Amerikanske romaner Fiktion

Det 21. århundredes svar på Lolita. Smuglæs i Min mørke Vanessa

Min mørke Vanessa

Min mørke Vanessa er en stærk fortælling om magtmisbrug og gråzonerne mellem forelskelse og udnyttelse. Smuglæs et uddrag af en af årets mest ventede romaner – skrevet af den amerikanske debutant Kate Elizabeth Russell og oversat af Karsten Nielsen til dansk.


Min mørke Vanessa

2017

Jeg er ved at gøre mig klar til at gå på arbejde, og opslaget har ligget online i otte timer. Mens jeg krøller hår, genindlæser jeg siden. Indtil videre 224 delinger og 875 likes. Jeg tager mit sorte uldjakkesæt på, genindlæser siden endnu en gang. Sætter det gyldne navneskilt i reversen, genindlæser siden. Tallene stiger for hver gang, og der kommer flere og flere kommentarer.

Du er bare så stærk.
Du er bare så modig.
Man skal være et totalt svin for at gøre sådan noget mod et barn!

Jeg kigger på den seneste besked, som jeg sendte til Strane for fire timer siden: Håber, du er okay …? Han har ikke svaret endnu, ikke engang læst den. Jeg skriver en ny – Bare ring, hvis du vil snakke – fortryder så og sletter den, sender i stedet en ordløs linje fyldt med spørgsmålstegn. Jeg venter et par minutter, prøver at ringe til ham, men da svareren går på, stikker jeg mobilen i lommen og forlader min lejlighed, lukker døren bag mig. Jeg behøver ikke gøre mig de anstrengelser. Han har selv rodet sig ud i det. Det er hans problem, ikke mit.

Mit arbejde består i at sidde bag informationsskranken i et hjørne af hotellets lobby og anbefale gæsterne seværdigheder og restauranter. Højsæsonen er ved at være slut, og de sidste, ganske få turister er kun på gennemrejse for lige at nå at få et glimt af efterårsløvhanget, inden Maine lukker helt for vinteren. Jeg er ét stort smil, som dog ikke helt når mine øjne, da jeg reserverer bord på en restaurant for et par, der fejrer deres første bryllupsdag, og jeg bestiller også en flaske champagne, som kan stå klar til dem på værelset, når de er tilbage, hvilket er langt ud over, hvad man kan forlange af mig, så det skal nok give gode drikkepenge.

Jeg ringer og giver limousineservicen besked på, at en familie skal køres i lufthavnen. En mand, der overnatter på hotellet hver anden mandag, når han er på forretningsrejse, dukker op med tre snavsede skjorter og spørger, om de kan nå at blive renset til i morgen tidlig.

“Den klarer jeg,” siger jeg.

Manden smiler bredt og blinker til mig. “Hvad skulle jeg gøre uden dig, Vanessa?”

I min pause sætter jeg mig i et lille aflukke på kontoret inde bagved og stirrer på min telefon, mens jeg spiser en daggammel sandwich, som er til overs efter et arrangement på hotellet. Jeg tjekker Facebook-opslaget som en tvangshandling nu, mine øjne og fingre danser helt automatisk hen over skærmen, og jeg noterer mig det stigende antal likes og delinger, de utallige udbrud a la du er frygtløs, din sandhed skal ud, jeg tror på dig. Selv mens jeg læser, bølger tre prikker op og ned – en eller anden skriver en kommentar i netop det sekund. Og så, som ved et trylleslag, dukker der endnu en op, en ny besked fuld af styrke og støtte, så jeg sender min telefon kurende hen over skrivebordet og smider resten af den knastørre sandwich i skraldespanden.

Jeg skal til at gå tilbage ud i lobbyen, da min telefon begynder at vibrere: INDGÅENDE OPKALD JACOB STRANE. Jeg ler, da jeg tager den, lettet over at han lever, at han ringer. “Er du okay?”

Først er der helt stille i den anden enden, og jeg stivner, mens jeg stirrer ud ad vinduet på Monument Square, markedet og madboderne på pladsen. Det er i begyndelsen af oktober, efteråret stråler i al sin pragt, og Portland ligner en romantisk reklame for sundt udendørsliv, overalt er der kander med æblecider og græskar i forskellige varianter. En kvinde i skotskternet flannel og vandtætte vinterstøvler går over pladsen, mens hun smiler ned til babyen i bæreselen på hendes bryst.

“Strane?”

Han sukker dybt. “Jeg går ud fra, du har set det.”

“Ja,” siger jeg. “Jeg har set det.”

Jeg stiller ingen spørgsmål, men han begynder alligevel på en forklaring. Han siger, at skolen har indledt en undersøgelse, og at han forbereder sig på det værste. Han regner med, at de vil tvinge ham til at sige op. Han tvivler på, at han klarer sig igennem skoleåret og måske ikke engang indtil juleferien. Bare det at høre hans stemme er et kæmpe chok, så jeg skal anstrenge mig for overhovedet at følge med i, hvad han siger. Det er mange måneder siden, vi sidst snakkede sammen, det var dengang, jeg led af panikanfald, efter at min far var død af et hjerteslag, og jeg fortalte Strane, at jeg ikke kunne fortsætte. Et pludseligt moralsk opstød, som jeg har prøvet det så mange gange før igennem årene, hvor jeg altid har skullet ødelægge alting – miste mine jobs og kærester, få et sammenbrud – som om jeg, hvis jeg bare var artig, med tilbagevirkende kraft kunne reparere alt det, der var gået i stykker.

“Men de lavede jo allerede en undersøgelse, dengang hun var din elev,” siger jeg.

“De tager sagen op til revision. Alle skal høres igen.”

“Dengang konkluderede de jo, at du ikke havde gjort noget forkert, så hvorfor skulle de ændre mening nu?”

“Har du fulgt med i nyhederne på det seneste?” spørger han. “Tiderne har ændret sig.”

Gid jeg kunne sige til ham, at han overdramatiserer det, at alt nok skal gå, så længe han er uskyldig, men jeg ved godt, at han har ret. I de seneste måneder er en bølge af kvinder gået ud i offentligheden og har afsløret mænd, som har udsat dem for fysiske eller psykiske overgreb, og tendensen har vokset sig stærk. Det er hovedsagelig berømtheder – musikere, politikere og filmstjerner – der har stået for skud, men mindre kendte mænd er også kommet på anklagebænken. Lige meget hvilken baggrund de anklagede har, går de hver gang gennem de samme faser. Først benægter de alt. Når det så går op for dem, at bygen af beskyldninger ikke forsvinder af sig selv, fratræder de deres jobs i vanære og udsender en erklæring med en række vage undskyldninger uden på nogen måde at indrømme, de har gjort noget galt. Så indtræder sidste fase, hvor de bliver tavse og forsvinder. Det har været helt surrealistisk at se det udvikle sig dag for dag, og at de pågældende mænd så nemt er blevet fravristet deres magt.

“Det skal nok gå fint,” siger jeg. “Alt det, hun skrev, er jo løgn.”

Strane tager en dyb indånding i telefonen, og luften hvisler gennem hans tænder. “Jeg ved nu ikke, om hun lyver, ikke nødvendigvis i teknisk forstand.”

“Men du har jo dårlig nok rørt hende. I opslaget påstår hun, at du har krænket hende.”

“Krænket,” siger han hånligt. “Krænkende adfærd kan være hvad som helst, ligesom voldeligt overfald kan betyde, at du tog fat om en persons håndled eller gav vedkommende et skub på skulderen. Det er et meningsløst juridisk begreb.”

Jeg stirrer ud ad vinduet på efterårsmarkedet, der vrimler med mennesker og cirklende flokke af måger. En kvinde ved en madbod åbner en metalbeholder, og der står en sky af damp ud, da hun tager to tamales op. “Jeg vil lige sige, at hun sendte mig en besked i sidste uge.”

Der bliver stille i den anden ende. “Okay.”

“Hun ville høre, om jeg også ønskede at stå frem. Har sikkert tænkt, at hun ville være mere troværdig, hvis hun fik mig trukket ind i det.”

Strane er tavs.

“Jeg svarede ikke. Det er klart.”

“Nej,” siger han. “Selvfølgelig ikke.”

“Jeg troede, hun bluffede. Regnede ikke med, at hun ville være så uforskammet.” Jeg læner mig forover og lægger panden mod vinduesruden. “Ingen problemer. Du kender min holdning.”

Og da jeg siger det, ånder han lettet op. Jeg kan se for mig, hvordan han smiler, så han får små rynker i øjenkrogene. “Det var lige det, jeg havde brug for at få at vide,” siger han.

Da jeg er tilbage ved informationsskranken, tjekker jeg Facebook, skriver “Taylor Birch” i søgefeltet, og hendes profil dukker op på skærmen. Jeg scroller ned over det sparsomme offentligt tilgængelige indhold, som jeg har studeret nøje igennem de seneste år, fotoene og live-opdateringerne, og nu, øverst, opslaget om Strane. Tallene stiger stadig og er nu nået op på 438 delinger, 1.800 likes plus flere kommentarer, mere af det samme.

Det er bare så inspirerende, det du skriver. Jeg beundrer dig for din styrke.
Hold fast i din egen sandhed, Taylor.



Da Strane og jeg mødte hinanden, var jeg femten og han toogfyrre, en så godt som ideel aldersforskel på næsten tredive år. Sådan beskrev jeg det dengang, som ideelt. Jeg elskede den indbyggede symmetri, tre gange så gammel som mig, hvor nemt jeg kunne se for mig, at der kunne være tre af mig inden i ham – et eksemplar af mig, som lå rundt om hans hjerne, et andet rundt om hans hjerte og et tredje, der var blevet flydende og strømmede gennem hans årer.

Han sagde, at det af og til forekom, at lærere og elever på Browick havde en romantisk forbindelse, men selv havde han aldrig oplevet det, før han mødte mig, han havde ganske enkelt aldrig haft lyst til den slags. Jeg var den første elev, der fik ham til at tænke tanken. Der var noget ved mig, som gjorde, at han turde løbe risikoen. Jeg havde en tiltrækningskraft, som han ikke kunne modstå.

Det handlede ikke om, hvor ung jeg var, ikke i hans tilfælde. Han var først og fremmest forelsket i min hjerne. Han sagde, at jeg besad et genis følelsesmæssige intelligens, og at jeg skrev som et vidunderbarn, at han kunne tale med mig, betro sig til mig. Dybt i mit sind, sagde han, gemte der sig en mørk romantisk længsel, den samme som han havde i sig. Før jeg dukkede op, var der ingen, der nogensinde havde forstået den mørke side af ham.

“Det er bare min sædvanlige mangel på held,” sagde han, “at når jeg langt om længe finder min tvillingesjæl, så er hun femten år gammel.” “Hvis vi skal snakke om held,” replicerede jeg, “så skulle du prøve at være femten og have en gammel mand som tvillingesjæl.”

Da jeg havde sagt det, granskede han mit ansigt for at være sikker på, at jeg lavede sjov – og det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg ville ikke have noget som helst at gøre med drenge på min egen alder, deres skæl og bumser, hvor ondskabsfulde de kunne være, når de kategoriserede piger efter udseende og gav vores kropsdele karakterer på en skala fra et til ti. De var ikke noget for mig. Jeg elskede derimod Stranes lidt reserverede middelklassemanerer, og at han gav sig tid til at gøre kur til mig. Han sagde, at mit hår havde samme farve som ahornblade, gav mig digte at læse – Emily, Edna, Sylvia. Han fik mig til at se mig selv med hans øjne, en pige, der havde styrke til at rejse sig med sit røde hår og æde ham, som om han var luft. Han var så vild med mig, at han kunne finde på at sætte sig på min stol, når jeg havde forladt klasselokalet, lægge hovedet på bordet og prøve at indsnuse det af mig, som stadig hang i luften. Alt det foregik, inden vi overhovedet havde kysset. Han var varsom med mig. Han gjorde sit bedste for at være ordentlig.

Det er nemt nok at sige, præcis hvornår det begyndte, nemlig det øjeblik, jeg trådte ind i hans solbeskinnede klasselokale og for første gang kunne mærke, at han slugte mig med øjnene, men det er sværere at fastslå, hvornår det sluttede, hvis det i det hele taget nogensinde sluttede. Jeg tror, det stoppede, da jeg var toogtyve, og han sagde, at han var nødt til at få samling på sig selv, og at han ikke kunne leve et anstændigt liv, så længe jeg var inden for rækkevidde, men i de sidste ti år har der været mange sene samtaler, hvor han og jeg har vakt fortiden til live og pillet i det sår, ingen af os ønsker skal hele.

Jeg går ud fra, at han regner med min støtte, når hans krop begynder at forfalde om en ti-femten år. Det forekommer mig at være den logiske slutning på vores kærlighedshistorie: at jeg smider alt, jeg har i hænderne, og gør, hvad der skal til, som en trofast hund, mens han bare tager og tager og tager.


Jeg får fri klokken elleve og går hjem gennem byens mennesketomme centrum, mens jeg ser det som en personlig sejr, hver gang jeg når at passere endnu en husblok uden at have tjekket Taylors opslag. Jeg kigger ikke engang på telefonen, da jeg kommer op i min lejlighed. Jeg hænger mit arbejdsjakkesæt på bøjle, fjerner makeuppen, ryger en joint i sengen og slukker lyset. Selvkontrol.

Men i mørket ændrer noget sig inden i mig, da jeg mærker dynen smyge sig om mine ben. Pludselig har jeg et akut behov for at føle mig sikker, for at høre ham sige ligeud, at han selvfølgelig ikke har gjort det, som hende pigen siger, han har gjort. Jeg har behov for, at han endnu en gang fortæller mig, at hun lyver, at hun var løgnagtig for ti år siden, og at hun stadig er løgnagtig, at hun er hoppet på vognen og har ladet sig indfange af offerrollens lokkende sirenesang.

Han tager telefonen, allerede inden første ring er klinget ud, som om han har regnet med, at jeg ville ringe. “Vanessa.”

“Undskyld. Jeg ved, det er sent.” Så går jeg i stå, for jeg er usikker på, hvordan jeg skal bede om det, jeg egentlig ønsker. Det er så længe siden, vi sidst har gjort det her. Mine øjne flakker i det mørke værelse fra omridset af den åbne skabsdør til de skygger, gadebelysningen kaster i loftet. Køleskabet brummer, og vandhanen drypper ude i køkkenet. Han skylder mig det, fordi jeg har holdt tæt, fordi jeg har været loyal.

“Jeg skal nok være hurtig,” siger jeg. “Et par minutter, ikke mere.”

Jeg kan høre sengetøjet knitre, da han sætter sig op og flytter telefonen fra det ene øre til det andet, og et kort øjeblik er jeg overbevist om, at han vil sige nej. Men så begynder han med sin halvt hviskende stemme, som gør mig blød i knæene, at fortælle mig, hvad jeg engang var: Vanessa, du var ung og smuk som en drøm. Du var teenager og erotisk og så fuld af liv, at det skræmte mig til døde.

Jeg vender mig om på maven og skubber en pude op mellem mine ben. Jeg beder ham om at fortælle mig noget, vi har oplevet sammen, noget, jeg kan forsvinde ind i. Han er tavs, mens han hurtigt tænker tilbage på scenerne.

“På kontoret bag klasselokalet,” siger han. “Det var midt om vinteren. Du lå udstrakt på sofaen og havde gåsehud over hele kroppen.” Jeg lukker øjnene og er nu på kontoret – de hvide vægge og det blanke trægulv, bordet med en stak opgaver, der skal rettes, sofaen, der kradser, radiatoren, der hvisler, et enkelt vindue, ottekantet med glas, der har samme farve som skummet på en bølgetop. Jeg plejede at stirre på det, mens han var i gang med mig, og jeg havde det, som var jeg under vand med min vægtløse krop, der skyllede ind, og jeg var ligeglad med, hvad der var op og ned.

“Jeg kyssede dig, slikkede dig. Fik dig op at koge.” Han griner kort og dæmpet. “Det plejede du at kalde det. ‘Få mig op at koge.’ Du fandt på de sjoveste ting at sige. Du var så genert, du hadede at tale om det, du ville bare have mig til at blive ved uden så megen snak. Kan du huske det?”

Det kan jeg ikke huske, overhovedet ikke. Der er så mange af mine erindringer fra dengang, som er utydelige og ufuldstændige. Jeg har brug for ham til at udfylde hullerne, selvom den pige, han taler om, indimellem virker som en fremmed.

“Det var næsten umuligt for dig at tie stille,” siger han. “Du var nødt til at bide dig selv i underlæben for at holde mund. Jeg kan huske, du engang bed så hårdt i den, at det blødte, men du ville alligevel have mig til at blive ved.”

Jeg borer ansigtet ned i madrassen og trykker mig mod puden, mens jeg lader hans ord fylde mit hoved og løfte mig op fra sengen, ind i tidligere tider, hvor jeg er femten og nøgen fra livet og ned og ligger henslængt på sofaen på hans kontor, mens jeg skælver, brændende hed, og han lægger sig på knæ mellem mine ben og fastholder mit blik.

Du gode Gud, Vanessa, din læbe, siger han. Du bløder.

Jeg ryster på hovedet og borer mine fingre ned i sofapuderne. Det er fint nok, bare bliv ved. Se at få det overstået.

“Du var fuldkommen umættelig,” siger Strane. “Den faste, lille krop.”

Jeg trækker vejret ind gennem næsen i et gisp, da jeg kommer, samtidig med at han spørger mig, om jeg kan huske, hvordan det føltes. Ja, ja, ja. Jeg kan godt huske det. Jeg har været nødt til at klamre mig til de følelser – de ting, han gjorde ved mig, hvordan han altid fik min krop til at vride og vende sig og tigge om mere.



Jeg har gået hos Ruby i otte måneder nu, lige siden min far døde. I starten var det sorgterapi, men hen ad vejen er vi begyndt at tale om min mor, min ekskæreste, at jeg føler, jeg er gået helt i stå på mit arbejde, og at jeg i det hele taget føler, jeg er gået i stå på alle planer. Det er en luksus, selv med Rubys rabat på taksten – halvtreds dollar om ugen bare for at få nogen til at lytte til mig.

Hendes konsultation ligger et par gader fra hotellet, og i det blødt belyste lokale står der to lænestole samt en sofa med tilhørende bord og bokse med papirlommetørklæder. Vinduerne vender ud mod Casco Bay, hvor flokke af måger cirkler over fiskerikajerne, olietankerne sejler langsomt forbi, og ænderne som små amfibiefartøjer rapper løs, mens de glider ned i vandet og forvandler sig fra landtil vandvæsener. Ruby er ældre end mig, hun kunne være min storesøster, men ikke helt min mor, hendes hår har samme farve som opvaskevand, og hun går i hippiekluns. Jeg elsker hendes træskohæle, som klik-klakker hen over gulvet i konsultationen.

“Vanessa!”

Jeg elsker også den måde, hun siger mit navn på, når hun åbner døren, som om hun er lettet over, at det er mig, der står der, og ikke en anden. Den uge snakker vi om, hvorvidt jeg skal tage hjem i de kommende helligdage, som er de første uden min far. Jeg er bange for, at min mor er deprimeret, og ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få bragt emnet på bane. Ruby og jeg laver en plan sammen. Vi gennemspiller forskellige scenarier for, hvordan min mor sandsynligvis vil reagere, hvis jeg siger til hende, at hun måske burde søge hjælp.

“Så længe du udviser empati,” siger Ruby, “skal det nok gå. I to er tæt forbundne. I kan godt håndtere at snakke sammen om svære ting.” Tæt forbundet med min mor? Jeg modsiger hende ikke, selvom jeg er uenig. Nogle gange er jeg målløs over, hvor nemt jeg fører folk bag lyset, og at jeg kan gøre det uden overhovedet at anstrenge mig.

Det lykkes mig at afstå fra at tjekke Facebookopslaget, før konsultationen er forbi, og Ruby tager sin telefon frem for at notere vores næste aftale i sin kalender. Da hun løfter blikket, kan hun tydeligt se, hvor opkørt jeg er, mens jeg sidder og scroller febrilsk, og hun spørger, om der er nogen spændende nyheder.

“Må jeg gætte på,” siger hun, “at endnu en overgrebsmand er blevet afsløret.” Jeg kigger op fra min telefon, iskold i hele kroppen.

“Det får ingen ende, hvad?” Hun sender mig et trist smil. “Ingen går fri.”

Hun begynder at snakke om den seneste i rækken af højtprofilerede overgrebsmænd, en instruktør, som har bygget hele sin karriere på film om kvinder, der bliver mishandlet. Når kameraerne ikke rullede, nød han øjensynlig at blotte sig og lokke de unge skuespillerinder til at sutte den af på ham.

“Hvem skulle dog have troet, at han havde en krænkende adfærd?” spørger Ruby sarkastisk. “Bare se hans film, hvis du vil have beviser. De mænd her spankulerer rundt lige for øjnene af os.”

“Og vi lader dem bare gøre det,” siger jeg. “Vi vender alle sammen det blinde øje til.”

Hun nikker. “Du har fuldstændig ret.”

Det er nervepirrende at have sådan en samtale, at balancere helt ude på kanten.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om alle de kvinder, der igen og igen har arbejdet sammen med ham,” siger jeg. “Havde de ingen selvrespekt?”

“Jeg synes ikke, du kan bebrejde kvinderne noget,” siger Ruby. Jeg modsiger hende ikke, betaler blot regningen.



Da jeg kommer hjem, ryger jeg mig skæv og falder i søvn på sofaen med alt lyset tændt. Klokken syv næste morgen brummer min telefon nede på plankegulvet, fordi der tikker en besked ind, og jeg tumler gennem stuen for at få fat i den. Mor. Hej, skat. Ville bare sige, at jeg tænker på dig.

Jeg stirrer på skærmen og prøver at regne ud, hvor meget hun ved. Taylors Facebookopslag har nu ligget der i tre dage, og selvom mor ikke kender nogen fra Browick, er opslaget blevet delt vidt og bredt. Desuden er hun konstant online nu om dage, hun liker og deler i én uendelighed, mens hun roder sig ud i slagsmål med konservative trolls. Hun kan sagtens have set det.

Jeg lukker beskeden og åbner Facebook: 2.300 delinger, 7.900 likes. Taylor har lagt en offentligt tilgængelig opdatering ud i går aftes:

TRO PÅ KVINDER.

2000

Vi drejer ud på den tosporede landevej til Norumbega, og min mor siger: “Jeg vil virkelig gerne have, at du kommer lidt ud i det nye skoleår.”

Jeg skal starte på mit andet år på highschool, i dag flytter vi ind på vores kollegieværelser, og turen derop er min mors sidste chance for at aftvinge mig løfter, inden Browick opsluger mig, og hun kun kan yde indflydelse på mig over telefonen og i skoleferierne. Sidste år var hun bekymret for, at jeg skulle skeje ud, når jeg var væk hjemmefra på highschool, så hun fik mig til at love, at jeg ikke ville drikke og dyrke sex. I år vil hun have mig til at love, at jeg får nogle nye venner, og det føles tusind gange mere som en hån, ja, måske endda decideret ondskabsfuldt. Det er fem måneder siden, jeg blev uvenner med Jenny, men såret gnaver stadig. Det vender sig i maven på mig, når jeg hører ordene nye venner, og alene tanken føles som et forræderi.

“Jeg ville bare være så ked af det, hvis du sad alene på dit værelse dag og nat,” siger hun. “Er det så slemt?”

“Hvis jeg var derhjemme, ville jeg ikke lave andet end at sidde på mit værelse.”

“Men du er ikke derhjemme. Er det ikke hele pointen? Jeg husker tydeligt, du sagde noget om ‘sociale fællesskaber’, dengang du fik os overtalt til, at du kunne komme derop og gå i skole.”

Jeg trykker mig ned i passagersædet og ville ønske, min krop kunne synke helt ind i det, så jeg ikke var tvunget til at høre hende bruge mine egne argumenter mod mig. For halvandet år siden, da min ottendeklasse havde besøg af en fra Browick, som viste os en præsentationsvideo med et velplejet campusområde badet i gyldent lys, og jeg gik i gang med den lange proces, det var at overtale mine forældre til, at jeg kunne søge ind på skolen, skrev jeg en liste, der hed “Tyve gode grunde til at Browick er bedre end kommuneskolerne”. Et af argumenterne var de “sociale fællesskaber” på skolen, et andet fremhævede hvor stor en procentdel af eleverne, der senere blev optaget på college, et tredje hvor mange kurser på udvidet niveau, de udbød, og det var alt sammen noget, jeg havde fra deres reklamefolder. I sidste ende skulle jeg kun bruge to argumenter for at overtale mine forældre: Jeg fik nemlig et stipendium, så det ville ikke koste dem noget, og skoleskyderiet på Columbine High. Vi sad i dagevis og så de samme klip på CNN igen og igen med børn, der løb for livet. “Sådan noget som Columbine ville aldrig ske på Browick,” bemærkede jeg på et tidspunkt, og mine forældre udvekslede blikke, som om jeg sagde det højt, de i forvejen tænkte.

“Du har siddet og hængt med hovedet hele sommeren,” siger min mor. “Nu må du se at ryste det af dig og komme videre med dit liv.”

“Det passer ikke,” mumler jeg, men det gør det. Når jeg ikke stenede foran fjernsynet, lå jeg og flød i hængekøjen med hovedtelefoner på og lyttede til sange med tudegaranti. Min mor siger, at man ikke får et liv, hvis man bliver ved med at vade rundt i sine følelser, for der er altid noget at være ked af, og hemmeligheden ved et lykkeligt liv er, at man ikke må lade sig trække ned i alt det negative. Hun fatter ikke, hvor stor en tilfredsstillelse der kan ligge i at være trist, og alle de timer, jeg har gynget frem og tilbage i hængekøjen med Fiona Apple i ørerne har været rarere end at være glad.

Nu og her i bilen lukker jeg øjnene. “Jeg ville ønske, far var taget med, så du ikke talte sådan til mig.”

“Han ville sige det samme.”

“Ja, men på en sødere måde.”

Jeg behøver ikke åbne øjnene for at kunne se alt det for mig, som passerer forbi på den anden side af ruden. Selvom det kun er mit andet år på Browick, har vi kørt turen mindst en halv snes gange. Der er bondegårdene og det vestlige Maines bølgende forland, købmandsforretningerne, som sælger kolde øl og levende madding, gårde med faldefærdige tage og rustne bildele i haverne, hvor gyldenris og græs går en til livet. Når man kører ind i Norumbega, bliver det postkortsmukt med den idylliske bymidte, bagerforretningen, boghandlen, den italienske restaurant, headshoppen, biblioteket, og på toppen af bakken Browicks skolebygninger, der stråler i hvidmalet træbeklædning og mursten.

Min mor drejer ind ad hovedporten. Det kæmpe skilt, hvor der står Browickskolen, er i anledning af store indflytningsdag udsmykket med hvide og kastanjebrune balloner, og de smalle veje på skolens område er spækket med biler, store SUV’er proppet med bagage holder skødesløst parkeret rundtomkring, og nye elever vader rundt sammen med deres forældre og kigger op på bygningerne. Min mor sidder lænet ind over rattet, og luften mellem os fortættes, mens bilen hopper frem i et ryk, for så at standse helt og igen give et hop.

“Du er en begavet og spændende pige,” siger hun. “Ingen grund til at du ikke har en masse venner. Det skulle nødig ende med, at du tilbringer al din tid sammen med en enkelt veninde.”

Hendes ord lyder meget hårdere, end det nok har været meningen, men jeg bider alligevel af hende. “Jenny var ikke bare hvem som helst. Hun var min værelseskammerat.” Jeg siger ordet på en måde, så alle burde kunne høre, hvor forvirrende tæt et forhold man har til hinanden, når man bor sammen på den måde, og hvordan verden udenfor indimellem kan blegne og tone ud i sammenligning, men min mor fatter ingenting. Hun har aldrig boet på kollegium eller gået på college og da slet ikke highschool med kostafdeling.

“Det kan godt være, I boede på værelse sammen,” siger hun, “men derfor kunne du jo godt have haft andre venner også. Jeg siger bare, at det ikke er særlig sundt at være så optaget af kun ét menneske.”

Foran os deler bilkøen sig, som vi nærmer os skolens grønne plæne. Min mor viser af til venstre, så til højre. “Hvilken vej skal jeg her?”

Jeg peger til venstre med et suk.

Gould er et lille kollegium, faktisk kun et hus med otte værelser og en lejlighed til den lærer, der er husformand. Sidste år trak jeg et lavt nummer i indkvarteringslotteriet, så jeg havde mulighed for at få et enkeltværelse, hvilket er sjældent for andetårselever. Min mor og jeg må gå frem og tilbage fire gange, før vi får flyttet alle mine ting ind: to kufferter med tøj, en kasse med bøger, ekstra puder og sengetøj, et kludetæppe, hun har syet af gamle T-shirts, som jeg er vokset ud af, samt en gulvventilator, som vi sætter midt i værelset, så den kan stå dér og dreje fra side til side.

Mens vi pakker ud, kommer der folk gående forbi den åbne dør, både forældre og elever og en eller andens lillebror, som sprinter op og ned ad gangen, indtil han falder og begynder at vræle. På et tidspunkt går min mor på toilettet, og jeg kan høre hende sige hej til nogen med sin påtaget venlige stemme, og så en anden morstemme, der siger hej tilbage. Jeg holder kortvarigt op med at sætte bøger på plads på hylden over mit skrivebord, så jeg bedre kan høre, hvad de siger. Jeg kniber øjnene sammen og prøver at gætte mig frem til, hvem stemmen tilhører, og jo, det er mrs. Murphy, Jennys mor.

Min mor kommer igen ind på værelset og lukker døren bag sig. “Der er lidt meget larm derude, hvad?” siger hun.

“Var det Jennys mor?” spørger jeg og fortsætter med min bogopsætning.

“Mm-hmm.”

“Så du Jenny?”

Min mor nikker, men kommenterer det ikke yderligere. Vi går lidt rundt og pakker ud i tavshed. Vi reder sengen, trækker stræklagnet ud over den smalstribede madras, og jeg siger: “Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ondt af hende.”

Jeg synes, det lyder godt, men det er selvfølgelig løgn. Så sent som i går aftes stod jeg en time på mit værelse og studerede mit eget spejlbillede i et forsøg på at se mig selv med Jennys øjne og regne ud, om hun ville lægge mærke til de nye hoops, jeg har i ørerne, og at jeg har lysnet håret med Sun In.

Min mor forholder sig tavs, mens hun tager kludetæppet op af en stor indkøbstaske. Jeg ved jo godt, at hun er bange for, at jeg skal begå den samme fejl endnu en gang og igen blive helt sønderknust.

“Hvis hun nu prøver på at blive venner med mig igen,” siger jeg, “kan hun godt glemme det.”

Min mor smiler stramt og glatter kludetæppet på sengen. “Ser hun stadig ham fyren?” Hun hentyder til Tom Hudson, Jennys kæreste, som er roden til vores uvenskab. Jeg trækker på skuldrene, som om jeg ikke ved noget om det, men det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det. Hele sommeren har jeg tjekket hendes profil på AOL, og hun har ikke ændret sin status fra “optaget”. De er stadig sammen.

Før min mor tager af sted, giver hun mig fire tyvedollarsedler og får mig til at love, at jeg ringer hjem hver søndag. “Nu ikke noget med at glemme det,” indskærper hun. “Og du kommer hjem til fars fødselsdag.” Hun krammer mig så hårdt, at det gør ondt helt ind i knoglerne.

“Jeg kan ikke få vejret.”

“Undskyld, undskyld.” Hun tager sine solbriller på for at dække sine tårevædede øjne. På vej ud ad døren til mit værelse vifter hun ad mig med en finger. “Vær god ved dig selv. Og kom ud og vær sammen med andre mennesker.”

Jeg vinker farvel. “Ja, ja, ja.” Jeg bliver stående i døren og følger hende med øjnene, mens hun går ned ad gangen, forsvinder ud på trappen og er væk. Mens jeg står dér, kan jeg høre to stemmer, som kommer nærmere, og en lys latter fra en mor og datter. Jeg skynder mig i sikkerhed på mit værelse, for det er Jenny og hendes mor. Jeg får kun et kort glimt af hende, men nok til at se hendes hår, som er blevet kortere, og at hun har en kjole på, som jeg kan huske hang i hendes skab hele sidste år, men som jeg aldrig har set hende i.

Jeg lægger mig på ryggen på sengen, og mit blik vandrer rundt i rummet, samtidig med at jeg lytter til afskedsscenerne, snøfteriet og den dæmpede gråd ude på gangen. Jeg tænker tilbage på dengang for et år siden, hvor jeg flyttede ind på førsteårselevernes kollegium, den første aften jeg sad længe oppe sammen med Jenny, mens The Smiths og Bikini Kill lød fra hendes ghettoblaster, jeg havde aldrig hørt om de to bands, men lod, som om jeg havde, for jeg var bange for at blive afsløret som provinsiel taber. Jeg frygtede, at hvis jeg var sådan en type, ville hun ikke længere kunne lide mig. En af de første dage på Browick skrev jeg i min dagbog: Det jeg bedst kan lide ved at være her, er, at jeg møder sådan nogle som Jenny. Hun er så vildt COOL, og når jeg er sammen med hende, bliver jeg også automatisk cool! Jeg har senere revet den side ud og smidt den i skraldespanden. Hver gang jeg så den, blev jeg ildrød i hovedet af skam.



Ms. Thompson, den nye spansklærer, som kommer direkte fra college, er husformand på Gould. Første aften er alle samlet i fællesstuen, og hun har medbragt farvede tuscher og paptallerkener, så vi kan skrive navneskilte til vores døre. De andre piger på kollegiet er på næstsidste eller sidste år, og Jenny og jeg er de eneste, der kun er på andet år. Vi har sat os for hver sin bordende og invaderer ikke ligefrem hinandens privatsfærer. Jenny læner sig frem, mens hun laver sit dørskilt, og hendes pagehår falder ned foran kinderne. Da hun holder en kort pause for at skifte tusch, glider hendes blik hen over mig, som om jeg var luft.

“Før I går tilbage til jeres værelser, skal I lige tage en af dem her,” siger ms. Thompson. Hun holder en plasticpose op. Først tror jeg, det er slik, men kan så se, at det er en bunke sølvfarvede fløjter.

“Sandsynligvis får I aldrig brug for sådan en,” siger hun, “men den er god at have, bare for en sikkerheds skyld.”

“Hvad skal vi med en fløjte?” spørger Jenny.

“Nå, jo, du ved, det er bare for at øge trygheden her på skolens område.” Ms. Thompson smiler så bredt, at jeg ikke er i tvivl om, at hun er utilpas ved situationen.

“Men vi fik da ikke sådan nogle sidste år.”

“Det er til, hvis nogen prøver at voldtage dig,” siger Deanna Perkins. “Man blæser i fløjten for at skræmme ham væk.” Hun tager en fløjte op til munden og puster til. Lyden runger så fascinerende højt ned gennem gangen, at vi alle sammen skal prøve.

Ms. Thompson forsøger at overdøve spektaklet. “Okay, okay,” griner hun. “Så ved vi da, at de virker.”

“Skulle det seriøst forhindre nogen i at voldtage os?” spørger Jenny. “En voldtægtsmand lader sig ikke stoppe,” siger Lucy Summers.

“Det passer ikke,” siger ms. Thompson. “Og det her er altså ikke ‘voldtægtsfløjter’. Det er et overordnet sikkerhedstiltag. Hvis I på noget tidspunkt føler jer utrygge her på skolens område, skal I bare blæse i den.”

“Får drengene også en fløjte?” spørger jeg.

Lucy og Deanna laver himmelvendte øjne. “Hvad skal drenge med en fløjte?” spørger Deanna. “Tænk dig om.”

Det får Jenny til at slå en høj latter op, og Lucy og Deanna ruller også med øjnene ad hende.



Undervisningen begynder i dag, og skolen summer af liv, vinduerne i de træbeklædte bygninger står på vid gab, og lærernes parkeringsplads er proppet. Mit morgenmåltid består af sort te, som jeg drikker ved min plads for enden af et bord i bonderomantisk stil, for min mave slår knuder, og jeg kan ikke få en bid ned. Mine øjne flakker rundt i spisesalen under det katedralhøje loft, og jeg indprenter mig nye ansigter og forandringerne i de gammelkendte. Jeg lægger mærke til alt ved alle, såsom at Margo Atherton sætter skilningen i venstre side for at skjule sit halvblinde højre øje, og at Jeremy Rice stjæler en banan i spisesalen hver morgen uden undtagelse. Selv før Tom Hudson begyndte at gå ud med Jenny, og før jeg havde nogen som helst grund til at interessere mig for, hvad han gik rundt og lavede, havde jeg lagt mærke til, præcis hvornår han skiftede de band-T-shirts, han havde på inden under sine button-down-skjorter. Det er ret creepy, men jeg kan ikke styre det, jeg lægger bare mærke til en hel masse ved andre folk, samtidig med at jeg med sikkerhed ved, at ingen lægger mærke til noget som helst ved mig.

Efter morgenmaden og inden første time bliver der holdt velkomsttale, og den er mest af alt en peptalk, der skal gøre os klar til det nye skoleår. Vi strømmer ind i auditoriet, og det eneste, man lægger mærke til, er beroligende, imødekommende træ, de røde fløjlsgardiner, og solen, der skinner ind og får de buede stolerækker til at gløde. I de første par minutter under morgensamlingen, mens rektor, mrs. Giles, gennemgår skolens regler og forskrifter og lader sin altid rystende og kvidrende stemme gjalde ud i rummet med det gråsprængte pagehår strøget om bag ørerne, ser alle helt friske og blanke ud i ansigterne. Men da hun langt om længe træder ned fra scenen, føles lokalet indelukket, og folks pander er begyndt at perle af sved. “Hvor lang tid skal det her tage?” klager en eller anden et par rækker længere nede. Mrs. Antonova vender sig kort om og stirrer. Ved siden af mig sidder Anna Shapiro og vifter sit ansigt med hænderne. Et kort øjeblik får et vindpust fra de åbne vinduer underkanten på fløjlsgardinerne til at bølge.

Derefter kommer mr. Strane, som er institutleder på engelsk, skridende hen over scenen, jeg ved godt, hvem han er, men har hverken haft ham som lærer eller nogensinde snakket med ham. Han har bølget sort hår, sort fuldskæg og briller med genskin, så man ikke kan se hans øjne, men det første, jeg lægger mærke til ved ham, og jeg går ud fra, at alle andre har det på samme måde, er, hvor stor han er. Ikke fordi han er tyk, men han er kraftigt bygget, bred og så høj, at han bukker nakken, som om hans krop prøver at undskylde for, at den fylder så meget.

Han er nødt til at vippe mikrofonen på talerstolen så langt op, som den overhovedet kan. Da han begynder at tale, og solen glimter i hans brilleglas, stikker jeg hånden ned i min rygsæk og tjekker mit skema. Og dér, dagens sidste time: Amerikansk litteratur A-niveau med mr. Strane.

“Når jeg her til morgen står og kigger ud i salen, ser jeg en forsamling af unge mennesker, som står på spring til at udføre store bedrifter.” Hans ord brager ud gennem højttalerne med en så tydelig udtale af de lange vokaler og hårde konsonanter, at det næsten er ubehageligt at høre på og føles som at blive lullet i søvn og straks efter rusket vågen. Kernen i det, han siger, er de sædvanlige klicheer om at række ud efter stjernerne, det er ligegyldigt, om I når helt op til dem, for måske lander I på månen, men han er en god taler, og det lykkes ham på en eller anden måde at få det til at lyde dybsindigt.

“Jeg vil opfordre jer til at stræbe efter at være den ypperste udgave af jer selv hele det kommende akademiske år,” siger han. “I skal udfordre jer selv og løfte Browick. I skal efterlade et aftryk.” Så trækker han et rødt tørklæde op af baglommen og tørrer sig over panden, hvilket afslører en mørk svedplet under hans arm.

“Jeg har været lærer her på Browick i tretten år,” siger han, “og i de tretten år har jeg igen og igen set de studerende på vores skole udvise stort mod.”

Jeg er fuldt opmærksom på, at jeg selv sveder i knæhaserne og albuebøjningerne, og jeg skifter stilling på stolen, mens jeg overvejer, hvad han mon mener med at udvise stort mod.



I efterårssemesteret har jeg fransk og biologi på A-niveau, verdenshistorie på udvidet niveau, matematik (et kursus som er beregnet på os, der ikke er matematiske genier, og selv mrs. Antonova kalder det “matematik for dummies”), et valgfag med titlen amerikansk politik, hvor vi ser CNN og diskuterer det snarlige præsidentvalg, samt amerikansk litteratur på A-niveau. Den første dag går jeg på kryds og tværs mellem skolens bygninger fra det ene fag til det andet, mens jeg slæber på en tung stak bøger, som tydeligt illustrerer, at arbejdsbyrden stiger på andet år. Som dagen skrider frem, og samtlige lærere gør os opmærksom på de udfordringer, der venter os i form af hjemmearbejdet, eksaminerne og det opskruede, indimellem ligefrem halsbrækkende tempo – det her er nemlig ikke en ganske almindelig skole, og vi er ikke ganske almindelige unge mennesker, vi er en flok helt enestående unge mennesker, så vi bør hilse udfordringerne velkommen, ja, ligefrem blomstre op ved mødet med dem – begynder en vis træthed at indfinde sig. Da vi når hen midt på dagen, skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at bukke under, så i stedet for at spise i frokostpausen sniger jeg mig tilbage til Gould, lægger mig i min seng med knæene trukket op til brystet og græder. Hvis det skal være så hårdt, ved jeg ikke, om jeg overhovedet orker. Det er en virkelig dårlig indstilling til tingene, især den allerførste dag, så jeg spørger uvægerlig mig selv, hvad jeg i det hele taget laver på Browick, hvorfor i alverden jeg har fået tildelt et stipendium, og hvem der mon har ment, at jeg er kvik nok til at gå her. Det er en spiral, jeg før er rutsjet ned ad, og hver gang kommer jeg til samme konklusion, nemlig at der sandsynligvis er noget galt med mig, at jeg lider af en medfødt svaghed, der viser sig som dovenskab, slet og ret en frygt for at slide i det. For øvrigt virker det, som om det kun er nogle ganske få andre elever på Browick, der skal knokle lige så hårdt som mig. De fleste slentrer fra den ene time til den anden, er altid velforberedte og har tjek på det hele. Det ser så let ud, når de gør det.



Da jeg dukker op til amerikansk litteratur, dagens sidste time, er det første, jeg lægger mærke til, at mr. Strane har skiftet skjorte, siden han holdt sin velkomsttale. Han står lige inden for døren og læner sig op ad tavlen med korslagte arme og ser endnu større ud end oppe på scenen. Vi er ti på holdet, deriblandt Jenny og Tom, og når vi kommer ind i lokalet, følger mr. Strane os med øjnene, som om han lige skal tage mål af os. Da Jenny træder ind, sidder jeg allerede ved det store bord et par stole fra Tom. Hans ansigt lyser op, da han får øje på hende, og han gør tegn til, at hun skal sætte sig på den ledige stol mellem os – han aner ingenting, forstår ikke, hvorfor det er helt udelukket. Jenny hanker op i stropperne på sin rygsæk og smiler kort til ham.

“Lad os sætte os her i stedet for,” siger hun og mener på den anden side, længst væk fra mig. “Her er bedre.”

Hendes blik glider hen over og forbi mig ligesom på husmødet. Det virker på en måde skørt at gøre sig så store anstrengelser for at lade, som om et rigtigt venskab aldrig har eksisteret.

Da det ringer ind, bliver mr. Strane stående. Han siger ikke noget, før vi er helt stille. “Jeg går ud fra, at I alle sammen kender hinanden,” siger han, “men jeg tror ikke, jeg har mødt jer alle sammen før.”

Han sætter sig nede for bordenden og taler til os i vilkårlig rækkefølge, spørger, hvad vi hedder, og hvor vi kommer fra. Nogle af os stiller han flere spørgsmål, som for eksempel om vi har nogen søskende, hvor langt væk, vi har rejst, og hvad vi helst ville hedde, hvis vi skulle vælge et nyt navn til os selv. Han spørger Jenny, hvor gammel hun var, da hun blev forelsket for første gang, og hun bliver rød i hele hovedet. Det samme gør Tom ved siden af hende.

Da det er min tur til at præsentere mig, siger jeg: “Vanessa Wye, og jeg kommer ikke rigtig noget sted fra.”

Mr. Strane læner sig tilbage i stolen. “Vanessa Wye, ikke rigtig noget sted fra.”

Jeg ler nervøst, for jeg kan godt høre, hvor tåbeligt det lyder, når mine ord bliver gentaget på den måde af en anden. “Altså, det er et sted, men ikke rigtig en by. Det har ikke noget navn. Folk kalder det bare distrikt niogtyve.”

“Er det her i Maine? Ude ad den landevej, der går østpå?” spørger han. “Jeg ved lige præcis, hvor det er. Der ligger en sø derude, som har et meget smukt navn, Hval-et-eller-andet.”

Jeg blinker en gang med øjnene, så overrasket bliver jeg. “Hvalrygsøen. Vi bor lige ved den. I det eneste helårshus.” Da jeg siger det, mærker jeg et besynderligt stik i hjertet. Det er meget sjældent, jeg får hjemve her på Browick, men det er måske, fordi der aldrig er nogen, som kender det sted, jeg kommer fra.

“Er det rigtigt?” Mr. Strane sidder et øjeblik og tænker. “Føler du dig nogensinde ensom derude?”

Jeg taber fuldstændig mælet et øjeblik. Spørgsmålet lægger et smertefrit, chokerende rent snit. Jeg har aldrig selv brugt ordet ensom, når jeg har skullet beskrive, hvordan det er at bo dér dybt inde i skoven, men når jeg nu hører mr. Strane sige det, slår tanken ned i mig, at det nok er sådan og sandsynligvis altid har været det, og lige pludselig bliver jeg forlegen, fordi jeg forestiller mig, at den ensomhed er tværet ud over hele mit ansigt, at alle og enhver opdager den, og at en lærer kun behøver kaste et enkelt blik på mig for at kunne se, at jeg er ensom. Det lykkes mig at fremstamme: “Nogle gange vel,” men mr. Strane er allerede videre i teksten og spørger nu Greg Akers, hvordan det var at flytte fra Chicago til det vestlige Maine.

Da vi alle sammen har præsenteret os, siger mr. Strane, at hans kursus bliver det hårdeste af dem, vi tager i år. “Mange af eleverne siger, at jeg er den skrappeste lærer på Browick,” siger han. “Nogle har endda sagt, at jeg presser dem hårdere end deres lærere på college.” Han trommer med fingrene på bordet og giver os tid til at lade oplysningens alvor bundfælde sig. Så går han op til tavlen, tager et stykke kridt og begynder at skrive. Imens vender han sig halvt om og siger: “Jeg vil anbefale jer at begynde at tage noter.”

Vi skynder os at finde notesbøgerne frem, mens han kaster sig ud i et længere foredrag om Henry Wadsworth Longfellow og digtet “Sangen om Hiawatha”, som jeg aldrig har hørt om, og jeg kan ikke være den eneste, men da han spørger ud i lokalet, om vi kender det, nikker vi alle sammen. Ingen har lyst til at virke dum.

Mens han forelæser, kaster jeg stjålne blikke rundt i lokalet. Indretningen er den samme som i alle de andre lokaler i humaniorabygningen – plankegulv, en væg med indbyggede reoler, grøn tavle, et gruppebord – men hans klasselokale virker rart, og som om det faktisk bliver brugt af levende mennesker. Der er et tæppe med en sti slidt ned gennem midten, et stort egetræsskrivebord, som bliver oplyst af en grøn banklampe, og på et arkivskab står der en kaffemaskine samt en kop med Harvards segl. Gennem det åbne vindue kommer lugten af nyslået græs og lyden af en bil, der starter, og oppe ved tavlen skriver mr. Strane en linje af Longfellow, men trykker så hårdt, at kridtet knækker mellem fingrene på ham. På et tidspunkt stopper han op, vender sig om mod os og siger: “Det vigtigste, I kan lære af timerne hos mig, er, at verden består af historier, som skærer hinanden på kryds og tværs i én uendelighed, og at de alle er lige gyldige og sande.” Jeg lægger mig i selen for at få noteret alt det, han siger, ord for ord.

Da der er fem minutter tilbage af timen, holder han pludselig inde. Mr. Stranes hænder falder ned langs siden, og han sænker skuldrene. Han kommer hen og sætter sig ved bordet, gnider sig i ansigtet og sukker. “Den første dag føles altid så lang,” siger han så med udmattelse i stemmen.

Vi sidder rundt om bordet og venter med kuglepennene svævende over notesbøgerne og ved ikke helt, hvad vi skal gøre.

Han fjerner hånden fra ansigtet og lader den falde ned på bordet. “For at sige det, som det er,” kommer det så fra ham, “er jeg pisse træt.” Jenny slår en forbavset latter op på den anden side af bordet. Lærerne kan godt en gang imellem finde på at lave sjov i timerne, men jeg har aldrig hørt en sige “pisse”. Jeg har aldrig forestillet mig, at en lærer kunne finde på det.

“Generer det jer, hvis jeg bander?” spørger han. “Jeg skulle nok have spurgt jer om lov først.” Han slår hænderne sammen i en slags sarkastisk parodi på oprigtighed. “Hvis min brug af sprogets mere saftige gloser rent faktisk støder nogle af de tilstedeværende, så er chancen der for at sige det nu, og ellers bedes I tie i al evighed.”

Der er selvfølgelig ingen, som siger noget.



De første par uger af skoleåret går hurtigt med én lang række af undervisningstimer, morgenmåltider bestående af sort te, og sandwicher med peanutbutter til frokost, lektielæsning på biblioteket og tv-serieaftener i fællesstuen. Jeg får en eftersidning, fordi jeg ikke kommer til et kollegiemøde, men jeg overtaler ms. Thompson til, at jeg hellere skal gå en tur med hendes hund end sidde på kollegiets læseværelse i en time, mens hun holder øje med mig, for det har ingen af os lyst til. De fleste morgener før timerne sidder jeg og laver sidsteøjeblikslektier, for uanset hvor meget jeg lægger mig i selen, er det altid én lang kamp, og jeg er hele tiden ved at komme bagud. Lærerne bliver ved med at påpege, at jeg burde være i stand til at forbedre mig på det punkt, at jeg er kvik, men ukoncentreret og mangler motivation, så de siger sådan set, at jeg er doven, men pakker det lidt pænere ind.

Der går ikke mere end et par dage, efter at jeg er flyttet ind, før mit værelse har forvandlet sig til en stor rodebunke af tøj, løse papirer og halvfulde tekrus. Jeg mister min kalender, som angivelig skulle kunne hjælpe mig til at holde orden i tingene, men det er forventeligt, eftersom jeg mister alt. Det sker mindst en gang om ugen, at jeg åbner min dør og finder mine nøgler udenfor på dørhåndtaget, hvor en eller anden har hængt dem, fordi de har ligget og flydt på et badeværelse eller i et undervisningslokale eller i en spisesal. Jeg har ikke styr på noget – mine skolebøger ryger ned i revnen mellem væggen og min seng og bliver væk, og mine opgaver ligger helt maste nede i bunden af min rygsæk. Lærerne er dødtrætte af de krøllede opgaver, jeg afleverer, og hver gang tænker jeg på, at mit sjuskeri kommer til at trække fra i mine karakterer.

“Du er nødt til at finde en måde at organisere tingene på!” råber min historielærer højt, mens jeg sidder og blader febrilsk i min skolebog i et forsøg på at finde de noter, jeg tog dagen før. “Vi er kun i uge to. Hvordan kan du være så utjekket allerede?” Til sidst finder jeg mine noter, men det gør ikke hans pointe mindre sand: Jeg er et rodehoved, hvilket er et tegn på slaphed, altså en alvorlig karakterbrist.

På Browick spiser lærerne og eleverne en vejledningsmiddag sammen en gang om måneden, som regel hjemme hos læreren, men min fagvejleder, mrs. Antonova, inviterer aldrig os hjem til sig. “Jeg er nødt til at trække en grænse,” siger hun. “Det er ikke alle de andre lærere, som er enige med mig, helt fint. Deres tilværelse er invaderet af studerende, helt fint. Men sådan er det ikke for mig. Vi går ud et sted, vi spiser, snakker lidt, og så går vi alle sammen hver til sit. Grænser.”

Til årets første vejledningsmiddag tager hun os med ud på den italienske restaurant i byen. Mens jeg sidder og koncentrerer mig om at vikle linguine om gaflen, siger mrs. Antonova til mig, at ifølge den feedback, hun får fra lærerstaben, er mit mest presserende problem, at jeg er så uorganiseret. Jeg anstrenger mig for ikke at virke alt for afvisende, da jeg siger, at jeg nok skal arbejde med det. Ingen andre har samme mangel på overblik som mig, men det står endnu værre til med Kyle Guinn, der mangler at aflevere sine opgaver i to fag, og det er en alvorlig forseelse. Mens mrs. Antonova læser hans feedback højt, sidder resten af os og stirrer ned i vores pasta, lettede over at vi trods alt klarer os bedre. Da vi har spist, og der er taget af bordet, sender hun en dåse rundt med sine hjemmelavede donuthuller med kirsebærfyld.

“Det her er pampushkier,” siger hun. “Ukrainske, ligesom min mor.”

Da vi har forladt restauranten og går op ad bakken til campus, kommer mrs. Antonova op på siden af mig. “Vanessa, jeg glemte at sige, at du burde deltage i en eller anden fritidsaktivitet i år. Måske flere. Du er nødt til allerede at tænke på collegeansøgning. Lige nu ligger du på vippen.” Hun kommer med nogle forslag, og jeg nikker på de rigtige steder. Jeg ved godt, at jeg er nødt til at engagere mig mere, og jeg har prøvet, for eksempel gik jeg hen til et møde i den franske klub i sidste uge for at melde mig ind, men jeg skyndte mig at gå igen, da det gik op for mig, at medlemmerne altid har små sorte baretter på til møderne.

“Hvad med skrivegruppen?” siger hun. “Det ville lige være noget for dig, med dine digte.”

Det har jeg også selv overvejet. Skrivegruppen udgiver et litterært tidsskrift, og sidste år læste jeg det fra ende til anden, sammenlignede mine digte med de publicerede og prøvede helt objektivt at afgøre, hvilke der var bedst. “Ja, måske,” siger jeg.

Hun lægger kort hånden på min skulder. “Giv det en tanke,” siger hun. “Det er mr. Strane, der er ansvarlig i år. Han er skrap til den slags.” Hun kaster et blik over skulderen og klapper i hænderne, råber noget på russisk til efternølerne, og uvist af hvilken grund virker det mere effektivt end engelsk, når det handler om at skynde på os.



Skrivegruppen består kun af yderligere ét medlem, nemlig Jesse Ly, som går på tredje år og er det nærmeste, Browick kommer på en goth og efter sigende homo. Da jeg kommer ind i klasselokalet, sidder han ved gruppebordet med en stak papirer foran sig, sine militærstøvler oppe på en stol og en kuglepen bag øret. Han kaster et blik på mig, men siger ikke noget. Jeg tvivler på, han overhovedet ved, hvad jeg hedder.

Mr. Strane derimod rejser sig brat op fra sin plads bag skrivebordet og kommer mig i møde. “Er du kommet for at deltage i skrivegruppen?” spørger han.

Jeg åbner munden, men ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Hvis jeg havde vidst, at der kun var en mere i gruppen, ville jeg nok ikke være dukket op. Jeg har kun lyst til én ting, og det er at bakke ud med det samme, men mr. Strane er helt begejstret, han giver mig hånden og siger: “Holddeltagelsen er hermed fordoblet,” og så synes jeg ligesom ikke, at jeg kan tillade mig at trække mig.

Han viser mig hen til gruppebordet, sætter sig ved siden af mig og fortæller, at papirstakken er ting, som er blevet sendt ind til litteraturtidsskriftet. “Det hele er skrevet af de studerende,” siger han. “Du skal bare se bort fra navnene. Læs alle teksterne grundigt, fra ende til anden, før du beslutter noget.” Han beder mig om at skrive mine kommentarer i marginen og give hver tekst en vurdering fra et til fem, hvor et er klart nej, mens fem er et klart ja.

“Jeg har bare markeret dem. Sådan gjorde vi sidste år,” siger Jesse uden at se op. Han slår ud med hånden mod de tekster, han allerede har været igennem, og i det øverste højre hjørne på dem alle sammen sidder der enten et lillebitte minus eller plus. Det irriterer tydeligvis mr. Strane, som løfter et øjenbryn, men Jesse bemærker ikke noget. Hans øjne viger ikke fra det digt, han er ved at læse.

“I to bliver bare enige om, hvordan I har lyst til at gøre det,” siger mr. Strane. Han smiler til mig og blinker med det ene øje. Da han rejser sig, klapper han mig på skulderen.

Da mr. Strane igen har sat sig ved sit skrivebord i den anden ende af lokalet, tager jeg en af de indsendte tekster i stakken, en novelle skrevet af Zoe Green og med titlen: “Den værste dag i hendes liv”. Jeg havde matematik sammen med Zoe sidste år. Hun sad bag mig og grinede, hver gang Seth McLeod kaldte mig Hindbærbrus, som om det var det morsomste, hun nogensinde havde hørt. Jeg ryster på hovedet i et forsøg på at fortrænge min forudindtagethed. Det var derfor, mr. Strane sagde, at vi ikke skulle kigge på navnene.

Hendes historie handler om en pige, der sidder i venteværelset på et hospital, og hvis bedstemor dør. Jeg har allerede mistet interessen efter første afsnit. Jesse griber mig på fersk gerning, mens jeg blader teksten igennem for at finde ud af, hvor lang den er, og med dæmpet stemme siger han: “Du behøver altså ikke læse hele teksten, hvis det er dårligt. Jeg redigerede det litterære tidsskrift sidste år, da mrs. Bloom var underviser, og hun var ligeglad.”

Jeg skæver til mr. Strane, der sidder bøjet over sin egen stak papir. “Jeg læser bare videre. Det er okay,” siger jeg og trækker på skuldrene.

Jesse kniber øjnene sammen og kigger over på den side, jeg har i hånden. “Zoe Green? Er det ikke hende, som gik helt ned til debatturneringen sidste år?” Og jo, det var det – Zoe havde fået til opgave at argumentere for dødsstraf og brød grædende sammen i sidste runde, da Jackson Kelly, som skulle forsvare det modsatte synspunkt, beskyldte hendes holdning for at være racistisk og umoralsk, og det ville næppe have bragt hende sådan ud af fatning, hvis Jackson ikke havde været sort. Jackson blev udnævnt til vinder af turneringen, og bagefter sagde Zoe, at hun havde følt, at hans argumenter var et personligt angreb på hende, og at det var imod reglerne for debatten, så det endte med, at de måtte dele førstepladsen, og det var en ren farce, hvilket alle kunne se.

Jesse læner sig frem og hiver Zoes historie ud af hånden på mig, sætter et minus i øverste højre hjørne, og smider den over i nej-bunken. “Voilà,” siger han.

I den næste times tid sidder Jesse og jeg og læser, mens mr. Strane retter opgaver, og han rejser sig kun fra sit skrivebord for at tage nogle fotokopier eller hente vand til kaffemaskinen. På et tidspunkt skræller han en appelsin, og lugten af den fylder rummet. Da timen er forbi, og jeg rejser mig for at gå, spørger mr. Strane, om jeg har tænkt mig at komme næste gang.

“Jeg ved det ikke helt,” siger jeg. “Jeg prøver mig stadig lidt frem mellem de forskellige ting.”

Han smiler og venter, til Jesse er gået, så siger han. “Jeg kan godt se, det ikke opfylder så mange af dine sociale behov.”

“Jamen, det er jeg ligeglad med,” siger jeg. “Jeg er i forvejen ikke super social.”

“Hvordan kan det være?”

“Det ved jeg ikke. Jeg har nok bare ikke en hel masse venner.” Han nikker tankefuldt. “Jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg kan også godt lide at være alene.”

Min første indskydelse er at sige nej, jeg kan overhovedet ikke lide at være alene, men måske har han ret. Måske foretrækker jeg mit eget selskab og har selv valgt rollen som den ensomme ulv.

“Jenny Murphy var min bedste veninde før,” siger jeg. “Hende fra engelsktimerne.” Ordene snubler ud af munden på mig og fanger mig på det forkerte ben. Så meget har jeg aldrig før fortalt en lærer, og især da ikke en mand, men når han ser på mig på den måde med sine venlige, smilende øjne og en hånd under hagen, får jeg lyst til at betro mig til ham og vise, hvem jeg er.

“Aha,” siger han. “Den lille dronning af Nilen.” Da jeg ser uforstående ud, forklarer han, at han hentyder til hendes page, at det får hende til at ligne Kleopatra, og lige da han siger det, mærker jeg et stik i maven, som minder om jalousi, men er meget mere ondskabsfuldt.

“Så lækkert er hendes hår altså heller ikke,” siger jeg.

Mr. Strane smiler smørret. “I var altså veninder engang. Hvad ændrede sig?”

“Hun begyndte at kæreste med Tom Hudson.”

Han tænker lidt. “Ham fyren med bakkenbarterne.”

Jeg nikker og kan ikke lade være med at tænke på, hvordan lærerne kategoriserer os for at kunne kende forskel på os. Jeg spekulerer på, hvad han ville forbinde med mig, hvis nogen nævnte Vanessa Wye. Hende pigen med det røde hår. Hende pigen, der altid går rundt alene.

“Men du blev altså svigtet,” siger han og mener af Jenny.

Sådan har jeg ikke tænkt på det før, og en varme breder sig i mit bryst ved tanken. Det gjorde ondt på mig. Det var ikke sådan, at jeg skubbede hende fra mig, fordi jeg havde for stærke følelser for hende eller knyttede mig for tæt til hende. Nej, hun behandlede mig ikke fair.

Han rejser sig, går op til tavlen og begynder at viske nogle notater fra undervisningen ud. “Hvorfor ville du prøve skrivegruppen af? Var der et hul i dit cv?”

Jeg nikker, for det virker, som om han godt kan tage, at man siger tingene, som de er. “Det var mrs. Antonova, som foreslog det. Men jeg kan nu godt lide at skrive.”

“Hvad skriver du for noget?”

“Mest digte. De er ikke særlig gode eller noget.”

Mr. Strane vender sig halvt om og sender mig et smil, der på en måde er nænsomt og nedladende på én gang. “Jeg kunne godt tænke mig at læse noget af det, du har arbejdet på.”

Min hjerne hæfter sig ved den måde, hvorpå han siger: “Det, du har arbejdet på”, som om de ting, jeg skriver, fortjener at blive taget alvorligt. “Okay så,” siger jeg. “Hvis du virkelig mener det.”

“Jeg mener det,” siger han. “Ellers ville jeg ikke sige det.”

Det får mig til at rødme. Ifølge min mor er min dårligste vane, at jeg så ofte affærdiger enhver form for ros og i stedet skruer op for selvkritikken. Jeg er nødt til at lære at tage imod komplimenter. Det handler om selvtillid, siger hun, eller mangel på samme.

Mr. Strane lægger svampen i kridtbakken og ser på mig tværs gennem lokalet. Han stikker hænderne i lommerne og kigger undersøgende på mig.

“Det er en flot kjole,” siger han. “Jeg kan lide din stil.”

Gode manerer er så dybt indpodet i mig, at jeg reagerer instinktivt og mumler et tak, kigger ned ad mig selv. Jeg har en jægergrøn strikkjole på i diskret A-facon, der går til lige over knæet. Den er ikke spor smart, og jeg har den kun på, fordi den står godt til mit hår. Det virker underligt, at en midaldrende mand lægger mærke til pigetøj. Min far kan dårlig nok kende forskel på en kjole og en nederdel.

Mr. Strane vender sig igen om mod tavlen og fortsætter med at viske ud, selvom den allerede er helt blank. Han virker nærmest forlegen, og på en måde har jeg lyst til at sige tak en gang til, og denne gang fordi jeg mener det. Mange tak, kunne jeg for eksempel sige. Det er der aldrig nogen, som har sagt til mig før. Jeg venter på, at han igen skal vende sig om, men han fortsætter bare med at køre svampen frem og tilbage, så det efterlader tynde hvide striber på den grønne flade.

Og så, da jeg sniger mig hen mod udgangen, siger han: “Jeg håber, vi ses igen på torsdag.”

“Ja, selvfølgelig,” siger jeg. “Det gør vi.”

Så jeg kommer igen næste torsdag, og næste torsdag, og næste torsdag. Jeg bliver officielt medlem af skrivegruppen. Jesse og jeg er længere tid, end vi havde regnet med, om at udvælge alle teksterne til litteraturtidsskriftet, hovedsagelig fordi jeg er så ubeslutsom og bliver ved med at fortryde og i stedet stemmer på nogle nye. Jesse afsiger derimod sin dom hurtigt og uden nåde, mens hans kuglepen hugger ned over siderne. Da jeg spørger ham, hvordan han kan beslutte sig så hurtigt, siger han, at det bør være indlysende fra den allerførste linje, om noget er godt eller ej. En torsdag forsvinder mr. Strane ind på sit kontor bag klasselokalet og vender tilbage med en stak tidligere numre, så vi kan se, hvordan tidsskriftet skal se ud, selvom Jesse var redaktør sidste år, og derfor selvfølgelig ved alt om det. Da jeg blader et af numrene igennem, støder jeg på Jesses navn i indholdsfortegnelsen under “prosa”.

“Hallo, dér er du sørme,” siger jeg.

Da han ser det, begynder han at stønne. “Læs det endelig ikke, mens jeg er til stede.”

“Hvorfor ikke?” Jeg skimmer den første side.

“Fordi jeg ikke vil have det.”

Jeg lægger tidsskriftet ned i min rygsæk og glemmer alt om det indtil efter aftensmaden, da jeg er ved at drukne i uforståelige matematikopgaver og hellere end gerne vil distraheres. Jeg finder tidsskriftet frem, slår op på hans historie og læser den to gange. Den er god, virkelig god, bedre end noget, jeg nogensinde har skrevet, bedre end nogen af de tekster, vi sidder og læser, og som folk har sendt ind. Da jeg prøver at sige det til ham, næste gang vi mødes, skærer han mig af. “Jeg går ikke særlig meget op i at skrive længere.”

En anden eftermiddag viser mr. Strane os, hvordan vi skal bruge det nye redigeringsprogram til at sætte tidsskriftet op. Jesse og jeg sidder ved siden af hinanden ved computeren, og mr. Strane står bag os, ser på og retter os. Da jeg på et tidspunkt laver en fejl, rækker han hånden ned og flytter musen for mig med en hånd, der er så stor, at den helt dækker min. Hans berøring sender varme ud i hele min krop. Da jeg laver en ny fejl, gør han det igen, og denne gang klemmer han min hånd let, som om han vil forsikre mig om, at jeg nok skal lære det, men han gør ikke det samme ved Jesse, heller ikke da han ved en fejl sletter alt uden at have gemt det, og mr. Strane er nødt til at forklare fremgangsmåden en gang til.



Det bliver slutningen af september, og i en uge er vejret perfekt, solrigt og køligt. Hver morgen funkler bladene endnu klarere og forvandler de bløde, bølgende bjerge rundt om Norumbega til et rent farveorgie. Skolen ser ud som i den reklamefolder, jeg ikke kunne få øjnene fra, da jeg udfyldte min ansøgning til Browick, for det myldrer med elever i sweatre, og plænerne er strålende grønne i den gyldne time, hvor de hvide bygninger gløder af lys. Jeg burde nyde det, men i stedet gør vejret mig rastløs og panisk. Da skoledagen er slut, kan jeg ikke finde ro, og jeg holder mig i bevægelse, går fra biblioteket til Goulds fællesarealer, op på mit værelse, så tilbage til biblioteket. Uanset hvor jeg er, har jeg en uro i kroppen og vil hellere være et andet sted.

En eftermiddag er jeg hele campus rundt tre gange, men bliver ved med at være lige utilfreds med alle de steder, jeg prøver at slå mig ned – biblioteket er for mørkt, mit rodede værelse for deprimerende, alle andre steder sidder folk og arbejder i grupper, hvilket kun fremhæver, at jeg er alene, altid alene – men til sidst tvinger jeg mig selv til at sætte mig på græsskråningen bag humaniorabygningen. Fald ned, træk vejret roligt.

Jeg læner mig op ad det enlige ahorntræ, som jeg altid sidder og kigger ud på, når vi har engelsk, og mærker med håndryggen på mine hede kinder. Jeg er så meget oppe at køre, at jeg sveder, selvom det kun er ti grader udenfor.

Det er fint, tænker jeg. Du kan bare blive siddende her og læse og slap så af.

Jeg sætter mig med ryggen op ad træet og stikker hånden ned i min rygsæk, får fat i matematikbogen, men leder videre efter min notesbog med spiralryg, tænker, at jeg får det bedre, hvis jeg først arbejder på et digt, men da jeg slår op på mit seneste og læser de få strofer om en pige, der er strandet på en ø og lokker sømænd i land, kan jeg se, at det er dårligt, det er kluntet og usammenhængende, ja, stort set uforståeligt. Og jeg syntes ellers, det var et par gode linjer. Hvordan har jeg fået ind i hovedet, at de var gode? De er helt igennem elendige. Alle mine digte er sikkert dårlige. Jeg lukker helt af for omverdenen og presser håndrødderne ind mod mine øjenlåg, men hører så fodtrin komme nærmere, knasende blade og kviste, som knækker. Jeg ser op, og en tårnhøj skikkelse skygger for solen.

“Hej,” siger den.

Jeg tager en hånd op for øjnene – mr. Strane. Hans ansigtsudtryk skifter, da han ser mine rødrandede øjne. “Du er ked af det,” siger han. Mens jeg kigger op på ham, nikker jeg. Der er ikke rigtig nogen grund til at lyve.

“Vil du helst være alene?” spørger han.

Jeg tøver, ryster så på hovedet, nej. Han sætter sig på jorden ved siden af mig med lidt over en halv meter mellem os. Han strækker de lange ben, og omridset af hans knæ kan ses gennem bukserne. Han fjerner ikke blikket fra mig og ser på, mens jeg tørrer øjnene.

“Det var ikke min mening at trænge mig på. Jeg fik øje på dig oppe fra vinduet og tænkte, jeg ville hilse på dig.” Han peger på humaniorabygningen bag os. “Må jeg spørge, hvad du er så ked af?”

Jeg tager en dyb indånding, leder efter de rette ord, men et øjeblik efter ryster jeg på hovedet. “Det er for omfattende til, at jeg kan forklare det,” siger jeg. For det handler om mere, end at mit digt er dårligt, og at jeg ikke kan finde ro til at slå mig ned et sted og læse lektier. Det er en meget mørkere følelse, en frygt for at der er noget galt med mig, og at det aldrig går over.

Jeg regner med, at mr. Strane vil lade det blive ved det, men i stedet venter han på samme måde som i timerne, når han vil have svar på et svært spørgsmål. Selvfølgelig virker det for omfattende til at forklare, Vanessa. Det er meningen, at de svære spørgsmål skal vække netop den følelse i dig.

Jeg tager en dyb indånding og siger: “Den her tid på året gør mig altid sindssyg oppe i hovedet. Som om tiden er ved at løbe fra mig eller sådan noget. Som om jeg spilder mit liv.”

Mr. Strane blinker en gang. Jeg kan se på ham, at det ikke var det, han havde forventet, jeg ville sige. “Spilder dit liv,” gentager han.

“Jeg ved godt, det ikke giver nogen mening.”

“Jo, det gør. Det giver god mening.” Han læner sig tilbage, støtter på hænderne og lægger hovedet på skrå. “Hvis nu du var på min alder, ville jeg sige, at du er ved at få en midtvejskrise.”

Han smiler, og selvom det ikke er meningen, spejler mit ansigt hans. Hans smil bliver bredere, mit smil bliver bredere.

“Det så ud, som om du var i gang med at skrive,” siger han. “Får du noget godt ned på papiret?”

Jeg trækker på skuldrene, fordi jeg ikke helt ved, om mine tekster ligefrem er gode. Det ville virke for pralende at sige, det kan jeg ikke selv bedømme.

“Har du lyst til at vise mig det, du har skrevet?”

“Glem det.” Jeg klamrer mig til min notesbog, trykker den hårdere ind mod mit bryst, og jeg ser et glimt af bekymring i hans blik, som om min pludselige bevægelse har skræmt ham. Jeg fatter mig og tilføjer: “Det er bare ikke færdigt.”

“Bliver man egentlig nogensinde færdig med en tekst?”

Det lyder som et trickspørgsmål. Jeg tænker lidt. “Nogle tekster kan være mere færdige end andre tekster,” siger jeg så.

Det kan han godt lide og sender mig et smil. “Har du noget mere færdigt, som du kan vise mig?”

Jeg slækker grebet om notesbogen og åbner den. Den er fuld af digte, de fleste kun halvfærdige, og linjer er streget ud og skrevet om. Jeg blader igennem de bageste sider for at finde det, jeg har arbejdet på et par uger. Det er ikke færdigt, men det er heller ikke helt elendigt. Jeg rækker ham notesbogen og håber, han ikke vil hænge sig i krusedullerne i marginen og den blomstrende vinranke, der slynger sig op langs ryggen.

Han holder notesbogen forsigtigt med begge hænder, og alene synet, at se ham have min notesbog i hænderne, sender rystelser ud i hele min krop. Ingen andre har før fået lov at røre min notesbog, endsige læse noget i den. “Hmm,” siger han, da han har læst digtet færdigt. Jeg venter på en klarere melding, at han skal sige, om han synes, det er godt eller ej, men han siger bare: “Jeg læser det lige igen.”

Da han langt om længe ser op og siger: “Vanessa, det er virkelig smukt,” gisper jeg så højlydt, at jeg ikke kan lade være med at grine. “Hvor længe har du arbejdet på det?” spørger han.

Jeg forestiller mig, at det gør større indtryk, hvis jeg fremstår som et inspireret geni, så jeg trækker på skuldrene og slynger en løgn ud: “Ikke så længe.”

“Du sagde, du skriver meget.” Han giver mig notesbogen tilbage. “Som regel hver dag.”

“Det ses. Du er rigtig god. Det er min mening som læser, ikke lærer.” Jeg bliver så glad, at jeg igen begynder at le, og mr. Strane sender mig et af sine på en gang nænsomme og nedladende smil. “Er det så morsomt?” spørger han.

“Nej, det er det sødeste, nogen nogensinde har sagt om noget, jeg har skrevet.”

“Det kan ikke passe. Det er ingenting. Jeg kunne sige det, som var meget sødere.”

“Det er bare, at jeg aldrig giver nogen lov til at læse mine …” Jeg er lige ved at sige ting, men afprøver i stedet, hvordan det lyder at bruge det ord, han benyttede: “Tekster.”

Stilheden falder over os. Han læner sig igen tilbage og støtter sig på hænderne, mens han nyder udsigten over den idylliske bymidte, floden i det fjerne, de bølgende bakker. Jeg kigger igen ned i min notesbog, mine øjne hviler på siderne, men de ser ingenting. Jeg er alt for bevidst om hans krop så tæt på min, hans overkrop og maven, som presser mod hans skjortestof, de lange ben, det ene over det andet ved anklerne, et bukseben, som er krøbet op, så man kan se et par centimeter hud oven over hans vandrestøvle. Jeg vil ikke have, han skal rejse sig op og gå, så jeg prøver at finde på noget at sige, så han bliver, men før det lykkes mig, samler han et nedfaldent ahornblad op fra jorden, snurrer det rundt med to fingre om stilken, kigger kort på det og holder det så op til mit ansigt.

“Prøv at se,” siger han. “Det står perfekt til dit hår.”

Jeg stivner og kan mærke, at min mund åbner sig let. Han holder ahornbladet dér lidt længere, og dets spidser strejfer mit hår. Så ryster han let på hovedet, sænker hånden og slipper bladet. Han rejser sig op og er igen en skygge for solen, tørrer hænderne på lårene og går tilbage til humaniorabygningen uden et ord til farvel.

Da han er væk, bliver jeg helt febrilsk og får lyst til at flygte langt væk. Jeg smækker notesbogen i, hanker op i min rygsæk og begynder at gå i retning af kollegiet, men fortryder og vender om for at gennemsøge plænen og se, om jeg kan finde lige præcis det blad, som han holdt op til mit hår. Da det ligger i sikkerhed mellem siderne i min notesbog, nærmest flyver jeg gennem campus, jeg rører dårlig nok jorden. Først da jeg er oppe på mit værelse, kommer jeg i tanke om, at han sagde, at han havde set mig fra sit vindue, og jeg klemmer øjnene hårdt sammen ved tanken om, at han tilbage i sit undervisningslokale har set mig rende rundt og lede efter bladet.



I weekenden tager jeg hjem til min fars fødselsdag. Min mor giver ham en gul labradorhvalp fra dyreinternatet, som ejeren har indleveret, fordi den var “for lys i pelsen”. Min far giver hvalpen navnet Babe efter grisen i filmen, fordi hun ligner en lille grisebasse med sin tykke mave og lyserøde næse. Vores tidligere hund døde i sommer, en tolv år gammel herreløs schæfer, som min far havde samlet op inde i byen, så det er første gang, vi har en hvalp, og jeg forelsker mig så hovedkulds, at jeg bærer rundt på hende hele weekenden som en baby, mens jeg aer hendes små vingummibløde trædepuder og lugter til hendes sødlige ånde.

Samme aften står jeg foran spejlet i mit værelse, efter at mine forældre er gået i seng, og studerer mit ansigt og mit hår, mens jeg prøver at se mig selv med mr. Stranes øjne, en pige med ahornrødt hår, som går i flotte kjoler og har stil, men jeg kan ikke se ind bag min egen opfattelse af mig selv som et blegt, fregnet barn.

Min mor kører mig tilbage til Browick, mens min far bliver derhjemme med Babe, og da vi sidder alene dér i kabinens afsondrede rum, brænder jeg efter at fortælle det. Men hvad er der egentlig at sige? Han rørte ved min hånd en gang eller to og sagde noget om mit hår?

“Har du nogensinde lagt mærke til, at mit hår har samme farve som ahornblade?” spørger jeg med min mest skødesløse stemme, da vi kører over broen og ind i byen.

Min mor drejer hovedet og ser overrasket på mig. “Hmm, der er forskellige slags ahorn, eller løn,” siger hun, “og de får alle sammen forskellige farver om efteråret. Der er sukkerløn, stribet løn og rød løn. Og længere nordpå er der aksblomstret løn …”

“Ved du hvad, bare glem det.”

“Hvornår er du begyndt at interessere dig for træer?”

“Jeg snakkede om mit hår, ikke træer.”

Hun spørger mig, hvem der har sagt, at mit hår ligner ahornblade, men hun lyder ikke mistænksom. Hendes stemme er blød, som om hun synes, det er sødt.

“Ikke nogen,” siger jeg.

“En eller anden må jo have sagt det til dig.”

“Har jeg ikke lov til at synes sådan noget om mig selv?”

Vi holder for rødt. I radioen læser en stemme de korte nyheder. “Hvis jeg fortæller dig det,” siger jeg, “må du love mig ikke at få et hysterisk anfald.”

“Kunne da aldrig falde mig ind.”

Jeg sender hende et langt blik. “Lover du det?”

“All right,” siger hun. “Jeg lover det.”

Jeg tager en dyb indånding. “Det var en lærer, som sagde det til mig. At mit hår har samme farve som ahornblade.” Jeg føler en overstadig lettelse ved at sige det, og jeg er lige ved at begynde at le.

Min mor rynker panden. “En lærer?” spørger hun.

“Mor, kig på vejen.”

“Var det en mand?”

“Gør det nogen forskel?”

“En lærer bør ikke sige sådan noget til dig. Hvem var det?”

“Mor.”

“Jeg vil gerne vide det.”

“Du lovede, at du ikke ville få et hysterisk anfald.”

Hun presser læberne sammen, som for at tvinge sig selv til at falde ned. “Jeg siger bare, at det er noget mærkeligt noget at fortælle en femtenårig pige.”

Vi kører gennem byens gader med række efter række af victorianske pragtvillaer, som har stået og forfaldet og er blevet delt op i lejligheder, den mennesketomme bymidte, det vidstrakte hospitalsområde, statuen af den grinende skovhugger Paul Bunyan, der med sit sorte hår og skæg godt kan minde en smule om mr. Strane.

“Det var en mand,” siger jeg. “Synes du virkelig, det er mærkeligt?”

“Ja,” siger min mor. “Det gør jeg ærlig talt. Skal jeg tale med nogen om det? Jeg kan lave en scene.”

Jeg kan se hende for mig storme ind i administrationsbygningen og forlange at tale med rektor. Jeg ryster på hovedet. Nej, det vil jeg ikke have. “Det var bare en sidebemærkning, han kom med,” siger jeg. “Der er virkelig ikke grund til at gøre så meget ud af det.”

Det får min mor til at falde lidt ned. “Hvem var det?” spørger hun igen. “Jeg skal nok lade være med at gøre noget. Jeg vil bare gerne vide det.”

“Min lærer i politik.” Jeg tøver ikke et øjeblik med at stikke hende en løgn. “Mr. Sheldon.”

“Mr. Sheldon.” Hun spytter det ud, som om det er det dummeste navn, hun nogensinde har hørt. “Under alle omstændigheder burde du ikke omgås lærerne. Se i stedet at få dig nogle venner.”

Jeg kigger ud på vejen, der farer forbi. Vi kunne tage motorvejen til Browick, men det nægter min mor, hun siger, det er en racerbane fyldt med vrede mennesker. I stedet foretrækker hun en tosporet landevej, som tager dobbelt så lang tid.

“Der er altså ikke noget galt med mig, bare så du ved det.”

Hun rynker brynene og ser over på mig.

“Jeg vil bare helst være alene. Det er helt normalt. Det er ikke fair, at du er sådan efter mig.”

“Jeg er ikke efter dig,” siger hun, men vi ved begge to, at det ikke er sandt. “Det må du undskylde. Jeg bekymrer mig bare om dig.”

Hele resten af turen siger vi næsten ikke noget til hinanden, og mens jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg løb med sejren.



Jeg sidder i et studierum på biblioteket med mine matematiklektier lagt ud på bordet foran mig. Jeg prøver at koncentrere mig, men min hjerne føles som en sten, der smutter hen over vand. Eller nej, nærmere som en sten, der rasler rundt i en blikdåse. Jeg finder min notesbog frem, så jeg kan skrive sætningen ned, men bliver distraheret af digtet om pigen på øen, som jeg stadig arbejder på. Da jeg næste gang kigger op, er der gået en time, og jeg har stadig ikke rørt mine matematiklektier.

Jeg gnider mig i ansigtet, tager blyanten op i hånden og prøver på at få lavet noget, men der går ikke mere end et par minutter, før jeg sidder og kigger ud ad vinduet. Det er den gyldne time, og lyset gnistrer i de flammende træer. Drenge i fodboldtrøjer og med støvlerne slynget over skulderen er på vej hjem fra banerne. To piger bærer deres violinkasser på ryggen, og de har begge to håret i en hestehale, som svinger fra side til side for hvert skridt, de tager.

Så får jeg øje på ms. Thompson og mr. Strane, der følges ad over til humaniorabygningen. De går langsomt, tager sig god tid, mr. Strane med hænderne foldet på ryggen, og ved hans side en smilende ms. Thompson, som holder en hånd op til ansigtet. Jeg prøver at huske, om jeg har set dem sammen før, prøver at beslutte mig for, om ms. Thompson ser godt ud. Hun har blå øjne og er mørkhåret, en kombination min mor altid betegner som tiltrækkende, men hun er buttet, og hendes bagdel rager ud som en gesims. Det er sådan en krop, jeg selv frygter at ende med, hvis ikke jeg passer på.

De er et stykke væk, så jeg kniber øjnene sammen for at se bedre. De går tæt sammen, men uden at røre hinanden. På et tidspunkt lægger ms. Thompson nakken tilbage og ler. Er mr. Strane en morsom mand? Han har aldrig fået mig til at grine. Jeg presser næsen mod ruden og prøver at følge dem med øjnene, men så drejer de om et hjørne og forsvinder bag et egetræs orangegule løvhang.



Vi tager de forberedende prøver til optagelse på college, og jeg klarer det okay, men ikke lige så godt som de fleste andre andetårselever, der nu begynder at få tilsendt reklamefoldere fra Østkystens bedste universiteter. Jeg køber endnu en kalender, der skal hjælpe mig med at holde orden i tingene, og det bliver bemærket af mine lærere, som siger det videre til mrs. Antonova, der giver mig en dåse bolsjer med hasselnøddesmag for min indsats.

I engelsk læser vi Walt Whitman, og mr. Strane fortæller om den filosofiske idé, at alle mennesker har adskillige facetter og er fyldt med modsigelser. Jeg begynder at lægge mærke til, at han selv er meget modsigelsesfuld, for eksempel siger han, at han har gået på Harvard, men fortæller samtidig om, hvor fattige de var i hans barndomshjem, han kaster om sig med bandeord, selv når han er mest veltalende, og sætter skræddersyede blazere og velstrøgne skjorter sammen med slidte vandrestøvler. Hans undervisningsmetode er også selvmodsigende. Man er altid en smule nervøs for at sige noget højt i timerne, for hvis han synes om det, du siger, klapper han i hænderne og haster over til tavlen for at komme med uddybende kommentarer til den geniale bemærkning, du netop er kommet med, men hvis han ikke synes om den, lader han dig ikke engang tale færdig, men skærer dig af med et: “Okay, det er nok,” som får dig til at føle dig meget lille. Det afskrækker mig fra at sige noget, selvom han indimellem stirrer direkte på mig, når han er kommet med et oplæg til diskussion, som om han gerne vil vide, hvad lige præcis jeg mener.

Når han fortæller noget om sig selv i timerne, skriver jeg det ned i marginen til mine noter: Han voksede op i Butte i delstaten Montana, og det udtales på samme måde som cute. Han havde aldrig set havet, før han begyndte på Harvard som attenårig. Han bor midt i Norumbega lige over for biblioteket. Han bryder sig ikke om hunde, fordi han blev skambidt af en, da han var dreng. En tirsdag efter skrivegruppemødet, da Jesse allerede er ude ad døren og halvvejs nede ad gangen, siger mr. Strane, at han har noget til mig. Han åbner den nederste skuffe i sit skrivebord og tager en bog frem.

“Er det til timerne?” spørger jeg.

“Nej,” siger han. “Den er til dig.” Han går rundt om skrivebordet og giver mig bogen, Sylvia Plaths Ariel. “Har du læst hende?”

Jeg ryster på hovedet og vender og drejer bogen i hænderne. Den er slidt og indbundet i blåt lærred. Et stykke papir er lagt ind i den som interimistisk bogmærke og stikker ud mellem siderne.

“Hun overspiller lidt,” siger mr. Strane. “Men unge piger elsker hende.”

Jeg ved ikke, hvad han mener med “overspiller”, men bryder mig ikke om at spørge. Jeg blader løseligt bogen igennem, og digtene flimrer for mine øjne, indtil jeg stopper op ved bogmærket. Titlen på digtet “Lady Lazarus” står med store, fede bogstaver. “Hvorfor er der lagt et bogmærke ind ved det her?” spørger jeg.

“Nu skal du se.”

Mr. Strane stiller sig ved siden af mig og blader frem. Jeg går ham ikke engang til skuldrene, og når jeg står så tæt op ad ham, føles det, som om jeg bliver fortæret.

“Her.” Han peger på nogle linjer:

Ud af asken
Rejser jeg mig med mit røde hå
r
Og jeg æder mænd, som om de var luft.

“Det fik mig til at tænke på dig,” siger han. Så rækker han hånden om bag min ryg og trækker let i min hestehale.

Jeg stirrer på bogen, som om jeg koncentrerer mig om digtet, men versene flyder ud og bliver til sorte pletter på en gul side. Jeg ved ikke, hvordan det er meningen, jeg skal reagere. Jeg har det, som om jeg burde le. Jeg spekulerer på, om han flirter med mig, men det er utænkeligt. At flirte skal være sjovt, men det her er alt for voldsomt til at være sjovt.

“Er det okay, at det fik mig til at tænke på dig?” spørger mr. Strane med dæmpet stemme.

Jeg væder mine læber og trækker på skuldrene. “Selvfølgelig.”

“For det sidste, jeg har lyst til, er at gå over stregen.”

Gå over stregen. Det forstår jeg heller ikke helt, hvorfor han siger, men sådan som han kigger ned på mig, skal jeg ikke nyde noget af at spørge ham om det. Pludselig virker han både forlegen og håbefuld, og som om han ville begynde at græde, hvis jeg sagde til ham, at det her ikke var i orden.

Så jeg smiler og ryster på hovedet. “Det gør du heller ikke.”





Lyst til at læse mere?

Min mørke Vanessa

Som blot 15-årig indleder Vanessa Wye et forhold til læreren Jacob Strane. Han er 42, men trods aldersforskellen er deres forhold baseret på kærlighed.

Da Jacob Strane sytten år senere bliver anklaget for overgreb af en tidligere elev, er Vanessa chokeret. For hende er der nemlig ingen tvivl: Jacob Strane var hendes første, store kærlighed.

Men efterhånden som sagen ruller, bliver hun tvunget til at granske fortiden: Hvem forførte hvem? Hvor meget ville hun selv forholdet? Er hun også et offer?

En modig og stærk fortælling om kærlighedens gråzoner.

Du kan købe Min mørke Vanessa online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

LÆS OGSÅ: Believe the hype! Min mørke Vanessa på dansk til maj


Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.