Indefra

L&R får medhold i retssag anlagt af Gyldendal om digitalisering af gamle oversættelser

Lasse Horne

”Det her er en stor sejr for de danske oversættere,” udtaler Sagas direktør Lasse Korsemann Horne efter afgørelse i retssag.

Landsretten har den 8. september kl. 10 afsagt dom i en retssag mod Lindhardt og Ringhof anlagt af Gyldendal. Retten afviste fire ud af seks af Gyldendals påstande og gav Lindhardt og Ringhof medhold i de to andre. Samtidig skal Gyldendal betale 700.000 kr. til Lindhardt og Ringhof i sagsomkostninger.

Sagen drejer sig helt kort om, hvorvidt Gyldendal stadig har retten til oversættelser, der i sin tid er indgået kontrakt om med en standardaftale fra 1980, hvor digitale rettigheder ikke indgik. Lindhardt og Ringhofs digitale forlag Saga har siden erhvervet sig de digitale rettigheder hos oversættere og forfattere.

Vi ønskede ikke en retssag

”Det her er en stor sejr for de danske oversættere,” udtaler Sagas direktør Lasse Korsemann Horne:

“Vi er glade for udfaldet af retssagen, som vi dog aldrig har været i tvivl om.  Vi har aldrig ønsket en konflikt med Gyldendal og adskillige gange rakt ud for at løse det i mindelighed. Ud af de mange tusinde oversættelser, vi nu igen har stillet til rådighed for danskerne og dermed sikret forfattere og oversættere en ny indtægt, var der tvivl om 48. Det burde have været ordnet uden om retssystemet.”

Principiel dom

“Det undrer mig stadig, at Gyldendal forsøgte at fremstille det som en David mod Goliat-fortælling, hvor Gyldendal angiveligt repræsenterede flere små forlag i kampen mod L&R,” siger Lasse Horne:

“Nu har vi rettens ord for, at det i virkeligheden var oversætternes kamp mod Gyldendal, som i årevis havde forsømt at digitalisere oversættelserne, men stædigt fastholdt, at oversættelserne var deres ejendom at forvalte efter forgodtbefindende ved at lægge deres døde hånd på bøgerne. Forlaget havde dog ret i, at sagen var principiel.

Vi glæder os til at fortsætte med at genudgive den danske og oversatte litteraturarv.”

Læs landsrettens dom her