et overraskende højt smæld.
Og uden for vinduet, højhusene på rad og række og motorvejene, der løber over og under hinanden, så pludselig noget andet, grønne pletter mellem betonen, små skovpartier og søer, da toget maser sig væk fra storbyen, ind i sensommeren. Og så sætter toget uforklarligt farten ned og standser.
Det holder stille med udsigt over en eng. Femten minutter nåede de at køre, før toget begynder at gøre vrøvl. Det er næsten fascinerende usselt. Ingen meddelelser fra personalet, han ser ned i bordet, mærker irritationen vokse. Hans indre tryk stiger.
Togkontrolløren, som er forelsket i sin egen stemme, fortæller langt om længe, at de var nødt til at standse for at afvente et modkørende tog. Han ser på hende, og hun lader, som om hun sover. Der løber en sveddråbe mellem hendes bryster, og han spekulerer et kort øjeblik over, hvor den løber hen.
Slutningen på den legendariske historie om, hvor de mødte hinanden. De skød genvej gennem Kungsträdgården og gik over Skeppsbroen, via Slussen op mod Stigberget, hvor hendes lejlighed lå. Da de var fremme, var det begyndt at lysne, og hun fnisede, da hun ikke kunne finde den rigtige nøgle, låste op med usikker hånd.
”Jeg er nødt til at spørge,” sagde han, mens han stod og ventede på, at hun skulle få døren op.
”Havde du penge på kortet?”
Hun så hurtigt op på Oskar.
”Nej,” sagde hun.
Og så gik de ind.
Der har vi den i al sin pragt, den storslåede historie om, hvordan de mødte hinanden. Som altid er blevet fortalt som en umådeligt romantisk historie. Men nu slår det ham, efter det, der skete i går aftes. At deres historie begyndte, nøjagtig som den sluttede, med en løgn.
Malma station
⭐️⭐️⭐️⭐️ “En roman, der rører én dybt. Med den forurettedes forståelse for barnets manglende tarv og et rasende greb om stoffet flår Schulman sig ind i sine læseres bevidsthed og kommer til, spår vi, at give varige mén.” – Berlingske
Alex Schulmans nye roman Malma station udspiller sig på et tog. Fem personer er på rejse gennem Sverige: et ægtepar i krise, en enlig far og hans datter, og en ung kvinde, der søger svaret på den gåde, hendes mor efterlod hende med.
De rejser alle mod Malma station, og hverken de eller læseren ved, hvordan deres skæbner hænger sammen. De ved heller ikke, at det der sker på endestationen vil ændre deres liv for evigt. Malma station er en bevægende fortælling om hemmeligheder og nedarvede familietraumer på tværs af generationer – og om jagten på sandheden, der kan forandre alt.
Andre bøger af samme forfatter
Overleverne
♥️♥️♥️♥️♥️♥️ “En fantastisk bog. Ubarmhjertig, øm og overraskende” – Femina
★★★★★ “Løfter sig højt, højt op over det meste” – Jyllands-Posten
♥️♥️♥️♥️♥️ – Politiken
For første gang i 20 år er tre brødre kørt sammen op til den ødegård i Sverige, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Med sig har de deres mors aske, som de har planlagt at sprede ved stedet.
Sidst de besøgte stedet skete der noget, der resulterede i, at de aldrig tog tilbage til ødegården. Noget de aldrig har talt om, og som de tre brødre opdager, at de har meget forskellige erindringer om.
Overleverne er en rørende og foruroligende roman om at forstå sin familie og om at genopleve sin barndom og de hændelser, man er præget af.
Brænd alle mine breve
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “En fænomenalt god bog” – JYLLANDS-POSTEN
“Fremragende … helt suverænt udført” – WEEKENDAVISENAlex, som er forfatter og far til tre, indser efter mange års opslidende skænderier, at han bærer rundt på en enorm vrede. Hans underliggende mørke skræmmer hans hustru og børn, og han tager på en rejse for at finde roden til vreden, og granske sin amiliehistorie.
Kan vreden nedarves gennem generationer? I sin søgen på svar rettes fokus mod hans morfar, forfatteren Sven Stolpe, og ved hjælp af 80 år gamle breve og dagbogsuddrag folder en tragisk fortælling om forbudt kærlighed og jalousi sig ud.
Brænd alle mine breve er en medrivende og intens spændingsroman om kærlighed, rivalisering og hævn. Og om hvordan en enkelt mands vrede kan sætte varige spor, både i litteraturen og i familien.
Glem mig
Glem mig er en anmelderrost fortælling om en søns komplicerede relation til sin alkoholiserede mor.
Som voksen forsøger Alex Schulman at overtale sin mor til at lade sig indlægge på en afvænningsklinik, for han ønsker sin mor tilbage.
I et forsøg på at forstå hvad der gik galt i deres relation, kigger Alex Schulman tilbage på sin barndom.
Læserne kommer helt tæt på forfatteren, og får indblik i Schulmans længsel efter at reparere forholdet til sin mor – og i den smerte det har været at vokse op med en alkoholiseret mor.
I Alex Schulmans nye roman Malma station møder du fem mennesker på togrejse gennem Sverige, alle med sammenvævede skæbner og hver deres bagage – i mere end én forstand. Begynd din læsning af Malma station her.
I Malma station følges et ægtepar i krise, en enlig far og hans datter og en ung kvinde, der søger svaret på den gåde, hendes mor efterlod hende med. Fælles for alle fem skæbner er, at det, der sker på endestationen, kan forandre forståelsen af deres liv.
Ligesom i sine foregående bøger, så skriver Alex Schulman sig ind i de intime rum, der findes mellem børn og forældre. Historien fortælles af flere personer og springer i tid, men som romanen skrider frem, forbindes de fortællende stemmer med hinanden.
LÆS OGSÅ: Hvordan en kikset samtale blev til en international sensation. Mød svenske Alex Schulman.
Læs de første to kapitler af Malma station og oplev Alex Schulmans gribende fortælling om relationer mellem ensomme børn og uformående voksne og om de sårede følelser, der kan kaste skygger over et menneske gennem et helt liv.
Malma station
Alex Schulman
1
Harriet
Hun står i sin fars skygge på perronen og betragter ham, mens han står og misser mod den lave morgensol. De venter. Hun leder efter tegn på irritation i hans blik og bevægelser. Hun er særligt opmærksom i dag, fordi de foretager rejsen for hendes skyld, og det får hende til at føle, at hun står i gæld til ham.
Det er på grund af hende, at faren står her nu, hun bærer varmen, bærer den tidlige morgen, bærer togets forsinkelse, hun er ansvarlig for alt, hvad han fra og med dette øjeblik må udholde, og han er tavs og umulig at læse.
Asfaltens varme trænger op gennem skosålerne. Harriet er klædt helt i sort, for det er man til begravelser. Hun har sin fars kamerataske over skulderen og sætter den ikke ned på jorden. Ikke engang da hun hører, at toget er forsinket, og at de måske skal stå der et godt stykke tid endnu, stiller hun den fra sig. I tasken er der objektiver for flere tusind kroner.
Hun ved, at udstyret er vigtigt for faren. Hun ved også, at det er hendes fremtid, hun bærer over skulderen, for en dag skal hun arve det hele, og hver gang han siger det til hende, er det, som om der bliver lagt noget tungt på hendes skuldre. Faren renser sit udstyr en gang om ugen, og der vil han altid have, at hun er med.
De sidder under det gule skær fra køkkenlampen, og han lægger objektiverne op ved siden af hinanden på køkkenbordet, og indimellem rækker han hende et af dem.
”Mærk lige den her fyr,” siger han.
Og hun vejer det i hånden, objektivet er massivt og tungt, får hånden til at synke ned mod bordet.
”Og den her,” siger han. Han rækker hende et nyt.
”Kig lige ind i den fyr.”
Faren kalder mange forskellige ting for ”fyre”. Især ting, han har købt og sætter pris på, men også andre ting; i bilen, for eksempel, kan han pludselig standse op, hvis han får øje på et rådyr, og pege:
”Se lige den fyr der.”
Et væltet træ i skoven kan også være en fyr, hvis det er et stort træ. Men han bruger det mest om ejendele, ikke kun sine egne, han er også generøs med at rose andres ting. Han kan fløjte imponeret i bilen, hvis han havner bag en Porsche.
”Sikke en flot fyr.” Det er et fint træk, hun kan godt lide sin far, når han siger sådan.
Måske vil faren gerne sidde lidt ned? Hun ser sig om, men bænkene er allerede optaget af andre passagerer, de ser fjollede ud, strakte halse på række, der uroligt leder efter tegn på et tog, der aldrig kommer.
En togkontrollør går med hurtige skridt forbi dem på perronen, og nogen spørger, hvad der sker, og så peger manden bare ud på baneterrænet, som om svaret findes et sted derude, og at han var på vej ud for at lede efter det.
Og så pludselig opstår en hektisk bevægelse, da en stemme meddeler togets ankomst, alle får så travlt, som om de er sikre på, at toget kun vil standse på stationen et kort øjeblik. Men faren har ikke travlt. Det har han aldrig.
Der er noget ved hans bevægelser, det er, som om han gør alt i halvt tempo. Der er intet, der sker lige pludselig, intet er impulsivt, Harriet har fornemmelsen af, at alt er udtænkt på forhånd. Nogle gange forestiller hun sig, at han allerede om morgenen beslutter sig for, hvordan han skal bevæge sig rundt hele dagen, fra morgen til aften, og bagefter går dagen, nøjagtig som han havde tænkt sig.
Måske er det derfor, han aldrig viser følelser, for intet kan nogensinde overraske ham, han er aldrig uden svar. Nu står han og ser på dem, der skynder sig frem mod togvognene, han lader dem gøre det, og til sidst sætter han langsomt i bevægelse, og hun følger efter ham. Der er lige så varmt i kupéen som udenfor, hun går gennem togvognen og ser, at folk sidder og ser utilpasse ud.
Hun sætter sig på en vinduesplads over for sin far. Han gør tegn til, at han vil have kameratasken, og hun rækker den til ham. Hun ser ud gennem vinduet og betragter den langsomt affolkede perron. Lydene omkring hende kommer nærmere, den knitrende lyd af aviser, der bliver foldet ud, en dåsesodavand, der bliver åbnet, og samtaler, der begynder at tage form, små stumper af konversation.
Da hun først er begyndt at lytte, kan hun ikke lukke af for lydene igen, samtalerne lyder som en svag nynnen, der danner melodier, fortællinger om deres liv. Og de fleste af dem, hun lytter til, lyder hverken triste eller tyngede af et uforklarligt pres. Og hun er hele tiden bange for at blive konfronteret af nogen, der får øje på hende – hvorfor sidder du og lytter?
Hun skal ikke sidde og lytte.
Hun husker den aften for to år siden, hvor hun og hendes søster skulle sove, og på den anden side af væggen var køkkenet, og der sad moren og faren. Hun kunne krystalklart høre hvert et ord. Det var næsten underligt – forstærkede væggen mellem køkkenet og pigernes værelse i virkeligheden lyden?
Sådan måtte det have været, for det var, som om hun sad inde hos dem, og hun hørte sukkene, den skrabende lyd af stolene, køleskabets lave summen, der holdt op, da faren åbnede det.
Han stod lidt for længe og kiggede ind. Moren brød sig ikke om, når nogen i familien lod køleskabsdøren stå åben for længe, hun brød sig ikke om ubeslutsomheden – ”så gør dog noget!” – og hun var også bekymret for økonomien; hun havde fået den idé, at den åbne køleskabsdør var årsagen til de høje elregninger.
Og derfor skete det, at hun pludselig råbte: ”Lad være med bare at stå der – luk døren!”Men den aften fik faren lov at stå længe ved køleskabet og se ind på mulighederne på hylderne, uden at moren sagde noget.
Det gjorde Harriet opmærksom, noget var ikke, som det plejede at være. Raslende lyde af papir, faren tog en pakke skinke frem, stillede noget tungere på køkkenbordet – smørret? Han åbnede fryseren, tog isterninger. Faren drak mælk med is, det gjorde han altid.
Hårde lyde og skramlen fra bestikskuffen, som om nogen gravede i en guldskat. Hun kunne høre, at moren tændte stearinlysene på bordet, og der blev sat tallerkener frem, så blev der stille, og det var der i lang tid, og Harriet lå der i sengen og lyttede til de ildevarslende lyde, da de satte sig over for hinanden ved vinduet.
”Hvordan gør vi det her?” spurgte moren.
Faren svarede ikke. Hvad foregik der på den anden side af væggen?
”Vil du have?” spurgte han.
”Ja, tak,” svarede hun.
Den venlige tone imellem dem. Deres bløde stemmer mellem bidderne. Betænksomheden, den næsten overdrevne velvilje. Vil du have noget at drikke? Jeg henter. De virkede mere enige end nogensinde.
”Jeg går ud fra, at du flytter op til ham,” sagde faren.
”Ja,” svarede moren.
”Han har god plads, også til børnene.”
”Du tager ikke dem begge to med.”
”Nej,” sagde moren. ”Jeg foreslår, at jeg tager Amelia, og du tager Harriet.”
Han lo, helt kort.
”Jeg havde tænkt mig at foreslå det modsatte,” sagde han.
”Du vil have Amelia?” spurgte moren.
”Ja.”
Og så tavsheden, mens de tyggede. Et glas blev fyldt op.
”Amelia og jeg står hinanden meget nær,” sagde moren.
”Og vi deler jo ridningen.”
”Det gør jeg også.”
”Du rider da ikke?”
”Nej, men Amelia og jeg står også hinanden meget nær.”
”Hvorfor vil du ikke have Harriet?” spurgte moren.
”Hvorfor vil du ikke have hende?”
”Nu spørger jeg dig,” sagde moren.
Harriet lå i sengen og stirrede op i loftet.
”Det ved du lige så godt som jeg,” sagde faren. Han drak af mælkeglasset.
”Jeg synes, det er svært med Harriet. Vi svinger ikke rigtigt.”
Sengen, Harriet lå i, var smal og havde høje trækanter, som en kiste uden låg, og det var holdt op med at regne udenfor, og uvejret var drevet over, ingen blæst, der ruskede i trækronerne i parken udenfor. Nu var der ingen andre lyde end hendes forældre, der sad og spiste i køkkenet og førte deres lavmælte samtale.
De svingede ikke rigtigt.
Bagefter havde hun syntes, at det var så diffust, så svært at forholde sig til. Hvad skulle hun gøre for at forbedre sig? Hun ville så gerne have, at de svingede, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at opnå det.
Hun vendte sig mod sin søster i sengen.
”Amelia,” hviskede hun.
”Hørte du det?”
Hendes søster svarede ikke, men i halvmørket kunne Harriet se, at hun var lysvågen, hun lå også på ryggen og så op i loftet.
”Amelia.”
”Det passer ikke,” hviskede søsteren langt om længe.
”Du skal ikke høre på dem.”
Forældrene talte ikke mere om det den aften, samtalen fortsatte formodentlig et andet sted, og et par dage senere, en eftermiddag, blev søstrene kaldt ind i køkkenet én efter én.
Moren åbnede en cola og rakte den til Harriet, selv om det ikke var lørdag. Den var varm, og boblerne voksede i svælget, da hun drak. Hendes forældre smilede så underligt. De skulle skilles, sagde moren, og eftersom de skulle bo så langt fra hinanden, var det bedst at dele børnene, og Harriet skulle bo hos faren, og Amelia skulle bo hos moren. Harriet ventede på, at faren skulle sige noget, men han var tavs. Hun skævede til ham, og så hansudtryksløse ansigt, hun havde ondt af sin far, fordi han ikke havde fået det, som han ville.
De sidder over for hinanden ved vinduet i toget, og faren ser hele tiden hen over hendes hoved for at holde øje med dørene. Hun ved, hvad han venter på, og hun er parat, de har gennemgået det grundigt forinden – når han giver signal, må de være hurtige. Han åbner kameratasken, som han har på skødet. Blikket hviler på indgangen, han behøver ikke se ned, han kender sin kamerataske ud og ind. Brillerne gør hans øjne mindre, to sorte prikker bag glassene. Det er aldrig til at vide, hvad han tænker.
Hun ser ud ad vinduet, de kører på broer højt over vandet, toget kører hurtigt, blomsterne i grøftekanten ved sporet danner en blå fartstribe. De har forladt byen nu og passerer forstæder og siden gårde og grønne marker, og hun kører baglæns og ser mennesker glide forbi og svinde ind igen, deres liv bliver små felter, som opløser sig i landskabet. Så sætter toget farten ned – for så at standse helt.
En stemme i højtaleren fortæller, at strækningen foran dem kun har et spor, og at de må vente på et tog, der kommer fra den modsatte retning. De holder i dalen på en eng, de har blomster op til hagen. Hvis sommeren
stiger ti centimeter mere, så drukner de. Lidt længere ude på engen kan hun se to fugle med lange, tynde ben, som står og ser ud over dalen, og hun kommer til at tænke på dengang, hendes far viste hende et egern, han havde fået øje på i et træ.
Se lige den lille fyr der. Dyret var helt ophørt med det, det ellers var i gang med, og stirrede nu fuldstændigt ubevægeligt ud over skoven. Som paralyseret, fastlåst i en tanke.
”Han sidder der og mindes,” havde faren sagt, og hun havde syntes, at det var en så forfærdelig tanke, uudholdelig.
For det gjorde sorgen i verden større, byrden lå ikke kun hos mennesker, men også hos dyrene, og derfor måtte hun også tage ansvar for dem. Og da hun nu ser de to fugle ude på engen, tænker hun, at de mindes noget fra deres barndom, og det gør hende ked af det.
For et par måneder siden lærte de om hjernen i skolen og fik lektier for. Alle skulle skrive et minde ned såudførligt som muligt. Om aftenen fortalte hun faren om opgaven, og han lyttede interesseret.
”Hvilket minde vil du så skrive ned?” spurgte han.
”Det ved jeg ikke, noget, fra da jeg var barn.”
Faren lo og sagde:
”Du er otte år gammel. Du ER et barn.”
Senere sad hun på sit værelse og skrev om det krucifiks, faren havde hængende på væggen. Før havde det hængt over hans skrivebord, men efter skilsmissen havde han hængt det på væggen over hovedpuden.
Hun har set faren falde ned på knæ ved siden af sengen og folde hænderne og bede. Når han ikke er i rummet, går hun nogle gange hen og ser på korset. Jesus i mørkt metal mod det sortmalede træ, klædet rundt om livet, som en ble. De store søm, der går gennem hans håndflader, og det enkelte søm, der er hamret gennem begge hans fødder, det ene knæ foran det andet, hvilket gør ham kvindelig på en måde.
Guds søn ser med fast blik ud over sengetæppet, og hvis hun stiller sig lige foran korset og ser på ham, er det, som om han også ser på hende. Faren har fortalt, at det kunne tage de korsfæstede flere dage at dø, indimellem en hel uge, og når de endelig gav slip på livet, var det ikke på grund af sårene, men af sult eller tørst.
Det skrev Harriet om, og bagefter beskrev hun et minde, der var et år gammelt, og som udspillede sig lige efter skilsmissen. Hun var på besøg hos sin farmor. Farmoren havde eksem på hænderne og brugte kartoffelmel for at lindre kløen, hun bar altid rundt på melet i en lille stofpose, og Harriet husker, hvordan det støvede og hvirvlede rundt i små partikler, når det blev oplyst af solen, der fandt ind gennem de store vinduer.
Nogle gange tog farmoren gennemsigtige plastichandsker på, og så lod hun kartoffelmelet sive ned langs håndleddet, fyldte op, når det begyndte at klø igen, og ud på aftenen var de tynde handsker altid fulde, tunge af det hvide pulver.
Farmoren var bange for at dø, og var optaget af det, sad ofte tavs og fjern ved bordet. Og når frygten for at dø blev for stor, gik hun indimellem hen til klaveret og slog af fuld kraft mod tangenterne, så det føltes, som om hele verden styrtede sammen. Så blev hun siddende ved klaveret og gned hænderne så hårdt mod hinanden, at plastichandskerne knirkede.
Det var kun alkoholen, der kunne trække hende tilbage. Hun drak køleskabskold rødvin, og efter et par glas blev hun selskabelig og begyndte at stille spørgsmål. Engang fortalte Harriet hende, at en skolekammerat havde givet hende en fransk manchet, og farmoren spurgte, hvad en fransk manchet var for noget, og hun forklarede, at man vrider huden på armen i hver sin retning med sine hænder, som en karklud, og farmoren lo.
”Vis mig det,” sagde hun og trak ærmet på sin silkebluse op.
Og Harriet vred sin farmors tynde arm, og det begyndte at bløde, og farmoren skreg højt og skingert, og blodet blev ved med at løbe ned over hendes arm, og hun begyndte at lede i skabene efter førstehjælpskassen, men kunne ikke finde den nogen steder. Skabe, der blev åbnet og lukket til farmorens jamren.
”Så hjælp mig dog med at lede, menneske,” sagde hun, men Harriet kunne ikke. Hun stod paralyseret midt påkøkkengulvet med farmorens blod på sine hænder. Faren måtte komme tidligere og hente hende, og da hun kom hjem den aften, gik hun forbi farens værelse, og der hang korset over sengen, og da hun så på Jesus, syntes hun, at han så på hende på en ny måde.
Hun afleverede opgaven, og så tænkte hun ikke mere på det, men en eftermiddag, da hun kom ind på sit værelse, sad faren ved hendes skrivebord og læste i hendes stilehæfte.
”Har du afleveret det her?” spurgte han.
”Ja,” svarede hun.
Han læste videre, mens hun stod tavs ved siden af ham, og så lukkede han bogen og så ned i gulvet.
”Du har en god hukommelse,” sagde han.
”Ja,” svarede hun.
”Men der er noget, du skal vide. Det, der sker i vores hjem, skal ikke videre.”
”Okay.”
”Jeg vil ikke have, at folk skal vide, hvad jeg har på væggene, om jeg beder bønner, eller om jeg er gift eller skilt. Det er respektløst af dig at skrive den slags. Forstår du det?”
Hun nikkede. Han blev siddende lidt med sit udtryksløse blik. Så gik han. Harriet tog stilehæftet og lagde det ned i en skuffe.
Toget holder stadig stille på engen, mens det venter på et modkørende tog. Varmen udenfor trænger ind i vognen, i takt med at toget bliver varmet op af solen. Hun ser de to fugle, der står helt stille og mindes, og pludselig hører hun den velkendte lyd af et foto, der bliver taget. Hun vender blikket mod sin far, ser ikke hans ansigt, for kameraet er i vejen.
Han retter stadig linsen mod hende, stiller ind på hende, måske vil han tage et billede til. Hun kan godt lide, når han fotograferer hende, det føles godt. Harriet smiler til ham og laver V-tegn med den ene hånd.
”Nej,” siger faren. Han sænker kameraet.
”Hvorfor skal du skabe dig på den måde?”
Han lægger kameraet fra sig på bordet mellem dem og ser væk. Harriet vil så gerne have, at han skal give hende en chance mere, men øjeblikket er forpasset. Hun bliver ked af det igen, følelserne lægger sig under øjenlågene, uroen hamrer i brystkassen, hun ser ned i bordet. Hun vil ikke begynde at græde nu, hendes far kan ikke lide det. Så tager faren endnu et billede af hende.
Han fingerer ved kameraet, justerer på lyset. Hun ser ud ad vinduet. Den ene fugl letter og flyver lavt hen over det høje græs, den anden bliver stående og kigger. Lidt efter letter den også.
”Nu!” hvæser faren.
Det hele går så hurtigt. Han rejser sig, og hun er lige så hurtig, de træder et par skridt ud på midtergangen, og hun ser konturerne af konduktøren i den anden vogn, på vej ind i deres, og de går hurtigt ind på toilettet og lukker døren bag sig. Faren låser. Og Harriet låser straks op igen.
”Hvad laver du?” hvisker han, og øjnene er nu store og urolige.
”Hvis han ser, at der er nogen herude, så venter han måske udenfor, til vi kommer ud,” svarer hun.
Han tænker efter et øjeblik og nikker så. Han står med bøjet hoved lige ved døren. Hører konduktørens skridt, da han går forbi lige udenfor.
”Nye rejsende,” siger stemmen på den anden side af døren.
”Ja, det var nye rejsende fra Stockholm.”
De venter, og så åbner faren forsigtigt døren og kigger ud. De forlader hurtigt toilettet, sætter sig, smelter sammen med de betalende passagerer. Han nikker kort til hende, og hun nikker tilbage. Og hendes puls er høj, og hun har kvalme, føler trang til at kaste op, fordi hun gør noget, man ikke må, men noget stærkere breder sig inde i hende, en varme, en lille brand i brystkassen, da hun ser på ham, og han ser på hende, og de smiler til hinanden.
De svinger.
2
Oskar
Der er varmt på perronen, og en irritabel stemning hersker. Toget er forsinket, og ingen giver besked. Da en stemme fra højtalerne endelig forkynder, at toget ankommer til perronen om et øjeblik, får de rejsende travlt, alle på nær hans kone. Hun står roligt tilbage, leder efter noget i sine lommer. Oskar betragter hende, mens hun trykker hænderne ned i sine stramme jeans, leder i jakkelommen og i håndtasken, og til sidst finder hun det, hun leder efter, det var en lighter. Nu kommer toget, men nu vil hun altså ryge.
”Skal vi ikke gå?” spørger Oskar.
”Jeg skal bare lige have en cigaret.”
Hun holder en beskyttende hånd om flammen, selv om luften står stille, trækker røgen dybt ned i lungerne. Han venter. Lyden af skrabende rullekufferter helt tæt på, og den svage buldren fra morgentrafikken på en eller anden motorvej et stykke derfra. Det er endnu en varm dag.
Klokken er halv otte om morgenen, det er den syttende september, og den her sommer slutter aldrig. Perronen tømmes hurtigt for mennesker, men hun ryger, som om hun ved, at toget ikke kører nogen steder uden hende.
Da de stiger på, går han lige bag hende, og han mærker en svag duft af den parfume, hun bar i går. Hun bevæger sig hurtigt ned ad den trange midtergang, og han betragter blikkene hos dem, der får øje på hende for første gang. Det gør han altid, selv nu gør han det. Hun slår sig ned ved en vinduesplads, hugger bare et sæde. Oskar bliver stående i midtergangen, ser ned på deres billetter.
”Det her er ikke vores pladser,” siger han.
”Det er da lige meget, du kan jo se, at toget er næsten tomt,” siger hun.
Nej, det er på ingen måde tomt, og der kommer jo nye passagerer længere fremme på ruten. Oskar bryder sig ikke om at sidde på andres pladser, for så kan han ikke slappe af. Og hvis der pludselig står nogen foran ham og rømmer sig og peger på deres billet, og de er nødt til hurtigt at pakke deres ting sammen og luske derfra, vil han føle sig ydmyget.
Han sætter sig over for hende. Toget forlader perronen uden at gøre noget væsen af sig, glider over Centralbroen uden en lyd, havet ligger stille på begge sider, selv Østersøen ser indbydende ud i dag, der er kun små krusninger, hvor strømmen er kraftig. Toget sætter langsomt farten op, og da det kører ind i tunnelen gennem bjerget, får han øje på sig selv i togvinduet og reagerer som altid med et vist ubehag, har lyst til at se væk, men alligevellader han blikket dvæle et øjeblik ved sit spejlbillede i det mørkegule skær.
Engang i barndommen tegnede han pikke med tusch på skoletoilettets væg, og en lærer greb ham på fersk gerning. Han blev sendt op til skoleinspektøren, der sad bag et stort skrivebord, og så ham i øjnene og sagde:
”Nu skal du høre noget sjovt. Da jeg mødte alle jer nyeelever første skoledag, fik jeg øje på dig i mængden, og jeg vidste straks, at der var noget med dig. Jeg tænkte: Hamder bliver der problemer med. Det kunne jeg se i dit ansigt – jeg kunne se, at der var et højt indre tryk.”
Formuleringen er blevet hos ham lige siden, hans indre tryk. Han betragter sit eget spejlbillede, sit alvorlige udtryk, den brede mund, læberne, som ikke lukker helt sammen. De brune øjne, som næsten ser sorte ud i det dunkle lys. Er det en mand med et højt indre tryk? Han ved stadig ikke, hvad det betyder.
En togkontrollør byder i højtalerne passagererne velkommen. Manden er lige lovlig begejstret for sin egenstemme, taler længere end nødvendigt, og Oskar får pludselig lyst til at udveksle et blik med hende om det, for de plejer begge at gøre grin med den slags mennesker, men det er selvfølgelig ikke det rette tidspunkt. Desuden harhun lukket sine øjne. Han kender hende og ved, hvad der vil ske; hun vil ikke falde i søvn, hun vil bare ikke snakke.
Det vil hun efterhånden sjældent. Han tænkte på det i går under det skænderi, de havde først om formiddagen og siden i løbet af aftenen og natten, tænkte på, hvor lange ordløse pauser der var. Et par sætninger antændte det hele, hun råbte, og han råbte, og anklagerne fløj gennem luften, men det meste af tiden sad de bare tavse. Som om de begge havde indset, at konflikten alligevel ikke kunne løses med ord.
Til sidst tændte hun to stearinlys der i køkkenet. Det var så underligt, som om hun ville gøre det lidt hyggeligt midt i undergangen. Hun troede måske, at de ville kunne bo derinde i tavsheden. Smøre en mad, læse en avis. Og her til morgen havde de fortsat været tavse.
De lukkede døren til lejligheden og gik stumme mod Centralstationen, og nu, hvor de har sat sig ind i toget, er de gledet endnu længere ind i stilheden, og hvis det her er slutningen på historien, så er det en lydløs slutning.
I begyndelsen af deres forhold talte de hele tiden. Deres første date på den der bar. Eller togrejsen lige forinden, hvor de mødtes første gang. Den legendariske historie! Fortæl toghistorien en gang til! De har fortalt den så mange gange, både til hinanden og til andre, at hun engang sagde, at hun knap selv kunne afgøre, hvad der var sandt længere. Men han husker det hele.
Han sad for mange år siden alene på et tog mellem Göteborg og Stockholm. Toget holdt længere end normalt ved en eller anden station. Til sidst løftede passagererne undrende blikkene fra deres aviser – hvad foregår der egentlig? Hvorfor kører vi ikke? Ingen meddelelser fra højtalerne.
Der gik et kvarter, og der opstod en stadig mere nervøs stemning i toget, efterhånden som passagerernes eftermiddagsplaner blev saboteret. Så blev døren pludselig smækket op, og hun skred ind, skyndte sig ned gennem toget. Hun havde en læderjakke på over en lang kjole med små, hvide knapper foran. Hun kastede sig ned på sædet over for Oskar.
Først da opdagede han, at hun havde et sår i hovedet, der piblede lidt blod frem lige ved øjenbrynet. Og så ankom de to politibetjente. De kom fra samme retning som hende, og de havde ikke travlt. De vidste, at hun ikke kunne slippe væk. Langsomt vandrede de gennem kupéen, det skrattede og hviskede fra deres radioer, nu havde de alles opmærksomhed. De standsede ud for hendes plads.
En af betjentene var bredere end den anden, han havde røde, irriterede pletter mellem øjnene og i panden. Han så betændt ud. Politimanden pegede på hende.
”Dig,” sagde han.
”Du kommer med os.”
”Nej,” svarede hun.
”Jo, du kommer med os med det samme.”
”Hvorfor?” spurgte hun.
”Du ved godt hvorfor,” svarede politimanden.
”Nej, det ved jeg ikke. Jeg skal til Stockholm, jeg har tænkt mig at tage det her tog.”
Politimanden trådte et skridt nærmere, og så råbte hun med ét, skingert:
”Du rører mig ikke!”
Politimanden bakkede straks, og det var, som om han blev forurettet, fordi det var lykkedes hende at skræmme ham.
”Skal jeg slæbe dig ud herfra?” sagde han.
”Men jeg har jo sagt det til konduktøren,” sagde hun.
”Jeg nåede ikke at købe billet på stationen, og da jeg ville betale her på toget, var der noget galt med deres maskine. Jeg kan betale, når vi kommer til Stockholm.”
”Det er ikke sådan, man gør,” sagde politiet.
”Men jeg har jo penge på kortet, det her er ikke min skyld.”
”Nu hører du på mig,” sagde den anden betjent og trådte et skridt frem.
”Du får et helt tog til at vente, bare fordi du ikke gør, som vi siger. Du har ingen billet, og du er nødt til at stige ud.”
Hun ignorerede dem, åbnede en avis, og Oskar kunne se, at politimændene nikkede kort til hinanden, knap mærkbart for nogen anden i togvognen, en fælles forståelse dem imellem, som var blevet forfinet gennem mange år af samme bøvl i tjenesten på gader og stræder.
Så greb de fat i hende. Han ved ikke, om de tog for hårdt fat, men hun skreg, og skrigene blev højere, da det lykkedes dem at få slæbt hende ud i midtergangen. Hun holdt fast i et af sædernes nakkestykke, og nu skete der noget i vognen. De passagerer, som hidtil havde siddet tavse og betragtet scenen, begyndte at protestere. Fra forskellige steder i togvognen lød der protester.
”Hvad laver I?”
”Slip hende dog!”
”Hun siger jo, at hun vil betale i Stockholm!”
Og hun blev ved med at råbe, at hun nok skulle betale, og situationen må pludselig have virket uholdbar for politimændene med alle de rejsende, der var på hendesside. De vidste ikke rigtig, hvad de skulle stille op. Et par passagerer havde rejst sig for at følge forløbet, og det var på det tidspunkt, Oskar besluttede sig. Han hævede stemmen.
”Hvad koster billetten?” spurgte han politiet. ”Hvor meget skylder hun?”
”Det ved jeg da ikke,” svarede politimanden.
”To hundrede,” sagde hun. ”Den kostede to hundrede kroner.”
Oskar tog sin pung og fandt to hundredkronesedler frem, som han rakte frem mod politifolkene.
”Jeg vil ikke have dem,” sagde den tykke. Han lo nervøst. ”Jeg er jo ikke konduktør.”
Oskar gav hende pengene i stedet.
”Så,” sagde han og vendte sig mod politimændene.
”Nu har hun penge til sin billet. Nu kan I godt gå.”
De to mænd blev lidt konfuse, det var, som om situationen blev for kompliceret for dem, for filosofisk.
De
andre passagerer måtte hjælpe til, der lød opfordrende røster fra hele kupéen, togvognen havde besluttet, at politifolkene skulle gå. Og det gjorde de også, til en mindre jubel, og hun trykkede håndfladerne mod hinanden og vendte sig rundt mod passagererne.
”Tak,” mimede hun, og hun satte sig ned igen og bøjede sig frem mod Oskar og tog fat i hans hænder.
”Du får pengene, så snart vi kommer til Stockholm,” sagde hun.
”Vi finder en automat med det samme.”
Toget forlod perronen, og uden for vinduet gled den svenske sommer forbi, og om bord på toget var alle passagerer forandrede. De var ikke alene længere, de var forenede. De havde stået op for den her kvinde, og de havde gjort det i fællesskab. Alt forekom let og blødt langs sæderækkerne, milde smil i togvognen, for hun var deres nu, de havde fået hende med sig, en pokal for deres godhed, som sad og glimtede på plads nummer 27.
Så kom konduktøren ind. Hendes sorte lædertaske med messingdetaljer over maven. Hun kontrollerede billetterne hos nye rejsende, og da hun nåede frem til Oskars plads, rejste kvinden sig hurtigt op. Hun krøllede de to sedler sammen, hun lige havde fået til billetten, og kastede dem mod konduktørens bryst.
”Her har du dine skide penge.”
Nu opstod en let uro i vognen.
For det her var vel egentlig unødvendigt.
Konduktøren bøjede sig frem, samlede sedlerne op og rettede dem ud.
”Du havde ingen billet,” påpegede hun stille og roligt.
”Så jeg tilbød dig at købe en her på toget. Hvis man køber billet på toget, må man betale med kontanter. Du havde ingen kontanter. Du ville betale med kort, men det kan man desværre ikke. Vi har ikke teknikken til det. Og så sagde jeg, at hvis man ikke har billet eller penge til at købe en billet, så må man stå af toget. Og så kaldte du mig luder.”
Konduktøren tog en billet frem, udfyldte omhyggeligt felterne på det lille stykke papir og rakte det til kvinden.
”Og ved du hvad?” fortsatte hun. ”Jeg vil ikke kaldes for luder.”
Konduktøren gik videre. Usikkerheden bredte sig i vognen. Havde hun kaldt hende luder? Hvem var den her kvinde, som alle havde taget i forsvar? Han turde nærmest ikke se på hende, så hende kun i udkanten af sit synsfelt, hendes mørke hår, som hun havde strøget om bag ørerne, og som hele tiden faldt frem over hendes ansigt.
Oskars far havde engang sagt til ham, at hver gang han så en smuk kvinde, skulle han forestille sig, hvordan hun så ud flået. Så løber man ikke risikoen for at blive forblændet af skønhed. Toget satte farten op, de var forsinkede, og da skumringen faldt på, var de stadig midt i Sverige, og han så elledningerne, som dykkede og rejste sig langs sporet, de elektriske hegn, der glimtede i den lave sol, en knaldgul eng, som kom og gik, og da solen gik ned, så han hende blive dobbelteksponeret i rudens spejl.
Oskar så ud på de små samfund og lamperne, som blinkede og blev tændt uden forhusene, de kørte en stund om kap med en lastbil på en af hovedvejene, eksploderede forbi stille indsøer, hvor bøjerne vippede over krebseruserne, de kørte ind i sommernatten, og han stjal sig hele tiden til at se på spejlbilledet i ruden, kunne ikke lade være med at kigge på hende.
Da de nåede frem til Centralstationen, sagde hun, at hun mente, der var en hæveautomat på Vasagatan, og Oskar spurgte hende, om de ikke skulle tage et glas i stedet. Bagefter kunne han ikke rigtig forklare det. Hun var langt yngre end ham, og det lignede ham ikke, han havde altid haft svært ved at nærme sig kvinder, blev altid genert og mistede mælet.
Undertiden tænker han på, hvem han var dengang. Han plejede at gå ind på trange barer lige før lukketid, stille sig ved bardisken med en øl, og så lod han menneskemængden afgøre aftenens forløb. Hvorfor gjorde han det? Måske for at mærke fysisk nærhed, være omsluttet af kroppe. Og hvis han så en kvinde, som han blev interesseret i, så kunne han lade sig føre i hendes retning, lade sig blive mast op imod hende.
Ind og ud af barer, altid alene. Og han sluttede gerne af på en natklub, hvor han kæmpede sig frem til de gigantiske højtalere og stillede sig ved bassen, lod sig gennembore af lyden.
Musikken gik i knoglerne, det gjorde ondt i skelettet, og når han vaklede ud på gaden i natten, hørte han ingenting, mærkede ingenting, så kun de forvrængede ansigter på dem, han passerede i den stockholmske nat, med enfornemmelse af lettelse; måske havde han mistet sig selv.
Derfor var det så uventet for ham, at han foreslog, de skulle tage et glas. Han talte ikke med kvinder på den måde. Men han vidste med det samme, at hun var noget særligt, og han havde mærket en stigende panik, jo nærmere de kom Stockholm. En frygt for, at hun snart ville forsvinde og være borte for altid.
Han ville have hende. Han forestillede sig hende flået, men også uden hud ville han have hende. De gik gennem Centralstationen og kom ud på Vasagatan. Stockholm var fugtigt, våde gader, et regnskyl måtte være kommet og gået, men det var stadig varmt, da de travede af sted med deres tasker. De gik ind på en bar, hvor der blev vist sport fra tv-skærme uden lyd, og satte sig ved et vinduesbord.
Han bestilte to bøffer, men hun rørte ikke maden. Hun drak øl og spiste nødder, tog fem, seks op i hånden ad gangen og stoppede dem i munden én efter én.
Hun spurgte, hvad han lavede, og han svarede, at han var ejendomsmægler, og hun fnisede og sagde:
”Du ligner ikke en ejendomsmægler.”
”Hvad arbejder du med?” spurgte han.
”Jeg er bibliotekar.”
Og han kom til at le, opfyldt af en selvtillid, han egentlig ikke havde.
”Bibliotekar,” sagde han.
”Du ligner virkelig ikke en bibliotekar.”
Hun trak på skuldrene.
”Jeg elsker bøger,” sagde hun.
”Hvad er den smukkeste sætning, du har læst i en bog?” spurgte han.
”Indimellem …” Hun holdt en pause og tænkte efter for at finde de rigtige ord.
”Indimellem kan jeg mærke, at mine ben giver efter under tyngden af alle de liv, jeg ikke lever.”
”Okay,” sagde han.
”Det lyder deprimerende.”
”Ja,” sagde hun og lo.
”Jeg bliver ofte nedtrykt ved tanken om alt det, der ikke sker.”
Hun tog en cigaret. Hun røg dem kun halvt og skoddede dem hårdt i askebægeret, som om hun pludselig var blevet træt af at ryge og havde besluttet sig for at holde op. Hvorefter hun hurtigt tændte en til. Og når hun fortalte noget vigtigt, lagde hun hånden på hans arm, som om det var det naturligste i verden.
Han ville hele tiden tættere på hende, bordpladen trykkede mod hans mave. Hun skar omhyggeligt bogstavet O ud af bøffen, O som i Oskar, og greb bogstavet af kød med tommelfinger og pegefinger og rakte det til ham. Han forstod ikke, hvad det betød.
Rundt om håndleddet bar hun en lille medaljon i træ, som hele tiden ramte bordpladen under samtalen, og han fangede den mellem to fingre og så på den. På den ene side stod hendes navn, og på den anden stod der: ”far”.
”Den er fin,” sagde han.
”Tja,” svarede hun, som om hun blev lidt genert.
”Har du et nært forhold til din far?”
”Det kan man ikke rigtig sige. Vores forhold har altid været lidt specielt. Han er ikke så god til at vise følelser. Han har for eksempel aldrig sagt, at han elsker mig.”
”Har du sagt, at du elsker ham?”
”En gang, da jeg var lille. Ved du, hvad han svarede? Han sagde ingenting, sad bare helt tavs.”
Hun så ned i bordet, der var et forsigtigt smil på hendes læber.
”Hvad ville der ske, hvis du ringede og sagde, at du elsker ham?” spurgte Oskar.
Hun lo, rystede på hovedet og så ud ad vinduet. Og han begyndte at blive beruset, tog sin mobiltelefon frem. Han havde netop fået sit første job som ejendomsmægler, og på den første arbejdsdag havde han fået sin egen mobiltelefon, ingen anden, han kendte, havde en. Han lagde telefonen på bordet foran hende.
”Ring til ham nu!” sagde han.
”Ring og sig, at du elsker ham.”
”Han vil bare tro, det er for sjov,” sagde hun.
”Ring!”
Det var første gang, han så noget andet i hendes blik. Hun havde været så fuld af selvtillid. Lige fra første øjeblik, da politifolkene greb fat i hende, var det, som om hun vidste, at ingen kunne gøre hende noget. Men nu skete der noget, der kom pigede træk i hendes ansigt, da hun så ned i bordet, og hun vendte sig om for at få bartenderensopmærksomhed, ville bestille noget mere at drikke.
”Nu ringer du!” råbte han.
Hun kunne ikke sige nej. Nu her bagefter ved han hvorfor. Hun var vant til altid at være den, der bidrog medgalskaben, det her kunne lige så godt have været hendes idé. Hun tog telefonen og begyndte at taste nummeret, og Oskar satte sig over på hendes side af bordet, deres tindinger mod hinanden og telefonen mellem deres ører, og hendes far svarede i den anden ende.
”Hej far, det er mig.”
”Hej du.”
”Vækkede jeg dig?”
”Nej, nej,” svarede han.
”Hvor er du henne?”
Han husker farens dybe stemme, som knækkede over indimellem, som om stemmebåndene var blevet skadet engang, og hun fortalte, at hun sad på en restaurant.
”Jo,” sagde hun.
”Jeg ringede bare for at sige …”
Oskar kunne mærke, hvordan hun stivnede.
”Jeg ringede bare for at sige … at jeg elsker dig.”
”Ninen,” svarede faren og sukkede.
”Ninen,” gentog hun – og begyndte at græde.
Oskar stirrede målløs på hende, som hun sad der og græd, og lidt efter rømmede hun sig, fattede sig.
”Ja, vi høres ved snart,” sagde hun og lagde på, og endnu en bølge af sorg kom over hende, hendes spinkle krop skælvede forsigtigt.
Hun lagde hænderne for øjnene, og han sad bare der naglet til stolen, vidste ikke, hvad han skulle gøre for at trøste. Han vidste jo ingenting, vidste intet om alt det, han siden ville erfare og blive en del af, blive forandret af. Han anede ikke, at han havde åbnet vinduet til noget, der sad allerlængst inde.
Så udstødte hun et suk, der gav genlyd i baren, som om hun var træt af sig selv. Hun tog en ny cigaret, men fortrød straks og stoppede den tilbage i pakken. Oskar strøg det hår tilbage, der var faldet ned foran hendes ansigt. Han lod hånden ligge der, lagde den over hendes kind, og de så på hinanden, og han kan huske, hvor svært det var for ham at se hende i øjnene, han måtte hele tiden tvinge sit flakkende blik væk.
Der kyssede de hinanden første gang. Og han ved ikke, hvor længe kysset varede, han husker bare, at da han næste gang så op, var de helt alene i baren. Lamperne var blevet tændt, personalet var ved at lukke og ryddede dem ligesom ud af lokalet.
”Er aftenen ved at være slut?” spurgte hun med en lille latter.
”Jeg ved det ikke,” svarede han.
”Et enkelt glas mere kan vi vel godt klare,” sagde hun.
Og de gik ud i varmen, ud på Vasagatan, som var fuld af mennesker, selv om det var over midnat. De passerede et par lukkede barer, og Oskar husker, at hun foreslog, deskulle gå til den nederste del af Humlegården, hvor skaterne holdt til om natten, hun kunne godt lide at sidde der og se på, når de faldt, sagde hun, for hun vidste ikke noget sjovere end at se drenge, der slog sig.
Indimellem tænker han tilbage på den aften og spørger sig selv, hvorfor han ikke så advarselstegnene, eller, det er ikke rigtigt: Han så dem, men blev bare fascineret, tolkede dem som noget andet. Fortæl om din familie, havde han sagt, og hun fortalte, at hun havde en søster, men de havde ingen kontakt. De havde ikke set hinanden, siden de var børn, sagde hun.
”Hvorfor har I ingen kontakt?” spurgte han.
”Fordi hun ikke kan lide mig,” svarede hun.
Hvad så med moren? Nej, hende havde hun heller ikke haft kontakt med, siden hun var barn. Hun ville ikke gå i detaljer, men forældrenes skilsmisse var endt i uenighed om forældremyndighed, og familien var blevet splittet. Hun åbnede døren på klem til en familie i ruiner, og hun var nærmest helt uberørt, da hun fortalte om det. Det var bare en spøjs historie i den stockholmske nat. Han burde have holdt sig langt væk fra hende, der var meget, der ikke var, som det skulle være.
På et tidspunkt gjorde hun ham helt mundlam den aften. De gik lige bag en mand på hans egen alder, som havde en form for skade og slæbte det ene ben efter det andet, og så begyndte hun pludselig at efterligne hans gang, haltede på samme måde som ham, kun i et par sekunder, så holdt hun op igen.
Han forstod slet ikke hvorfor, det var bare hjerteløst. Hun virkede umoden og uinteressant, men i næste sekund kunne hun sige noget, som han vidste, ville blive hos ham altid.
”En eneste gang i livet,” sagde hun, da de gik gennem natten.
”Kun én gang i livet sker det, at man får øje på sig selv, og det, og kun det, vil enten være det lykkeligste eller værste øjeblik i ens liv.”
Han bad hende gentage det, hun lige havde sagt, og det gjorde hun.
”Er det sket for dig?” spurgte han lidt efter.
”Har du fået øje på dig selv?”
”Nej,” svarede hun.
”Jeg leder stadig.”
Hele tiden følelsen af at stå i begyndelsen af et eventyr uden at vide, hvordan det ender. Eller at hun befandt sig i begyndelsen af et eventyr, og der var tegn på, at hun måske ville tage ham med. Da de krydsede Kungsgatan, passerede de en flok højlydte forretningsfolk i jakkesæt, der tilsyneladende havde haft en våd aften. Og hun vendte sig om og så efter dem, da de slingrede videre.
”Kom!” råbte hun til Oskar.
”Vi går efter dem, de kan få lov at bestemme, hvordan vores aften ender.”
Sådan var hun; hun forbandt ham med verden. Hun indhentede flokken af mænd og smeltede sammen med dem, og de gik ind på en bar, og hun introducerede dem for sin ungdoms druklege, og bartenderen fulgte modvilligt hendes anvisninger og hældte en gennemsigtig, tyktflydende væske op, som hun satte ild til, og hun slog næven i bardisken og gjorde grimasser, og de dumme samtaler senere, som Oskar indimellem var en del af og indimellem havnede udenfor, og så betragtede han dem, der betragtede hende, mændene, så i deres øjne, hvordan de så på hende.
Han så dem gøre sig til for hende, og fra tid til anden sendte hun ham et hurtigt blik, som for at sige, at den her aften er vores, din og min, og det her er bare en lille adspredelse. Hun fik ham til at tro, at de blot legede med mændene, men i virkeligheden legede hun også med ham.
”Jeg er årtusindets knald,” sagde hun pludselig til flokken.
Påstanden gjorde, at stemningen ændrede sig, mændene blev tavse. De var vel omkring de halvtreds, måske ældre, og hun langt yngre. Hun gentog det med stadigt længere pauser mellem ordene.
”Jeg. Er. Årtusindets. Knald.”
Han opfattede hele situationen som truende, da mændene nærmede sig hende fra alle retninger, nu rovdyr. Han rejste sig og trak hende væk derfra, og da de kom ud på gaden, var han bedrøvet. Hvorfor havde hun opført sig sådan? Han var ikke nok for hende, og det ville han aldrig være.
Alt, hvad han og hun har gennemlevet i det døgn, der ligger forud for togrejsen, bunder naturligvis i netop dette. Hendes løgn, som blev afsløret i går. Den kunne han have forudset, hvis han blot havde været lidt mere opmærksom den der første aften, for svigtet havde været hos hende fra begyndelsen, hun bar på det allerede dengang.
Toget er ude af tunnelen nu, de er på den anden side af bjerget, lægger hovedstaden bag sig. De rejsende er begyndt at falde ind i deres sæder. Nogen har åbnet en madpakke, en anden vakler frem i den krængende vogn og forsvinder ind på toilettet, lukker døren efter sig med et overraskende højt smæld.
Og uden for vinduet, højhusene på rad og række og motorvejene, der løber over og under hinanden, så pludselig noget andet, grønne pletter mellem betonen, små skovpartier og søer, da toget maser sig væk fra storbyen, ind i sensommeren. Og så sætter toget uforklarligt farten ned og standser.
Det holder stille med udsigt over en eng. Femten minutter nåede de at køre, før toget begynder at gøre vrøvl. Det er næsten fascinerende usselt. Ingen meddelelser fra personalet, han ser ned i bordet, mærker irritationen vokse. Hans indre tryk stiger.
Togkontrolløren, som er forelsket i sin egen stemme, fortæller langt om længe, at de var nødt til at standse for at afvente et modkørende tog. Han ser på hende, og hun lader, som om hun sover. Der løber en sveddråbe mellem hendes bryster, og han spekulerer et kort øjeblik over, hvor den løber hen.
Slutningen på den legendariske historie om, hvor de mødte hinanden. De skød genvej gennem Kungsträdgården og gik over Skeppsbroen, via Slussen op mod Stigberget, hvor hendes lejlighed lå. Da de var fremme, var det begyndt at lysne, og hun fnisede, da hun ikke kunne finde den rigtige nøgle, låste op med usikker hånd.
”Jeg er nødt til at spørge,” sagde han, mens han stod og ventede på, at hun skulle få døren op.
”Havde du penge på kortet?”
Hun så hurtigt op på Oskar.
”Nej,” sagde hun.
Og så gik de ind.
Der har vi den i al sin pragt, den storslåede historie om, hvordan de mødte hinanden. Som altid er blevet fortalt som en umådeligt romantisk historie. Men nu slår det ham, efter det, der skete i går aftes. At deres historie begyndte, nøjagtig som den sluttede, med en løgn.
Malma station
⭐️⭐️⭐️⭐️ “En roman, der rører én dybt. Med den forurettedes forståelse for barnets manglende tarv og et rasende greb om stoffet flår Schulman sig ind i sine læseres bevidsthed og kommer til, spår vi, at give varige mén.” – Berlingske
Alex Schulmans nye roman Malma station udspiller sig på et tog. Fem personer er på rejse gennem Sverige: et ægtepar i krise, en enlig far og hans datter, og en ung kvinde, der søger svaret på den gåde, hendes mor efterlod hende med.
De rejser alle mod Malma station, og hverken de eller læseren ved, hvordan deres skæbner hænger sammen. De ved heller ikke, at det der sker på endestationen vil ændre deres liv for evigt. Malma station er en bevægende fortælling om hemmeligheder og nedarvede familietraumer på tværs af generationer – og om jagten på sandheden, der kan forandre alt.
Du kan købe Malma station af Alex Schulman online fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 23. februar.
Andre bøger af samme forfatter
Overleverne
♥️♥️♥️♥️♥️♥️ “En fantastisk bog. Ubarmhjertig, øm og overraskende” – Femina
★★★★★ “Løfter sig højt, højt op over det meste” – Jyllands-Posten
♥️♥️♥️♥️♥️ – Politiken
For første gang i 20 år er tre brødre kørt sammen op til den ødegård i Sverige, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Med sig har de deres mors aske, som de har planlagt at sprede ved stedet.
Sidst de besøgte stedet skete der noget, der resulterede i, at de aldrig tog tilbage til ødegården. Noget de aldrig har talt om, og som de tre brødre opdager, at de har meget forskellige erindringer om.
Overleverne er en rørende og foruroligende roman om at forstå sin familie og om at genopleve sin barndom og de hændelser, man er præget af.
Du kan købe Overleverne online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Brænd alle mine breve
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “En fænomenalt god bog” – JYLLANDS-POSTEN
“Fremragende … helt suverænt udført” – WEEKENDAVISENAlex, som er forfatter og far til tre, indser efter mange års opslidende skænderier, at han bærer rundt på en enorm vrede. Hans underliggende mørke skræmmer hans hustru og børn, og han tager på en rejse for at finde roden til vreden, og granske sin amiliehistorie.
Kan vreden nedarves gennem generationer? I sin søgen på svar rettes fokus mod hans morfar, forfatteren Sven Stolpe, og ved hjælp af 80 år gamle breve og dagbogsuddrag folder en tragisk fortælling om forbudt kærlighed og jalousi sig ud.
Brænd alle mine breve er en medrivende og intens spændingsroman om kærlighed, rivalisering og hævn. Og om hvordan en enkelt mands vrede kan sætte varige spor, både i litteraturen og i familien.
Du kan købe Brænd alle mine breve online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Glem mig
Glem mig er en anmelderrost fortælling om en søns komplicerede relation til sin alkoholiserede mor.
Som voksen forsøger Alex Schulman at overtale sin mor til at lade sig indlægge på en afvænningsklinik, for han ønsker sin mor tilbage.
I et forsøg på at forstå hvad der gik galt i deres relation, kigger Alex Schulman tilbage på sin barndom.
Læserne kommer helt tæt på forfatteren, og får indblik i Schulmans længsel efter at reparere forholdet til sin mor – og i den smerte det har været at vokse op med en alkoholiseret mor.
Du kan købe Glem mig online, fx. hos Saxo.com , eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: