Danske romaner Fiktion

Læseguide til Svin

Læseguide til Svin

Christian Dalsgaards roman Svin er en moderne slægtskrønike, der følger to brødre igennem 40 år, mens de kastes i vidt forskellige retninger gennem livet. Romanen har en stor tidsmæssig spændviddde og kommer desuden omkring store moralske dilemmaer og værdispørgsmål – og giver dermed grobund for mange gode diskussioner i en læsegruppe.

Vi har samlet en række spørgsmål, der kan give gode diskussioner og sørge for at I kommer rundt om mange af romanens emner. Brug spørgsmålene som inspiration til en diskussion, tænk over dem mens I læser eller tag dem frem, når læsegruppen mødes.


Læseguide til Svin

  1. Christian Dalsgaards roman hedder Svin. Titlen kan henvise til flere ting i bogen – hvilke?
  2. Slægten og barndomshjemmet spiller en vigtig rolle i bogen. På hvilken måde?
  3. I begyndelsen af bogen er brødrene Helge og Claus ret tætte – og Claus ser op til sin storebror. Brødrenes forhold ændrer sig meget i løbet af bogen; hvornår ændrer Claus’ syn på Helge sig for alvor? Og hvilke andre begivenheder er afgørende for brødrenes syn på hinanden?
  4. Helge og Claus lever meget forskellige liv og træffer begge valg, som man som læser kan have svært ved at forstå. Ligger din sympati mere hos den ene end hos den anden bror, når du læser? Og ændrer det sig undervejs?
  5. Claus og Helge har på hver deres måde problemer med deres forhold til kvinder. Hvordan? Og på hvilken måde adskiller brødrene sig fra hinanden i deres forhold til kvinder igennem deres liv?
  6. Hvad tænker du om Anne Maries forhold til de to brødre?
  7. Svin er først og fremmest fortællingen om to brødre – men også en fortælling om 40 års samfundsudvikling. Hvilke vigtige ændringer kan du se i familielivet? Dagligdagen? Arbejdslivet?
  8. Romanen indeholder flere religiøse motiver – bl.a. i forholdet mellem de to brødre og deres forhold til deres familie. Har du lagt mærke til de religiøse motiver, og betyder de noget for din læsning af bogen?

Svin

Om bogen:

Svin er en moderne slægtskrønike om to brødre, som kastes i vidt forskellige retninger gennem livet – den ene som dødsdromkører i et omrejsende tivoli, guitarist i et danseband og flittig gæst på de brune værtshuse, den anden som driftig svinefarmer.

Da Helge og Claus i 1968 mister deres mor, rives tæppet væk under familien. Deres far har svært ved at magte både familielandbruget og drengene, og de to brødre forsøger på hver deres måde at klare sig gennem tabet.

Over fyrre år følger vi de to drenge blive mænd og deres bestræbelser på at finde sig selv og en plads i tilværelsen. Alt imens forandrer verden sig omkring dem, og livsformer og værdier opløses. Med sig har de den fælles barndom og ikke mindst opgaven med at holde den svære balance mellem at være mand – eller svin.


Christian Dalsgaard foto Claus Haagensen lille

Læs mere om Svin i vores korte interview med Christian Dalsgaard her.

Køb bogen hos din lokale boghandler eller find den her.