Fiktion Indefra

Jeffrey Archer, vil du med på pub?

Jeffrey Archer, vil du med på pub?

Vores pressekoordinator Mette Rou Lund vil på pub med den engelske forfatter Jeffrey Archer, forfatteren til den farverige slægtskrønike Hvor der er vilje, der udkommer 27. september, og som helt sikkert vil få fans af Belgravia-bøgerne og tv-serien Downton Abbey til at savle. Mette har skrevet 10 spørgsmål til Jeffrey, hvis han ikke lige får tid til en øl i København.


Kære Jeffrey …

Jeg ved, du er en travl mand. Med mere end 270 millioner solgte bøger i dit hjemland og med udgivelser i mere end 97 lande, oversat til mere end 37 sprog. Men det kunne være så hyggeligt, hvis du havde tid til at komme forbi København, så lover jeg at give en Guinness på den nærmeste pub. Jeg vil gerne tale med dig om det første bind i Clifton-krøniken, Hvor der er vilje, som jeg knuselskede fra første til sidste side. Hvis det er helt umuligt for dig at komme forbi, så har jeg skrevet 10 spørgsmål, som du meget gerne må svare på, når du har tid. På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Mette

  1. ”Denne historie ville aldrig være blevet skrevet, hvis jeg ikke var blevet gravid. Jeg havde ganske vist længe planlagt at miste min mødom på firmaudflugten til Weston-super-Mare, blot ikke til den bestemte mand.” Sikke en optakt. Hvordan fandt du på den?
  1. Maisie Clifton begår (heldigvis for os læsere) sit livs fejltagelse den aften til firmaudflugten i 1919. For en kort stund indlogeret på et pensionat med udsigt til vandet. Med den forkerte mand i sengen. Det kunne næsten lyde som en firmafest gone wrong i 2016, hvor har du mon inspirationen fra?
  1. Arbejderklassedrengen Harry Clifton er bogens omdrejningspunkt og hovedperson, men hans mor, Maisie Clifton, er min favoritkarakter. En hårdtarbejdende kvinde, der har alle odds imod sig, men som nægter at give op, og som gør alt for, at Harry får bedre chancer end de andre arbejderdrenge. Det lyder som en kliché, men Maisie disker op med overraskelser undervejs, og hun er klogere end de fleste af mændene i Hvor der er vilje. Er der mon lidt feminist gemt i dig, Jeffrey?
  1. En tidligere soldat, Gamle Jack, bliver en vigtig mentor for Harry, og han er nok den mest hæderlige person i bogen. Han bliver dog betragtet som en særling af de fleste. Synes du, at vi er for hurtige til at dømme folk, der falder udenfor?
  1. Uden at afsløre for meget, så er der en kærlighedshistorie i Hvor der er vilje. Her er du altså lidt ond, Jeffrey. For du ved jo godt, at det forhold aldrig kan gå, og at det kun vil blive mere kompliceret, som sandheden om Harrys baggrund kommer frem. Det er som om, du vil pine os læsere?
  1. Slutningen er noget af en cliffhanger, faktisk en af de bedste, jeg længe har set i en bog. Hvordan fandt du på den?
  1. Daily Telegraph skriver: ”Hvis der var en nobelpris i fortællekunst, ville Archer vinde.” Men er du ikke tilfreds med at have tjent millioner, og at folk elsker dine bøger? Ville den pris overhovedet betyde noget for dig?
  1. Du har haft et liv, der er lige så spændende som Clifton-krøniken. Været både rig, på røven og i fængsel (sidstnævnte har Jeffrey skrevet om i The Prison Diaries). Men lige nu er dit liv mindre dramatisk med ugentlige besøg i teateret, løbeture med din kone og en god film i fjerneren. Får du så tid til at skrive dine erindringer?
  1. Har du spurgt tv-selskaberne, om de vil filmatisere Clifton-krøniken. Skulle hilse og sige fra alle os ivrige fans af dine bøger og tv-serier som Downton Abbey, at vi synes, det kunne være en god idé.
  1. Hvilken øl skal jeg bestille til dig, hvis du kommer forbi min lokale pub? Og hvis du ikke har tid til at svare på mail, så kommer jeg gerne forbi din penthouselejlighed med udsigt over Themsen. Du siger bare til.

En saftig slægtskrønike

screen-shot-2016-09-21-at-14-22-00_burned

-> Køb bogen her.

Hvor der er vilje af Jeffrey Archer er første bind i Clifton-krøniken. Bogen, der udkommer 27. september, er en storslået fortælling om drengen Harry Cliftons liv i tiden lige efter Første Verdenskrig. Han vokser op i den fattige del af Bristol i England med en enlig mor, Harrys far er blevet dræbt i krigen. Men er han nu også det? Intet er, som Harry tror, og bogen er spækket med hemmeligheder og afsløringer, der får store konsekvenser for Harrys liv.

Slutningen er en cliffhanger af de helt store, men du skal vente til forår og efterår 2017, før de næste to bind udkommer på dansk på Lindhardt og Ringhof.