Camilla Grebe og søn Carl-David Pärson er aktuelle med thrilleren Låneren, der med overnaturlige elementer får hårene på armene til at rejse sig. Her kan du læse et uddrag fra Låneren.
Camilla Grebe er en anerkendt svensk krimiforfatter, der har solgt mere end en million eksemplarer i 30 lande. Sammen med sin søn, Carl-David Pärson, har Grebe nu skrevet thrilleren Låneren.
LÆS OGSÅ: Camilla Grebe har skrevet hårrejsende thriller med sønnen Carl-David Pärson
I Låneren følger man både Alba, Leo og Marika. Alba er en ung politibetjent, der er blevet tvangsflyttet til Sundby efter at have angrebet en kollega. Leo og Marika er flyttet ud på en idyllisk gård, hvor Leo er overbevist om, at flytningen vil hjælpe deres familie med at komme over sorgen ved at have mistet et barn. Marika er overbevist om, at noget på gården ikke er, som det skal være.
LÆS OGSÅ: 10 skandinaviske krimier du skal læse i år
I Låneren møder vi overnaturlige elementer samt en historie, der portrætterer virkelighedens sprækker, sorg og ønsket om at genskabe og redde det tabte.
Låneren
Da den græske nymfe Eurydike bliver bidt af en slange og dør, bliver Orfeus så knust, at han begiver sig ned i underverdenen for at få hende tilbage. Der møder han Hades og Karon, guderne, der hersker over dødsriget.
Orfeus spiller sin mest triste, smukke musik i håb om at blødgøre dem og få dem til at give ham sin elskede tilbage. Og underet sker; guderne tillader det umulige.
Orfeus får lov til at tage sin hustru med til de levendes verden igen, så længe han ikke vender sig om og ser på hende, mens de vandrer op mod jorden. Da Orfeus begiver sig mod de levendes verden med sin hustru efter sig, er han lykkelig.
Det bliver let at redde Eurydike.
Men så sker der noget – i myten lykkes det ikke for ham.
Han kan ikke lade være med at vende sig om og sikre sig, at hans elskede faktisk er der, at hun virkelig lever. At det umulige er muligt, at de døde kan vende tilbage til livet.
Det lykkes ikke Orfeus at redde Eurydike – men myten fanger sandheden: Vi mennesker er villige til at gøre næsten hvad som helst, tilmed at gå i døden, for at få vores elskede tilbage.
Men på trods af det kan vi ikke redde dem, for vi vender os altid mod virkeligheden, mod verden, hvor det umulige aldrig sker.
Hvor det overnaturlige ikke findes.
Kapitel 1
Vi var fem rundt om bordet.
Her og der i baren stod grupper af mennesker og småsnakkede – at en pandemi rasede i verden, lod ikke til at bekymre nogen, og bartenderen var den eneste, der bar mundbind. En lugt af pomfritter og billig parfume hang i luften.
Rundt om bordene sad venner tæt sammen for at drikke et par øl, snakke om ugen, der var gået, og måske bestille en af de dyre burgere med plantebaseret kød. En flok piger i ens lyserøde overalls og glimtende diademer med museører stod og fnisede i et hjørne.
Over bardisken hang en skærm, der viste en fodboldkamp. Jeg vidste ikke hvilken, jeg brød mig ikke om fodbold, men mine kolleger var glade for sport – med en interesse, der grænsede til besættelse.
Lige over for mig sad Lundin og Pelle, de var allerede på deres tredje øl. Klas sad foroverbøjet og stirrede ned på sin mobil – hans korte, grå hår så tyndere ud end sædvanligt, og mellem de sparsomme hårstrå anede jeg et par leverpletter. Lina sippede til sin hvidvin og strøg distræt hånden over den nye tatovering, som dækkede hendes venstre overarm.
Jeg lænede mig frem mod hende. ”Hvordan gik det i dag?” spurgte jeg.
Et svagt smil i hendes ansigt, men sekundet efter var det væk, erstattet af noget, der mest lignede træthed. Hun trak på skuldrene og rystede lidt på hovedet.
”Lejligheden var skøn. Men helt ærligt, fjorten tusind om måneden for en etværelses? Hvem har råd til det?”
Hun sendte mig et hurtigt blik.
”Jeg orker ikke det her længere,” sagde hun og sænkede stemmen. ”Ville du kunne holde ud at bo sammen med din eks?”
Jeg svarede ikke, for spørgsmålet var nok snarere, om min eks kunne holde ud at bo sammen med mig. Og svaret på det spørgsmål var nej.
Ingen ville bo sammen med mig.
”Præcis,” sagde hun og knappede de to øverste knapper i blusen op, lænede sig bagud og så ud over lokalet med en lettere opgivende mine.
På et mikrosekund søgte Lundins blik ned i hendes udskæring, og der blev det hængende, selv om Pelle plaprede videre om fyldebøtten, der havde brækket sig i bilen i morges.
Jeg kvalte et gab, forsøgte ikke at tænke på, hvor træt jeg var, og hvor meget hellere jeg ville ligge i min seng end sidde her.
Klas lagde mobilen på bordet, strakte sig efter en gaffel fra bestikskuffen og slog den let mod sit glas.
Pelle holdt inde med sin historie, Lundin tørrede ølskum væk fra mundvigene med den ene hånds tommel- og pegefinger og slap modvilligt Lina med blikket, som et rovdyr, der endelig indser, at antilopen ved vandhullet ikke bliver et bytte denne gang.
”Det var godt, vi kunne mødes,” begyndte Klas og vendte sig mod Lundin.
Lundin smilede. Det samme gjorde Klas.
”Selv om anledningen til, at vi sidder her, er lidt trist,” fortsatte han. Lundin rykkede sig lidt på stolen og så ned i bordet.
”Ja, ikke for dig, altså,” indskød Pelle. ”De betaler vel meget bedre.” Lundin trak på skuldrene.
”Nja. Eller. Jo.”
Han tøvede lidt, før han fortsatte.
”Men det gør alle vel?”
Spredt latter rundt om bordet.
Klas løftede en hånd. ”Jeg skal være den første til at sige, at jeg gerne ville hæve jeres løn, hvis jeg kunne. Men nu er det, som det er, drenge.” Han sendte Lina og mig et hurtigt blik. ”Og piger,” tilføjede han. Jeg stillede vinglasset fra mig, anstrengte mig for ikke at se irriteret
ud. Det gav altid bagslag.
”Under alle omstændigheder,” fortsatte Klas. ”Så har vi jo arbejdet
sammen i, hvad bliver det, fem år. Både jeg og … holdet har virkelig været glade for at have dig som kollega.”
Lina puffede til mig under bordet.
Ingen af os brød os om Lundin, og vi var begge to lettede over, at han havde søgt over i det private.
Klas tog en kuvert frem og rakte ham den.
”Vi vil gerne ønske dig held og lykke og sige tak for nu med en lille gave.”
Lundin så klædeligt overrasket ud, rev kuverten op og trak gavekortet til sportsbutikken ud.
”Tak, det er pænt af jer! Jeg trænger virkelig til noget nyt træningstøj.”
Klas smilede og dunkede ham let i ryggen.”Og. Glem ikke, at du altid er velkommen tilbage.”
Pelle hævede subtilt et øjenbryn, og jeg anede, hvad han tænkte.
Lundin ville aldrig komme tilbage, det var der aldrig nogen, der gjorde.
Men Lundin nikkede alligevel, og hans øjne så faktisk lidt blanke ud. Jeg tænkte, at det måtte være indbildning, for den eneste gang, jeg havde set ham virkelig rørt, var da han viste os sin nye motorcykel.
”Nogen, der vil have mere at drikke?” spurgte Klas og rejste sig.
Alle rystede på hovedet.
Han nikkede kort og luntede hen til baren. Hans store, ludende krop og langsomme bevægelser fik mig til at tænke på en bjørn.
Lina vendte sig mod mig. Snoede en lok af det slidte, affarvede hår mellem to fingre.
”Nå,” begyndte hun. ”Hvad tror du? Hvad betaler de?”
Jeg skævede til Lundin, som var begyndt at tale med Pelle igen. ”Aner det ikke. Mindst ti tusind mere om måneden, vil jeg tro.” ”Fuck,” sukkede hun. ”Ti tusind. Dem kunne jeg godt bruge til …” Men jeg var allerede holdt op med at lytte, for jeg havde opfanget, hvad Lundin og Pelle talte om.
”Er det rigtigt?” spurgte Pelle. ”Gik hun med dig hjem?”
”Det gjorde hun,” sagde Lundin tilfreds og trykkede en snus ind under overlæben. ”Og hun var fandeme lækker. På nær …”
”Hvad?” hviskede Pelle og lænede sig nærmere Lundin. ”Altså,” hviskede Lundin tilbage. ”Hun havde den vildeste busk mellem benene, man kunne fandeme knap finde vej.”
Pelle grinede højt, så små dråber øl sprøjtede fra munden og landede på den fedtede bordplade.
Men Lundin lo ikke, han rynkede panden, som om han forsøgte at løse en svær matematisk ligning.
Lina blev tavs, stillede vinglasset ned og vendte sig også mod Lundin.
”En rigtig DDR-måtte,” fortsatte han. ”En rumænsk kuglestøderbusk. Jeg fatter det ikke. Hvorfor vil man se sådan ud? Som en gammel kælling. Ingen gider vel knalde en gammel kælling?”
Og så skete det.
Der blev stille i hovedet, helt stille. Det var, som om rummet blev mørkere.
Hjertet fór op i brystet, og raseriet blev vækket til live. Jeg ville ikke reagere, ville ikke tage mig af Lundins klamme snak, alligevel rejste jeg mig.
Pelle så på mig, Lundin så på mig, og Lina greb fat i min arm.
”Glem det,” sagde hun. ”Det er ikke det værd.”
Men jeg kunne ikke slippe det, vilddyret, som var blevet vækket til live indeni, havde allerede taget kontrol over mig.
Jeg trådte et skridt hen mod Lundin, og derefter et mere.
Mit synsfelt blev smallere, mørket lagde sig om mig. Kinderne blev varme, og det dunkede i tindingerne. Munden føltes tør og ru som ørkensand.
”Hvad?” sagde Lundin og trak på skuldrene.
”Jeg synes, du skal holde din kæft,” sagde jeg.
Han kastede et blik over skulderen mod baren, hvor Klas stod og betalte for sin øl.
”Behøver du være sådan en politisk korrekt, sur fisse?” sagde han.
”Det var jo for sjov.”
”Dit patetiske svin,” svarede jeg med en stemme, jeg ikke genkendte.
Lundin sagde noget, jeg så hans læber bevæge sig, men hørte ikke ordene. Og så, uden at jeg rigtig forstod, hvordan det gik til, fløj min arm frem. Knytnæven ramte ham midt i ansigtet, og jeg hørte, eller måske snarere mærkede, noget knase, som når man brækker en tør kvist eller et af de tynde ben i en grillkylling.
”For helvede, Alba,” råbte Pelle og sprang op.
Lundin rejste sig også og famlede med den ene hånd over næsen. Øjnene var opspærrede, blod sivede ud mellem fingrene og dryppede ned på hans stramme, hvide T-shirt.
I næste sekund var Klas tilbage. Låste mine arme i et fast greb bag ryggen. Det sved i skuldrene, smerten fik det næsten til at sortne for øjnene.
”Nu slapper du af, Alba,” hvæsede han. ”Nu tager du det for fanden roligt.”
Jeg hev efter vejret.
”Jeg er rolig.”
”Nej,” sagde han. ”Du er ikke rolig.”
”Slip mig. Jeg gør ikke noget.”
Han løsnede grebet lidt.
”Slip mig,” gentog jeg.
Han slap, men i samme sekund mine arme blev frie, kastede jeg mig frem over bordet, fik fat i Lundins ølglas, løftede det og tømte indholdet ud over ham. Øllet løb ned over hans ansigt og videre ned på trøjen. Blandede sig med blodet, der skiftede farve fra rødt til rosa.
”Din skide idiot,” snerrede jeg.
Mine ord gav genlyd mellem væggene, og først nu opdagede jeg, at der var blevet helt stille i lokalet – samtaler var hørt op, alle blikke hvilede på mig. De unge kvinder i lyserøde overalls var trådt et skridt tilbage og stod nu tæt sammen i et hjørne. En af dem havde taget mobilen frem og holdt den op mod mig, som om hun filmede.
Bartenderen skyndte sig frem til os med mundbindet i hånden, hans blik flakkede mellem mig, Lundin og Klas.
”Skal jeg ringe efter politiet?” fik han fremstammet.
Klas sukkede, sendte mig et opgivende blik og stak hånden i lommen.
”Vi er politiet,” sagde han og rakte sit politiskilt frem.
Camilla Grebe og Carl-David Pärson: Låneren
Den unge politibetjent Alba er sikker på, at intet nogensinde sker i Sundby, som hun er blevet tvangsforflyttet til efter at have angrebet en kollega. Hun tager fejl.
Småbørnsfaren Leo tror, at flytningen til den idylliske gård udenfor Sundby skal hjælpe ham og hans familie med at komme over sorgen over et mistet barn. Han tager fejl.
Leos hustru Marika er overbevist om, at noget ikke er, som det skal være på gården, og at noget frygteligt snart vil ske. Hun får ret.
Låneren er en hårrejsende thriller om virkelighedens sprækker, om sorg, og om behovet for at genskabe det tabte. Den er skrevet af den prisbelønnede bestsellerforfatter Camilla Grebe og hendes søn Carl-David Pärson.
Leder du efter flere krimier til din læseliste? Så se vores liste med de bedste krimier 2023/2024 her.
Camilla Grebe og søn Carl-David Pärson er aktuelle med thrilleren Låneren, der med overnaturlige elementer får hårene på armene til at rejse sig. Her kan du læse et uddrag fra Låneren.
Camilla Grebe er en anerkendt svensk krimiforfatter, der har solgt mere end en million eksemplarer i 30 lande. Sammen med sin søn, Carl-David Pärson, har Grebe nu skrevet thrilleren Låneren.
LÆS OGSÅ: Camilla Grebe har skrevet hårrejsende thriller med sønnen Carl-David Pärson
I Låneren følger man både Alba, Leo og Marika. Alba er en ung politibetjent, der er blevet tvangsflyttet til Sundby efter at have angrebet en kollega. Leo og Marika er flyttet ud på en idyllisk gård, hvor Leo er overbevist om, at flytningen vil hjælpe deres familie med at komme over sorgen ved at have mistet et barn. Marika er overbevist om, at noget på gården ikke er, som det skal være.
LÆS OGSÅ: 10 skandinaviske krimier du skal læse i år
I Låneren møder vi overnaturlige elementer samt en historie, der portrætterer virkelighedens sprækker, sorg og ønsket om at genskabe og redde det tabte.
Låneren
Da den græske nymfe Eurydike bliver bidt af en slange og dør, bliver Orfeus så knust, at han begiver sig ned i underverdenen for at få hende tilbage. Der møder han Hades og Karon, guderne, der hersker over dødsriget.
Orfeus spiller sin mest triste, smukke musik i håb om at blødgøre dem og få dem til at give ham sin elskede tilbage. Og underet sker; guderne tillader det umulige.
Orfeus får lov til at tage sin hustru med til de levendes verden igen, så længe han ikke vender sig om og ser på hende, mens de vandrer op mod jorden. Da Orfeus begiver sig mod de levendes verden med sin hustru efter sig, er han lykkelig.
Det bliver let at redde Eurydike.
Men så sker der noget – i myten lykkes det ikke for ham.
Han kan ikke lade være med at vende sig om og sikre sig, at hans elskede faktisk er der, at hun virkelig lever. At det umulige er muligt, at de døde kan vende tilbage til livet.
Det lykkes ikke Orfeus at redde Eurydike – men myten fanger sandheden: Vi mennesker er villige til at gøre næsten hvad som helst, tilmed at gå i døden, for at få vores elskede tilbage.
Men på trods af det kan vi ikke redde dem, for vi vender os altid mod virkeligheden, mod verden, hvor det umulige aldrig sker.
Hvor det overnaturlige ikke findes.
Kapitel 1
Vi var fem rundt om bordet.
Her og der i baren stod grupper af mennesker og småsnakkede – at en pandemi rasede i verden, lod ikke til at bekymre nogen, og bartenderen var den eneste, der bar mundbind. En lugt af pomfritter og billig parfume hang i luften.
Rundt om bordene sad venner tæt sammen for at drikke et par øl, snakke om ugen, der var gået, og måske bestille en af de dyre burgere med plantebaseret kød. En flok piger i ens lyserøde overalls og glimtende diademer med museører stod og fnisede i et hjørne.
Over bardisken hang en skærm, der viste en fodboldkamp. Jeg vidste ikke hvilken, jeg brød mig ikke om fodbold, men mine kolleger var glade for sport – med en interesse, der grænsede til besættelse.
Lige over for mig sad Lundin og Pelle, de var allerede på deres tredje øl. Klas sad foroverbøjet og stirrede ned på sin mobil – hans korte, grå hår så tyndere ud end sædvanligt, og mellem de sparsomme hårstrå anede jeg et par leverpletter. Lina sippede til sin hvidvin og strøg distræt hånden over den nye tatovering, som dækkede hendes venstre overarm.
Jeg lænede mig frem mod hende. ”Hvordan gik det i dag?” spurgte jeg.
Et svagt smil i hendes ansigt, men sekundet efter var det væk, erstattet af noget, der mest lignede træthed. Hun trak på skuldrene og rystede lidt på hovedet.
”Lejligheden var skøn. Men helt ærligt, fjorten tusind om måneden for en etværelses? Hvem har råd til det?”
Hun sendte mig et hurtigt blik.
”Jeg orker ikke det her længere,” sagde hun og sænkede stemmen. ”Ville du kunne holde ud at bo sammen med din eks?”
Jeg svarede ikke, for spørgsmålet var nok snarere, om min eks kunne holde ud at bo sammen med mig. Og svaret på det spørgsmål var nej.
Ingen ville bo sammen med mig.
”Præcis,” sagde hun og knappede de to øverste knapper i blusen op, lænede sig bagud og så ud over lokalet med en lettere opgivende mine.
På et mikrosekund søgte Lundins blik ned i hendes udskæring, og der blev det hængende, selv om Pelle plaprede videre om fyldebøtten, der havde brækket sig i bilen i morges.
Jeg kvalte et gab, forsøgte ikke at tænke på, hvor træt jeg var, og hvor meget hellere jeg ville ligge i min seng end sidde her.
Klas lagde mobilen på bordet, strakte sig efter en gaffel fra bestikskuffen og slog den let mod sit glas.
Pelle holdt inde med sin historie, Lundin tørrede ølskum væk fra mundvigene med den ene hånds tommel- og pegefinger og slap modvilligt Lina med blikket, som et rovdyr, der endelig indser, at antilopen ved vandhullet ikke bliver et bytte denne gang.
”Det var godt, vi kunne mødes,” begyndte Klas og vendte sig mod Lundin.
Lundin smilede. Det samme gjorde Klas.
”Selv om anledningen til, at vi sidder her, er lidt trist,” fortsatte han. Lundin rykkede sig lidt på stolen og så ned i bordet.
”Ja, ikke for dig, altså,” indskød Pelle. ”De betaler vel meget bedre.” Lundin trak på skuldrene.
”Nja. Eller. Jo.”
Han tøvede lidt, før han fortsatte.
”Men det gør alle vel?”
Spredt latter rundt om bordet.
Klas løftede en hånd. ”Jeg skal være den første til at sige, at jeg gerne ville hæve jeres løn, hvis jeg kunne. Men nu er det, som det er, drenge.” Han sendte Lina og mig et hurtigt blik. ”Og piger,” tilføjede han. Jeg stillede vinglasset fra mig, anstrengte mig for ikke at se irriteret
ud. Det gav altid bagslag.
”Under alle omstændigheder,” fortsatte Klas. ”Så har vi jo arbejdet
sammen i, hvad bliver det, fem år. Både jeg og … holdet har virkelig været glade for at have dig som kollega.”
Lina puffede til mig under bordet.
Ingen af os brød os om Lundin, og vi var begge to lettede over, at han havde søgt over i det private.
Klas tog en kuvert frem og rakte ham den.
”Vi vil gerne ønske dig held og lykke og sige tak for nu med en lille gave.”
Lundin så klædeligt overrasket ud, rev kuverten op og trak gavekortet til sportsbutikken ud.
”Tak, det er pænt af jer! Jeg trænger virkelig til noget nyt træningstøj.”
Klas smilede og dunkede ham let i ryggen.”Og. Glem ikke, at du altid er velkommen tilbage.”
Pelle hævede subtilt et øjenbryn, og jeg anede, hvad han tænkte.
Lundin ville aldrig komme tilbage, det var der aldrig nogen, der gjorde.
Men Lundin nikkede alligevel, og hans øjne så faktisk lidt blanke ud. Jeg tænkte, at det måtte være indbildning, for den eneste gang, jeg havde set ham virkelig rørt, var da han viste os sin nye motorcykel.
”Nogen, der vil have mere at drikke?” spurgte Klas og rejste sig.
Alle rystede på hovedet.
Han nikkede kort og luntede hen til baren. Hans store, ludende krop og langsomme bevægelser fik mig til at tænke på en bjørn.
Lina vendte sig mod mig. Snoede en lok af det slidte, affarvede hår mellem to fingre.
”Nå,” begyndte hun. ”Hvad tror du? Hvad betaler de?”
Jeg skævede til Lundin, som var begyndt at tale med Pelle igen. ”Aner det ikke. Mindst ti tusind mere om måneden, vil jeg tro.” ”Fuck,” sukkede hun. ”Ti tusind. Dem kunne jeg godt bruge til …” Men jeg var allerede holdt op med at lytte, for jeg havde opfanget, hvad Lundin og Pelle talte om.
”Er det rigtigt?” spurgte Pelle. ”Gik hun med dig hjem?”
”Det gjorde hun,” sagde Lundin tilfreds og trykkede en snus ind under overlæben. ”Og hun var fandeme lækker. På nær …”
”Hvad?” hviskede Pelle og lænede sig nærmere Lundin. ”Altså,” hviskede Lundin tilbage. ”Hun havde den vildeste busk mellem benene, man kunne fandeme knap finde vej.”
Pelle grinede højt, så små dråber øl sprøjtede fra munden og landede på den fedtede bordplade.
Men Lundin lo ikke, han rynkede panden, som om han forsøgte at løse en svær matematisk ligning.
Lina blev tavs, stillede vinglasset ned og vendte sig også mod Lundin.
”En rigtig DDR-måtte,” fortsatte han. ”En rumænsk kuglestøderbusk. Jeg fatter det ikke. Hvorfor vil man se sådan ud? Som en gammel kælling. Ingen gider vel knalde en gammel kælling?”
Og så skete det.
Der blev stille i hovedet, helt stille. Det var, som om rummet blev mørkere.
Hjertet fór op i brystet, og raseriet blev vækket til live. Jeg ville ikke reagere, ville ikke tage mig af Lundins klamme snak, alligevel rejste jeg mig.
Pelle så på mig, Lundin så på mig, og Lina greb fat i min arm.
”Glem det,” sagde hun. ”Det er ikke det værd.”
Men jeg kunne ikke slippe det, vilddyret, som var blevet vækket til live indeni, havde allerede taget kontrol over mig.
Jeg trådte et skridt hen mod Lundin, og derefter et mere.
Mit synsfelt blev smallere, mørket lagde sig om mig. Kinderne blev varme, og det dunkede i tindingerne. Munden føltes tør og ru som ørkensand.
”Hvad?” sagde Lundin og trak på skuldrene.
”Jeg synes, du skal holde din kæft,” sagde jeg.
Han kastede et blik over skulderen mod baren, hvor Klas stod og betalte for sin øl.
”Behøver du være sådan en politisk korrekt, sur fisse?” sagde han.
”Det var jo for sjov.”
”Dit patetiske svin,” svarede jeg med en stemme, jeg ikke genkendte.
Lundin sagde noget, jeg så hans læber bevæge sig, men hørte ikke ordene. Og så, uden at jeg rigtig forstod, hvordan det gik til, fløj min arm frem. Knytnæven ramte ham midt i ansigtet, og jeg hørte, eller måske snarere mærkede, noget knase, som når man brækker en tør kvist eller et af de tynde ben i en grillkylling.
”For helvede, Alba,” råbte Pelle og sprang op.
Lundin rejste sig også og famlede med den ene hånd over næsen. Øjnene var opspærrede, blod sivede ud mellem fingrene og dryppede ned på hans stramme, hvide T-shirt.
I næste sekund var Klas tilbage. Låste mine arme i et fast greb bag ryggen. Det sved i skuldrene, smerten fik det næsten til at sortne for øjnene.
”Nu slapper du af, Alba,” hvæsede han. ”Nu tager du det for fanden roligt.”
Jeg hev efter vejret.
”Jeg er rolig.”
”Nej,” sagde han. ”Du er ikke rolig.”
”Slip mig. Jeg gør ikke noget.”
Han løsnede grebet lidt.
”Slip mig,” gentog jeg.
Han slap, men i samme sekund mine arme blev frie, kastede jeg mig frem over bordet, fik fat i Lundins ølglas, løftede det og tømte indholdet ud over ham. Øllet løb ned over hans ansigt og videre ned på trøjen. Blandede sig med blodet, der skiftede farve fra rødt til rosa.
”Din skide idiot,” snerrede jeg.
Mine ord gav genlyd mellem væggene, og først nu opdagede jeg, at der var blevet helt stille i lokalet – samtaler var hørt op, alle blikke hvilede på mig. De unge kvinder i lyserøde overalls var trådt et skridt tilbage og stod nu tæt sammen i et hjørne. En af dem havde taget mobilen frem og holdt den op mod mig, som om hun filmede.
Bartenderen skyndte sig frem til os med mundbindet i hånden, hans blik flakkede mellem mig, Lundin og Klas.
”Skal jeg ringe efter politiet?” fik han fremstammet.
Klas sukkede, sendte mig et opgivende blik og stak hånden i lommen.
”Vi er politiet,” sagde han og rakte sit politiskilt frem.
Camilla Grebe og Carl-David Pärson: Låneren
Den unge politibetjent Alba er sikker på, at intet nogensinde sker i Sundby, som hun er blevet tvangsforflyttet til efter at have angrebet en kollega. Hun tager fejl.
Småbørnsfaren Leo tror, at flytningen til den idylliske gård udenfor Sundby skal hjælpe ham og hans familie med at komme over sorgen over et mistet barn. Han tager fejl.
Leos hustru Marika er overbevist om, at noget ikke er, som det skal være på gården, og at noget frygteligt snart vil ske. Hun får ret.
Låneren er en hårrejsende thriller om virkelighedens sprækker, om sorg, og om behovet for at genskabe det tabte. Den er skrevet af den prisbelønnede bestsellerforfatter Camilla Grebe og hendes søn Carl-David Pärson.
Du kan købe Låneren hos fx Bog & idé eller i nærmeste boghandel.
Leder du efter flere krimier til din læseliste? Så se vores liste med de bedste krimier 2023/2024 her.
Andre læste også: