I Kvindsmod finder du syv inspirerende fortællinger om kvinder. Bogen er fyldt med stærke personlige historier om kvinder, der sætter livet på spil for en bedre verden. Læs et uddrag af bogen her.
Kvindsmod dykker ned i historien om syv internationale og anerkendte kvinder. Disse kvinder sætter dem selv og deres liv på spil på hver deres måde, for at gøre en forskel i verden. De har mødt modgang og følt frygt, men de fandt deres indre styrke og fik brugt deres stemme. Allesammen brød de med forventninger til, hvad en kvindes rolle er, og hvordan kvinder skal være.
LÆS OGSÅ: Litteratur i #MeToo’s årti. Se vores liste med bøger, der beskæftiger sig med kvinders oplevelser og rettigheder
Trine Christensen er forfatteren bag Kvindsmod, men i bogen er spotlightet på syv kvinder, der kæmper for at gøre en forskel. Disse kvinder er:
Anabel Hernández, der trodser narkobaroner.
Claudia Paz y Paz, som tager opgøret mod vold.
Kasha Nabagesera, der kæmper for LGBT+-rettigheder.
Marinel Sumook Ubaldo, som er klimaaktivist.
Masih Alinejad, der står op mod undertrykkelse.
Sarah McBride, der møder had som transkønnet politiker.
Sviatlana Tsikhanouskaya, der går imod en diktator.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
I Kvindsmod kan du møde syv seje og viljestærke kvinder, der fortæller ærligt om de oplevelser, der har været med til at forme dem. Læs et uddrag af Kvindsmod her.
Forord
I et stille hjørne af Riverside Park på Manhattan stod jeg og betragtede statuen af Eleanor Roosevelt. Det var en kølig martsaften i 2022, og trafikken ude på West Side Highway var tæt med røde baglygter i skumringen.
Jeg var tilbage i byen, som jeg i 11 år kaldte hjem. I New York havde jeg indledt mit arbejdsliv som researcher for Amnesty International.
Jeg havde tilbragt dagen med at besøge gamle venner, og nu havde jeg besluttet mig for at gå en tur forbi statuen af Eleanor Roosevelt og samle mine tanker. Året forinden var jeg stoppet i Amnesty International efter to årtier i organisationen, de sidste fem år som generalsekretær for den danske afdeling.
Det var tid til nye arbejdsmæssige udfordringer. Jeg gik med overvejelser om at udbrede de værdier, som Eleanor Roosevelt stod for. Hun er mit store forbillede. Menneskerettigheder har været en rød tråd gennem min karriere, og det var hende, der sikrede tilblivelsen af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i 1948.
Jeg var overbevist om, at mange andre, ligesom jeg, kunne finde både håb, styrke og inspiration i de værdier, hun repræsenterer.
Statuen af Eleanor Roosevelt er placeret på en rund forhøjning med lav stedsegrøn beplantning. Hun læner sig halvt siddende op ad en sten, hånden tænksomt taget op til hagen og et dybt blik ind mod byen, hvor hun blev født og boede i formative år af sit liv. Eleanor Roosevelt engagerede sig tidligt i sine medmenneskers ve og vel og nægtede at lukke øjnene for lidelse og uretfærdighed.
I 12 år var hun en af de mest markante førstedamer, USA har set, til tider i åben konflikt med hendes mand, Franklin D. Roosevelt, om de beslutninger, han tog, som for eksempel interneringen af japanske amerikanere under Anden Verdenskrig.
I årene efter hans død blev hun en af verdens førende forkæmpere for vores allesammens ret til at leve i frihed og værdighed. At en kvinde i efterkrigsårenes mandsdominerede verden skulle forløse den diplomatiske kraftpræstation at få vedtaget Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, var uhørt.
Hvis ikke hun havde ledet arbejdet, var det næppe blevet nedfældet, at mænd og kvinder er lige, og formuleringen ”all men are created equal in dignity and rights” var sandsynligvis ikke blevet ændret til ”all human beings”. Det fik hun indført i samarbejde med den eneste anden kvinde i arbejdsgruppen, indiske Hansa Metha. Det betyder utvivlsomt noget, hvem der sidder med ved de borde, hvor beslutningerne tages.
Min fascination af Eleanor Roosevelt handler om alt det, hun udrettede gennem sit liv, men endnu mere om, hvordan hun mødte verden.
Hun gennemlevede to verdenskrige og kom helt tæt på krigens frygtelige konsekvenser blandt både soldater og flygtninge, igennem sit frivillige engagement på hospitaler og utrættelige besøg i felten og lejre. Hun oplevede desperat økonomisk depression i 30’ernes USA, ikke bare på afstand, men på sine mange rejser ud i det enorme land for at forstå og finde løsninger på armod og uretfærdighed.
Hun kastede sig ufortrødent ind kontroversielle emner som raceadskillelse og sortes stemmerettigheder. Gennem årene måtte hun tåle en nådesløs og ofte racistisk tilsvining i aviserne. Hun overlevede hele 15 attentatforsøg, de fleste af dem efter hendes rolle i tilblivelsen af Verdenserklæringen, der blandt andre af Ku Klux Klan blev set som et yderst farligt dokument.
Efter Klanen satte en pris på hendes hoved, blev hun forsøgt skudt og dræbt med bilbomber og sprængstoffer. Alligevel nægtede Eleanor Roosevelt at rejse med Secret Service-beskyttelse, når hun skulle holde taler, deltage i møder eller færdes i offentligheden. Hun insisterede på at være tilgængelig og havde direkte kontakt med sine medborgere.
Eleanor Roosevelt troede så brændende på Menneskerettighedsdeklarationen, at hun utrætteligt arbejdede på dens udbredelse frem til sin død i 1968. Kvinden med kun fire års skolegang talte på det tidspunkt fem sprog flydende og var i gang med sin 28. bog, selvom hun var så medtaget af sygdom, at hun måtte hviske formuleringerne til sin sekretær.
Jeg har læst flere af hendes bøger, men den sidste, Tomorrow is Now (1963), er den, jeg holder mest af. Mens hendes egen tid randt ud, forsøgte hun at give stafetten videre med al sin velformulerede passion, dyrt købte indsigt og faste tro på, hvad vi kan, når vi tør.
For mig er noget af det mest interessante ved Eleanor Roosevelt, at hun ikke var spor modig fra begyndelsen. Hun startede livet på bagkant, med afvisning, tab og smerte. Som lille blev hun nedgjort og negligeret af sin glamourøse mor, fordi hun var genert og alvorlig. Forældrene tilhørte det bedre borgerskab i New York, men hendes far døde af alkoholisme og moderen af difteri, så hun blev forældreløs som blot tiårig.
Senere blev hun en usikker kone og mor, der lod sig hundse med af skiftende guvernanter og en særdeles dominerende svigermor. Fortællingen om Eleanor Roosevelt handler derfor i høj grad om, hvordan hun fandt modet til at gå sine egne veje og leve i overensstemmelse med sine værdier. Det var ikke en lineær udvikling, men en menneskelig en af slagsen, med tilløb og tilbageskridt.
I hjørnet af Riverside Park kiggede jeg på statuen af Eleanor Roosevelt, mens jeg tænkte på den enorme betydning, hun har haft for mig og millioner af andre mennesker verden om. Ikke mindst kvinder, der i hende så, at det var muligt at have sine meninger og gøre en forskel trods omverdenens begrænsende forventninger til kvinder og omfattende diskrimination.
Hvis ikke hun havde fundet modet til at stå ved sig selv, var hendes stemme aldrig blevet hørt. Jeg skuttede mig og tænkte på, hvor ofte vi taler om mod, men måske ikke helt forstår det. Eleanor Roosevelt lærte os måske vigtigst af alt, at tvivl, modgang og sorger, fejl og usikkerhed ikke udelukker mod. Det er en del af det.
Helte, der fejer afsted mod solnedgangen på hvide gangere med et køligt nik og letten på hatten, er der slet ikke nok at hente i. Vi har ikke brug for usårlige, ufejlbarlige rollemodeller, det er for endimensionelt, og livet og virkeligheden er for langt størstedelen af os broget. Eleanor Roosevelt kan lære os meget mere. Jeg tænkte, at vi kunne bruge flere af den slags fortællinger: om kvinder og deres mod.
Ligestillingen har efterhånden bedre kår end i Eleanor Roosevelts tid, men vi er ikke i mål. Hverken hvad angår løn, bestyrelses- og ledelsesposter eller fordelingen af arbejdet i hjemmene. Det gælder også, hvem vi hylder i vores samfund.
Selvom det ikke er overraskende, er det alligevel tankevækkende, at statuen af Eleanor Roosevelt, den første statue af en kvinde i New York, blev afsløret i 1996. Det er ikke længe siden. Der findes stadig alt for få statuer af kvinder. På samme måde er det med bøger, film og opslagsværker. Vores historieskrivning har oftest ikke haft øje for, hvor meget kvinder har betydet for udviklingen, eller overhovedet ænset, at de var til stede.
Heldigvis sker der efterhånden et opgør med den skævvredne arv. Det betyder noget, hvilke statuer og hvilken kunst vi ser i vores bybillede, for det signalerer, hvem der er vigtig i samfundet. Det betyder også noget, hvilke historier vi læser for os selv og vores børn eller fortæller til andre.
På pladsen foran Roosevelt-statuen i New York ligger indlejret en cirkulær granitsten, hvori der er hugget et citat, som ramte mig lige i hjertekulen: She would rather light a candle than curse the darkness, and her glow has warmed the world.
Det bedste ved arbejdet i Amnesty International var netop det håb, som det tænder at se folk kæmpe for en bedre morgendag, selv når det ser allermørkest ud. Selvom jeg dagligt kiggede ind i frygtelige hændelser, fik jeg også lov til at se alt det, som ganske almindelige mennesker gør for at forsvare vores basale menneskerettigheder. Den fornemmelse bliver tit væk, når vi ser eller hører nyheder fra en verden med ødelæggelse og uretfærdighed.
Vi kan hurtigt føle os magtesløse. Men de er derude. Eleanors Roosevelts arvtagere.
Mørket var efterhånden blevet tæt i Riverside Park, og tankerne var faldet på plads. Jeg ville fortælle historier om beundringsværdige og modige kvinder fra vores tid. Gennem deres personlige historier ville jeg også fortælle om nutidige brændpunkter i kampen for menneskerettighederne.
Jeg ville skrive en bog om kvinder, der trods modgang og modstand nægter at lade sig kue, og på hver deres måde, på hver deres arbejdsområde og med hver deres baggrund har vovet at sætte sig selv og deres liv på spil for at gøre en forskel.
Det er kvinder, der gennem årene har gjort et uudsletteligt indtryk på mig på grund af deres virke, men i lige så høj grad også deres væremåde. Jeg ville ikke mindst fortælle om, hvordan de, ligesom Eleanor Roosevelt, oplever tvivl, frygt, modstand, afmagt og usikkerhed. Og jeg ville undersøge, hvordan de finder og genfinder deres mod.
Jeg rejste mig fra bænken og forlod parken, mens titlen på bogen begyndte at rumstere i mit hoved. Ord betyder noget. Også her har vi en arv at gøre op med. I selve vores sprog ligger en ubalance indlejret. Vi har mandsmod og mandshjerte. Det kan man slå op i ordbogen. Vi mander os op, og vi har nosser til at gøre noget.
Eller er vi tøsede, pigefornærmede og kvindagtige? Og det er ikke godt at blive kaldt en tøsedreng. Kvindelist kan vi til nøds få lov at have, men det er tit fordækt eller noget med at (mis)bruge vores seksualitet. Sproget er et magtmiddel, der som underlægningsmusikken i en film påvirker følelser og tanker, uden vi altid er bevidste om det. Jeg savnede derfor ikke bare flere historier om kvinder. Jeg savnede også et ord, vi ikke har haft: kvindsmod.
Da jeg kom hjem fra New York, begyndte jeg arbejdet, der er blevet til denne bog. Sværest har været at begrænse mig, for der er mange modige kvinder derude. Heldigvis. Her er syv af dem. Deres fortællinger er baseret på længere samtaler med hver af dem. Derudover har bøger, dokumentarer og interviews bidraget til min forståelse og formidling af deres historier. Kvinderne er alle vigtige stemmer i verden. De er blevet hædret, og de har modtaget priser.
Deres idealer, vedholdenhed og mod håber jeg vil inspirere mange andre kvinder – og mænd.
Trine Christensen januar 2024
Kasha Jacqueline Nabagesera
Født: 1980
Uddannelse: Revisor
Arbejde: Menneskerettighedsaktivist og forkæmper for LGBT+-rettigheder
Hjemland: Uganda
“For mig er det modigt at have styrken til at tale om emner, der ses som tabu. Det er modigt at tale om emner, der påvirker piger og kvinder, seksuelle mindretal, medier og journalister.
Det er især modigt, når det handler om vores egen baggård, og vi ikke bare peger fingre ad de andres. Mod er det modsatte af stilhed.”
En latterbølge brusede igennem salen.
Det var ellers alvorlige sager, som Kasha Nabagesera fortalte om: undertrykkende lovforslag, offentlig udskamning, udstødelse fra familier, fyringer, nægtet medicinsk behandling og forsøg på såkaldt tvangsomvendelse. Alt sammen udløst af noget så basalt som kærlighed.
Vi var 500 koncentrerede tilhørere til Amnestys Internationale Rådsmøde i 2013, der blev afholdt på et konferencehotel udenfor Dublin i Irland. Kasha var hovedtaler i kraft af sin lederrolle i LGBT+-bevægelsen i Uganda, hvor homoseksuelle relationer har været forbudt siden kolonitiden, men hvor en opblomstring af had og forfølgelse siden 00’erne har gjort det endnu mere farligt at stå frem som den, man er.
Konteksten for hendes tale var et lovforslag, der ville præcisere det allerede eksisterende forbud, og indføre livstid som straf for homoseksuelle relationer. Selvom loven endnu ikke var vedtaget, betød den en voldsom stigning af hadforbrydelser. Kasha havde vores fulde opmærksomhed, og den brugte hun til at understrege situationens alvor.
Men så løftede hun øjenbrynet, kommenterede tørt på situationens absurditet og kluklo. Det var så overrumplende, at det var umuligt ikke at grine med. Hendes fortælling rummede død, vold og forfølgelse. Nok til at knuse dit hjerte. Men hendes latter smittede og afviste samtidig ynk eller medlidenhed fra tilhørerne. I stedet skabte den et fællesskab.
Samme aften så jeg hende sidde lidt for sig selv på en ubekvem stol i et halvmørkt hjørne af hotellet. Forsigtigt spurgte jeg, om jeg måtte sidde ned. Måske behøvede hun snarere lidt fred? Men hun indikerede med en henkastet bevægelse, at jeg kunne gøre hende selskab.
Jeg indledte med at sige, hvor meget jeg beundrede hende. Det er vigtigt at sige til folks ansigt. I Danmark lader vi alt for ofte den slags vente til begravelser eller andre afskeder. Jeg fortalte også, at jeg i efteråret 2010 havde mødt hendes nære ven David Kato, lederen af Sexual Minorities Uganda. Det var kun få måneder, inden han blev myrdet.
Kasha tog imod min ros med et lille fraværende smil og fik først rigtigt liv og varme i øjnene, da jeg nævnte David. Der var sorg og styrke i hendes blik, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
Da jeg rejste hjem fra Dublin, tænkte jeg, at hvis alle kunne møde hende, ville ingen være ligeglad med, hvad der skete i Uganda. Loven blev ikke gennemført, dengang for ti år siden, men siden har der været gentagne forsøg på at genintroducere forskellige varianter.
I 2023 blev en ny og endnu værre lov vedtaget, der muliggør dødsstraf for ”særligt alvorlige” tilfælde af homoseksualitet og fængsel på livstid for homoseksuelle akter. Det er også blevet forbudt at ”promovere” homoseksualitet, hvilket gør aktivisters arbejde ekstra risikabelt.
To mænd er i skrivende stund anklaget og risikerer døden, hvis de bliver dømt. Verdensbanken har sat projektfinansiering til Uganda på pause som respons på loven, ligesom både USA og Danmark har fordømt loven som diskriminerende.
Med lovens indførelse er der også fulgt en bølge af overgreb mod homoseksuelle og transkønnede, der udsættes for vold, voldtægt og tortur ifølge en rapport udgivet senere samme år, som dokumenterede 306 tilfælde på otte måneder. I 18 tilfælde beskrevet i rapporten udsatte politi anholdte for anale undersøgelser for at finde ”beviser” på homoseksualitet.
Jeg har enorm respekt for det mod, det kræver for enhver at stå frem som homoseksuel, transkønnet, binær eller queer. Det er ikke uden risiko, uanset hvor man bor. I Uganda er den risiko ekstrem, ikke mindst på grund af risikoen for hadforbrydelser og udbredt diskrimination. Kashas kamp for at feste, elske, le og græde i fred har krævet et helt særligt mod. Trods had og vold har hun skullet være sig selv tro og fastholde, at hun ikke gør noget forkert. Ikke elsker forkert. Ikke er forkert.
Trine Christensen: Kvindsmod
I denne inspirerende bog deler en række internationale og anerkendte kvinder deres stærke personlige historier. De fortæller åbent og ærligt om at have og bevare modet til at være, som de er, og nægte at tie stille – trods store omkostninger for dem og deres nærmeste og selvom det kan koste dem livet. Mød bl.a. Anabel Hernández: mexicansk journalist og forfatter, der rapporterer frygtløst om brutale narkokarteller og korrupte embedsmænd. Kasha Nabagesera: ugandisk LGBT-rettighedsaktivist, der nægter at lade sig kue trods trusler og mordet på hendes bedste ven.
Masih Alinejad: iransk-amerikansk journalist, forfatter og politisk aktivist, der står op mod styret i Teheran.
Ud fra deres erfaringer og oplevelser skaber forfatteren “modets strategi”, som andre kvinder kan bruge i deres eget liv. Bogen er skrevet af Trine Christensen, der er tidligere generalsekretær i Amnesty International Danmark.
I Kvindsmod finder du syv inspirerende fortællinger om kvinder. Bogen er fyldt med stærke personlige historier om kvinder, der sætter livet på spil for en bedre verden. Læs et uddrag af bogen her.
Kvindsmod dykker ned i historien om syv internationale og anerkendte kvinder. Disse kvinder sætter dem selv og deres liv på spil på hver deres måde, for at gøre en forskel i verden. De har mødt modgang og følt frygt, men de fandt deres indre styrke og fik brugt deres stemme. Allesammen brød de med forventninger til, hvad en kvindes rolle er, og hvordan kvinder skal være.
LÆS OGSÅ: Litteratur i #MeToo’s årti. Se vores liste med bøger, der beskæftiger sig med kvinders oplevelser og rettigheder
Trine Christensen er forfatteren bag Kvindsmod, men i bogen er spotlightet på syv kvinder, der kæmper for at gøre en forskel. Disse kvinder er:
Anabel Hernández, der trodser narkobaroner.
Claudia Paz y Paz, som tager opgøret mod vold.
Kasha Nabagesera, der kæmper for LGBT+-rettigheder.
Marinel Sumook Ubaldo, som er klimaaktivist.
Masih Alinejad, der står op mod undertrykkelse.
Sarah McBride, der møder had som transkønnet politiker.
Sviatlana Tsikhanouskaya, der går imod en diktator.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
I Kvindsmod kan du møde syv seje og viljestærke kvinder, der fortæller ærligt om de oplevelser, der har været med til at forme dem. Læs et uddrag af Kvindsmod her.
Forord
I et stille hjørne af Riverside Park på Manhattan stod jeg og betragtede statuen af Eleanor Roosevelt. Det var en kølig martsaften i 2022, og trafikken ude på West Side Highway var tæt med røde baglygter i skumringen.
Jeg var tilbage i byen, som jeg i 11 år kaldte hjem. I New York havde jeg indledt mit arbejdsliv som researcher for Amnesty International.
Jeg havde tilbragt dagen med at besøge gamle venner, og nu havde jeg besluttet mig for at gå en tur forbi statuen af Eleanor Roosevelt og samle mine tanker. Året forinden var jeg stoppet i Amnesty International efter to årtier i organisationen, de sidste fem år som generalsekretær for den danske afdeling.
Det var tid til nye arbejdsmæssige udfordringer. Jeg gik med overvejelser om at udbrede de værdier, som Eleanor Roosevelt stod for. Hun er mit store forbillede. Menneskerettigheder har været en rød tråd gennem min karriere, og det var hende, der sikrede tilblivelsen af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i 1948.
Jeg var overbevist om, at mange andre, ligesom jeg, kunne finde både håb, styrke og inspiration i de værdier, hun repræsenterer.
Statuen af Eleanor Roosevelt er placeret på en rund forhøjning med lav stedsegrøn beplantning. Hun læner sig halvt siddende op ad en sten, hånden tænksomt taget op til hagen og et dybt blik ind mod byen, hvor hun blev født og boede i formative år af sit liv. Eleanor Roosevelt engagerede sig tidligt i sine medmenneskers ve og vel og nægtede at lukke øjnene for lidelse og uretfærdighed.
I 12 år var hun en af de mest markante førstedamer, USA har set, til tider i åben konflikt med hendes mand, Franklin D. Roosevelt, om de beslutninger, han tog, som for eksempel interneringen af japanske amerikanere under Anden Verdenskrig.
I årene efter hans død blev hun en af verdens førende forkæmpere for vores allesammens ret til at leve i frihed og værdighed. At en kvinde i efterkrigsårenes mandsdominerede verden skulle forløse den diplomatiske kraftpræstation at få vedtaget Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, var uhørt.
Hvis ikke hun havde ledet arbejdet, var det næppe blevet nedfældet, at mænd og kvinder er lige, og formuleringen ”all men are created equal in dignity and rights” var sandsynligvis ikke blevet ændret til ”all human beings”. Det fik hun indført i samarbejde med den eneste anden kvinde i arbejdsgruppen, indiske Hansa Metha. Det betyder utvivlsomt noget, hvem der sidder med ved de borde, hvor beslutningerne tages.
Min fascination af Eleanor Roosevelt handler om alt det, hun udrettede gennem sit liv, men endnu mere om, hvordan hun mødte verden.
Hun gennemlevede to verdenskrige og kom helt tæt på krigens frygtelige konsekvenser blandt både soldater og flygtninge, igennem sit frivillige engagement på hospitaler og utrættelige besøg i felten og lejre. Hun oplevede desperat økonomisk depression i 30’ernes USA, ikke bare på afstand, men på sine mange rejser ud i det enorme land for at forstå og finde løsninger på armod og uretfærdighed.
Hun kastede sig ufortrødent ind kontroversielle emner som raceadskillelse og sortes stemmerettigheder. Gennem årene måtte hun tåle en nådesløs og ofte racistisk tilsvining i aviserne. Hun overlevede hele 15 attentatforsøg, de fleste af dem efter hendes rolle i tilblivelsen af Verdenserklæringen, der blandt andre af Ku Klux Klan blev set som et yderst farligt dokument.
Efter Klanen satte en pris på hendes hoved, blev hun forsøgt skudt og dræbt med bilbomber og sprængstoffer. Alligevel nægtede Eleanor Roosevelt at rejse med Secret Service-beskyttelse, når hun skulle holde taler, deltage i møder eller færdes i offentligheden. Hun insisterede på at være tilgængelig og havde direkte kontakt med sine medborgere.
Eleanor Roosevelt troede så brændende på Menneskerettighedsdeklarationen, at hun utrætteligt arbejdede på dens udbredelse frem til sin død i 1968. Kvinden med kun fire års skolegang talte på det tidspunkt fem sprog flydende og var i gang med sin 28. bog, selvom hun var så medtaget af sygdom, at hun måtte hviske formuleringerne til sin sekretær.
Jeg har læst flere af hendes bøger, men den sidste, Tomorrow is Now (1963), er den, jeg holder mest af. Mens hendes egen tid randt ud, forsøgte hun at give stafetten videre med al sin velformulerede passion, dyrt købte indsigt og faste tro på, hvad vi kan, når vi tør.
For mig er noget af det mest interessante ved Eleanor Roosevelt, at hun ikke var spor modig fra begyndelsen. Hun startede livet på bagkant, med afvisning, tab og smerte. Som lille blev hun nedgjort og negligeret af sin glamourøse mor, fordi hun var genert og alvorlig. Forældrene tilhørte det bedre borgerskab i New York, men hendes far døde af alkoholisme og moderen af difteri, så hun blev forældreløs som blot tiårig.
Senere blev hun en usikker kone og mor, der lod sig hundse med af skiftende guvernanter og en særdeles dominerende svigermor. Fortællingen om Eleanor Roosevelt handler derfor i høj grad om, hvordan hun fandt modet til at gå sine egne veje og leve i overensstemmelse med sine værdier. Det var ikke en lineær udvikling, men en menneskelig en af slagsen, med tilløb og tilbageskridt.
I hjørnet af Riverside Park kiggede jeg på statuen af Eleanor Roosevelt, mens jeg tænkte på den enorme betydning, hun har haft for mig og millioner af andre mennesker verden om. Ikke mindst kvinder, der i hende så, at det var muligt at have sine meninger og gøre en forskel trods omverdenens begrænsende forventninger til kvinder og omfattende diskrimination.
Hvis ikke hun havde fundet modet til at stå ved sig selv, var hendes stemme aldrig blevet hørt. Jeg skuttede mig og tænkte på, hvor ofte vi taler om mod, men måske ikke helt forstår det. Eleanor Roosevelt lærte os måske vigtigst af alt, at tvivl, modgang og sorger, fejl og usikkerhed ikke udelukker mod. Det er en del af det.
Helte, der fejer afsted mod solnedgangen på hvide gangere med et køligt nik og letten på hatten, er der slet ikke nok at hente i. Vi har ikke brug for usårlige, ufejlbarlige rollemodeller, det er for endimensionelt, og livet og virkeligheden er for langt størstedelen af os broget. Eleanor Roosevelt kan lære os meget mere. Jeg tænkte, at vi kunne bruge flere af den slags fortællinger: om kvinder og deres mod.
Ligestillingen har efterhånden bedre kår end i Eleanor Roosevelts tid, men vi er ikke i mål. Hverken hvad angår løn, bestyrelses- og ledelsesposter eller fordelingen af arbejdet i hjemmene. Det gælder også, hvem vi hylder i vores samfund.
Selvom det ikke er overraskende, er det alligevel tankevækkende, at statuen af Eleanor Roosevelt, den første statue af en kvinde i New York, blev afsløret i 1996. Det er ikke længe siden. Der findes stadig alt for få statuer af kvinder. På samme måde er det med bøger, film og opslagsværker. Vores historieskrivning har oftest ikke haft øje for, hvor meget kvinder har betydet for udviklingen, eller overhovedet ænset, at de var til stede.
Heldigvis sker der efterhånden et opgør med den skævvredne arv. Det betyder noget, hvilke statuer og hvilken kunst vi ser i vores bybillede, for det signalerer, hvem der er vigtig i samfundet. Det betyder også noget, hvilke historier vi læser for os selv og vores børn eller fortæller til andre.
På pladsen foran Roosevelt-statuen i New York ligger indlejret en cirkulær granitsten, hvori der er hugget et citat, som ramte mig lige i hjertekulen: She would rather light a candle than curse the darkness, and her glow has warmed the world.
Det bedste ved arbejdet i Amnesty International var netop det håb, som det tænder at se folk kæmpe for en bedre morgendag, selv når det ser allermørkest ud. Selvom jeg dagligt kiggede ind i frygtelige hændelser, fik jeg også lov til at se alt det, som ganske almindelige mennesker gør for at forsvare vores basale menneskerettigheder. Den fornemmelse bliver tit væk, når vi ser eller hører nyheder fra en verden med ødelæggelse og uretfærdighed.
Vi kan hurtigt føle os magtesløse. Men de er derude. Eleanors Roosevelts arvtagere.
Mørket var efterhånden blevet tæt i Riverside Park, og tankerne var faldet på plads. Jeg ville fortælle historier om beundringsværdige og modige kvinder fra vores tid. Gennem deres personlige historier ville jeg også fortælle om nutidige brændpunkter i kampen for menneskerettighederne.
Jeg ville skrive en bog om kvinder, der trods modgang og modstand nægter at lade sig kue, og på hver deres måde, på hver deres arbejdsområde og med hver deres baggrund har vovet at sætte sig selv og deres liv på spil for at gøre en forskel.
Det er kvinder, der gennem årene har gjort et uudsletteligt indtryk på mig på grund af deres virke, men i lige så høj grad også deres væremåde. Jeg ville ikke mindst fortælle om, hvordan de, ligesom Eleanor Roosevelt, oplever tvivl, frygt, modstand, afmagt og usikkerhed. Og jeg ville undersøge, hvordan de finder og genfinder deres mod.
Jeg rejste mig fra bænken og forlod parken, mens titlen på bogen begyndte at rumstere i mit hoved. Ord betyder noget. Også her har vi en arv at gøre op med. I selve vores sprog ligger en ubalance indlejret. Vi har mandsmod og mandshjerte. Det kan man slå op i ordbogen. Vi mander os op, og vi har nosser til at gøre noget.
Eller er vi tøsede, pigefornærmede og kvindagtige? Og det er ikke godt at blive kaldt en tøsedreng. Kvindelist kan vi til nøds få lov at have, men det er tit fordækt eller noget med at (mis)bruge vores seksualitet. Sproget er et magtmiddel, der som underlægningsmusikken i en film påvirker følelser og tanker, uden vi altid er bevidste om det. Jeg savnede derfor ikke bare flere historier om kvinder. Jeg savnede også et ord, vi ikke har haft: kvindsmod.
Da jeg kom hjem fra New York, begyndte jeg arbejdet, der er blevet til denne bog. Sværest har været at begrænse mig, for der er mange modige kvinder derude. Heldigvis. Her er syv af dem. Deres fortællinger er baseret på længere samtaler med hver af dem. Derudover har bøger, dokumentarer og interviews bidraget til min forståelse og formidling af deres historier. Kvinderne er alle vigtige stemmer i verden. De er blevet hædret, og de har modtaget priser.
Deres idealer, vedholdenhed og mod håber jeg vil inspirere mange andre kvinder – og mænd.
Trine Christensen januar 2024
Kasha Jacqueline Nabagesera
Født: 1980
Uddannelse: Revisor
Arbejde: Menneskerettighedsaktivist og forkæmper for LGBT+-rettigheder
Hjemland: Uganda
En latterbølge brusede igennem salen.
Det var ellers alvorlige sager, som Kasha Nabagesera fortalte om: undertrykkende lovforslag, offentlig udskamning, udstødelse fra familier, fyringer, nægtet medicinsk behandling og forsøg på såkaldt tvangsomvendelse. Alt sammen udløst af noget så basalt som kærlighed.
Vi var 500 koncentrerede tilhørere til Amnestys Internationale Rådsmøde i 2013, der blev afholdt på et konferencehotel udenfor Dublin i Irland. Kasha var hovedtaler i kraft af sin lederrolle i LGBT+-bevægelsen i Uganda, hvor homoseksuelle relationer har været forbudt siden kolonitiden, men hvor en opblomstring af had og forfølgelse siden 00’erne har gjort det endnu mere farligt at stå frem som den, man er.
Konteksten for hendes tale var et lovforslag, der ville præcisere det allerede eksisterende forbud, og indføre livstid som straf for homoseksuelle relationer. Selvom loven endnu ikke var vedtaget, betød den en voldsom stigning af hadforbrydelser. Kasha havde vores fulde opmærksomhed, og den brugte hun til at understrege situationens alvor.
Men så løftede hun øjenbrynet, kommenterede tørt på situationens absurditet og kluklo. Det var så overrumplende, at det var umuligt ikke at grine med. Hendes fortælling rummede død, vold og forfølgelse. Nok til at knuse dit hjerte. Men hendes latter smittede og afviste samtidig ynk eller medlidenhed fra tilhørerne. I stedet skabte den et fællesskab.
Samme aften så jeg hende sidde lidt for sig selv på en ubekvem stol i et halvmørkt hjørne af hotellet. Forsigtigt spurgte jeg, om jeg måtte sidde ned. Måske behøvede hun snarere lidt fred? Men hun indikerede med en henkastet bevægelse, at jeg kunne gøre hende selskab.
Jeg indledte med at sige, hvor meget jeg beundrede hende. Det er vigtigt at sige til folks ansigt. I Danmark lader vi alt for ofte den slags vente til begravelser eller andre afskeder. Jeg fortalte også, at jeg i efteråret 2010 havde mødt hendes nære ven David Kato, lederen af Sexual Minorities Uganda. Det var kun få måneder, inden han blev myrdet.
Kasha tog imod min ros med et lille fraværende smil og fik først rigtigt liv og varme i øjnene, da jeg nævnte David. Der var sorg og styrke i hendes blik, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
Da jeg rejste hjem fra Dublin, tænkte jeg, at hvis alle kunne møde hende, ville ingen være ligeglad med, hvad der skete i Uganda. Loven blev ikke gennemført, dengang for ti år siden, men siden har der været gentagne forsøg på at genintroducere forskellige varianter.
I 2023 blev en ny og endnu værre lov vedtaget, der muliggør dødsstraf for ”særligt alvorlige” tilfælde af homoseksualitet og fængsel på livstid for homoseksuelle akter. Det er også blevet forbudt at ”promovere” homoseksualitet, hvilket gør aktivisters arbejde ekstra risikabelt.
To mænd er i skrivende stund anklaget og risikerer døden, hvis de bliver dømt. Verdensbanken har sat projektfinansiering til Uganda på pause som respons på loven, ligesom både USA og Danmark har fordømt loven som diskriminerende.
Med lovens indførelse er der også fulgt en bølge af overgreb mod homoseksuelle og transkønnede, der udsættes for vold, voldtægt og tortur ifølge en rapport udgivet senere samme år, som dokumenterede 306 tilfælde på otte måneder. I 18 tilfælde beskrevet i rapporten udsatte politi anholdte for anale undersøgelser for at finde ”beviser” på homoseksualitet.
Jeg har enorm respekt for det mod, det kræver for enhver at stå frem som homoseksuel, transkønnet, binær eller queer. Det er ikke uden risiko, uanset hvor man bor. I Uganda er den risiko ekstrem, ikke mindst på grund af risikoen for hadforbrydelser og udbredt diskrimination. Kashas kamp for at feste, elske, le og græde i fred har krævet et helt særligt mod. Trods had og vold har hun skullet være sig selv tro og fastholde, at hun ikke gør noget forkert. Ikke elsker forkert. Ikke er forkert.
Trine Christensen: Kvindsmod
I denne inspirerende bog deler en række internationale og anerkendte kvinder deres stærke personlige historier. De fortæller åbent og ærligt om at have og bevare modet til at være, som de er, og nægte at tie stille – trods store omkostninger for dem og deres nærmeste og selvom det kan koste dem livet. Mød bl.a. Anabel Hernández: mexicansk journalist og forfatter, der rapporterer frygtløst om brutale narkokarteller og korrupte embedsmænd. Kasha Nabagesera: ugandisk LGBT-rettighedsaktivist, der nægter at lade sig kue trods trusler og mordet på hendes bedste ven.
Masih Alinejad: iransk-amerikansk journalist, forfatter og politisk aktivist, der står op mod styret i Teheran.
Ud fra deres erfaringer og oplevelser skaber forfatteren “modets strategi”, som andre kvinder kan bruge i deres eget liv. Bogen er skrevet af Trine Christensen, der er tidligere generalsekretær i Amnesty International Danmark.
Du kan købe Kvindsmod online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: