Aktuelt Biografier Jakob Kvist Jørgen Leth

Jørgen Leth gør boet op sammen med Jakob Kvist i bogen Sidste udkald for rejsende JØRGEN LETH  

Jørgen Leth har aldrig været karrig med sig selv i det store rum. Meget er på mange måder sagt og beskrevet i bøger, film og artikler, men i bogen Sidste udkald for rejsende JØRGEN LETH gør han i række samtaler med forfatteren Jakob Kvist boet op og kigger tilbage på et 86-årigt liv med et nyt tryk på fortællingens nøglekapitler og med alderens indsigt.

Jørgen Leth har haft utallige adresser. Blandt de bedst kendte er de næsten 20 år han boede på Haiti, inden jordskælvet i 2010 jævnede hans hus i Jacmel med jorden. De fleste af digteren, filmmageren, forfatteren, kommentatoren og journalistens ejendele står i dag opmagasineret i et charmeforladt Schurgaard-opbevaringsrum i Københavns Nordvestkvarter. Han er med Jakob Kvists ord ”reelt hjemløs. Tøj, billeder, bøger, gaver, filmruller ligger hulter til bulter i flyttekasser, og støvet og de bittesmå murrester fra jordskælvet, der ligger som en hinde over det hele, trækker en lige og uendelig sorgfuld linje tilbage til – hjem”.

De seneste år har Jørgen Leth boet halvdelen af året i sønnen Asgers lejlighed tæt på søerne i København og i vinterhalvåret på Mallorca.  

”Det er privilegeret. Men det er ikke så enkelt. Jeg er mere nervøs, end du tror, for fremtiden. Jeg er også nervøs for min økonomi. For friheden til at kunne gøre, hvad jeg vil. Jeg er nervøs for slutningen af livet. Mit helbred er heller ikke så suverænt. Jeg har mange tanker om min egen tilstand. Det nager mig. Trætheden og den manglende orientering. Jeg elsker at sove længe, men det er forstyrrende at sove uendeligt lang tid. Trætheden ville jeg gerne kunne indkapsle.” Fortæller Jørgen Leth.

Foto fra bogen taget af Henrik Saxgren

Faldet   

Jørgen er begyndt at falde. Det er ikke så godt, og det sker for tit. Forleden nat skete det igen. Det bekymrer selvfølgelig hans børn og hans nærmeste, og det bekymrer også ham selv. Til gengæld kan jeg se på ham, at han har glædet sig til at fortælle mig historien:

”Vil du høre det hele? Det var meget dramatisk. Jeg skulle på toilettet, og så havde jeg taget en dyne med, fordi jeg ikke ville fryse. Og en pude. Det lyder helt vanvittigt, men sådan var det. Jeg skulle også bære en tallerken mad ud, som jeg havde fået bragt, så den tog jeg med på vejen. Så jeg gik hen ad gangen, hen ad trægulvet. Men der er høje dørtrin, og så falder jeg, da jeg passerer et af dem. Og smadrer tallerkenen.

Jeg kan ikke selv komme op. Lyset er tændt i hele lejligheden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og telefonen ligger oppe på skrivebordet, så jeg kan ikke ringe til nogen. Måske kunne jeg møve mig hen til bordet, men jeg kan ikke komme derop.

Det samme gælder for sengen. Mine flugtmuligheder er stærkt begrænsede, og flugtmuligheder er et stort tema i mine tanker. I en time slås jeg med det. Så begynder jeg at krabbe mig tilbage på ryggen mod sengen, men den er alt for høj, så fysisk er det helt umuligt. Telefonen kan jeg ikke nå, jeg kan ikke kalde på mine børn, klokken er halv elleve om aftenen, og jeg skal bare sove. Jeg bevæger mig tilbage til køkkenet, mod Asgers værelse, fordi jeg tænker, at hans seng måske er lavere. Meget enkle og praktiske tanker. Men det er svært at få kroppen over dørtrinnene, og jeg er i fysisk dårlig form, så jeg kravler centimeter efter centimeter mod Asgers soveværelse.

Det er en stor bedrift at komme derind, men at komme op i sengen er umuligt. Så falder jeg sgu i søvn derinde. På gulvet i Asgers værelse, men heldigvis med min dyne. Det er koldt og potentielt ikke så sundt. Det er faktisk en farlig situation. Jeg kan kun vente. Jeg ved, at Marianne skal komme forbi næste dag klokken tolv. Men der er lang tid til, så jeg beslutter at sove og falder i søvn med min dyne.”

– Bliver du bange for, at din sidste time er kommet?

”Jeg tænker ikke så meget på døden. Jeg tænker bare på, at jeg skal ud af det her. Det giver ikke direkte dødsangst, men jeg er berørt af det. Det er dumt af mig at være havnet i den situation. At jeg ikke har forberedt mig. Heller ikke forberedt mig ved at gå lange ture, selvom det ville være det klogeste for mig at gøre i livet nu. Men det er jeg simpelthen for doven til. Min dovenskab står i vejen for mange ting, jeg burde gøre.”

– Og du bliver så fundet næste formiddag?

”Ja, Iben, min sygeplejerske, kommer og finder mig, og hun ringer efter en ambulance. De kommer så og henter mig i sådan en stol, der kan hoppe fra trin til trin på en trappe. Det var meget dramatisk. To personer tager mig ned i bilen og kører mig til Bispebjerg. Der ligger selvfølgelig en dødsvision i det, selvom det ikke er udtalt.”

LÆS OGSÅ: Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Læs i den tankevækkende bog om Leth her

Tanker om døden

– Teologen Ole Jensen skrev om at blive gammel, at jo svagere man bliver, jo stærkere bliver bevidstheden om, at man skal dø. Fra at man tit har sagt ting som ”ja, vi skal jo alle dø en dag”, bliver det mere nærgående og ubehageligt. ”Jeg skal snart dø, og det kan være i nat.”

”Puha, det kan jeg ikke lide at høre. Det er jeg meget bange for. Jeg tror også, at de færreste er i stand til at opfatte det. I min alder er det et underlag, at man ved, at man skal dø engang. Selvom man nødigt snakker om det, kan man ikke komme uden om det. Jeg har nogle nætter, hvor tankerne kommer op, og hvor jeg gerne vil have det til at forsvinde igen. Hvordan ser broen ud? Er den anlagt med guld, eller er den industrielt grå?”

– Men du er god til at skubbe det bort?

”Ja, bestemt. Jeg regner med, at jeg har tid nok. Jeg ved, at der bliver mindre og mindre tid. Det er klart nok. Det bliver mere og mere realistisk, at man dør midt i sit arbejde, midt i sit liv. Det er en realitet, som jeg somme tider tænker på, men ikke intenst. Jeg tænker tit, at jeg ikke fik gjort nok. Jeg havde mulighed for at ekspandere, men kom ingen vegne med det.

Den tanke kommer meget til mig. Hvad siger du til det, har du ikke den tanke? Du har meget mere tid for dig.”

– Det ved man jo aldrig. Men måske burde jeg tænke sådan.

Det er jo en pligtfølelse?

”Ja.”

Du tænker i værker?

”Ja, og i tanker, der ikke er ført til ende. Konkrete værker, jeg gerne vil lave. Jeg tror ikke, jeg kan nå det. Det er noget pis, for jeg vil gerne aflevere noget. Og hvorfor vil man det?”

– Ja, hvorfor? Hvad vil du nå? Du har jo nået mere end de fleste?

”Det er rigtigt. Jeg er meget godt tilfreds. Jeg burde ikke være så bitter og sort. Det er jeg heller ikke kun, men der er noget ufuldendt. Noget uforløst. Jeg synes, jeg har ramt noget guld undervejs, og det guld vil jeg gerne fortsætte med. Nogle gange føler jeg, at man kunne søge mere til bunds. Hvis jeg må tillade mig at rose mig selv, så synes jeg, at nogle af mine film har været epokegørende, og for eksempel ’Det gode og det onde’ ville jeg gerne lave igen. Som en toer. Ligesom jeg gjorde med ’66 scener fra Amerika’. Det tænker jeg meget på for tiden. Men omvendt så kommer det svært til mig nu. Jeg kan ikke komme videre. Det positive og det negative blander sig sammen. Jeg synes, jeg står overfor en kreativ guldgrube, men noget holder mig tilbage.”

– Din fysiske tilstand og din alder holder dig vel tilbage?

”Og min dovenskab.”

– Vi taler om døden og bom, så taler du om din næste film?

”Ha! Ja, det er selvoptaget. Det er fantastisk! Men det kan vel ikke være anderledes, end at man tænker på, hvad man sætter sig af spor. Kan det?”

Foto fra bogen taget af Henrik Saxgren

Ensomheden, passionerne og arbejdet

For Jørgen Leth er det et grundvilkår, at han på trods af sine 86 år og de helbredsmæssige og fysiske forhindringer må fortsætte med at arbejde:   

”Jeg tror bare, det er en naturlov, at man arbejder videre. Man føler sig vital ved at arbejde. Man føler sig næsten død, hvis man ikke arbejder. For tiden kan jeg føle mig tættere på døden end på livet, uden at overdrive. Det er absolut ikke noget, der er noget værd.”

– Men er det ikke en dæmoni, du har sloges med hele livet?

”Bestemt. Den har fulgt mig, men den er vokset i intensitet med årene. I livets løb har jeg gjort mange forsøg på at undslippe depressionen, og jeg har hele tiden været plaget af den. Jeg kan ikke sige, hvilke perioder der har været vanskeligst, men der har været intense perioder af tab og forfald. Jeg kan ikke længere vurdere den skiftende intensitet af de ting. Ensomhed er også en faktor. Mange tror, jeg er evigt forgyldt med selskab og underholdning, men sådan ser jeg det ikke selv. Jeg føler mig tit ensom, selvom jeg har mine børn og gode venner. Ensomheden er uafviselig.”

– Kan du sige noget om, hvordan ensomheden tager form?

”Det er – igen – følelsen af, at livet forlader en. At antændelsen af ens passioner fortoner sig. Passioner er sindssygt vigtige. Derfor har jeg altid respekteret mine egne passioner. Og altid prøvet at bruge dem aktivt. Jeg arbejder med mine passioner. Prøver at se, hvor de fører hen.”

– Og de bliver svagere og svagere …

”Ja.”

– Det gælder både erotisk og i forhold til alt andet, man vil opnå. Drivkraften efter sejre daler?

”Ja, det er mærkeligt.”

– Det er vel en måde at fade ud af tilværelsen på, kan man frygte. Men man svigter samtidig sin opgave og bliver sur på sig selv?

”Ja, det er rigtigt. Det er ikke noget, man kan tillade sig at meddele sin familie. Det er åndssvagt. At man går rundt og føler sig død. Jeg tænker tit på det. Jeg kan jo mærke sympatien fra dem, der elsker en, så når man bliver ramt af den dødstanke, føler jeg, at man svigter. Man er tragisk. Det er ikke rimeligt. Og det er heller ikke populært. Det skal man holde kæft med.”

– I ”Huset Buddenbrook” lader Thomas Mann en af hovedpersonerne lære sine børn, at de ikke må give udtryk for svaghed og tvivl. For så vil folk støde dem fra sig.

”Det er sandt. Det er ingen interesseret i at høre om.”

– Man skal bære sin smerte med anstand?

”Det skal man. Det tror jeg på. Det er også det vidnesbyrd, man får fra de store kunstnere. Både i jazz og andet. De bærer deres sorger med anstand. Det kan jeg godt lide som mål.”

– Så selvom vi siger til hinanden, ikke mindst nu om dage, at man skal dele alt muligt, så råder der nedenunder alt det en brutal sandhed om, at du skal bære din smerte selv?

”Ja, det er hårdt. Men det er rigtigt. Det er det ensomme vilkår. Det fortæller salmerne også om.”

LÆS OGSÅ: Bogen Sidste tour med Mader og Leth er suveræn cykelsportsnostalgi. (Enkelt)start din læsning her:


Den 86-årige Jørgen Leth insisterer på at skabe, virke, opleve og nyde, selvom han befinder sig i livets sidste fase, men det er ikke nemt, når alderen sætter sine spor.

I denne bog sætter han ord på, hvad alderdommen bringer med sig af erkendelser, glæder og besværligheder.  

Forfatteren og præstesønnen Jakob Kvist har sat Jørgen Leth stævne i København og på Mallorca til en række meget personlige samtaler om de store temaer i tilværelsen: eksistensen, kærligheden, troen, familien, kunsten og døden. 

Du kan købe Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel fra 3. november.

Sidste tour er en personlige samtalebog, hvor Jørn Mader og Jørgen Leth deler interessante historier fra deres tid sammen som landets mest legendariske kommentatorpar.

De mindes deres tid sammen i og udenfor kommentatorboksen, fra 1989 til 2003, hvor de talte Tour de France ind i danske hjerter og var med til at give cykelsporten et folkeligt gennembrud med deres særlige stil.

Historierne berør alt fra de franske landeveje til højderne i Colombia, og alle de store danske cykelryttere som Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby.

Du kan købe Sidste tour online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Om Dennis Andersen Dennis Andersen (f.1973) cand. mag. og pressekoordinator på Lindhardt og Ringhof. Har tidligere været filmanmelder, pressekoordinator på TV 2 og PR Chef på Nordisk Film.