Gift, selvmord og radioaktiv stråling. Læs med her og opdag tre gange, hvor bøger bogstaveligt talt var livsfarlige.
Giftiggrønne bøger på Syddansk Universitet
I 2017 gjorde forskere et overraskende fund på Syddansk Universitets bibliotek. Ved et tilfælde opdagede man, at tre bøger fra 1500- og 1600-tallet havde omslag, der indeholdt store mængder arsen – et af verdens giftigste grundstoffer. Hver bog indeholdt gift nok til at slå 60 mennesker ihjel.
Men hvorfor var de tre bøger malet med gift?
Svaret findes i omslagenes grønne farve. Farven, der er lavet af en kobber-arsenforbindelse, blev brugt af bogbindere helt tilbage i 1500-tallet. Den var populær, fordi den var kendt for ikke at falme. Hvad man ikke vidste var, at farven også var vanvittig giftig.
I Victoriatidens England begyndte man at masseproducere den giftige farve, der fik navnet parisergrønt. Den blev straks en succes og blev især brugt til at farve tekstiler, tapeter – og bogomslag.
Men der gik ikke længe, før man opdagede, at der var noget lidt mærkeligt ved den populære farve. Der var aldrig væggelus eller insekter i rum med tapeter af parisergrønt. Børn, der havde grønne værelser, var tit sygelige og døde unge. Og kvinder, der gik i grønne kjoler, fik efter sigende ofte ildebefindende.
Det førte til, at parisergrønt blev forbudt som pigment i Storbritannien i slutningen af 1800-tallet. I stedet brugte man stoffet til pesticider og rottegift.
I dag er der sandsynligvis mange gamle bøger rundt omkring i verden, der er farvet med parisergrønt. Forskerne på Syddansk Universitet samarbejder nu med den internationale biblioteksorganisation, IFLA, for at lave nye retningslinjer for håndteringen af gamle bogsamlinger, der måske indeholder giftige bøger.
På Syddansk Universitets bibliotek er de tre grønne bøger heldigvis gemt sikkert væk i kasser med indbygget ventilation.
Werther-effekten
I slutningen af 1700-tallet skyllede en uhyggelig selvmordsbølge gennem Europa. Unge mænd skød sig selv på stribe, ofte med det samme tøj på – en blå jakke og gule bukser. Mange af dem havde en bog i hånden, da de døde: En udgave af den tyske digter Goethes Den unge Werthers lidelser.
Goethes bog om Werther, der tager sit eget liv efter en ulykkelig forelskelse, blev enormt populær, da den udkom i 1774. Og det var især unge mænd, der identificerede sig med den tragiske hovedperson, der altid gik klædt i en blå jakke og gule bukser. Så meget, at nogle altså endte med at kopiere hans død.
Myndighederne var bekymrede over ”Werther-feberen”, og Den unge Werthers lidelser blev hurtigt forbudt i bl.a. Danmark, Italien, Østrig og Bayern.
I dag kender vi til fænomenet ”selvmordssmitte”. Vi ved for eksempel, at medieomtale af et selvmord kan føre til nye selvmord. Den tendens er også kendt som ”Werther-effekten.” Der er dog nogle historikere, der sår tvivl om selvmordsbølgen, der kom i kølvandet på Goethes klassiske roman.
Maries Curies radioaktive notesbøger
Marie Curie var en videnskabelig superstjerne.
Hun var den første kvinde, der vandt Nobelprisen, og den første person nogensinde der oplevede at vinde Nobelprisen indenfor to forskellige discipliner; fysik i 1903 og kemi i 1913.
Sammen med sin mand, Pierre Curie, opdagede hun de to radioaktive grundstoffer polonium og radium. Sagen var bare, at Curie-parret ikke anede, hvor farligt det var at være i nærkontakt med radioaktive stoffer. Marie Curie sov endda ved siden af en klump lysende radium, som hun brugte som natlampe.
Hun døde i 1934 efter at have været udsat for radioaktiv stråling gennem mange år.
I dag er Marie Curies ejendele stadig stærkt radioaktive. Hendes notesbøger er låst inde i blybelagte kasser på Frankrigs Blibliothèque Nationale. Hvis man som besøgende vil se bøgerne, skal man have beskyttelsesdragt på. Samtidig skal man skrive under på, at biblioteket er uden ansvar, hvis man skulle blive udsat for stråling.
Radium har en halveringstid på 1600 år, så der er temmelig lange udsigter til, at man kan bladre i de berømte notesbøger uden beskyttelsesdragt.
Gift, selvmord og radioaktiv stråling. Læs med her og opdag tre gange, hvor bøger bogstaveligt talt var livsfarlige.
Giftiggrønne bøger på Syddansk Universitet
I 2017 gjorde forskere et overraskende fund på Syddansk Universitets bibliotek. Ved et tilfælde opdagede man, at tre bøger fra 1500- og 1600-tallet havde omslag, der indeholdt store mængder arsen – et af verdens giftigste grundstoffer. Hver bog indeholdt gift nok til at slå 60 mennesker ihjel.
Men hvorfor var de tre bøger malet med gift?
Svaret findes i omslagenes grønne farve. Farven, der er lavet af en kobber-arsenforbindelse, blev brugt af bogbindere helt tilbage i 1500-tallet. Den var populær, fordi den var kendt for ikke at falme. Hvad man ikke vidste var, at farven også var vanvittig giftig.
I Victoriatidens England begyndte man at masseproducere den giftige farve, der fik navnet parisergrønt. Den blev straks en succes og blev især brugt til at farve tekstiler, tapeter – og bogomslag.
Men der gik ikke længe, før man opdagede, at der var noget lidt mærkeligt ved den populære farve. Der var aldrig væggelus eller insekter i rum med tapeter af parisergrønt. Børn, der havde grønne værelser, var tit sygelige og døde unge. Og kvinder, der gik i grønne kjoler, fik efter sigende ofte ildebefindende.
Det førte til, at parisergrønt blev forbudt som pigment i Storbritannien i slutningen af 1800-tallet. I stedet brugte man stoffet til pesticider og rottegift.
I dag er der sandsynligvis mange gamle bøger rundt omkring i verden, der er farvet med parisergrønt. Forskerne på Syddansk Universitet samarbejder nu med den internationale biblioteksorganisation, IFLA, for at lave nye retningslinjer for håndteringen af gamle bogsamlinger, der måske indeholder giftige bøger.
På Syddansk Universitets bibliotek er de tre grønne bøger heldigvis gemt sikkert væk i kasser med indbygget ventilation.
Werther-effekten
I slutningen af 1700-tallet skyllede en uhyggelig selvmordsbølge gennem Europa. Unge mænd skød sig selv på stribe, ofte med det samme tøj på – en blå jakke og gule bukser. Mange af dem havde en bog i hånden, da de døde: En udgave af den tyske digter Goethes Den unge Werthers lidelser.
Goethes bog om Werther, der tager sit eget liv efter en ulykkelig forelskelse, blev enormt populær, da den udkom i 1774. Og det var især unge mænd, der identificerede sig med den tragiske hovedperson, der altid gik klædt i en blå jakke og gule bukser. Så meget, at nogle altså endte med at kopiere hans død.
Myndighederne var bekymrede over ”Werther-feberen”, og Den unge Werthers lidelser blev hurtigt forbudt i bl.a. Danmark, Italien, Østrig og Bayern.
I dag kender vi til fænomenet ”selvmordssmitte”. Vi ved for eksempel, at medieomtale af et selvmord kan føre til nye selvmord. Den tendens er også kendt som ”Werther-effekten.” Der er dog nogle historikere, der sår tvivl om selvmordsbølgen, der kom i kølvandet på Goethes klassiske roman.
Maries Curies radioaktive notesbøger
Marie Curie var en videnskabelig superstjerne.
Hun var den første kvinde, der vandt Nobelprisen, og den første person nogensinde der oplevede at vinde Nobelprisen indenfor to forskellige discipliner; fysik i 1903 og kemi i 1913.
Sammen med sin mand, Pierre Curie, opdagede hun de to radioaktive grundstoffer polonium og radium. Sagen var bare, at Curie-parret ikke anede, hvor farligt det var at være i nærkontakt med radioaktive stoffer. Marie Curie sov endda ved siden af en klump lysende radium, som hun brugte som natlampe.
Hun døde i 1934 efter at have været udsat for radioaktiv stråling gennem mange år.
I dag er Marie Curies ejendele stadig stærkt radioaktive. Hendes notesbøger er låst inde i blybelagte kasser på Frankrigs Blibliothèque Nationale. Hvis man som besøgende vil se bøgerne, skal man have beskyttelsesdragt på. Samtidig skal man skrive under på, at biblioteket er uden ansvar, hvis man skulle blive udsat for stråling.
Radium har en halveringstid på 1600 år, så der er temmelig lange udsigter til, at man kan bladre i de berømte notesbøger uden beskyttelsesdragt.
Andre læste også: