Læs i den ny, gribende bog Et liv i skjul

Litteraturprofessor Bart van Es fortæller i bogen Et liv i skjul den hjertegribende og sande historie om en jødisk pige skæbne under 2. Verdenskrig.

Et liv i skjul fortæller historien om den jødiske pige, Lien, som blot var ét barn ud af tusinde, som under 2. Verdenskrig blev skilt fra sine forældre og levede i en hollandsk plejefamilie, skjult for nazisterne. Historien beretter ikke alene om en mørk periode i verdenshistorien, men er også en fortælling om en dyb splittelse i forfatterens egen familie.

Her kan du læse de første to kapitler af Et liv i skjul.

En dramatisk fortælling om krig, jødeforfølgelse, splittelse og fortielser

En hjertegribende historie om medmenneskelighed og splittelse i en hollandsk familie og om en jødisk piges skæbne under 2. Verdenskrig.

Under 2. Verdenskrig skjuler en hollandsk familie den jødiske pige Lien. Efter krigen adopterer de hende, men der bliver stridigheder mellem Lien og hendes adoptivmor, familien splittes og Lien bliver skåret ud af familiens historie.

Halvtreds år senere opdager Bart Van Es, der er barnebarn af Liens adoptivmor, at der har været et skjult medlem af familien. Han får kontakt med den 83-årige Lien og kan sammenstykke beretningen om hendes liv og hans egen familie.

Et liv i skjul

af Bart Van Es

Prolog: December 2014

”Uden familier får man ingen historier.”

Kvinden, der fortæller mig det, står og laver kaffe i sin lejlighed i Amsterdam.
Hun hedder Hesseline, forkortet Lien.
Hun er over firs og besidder stadig en simpel skønhed: en klar teint uden synlig makeup, et lille armbåndsur af sølv, men ellers ingen smykker, og skinnende, ulakerede negle.
Hendes adfærd og fremtoning er livlig, men samtidig bohemeagtig; hun er klædt i en lang, mørkegrå cardigan og et løst, rødt paisley-tørklæde.
Jeg har ingen erindring om at have mødt hende før i dag.
Alligevel ved jeg, at denne kvinde voksede op sammen med min far, som blev født i Holland umiddelbart efter krigen.
Hun var engang en del af min familie, men det er hun ikke længere.
Et brev blev sendt, og en forbindelse afbrudt.
Selv nu, næsten tredive år senere, smerter det Lien at tale om det.

Fra hendes hvide åben plan-køkken bevæger vi os ind i stuen.
Den er fuld af vintersollys, som i nogen grad filtreres gennem mosaikker, der er monteret på vinduesrammerne.
Der er bøger, museumskataloger og kultursektioner under det lave sofabord af glas.
Møblerne er moderne, og det samme gælder billederne på væggene.

Vi taler hollandsk sammen.

”Du skrev i din e-mail, at du var interesseret i familiehistorie og måske ville skrive en bog,” siger hun.
”Altså, det med familien er ikke rigtig noget for mig. Van Es-familien var vigtig for mig i lang tid, men det er den ikke mere. Hvad er det for noget, du skriver?”

Hendes tonefald er venligt, men også nøgternt.
Jeg fortæller lidt om mit arbejde som professor i engelsk litteratur ved Oxford University – hvor jeg skriver fagbøger om Shakespeare og renæssancepoesi – men det ved hun en del om i forvejen fra internettet.

”Så hvad er din motivation?” spørger hun.

Min motivation?
Det ved jeg ikke helt.
Jeg tror, hendes historie kunne være kompleks og interessant.
Det er vigtigt at nedfælde den slags, især nu, på grund af verdens tilstand og den tiltagende ekstremisme.
Der er en ufortalt historie her, som jeg ikke vil lade forsvinde.

Denne klare decembermorgen taler vi om aktuelle emner, om Israel, om hollandsk politik og om situationen i Storbritannien, hvor David Camerons koalitionsregering nærmer sig afslutningen på sin femårsperiode.
Vi bevæger os hurtigt fra emne til emne, næsten som om det er et jobinterview.

Efter en times tid skubber hun sin tomme kop fra sig og siger med overbevisning:

”Jo, det her tror jeg på. Skal vi sætte os ved bordet? Har du en notesbog og noget at skrive med?”

Jeg har ikke villet fremstå som en journalist, da jeg kom, så jeg er nødt til at bede hende om papir og pen, men snart sidder vi ved spisebordet, som er lavet af lyst lamineret træ.
Jeg må spørge, så meget jeg vil, om hvad hun kan huske: Hvad folk sagde og gjorde, hvad hun havde på, hvad hun spiste, de steder, hun boede, og hvad hun drømte om.

Vi sidder i hendes lyse, moderne lejlighed, og vores første møde strækker sig over flere timer.
Dokumenterne – fotografier, breve, forskellige genstande – dukker frem, efterhånden som hun kommer i tanke om dem, og midt på eftermiddagen, mens det bliver mørkere udenfor, er hele bordet dækket af minder.
De omfatter en børnebog med gul forside, hvor der er et billede af et dampskib, og en lille keramisk klinke med en tegning af en druknende mand.
Der er også et fotoalbum i rødt kunstlæder med slidt ryg.
På første side er der et billede af et nydeligt par med ordene ’Mor’ og ’Far’ skrevet nedenunder med blå skrift.

Kvinden på billedet er Liens mor, Catharine de Jong-Spiero.
Hun sidder på kanten af en kurvestol, hvis buede ryg omslutter hende.
Solen rammer hendes ansigt, og hun smiler lidt genert.
Hendes mand, Charles, Liens far, sidder på jorden foran hende i skjorteærmer med sine store hænder hvilende på knæene. Han læner sig bagud mod sin kone, som har lagt sin ene hånd på hans skulder, og han ser op med et selvsikkert, ironisk blik.
Der er noget nonchalant, noget skødesløst over ham, som han sidder der og ler ad tanken om et opstillet fotografi på en måde, som hans kone med sit mere stramme smil har sværere ved.

Mandens selvsikkerhed er også tydelig i et par andre billeder på første side af albummet.
Et af dem viser ham på bagsædet af en bil, omgivet af en gruppe smarte unge mænd.
Charles holder diskret et par fingre op som kaninører bag hovedet af en ven, der poserer foran ham med handsker og stok.
På et andet billede står han med sin hat i hånden foran en stor, sort dør og med det ene ben med blankpoleret sko stukket frem.
Der er cirka tolv af disse tidlige billeder.
Det mest krøllede af dem – revet, foldet og klistret op igen med gul lim – viser treogtyve unge mænd og kvinder i badetøj på en strand.
De ler og omfavner hinanden.
En kvinde i hvidt midt i billedet står med noget, der ligner en volleyball.
’Mor, Far, Tante Ro, Tante Riek og Onkel Mannie ’ står der med håndskrift nedenunder.

Selv om jeg ikke er nogen garvet interviewer, opstår der snart en rytme i vores samtale.
Jeg stiller utallige spørgsmål, borer i en eller anden detalje og tager notater.

”Hvordan var rummet?”
”Hvor kom lyset fra?”
”Hvilke lyde kunne du høre?”
Det er først, når alle detaljer fra en episode er udtømmende behandlet, og Lien ikke kan tilføje mere, at vi bevæger os videre.
Mørket har sænket sig, da hun nævner sin poesibog, som stort set alle piger i Holland havde engang.
Først kan hun ikke finde den, men efter at have ledt efter den i et andet værelse foreslår hun, at jeg stiller mig på en stol og kigger oven på reolen, hvor den ganske rigtigt ligger i en lille, gennemsigtig plasticpose for at beskytte den mod støv og snavs.
Bogen er indbundet i gråt stof og måler cirka otte gange ti centimeter; på omslaget har den et falmet blomstermønster.
På bogens første højreside står der nogle rimede linjer, underskrevet ’din far’ og dateret ’Haag, 15. september 1940’.

De begynder således:

Denne lille bog er til at skrive i for alle dem, som vil dig det godt.
Gid du må få mange flere år og altid le og aldrig græde.

Jeg står et øjeblik og beundrer den smukke, skrå håndskrift.
På den anden side, den venstre, sidder tre gammeldags papirklip i pastelfarver.
Det ene forestiller en pige i blå kjole og stråhat med en buket blomster i hånden.
Papirklipspigen smiler genert, lidt ligesom Liens mor i fotoalbummet.
Hun skæver til højre, ude af stand til at se beskueren i øjnene.

1

Det er i virkeligheden Hitler, der gør Lien til jøde.
Hendes forældre er medlemmer af en jødisk sportsklub (der findes et holdfoto, hvor man kan se hendes far i shorts, tykke strømper og støvler), men derudover er det ikke noget, de tænker meget over.
De spiser matzah til påske og blev gift i synagogen, fordi deres familier pressede på.
Men Lien, der er syv år gammel, tænker mere på den hollandske julemand Sankt Nikolaus og husker stadig sit raseri, da hun fik at vide, at han ikke fandtes i virkeligheden.
Hun har det, som om hun er blevet narret af de voksne, og hun gemmer sig, vred og flov, i skabet under trappen, der fører op til lejligheden ovenpå.

Skabet på Pletterijstraat 31 i Haag er lige over for hendes værelse, som ligger lige frem, når man kommer ind ad fordøren.
Når man træder ind i værelset, ser man en række på fire små vinduer helt oppe under loftet, for højt oppe til at se ud ad, men som lader et temmelig dæmpet lys slippe ind.
Vinduerne vender ind mod det bagerste værelse, hvor hendes forældre sover.
Det sidste værelse, ud til gaden og med forbindelse til køkkenet, er udlejet til fru Andriessen.
Hun er en ældre og temmelig imponerende dame, og som alle andre skriver hun i Liens poesibog.
”Kære lille Lien, gør dine dage lydige og søde / og kærlige tanker vil strømme dig i møde,” skriver hun til barnet.
Lien er mere optaget af de blomsterbilleder, fru Andriessen har sat ind, end af det gode råd.

Da fru Andriessen skriver i bogen den 20. april 1940, er det ikke længere let for jøder at være lydige i det besatte Holland.
Jøder skal bære identitetspapirer stemplet med et J; de må ikke længere være beskæftiget i statsforvaltningen, har forbud mod at vise sig i biografer, på cafeer og universiteter, og det er ulovligt for en jøde at eje en radio.
Men for Lien er det hele stadig nogenlunde normalt.
Hun går på en blandet skole, og de navne, som børn omhyggeligt har skrevet i hendes poesibog med fyldepenne, er for de flestes vedkommende ikke jødiske.

”Lad os være veninder for evigt, kære Lientje, synes du ikke også?” skriver Ria.

”Må du have et lyst og lykkeligt liv for altid,” fra ”din veninde Mary van Stelsen”.

”Vil du huske mig, også uden denne bog?” spørger Harrie Klerks.

Denne sidste hilsen er kilde til en vis ærgrelse hos Lien, for trods et løfte om at passe på laver Harrie en blækklat og ødelægger dermed en hel side i bogen, som så skal skæres ud med en kniv. Men Lien er storsindet nok til at lade ham prøve igen.

Liens virkelige bekymringer, hvis hun havde været i stand til at formulere dem, handler ikke så meget om krigen som om hendes forældres ægteskab.
Da hun var ganske lille, kun to et halvt år gammel, måtte hun forlade deres lejede lejlighed oven over en butik og flytte ind hos Tante Fie og Onkel Jo og deres to børn i en anden del af byen.
Hendes forældre blev skilt; Mor kom og besøgte hende, men hun så ikke Far i lang tid.
Efter to år blev Mor og Far gift igen og slog sig ned på Pletterijstraat og begyndte på en frisk.
Far er holdt op med at rejse så meget, som han gjorde, da han arbejdede som sælger for bedstefar, og han gør sig umage for at være hjemme om aftenen, hvor han sidder ved bordet under lampen i køkkenet og laver puslespil af træ.
Til Lien laver han et lille maleri af Jan Klaassen og Katrijn, de hollandske udgaver af Mester Jakel- gurerne, og det bliver hendes kæreste eje.
Jan Klaassen og Katrijn sidder i solskinnet oven på en grå sky, der får det til at regne under dem, mens de smiler og holder paraplyer i hænderne.
Måske er Jan Klaassen og Katrijn lidt ligesom Mor og Far, som er glade, nu hvor de er i ly for regnen?

Lien får tit frygteligt ondt i maven og bryder sig ikke om at spise andet end dessert.
Hun får medicin af lægen, og engang, da hun var blevet rigtig tynd, var hun seks uger på hospitalet, hvor man skulle drikke en masse mælk og spise grød.
Det ville være forfærdeligt at skulle tilbage dertil, så hun prøver at spise så meget som muligt af den kål og kartoffelmos, hendes mor laver til hende, men hun er altid meget lang tid om det.

Fars nye job er på en lille fabrik ligesom bedstefars.
Men i virkeligheden er det bare et skur, som man kommer hen til gennem den lille have bag deres lejlighed, og hvor han laver syltetøj og pickles af frugter og grøntsager i store kar og glaskrukker i forskellige størrelser.
Lien ser på, mens far arbejder, men hun får ikke lov til at hjælpe, for det er et meget rent arbejde, som små børnefingre nemt kan ødelægge.
I stedet finder man hende som oftest ude på gaden, hvor hun synger børneremser og leger lege som ”Hvor skal jeg lægge mit lommetørklæde?”.
Legen går ud på, at børnene står i en rundkreds, mens et barn går rundt og rundt, indtil hun finder en at give lommetørklædet til, som derefter skal prøve at fange hende for at give hende det tilbage.
Lien elsker den slags lege; hun er næsten altid udenfor, når solen skinner, og finder sig endda i en smule regn, hvis er sker noget sjovt.

Hun går også til ballet, hvilket er meget fint og feminint, og nogle gange har de opvisninger.
I mors og fars soveværelse er der et billede af hende på scenen foran kulisserne.
Hun har sort skørt og hvid bluse på og står med en handskedukke på højre arm.
Dukken er ret klumpet og klodset og ligner lidt en ugle, men det er meningen, at den skal fore- stille Mickey Mouse.
Ud over balletkostumet elsker Lien sine to bedste kjoler.
Den ene er af blågrå silke; den købte hun og Mor på en tur til Bonneterie, det enorme stormagasin med glasdørene og de høje lofter, som nærmest opslugte dem, da de kom ind.
Gulvene skinner så klart, at man kan se sit eget spejlbillede i dem, og når man ser ned i forhallen fra den indre svalegang, ligner folk dernede myrer.
Den anden yndlingskjole er en lille, klokkeformet satinkjole med underskørt, som hendes mor selv har syet.

Liens verden består af skole, leg på gaden, bedsteforældre og onkler og tanter.
Der er familie hele vejen rundt om dem: for enden af korte spadsereture fra Pletterijstraat eller korte ture med sporvognen.
Om sommeren tager de toget til Scheveningen, hvor de leger på stranden.
Pretty, familiens hund, elsker det – den løber så hurtigt, den kan, på det våde sand lige i vandkanten, hvor den sætter en lang række firetåede fodspor, som havet vasker væk.
Når Lien kaster en tennisbold, henter Pretty den og kommer tilbage, drivvåd og klistret og fuld af sand.

Hendes yndlingsfætter og -kusine er Rini og Daafje.
De er næsten som en bror og en søster, fordi Lien boede hos dem i lang tid, dengang Mor og Far ikke var gode venner.
En af de mange dage, de er sammen, skriver Rini et lille moralsk digt i Liens poesibog om at ”tage folk, som de er”.
Digtet er ikke særlig velvalgt, da Lien sjældent dømmer nogen eller noget, men somme tider er det lettere bare at skrive et af de vers, som alle skriver, og det er også fint nok, hvis håndskriften og de indklæbede billeder er smukke, så Lien skriver også noget moralsk og opbyggeligt i Rinis poesibog.

Og så er der Tante Riek med fætter Bennie og de to små, Nico og lille Robbie, som Lien nogle gange hjælper med at passe.
Der er et foto af Tante Riek og Mor klemt sammen på en træstol med henholdsvis Bennie (med tommelfingeren i munden) og Lien (med hvid sløjfe i håret) på skødet.
Mor sidder på armlænet og holder om Lien med venstre arm og Bennie med højre. Stolen ser frygtelig ustabil og vakkelvorn ud, som om de alle fire kan vælte på gulvet hvert øjeblik, det skal være, og selv om mor har sit alvorlige kamerasmil på, kan man se, at hendes svigerinde er lige ved at grine.

Et af Liens yndlingssteder er onkels isenkrambutik lidt længere inde mod centrum, hvor der er reoler fra gulv til loft fyldt med skruer, dørhamre, cykelklokker og værktøj.
Engang får Lien et par smukke skøjter derfra, med hvide læderoverdele og lange skarpe, sølvskinnende klinger.
Når det bliver vinter, kan Lien prøve dem.
Hun kan allerede se sig selv glide ubesværet forbi de andre børn, suse rundt i solskinnet og lave piruetter på isen.

Som Lien husker det, kommer krigen ud af det blå i maj 1940, da Holland bliver invaderet.
Hun står sammen med sine forældre og ser flyene på himlen, og de siger: ”Nu er der krig.”
Derudover sker der ikke så meget.
Der er tyske soldater, som sidder på fortovscafeerne og somme tider går omkring i gaderne. De er venlige.
Tingene ændrer sig kun langsomt.

Fra efteråret 1941 og fremefter bliver navnene i Liens poesibog anderledes.
Eller rettere, de bliver mere ens: Rosje Sanders, Judith Hirch, Ali Rosenthal, Jema Abrahams.
Dem, der skriver i bogen fra september 1941 til marts 1942, har alle umiskendeligt jødiske navne, fordi Lien nu er nødt til at gå på en jødisk skole.
De små digte, de skriver, handler stadig om venskab, engle og blomster, men de pastelfarvede papirklip af buketter og piger i krinoliner, som blev klæbet fast overalt på de første sider, er nu sjældne.
Den 15. september 1941 dukker nye skilte op uden for biblioteker, markeder, parker, museer og svømmehaller: ”Adgang forbudt for jøder.”

LÆS OGSÅ: 10 bøger der gør dig klogere på 2. Verdenskrig