Fiktion Historiske romaner Jeffrey Archer Slægtsromaner

International bestseller af Jeffrey Archer. Smuglæs i Kane og Abel

Kane og Abel af Jeffrey Archer

Kane og Abel kommer til verden den samme dag i 1906 – den ene som hittebarn, den anden som barn af en velhavende familie. Da de to mænds skæbner krydser mange år senere, bliver de hinandens dødsfjender.

Her kan du smuglæse et uddrag af Jeffrey Archers roman Kane og Abel på dansk. Jeffrey Archer er forfatter til den populære Clifton-krøniken og en mester i at skrive store historier og dramatiske familiehistorier.

LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer


Jeffrey Archer

Kane og Abel


På dansk ved
Lilian Ahlstrand

1

Slonim, Polen, 18. april 1906

Hun holdt først op med at skrige, da hun døde. Så var det, at han begyndte at skrige.

Den lille dreng, som var i færd med at jage kaniner i skoven, var ikke sikker på, om det havde været kvindens sidste skrig eller barnets første, der alarmerede ham. Han vendte sig pludselig om, følte en mulig fare. Hans øjne søgte efter et dyr, som så umiskendeligt var i nød. Han havde aldrig kendt et dyr, som skreg helt på den måde før. Han sneg sig forsigtigt i retning af lyden. Skriget var nu blevet til en klynken, men det lød stadig ikke som et dyr, han kendte. Han håbede, det ville være lille nok til at dræbe. I det mindste ville det være en forandring fra kanin til middag.

Den lille dreng bevægede sig snigende i retning af floden, hvor den mærkelige lyd kom fra. Løb fra træ til træ, følte den beskyttende bark mod sine skulderblade, noget at røre ved. Aldrig stå frit, havde hans far lært ham. Da han nærmede sig udkanten af skoven, havde han frit udsyn hele vejen ned gennem dalen til floden, og selv da tog det ham nogen tid at fatte, at det mærkelige skrig ikke kom fra noget almindeligt dyr. Han fortsatte med at krybe i retning af den klynkende lyd, men han var ude i det åbne på egen hånd nu.

Så så han pludselig kvinden med kjolen oppe over bæltestedet. Hendes bare ben var vidt adskilte. Han havde aldrig set en kvinde sådan før. Han løb hurtigt hen til hende og stirrede ned på hendes mave, alt for rædselsslagen til at røre. Der – mellem kvindens ben, lå kroppen af et lille, vådt, lyserødt dyr, forbundet med noget, der lignede et reb. Den lille jæger smed sine nyligt flåede kaniner og faldt ned på knæene ved siden af den lille skabning.

Han stirrede et langt, forbløffet øjeblik og vendte så blikket mod kvinden, men fortrød øjeblikkeligt den handling. Hun var allerede blå af kulde. Hendes trætte treogtyveårige ansigt virkede midaldrende for drengen. Han behøvede ikke at få at vide, at hun var død. Han tog den fedtede, lille krop op – havde man spurgt ham hvorfor, hvad ingen nogen sinde gjorde, ville han have sagt, at de bittesmå fingernegle, som kradsede i det rynkede ansigt, havde gjort ham urolig – og så blev han klar over, at mor og barn var uadskillelige på grund af det slimede reb.

Han havde overværet fødslen af et lam nogle dage tidligere, og han forsøgte at huske. Ja, det var, hvad hyrden havde gjort, men vovede han det – med et barn? Gråden var ophørt, og han følte, at en beslutning nu hastede. Han trak sin kniv op af skeden – den, han lige havde flået kaninerne med, tørrede den af i ærmet og tøvede kun et øjeblik, skar så rebet af tæt ved barnets legeme. Blodet flød frit fra de afbrudte ender. Hvad var det så, hyrden havde gjort, da lammet var født? Han havde bundet en knude for at standse blodet. Selvfølgelig, selvfølgelig. Han rev noget græs af marken ved siden af sig og bandt hurtigt en primitiv knude med det. Så tog han barnet i sine arme. Han rejste sig langsomt fra sin knælende stilling, efterlod bag sig tre døde kaniner og en død kvinde, som havde givet dette barn liv. Før han definitivt vendte ryggen til moderen, samlede han hendes ben og trak kjolen ned over hendes knæ. Det virkede, som om det var det rigtige at gøre.

”Hellige Gud,” sagde han højt. Det var altid det første, han sagde, når han havde gjort noget meget godt eller meget dårligt. Han var ikke helt sikker på, hvad dette var.

Den lille jæger løb så i retning af den hytte, hvor han vidste, hans mor var ved at lave aftensmad og kun ventede på hans kaniner. Alt andet ville være forberedt. Hun ville spekulere på, hvor mange det var lykkedes ham at fange i dag. Med en familie på otte munde at mætte, måtte hun have mindst tre. Somme tider var han heldig at få en and, en gås eller endog en fasan, som havde forvildet sig væk fra baronens gods, hvor hans far arbejdede.

I aften havde han fanget et helt andet dyr, og da han nåede hytten, vovede den lille jæger ikke at slippe sit bytte blot med den ene hånd, så han sparkede på døren med sin bare fod, indtil hans mor åbnede den. Tavs rakte han sin gave til hende. Hun gjorde ikke nogen umiddelbar bevægelse for at tage væsnet fra ham, men blev stående med den ene hånd på brystet og stirrede på det ynkelige syn.

”Hellige Gud,” sagde hun og slog kors for sig. Drengen søgte i moderens ansigt efter tegn på glæde eller vrede. Hendes øjne rummede nu en ømhed, som drengen aldrig før havde set i dem. Så vidste han, at det, han havde gjort, måtte være godt.

”Er det et barn, Matka?”’

”Det er en lille dreng,” sagde hans mor og nikkede sørgmodigt med hovedet.

”Hvor fandt du ham?”

”Nede ved floden, Matka,” sagde han. ”Og moderen?”

”Død.”

Hun korsede sig igen.

”Hurtigt – løb af sted, og fortæl din far, hvad der er sket. Så finder han Urszula Wojnak på godset, og du må føre dem begge to til moderen, og sørg for, at de kommer her tilbage.”

Den lille jæger rakte den lille dreng til sin mor, nok så glad for at være sluppet af med den fedtede skabning. Nu – befriet for sit bytte – tørrede han hænderne af i bukserne og løb af sted for at finde sin far.

Moderen lukkede døren med skulderen og kaldte på sit ældste barn, en pige, så hun kunne sætte gryden over ilden. Så satte hun sig ned på en træstol, knappede sit kjoleliv op og skubbede et træt bryst ned til den lille, rynkede mund. Sophia, hendes yngste datter, kun seks måneder gammel, måtte klare sig uden aftensmad i aften. Ved nærmere eftertanke – det måtte hele familien.

”Og til hvilken nytte?” sagde kvinden højt og trak et sjal rundt om sin arm og barnet. ”Stakkels lille kræ, du vil være død i morgen tidlig.”

Men hun viste ikke disse følelser over for gamle Urszula Wojnak, da jordemoderen vaskede den lille krop og tog sig af den tilbundne navlestrengstump sent den aften. Hendes mand stod tavs og betragtede sceneriet.

”Når en gæst kommer ind i huset, kommer Gud ind,” citerede kvinden det gamle polske ordsprog.

Hendes mand spyttede. ”Lad koleraen få ham. Vi har nok børn i os selv.”

Kvinden lod, som om hun ikke hørte ham, da hun strøg over det tynde, mørke hår på barnets hoved.

”Hvad skal vi kalde ham?” spurgte kvinden og så op på sin mand.

Han trak på skuldrene. ”Hvem bryder sig om det? Lad ham gå i graven uden navn.”

2

18. april 1906, Boston, Massachusetts

Lægen greb det nyfødte barn ved anklerne og slog det bagi. Barnet begyndte at skrige.

I Boston, Massachusetts, er der et hospital, som hovedsagelig prøver at tilfredsstille dem, der lider af de riges sygdomme, og ved særligt udvalgte anledninger tillader det sig at levere en ny rig. På Massachusetts General Hospital skriger mødrene ikke, og de føder slet ikke fuldt påklædte. Det hører ikke til god tone.

En ung mand travede op og ned uden for fødestuen. Herinde var to fødselslæger og familiens læge i arbejde. Denne far tog ingen chancer med sin førstefødte. Fødselslægerne blev betalt særdeles godt for at bevidne begivenheden. Den ene af dem, som bar selskabstøj under sin lange, hvide kittel, var allerede for sent på den til et middagselskab, men han havde ikke råd til at forlade denne særlige fødsel. De tre havde trukket lod om, hvem der skulle forløse barnet, og doktor MacKenzie, familiens egen læge, havde vundet. En fornuftig, tryghedskabende mand, tænkte faderen, mens han gik op og ned ad korridoren.

Ikke fordi han havde nogen grund til at være nervøs. Roberts havde kørt den unge faders hustru, Anne, til hospitalet i den smarte tohjulede vogn tidligere på dagen, som lægen havde regnet ud var den otteogtyvende dag i den niende måned. Anne var begyndt at have veer lige efter morgenmaden, og han var blevet forsikret om, at fødslen ikke ville finde sted, før hans bank havde lukket for i dag. Faderen var en disciplineret mand og så ingen grund til, at en fødsel skulle afbryde hans velordnede tilværelse. Ikke desto mindre fortsatte han med at trave op og ned. Sygeplejersker og unge læger skyndte sig forbi ham, klar over hans tilstedeværelse. Deres stemmer blev dæmpede, når de kom i nærheden af ham, og hævedes først igen, når de var uden for hans hørevidde. Han lagde ikke mærke til det, fordi alle havde altid behandlet ham på den måde. Mange af dem havde aldrig set ham personligt. Alle vidste, hvem han var. Når hans søn blev født – det faldt ham aldrig ind blot et øjeblik, at barnet kunne være en pige – ville han bygge den nye børneafdeling, som hospitalet trængte så hårdt til. Hans bedstefar havde allerede bygget et bibliotek, og hans far en skole.

Den vordende far forsøgte at læse aftenavisen, så på ordene, men fattede ikke deres mening. Han var nervøs, endog bekymret. Det ville aldrig skade dem (han betragtede næsten alle som ”dem”) at indse, at hans førstefødte blev en dreng, en dreng, som en dag ville overtage hans plads som direktør for banken. Han vendte sider i sportssektionen i Evening Transcript. Boston Red Sox havde slået New York Highlanders – andre ville fejre det. Så så han overskriften på forsiden: det værste jordskælv nogen sinde i Amerikas historie. Ødelæggelser i San Francisco, mindst fire hundrede mennesker døde – andre ville sørge. Han hadede det. Det ville tage noget af opmærksomheden fra hans søns fødsel. Folk ville huske noget andet, som skete den dag.

Han bladede om til finanssiderne og tjekkede aktiemarkedet. Brat fald. Det forbandede jordskælv havde slugt ethundredetusind dollars af værdien af hans egne beholdninger i banken, men eftersom hans personlige formue passende var over seksten millioner dollars, skulle der mere end et jordskælv i Californien til at ryste ham. Han kunne sagtens leve af renterne af sine renter, så kapitalen på de seksten millioner ville forblive intakt, klar til hans søn, stadig ufødt. Han fortsatte med at trave og lade, som om han læste Transcript.

Fødselslægen i selskabstøjet åbnede svingdørene til fødestuen for at overbringe nyheden. Han følte, at han måtte gøre noget til gengæld for sin store, ufortjente løn, og han var den, der var mest passende klædt til bekendtgørelsen. De to mænd stirrede på hinanden et øjeblik. Lægen følte sig også lidt nervøs, men han agtede ikke at vise faderen det.

”Til lykke, sir. De har fået en søn. En velskabt lille dreng.”

Sikke dumme bemærkninger, folk kommer med, når et barn er født, tænkte faderen. Hvordan kunne han være andet end lille? Nyheden var endnu ikke gået op for ham, så dæmrede det – en søn. Han næsten takkede Gud. Fødselslægen dristede sig til et spørgsmål for at bryde stilheden.

”Har De besluttet, hvad De vil kalde ham?”
Faderen svarede uden tøven: ”William Lowell Kane.”

3

Længe efter, at ophidselsen over barnets ankomst havde lagt sig, og den øvrige familie var gået i seng, holdt moderen sig vågen med det lille barn i sine arme. Helena Koskiewicz troede på livet, og hun havde født ni børn for at bevise det. Skønt hun havde mistet tre af dem som spæde, havde ingen af tabene været lette.

Nu, da hun var femogtredive, vidste hun, at hendes engang så lidenskabelige Jasio ikke ville give hende flere sønner eller døtre. Gud havde givet hende denne søn. Han måtte være bestemt til at leve. Helenas tro var simpel, hvilket var godt, for hendes skæbne havde aldrig tilbudt hende andet end et simpelt liv. Hun var grå og tynd, ikke på grund af eget valg, men på grund af for lidt mad, hårdt arbejde og ingen penge tilovers. Det faldt hende aldrig ind at klage, men linjerne i hendes ansigt ville have passet bedre til en bedstemor end en mor efter nutidige forhold. Hun havde aldrig én eneste gang i sit liv haft nyt tøj på.

Helena pressede sine trætte bryster så hårdt, at matte, røde mærker viste sig rundt om brystvorterne. Et par dråber mælk sprøjtede ud. Når man er femogtredive, halvvejs gennem et livs ægteskab, har alle nogle brugbare stumper erfaringer at leve på, og Helena Koskiewicz’ var nu værdifulde.

”Matkas allermindste,” hviskede hun ømt til barnet og lod den mælkede brystvorte glide hen over dets sammentrukne mund. De blå øjne gled op, og små dråber af sved brød frem på barnets næse, da han forsøgte at suge. Omsider faldt moderen uvilligt i dyb søvn.

Jasio Koskiewicz, en stor, træg mand med et fyldigt overskæg – hans eneste tegn på selvstændighed i en ellers ydmygende tilværelse – opdagede konen og barnet, som sov i gyngestolen, da han stod op klokken fem. Han havde ikke bemærket hendes fravær i deres seng den nat. Han stirrede ned på bæstet, som omsider Gud være lovet var holdt op med at skrige. Var han død? Jasio indså, at den letteste vej ud af dilemmaet var at komme af sted på arbejde og ikke pille ved den ubudne gæst. Lad kvinden tage sig af liv og død. Hans opgave var at møde på baronens gods ved daggry. Han tog nogle store slurke af gedemælken og tørrede sit overdådige overskæg i ærmet. Så greb han en luns brød med den ene hånd og sine snarer med den anden og listede lydløst ud af hytten af frygt for at vække barnet og starte dets gråd igen. Han skyndte sig af sted gennem skoven uden at tænke mere over den lille ubudne gæst andet end, at han formodentlig havde set ham for sidste gang.

Florentyna, den ældste datter, var den næste, som kom ind i køkkenet, lige før det gamle ur, som i mange år havde fulgt sin egen tid, forkyndte, at klokken var blevet seks. Det var kun af underordnet betydning for dem, som blot ville vide, om det var tid til at stå op eller gå i seng. Blandt Florentynas daglige pligter var tilberedning af morgenmaden – i sig selv en mindre opgave, som rummede den enkle deling af en portion gedemælk og en humpel rugbrød til en familie på otte. Ikke desto mindre krævede det Salomons visdom at udføre opgaven på en sådan måde, at ingen klagede over en andens portion.

Florentyna virkede på dem, som så hende første gang, som en køn, svagelig, lurvet lille tingest. Det var uretfærdigt, for i de sidste tre år havde hun kun haft én kjole at bære, men de, som kunne skelne mellem barnet og det, som omgav hende, forstod, hvorfor Jasio var blevet forelsket i hendes mor. Florentynas lange, lyse hår skinnede, mens hendes nøddebrune øjne trodsigt gnistrede imod den indflydelse, hendes herkomst og kost havde.

Hun listede hen til gyngestolen og stirrede ned på sin mor og den lille dreng, som hun havde beundret fra første blik. Hun havde aldrig i sine otte år ejet en dukke. Faktisk havde hun kun set en én gang, da familien var blevet inviteret til at fejre festen for St. Nicholas på baronens slot. Selv da havde hun faktisk ikke rørt ved den vidunderlige genstand, men nu følte hun en uforklarlig trang til at holde denne baby i sine arme. Hun bøjede sig ned og lempede barnet væk fra sin mor, og mens hun så ned i de små, blå – så blå – øjne begyndte hun at nynne. Temperaturskiftet fra moderens varme bryst til kulden i den lille piges hænder gjorde babyen vred. Han begyndte øjeblikkelig at skrige, hvilket vækkede moderen, hvis eneste reaktion var skyldfølelse over i det hele taget at være faldet i søvn.

”Hellige Gud, han er stadig i live, Florcia,” sagde hun til Florentyna. ”Du laver morgenmad til drengene, mens jeg prøver at give ham mad igen.”

Florentyna rakte modvilligt barnet tilbage og iagttog moderen, mens hun endnu en gang klemte sine smertende bryster. Den lille pige var hypnotiseret.

”Skynd dig, Florcia,” skændte hendes mor. ”Resten af familien skal også have mad.”

Florentyna adlød tøvende, mens hendes brødre kom ned fra loftet, hvor de alle sov. De kyssede deres mors hænder godmorgen og stirrede på den nyankomne med ærefrygt. Alt, hvad de vidste, var, at denne var ikke kommet fra Matkas mave. Florentyna var alt for spændt denne morgen til at kunne spise morgenmad, så drengene delte hendes portion mellem sig uden nærmere eftertanke og efterlod deres mors portion på bordet. Ingen tænkte over, at deres mor ikke havde spist noget siden barnets ankomst.

Helena Koskiewitz var glad for, at hendes børn så tidligt i livet havde lært at klare sig selv. De kunne fodre dyrene, malke gederne og køerne, passe køkkenhaven og gå rundt til deres daglige arbejde uden hendes hjælp eller tilskyndelse.

Da Jasio vendte hjem om aftenen, blev hun pludselig klar over, at hun ikke havde lavet suppe til ham, men at Florentyna havde taget kaninerne fra Franck, hendes bror, jægeren, og allerede var begyndt at tilberede dem. Florentyna var stolt over at være den, der tog sig af aftensmaden, et ansvar, hun kun fik betroet, når hendes mor ikke var rask, og Helena Koskiewicz tillod sig sjældent den luksus. Den lille jæger havde hjemført fire kaniner og faderen seks svampe og tre kartofler – aftensmaden ville simpelt hen blive et festmåltid.

Efter middagen satte Jasio Koskiewicz sig i sin stol ved ilden og studerede barnet rigtigt for første gang. Han holdt den lille baby under armene og støttede med to fingre den hjælpeløse nakke, mens han med pelsjægerens blik undersøgte spædbarnet. Rynket og tandløs. Ansigtet blev kun opvejet af de fine, blå øjne, som ikke kunne fokusere. Han flyttede blikket ned til den tynde krop. Noget tiltrak sig straks hans opmærksomhed. Han skulede og gned det fine bryst med sine tommelfingre.

”Har du set dette her, Helena?” spurgte han og prikkede babyens ribben. ”Den grimme, lille bastard har kun én brystvorte.”

Hans kone rynkede brynene, da hun gned huden med sin tommelfinger, som om handlingen ville tilføje det manglende organ. Hendes mand havde ret: den lille og farveløse venstre brystvorte var der, men hvor dens spejlbillede skulle vise sig på den højre side, var det flade bryst glat og ensartet lyserødt.

Kvindens overtroiske tilbøjeligheder vågnede øjeblikkelig. ”Han er givet os af Gud,” forklarede hun. ”Se Hans mærke på ham.”

Manden rakte vredt barnet til hende. ”Du er et fæ, kvinde. Barnet er givet til sin mor af en mand med dårligt blod.” Han spyttede ind i ilden for mere præcist at udtrykke sin mening om barnets herkomst. ”I hvert fald – jeg ville ikke vædde en kartoffel på, at den lille bastard overlever endnu en nat.”

Jasio Koskiewicz bekymrede sig mere om en kartoffel end om, hvorvidt barnet overlevede. Han var ikke af natur en hjerteløs mand, men drengen var ikke hans, og en mund mere at mætte kunne kun øge hans problemer. Men han stillede sig ikke tvivlende over for den Almægtige, så uden flere tanker om drengen faldt han i dyb søvn.


Som dagene gik, begyndte selv Jasio Koskiewicz at tro, at barnet ville leve, og hvis han havde været en spillernatur, ville han have tabt en kartoffel. Den ældste søn, jægeren, lavede med hjælp fra sine yngre brødre en vugge af træ, som de havde samlet i baronens skov. Florentyna lavede hans tøj ved at skære små stykker af sit eget tøj og så sy dem sammen. De kunne have kaldt ham Harlekin, hvis de havde vidst, hvad det betød. I sandhed – at give ham et navn forvoldte mere uenighed i hjemmet, end noget andet enkelt problem havde gjort i måneder. Kun faderen tilkendegav ingen mening. Omsider blev de enige om Wladek.

Den følgende søndag blev barnet døbt i kapellet på baronens store gods og fik navnet Wladek Koskiewicz. Moderen takkede Gud for at have sparet hans liv. Faderen overgav sig til at have endnu en mund at mætte.

Den aften holdtes der en lille fest for at fejre dåben, ydermere forstærket af foræringen af en gås fra baronens gods. De spiste alle med god appetit.

Fra den dag vidste Florentyna, hvordan man deler med ni.

4

Anne Kane havde sovet fredfyldt hele natten. Da hendes søn, William, kom tilbage efter morgenmaden i armene på en af hospitalets sygeplejersker, kunne hun ikke vente med at holde ham igen.

”Nåda, mrs. Kane,” sagde den hvidklædte sygeplejerske livligt. ”Skal vi også give baby hans morgenmad?”

Hun hjalp Anne, som pludselig blev klar over sine svulmende bryster, op at sidde og ledte de to novicer gennem proceduren. Anne, klar over, at det ville være højst umoderligt at være blufærdig, stirrede stift ind i Williams blå øjne, endog mere blå end hans fars, og tilpassede sig sin nye position, hvor det ville have været ulogisk at være andet end tilfreds. Som enogtyveårig vidste hun, at hun intet manglede. Født en Cabot, gift ind i en gren af Lowell-familien og nu en førstefødt søn til at videreføre traditionerne var præcist opsummeret i et kort, hun havde modtaget fra en gammel skolekammerat:

Landet med torsk og bønner er Boston, som tager sig ud, hvor Cabots kun taler til Lowells, og Lowells kun taler til Gud.

Anne brugte en halv time til at tale med William, men fik kun få svar. Han trak sig derefter tilbage for at sove på samme måde, som han var kommet. Anne modstod frugten og de søde sager, der var stablet op ved siden af sengen. Hun havde besluttet sig for at kunne være i alle sine kjoler, når sommeren begyndte, og at genoptage sin retmæssige plads i alle de elegante magasiner. Havde ikke prinsen af Garonne sagt, at hun var den eneste smukke genstand i Boston? Hendes lange, gyldne hår, smukke, sarte ansigt og slanke skikkelse havde udløst ophidset beundring i byer, som hun ikke engang havde besøgt. Hun så efter i spejlet. Ingen forræderiske linjer i ansigtet. Folk ville ikke tro, at hun var mor til en kernesund dreng. Gud være lovet, det var blevet en kernesund dreng, tænkte hun og forstod for første gang, hvordan Anne Boleyn må have haft det.

Hun nød en let frokost og forberedte sig så på de gæster, som ville komme i løbet af eftermiddagen i nøje planlagte intervaller. De, som fik tilladelse til at besøge hende i de første dage, skulle være familie eller fra de allerbedste familier. Andre ville få at vide, at hun endnu ikke var i stand til at modtage dem. Men eftersom Boston var den sidste by i Amerika, hvor enhver kendte sin plads inden for de fineste grader på den sociale rangstige, ville uventede gæster være en umulighed.

Stuen, som hun havde alene, kunne let have rummet fem andre senge, hvis den ikke allerede var ved at kvæles i blomster. En tilfældig forbipasserende kunne næppe bebrejdes den misforståelse, at det var en mindre haveselskabsudstilling, hvis det ikke havde været for den unge mors tilstedeværelse i sengen, hvor hun sad ret op og ned. Anne tændte for det elektriske lys – stadig en nyhed for hende. Richard og hun havde ventet på, at Cabots fik det indrettet, hvilket hele Boston udlagde som orakeltegnet på, at den elektromagnetiske induktion fra det øjeblik var socialt acceptabelt.

Den første gæst var hendes svigermor, mrs. Thomas Lowell Kane, familiens overhoved, siden hendes mands død forrige år. Som elegant næsten tresårig havde hun perfektioneret teknikken med at feje ind i et værelse til sin egen fuldstændige tilfredshed og de tilstedeværendes uomtvistelige forvirring. Hun bar en lang chemisekjole, som gjorde det umuligt at se hendes ankler. Den eneste mand, som havde set hendes ankler, var nu død. Hun havde altid været slank. Efter hendes mening betød tykke kvinder dårlig kost og – endnu værre – opdragelse. Hun var nu den ældste Lowell – og den ældste Kane, for den sags skyld. Derfor forventede hun, og forventedes, at være den første, der kom for at tage sit nye barnebarn i øjesyn. Når alt kom til alt, var det så ikke hende, som havde arrangeret mødet mellem Anne og Richard?

Kærlighed forekom mindre betydningsfuld for mrs. Kane. Rigdom, status og prestige betød mere. Kærlighed var udmærket, men den viste sig sjældent at være et varigt gode. Det var de andre tre.

Hun kyssede sin svigerdatter anerkendende på panden. Anne rørte ved en knap på væggen, og en sagte summetone hørtes. Lyden gjorde mrs. Kane forbavset. Hun kunne ikke tro, at elektricitet nogen sinde ville slå an. Sygeplejersken kom til syne med arvingen. Mrs. Kane inspicerede ham, snøftede tilfreds og viftede ham væk.

”Godt klaret, Anne,” sagde den gamle dame, som om hendes svigerdatter havde vundet en mindre sportspris. ”Vi er alle meget stolte af dig.”

Annes egen mor, mrs. Edward Cabot, ankom lidt efter. Hun var ligesom mrs. Kane blevet enke inden for det sidste år og afveg så lidt fra hende i udseende, at de, som så dem på afstand, havde tilbøjelighed til at forveksle dem. Men man måtte give mrs. Cabot, at hun viste betydeligt mere interesse for sit nye barnebarn og for sin datter end mrs. Kane. Derefter blev blomsterne inspiceret.

”Hvor venligt af Jacksons at huske det,” mumlede mrs. Cabot.

Mrs. Kane var noget mere overfladisk i sin gennemgang. Hendes blik gled hen over det smagfulde blomsterflor og slog så ned på givernes kort. Hun hviskede de behagelige navne for sig selv: Adams’erne, Lawrence’erne, Lodge’erne, Higginson’erne. Ingen af bedstemødrene kommenterede navne, som de ikke kendte. De var begge forbi den alder, hvor de ønskede at lære noget nyt eller nogle nye at kende. De tog afsked sammen, helt tilfredse. En arving var født og lod til ved første øjekast at være passende. De mente begge, at deres sidste forpligtelse i familien havde været heldigt – omend gennem stedfortræder – udført, og at de selv nu kunne skride fremad til korets rolle.

De tog begge fejl.



Anne og Richards nære venner strømmede ind i løbet af eftermiddagen med gaver og gode ønsker, de første i guld og sølv, de sidste i højstemt overklassekvidder.

Da hendes mand kom efter bankens lukketid, var Anne temmelig overtræt. Richard havde drukket champagne til frokost for første gang i sit liv – gamle Amos Kerbes havde insisteret, og med hele Somerset-klubben som tilskuer kunne Richard dårligt undslå sig. Over for sin hustru virkede han lidt mindre stiv end sædvanlig. Pålidelig i sin lange, sorte jakke og nålestribede benklæder stod han i sin fulde højde af en meter og femogfirs. Hans sorte hår var skilt i midten og skinnede i skæret fra den store, elektriske pære. Ikke mange ville have gættet hans alder korrekt. Ungdom havde aldrig betydet noget for ham, nogle ville endda have påstået, at han var blevet født midaldrende. Det betød ikke noget for ham. Indhold og omdømme betød alt for ham. Endnu en gang blev William Lowell Kane hentet frem og inspiceret, som hans fader tjekkede balancen hver dag, før banken lukkede. Alt lod til at være i orden. Drengen havde to ben, to arme, ti fingre, ti tæer, og Richard kunne intet finde, som senere ville mishage ham, så William blev sendt væk igen.

”Jeg telegraferede til rektoren for St. Paul’s i går aftes. William er blevet indskrevet fra september 1918.”

Anne sagde intet. Richard var begyndt at planlægge Williams karriere, allerede inden han var født.

”Nå, kære, er du blevet helt rask i dag?” fortsatte han med at spørge. Han havde selv kun været på hospitalet de tre første dage af sit liv.

”Ja – nej – det tror jeg,” svarede hans kone genert og undertrykte en stigende tåreflod, eftersom hun vidste, at det kun ville genere hendes mand. Han kyssede hende forsigtigt på kinden og forlod hende tavst. Roberts kørte ham tilbage til Red House, familiens hjem på Louisburg Square. Med staben, tjenestefolk, den nye baby og hans barnepige ville der nu blive ni munde at mætte. Richard skænkede det ikke en tanke.


William Lowell Kane modtog kirkens velsignelse og de navne, hans far havde tildelt ham før fødslen, i St. Paul’s, den protestantiske episkopale kirke, i nærværelse af enhver i Boston, som betød noget, og nogle få, som ikke gjorde. Biskop William Lawrence forrettede handlingen. J.P. Morgan og Alan Lloyd, bankdirektører med ulastelig status, var sammen med Millie Preston, Annes nærmeste veninde, de udvalgte faddere. Hans Nåde hældte det hellige vand over Williams hoved, mens han sagde ordene: ”William Lowell Kane.” Drengen sagde ikke en lyd. Han var allerede ved at lære den ophøjede tilgang til livet. Anne takkede Gud for, at hendes søn var kommet godt til verden, mens Richard bøjede hovedet og takkede Gud, som han betragtede som en slags ydre bogholder, hvis funktion det var at registrere Kane-familiens fødsler og dødsfald. Dog, tænkte han, måske han hellere måtte være sikker og få endnu en søn – så ville han ligesom den kongelige familie have en arving og en reserve. Fra sin knælende stilling smilede han til sin kone, godt tilfreds med hende.

5

Wladek Koskiewicz voksede langsomt. Det stod snart klart for hans plejemor, at drengens helbred altid ville være et problem. Han fik alle de sygdomme og lidelser, som børn normalt får under opvæksten, og mange, som de ikke får, hvorefter han smittede resten af familiens medlemmer i et vilkårligt mønster.

Helena behandlede ham som enhver anden af sine unger og forsvarede ham altid energisk, når Jasio begyndte at bebrejde djævelen snarere end Gud for Wladeks nærværelse i deres lille hytte. Florentyna på den anden side passede Wladek, som om han var hendes eget barn. Hun elskede ham fra det første øjeblik, hun så ham, med en styrke, der voksede i forhold til frygten for, at ingen nogen sinde ville gifte sig med hende, den ubemidlede datter af en pelsjæger. Hun måtte derfor forblive barnløs. Wladek var hendes barn.

Den ældste bror, jægeren, som havde fundet Wladek, behandlede ham som et stykke legetøj, men ville aldrig indrømme, at han kunne lide det svagelige barn, for Jasio havde fortalt sin ældste søn, at børn var kvindens gebet. Til januar skulle jægeren holde op med at gå i skole og begynde at arbejde på baronens gods. De tre yngre brødre, Stefan, Josef og Jan viste ikke megen interesse for Wladek, og det sidste medlem af familien, Sophia, var lykkelig blot for at omfavne ham. Hvad Helena ikke havde været forberedt på, var en karakter og natur så helt anderledes fra sine egne børn.

Ingen kunne undgå at se den fysiske og intellektuelle forskel. Koskiewiczerne var alle høje, kraftigt byggede med rødt hår, på nær Florentyna, og grå øjne. Wladek var lille og rund med mørkt hår og stærkt blå øjne. Koskiewiczerne var ikke interesseret i skolekundskaber og blev taget ud af landsbyskolen, så snart alder og behov krævede det. Wladek derimod – skønt han kravlede sent – talte, da han var atten måneder. Læste, da han var tre år, men kunne stadig ikke selv klæde sig på. Skrev, da han var fem, men kunne stadig ikke holde sig om natten. Han blev sin fars fortvivlelse og sin mors stolthed. Hans første fem år på jorden var mindeværdige, fordi han gennem en endeløs række af sygdomsanfald forsøgte at forlade den, mens Helena og Florentyna i forening anstrengte sig for, at han ikke gjorde det. Han løb rundt i den lille træhytte på bare tæer, klædt i sit Harlekintøj, i hælene på sin mor. Når Florentyna kom hjem fra skole, skiftede hans hengivenhed retning, og han forlod ikke hendes side, før hun lagde ham i seng. Når hun delte maden med ni, ofrede Florentyna ofte halvdelen af sin portion til Wladek, eller, hvis han var syg, hele portionen. Wladek bar de klæder, hun lavede til ham, sang de sange, hun lærte ham, og deltes med hende om den smule legetøj og de gaver, hun ejede.

Fordi Florentyna var væk i skole det meste af dagen, ønskede Wladek fra ganske lille at følges med hende. Så snart han fik lov (med Florentynas hånd fast omkring sin, indtil de nåede landsbyskolen), gik han de atten wiorsta, næsten tyve kilometer, gennem skove med mosdækkede birketræer og cypresser og frugtplantager med citrusfrugter og kirsebær til Slonim for at begynde sin uddannelse.

Modsat hans brødre holdt Wladek af skolen fra den første dag. Det var en flugt fra den lille hytte, som hidtil havde været hele hans verden. Skolen konfronterede ham også for første gang i hans liv med den russiske besættelse af hans hjemland. Han lærte, at hans medfødte polske kun måtte tales inden for hyttens privatområde, og at modersmålet i skolen var russisk. Han følte i de andre børn rundt om sig en stærk stolthed over sproget og kulturen, der blev undertrykt. Også han følte den samme stolthed.

Wladek opdagede til sin forbavselse, at han ikke blev nedgjort af mr. Kotowski, skolelæreren, på samme måde, som han blev derhjemme af sin far. Skønt stadig den yngste ligesom hjemme varede det ikke længe, før han ragede op over alle sine klassekammerater i alting undtagen højde. Hans lille skikkelse forledte dem til til stadighed at undervurdere hans evner. Børn tror altid, at det største er det bedste. I en alder af fem år var Wladek den bedste i alle de fag, hans klasse havde, undtagen i sløjd.

Om aftenen hjemme i den lille træhytte, mens de andre børn passede violerne og træerne, som blomstrede så duftende i deres forårshave, plukkede bær, huggede brænde, fangede kaniner eller syede kjoler, læste og læste Wladek, indtil han også læste sin ældste brors uåbnede bøger og derefter sin ældste søsters. Det begyndte langsomt at dæmre for Helena Koskiewicz, at hun havde påtaget sig mere, end hun havde regnet med, da Franck havde hjemført det lille dyr i stedet for tre kaniner. Wladek stillede allerede spørgsmål, hun ikke kunne besvare. Hun vidste, at hun snart ville være helt ude af stand til at hamle op med det, og hun var ikke sikker på, hvad hun skulle gøre ved det. Hun havde en ubetinget tro på skæbnen og blev således ikke forbavset, da beslutningen blev taget ud af hænderne på hende.

En aften i efteråret 1911 indtraf det første vendepunkt i Wladeks liv. Hele familien var blevet færdige med den simple aftensmad, bestående af rødbedesuppe med kanin. Jasio Koskiewicz sad og blundede ved ilden. Helena syede, og de andre børn legede. Wladek sad ved sin mors fødder og læste, da de – gennem larmen fra Stefan og Josef, som skændtes om ejendomsretten til nogle nymalede grankogler – hørte en høj banken på døren. De blev alle tavse. En banken forbavsede altid familien Koskiewicz, for gæster var meget sjældne i den lille hytte.

Hele familien stirrede afventende hen mod døren. Som om det ikke var sket, ventede de på, at lyden ville komme igen. Det gjorde den, lidt højere end før. Jasio rejste sig søvnigt fra sin stol, gik hen til døren og åbnede den forsigtigt. Da de så, hvem der stod på den anden side af døren, rejste de sig alle og bukkede hovederne, undtagen Wladek, som stirrede op på den bredskuldrede, smukke, aristokratiske skikkelse i den tunge bjørneskindsfrakke, hvis tilstedeværelse dominerede det lille rum og skabte frygt i faderens øjne. Gæstens hjertelige smil mildnede frygten, og pelsjægeren inviterede baron Rosnovski ind i sit hjem. Ingen talte. Baronen havde aldrig tidligere besøgt dem, og ingen var sikre på, hvad man skulle sige.

Wladek lagde sin bog, rejste sig, gik hen til den fremmede, og rakte ham hånden, før faderen kunne standse ham.

”God aften, sir,” sagde Wladek.

Baronen tog hans hånd, og de stirrede hinanden ind i øjnene. Da baronen slap ham, faldt Wladeks blik på et pragtfuldt sølvarmbånd rundt om hans håndled med en inskription, som han ikke helt kunne forstå.

”Du må være Wladek.”

”Ja, sir,” sagde drengen og hverken lød eller viste sig forbavset over, at baronen kendte hans navn.

”Det er angående dig, at jeg er kommet for at besøge din far,” sagde baronen.

Wladek blev stående foran baronen og stirrede op på ham. Pelsjægeren gjorde tegn til sine børn med et vink med armen om, at de skulle lade ham være alene med herren, så to af dem nejede, fire bukkede, og alle seks trak sig stille tilbage til loftet. Wladek blev, og ingen foreslog, at han skulle gøre andet.

”Koskiewicz,” begyndte baronen, stadig stående, eftersom ingen havde bedt ham sætte sig. Pelsjægeren havde ikke tilbudt ham nogen stol af to grunde, for det første, fordi han var for genert, og for det andet, fordi han mente, at baronen var kommet for at aflevere en reprimande. ”Jeg er kommet for at bede om en tjeneste.”

”Alt, sir, alt,” sagde faderen og spekulerede over, hvad han kunne give baronen, som han ikke allerede havde hundredefold.

Baronen fortsatte:

”Min søn, Leon, er nu seks år og bliver undervist privat på slottet af to huslærere, en fra vort hjemlige Polen og den anden fra Tyskland. De har fortalt mig, at han er en dygtig dreng, men at han mangler konkurrence, eftersom han kun har sig selv at slå. Hr. Kotowski, læreren i landsbyskolen i Slonim, har fortalt mig, at Wladek er den eneste dreng, der vil være i stand til at give Leon den konkurrence, han så hårdt trænger til. Jeg tænkte derfor, om De ville tillade Deres søn at forlade landsbyskolen og gå sammen med Leon og hans huslærere på slottet.”

Wladek fortsatte med at stå foran baronen og stirre, mens der foran ham fremtrådte vidunderlige visioner i form af mad og drikke, bøger og lærere, som var meget klogere end mr. Kotowski. Han så hen på sin mor. Hun stirrede også på baronen. Hendes ansigt fyldtes med forbløffelse og sorg. Hans far vendte sig til moderen, og øjeblikket af tavs kommunikation imellem dem var som en evighed for barnet.

Pelsjægeren henvendte sig bistert til baronens fødder. ”Det vil være os en stor ære, herre.”

Baronen så spørgende på Helena.

”Den Hellige Jomfru forbyde, at jeg nogen sinde skulle stå mit barn i vejen,” sagde hun mildt, ”skønt Hun alene ved, hvor meget det vil koste mig.”

”Men, fru Koskiewicz, Deres søn kan regelmæssigt komme hjem og besøge Dem.”

”Ja, sir. Det tror jeg, han vil gøre – i begyndelsen.” Hun var lige ved at sige noget mere, men lod være.

Baronen smilede. ”Godt. Så er det en aftale. Vær venlig at bringe drengen til slottet i morgen tidlig klokken syv. I skolesemestret skal Wladek bo hos os, og når julen kommer, kan han komme tilbage til jer.”

Wladek brast i tårer.
”Stille, dreng,” sagde pelsjægeren.
”Jeg vil ikke forlade jer,” sagde Wladek hurtigt, mens han i virkeligheden ønskede at få lov.
”Stille, dreng,” sagde pelsjægeren, denne gang lidt højere. ”Hvorfor ikke?” spurgte baronen med varme i stemmen. ”Jeg vil aldrig forlade Florcia – aldrig.”
”Florcia?” spurgte baronen.
”Min ældste datter, herre,” indskød pelsjægeren. ”Det skal De ikke bekymre Dem om, sir. Drengen gør, som han får besked på.”

Ingen sagde mere. Baronen overvejede et øjeblik. Wladek fortsatte med at græde kontrolleret.

”Hvor gammel er pigen?” spurgte baronen.

”Fjorten,” svarede pelsjægeren.

”Kan hun arbejde i et køkken?” spurgte baronen, lettet over at notere, at Helena Koskiewicz ikke også var ved at briste i tårer.

”Ih ja, baron,” svarede hun. ”Florcia kan lave mad, og hun kan sy, og hun kan …”

”Godt,godt, så kan hun komme med. Jeg venter at se dem begge i morgen tidlig klokken syv.”

Baronen gik hen til døren og så sig tilbage og smilede til Wladek, som denne gang besvarede smilet. Wladek havde gjort sin første handel og modtog sin mors omfavnelse, mens han stirrede på den lukkede dør og hørte hendes hvisken: ”Åh, Matkas allermindste, hvad skal der nu blive af dig?”

Wladek kunne næsten ikke vente med at finde ud af det.


Helena pakkede for Wladek og Florentyna, inden hun gik i seng – ikke fordi det ville have taget lang tid at pakke hele familiens samlede ejendele. Om morgenen stod resten af familien foran døren for at se dem begge tage af sted til slottet, hver med en papirspakke under den ene arm. Florentyna, høj og yndefuld, blev ved med at se sig tilbage, græd og vinkede, men Wladek, lille og klodset, så sig ikke tilbage en eneste gang. Florentyna holdt Wladek fast i hånden under hele turen til baronens slot. Rollerne var nu byttet om. Fra nu af måtte hun stole på ham.

De var tydeligvis ventede af den vidunderlige tjener i det broderede grønne liberi med guldknapper, som blev tilkaldt ved deres ydmyge banken på den store egetræsdør. Begge børn havde stirret beundrende på de grå uniformer, som soldaterne, der bevogtede den nærliggende russisk-polske grænse, i byen bar, men de havde aldrig set noget så strålende som denne liberiklædte tjener, som tårnede sig op over dem og tydeligt nok var af overvældende vigtighed. Der var et tykt tæppe i hallen, og Wladek stirrede på det grønne og røde mønster, betaget af dets skønhed, og spekulerede på, om han skulle tage sine sko af, og var forbavset, da han gik hen over det, og hans skridt ikke kunne høres.

Helt forblændede blev de ført til deres værelser i den vestlige fløj. Et soveværelse til hver – ville de kunne sove adskilt? I det mindste var der en dør imellem, så de behøvede aldrig at være langt fra hinanden, og faktisk tilbragte de mange nætter sammen i én seng.

Da de havde pakket ud, blev Florentyna hentet ned til køkkenet og Wladek til et legeværelse i den sydlige fløj af slottet for at hilse på baronens søn, Leon. Han var en høj, godt udseende dreng, som med det samme var så charmerende og indladende over for Wladek, at han opgav sin forberedte kontrære holdning med forbavselse og lettelse. Leon havde været et ensomt barn uden nogen at lege med ud over sin niania, den hengivne litauerske kvinde, som havde ammet ham og taget sig af alle hans behov siden hans mors tidlige død. Den robuste dreng, som var kommet ud af skoven, betød selskab. I det mindste på ét område vidste de begge, at de var blevet anset for lige.

Leon tilbød øjeblikkelig at vise Wladek rundt på slottet, og turen varede resten af morgenen. Wladek blev stadig forbløffet over dets størrelse, møblernes og stoffernes rigdom, disse tæpper i hvert værelse. Over for Leon viste han sig kun behersket imponeret. Hovedparten af bygningen er tidlig gotik, forklarede baronens søn, som om Wladek helt sikkert vidste, hvad gotik betød. Wladek nikkede. Derefter tog Leon sin nye ven med ned i den kolossale kælder, hvor række efter række af vinflasker var dækkede af støv og edderkoppespind. Wladeks yndlingsrum blev den kæmpestore spisehal med de massive søjler, som bar hvælvingerne, og det flisebelagte gulv. Der var dyrehoveder overalt på væggene. Leon fortalte ham, at det var bison, bjørn, elsdyr, vildsvin og jærv. Over ildstedet hang baronens våbenskjold. Rosnovski-familiens motto var Heldet følger den tapre.

En gongong lød og frokosten var serveret. Wladek spiste kun lidt, mens han nøje studerede, hvilke i virvaret af sølvbestik Leon brugte til hvad. Efter frokost hilste han på sine to huslærere, som ikke gav ham den samme varme velkomst. Om aftenen kravlede han op i den længste seng, han nogen sinde havde set, og fortalte Florentyna om sine eventyr. Hendes spændte øjne forlod ikke en eneste gang hans ansigt. Hun lukkede ikke engang munden, men gabede af forbløffelse, især da hun hørte om knivene og gaflerne.

Undervisningen begyndte præcis klokken syv – før morgenmaden – og fortsatte hele dagen kun med korte pauser til at spise. I begyndelsen var Leon klart foran Wladek, men Wladek kæmpede beslutsomt med sine bøger, og som ugerne gik, blev afstanden stadig mindre, mens venskabet og konkurrencen mellem de to drenge samtidig udviklede sig. De to huslærere fandt det svært at behandle deres to elever, baronens søn og pelsjægerens søn, ens, skønt de tøvende måtte indrømme over for baronen, når han spurgte, at mr. Kotowski havde gjort det rette akademiske valg. Huslærernes holdning over for Wladek generede ham aldrig, for af Leon blev han altid behandlet som ligemand.

Baronen lod vide, at han var tilfreds med den fremgang, de to drenge gjorde, og fra tid til anden belønnede han Wladek med tøj og legesager. Wladeks første vage og umiddelbare beundring for baronen ændrede sig til respekt, og da den tid kom, da drengen skulle vende tilbage til den lille hytte i skoven for at være sammen med sin far og mor i julen, blev han ulykkelig ved tanken om at skulle forlade Leon. Til trods for den første glæde, han følte over at se sin mor, havde det korte tidsrum af tre måneder, som han havde tilbragt på baronens slot, åbnet hans øjne for de mangler i hans eget hjem, som han aldrig tidligere havde været opmærksom på. Han ville hellere have været en tjener på slottet end herre over hytten.

Ferien slæbte sig af sted. Wladek syntes, han var ved at kvæles i den lille hytte med dens ene rum og loft, og var utilfreds med maden, der blev delt ud i så magre mål og ydermere spist med fingrene. Ingen var nødt til at dele med ni på slottet. Efter få dage længtes han efter at vende tilbage til Leon og baronen. Hver eftermiddag gik han de seks wiorsta til slottet og sad og stirrede på de store mure, som omgav godset. Florentyna, som kun havde været sammen med køkkenpersonalet, tog sin tilbagevenden langt lettere og kunne ikke forstå, at hytten aldrig igen ville blive et hjem for Wladek.

Jasio var ikke helt sikker på, hvordan han skulle behandle drengen, som nu var velklædt, velformuleret og talte om ting i seksårsalderen, som manden overhovedet ikke forstod og heller ikke ønskede at forstå. Og værre endnu, drengen lod ikke til at gøre andet end at spilde hele dagen med at læse. Hvad i alverden skulle der blive af ham, tænkte pelsjægeren. Hvis han ikke kunne svinge en økse eller fange en hare, hvordan skulle han så nogen sinde gøre sig håb om et ærligt arbejde? Også han bad til, at ferien ville gå hurtigt.

Helena var stolt af Wladek og undgik først at indrømme over for sig selv, at en kile var drevet ind mellem ham og de øvrige børn. Men til sidst kunne det ikke undgås. Da de legede soldater en aften, nægtede både Stefan og Franck, der var generaler for hver sin hær, at tage Wladek med på deres side.

”Hvorfor skal jeg altid holdes ude?” råbte Wladek. ”Jeg vil også lære at slås.”

”Fordi du ikke er en af os,” erklærede Stefan. ”Du er ikke vores rigtige bror.”

Der var stille i lang tid, før Franck fortsatte: ”Vores fader ville slet ikke have dig til at begynde med. Kun Matka holdt med dig.”

Wladek stod ubevægelig og så rundt på kredsen af børn og søgte efter Florentyna.

”Hvad mener Franck med, at jeg ikke er jeres bror?” spurgte han.

Således kom Wladek til at høre om omstændighederne omkring sin fødsel og forstå, hvorfor han altid havde følt sig anderledes end sine brødre og søstre. Han var hemmeligt glad over at opdage, at han kom af ukendt æt, uberørt af tarveligheden i pelsjægerens blod, tilfreds med den livsspire, som nu syntes at kunne gøre alt muligt.

Da den ulykkelige ferie omsider var forbi, vendte Wladek tilbage til slottet før dagens første lys med en tøvende Florentyna nogle skridt bag sig. Leon bød ham velkommen med åbne arme. For ham, der var lige så isoleret af sin fars rigdom, som Wladek var af pelsjægerens fattigdom, havde der heller ikke været megen glæde ved julen. Fra da af voksede de to drenge endnu tættere sammen og blev snart uadskillige.

Da sommerferien nærmede sig, bad Leon sin far om tilladelse til, at Wladek blev på slottet. Baronen tillod det, for også han var kommet til at elske Wladek. Wladek var henrykt og besøgte kun pelsjægerens hytte én gang til i sit liv.

6

William Kane voksede hurtigt og blev betragtet som et vidunderligt barn af alle, der kom i kontakt med ham. I hans første leveår var det hovedsagelig forgabte slægtninge og forgudende tjenestefolk.

Den øverste etage i Kanes hus fra syttenhundredetallet i Louisburg Square på Beacon Hill var blevet omdannet til børneafdeling, proppet med legetøj. Et ekstra soveværelse og en opholdsstue var gjort brugbare for den nyansatte barnepige. Etagen var langt nok væk fra Richard Kane til, at han forblev uforstyrret af problemer såsom tandværk, våde bleer og den uregelmenterede og udisciplinerede skrigen efter mere mad. Den første lyd, den første tand, det første skridt og det første ord blev alt sammen noteret i slægtsbogen af Williams mor, sammen med hans fremskridt i højde og vægt. Anne var forbavset over at opdage, at deres statistik kun adskilte sig meget lidt fra ethvert andet barn, som hun kom i kontakt med på Beacon Hill.

Barnepigen, importeret fra England, opdragede barnet til en levevis, som ville have frydet en prøjsisk kavalleriofficers hjerte. Williams far besøgte ham hver aften klokken seks. Da han nægtede at henvende sig til barnet på babysprog, endte han med slet ikke at sige noget til ham overhovedet. De to bare stirrede på hinanden. Nogle gange greb William efter sin fars pegefinger – den, hvormed status blev tjekket – og holdt fast i den. Richard tillod sig at smile.

I begyndelsen af det første år blev rutinen let ændret, og drengen fik lov til at komme nedenunder for at besøge sin far. Richard sad i sin højryggede, rødbrune læderstol og iagttog sin førstefødte på alle fire sno sig ud og ind mellem møbelbenene for at komme til syne, når man mindst ventede det, hvilket fik Richard til at bemærke, at barnet uden tvivl ville blive senator. William tog sine første skridt, da han var tretten måneder, mens han klamrede sig til skøderne i sin fars overfrakke. Hans første ord var ”dada”, hvilket glædede enhver, inklusive bedstemor Kane og bedstemor Cabot, som var faste gæster. De skubbede ikke vognen, hvori William blev kørt rundt i Boston, men de nedlod sig faktisk til at gå et skridt bag barnepigen i parken hver torsdag eftermiddag, mens de skarpt betragtede børn med et mindre disciplineret følge. Mens andre børn fodrede ænderne i de offentlige parker, lykkedes det William at charmere svanerne i søen i mr. Jack Gardners ekstravagante venetianske palads.

Da to år var gået, tilkendegav bedstemødrene med vink og hentydninger, at det var på høje tid med endnu et vidunder, et passende supplement til William. Anne adlød dem og blev gravid, men blev urolig over både at føle sig og se sløj ud, da hun var i fjerde måned.

Doktor MacKenzie holdt op med at smile, da han kontrollerede den voksende mave og håbefulde mor, og da Anne aborterede i den sekstende uge, var han slet ikke forbavset, men tillod hende ikke at hengive sig til sin sorg. I sine notater skrev han præeklampsi? og sagde så til hende: ”Anne, kære, grunden til, at du ikke har følt dig vel, er, at dit blodtryk har været for højt og formodentlig ville blive endnu højere, efterhånden som din graviditet var gået frem. Jeg tror ikke, lægerne har fundet svaret på forhøjet blodtryk endnu. Faktisk ved vi kun lidt, ud over at det er en farlig tilstand for enhver, især for en gravid kvinde.”

Anne holdt tårerne tilbage, mens hun overvejede betydningen af en fremtid uden flere børn.

”Men det vil sikkert ikke ske under min næste graviditet?” spurgte hun og drejede sætningen for at få lægen til at give det rigtige svar.

”Jeg ville blive meget forbavset, hvis det ikke gjorde, min kære. Jeg er ked af at skulle sige dette til dig, men jeg vil på det bestemteste advare dig imod at blive gravid igen.”

”Men jeg har ikke noget imod at føle mig sløj i nogle måneder, hvis det kan betyde …”

”Jeg taler ikke om at føle sig sløj, Anne. Jeg taler om ikke at løbe nogen unødvendig risiko med dit liv.”

Det var et frygteligt slag for Richard og Anne, som selv begge havde været enebørn. De havde begge regnet med, at de ville starte en familie, som passede til størrelsen af deres hjem og til deres ansvar over for den næste generation. Nu var det ansvar blevet videregivet til William.


Richard havde efter seks år i bestyrelsen overtaget præsidentembedet i Kane & Cabot Bank and Trust Company, da hans far døde i 1904. Banken, som lå i State Street, en bastion af arkitektonisk og finansmæssig soliditet, havde kontorer i New York, London og San Francisco. Sidstnævnte havde voldt Richard nogle problemer lige efter Williams fødsel, da den i lighed med Crocker National Bank, Wells Fargo og California Bank var gået til grunde, ikke finansmæssigt, men bogstaveligt talt under det store jordskælv i 1906. Richard – af naturen en forsigtig mand – var passende forsikret i Lloyd’s of London. Som den samling gentlemen de var, havde forsikringsgruppen overholdt alle løfter og betalt hver en penny, hvilket satte Richard i stand til at genopbygge. Ikke desto mindre tilbragte Richard et ubehageligt år med at skrumple tværs over Amerika på firedages togrejser mellem Boston og San Francisco, mens han overvågede genopførelsen. Han åbnede det nye kontor på Union Square i oktober 1907, knap nok i tide til at vende sin opmærksomhed mod andre problemer, som rejste sig ved Østkysten. Der opstod et mindre run på bankerne i New York, og mange af de mindre etablissementer var ude af stand til at følge med de store udtræk og begyndte at gå bag af dansen. J.P. Morgan, den legendariske bestyrelsesformand for den mægtige bank, som bar hans navn, inviterede Richard til at være med i et konsortium, som skulle stå fast i krisen. Richard gik med. Det modige standpunkt virkede, og problemerne begyndte at mindskes, men ikke før Richard havde haft nogle få søvnløse nætter.

William derimod sov sundt, uvidende om jordskælv og krakkede banker. Der var trods alt både svaner, som skulle fodres, og endeløse ture til og fra Milton, Brookline og Beverly for at blive vist frem for sine fornemme slægtninge.


I oktober det følgende år fik Richard Kane et nyt stykke legetøj til gengæld for en forsigtig kapitalinvestering for en mand, der hed Henry Ford, som erklærede, at han kunne producere et motoriseret køretøj til folk. Banken beværtede mr. Ford ved en frokost, og Richard blev overtalt til at erhverve en Model T for den fyrstelige sum af ottehundredeoghalvtreds dollars. Henry Ford forsikrede Richard, at hvis blot banken ville bakke ham op, ville prisen i sidste instans falde til trehundredeoghalvtreds dollars i løbet af få år, og enhver ville kunne købe sin egen bil, hvilket ville garantere en stor profit til hans kapitalindskydere. Richard bakkede ham op, og det var første gang, han satte gode penge bag nogen, som ønskede sit produkt halveret i pris.

Richard var fra begyndelsen bange for, at hans motoriserede køretøj, skønt det var fornemt sort, ikke ville blive betragtet som et alvorligt bud på et transportmiddel for en bestyrelsesformand i en bank, men han blev overbevist ved de beundrende blikke fra fortovet, som maskinen tiltrak. Med sine femten kilometer i timen var den mere støjende end en hest, men den havde det fortrin ikke at efterlade sig noget svineri midt på Mount Vernon Street. Hans eneste diskussion med mr. Ford var, at manden ikke ville lytte til forslaget om, at Model T skulle kunne leveres i forskellige farver. Mr. Ford insisterede på, at alle bilerne skulle være sorte for at kunne holde prisen nede. Anne, som var mere følsom end sin mand med hensyn til bifald fra det gode selskab, ville ikke køre i bilen, før Cabots havde bestilt en.

William derimod tilbad ”automobilet”, som pressen kaldte den, og troede straks, at køretøjet var blevet købt til ham for at erstatte hans nu overflødige og umekaniserede barnevogn. Han foretrak også chaufføren – med automobilbrillerne og kasketten – frem for sin barnepige. Bedstemor Kane og bedstemor Cabot erklærede, at de aldrig ville rejse i den rædselsfulde maskine og heller ikke gjorde det, skønt det bør bemærkes, at bedstemor Kane blev kørt til sin begravelse i en bil, men blev ikke informeret om det.


I løbet af de næste to år voksede banken i styrke og størrelse – og ligeså William.

Amerikanerne investerede endnu en gang i udvidelser, og store mængder af kapital fandt vej til Kane & Cabot’s for at blive geninvesteret i projekter som f.eks. den ekspanderende Lowell læderfabrik i Lowell, Massachusetts. Richard betragtede væksten af sin bank og sin søn med uforbløffet tilfredshed.

På Williams femte fødselsdag, fjernede han barnet fra kvindernes omsorg ved for firehundredeoghalvtreds dollars om året at ansætte en privat huslærer, en mr. Munro, personligt udvalgt af Richard fra en liste med otte ansøgere, som forinden var blevet nøje undersøgt af hans privatsekretær. Mr. Munro var ansat for at sikre, at William var klar til at begynde i St. Paul’s, når han blev tolv år. William fattede straks sympati for mr. Munro, som han troede var meget gammel og meget dygtig. Faktisk var han treogtyve og havde en andenklasses magistergrad i engelsk fra universitetet i Edinburgh.

William lærte hurtigt at læse og skrive godt, men hans største begejstring gjaldt regning. Det eneste, han klagede over, var, at af de otte timer, de havde hver dag, var der kun én matematiktime. Det varede ikke længe, før han kunne forklare sin far, at en ottendedel af en arbejdsdag var en lille investering af tid for en, som en dag skulle være præsident for en bank.

For at kompensere for sin huslærers mangel på forudseenhed rettede William sine skridt mod sine tilgængelige slægtninge for at få stillet regnestykker, som han kunne løse i hovedet. Bedstemor Cabot, som aldrig havde været overbevist om, at deling af et helt tal med fire nødvendigvis ville give det samme resultat, som hvis man gangede med en fjerdedel, fandt sig meget hurtigt overgået af sit barnebarn, men bedstemor Kane, som var langt mere lærd, end hun gav udtryk for, kæmpede tappert med almindelige brøker, renters rente og delingen af otte kager mellem ni børn.

”Bedstemor,” sagde William, venligt, men bestemt, da hun ikke kunne besvare hans nyeste gåde. ”Du kan købe en regnestok til mig. Så skal jeg ikke plage dig mere.”

Hun var forbløffet over sit barnebarns fremmelighed, men hun købte ikke desto mindre en til ham, mens hun spekulerede på, om han virkelig kunne bruge indretningen.

Richards problemer begyndte at blive større mod øst. Formanden for hans Londonfilial døde ved sit skrivebord, og Richard følte sin tilstedeværelse nødvendig i Lombard Street. Han foreslog Anne, at hun og William skulle ledsage ham til Europa, overbevist om, at oplevelsen ikke kunne gøre drengen nogen skade. Han kunne besøge alle de steder, som mr. Munro så ofte havde talt om. Anne, som aldrig havde været i Europa, blev henrykt for ideen og fyldte tre skibskufferter med elegant og nyt dyrt tøj, hvormed hun ville møde den gamle verden. William fandt det uretfærdigt af sin mor ikke at tillade ham at medtage det eneste rigtige køretøj – hans cykel.

Kane’erne rejste med tog til New York for at gå om bord på Aquitania, klar til at sejle til Southampton. Anne var forfærdet over synet af immigrant-gadekræmmere, som falbød deres varer, og hun var glad, da hun var sikkert om bord og kunne hvile i sin kahyt. William derimod var forbløffet over New Yorks størrelse. Han havde altid, indtil dette øjeblik, troet, at hans fars bank var den største bygning i Amerika, om ikke hele verden. Han ville gerne købe en lyserød og gul is af en mand, der var helt klædt i hvidt og bar en stråhat, men hans far ville ikke lytte til ham. For øvrigt havde Richard aldrig småpenge på sig.

William beundrede det store fartøj og blev hurtigt gode venner med kaptajnen, som viste ham alle hemmelighederne ved Cunard Lines primadonna. Richard og Anne, som naturligvis spiste ved kaptajnens bord, følte det nødvendigt, ikke længe efter at skibet havde forladt Amerika, at undskylde for al den tid, William tog fra besætningen.

”Ingen grund til det,” svarede den hvidskæggede skipper. ”William og jeg er allerede gode venner. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne besvare alle hans spørgsmål angående tid, fart og afstand. Jeg er nødt til at træne hver aften hos førstemesteren i håb om at have et forspring og så overleve den næste dag.”

Aquitania sejlede til Solent for at gå i dok i Southampton efter de seks dages rejse. William forlod nødigt skibet, og tårer ville have været uundgåelige, havde det ikke været for det pragtfulde syn af en Rolls-Royce Silver Ghost, som stod klar på kajen, med en chauffør, rede til at føre dem til London. Richard besluttede på stående fod, at han ville have bilen transporteret med tilbage til New York, når rejsen var forbi. Det var den eneste beslutning, der nogen sinde fik ham til at falde ud af rollen. Han meddelte Anne, ikke særlig overbevisende, at han gerne ville vise køretøjet til Henry Ford. Henry Ford så det aldrig.

Kane-familien boede altid på Savoy Hotel i The Strand, når de var i London, hvilket var bekvemt for Richards kontor i City. Familien spiste middag med udsigt til floden Themsen, og Richard fik en førstehåndsbeskrivelse fra den nyudnævnte bestyrelsesformand for Londonfilialen, sir David Seymor, en tidligere diplomat, af, hvordan tingene stod til. Ikke at han nogensinde ville beskrive London som en ’filial’ af Kane & Cabot, mens han var på denne side af Atlanterhavet.

Richard var i stand til at have en diskret samtale med sir David, mens hans kone var optaget af at lære fra Lavinia Seymour, hvordan de bedst skulle bruge deres tid i byen. Anne var glædeligt overrasket over at høre, at Lavinia også havde en søn, som havde svært ved at vente på at møde sin første amerikaner.

Næste morgen dukkede Lavinia op på Savoy igen med Stuart Seymor. Efter de havde givet hinanden hånden, spurgte Stuart William:

”Er du en cowboy?”

”Kun hvis du er en rødfrakke,” svarede William tørt. De to seksårige drenge gav hinanden hånden endnu en gang.

William, Stuart, Anne og lady Seymour besøgte Tower of London, Buckingham Palace og vagtskiftet. William syntes, at alting var ”mægtigt” undtagen den engelske accent, som han havde svært ved at forstå.

”Hvorfor taler I ikke ligesom os?” spurgte han, og han blev forbavset over at få at vide, at spørgsmålet oftest var omvendt, fordi ”de” kom først.

Williams bedste tidsfordriv var at se på soldaterne i deres strålende røde uniformer med de store, skinnende messingknapper, som holdt vagt uden for Buckingham Palace. Han forsøgte at få en samtale i gang med dem, men de stirrede forbi ham lige ud i luften og blinkede ikke engang.

”Kan vi få én med hjem?” spurgte han sin mor.

”Nej, skat, de må blive her og bevogte kongen.”

”Men han har så mange af dem. Kan jeg ikke bare få én? Han vil se mægtig ud foran vores hus i Louisburg Square”


Som en ”særlig tjeneste” – Annes udtryk – tillod Richard sig selv at holde fri en eftermiddag for at tage sin kone og søn til West End for at overvære den traditionsrige engelske pantomime, Jack og Bønnestagen, spillet i London Hippodrome. William elskede Jack, selvom han undredes over de lange ben med strømpebukser. Alligevel ønskede han øjeblikkelig at fælde hvert træ, han fik øje på, fordi han forestillede sig, at de alle skjulte et uhyre. Efter forestillingen drak de te hos Fortnum and Mason i Piccadilly, og Anne lod William få to cremeboller og en nymodens ting, der blev kaldt en doughnut. Derefter måtte William hver dag følges til terestauranten hos Fortnum’s for at indtage endnu en ”doughbun”, som han kaldte dem.

Ferien i London gik kun alt for hurtigt for William og hans mor, hvorimod Richard, som var tilfreds med sit arbejde i Lombard Street og med sin nyudnævnte bestyrelsesformand, begyndte at se hen til dagen for deres afrejse. De daglige telegrammer, som ankom fra Boston, gjorde ham ivrig efter at være tilbage ved sit eget skrivebord. Til sidst, da en sådan meddelelse oplyste ham om, at femogtyvetusind arbejdere ved bomuldsmøllerne var gået i strejke, var han lettet over, at der kun var tre dage tilbage til den planlagte sejlads hjem.

William glædede sig til at vende hjem og fortælle mr. Munro alle de spændende ting, han havde foretaget sig i England og til at blive genforenet med sine to bedstemødre. Han var sikker på, at de aldrig havde prøvet noget så spændende som at besøge et rigtigt, levende teater med et almindeligt publikum. Anne var også glad for at skulle hjem, skønt hun havde nydt turen næsten lige så meget som William, for hendes tøj og skønhed var blevet beundret af de ellers så kølige øboere i Nordsøen.

Som en sidste oplevelse for William, dagen før de skulle sejle, inviterede Lavinia Anne og William til et teselskab på Eaton Square. Mens Anne og Lavinia talte om den seneste Londonmode, fortalte Stuart William om cricket, mens William prøvede at forklare baseball for Stuart. Selskabet blev imidlertid temmeligt behersket, fordi Stuart ikke følte sig rask, og William meddelte sin mor – i sympati med sin nye kammerat – at han også var ved at blive syg. Anne og William tog tilbage til Savoy tidligere, end de havde planlagt. Anne var ikke ubetinget utilfreds, for det gav hende lidt mere tid til at overvåge pakningen af de store skibskufferter, og hun var overbevist om, at William kun spillede komedie til glæde for Stuart. Men da hun puttede William om aftenen, opdagede hun, at William havde en smule feber. Hun lod en bemærkning falde til Richard om det ved middagen.

”Formodentlig al den spænding ved tanken om at skulle hjem,” foreslog han uden at lyde overbevisende.

”Det håber jeg,” svarede Anne. ”Jeg vil nødig have ham syg på en seks dages sørejse.”

”Han har det sikkert fint i morgen,” forsikrede Richard hende.

Men da Anne gik ind for at vække William næste morgen, fandt hun ham dækket med små, røde pletter og en temperatur på fyrre grader. Hotellets læge stillede diagnosen mæslinger og fastholdt høfligt, men bestemt, at William under ingen omstændigheder burde sendes på en sørejse, ikke kun for sin egen skyld, men også af hensyn til de andre passagerer.

Richard kunne umuligt lade sig forsinke i tre uger og besluttede at sejle som planlagt. Anne gik tøvende med til, at hun og William skulle blive i London, indtil skibet igen skulle sejle tværs over Atlanten om tre uger. William tiggede og bad sin far om at lade ham følges med ham, men Richard var ubøjelig og ansatte en sygeplejerske til at tage sig af William, indtil han var på benene igen.

Anne fulgte med Richard til Southampton i den nye Rolls-Royce for at vinke farvel.

”Jeg bliver ensom i London uden dig, Richard,” mumlede hun forknyt i afskedsstunden, selv om hun risikerede hans mishag over følsomme kvinder.

”Ja, kære, jeg tør sige, at jeg bliver noget ensom i Boston uden dig,” sagde han, mens han tænkte på de strejkende bomuldsarbejdere.

Anne vendte tilbage til London med toget, mens hun spekulerede på, hvordan hun skulle beskæftige sig selv i de næste tre uger. William havde en bedre nat, og om morgenen så pletterne ikke nær så voldsomme ud. Læge og sygeplejerske var imidlertid ubøjelige med hensyn til, at han skulle blive i sengen. Anne brugte den ekstra tid til at skrive lange breve til familien. Femte dag stod William tidligt op og gik ind i sin mors værelse, nu næsten helt vendt tilbage til sit normale jeg. Han kravlede op i sengen ved siden af hende, og hans kolde hænder vækkede hende øjeblikkeligt. Anne var lettet over at se ham øjensynligt så fuldstændig rask. Hun ringede og bestilte morgenmad i sengen til dem begge to, en luksus, Williams far aldrig var gået med til.

Kort efter blev der banket let på døren, og en mand i forgyldt og rødt liberi trådte ind med en stor sølvbakke med morgenmaden. Æg, bacon, tomater, ristet brød og marmelade – en hel fest. William stirrede skrupsultent på maden. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde fået et helt måltid. Anne kastede et blik på morgenavisen. Richard læste altid The Times, når han var i London, så hotelledelsen formodede, at hun også ville bede om den.

”Åh, se,” sagde William og stirrede på fotografiet inde i bladet. ”Et billede af Daddys skib. Hvad betyder en KA-TA-STRO-FE, mor?”

7

Når Wladek og Leon var færdige med deres skolearbejde, brugte de resten af tiden til at lege. Deres yndlingsleg var chow anego, en slags skjul. Eftersom slottet havde tooghalvfjerds værelser, var muligheden for gentagelser kun ringe. Wladeks bedste gemmested var i fangehullerne under slottet, hvor det eneste lys, som kunne afsløre en, kom fra en lille stenrist, anbragt højt oppe på muren, og alligevel måtte man have et lys for at kunne finde rundt. Wladek var ikke helt sikker på, hvilket formål fangehullerne tjente, og ingen af tjenestefolkene havde nogen sinde nævnt dem, da de aldrig var blevet brugt, så vidt nogen kunne huske.

Floden Sjtjara, som grænsede op til godset, betød en udvidelse af deres legeplads. Om foråret fiskede de, om sommeren svømmede de, og om vinteren, når floden frøs til, tog de deres træskøjter på og jagede hinanden hen over isen, mens Florentyna fra flodbredden advarede dem, når isen var for tynd. Men Wladek ænsede hende aldrig og var altid den første, der faldt i.

Leon voksede sig lang og stærk. Han løb godt, svømmede godt og lod aldrig til at blive træt eller syg. Wladek var fra begyndelsen klar over, at han kun var Leons ligemand i klasseværelset og ikke gav sin ven nogen konkurrence, når de dyrkede sport. Meget værre var, at Leons navle var næsten usynlig, mens Wladeks var stumpet og grim og stak frem på en styg måde fra hans plumpe krop. Wladek kunne tilbringe lange timer i stilheden i sit eget værelse, mens han studerede sin fysik i spejlet, og især undrede sig over hvorfor han kun havde én brystvorte, når alle de andre drenge, han havde set med brystet blottet, havde to, sådan som symmetrien i det menneskelige legeme syntes at kræve. Somme tider kunne han ligge i sin seng, ude af stand til at sove, mens hans fingre pillede ved det nøgne bryst, og selvmedlidende tårer flød ned på puden. Han kunne omsider falde i søvn, når han havde bedt om, at der, når han vågnede om morgenen, var sket en ændring. Hans bønner blev ikke besvarede.

Wladek brugte hver aften en time til at gøre fysiske øvelser, som ingen fik lov at se, ikke engang Florentyna. Gennem ren og skær viljestyrke lærte han sig en holdning, som gjorde, at han virkede højere. Han opbyggede sine arme og sine ben og hang i fingerspidserne ned fra en bjælke i soveværelset i håb om, at det ville få ham til at vokse, mens Leon blev stadig højere. Wladek blev tvunget til at acceptere det faktum, at han altid ville være et hoved kortere end baronens søn, og at intet, intet nogen sinde, ville skabe den manglende brystvorte. Leon, som ukritisk beundrede Wladek, kommenterede aldrig sin vens udseende eller forskellene mellem dem.

Baron Rosnovski blev også mere og mere glad for den vilde, mørkhårede dreng, som havde erstattet Leons yngre bror, som han mistede så tragisk, da hans kone døde i barselseng.


Da Leon var fyldt otte år, begyndte de to drenge at spise aftensmad med baronen i den store stenhal om aftenen. Det flakkende lys kastede vældige skygger fra de udstoppede dyrehoveder på muren, og tjenestefolkene kom og gik lydløst med store sølvbakker og guldfade, hvorpå der var gæs, skinker, krebs, vin og frugt og somme tider mazureks, søde flade kager, som var blevet Wladeks yndlingsspise. Bagefter, når der var taget af bordet, sendte baronen tjenestefolkene væk og fortalte drengene om Polens historie og gav dem lov til at nippe til Danzig-vodkaen med de bittesmå guldblade, som skinnede prægtigt i det levende lys. Wladek bad, så ofte han vovede det, om historien om Tadeusz Kościuszko.

”En stor patriot og helt,” sagde baronen. ”Selve symbolet på vore bestræbelser for uafhængighed, uddannet i Frankrig …”

”… Hvis folk vi beundrer og elsker, ligesom vi har lært at hade alle russere og østrigere,” tilføjede Wladek, hvis glæde over historien blev endnu lyksaligere, fordi han kunne det hele på fingrene.

”Hvem fortæller historien, Wladek?” lo baronen. ”… og kæmpede så med George Washington i Amerika for frihed og demokrati. I 1792 anførte han polakkerne i slaget ved Dubienka. Da vores usling til konge, Stanislaus Augustus, forlod os for at følge russerne, vendte Kościuszko tilbage til sit fædreland, som han elskede, for at bortkaste zarens åg. Han vandt slaget hvor, Leon?”

”Racławice, far,” svarede Leon. ”Og så marcherede han videre for at befri Warszawa.”

”Godt, mit barn. Men, ak, russerne mønstrede en stor styrke ved Maciejowice, og han blev til sidst slået og taget til fange. Min tiptipoldefar kæmpede med Kościuszko den dag og senere med Dabrowskis legioner for den mægtige kejser Napoleon Bonaparte.”

”Og for sine fortjenester over for Polen blev han udnævnt til baron Rosnovski, en titel, som Deres familie altid vil bære til minde om disse store dage,” sagde Wladek, så stolt, som om titlen en dag ville nå til ham.

”Ja. Og når Gud vil det,” sagde baronen roligt, ”vil den titel overgå til min søn, når han bliver baron Leon Rosnovski.”


Ved juletid kunne bønderne på godset bringe deres familie med til slottet for at fejre den hellige nattegudstjeneste. Hele juleaften fastede de, og børnene så ud ad vinduerne efter den første stjerne, hvilket var tegnet på, at festen kunne begynde.

Da alle havde sat sig, sagde baronen bordbønnen med sin smukke, dybe stemme: ”Benedicte nobis, Domine Deus, et his donis quae ex liberalitate tua sumpturi sumus.” Wladek skammede sig over, hvor meget Jasio Koskiewics fyldte i rummet. Han gik direkte i gang med alle de tretten retter lige fra borsjtj til kagerne og blommerne og ville sikkert, ligesom de andre år, blive syg i skoven på hjemvejen.

Efter festmåltidet nød Wladek at uddele gaver fra juletræet, som var fyldt med lys og frugt, til de overvældede fattige børn – en dukke til Sophia, en skovkniv til Joseph, en ny kjole til Florentyna, den første gave, Wladek nogen sinde havde bedt baronen om.

”Er det sandt,” spurgte Josef sin mor, da han modtog sin gave fra Wladek, ”at han ikke er vores bror, Matka?”

”Ja,” svarede hun, ”men han vil altid være min søn.”


Som årene gik, voksede Leon yderligere i højden, Wladek blev stærkere, og begge børn blev klogere. Men pludselig, i juli 1914, forlod den tyske huslærer slottet uden forklaring, varsel eller farvel. Ingen af drengene forstod hvorfor. De tænkte aldrig på at forbinde hans afrejse med mordet i Sarajevo på ærkehertug Frans Ferdinand, udført af en anarkistisk student, beskrevet for dem af deres anden huslærer i en uforklarlig højtidelig tone. Baronen blev indadvendt – ingen af drengene forstod hvorfor. De yngre tjenere, børnenes favoritter, begyndte at forsvinde en efter en. Drengene forstod stadig ikke hvorfor.


En morgen i sommeren 1915, midt i de smukke feriedage, tog baronen af sted på en lang rejse til Warszawa for, som han sagde, at ordne nogle forretninger. Han var væk i tre en halv uge, femogtyve dage, som Wladek afmærkede hver aften på en kalender i sit soveværelse. Det forekom ham at være et helt liv. Den dag, han skulle komme hjem, tog begge drengene ned til jernbanestationen i Slonim for at vente på det ugentlige tog med dets ene vogn og hilse baronen velkommen hjem. Wladek syntes, at den store mand så træt og gammel ud, endnu en uforklarlig omstændighed, og selv om han længtes efter at spørge ham om det hele, tog de alle tre hjem i tavshed.

I de følgende uger førte baronen ofte lange og ængstelige samtaler med de ledende tjenestefolk, som blev afbrudt, så snart Leon eller Wladek kom ind i værelset – en mærkelig hemmelighedsfuldhed, som gjorde de to drenge usikre og bange for, at de var den uvildige grund til det. Wladek frygtede endda, at baronen ville sende ham tilbage til pelsjægerens hytte – altid bevidst om, at han var en gæst i baronens hjem.

En aften sendte baronen bud efter de to drenge om at komme ned til ham i den store hal. De krøb ind, bange for denne afvigelse fra den sædvanlige rutine. Uden forklaring sagde han til dem, at de skulle foretage en lang rejse. Den lille samtale – uvirkelig, som den forekom Wladek dengang – huskede han resten af sit liv.

”Mine kære børn,” begyndte baronen i en dæmpet, skælvende tone. ”Krigsmagerne i Tyskland og Østrig-Ungarn står ved indgangen til Warszawa og vil snart være over os.”

Wladek huskede en uforklarlig sætning, som den polske huslærer havde slynget efter den tyske huslærer i deres sidste spændte dage sammen: ”Betyder det, at timen for undertrykte folk i Europa omsider er kommet til os?” spurgte han.

Baronen betragtede mildt Wladeks uskyldige ansigt. ”Vores nationale ånd er ikke blevet ødelagt af ethundredeoghalvtreds års undertrykkelse,” svarede han. ”Det kan være, at Polens skæbne står lige så meget på spil som Serbiens, men vi er magtesløse over for historiens gang. Vi er omgivet af tre mægtige nationer og er i deres magt, hvorfor vi må afvente vores skæbne.”

”Vi er begge stærke. Vi kan kæmpe,” sagde Leon.

”Vi har sværd og skjolde,” supplerede Waldek. ”Vi er ikke bange for tyskere og russere.”

”Kære drenge, jeres våben er lavet af træ, og I har kun leget krig. Denne kamp foregår ikke mellem børn. Vi vil nu finde et roligt sted, hvor vi kan bo, indtil historien har besluttet vores skæbne, og vi må tage af sted så hurtigt så muligt. Jeg kan kun bede til, at dette ikke er slutningen på jeres barndom.”

Leon og Wladek var begge mystificerede over baronens ord. Krig lød som et spændende eventyr, som de uden tvivl ville gå glip af, hvis de forlod slottet.

Tjenestefolkene brugte adskillige dage på at pakke baronens ejendele, og Wladek og Leon blev underrettet om, at de ville tage af sted til den lille sommerbolig i det nordlige Grodno den følgende mandag. De to drenge fortsatte, for en stor del uden opsyn, med deres arbejde og leg, men de kunne ikke finde nogen på slottet med lyst eller tid til at besvare deres myriader af spørgsmål.

På lørdage var der kun undervisning om formiddagen. De var ved at oversætte Adam Mickiewicz’ Pan Tadeusz til latin, da de hørte skuddene. Først tænkte Wladek, at den velkendte lyd blot betød, at endnu en pelsjæger var ude at skyde på godset. Drengene vendte tilbage til poesien. Endnu en række skud, meget nærmere, fik dem til at se op, og så hørte de skrigene, der lød nedenunder. De to drenge stirrede forbløffede på hinanden. De frygtede intet, eftersom de aldrig havde oplevet noget i deres korte liv, som kunne have gjort dem frygtsomme. Huslæreren fløj af sted og efterlod dem alene, og da han lukkede døren, lød endnu et skud – denne gang i korridoren uden for deres værelse. Rædslen overmandede dem, og de to drenge gemte sig under deres skriveborde.

Pludselig blev døren revet op, og en mand, ikke ældre end deres lærer, i grå soldateruniform og stålhjelm ragede op over dem. Leon klyngede sig til Wladek, mens Wladek stirrede på den indtrængende. Soldaten råbte til dem på tysk, ønskede at vide, hvem de var, men ingen af drengene svarede, til trods for det faktum, at de mestrede sproget og kunne tale det lige så godt som deres modersmål. En anden soldat kom til syne bag sin landsmand, idet den første nærmede sig de to drenge, greb dem i nakken, ikke ulig kyllinger, og trak dem ud i korridoren, ned i hallen til forsiden af slottet og videre ind i haven, hvor de fandt Florentyna hysterisk skrigende. Den ene række lig efter den anden, mestendels tjenere, lå i græsset. Leon kunne ikke holde ud at se på det og begravede sit hoved ved Wladeks skulder. Wladek gloede paralyseret ved synet af et overskæg i profil midt en blodpøl. Det var pelsjægeren. Wladek følte intet, men Florentyna fortsatte med at skrige.

”Er Papa der?” spurgte Leon. ”Er Papa der?”

Wladek betragtede endnu en gang rækkerne af lig. Han takkede Gud for, at der ikke var nogen tegn på baron Rosnovski. Han skulle netop til at fortælle Leon den gode nyhed, da en soldat kom hen til dem.

Wer hat gesprochen?” spurgte han brysk.
Ich,” sagde Wladek trodsigt.
Soldaten løftede sin riffel og lod kolben smadre ind i Wladeks mave. Hans ben gav efter under ham, og han sank sammen. Hvor var baronen? Hvad skete der? Hvorfor behandlede de dem sådan i deres eget hjem?

Leon sprang hurtigt hen over Wladek og forsøgte at beskytte ham imod det næste slag, som soldaten havde tiltænkt Wladeks hoved, men da riflen kom susende ned, ramte den med sin fulde styrke bagsiden af Leons hoved.

Begge drenge lå ubevægelige, Wladek, fordi han stadig var uklar efter slaget og den pludselige vægt af Leons krop oven på sin, og Leon, fordi han var død.

Wladek kunne høre en anden soldat skælde deres bøddel ud over den handling, han havde foretaget. De samlede Leon op, men Wladek klyngede sig til ham. Der måtte to soldater til at vriste Leons krop løs, og de smed ham uden videre ved siden af de andre med ansigtet ned i græsset. Wladeks blik forlod intet øjeblik hans kæreste vens ubevægelige krop, før han omsider blev gennet tilbage ind i slottet, og sammen med en håndfuld fortumlede overlevende blev ført til fangehullerne.

Ingen talte, bange for at ende i rækken af lig i græsset, før fangehullets døre blev låst, og den sidste mumlen af soldater forsvandt i det fjerne. Så sagde Wladek: ”Hellige Gud,” for der i et hjørne, kastet op mod muren, sad baronen, uskadt, men lamslået, stirrende ud i rummet, kun i live, fordi tyskerne havde brug for en, der kunne være ansvarlig for fangerne.

Wladek kravlede hen til ham, mens de andre satte sig længst muligt væk fra deres herre. De to stirrede på hinanden, ligesom de havde gjort, den første dag de havde mødt hinanden. Wladek rakte sin hånd frem, og baronen tog den. Wladek så tårerne løbe ned ad baronens stolte ansigt. Ingen talte. De havde begge mistet den ene person, de elskede højst i hele verden.


Vil du læse mere?

Kane og Abel, Jeffrey Archer

Kane og Abel fødes på den samme dag i 1906. Abel vokser op under fattige kår som hittebarn, efter hans mor dør under fødslen.

Tusindvis af kilometer væk fødes William Kane, som vokser op hos en gammel, fornem og meget rig familie.

Da de to mænd mødes, mange år senere, bliver de hinandens dødsfjender.

Kane og Abel, der er solgt i mere end 33 millioner eksemplarer, er en international bestseller af den populære forfatter Jeffrey Archer.

Du kan købe Kane og Abel online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.