Linea Maja Ernst debuterer som forfatter med Kun til Navlen. Romanen skildrer en gruppe venner i 30’erne, der mødes ugen op til et bryllup – og alle har de hver deres problemer og usikkerheder med i bagagen. Læs et uddrag af bogen her.
Kun til Navlen er den første bog fra Linea Maja Ernst. Ernst er skribent hos Weekendavisen, og hun beskæftiger sig også med litteratur, popkultur og samtidsfænomener. Hun har også tidligere været underviser på litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor vennegruppen i Kun til navlen møder hinanden.
LÆS OGSÅ: 10 nye bøger du skal læse i helligdagene
I Kun til navlen følger læseren en gruppe venner, der er samlet i et sommerhus. Det er ugen op til et bryllup, og et vennepar i gruppen skal giftes. Gruppen skændes, mindes, flirter og nyder hinandens selskab, og samtidig roder de også op i gemte følelser.
Vennegruppen består af en gruppe mennesker i midt trediverne. Esben er gommen, og Karen er bruden. Hun glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig reelt mere til at komme tilbage på arbejde. Sylvia har altid været forelsket i Esben, selvom hun er i et forhold med sin kvindelige kæreste, Charlie.
Kvæde føler sig endelig på plads og hjemme i sin krop, men hans ønsker om at holde et skov-rave kan blive spoleret af børn, der skal puttes. Gry kæmper med at føle sig banal blandt sine excentriske venner, og så har hun også taget sin kæreste Adam med, der ligner en reklame for heteroseksualitet.
LÆS OGSÅ: Anne Cathrine Bomann: Vi har brug for hinanden, selvom det er bøvlet
Kun til navlen er en bog om mennesker, venskaber, forelskelser, og de følelser der følger med, når man skal finde sin egen vej i livet. Du kan læse et uddrag af Kun til navlen her.
Kun til navlen
Linea Maja Ernst
Dag 1
Sylvia sidder på bagsædet. Hun flyder ud, skifter stilling, lægger fødderne op på førersædet. Hun elsker, at Charlies ører er næsten gennemsigtige, at den tynde hud bliver konkylierød i modlyset. Sylvia kilder hendes øreflip med storetåen.
Charlie giver Sylvias fod et klem.
– Du må hellere sætte dig rigtigt op.
Sylvia synes egentlig ikke, færdselsloven burde gælde i skoven, men hun lystrer halvt, sætter sig op i skrædderstilling, hun kan mærke trusserne sidde skævt, åbner sine shorts, stikker hånden ned for at rette på dem, presser en fingerspids mod sine kønslæber, ind mellem dem, inden hun får bomuldsstoffet flyttet på plads. Hun holder hånden op mod underansigtet, hun har altid godt kunnet lide duften, noget hav, noget hvidt, noget blomstrende.
Sylvia har engang læst, at duften virker forførende, hvis man bruger den som parfume.
Hun dupper sig bag ørerne, trækker fingrene gennem håret, roder op i det.
Udenfor glider skoven forbi. Asfaltvejen bliver til grus, sommerlyset dunklere. De kører gennem den ældre del af skoven. Det er tæt på sankthans, alt er grønt, trukket fuldt af væde. Bøgetræerne er knudrede, mosset selvlysende, her ligger store vindfælder med rødderne i vejret, skovfyr, musebøge med syv stammer snor deres kroner opad, ind over skovvejen og spejler sig i den auberginefarvede køler.
Det er en gammel Volvo, kantet og pensionsmoden, Charlie holder den sentimentalt ved lige.
Skulle du aldrig selv have et kørekort? kan Charlie finde på at spørge, og så svarer Sylvia, at hun er alt for distræt, hun kommer til at sidde og falde hen, hun går så let i panik, flagrer med hænderne, og det er ikke sødt længere, når man først har kørt nogen ned i en højresvingsulykke.
Charlie kører sikkert. Hendes hænder på rattet, Sylvia kan aldrig blive færdig med at se på dem. Hun kan ikke lade være med at tænke på det som et karaktertræk, at det er butch at have kørekort, at det er voksent, det er i hvert fald et tegn på at have styr på det.
Her, i provinsen, i Himmerland, er det selvfølgelig bare noget, alle har. Men storbyakademikere ældes anderledes.
Og tror, at alle praktiske forhold, såsom et kørekørt, er et spændende udsagn om ens karakter.
Sylvia tænker på sig selv som bagsæde-, som passager- sædetypen. Hun kan godt lide at blive kørt, at Charlie altid gerne vil hente hende
Charlie, der føles som hjem, som en klippe i sol. De får øjenkontakt i bakspejlet. Hendes mosgrønne øjne. Charlie smiler.
– Er du træt?
– Nej, jeg glæder mig! Det er hundrede år siden, vi har været sammen allesammen.
– Fortæl det lige igen. Hvad er det for et sommerhus?
– Det er et skovløberhus, retter Sylvia. – Det er Karens forældres.
Charlie ser væk med et lille smil.
– Og hvad er det så lige, et skovløberhus er?
– Det … ved jeg ikke præcis.
Charlie griner.
– Men det lyder meget romantisk og meget specifikt, og det kan jeg rigtig godt lide!
– Selvfølgelig kan dine venner ikke have et almindeligt sommerhus, smiler Charlie, mens hun blinker af, for god ordens skyld, selvom skovvejen er øde. – De er også meget romantiske og specifikke og gode til at formulere sig.
– De er søde! siger Sylvia
– Ja, det er de også.
Sylvia ved, at Charlie godt kan blive nervøs, når de skal være sammen med hendes venner.
– Du er sammen med mig, siger Sylvia.
Esben og Karen venter allerede på dem i huset. Det ligger ved en skovsø, kortet på Charlies telefon begynder at glippe, internettet er svagt, vejnettet i skoven er gammelt.
Gry er også på vej i sin bil et sted i nærheden.
– Har I egentlig altid været lige gode venner allesammen? Også dengang I læste? spørger Charlie.
– I begyndelsen var det nok mest Esben og mig og Karen, der var meget tætte. Og så efterhånden blev Kvæde og jeg bedste venner. Og Karen og Gry har hængt lidt sammen de seneste år, men det er også no- get livsfase-noget, de har rigtige voksenjobs og rigtige voksenforhold.
Charlie kigger på hende i spejlet.
– Men især er vi allesammen lige gode venner, smiler Sylvia.
De har kørt i timevis, de tog fra København ved middagstid, nu er det hen mod aften, men stadig lyst. Det var Gry, der lavede tidsplanen i god tid, koordinerede det: Kan vi aftale, at vi er fremme til tidlig aftensmad, det er lettere med børnene.
Sylvia ville ønske, at det var uden børn, aftensmadstider og sengetider, men hun glæder sig til at falde sine venner om halsen. Til at se Esben. Hun kan godt lide den, hun bliver, når han er der.
Charlie rømmer sig.
– Nu kan jeg se søen. Vi må hellere vække Kvæde.
Kvæde har sovet ved siden af Sylvia det meste af turen, lænet op mod bilruden, han undskyldte sig, kvæstet, da de hentede ham, han havde lidt tømmermænd fra i går, en rest blågrønt glimmer hen over det ene kindben.
Det lyser i aftensolen. Kvæde havde været på klub, var endt med at hoppe i vandet i morgengryet med en flok nye venner, og tidligere på aftenen havde han været til digtoplæsning. Kvæde ville have foretrukket at tage senere afsted, men han havde været tapper, holdt sig vågen og sludret det første stykke tid, men han har sovet siden Fyn.
Mens Kvæde gabte, faldt hen, havde han fortalt dem om sin aften, at han havde mødt den smukkeste mand, han nogensinde havde set, Cosmos, men at det beklageligvis ikke var blevet til mere end et håndtryk. Så sov han tungt. Sylvia beundrer den evne hos Kvæde, hvor hurtigt han falder for mennesker på sin vej og lige så let slipper dem igen.
De drejer af, en smallere skovvej, knoklet af tværgående rødder, blød af fyrrenåle, fører dem om på den anden side af en lille halvø, der rækker ud i søen. Her er man i skjul. Blålige fyrretræer. En lille strimmel søbred, vandet er klart over den lyse sandbund. Et bålsted.
De parkerer ved søbredden, og Sylvia vender sig mod Kvæde, rører ved hans knæ. Han vågner, trækker skuldrene op, skutter sig.
Og der ligger huset, lige hvor skoven bliver til skov. Sortmalet mellem birketræerne, stenfundament, et tykt gyldent stråtag og en terrasse, der fanger solskinnet. Det ser gammelt, robust ud, skorstenen fortæller, at der er en pejsestue.
Samtidig er det forfinet, med lysthusets rigelige, hvide karme om de hvælvede vinduer og terrassedøre. Der vokser en gammel blåregn rundt om vindfanget, blomsterne hænger som gardiner, og der står Esben, han vinker begejstret til dem og spreder armene ud, mens han kommer gående hen imod dem, han har en klodsethed i sit kropssprog, noget overstrømmende, men stift, som om han overvinder sin medfødte generthed, insisterer på at være hjertelig. Det er uimodståeligt.
Sylvia er ude af bilen i én bevægelse, hun lader sig falde ind i hans arme, før hun når at tænke over det. Hans skægstubbe, hans skjorte, tynde shorts. Han har barberet håret af for nylig, det vokser mørkt tilbage, hans tynde brillestel, han ligner en tysk, idealistisk digter fra forrige århundrede, tænker hun, han ligner altid noget fjernt og romantisk, en page fra et tarotkort, en ung fyrste i en feudal epoke.
Men her er han i virkeligheden, hun kan genkende hans kropsholdning, hvordan han slapper af, står og svajer let nu, hvor han folder armene om hende, og de bliver stående sådan. Det er ikke et høfligt kram, han knuger hende, og hun trækker vejret med næsen mod hans skjortekrave.
– Hvor er det godt at se dig!
Sylvia gør sig forsigtigt fri, så Esben også kan byde Charlie og Kvæde velkommen.
Kvæde kommer til sig selv midt i det summende landskab, mens Sylvia, Charlie og Esben taler sammen, han blinker forsovet og lader sig overrumple af udsigten. Aftenhimlen er akvarelrød, skovbrynet blusser af gederams og valmuer, græsset ser så blødt ud, man kan slænge sig hvor som helst.
Madum Sø er klar og stille, en lysning af vand, birketræerne står som hvide vogtere og dypper deres rakler i søvandet, det sitrer i bladene på de hængende grene, et forhæng, der gerne vil glide til side, en rislende trommehvirvel.
Kvæde kan mærke forventningen pible i sig. Her skal vi have det fortryllende! Vi har en uge, skoven, søen, hinanden. Vi skal feste, solbade, vi skal dække op til langbordsmiddage, vi skal sidde i sommernatten og være forrygende, et klogt og sjovt og utrætteligt talkshow, lige til det lysner. Skal de nøgenbade, skal de lave et form for skovrave? Han har pakket fantastiske outfits.
De seneste år har gruppen af venner indskærpet hinanden: Vi må ses noget mere, og så gik der tre måneder, et halvt år. Der kom flere børn, flere forpligtelser til. Endnu et fuldtidsjob, en ejerlejlighed. De er allesammen kun blevet mere satte med årene. Men de er også blevet ældre og mindre usikre.
Desuden.
Dengang de var unge sammen, var han ikke rigtigt med. Ikke helhjertet. Der var altid en følelse af ikke at være med som sig selv. Han udlever sin ungdom nu, eller noget endnu bedre, og han vil gerne dele det med de andre.
Han ser ud over søen, mærker de andre slutte deres blik til hans.
Vandet er blødt og lilla, bemærkelsesværdigt klart over den lyse sandbund, langs bredden står et flor af hvide, blomstrende vandplanter, man har lyst til bade med det samme. Kvæde lukker øjnene.
Står lidt og føler: Det her romantiserer sig selv.
Og nu skubber Karen terrassedørene op på vid gab, træder et skridt ud i aftensolen og tager imod sine venner. Hun vinker, men bliver stående. De bevæger sig op mod hende. Karen har altid været et syn.
Det lange elverpigehår, hendes svanehals, kindben op til Gud, hun er kun blevet tyndere med alderen og alligevel stærkere, der er en styrke i hende, der ikke har brug for muskelkraft, som kun træder tydeligere frem i hendes skrøbelighed, hun ligner prinsessen, men hun er: en ridder, en fæstning.
Kvæde har spontant lyst til at knæle foran hende, ikke forelsket, men høvisk, man bliver andægtig af skønheden, af værdigheden, af aftensolens varme lys, der finder hende som en projektør, men hun ville tro, at han gjorde grin med hende, hun er ikke teatralsk anlagt.
I stedet krammer han hende, det gør de alle efter tur, krammet er den eneste hilsen, de bruger i vennegruppen, ligeværdigt, amorft, kroppene smelter platonisk sammen. Karen holder det ud, hun bryder sig ikke rigtigt om kram, mærker Kvæde fornøjet, hun ville måske alligevel have foretrukket, at han havde knælet som en væbner, ak ja.
Karen ville han ikke kalde sød, men hun er retfærdig, der er noget ubøjeligt i hende, noget godt og stålsat.
Kvæde kan huske, engang de allesammen var taget på Bakken for at fejre hans fødselsdag, han var blevet så rørt over det, at de så ham, det barnlige i ham, fryden ved at juble, skrige i rutsjebaner, fedtede churros, de havde stået i kø, Karen og han, de eneste, der turde prøve den mest vanvittige forlystelse, hun var vel egentlig ikke interesseret, men han skulle ikke gøre det alene, han trak hende med til enden af perronen, til den bagerste vogn, forklarede hende taknemmeligt dynamikken, at det er sjovest at sidde allerbagerst, at så bliver faldet vildest, suset i maven størst, og hun havde nikket, sagligt, mens nogle små teenagedrenge havde fiflet sig forbi dem.
Kvæde var tilbøjelig til at lade dem passere, de var jo børn, sagde han til sig selv, og desuden er der noget intimiderende over unge drenge i grupper, men Hey! havde Karens stemme skåret igennem. Vi står i kø til den bagerste vogn, I skal ikke snyde foran. Han elskede hende for det, at hun skældte børn ud, at hun var så principfast, og at han stod under hendes beskyttelse.
Karen viser dem hen til deres værelser. Kvæde får værelset vestvendt mod søen og solnedgangen. Det er et ungkarleværelse, lyse bjælker, en enkelt karlekammerseng, en servante under vinduet, egetræ og lys marmorplade, et vaskefad, en kande i hvid emalje, en buket vilde blomster, der allerede drysser ned over marmorpladen, et gammelt spejl med anløbent glas. Karen står lidt i dørkarmen.
– Jeg håber, at det passer dig. Det er mine forældres indretning, det er lidt for meget.
– Jeg elsker, når det er for meget, smiler Kvæde. – Et gavlværelse!
– Nej, et gavlværelse er på første sal eller oppe under taget, retter Karen ham fraværende, inden hun vender sig for at vise Sylvia og Charlie deres værelse.
Kvæde bider det i sig. Han åbner vinduet. Der vokser stokroser udenfor og nikker med en let banken mod vindueskarmen, de genner aftenluften ind, en duft af hyldeskærme hænger i brisen som sødt støv og blander sig med lugten af ferskvand.
Han kan næsten ikke være i sig selv, i udsigten, alt er så lovende, hvad er det for en film, det minder ham om, den dovne sommeraften, lyset, de meterhøje, hvide ukrudtsblomster i det lange græs, han ikke ved, hvad hedder, men som skriger juni?
Han står og ville ønske, han var tilknappet, reserveret, så han kunne give slip, lade sig gejle op af de lange solmodne dage og skoven, løsne et slips; men han er allerede så løssluppen, som man kan blive; han ved ikke engang, hvordan man binder et slips, men det kan en af de andre sikkert vise ham, han er god til at spørge om hjælp.
På en mere barnlig måde minder landskabet ham også om Dunderklumpen, filmet i én lang skandinavisk sommernat, hvor legetøjet bliver levende. Han havde let til dagdrømme som barn, det har han stadig, og hvordan kan man lade være, når træerne står og samler sig som et mørkt, sankthansgrønt kor?
Det minder ham om noget græsk, noget shakespearsk. Det er let at forestille sig en Puk, en Pan, en sexet faun; i skovbrynet, mellem sivene om søen. Væver, halvnøgen. Med snerleranke om håret, måske klædt i det tøj, elskende gennem tiden har efterladt i skovbunden: strømpebukser som lange, røgfarvede handsker, en forrevet skjorte, blondetrusser. Uglet hår og klare øjne.
Hvis det var en film eller et teaterstykke, så ville Puk træde frem og introducere handlingen, gnide sig i hænderne: Seks venner en uge i et sommerhus.
Men nu knurrer noget på afstand. Endnu en bil ankommer med en overlegen parkering. En rummelig snegrå Tesla, den ultimative familiebil, akkurat brutal på sin egen fornuftige måde, som den står der og punkterer det pastorale, Kvæde havde udsigt til fra sit vindue. Det var også for meget af det gode, tænker han, en god kontrast, og nu er Gry her, gudskelov, han hader at vente.
Gry stiger ud, hendes krusede, ustyrlige hår holdt på plads i franske fletninger, pufærmeskjorte, guddommelige hofter i dyre morjeans.
Det er dejligt, at hun kører som en Brian, at hun kan få en Tesla til at larme, tænker Kvæde, Gry er ellers så mild, han kan godt lide, at hun har det i sig. Hun pakker sine sødmælksblonde børn ud fra bagsædet, Vera og Sejr ser ophovnede ud i varmen, klistrede, men sådan ser småbørn måske altid ud. Vera må være fem, Sejr tre.
Men så går den anden bildør op.
Åh nej, er han også med?
Høj og lys. En solgud, der har læst statskundskab. Der er nogle mænd, som ligner Apollo-skulpturer, som har så regelmæssige træk, at det får dem til at fremstå rationelle; vitalisme-drenge, de værste.
Man kan se på Adam, hvordan han har været kernesund, siden han som barn bestod af hvidt strithår og boldøje. En dreng, man både var bange for og modvilligt beundrede i skolegården. En særlig form for maskulinitet, ikke grov, men ophøjet, som hviler i sig selv og derfor er så meget desto mere intimiderende. Oxfordskjorte. En god klipning.
Kvæde vender sig væk fra vinduet.
Gry plejer altid at komme alene og med en god undskyldning, Kvæde har kun mødt Adam et par gange. Officielt fordi Adam har travlt med at være specialkonsulent eller kontorchef, eller hvad han er, han arbejder i noget ministerium, Kvæde kan ikke huske hvilket, kun, at det er et af de vigtige (noget med ansvar; noget med at stå og herske med rolig brutalitet ved et hæve-sænke-bord, formodentlig), men Kvæde gætter på, at af buddene også skyldes Adams afsmag for vennegruppen af humanister, litterater, smågale kunstnertyper, pyntesyge queers.
Nå, det skal ikke ødelægge hans idylliske vision for dagene, at Adam går og ligner en reklame for Euroman.
Han retter sin rolleliste. Seks venner og Adam.
Kvæde lader sig falde baglæns om i karlekammersengen. Han fanger et glimt af sig selv i spejlet, han og pudevåret er gyldenrøde i lyset fra den lave sol, han ryster krøllerne en smule; det klæder ham at dejse om- kuld. Han tænker efter. Siger man dejse, segne? Engang fandtes der ord for at kaste sig dramatisk ned, det vil han gerne genindføre.
Esben banker på døren til værelset. Kvæde hæver sig op på en albue.
– Gry og Adam er her nu. Kommer du med ud og spiser?
Adam rækker hånden frem, præsenterer sig.
– Vi har altså mødt hinanden før, siger Kvæde.
– Nå ja, det er rigtigt … Matcha?
– Kvæde, siger Kvæde, kniber øjnene sammen. De sætter sig til bords, de skal spise udendørs. Esben har lavet mad, Karen rejser sig op for bordenden.
– Nu skal I spise. Vi skal have grillet aborre, som Esben har fanget ulovligt i søen.
De griner af Karens betoning af det skandaløse. Esben smiler ned i bordet, han ser både undskyldende og lidt stolt ud, trækker på det.
– Der er altså utroligt mange dernede, de vil gerne fanges!
– Og hvad skal vi mere have?
En mos af kassava-rod, en ret fra Sydamerika, pisket sej af stivelse, Esben fortæller stilfærdigt, at roden indeholder blåsyre, at hvis man ikke fjerner al skræl og tilbereder den rigtigt, kan den slå én ihjel.
Normalt ville den type information gøre Sylvia ængstelig, det gør den henkastede trussel om kollektiv cyaniddød ærligt talt også, men fordi det er Esben, vil hun hellere løbe risikoen og fremstå som en kosmopolit, afslappet og tillidsfuld, i hans øjne. Hun rører ved det gammeldags bestik. Og hvis det nu er, så dør de i det mindste sammen.
Det er tolv år siden, de mødte hinanden: Sylvia, Esben, Karen, Gry og Kvæde, der hed noget andet dengang; de cyklede gennem tidlige morgener og indfandt sig i et auditorium. Tyndere, mere nervøse.
Man holdt øje med tavlen, man holdt øje med hinanden. Litteraturteori, Den Moderne Kulturs Historie, semester for semester. Man idoliserede underviserne, de var olympiske guder, hvilket vil sige storslåede og fejlbarlige på samme tid, hver enkelt opsummeret til en type. Et freudiansk geni, en kejtet marxist i Balenciaga, en midaldrende professor, der altid lænede sig for tæt på sine kvindelige studerende, så en velturneret pandelok faldt fremefter. Han flirter med alle, havde Sylvia surmulet, forarget, hvorfor flirter han aldrig med mig?
Vennerne diskuterede deres undervisere, de nærmede sig hinanden i mellemtimer, hvor de flød i udhulede sofaer, bestilte den billigste kaffe og de billigste øl, de nogensinde ville komme til at drikke; efterhånden kunne de indrømme, hvor lidt de tilsammen forstod af teorien, de læste; alligevel skærpede de sig, opvakte i læsesalens søvnige lys, udviklede forsigtigt en personlig smag, en præference for økokritik, kønsstudier, Bloomsbury-gruppen, new journalism.
De sad bøjet over deres kompendier og tænkte: Jeg er en fiasko, og kort efter: Alle på det her bibliotek vil have mig.
Alle på årgangen havde været det kvikkeste hoved på deres respektive ungdomsuddannelser og følte lettet, hvordan de nu havde fundet hjem, mens de samtidig led under den uforudsete ydmygelse, det var, for første gang at være gennemsnitlige, middelmådige. Man vidste ikke længere, hvem man var; man var mere sig selv end nogensinde, og ingen måtte finde ud af det, men alle skulle vide det.
Festerne foregik i deres små lejligheder, som de delte med tre andre; de drak ironiske piña coladas af uironiske syltetøjsglas, blev venner, forelskede sig i hinanden, en aften kyssede man, det betød ingenting, man sov sammen, betød det alligevel noget?
Karen og Esben begyndte at gå i seng med hinanden med samme lethed og bekymring, som de gjorde alt andet med dengang. Sylvia havde tænkt: Det er en fase, sådan som alt, de gjorde, var en fase. Men i stedet blev Esben og Karen mere og mere faste, rejste ud i verden sammen, kom hjem, nu er det mange år senere.
De har allesammen fået faste forhold, faste liv.
Engang så de hinanden hver dag, nu er det alt for sjældent, de har ikke med vilje mistet forbindelsen, der sker bare det, som sker: Man får små børn, partnere, karriere, sit at se til. Man mødes på en legeplads, man mødes til kaffe, man hører om hinandens liv, men man er ikke del af dem.
Det er for længe siden, men nu er de endelig sammen. Sylvia ser rundt på sine venner, der sidder om bordet, nu er det lykkeligt, nu er det solnedgang og solsortesang og solbærvin og susen i birketræerne, og hvis nogen siger et ord om renten på deres lån, begynder hun at skrige og holder aldrig op igen.
Esben, deres forsagte digter, og nu krybskytte. Han har den samme slidte, hindbærrøde ruskindsjakke på, han har haft, siden de mødte hinanden.
Gry længer sig frem mod ham.
– Jeg er lige blevet færdig med din bog, Esben. Den var så rørende. Jeg kommer til at give den til alle i gave, siger hun.
– Åh, tak, det er jeg glad for! Han smiler til hende, men lægger ikke op til at tale mere om den. Esben er høflig, utilpas ved at håndtere opmærksomhed. Det seneste halve år må have været anspændt for ham, tænker Sylvia, hans to første bøger var små, alvorlige, formfuldendte, hits i et smalt segment, men den nyeste, om hans mor, eksploderede.
Esben sender et stort fad videre til Adam, bitter endivie, hybenroseblade, ribs lyser op mod Oxfordskjorten, det kraftige sandfarvede stof. Adam fortæller om de vine, han og Gry har taget med, denne her er meget ren og enkel, ikke så meget pjat, udpinte druer fra en sæson uden regn, ubønhørligt solskin, det giver en ren smag, en vinagtig vin; denne her har en mere grov mundfylde, mere beskidt og staldet.
Gry er glad for, at Adam er med denne gang. Karen har indviet hende i hemmeligheden, så Gry forstod, hvorfor det var vigtigt, at hun insisterede.
Hendes venner kender ikke Adam så godt, men de vil kunne lide ham, nu, hvor de får mere tid med ham, og han kan altid tale med Karen, hun og Adam er gjort af det samme stof, de har altid set det seneste afsnit af Debatten, de taler vidende om, hvad der blev sagt på det og det pressemøde, men især om, hvad der ikke blev sagt.
Adam har ingen fornemmelse for loyalitet med sit arbejde, han er håbløst ærlig, han har altid fulgt sine egne regler, nu taler han for eksempel med Karen om den minister, han hører under, men ikke respekterer. Karen lytter, mens Adam fortæller, hun lader sig ikke charmere af hans selvtillid, hun sidder tilbagelænet, spørger kritisk ind.
Adam taler hurtigt, som han gør, når han gerne vil overbevise nogen om, at han har ret. Karen er en, man gerne vil leve op til. Gry har for længst vænnet sig til at lade de små stik af misundelse blive til beundring, ellers kan man ikke være i selskab med Karen. Det gælder om at være tilfreds med at sidde i skæret fra hendes lys.
Karen har aldrig tvivlet på sin skønhed eller sin intelligens, tænker Gry, hvordan er det muligt at være kvinde uden noget mindreværdskompleks, nogen præstationsangst. Karen er ustoppelig, hun går ind i mødelokaler med Margaret Thatchers selvtillid og Grace Kellys ansigt.
Karen, som arbejdede som model, dengang de mødte hinanden på Litteraturvidenskab, men aldrig omtalte modelarbejdet, som om det var noget ubetydeligt, hun var hævet over. Hun præsenterede sig konsekvent som den journalist, hun blev, og lod uden videre modelkarrieren dø ud, så snart hun blev fastansat. Nu er hun redaktør, indlandsstof: Hun og Esben, et fuldstændig urimeligt powercouple.
Esben rejser sig for at gå ind i huset, han går i stå bag Sylvias stol, roder i hendes hår, hendes mørke fugleredefrisure er altid ved at gå i opløsning, falder ned over hendes skuldre, hendes tynde undertrøje, hun har ikke bh på.
Gry glæder sig til at spørge Sylvia om, hvad hun laver for tiden, det er altid noget nyt, hun er selvsikker på en anden, flagrende måde, hun har altid virket så fri, helt tilpas i en anti-karriere, hun arbejder som kustode på et affolket museum, skriver uforstyrret på projekter, der aldrig bliver til noget, et tv-serie-manuskript, essays, så begyndte hun at male, så var hun to måneder i Canada for at arbejde på en gård med regenerativt landbrug, altid humørsvingende, eksalteret.
Sylvia ser lykkeligt op, solvarm i ansigtet, lægger sin hånd på Esbens.
– Hey, det smager så godt det hele! Og her er så dejligt! Tænk, at vi bare skal være her og være sammen. Børnene lader sig putte, Gry er tilbage ved bordet kun et kvarter senere og synes, hun kan mærke den gamle stemning summe mellem dem, hele bordet rundt, nu er de endelig sammen igen.
Samtalen løber hen ad indforståede stier, gamle jokes, nogle åndssvage, men nøje udvalgte darlings. Skal de høre musik? Skal vi sætte kronprinsens 50-års fødselsdagsplayliste på?
Siger man kongens nu? Eller David Owes plade? Nej, Michael Carøes album med engelske covers, foreslår Gry, og de andre er enige. Hun bliver lettet, når hun rammer rigtigt.
Aftenen er generøs, lyset bliver hængende længe, praler, er klokken ni, åh, jeg kan blive en time længere, tusmørket ankommer langsomt og lyseblåt, lægger en arm om solnedgangen, men som en tilnærmelse, ikke en trussel, det er umuligt ikke at drikke mere.
Linea Maja Ernst: Kun til navlen
En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.
Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.
Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.
Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.
Linea Maja Ernst debuterer som forfatter med Kun til Navlen. Romanen skildrer en gruppe venner i 30’erne, der mødes ugen op til et bryllup – og alle har de hver deres problemer og usikkerheder med i bagagen. Læs et uddrag af bogen her.
Kun til Navlen er den første bog fra Linea Maja Ernst. Ernst er skribent hos Weekendavisen, og hun beskæftiger sig også med litteratur, popkultur og samtidsfænomener. Hun har også tidligere været underviser på litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor vennegruppen i Kun til navlen møder hinanden.
LÆS OGSÅ: 10 nye bøger du skal læse i helligdagene
I Kun til navlen følger læseren en gruppe venner, der er samlet i et sommerhus. Det er ugen op til et bryllup, og et vennepar i gruppen skal giftes. Gruppen skændes, mindes, flirter og nyder hinandens selskab, og samtidig roder de også op i gemte følelser.
Vennegruppen består af en gruppe mennesker i midt trediverne. Esben er gommen, og Karen er bruden. Hun glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig reelt mere til at komme tilbage på arbejde. Sylvia har altid været forelsket i Esben, selvom hun er i et forhold med sin kvindelige kæreste, Charlie.
Kvæde føler sig endelig på plads og hjemme i sin krop, men hans ønsker om at holde et skov-rave kan blive spoleret af børn, der skal puttes. Gry kæmper med at føle sig banal blandt sine excentriske venner, og så har hun også taget sin kæreste Adam med, der ligner en reklame for heteroseksualitet.
LÆS OGSÅ: Anne Cathrine Bomann: Vi har brug for hinanden, selvom det er bøvlet
Kun til navlen er en bog om mennesker, venskaber, forelskelser, og de følelser der følger med, når man skal finde sin egen vej i livet. Du kan læse et uddrag af Kun til navlen her.
Kun til navlen
Linea Maja Ernst
Dag 1
Sylvia sidder på bagsædet. Hun flyder ud, skifter stilling, lægger fødderne op på førersædet. Hun elsker, at Charlies ører er næsten gennemsigtige, at den tynde hud bliver konkylierød i modlyset. Sylvia kilder hendes øreflip med storetåen.
Charlie giver Sylvias fod et klem.
– Du må hellere sætte dig rigtigt op.
Sylvia synes egentlig ikke, færdselsloven burde gælde i skoven, men hun lystrer halvt, sætter sig op i skrædderstilling, hun kan mærke trusserne sidde skævt, åbner sine shorts, stikker hånden ned for at rette på dem, presser en fingerspids mod sine kønslæber, ind mellem dem, inden hun får bomuldsstoffet flyttet på plads. Hun holder hånden op mod underansigtet, hun har altid godt kunnet lide duften, noget hav, noget hvidt, noget blomstrende.
Sylvia har engang læst, at duften virker forførende, hvis man bruger den som parfume.
Hun dupper sig bag ørerne, trækker fingrene gennem håret, roder op i det.
Udenfor glider skoven forbi. Asfaltvejen bliver til grus, sommerlyset dunklere. De kører gennem den ældre del af skoven. Det er tæt på sankthans, alt er grønt, trukket fuldt af væde. Bøgetræerne er knudrede, mosset selvlysende, her ligger store vindfælder med rødderne i vejret, skovfyr, musebøge med syv stammer snor deres kroner opad, ind over skovvejen og spejler sig i den auberginefarvede køler.
Det er en gammel Volvo, kantet og pensionsmoden, Charlie holder den sentimentalt ved lige.
Skulle du aldrig selv have et kørekort? kan Charlie finde på at spørge, og så svarer Sylvia, at hun er alt for distræt, hun kommer til at sidde og falde hen, hun går så let i panik, flagrer med hænderne, og det er ikke sødt længere, når man først har kørt nogen ned i en højresvingsulykke.
Charlie kører sikkert. Hendes hænder på rattet, Sylvia kan aldrig blive færdig med at se på dem. Hun kan ikke lade være med at tænke på det som et karaktertræk, at det er butch at have kørekort, at det er voksent, det er i hvert fald et tegn på at have styr på det.
Her, i provinsen, i Himmerland, er det selvfølgelig bare noget, alle har. Men storbyakademikere ældes anderledes.
Og tror, at alle praktiske forhold, såsom et kørekørt, er et spændende udsagn om ens karakter.
Sylvia tænker på sig selv som bagsæde-, som passager- sædetypen. Hun kan godt lide at blive kørt, at Charlie altid gerne vil hente hende
Charlie, der føles som hjem, som en klippe i sol. De får øjenkontakt i bakspejlet. Hendes mosgrønne øjne. Charlie smiler.
– Er du træt?
– Nej, jeg glæder mig! Det er hundrede år siden, vi har været sammen allesammen.
– Fortæl det lige igen. Hvad er det for et sommerhus?
– Det er et skovløberhus, retter Sylvia. – Det er Karens forældres.
Charlie ser væk med et lille smil.
– Og hvad er det så lige, et skovløberhus er?
– Det … ved jeg ikke præcis.
Charlie griner.
– Men det lyder meget romantisk og meget specifikt, og det kan jeg rigtig godt lide!
– Selvfølgelig kan dine venner ikke have et almindeligt sommerhus, smiler Charlie, mens hun blinker af, for god ordens skyld, selvom skovvejen er øde. – De er også meget romantiske og specifikke og gode til at formulere sig.
– De er søde! siger Sylvia
– Ja, det er de også.
Sylvia ved, at Charlie godt kan blive nervøs, når de skal være sammen med hendes venner.
– Du er sammen med mig, siger Sylvia.
Esben og Karen venter allerede på dem i huset. Det ligger ved en skovsø, kortet på Charlies telefon begynder at glippe, internettet er svagt, vejnettet i skoven er gammelt.
Gry er også på vej i sin bil et sted i nærheden.
– Har I egentlig altid været lige gode venner allesammen? Også dengang I læste? spørger Charlie.
– I begyndelsen var det nok mest Esben og mig og Karen, der var meget tætte. Og så efterhånden blev Kvæde og jeg bedste venner. Og Karen og Gry har hængt lidt sammen de seneste år, men det er også no- get livsfase-noget, de har rigtige voksenjobs og rigtige voksenforhold.
Charlie kigger på hende i spejlet.
– Men især er vi allesammen lige gode venner, smiler Sylvia.
De har kørt i timevis, de tog fra København ved middagstid, nu er det hen mod aften, men stadig lyst. Det var Gry, der lavede tidsplanen i god tid, koordinerede det: Kan vi aftale, at vi er fremme til tidlig aftensmad, det er lettere med børnene.
Sylvia ville ønske, at det var uden børn, aftensmadstider og sengetider, men hun glæder sig til at falde sine venner om halsen. Til at se Esben. Hun kan godt lide den, hun bliver, når han er der.
Charlie rømmer sig.
– Nu kan jeg se søen. Vi må hellere vække Kvæde.
Kvæde har sovet ved siden af Sylvia det meste af turen, lænet op mod bilruden, han undskyldte sig, kvæstet, da de hentede ham, han havde lidt tømmermænd fra i går, en rest blågrønt glimmer hen over det ene kindben.
Det lyser i aftensolen. Kvæde havde været på klub, var endt med at hoppe i vandet i morgengryet med en flok nye venner, og tidligere på aftenen havde han været til digtoplæsning. Kvæde ville have foretrukket at tage senere afsted, men han havde været tapper, holdt sig vågen og sludret det første stykke tid, men han har sovet siden Fyn.
Mens Kvæde gabte, faldt hen, havde han fortalt dem om sin aften, at han havde mødt den smukkeste mand, han nogensinde havde set, Cosmos, men at det beklageligvis ikke var blevet til mere end et håndtryk. Så sov han tungt. Sylvia beundrer den evne hos Kvæde, hvor hurtigt han falder for mennesker på sin vej og lige så let slipper dem igen.
De drejer af, en smallere skovvej, knoklet af tværgående rødder, blød af fyrrenåle, fører dem om på den anden side af en lille halvø, der rækker ud i søen. Her er man i skjul. Blålige fyrretræer. En lille strimmel søbred, vandet er klart over den lyse sandbund. Et bålsted.
De parkerer ved søbredden, og Sylvia vender sig mod Kvæde, rører ved hans knæ. Han vågner, trækker skuldrene op, skutter sig.
Og der ligger huset, lige hvor skoven bliver til skov. Sortmalet mellem birketræerne, stenfundament, et tykt gyldent stråtag og en terrasse, der fanger solskinnet. Det ser gammelt, robust ud, skorstenen fortæller, at der er en pejsestue.
Samtidig er det forfinet, med lysthusets rigelige, hvide karme om de hvælvede vinduer og terrassedøre. Der vokser en gammel blåregn rundt om vindfanget, blomsterne hænger som gardiner, og der står Esben, han vinker begejstret til dem og spreder armene ud, mens han kommer gående hen imod dem, han har en klodsethed i sit kropssprog, noget overstrømmende, men stift, som om han overvinder sin medfødte generthed, insisterer på at være hjertelig. Det er uimodståeligt.
Sylvia er ude af bilen i én bevægelse, hun lader sig falde ind i hans arme, før hun når at tænke over det. Hans skægstubbe, hans skjorte, tynde shorts. Han har barberet håret af for nylig, det vokser mørkt tilbage, hans tynde brillestel, han ligner en tysk, idealistisk digter fra forrige århundrede, tænker hun, han ligner altid noget fjernt og romantisk, en page fra et tarotkort, en ung fyrste i en feudal epoke.
Men her er han i virkeligheden, hun kan genkende hans kropsholdning, hvordan han slapper af, står og svajer let nu, hvor han folder armene om hende, og de bliver stående sådan. Det er ikke et høfligt kram, han knuger hende, og hun trækker vejret med næsen mod hans skjortekrave.
– Hvor er det godt at se dig!
Sylvia gør sig forsigtigt fri, så Esben også kan byde Charlie og Kvæde velkommen.
Kvæde kommer til sig selv midt i det summende landskab, mens Sylvia, Charlie og Esben taler sammen, han blinker forsovet og lader sig overrumple af udsigten. Aftenhimlen er akvarelrød, skovbrynet blusser af gederams og valmuer, græsset ser så blødt ud, man kan slænge sig hvor som helst.
Madum Sø er klar og stille, en lysning af vand, birketræerne står som hvide vogtere og dypper deres rakler i søvandet, det sitrer i bladene på de hængende grene, et forhæng, der gerne vil glide til side, en rislende trommehvirvel.
Kvæde kan mærke forventningen pible i sig. Her skal vi have det fortryllende! Vi har en uge, skoven, søen, hinanden. Vi skal feste, solbade, vi skal dække op til langbordsmiddage, vi skal sidde i sommernatten og være forrygende, et klogt og sjovt og utrætteligt talkshow, lige til det lysner. Skal de nøgenbade, skal de lave et form for skovrave? Han har pakket fantastiske outfits.
De seneste år har gruppen af venner indskærpet hinanden: Vi må ses noget mere, og så gik der tre måneder, et halvt år. Der kom flere børn, flere forpligtelser til. Endnu et fuldtidsjob, en ejerlejlighed. De er allesammen kun blevet mere satte med årene. Men de er også blevet ældre og mindre usikre.
Desuden.
Dengang de var unge sammen, var han ikke rigtigt med. Ikke helhjertet. Der var altid en følelse af ikke at være med som sig selv. Han udlever sin ungdom nu, eller noget endnu bedre, og han vil gerne dele det med de andre.
Han ser ud over søen, mærker de andre slutte deres blik til hans.
Vandet er blødt og lilla, bemærkelsesværdigt klart over den lyse sandbund, langs bredden står et flor af hvide, blomstrende vandplanter, man har lyst til bade med det samme. Kvæde lukker øjnene.
Står lidt og føler: Det her romantiserer sig selv.
Og nu skubber Karen terrassedørene op på vid gab, træder et skridt ud i aftensolen og tager imod sine venner. Hun vinker, men bliver stående. De bevæger sig op mod hende. Karen har altid været et syn.
Det lange elverpigehår, hendes svanehals, kindben op til Gud, hun er kun blevet tyndere med alderen og alligevel stærkere, der er en styrke i hende, der ikke har brug for muskelkraft, som kun træder tydeligere frem i hendes skrøbelighed, hun ligner prinsessen, men hun er: en ridder, en fæstning.
Kvæde har spontant lyst til at knæle foran hende, ikke forelsket, men høvisk, man bliver andægtig af skønheden, af værdigheden, af aftensolens varme lys, der finder hende som en projektør, men hun ville tro, at han gjorde grin med hende, hun er ikke teatralsk anlagt.
I stedet krammer han hende, det gør de alle efter tur, krammet er den eneste hilsen, de bruger i vennegruppen, ligeværdigt, amorft, kroppene smelter platonisk sammen. Karen holder det ud, hun bryder sig ikke rigtigt om kram, mærker Kvæde fornøjet, hun ville måske alligevel have foretrukket, at han havde knælet som en væbner, ak ja.
Karen ville han ikke kalde sød, men hun er retfærdig, der er noget ubøjeligt i hende, noget godt og stålsat.
Kvæde kan huske, engang de allesammen var taget på Bakken for at fejre hans fødselsdag, han var blevet så rørt over det, at de så ham, det barnlige i ham, fryden ved at juble, skrige i rutsjebaner, fedtede churros, de havde stået i kø, Karen og han, de eneste, der turde prøve den mest vanvittige forlystelse, hun var vel egentlig ikke interesseret, men han skulle ikke gøre det alene, han trak hende med til enden af perronen, til den bagerste vogn, forklarede hende taknemmeligt dynamikken, at det er sjovest at sidde allerbagerst, at så bliver faldet vildest, suset i maven størst, og hun havde nikket, sagligt, mens nogle små teenagedrenge havde fiflet sig forbi dem.
Kvæde var tilbøjelig til at lade dem passere, de var jo børn, sagde han til sig selv, og desuden er der noget intimiderende over unge drenge i grupper, men Hey! havde Karens stemme skåret igennem. Vi står i kø til den bagerste vogn, I skal ikke snyde foran. Han elskede hende for det, at hun skældte børn ud, at hun var så principfast, og at han stod under hendes beskyttelse.
Karen viser dem hen til deres værelser. Kvæde får værelset vestvendt mod søen og solnedgangen. Det er et ungkarleværelse, lyse bjælker, en enkelt karlekammerseng, en servante under vinduet, egetræ og lys marmorplade, et vaskefad, en kande i hvid emalje, en buket vilde blomster, der allerede drysser ned over marmorpladen, et gammelt spejl med anløbent glas. Karen står lidt i dørkarmen.
– Jeg håber, at det passer dig. Det er mine forældres indretning, det er lidt for meget.
– Jeg elsker, når det er for meget, smiler Kvæde. – Et gavlværelse!
– Nej, et gavlværelse er på første sal eller oppe under taget, retter Karen ham fraværende, inden hun vender sig for at vise Sylvia og Charlie deres værelse.
Kvæde bider det i sig. Han åbner vinduet. Der vokser stokroser udenfor og nikker med en let banken mod vindueskarmen, de genner aftenluften ind, en duft af hyldeskærme hænger i brisen som sødt støv og blander sig med lugten af ferskvand.
Han kan næsten ikke være i sig selv, i udsigten, alt er så lovende, hvad er det for en film, det minder ham om, den dovne sommeraften, lyset, de meterhøje, hvide ukrudtsblomster i det lange græs, han ikke ved, hvad hedder, men som skriger juni?
Han står og ville ønske, han var tilknappet, reserveret, så han kunne give slip, lade sig gejle op af de lange solmodne dage og skoven, løsne et slips; men han er allerede så løssluppen, som man kan blive; han ved ikke engang, hvordan man binder et slips, men det kan en af de andre sikkert vise ham, han er god til at spørge om hjælp.
På en mere barnlig måde minder landskabet ham også om Dunderklumpen, filmet i én lang skandinavisk sommernat, hvor legetøjet bliver levende. Han havde let til dagdrømme som barn, det har han stadig, og hvordan kan man lade være, når træerne står og samler sig som et mørkt, sankthansgrønt kor?
Det minder ham om noget græsk, noget shakespearsk. Det er let at forestille sig en Puk, en Pan, en sexet faun; i skovbrynet, mellem sivene om søen. Væver, halvnøgen. Med snerleranke om håret, måske klædt i det tøj, elskende gennem tiden har efterladt i skovbunden: strømpebukser som lange, røgfarvede handsker, en forrevet skjorte, blondetrusser. Uglet hår og klare øjne.
Hvis det var en film eller et teaterstykke, så ville Puk træde frem og introducere handlingen, gnide sig i hænderne: Seks venner en uge i et sommerhus.
Men nu knurrer noget på afstand. Endnu en bil ankommer med en overlegen parkering. En rummelig snegrå Tesla, den ultimative familiebil, akkurat brutal på sin egen fornuftige måde, som den står der og punkterer det pastorale, Kvæde havde udsigt til fra sit vindue. Det var også for meget af det gode, tænker han, en god kontrast, og nu er Gry her, gudskelov, han hader at vente.
Gry stiger ud, hendes krusede, ustyrlige hår holdt på plads i franske fletninger, pufærmeskjorte, guddommelige hofter i dyre morjeans.
Det er dejligt, at hun kører som en Brian, at hun kan få en Tesla til at larme, tænker Kvæde, Gry er ellers så mild, han kan godt lide, at hun har det i sig. Hun pakker sine sødmælksblonde børn ud fra bagsædet, Vera og Sejr ser ophovnede ud i varmen, klistrede, men sådan ser småbørn måske altid ud. Vera må være fem, Sejr tre.
Men så går den anden bildør op.
Åh nej, er han også med?
Høj og lys. En solgud, der har læst statskundskab. Der er nogle mænd, som ligner Apollo-skulpturer, som har så regelmæssige træk, at det får dem til at fremstå rationelle; vitalisme-drenge, de værste.
Man kan se på Adam, hvordan han har været kernesund, siden han som barn bestod af hvidt strithår og boldøje. En dreng, man både var bange for og modvilligt beundrede i skolegården. En særlig form for maskulinitet, ikke grov, men ophøjet, som hviler i sig selv og derfor er så meget desto mere intimiderende. Oxfordskjorte. En god klipning.
Kvæde vender sig væk fra vinduet.
Gry plejer altid at komme alene og med en god undskyldning, Kvæde har kun mødt Adam et par gange. Officielt fordi Adam har travlt med at være specialkonsulent eller kontorchef, eller hvad han er, han arbejder i noget ministerium, Kvæde kan ikke huske hvilket, kun, at det er et af de vigtige (noget med ansvar; noget med at stå og herske med rolig brutalitet ved et hæve-sænke-bord, formodentlig), men Kvæde gætter på, at af buddene også skyldes Adams afsmag for vennegruppen af humanister, litterater, smågale kunstnertyper, pyntesyge queers.
Nå, det skal ikke ødelægge hans idylliske vision for dagene, at Adam går og ligner en reklame for Euroman.
Han retter sin rolleliste. Seks venner og Adam.
Kvæde lader sig falde baglæns om i karlekammersengen. Han fanger et glimt af sig selv i spejlet, han og pudevåret er gyldenrøde i lyset fra den lave sol, han ryster krøllerne en smule; det klæder ham at dejse om- kuld. Han tænker efter. Siger man dejse, segne? Engang fandtes der ord for at kaste sig dramatisk ned, det vil han gerne genindføre.
Esben banker på døren til værelset. Kvæde hæver sig op på en albue.
– Gry og Adam er her nu. Kommer du med ud og spiser?
Adam rækker hånden frem, præsenterer sig.
– Vi har altså mødt hinanden før, siger Kvæde.
– Nå ja, det er rigtigt … Matcha?
– Kvæde, siger Kvæde, kniber øjnene sammen. De sætter sig til bords, de skal spise udendørs. Esben har lavet mad, Karen rejser sig op for bordenden.
– Nu skal I spise. Vi skal have grillet aborre, som Esben har fanget ulovligt i søen.
De griner af Karens betoning af det skandaløse. Esben smiler ned i bordet, han ser både undskyldende og lidt stolt ud, trækker på det.
– Der er altså utroligt mange dernede, de vil gerne fanges!
– Og hvad skal vi mere have?
En mos af kassava-rod, en ret fra Sydamerika, pisket sej af stivelse, Esben fortæller stilfærdigt, at roden indeholder blåsyre, at hvis man ikke fjerner al skræl og tilbereder den rigtigt, kan den slå én ihjel.
Normalt ville den type information gøre Sylvia ængstelig, det gør den henkastede trussel om kollektiv cyaniddød ærligt talt også, men fordi det er Esben, vil hun hellere løbe risikoen og fremstå som en kosmopolit, afslappet og tillidsfuld, i hans øjne. Hun rører ved det gammeldags bestik. Og hvis det nu er, så dør de i det mindste sammen.
Det er tolv år siden, de mødte hinanden: Sylvia, Esben, Karen, Gry og Kvæde, der hed noget andet dengang; de cyklede gennem tidlige morgener og indfandt sig i et auditorium. Tyndere, mere nervøse.
Man holdt øje med tavlen, man holdt øje med hinanden. Litteraturteori, Den Moderne Kulturs Historie, semester for semester. Man idoliserede underviserne, de var olympiske guder, hvilket vil sige storslåede og fejlbarlige på samme tid, hver enkelt opsummeret til en type. Et freudiansk geni, en kejtet marxist i Balenciaga, en midaldrende professor, der altid lænede sig for tæt på sine kvindelige studerende, så en velturneret pandelok faldt fremefter. Han flirter med alle, havde Sylvia surmulet, forarget, hvorfor flirter han aldrig med mig?
Vennerne diskuterede deres undervisere, de nærmede sig hinanden i mellemtimer, hvor de flød i udhulede sofaer, bestilte den billigste kaffe og de billigste øl, de nogensinde ville komme til at drikke; efterhånden kunne de indrømme, hvor lidt de tilsammen forstod af teorien, de læste; alligevel skærpede de sig, opvakte i læsesalens søvnige lys, udviklede forsigtigt en personlig smag, en præference for økokritik, kønsstudier, Bloomsbury-gruppen, new journalism.
De sad bøjet over deres kompendier og tænkte: Jeg er en fiasko, og kort efter: Alle på det her bibliotek vil have mig.
Alle på årgangen havde været det kvikkeste hoved på deres respektive ungdomsuddannelser og følte lettet, hvordan de nu havde fundet hjem, mens de samtidig led under den uforudsete ydmygelse, det var, for første gang at være gennemsnitlige, middelmådige. Man vidste ikke længere, hvem man var; man var mere sig selv end nogensinde, og ingen måtte finde ud af det, men alle skulle vide det.
Festerne foregik i deres små lejligheder, som de delte med tre andre; de drak ironiske piña coladas af uironiske syltetøjsglas, blev venner, forelskede sig i hinanden, en aften kyssede man, det betød ingenting, man sov sammen, betød det alligevel noget?
Karen og Esben begyndte at gå i seng med hinanden med samme lethed og bekymring, som de gjorde alt andet med dengang. Sylvia havde tænkt: Det er en fase, sådan som alt, de gjorde, var en fase. Men i stedet blev Esben og Karen mere og mere faste, rejste ud i verden sammen, kom hjem, nu er det mange år senere.
De har allesammen fået faste forhold, faste liv.
Engang så de hinanden hver dag, nu er det alt for sjældent, de har ikke med vilje mistet forbindelsen, der sker bare det, som sker: Man får små børn, partnere, karriere, sit at se til. Man mødes på en legeplads, man mødes til kaffe, man hører om hinandens liv, men man er ikke del af dem.
Det er for længe siden, men nu er de endelig sammen. Sylvia ser rundt på sine venner, der sidder om bordet, nu er det lykkeligt, nu er det solnedgang og solsortesang og solbærvin og susen i birketræerne, og hvis nogen siger et ord om renten på deres lån, begynder hun at skrige og holder aldrig op igen.
Esben, deres forsagte digter, og nu krybskytte. Han har den samme slidte, hindbærrøde ruskindsjakke på, han har haft, siden de mødte hinanden.
Gry længer sig frem mod ham.
– Jeg er lige blevet færdig med din bog, Esben. Den var så rørende. Jeg kommer til at give den til alle i gave, siger hun.
– Åh, tak, det er jeg glad for! Han smiler til hende, men lægger ikke op til at tale mere om den. Esben er høflig, utilpas ved at håndtere opmærksomhed. Det seneste halve år må have været anspændt for ham, tænker Sylvia, hans to første bøger var små, alvorlige, formfuldendte, hits i et smalt segment, men den nyeste, om hans mor, eksploderede.
Esben sender et stort fad videre til Adam, bitter endivie, hybenroseblade, ribs lyser op mod Oxfordskjorten, det kraftige sandfarvede stof. Adam fortæller om de vine, han og Gry har taget med, denne her er meget ren og enkel, ikke så meget pjat, udpinte druer fra en sæson uden regn, ubønhørligt solskin, det giver en ren smag, en vinagtig vin; denne her har en mere grov mundfylde, mere beskidt og staldet.
Gry er glad for, at Adam er med denne gang. Karen har indviet hende i hemmeligheden, så Gry forstod, hvorfor det var vigtigt, at hun insisterede.
Hendes venner kender ikke Adam så godt, men de vil kunne lide ham, nu, hvor de får mere tid med ham, og han kan altid tale med Karen, hun og Adam er gjort af det samme stof, de har altid set det seneste afsnit af Debatten, de taler vidende om, hvad der blev sagt på det og det pressemøde, men især om, hvad der ikke blev sagt.
Adam har ingen fornemmelse for loyalitet med sit arbejde, han er håbløst ærlig, han har altid fulgt sine egne regler, nu taler han for eksempel med Karen om den minister, han hører under, men ikke respekterer. Karen lytter, mens Adam fortæller, hun lader sig ikke charmere af hans selvtillid, hun sidder tilbagelænet, spørger kritisk ind.
Adam taler hurtigt, som han gør, når han gerne vil overbevise nogen om, at han har ret. Karen er en, man gerne vil leve op til. Gry har for længst vænnet sig til at lade de små stik af misundelse blive til beundring, ellers kan man ikke være i selskab med Karen. Det gælder om at være tilfreds med at sidde i skæret fra hendes lys.
Karen har aldrig tvivlet på sin skønhed eller sin intelligens, tænker Gry, hvordan er det muligt at være kvinde uden noget mindreværdskompleks, nogen præstationsangst. Karen er ustoppelig, hun går ind i mødelokaler med Margaret Thatchers selvtillid og Grace Kellys ansigt.
Karen, som arbejdede som model, dengang de mødte hinanden på Litteraturvidenskab, men aldrig omtalte modelarbejdet, som om det var noget ubetydeligt, hun var hævet over. Hun præsenterede sig konsekvent som den journalist, hun blev, og lod uden videre modelkarrieren dø ud, så snart hun blev fastansat. Nu er hun redaktør, indlandsstof: Hun og Esben, et fuldstændig urimeligt powercouple.
Esben rejser sig for at gå ind i huset, han går i stå bag Sylvias stol, roder i hendes hår, hendes mørke fugleredefrisure er altid ved at gå i opløsning, falder ned over hendes skuldre, hendes tynde undertrøje, hun har ikke bh på.
Gry glæder sig til at spørge Sylvia om, hvad hun laver for tiden, det er altid noget nyt, hun er selvsikker på en anden, flagrende måde, hun har altid virket så fri, helt tilpas i en anti-karriere, hun arbejder som kustode på et affolket museum, skriver uforstyrret på projekter, der aldrig bliver til noget, et tv-serie-manuskript, essays, så begyndte hun at male, så var hun to måneder i Canada for at arbejde på en gård med regenerativt landbrug, altid humørsvingende, eksalteret.
Sylvia ser lykkeligt op, solvarm i ansigtet, lægger sin hånd på Esbens.
– Hey, det smager så godt det hele! Og her er så dejligt! Tænk, at vi bare skal være her og være sammen. Børnene lader sig putte, Gry er tilbage ved bordet kun et kvarter senere og synes, hun kan mærke den gamle stemning summe mellem dem, hele bordet rundt, nu er de endelig sammen igen.
Samtalen løber hen ad indforståede stier, gamle jokes, nogle åndssvage, men nøje udvalgte darlings. Skal de høre musik? Skal vi sætte kronprinsens 50-års fødselsdagsplayliste på?
Siger man kongens nu? Eller David Owes plade? Nej, Michael Carøes album med engelske covers, foreslår Gry, og de andre er enige. Hun bliver lettet, når hun rammer rigtigt.
Aftenen er generøs, lyset bliver hængende længe, praler, er klokken ni, åh, jeg kan blive en time længere, tusmørket ankommer langsomt og lyseblåt, lægger en arm om solnedgangen, men som en tilnærmelse, ikke en trussel, det er umuligt ikke at drikke mere.
Linea Maja Ernst: Kun til navlen
En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.
Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.
Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.
Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.
Du kan købe Kun til navlen online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel fra 3. maj.
Andre læste også: