Romanen er inspireret af en sand historie om den danske forretningsmand H.A. Boilesen, som blev myrdet på åben gade i São Paulo i 1971. Smuglæs i Kannibalens lov af Sune de Souza Schmidt-Madsen her.
Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker. Kød, blod, hud, hår. Æd eller bliv ædt.
Brasilien under militærdiktaturet i 1970’erne:
Efter sine forældres død beslutter en ung dansker sig for at rejse til Sydamerikas største land.
Hans fars ungdomsven, forretningsmanden Viktor Holbrandt, er blevet en indflydelsesrig og magtfuld spiller i det brasilianske samfund, og fortælleren søger tjeneste i hans virksomhed SPARTA.
Men efterhånden går det op for ham, at i skyggen af rigdommen, festerne og de smukke kvinder skjuler sig en brutal virkelighed.
Du kan købe Kannibalens lov online her eller i din nærmeste boghandel fra d. 12. juni 2019.
1.
Det regner i Rua Maestro Cardim. En ambulance kører med hylende sirener mod akutmodtagelsen på Beneficência Portuguesa. Ved indkørslen til hospitalet må ambulanceføreren vente, mens en kortege passerer forbi. Forrest en ligvogn, en Ford Falcon, efterfulgt af militærpoliti på motorcykler. „De levende må holde tilbage for de døde,“ siger ambulanceføreren og bander, mens han trommer med fingrene mod rattet. Kortegen triller uendelig langsomt ud fra hospitalsområdet. Ambulanceføreren ruller vinduet ned: „I har ikke for travlt, hva’? Vi har en hjerteinfarkt her!“ Ét blik fra den nærmeste betjent er nok til, at chaufføren
klapper i og ruller vinduet op igen.
Ligvognen fortsætter med sit følge ned ad Rua Maestro Cardim. Det er fredag formiddag, og butikkerne er ved at åbne. Trafikken er tæt, og militærmotorcyklerne tænder sirenerne, da de kører ind på højbanen Corredor Norte-Sul. De passerer det juridiske fakultet og drejer fra ved Rua Álvaro de Carvalho. Det er klaret op, og sollyset spiller i trætoppene. Lidt over tyve minutter går der, før ligvognen i snegletempo kører gennem portåbningen til Cemitério da Consolação fulgt af mennesker til fods med bårebuketter i hænderne. Begravelsesfølget kommer fra São Paulos bedre borgerskab, med en overvægt af danskere, nordmænd, svenskere – alle Nordens udvandrede sønner.
Jeg slukker cigaretten og følger med gennem porten. Mit tøj er sort, kraven kradser, det hele føles forkert. Jeg er fremmed i mængden, ikke længere tilpas blandt dem, jeg engang opfattede som mine egne.
På begge sider af kirkegårdsstien er der mausoleer. Huse for de døde, et mandsstort kors af beton med en tronende Jesus, stenengle, skabt af Brasiliens største billedhuggere. For enden af kirkegårdsstien ligger det orange kapel, og bag trækronerne kan man se skyskraberne glimte i solen. Dengang kirkegården blev bygget, lå den uden for byen. Nu ligger den i hjertet af millionbyen São Paulo.
Det er januar, året er kun lige begyndt, men for Viktor Holbrandt er det slut, gravstenen er funklende ny, navnet er prentet i guld, og årstallet stråler i solen: 1971. Med tiden vil det falme og blive mat, slyngplanter vil gro hen over stenen, historien vil passere, ingen vil længere huske det menneske, som ligger her, så fjernt fra sit fødeland. Ingen vil længere huske noget.
Ligvognen parkerer i gruset. Kisten lyser hvidt, en betjent træder højtideligt frem med en æske af blankpoleret kongetræ. I den ligger Auriverde, Brasiliens gul-grønne flag. Betjenten folder flaget ud og draperer
det over kisten. „Ordem e Progresso“ står der på flaget, „Orden og Fremskridt“. Holbrandt inkarnerede som få dette motto. Han havde store planer for republikkens fremtid, og de mange prominente personer blandt de sørgende bekræfter, at nationen har adopteret ham som sin søn.
Jeg træder frem sammen med fem andre arbejdere fra SPARTA. Vi er udvalgt som bærere. Så ser jeg Fanny, Holbrandts hustru. Hun har en buket corsageorkideer i hænderne. Hendes hud er bleg, håret ligger skinnende som en kobberhjelm omkring hendes hoved, lyset i de jadegrønne øjne er slukket. Hun stirrer direkte på mig. Jeg slår blikket ned. Det trykker for brystet, og jeg har svært ved at trække vejret. Kistens håndtag er af metal og koldt mod håndfladerne. Vi løfter, vægten er som en møllesten, fødderne træder tungt i gruset. Jorden snurrer. Fanny går ved siden af mig. Vi veksler ikke et ord. Halvtreds meter, tyve meter, ti.
Kirkegården er fyldt med højt dekorerede militærfolk, der med bøjet hoved følger kisten til graven. Forrest i processionen går en ældre, distingveret herre med buskede øjenbryn og en stor ordensrose på brystet – selveste Emílio Garrastazu Médici, landets præsident, manden bag det, der er blevet kaldt „det brasilianske mirakel“.
Det store militæropbud gør mig nervøs, og jeg skeler til uniformerne og de mørke ansigter under hatteskyggerne. Mine håndflader er svedige. Engang var jeg under Holbrandts beskyttelse. Nu føler jeg mig udsat som en fugleunge, der er faldet ud af reden. Jeg er svimmel, porøs og vægtløs.
Ved graven firer vi kisten ned ved hjælp af lyse, bløde hampereb. Pastor Karl Hafstad fra den skandinaviske kirke løfter armen. Han er klædt i lang hvid kjole, Bibelen sort i hånden. De firkantede stålbriller er store i det magre ansigt. Hans mund er en stram stribe, han taler næsten uden at bevæge læberne: „I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, men mørket greb det ikke.“ Han citerer evangelisten Johannes: „Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os“. Så synger vi Viktor Holbrandts yndlingssalme, „Kommer, sjæle, dyrekøbte“, oversat til portugisisk specielt til lejligheden af pastoren selv. Da vi har sunget, lægger Fanny orkideerne på kisten, og de andre gæster følger efter. Et flor af buketter og kranse dækker graven. Duft af tusind blomster rejser sig. Deltagerne kigger ned i jorden, alle føler, at de i dag siger farvel til et stort menneske, en mand, hvis lige verden ikke vil komme til at se igen.
Præsidenten træder frem. Hans tindinger er høje, håret gråt, der er myndighed i hans skridt, stemmen er dyb og mørk. Hvert eneste ord moduleret med en grundighed, så man ikke er i tvivl om indholdet. Efter hans tale er der så stille, at man kan høre en engel trække vejret. Først da han har forladt kirkegården med hele sit følge, træder den næste taler frem. Det er Miguel Santos, fuldmægtig i Transportministeriet og nær ven af Holbrandt. Santos er kraftigt bygget og muskuløs. Den store mand tager et par små læsebriller op af lommen og siger med grødet stemme:
„Viktor. Min ven. Det er kun få dage siden, jeg nød dit gode selskab, og det er svært at forstå, at jeg i dag står her og taler ved din grav. Men for mig er du ikke død. Du lever evigt. Du er indtrådt på Olympen, hvor du i sandhed altid har hørt hjemme, blandt heltene med blanke skjolde og strålende lanser. Dér venter du, beredt, på dit næste slag. Vi, dine kammerater, i det land, du elskede, vil ære dig ved at forsvare alt det, du troede på og havde kært, og videreføre din kamp her på jorden, for demokrati og frihed, og for vores elskede nation.“
Jeg står bagerst i forsamlingen, kvalmen rejser sig i mig, gruset under mine fødder føles som gummi. I et kort sekund får jeg igen øjenkontakt med Fanny. Hun er smuk selv i sin sorg. Jeg ryster over hele kroppen, selvom det ikke er koldt. Så sniger jeg mig væk fra begravelsen og bevæger mig ad smalle stier mellem mausoleerne. Granit og marmor, koldt i solen. Jeg tænder en ny cigaret og læner mig op ad et gravmonument, en obelisk af sten, øverst er der et kors med en krans af flettede roser.
Jeg stivner, da jeg ser navnet på graven: „Oswald de Andrade“. Den berømte digter, som Holbrandt så ofte talte om. En iskold vind går gennem mig, og jeg kan næsten høre Holbrandt recitere „Kannibalens manifest“.
I et glimt er jeg tilbage i grotten på natklubben Licorne, den aften, hvor døden stadig sad i mig efter køreturen i bjergene. Den klare cachaça i mit glas skifter farve i takt med lyset. Tjenerne vimser ind og ud mellem bordene, loftet er hvælvet som i Aladdins hule. Miguel Santos er der, hans guldtænder glimter, når han smiler. Jeg hører tonerne af bossanova, og i et slør mærker jeg duften af Jorjas hår. Holbrandts ulvegrin lyser op:
„Det er den vigtigste lov, du må lære at kende, knægt, hvis du vil overleve i Brasilien,“ siger han. „Kannibalens lov.“
2.
Første gang jeg mødte Holbrandt, boede jeg stadig hos Linda. Det er, som om jeg var et andet menneske dengang. Lejligheden var en urskov midt i storbyen. Vinduerne hermetisk tillukkede, så ingen byluft kunne forstyrre de slyngplanter, hibiscus, orkidé og ipê, der groede overalt fra vaser og krukker. Om natten, når blomsterne lukkede deres kroner og begyndte at drikke den ilt, de producerede om dagen, kunne man næsten ikke trække vejret i den lille stue.
På væggene, mellem planterne, hang masker af indiansk eller afrikansk oprindelse. Fortrukne træansigter med vrængende munde og bulnende øjne. Ved foden af en særlig plante, oven på et skab eller i en fjern krog af stuen, stod der snavsede glas med uklare, eddikelignende substrater eller underkopper med sirlige bunker af irrede småmønter. Gaver til guderne i planterne, ånderne bag maskerne, eller værn mod onde øjne.
Det eneste rum i lejligheden, planterne ikke havde adgang til, var soveværelset. Her var luften tør og støvet, langs den ene væg var der klædeskabe med jalousilåger, og langs den anden hylder. På hylderne sad Lindas dukker. Sorte og lyserøde plasticdukker, der manglede en arm eller et øje, kludedukker med ryggen fuld af nåle, blege porcelænsdukker med skår i ansigtet. Om natten skinnede deres øjne i mørket. På gulvet stod en dobbeltseng med et gammelt, skakternet sengetæppe.
Linda var lavstammet og oppustet, og hendes hud var plettet og løs. Håret havde måske engang været smukt, men den billige indfarvning havde givet det en unaturlig tone, og krøllerne var filtrede og tørre. En gang om måneden vred hun sig på det skakternede tæppe på dobbeltsengen, når damen kom for at ordne hendes fødder. Linda våndede sig, mens damen filede på den kronisk hårde hud og trak i de nedgroede neglerødder. Dukkerne betragtede seancen i tavshed.
I stuen hang en sølvramme med et gammelt fotografi af Linda sammen med en ung mand, de stod på en elegant vindeltrappe. Linda stammede fra regnskovsbyen Manaus, og billedet var taget i Amazonasteatret.
„Det var første gang, jeg var i teatret,“ fortalte hun mig. Stykket hed La Gioconda. Linda huskede hvert eneste ord, hun kunne stadig høre skuespillernes smukke stemmer. Hun huskede dem og fik tårer i øjnene. Hun huskede sine egne lette trin på trapperne af italiensk marmor, følelsen af det kolde gelænder af engelsk smedejern. Skæret fra de 198 lysekroner af fransk bronze og venetianske krystaller og kuplen med de 36.000 mosaiktegl importeret fra Tyskland. Hun fortalte, hvordan hun bøjede hovedet bagover og kiggede op. Hvordan det svimlede for hende. Kuplen var en illusion, bygmestrene havde fået det til at se ud, som om man stod lige neden under Eiffeltårnet. Dengang drømte hun om en dag at rejse til Europa, så hun kunne se det i virkeligheden.
Operahuset blev bygget for halvfjerds år siden og havde givet byen tilnavnet „junglens Paris“. Det var under gummiboomet, hvor guldet flød langs flodens vande. I dag står de gamle, slidte hoteller ved bredden, deres vinduer er tomme øjne, som ser på, mens flodbådene dovent lægger til ved de flydende benzintanke.
Linda flyttede fra junglens Paris, sammen med så mange andre, i tiden efter Anden Verdenskrig, da der ikke længere var interesse for at udvinde latex fra gummitræerne. Nu bor hun i Sodoma og Gomorra, fire tusind kilometer fra teatret i Amazonas. Hendes lejlighed er et minde om fortiden, lukket inde på syvende sal i en etageejendom på Copacabana midt i Rio de Janeiro.
„Vi vælger ikke selv, hvem vi vil elske,“ siger Linda. Hun synes, at den unge mand på billedet ligner mig. Hun kalder mig senhor, selvom jeg ikke engang er fyldt tredive.
~
Jeg ankom til Brasilien i begyndelsen af 1970. Året før havde været det værste i mit liv. Alting tegnede ellers lyst. Jeg var blevet optaget på Navigationsskolen og flyttet til København sammen med Emma. Vi boede i en gul bygning på Jagtvej skråt over for skolen og var blevet forlovede, selvom min mor syntes, det gik alt for stærkt.
Og så blev min mor syg. Det kom ud af det blå. Alle talte om Hongkong-influenza det år, men lægerne fandt aldrig rigtig ud af, hvad hun fejlede, før hun lige pludselig var død. Det var, som om hendes organisme lukkede ned på en gang, hele hendes krop vendte sig mod sig selv. Autoimmun defekt, sagde de.
Min far kunne ikke klare sorgen. Mor var ankeret i hans liv, og da hun var væk, gik han til grunde. Han lukkede sig inde i huset og svandt ind til en skygge af sig selv. Et halvt år, seks måneder og tretten dage tog det ham at drikke sig ihjel. Han vandrede hvileløst rundt som en levende død i mit barndomshjem, der langsomt forvandledes til en krypt, et dødsbo for dem begge, og jeg blev dobbelt forældreløs på en gang.
Jeg var omtrent lige så dårlig til at håndtere sorgen som min far – jeg skubbede Emma fra mig, og hun reagerede ved at holde mere og mere fast. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg havde valgt rigtigt, eller om jeg, som min mor havde sagt, havde haft lidt for travlt.
Det sidste halve år var et mareridt. Jeg tog hjem til min far uden at ane, hvad jeg skulle stille op. Han gik rastløst ind og ud af stuen, usikker på benene. Jeg kunne høre ham brække sig ude i køkkenet. Det var, som om indvoldene kom med op. Jeg havde haft smørrebrød med, rejemadder i hvidt papir. De stod på spisebordet, han havde kun spist det halve. Hans mave kunne ikke længere holde på fast føde. Jeg tørrede op, mens han lagde sig i lædersofaen. Skraldespanden var fyldt til randen med flasker. Han vendte ryggen til, sagde ingenting til mig. Puderne i sofaen lugtede jordslået.
Jeg gik hen til vinduet ud mod haven og trak gardinerne fra. Vintersolen skinnede mat ind gennem de fedtede ruder. Lyset faldt på støvede rækker af keramikfigurer i vindueskarmen, en isfugl, en isbjørn og en sølvfigur af den tapre tinsoldat fra H.C. Andersens eventyr. Han stod på ét ben i sin avisbåd, sølvet var oxideret, helt sort.
Sølvtøjet havde været min mors stolthed. Da jeg var lille, plejede jeg at hjælpe hende med at pudse det, selvom min far ikke syntes, det var noget for drenge. Jeg kunne stå i timevis og polere på et sølvspejl. „Han er en drømmer,“ sagde min mor. „En løgnhals, mener du?“ sagde min far. „Nej,“ svarede mor. „Han gør bare det stort, som andre gør småt.“ Jeg så min far for mit indre blik, han var ung, han sad på en af spisebordsstolene med det grønne betræk, og med mig på skødet. Mine ben var korte, de nåede ikke jorden, jeg dinglede med dem. Vi løste krydsord. Det gjorde vi altid. Først da jeg begyndte i skole og lærte at læse, gik det op for mig, at han slet ikke kunne stave. Alle krydsordene var bare udfyldt efter hans eget hoved.
Bortset fra at min far ikke kunne stave, kunne han næsten alt. Han kunne reparere fjernsyn og male og tapetsere og reparere biler og lyssignaler og knoklede som arbejdsmand et hav af forskellige steder. Som ung var han sømand og sejlede jorden rundt. Da jeg var barn, fortalte han mig historier fra sine rejser. Han sejlede på Brasilien, da Anden Verdenskrig brød ud, og som så mange andre danske sømænd blev han tilbageholdt i neutral havn efter tyskernes besættelse. Han afmønstrede i Santos og rejste derfra op til industrihovedstaden São Paulo. Han kunne tale i timevis om de imponerende vandfald i Foz do Iguaçu og den tårnhøje statue af Kristus, der skuer ud over bakkerne og den paradisiske bugt ved Rio de Janeiro. Da jeg var lille, ville jeg være som ham, se de samme undere, tage på de samme eventyr.
Min far havde haft en ven i Brasilien, Viktor Holbrandt, som var blevet en stor kanon sidenhen. „Ridder af Dannebrog og det hele,“ fortalte han. De havde mødt hinanden under krigen. Brasilien var – dengang som nu – et meget vanskeligt land at klare sig i, og São Paulo måske den allervanskeligste by. Min far var gået i land med en fuld hyre på lommen, men der gik ikke lang tid, før han havde brugt alle sine penge og måtte støve gennem skraldespande efter sit næste måltid.
Han blev reddet af en forretningsmand fra Den Danske Forening. Min fars én halvfems meter høje, lyshårede og blåøjede korpus må have tiltrukket sig opmærksomhed i São Paulos rendesten, i hvert fald blev han samlet op af forretningsmanden, som skaffede ham et job. Min far blev ansat til at rejse ind i landet og tilse de nyopførte energianlæg, kraftværker.
Senere mødte han Holbrandt under en druktur, der endte i et slagsmål. Min far havde bokset i Rollo, Holbrandt i Sparta. De var jævnaldrende og lige temperamentsfulde. Min far kunne bukke enderne sammen på de fleste, men Holbrandt gik af med sejren, selvom min far nåede at give ham en prægtig brækket næse. Man kunne stadig se knækket i næseryggen, da jeg mødte ham mange år senere. Efter det sammenstød blev de bedste venner.
Holbrandt var en mand med mange ideer. Han var en self-made man, der udlevede drømmen om at blive til noget ude i verden. Han ville være sin egen herre og havde store planer – den ene dag ville han eksportere brasiliansk sodavand, Cajuína, til Danmark, den næste dag importere klipfisk, bacalao, fra Norge. Firmaet opkaldte han efter sin gamle bokseklub: SPARTA.
De talte meget om situationen hjemme i Danmark. Både han og min far hadede tyskerne af et godt hjerte. Sammen tog de til den canadiske ambassade og ansøgte om at blive indrulleret i flyvevåbnet, så de kunne plaffe Messerschmitter. Men ligesom klipfisk på dåse blev heller ikke denne idé til noget. I stedet tæskede de alle de tyskere, de kunne finde, hvad enten de løb på dem på havnen i Santos eller under en af deres ture ind i landet. Da min far fik hyre igen og sejlede nordpå, skiltes deres veje. Viktor var en ren naturkraft, fortalte min far, og han havde drevet det vidt. Et godt menneske, en god kammerat.
Da min far begyndte at drikke, holdt han op med at tale om Brasilien. Gardinerne blev trukket for, verden blev mindre og mindre, indtil den slet ikke fandtes mere. Eventyret var langt væk og erstattet af en virkelighed, der var så udsigtsløs, at det var til at skrige over.
Kun en enkelt gang efter min mors død oplevede jeg ham være den samme, som jeg huskede fra min barndom. Det var en søndag, vores sidste søndag sammen. I et kort øjeblik var min far klar, han sad op i sengen. Han så skrækkelig ud, alkohol og mangel på søvn og mad havde udtæret ham, så han var blevet ti år ældre på seks måneder. Men i et glimt var han tilbage, den mand, han engang havde været, var til stede i stuen. Og dér fortalte han mig en sidste historie fra Brasilien – en, han aldrig havde fortalt, da mor
levede.
„Jeg kender Brasiliens hjerte,“ sagde han. „De færreste kender Brasiliens hjerte. I det indre Brasilien, tæt på ækvator, findes en kolossal, tør højslette, som kaldes Sertão. Bevæger man sig ind på dette område, som er på størrelse med Holland, mødes man af et landskab, der ligner et uendeligt, dødt hav. Tusinder af kvadratkilometer af brændt jord og rødt støv.“
Dengang var Brasilien endnu mere Klondyke, end det er nu, og Nordøstbrasilien i særdeleshed. Min far fortalte, at han en aften var kommet til en lille by, hvor der kun var én virksom gadelampe. Den stod på torvet, lige over brønden, og lyste blegt og gult. Og under gadelampen sad en ung pige og læste i en bog.
Far tabte sit hjerte lige på stedet og lærte pigen og hendes familie at kende. De må have været meget forelskede, for han skrev hjem til min mor, som han ellers var blevet forlovet med før afrejsen, at han ikke kom tilbage til Danmark, men skulle giftes i Brasilien.
Mor kvitterede ved at fortælle ham om mig – han anede ikke, at hun havde været gravid, da han rejste, og det lykkedes ham via forskellige omveje at komme hjem til Danmark og blive gift med min mor. Pigen fra Brasilien så han aldrig igen.
„Hvad hed hun?“ spurgte jeg.
„Esperança,“ svarede far. „Det betyder ’håb’ på portugisisk.“ Så flækkede han i et grin, der sendte en alkoholdunst i min retning.
„Ja, håbe, det gjorde hun sgu!“
Glimtet var slukket, øjeblikket var forbi, vi sad tavse i stuen. Ugen efter var han død. Jeg følte ikke andet end fravær, før den dag jeg måtte hjælpe med at få ham bugseret ned i en kiste. Den dag var det, som om vægten af hans krop var den enorme vægt af hele verden.
Da jeg ryddede dødsboet, fandt jeg en lap papir med hendes adresse på, Esperança: Rua Manoel Toinho 21, Alto da Bela Vista, Brejo Santo, Ceará.
Tænk, at han havde gemt den i alle de år. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg følte skam eller stolthed; han forlod sit liv i Brasilien for at være far for mig i Danmark. Var det en kærlighedserklæring til mig eller det modsatte? Opgav han kærligheden for min skyld? Jeg fandt ikke noget svar.
Efter min fars død droppede jeg ud af Navigationsskolen. Jeg var niogtyve år og følte, at livet var slut, før det var begyndt. Mine forældres død plantede en ufred i brystet, et spørgsmål, der krævede et svar. Væggene i undervisningslokalet på Navigationsskolen trak sig sammen om mig, jeg sad uroligt i stolen og kunne ikke koncentrere mig.
Jeg rejste i pendulfart mellem dødsboet i Svendborg og min lejlighed i København, et hjem, der ikke længere føltes som mit. En aften, hvor Emma og jeg havde skændtes, gik jeg ud ad døren og smækkede den for altid. Jeg stod lidt på trappeafsatsen udenfor. Jeg kunne høre Emma græde på den anden side og skammede mig over, at jeg ikke følte noget. Og i det øjeblik besluttede jeg mig for at rejse til Brasilien.
Med mig havde jeg en let vadsæk, det tøj, jeg gik og stod i, og penge nok til at klare mig det første stykke tid. Jeg rejste fra vintermørket i Danmark og landede i Galeãolufthavnen i Rio de Janeiro til bragende sommer. Asfalten kogte på landingsbanen, og jeg missede med øjnene mod solen. Det var, som om det var første gang, jeg så lys, rigtigt lys.
Du kan købe Kannibalens lov online her eller i din nærmeste boghandel fra d. 12. juni 2019.
Romanen er inspireret af en sand historie om den danske forretningsmand H.A. Boilesen, som blev myrdet på åben gade i São Paulo i 1971. Smuglæs i Kannibalens lov af Sune de Souza Schmidt-Madsen her.
Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker. Kød, blod, hud, hår. Æd eller bliv ædt.
Brasilien under militærdiktaturet i 1970’erne:
Efter sine forældres død beslutter en ung dansker sig for at rejse til Sydamerikas største land.
Hans fars ungdomsven, forretningsmanden Viktor Holbrandt, er blevet en indflydelsesrig og magtfuld spiller i det brasilianske samfund, og fortælleren søger tjeneste i hans virksomhed SPARTA.
Men efterhånden går det op for ham, at i skyggen af rigdommen, festerne og de smukke kvinder skjuler sig en brutal virkelighed.
Du kan købe Kannibalens lov online her eller i din nærmeste boghandel fra d. 12. juni 2019.
1.
Det regner i Rua Maestro Cardim. En ambulance kører med hylende sirener mod akutmodtagelsen på Beneficência Portuguesa. Ved indkørslen til hospitalet må ambulanceføreren vente, mens en kortege passerer forbi. Forrest en ligvogn, en Ford Falcon, efterfulgt af militærpoliti på motorcykler. „De levende må holde tilbage for de døde,“ siger ambulanceføreren og bander, mens han trommer med fingrene mod rattet. Kortegen triller uendelig langsomt ud fra hospitalsområdet. Ambulanceføreren ruller vinduet ned: „I har ikke for travlt, hva’? Vi har en hjerteinfarkt her!“ Ét blik fra den nærmeste betjent er nok til, at chaufføren
klapper i og ruller vinduet op igen.
Ligvognen fortsætter med sit følge ned ad Rua Maestro Cardim. Det er fredag formiddag, og butikkerne er ved at åbne. Trafikken er tæt, og militærmotorcyklerne tænder sirenerne, da de kører ind på højbanen Corredor Norte-Sul. De passerer det juridiske fakultet og drejer fra ved Rua Álvaro de Carvalho. Det er klaret op, og sollyset spiller i trætoppene. Lidt over tyve minutter går der, før ligvognen i snegletempo kører gennem portåbningen til Cemitério da Consolação fulgt af mennesker til fods med bårebuketter i hænderne. Begravelsesfølget kommer fra São Paulos bedre borgerskab, med en overvægt af danskere, nordmænd, svenskere – alle Nordens udvandrede sønner.
Jeg slukker cigaretten og følger med gennem porten. Mit tøj er sort, kraven kradser, det hele føles forkert. Jeg er fremmed i mængden, ikke længere tilpas blandt dem, jeg engang opfattede som mine egne.
På begge sider af kirkegårdsstien er der mausoleer. Huse for de døde, et mandsstort kors af beton med en tronende Jesus, stenengle, skabt af Brasiliens største billedhuggere. For enden af kirkegårdsstien ligger det orange kapel, og bag trækronerne kan man se skyskraberne glimte i solen. Dengang kirkegården blev bygget, lå den uden for byen. Nu ligger den i hjertet af millionbyen São Paulo.
Det er januar, året er kun lige begyndt, men for Viktor Holbrandt er det slut, gravstenen er funklende ny, navnet er prentet i guld, og årstallet stråler i solen: 1971. Med tiden vil det falme og blive mat, slyngplanter vil gro hen over stenen, historien vil passere, ingen vil længere huske det menneske, som ligger her, så fjernt fra sit fødeland. Ingen vil længere huske noget.
Ligvognen parkerer i gruset. Kisten lyser hvidt, en betjent træder højtideligt frem med en æske af blankpoleret kongetræ. I den ligger Auriverde, Brasiliens gul-grønne flag. Betjenten folder flaget ud og draperer
det over kisten. „Ordem e Progresso“ står der på flaget, „Orden og Fremskridt“. Holbrandt inkarnerede som få dette motto. Han havde store planer for republikkens fremtid, og de mange prominente personer blandt de sørgende bekræfter, at nationen har adopteret ham som sin søn.
Jeg træder frem sammen med fem andre arbejdere fra SPARTA. Vi er udvalgt som bærere. Så ser jeg Fanny, Holbrandts hustru. Hun har en buket corsageorkideer i hænderne. Hendes hud er bleg, håret ligger skinnende som en kobberhjelm omkring hendes hoved, lyset i de jadegrønne øjne er slukket. Hun stirrer direkte på mig. Jeg slår blikket ned. Det trykker for brystet, og jeg har svært ved at trække vejret. Kistens håndtag er af metal og koldt mod håndfladerne. Vi løfter, vægten er som en møllesten, fødderne træder tungt i gruset. Jorden snurrer. Fanny går ved siden af mig. Vi veksler ikke et ord. Halvtreds meter, tyve meter, ti.
Kirkegården er fyldt med højt dekorerede militærfolk, der med bøjet hoved følger kisten til graven. Forrest i processionen går en ældre, distingveret herre med buskede øjenbryn og en stor ordensrose på brystet – selveste Emílio Garrastazu Médici, landets præsident, manden bag det, der er blevet kaldt „det brasilianske mirakel“.
Det store militæropbud gør mig nervøs, og jeg skeler til uniformerne og de mørke ansigter under hatteskyggerne. Mine håndflader er svedige. Engang var jeg under Holbrandts beskyttelse. Nu føler jeg mig udsat som en fugleunge, der er faldet ud af reden. Jeg er svimmel, porøs og vægtløs.
Ved graven firer vi kisten ned ved hjælp af lyse, bløde hampereb. Pastor Karl Hafstad fra den skandinaviske kirke løfter armen. Han er klædt i lang hvid kjole, Bibelen sort i hånden. De firkantede stålbriller er store i det magre ansigt. Hans mund er en stram stribe, han taler næsten uden at bevæge læberne: „I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, men mørket greb det ikke.“ Han citerer evangelisten Johannes: „Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os“. Så synger vi Viktor Holbrandts yndlingssalme, „Kommer, sjæle, dyrekøbte“, oversat til portugisisk specielt til lejligheden af pastoren selv. Da vi har sunget, lægger Fanny orkideerne på kisten, og de andre gæster følger efter. Et flor af buketter og kranse dækker graven. Duft af tusind blomster rejser sig. Deltagerne kigger ned i jorden, alle føler, at de i dag siger farvel til et stort menneske, en mand, hvis lige verden ikke vil komme til at se igen.
Præsidenten træder frem. Hans tindinger er høje, håret gråt, der er myndighed i hans skridt, stemmen er dyb og mørk. Hvert eneste ord moduleret med en grundighed, så man ikke er i tvivl om indholdet. Efter hans tale er der så stille, at man kan høre en engel trække vejret. Først da han har forladt kirkegården med hele sit følge, træder den næste taler frem. Det er Miguel Santos, fuldmægtig i Transportministeriet og nær ven af Holbrandt. Santos er kraftigt bygget og muskuløs. Den store mand tager et par små læsebriller op af lommen og siger med grødet stemme:
„Viktor. Min ven. Det er kun få dage siden, jeg nød dit gode selskab, og det er svært at forstå, at jeg i dag står her og taler ved din grav. Men for mig er du ikke død. Du lever evigt. Du er indtrådt på Olympen, hvor du i sandhed altid har hørt hjemme, blandt heltene med blanke skjolde og strålende lanser. Dér venter du, beredt, på dit næste slag. Vi, dine kammerater, i det land, du elskede, vil ære dig ved at forsvare alt det, du troede på og havde kært, og videreføre din kamp her på jorden, for demokrati og frihed, og for vores elskede nation.“
Jeg står bagerst i forsamlingen, kvalmen rejser sig i mig, gruset under mine fødder føles som gummi. I et kort sekund får jeg igen øjenkontakt med Fanny. Hun er smuk selv i sin sorg. Jeg ryster over hele kroppen, selvom det ikke er koldt. Så sniger jeg mig væk fra begravelsen og bevæger mig ad smalle stier mellem mausoleerne. Granit og marmor, koldt i solen. Jeg tænder en ny cigaret og læner mig op ad et gravmonument, en obelisk af sten, øverst er der et kors med en krans af flettede roser.
Jeg stivner, da jeg ser navnet på graven: „Oswald de Andrade“. Den berømte digter, som Holbrandt så ofte talte om. En iskold vind går gennem mig, og jeg kan næsten høre Holbrandt recitere „Kannibalens manifest“.
I et glimt er jeg tilbage i grotten på natklubben Licorne, den aften, hvor døden stadig sad i mig efter køreturen i bjergene. Den klare cachaça i mit glas skifter farve i takt med lyset. Tjenerne vimser ind og ud mellem bordene, loftet er hvælvet som i Aladdins hule. Miguel Santos er der, hans guldtænder glimter, når han smiler. Jeg hører tonerne af bossanova, og i et slør mærker jeg duften af Jorjas hår. Holbrandts ulvegrin lyser op:
„Det er den vigtigste lov, du må lære at kende, knægt, hvis du vil overleve i Brasilien,“ siger han. „Kannibalens lov.“
2.
Første gang jeg mødte Holbrandt, boede jeg stadig hos Linda. Det er, som om jeg var et andet menneske dengang. Lejligheden var en urskov midt i storbyen. Vinduerne hermetisk tillukkede, så ingen byluft kunne forstyrre de slyngplanter, hibiscus, orkidé og ipê, der groede overalt fra vaser og krukker. Om natten, når blomsterne lukkede deres kroner og begyndte at drikke den ilt, de producerede om dagen, kunne man næsten ikke trække vejret i den lille stue.
På væggene, mellem planterne, hang masker af indiansk eller afrikansk oprindelse. Fortrukne træansigter med vrængende munde og bulnende øjne. Ved foden af en særlig plante, oven på et skab eller i en fjern krog af stuen, stod der snavsede glas med uklare, eddikelignende substrater eller underkopper med sirlige bunker af irrede småmønter. Gaver til guderne i planterne, ånderne bag maskerne, eller værn mod onde øjne.
Det eneste rum i lejligheden, planterne ikke havde adgang til, var soveværelset. Her var luften tør og støvet, langs den ene væg var der klædeskabe med jalousilåger, og langs den anden hylder. På hylderne sad Lindas dukker. Sorte og lyserøde plasticdukker, der manglede en arm eller et øje, kludedukker med ryggen fuld af nåle, blege porcelænsdukker med skår i ansigtet. Om natten skinnede deres øjne i mørket. På gulvet stod en dobbeltseng med et gammelt, skakternet sengetæppe.
Linda var lavstammet og oppustet, og hendes hud var plettet og løs. Håret havde måske engang været smukt, men den billige indfarvning havde givet det en unaturlig tone, og krøllerne var filtrede og tørre. En gang om måneden vred hun sig på det skakternede tæppe på dobbeltsengen, når damen kom for at ordne hendes fødder. Linda våndede sig, mens damen filede på den kronisk hårde hud og trak i de nedgroede neglerødder. Dukkerne betragtede seancen i tavshed.
I stuen hang en sølvramme med et gammelt fotografi af Linda sammen med en ung mand, de stod på en elegant vindeltrappe. Linda stammede fra regnskovsbyen Manaus, og billedet var taget i Amazonasteatret.
„Det var første gang, jeg var i teatret,“ fortalte hun mig. Stykket hed La Gioconda. Linda huskede hvert eneste ord, hun kunne stadig høre skuespillernes smukke stemmer. Hun huskede dem og fik tårer i øjnene. Hun huskede sine egne lette trin på trapperne af italiensk marmor, følelsen af det kolde gelænder af engelsk smedejern. Skæret fra de 198 lysekroner af fransk bronze og venetianske krystaller og kuplen med de 36.000 mosaiktegl importeret fra Tyskland. Hun fortalte, hvordan hun bøjede hovedet bagover og kiggede op. Hvordan det svimlede for hende. Kuplen var en illusion, bygmestrene havde fået det til at se ud, som om man stod lige neden under Eiffeltårnet. Dengang drømte hun om en dag at rejse til Europa, så hun kunne se det i virkeligheden.
Operahuset blev bygget for halvfjerds år siden og havde givet byen tilnavnet „junglens Paris“. Det var under gummiboomet, hvor guldet flød langs flodens vande. I dag står de gamle, slidte hoteller ved bredden, deres vinduer er tomme øjne, som ser på, mens flodbådene dovent lægger til ved de flydende benzintanke.
Linda flyttede fra junglens Paris, sammen med så mange andre, i tiden efter Anden Verdenskrig, da der ikke længere var interesse for at udvinde latex fra gummitræerne. Nu bor hun i Sodoma og Gomorra, fire tusind kilometer fra teatret i Amazonas. Hendes lejlighed er et minde om fortiden, lukket inde på syvende sal i en etageejendom på Copacabana midt i Rio de Janeiro.
„Vi vælger ikke selv, hvem vi vil elske,“ siger Linda. Hun synes, at den unge mand på billedet ligner mig. Hun kalder mig senhor, selvom jeg ikke engang er fyldt tredive.
~
Jeg ankom til Brasilien i begyndelsen af 1970. Året før havde været det værste i mit liv. Alting tegnede ellers lyst. Jeg var blevet optaget på Navigationsskolen og flyttet til København sammen med Emma. Vi boede i en gul bygning på Jagtvej skråt over for skolen og var blevet forlovede, selvom min mor syntes, det gik alt for stærkt.
Og så blev min mor syg. Det kom ud af det blå. Alle talte om Hongkong-influenza det år, men lægerne fandt aldrig rigtig ud af, hvad hun fejlede, før hun lige pludselig var død. Det var, som om hendes organisme lukkede ned på en gang, hele hendes krop vendte sig mod sig selv. Autoimmun defekt, sagde de.
Min far kunne ikke klare sorgen. Mor var ankeret i hans liv, og da hun var væk, gik han til grunde. Han lukkede sig inde i huset og svandt ind til en skygge af sig selv. Et halvt år, seks måneder og tretten dage tog det ham at drikke sig ihjel. Han vandrede hvileløst rundt som en levende død i mit barndomshjem, der langsomt forvandledes til en krypt, et dødsbo for dem begge, og jeg blev dobbelt forældreløs på en gang.
Jeg var omtrent lige så dårlig til at håndtere sorgen som min far – jeg skubbede Emma fra mig, og hun reagerede ved at holde mere og mere fast. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg havde valgt rigtigt, eller om jeg, som min mor havde sagt, havde haft lidt for travlt.
Det sidste halve år var et mareridt. Jeg tog hjem til min far uden at ane, hvad jeg skulle stille op. Han gik rastløst ind og ud af stuen, usikker på benene. Jeg kunne høre ham brække sig ude i køkkenet. Det var, som om indvoldene kom med op. Jeg havde haft smørrebrød med, rejemadder i hvidt papir. De stod på spisebordet, han havde kun spist det halve. Hans mave kunne ikke længere holde på fast føde. Jeg tørrede op, mens han lagde sig i lædersofaen. Skraldespanden var fyldt til randen med flasker. Han vendte ryggen til, sagde ingenting til mig. Puderne i sofaen lugtede jordslået.
Jeg gik hen til vinduet ud mod haven og trak gardinerne fra. Vintersolen skinnede mat ind gennem de fedtede ruder. Lyset faldt på støvede rækker af keramikfigurer i vindueskarmen, en isfugl, en isbjørn og en sølvfigur af den tapre tinsoldat fra H.C. Andersens eventyr. Han stod på ét ben i sin avisbåd, sølvet var oxideret, helt sort.
Sølvtøjet havde været min mors stolthed. Da jeg var lille, plejede jeg at hjælpe hende med at pudse det, selvom min far ikke syntes, det var noget for drenge. Jeg kunne stå i timevis og polere på et sølvspejl. „Han er en drømmer,“ sagde min mor. „En løgnhals, mener du?“ sagde min far. „Nej,“ svarede mor. „Han gør bare det stort, som andre gør småt.“ Jeg så min far for mit indre blik, han var ung, han sad på en af spisebordsstolene med det grønne betræk, og med mig på skødet. Mine ben var korte, de nåede ikke jorden, jeg dinglede med dem. Vi løste krydsord. Det gjorde vi altid. Først da jeg begyndte i skole og lærte at læse, gik det op for mig, at han slet ikke kunne stave. Alle krydsordene var bare udfyldt efter hans eget hoved.
Bortset fra at min far ikke kunne stave, kunne han næsten alt. Han kunne reparere fjernsyn og male og tapetsere og reparere biler og lyssignaler og knoklede som arbejdsmand et hav af forskellige steder. Som ung var han sømand og sejlede jorden rundt. Da jeg var barn, fortalte han mig historier fra sine rejser. Han sejlede på Brasilien, da Anden Verdenskrig brød ud, og som så mange andre danske sømænd blev han tilbageholdt i neutral havn efter tyskernes besættelse. Han afmønstrede i Santos og rejste derfra op til industrihovedstaden São Paulo. Han kunne tale i timevis om de imponerende vandfald i Foz do Iguaçu og den tårnhøje statue af Kristus, der skuer ud over bakkerne og den paradisiske bugt ved Rio de Janeiro. Da jeg var lille, ville jeg være som ham, se de samme undere, tage på de samme eventyr.
Min far havde haft en ven i Brasilien, Viktor Holbrandt, som var blevet en stor kanon sidenhen. „Ridder af Dannebrog og det hele,“ fortalte han. De havde mødt hinanden under krigen. Brasilien var – dengang som nu – et meget vanskeligt land at klare sig i, og São Paulo måske den allervanskeligste by. Min far var gået i land med en fuld hyre på lommen, men der gik ikke lang tid, før han havde brugt alle sine penge og måtte støve gennem skraldespande efter sit næste måltid.
Han blev reddet af en forretningsmand fra Den Danske Forening. Min fars én halvfems meter høje, lyshårede og blåøjede korpus må have tiltrukket sig opmærksomhed i São Paulos rendesten, i hvert fald blev han samlet op af forretningsmanden, som skaffede ham et job. Min far blev ansat til at rejse ind i landet og tilse de nyopførte energianlæg, kraftværker.
Senere mødte han Holbrandt under en druktur, der endte i et slagsmål. Min far havde bokset i Rollo, Holbrandt i Sparta. De var jævnaldrende og lige temperamentsfulde. Min far kunne bukke enderne sammen på de fleste, men Holbrandt gik af med sejren, selvom min far nåede at give ham en prægtig brækket næse. Man kunne stadig se knækket i næseryggen, da jeg mødte ham mange år senere. Efter det sammenstød blev de bedste venner.
Holbrandt var en mand med mange ideer. Han var en self-made man, der udlevede drømmen om at blive til noget ude i verden. Han ville være sin egen herre og havde store planer – den ene dag ville han eksportere brasiliansk sodavand, Cajuína, til Danmark, den næste dag importere klipfisk, bacalao, fra Norge. Firmaet opkaldte han efter sin gamle bokseklub: SPARTA.
De talte meget om situationen hjemme i Danmark. Både han og min far hadede tyskerne af et godt hjerte. Sammen tog de til den canadiske ambassade og ansøgte om at blive indrulleret i flyvevåbnet, så de kunne plaffe Messerschmitter. Men ligesom klipfisk på dåse blev heller ikke denne idé til noget. I stedet tæskede de alle de tyskere, de kunne finde, hvad enten de løb på dem på havnen i Santos eller under en af deres ture ind i landet. Da min far fik hyre igen og sejlede nordpå, skiltes deres veje. Viktor var en ren naturkraft, fortalte min far, og han havde drevet det vidt. Et godt menneske, en god kammerat.
Da min far begyndte at drikke, holdt han op med at tale om Brasilien. Gardinerne blev trukket for, verden blev mindre og mindre, indtil den slet ikke fandtes mere. Eventyret var langt væk og erstattet af en virkelighed, der var så udsigtsløs, at det var til at skrige over.
Kun en enkelt gang efter min mors død oplevede jeg ham være den samme, som jeg huskede fra min barndom. Det var en søndag, vores sidste søndag sammen. I et kort øjeblik var min far klar, han sad op i sengen. Han så skrækkelig ud, alkohol og mangel på søvn og mad havde udtæret ham, så han var blevet ti år ældre på seks måneder. Men i et glimt var han tilbage, den mand, han engang havde været, var til stede i stuen. Og dér fortalte han mig en sidste historie fra Brasilien – en, han aldrig havde fortalt, da mor
levede.
„Jeg kender Brasiliens hjerte,“ sagde han. „De færreste kender Brasiliens hjerte. I det indre Brasilien, tæt på ækvator, findes en kolossal, tør højslette, som kaldes Sertão. Bevæger man sig ind på dette område, som er på størrelse med Holland, mødes man af et landskab, der ligner et uendeligt, dødt hav. Tusinder af kvadratkilometer af brændt jord og rødt støv.“
Dengang var Brasilien endnu mere Klondyke, end det er nu, og Nordøstbrasilien i særdeleshed. Min far fortalte, at han en aften var kommet til en lille by, hvor der kun var én virksom gadelampe. Den stod på torvet, lige over brønden, og lyste blegt og gult. Og under gadelampen sad en ung pige og læste i en bog.
Far tabte sit hjerte lige på stedet og lærte pigen og hendes familie at kende. De må have været meget forelskede, for han skrev hjem til min mor, som han ellers var blevet forlovet med før afrejsen, at han ikke kom tilbage til Danmark, men skulle giftes i Brasilien.
Mor kvitterede ved at fortælle ham om mig – han anede ikke, at hun havde været gravid, da han rejste, og det lykkedes ham via forskellige omveje at komme hjem til Danmark og blive gift med min mor. Pigen fra Brasilien så han aldrig igen.
„Hvad hed hun?“ spurgte jeg.
„Esperança,“ svarede far. „Det betyder ’håb’ på portugisisk.“ Så flækkede han i et grin, der sendte en alkoholdunst i min retning.
„Ja, håbe, det gjorde hun sgu!“
Glimtet var slukket, øjeblikket var forbi, vi sad tavse i stuen. Ugen efter var han død. Jeg følte ikke andet end fravær, før den dag jeg måtte hjælpe med at få ham bugseret ned i en kiste. Den dag var det, som om vægten af hans krop var den enorme vægt af hele verden.
Da jeg ryddede dødsboet, fandt jeg en lap papir med hendes adresse på, Esperança: Rua Manoel Toinho 21, Alto da Bela Vista, Brejo Santo, Ceará.
Tænk, at han havde gemt den i alle de år. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg følte skam eller stolthed; han forlod sit liv i Brasilien for at være far for mig i Danmark. Var det en kærlighedserklæring til mig eller det modsatte? Opgav han kærligheden for min skyld? Jeg fandt ikke noget svar.
Efter min fars død droppede jeg ud af Navigationsskolen. Jeg var niogtyve år og følte, at livet var slut, før det var begyndt. Mine forældres død plantede en ufred i brystet, et spørgsmål, der krævede et svar. Væggene i undervisningslokalet på Navigationsskolen trak sig sammen om mig, jeg sad uroligt i stolen og kunne ikke koncentrere mig.
Jeg rejste i pendulfart mellem dødsboet i Svendborg og min lejlighed i København, et hjem, der ikke længere føltes som mit. En aften, hvor Emma og jeg havde skændtes, gik jeg ud ad døren og smækkede den for altid. Jeg stod lidt på trappeafsatsen udenfor. Jeg kunne høre Emma græde på den anden side og skammede mig over, at jeg ikke følte noget. Og i det øjeblik besluttede jeg mig for at rejse til Brasilien.
Med mig havde jeg en let vadsæk, det tøj, jeg gik og stod i, og penge nok til at klare mig det første stykke tid. Jeg rejste fra vintermørket i Danmark og landede i Galeãolufthavnen i Rio de Janeiro til bragende sommer. Asfalten kogte på landingsbanen, og jeg missede med øjnene mod solen. Det var, som om det var første gang, jeg så lys, rigtigt lys.
Du kan købe Kannibalens lov online her eller i din nærmeste boghandel fra d. 12. juni 2019.
Andre læste også: