INTERVIEW. Ilden hedder en ny roman skrevet af den islandske forfatter Sigríður Hagalín Björnsdóttir, der i mange år har arbejdet som tv-journalist med speciale i vulkaner. Hendes fascination af og viden om vulkaner er nu blevet til en eksplosiv katastroferoman, hvor det ikke kun er vulkaner, der er gået i udbrud, men også kærligheden.
Ilden er den første roman på dansk af Sigríður Hagalín Björnsdóttir, der i Island er en kendt tv-journalist, som i årevis har fortalt sine landsmænd om vulkanudbrud.
I romanen møder vi geologen Anna, da hun står overfor den største og vigtigste opgave i sin karriere. En række vulkanudbrud rumsterer, og en naturkatastrofe truer det lille land. Anna er indkaldt som ekspert og skal sammen med de øvrige myndigheder beslutte, hvad der er det rigtige at gøre og melde ud til befolkningen. Men hun har svært ved at holde hovedet koldt, fordi hun samtidig er blevet hovedkulds forelsket, hvilket truer med at smadre hendes ellers så velordnede familieliv.
Vi har interviewet forfatteren med kælenavnet Sigga om vulkaner, islændinges forhold til deres vilde og farlige natur – og om kærlighedens voldsomme kraft.
Smukke, dramatiske, farlige og uforudsigelige
”Vulkanudbrud er en af de smukkeste og frygteligste begivenheder, der findes på jorden. Vulkaner har altid fascineret mig og været et af mine vigtigste arbejdsområder som journalist på islandsk tv, hvor jeg har arbejdet i mange år, før jeg begyndte at skrive romaner. Og de bedste, vildeste, mest frygtindgydende nyhedshistorier, der findes, handler om vulkanudbrud. De er smukke, dramatiske, farlige og uforudsigelige; de fortæller en historie, som er ældre og større end menneskene og livet på jorden, om naturens vilde skaberkraft og verdens undergang.
Jeg har som journalist oplevet de fleste af de udbrud, som har været i dette århundrede. Det er noget, man aldrig vænner sig til, og jeg har set nogle af vores mest garvede videnskabsmænd fælde en tåre over den blændende skønhed, som et udbrud kan være.“
Hvad nu, hvis Reykjanesskagi vågnede igen?
”Ilden er min tredje roman, og jeg var ellevild, da ideen kom til mig: at jeg på den måde kunne forene mit yndlingsemne som journalist og mine litterære ambitioner i en roman – en skæbne- og kærlighedshistorie med vulkanudbrud som baggrund. Eller forgrund, fordi jorden og Islands vulkanske natur spiller hovedrollen i bogen sammen med vulkanologen Anna Arnarsdottir.
Jeg besluttede mig for at skrive om en række fiktive udbrud på Reykjanesskagi, hvor der ikke har været udbrud i 800 år og bruge det som en metafor og sidehistorie i en roman om forbudt og destruktiv kærlighed. Hvad nu, hvis Reykjanesskagi vågnede igen? Og hvad nu, hvis man forelsker sig i en, man ikke skal? Farlige spørgsmål.
Fire måneder efter at romanen kom ud i Island i marts 2021, fik vi svaret på det første spørgsmål. Reykjanesskagi vågnede op i virkeligheden, og det første vulkanudbrud begyndte i nærheden af fiskerbyen Grindavik, kun få kilometer fra stedet, hvor det foregår i Ilden. Grindavik er blevet evakueret, måske for altid, og islændingene bliver nødt til at vænne sig til en ny virkelighed med konstante vulkanudbrud i hovedstadens baghave. Lige nu, mens vi taler sammen, så er der et udbrud i gang på Reykjanesskagi, 40 kilometer fra mit hjem i Reykjaviks centrum. Det er det syvende udbrud i en tre-årsperiode på halvøen, hvor to tredjedele af Islands befolkning bor.
Denne nye virkelighed havde jeg ikke forudset, da jeg gik i gang med at skrive Ilden. Men nu ved jeg, at bøger ved meget mere end menneskene, som skriver dem.”
LÆS OGSÅ: Interview med Hallgrímur Helgason: Det 20. århundrede var en magisk periode i Island. Folk nød deres nyfundne frihed efter 1000 års slaveri og kedsomhed
Vild og farlig natur – sådan er det bare
For en dansker er det meget eksotisk med så farlig natur. Hvordan har islændinge det med at dele jord med vulkaner, der udgør en potentiel fare?
”Islændingene har boet i Island fra 700-tallet, og siden har vi oplevet udbrud i hundredevis. Langt de fleste sker i vildmarken oppe i landets midte, hvor der ikke bor mennesker, og mange af vores største vulkaner ligger under enorme gletchere, så de fleste udbrud har man kun mærket som flodvand eller askefald ved kysten eller slet ikke. Men nogle farlige vulkaner ligger tættere på de bebyggede områder, og indimellem er befolkningen blevet decimeret af følgerne af vulkanske udbrud.
Men sådan er det bare. Livet i Island har altid været præget af vild og farlig natur, hvad enten man har fristet døden på en fiskerkutter ude på det uforudsigelige hav eller ved at rejse mellem steder i det uforudsigelige vejr, eller bo under et bjerg, hvor de uforudsigelige laviner kan udradere huset fra jordens overflade. Man tænker ikke så meget over det, og før i tiden havde man jo Gud og troen på heldet, og i langt de fleste tilfælde gik det jo fint.
Men i dag har vi videnskaben, og mange dygtige videnskabsmænd og -kvinder, som overvåger og forsker i naturkræfterne i Island. De har oprettet et utrolig effektivt overvågningssystem overalt i landet, og man ved med stor sikkerhed, hvor og hvornår udbruddene sker. Videnskabsfolkene arbejder tæt sammen med myndighederne, og man lytter, når de advarer om katastrofer eller evakuerer områder. I Island har vi ingen hær, men et stort beredskab af frivillige redningskorps, som hjælper politiet under naturkatastrofer. Så trods al den voldsomme natur, er Island blevet et af verdens sikreste lande”.
Forelsket i naturen
“Den her nation er vanvittig, i hvert fald når det kommer til vulkanudbrud,” siger en i bogen. Hvordan vil du forklare dette udsagn? Hænger det sammen med, at der i bogen også står, at der er fest, når der er vulkanudbrud, og at det ikke er unormalt at opkalde sine børn efter vulkaner. Er dette sandt?
”Ja, det er rigtigt. Vi er meget, meget glade for vores vulkaner, selv de farligste. Hekla og Katla er meget almindelige pigenavne i Island. Jeg tror ikke, at man kan bo i Island uden at være forelsket i det uhæmmede, uforudsigelige i naturen. Hver gang et udbrud begynder, så opstår der kaos på vejene, fordi vi kører derud for at se det. Netop det er faktisk den største fare ved udbruddene: at så mange mennesker tager afsted, uden at tage hensyn til alle de andre, der også er på vej derud.
Men det er det værd, absolut! Der findes ingenting på jorden så storslået og smukt som et vulkanudbrud. Og hvis man følger politiets og redningskorpsens regler, så er det ikke farligt. Medmindre der sker noget uforudsigeligt.”
Vulkanturisme
Man får en fornemmelse af, at vulkaner er en stor turistattraktion. Kan man ligefrem tale om vulkanturisme? Og har turister ”respekt” for vulkanernes destruktive kraft?
”Ja, det kan man godt sige. Og det forstår jeg godt, fordi vulkaner er en af de bedste årsager til at besøge Island. Hvis man har en mulighed for at se et udbrud, så er det en unik og uforglemmelig oplevelse. Men det er utrolig vigtigt at være godt forberedt med de rette informationer, gode klatrestøvler og varmt tøj, og adlyde alle instruktioner fra myndighederne.
Under udbruddene på Reykjanesskagi har der ikke været så meget sikkerhedsberedskab, men masser af oplysninger. Så hvis man har lyst til at blive slået ihjel af en vulkan, er der stort set ikke nogen, som prøver at forhindre en i det!
Der findes selvfølgelig altid nogle turister, som ikke er klar over, hvor voldsom Island kan være, og som kommer i knibe, fordi de ikke har læst vejrudsigten, eller fordi de ikke forstår, at det ikke er klogt at klatre op på en vulkan i fuld gang. Men de fleste er fornuftige nok.”
LÆS OGSÅ: Signe Amtoft: Det ordner sig. Rejsedagbog fra en islandsk sommer
Kærligheden er en naturkatastrofe
Romanen handler jo ikke kun om vulkaner, men også om kærligheden som en voldsom kraft, der ikke lader sig styre og kan være altødelæggende ligesom naturens kræfter. Anna, der er naturvidenskabeligt uddannet og et fornuftbaseret menneske, virker ligefrem overrasket over, at hun bliver forelsket i Tómas Adler, den sjuskede og kunstneriske fotograf.
Hun beskriver kærligheden som noget, man ikke kan værge sig mod eller forbedrede sig på, som noget der bare sker. Hun siger, at ”digterne kan skrive, hvad de vil om kærligheden, men jeg kender den, jeg har set den i aktion. Den er en naturkatastrofe”. Men er hendes syn på kærlighed i virkeligheden ikke også et romantisk syn, ligesom digternes syn er det?
”Jo, Annas syn på kærligheden bliver hyperromantisk, da hun forelsker sig, fordi kærligheden er hyperromantisk. Anna føler sig splittet mellem to forskellige kræfter – det poetiske, følsomme, ustyrlige, og det logiske, kontrollerede, videnskabelige. Hun vælger videnskaben og fortrænger lidenskaben. Men så opdager hun, at hun ikke er det logiske, fornuftige og forudsigelige væsen, som hun tror. Og når hun bliver forelsket og mister kontrollen over sit liv, så forsøger hun at håndtere det med videnskaben, det eneste værktøj, hun har.
Vi har vænnet os til tanken om kærligheden som noget positivt og konstruktivt, noget der forbinder os med andre mennesker og gør verden til et bedre sted. Men kærligheden har også mørke og destruktive sider. Den kan ødelægge mennesker, tvinge dem til at handle imod deres egne interesser, miste kontrol over vigtige opgaver, forråde alt det, de tror på.
På præcis samme måde som vulkanudbruddet, så indeholder kærligheden både evnen til at ødelægge verdener og bygge nye op. Den er hyperromantisk, blændende smuk, dødsensfarlig og uforudsigelig. Uden kærlighed og vulkaner ville der ikke findes noget liv på jorden.”
Ilden af Sigríður Hagalín Björnsdóttir
Jordskælv ryster Reykjanes-halvøen, der huser to tredjedele af den islandske befolkning og utallige turister, og vækker de sovende vulkaner.
Ingen kender dem bedre end geologen Anna Arnardóttir, som står over for den vigtigste opgave i sin karriere.
Men katastrofen lurer i horisonten, både i undergrunden og i Annas privatliv, hvor hendes tilsyneladende perfekte ægteskab pludselig befinder sig på usikker grund.
“Karrierens og familielivets katastrofer flettes sammen på ekstremt spændende vis, og resulatet bliver eksplosivt begge steder.” – Morgunblaðið
INTERVIEW. Ilden hedder en ny roman skrevet af den islandske forfatter Sigríður Hagalín Björnsdóttir, der i mange år har arbejdet som tv-journalist med speciale i vulkaner. Hendes fascination af og viden om vulkaner er nu blevet til en eksplosiv katastroferoman, hvor det ikke kun er vulkaner, der er gået i udbrud, men også kærligheden.
Ilden er den første roman på dansk af Sigríður Hagalín Björnsdóttir, der i Island er en kendt tv-journalist, som i årevis har fortalt sine landsmænd om vulkanudbrud.
I romanen møder vi geologen Anna, da hun står overfor den største og vigtigste opgave i sin karriere. En række vulkanudbrud rumsterer, og en naturkatastrofe truer det lille land. Anna er indkaldt som ekspert og skal sammen med de øvrige myndigheder beslutte, hvad der er det rigtige at gøre og melde ud til befolkningen. Men hun har svært ved at holde hovedet koldt, fordi hun samtidig er blevet hovedkulds forelsket, hvilket truer med at smadre hendes ellers så velordnede familieliv.
Vi har interviewet forfatteren med kælenavnet Sigga om vulkaner, islændinges forhold til deres vilde og farlige natur – og om kærlighedens voldsomme kraft.
Smukke, dramatiske, farlige og uforudsigelige
”Vulkanudbrud er en af de smukkeste og frygteligste begivenheder, der findes på jorden. Vulkaner har altid fascineret mig og været et af mine vigtigste arbejdsområder som journalist på islandsk tv, hvor jeg har arbejdet i mange år, før jeg begyndte at skrive romaner. Og de bedste, vildeste, mest frygtindgydende nyhedshistorier, der findes, handler om vulkanudbrud. De er smukke, dramatiske, farlige og uforudsigelige; de fortæller en historie, som er ældre og større end menneskene og livet på jorden, om naturens vilde skaberkraft og verdens undergang.
Jeg har som journalist oplevet de fleste af de udbrud, som har været i dette århundrede. Det er noget, man aldrig vænner sig til, og jeg har set nogle af vores mest garvede videnskabsmænd fælde en tåre over den blændende skønhed, som et udbrud kan være.“
Hvad nu, hvis Reykjanesskagi vågnede igen?
”Ilden er min tredje roman, og jeg var ellevild, da ideen kom til mig: at jeg på den måde kunne forene mit yndlingsemne som journalist og mine litterære ambitioner i en roman – en skæbne- og kærlighedshistorie med vulkanudbrud som baggrund. Eller forgrund, fordi jorden og Islands vulkanske natur spiller hovedrollen i bogen sammen med vulkanologen Anna Arnarsdottir.
Jeg besluttede mig for at skrive om en række fiktive udbrud på Reykjanesskagi, hvor der ikke har været udbrud i 800 år og bruge det som en metafor og sidehistorie i en roman om forbudt og destruktiv kærlighed. Hvad nu, hvis Reykjanesskagi vågnede igen? Og hvad nu, hvis man forelsker sig i en, man ikke skal? Farlige spørgsmål.
Fire måneder efter at romanen kom ud i Island i marts 2021, fik vi svaret på det første spørgsmål. Reykjanesskagi vågnede op i virkeligheden, og det første vulkanudbrud begyndte i nærheden af fiskerbyen Grindavik, kun få kilometer fra stedet, hvor det foregår i Ilden. Grindavik er blevet evakueret, måske for altid, og islændingene bliver nødt til at vænne sig til en ny virkelighed med konstante vulkanudbrud i hovedstadens baghave. Lige nu, mens vi taler sammen, så er der et udbrud i gang på Reykjanesskagi, 40 kilometer fra mit hjem i Reykjaviks centrum. Det er det syvende udbrud i en tre-årsperiode på halvøen, hvor to tredjedele af Islands befolkning bor.
Denne nye virkelighed havde jeg ikke forudset, da jeg gik i gang med at skrive Ilden. Men nu ved jeg, at bøger ved meget mere end menneskene, som skriver dem.”
LÆS OGSÅ: Interview med Hallgrímur Helgason: Det 20. århundrede var en magisk periode i Island. Folk nød deres nyfundne frihed efter 1000 års slaveri og kedsomhed
Vild og farlig natur – sådan er det bare
For en dansker er det meget eksotisk med så farlig natur. Hvordan har islændinge det med at dele jord med vulkaner, der udgør en potentiel fare?
”Islændingene har boet i Island fra 700-tallet, og siden har vi oplevet udbrud i hundredevis. Langt de fleste sker i vildmarken oppe i landets midte, hvor der ikke bor mennesker, og mange af vores største vulkaner ligger under enorme gletchere, så de fleste udbrud har man kun mærket som flodvand eller askefald ved kysten eller slet ikke. Men nogle farlige vulkaner ligger tættere på de bebyggede områder, og indimellem er befolkningen blevet decimeret af følgerne af vulkanske udbrud.
Men sådan er det bare. Livet i Island har altid været præget af vild og farlig natur, hvad enten man har fristet døden på en fiskerkutter ude på det uforudsigelige hav eller ved at rejse mellem steder i det uforudsigelige vejr, eller bo under et bjerg, hvor de uforudsigelige laviner kan udradere huset fra jordens overflade. Man tænker ikke så meget over det, og før i tiden havde man jo Gud og troen på heldet, og i langt de fleste tilfælde gik det jo fint.
Men i dag har vi videnskaben, og mange dygtige videnskabsmænd og -kvinder, som overvåger og forsker i naturkræfterne i Island. De har oprettet et utrolig effektivt overvågningssystem overalt i landet, og man ved med stor sikkerhed, hvor og hvornår udbruddene sker. Videnskabsfolkene arbejder tæt sammen med myndighederne, og man lytter, når de advarer om katastrofer eller evakuerer områder. I Island har vi ingen hær, men et stort beredskab af frivillige redningskorps, som hjælper politiet under naturkatastrofer. Så trods al den voldsomme natur, er Island blevet et af verdens sikreste lande”.
Forelsket i naturen
“Den her nation er vanvittig, i hvert fald når det kommer til vulkanudbrud,” siger en i bogen. Hvordan vil du forklare dette udsagn? Hænger det sammen med, at der i bogen også står, at der er fest, når der er vulkanudbrud, og at det ikke er unormalt at opkalde sine børn efter vulkaner. Er dette sandt?
”Ja, det er rigtigt. Vi er meget, meget glade for vores vulkaner, selv de farligste. Hekla og Katla er meget almindelige pigenavne i Island. Jeg tror ikke, at man kan bo i Island uden at være forelsket i det uhæmmede, uforudsigelige i naturen. Hver gang et udbrud begynder, så opstår der kaos på vejene, fordi vi kører derud for at se det. Netop det er faktisk den største fare ved udbruddene: at så mange mennesker tager afsted, uden at tage hensyn til alle de andre, der også er på vej derud.
Men det er det værd, absolut! Der findes ingenting på jorden så storslået og smukt som et vulkanudbrud. Og hvis man følger politiets og redningskorpsens regler, så er det ikke farligt. Medmindre der sker noget uforudsigeligt.”
Vulkanturisme
Man får en fornemmelse af, at vulkaner er en stor turistattraktion. Kan man ligefrem tale om vulkanturisme? Og har turister ”respekt” for vulkanernes destruktive kraft?
”Ja, det kan man godt sige. Og det forstår jeg godt, fordi vulkaner er en af de bedste årsager til at besøge Island. Hvis man har en mulighed for at se et udbrud, så er det en unik og uforglemmelig oplevelse. Men det er utrolig vigtigt at være godt forberedt med de rette informationer, gode klatrestøvler og varmt tøj, og adlyde alle instruktioner fra myndighederne.
Under udbruddene på Reykjanesskagi har der ikke været så meget sikkerhedsberedskab, men masser af oplysninger. Så hvis man har lyst til at blive slået ihjel af en vulkan, er der stort set ikke nogen, som prøver at forhindre en i det!
Der findes selvfølgelig altid nogle turister, som ikke er klar over, hvor voldsom Island kan være, og som kommer i knibe, fordi de ikke har læst vejrudsigten, eller fordi de ikke forstår, at det ikke er klogt at klatre op på en vulkan i fuld gang. Men de fleste er fornuftige nok.”
LÆS OGSÅ: Signe Amtoft: Det ordner sig. Rejsedagbog fra en islandsk sommer
Kærligheden er en naturkatastrofe
Romanen handler jo ikke kun om vulkaner, men også om kærligheden som en voldsom kraft, der ikke lader sig styre og kan være altødelæggende ligesom naturens kræfter. Anna, der er naturvidenskabeligt uddannet og et fornuftbaseret menneske, virker ligefrem overrasket over, at hun bliver forelsket i Tómas Adler, den sjuskede og kunstneriske fotograf.
Hun beskriver kærligheden som noget, man ikke kan værge sig mod eller forbedrede sig på, som noget der bare sker. Hun siger, at ”digterne kan skrive, hvad de vil om kærligheden, men jeg kender den, jeg har set den i aktion. Den er en naturkatastrofe”. Men er hendes syn på kærlighed i virkeligheden ikke også et romantisk syn, ligesom digternes syn er det?
”Jo, Annas syn på kærligheden bliver hyperromantisk, da hun forelsker sig, fordi kærligheden er hyperromantisk. Anna føler sig splittet mellem to forskellige kræfter – det poetiske, følsomme, ustyrlige, og det logiske, kontrollerede, videnskabelige. Hun vælger videnskaben og fortrænger lidenskaben. Men så opdager hun, at hun ikke er det logiske, fornuftige og forudsigelige væsen, som hun tror. Og når hun bliver forelsket og mister kontrollen over sit liv, så forsøger hun at håndtere det med videnskaben, det eneste værktøj, hun har.
Vi har vænnet os til tanken om kærligheden som noget positivt og konstruktivt, noget der forbinder os med andre mennesker og gør verden til et bedre sted. Men kærligheden har også mørke og destruktive sider. Den kan ødelægge mennesker, tvinge dem til at handle imod deres egne interesser, miste kontrol over vigtige opgaver, forråde alt det, de tror på.
På præcis samme måde som vulkanudbruddet, så indeholder kærligheden både evnen til at ødelægge verdener og bygge nye op. Den er hyperromantisk, blændende smuk, dødsensfarlig og uforudsigelig. Uden kærlighed og vulkaner ville der ikke findes noget liv på jorden.”
Ilden af Sigríður Hagalín Björnsdóttir
Jordskælv ryster Reykjanes-halvøen, der huser to tredjedele af den islandske befolkning og utallige turister, og vækker de sovende vulkaner.
Ingen kender dem bedre end geologen Anna Arnardóttir, som står over for den vigtigste opgave i sin karriere.
Men katastrofen lurer i horisonten, både i undergrunden og i Annas privatliv, hvor hendes tilsyneladende perfekte ægteskab pludselig befinder sig på usikker grund.
“Karrierens og familielivets katastrofer flettes sammen på ekstremt spændende vis, og resulatet bliver eksplosivt begge steder.” – Morgunblaðið
Du kan købe Ilden online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 19 april.
Andre læste også: