Det særligt sønderjyske. Sønderjylland har natur og kultur som intet andet sted

11 kendte danskere og lokale fotografer tager læseren med gennem grænselandet, og sammen med portrætter af de lokale tegnes der i ord og billeder et portræt af det særligt sønderjyske.

”Jeg husker stadig duften af ringridning. Den sidder kronisk fast i min næse og er et sjældent charmerende miks af tørt hø, candyfloss, krydrede pølser, spildt øl og friske hestepærer. Nogen burde ubetinget lave en parfume på disse fine ingredienser dedikeret til den sønderjyske ånd og ikke mindst til ringridningen.”  

Sådan skriver Uffe Buchard om sin barndom i det sønderjyske. Dette er blot et minde blandt mange fra den store bog om Sønderjylland.

I hundredåret for Genforeningen tager 11 kendte danskere og lokale fotografer læseren med gennem grænselandet, og sammen med portrætter af de lokale tegnes der i ord og billeder et portræt af det særligt sønderjyske.

Rute 25

Sønderjylland har natur og landskaber som ingen andre steder i Danmark. Tidevandslandet i Vadehavet med de endeløse diger. Fugletrækkene i marsken under den højeste himmel. De nøgne, flade arealer gennemskåret af snorlige landeveje.

LÆS OGSÅ: Sønderjylland: Giv et smukt stykke af Danmark i gave

For Søren Ryge er landskabet også fyldt med nostalgi, der vælder frem, når han kører på rute 25 – den bedste landevej i kongeriget, som han så fint beskriver det:

”Ved Vamdrup ringer jeg til Cathrine og siger “Kongeåens Perle”, og så griner hun hver gang. Ved Jels kigger jeg på søen, hvor vi badede, og kusine Anne Marie var hurtigst i brystsvømning. Ved Øster Lindet tænker jeg på salig Søberg, som havde den smukkeste have i verden, og så kommer Gabøl og de fantastiske otte kilometer ligeud. Ved Toftlund ligger kartoffelmelsfabrikken, hvor jeg engang fik lov til at komme op i den gigantiske silo og kigge ned i det hvide bjerg af kartoffelmel. Driftslederen sagde, at hvis man faldt ned i det, ville man synke ganske langsomt ned igennem bjerget og blive kvalt i kartoffelmel. Det er tyve år siden, men jeg tænker på det, hver gang jeg kører forbi”

Grænselandet og dets dialekter

Grænselandet flyder samtidig med diverse dialekter. For Gretelise Holm betød det, at hun voksede op med en mor, der både talte sønderjysk, rigsdansk og tysk, hvor hendes far modsat havde ét sprog gennem hele livet, nemlig den sydvestjyske Ballum-dialekt.

Her kommer en kort introduktion til Ballum-dialekten: ”Eksempelvis hedder fejekosten, som nævnt, æ liem, mavepine hedder butteveijh, middagsmad (varm) hedder unnen, et lille barn kaldes en baje, og en ustabil person kaldes en fakkeløjter (godt ord!). Det kan man ikke lige gætte sig til, og jeg har københavnske venner, som hævder, at de praktisk taget aldrig forstod et ord af, hvad min far sagde.”

Den solide sønderjyske kost

Det sønderjyske kagebord og god mad er et gennemgående tema i flere af historierne om Sønderjylland. Her møder vi flere beskrivelser af lækre retter, der får mundvandet til at løbe. Uffe Buchard beskriver meget godt omstændighederne for en behagelig frokost i det sønderjyske:

”Min farmor var ikke typen, der sprang over, hvor gærdet var lavest, så middagen var altid forberedt helt fra bunden og blev altid afsluttet med dessert. Og altid med en citronvand til lille mig fra det lokale bryggeri Fuglsang, som der var rigeligt med kasser af i viktualierummet. Min farfar havde for vane at søde den væmmeligt syrlige citronsodavand med en håndfuld sukkerknalder, så den var til at drikke for mig. Så det vænnede jeg mig til. Hvorfor drikke surt, når man kan drikke sødt? Og så tog vi alle en velfortjent lur bagefter. Herligt!”

”Underernæret var jeg aldrig. Det bliver man per definition ikke i Sønderjylland – her fylder man tallerkenen helt op og har en medfødt barnetro på, at en tallerken har den størrelse, den har, fordi omkredsen præcis skal passe til den portion mad, man skal indtage – og havde jeg været en lille bagatel, så ville min far nok ikke spydigt have givet mig øgenavnet “Bolle”. Det navn får man jo kun, hvis man ligner en.”

---

Sønderjylland