Karl Ove Knausgård Fiktion Læseprøve og uddrag

Karl Ove Knausgård er endelig tilbage. Smuglæs i den ny roman Morgenstjernen

Karl Ove Knausgård er endelig tilbage. Smuglæs i den ny roman Morgenstjernen

Mens en gigantisk og faretruende stjerne dukker op på himlen gennemlever ni forskellige mennesker to skæbnesvangre dage. Læs et uddrag af Morgenstjernen her.


Karl Ove Knausgård er tilbage. Nyheden som fans af Min kamp har ventet på i syv år. Morgenstjernen giver dig 666 nye sider af den berømte norske forfatter.

LÆS OGSÅ: ”Jeg vidste, at jeg skulle have djævlen med”. Karl Ove Knausgård om sin nye roman Morgenstjernen

På to skæbnesvangre dage i august møder vi ni forskellige mennesker, hvis liv bliver vendt op og ned, da en gigantisk stjerne pludselig viser sig på himlen – dragende og faretruende.

Du kan købe Morgenstjernen online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.



Karl Ove Knausgård

Morgenstjernen

Oversat af Sara Koch


FØRSTE DAG

ARNE

Den pludselige tanke om at drengene lå og sov inde i huset bag mig mens mørket sænkede sig over havet, var så venlig og fredfyldt at jeg ikke kunne slippe den da den kom, men forsøgte at holde fast i den og lokalisere det gode i den.

Vi havde sat garn et par timer forinden, så deres hænder måtte lugte af salt, tænkte jeg. Det var udelukket at de havde vasket dem, for jeg havde ikke bedt dem om det. De kunne godt lide at gøre overgangen mellem vågen tilstand og søvn så lille så muligt; de krængede i hvert fald bare tøjet af, lagde sig under dynen og lukkede øjnene uden så meget som at slukke lyset, hvis jeg da ikke blandede mig med mine krav om at de skulle børste tænder, vaske sig i ansigtet, lægge tøjet pænt sammen på stolen.

Den aften havde jeg ikke sagt noget, og de var bare gledet ned i deres senge som en slags langlemmede, glatskinnede dyr.

Men det var ikke det der havde været så dejligt at tænke på.

Det var tanken om mørket der faldt på uafhængigt af dem. At de sov mens lyset forsvandt fra træerne og skovbunden uden for deres værelser, for at skinne svagt på himmelen lidt endnu før også den blev sort, og det eneste lys i landskabet var måneskinnet som vandoverfladen i bugten reflekterede spøgelsesagtigt.

Ja, dét var det.

At intet nogensinde stoppede op, at alt bare fortsatte og fortsatte, at dag blev til nat, nat blev til dag, sommer blev til efterår, efterår blev til vinter, år fulgte år, og at de var i det, netop nu, hvor de lå og sov tungt i deres senge. Som om verden var et rum de besøgte.

De røde lys i toppen af masten blinkede i mørket over træerne på den anden side. Under den lyste det fra hytterne. Jeg tog en slurk af vinen og rystede flasken let, det var for mørkt til at se hvor meget der var tilbage. Lidt mindre end halvfuld.

Da jeg var barn, var juli min yndlingsmåned. Det var ikke så mærkeligt, det er jo den mest barnlige og enkle måned, med sine lange dage fulde af lys og varme.

Da jeg blev teenager, var det efteråret jeg godt kunne lide, mørket og regnen, måske fordi det tilførte livet en alvor jeg fandt romantisk og kunne træde frem på baggrund af. Barndommen var en tid til at løbe rundt og bare findes, ungdommen var opdagelsen af dødens mærkelige sødme.

Nu var det august jeg bedst kunne lide. Det var vel heller ikke så mærkeligt; jeg befandt mig midt i livet, på stedet i tiden hvor ting fuldendes, i den langsomt stigende overflods stagnation, øjeblikket før den begynder at tømmes og tone ud i et lige så langsomt forfald.

Åh, august med dit mørke og din varme, dine søde blommer og dit tørsvedne græs! Åh, august med dine dødsmærkede sommerfugle og sukkergale hvepse!

Vinden kom stigende op ad skråningen, jeg hørte den før jeg mærkede den mod huden, og så raslede bladene i trækronerne over mig et kort øjeblik før de faldt til ro igen. Lidt som en sovende pludselig vender sig efter at have ligget stille længe, kunne man forestille sig. Og så hurtigt finder roen igen.

På klipperne nedenfor kom en skikkelse til syne. Selvom den skyggeagtige figur i sig selv var umulig at identificere på denne afstand, vidste jeg at det var Tove. Hun gik hen ad de glatslebne, let skrånende klipper, op på bådebroen og derfra ind på stien op ad skråningen. Ikke længe efter kunne jeg høre hendes skridt forcere den græsklædte bakke lige nedenfor haven.

Jeg sad helt ubevægelig. Hvis hun var opmærksom, ville hun kunne se mig, men det var flere dage siden hun havde været opmærksom.

– Arne? sagde hun og standsede. – Er du her?
– Jeg er her, sagde jeg. – Henne ved bordet.
– Sidder du i mørket? Kan du ikke tænde lyset?
– Jo, det kan jeg godt, sagde jeg og tændte lampen på bordet foran mig med lighteren. Vægen brændte med en dyb, klar flamme, mens skæret fra den, overraskende stærkt, dannede en kuppel af lys i halvmørket.

– Jeg sætter mig lidt, sagde hun.
– Gør det, sagde jeg. – Vil du have lidt vin?
– Har du et glas?
– Ikke her.
– Så er det lige meget, sagde hun og satte sig ned i kurvestolen på den anden side af bordet. Hun havde shorts på og en kort top, på fødderne havde hun gummistøvler som nåede hende til knæene.

Hendes ansigt som altid havde været lidt rundt, var opsvulmet af medicin.

– Men jeg tager nu lidt, sagde jeg og skænkede op i glasset. – Var det en god tur?

– Ja. Jeg fik en idé mens jeg gik. Så jeg skyndte mig tilbage. Hun rejste sig.
– Jeg begynder med det samme.
– Med hvad?

– En serie af billeder.

– Men klokken er snart elleve, sagde jeg. – Du må også se at få lidt søvn.

– Jeg kan sove når jeg er død, sagde hun. – Det er vigtigt, det her. Du kan tage drengene i morgen, du har jo ferie. I kan tage ud at fiske eller sådan noget.

Hvornår fanden begynder du at tænke på andre end dig selv? tænkte jeg og så ud på den blinkende mast.

– Ja, det kan vi jo, sagde jeg.
– Godt, sagde hun.
Jeg fulgte hende med øjnene mens hun gik gennem haven hen til det hvide gæstehus for enden. Da lyset blev tændt derinde, skinnede vinduerne gult inde i den sorte masse som træerne og buskene udenfor udgjorde i mørket.

Et øjeblik efter kom hun ud igen. Shortsene og de bare ben fik hende til at ligne en lille pige, tænkte jeg. Kontrasten til toppen som strammede omkring den store krop og det hærgede, trætte blik var stor og fyldte mig med en pludselig medfølelse.

– Jeg så tre krabber inde i skoven, sagde hun og stoppede foran bordet. – Jeg glemte at fortælle det da jeg kom tilbage.

– Det er vel bare nogle måger der har smidt dem der, sagde jeg.
– Men de var levende, sagde hun. – De gik på skovbunden.
– Er du sikker? Altså på at det var krabber? Det kan ikke have været et andet lille dyr?
–Selvfølgelig er jeg sikker, sagde hun. – Jeg tænkte at du ville sætte pris på at få det at vide.


Hun vendte sig om og gik tilbage, lukkede døren efter sig. Umiddelbart efter lød der musik derindefra.
Jeg skænkede resten af vinen i glasset og spekulerede på om jeg skulle gå i seng eller om jeg skulle blive siddende lidt længere. I så fald måtte jeg hente en trøje, tænkte jeg.

Hun havde været højt oppe i nogle dage nu. Tegnene var altid de samme. Hun begyndte at maile og ringe rundt og skrev lange rapporter på Facebook og skulle pludselig ordne alt muligt, som egentlig ikke var noget, i hvert fald ikke noget substantielt, som det at holde et hus i orden eller at arbejde med noget over længere tid. Et andet tegn var at hun blev så skødesløs. Hun begyndte at sidde på toilettet med åben dør, hun skruede ekstremt højt op for radioen uden at tænke på andre, og når hun lavede aftensmad, efterlod hun køkkenet i kaos.

Det irriterede mig voldsomt, alt sammen. Når hun endelig havde kræfter, hvorfor kunne hun så ikke bruge dem til noget der var til hjælp for alle? Samtidig kunne jeg også få ondt af hende, hun var som en pige der var fortabt i verden og fortalte sig selv hvor godt alting gik.

Men en krabbe i skoven? Hvad kunne det have været? Hvad slags dyr var det der kunne have få hende til at tro at det var krabber? Eller havde hun bare set syner?

Jeg smilede da jeg rejste mig. Stående drak jeg resten af vinen i en lang slurk, før jeg tog flasken og glasset i hånden og gik ind i huset. Varmen fra dagen stod stadig i stuerne, og det føltes næsten som om jeg tog bad i den da den varme luft omsluttede mit ansigt og den bare hud på armene. At alt var oplyst, forstærkede følelsen, jeg befandt mig pludselig i et andet element.

Jeg satte den tomme flaske sammen med de andre i bunden af skabet, et øjeblik spekulerede jeg på om jeg skulle lægge dem i en pose og bære den ud i bilen for at køre dem på genbrugsstationen næste dag, for jeg så pludselig antallet af flasker med andres øjne, men der var i så fald ingen grund til at fjerne dem lige nu, klokken elleve om aftenen, det kunne jeg gøre i morgen, tænkte jeg, skyllede glasset under vandhanen, gned bunden med fingrene, tørrede det med viskestykket og satte det på den åbne hylde over vasken.

Sådan.

En lillebitte edderkop var i gang med at sænke sig i en tråd under hylden.

Den var ikke større end en brødkrumme, men den så ud til nøjagtigt at vide hvad den lavede. Da den var omkring tyve centimeter over køkkenbordet, stoppede den op og hang i luften og dinglede.

Samtidig slog det i et vindue i huset, flere gange efter hinanden. Det lød som om det var ude på badeværelset, og jeg gik derud. Vinduet stod ganske rigtigt åbent og fulgte den tiltagende vinds nyk. Nu dunkede det mod huset mens gardinet blafrede i åbningen. Jeg trak det ind og lukkede vinduet før jeg stillede mig foran spejlet og begyndte at børste tænder.

Uden at tænke over det løftede jeg T-shirten op og så på maven, som jeg ikke længere kunne identificere mig med; den tilhørte ikke den mand jeg følte mig som. Jeg havde ikke det der skulle til for at slippe af med den, for selvom jeg tænkte på det flere gange dagligt, at jeg ville tabe mig, begynde at løbe og svømme, gik jeg aldrig i gang. Spørgsmålet var derfor om det var muligt at forvandle det til noget godt?

Det værste man kan gøre, er at forsøge at skjule fedmen, gå i store skjorter og vide bukser i den tro at ingen vil lægge mærke til det så længe der ikke var noget der pressede tøjet ud. Det man så da, var en fed mand der skammede sig. Og det var værre end bare en fed mand, for så kom man tæt på noget ubehageligt personligt og intimt.

Jeg spyttede tandpastaen ud i vasken, skyllede munden med vand fra hanen og satte tandbørsten på plads i glasset på hylden.

Var det ikke mandigt at være stor? Maskulint at have lidt tyngde?

Det susede og brusede i blade og grene ude i haven, af og til knagede det i de gamle trævægge når de pludselige vindstød slog mod dem. Snart ville det begynde at regne, tænkte jeg og gik ind i stuen, slukkede lysene der, før jeg gik op ovenpå og kastede et blik ind på drengenes værelse. Der var varmt derinde efter at solen havde stået på hele eftermiddagen, og de lå begge oven på dynen, Asle med hænder og ben omkring den, badet i lyset fra loftslampen.

De lignede hinanden endnu mere når de sov, for mange af de forskelle der var mellem dem, opretholdt de i måden de gjorde forskellige ting på, holdt og drejede hovedet, bevægede hænderne, rynkede øjenbrynene, eller måden de sagde ting på, nuancerne i stemmen, tonefaldet i et spørgsmål. Nu var de bare kroppe og ansigter, og i så henseende var de næsten helt ens.

Jeg havde stadig ikke vænnet mig til det, for selvom opmærksomheden omkring ligheden naturligvis forsvandt i hverdagen, dukkede den altid op igen i øjeblikke som dette, når jeg pludselig så dem, ikke som to individer, men som to versioner af den samme krop.

Jeg slukkede lyset og gik ind i soveværelset i den anden ende, tog tøjet af og lagde mig i sengen med en bog. Men jeg havde drukket lidt for meget, så efter et par sætninger lukkede jeg bogen og slukkede lyset. Det var ikke sådan at jeg var fuld, at sætningerne og betydningen de bar, flød rundt, det var mere det at alkoholen havde blødgjort min vilje, svækket den og gjort det næsten umuligt at mobilisere den lille anstrengelse der trods alt skulle til for at kunne læse en roman.

Så var det bedre at ligge med lukkede øjne og bare lade tankerne glide derhen de lystede i det bløde og mørke.

Om dagen var der noget hårdt og kantet over det der var inde i mig, noget tørt og goldt, en slags nejets rige, hvor meget handlede om at afstå. Vinen udfyldte det; det hårde og kantede forsvandt ikke, men det var ikke længere alt. Som en klippe ved havet når der har været lavvande og tangen har ligget og tørret i solen, og vandet så stiger igen: tangens følelse da! Når den mærker det salte og kolde løfte den op, når den bølger frem og tilbage i dette herlige, livgivende, og alle flader igen bliver bløde og fugtige …

Da jeg nåede zonen lige uden for bevidstheden, den man glider ind og ud af nogle minutter før søvnen tager sit endelige greb, mente jeg at høre regndråber slå mod vinduet og taget, ligesom foran det jævne sus fra træerne og buskene i haven, og det fjerne brus fra bølgerne nede i vigen.

Jeg vågnede ved at Tove råbte.
– Arne! råbte hun. – Arne, du må komme!

Jeg satte mig op. Hun stod nede i gangen, og det første jeg tænkte, var at jeg ville ønske at hun ikke råbte så højt, drengene kunne vågne.

– Der er sket noget, råbte hun. – Kom!

– Jeg kommer, sagde jeg, tog skjorte på og gik ned ad trappen. Hun stod i døråbningen iført shorts og gummistøvler. Hun græd.

– Hvad er der sket? sagde jeg.

Hun åbnede munden som for at sige noget, men der kom ikke en lyd ud.

– Tove, sagde jeg. – Hvad er der sket?

Hun gjorde tegn til at jeg skulle følge med hende. Vi gik over til gæstehuset, gennem gangen og ind i stuen.

Den ene killing lå midt på gulvet, pjusket og fin. Men den lå helt stille, og da jeg kom hen til den, så jeg at den lå i en lille blodpøl. Den var stadig i live, forstod jeg, for den bevægede den ene pote. Den anden killing stod ved siden af og kiggede på den.

– Jeg så den ikke, sagde Tove. – Jeg trådte på den. Jeg er så ked af det.

Jeg så på hende. Så satte jeg mig på hug foran killingen. Blodet var løbet ud af munden og ørerne, den lå med lukkede øjne mens poten skrabede mod gulvet.

– Kan du gøre noget? sagde hun – Kan vi køre den til dyrlægen i morgen tidlig?

– Vi bliver nødt til at aflive den, sagde jeg og rejste mig. – Jeg henter en hammer eller sådan noget.

– Da ikke en hammer, sagde hun.

– Der er ikke andet at gøre, sagde jeg og gik over til køkkenet i det andet hus. Jeg havde aldrig dræbt et dyr før, jeg kunne knap nok tage livet af en fisk, og jeg havde kvalme da jeg åbnede en af skufferne og tog hammeren op.

Da jeg kom tilbage til gæstehuset, drejede killingen lidt på hovedet, stadig med lukkede øjne. En slags skælven gik gennem den lille krop. Jeg satte mig på hug foran den og klemte hårdt om hammerens gummiklædte skaft. En forestilling om hvordan kraniet ville knase under den når jeg slog, fyldte mig.

Tove stod et stykke inde i stuen og så på. Killingen lå nu helt stille.

Jeg strøg den forsigtigt over den lodne pande med pegefingeren. Den reagerede ikke.
– Er den død? sagde Tove.
– Det tror jeg, sagde jeg.

– Hvad skal vi gøre med den? sagde hun. – Hvad skal vi sige til drengene?

– Jeg graver den ned i haven et sted, sagde jeg. – Og så må vi bare sige at den er forsvundet.

Jeg rejste mig og blev pludselig opmærksom på at jeg kun havde underbukser på.

– Jeg så den ikke, sagde hun. – Pludselig var den bare under min fod. – Det er helt i orden, sagde jeg. – Det var ikke din skyld.
Jeg gik hen mod døren.
– Hvor skal du hen? sagde hun.

– Jeg vil tage lidt tøj på, og så går jeg ud og begraver den. – Okay, sagde hun.
– Er du ikke sød at gå i seng? sagde jeg.
– Jeg kan ikke sove nu.

– Kan du ikke prøve?
Hun rystede på hovedet.
– Det nytter ikke.
– Hvad nu hvis du tager en pille?
– Det hjælper ikke.
– Okay, sagde jeg og gik ud i regnen, skråede over græsplænen mellem de to huse, tog bukser på oppe i soveværelset, fandt regnfrakken som hang på knagen i tilbygningen der mindede om et udhus, hvor der også stod en spade. Så gik jeg tilbage til gæstehuset.

Tove sad ved bordet og klippede i et rødt stykke papir. Ved siden af hende lå et større og stivere stykke, som hun havde limet flere røde figurer på.

Jeg lod hende være i fred, lagde spaden på gulvet, løftede forsigtigt den døde killing op på bladet og bar den ud sådan, hvilende på spaden som jeg holdt foran mig.

Grenene på træerne slog som master i mørket. Luften var fuld af regndråber der kom i kast med vinden. Jeg stoppede op ved siden af klyngen af bærbuske i hjørnet af haven, lagde killingen på jorden og stak spaden ned i lagene af bark og jord. Da hullet var færdigt et par minutter senere, var mit hår helt vådt og hænderne iskolde.

Killingen var stadig varm da jeg lagde den ned i hullet.
Hvordan var det muligt?
Jeg begyndte at kaste jord hen over hullet. Da jorden ramte kroppen, gik der en trækning gennem den.
Var den levende?
Det måtte være krampetrækninger, tænkte jeg, og fortsatte med at kaste jord hen over den til den var helt dækket. Så klappede jeg det øverste lag sammen og dryssede lidt bark over så drengene ikke ville blive nysgerrige hvis de mod forventning skulle komme forbi hernede i løbet af morgendagen.

Jeg hængte den glinsende regnfrakke på knagen, så hvordan jorden farvede vandet brunt i et par sekunder mens det løb ned mod afløbet da jeg vaskede hænder, gik op i soveværelset, tog tøjet af og lagde mig til at sove igen.

Tanken om at killingen havde været levende da jeg kastede jord på den, ville ikke slippe sit greb. Det hjalp ikke at jeg sagde til mig selv at det havde været krampetrækninger, jeg forestillede mig alligevel at den lå under jorden derude med åbne øjne, ude af stand til at røre sig.

Skulle jeg gå ud og grave den op igen?
Den var også en skabning i verden.
Hvad slags liv havde den fået her?
Nogle uger i en stue med plankegulv, så ned i den mørke og kolde jord, hvor den ikke kunne røre sig, bare ligge der til den døde, helt alene. Hvad var meningen med det liv?
Men for fanden, det var bare en kat. Og hvis den ikke var død da jeg begravede den, så var den det i hvert fald nu.

Næste morgen vågnede jeg ved lyden af fjernsynet nedenunder. Klokken var lidt over otte, så jeg, og jeg satte mig op. Der var helt stille udenfor. Himmelen uden for vinduet var grå og så tung af væde at skyerne hang lige over træerne på den anden side af vigen.

Et tyndt lag sved dækkede hele min krop. Men jeg var ikke i humør til at gå i bad, og en af glæderne ved at være på ferie, var jo at man ikke behøvede at tænke på at holde sig ren hele tiden.

Jeg tog tøj på og gik ned i køkkenet, hvor jeg drak to glas vand mens jeg stod ved køkkenbordet. Ude i haven stod træerne ubevægelige. Det tætte, grønne bladværk skinnede intenst grønt i alt det grå.

– Er I sultne derinde? råbte jeg. Der kom ikke noget svar, og jeg gik ind til dem. De lå under hver sit tæppe i den brede hjørnesofa. Asles ben lå op ad væggen, og han havde vredet overkroppen i en mærkelig stilling så han kunne se fjernsynet, mens Heming lå på maven oven på rygstykket.

– Er I syge? sagde jeg.

De tog uldtæpperne af uden at se på mig. De vidste så udmærket at jeg ikke brød mig om at de lå under tæpper og dyner om dagen at det undrede mig at de ikke havde taget dem af da de hørte mine skridt på trappen.

– Er I sultne?
– Ikke særlig, sagde Asle.
– Lidt, sagde Heming.
– I må se at få lidt mad i maven, sagde jeg. – Vi skal jo snart ud og røgte garn.
– Skal vi? sagde Asle.
– Kom nu, sagde jeg. – I var jo med til at sætte dem ud. Selvfølgelig skal I også røgte dem! I må jo se hvad vi får!
– Vandet er så koldt, sagde Asle.
– Kan vi ikke bare tage den med ro i dag? sagde Heming.
– Koldt vand? sagde jeg. – Vi skal jo ikke bade i det!
De sagde ikke noget, så bare på fjernsynet.
– Hør her, sagde jeg. – Jeg steger æg og bacon og laver kakao, okay?

Så sejler vi ud og røgter garn bagefter, og så kan I lave hvad I vil resten af dagen. Aftale?

– Okay da, sagde Asle.
– Heming?
– Okay, okay.
Hændelserne natten før virkede mærkeligt fjerne da jeg gik tilbage til køkkenet, som om de tilhørte en anden virkelighed end den jeg var i nu. Mørket, vinden, regnen, Toves fortvivlelse, den døde killing, blodet på gulvet, spaden, jorden, graven den måske blev lagt levende i.

Hvor var hun nu forresten?

Et stød af angst for gennem mig. Jeg mærkede en trang til at løbe hen og se efter hende, fare gennem alle rummene, men da jeg gik ud i entréen og tog sko på for at gå over til gæstehuset, var det med langsomme skridt, jeg ville ikke have at drengene skulle mærke at der var noget i vejen.

Mærkeligt nok var det lige så varmt udenfor som dagen før, selvom solen ikke skinnede.

Døren ind til gæstehuset stod på klem. Hun var ellers altid omhyggelig med at lukke og låse alting, det var næsten en fobi hun havde, sikkerhedstænkningen, men ikke i den tilstand hun var i nu, hvor alt slog over i sin modsætning.

Stuen indenfor var tom. Jeg åbnede døren ind til soveværelset, også det var tomt. Så gik jeg op på loftet hvor hun lå ubevægelig på en af sengene under skråtaget.

– Tove? sagde jeg.
Hun svarede ikke.
Hjertet slog som foran en afgrund.
Jeg gik langsomt hen til hende.
– Tove?
– Mm? sagde hun fra dybet af søvnen.
Så alt var i orden!
– Sov du bare videre, sagde jeg og lagde et uldtæppe over hende og gik ned ad trappen igen. Bordet var fuldt af papirer med de røde figurer limet på. Jeg stoppede og kiggede nærmere på dem. Nogle af dem lignede helleristninger, der var primitive både og mænd med erigerede penisser, nogle af dem lignede Matisses ring af dansende mennesker, bare med dyreben. Et af dem forestillede et menneske på hest, fremstillet som én enkelt skabning, et af dem var fuld af ræve, et tredje af røde prikker som jeg først kunne se var mariehøns da jeg løftede det op.

Nederst lå et stykke papir hvor hun tre gange under hinanden havde skrevet Jeg vil knalde Egil.

Åh, for fanden, tænkte jeg, men lod det være, lagde det store stykke papir med mariehøns hen over det hvis nu børnene skulle komme ind, og så op mod loftet for at tjekke om hun mod forventning skulle have set mig.

Var det måske også en del af kunstværket? Tænkte hun sådan? Åbnede hun for alle sluser til det underbevidste.

Og så lige Egil.

– Åh, for fanden, sagde jeg for mig selv. – Hvorfor er du sådan en skide idiot, Tove?

Blodet fra katten lå stadig på gulvet. Det var bedst at fjerne det før drengene så det. Men ikke nu. Nu var det tid til æg og bacon og ristet brød og varm kakao.

Plænen, glinsende af væde, lå som et gulv inde mellem træerne og bedene.

Jeg tog det vi skulle bruge til morgenmad ud af køleskabet, og opdagede at der kun var ét æg tilbage i bakken.

Jeg ville gerne holde det jeg havde lovet drengene, og bestemte mig for at cykle ned for at købe ind. Jeg kunne have bedt dem om det, men så ville de have kunnet sige at de slet ikke havde lyst til det, og jeg ville vise min svage side ved at acceptere det, eller der kunne – hvis jeg ikke accepterede det – opstå en situation hvor jeg for ikke at tabe ansigt blev nødt til at tvinge dem, noget der ville kunne påvirke stemningen i flere timer, måske hele dagen. Og det var det ikke værd. Ikke mindst fordi vi skulle ud og røgte garn bagefter.

Jeg gik ind til dem.
– Jeg smutter lige ned og køber ind, sagde jeg.
– Hvor er mor? sagde Asle.
– Hun sover stadig, sagde jeg. – Er der noget jeg skal købe med? Bortset fra is altså.
– Ja, is! sagde Heming.
– Det får I ikke, sagde jeg. – Men måske appelsinjuice?
De svarede ikke.
– Okay. Jeg er snart tilbage, sagde jeg og gik ud i entréen, tog sko og jakke på, hentede cyklen i skuret og trillede den ud.


Vores hus lå for enden af en grusvej; det vil sige, vejen fortsatte videre ind i skoven som en bred sti, næsten ikke farbar for biler. Derinde lå Kristens hus, han var en gammel original som altid havde boet for sig selv, og som havde gjort ensomheden til en kunst: Han havde bygget alt derinde selv, tilmed båden han fiskede fra.

Langs vejen i den anden retning lå der flere huse som vores, de fleste var kun i brug om sommeren og i skoleferier. Jeg kendte de fleste af dem der boede der, men det var længe siden jeg havde haft noget med dem at gøre. Nu var de fleste rejst hjem at dømme efter de tomme parkeringspladser uden for husene.

De mange huller og fordybninger i vejen var fyldt op af regnvand, små muddergule vandpytter som fik mig til at tænke på firserne, hvor de var så almindelige om efteråret og foråret, mens de nu næsten var forsvundet. Gruset, vådt og blødt, skinnede nogle steder som sølv mellem de rødlige klipper og de grønne nåletræer som vejen slyngede sig forbi.

Jeg håbede at det ville være overstået når hun vågnede, det der trak i hende.

Eller gjorde jeg egentlig?

Hvis det fortsatte, ville hun hurtigt komme helt ud af kontrol og måtte til sidst indlægges. Det var der noget definitivt over, noget håndfast og konkret. Og det var godt. For problemet var altid grænser. Hendes, mine, børnenes. Det var altid umuligt at pege på hvornår det sygelige begyndte, for det gled så langsomt ud, fra glæde og begejstring til noget der trak hende længere og længere væk fra os, og vi blev en del af det, accepterede umærkeligt det som udefra betragtet ikke var acceptabelt, fordi vi ikke stod udenfor, men indenfor, hvor grænserne forskubbede sig så langsomt at vi ikke mærkede det.

Det var også sådan fordi jeg dækkede over hende, både over for børnene og verden udenfor.

Når hun blev indlagt, kunne folk pludselig se hvor gal hun var, og hvor meget jeg stod med alene.

Jeg cyklede forbi de to klippefremspring der stod helt tæt ind til vejen på begge sider af den, som da jeg var mindre altid havde fået mig til at tænke at jeg sejlede i en båd mellem to øer, og som jeg da jeg var en prætentiøs førsteårsstuderende, havde døbt Schylla og Charybdis. Så slog vejen en bugt, før den løb stejlt ned mod supermarkedet og marinaen.

Engang var jeg faldet af cyklen på den bakke og havde slået hul i hovedet – dengang brugte vi ikke hjelm, og cykle kunne jeg egentlig heller ikke – men mindet jeg havde om det, var utrolig falsk, baseret på det jeg var blevet fortalt og ikke på det jeg selv havde oplevet. Det var umuligt at vide med sikkerhed hvad der var sket.

Jeg trådte let på fodbremsen ned ad bakken og forestillede mig de andre børn der havde stået bøjet over mig, og ambulancen der var kommet, lige her hvor jeg var nu, bare fyrre år tidligere.

Supermarkedet var i mellemtiden gået fra at være en gammel landhandel til at være et lille supermarked til nu at være et lille torv med supermarked, grillbar, café og souvenirkiosk. På bagsiden stod en benzin- og en dieselstander, ved siden af lå en lille bygning med bad og toilet til sejlerne. Tjæreholmen Marina, hed det.

Jeg satte cyklen fra mig og gik ind. Tog en af de røde indkøbskurve, lagde en pose friske rundstykker, smør og mælk foruden æggene som var grunden til at jeg var kommet.

En mand klædt i shorts og T-shirt og med kasket på stod foran disken og lagde varer på båndet da jeg skulle betale. Han drejede hovedet lidt da jeg stillede mig bag ham i køen, tog et betalingskort op af baglommen og stak det ind i automaten, vendte sig om igen.

– Arne? sagde han.
Jeg vidste ikke hvem det var.
– Ja, sagde jeg.
– Det var sgu længe siden, sagde han og smilede. Jeg så på ham uden at sige noget.
Der var noget ved hans øjne.
– Kan du ikke genkende mig?
– Nja … sagde jeg.
– Trond Ole, sagde han.
– Åh! sagde jeg. – Det var ikke lige til at se! Hvad laver du her?
– Vi har købt et hus på indersiden. Det er vores første sommer her. Han vendte sig om igen og tastede sin kode, ventede et par sekunder til den gik igennem, gik ned for enden af kassen og begyndte at lægge sine varer i en pose, mens jeg lagde mine på båndet.

– Hvad laver du nu? sagde jeg.

– Du mener hvad jeg arbejder med? sagde han uden at se op. – Ja, sagde jeg.
– Jeg er sygemeldt for tiden, sagde han. – Og du?
– Jeg arbejder på universitetet.

– Professor? sagde han og så på mig. Jeg blev varm i ansigtet.
– Ja, faktisk.
Han smilede.

– Jeg var hernede sammen med dig engang, kan du huske det?

Han stod med den fulde pose i hånden mens jeg begyndte at lægge varerne ned i min.

– Selvfølgelig, sagde jeg. – Vi var ti, var vi ikke?
– Sådan cirka.
Vi gik ud, han trykkede på en nøgle og en af bilerne på parkeringspladsen blinkede to gange.
– Har du meget ferie tilbage? sagde han.
– Det er den sidste uge, sagde jeg.
– Kom forbi en aften, sagde han.
– Ja, hvorfor ikke, sagde jeg. – Det ville være hyggeligt.
Vi gav hinanden hånden, og han gik hen til bilen mens jeg låste min cykel op, hængte posen på styret og begyndte at gå op ad den stejle bakke.

– Arne? råbte han bag mig.
Jeg vendte mig om og så ham komme gående med raske skridt. – Vi bør udveksle telefonnumre.
– Ja, selvfølgelig, sagde jeg. – Måske kan jeg få dit.
Det var godt, så kunne jeg bare lade være med at ringe til ham. Han sagde tallene mens jeg tastede ind på telefonen.
– Okay, sagde jeg. – Så tales vi ved.
– Hvis du ringer til mig nu, så har jeg også dit, sagde han.
– God idé, sagde jeg og ringede til hans telefon.

Drengene sad fortabte og så tv da jeg kom tilbage. Tove var ingen steder at se. Jeg satte cyklen i skuret og gik gennem den glinsende have, slog et æg ud mod kanten af stegepanden og så det langsomt glide ud før varmen tog fat, og det stivnede i en runding, hældte mælk i en kasserolle, skar nogle skiver brød og lagde dem i brødristeren.

Trond Ole havde været med os hernede en weekend før sommerferien, vi var venner det år, og jeg havde glædet mig til at vise ham alt det der fandtes her.

Vi havde stjålet lidt af fars sprut og var løbet ind i skoven med den, hvor vi med bankende hjerter havde drukket et par slurke og så gået rundt som fulde.

Hvad havde vi været, ti år måske?

Vi var nok nærmere tolv, tænkte jeg og stak paletkniven ind under et af æggene, som lå stift på metalbladet da jeg løftede det over på tallerkenen.

Med blommen i midten og den runde skive lignede det en planet med hvide ringe.

Hele foretagendet havde været angstprovokerende. Vi havde været skrækslagne da vi hældte sprut over i de gule plastikbananer som havde været blandt lørdagsslikket, vi havde været skræmt fra vid og sans da vi stod inde blandt træerne og drak den, og fulde af frygt hele resten af aftenen for at vi skulle have efterladt spor.

Men hverken mor eller far havde sagt noget, og vi kunne prale af det i skolen om mandagen.

Brødet gled op fra brødristeren med et klik, og mælken begyndte at rejse sig i kasserollen, fuld af små bobler. Jeg trak den til side, blandede lidt kakao og sukker i et glas, hældte koncentratet ud i den hvide væske, hvor det et kort øjeblik fordelte sig i brunrøde cirkler, til alt var farvet.

Der stod nogen bag mig.
Jeg vendte mig hurtigt om.
Det var Heming. Han stod barfodet med armene hængende ned langs siderne som en abe og så på mig. – Er det dig? sagde jeg.
– Er der snart mad? sagde han.
– Ja. Er du sulten?

Han nikkede.
– Vil du dække bord?

– Hvor er mor?

– Hun sover.
– Nej, hun gør ej, sagde han. – Jeg så hende. Hun gik forbi vinduet.

– Hun går sikkert en tur før morgenmaden, sagde jeg.
– Kom nu, se at få dækket det bord.
– Så skal Asle også gøre det?
– Selvfølgelig, sagde jeg og tog brødet fra brødristeren, snuppede kurven øverst i skabet og lagde det op i den mens jeg kiggede efter hende gennem vinduet. – Sig det til ham.

Mens drengene dækkede bord, stegte jeg bacon, hældte kakao på en kande, fandt smør, ost og skinke frem og satte det på bordet.

– Skal vi ikke vente på mor, sagde Heming da vi satte os ned.
Han rykkede pludselig på hovedet og gabte tre gange efter hinanden. Jeg trak vejret langsomt for at stoppe trangen til at rette ham.
– Vi må spise mens det er varmt, sagde jeg.
– Hvor skulle hun hen? sagde Asle, som havde rejst sig halvt op i stolen for at nå brødkurven.
– Hun er bare gået en tur, sagde jeg.
– Skal hun med ud og røgte garn? sagde Heming.
– Det ved jeg ikke, sagde jeg.

Jeg tænkte på stuen som den havde været den sommer for fyrre år siden. Dunkle, mørke vægge, mørke tæpper på gulvet. Hjørneskabet med flaskerne. Vi havde været omhyggelige med at lukke det, men vi havde hældt sprutten over i de små plastikbeholdere inde i skabet, og det kunne vi ikke have gjort uden at spilde.

Når man er barn, tror man at man har hemmeligheder, at ingen ved hvad man laver.

Jeg smilede.
– Hvad smiler du ad far? sagde Asle.
– Det var bare noget jeg tænkte på, sagde jeg.
– Hvad tænkte du på? sagde Heming da han kørte smørret hen over brødet som knagede let under berøringen med kniven.
– Jeg tænkte på farfar, sagde jeg.
Uden for vinduet gik Tove gennem haven og ind i gæstehuset.

Hun havde det samme tøj på som aftenen før. Heldigvis havde begge drenge ryggen til.


Morgenstjernen, Karl Ove Knausgård

Morgenstjernen er en roman om livet og døden og alt det, vi ikke forstår. Den er Karl Ove Knausgårds første roman siden det store autofiktive projekt Min Kamp i 2013.

LÆS OGSÅ: Manden der heller vil skrive end være lykkelig. Kom tæt på Karl Ove Knausgård

Romanen følger ni mennesker henover to dage efter en kæmpe stjerne har vist sig en sensommeraften i august. Stjernen giver anledning til meget debat og alle har forskellige opfattelser af hvad de oplever og forskellige meninger om stjernens kraft.

Livet ender dog med at gå videre, men alt er ikke helt som før, da usædvanlige hændelser begynder at indtræffe.

Du kan købe Morgenstjernen online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.

Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.