Fortsættelsen til Kane og Abel. Smuglæs i Den fortabte datter

Den fortabte datter er historien om den fascinerende Florentyna, der trods hård kamp og uretfærdig modstand, styrer målrettet mod toppen: Hun vil være præsident i USA – og intet kan standse hende.

Den fortabte datter er den selvstændige fortsættelse til Kane og Abel af den internationale bestsellerforfatter Jeffrey Archer. Her kan du læse et uddrag af romanen.

LÆS OGSÅ: 100 millioner mennesker har læst Kane og Abel af Jeffrey Archer. Læs om bestsellerserien her

---

Jeffrey Archer

Kane og Abel

På dansk ved
Vivi Berendt

Prolog

“Præsident for De forenede Stater,” svarede hun.

“Jeg kan finde bedre måder at ruinere mig selv på,” sagde hendes far, idet han fjernede halvbrillerne fra næsetippen og kiggede på datteren over kanten af sin avis.

“Lad være med at være fjollet, papa. Præsident Roosevelt beviste, at der ikke findes noget større kald end at tjene offentligheden.”

“Det eneste, præsident Roosevelt beviste …” begyndte hendes far, men tav så og vendte tilbage til sin avis, da han indså, at hans datter ville betragte den bemærkning som respektløs.

Pigen fortsatte, som om hun udmærket vidste, hvad der foregik i faderens hjerne. “Jeg er helt klar over, at det ville være formålsløst af mig at stræbe så højt uden din støtte. Mit køn vil være et tilstrækkeligt stort problem uden den ekstra ulempe at være af polsk oprindelse”

Avisbarrieren mellem far og datter blev brat fjernet. “Vov aldrig at tale illoyalt om polakkerne,” sagde han. “Historien har vist, at vi er en hæderlig race, der altid holder ord. Min far var baron …”

“Ja, det ved jeg, det var min bedstefar også, men han er her jo ikke til at hjælpe mig til at blive præsident.”

“Nej, desværre,” sagde han med et suk, “for han ville uden tvivl være blevet en stor leder for vort folk.”

“Hvorfor skulle hans sønnedatter så ikke kunne det?”

“Det er der heller ikke nogen grund til,” sagde han og så ind i sit eneste barns stålgrå øjne.

“Jamen, vil du så ikke hjælpe mig, papa? Jeg kan ikke gøre mig håb om succes uden din økonomiske opbakning.”

Hendes far tøvede et øjeblik, inden han svarede. Han satte brillerne tilbage på spidsen af næsen og foldede langsomt eksemplaret af Chicago Tribune sammen.

“Jeg vil slå en handel af med dig, min ven; det er jo trods alt det, politik drejer sig om. Hvis resultatet af primærvalget i New Hampshire viser sig tilfredsstillende, vil jeg bakke dig hundrede procent op. Hvis ikke, må du opgive tanken helt.”

“Hvad er din definition på tilfredsstillende?” kom det omgående.

Igen tøvede manden, vejede sine ord. “Hvis du vinder primærvalget eller får over tredive procent af stemmerne, vil jeg støtte dig hele vejen, selv om det betyder, at jeg ender som ludfattig.”

Pigen slappede af for første gang i løbet af samtalen. “Tak, papa. Mere ville jeg ikke kunne forlange.”

“Nej, det ville du helt bestemt ikke,” svarede han. “Og må jeg nu vende tilbage til min avis og prøve at finde ud af, hvordan i alverden The Cubs igen har kunnet tabe til The Tigers?”

“Det var uden tvivl det dårligste hold, hvad resultatet 9-3 tyder stærkt på.”

“Unge dame, det er muligt, du bilder dig ind, at du ved en smule om politik, men jeg kan forsikre dig, at du ikke ved noget som helst om baseball,” sagde manden, netop som hans kone kom

ind i stuen. Han vendte sit solide korpus om mod hende. “Vores datter tænker på at stille op som præsident for De forenede Stater. Hvad siger du til det?”

Pigen så ivrigt på hende, mens hun ventede på hendes svar.

“Det skal jeg såmænd sige dig,” sagde moderen. “Jeg siger, at det er langt over hendes sengetid, og at det er din skyld, at hun bliver så længe oppe.”

“Ja, det har du vist ret i,” sagde manden. “I seng med dig, lille du.”

Hun gik hen til sin far, kyssede ham på kinden og hviskede: “Tak, papa.”

Manden fulgte sin elleveårige datter med øjnene, da hun forlod stuen, og han lagde mærke til, at fingrene på hendes højre hånd var knyttet hårdt sammen til en lille næve, noget hun altid gjorde, når hun var vred eller beslutsom. Han havde en anelse om, at hun var begge dele nu, men han indså, at det ville være nytteløst at prøve at forklare sin kone, at deres eneste barn ikke var nogen almindelig dødelig. Han havde for længst opgivet at delagtiggøre sin kone i sine egne ambitioner og var i det mindste taknemmelig for, at hun ikke var i stand til at lægge en dæmper på datterens.

Han vendte tilbage til referatet af baseballkampen og måtte indrømme, at hans datters vurdering måske også havde været rigtig på det punkt.

Florentyna Rosnovski omtalte ikke denne samtale i toogtyve år, men da hun endelig vendte tilbage til den, gik hun ud fra som givet, at hendes far ville holde sin del af aftalen. Polakkerne var jo en hæderlig race, som altid holdt ord.

FORTIDEN
1934–1968

1

Det havde ikke været en nem fødsel, men for Abel og Zaphia Rosnovski var der aldrig noget, der havde været nemt, og det havde de efterhånden lært at tage filosofisk. Abel havde ønsket sig en søn, en arving, som en dag ville blive chef for Baron Gruppen. Abel var sikker på, at inden drengen var parat til at overtage denne post, ville Abels navn være nået på højde med Ritz og Statler, og at Baron til den tid ville være den største hotelkæde i verden. Abel havde travet frem og tilbage på den farveløse gang på St. Luke’s Hospital, mens han ventede på det første skrig, og hans lette halten var blevet tydeligere for hver time, der gik. Ind imellem drejede han på den tykke sølvring om sit håndled og stirrede på det navn, der var indgraveret i den. Han gjorde omkring og genoptog sin vandring, men så så pludselig dr. Dodek komme gående.

“Til lykke, mr. Rosnovski,” råbte han på afstand.

“Tak,” svarede Abel ivrigt.

“De har fået en dejlig datter,” sagde lægen, da han nåede helt hen til ham.

“Tak,” gentog Abel stilfærdigt og prøvede at skjule sin skuffelse. Derefter fulgte han med lægen ind i et lille værelse i den anden ende af korridoren. Gennem en stor glasrude fik Abel lov til at kigge ind på en stribe af små rynkede ansigter. Lægen pegede på Abels førstefødte. I modsætning til de andre havde hun knyttet de små fingre sammen til en lille næve. Abel havde læst et eller andet sted, at et barn ikke forventedes at kunne gøre det i hvert fald de første tre uger. Han smilede stolt.

Mor og datter blev på hospitalet i seks dage, og Abel besøgte dem hver formiddag, når den sidste morgenmad på hans hotel var serveret, og hver eftermiddag, når den sidste frokostgæst havde forladt restauranten. Telegrammer, blomster og sidste skrig i lykønskningskort omgav Zaphias seng som tegn på, at også andre mennesker glædede sig over fødslen. På syvendedagen vendte mor og barn hjem, barnet stadig uden navn, for Abel havde kun fundet frem til seks drengenavne.

Da deres datter var to uger, gav de hende navnet Florentyna efter Abels søster. Da først den lille var blevet installeret i det nyindrettede barneværelse øverst oppe i huset, tilbragte Abel timer med bare at kigge ned på sin datter, se hende sove og vågne, mens han tænkte på, at han nu måtte arbejde endnu hårdere, end han før havde gjort, for at sikre barnets fremtid. Han var fast besluttet på, at Florentyna skulle have en bedre start i livet, end han selv havde haft. Hun skulle ikke opleve hans barndoms snavs og afsavn eller den ydmygelse at ankomme til Amerika som immigrant uden andet end nogle få værdiløse russiske rubler syet ind i jakken på sit eneste sæt tøj.

Han ville sørge for, at Florentyna fik den uddannelse, han havde savnet, selv om han såmænd ikke kunne tillade sig at klage. Franklin D. Roosevelt boede i Det hvide Hus, og Abels lille håndfuld hoteller så ud, som om de nok skulle overleve Depressionen. Amerika havde været god mod denne indvandrer.

Og hver gang han sad alene sammen med sin datter i barneværelset ovenpå, tænkte han tilbage på sin egen fortid og drømte om hendes fremtid.

Da han i sin tid var ankommet til De forenede Stater, havde han først fundet sig et job i en lille slagterforretning på Lower East Side i New York, hvor han arbejdede i to år, indtil han fik et job som ungtjener på Hotel Plaza. Lige fra Abels allerførste dag havde Sammy, den gamle overtjener, behandlet ham, som om han var det usleste kryb i verden. Efter fire års forløb ville en slavehandler være blevet imponeret af det arbejde og den mængde overarbejde, som dette usleste kryb udførte for at nå op til den ophøjede stilling som Sammys næstkommanderende i The Oak Room. I disse tidlige år tilbragte Abel fem eftermiddage om ugen med næsen i bøgerne på Columbia Universitet, og når middagen var ryddet af, læste han til langt ud på natten.

Hans rivaler spekulerede på, hvornår han mon sov.

Abel var ikke sikker på, hvordan hans nyerhvervede eksamen skulle skaffe ham videre, så længe han stadig vartede op ved bordene i The Oak Room på Hotel Plaza. Spørgsmålet blev imidlertid besvaret for ham af en velnæret texaner ved navn mr. Davis Leroy, som i en hel uge havde iagttaget Abels omhyggelige betjening af gæsterne. Mr. Leroy, som var ejer af elleve hoteller, tilbød derefter Abel stillingen som underdirektør på sit flagskib, Hotel Richmond Continental i Chicago, med ansvar for driften af restauranterne.

Abel blev bragt tilbage til nutiden, da Florentyna vendte sig om og begyndte at dunke løs på siden af sin vugge. Han rakte en finger ned til hende, og hun greb den, som var det en redningsline, der var kastet ud fra et synkende skib. Hun begyndte at bide i fingeren med det, hun bildte sig ind var tænder …

Da Abel indfandt sig i Chicago, opdagede han, at Richmond Continental var godt på vej ned ad bakke. Det tog ham ikke lang tid at finde frem til grunden. Direktøren, Desmond Pacey, fuskede med regnskaberne og havde, så vidt Abel kunne se, gjort det de sidste tredive år. Den nye underdirektør tilbragte det første halve år med at samle de beviser, han behøvede for at fælde Pacey, og præsenterede derefter sin arbejdsgiver for sagens akter. Da det gik op for Davis Leroy, hvad der var foregået bag hans ryg, fyrede han omgående Pacey og erstattede ham med sin nye protegé. Dette fik Abel til at arbejde endnu hårdere, og han blev så overbevist om, at han kunne vende lykken for Richmond Gruppen, at da Leroys aldrende søster udbød sine femogtyve procent af foretagendets aktier til salg, skrabede Abel alt, hvad han ejede, sammen for at købe dem. Davis Leroy var rørt over sin unge direktørs personlige interesse for firmaet og viste det ved at udnævne ham til administrerende direktør for hele hotelkæden.

Fra det øjeblik blev de partnere, et professionelt forhold, der udviklede sig til et nært venskab. Abel ville have været den første til at forstå, hvor svært det var for en mand fra Texas at anerkende en polak som sin ligemand. For første gang, siden han var kommet til Amerika, følte han sig tryg – indtil han fandt ud af, at folk fra Texas er mindst lige så stolte som polakkerne.

Abel kunne stadig ikke acceptere det, der var sket. Hvis bare Davis havde betroet sig til ham, havde fortalt ham sandheden om omfanget af firmaets økonomiske vanskeligheder – hvem havde ikke problemer under Depressionen? – så kunne de have klaret dem i fællesskab. I en alder af toogtres havde Davis Leroy fået besked fra sin bank om, at hans overtræk ikke længere kunne dækkes af værdien af hotellerne, og at de krævede yderligere sikkerhed, før de ville gå med til at udbetale næste måneds lønninger. Som reaktion på bankens ultimatum havde Davis Leroy indtaget en stilfærdig middag sammen med sin datter og havde trukket sig tilbage til Præsidentsuiten på syttende etage med to flasker bourbon. Derefter havde han åbnet vinduet og var sprunget ud. Abel ville aldrig glemme, dengang han havde måttet stå på hjørnet af Michigan Avenue klokken fire om morgenen og identificere et lig, han kun kunne genkende på den jakke, hans ven og kompagnon havde haft på aftenen før. Den kriminalassistent, der var sat på sagen, havde bemærket, at det var det syvende selvmord i Chicago den dag. Men det hjalp ikke. Hvordan skulle den politimand kunne vide, hvor meget Davis Leroy havde gjort for ham, Abel, og i hvor høj grad han selv havde haft til hensigt at gengælde det venskab i fremtiden? I et hastigt udarbejdet testamente havde Davis overdraget de resterende femoghalvfjerds procent af aktierne i Richmond Gruppen til sin administrerende direktør og skrev til Abel, at selv om aktierne var værdiløse, ville det muligvis give ham bedre chancer for at forhandle nye betingelser med banken, når han ejede gruppen hundrede procent.

Florentyna åbnede øjnene og begyndte at græde. Abel løftede hende blidt op, men fortrød omgående, da han mærkede den våde, klamme bagdel. Han tog hurtigt den våde ble af hende, tørrede barnet grundigt, før han lagde en ny ble på hende og omhyggeligt sørgede for, at de store sikkerhedsnåle ingen steder kom i nærheden af hendes lille krop. Enhver barneplejerske ville have nikket bifaldende. Florentyna lukkede øjnene og faldt i søvn på sin fars skulder. “Utaknemmelige unge,” mumlede han kærligt og kyssede hende på kinden.

Efter Davis Leroys begravelse havde Abel henvendt sig til Kane & Cabot, Richmond Gruppens bankforbindelse i Boston, og havde tigget og bedt den ene af direktørerne om ikke at udbyde de elleve hoteller til salg på det frie marked. Han havde prøvet at overbevise banken om, at hvis bare de ville bakke ham op, ville han – med tilstrækkelig tidsfrist – kunne han få foretagendet til at give overskud igen. Men den høflige og iskolde mand bag det kostbare skrivebord havde været helt uimodtagelig. “Jeg er først og fremmest nødt til at handle i bankens interesse,” havde været hans undskyldning. Abel ville aldrig glemme den ydmygelse at have været nødt til at tiltale en mand på sin egen alder med “sir” og alligevel gå tomhændet derfra. Manden måtte have haft et kasseapparat, hvor hjertet skulle sidde, når han ikke kunne indse, hvor mange mennesker hans beslutning ville ramme. Abel lovede sig selv, for mindst hundrede gang, at en dag skulle han nok få hævn over den fine mr. William Kane.

Da Abel rejste hjem til Chicago den aften, tænkte han, at nu var der ikke mere i hans liv, der kunne gå galt, kun for at opdage, at Richmond Continental var brændt ned til grunden, og at politiet beskyldte ham for brandstiftelse. Branden viste sig ganske rigtigt at være påsat, men af Desmond Pacey, som var syg af hævnlyst. Da han blev arresteret, tilstod han omgående sin forbrydelse, eftersom hans eneste interesse var Abels undergang. Pacey ville have haft heldet med sig, hvis ikke forsikringsselskabet var kommet Abel til undsætning. Indtil det øjeblik havde han spekuleret på, om det trods alt ikke havde været bedre, om han var blevet i den russiske krigsfangelejr, han var undsluppet fra, før han flygtede til Amerika. Men så vendte lykken brat, da en anonym person, som Abel gik ud fra måtte have været mr. David Maxton fra Hotel Stevens, købte Richmond Gruppen og tilbød Abel hans gamle stilling som administrerende direktør og en chance for at bevise, at han kunne gøre foretagendet indbringende.

Abel mindedes, hvordan han var blevet genforenet med Zaphia, den selvsikre pige, han i sin tid havde mødt på det skib, der førte dem begge til Amerika. Hvor umoden hun havde fået ham til at føle sig dengang, men bestemt ikke, da de mødtes igen, og han opdagede, at hun var servitrice på Hotel Stevens.

To år var gået siden dengang, og selv om Baron Gruppen, som var blevet hotelkædens nye navn, ikke fik overskud i 1933, tabte de kun treogtyve tusind dollar, ikke mindst takket være Chicagos festligholdelse af byens hundredårsdag, hvor over en million turister havde besøgt byen for at se på Verdensudstillingen.

Da først Pacey var blevet erklæret skyldig i brandstiftelse, havde Abel bare tilbage at vente på, at forsikringssummen skulle blive udbetalt, så han kunne gå i gang med at genopbygge hotellet i Chicago. Han havde brugt den mellemliggende periode til at aflægge besøg på de ti andre hoteller i gruppen, havde fyret personale, som havde vist samme forbryderiske tilbøjeligheder som Desmond Pacey, og erstattet dem med andre fra den lange kø af arbejdsløse, som strakte sig hele vejen tværs over Amerika.

Zaphia begyndte at hade Abels rejser fra Charleston til Mobile, fra Houston til Memphis, når han uophørligt kontrollerede sine hoteller i sydstaterne. Men Abel var klar over, at hvis han skulle kunne holde sin del af aftalen med den anonyme bagmand, var der ikke megen tid til at sidde derhjemme og hænge, hvor højt han end elskede sin datter. Han havde fået ti år til at tilbagebetale banklånet. Hvis det lykkedes ham, ville han i henhold til en klausul i kontrakten få lov til at købe de resterende tres procent af firmaets aktier for yderligere tre millioner dollar. Zaphia takkede Gud hver aften for alt, hvad de allerede havde, og tiggede og bad Abel om at sætte farten lidt ned, men intet skulle forhindre Abel i at prøve at nå sit mål.

“Middagen er klar,” råbte Zaphia af sine lungers fulde kraft.

Abel lod, som om han ikke havde hørt det, og blev ved med at stirre ned på sin sovende datter.

“Kan du ikke høre? Middagen er klar.”

“Hvad? Åh, undskyld, min ven. Jeg kommer.” Abel rejste sig modstræbende for at gå ind og spise sammen med sin hustru. Florentynas røde edderdunstæppe lå på gulvet ved siden af vuggen. Abel samlede det op og lagde det varsomt oven på det uldne tæppe, der lå over hans datter. Han ønskede bare, at hun aldrig måtte komme til at fryse. Hun smilede i søvne. Havde hun mon sin første drøm? tænkte Abel, idet han slukkede lyset.

2

Florentynas barnedåb var en begivenhed, som samtlige tilstedeværende kom til at huske – undtagen Florentyna, som sov fra det hele. Efter dåbsceremonien i Holy Name katedralen på North Wabash begav gæsterne sig til Hotel Stevens. Abel lejede et lokale på hotellet og inviterede over hundrede gæster til at fejre begivenheden. Hans nærmeste ven, George Novak, en polak, som havde ligget i køjen over ham på det skib, de kom over med fra Europa, skulle være gudfar, mens en af Zaphias kusiner, Janina, skulle være gudmor.

Gæsterne indtog en ti retters middag bestående af blandt andet pierogi og bigos, mens Abel sad for bordenden og på sin datters vegne tog imod gaver, som inkluderede en sølvrangle, statsobligationer, et eksemplar af Huckleberry Finn og, flottest af alt, en smuk antik smaragdring fra Abels ukendte velgører. Han håbede bare, at manden havde haft lige så stor glæde af at forære ringen, som hans datter senere viste ved at modtage den. For at markere begivenheden forærede Abel sin datter en stor brun teddybjørn med røde øjne.

“Den ligner Franklin D. Roosevelt,” sagde George og holdt bamsen op, så alle kunne se den. “Det her kræver en ny dåbshandling – F.D.R.”

Abel hævede sit glas. “Mr. President,” sagde han – et navn, der blev ved med at hænge ved bamsen.

Festen sluttede først ved tretiden om morgenen, og Abel var nødt til at rekvirere en vasketøjsvogn fra hotellet til at transportere alle gaverne hjem på. George vinkede til Abel, da han begyndte at skubbe vognen foran sig hen ad North Michigan Avenue.

Den lykkelige fader begyndte at fløjte sagte hen for sig, mens han genkaldte sig hvert minut af den dejlige aften. Først da Mr. President faldt af vognen for tredje gang, gik det op for ham, hvor slingrende hans rute måtte være. Han samlede bamsen op og klemte den ned midt i alle de andre gaver og skulle lige til at gøre et forsøg på en lidt mere ligeudrettet kurs, da en hånd rørte ved hans skulder. Han vendte sig forskrækket om, klar til at slås for livet, hvis nogen ville prøve på at stjæle Florentynas første ejendele. Han stirrede lige op i ansigtet på en ung politibetjent.

“De kunne måske lige forklare mig, hvorfor De kommer kørende med en af Hotel Stevens’ vasketøjsvogne ned ad Michigan Avenue klokken tre om natten?”

“Ork ja, sagtens,” svarede Abel.

“Jamen, så lad os begynde med, hvad der er i alle de pakker.”

“Det er jeg ikke helt sikker på lige bortset fra Franklin D. Roosevelt altså.”

Betjenten arresterede omgående Abel under mistanke for tyveri. Mens modtageren af alle gaverne sov trygt under sit røde duntæppe i det lille barneværelse øverst oppe i deres hus på Rigg Street, tilbragte hendes far en søvnløs nat på en gammel hestehårsmadras i en celle i det lokale fængsel. Straks næste morgen indfandt George sig på stationen for at verificere Abels historie.

Den næste dag købte Abel en 4-dørs rødbrun Buick hos Peter Sosnkowski, som solgte brugte biler i det polske kvarter.

Abel begyndte at hade at måtte forlade Chicago og sin elskede Florentyna selv for et par dage. Han var bange for at gå glip af hendes første skridt, hendes første ord, hendes første hvad som helst. Lige fra hendes fødsel havde han overvåget hendes dagligdag, og han tillod ikke, at der blev talt polsk i huset. Han ville være helt sikker på, at der ikke kom bare antydningen af polsk accent, som kunne blive til skade for Florentyna senere hen.

Abel havde ventet spændt på hendes første ord og håbet, at det ville blive “papa”, mens Zaphia frygtede, det skulle blive et eller andet polsk ord, der ville afsløre, at hun ikke talte engelsk til sin førstefødte, når de var alene.

“Min datter er amerikaner,” havde Abel forklaret Zaphia, “og derfor skal hun tale engelsk. Alt for mange polakker fortsætter med at tale sammen på deres eget sprog og sørger dermed for, at deres børn kommer til at tilbringe hele livet i det nordvestlige hjørne af Chicago, bliver kaldt ’dumme polakker’ og gjort til grin af Gud og hvermand.”

“Undtagen af vore landsmænd, som stadig føler en vis loyalitet over for det polske imperium,” sagde Zaphia trodsigt.

“Det polske imperium? Hvilket århundrede lever du egentlig i, Zaphia?”

“Det tyvende,” sagde hun, og hendes stemme blev skinger. “Og jeg synes ærlig talt ikke, du opfører dig som en, hvis største ambition det er at vende tilbage til Warszawa som den første polske ambassadør.”

“Jeg har sagt til dig, at du aldrig må nævne det, Zaphia. Aldrig.”

Zaphia, hvis engelsk aldrig blev helt godt, svarede ikke, men beklagede sig senere til sine kusiner og fortsatte med kun at tale polsk, så snart Abel var ude af huset. Hun var ikke spor imponeret af den kendsgerning, som Abel ofte kørte frem med, at General Motors omsætning var større end Polens statsbudget.

I 1935 følte Abel sig overbevist om, at Amerika var kommet til et vendepunkt, og at Depressionen hørte fortiden til, så han besluttede, at tiden var inde til at bygge det nye Chicago Baron, hvor det gamle Richmond Continental havde ligget. Han fik fat i en arkitekt og begyndte at tilbringe mere tid hjemme i Chicago og mindre på farten, for han havde besluttet, at hotellet skulle blive det flotteste i hele Midvesten.

Chicago Baron blev færdigt i maj 1936 og blev åbnet af den demokratiske borgmester, Edward J. Kelly. Begge Illinois’ senatorer overværede åbningen. De var helt klar over Abels spirende magt.

“Det ligner en million dollar,” sagde J. Hamilton Lewis, den ene af senatorerne.

“Det er ikke langt fra,” sagde Abel, mens han beundrede de tykke gulvtæpper, de høje stuklofter og udsmykningerne i grønne pastelnuancer. Prikken over i’et havde været det mørkegrønne B, der prydede alt lige fra håndklæderne i badeværelserne til flaget, der blafrede øverst på den toogfyrre etagers bygning.

“Dette hotel bærer allerede succesens stempel,” sagde J. Hamilton Lewis, da han talte til de to tusind forsamlede gæster, “fordi, mine venner, det er manden og ikke bygningen, som altid vil være kendt som Chicagos Baron.” Abel var lykkelig over det bifald, der fulgte, og smilede indvendig. Hans public relation rådgiver havde tidligere på ugen leveret den sætning til manden, der skrev senatorens taler.

Abel var begyndt at føle sig hjemme blandt store forretningsfolk og højtstående politikere. Zaphia, derimod, havde ikke vænnet sig til sin mands nye tilværelse og holdt sig usikkert i baggrunden, drak lidt for meget champagne og sneg sig til sidst væk, før middagen blev serveret, med den dårlige undskyldning, at hun ville se, om Florentyna sov trygt. Abel fulgte tavs, men tydeligt irriteret sin rødmende hustru hen til svingdøren. Zaphia hverken interesserede sig for eller forstod succes på Abels niveau og foretrak at ignorere hans nye verden. Hun var klar over, hvor meget dette irriterede Abel, og kunne ikke dy sig for at sige: “Du behøver ikke at skynde dig hjem,” da han stoppede hende ind i en taxi.

“Det gør jeg heller ikke,” sagde han til svingdøren, da han gik ind igen, og han skubbede så hårdt til den, at den fortsatte rundt tre gange til, efter at han var gået ud ad den.

Da han kom ind i hotellets foyer, stod byrådsmedlem Henry Osborne og ventede på ham.

“Det her må være højdepunktet i dit liv,” sagde Osborne.

“Højdepunktet? Jeg er først lige fyldt tredive,” sagde Abel.

Et kamera blitzede, idet han lagde armen om den høje, mørke, flotte politiker. Abel smilede til fotografen og nød rigtigt at blive behandlet som en berømthed, og han sagde, lige akkurat højt nok til, at folk, der gad lytte, kunne høre det: “Jeg vil bygge Baron hoteller tværs over hele jordkloden. Jeg agter at blive for Amerika, hvad César Ritz var for Europa. Hold dig til mig, Henry, det vil du ikke komme til at fortryde.” Byrådsmedlemmet og Abel gik sammen ind i restauranten, og så snart de var uden for hørevidde, tilføjede Abel: “Kom og spis frokost med mig i morgen, hvis du har tid, Henry. Der er noget, jeg må diskutere med dig.”

“Med fornøjelse, Abel. Et simpelt medlem af byrådet har altid tid til Chicagos Baron.”

De lo hjerteligt begge to, selv om ingen af dem syntes, bemærkningen var særlig morsom.

Det viste sig at blive endnu en lang nat for Abel. Da han kom hjem, gik han direkte op til gæsteværelset for ikke at vække Zaphia – det var i hvert fald, hvad han sagde til hende den næste morgen.

Da Abel kom ud i køkkenet for at spise morgenmad sammen med Zaphia, sad Florentyna i sin høje barnestol og var ved at tvære en tallerkenfuld cornflakes rundt i ansigtet og bide i de fleste ting inden for rækkevidde – også selv om det ikke var mad. Han kyssede hende på panden, det eneste sted, der tilsyneladende havde undgået cornflakes, og satte sig ned til sine vafler med ahornsirup. Da Abel var færdig, rejste han sig fra sin stol og sagde til Zaphia, at han skulle spise frokost med Henry Osborne.

“Jeg kan ikke lide den mand,” sagde Zaphia meget bestemt.

“Jeg er heller ikke selv vild med ham,” svarede Abel, “men glem ikke, at han sidder et sted, hvor han er i stand til at gøre os en masse godt.”

“Og en masse skade.”

“Det skal du ikke få søvnløse nætter over. Overlad du bare Henry Osborne til mig,” sagde Abel, idet han strejfede sin hustrus kind med læberne og vendte sig om for at gå.

“Præsidunk,” sagde en stemme, og begge forældre vendte sig om og stirrede på Florentyna, som sad og pegede ned på gulvet, hvor den otte måneder gamle Franklin D. Roosevelt lå lige på sin lådne mave.

Abel lo, samlede den højtelskede teddybjørn op og anbragte ham på den plads, Florentyna havde lavet til ham i den høje stol.

“Præ-si-dent,” sagde Abel langsomt og bestemt.

“Præsidunk,” gentog Florentyna stædigt.

Abel lo igen og klappede Franklin D. Roosevelt på hovedet. Og dermed var Florentyna kommet med sin første politiske udtalelse.

Abel forlod huset og fandt sin chauffør ventende udenfor ved siden af den nye Cadillac. Abels kørsel var blevet dårligere i takt med, at den bil, han havde råd til, blev bedre. Da han købte en Cadillac, havde George rådet ham til at anskaffe sig en chauffør. Den morgen bad han chaufføren om at køre langsomt, da de nærmede sig hotellet. Abel stirrede op på Chicago Barons blinkende glas og følte sig sikker på, at der ikke fandtes noget andet sted på jorden, hvor en mand kunne opnå så meget så hurtigt. Hvad en kineser ville have været lykkelig for at stræbe efter gennem ti generationer, havde han selv nået i løbet af mindre end femten år.

Han sprang ud af bilen, før hans chauffør kunne nå at løbe om og åbne døren for ham, gik hurtigt ind i hotellet og tog den private ekspreselevator op til toogfyrretyvende etage, hvor han tilbragte formiddagen med at kigge på hvert eneste problem, det nye hotel var blevet stillet overfor: en af gæsteelevatorerne fungerede ikke ordentligt; to tjenere havde været i slagsmål på knive i køkkenet og var blevet fyret af George, endnu før Abel var ankommet; og listen over skader efter åbningen virkede mistænkeligt lang – Abel ville blive nødt til at kontrollere, om nogle tjenere havde gjort sig skyldige i tyverier, der så var blevet opført som skader i stedet. Han overlod intet til tilfældighederne i nogen af sine hoteller, og det gjaldt lige fra hvem der boede i Præsidentsuiten til prisen på de otte tusind friske rundstykker, som cateringafdelingen behøvede hver uge. Han brugte formiddagen til at tage sig af forespørgsler, problemer og beslutninger og holdt først inde, da Henry Osborne blev vist ind i Abels kontor af hans sekretær.

“Goddag, Baron,” sagde Henry, som elskede at gøre brug af den gamle polske Rosnovski-titel.

I Abels yngre dage, da han var ungtjener på Plaza i New York, havde man gjort grin med den titel lige op i hans åbne ansigt. På Richmond Continental, mens han var underdirektør, havde den figureret i hviskede vittigheder bag hans ryg. På det senere benyttede mange titlen med den største respekt.

“Goddag, Henry,” sagde Abel og skævede til uret på sit skrivebord. Det viste fem minutter over et. “Skal vi spise frokost?”

Abel viste Henry ind i den tilstødende private spisestue. Umiddelbart virkede Henry Osborne ikke just som den naturlige hjerteven for Abel. Han var uddannet på Choate og derefter Harvard, hvad han uafladeligt mindede Abel om, og havde tjent som ung løjtnant i marineinfanteriet under verdenskrigen. Han var høj med et stort, sort hår isprængt en smule gråt, og han så yngre ud, end han i betragtning af sin fortid kunne være.

De to mænd mødte hinanden første gang som et resultat af branden i det gamle Richmond Continental. Henry arbejdede dengang for det store forsikringsselskab, der så længe nogen kunne huske havde forsikret Richmond Gruppen. Abel var blevet temmelig paf, da Henry havde antydet, at en lille kontant sum ville sikre hurtigere ekspedition af erstatningskravet på hovedkontoret. Abel var ikke i besiddelse af en “lille kontant sum” på det tidspunkt, men kravet gik alligevel igennem til sidst, eftersom Henry også troede på Abels fremtid.

Det var første gang, Abel opdagede, at der var mænd, som kunne købes.

På det tidspunkt, da Henry Osborne blev valgt ind i Chicagos byråd, havde Abel råd til en lille kontant betaling, og byggetilladelsen til det nye Baron hotel strøg igennem som på rulleskøjter. Da Henry senere meddelte, at han ville stille op til Repræsentanternes Hus for Niende Kreds i Illinois, var Abel blandt de første til at sende en betydelig check til hans kampagnefond. Selv om Abel blev ved med at være meget forsigtig med sin nye allierede rent privat, var han helt på det rene med, at en tæmmet politiker kunne være til stor hjælp for Baron Gruppen. Abel sørgede omhyggeligt for, at ingen af de små kontantbetalinger – han tænkte ikke på dem som bestikkelse, ikke engang inderst inde – figurerede nogen steder, og han følte sig overbevist om, at han kunne sætte en stopper for dette arrangement, når og hvis det passede ham.

Spisestuen var holdt i de samme sarte grønne nuancer som resten af hotellet, men der var ikke skyggen af det store B nogen steder i værelset. Møblerne var fra det nittende århundrede og helt i eg. På alle vægge hang olieportrætter fra den samme periode, næsten alle importeret. Når døren var lukket, var det muligt at bilde sig ind, at man befandt sig i en helt anden verden, fjernt fra det hektiske liv i et moderne hotel.

Abel indtog sin plads for enden af et imponerende bord, hvor der nemt kunne sidde otte gæster, men som i dag kun var dækket til to.

“Det er fuldkommen som at være i en stump af gamle England,” sagde Henry og så sig om i lokalet.

“Eller Polen,” svarede Abel, mens en uniformeret tjener serverede røget laks, og en anden skænkede et glas Bouchard Chablis til begge herrerne.

Henry så ned på den fyldte tallerken foran sig. “Nu forstår jeg, hvorfor du tager sådan på, Baron,”

Abel rynkede panden let og skiftede hurtigt emne. “Har du tænkt dig at gå til Cubs’ kamp i morgen?”

“Hvad skulle det gøre godt for? De har en dårligere hjemmerekord end republikanerne. Ikke at mit fravær vil forhindre Tribune i at beskrive kampen som en jævnbyrdig kamp helt ude af proportioner med resultatet og tilføje, at havde det ikke været for forskellige uheldige omstændigheder, ville hjemmeholdet have vundet en stor sejr.”

Abel lo.

“Én ting er sikker,” fortsatte Henry, “du vil aldrig komme til at se en aftenkamp på Wrigley Field. Den der afskyelige opfindelse med at spille i projektørlys vil aldrig vinde indpas i Chicago.”

“Det var nøjagtigt, hvad du sagde om øldåser sidste år.”

Nu var det Henrys tur til at rynke panden. “Du har næppe inviteret mig til frokost for at høre om mit syn på baseball eller øldåser, Abel, så fortæl mig hellere, hvad jeg kan hjælpe dig med denne gang?”

“Det er såmænd meget enkelt. Jeg vil bare spørge dig til råds om, hvad jeg skal stille op med William Kane.”

Henry så ud, som om han var ved at få noget galt i halsen. Jeg må tale med kokken, der burde ikke være nogen ben i røget laks, tænkte Abel, inden han fortsatte.

“Du fortalte mig engang, meget detaljeret, hvad der var sket, da din vej krydsede mr. Kanes, og han endte med at frasvindle dig dine penge, Henry. Men Kane har gjort noget, der er langt værre mod mig. Under Depressionen satte han tommeskruerne på Davis Leroy, min kompagnon og nærmeste ven, og var den direkte årsag til Leroys selvmord. For at gøre sagen endnu værre nægtede Kane at hjælpe mig, da jeg ville overtage ledelsen af hotellerne og prøve at få gruppen på fode igen.”

“Hvem støttede dig i den sidste ende?” spurgte Henry.

“En privat investor i Continental Trusten. Jeg har aldrig kunnet hive det ud af dem, men jeg har altid haft mistanke om, at det var David Maxton.”

“Ejeren af Hotel Stevens?”

“Netop.”

“Hvad får dig til at tro, at det var ham?”

“Da jeg holdt reception på Stevens ved mit bryllup og igen til Florentynas barnedåb, var regningen blevet betalt af den anonyme bagmand.”

“Det beviser da ikke noget.”

“Indrømmet, men jeg er sikker på, det er Maxton, fordi han engang tilbød mig at køre Stevens. Jeg fortalte ham, at jeg var mere interesseret i at finde en økonomisk bagmand for Richmond Gruppen, og inden der var gået en uge, kom hans bank i Chicago med pengene fra nogen, der ikke ville afsløre deres identitet, fordi det ville være i modstrid med deres egne forretningsinteresser.”

“Det virker mere overbevisende. Men fortæl mig nu, hvad du har tænkt dig med William Kane,” sagde Henry, mens han legede med sit vinglas og ventede på, at Abel skulle fortsætte.

“Noget, der ikke burde tage så frygtelig meget af din tid, Henry, men som meget vel kan blive til fordel for dig såvel økonomisk som personligt, eftersom du jo ikke sætter større pris på Kane, end jeg gør.”

“Jeg er lutter øre,” sagde Henry, stadig uden at se op fra sit glas.

“Jeg ønsker at få fingre i en væsentlig aktiepost i Kanes bank i Boston.”

“Det bliver ikke nemt,” sagde Henry. “De fleste af aktierne er på familiens hænder og kan ikke sælges uden hans personlige samtykke.”

“Du virker meget velinformeret,” sagde Abel.

“Det er almindeligt kendt,” sagde Henry.

Abel troede ikke på ham. “Så lad os begynde med at finde ud af navnet på hver eneste aktionær i Kane & Cabot og se, om nogen af dem skulle være interesseret i at skille sig af med deres aktier til en pris, der ligger betydeligt over parikursen.”

Abel så glimtet i Henrys øjne, da han begyndte at kunne se, hvor meget der måske ville være i denne transaktion til ham, hvis han kunne slå en handel af med begge sider.

“Hvis han nogen sinde finder ud af det, vil han ikke lægge fingrene imellem,” sagde Henry.

“Han finder ikke ud af det,” sagde Abel. “Og selv om han gjorde, ville vi være mindst to skridt foran ham. Tror du, du er i stand til at klare det job?”

“Jeg kan i hvert fald prøve. Hvad havde du tænkt dig?”

Abel forstod, at Henry prøvede at finde ud af, hvad han kunne forvente, men han var ikke færdig endnu. “Jeg ønsker en skriftlig rapport den første dag i hver måned, som viser Kanes aktieposter i et hvilket som helst selskab, hans forretningsmæssige forpligtelser og alle de detaljer, du kan få fat i om hans privatliv. Jeg vil have alt, hvad du kan finde frem til, lige meget hvor trivielt det måtte forekomme dig.”

“Og jeg gentager, at det ikke vil blive nemt,” sagde Henry.

“Vil tusind dollar om måneden gøre opgaven nemmere?”

“Femten hundrede ville i hvert fald,” svarede Henry.

“Tusind dollar om måneden de første seks måneder. Hvis du gør det godt, sætter jeg det derefter op til femten hundrede.”

“Det er en aftale,” sagde Henry.

“Godt,” sagde Abel, idet han tog sin tegnebog frem af inderlommen og trak en check frem, som allerede var skrevet ud på tusind dollar.

Henry så på checken. “Du var åbenbart temmelig sikker på, at jeg ville sige ja, hva’?”

“Nej, ikke helt,” sagde Abel og trak endnu en check frem af tegnebogen og viste Henry den. Den var skrevet ud på femten hundrede dollar. “Hvis du kommer med resultater i løbet af de første seks måneder, vil du kun have tabt tre tusind dollar.”

Begge mændene lo.

“Men nu til et mere behageligt emne,” sagde Abel. “Tror du, vi vinder?”

“The Cubs, mener du?”

“Nej, valget.”

“Ja, selvfølgelig, Landon får en ordentlig røvfuld. Han kan ikke gøre sig håb om at slå F.D.R.,” sagde Henry.

“Og hvad med dig personlig?” spurgte Abel.

“Bare rolig. Det sæde har altid været sikret demokraterne. Det svære var at vinde nomineringen, ikke valget.”

“Jeg glæder mig, til du bliver kongresmedlem, Henry.”

“Det er jeg ikke i tvivl om, Abel, og jeg vil glæde mig til at tjene dig lige så godt som mine øvrige vælgere.”

Abel så på ham med et drilagtigt glimt i øjet. “Betydeligt bedre, vil jeg da håbe,” bemærkede han, idet en mørbradssteg, som fyldte næsten hele tallerkenen, blev anbragt foran ham, mens et andet glas blev fyldt med en Côte de Beaune 1929. Under resten af frokosten diskuterede de Jesse Owens’ fire guldmedaljer ved Olympiaden i Berlin og muligheden for, at Hitler ville invadere Polen.

“Aldrig,” sagde Henry og begyndte at snakke om polakkernes mod ved Mons i Den store Krig.

Abel undlod at nævne, at der ikke havde været noget polsk regiment i aktion ved Mons.

Klokken halvtre var Abel tilbage ved sit skrivebord og sine problemer med Præsidentsuiten og de otte tusind friske rundstykker.

Han kom ikke hjem fra hotellet før klokken ni den aften, og da sov Florentyna for længst. Men hun vågnede omgående, da hendes far trådte ind i barneværelset, og smilede op til ham.

“Præsidunk, præsidunk, præsidunk.”

Abel smilede. “Ikke jeg. Du måske, men ikke jeg.” Han løftede sin datter op og kyssede hende på kinden og sad med hende på skødet, mens hun gentog det eneste ord, hun kunne, igen og igen.

3

I november 1936 blev Henry Osborne valgt til Repræsentanternes Hus for Niende Kreds i Illinois. Hans majoritet var en smule mindre end hans forgængers, noget, der kun kunne tilskrives hans ladhed, for Roosevelt havde erobret hver eneste stat undtagen Vermont og Maine, og i Kongressen var republikanerne nede på sytten senatorer og et hundrede og tre repræsentanter. Men det eneste, der interesserede Abel, var, at hans mand havde et sæde i Huset, og han tilbød ham omgående formandsposten i Baron Gruppens Planlægningskomité. Henry slog henrykt til.

Abel brugte al sin energi på at bygge flere og flere hoteller – med assistance fra kongresmedlem Osborne, som syntes at være i stand til at ordne byggetilladelser, lige meget hvor Baronen ønskede det. Abel betalte altid Henry for disse tjenester med brugte pengesedler. Han havde ikke anelse om, hvad Henry gjorde med pengene, men det var helt klart, at nogle af dem måtte havne i de rigtige hænder, og Abel nærede intet ønske om at kende de nærmere detaljer.

Trods sit stadig dårligere forhold til Zaphia drømte Abel fortsat om en søn og begyndte at blive desperat over, at hans kone ikke blev gravid. I begyndelsen skød han skylden på Zaphia, som også gerne ville have et barn til, men til sidst fik hun ham overtalt til at søge læge. Abel følte sig dybt ydmyget over at erfare, at han havde et lavt spermatal. Lægen tilskrev det dårlig ernæring i barndommen og fortalte ham, at det var højst usandsynligt, at han nogen sinde ville blive far igen. Fra det øjeblik blev der ikke talt mere om emnet, og Abel ødslede al sin kærlighed og alle sine forhåbninger på Florentyna, der voksede som ukrudt. Det eneste i Abels tilværelse, der voksede endnu hurtigere, var Baron Gruppen. Han byggede et nyt hotel nordpå og et andet sydpå, mens han moderniserede de ældre hoteller, der allerede fandtes i gruppen.

I en alder af fire kom Florentyna i børnehave. Hun insisterede på, at Abel og Franklin D. Roosevelt fulgte hende derhen den første dag. De fleste af de andre piger var ledsaget af kvinder, som Abel til sin overraskelse opdagede ikke altid var deres mødre, men ofte barnepiger og, i et enkelt tilfælde, hvilket han høfligt blev gjort opmærksom på, en guvernante. Den aften sagde han til Zaphia, at han ville have en med tilsvarende kvalifikationer til at tage sig af Florentyna.

“Hvorfor det?” spurgte Zaphia skarpt.

“For at ingen skal have nogen fortrin fremfor vores datter.”

“Jeg synes, det er tåbeligt spild af penge. Hvad skulle sådan en person kunne gøre for hende, som jeg ikke kan?”

Abel svarede ikke, men den næste morgen satte han en annonce i Chicago Tribune, New York Times og London Times om et job som guvernante. Der kom i hundredvis af svar fra hele landet fra højt kvalificerede kvinder, som ønskede at arbejde for præsidenten for Baron Gruppen. Der kom breve fra de mest berømte kvindeuniversiteter, men det var svaret fra en dame, som åbenbart aldrig havde hørt om Chicagos Baron, der interesserede ham mest.

Den gamle Præstegård
Much Hadham
Hertfordshire

12. september 1938

Som svar på Deres annonce på forsiden af The Times af d.d. skal jeg hermed tillade mig at ansøge om stillingen som guvernante for Deres datter.

Jeg er toogtredive år gammel, ugift, sjette datter af provst L. H. Tredgold og bosiddende i sognet Much Hadham i Hertfordshire. Jeg underviser for tiden på den lokale latinskole og hjælper desuden min far i hans provstegerning.

Jeg har studeret latin, græsk, fransk og engelsk på Cheltenham Ladies’ College og derefter på Newnham College, Cambridge. På universitetet tog jeg min afsluttende eksamen med højeste karakter i moderne sprog. Jeg har ikke en universitetsgrad, da kvinder i henhold til universitetets statutter ikke kan opnå en sådan.

Jeg er til rådighed for en samtale når som helst, og jeg ville være meget glad for en mulighed for at arbejde i Den nye Verden.

I håb om at høre fra Dem forbliver jeg

Deres ærbødige
W. Tredgold

Abel havde svært ved at fatte, at der fandtes en institution som Cheltenham Ladies’ College for ikke at tale om et sted som Much Hadham, og han var mere end mistroisk med hensyn til påstanden om en afsluttende eksamen med førstekarakter uden en deraf følgende universitetsgrad.

Han bad sin sekretær om at ringe til et nummer i Washington. Da han endelig blev stillet igennem til den person, han ønskede at tale med, læste han brevet højt.

Stemmen fra Washington bekræftede, at hver eneste påstand i brevet kunne være korrekt. Der var ingen grund til at betvivle dets troværdighed.

“Er De sikker på, at der virkelig er et foretagende, som hedder Cheltenham Ladies’ College?” blev Abel ved.

“Ja, det er jeg absolut, mr. Rosnovski. Jeg har selv studeret der,” svarede den britiske ambassadørs sekretær.

Om aftenen læste Abel brevet højt igen, denne gang for Zaphia.

“Hvad mener du?” spurgte han, selv om han allerede havde besluttet sig.

“Jeg bryder mig ikke om, som hun lyder,” sagde Zaphia uden at se op fra det ugeblad, hun sad og læste i. “Hvis vi endelig skal have en, hvorfor kan det så ikke blive en amerikaner?”

“Tænk på de fordele, Florentyna ville få ved at blive undervist af en engelsk guvernante.” Abel tav et øjeblik og tilføjede så: “Du kunne da også have glæde af at omgås hende.”

Denne gang så Zaphia op fra sit ugeblad. “Hvorfor det? Håber du på, at hun også vil kunne opdrage mig?”

Abel svarede ikke.

Den næste morgen sendte han et telegram til Much Hadham og tilbød miss Tredgold stillingen som guvernante.

Da Abel tre uger senere tog hen for at hente damen på La Salle Street Station, vidste han straks, at han havde truffet det rigtige valg. Som hun stod der alene på perronen med tre kufferter af forskellig størrelse og årgang ved siden af sig, kunne hun ikke være nogen som helst anden end miss Tredgold. Hun var høj, tynd og myndig, og knolden oven på hendes hoved fik hende til at rage hele to tommer op over hovedet på sin arbejdsgiver.

Men Zaphia behandlede miss Tredgold som en uvelkommen person, der var kommet for at undergrave hendes moderrolle, og da hun fulgte hende op til datterens værelse, var Florentyna ingen steder at se. To øjne kiggede mistroisk frem inde under sengen. Miss Tredgold var den, der først fik øje på pigen, og hun lagde sig på knæ.

“Jeg er bange for, at jeg ikke vil kunne være dig til ret megen hjælp, hvis du bliver derinde, barn. Jeg er alt for stor til at bo under en seng.”

Florentyna brast i latter og kravlede ud.

“Sikke en sjov stemme, De har,” sagde hun. “Hvor kommer De fra?”

“England,” sagde miss Tredgold og tog plads på sengen ved siden af hende.

“Hvor ligger det?”

“Cirka en uge herfra.”

“Jamen, hvor langt er det?”

“Det ville afhænge af, hvordan du rejste i løbet af den uge. Hvor mange forskellige måder tror du, jeg kunne rejse så langt på? Kan du komme i tanker om tre?”

Florentyna koncentrerede sig. “Fra mit hus ville jeg tage en cykel, og når jeg havde nået enden af Amerika, ville jeg tage et …”

Ingen af dem lagde mærke til, at Zaphia havde forladt værelset.

Det varede kun nogle få dage, før Florentyna havde forvandlet miss Tredgold til de søskende, hun aldrig kunne få.

Florentyna kunne tilbringe timer med bare at lytte til sin nye veninde, og Abel iagttog stolt, hvordan den midaldrende gammeljomfru – han tænkte aldrig på hende som toogtrediveårig, hans egen alder – underviste hans fireårige datter i en række af emner, han selv gerne ville have vidst mere om.

En morgen spurgte Abel George, om han kunne nævne Henrik den Ottendes seks koner. Hvis han ikke kunne, ville det måske være klogt af dem at rekvirere endnu to guvernanter fra Cheltenham Ladies’ College, før det endte med, at Florentyna vidste mere, end de selv gjorde. Zaphia var ikke interesseret i at vide noget om Henrik den Ottende eller hans koner. Hun var stadig af den mening, at Florentyna burde opdrages efter enkle polske traditioner, men hun havde for længst opgivet at overbevise Abel herom. Zaphia indrettede sig, så det blev muligt for hende at undgå den nye guvernante det meste af dagen.

Miss Tredgolds daglige rutine havde lige så meget at gøre med en grenaderofficers disciplin som med Maria Montessoris undervisningsformer. Florentyna stod op klokken syv, og med en ret ryg, der aldrig rørte stoleryggen, blev hun undervist i bordskik og rigtig holdning. Mellem halv otte og kvart i otte udvalgte miss Tredgold to-tre emner fra Chicago Tribune, som hun læste og diskuterede med Florentyna for derefter at udspørge hende om dem en time senere. Florentyna fattede straks interesse for alt, hvad præsidenten foretog sig, måske fordi han tilsyneladende var opkaldt efter hendes bamse. Miss Tredgold opdagede, at hun var nødt til at bruge en meget stor del af sin fritid på nøje at lære det mærkelige amerikanske regeringssystem for at være sikker på at kunne besvare ethvert spørgsmål, hendes elev kunne finde på at stille.

Fra ni til tolv gik Florentyna og F.D.R. i børnehave, hvor de deltog i beskæftigelser, der var mere normale for hendes jævnaldrende. Når miss Tredgold kom for at hente hende om eftermiddagen, var det nemt at se, om Florentyna den dag havde valgt ler, saks og lim eller fingermaling. Ved børnehavens afslutning blev hun hver dag kørt lige hjem til et bad og rent tøj med en opgivende hovedrysten og af og til et “Jeg forstår det simpelt hen ikke”.

Om eftermiddagen drog miss Tredgold og Florentyna ud på en eller anden ekspedition, som miss Tredgold omhyggeligt havde planlagt samme formiddag uden Florentynas vidende, hvilket imidlertid ikke forhindrede Florentyna i altid at prøve at regne ud på forhånd, hvad hendes guvernante havde arrangeret.

“Hvad skal vi lave i dag?” eller “Hvor skal vi hen?” spurgte Florentyna med usvigelig sikkerhed.

“Vær tålmodig, barn.”

“Kan vi også gøre det, selv om det regner?”

“Det vil tiden vise. Men hvis vi ikke kan, kan du være sikker på, at jeg vil have en alternativ plan.”

“Hvad er en ’ternativ plan’?” spurgte Florentyna uforstående.

“Noget man behøver, når det, man ellers havde planlagt, ikke er muligt længere,” forklarede miss Tredgold.

Den slags eftermiddagsekspeditioner kunne bestå i spadsereture i parken, besøg i Zoologisk Have, af og til endda en køretur øverst oppe i trolleybussen, hvilket Florentyna betragtede som det helt store. Miss Tredgold udnyttede også tiden til at introducere sin elev til de første ord på fransk, og hun blev glædeligt overrasket over at opdage, at hendes elev viste naturlige evner for sprog. Når de kom hjem, var der en halv time sammen med mama før aftensmaden, fulgt af endnu et bad, inden Florentyna blev puttet i seng klokken syv. Derefter læste miss Tredgold et par linjer fra Bibelen eller Mark Twain – ikke fordi amerikanerne syntes at kende forskel, sagde miss Tredgold i noget, hun selv anså for et øjebliks fjantethed – og efter at have slukket lyset i barneværelset blev hun siddende hos Florentyna og F.D.R., indtil de begge var faldet i søvn.

Denne rutine blev fulgt slavisk og kun brudt ved så sjældne lejligheder som fødselsdage eller nationale helligdage, hvor miss Tredgold gav Florentyna lov til at gå med hende i biografen på West Randolph Street og se film som Snehvide og de syv dværge, dog ikke før miss Tredgold havde været til forestillingen ugen før for at sikre sig, at den passede sig for hendes elev. Miss Tredgold kunne godkende Walt Disney og også Laurence Olivier i rollen som Heathcliff, der blev efterstræbt af Merle Oberon, en film, hun så tre torsdage i træk på sin frieftermiddag til en pris af tyve cents pr. forestilling. Hun var i stand til at overbevise sig selv om, at det var de tres cents værd. Stormfulde Højder var jo trods alt en klassiker.

Miss Tredgold prøvede aldrig at forhindre Florentyna i at stille spørgsmål om de utroligste ting, selv om det somme tider var helt tydeligt, at hun ikke forstod svarene. Den lille pige opdagede meget hurtigt, at hendes mor ikke altid var i stand til at tilfredsstille hendes nysgerrighed, og ved flere lejligheder måtte miss Tredgold forsvinde ind på sit værelse og konsultere Encyclopaedia Britannica for ikke at aflevere et unøjagtigt svar.

I en alder af fem år blev Florentyna sat i børnehaveklasse i Chicagos latinskole for piger, hvor hun, inden der var gået en uge, blev rykket en klasse op, fordi hun var så langt forud for sine jævnaldrende. I hendes verden så alt vidunderligt ud. Hun havde mama og papa, miss Tredgold og Franklin D. Roosevelt, og så vidt hendes horisont rakte, var der intet, som syntes uopnåeligt.

Kun de “bedste familier”, som Abel udtrykte det, sendte deres børn i latinskolen, og det kom som noget af et chok for miss Tredgold, da hun inviterede nogle af Florentynas kammerater hjem til te, og invitationerne høfligt blev afslået. Florentynas bedste veninder, Mary Gill og Susie Jacobson, kom regelmæssigt, men nogle af forældrene til de andre piger kom med dårlige undskyldninger for ikke at tage imod invitationerne, og det gik snart op for miss Tredgold, at selv om Chicagos Baron måske nok havde været i stand til at bryde fattigdommens lænker, var han stadig ikke i stand til at bryde ind i de bedre huse i Chicago. Og her var Zaphia ikke til nogen hjælp. Hun gjorde sig aldrig større anstrengelser for at lære de andre forældre at kende og nægtede at være med i nogen af de velgørenhedskomiteer eller klubber, som mange af dem var medlemmer af.

Miss Tredgold gjorde sit bedste for at hjælpe, men da hun kun var et tyende i de fleste af forældrenes øjne, var det ikke nemt for hende. Hun bad til, at Florentyna aldrig ville opdage disse fordomme – men sådan skulle det ikke være.

Florentyna sejlede gennem første klasse og klarede sig mere end flot over for de andre i klassen. Kun hendes størrelse mindede alle om, at hun var et år yngre.

Abel havde alt for travlt med at opbygge sit eget imperium til at ofre sin sociale position og miss Tredgolds forskellige problemer mange tanker. Gruppen viste støt fremgang, ved udgangen af 1938 så det ud til, at Abel var på nippet til at være klar til at tilbagebetale lånet til sin anonyme bagmand. Faktisk regnede Abel med et overskud på to hundrede og halvtreds tusind dollar det år og det til trods for sit omfattende byggeprogram.

Hans største bekymringer gjaldt ikke barnekammeret eller hotellerne, men derimod hans elskede fødeland næsten fem tusind miles borte. Hans værste frygt blev bekræftet, da Hitler marcherede ind i Polen den 1. september 1939, og England erklærede Tyskland krig to dage senere. Krigsudbruddet fik Abel til alvorligt at overveje at overlade ledelsen af Baron Gruppen til George – som havde vist sig at være en pålidelig næstkommanderende – mens han selv tog til London for at slutte sig til den polske eksilhær. Det lykkedes George og Zaphia at tale ham fra den idé, så i stedet koncentrerede han sig om at rejse penge, som blev sendt til det britiske Røde Kors, samtidig med at han prøvede at overtale demokratiske politikere til at gå ind i krigen sammen med englænderne.

“F.D.R. har brug for alle de venner, han kan få,” hørte Florentyna sin far udtale en morgen.

I det sidste kvartal af 1939 blev Abel ved hjælp af et lille lån fra First City Bank of Chicago hundrede procent ejer af Baron Gruppen.

Han forudsagde i årsrapporten, at udbyttet for 1940 ville blive over en halv million dollar.

Franklin D. Roosevelt – ham med de røde øjne og den lådne brune pels – veg sjældent fra Florentynas side, selv ikke da hun kom op i anden klasse. Miss Tredgold overvejede, om tiden mon ikke var inde til at efterlade F.D.R. derhjemme. Under normale omstændigheder ville hun have insisteret. Der ville muligvis være blevet fældet et par tårer, men derefter ville sagen have været i orden. Men for en gangs skyld lod hun barnet få sin vilje, en beslutning, som skulle vise sig at blive en af miss Tredgolds sjældne fejltagelser.

Hver mandag mødte drengene fra latinskolen pigerne for at blive undervist i fransk af mademoiselle Mettinet. For enhver anden end Florentyna var det den første, besværlige introduktion til dette sprog. Mens klassen i kor gentog boucher, boulanger og épicier efter mademoiselle, begyndte Florentyna, mere fordi hun kedede sig end for at vise sig, at føre en samtale på fransk med F.D.R. Hendes sidemand, en høj, temmelig doven dreng ved navn Edward Winchester, som tilsyneladende var ude af stand til at kende forskel på le og la, lænede sig over mod Florentyna og bad hende holde op med at blære sig. Florentyna rødmede. “Jeg prøvede bare at forklare F.D.R. forskellen på maskulinum og femininum.”

“Nå, det gjorde du?” sagde Edward. “Jamen, nu skal jeg vise dig le différence, mademoiselle Blæremås,” og i et anfald af raseri snuppede han F.D.R. og flåede den ene af bamsens arme af. Florentyna sad som limet til sin plads af chok, da Edward derefter tog blækhuset op af sin skolepult og hældte indholdet ud over bamsens hoved.

Mademoiselle Mettinet, som aldrig havde været tilhænger af at have drenge og piger i samme klasse, styrtede ned bag i lokalet, men det var for sent. F.D.R. var allerede kongeblå fra isse til tå og sad på gulvet midt i en bunke fyld fra den afrevne arm. Florentyna greb sin bedste ven, og hendes tårer blandede sig med blækket. Mademoiselle Mettinet tog fat i Edward for at slæbe ham til rektors kontor og gav børnene besked på at sidde helt stille, til hun kom tilbage.

Florentyna kravlede rundt på gulvet og prøvede fortvivlet at putte indmaden tilbage i F.D.R., da en lyshåret pige, som Florentyna aldrig havde kunnet lide, lænede sig frem mod hende og hviskede: “Det har du rigtig godt af, din dumme polak.” Klassen fnisede ad pigens bemærkning, og nogle af dem begyndte at gentage: “Dumme polak, dumme polak, dumme polak.” Florentyna klamrede sig til F.D.R. og bad til, at mademoiselle Mettinet snart ville komme tilbage.

Det forekom hende at vare timer, selv om det kun drejede sig om få minutter, inden fransklærerinden dukkede op igen med en passende slukøret Edward i kølvandet. Børnene tav, i samme sekund mademoiselle Mettinet trådte ind i klasseværelset, men Florentyna kunne ikke engang få sig selv til at se op. I den unaturlige stilhed gik Edward hen til Florentyna og undskyldte med en stemme, der var meget lavmælt og lidet overbevisende. Han vendte tilbage til sin plads og grinede frækt til sine klassekammerater.

Da miss Tredgold hentede Florentyna fra skole den eftermiddag, kunne hun dårligt undgå at lægge mærke til, at barnets ansigt var rødt af gråd, og at hun gik med bøjet hoved og klamrede sig til en blåansigtet F.D.R.s tilbageværende arm. Miss Tredgold havde fået lokket hele historien ud af Florentyna, inden de nåede hjem. Der serverede hun Florentynas yndlingsmåltid bestående af hamburger og is, to retter, som miss Tredgold normalt misbilligede, og lagde hende tidligt i seng i håb om, at hun hurtigt ville falde i søvn. Efter i en time forgæves at have bearbejdet den blækplettede bamse med neglebørste og sæbe måtte miss Tredgold give op. Da hun lagde den fugtige bamse ved siden af Florentyna, lød en lille stemme nede under tæppet: “Tak, miss Tredgold. F.D.R. har brug for alle de venner, han kan få.”

Da Abel kom hjem lidt over ti – han var begyndt at komme sent hjem næsten hver eneste aften – udbad miss Tredgold sig en samtale i enrum med ham. Abel blev meget overrasket over denne anmodning, men tog hende straks med ind i sit arbejdsværelse. I de atten måneder, miss Tredgold havde været ansat hos ham, havde hun altid aflagt rapport om ugens forløb til mr. Rosnovski søndag formiddag mellem ti og halv elleve, mens Florentyna var til messe med sin mor i Holy Name Katedralen. Miss Tredgolds rapporter var altid klare og koncise, måske med en lille tendens til at undervurdere barnets resultater.

“Hvad er der galt, miss Tredgold?” spurgte Abel og prøvede at lyde ubekymret. Han gruede for tanken om, at et sådant brud på den faste rutine skulle betyde, at hun ville sige op. Miss Tredgold fortalte ham hele historien om, hvad der var sket i skolen samme dag.

Abel blev mere og mere rød i ansigtet, efterhånden som beretningen skred frem, og han var gloende rød, inden miss Tredgold var blevet helt færdig.

“Det finder jeg mig ikke i,” var det første, han sagde. “Florentyna må straks tages ud af skolen. Jeg vil personligt opsøge miss Allen i morgen og fortælle hende, hvad jeg mener om hende og hendes skole. Jeg er sikker på, at De bifalder denne beslutning, miss Tredgold.”

“Nej, sir, det gør jeg ikke,” lød det usædvanligt skarpe svar.

“Hvadbehager?” sagde Abel forbløffet.

“Jeg er af den mening, at De bærer en lige så stor skyld som Edward Winchesters forældre.”

“Jeg?” sagde Abel. “Hvorfor?”

“De burde for længst have fortalt Deres datter, hvad det vil sige at være polsk, og hvordan hun skulle klare eventuelle problemer, som måtte opstå på grund heraf. De burde have forklaret amerikanernes rodfæstede fordomme mod polakkerne, en fordom, der efter min mening er mindst lige så forkastelig som den engelske indstilling til irerne og kun nogle få skridt fra nazisternes barbariske opførsel over for jøderne.”

Abel sad tavs. Det var længe siden, nogen havde fortalt ham, at han havde gjort noget forkert.

“Har De andet at sige?” spurgte han, da han havde fået sundet sig lidt.

“Ja, mr. Rosnovski. Hvis De tager Florentyna ud af latinskolen, indgiver jeg øjeblikkelig min opsigelse. Hvis De vælger at flygte fra det første problem, barnet støder på, hvordan skal jeg så kunne gøre mig håb om at lære hende at klare sig i tilværelsen? I betragtning af at mit eget land nu er i krig, fordi vi ønskede at blive ved med at tro, at Hitler var en fornuftig om end en smule vildledt mand, kan ingen forvente, at jeg skal gå med til at lære Florentyna at misopfatte begivenheder på samme måde. Det vil knuse mit hjerte at skulle forlade hende, for jeg kunne ikke elske hende højere, hvis hun var mit eget barn, men jeg kan ikke gå med til at lægge slør over det virkelige liv, bare fordi De har penge nok til at holde sandheden behageligt skjult nogle få år endnu. Jeg må bede Dem undskylde min åbenhjertighed, mr. Rosnovski. Jeg er godt klar over, at jeg er gået for vidt, men jeg kan ikke fordømme andre menneskers fordomme og samtidig se gennem fingre med Deres.”

Abel lod sig synke tilbage i sin stol, før han svarede. “Miss Tredgold, De burde have været ambassadør i stedet for guvernante. Selvfølgelig har De ret. Hvad vil De råde mig til at gøre?”

Miss Tredgold, som stadig stod op – hun ville aldrig have drømt om at sidde ned i sin arbejdsgivers nærvær, medmindre hun var sammen med Florentyna – tøvede.

“Barnet burde stå en halv time tidligere op hver dag den næste måned og blive undervist i Polens historie. Hun må lære, hvorfor Polen er sådan en prægtig nation, og hvorfor polakkerne var parat til at udfordre det mægtige Tyskland, selv om de aldrig alene kunne have gjort sig håb om sejr. Så vil hun blive i stand til at møde dem, der generer hende på grund af hendes oprindelse, med viden i stedet for uvidenhed.”

Abel så hende lige ind i øjnene. “Nu forstår jeg, hvad George Bernard Shaw mente, da han sagde, at man er nødt til at have mødt den engelske guvernante for at forstå, hvorfor England er så pragtfuldt.”

De lo begge.

“Det undrer mig, at De ikke ønsker at få mere ud af Deres tilværelse, miss Tredgold,” sagde Abel, da det pludselig gik op for ham, at det, han havde sagt, måske kunne lyde fornærmende. Men hvis det havde, viste miss Tredgold i hvert fald ingen tegn på at være fornærmet.

“Min far havde seks døtre. Han havde håbet på en søn, men sådan skulle det ikke være.”

“Og hvad med de andre fem?”

“De er alle gift,” svarede hun uden bitterhed.

“Og De?”

“Han sagde engang til mig, at jeg var den fødte lærer, og at Herrens planer omfattede os alle, så måske ville jeg komme til at undervise en af skæbnens særligt udvalgte.”

“Lad os håbe det, miss Tredgold.” Abel ville gerne have kaldt hende ved fornavn, men han vidste ikke, hvad det var. Det eneste, han vidste, var, at hun underskrev sig med “W. Tredgold” på en måde, der ikke opfordrede til yderligere spørgsmål. Han smilede op til hende.

“Vil De tage en drink sammen med mig, miss Tredgold?”

“Mange tak, mr. Rosnovski. Det ville være dejligt med lidt sherry.”

Abel skænkede et glas tør sherry til hende og en stor whisky til sig selv.

“Hvor slemt er det med F.D.R.?”

“Lemlæstet for livet, er jeg bange for, hvilket kun vil få barnet til at elske ham endnu højere. Jeg har besluttet, at F.D.R. for fremtiden må opholde sig herhjemme og kun færdes uden for hjemmet i selskab med mig.”

“De er begyndt at lyde fuldkommen som Eleanor Roosevelt, når hun taler om præsidenten.”

Miss Tredgold lo endnu en gang og nippede til sin sherry. “Må jeg komme med endnu et forslag vedrørende Florentyna?”

“Endelig,” sagde Abel og lyttede opmærksomt til miss Tredgolds forslag. Inden de var blevet færdige med deres anden drink, havde Abel givet sit samtykke.

“Godt,” sagde miss Tredgold, “det vil jeg så, med Deres tilladelse, tage mig af ved først givne lejlighed.”

“Endelig,” gentog Abel. “Men med hensyn til denne morgenundervisning vil det muligvis ikke være praktisk for mig at tage en hel måned uden afbrydelser.” Miss Tredgold skulle lige til at sige noget, da Abel fortsatte: “Der kan være aftaler, som jeg ikke kan lave om med så kort varsel, hvad jeg er sikker på, De vil kunne forstå.”

“De må naturligvis gøre, som De finder bedst, mr. Rosnovski, og hvis De mener, at der er noget, som er af større betydning end Deres datters fremtid, er jeg sikker på, at hun vil forstå det.”

Abel vidste, når han var slået. Han aflyste alle aftaler uden for Chicago i en hel måned og stod en halv time tidligere op hver morgen. Selv Zaphia billigede miss Tredgolds idé.

Den første dag begyndte Abel med at fortælle Florentyna, hvordan han var blevet født i en skov i Polen og adopteret af en pelsjægerfamilie, og hvordan han senere var blevet ven med en vidunderlig baron, som tog ham hjem til sig på sit slot i Slonim ved den polsk-russiske grænse. “Han behandlede mig som sin egen søn,” fortalte Abel hende.

Som dagene gik, afslørede Abel for sin datter, hvordan hans søster Florentyna, som hun var opkaldt efter, også var kommet til slottet, og måden, hvorpå han opdagede, at baronen var hans rigtige far.

“Jeg ved det, jeg ved, hvordan du fandt ud af det,” råbte Florentyna.

“Hvordan kan du vide det, lille du?”

“Han havde kun én brystvorte,” sagde Florentyna. “Det må være det, det må det. Jeg har set dig i bad. Du har kun én brystvorte, så du måtte jo være hans søn. Alle drengene i skolen har to …” Abel og miss Tredgold stirrede vantro på barnet, som fortsatte: “… men hvis jeg er din datter, hvorfor har jeg så to?”

“Fordi det kun går i arv fra far til søn og er næsten ukendt hos døtre.”

“Det er ikke fair. Jeg vil også kun have én.”

Abel begyndte at le. “Hvis du engang får en søn, vil han måske også kun have én.”

“Så er det tid til at flette dit hår og blive færdig til at køre i skole,” sagde miss Tredgold.

“Jamen, nu er det lige så spændende.”

“Gør nu, som du får besked på, barn.”

Florentyna forlod modstræbende sin far og gik ud i badeværelset.

“Hvad tror De, der vil ske i morgen, miss Tredgold?” spurgte hun på vej til skolen.

“Det har jeg ikke anelse om, barn, men som mr. Asquith engang tilrådede: vent og se.”

“Var mr. Asquith på slottet sammen med papa?”

I dagene, der fulgte, forklarede Abel, hvordan tilværelsen havde været i en russisk fangelejr, og hvordan det var gået til, at han var kommet til at halte. Han fortsatte med at fortælle sin datter de historier, som baronen havde fortalt ham i fangekældrene mere end tyve år tidligere. Florentyna lyttede ivrigt til beretningerne om den legendariske polske helt, Tadeusz Kosciuszko, og alle de andre prægtige skikkelser helt op til vore dage, mens miss Tredgold pegede på et kort over Europa, som hun havde sat op på væggen i barneværelset.

Til sidst forklarede han sin datter, hvordan han var kommet i besiddelse af den sølvring, han bar om sit håndled.

“Hvad står der?” spurgte Florentyna og stirrede på de bitte små indgraverede bogstaver.

“Prøv selv at læse ordene, lille du,” sagde Abel.

“Ba-ron A-bel Ros-nov-ski,” stavede hun langsomt. “Jamen, det er jo dit navn,” sagde hun ivrigt.

“Og det var min fars.”

Efter endnu et par dage var Florentyna i stand til at besvare alle sin fars spørgsmål, hvorimod Abel ikke altid kunne besvare hendes.

I skolen ventede Florentyna hver dag, at Edward Winchester skulle kaste sig over hende igen, men han syntes helt at have glemt episoden, og ved en enkelt lejlighed tilbød han oven i købet at dele et æble med hende.

Men det var ikke alle i klassen, der havde glemt episoden, og der var især én pige, en tyk, temmelig kedelig klassekammerat, som elskede at hviske ordene “dumme polak”, når Florentyna var inden for hørevidde.

Florentyna slog ikke igen lige med det samme, men ventede til nogle uger senere, da pigen, efter at være blevet nummer sjok i klassen til en historieprøve, mens Florentyna blev nummer 1, højt sagde: “Jeg er i det mindste ikke polak.” Edward Winchester så vred ud, men nogle af de andre i klassen fniste.

Florentyna ventede, til der var blevet helt stille, før hun sagde noget. “Det passer. Du er ikke polak, du er tredje generations amerikaner med en historie, der går cirka hundrede år tilbage. Min går tusind år tilbage, og det er derfor, du ligger nederst i historie, mens jeg ligger øverst.”

Ingen i klassen nævnte nogen sinde det emne igen. Da miss Tredgold hørte om det på vejen hjem, smilede hun.

“Skal vi fortælle papa det i aften?” spurgte Florentyna.

“Nej, min ven. Stolthed har aldrig været en dyd. Der er tidspunkter, hvor det er klogest at tie stille.”

Den seksårige pige nikkede tankefuldt, hvorefter hun spurgte: “Tror De, en polak nogen sinde vil kunne blive præsident for De forenede Stater?”

“Afgjort, hvis det amerikanske folk kan overvinde deres fordomme.

“Og hvad med en katolik?”

“Det vil blive uden betydning, selv i min tid.”

“Og en kvinde?” fortsatte Florentyna.

“Det vil nok tage lidt længere tid, barn.”

Den aften rapporterede miss Tredgold til mr. Rosnovski, at hans undervisning havde bevist sit værd.

“Og hvornår vil De gå i gang med den anden del af Deres plan, miss Tredgold?” spurgte Abel.

“I morgen,” svarede hun smilende.

Klokken halv fire den følgende eftermiddag stod miss Tredgold på gadehjørnet og ventede på, at Florentyna skulle komme ud fra skolen. Barnet var allerede begyndt at snakke løs, inden hun var kommet ud gennem porten, og de havde gået et godt stykke, før hun lagde mærke til, at de ikke fulgte deres normale rute hjem.

“Hvor skal vi hen, miss Tredgold?”

“Tålmodighed, barn, og alt vil blive afsløret.”

Miss Tredgold smilede, mens Florentyna virkede mere interesseret i at fortælle hende, hvor godt hun havde klaret sig til en engelskprøve om formiddagen, en enetale, som hun fortsatte hele vejen til Menomonee Street, hvor miss Tredgold begyndte at interessere sig mere for husnumrene end for Florentynas virkelige og indbildte resultater.

Til sidst standsede de op foran en nymalet rød dør med nummeret 218. Miss Tredgold bankede to gange på døren med sin behandskede kno. Florentyna stod ved siden af hende, tavs for første gang siden de havde forladt skolen. Der gik et øjeblik, så blev døren åbnet af en mand klædt i grå sweater og cowboybukser.

“Jeg kommer angående Deres annonce i Sun-Times,” sagde miss Tredgold, før manden nåede at sige et ord.

“Åh ja,” sagde han. “Vil De ikke komme indenfor?”

Miss Tredgold gik ind i huset fulgt af en temmelig forvirret Florentyna. De blev ført gennem en smal gang oversået med fotografier og mangefarvede rosetter, indtil de nåede en dør, der førte ud til gårdspladsen bagved.

Florentyna fik øje på dem med det samme. De lå i en kurv i den fjerneste ende af gårdspladsen, og hun løb hen til dem. Seks gule labradorhvalpe, som lå og trykkede sig tæt ind til deres mor.

En af dem forlod sin varme plads og humpede ud af kurven hen mod Florentyna.

“Den halter jo,” sagde Florentyna, som omgående havde løftet hvalpen op og nu undersøgte dens ben.

“Ja, desværre,” indrømmede opdrætteren. “Men der er fem andre i perfekt stand, som du kan vælge imellem.”

“Hvad vil der ske, hvis ingen tager hende her?”

“Ja, så …” – manden tøvede – “må hun jo nok aflives.”

Florentyna så fortvivlet på miss Tredgold, mens hun klamrede sig til hvalpen, der havde travlt med at slikke hende i ansigtet.

“Jeg vil have den her,” sagde Florentyna uden tøven, men nervøs for miss Tredgolds reaktion.

“Hvor meget bliver det?” spurgte miss Tredgold og åbnede sin håndtaske.

“Den koster ikke noget, ma’am. Jeg er bare glad for, at den får et godt hjem.”

“Tak,” sagde Florentyna. “Tusind tak.”

Hvalpens lille hale var i uafbrudt bevægelse hele vejen hjem, mens Florentynas tunge til miss Tredgolds store forbavselse var helt ubevægelig. Hun slap ikke sit nye kæledyr, før hun var sikkert inde i køkkenet. Zaphia og miss Tredgold så til, mens den lille labradorhvalp humpede tværs over køkkengulvet mod en skål med varm mælk.

“Hun minder mig om papa,” sagde Florentyna.

“Ikke næsvis, barn,” sagde miss Tredgold.

Zaphia skjulte et smil. “Nå, Florentyna, hvad har du så tænkt dig at kalde din nye hund?”

“Eleanor.”

---

Lyst til at læse mere?

---

---