Læs første kapitel af Sarah Engells nye spændingsroman Den kinesiske tvilling.
I Den kinesiske tvilling af Sarah Engell har en stor personlige tragedie ramt hovedpersonen Eva. Samtidig må hun passe sin mand, der pludseligt er blevet lam fra halsen og ned.
Mens Eva forsøger at tilpasse sig sin nye hverdag, rammes den lille jyske provinsby, hun bor i, af en række mystiske og grufulde hændelser.
LÆS OGSÅ: Årets bedste krimier 2020. Har du læst dem alle? Se dem her.
En grav graves op, et barn bliver kidnappet, og en kvinde forsvinder. Hver gang efterlades et nyt kinesisk tegn som eneste spor. Eva sætter sig for at finde ud, hvad der foregår …
Sarah Engell
Den kinesiske tvilling
Kapitel 1
Det var forbudt at græde mere. Kirsebærtræet blomstrede, og lyserød sne faldt over os, da vi satte os i græsset.
Det var bedst, hvis én meldte sig frivilligt. Ellers måtte far vælge.
Vi blev efterladt i haven for at tænke over det. Måtte ikke komme ind, før han sagde til.
Det var længe siden nu. Træets skygge havde flyttet sig langt på plænen. Hver gang jeg kiggede på huset, fik jeg ondt i maven.
”Jeg skal tisse,” hviskede jeg.
”Det skal jeg også.”
Flere blomsterblade faldt gennem luften. I det fjerne brølede en ko. En lang klagende lyd, der hang længe over de flade marker med gul vinterraps og nyspirede ærter.
Jeg lukkede øjnene. Ville ønske, jeg kunne falde i søvn, men mine øjne blev ved med at åbne sig. Ligesom på lillesøsters dukke, når man satte den op.
”Måske har han glemt os,” hviskede jeg.
”Måske.”
Jeg kiggede på huset igen. De mørke vinduer. Den lukkede dør. Hver gang der kom et vindpust, så det ud, som om huset rejste børster. Der var slyngplanter overalt på de røde mursten. Store, dybgrønne blade med hvide streger, der lignede blodårer. Huset var næsten helt forsvundet. Det fik mig til at tænke på dengang, vi var mindre og begravede hinanden i sandkassen. Følelsen af ikke at kunne få luft.
Nu løftede bladene sig igen. Jeg kunne ikke holde op med at se på huset og den lukkede dør. Mavepinen blev værre, og mine fødder gik derover af sig selv.
Blodet susede, da jeg tog i håndtaget. Der var ikke låst, og selv om jeg var rædselsslagen, gik jeg ind.
Røgelsespindene havde brændt siden i går morges. Alligevel var der en ram lugt i huset. Mine fingerspidser strøg over den rå murstensvæg i entréen. Jeg turde ikke tænde lys. Gik på tåspidser og gjorde mig umage med at træde på de rigtige gulvbrædder, forbi lukkede paraplyer og veloursko med tynde remme. Her var dunkelt. Alle gardiner var trukket for.
Det knirkede, og jeg stivnede. Så på min fod, der havde ramt forkert. Der var en svag hvislen. Som nogen, der trak vejret, og jeg tænkte på sovende drager. Ånder og abekatte og skællede slanger med løvehoveder.
Lad ikke fantasien løbe løbsk. Sådan ville de voksne sige, hvis de var her.
Røgelsespindene var med patchouliblomst. Lillesøsters yndlings.
Mine fødder begyndte at gå igen, uden at jeg havde givet dem lov.
Huset var virkelig koldt. Hvordan havde de fået gjort det så koldt? Udenfor var det maj, og hele haven blomstrede.
Køkkendøren stod på klem. På komfuret hvislede blå gasflammer under en gryde med grønsager. Det var den lyd, jeg havde hørt. Det lugtede brændt. Jeg ville gå hen og slukke, men turde ikke.
På stuedøren hang en tegning af en tiger. Den var sat op med klisterbånd. Tigerens tænder var meget lange. Jo længere de var, jo mere forbudt var det at gå ind.
Jeg trykkede håndtaget ned, så forsigtigt jeg kunne. Stuen var væk. Det eneste, jeg kunne se, var hvide lagener, der hang fra loft til gulv. Jeg satte mig på hug og løftede op i lagenkanten. Det gav et sug i maven, da jeg opdagede hende.
Jeg havde slet ikke hørt, at der var nogen herinde. Hun sad musestille i sofaen. Kun hendes hænder bevægede sig. Hun foldede papirblomster. Hvide, pink og røde. Hun gjorde det hurtigt og uden at se op. Mit hjerte hamrede, mens jeg sad under lagenkanten. Jeg kunne ikke holde op med at kigge.
Hendes hår. Det var så langt. Jeg havde aldrig set det hænge løst. Det var sort og blankt og lige så smukt som papirklippene i vores eventyrbog. Jeg havde aldrig set mor se sådan ud før.
Hun løftede hovedet og fik øje på mig.
I elektriske sekunder stirrede vi på hinanden.
Hun lagde en halvfærdig blomst fra sig og kom med hurtige skridt.
”Har jeg ikke sagt, at I ikke må være herinde?” Hun skubbede mig tilbage gennem entréen. Hendes natkjole var krøllet, og hun havde bare tæer på det kolde gulv.
”Din mad er ved at brænde på,” sagde jeg.
Hun skubbede mig ud i haven uden at svare.
Der lød et klik, da låsen blev drejet om.
Jeg løb rundt om huset til køkkenvinduet. Mors hånd kom til syne, da hun satte det på haspe. Jeg kunne lugte de brændte grønsager. Gardinerne bevægede sig svagt i vinden, og jeg listede hen til det åbne vindue for at se ind.
Mor rodede i gryden med en bambusske. Hun pillede noget op, der så forkullet ud. Stod længe og kiggede på det. Så lagde hun skeen fra sig og pressede hænderne mod øjnene.
Det føltes, som om hun pressede på mine øjne også, og jeg var nødt til at kigge på noget andet. På pakkerne med tørrede svampe og dampkogeren. Soja, eddike, fiskesauce. De skarpe knive, der hang på væggen.
Først nu fik jeg øje på dem. Alle fadene, der var stillet frem på spisebordet. Jeg havde aldrig før set så meget mad. Ikke engang til månefesten.
Jeg prøvede at føle mig sulten. Men jeg mærkede kun kvalme.
Det gav et sæt i mig, da vinduet blev lukket. Jeg nåede lige at se mors våde øjne, inden køkkenet forsvandt.
Jeg stak hænderne i lommen. Sparkede til en gul mælkebøtte. På den anden side af ærtemarkerne stod vindmøllerne stille. Solen fik skyerne til at lyse orange.
Med hænderne i lommen gik jeg tilbage i baghaven. Min bror rejste sig op under kirsebærtræet.
”Så du noget?” spurgte han.
”Ikke rigtig. Men der var masser af mad i køkkenet.”
”Century eggs?”
Jeg nikkede.
Han slog til en gren, så det sneede endnu mere. De lyserøde blomsterblade dalede ned i græsset omkring os.
”Du er ældst,” sagde han. ”Selvfølgelig vælger far dig.”
”Men du er deres yndlingssøn. Han vælger helt sikkert dig.”
Vi skulede til hinanden. Der var en sitrende stemning i luften.
Jeg tænkte på åndemanere og gulddrager og larmende optog, der marcherede gennem brostensbelagte gader med trommer og farvestrålende silketøj.
Her var der stille. Flade marker, stråtækte huse og rød-hvide flag, der skulle tages ned, når det blev mørkt. Langt borte brølede naboens ko igen.
”Far vælger dig,” gentog han. ”Jeg kan mærke det.”
”Jeg kan mærke, at du lyver,” sagde jeg.
I det samme blev døren åbnet, og far kom til syne.
Den sitrende stemning blev kraftigere. Som om han trykkede luften sammen, mens han gik gennem haven hen mod os. Hans sorte hår var lagt ned med vand. Sideskilningen var som tegnet med en lineal. Han så træt ud.
”Wu-Chao. Wu-Kang.” Han smilede til os. Løftede hænderne for at kalde os nærmere.
Vi gik langsomt frem og stillede os foran ham.
”Mine sønner.” Far lagde en hånd på min brors skulder og en på min. Hans krop lignede vores, selv om vi kun var otte år: spinkel og ikke særlig høj.
”Familien er det vigtigste,” sagde han. ”Altid.”
Vi nikkede.
”Forstår I det?” sagde han.
Vi nikkede igen.
Han kneb øjnene sammen, så de blev endnu mindre, end de plejede at være.
”I dag er en festdag. Det vil jeg gerne have, at I respekterer. Ikke flere tårer. Ikke flere diskussioner. I dag er vi glade. Alle sammen. Okay, drenge?”
Min bror så ned i græsset. Min mave snurrede rundt og rundt, ligesom vaskemaskinen, når den centrifugerede.
”At kunne gøre noget for sin familie er den største glæde, et menneske kan opleve. Vi bor i et land, hvor man ikke altid forstår dét. Et land, hvor man er sig selv nærmest. Men vi er heldige. Vi har en stærk kultur med os. En kultur, der gør os uovervindelige. Ikke mindst på en dag som i dag.”
Denne gang var det kun mig, der nikkede. Min bror stod med bøjet nakke. Prøvede sikkert at gøre sig mindre, end han var.
”Husk, at jeres bedstefar arbejdede for selveste kejseren. I er født ind i en mægtig slægt.”
Det sagde han altid, når han ville have os til at gøre noget, vi var bange for. Vi vidste godt, at bedstefar kun havde arbejdet i administrationen. Han havde ikke engang mødt kejseren.
”Hvad siger I?” spurgte far. ”Er der én, der melder sig?”
Hans øjne lignede flintesten. Sorte og hårde. Min mave snurrede hurtigere og hurtigere, mens jeg så ind i dem.
”Nå,” sagde han. ”Men så må jeg jo vælge.”
Han så skiftevis på os. Sine to otteårige sønner.
”Smil, drenge,” sagde han. ”Husk, det er en festdag. Det dur ikke med en trist brudgom.”
Kapitel 2
Små trevler af blod snurrer rundt i kummen, og jeg skyller for anden gang. Står lidt med trusserne om knæene og har ikke lyst til at skifte bind. Tænker, at jeg kan vente til næste gang, jeg skal tisse.
Idet jeg trækker trusserne op, forekommer det mig, at jeg tænkte nøjagtigt det samme, sidst jeg tissede.
Jeg strammer morgenkåbens bælte og går hen til vasken. Falder i staver over de turkise glasmosaikker på væggen.
Vandhanen tænder spruttende, og jeg vasker hænder. Bliver i tvivl om, hvorvidt jeg allerede har gjort det. Sæbeskummet lugter syntetisk. Det er den billige fra supermarkedet, som jeg ikke bryder mig om.
Lyden af bildæk mod grus får mig til at løfte blikket. Gennem persiennerne kan jeg se en politibil standse foran huset. Vinduesviskerne kører hurtigt, selv om det kun støvregner. Et par krager letter skræppende fra grusvejen og forsvinder ud over de stubbede sorte marker, hvor rapsen ikke længere blomstrer.
Min puls stiger, mens jeg kigger på politibilens lys, der slukkes. Fordørene går op, og to betjente stiger ud. Torben lader hånden glide over sit store røde fuldskæg, inden han sætter politikasketten på hovedet. Den anden er en kvinde, jeg ikke har set før.
De står lidt og kigger på kasserne i forhaven. Støvregnen har gjort pappet mørkebrunt. Torben siger noget, og kvinden nikker. De vender sig mod huset og begynder at gå op mod hoveddøren.
Jeg er ved at snuble over blepakken, da jeg bakker væk fra badeværelsesvinduet. Jeg sætter mig på hug bag toilettet. Holder vejret.
De har opdaget det. Selvfølgelig har de opdaget det. Dørklokken ringer.
Tæt ved mit øre siger toilettet en svag, rislende lyd, og jeg lukker øjnene.
Jeg skulle have forberedt mig.
Dørklokken ringer igen.
”Eva! Steen!” Det giver et ryk i mig, da Torben kalder derudefra. Lyden af vores navne river mig tilbage til virkeligheden. Jeg støtter mig til toilettet og kommer op at stå. Hvad laver jeg egentlig? Sidder og gemmer mig for politiet?
Jeg roder i morgenkåbens lomme, finder æsken med Ga-Jol og putter nogle i munden.
Inde i spejlet er jeg sært uskarp, som et foto taget med rystet hånd. Mit blik er panikslagent, og jeg retter på hårknolden, forsøger at lægge et par grå hår ned. Jeg ser på mit spejlbillede, som man ser på noget ødelagt. Så går jeg ud for at åbne.
Septemberluften er frisk og fugtig, af støvregn og langt græs. Bag de revnede skyer er en bleg sol allerede nået højt op på himlen og får mig til at misse med øjnene.
”Nå?” Torben giver mig et klap på skulderen. ”Vækkede vi dig?”
”Lidt.”
”Det må du undskylde. Hvordan står det til herhjemme?”
”Sådan da.”
Han gnider sig over fuldskægget. Ser hen mod papkasserne i græsset.
”Jeg beklager virkelig det her,” siger han. ”At komme i embedsøjemed, som tingene er lige nu.”
Jeg ser på pistolen i hans bælte. Håndjernene.
”Men jeg tænkte, at det trods alt var bedre, at det var mig, der kom.”
Jeg nikker langsomt.
”Dav.” Kvinden rækker hånden frem. ”Dagmar. Jeg er Torbens nye makker.”
”Goddag.”
Hendes varme håndtryk gør mig bevidst om, hvor kold min egen hånd er.
”Har du din mand hjemme?” spørger Dagmar.
”Hvad?”
”Ja, du må undskylde, at vi sådan kommer uanmeldt,” siger Torben. ”Jeg ved godt, at I …” Han gør en håndbevægelse.
Jeg strammer morgenkåbens bælte, selv om det allerede er stramt. ”Er Steen derinde?”
Torben gør et nik forbi mig. ”Vi ville gerne lige tale med ham.”
Jeg sætter hånden mod dørkarmen og spærrer vejen. ”Det passer desværre ikke så godt. Han ligger lige og … sover.”
Dagmar trækker op i ærmet og kigger på sit ur.
”Må han ikke ringe tilbage til jer?” spørger jeg. ”Når han vågner.”
”Vi ville meget gerne tale med ham personligt,” siger Torben.
”Det tager ikke så lang tid.”
”I kan bare sige det til mig, så siger jeg det videre.”
”Som sagt vil vi meget gerne tale med ham personligt. Det drejer sig om hans far.”
Det gør mig så forvirret, at min arm falder ned langs siden igen. Steens far?
”Okay,” siger jeg. ”Så kom ind.”
Med foden skubber jeg til barselskurven, som jeg stadig ikke har fået fjernet fra dørtrinnet og taget ind i huset. Det regnvåde cellofan klæber til en hjerteformet æske chokolader og en pose kaffebønner. Kortet er helt regnet i stykker.
Torben og Dagmar træder ind i entréen. Hendes blik glider rundt i det halvmørke, rodede rum.
”Sådan en her har jeg altid ønsket mig.” Hun klapper på den rå murstensvæg. ”Vi bor også i en rødstensvilla.”
”Sviner ad Pommern til at fjerne puds,” siger Torben, da jeg ikke svarer.
Jeg fjerner bunken med svedige lagener, der ligger i vejen. Skubber de uåbnede breve fra kommunen ind under nogle reklamer og taber en pakke vådservietter på gulvet. Alle muskler i min krop spænder. Er det ulovligt, at jeg ikke har ringet efter nogen? At jeg bare har ladet ham ligge?
”Jeg beklager rodet,” siger jeg. ”Der har været lidt meget, og jeg …”
”Det skal du ikke tænke på,” siger Torben. ”Vil du ikke vække Steen og fortælle, at vi er her?”
”Selvfølgelig. Jo. Øjeblik.”
Vi følges ind i stuen, og de bliver stående ved kaminen, mens jeg tøvende nærmer mig den lukkede dør til soveværelset.
Jeg trykker håndtaget ned og lister ind, selv om jeg godt ved, at han allerede er vågen. At han med garanti har hørt alt, hvad der er foregået, siden det ringede på døren.
Jeg ser på Steens gullige håndrygge og bare fodsåler. Han ligger, som han plejer, med armene ned langs siderne og fødderne udenfor dynen, så han ikke bliver for varm. Uret på væggen tikker. Jeg bliver stående sådan. Forsøger at beregne den tid, det ville tage at vække en mand, der sov.
”Undskyld,” hvisker jeg, inden jeg går tilbage til betjentene. De står stadig ved kaminen. En gammel, indbygget sag med sirlige udskæringer, som vi ikke har turdet bruge, siden vi tændte op første gang, og hele stuen blev fyldt med røg.
”Okay,” siger jeg. ”Han er derinde.”
Betjentene kanter sig udenom det fyldte tørrestativ, gulvspanden med koldt, brunt sæbevand og affaldsposerne, som jeg ikke har båret ud endnu.
”Vent!”
Mit udbrud stopper dem.
Torben ser spørgende på mig.
”Det er bare, fordi …” Jeg retter igen på håret. Forsøger at trække vejret normalt. ”I skal ikke blive forskrækkede. Men han kan ikke bevæge sig.”
”Hvad?”
”Det er, fordi … Han er blevet lam.”
Jeg hvisker ordet, men så snart det slipper mine læber, svulmer det op og fylder stuen som et alt for stort møbel.
”Men …” Torben kigger på soveværelsesdøren. ”Sidst jeg så ham, var han da…”
”Det er også meget nyt,” siger jeg. ”Tolv døgn.”
”Hvad er der sket med ham?”
”Vi er ikke helt klar over det.”
”Er han faldet ned fra noget?”
”Ikke så vidt jeg ved.”
”Men der har været en læge og se til ham?”
Jeg nikker. ”Doktor Møller siger, at det er en helt normal reaktion ovenpå det, vi har været igennem. Han siger, at det burde gå over i løbet af et par dage.”
”Men sagde du ikke, at han havde ligget her i tolv døgn?”
”Steen har altid været meget følsom. Det ved doktor Møller godt. Vi er nødt til at give ham tid.”
De skæver til hinanden, og jeg sveder under armene.
”Burde han ikke være på hospitalet?” spørger Dagmar.
”Doktor Møller mener, det er bedst, han er i trygge rammer.” Jo mere jeg fordrejer sandheden, jo mere sveder jeg. I virkeligheden sagde doktor Møller nøjagtigt det samme som Dagmar. Tog endda sin telefon frem for at ringe til hospitalet. Men jeg talte ham fra det. Bønfaldt ham om at holde det mellem os.
De må ikke tage ham fra mig. Steen er den eneste, jeg har tilbage.
Og jeg kan ikke være alene i huset. Ikke længere.
”Det var dog forfærdeligt,” siger Dagmar. ”Og nu det med hans far oveni.”
”Jeg tror, I må tage fejl,” siger jeg. ”Steens far døde for fire år siden.”
”Ja,” siger Torben. ”Det er dét, der er sagen.”
Jeg ser forvirret på ham.
”Jeg beklager,” siger han. ”Én ulykke kommer sjældent alene.”
”Ulykke?”
Han nikker til soveværelsesdøren. ”Lad os tage den sammen med Steen.”
Soveværelset er mørkt bag de nedrullede persienner. Her lugter af fyldt ble, og Torben træder langsomt ind. Så langsomt, at han går i stå.
Steens hår er friseret foran. Bagpå er det fladt og filtret. Der går en tydelig grænse, hvor jeg ikke har kunnet komme til med børsten. På hans natbord står en lyserød tudekop med blomster.
I min side er lagenet krøllet og dynen på vej ud over kanten. Min telefon ligger på hovedpuden og lader. På mit natbord står et glas sovepiller og en pakke Natracone New Mother-efterfødselsbind.
”Skal jeg skifte ham, inden vi snakker?” siger jeg.
Torben trækker kasketten frem og tilbage på hovedet.
”Det tager ikke så lang tid,” siger jeg. ”I kan vente i stuen imens.”
”Det er okay,” siger Dagmar. ”Det er fint sådan her.”
Hun kanter sig udenom Torben og hen til dobbeltsengen. Går lidt i knæ for at komme i øjenhøjde.
”Goddag, Steen. Og undskyld forstyrrelsen. Jeg hedder Dagmar og er Torbens nye makker.”
Steens øjne flakker mellem betjentene og mig. Som om det først nu går op for ham, at vi er her.
”Hvad sker der?” spørger han.
”Der er desværre noget, vi er nødt til at fortælle,” siger Dagmar.
”Hvad?” Steen ser på Torben.
”Skal jeg løfte dig lidt op?” spørger jeg. ”Vil du have en ekstra pude i ryggen?”
Han blinker to gange.
”Okay.” Jeg vender mig mod betjentene. ”Vil I egentlig have noget kaffe?”
Torben holder en hånd op.
”Noget at spise, så? Jeg ved ikke rigtig, hvad der er i køleskabet, men nogle gange er der en kage.”
Jeg kan selv høre, hvor nervøs jeg lyder.
”Ellers tak.”
Torben går tættere på sengen. Der er noget kejtet og nølende ved den ellers så robuste mand. Armene hænger slapt ned, og jeg tænker på, hvordan de plejede at hilse. Torbens råb og Steens udbredte arme. To mænd, der krammede og klaskede hinanden på ryggen, hårdt og flere gange, som når man vil banke det sidste ud af en flaske ketchup.
”Steen, gamle dreng. Hvad er det med dig?”
”Ja, det er ikke så godt.”
”Eva siger, at du er blevet … lam?”
”Fra halsen og ned.”
Torben tager kasketten af og holder den foran brystet.
”Havde jeg vidst det, var jeg selvfølgelig kommet forbi.”
Steen blinker tre gange for at signalere det er okay. Er sikkert så forvirret lige nu, at han har glemt, det kun er os to, der forstår blinkesproget.
”Hvad pokker gør vi nu med oldboysholdet?” siger Torben. ”Du må se at komme på benene igen, så vi ikke ryger helt ud.”
”Jeg gør, hvad jeg kan.”
”Men jeg forstår stadig ikke … hvad er der sket med dig? En frisk mand i sin bedste alder. Hvordan er du endt sådan her?”
”Jeg ved det ikke.”
”Det skete lige pludselig,” siger jeg. ”Fra det ene øjeblik til det andet.”
Torben ryster på hovedet. Siger, at det lyder helt ubegribeligt.
”Det er ikke engang tre uger siden, du lavede dit vinderstraffespark. Drengene taler stadig om det. Og nu ligger du bare her.”
”Tja.”
”Er der noget, jeg kan gøre? I må endelig sige til. Jeg kan handle for jer eller komme forbi med noget aftensmad? Jeg laver en ret god lasagne, hvis jeg selv skal sige det.”
”Vi klarer den,” siger jeg. ”Ellers mange tak.”
Torben nikker. Han flytter vægten fra fod til fod, som om han ikke kan beslutte sig for, om han skal omfavne Steen eller skynde sig at få samtalen overstået og komme væk herfra.
En spyflue flyver gennem rummet og lander på Steens ene storetå. Jeg vifter den væk. Vi ser alle tre efter den, da den flyver en runde i soveværelset og lander på hans storetå igen. Den kravler over fodsålen. Små, sorte ben.
Jeg vifter igen. Bliver ved med at vifte, indtil fluen giver op og sætter sig på væggen i stedet.
Dagmar ser på sit armbåndsur.
”Jeg er ked af det, men vi skal jo også videre, Torben. På patrulje.”
Torben drejer kasketten i hænderne.
”Det er jo næsten ikke til at holde ud. At komme med sådan en nyhed, når I allerede …” Han laver en håndbevægelse.
”Vi skal desværre overbringe jer en ubehagelig nyhed,” siger Dagmar. ”Vil I sidde? Eller … vil du sidde, Eva?”
Jeg kigger rundt i soveværelset, men der er kun dobbeltsengen. ”Det er fint,” siger jeg. ”Hvad med jer selv? Skal jeg hente nogle stole?”
”Det skal du ikke tænke på. Vi kører snart igen.” Hun ser på Torben, som nikker og sætter kasketten på hovedet.
”Sagen er den,” siger han, ”vi fik et opkald fra kirken i morges. Der har været nogen i nat og lave hærværk. På kirkegården.”
”Kirkegården?” hvisker jeg.
”Det er din far, Steen. Hans gravsted …” Torben skifter stilling. ”Vi beklager meget at skulle overbringe jer nyheden. Det var kirketjeneren, der kontaktede os. Han opdagede, at der var skrevet noget på stenen.”
”Altså graffiti?” spørger jeg.
Torben ryster på hovedet.
”Det viste sig at være en slags hobbymaling. Det var gjort meget sirligt. Med en tynd pensel. Vedkommende har gjort sig umage. Alligevel var det svært at tyde. Regnen har ødelagt en del. Og så er vi ekstra udfordrede af, at det ikke var skrevet med bogstaver, men med kinesiske tegn.”
Der er et øjebliks tavshed, hvor kun vægurets tikken høres.
”Vi er selvfølgelig ved at få det oversat,” siger Dagmar. ”Men det er jo svært, når noget af malingen er flydt ud.”
”Først troede kirketjeneren bare, at det var drengestreger,” siger Torben. ”Men da han kiggede nærmere efter, kunne han se, at nogen havde gravet i jorden.”
”Der var ellers revet og det hele,” siger Dagmar. ”Og både perlegrus og alting var lagt tilbage.”
”Vedkommende har gjort sig umage for at efterlade alt, som det var,” siger Torben. ”Men vi fik kriminalteknikerne tilkaldt, og de bekræftede vores mistanke.”
Han holder en kort pause. Så siger han: ”Graven har været åbnet.”
Sarah Engell: Den kinesiske tvilling
I en lille jysk provinsby sker en række forfærdelige forbrydelser.
En grav graves op, et barn kidnappes, og en kvinde forsvinder. Ved hver af gerningsstederne er eneste spor forskellige kinesiske tegn op, som bliver efterladt af forbryderen.
Midt i en personlig tragedie og med en mand, der pludseligt er blevet lam, bestemmer Eva sig for at finde svaret på hvem, der står bag forbrydelserne og hvorfor.
Det viser sig, at fortiden har en skræmmende og overraskende rolle.
LÆS OGSÅ: Familien er altid vigtigst. Altid … Smuglæs i Sarah Engells thriller Den kinesiske tvilling
Læs første kapitel af Sarah Engells nye spændingsroman Den kinesiske tvilling.
I Den kinesiske tvilling af Sarah Engell har en stor personlige tragedie ramt hovedpersonen Eva. Samtidig må hun passe sin mand, der pludseligt er blevet lam fra halsen og ned.
Mens Eva forsøger at tilpasse sig sin nye hverdag, rammes den lille jyske provinsby, hun bor i, af en række mystiske og grufulde hændelser.
LÆS OGSÅ: Årets bedste krimier 2020. Har du læst dem alle? Se dem her.
En grav graves op, et barn bliver kidnappet, og en kvinde forsvinder. Hver gang efterlades et nyt kinesisk tegn som eneste spor. Eva sætter sig for at finde ud, hvad der foregår …
Du kan købe Den kinesiske tvilling online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Sarah Engell
Den kinesiske tvilling
Kapitel 1
Det var forbudt at græde mere. Kirsebærtræet blomstrede, og lyserød sne faldt over os, da vi satte os i græsset.
Det var bedst, hvis én meldte sig frivilligt. Ellers måtte far vælge.
Vi blev efterladt i haven for at tænke over det. Måtte ikke komme ind, før han sagde til.
Det var længe siden nu. Træets skygge havde flyttet sig langt på plænen. Hver gang jeg kiggede på huset, fik jeg ondt i maven.
”Jeg skal tisse,” hviskede jeg.
”Det skal jeg også.”
Flere blomsterblade faldt gennem luften. I det fjerne brølede en ko. En lang klagende lyd, der hang længe over de flade marker med gul vinterraps og nyspirede ærter.
Jeg lukkede øjnene. Ville ønske, jeg kunne falde i søvn, men mine øjne blev ved med at åbne sig. Ligesom på lillesøsters dukke, når man satte den op.
”Måske har han glemt os,” hviskede jeg.
”Måske.”
Jeg kiggede på huset igen. De mørke vinduer. Den lukkede dør. Hver gang der kom et vindpust, så det ud, som om huset rejste børster. Der var slyngplanter overalt på de røde mursten. Store, dybgrønne blade med hvide streger, der lignede blodårer. Huset var næsten helt forsvundet. Det fik mig til at tænke på dengang, vi var mindre og begravede hinanden i sandkassen. Følelsen af ikke at kunne få luft.
Nu løftede bladene sig igen. Jeg kunne ikke holde op med at se på huset og den lukkede dør. Mavepinen blev værre, og mine fødder gik derover af sig selv.
Blodet susede, da jeg tog i håndtaget. Der var ikke låst, og selv om jeg var rædselsslagen, gik jeg ind.
Røgelsespindene havde brændt siden i går morges. Alligevel var der en ram lugt i huset. Mine fingerspidser strøg over den rå murstensvæg i entréen. Jeg turde ikke tænde lys. Gik på tåspidser og gjorde mig umage med at træde på de rigtige gulvbrædder, forbi lukkede paraplyer og veloursko med tynde remme. Her var dunkelt. Alle gardiner var trukket for.
Det knirkede, og jeg stivnede. Så på min fod, der havde ramt forkert. Der var en svag hvislen. Som nogen, der trak vejret, og jeg tænkte på sovende drager. Ånder og abekatte og skællede slanger med løvehoveder.
Lad ikke fantasien løbe løbsk. Sådan ville de voksne sige, hvis de var her.
Røgelsespindene var med patchouliblomst. Lillesøsters yndlings.
Mine fødder begyndte at gå igen, uden at jeg havde givet dem lov.
Huset var virkelig koldt. Hvordan havde de fået gjort det så koldt? Udenfor var det maj, og hele haven blomstrede.
Køkkendøren stod på klem. På komfuret hvislede blå gasflammer under en gryde med grønsager. Det var den lyd, jeg havde hørt. Det lugtede brændt. Jeg ville gå hen og slukke, men turde ikke.
På stuedøren hang en tegning af en tiger. Den var sat op med klisterbånd. Tigerens tænder var meget lange. Jo længere de var, jo mere forbudt var det at gå ind.
Jeg trykkede håndtaget ned, så forsigtigt jeg kunne. Stuen var væk. Det eneste, jeg kunne se, var hvide lagener, der hang fra loft til gulv. Jeg satte mig på hug og løftede op i lagenkanten. Det gav et sug i maven, da jeg opdagede hende.
Jeg havde slet ikke hørt, at der var nogen herinde. Hun sad musestille i sofaen. Kun hendes hænder bevægede sig. Hun foldede papirblomster. Hvide, pink og røde. Hun gjorde det hurtigt og uden at se op. Mit hjerte hamrede, mens jeg sad under lagenkanten. Jeg kunne ikke holde op med at kigge.
Hendes hår. Det var så langt. Jeg havde aldrig set det hænge løst. Det var sort og blankt og lige så smukt som papirklippene i vores eventyrbog. Jeg havde aldrig set mor se sådan ud før.
Hun løftede hovedet og fik øje på mig.
I elektriske sekunder stirrede vi på hinanden.
Hun lagde en halvfærdig blomst fra sig og kom med hurtige skridt.
”Har jeg ikke sagt, at I ikke må være herinde?” Hun skubbede mig tilbage gennem entréen. Hendes natkjole var krøllet, og hun havde bare tæer på det kolde gulv.
”Din mad er ved at brænde på,” sagde jeg.
Hun skubbede mig ud i haven uden at svare.
Der lød et klik, da låsen blev drejet om.
Jeg løb rundt om huset til køkkenvinduet. Mors hånd kom til syne, da hun satte det på haspe. Jeg kunne lugte de brændte grønsager. Gardinerne bevægede sig svagt i vinden, og jeg listede hen til det åbne vindue for at se ind.
Mor rodede i gryden med en bambusske. Hun pillede noget op, der så forkullet ud. Stod længe og kiggede på det. Så lagde hun skeen fra sig og pressede hænderne mod øjnene.
Det føltes, som om hun pressede på mine øjne også, og jeg var nødt til at kigge på noget andet. På pakkerne med tørrede svampe og dampkogeren. Soja, eddike, fiskesauce. De skarpe knive, der hang på væggen.
Først nu fik jeg øje på dem. Alle fadene, der var stillet frem på spisebordet. Jeg havde aldrig før set så meget mad. Ikke engang til månefesten.
Jeg prøvede at føle mig sulten. Men jeg mærkede kun kvalme.
Det gav et sæt i mig, da vinduet blev lukket. Jeg nåede lige at se mors våde øjne, inden køkkenet forsvandt.
Jeg stak hænderne i lommen. Sparkede til en gul mælkebøtte. På den anden side af ærtemarkerne stod vindmøllerne stille. Solen fik skyerne til at lyse orange.
Med hænderne i lommen gik jeg tilbage i baghaven. Min bror rejste sig op under kirsebærtræet.
”Så du noget?” spurgte han.
”Ikke rigtig. Men der var masser af mad i køkkenet.”
”Century eggs?”
Jeg nikkede.
Han slog til en gren, så det sneede endnu mere. De lyserøde blomsterblade dalede ned i græsset omkring os.
”Du er ældst,” sagde han. ”Selvfølgelig vælger far dig.”
”Men du er deres yndlingssøn. Han vælger helt sikkert dig.”
Vi skulede til hinanden. Der var en sitrende stemning i luften.
Jeg tænkte på åndemanere og gulddrager og larmende optog, der marcherede gennem brostensbelagte gader med trommer og farvestrålende silketøj.
Her var der stille. Flade marker, stråtækte huse og rød-hvide flag, der skulle tages ned, når det blev mørkt. Langt borte brølede naboens ko igen.
”Far vælger dig,” gentog han. ”Jeg kan mærke det.”
”Jeg kan mærke, at du lyver,” sagde jeg.
I det samme blev døren åbnet, og far kom til syne.
Den sitrende stemning blev kraftigere. Som om han trykkede luften sammen, mens han gik gennem haven hen mod os. Hans sorte hår var lagt ned med vand. Sideskilningen var som tegnet med en lineal. Han så træt ud.
”Wu-Chao. Wu-Kang.” Han smilede til os. Løftede hænderne for at kalde os nærmere.
Vi gik langsomt frem og stillede os foran ham.
”Mine sønner.” Far lagde en hånd på min brors skulder og en på min. Hans krop lignede vores, selv om vi kun var otte år: spinkel og ikke særlig høj.
”Familien er det vigtigste,” sagde han. ”Altid.”
Vi nikkede.
”Forstår I det?” sagde han.
Vi nikkede igen.
Han kneb øjnene sammen, så de blev endnu mindre, end de plejede at være.
”I dag er en festdag. Det vil jeg gerne have, at I respekterer. Ikke flere tårer. Ikke flere diskussioner. I dag er vi glade. Alle sammen. Okay, drenge?”
Min bror så ned i græsset. Min mave snurrede rundt og rundt, ligesom vaskemaskinen, når den centrifugerede.
”At kunne gøre noget for sin familie er den største glæde, et menneske kan opleve. Vi bor i et land, hvor man ikke altid forstår dét. Et land, hvor man er sig selv nærmest. Men vi er heldige. Vi har en stærk kultur med os. En kultur, der gør os uovervindelige. Ikke mindst på en dag som i dag.”
Denne gang var det kun mig, der nikkede. Min bror stod med bøjet nakke. Prøvede sikkert at gøre sig mindre, end han var.
”Husk, at jeres bedstefar arbejdede for selveste kejseren. I er født ind i en mægtig slægt.”
Det sagde han altid, når han ville have os til at gøre noget, vi var bange for. Vi vidste godt, at bedstefar kun havde arbejdet i administrationen. Han havde ikke engang mødt kejseren.
”Hvad siger I?” spurgte far. ”Er der én, der melder sig?”
Hans øjne lignede flintesten. Sorte og hårde. Min mave snurrede hurtigere og hurtigere, mens jeg så ind i dem.
”Nå,” sagde han. ”Men så må jeg jo vælge.”
Han så skiftevis på os. Sine to otteårige sønner.
”Smil, drenge,” sagde han. ”Husk, det er en festdag. Det dur ikke med en trist brudgom.”
Kapitel 2
Små trevler af blod snurrer rundt i kummen, og jeg skyller for anden gang. Står lidt med trusserne om knæene og har ikke lyst til at skifte bind. Tænker, at jeg kan vente til næste gang, jeg skal tisse.
Idet jeg trækker trusserne op, forekommer det mig, at jeg tænkte nøjagtigt det samme, sidst jeg tissede.
Jeg strammer morgenkåbens bælte og går hen til vasken. Falder i staver over de turkise glasmosaikker på væggen.
Vandhanen tænder spruttende, og jeg vasker hænder. Bliver i tvivl om, hvorvidt jeg allerede har gjort det. Sæbeskummet lugter syntetisk. Det er den billige fra supermarkedet, som jeg ikke bryder mig om.
Lyden af bildæk mod grus får mig til at løfte blikket. Gennem persiennerne kan jeg se en politibil standse foran huset. Vinduesviskerne kører hurtigt, selv om det kun støvregner. Et par krager letter skræppende fra grusvejen og forsvinder ud over de stubbede sorte marker, hvor rapsen ikke længere blomstrer.
Min puls stiger, mens jeg kigger på politibilens lys, der slukkes. Fordørene går op, og to betjente stiger ud. Torben lader hånden glide over sit store røde fuldskæg, inden han sætter politikasketten på hovedet. Den anden er en kvinde, jeg ikke har set før.
De står lidt og kigger på kasserne i forhaven. Støvregnen har gjort pappet mørkebrunt. Torben siger noget, og kvinden nikker. De vender sig mod huset og begynder at gå op mod hoveddøren.
Jeg er ved at snuble over blepakken, da jeg bakker væk fra badeværelsesvinduet. Jeg sætter mig på hug bag toilettet. Holder vejret.
De har opdaget det. Selvfølgelig har de opdaget det. Dørklokken ringer.
Tæt ved mit øre siger toilettet en svag, rislende lyd, og jeg lukker øjnene.
Jeg skulle have forberedt mig.
Dørklokken ringer igen.
”Eva! Steen!” Det giver et ryk i mig, da Torben kalder derudefra. Lyden af vores navne river mig tilbage til virkeligheden. Jeg støtter mig til toilettet og kommer op at stå. Hvad laver jeg egentlig? Sidder og gemmer mig for politiet?
Jeg roder i morgenkåbens lomme, finder æsken med Ga-Jol og putter nogle i munden.
Inde i spejlet er jeg sært uskarp, som et foto taget med rystet hånd. Mit blik er panikslagent, og jeg retter på hårknolden, forsøger at lægge et par grå hår ned. Jeg ser på mit spejlbillede, som man ser på noget ødelagt. Så går jeg ud for at åbne.
Septemberluften er frisk og fugtig, af støvregn og langt græs. Bag de revnede skyer er en bleg sol allerede nået højt op på himlen og får mig til at misse med øjnene.
”Nå?” Torben giver mig et klap på skulderen. ”Vækkede vi dig?”
”Lidt.”
”Det må du undskylde. Hvordan står det til herhjemme?”
”Sådan da.”
Han gnider sig over fuldskægget. Ser hen mod papkasserne i græsset.
”Jeg beklager virkelig det her,” siger han. ”At komme i embedsøjemed, som tingene er lige nu.”
Jeg ser på pistolen i hans bælte. Håndjernene.
”Men jeg tænkte, at det trods alt var bedre, at det var mig, der kom.”
Jeg nikker langsomt.
”Dav.” Kvinden rækker hånden frem. ”Dagmar. Jeg er Torbens nye makker.”
”Goddag.”
Hendes varme håndtryk gør mig bevidst om, hvor kold min egen hånd er.
”Har du din mand hjemme?” spørger Dagmar.
”Hvad?”
”Ja, du må undskylde, at vi sådan kommer uanmeldt,” siger Torben. ”Jeg ved godt, at I …” Han gør en håndbevægelse.
Jeg strammer morgenkåbens bælte, selv om det allerede er stramt. ”Er Steen derinde?”
Torben gør et nik forbi mig. ”Vi ville gerne lige tale med ham.”
Jeg sætter hånden mod dørkarmen og spærrer vejen. ”Det passer desværre ikke så godt. Han ligger lige og … sover.”
Dagmar trækker op i ærmet og kigger på sit ur.
”Må han ikke ringe tilbage til jer?” spørger jeg. ”Når han vågner.”
”Vi ville meget gerne tale med ham personligt,” siger Torben.
”Det tager ikke så lang tid.”
”I kan bare sige det til mig, så siger jeg det videre.”
”Som sagt vil vi meget gerne tale med ham personligt. Det drejer sig om hans far.”
Det gør mig så forvirret, at min arm falder ned langs siden igen. Steens far?
”Okay,” siger jeg. ”Så kom ind.”
Med foden skubber jeg til barselskurven, som jeg stadig ikke har fået fjernet fra dørtrinnet og taget ind i huset. Det regnvåde cellofan klæber til en hjerteformet æske chokolader og en pose kaffebønner. Kortet er helt regnet i stykker.
Torben og Dagmar træder ind i entréen. Hendes blik glider rundt i det halvmørke, rodede rum.
”Sådan en her har jeg altid ønsket mig.” Hun klapper på den rå murstensvæg. ”Vi bor også i en rødstensvilla.”
”Sviner ad Pommern til at fjerne puds,” siger Torben, da jeg ikke svarer.
Jeg fjerner bunken med svedige lagener, der ligger i vejen. Skubber de uåbnede breve fra kommunen ind under nogle reklamer og taber en pakke vådservietter på gulvet. Alle muskler i min krop spænder. Er det ulovligt, at jeg ikke har ringet efter nogen? At jeg bare har ladet ham ligge?
”Jeg beklager rodet,” siger jeg. ”Der har været lidt meget, og jeg …”
”Det skal du ikke tænke på,” siger Torben. ”Vil du ikke vække Steen og fortælle, at vi er her?”
”Selvfølgelig. Jo. Øjeblik.”
Vi følges ind i stuen, og de bliver stående ved kaminen, mens jeg tøvende nærmer mig den lukkede dør til soveværelset.
Jeg trykker håndtaget ned og lister ind, selv om jeg godt ved, at han allerede er vågen. At han med garanti har hørt alt, hvad der er foregået, siden det ringede på døren.
Jeg ser på Steens gullige håndrygge og bare fodsåler. Han ligger, som han plejer, med armene ned langs siderne og fødderne udenfor dynen, så han ikke bliver for varm. Uret på væggen tikker. Jeg bliver stående sådan. Forsøger at beregne den tid, det ville tage at vække en mand, der sov.
”Undskyld,” hvisker jeg, inden jeg går tilbage til betjentene. De står stadig ved kaminen. En gammel, indbygget sag med sirlige udskæringer, som vi ikke har turdet bruge, siden vi tændte op første gang, og hele stuen blev fyldt med røg.
”Okay,” siger jeg. ”Han er derinde.”
Betjentene kanter sig udenom det fyldte tørrestativ, gulvspanden med koldt, brunt sæbevand og affaldsposerne, som jeg ikke har båret ud endnu.
”Vent!”
Mit udbrud stopper dem.
Torben ser spørgende på mig.
”Det er bare, fordi …” Jeg retter igen på håret. Forsøger at trække vejret normalt. ”I skal ikke blive forskrækkede. Men han kan ikke bevæge sig.”
”Hvad?”
”Det er, fordi … Han er blevet lam.”
Jeg hvisker ordet, men så snart det slipper mine læber, svulmer det op og fylder stuen som et alt for stort møbel.
”Men …” Torben kigger på soveværelsesdøren. ”Sidst jeg så ham, var han da…”
”Det er også meget nyt,” siger jeg. ”Tolv døgn.”
”Hvad er der sket med ham?”
”Vi er ikke helt klar over det.”
”Er han faldet ned fra noget?”
”Ikke så vidt jeg ved.”
”Men der har været en læge og se til ham?”
Jeg nikker. ”Doktor Møller siger, at det er en helt normal reaktion ovenpå det, vi har været igennem. Han siger, at det burde gå over i løbet af et par dage.”
”Men sagde du ikke, at han havde ligget her i tolv døgn?”
”Steen har altid været meget følsom. Det ved doktor Møller godt. Vi er nødt til at give ham tid.”
De skæver til hinanden, og jeg sveder under armene.
”Burde han ikke være på hospitalet?” spørger Dagmar.
”Doktor Møller mener, det er bedst, han er i trygge rammer.” Jo mere jeg fordrejer sandheden, jo mere sveder jeg. I virkeligheden sagde doktor Møller nøjagtigt det samme som Dagmar. Tog endda sin telefon frem for at ringe til hospitalet. Men jeg talte ham fra det. Bønfaldt ham om at holde det mellem os.
De må ikke tage ham fra mig. Steen er den eneste, jeg har tilbage.
Og jeg kan ikke være alene i huset. Ikke længere.
”Det var dog forfærdeligt,” siger Dagmar. ”Og nu det med hans far oveni.”
”Jeg tror, I må tage fejl,” siger jeg. ”Steens far døde for fire år siden.”
”Ja,” siger Torben. ”Det er dét, der er sagen.”
Jeg ser forvirret på ham.
”Jeg beklager,” siger han. ”Én ulykke kommer sjældent alene.”
”Ulykke?”
Han nikker til soveværelsesdøren. ”Lad os tage den sammen med Steen.”
Soveværelset er mørkt bag de nedrullede persienner. Her lugter af fyldt ble, og Torben træder langsomt ind. Så langsomt, at han går i stå.
Steens hår er friseret foran. Bagpå er det fladt og filtret. Der går en tydelig grænse, hvor jeg ikke har kunnet komme til med børsten. På hans natbord står en lyserød tudekop med blomster.
I min side er lagenet krøllet og dynen på vej ud over kanten. Min telefon ligger på hovedpuden og lader. På mit natbord står et glas sovepiller og en pakke Natracone New Mother-efterfødselsbind.
”Skal jeg skifte ham, inden vi snakker?” siger jeg.
Torben trækker kasketten frem og tilbage på hovedet.
”Det tager ikke så lang tid,” siger jeg. ”I kan vente i stuen imens.”
”Det er okay,” siger Dagmar. ”Det er fint sådan her.”
Hun kanter sig udenom Torben og hen til dobbeltsengen. Går lidt i knæ for at komme i øjenhøjde.
”Goddag, Steen. Og undskyld forstyrrelsen. Jeg hedder Dagmar og er Torbens nye makker.”
Steens øjne flakker mellem betjentene og mig. Som om det først nu går op for ham, at vi er her.
”Hvad sker der?” spørger han.
”Der er desværre noget, vi er nødt til at fortælle,” siger Dagmar.
”Hvad?” Steen ser på Torben.
”Skal jeg løfte dig lidt op?” spørger jeg. ”Vil du have en ekstra pude i ryggen?”
Han blinker to gange.
”Okay.” Jeg vender mig mod betjentene. ”Vil I egentlig have noget kaffe?”
Torben holder en hånd op.
”Noget at spise, så? Jeg ved ikke rigtig, hvad der er i køleskabet, men nogle gange er der en kage.”
Jeg kan selv høre, hvor nervøs jeg lyder.
”Ellers tak.”
Torben går tættere på sengen. Der er noget kejtet og nølende ved den ellers så robuste mand. Armene hænger slapt ned, og jeg tænker på, hvordan de plejede at hilse. Torbens råb og Steens udbredte arme. To mænd, der krammede og klaskede hinanden på ryggen, hårdt og flere gange, som når man vil banke det sidste ud af en flaske ketchup.
”Steen, gamle dreng. Hvad er det med dig?”
”Ja, det er ikke så godt.”
”Eva siger, at du er blevet … lam?”
”Fra halsen og ned.”
Torben tager kasketten af og holder den foran brystet.
”Havde jeg vidst det, var jeg selvfølgelig kommet forbi.”
Steen blinker tre gange for at signalere det er okay. Er sikkert så forvirret lige nu, at han har glemt, det kun er os to, der forstår blinkesproget.
”Hvad pokker gør vi nu med oldboysholdet?” siger Torben. ”Du må se at komme på benene igen, så vi ikke ryger helt ud.”
”Jeg gør, hvad jeg kan.”
”Men jeg forstår stadig ikke … hvad er der sket med dig? En frisk mand i sin bedste alder. Hvordan er du endt sådan her?”
”Jeg ved det ikke.”
”Det skete lige pludselig,” siger jeg. ”Fra det ene øjeblik til det andet.”
Torben ryster på hovedet. Siger, at det lyder helt ubegribeligt.
”Det er ikke engang tre uger siden, du lavede dit vinderstraffespark. Drengene taler stadig om det. Og nu ligger du bare her.”
”Tja.”
”Er der noget, jeg kan gøre? I må endelig sige til. Jeg kan handle for jer eller komme forbi med noget aftensmad? Jeg laver en ret god lasagne, hvis jeg selv skal sige det.”
”Vi klarer den,” siger jeg. ”Ellers mange tak.”
Torben nikker. Han flytter vægten fra fod til fod, som om han ikke kan beslutte sig for, om han skal omfavne Steen eller skynde sig at få samtalen overstået og komme væk herfra.
En spyflue flyver gennem rummet og lander på Steens ene storetå. Jeg vifter den væk. Vi ser alle tre efter den, da den flyver en runde i soveværelset og lander på hans storetå igen. Den kravler over fodsålen. Små, sorte ben.
Jeg vifter igen. Bliver ved med at vifte, indtil fluen giver op og sætter sig på væggen i stedet.
Dagmar ser på sit armbåndsur.
”Jeg er ked af det, men vi skal jo også videre, Torben. På patrulje.”
Torben drejer kasketten i hænderne.
”Det er jo næsten ikke til at holde ud. At komme med sådan en nyhed, når I allerede …” Han laver en håndbevægelse.
”Vi skal desværre overbringe jer en ubehagelig nyhed,” siger Dagmar. ”Vil I sidde? Eller … vil du sidde, Eva?”
Jeg kigger rundt i soveværelset, men der er kun dobbeltsengen. ”Det er fint,” siger jeg. ”Hvad med jer selv? Skal jeg hente nogle stole?”
”Det skal du ikke tænke på. Vi kører snart igen.” Hun ser på Torben, som nikker og sætter kasketten på hovedet.
”Sagen er den,” siger han, ”vi fik et opkald fra kirken i morges. Der har været nogen i nat og lave hærværk. På kirkegården.”
”Kirkegården?” hvisker jeg.
”Det er din far, Steen. Hans gravsted …” Torben skifter stilling. ”Vi beklager meget at skulle overbringe jer nyheden. Det var kirketjeneren, der kontaktede os. Han opdagede, at der var skrevet noget på stenen.”
”Altså graffiti?” spørger jeg.
Torben ryster på hovedet.
”Det viste sig at være en slags hobbymaling. Det var gjort meget sirligt. Med en tynd pensel. Vedkommende har gjort sig umage. Alligevel var det svært at tyde. Regnen har ødelagt en del. Og så er vi ekstra udfordrede af, at det ikke var skrevet med bogstaver, men med kinesiske tegn.”
Der er et øjebliks tavshed, hvor kun vægurets tikken høres.
”Vi er selvfølgelig ved at få det oversat,” siger Dagmar. ”Men det er jo svært, når noget af malingen er flydt ud.”
”Først troede kirketjeneren bare, at det var drengestreger,” siger Torben. ”Men da han kiggede nærmere efter, kunne han se, at nogen havde gravet i jorden.”
”Der var ellers revet og det hele,” siger Dagmar. ”Og både perlegrus og alting var lagt tilbage.”
”Vedkommende har gjort sig umage for at efterlade alt, som det var,” siger Torben. ”Men vi fik kriminalteknikerne tilkaldt, og de bekræftede vores mistanke.”
Han holder en kort pause. Så siger han: ”Graven har været åbnet.”
Sarah Engell: Den kinesiske tvilling
I en lille jysk provinsby sker en række forfærdelige forbrydelser.
En grav graves op, et barn kidnappes, og en kvinde forsvinder. Ved hver af gerningsstederne er eneste spor forskellige kinesiske tegn op, som bliver efterladt af forbryderen.
Midt i en personlig tragedie og med en mand, der pludseligt er blevet lam, bestemmer Eva sig for at finde svaret på hvem, der står bag forbrydelserne og hvorfor.
Det viser sig, at fortiden har en skræmmende og overraskende rolle.
Du kan købe Den kinesiske tvilling online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Familien er altid vigtigst. Altid … Smuglæs i Sarah Engells thriller Den kinesiske tvilling
Andre læste også: