Tusindvis af danskere rejste til Argentina, da udvandringsfeberen rasede i 1800-tallet. Her oprettede de en danskerkoloni med danske kirker, skoler, butikker og aviser.
Danske efterkommere mødes stadig til smørrebrødsaftener og folkedans, og en del af dem taler endda stadig dansk. Det fortæller Søren Flott, der har skrevet bogen Rejsen mod syd om danskerkolonien i Argentina og de danske udvandrere til Sydamerika.
SØREN Flott (f. 1977) er journalist. Han har tidligere blandt andet skrevet bøgerne Danmarks Titanic, Jutlandia, De danske tigre, Sønderjylland besat og Pigen i spejlet.
Du har rejst rundt i Argentina, mens du researchede på Rejsen mod syd. Hvordan lever den danske kultur videre i landet?
I dag holder dansk-argentinerne stadig fast i mange ting, der stammer fra Danmark. For det første er der sproget. Stort set alle interviews, jeg har lavet til bogen, er foregået på dansk. Mange af dem taler måske nok lidt gammeldags, og der er nyere ord, de ikke kender. For eksempel var der en ældre dame, der hele tiden kaldte mig “du gamle.”
Jeg var med til smørrebrødsaften i Necochea, der bliver holdt to gange om måneden. Der mødte jeg tre ældre gutter, der var vokset op i det samme område i Argentina. De talte alle dansk, men man kunne tydeligt høre, at den ene talte aarhusiansk, den anden midtsjællandsk med stød på vokalerne, og den sidste midtjysk. Tænk, de havde bevaret deres forfædres dialekter gennem flere generationer!
“Man siger ‘tak for mad’ omkring bordet i dansk-argentinske hjem, uanset om der ellers bliver talt dansk eller ej.”
Dansk-argentinerne har også bevaret mange danske madtraditioner. Alle de steder, jeg var på besøg, blev der serveret rullepølse og dansk kagebord. Det viser sig, at danske kager er en stor ting i området. Der er fine hoteller, der reklamerer med, at de serverer dansk dessert.
Danskerne i Argentina holdt sportsstævner med atletik, gymnastik og håndbold. Foto: Udvandrerarkivet, Aalborg
Hvordan startede den danske udvandring til Argentina?
Man kan spore den danske udvandring til Argentina til én bestemt mand – Hans Fugl fra Lolland. Han rejste til Argentina i 1840’erne, fordi han var træt af, hvor umuligt det var at stige i det sociale hierarki i Danmark. Han havde friet til præstens datter i Stege på Møn, men hendes familie sagde nej – de mente bestemt ikke, at en husmandssøn som ham var fin nok til hende.
Da han tog afsted, var der mange, der syntes, at det var fuldstændig hul i hovedet. De troede alle sammen, at han ville dø af tropiske sygdomme eller blive slået ihjel af cowboys.
Men det gik godt for Hans Fugl i Argentina. Han blev hvededyrker, møller og endda borgmester i byen Tandil. Da han var på et kort visit i Danmark, valgte 16 mønboer at rejse med ham tilbage til Argentina. De havde hørt ham fortælle om landet mod syd og dets mange muligheder, og nu ville de også prøve lykken. Så den første bølge af udvandring skyldtes nærmest ene og alene Hans Fugl.
15.000 danskere udvandrede til Sydamerika fra midten af 1800-tallet og til starten af 1900-tallet. Hvorfor valgte så mange at forlade Danmark?
Hvis du boede i Danmark i den periode, havde du ikke ret mange muligheder. Jorden var ejet af store godsejere eller af større gårdmænd. Langt de fleste på landet var enten husmænd, som ikke havde nok jord til at kunne leve af det, eller landarbejdere, der slet ikke havde noget jord – det var karle, tjenestepiger eller daglejere. På det tidspunkt var det stadig lovligt at slå – mestre slog deres lærlinge, man fik bank i skolen, og mændene slog deres koner.
Men mange var trætte af at bukke og skrabe. De havde fået nok af de stive omgangsformer og de dårlige fremtidsudsigter. I Argentina mødte de en helt anden form for lighed i omgangstonen. Om man var den største godsejer eller en fattig landarbejder, blev man behandlet ens, når man mødtes.
“I Argentina var der ingen skam i at gå på røven og forsøge at kæmpe sig op igen – det kunne ske for enhver.”
Hvor slog danskerne sig ned i Argentina?
Langt de fleste danskere slog sig ned i det, der kaldes danskertrekanten. Den ligger mellem byerne Tandil, Necochea og Tres Arroyos på den frodige argentinske pampa.
Ret hurtigt dannede der sig et dansk fællesskab. Argentina er katolsk, og de katolske præster ville ikke have noget med danskerne at gøre, for de var jo protestantiske kættere. Så de danske udvandrere i Tandil dannede deres egen menighed og samlede ind, så de til sidst kunne bygge en dansk kirke. Kirken blev et nationalt samlingspunkt for dem – det var her, de sang danske salmer, døbte deres børn og begravede deres døde. Senere byggede udvandrerne også danske skoler, butikker og lavede danske aviser.
I de første generationer af den danske udvandring i Argentina kunne man faktisk klare sig på dansk hele livet igennem.
Den danske kirke i Tandil hører stadig under den københavnske biskop. Foto: Udvandrerarkivet, Aalborg
Hvorfor var det så vigtigt for udvandrerne at holde fast i den danske kultur?
Mange af de danske udvandrere så Argentina som et midlertidigt hjem. De havde planer om at vende tilbage til Danmark, når de havde tjent en masse penge. Det lykkedes bare ikke for ret mange af dem, og de fleste fortsatte et nøjsomt liv i Argentina. Men fordi de troede, at det skulle være et midlertidigt ophold, var der heller ikke rigtig grund til at integrere sig i samfundet. Hvorfor skulle man lære spansk og blive venner med de lokale, når man alligevel snart skulle afsted igen?
Der er også andre grunde til, at den danske kultur blev så vigtig for udvandrerne. Det var især kvinderne, der holdt fast i den. De boede ret isoleret på gårde, hvor der kunne være mange kilometer til den nærmeste nabo. Mændene var ude at arbejde og havde mere med omverdenen at gøre. Men kvinderne gik derhjemme, og der var mange af dem, der boede et helt liv i Argentina uden nogensinde at lære sproget.
Kan de danske udvandrere blive ved med at bevare den danske kultur i Argentina?
Lige nu er der ca. 5000 ud af de 50.000 danske efterkommere, der taler dansk. Det er vist kun et spørgsmål om tid, før det danske sprog dør ud i Argentina. De fleste, der stadig kan dansk dernede, er over 60 år, så det er ikke noget, den yngre generation kommer til at føre videre.
Men det danske fællesskab vil helt sikkert fortsætte. Jeg tror, at mange vil holde fast i de danske kirker og deres protestantiske tro. Og selvfølgelig maden! Flæskestegen, smørrebrødet og de danske kager er stadig enormt populære – selvfølgelig blandet med argentinske retter.
“I de dansk-argentinske hjem bliver der både serveret rullepølse og ærkeargentinske empanadas.”
Jeg talte med en ung dansk-argentinsk fyr under min rejse i
Argentina. Han kunne ikke dansk, så vores
samtale foregik på engelsk. Han var i gang med
at fortælle om sine bedste barndomsminder, da han udbrød:
“I will never forget the taste and smell when bedstemor made flæskesteg with salsa marron.”
Salsa marron er brun sovs! Jeg synes, det viser så fint, hvordan det danske lever videre side om side med det argentinske.
Søren Flott: Rejsen mod syd
Mange kender historien om de danskere, der i slutningen af 1800-tallet udvandrede til USA. Hvad færre ved er, at over 15.000 danskere valgte at slå sig ned i Sydamerika.
I Rejsen mod syd fortæller Søren Flott om de danske udvandrere i Argentina. Særligt i hovedstaden Buenos Aires slog særligt mange danskere sig ned og skabte en danskerkoloni med danske forretninger, dansk skole og dansk kirke, så man kunne holde fast i den danske identitet. Bogen fortæller dog også om eventyrerne, der optændt af drømmen om rigdom drog ind i junglen for at finde El Dorado.
Rejsen mod syd er baseret på arkivresearch og interviews med de danske efterkommere i Argentina.
Du kan købe Rejsen mod syd online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Tusindvis af danskere rejste til Argentina, da udvandringsfeberen rasede i 1800-tallet. Her oprettede de en danskerkoloni med danske kirker, skoler, butikker og aviser.
Danske efterkommere mødes stadig til smørrebrødsaftener og folkedans, og en del af dem taler endda stadig dansk. Det fortæller Søren Flott, der har skrevet bogen Rejsen mod syd om danskerkolonien i Argentina og de danske udvandrere til Sydamerika.
Du har rejst rundt i Argentina, mens du researchede på Rejsen mod syd. Hvordan lever den danske kultur videre i landet?
I dag holder dansk-argentinerne stadig fast i mange ting, der stammer fra Danmark. For det første er der sproget. Stort set alle interviews, jeg har lavet til bogen, er foregået på dansk. Mange af dem taler måske nok lidt gammeldags, og der er nyere ord, de ikke kender. For eksempel var der en ældre dame, der hele tiden kaldte mig “du gamle.”
LÆS OGSÅ: 5 bøger om danske udvandrere, som drømte om et bedre liv
Jeg var med til smørrebrødsaften i Necochea, der bliver holdt to gange om måneden. Der mødte jeg tre ældre gutter, der var vokset op i det samme område i Argentina. De talte alle dansk, men man kunne tydeligt høre, at den ene talte aarhusiansk, den anden midtsjællandsk med stød på vokalerne, og den sidste midtjysk. Tænk, de havde bevaret deres forfædres dialekter gennem flere generationer!
Dansk-argentinerne har også bevaret mange danske madtraditioner. Alle de steder, jeg var på besøg, blev der serveret rullepølse og dansk kagebord. Det viser sig, at danske kager er en stor ting i området. Der er fine hoteller, der reklamerer med, at de serverer dansk dessert.
Foto: Udvandrerarkivet, Aalborg
Hvordan startede den danske udvandring til Argentina?
Man kan spore den danske udvandring til Argentina til én bestemt mand – Hans Fugl fra Lolland. Han rejste til Argentina i 1840’erne, fordi han var træt af, hvor umuligt det var at stige i det sociale hierarki i Danmark. Han havde friet til præstens datter i Stege på Møn, men hendes familie sagde nej – de mente bestemt ikke, at en husmandssøn som ham var fin nok til hende.
Da han tog afsted, var der mange, der syntes, at det var fuldstændig hul i hovedet. De troede alle sammen, at han ville dø af tropiske sygdomme eller blive slået ihjel af cowboys.
Men det gik godt for Hans Fugl i Argentina. Han blev hvededyrker, møller og endda borgmester i byen Tandil. Da han var på et kort visit i Danmark, valgte 16 mønboer at rejse med ham tilbage til Argentina. De havde hørt ham fortælle om landet mod syd og dets mange muligheder, og nu ville de også prøve lykken. Så den første bølge af udvandring skyldtes nærmest ene og alene Hans Fugl.
15.000 danskere udvandrede til Sydamerika fra midten af 1800-tallet og til starten af 1900-tallet. Hvorfor valgte så mange at forlade Danmark?
Hvis du boede i Danmark i den periode, havde du ikke ret mange muligheder. Jorden var ejet af store godsejere eller af større gårdmænd. Langt de fleste på landet var enten husmænd, som ikke havde nok jord til at kunne leve af det, eller landarbejdere, der slet ikke havde noget jord – det var karle, tjenestepiger eller daglejere. På det tidspunkt var det stadig lovligt at slå – mestre slog deres lærlinge, man fik bank i skolen, og mændene slog deres koner.
LÆS OGSÅ: Rejsen til Amerika. På jagt efter den amerikanske drøm
Men mange var trætte af at bukke og skrabe. De havde fået nok af de stive omgangsformer og de dårlige fremtidsudsigter. I Argentina mødte de en helt anden form for lighed i omgangstonen. Om man var den største godsejer eller en fattig landarbejder, blev man behandlet ens, når man mødtes.
Hvor slog danskerne sig ned i Argentina?
Langt de fleste danskere slog sig ned i det, der kaldes danskertrekanten. Den ligger mellem byerne Tandil, Necochea og Tres Arroyos på den frodige argentinske pampa.
Ret hurtigt dannede der sig et dansk fællesskab. Argentina er katolsk, og de katolske præster ville ikke have noget med danskerne at gøre, for de var jo protestantiske kættere. Så de danske udvandrere i Tandil dannede deres egen menighed og samlede ind, så de til sidst kunne bygge en dansk kirke. Kirken blev et nationalt samlingspunkt for dem – det var her, de sang danske salmer, døbte deres børn og begravede deres døde. Senere byggede udvandrerne også danske skoler, butikker og lavede danske aviser.
I de første generationer af den danske udvandring i Argentina kunne man faktisk klare sig på dansk hele livet igennem.
Foto: Udvandrerarkivet, Aalborg
Hvorfor var det så vigtigt for udvandrerne at holde fast i den danske kultur?
Mange af de danske udvandrere så Argentina som et midlertidigt hjem. De havde planer om at vende tilbage til Danmark, når de havde tjent en masse penge. Det lykkedes bare ikke for ret mange af dem, og de fleste fortsatte et nøjsomt liv i Argentina. Men fordi de troede, at det skulle være et midlertidigt ophold, var der heller ikke rigtig grund til at integrere sig i samfundet. Hvorfor skulle man lære spansk og blive venner med de lokale, når man alligevel snart skulle afsted igen?
LÆS OGSÅ: One Dollar Man – Jagten på den gode historie
Der er også andre grunde til, at den danske kultur blev så vigtig for udvandrerne. Det var især kvinderne, der holdt fast i den. De boede ret isoleret på gårde, hvor der kunne være mange kilometer til den nærmeste nabo. Mændene var ude at arbejde og havde mere med omverdenen at gøre. Men kvinderne gik derhjemme, og der var mange af dem, der boede et helt liv i Argentina uden nogensinde at lære sproget.
Kan de danske udvandrere blive ved med at bevare den danske kultur i Argentina?
Lige nu er der ca. 5000 ud af de 50.000 danske efterkommere, der taler dansk. Det er vist kun et spørgsmål om tid, før det danske sprog dør ud i Argentina. De fleste, der stadig kan dansk dernede, er over 60 år, så det er ikke noget, den yngre generation kommer til at føre videre.
Men det danske fællesskab vil helt sikkert fortsætte. Jeg tror, at mange vil holde fast i de danske kirker og deres protestantiske tro. Og selvfølgelig maden! Flæskestegen, smørrebrødet og de danske kager er stadig enormt populære – selvfølgelig blandet med argentinske retter.
LÆS OGSÅ: One Dollar Man, den største dansker, du (sikkert) aldrig har hørt om
Jeg talte med en ung dansk-argentinsk fyr under min rejse i Argentina. Han kunne ikke dansk, så vores samtale foregik på engelsk. Han var i gang med at fortælle om sine bedste barndomsminder, da han udbrød:
“I will never forget the taste and smell when bedstemor made flæskesteg with salsa marron.”
Salsa marron er brun sovs! Jeg synes, det viser så fint, hvordan det danske lever videre side om side med det argentinske.
Søren Flott: Rejsen mod syd
Mange kender historien om de danskere, der i slutningen af 1800-tallet udvandrede til USA. Hvad færre ved er, at over 15.000 danskere valgte at slå sig ned i Sydamerika.
I Rejsen mod syd fortæller Søren Flott om de danske udvandrere i Argentina. Særligt i hovedstaden Buenos Aires slog særligt mange danskere sig ned og skabte en danskerkoloni med danske forretninger, dansk skole og dansk kirke, så man kunne holde fast i den danske identitet. Bogen fortæller dog også om eventyrerne, der optændt af drømmen om rigdom drog ind i junglen for at finde El Dorado.
Rejsen mod syd er baseret på arkivresearch og interviews med de danske efterkommere i Argentina.
Du kan købe Rejsen mod syd online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: