Læs i Stilleleg: En hemmelighed, som nogen slår ihjel for

Et grusomt mord på en politibetjent sender Nora Sand til en engelsk provinsby. Her graver journalisten en hemmelighed frem, som nogen er parat til at dræbe for – igen og igen. Smuglæs i Stilleleg her.

Nora Sand er rejst til Thailand for at træne kickboksning og få de hjemlige problemer lidt på afstand, da hun hører om et voldsomt drab hjemme i England.

Snart sender avisen Globalt hende til den lille provinsby Toppingham, hvor en politimand er blevet brutalt halshugget med en krumsabel.

En videooptagelse er lagt på nettet, og alt tyder på terror. Men efterhånden som Nora graver dybere i sagen, opdager hun, at byen gemmer på en mørk og hjerteskærende hemmelighed, som selv myndighederne gør alt, hvad de kan, for at dække over.

En hemmelighed, som nogen er parat til at slå ihjel for – igen og igen.

LÆS OGSÅ: Lone Theils om Stilleleg: Det var svært at researche uden at blive utrolig vred

Stilleleg er fjerde bind i Nora Sand-serien. De tidligere bøger har solgt over
100.000 eksemplarer herhjemme og udkommer i 16 lande. Se alle bøgerne i Nora Sand-serien her.

Du kan købe Stilleleg online, bl.a. på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.

Lone Theils

Stilleleg

Kapitel 1

Vandbøflen rev en tot saftigt græs op og så på Nora, mens den gumlede. Det gjorde den hver morgen, når hun begav sig på vej til det overdækkede junglegym i udkanten af Thong Sala til dagens første session, mens temperaturen endnu var udholdelig.

Nora havde klædt om hjemme i bungalowen. Hun drejede uden om den halvtamme hund, der holdt til hos Diamond Muay Thai og ikke længere så meget som løftede hovedet fra sin morgenlur, når hun trådte ind på det godt slidte underlag. Hun lagde handskerne og sine skinnebensbeskyttere på kanten af bokseringen og stillede sin halvanden liters vanddunk op.
Søvnen og ømheden fra gårsdagens session sad stadig i kroppen, mens hun nikkede til to fyre, der allerede var gået i gang med hver sit hjemmelavede sjippetov. Mon insisterede på et kvarters sjipning, inden han overhovedet overvejede at slippe sine hjælpetrænere løs på den brogede flok af turister, der havde taget færgen fra Koh Samui for at modtage visdom fra den tidligere thailandske mester i Muay Thai.

Nogle af dem var semi-professionelle, der kom for at forberede sig til en større kamp. Andre var amerikanske turister på sabbatår i Asien, der kartede rundt i nyindkøbte, lyserøde silkeshorts og ikke virkede specielt modtagelige over for Mons lektioner om det åndelige aspekt af Muay Thai.

Hun hilste på Joe fra Toppingham. Han var ankommet til første træningssession samtidig med Nora, og de var blevet sat sammen til den første sparring. I pauserne havde de forpustet udvekslet almindeligheder om, hvor hårdt det var at træne i den fugtige varme. Joe havde forklaret, at han havde taget tre måneders orlov fra jobbet på The Mercury i det sydlige Yorkshire, og sammen havde de grinet lidt af, at to journalister var endt med at stå og sparke løs på hinanden på en ø i den thailandske golf. Han var en høj, lyshåret mand midt i tyverne med lange, seje muskler og let til smil. På armen havde han en tatovering på thai, som han frejdigt indrømmede, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad betød.

Når de trænede foran de store spejle, der hang i siden af det store bliktag, kunne Nora se, at hun lignede alt andet end den blege og bekymrede journalist, der havde besluttet sig for at trække stikket i tre uger og forlade London for at tænke over, hvad hun skulle med sit liv og sin karriere på Globalt. Det brune hår var samlet i en hestehale for ikke at være i vejen under træningen, og det blev altid en tand mørkere, når det var gennemblødt af sved. Øjnene lyste blåt i et ansigt, der var uden makeup og rødmede af anstrengelse efter sjipningen. Hun konstaterede tørt, at det muligvis var et godt look for californiske bodybuildere med svedglinsende kroppe, men at det ikke ligefrem fik danske London-korrespondenter til at tage sig ud fra deres bedste side. Til gengæld kunne hun mærke, at hendes overarme var blevet fastere, og at der stadig var kraft i hendes spark, når hun stod og øvede på de udtjente bildæk, der hang ned fra jerndragerne i loftet og var bundet sammen som en slags primitive boksesække.

Det var Noras anden uge, og hun takkede i sit stille sind for, at hun var kommet forbi det punkt, hvor kroppen føltes som en stor, bankende beholder med mælkesyre, når hun kom fra træning. Nu var hun bare udmattet, når de to timer var overstået, og træningstøjet klæbede til kroppen. Klar til at komme hjem til den lille bungalow, hun havde lejet, og i havet for at skylle sveden af.

»Min kæreste vil gerne møde dig,« sagde Joe, da de stod og strakte ud sammen efter træning.

»Okay? Er hun ikke i Toppingham?«

»Nej. Hun er her og går til yoga. Hun er også journalist.«

Nora overvejede.

En del af hende orkede ikke at tale om journalistik og britiske aviser og alt, hvad der hørte med til den verden, hun bevidst havde forsøgt at lukke ude. Alene det at stå op og ned af Joe, der talte engelsk, som hun var vant til at høre det, åbnede for minderne om den verden, hun havde rejst først til Bangkok, så med lokalfly til Koh Samui og siden med færge i en time for at komme helt væk fra. Af samme grund var hun styret i en stor bue uden om den gigantiske britiske pub, der lå lige ved siden af Muay Thai-skolen, komplet med falsk bindingsværk, mørke træpaneler og en generel udstråling som en kulisse til en film, som ingen rigtig magtede at indspille.

Nora kunne ikke overbevise sig selv om, at det var en god idé at møde op der og bestille fish and chips og en pint, når hun kunne gå ind til byen og spise grøn papayasalat og thaikylling ristet over kul for en brøkdel af prisen. Men Joe havde andre planer.

»Vi kunne få en pint ovre på The Mason’s Arms i aften?« sagde han.

Nora nikkede og forbandede sin høflighed hele vejen hjem på den korte gåtur tilbage til bungalowen.

Vandbøflen stod, hvor hun havde efterladt den, og så skuffet på hende.

Nora kom først til pubben. Hun havde siddet på den lille veranda foran sin bungalow og nydt en solnedgang, der var et orgie i guld, rosa og blodappelsinrød, men glubske myg havde som sædvanlig ødelagt øjeblikket med deres koordinerede angreb på hendes bare ben, så hun var gået indenfor og havde sprøjtet sig med et middel, som var så krast, at det fik huden til at brænde. Nu sad hun bænket ved et mørkt, lakeret bord og ventede på Joe og hans kæreste.

Ud over Nora var der kun en trio af rødmossede briter, der så ud, som om de havde tilbragt deres første uge i Thailand med at lære, hvad der sker med huden, når man opholder sig ude uden solcreme. På væggen over den halvtomme bar hang et fjernsyn, der så ud til at være indstillet på Sky. Det viste skiftevis klip fra tennis og en lang parade af fodboldkampe. Nora skævede hen mod døren og håbede, at det ville blive en hurtig øl.

Med ét skiftede billedet på skærmen over til en alvorligt udseende nyhedsoplæser, og det gule bånd i bunden blinkede med Breaking News: Britisk politimand halshugget. IS mistænkes.

»Hey?« Uden at tænke nærmere over det råbte hun bartenderen an.

Han kom ud fra køkkenet med et tvært udtryk.

»Ja?«

»Kan du skrue op for lyden på det der?« spurgte hun og pegede over mod skærmen.

Han fandt en fjernbetjening under bardisken og satte lyd på.

Nora vidste, at hun lige nu var i færd med at kassere den hårdt tilkæmpede ro, hun havde opnået. At de mange dage, hvor hun bevidst ikke var gået på nettet, bevidst havde holdt sin mobil slukket i bestræbelsen på at finde en eller anden form for sjælero sammen med Mon og hans øvelser, nu var ved at være afsluttet. At den urolige fornemmelse, hun altid fik i kroppen, når hun havde en historie, der skulle skrives, begyndte at røre på sig igen.

»Jeg skal advare om, at der er tale om meget voldsomme billeder,« sagde nyhedsoplæseren.

Billedkvaliteten var elendig, og den lille film så ud, som om den blev transmitteret direkte fra helvedes forgård. En mand iført elefanthue og militæruniform dominerede skærmen. Han stod foran et sort bagtæppe. I den ene hånd holdt han, hvad der lignede en gammeldags krumsabel. Den anden arm holdt han strakt ud fra kroppen, og selv om Sky havde pixelleret fotoet af hensyn til mere sarte seere, var der ingen tvivl om, at manden stod med et afhugget hoved i hånden. Tavst. Triumferende.

Terror i Storbritannien, stod der i bunden af skærmen.

Mens speakeren forklarede, at de rystende billeder stammede fra en video, der var blevet lagt på YouTube mandag aften og efterfølgende pillet ned, noterede Nora, at politiet her dagen efter stadig ikke havde hverken liget af den dræbte betjent eller noget, der kunne minde om et gerningssted.

Der blev stillet om til en reporter, der stod uden for en rød murstensbygning.

»Vi har fået bekræftet, at offeret er en 54-årig mand ansat ved politiet, men af hensyn til de pårørende er hans navn endnu ikke officielt frigivet. Manden er sidst set fredag eftermiddag, og politiet leder fortsat efter liget,« forklarede journalisten.

Skærmen skiftede tilbage til et grynet klip, hvor politimanden stadig var i live. Bag den nødtørftige digitale sløring så det ud, som om han havde bind for øjnene. Han sad på knæ i en medtaget trenchcoat og bad jamrende for sit liv. Flere gange spurgte han gerningsmanden, der tilsyneladende holdt kameraet: »Hvorfor? Hvad har jeg gjort?«

Manden svarede ikke. Han satte kameraet fra sig på et stativ og gik hen mod sit offer med ryggen mod linsen. Elefanthuen skjulte alt. Hans hårfarve, hans ansigt og enhver følelse, der måtte være inde bag den sorte maske med de to huller til øjnene. Så løftede han krumsablen.

Nora havde dækket terrorangreb før, men det her var noget helt nyt. En kold og kynisk aflivning optaget på video. For første gang siden hun var taget fra Bangkok, fumlede hun i tasken efter sin mobiltelefon. Hendes hånd havde netop lukket sig om den, da døren til pubben gik op og Joe kom ind med sin kæreste i kølvandet. Pigen styrede ned mod bordet, mens Joe gik op mod baren.

»Lager, okay?« spurgte han over mod Nora.

Hun nikkede.

»Cathy,« sagde pigen og rakte en henna-tatoveret hånd frem.

»Nora,« kvitterede hun og trak modstræbende blikket væk fra skærmen et øjeblik.

»Hvad ser du?«

»Der er en politimand, som er blevet slået ihjel af IS derhjemme.«

»Hjemme i England? Hvor?«

Nora nikkede og forsøgte at høre, hvad reporteren nu havde at sige.

Joe kom ned til bordet og satte ølglassene fra sig med et smæld, da han fik øje på reporteren foran politistationen.

»Hvad sker der?«

Nora pegede på det gule bånd i bunden af skærmen.

»Politimand myrdet af IS. De ved ikke så meget mere lige nu.«

»Jamen de står uden for politistationen i Toppingham! Min bror arbejder på den station,« sagde Joe og tog sin mobil op af skjortelommen.

Cathy tog hånden op for munden.

»Åh! Bare der ikke er sket ham noget!«

Joe svarede ikke. Han gik mod døren med mobilen for øret. Nora kunne høre, han kom igennem i samme øjeblik, som han trådte ud i den fugtige varme, og døren smækkede efter ham. Efter et par minutter, hvor Sky bragte en meningsløs vejrudsigt, kom han tilbage. Svedig og bleg.

»Min bror er uskadt, men dybt rystet. Han siger, at det er Ed Crow på den film,« sagde han henvendt til Cathy.

»Wow,« udbrød hun og tog en stor slurk af sin øl.

Nora så fra den ene til den anden.

»I kender ham, der er blevet myrdet?«

Joe nikkede og så ned i bordet.

»Hvem er han?« frittede Nora.

»Han var min brors chef. Men han var mere end det. De har været venner, siden jeg var en lille dreng. De kom ind til politiet samtidig, og han var forlover ved min brors bryllup. Chris er i chok.«

Mere nåede Joe ikke at sige, inden hans telefon ringede, og han gik udenfor igen.

Cathy sad og stirrede op mod tv’et, der igen viste klippet med det pixellerede, afhuggede hoved. Hendes solbrændte hud så pludselig bleg ud over den farvestrålende batikkjortel.

»Hvor er det rædselsfuldt. Selv ikke Crow har fortjent det her.«

»Hvad mener du med det?«

Cathy trak på skuldrene.

»Joe ser det måske ikke sådan, manden er jo ven med hans bror. Eller var,« rettede hun sig selv. »Men han var et gennemført dumt svin. Korrupt som ind i helvede.«

»Hvorfor tror du, IS lige havde udset sig ham?«

Cathy tænkte over det et øjeblik.

»IS kom vel bare før alle andre.«

»Hvordan det?«

»Manden havde hundredvis af fjender. Jeg ved det, for jeg har været med til at dække Toppingham i de seneste tre år. Tro mig, Crow havde meget få venner i den by.«

»Hvorfor?«

Inden Cathy kunne nå at svare, kom Joe tilbage. Han så stadig bleg ud.

»Jeg har lige talt med min mor. Hun siger, at Chris er mere medtaget, end han vil indrømme. Hun vil gerne have, at jeg kommer hjem,« forklarede han og så over på Nora.

»Jeg bliver nødt til at tage hen på hotellet og finde ud af, hvordan jeg kan ændre vores billetter. Beklager, at jeg må løbe fra vores aftale.«

Nora nikkede.

»Selvfølgelig. Jeg forstår.«

Cathy gav hende et hurtigt kram, inden hun rejste sig op.

»Det kunne have været hyggeligt at lære dig at kende. Håber, vi ses en anden gang.«

»Måske før end du tror,« sagde Nora.

Allerede inden Joe og Cathy havde startet deres lejede motorcykel, havde Nora fundet mobilen frem, tændt den og trykket koden til pubbens wifi ind i det lille felt. Fingeren tøvede kun et lille øjeblik. Så tog hun afsked med sin sjælefred og trykkede forbind.

Der var 14 ubesvarede opkald. Et var fra Andreas og et fra hendes far. De resterende 12 var fra Krebsen, hendes utrættelige chef på Globalt, der mente, at hans hals- og håndsret over sin London-korrespondent nogenlunde fulgte åbningstiderne i en døgnkiosk.

Problemet var bare, at Nora ikke vidste, om hun egentlig var London-korrespondent længere. Magasinet var under økonomisk pres, men stod måske til at få penge fra en kapitalfond, styret af den russiske oligark Anton Bugakov. Desværre havde Bugakov fået et horn i siden på Nora efter en sag, hvor Bugakovs ekskone havde kidnappet parrets fælles søn til Danmark. Hvorfor han bebrejdede Nora det, vidste kun han selv. Ingen havde sagt det direkte, men Nora var sikker på, at Bugakovs investering, der kun var håndører i russerens økonomi, var en måde at prøve at få hævn over hende. Da Krebsen havde afsløret, at Bugakov ville have hende væk fra London, blev Noras værste anelser bekræftet.

Sidst hun havde talt med Krebsen, havde han foreslået, at hun for en stund kunne rykke sit arbejde hjem til Danmark. Bugakov blev ikke nævnt med navn, men hans tilstedeværelse lå over samtalen som morgensmog i Yekaterinburgs industrikvarter. Uhåndgribelig og giftig i større mængder.

Nora havde udbedt sig betænkningstid, og Krebsen var modstræbende gået med til det i erkendelse af, at han havde stillet hende over for et næsten umuligt valg: At opgive sin tilværelse i London eller risikere at miste sit job. Efter tre søvnløse nætter havde Nora resolut bestilt en billet til Thailand og booket sig ind på Mons Muay Thai-skole på Koh Phangan.

Så snart hun åbnede sin mailbakke, var freden forbi. Der lå flere end 300 mails.

Hun sprang med vilje over dem fra Krebsen. De måtte vente lidt endnu. Der lå én mail fra Andreas, hendes gamle gymnasiekammerat, der var dukket op i London. Nora var faldet pladask for politibetjenten med de brune øjne, og hans smil fik hende til at smelte i bløde former som et sandslot ved tidevand.

Men lykken med Andreas havde været på lånt tid. Han havde gjort sin tidligere kæreste Birgitte gravid, inden han fandt sammen med Nora, og nu boede han med hende og lille Viola i Danmark. Nora havde forsøgt at give slip, men hverken den mørkhårede forlægger Tom Craven med en selvtillid på størrelse med Wales eller 500 daglige spark mod de slidte bildæk under Mons instruktioner havde helt kunnet fjerne den særlige Andreas-smerte fra kroppen.

Det var på en måde en trøst, at han måske heller ikke havde fået gravet hende helt ud af sit hjerte endnu.

Mailen fra ham var kort.

Kan du ikke ringe? Viola er meget syg, og jeg har brug for en ven. A.

Nora tjekkede datoen. Det var fem dage siden. Uret på telefonen viste lidt over 21 om aftenen i Thong Sala, og det var sidst på eftermiddagen i København. Hun besluttede sig for en forsigtig mail. Hun turde ikke risikere at ringe til ham, mens Birgitte måske stod ved siden af.

Ser først din besked nu. Er hun okay?

Mens hun ventede på svar, gik hun igennem de andre mails og fandt en fra sin far, der på trods af, eller måske netop på grund af, sin akademiske baggrund aldrig nogensinde havde haft held med at finde en naturlig tone for e-mails. Han foretrak de læderindbundne historiske bøger, der stod i metervis på hans kontorer hjemme og på universitetet.

Kære Leonora Christine. Jeg håber, du har det godt på rejsen. Herhjemme er alt fint, og naboens Bessie har fået hvalpe. Jeg overvejer at anskaffe mig en. Elvira siger, at det ville være godt for mig at skulle gå en lang tur hver dag. Nå, men hvornår kommer du tilbage? Vi fejrer Davids fødselsdag den 10. Du ved, hvordan han bliver, hvis alt ikke er, som det plejer. Kærlig hilsen din far.

Mens hun overvejede et svar, der kunne berolige hendes far og forsikre ham om, at hun igen i år ville møde op og bidrage til familiefreden, ringede telefonen.

»Sand her,« sagde hun.

»Det var sgu da på tide,« sagde Krebsen småirriteret, som om de lige havde talt sammen for ti minutter siden.

Hun svarede ikke, men forsøgte at regne ud, hvad det mon kostede at modtage opkald fra en mobiltelefon i København.

»Nå, men jeg håber, du har haft en herlig ferie,« fortsatte han ufortrødent.

Nora brummede et eller andet, der kunne fortolkes efter forgodtbefindende. Hvilket Krebsen straks gjorde.

»Godt så. Men nu er det slut med dagdriveriet. Du skal hjem på arbejde.«

»Hvor hjem?« spurgte hun med hjertet oppe i halsen.

Hvis han havde tildelt hende en eller anden tilfældig plads på indenrigsredaktionen uden overhovedet at spørge hende, ville det være fuldstændig uacceptabelt, besluttede hun. En sag for tillidsmanden, hvis fornavn vistnok var Dan, men som hun kun havde mødt en enkelt gang til en julefest for tre år siden og aldrig hørt fra igen.

»Toppingham, selvfølgelig! Det går helt amok derovre. IS-angreb på politiet. Vi går ind i en ny fase, hvad angår terrorisme i Europa. Det er vigtigt, at du er på pletten, Sand. Der er ikke nogen andre på bladet, der kan dække det halvt så godt som dig.«

Nora vidste, han havde ret, men hun havde ikke tænkt sig at forære ham den sejr.

»Jeg vil faktisk gerne vide, hvad min status præcis er, inden jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og …«

»Vent lige,« sagde Krebsen, og hun kunne høre ham råbe ud i lokalet.

»Anette? Er du ved at gå hjem?«

Nora hørte et mumlende svar.

»Men kan du ikke lige blive fem minutter længere?«

Mere mumlen.

»Fordi vi skal have fikset en billet til Sand. Hun er i Thailand og skal til Toppingham. I går.«

Efter en pause:
»Tak!«

Og så var Krebsen tilbage i røret.

»Godt. Anette mailer dig dine billetter. Vi snakkes ved, når du er fremme.«

»Men. Jeg vil gerne lige understrege, at …«

Men Krebsen havde allerede lagt på, og Nora besluttede, at hvad han end skulle skældes ud over, måtte det vente, til hun var tilbage i Europa.

Mon dyttede uden for Noras bungalow lidt over fem næste morgen. Hun kastede den grønne kuffert om bag i hans røde pickup og satte sig ind i førerhuset. Selv på den her tid af døgnet bevægede han sig med en sikker ro og ynde, der havde givet ham kampnavnet Stående Bølge, og som fra første blik havde mindet Nora om en søhests graciøse måde at svømme på. Om hun så øvede sig resten af sit liv, ville hun aldrig kunne lære lige præcis dét.

Mon havde studeret hende den første dag og var kommet hen til hende, rolig og bestemt efter træning, og forsøgt at rette hele hendes positur.

»Dit problem er, at du hele tiden står parat, som om du skal til at kæmpe. Meget aggressivt,« sagde han stille.

Nora så forbløffet på ham.

»Jamen det skal jeg jo også. Muay Thai er en kampsport.«

Mon smilede blidt.

»Nej. Det er det så langt fra. Det er måske det vigtigste, jeg kan lære dig,« havde han sagt.

I samme øjeblik de kørte op på hovedvejen, der førte hen til færgehavnen, åbnede himlen sig med et af de episke regnskyl, der gav fornemmelsen af at køre direkte under et rasende vandfald. Mon lod sig ikke mærke med, hvordan regnen piskede ned på de slanke palmer, og kørte behændigt uden om de store vandpytter, der begyndte at samle sig.

De sad lidt i bilen på kajen, mens de ventede på, at færgen kom ind i havn og tog passagerer om bord.

»Hvad laver du egentlig, siden du sådan skal skynde dig hjem igen?« spurgte Mon, mens han så ud på de turkise fiskerbåde, der vuggede i regnen.

»Jeg er journalist. Jeg lever af at skrive. Hver eneste dag.«

Han så på hende med noget, der lignede respekt.

»Det må være svært?«

Nora trak på skuldrene.

»Egentlig ikke. Det, du gør, er svært. At skrive er det nemmeste i verden.«

»Ikke for mig,« sagde Mon.

De så på hinanden og kom begge til at grine lidt. Nora tog en dyb indånding og gik ud i regnen, mens Mon trak hendes kuffert ned fra ladet. I løbet af ti sekunder var de begge dyngvåde.

»God rejse, Nora Sand, der skriver,« sagde han alvorligt.

»Tak, Stående Bølge,« sagde hun.

Så gik hun om bord og satte sig under dæk med kurs mod Koh Samui, Bangkok, London og endelig Toppingham.

Ferien var forbi.

Kapitel 2

Det var, som om det dekret, der bestemte, at april officielt var en forårsmåned, ikke rigtig var nået frem til Yorkshire. Da Nora stod af på stationen lidt over middag, piskede en kold regn hende ind i ansigtet som for at forsøge at slå fast, at oplevelserne med Mon og hans vandbøffel var noget, der var sket for en anden. I stedet virkede det, som om Nora var spadseret direkte ind i første linje af sit yndlingsdigt The Waste Land, der slog fast, at april er den grusomste måned af alle. Nora huskede præcis, hvor hårdt T.S. Elliots digt havde ramt hende, første gang hun havde læst det som teenager, og hun var dykket ned i et univers, hvor der blev sat ord på den håbløse længsel, der fulgte hende som en sort skygge, hvad enten hun så sig over skulderen eller ej. Hun rystede tanken af sig og tog en taxa til The Standard, det hotel, hun havde booket i toget.

Værelset på anden sal havde et af den slags gulvtæpper, der ledte tankerne hen på Stanley Kubriks udgave af Ondskabens Hotel. De store rektangulære former var falmet over årene til en sørgelig version af de muntre primærfarver, der havde været en del af det oprindelige design.

Vinduet vendte ud mod en park, hvor to skolepiger sad og kæderøg på en bænk. Regnen var stilnet af, og Nora gættede, at de måtte være på springtur fra den pompøse kalkstensbygning lige bag ved parken, hvis indgangsparti forkyndte, at her holdt pigeskolen Sct. Helena til. Så rejste den ene sig og ødelagde illusionen om en pjækketime ved at tage en baby op af en barnevogn, Nora først lagde mærke til nu.

Hun satte computeren op på det smalle bord foran vinduet og forsøgte at forlige sig med tanken om, at hun ikke længere var i Thailand. Da hun i morges var nået hjem til lejligheden i Belsize Park i det nordlige London, var det eneste, hun havde lyst til, at lægge sig i sin egen seng og strække ud efter de mange timer i flyet. Det havde krævet mere end almindelig viljestyrke i stedet at samle posten sammen, vande de hensygnende ørken-sukkulenter og gå i gang med at pakke en weekendtaske med varmt tøj og den sidste bunke rent undertøj, hun havde tilbage i lejligheden. Computeren kom i håndtasken sammen med en stak halvfyldte notesblokke.

På Kings Cross havde hun købt aviser og en kaffe med alle de espresso-shots, der kunne presses ned i en enkelt kop. Først da hun havde drukket halvdelen, fandt hun energien til at ringe og melde sig under fanerne på Globalt, til Krebsens udelte glæde.

Andreas havde ikke svaret på hendes mail, og hun havde haft de bedste intentioner om at skrive til ham i toget, men så snart hun havde sat sig i sædet, faldt hun i en dyb søvn, der kun blev afbrudt af en kontrollør, der ikke havde forståelse for, at en af hans passagerer stadig var på thailandsk tid, men jog hende ud af toget i Sheffield for at nå forbindelsen til Toppingham.

Træthed og jetlag sad stadig i kroppen, og hun var taknemmelig over den civiliserede britiske skik, der gjorde det til en menneskeret at kunne lave sig en kop te, selv på de usleste hotelværelser.

Hun slog The Mercury op på nettet. Hun havde ikke nået at få hverken Joe eller Cathys nummer i skyndingen, men hun vidste jo, hvor de arbejdede, og det var et sted at starte.

Joes mobilnummer stod under hans bylinefoto på avisens hjemmeside, hvor han opfordrede alle, der havde en god historie fra Toppingham og omegn, til at skrive direkte eller ringe med deres tip. Ingen historie er for lille! Alle tip behandles med fuld diskretion, lovede han.

»Joe Foster,« sagde han. Først lød han overrasket og en lille smule travl, men da hun fortalte, at hun også var i Toppingham, tøede han op.

»Jeg har lige en historie, jeg skal skrive færdig, men vi kan ses om et par timer til en fyraftenspint?« foreslog han og gav hende navnet på en pub, der lå fem minutters gang fra hotellet.

Så snart samtalen med Joe var afsluttet, fandt hun nummeret på en af de kilder, hun sommetider brugte i forbindelse med historier om IS. Victor Grunch havde en fortid i den britiske efterretningstjeneste, hvor han havde specialiseret sig i jihadister, men det var flere år siden. Nu havde han sit eget firma og levede af private selskaber, der havde brug for sikkerhedsrådgivning over hele kloden. Hver gang en journalist ringede til ham, så han det som en mulighed for ekstra reklame for Grunch Security Solutions, og han undlod aldrig at minde hende om, at hun skulle nævne firmaets navn, hvis hun citerede ham i Globalt. Nora lod det passere, fordi manden virkelig vidste, hvad han talte om. Hun havde mødt ham til en konference om hjemvendte IS-krigere, hvor han havde været en af hovedtalerne. I modsætning til de fleste eksperter i den virkelige sikkerhedstjeneste var Grunch ikke en mand, der var nødt til at tale i forblommede vendinger og halvfærdige sætninger. Hans konklusioner var lige så utvetydige som de brede, røde seler, der var blevet en del af hans varemærke.

Så snart han tog opkaldet, kunne hun høre, at han var fortravlet.

»Grunch. Hvem taler jeg med?«

Nora præsenterede sig.

»Mja. Jeg husker dig godt. Jeg sidder i bilen, og du har fem minutter. Fyr løs,« sagde han.

»IS i Toppingham? Hvordan skal man forstå det?«

»To muligheder: Det kan være en hjemvendt kriger fra Syrien. Eller det kan være en af de andre.«

»De andre?«

»Ja. En af dem, der ikke fik lov til at tage af sted. De kan være lige så farlige.«

»Hvordan det?«

»Unge mennesker, som bliver radikaliserede online. Mens deres forældre tror, at de er i sikkerhed, fordi de holder dem hjemme og ude af problemer med bander og rabiate imamer, sidder de inde på deres drenge- og pigeværelser og ser videoer fra Daesh, der glorificerer den hellige krig. Viser, hvordan IS hjælper syrere, der har været udsat for vold og tortur fra Bashar al-Assads tropper. Hellige krigere, der deler mad og slik ud til forældreløse børn.«

»Men er der ikke grænser for, hvor meget man kan blive påvirket bare ved at se videoer online? Hvorfor opdager deres forældre ikke noget?«

»Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt det kan gå, og hvor langt man kan blive bragt ud med den rigtige form for propaganda. Når de først kommer i kløerne på en af talentspejderne, er slaget ofte tabt. De her mennesker er trænede til at dyrke ensomheden og isolere folk fra deres omgivelser. De får dem til at føle sig betydningsfulde, og det bliver forstærket af konspirationen: Du er vores udvalgte. Du må ikke tale med andre om din hellige opgave for Allah. London-angrebet for tre år siden, husker du det?«

Nora huskede kun alt for godt den frygtelige aften, hvor en varebil var kørt ind i en menneskemængde på en af Londons mange broer.

»Det var en 21-årig knægt, der stod bag. Året før havde han haft planer om at rejse til Raqqa og blive en del af krigen. Men hans lillesøster fattede mistanke og talte med en imam, der var vaks nok til at kontakte det lokale politi i Leicester, hvor den unge mand boede. Han blev nægtet udrejse ved grænsen. Tilsyneladende holdt han sig derefter i ro. I hvert tilfælde længe nok til, at ingen bed mærke i det, da han flyttede til London. Og tog sin hævn over det samfund, der havde forhindret ham i at blive kriger.«

»Hvad siger din erfaring dig? Er det en hjemvendt eller en af dem, der måtte blive, der har udført mordet på den her politimand?«

Der var en pause, mens hun kunne høre de høje klik fra blinklyset i Grunchs bil. Derefter stilhed, mens motoren blev slukket.

»Jeg er fremme nu,« sagde han.

»Men lige hurtigt?«

»Jeg har ikke set videoen, Sand. Den er ikke tilgængelig for offentligheden i sin helhed. Men når jeg ser den, og det byder mit arbejde mig jo nok desværre at gøre på et tidspunkt, så vil jeg scanne billedet for flere ting: Hvad er der i baggrunden? Hvad er det underliggende budskab? Hvem taler på videoen, og hvad bliver der sagt? Er det en professionel likvidering, altså nogle, der ser ud, som om de har prøvet det før? Læg mærke til, hvordan vedkommende bevæger sig. Man kan næsten altid se på folk, om de har fået militær træning, hvis man er opmærksom på det. Men hvis du vil have en hurtig mening, så tror jeg ikke på IS. Strategisk giver det ikke mening. Okay? Jeg må løbe nu,« sagde Grunch og afbrød forbindelsen.

Nora åbnede vinduet på klem og skubbede fladskærmen til side for at gøre plads til computeren og satte sig til at skrive sine noter ind. Bagefter gik hun i gang med at researche på Syrienskrigere. En rapport, der var skrevet for halvandet år siden fra en tænketank, anslog, at i tilfælde af et sammenbrud i IS, ville måske op mod 400 tidligere krigere forsøge at vende tilbage til Storbritannien, hvor de var født og opvokset.

Briterne stod ikke alene med det problem, konstaterede Nora. Omkring 2000 tidligere krigere kunne ifølge rapporten have kurs tilbage mod Europa efter et ophold i Syrien eller Irak. Et skøn for Danmark lød på knap 150 mulige hjemvendte.

Rapporten konkluderede, at det stort set var umuligt at skelne mellem forhærdede jihadister og unge, naive mennesker, der var blevet lokket af løfterne om et paradisisk kalifat og stor ære, men i stedet havde fundet meningsløs brutalitet og nu ville tilbage til et normalt liv i Vesten.

Enkelte eksperter mente, at der var en chance for at få rehabiliteret de unge mennesker, mens andre så det som en håbløs opgave.

En fransk minister havde udtalt, at det for ham at se var det bedste, hvis folk »der valgte at kæmpe i Syrien på islamisternes side også endte med at dø i Syrien«, og en amerikansk militær talsmand havde indrømmet til en amerikansk avis, at forholdsordren var at skyde på IS-styrker, uanset om de indbefattede europæiske borgere eller ej.

I Storbritannien var regeringen begyndt at fratage borgere, som de vidste havde tilsluttet sig IS, deres britiske statsborgerskab og dermed også muligheden for at vende hjem. Hvor mange det var lykkedes for at vende hjem til Storbritannien, meldte rapporten ikke noget om.

Nora ringede til tænketanken for at få en opdateret kommentar, men stødte på en telefonsvarer. Så søgte hun på islamiske centre i Toppingham. Måske kunne nogen der kaste lys over, hvorfor IS skulle slå til her og ikke i eksempelvis London. Måske var politiet i den britiske hovedstad mere bevidst om sikkerhed end en by i det sydlige Yorkshire med en kvart million indbyggere. Men hvorfor lige her? Hvorfor ikke Sheffield eller Manchester eller Birmingham eller Brighton for den sags skyld? Nora gættede på, at gerningsmanden, uanset om han havde været i Syrien eller ej, måtte have en eller anden lokal tilknytning.

Hun ringede til det islamiske center, der så ud til at være det største i byen, og fik en mand, der præsenterede sig som Abu Wahid, i røret. Da han hørte, at Nora var journalist, begyndte han at tale i vendinger, der lød, som om de blev læst direkte op fra et stykke papir, der lå foran ham.

»Vi fordømmer al vold. Islam er en fredelig kultur. Ingen her i byen, som vi har kendskab til, kan have udført denne ugerning,« messede han og fortsatte: »Vi tager afstand fra den handling, som er i modstrid med Muhammeds lære.«

Nora forsøgte flere gange at afbryde hans talestrøm, men manden var rutineret og havde åbenbart slet ikke brug for at trække vejret imellem sætningerne. Til sidst fik hun et ord indført.

»Må jeg komme forbi i morgen og tale med jer?«

»Det kan jeg ikke se tjener noget formål,« sagde Abu Wahid.

»Men jeg vil gerne høre jeres syn på tragedien.«

»Det siger de altid, men der er ingen, der er interesseret i at høre den, når det kommer til stykket,« sagde Abu Wahid træt.

»Jamen det er jeg,« forsikrede Nora.

»Hvorfor skulle du være anderledes end alle de andre journalister?«

»Fordi jeg faktisk gerne vil møde op og tale med dig?«

Abu Wahid sukkede.

»Jeg ser ikke noget formål med det,« sagde han og lagde på.

Hun besluttede sig for, at så let skulle han ikke slippe. Måske ville det være sværere for ham at sige nej, hvis hun stillede personligt. Om ikke andet ville der måske være andre mennesker ved centeret, der kunne tale med hende.

Nora skævede hen mod sengen. Puderne så ualmindelig bløde ud, og hun mærkede trætheden røre på sig igen. Men hun vidste, at hun var nødt til at bide tænderne sammen og droppe tanken om mere søvn lige nu, ellers ville hun betale for det senere. I stedet satte hun elkedlen i gang, lavede sig en kop kaffe med de to små breve neskaffe og fyldte efter med langtidsholdbar mælk fra et plastikbæger, der lignede noget fra et dukkehus.

Det var begyndt at blive mørkt, og regnen var taget til med en heftighed, som om den forsøgte at bore sig ned i jorden. Nora tænkte længselsfuldt på den paraply, hun havde efterladt hjemme i London. Mens hun drak sin kaffe, fik hun øje på en taxa, der holdt med slukkede lygter i udkanten af parken. Pigerne med barnevognen var for længst væk, men hun fornemmede bevægelse mellem træerne i tusmørket. Hun spekulerede over, hvor desperat man måtte være for at opholde sig ude i det her vejr. Det var umuligt at se noget tydeligt gennem træernes grene, måske var taxachaufføren ganske enkelt ved at træde af på naturens vegne. Så tog hun en dyb indånding og sendte en sms til Andreas.

Kan du tale nu?

Få sekunder efter ringede han.

»Hej,« sagde han.

Hans stemme var rå og træt, og bare ud fra dette enstavelsesord vidste Nora, at han var mere udmattet, end han nogensinde havde været. Hun havde lovet sig selv, at hun kun ringede som en ven, men dette ene lille ord borede sig igennem hendes forsvarsværker, der i forvejen lå i ruiner på grund af træthed, og plantede et lillebitte flag i hendes hjerte med et stik.

»Hvad sker der, Andreas?«

»Viola er på hospitalet. De tager alle mulige prøver, men de kan ikke finde ud af, hvad hun fejler. Hun har haft høj feber, og hendes hjertelyd er ikke stabil.« Andreas trak vejret dybt ind.

»Åh. Det må være forfærdeligt.«

»De siger, hun er uden for livsfare nu, men det har været tæt på.«

Stemmen knækkede en lille smule.

»Hvor er du nu?« spurgte Nora.

»Jeg var lige gået udenfor for at gå på apoteket. Jeg var nødt til at gøre et eller andet. Birgitte sidder inde på stuen med Viola og min mor.«

»Åh, Andreas. Det gør mig så ondt. Er Birgitte okay? Det må være rædselsfuldt for hende.«

»Hun tager det bedre end mig,« sagde Andreas.

Nora kunne høre lydene fra en skydedør og en højttalermeddelelse, der skrattede i baggrunden.

»Jeg må løbe nu. Tak, fordi du ville høre på mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde bare brug for at sige det til dig.«

»Andreas, du må altid gerne ringe.«

»Tak. Farvel.«

Nora havde knapt lagt mærke til, at hun havde sat sig på sengen i løbet af samtalen, nu lod hun sig falde tilbage på madrassen, lukkede øjnene og mærkede, hvordan søvnen bredte sig over hende som et blødt sengetæppe, man kunne trække op over hovedet og som kunne få én til at glemme alt om halshuggede politibetjente, IS-krigere og Andreas, der stod et sted i København og var lige ved at græde. Øjenlågene faldt i af sig selv, og hun var lige trådt ind i mørket, da telefonen tvang hende tilbage til hotelværelset. Det var Tom. Hun lod den ringe ud, og tredive sekunder senere fik hun en sms om, at der lå en ny besked på hendes telefonsvarer. Hun lod den ligge præcis der. Magtede ikke at finde ud af, hvilken plads den mørkhårede forlægger fra Soho skulle have i hendes liv lige nu. Det måtte hun finde ud af, når hun engang var tilbage i London. Hun tvang sig op fra sengen og tog et skoldhedt brusebad.

Tre kvarter senere stod hun i baren på The Maiden’s Head, der lignede præcis, hvad den var: En pub, der havde overlevet i årtier i en by, der engang havde haft stolte traditioner i jernindustrien og nu måtte hutle sig igennem med en arbejdsløshedsprocent, der aldrig syntes at gå den rigtige vej. Det eneste tegn på, at pubben befandt sig efter 1975, var en fladskærm, der i hjørnet af lokalet transmitterede cricket fra et sted, hvor vejret så ud til at være betragteligt bedre end i Toppingham.

Nora kastede et blik på den store dunk med discountcola, der stod bag disken, men bestilte i stedet en halv pint hos en smilende bartender med sølvskinnende øjenskygge og falske vipper. Mens Nora fiskede efter en fempundseddel i pungen, kom Joe op bag hende og prikkede hende på skulderen.

»Hey Nora. Godt at se dig. Vi sidder herhenne,« sagde han og pegede over mod et bord inderst i lokalet og tæt ved en blinkende pinball-maskine. Ved bordet sad tre andre mænd, som Joe præsenterede i hurtig rækkefølge.

»Matt, der arbejder på sportsredaktionen, når han ellers gider lave noget. Greg, der har den ulykke at dele skrivebord med mig. Og den store fyr med overskægget her er min bror Chris.«

»Nora her er kickbokser fra Danmark. Mødte hende i Thailand.«

Nora nikkede til dem hver især og satte sig med sin pint over for Chris. De to journalister var midt i et skænderi, der, så vidt hun kunne forstå, handlede om, hvorvidt en landsholdsspillers seneste seksuelle eskapader burde udløse en karantæne, eller om hans evner på fodboldbanen var så storslåede, at de trumfede alt, og det varede ikke længe, inden Joe deltog.

Chris drak af sit pintglas i store slurke og så op mod cricketkampen, mens han af og til skævede mod Nora. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at indlede en samtale, så hun besluttede sig for at tage det første skridt.

»Joe siger, du er ved politiet?«

Et nik.

»Og du kendte Crow virkelig godt?«

Endnu et bekræftende nik.

»Hvad tror du, der er sket med ham?«

Chris vendte sig om med sammenknebne øjne.

»Du har vel set nyhederne, eller hvad?«

Nora krympede sig.

»Jo. Jeg mener bare …«

»Han var min ven. Jeg har siddet det meste af dagen hos hans kone … Hans enke Mary. De har en søn på fire. Jeg er hans søde onkel Chris. Hvordan skal jeg nogensinde kunne forklare ham, hvad der er sket med hans far?« sagde han med blikket fast rettet mod skærmen.

Nora tog ham blidt om armen og fik ham til at vende sig om mod sig. Ventede, til han så hende i øjnene.

»Jeg forstår godt, at det er frygteligt. Men det, jeg mente, var: Er I helt sikre på, at videoen ikke er iscenesat? Jeg mener, der er ingen, der har fundet hans lig. Kan det være, at han stadig bare er kidnappet, og at videoen er et stunt for at skræmme folk fra vid og sans?«

Chris rystede på hovedet og strøg sig over munden med sin åbne håndflade, som om han forsøgte at stoppe de næste ord på vej ud af munden.

»Jeg har set videoen. I dens fulde længde. Der er ingen som helst tvivl om, at Ed er død. Tro mig. Ingen.«

»Hvordan kan det være, du har set den?«

»Jeg var på vagt den nat, den blev sendt til politistationen her i Toppingham. Sendt rundt på en massemail til alt personalet med overskriften: Han fik, hvad han fortjente. Vi fik hurtigt besked på at slette den, så det gjorde jeg, men jeg nåede altså at se den inden.«

Chris tømte sit glas i en bitter slurk og så på hende som for første gang.

»Du er også journalist, er du ikke?«

Nora nikkede.

»Jo. Beklager, hvis Joe ikke har nævnt det. Men ja.«

»Er det her til en historie?«

»Ja. Men jeg ved ikke, hvad jeg skriver endnu.«

Chris skulede til hende. Nora løftede det tomme glas, han netop havde sat ned.

»Ny omgang?«

Han nikkede og vendte sig igen om mod cricketkampen. Udenfor var det blevet mørkt, og pubben var langsomt blevet tømt for de mennesker, der var kommet forbi for at få en enkelt fyraftensøl og afløst af dem, der havde slået sig ned for resten af aftenen.

Da hun kom tilbage med en bakke med fem Iron & Steel, skænket med nænsom hånd af bartenderen med det sølvskinnende blik, så Chris formildet ud. Han tog sit glas og skålede bordet rundt. Joe og hans kollegers samtale havde nu bevæget sig videre til den nuværende landstræners fordele og ulemper i forhold til hans forgænger, hvis uduelighed der var bred enighed om. Problemet var at tæmme Rooney, hørte Nora, inden hun igen vendte sin opmærksomhed mod Chris.

»Du er helt sikker på, at det var Ed Crow på den video?«

»Ja. Vi har været venner, siden vi kørte på vores første udborede knallerter sammen og drak hans fars dåseøl i smug. Jeg kan genkende hans stemme hvor som helst.«

»Så det var Eds stemme?«

Chris sank.

»Ja. Han bad for sit liv. Talte om sin søn og sin kone, som han elskede højt. Den mand, der stod med krumsablen, så ikke ud til at være det mindste berørt af det, han sagde. Det var så koldt.«

»Professionelt?«

Chris trak på skuldrene.

»Jeg så videoen som en af de første. Jeg sad tilfældigvis og tjekkede mine mails mandag aften. Bagefter sad jeg bare og stirrede ud i luften. Jeg kunne ikke helt fatte, hvad det var, jeg lige havde set.«

Hans stemme knækkede en lille smule. Så tog han en slurk øl.

»Kan du huske noget om manden?«

Chris trak på skuldrene.

»Han var i en slags militær uniform. Elefanthue. Man kunne ikke rigtig se hans øjne. Det var vel det samme, man kunne se på klippet i nyhederne.«

»Baggrunden?«

»Hvide vægge. En nøgen pære i loftet. Ingen kendetegn. Det kunne være et lagerrum, en garage. Hvor som helst.«

»Var der nogen IS-flag i baggrunden eller den slags?«

»Ikke hvad jeg kunne se. Bare et sort tæppe, hvide vægge og et hårdt, nøgent lys.«

Nora ventede og drak en lille tår af sin øl. Vidste, der ville komme mere.

»Efter Ed var færdig med at tale, skar manden halsen over på ham med en krumsabel. Som om han halalslagtede en ged.«

Ubevidst gjorde Chris en bevægelse fra venstre mod højre på sin egen hals.

Nora mærkede, hvordan trætheden og det faktum, at hun var i gang med sin anden øl på tom mave, fik det til at vende sig i hende. Men Chris var ikke færdig.

»Ed skreg. Og så blev han stille. Blodet sprøjtede overalt. Sådan i store strint. Indtil det ikke sprøjtede mere overhovedet. Så gik manden i gang med at save halsen helt over. Det tog længere tid, end man egentlig forestiller sig. Der er luftrør og knogler og den slags, og det kan godt være hårdt arbejde med en krumsabel, selv om den er skarp. Jeg kunne ikke se, hvad han lavede præcist, for kameraet stod fast på en fod. Og han flyttede det ikke, mens han arbejdede. Men man kunne høre, at det var hårdt arbejde,« sagde han tonløst.

Efter et kort åndedrag begyndte han igen, som var han i trance.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke slukkede videoen her. Hvorfor jeg ikke så den anden vej, skruede ned for lyden eller bare gik væk. Men det var helt umuligt.«

Nora havde lyst til at bede ham stoppe, men han var forbi det sted i samtalen, hvor man kunne holde ind til siden og få vejret igen. Nu var det til den bitre ende, og den var lige om hjørnet.

»Til sidst holdt han Eds hoved i hånden. Han trak ham op ved håret. Man kunne ikke se hans øjne. De var knebet tæt sammen. Men hans mund var ligesom skæv. Som om han aldrig ville holde op med at skrige.«

Chris holdt en lille pause.

»Var det den slags, du gerne ville høre? Passer det ind i din historie?« spurgte han bittert.

Inden Nora nåede at svare, ringede Joes telefon.

Nora så ham blive hvid i hovedet og rejse sig for at gå ud og væk fra larmen.

»Er politiet der nu?« hørte hun ham spørge.

Kort efter trykkede han samtalen væk og fik øjenkontakt med Nora.

»Har de fundet ham?« spurgte hun.

»Det tyder alt på. Jeg tager derud nu.«

»Jeg tager med,« meddelte Nora.

Hun tog sin sweater på og gik ud på gaden for at praje en taxa, mens Joe fik sagt farvel til sin bror. Så satte han sig ind på forsædet og gav chaufføren en adresse på Mulberry Road.

»Hvem var det, der ringede?« spurgte Nora.

»Tommy.«

»Hvem er det?«

»Vi gik til fodbold sammen. Jeg reddede hans røv fra et par af de store drenge nogle gange. Nu bor han i et af byens knap så pæne kvarterer, han tipper mig tit med historier. Han siger, at der er opstandelse ude ved et garageanlæg. Rygtet går, at de har fundet et lig, der kunne være Ed.«

Ti minutter senere drejede de ind på Mulberry Road. Det flakkende, blå lys fra en parkeret politibil sendte på lang afstand signal til de omkringliggende boligblokke, at der var sket noget ud over det sædvanlige ved det nedslidte garageanlæg.

Nora skuttede sig i regnen, der prikkede i kinderne med iskolde nåle, mens Joe betalte for taxaen.

Garageanlægget lå bag et jerngitter og bestod af fire lange, røde murstensbygninger. Hun talte 12 garager i hver blok med hver sin rustne rulledør foran. Hele området lignede en forstad til Tjernobyl. Forladt og misligholdt som skiltet, der forkyndte, at her holdt Osbornes Garageudlejning til.

En uniformeret betjent sad i bilen og talte koncentreret ind i sin radio, mens hans kollega kæmpede i blæsten for at fastgøre det blåhvide plastikbånd, der meddelte omverdenen, at der var adgang forbudt til garageområdet. Bag ham kunne Nora se en rulledør, der stod halvt åben.

»Hvorfor er der ingen retsteknikere og efterforskere?« spurgte Nora.

Joe trak på skuldrene.

»De er på vej, vil jeg tro, men det tager nok lidt tid at tromme folk sammen en fredag aften, hvor alle har været ude og få en pint. Nogle skal køre fra Sheffield. Hvis de da kan køre selv,« forklarede han.

Nora gik over mod garagen. Hun så sig over skulderen mod Joe.

»Skal du med?«

Han tøvede et øjeblik. Så gik han efter.

Den uniformerede politimand så hurtigt op, da de nærmede sig, men sagde ingenting.

Joe nikkede til ham.

»Er det Crow?« spurgte han.

Et kort nik.

»Er det okay, vi lige tager et hurtigt kig, Collins?« spurgte han.
Collins tænkte sig om et par sekunder.

»I har to minutter, så skal I være væk. Og I går ikke indenfor, rører ikke noget. Og du skylder mig en tjeneste,« sagde han surt.

Nora havde allerede fået øje på en rødbrun plamage, der blev blandet med regnvandet og lagde sig som en rustfarvet pyt oven på en revne i asfalten.

Stanken af død blev mildnet af regnen, men den var ikke til at tage fejl af. Sødlig og kvalmende, som hun havde oplevet det senest, da hun var sendt ud for at dække et jordskælv, hvor de var blevet ved med at trække ofre ud af ruinerne fra sammenstyrtede huse i ugevis.

Hun satte sig ned på hug for bedre at kunne se ind i garagen, men mørket gjorde det umuligt at se noget som helst.

På døren sad resterne af et helt upassende, muntert gult klistermærke med en halvt overrevet palme og bogstaverne SUNSH.

»Hvem fandt ham?« spurgte hun Collins, mens hun forsøgte at aktivere mobilens lommelygte.

»Det ved jeg ikke. En lejer af en af garagerne, tror jeg. Opkaldet var anonymt, men han talte om en mærkelig lugt og insisterede på, at vi så nærmere på det. Vi var bare de nærmeste, da centralen kaldte.«

Joe havde i mellemtiden fundet en lille lommelygte frem fra jakkelommen og kastede en søgende, tynd stråle af gult lys ind i garagen. Den strejfede et bord, en stol og det tynde, sorte metalben fra et kamerastativ uden kamera. På gulvet lå en bylt på størrelse med en voksen mands krop. Omsluttet af en blodplettet trenchcoat. Så nåede lyskeglen frem til bordet, der så ud til at stå midt i lokalet. På det lå Ed Crows hoved. Hans øjne var knebet sammen, og huden havde fået en hvidgul farve.

»Hvordan har …« nåede hun at sige, inden hun mærkede en jernklo på sin skulder.