Dronning til H6 tager udgangspunkt i skakspillet, men bogen viser også, hvordan at spillerne selv kan blive brikker i et meget større spil om snyd, krig og kunstig intelligens.
Dronning til h6 tager udgangspunkt i de 64 felter, der udgør en skakplade. Dog handler bogen om meget mere end det. Historierne i bogen begynder med en spiller, et parti, eller et træk, men det ender med at handle om meget mere. Bogen viser, hvordan skakkens dramaer og partier kan trække tråde til emner som snyd, krig og køn, til storpolitik og kunstig intelligens.
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
I Dronningen til h6 møder du nogle af skakhistoriens hovedpersoner, såsom Garri Kasparov, Magnus Carlsen og Vera Mennchik. Bogen giver bl.a. indblik i stormestrenes taktikker, som du måske selv kan lære noget af. Derudover viser Dronning til h6 også, hvordan disse store skakspillere kan blive en del af meget større dramaer og konflikter, end dem der foregår på skakbrættet.
LÆS OGSÅ: 12 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Dronningen til h6 er fortalt fra DR’s skakkommentator Morten Runge, og den kan læses helt uden at have viden omkring skak forinden. Du kan læse et uddrag af Dronning til h6 herunder.
Dronning til h6
af Morten Runge
Indledning
Der findes tusindvis af bøger om skak.
Grundige, nøjagtige, dybdeborende analyser af åbninger, omfattende samlinger af de smukkeste partier fra en for længst afdød verdensmester, guider til succes, sådan vinder du med e4, sådan vinder du imod e4, de hyppigste fejl i skak, vind med hvid, vind med sort, vind med fransk, italiensk, spansk eller polsk.
Da jeg var barn, var min egen favorit den danske stormester Bent Larsens lidt mere nøgterne Åbningsspillet i skak, der gav mig en tryg følelse af at kunne komme godt fra start i ethvert parti.
Men det her er ikke sådan en bog.
I denne bog vil jeg fortælle nogle af de historier om verden, som skakken de seneste 100 år har hjulpet os med at få øje på. Historier, der begynder med en spiller, et parti, et træk, men ender med at handle om alt fra snyd, krig, køn og storpolitik til kunstig intelligens og revolutioner. Vi møder skakhistoriens hovedpersoner, når de bliver centrum for dramaer, der rækker ud over skakbrættet – og når de nogle gange oplever selv at blive brugt som brikker i et spil.
Selvom alt, hvad du møder i bogen, er virkelige hændelser, mennesker og tanker, skylder jeg skønlitteraturen en stor del af æren for, at jeg overhovedet har fået ideen til at gå i gang med den.
Plottet til den østrigske forfatter Stefan Zweigs verdensberømte historie ”Skaknovelle” er fx sådan et, jeg ville ønske, jeg havde fundet på. Det lyder sådan her: Inden han kom i fængsel, spillede dr. B. ikke ret meget skak. Så stjal han en bog fra en fangevogter og blev en af verdens bedste spillere.
Ud over en fængende handling har fortællingen et væld af ekstra lag, og da jeg læste den første gang for længe siden, blev jeg for alvor opmærksom på, at skak kan formidle noget, der er større end det, vi ser på brættet – den kan sætte fokus på det, vi har til fælles som mennesker, og som på ingen måde forudsætter, at man kan spille skak.
Dr. B. er blevet fanget af nazisterne under Anden Verdenskrig. Han sidder isoleret i en celle, og det er tydeligt, at det er fraværet af andre mennesker og viden om verden udenfor, der skal få ham til at krakelere. Men en dag, mens han venter på at komme til forhør, ser han konturerne af en bog i lommen på en fangevogters frakke, der hænger ubevogtet på en bøjle.
Det er en fantastisk scene, tænk, hvor meget det kan betyde at få en bog ind i cellen. Det er et våben mod deres våben, en mulig medicin mod isolationens vilde konsekvenser. Vi følger med tilbageholdt åndedræt, hvordan dr. B. lister den ud af lommen på frakken, og da han kommer tilbage til cellen, er han fyldt af spænding.
Han går rundt om sig selv og prøver at trække tiden ud, forlænge det øjeblik, hvor han har alt foran sig, hvor bogen kan være alt, og hvor dens effekt kan være så sød og livgivende.
Stor er dr. B.s skuffelse, da han finder ud af, at det er en bog om skak. Og ikke bare om skak, men kun skak, ren skak, det er 150 partier med komplet uforståelige notationer. Hvordan skal han få noget ud af sin nye skat?
Efter nogle dages fortvivlelse finder han en løsning. Han former små brikker af brødkrummer, farver den ene halvdel med støv og ræsonnerer sig frem til, hvordan partierne udspiller sig ud fra tegnene og diagrammerne i bogen.
Formentligt tilbringer han år på den måde, og som læser mister vi tidsfornemmelsen i solidaritet med vores hovedperson. Han spiller partierne igennem, først ved at kigge i bogen, siden ud fra hukommelsen.
Sådan bliver dr. B. virkelig god til at spille skak, og da han slipper ud af fængslet, ender han en dag på et skib, der sejler fra New York til Buenos Aires. Her er den arrogante og selvoptagede verdensmester i skak også om bord, og de to ender med at sidde over for hinanden til en række dramatiske partier.
Rundt om brættet står mange andre passagerer, som spørger sig selv, hvordan denne helt ukendte mand kan spille lige op med verdensmesteren uden at have været kendt i skakverdenen før.
Jeg skal ikke røbe slutningen her, men det er nogenlunde spoiler-frit at slå fast, at ”Skaknovelle” handler om psykologi, besættelse, kaos og balancegangen mellem at være gal og genial.
Anden gang det slog mig, hvor stærk en fortællekraft der kan vokse ud af de 64 felter, var i sofaen foran Netflix’ og instruktør Scott Franks 2020-superhit The Queen’s Gambit, der er baseret på Walter Tevis’ bog af samme navn fra 1983.
Historien handler om Beth Harmon, der vokser op på et børnehjem og lærer skak af viceværten. Hun er meget talentfuld, og spillet bliver en vej ud af ensomheden og efterhånden også ind i berømmelsen, da det viser sig, at Beths evner kan tage hende hele vejen til en match om verdensmesterskabet.
I begyndelsen henter hun sin primære inspiration fra hallucinerende stoffer og alkohol, som har en ødelæggende virkning på hendes sociale liv, men til sidst lykkes det også – med hjælp fra mennesker, som hun skiftevis støder fra sig og giver sig hen til – at spille skak på højt plan uden at være påvirket.
Når Beth analyserer særligt krævende varianter, læner hun sig tilbage og kigger op i loftet, hvor bræt og brikker danser rundt og ofte åbenbarer de vindende træk. I modsætning til mange andre film, der har skak som omdrejningspunkt, har The Queens’ Gambit gjort meget ud af, at det skakfagligt går rigtigt for sig, når personerne spiller.
Turneringer, ure, regler, rating, brikkerne i stillinger, som kameraet panorerer forbi, alt er tjekket af et team af stormestre. Mange af partierne er endda ægte spillede partier, og særligt det sidste mod (den fiktive) verdensmester Borgov er en næsten tro kopi af et dramatisk parti fra virkeligheden, som endda er udvalgt af den tidligere verdensmester Garri Kasparov.
Det er et stærkt øjeblik i både bog og tv-serie, da partiet bliver afgjort, og det står klart, at sociale relationer mellem mennesker er stærkere end de kemiske relationer i en pille.
Selv lærte jeg at spille skak af min far, da jeg var otte år. Jeg har tilbragt mange aftener i Holbæk Skakklub i 1990’erne, og selvom jeg aldrig blev mere end en middelmådig klubspiller og således endte milevidt under de tusindvis af jævnaldrende talenter verden over, tror jeg, at vores fælles fascination af spillet bygger på den cocktail, at det er så nemt og så komplekst på samme tid.
Du skal lære, hvordan seks forskellige brikker bevæger sig. Læg dertil rokaden, forvandlingen af bonden på modstanderens bageste række og en passant-slaget. Så er du der. Herefter ændrer reglerne sig aldrig, og alligevel kan du konstant forbedre dit spil og tage på nye eventyr.
Det gør stadig flere mennesker hver dag. Det er næsten mere normalt at spille skak i folkeskolen end ikke at gøre det. Klubber verden over oplever stigende interesse, internetskaksider sætter nye rekorder, ja, selv Barbie spiller skak ved poolen.
Af de milliarder af skakpartier, som verden har set, siden to mennesker spillede mod hinanden for allerførste gang i Indien i 500-tallet, handler bogen her kun om en håndfuld. Men alle fortæller til gengæld en større historie om den verden, skakspillet konstant spejler sig i.
1. BONDE TIL e6
Vera Menchik vs. Albert Becker
En kold dag i efteråret 1917 vælter det op med mennesker fra kælderen i den ejendom i det centrale Moskva, hvor 11-årige Vera Menchik bor. De er beskidte, fejlernærede og syge, og de har sovet direkte på jorden i de fugtige og mørke rum.
Vera kender dem godt, men hendes far har sagt, at hun ikke må komme dem nær, at hun hellere skal holde sig oppe i den seksværelses lejlighed, som indtil nu har dannet rammerne om en tryg opvækst for Vera og hendes lillesøster, Olga.
Men menneskene kommer ikke bare op af kælderen. De fortsætter ad trapperne helt op til familien Menchiks dør og træder ind over tærsklen. De bryder ikke ind, de har lov til det. Der står endda en mand og siger til familien, at de nu skal dele deres ejendom med dem, der har behov.
Det er nye tider i Moskva og resten af Rusland, efter at den politiske bevægelse bolsjevikkerne for alvor har fået vind i sejlene. De vinder mange russiske hjerter med deres tanker – først og fremmest om at afslutte landets deltagelse i den blodige og meningsløse verdenskrig, men også om at tage land og brød fra zaren og adelen for i stedet at give det til den almindelige russiske arbejder.
Vera Menchik og hendes familie er nogle af dem, der mister både ejendom og indtægt og dermed også en god bid af den hverdag, som døtrene har været vant til, siden de blev født. Begge forældre arbejder for adelen, far Frantisek som administrator på nogle af deres landejendomme, mor Olga som privatlærer for en håndfuld af de velstilledes børn.
Det har indtil dette øjeblik givet godt, og det har skaffet dem den store lejlighed i centrum af byen og senere også ejerskab af en vindmølle lidt udenfor. Der har været råd til privatskole, og Frantisek har introduceret døtrene til skak, som de begge har vist talenter for. Vera har overrasket alt og alle ved at blive nummer to i en stor turnering på skolen.
Til daglig er Vera en stille pige, der godt kan lide at læse, fx den afdøde forfatter Anton Tjekhov, når han i sine bøger beretter om forholdene andre steder i Rusland ved nøgternt at fremlægge og beskrive en hård hverdag for almindelige mennesker, og hvor lidt der skal til for at ændre et menneskes livsbane.
Det er nogle af de skildringer, Vera må have grebet til i forsøget på at forstå sin egen situation, da menneskene kommer op fra kældrene. Det er efterhånden tydeligere og tydeligere, at familien befinder sig på den forkerte side af historien her midt i Den Russiske Revolution.
Nu bor de i et land, hvor staten kan konfiskere en lejlighed og diktere, at andre skal bo der. Folk tager endda deres geder og høns med, og en meget aktiv sikkerhedstjeneste sørger for, at ingen kan ignorere de nye ordrer. Så går det pludselig stærkt – zaren abdicerer, faren mister vindmøllen til staten, privatskolen bliver lukket, og Vera og Olga må få undervisning med de andre børn i den anden ende af byen.
Det er en noget anden skoledag, end de er vant til. Der er hverken vand, strøm eller varme på skolen, så eleverne sidder i deres tykkeste frakker og læser i skæret fra små olielamper. Vera synes, det er hårdt, særligt det med at skulle gå en time hjem igennem den iskolde bys gader, hvor hendes far nu skovler sne for at få de sidste regninger betalt.
Vi kender ikke Frantiseks og Olgas motiver for dengang at søge et bedre liv i Rusland. Vi ved kun, at han kommer fra Bøhmen i det, der senere skal blive til Tjekkoslovakiet, hun fra England, og at de mødes i Moskva. Men det er helt sikkert ikke det her, de har ønsket.
Hvis deres historie er som de flestes på den tid, har både Frantisek og Olga fomentlig været en del af den strøm af nysgerrige vesterlændinge, som søger mod verdens største, men også meget mystiske land i de første år af det 20. århundrede. Rusland tilbyder paladser, juveler, våben, kunst, statuer og jernbaner, arbejde og bedre lønninger, men lige så vigtigt muligheden for at finde sin plads i et nyt og for mange stadig dragende samfund.
I fire svære år efter revolutionen forsøger familien at skabe mening i deres forandrede hverdag. Men den nye virkelighed ser ud til at være kommet for at blive, og en dag bryder den 15-årige Veras egen verden for et øjeblik også helt sammen, da hendes forældre går fra hinanden, og Frantisek i 1921 rejser tilbage til sin fødeegn.
Det er ikke Veras revolution, det er ikke hendes nye samfund, og pludselig er det heller ikke længere hendes kernefamilie.
Senere samme år, kun to år før de russiske tanker og ideer om en kommunistisk stat kulminerer i dannelsen af Sovjetunionen, beslutter mor Olga at tage døtrene med sig hjem til England.
Ingen af børnene har været der før, og ingen af dem taler sproget. På det her tidspunkt drømmer Vera heller ikke om at slå igennem i skak, og hun har ingen ide om, at hun bare seks år senere skal konkurrere om at blive verdens første kvindelige verdensmester og spille lige op med de stærkeste mandlige spillere.
Det eneste, hun måske fornemmer på sin rejse gennem et krigshærget Europa, er, at skakken kan hjælpe hende med at finde sig til rette i et land, hvor alt andet er fremmed.
Der er 21 slips og 1 halskæde på det let falmede sort-hvide foto fra 1929.
Den 32-årige østrigske skakspiller Albert Becker stirrer koncentreret ind i kameraet. Han står i bageste række helt ude i højre side. Han har allerede vundet en del prestigefyldte turneringer i sit liv, men det her er alligevel en af de største udfordringer i hans karriere.
Han må være både spændt og nervøs, for det er nu, han for alvor kan teste, hvor langt hans talent kan bære ham. Alle, der er noget, er her. Cremen af verdens skakspillere har taget august måned fri fra andre forpligtelser, så de kan spille 21 partier i den verdenskendte og regelmæssigt tilbagevendende alle mod alle-turnering på det store, hvide kejserlige badehotel i byen Karlsbad i det nordvestlige Tjekkoslovakiet.
Halskæden hænger om halsen på 23-årige Vera Menchik. Hun sidder i nederste venstre del af fotografiet, længst væk fra Becker. I modsætning til sine mandlige konkurrenter, der har armene over kors, har hun hænderne liggende i skødet ved siden af sin håndtaske.
Hun har aldrig før spillet mod så mange af verdens dygtigste mænd.
“Det er den stærkeste turnering siden Første Verdenskrig,” skriver den danske skakspiller og forfatter Aron Nimzowitsch senere i en bog om turneringen. Han supplerer gruppefotoet med ord, der skal slå den rette respektfulde stemning an: Her er flere “kandidater til verdensmesterskabet”, her er stormestre kendt for deres “kampvilje”, men der er også en række “lovende og hårdtarbejdende mestre”.
Så er der selvfølgelig også Vera Menchik:
“For ikke at fornærme damerne har man også inviteret Vera Menchik (som i øvrigt viser sig at være en ret talentfuld spiller).”
Scenen er sat, og den ligner på mange måder den scene, som Menchik har været vant til at træde ud på de seneste år. En, der officielt anerkender hendes evner som skakspiller, men som alligevel placerer hende i en helt anden verden og trods en sikkert velment ros dybest set ikke giver hende mange chancer mod de bedste mænd.
Der er også dem, der mere direkte formulerer deres tvivl om, hvorvidt det er rimeligt, at en kvinde stiller op med verdens bedste mænd. Den ellers så anerkendte skakjournalist og -dommer Hans Kmoch erklærer før turneringens start, at han vil gå på scenen iført ballerinaskørt, hvis Menchik scorer mere end tre point af de i alt 21 mulige.
Hvis Becker har læst omtalen, har han sandsynligvis smilet ved sig selv og måske også tænkt, at det er der nok ingen risiko for. Han er i hvert fald med på spøgen, og da Menchik som forventet taber i første runde, præsenterer han sin egen ide: Lad os stifte en Vera Menchik-klub, og så kan alle de, der taber til hende, automatisk blive medlemmer.
Der er ingen kilder fra samtiden, der antyder, at nogen har kaldt det mobning eller nedgørelse. Ideen om klubmedlemskabet er endda ofte suppleret med, at man med remis mod Menchik kan få status af kandidat.
Becker har selv sort mod Menchik i tredje runde og forbereder sig på et kort, aggressivt parti, der nok skal sætte denne kvinde på plads.
Morten Runge: Dronning til h6
Seks af de største skakdramaer nogensinde fortalt af DR-journalist Morten Runge. Selvom historierne tager udgangspunkt i de samme 64 felter, handler de om alt fra Den Kolde Krig, kønnenes kamp, storpolitik og konspirationer til bedrag og kunstig intelligens. Uanset om du er historieinteresseret eller skaknørd, er det her en bog, du får svært ved at slippe.
Du kan blandt andet læse om Vera Menchik, kvinden der tog kampen op mod mændene, Bobby Fischer, der fik hele verden til at holde vejret, Garri Kasparov, der blev billedet på mennesket mod maskinen, og Magnus Carlsen, som havde hovedrollen i en af nyere tids største skakskandaler.
Bogen afsluttes med detaljerede beskrivelser af udvalgte skakpartier.
Morten Runge er vært på P1 Morgen og DR’s skakkommentator. Han har selv spillet skak, siden han var otte år, bl.a. i Holbæk Skakklub.
Dronning til H6 tager udgangspunkt i skakspillet, men bogen viser også, hvordan at spillerne selv kan blive brikker i et meget større spil om snyd, krig og kunstig intelligens.
Dronning til h6 tager udgangspunkt i de 64 felter, der udgør en skakplade. Dog handler bogen om meget mere end det. Historierne i bogen begynder med en spiller, et parti, eller et træk, men det ender med at handle om meget mere. Bogen viser, hvordan skakkens dramaer og partier kan trække tråde til emner som snyd, krig og køn, til storpolitik og kunstig intelligens.
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
I Dronningen til h6 møder du nogle af skakhistoriens hovedpersoner, såsom Garri Kasparov, Magnus Carlsen og Vera Mennchik. Bogen giver bl.a. indblik i stormestrenes taktikker, som du måske selv kan lære noget af. Derudover viser Dronning til h6 også, hvordan disse store skakspillere kan blive en del af meget større dramaer og konflikter, end dem der foregår på skakbrættet.
LÆS OGSÅ: 12 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Dronningen til h6 er fortalt fra DR’s skakkommentator Morten Runge, og den kan læses helt uden at have viden omkring skak forinden. Du kan læse et uddrag af Dronning til h6 herunder.
Dronning til h6
af Morten Runge
Indledning
Der findes tusindvis af bøger om skak.
Grundige, nøjagtige, dybdeborende analyser af åbninger, omfattende samlinger af de smukkeste partier fra en for længst afdød verdensmester, guider til succes, sådan vinder du med e4, sådan vinder du imod e4, de hyppigste fejl i skak, vind med hvid, vind med sort, vind med fransk, italiensk, spansk eller polsk.
Da jeg var barn, var min egen favorit den danske stormester Bent Larsens lidt mere nøgterne Åbningsspillet i skak, der gav mig en tryg følelse af at kunne komme godt fra start i ethvert parti.
Men det her er ikke sådan en bog.
I denne bog vil jeg fortælle nogle af de historier om verden, som skakken de seneste 100 år har hjulpet os med at få øje på. Historier, der begynder med en spiller, et parti, et træk, men ender med at handle om alt fra snyd, krig, køn og storpolitik til kunstig intelligens og revolutioner. Vi møder skakhistoriens hovedpersoner, når de bliver centrum for dramaer, der rækker ud over skakbrættet – og når de nogle gange oplever selv at blive brugt som brikker i et spil.
Selvom alt, hvad du møder i bogen, er virkelige hændelser, mennesker og tanker, skylder jeg skønlitteraturen en stor del af æren for, at jeg overhovedet har fået ideen til at gå i gang med den.
Plottet til den østrigske forfatter Stefan Zweigs verdensberømte historie ”Skaknovelle” er fx sådan et, jeg ville ønske, jeg havde fundet på. Det lyder sådan her: Inden han kom i fængsel, spillede dr. B. ikke ret meget skak. Så stjal han en bog fra en fangevogter og blev en af verdens bedste spillere.
Ud over en fængende handling har fortællingen et væld af ekstra lag, og da jeg læste den første gang for længe siden, blev jeg for alvor opmærksom på, at skak kan formidle noget, der er større end det, vi ser på brættet – den kan sætte fokus på det, vi har til fælles som mennesker, og som på ingen måde forudsætter, at man kan spille skak.
Dr. B. er blevet fanget af nazisterne under Anden Verdenskrig. Han sidder isoleret i en celle, og det er tydeligt, at det er fraværet af andre mennesker og viden om verden udenfor, der skal få ham til at krakelere. Men en dag, mens han venter på at komme til forhør, ser han konturerne af en bog i lommen på en fangevogters frakke, der hænger ubevogtet på en bøjle.
Det er en fantastisk scene, tænk, hvor meget det kan betyde at få en bog ind i cellen. Det er et våben mod deres våben, en mulig medicin mod isolationens vilde konsekvenser. Vi følger med tilbageholdt åndedræt, hvordan dr. B. lister den ud af lommen på frakken, og da han kommer tilbage til cellen, er han fyldt af spænding.
Han går rundt om sig selv og prøver at trække tiden ud, forlænge det øjeblik, hvor han har alt foran sig, hvor bogen kan være alt, og hvor dens effekt kan være så sød og livgivende.
Stor er dr. B.s skuffelse, da han finder ud af, at det er en bog om skak. Og ikke bare om skak, men kun skak, ren skak, det er 150 partier med komplet uforståelige notationer. Hvordan skal han få noget ud af sin nye skat?
Efter nogle dages fortvivlelse finder han en løsning. Han former små brikker af brødkrummer, farver den ene halvdel med støv og ræsonnerer sig frem til, hvordan partierne udspiller sig ud fra tegnene og diagrammerne i bogen.
Formentligt tilbringer han år på den måde, og som læser mister vi tidsfornemmelsen i solidaritet med vores hovedperson. Han spiller partierne igennem, først ved at kigge i bogen, siden ud fra hukommelsen.
Sådan bliver dr. B. virkelig god til at spille skak, og da han slipper ud af fængslet, ender han en dag på et skib, der sejler fra New York til Buenos Aires. Her er den arrogante og selvoptagede verdensmester i skak også om bord, og de to ender med at sidde over for hinanden til en række dramatiske partier.
Rundt om brættet står mange andre passagerer, som spørger sig selv, hvordan denne helt ukendte mand kan spille lige op med verdensmesteren uden at have været kendt i skakverdenen før.
Jeg skal ikke røbe slutningen her, men det er nogenlunde spoiler-frit at slå fast, at ”Skaknovelle” handler om psykologi, besættelse, kaos og balancegangen mellem at være gal og genial.
Anden gang det slog mig, hvor stærk en fortællekraft der kan vokse ud af de 64 felter, var i sofaen foran Netflix’ og instruktør Scott Franks 2020-superhit The Queen’s Gambit, der er baseret på Walter Tevis’ bog af samme navn fra 1983.
Historien handler om Beth Harmon, der vokser op på et børnehjem og lærer skak af viceværten. Hun er meget talentfuld, og spillet bliver en vej ud af ensomheden og efterhånden også ind i berømmelsen, da det viser sig, at Beths evner kan tage hende hele vejen til en match om verdensmesterskabet.
I begyndelsen henter hun sin primære inspiration fra hallucinerende stoffer og alkohol, som har en ødelæggende virkning på hendes sociale liv, men til sidst lykkes det også – med hjælp fra mennesker, som hun skiftevis støder fra sig og giver sig hen til – at spille skak på højt plan uden at være påvirket.
Når Beth analyserer særligt krævende varianter, læner hun sig tilbage og kigger op i loftet, hvor bræt og brikker danser rundt og ofte åbenbarer de vindende træk. I modsætning til mange andre film, der har skak som omdrejningspunkt, har The Queens’ Gambit gjort meget ud af, at det skakfagligt går rigtigt for sig, når personerne spiller.
Turneringer, ure, regler, rating, brikkerne i stillinger, som kameraet panorerer forbi, alt er tjekket af et team af stormestre. Mange af partierne er endda ægte spillede partier, og særligt det sidste mod (den fiktive) verdensmester Borgov er en næsten tro kopi af et dramatisk parti fra virkeligheden, som endda er udvalgt af den tidligere verdensmester Garri Kasparov.
Det er et stærkt øjeblik i både bog og tv-serie, da partiet bliver afgjort, og det står klart, at sociale relationer mellem mennesker er stærkere end de kemiske relationer i en pille.
Selv lærte jeg at spille skak af min far, da jeg var otte år. Jeg har tilbragt mange aftener i Holbæk Skakklub i 1990’erne, og selvom jeg aldrig blev mere end en middelmådig klubspiller og således endte milevidt under de tusindvis af jævnaldrende talenter verden over, tror jeg, at vores fælles fascination af spillet bygger på den cocktail, at det er så nemt og så komplekst på samme tid.
Du skal lære, hvordan seks forskellige brikker bevæger sig. Læg dertil rokaden, forvandlingen af bonden på modstanderens bageste række og en passant-slaget. Så er du der. Herefter ændrer reglerne sig aldrig, og alligevel kan du konstant forbedre dit spil og tage på nye eventyr.
Det gør stadig flere mennesker hver dag. Det er næsten mere normalt at spille skak i folkeskolen end ikke at gøre det. Klubber verden over oplever stigende interesse, internetskaksider sætter nye rekorder, ja, selv Barbie spiller skak ved poolen.
Af de milliarder af skakpartier, som verden har set, siden to mennesker spillede mod hinanden for allerførste gang i Indien i 500-tallet, handler bogen her kun om en håndfuld. Men alle fortæller til gengæld en større historie om den verden, skakspillet konstant spejler sig i.
1. BONDE TIL e6
Vera Menchik vs. Albert Becker
En kold dag i efteråret 1917 vælter det op med mennesker fra kælderen i den ejendom i det centrale Moskva, hvor 11-årige Vera Menchik bor. De er beskidte, fejlernærede og syge, og de har sovet direkte på jorden i de fugtige og mørke rum.
Vera kender dem godt, men hendes far har sagt, at hun ikke må komme dem nær, at hun hellere skal holde sig oppe i den seksværelses lejlighed, som indtil nu har dannet rammerne om en tryg opvækst for Vera og hendes lillesøster, Olga.
Men menneskene kommer ikke bare op af kælderen. De fortsætter ad trapperne helt op til familien Menchiks dør og træder ind over tærsklen. De bryder ikke ind, de har lov til det. Der står endda en mand og siger til familien, at de nu skal dele deres ejendom med dem, der har behov.
Det er nye tider i Moskva og resten af Rusland, efter at den politiske bevægelse bolsjevikkerne for alvor har fået vind i sejlene. De vinder mange russiske hjerter med deres tanker – først og fremmest om at afslutte landets deltagelse i den blodige og meningsløse verdenskrig, men også om at tage land og brød fra zaren og adelen for i stedet at give det til den almindelige russiske arbejder.
Vera Menchik og hendes familie er nogle af dem, der mister både ejendom og indtægt og dermed også en god bid af den hverdag, som døtrene har været vant til, siden de blev født. Begge forældre arbejder for adelen, far Frantisek som administrator på nogle af deres landejendomme, mor Olga som privatlærer for en håndfuld af de velstilledes børn.
Det har indtil dette øjeblik givet godt, og det har skaffet dem den store lejlighed i centrum af byen og senere også ejerskab af en vindmølle lidt udenfor. Der har været råd til privatskole, og Frantisek har introduceret døtrene til skak, som de begge har vist talenter for. Vera har overrasket alt og alle ved at blive nummer to i en stor turnering på skolen.
Til daglig er Vera en stille pige, der godt kan lide at læse, fx den afdøde forfatter Anton Tjekhov, når han i sine bøger beretter om forholdene andre steder i Rusland ved nøgternt at fremlægge og beskrive en hård hverdag for almindelige mennesker, og hvor lidt der skal til for at ændre et menneskes livsbane.
Det er nogle af de skildringer, Vera må have grebet til i forsøget på at forstå sin egen situation, da menneskene kommer op fra kældrene. Det er efterhånden tydeligere og tydeligere, at familien befinder sig på den forkerte side af historien her midt i Den Russiske Revolution.
Nu bor de i et land, hvor staten kan konfiskere en lejlighed og diktere, at andre skal bo der. Folk tager endda deres geder og høns med, og en meget aktiv sikkerhedstjeneste sørger for, at ingen kan ignorere de nye ordrer. Så går det pludselig stærkt – zaren abdicerer, faren mister vindmøllen til staten, privatskolen bliver lukket, og Vera og Olga må få undervisning med de andre børn i den anden ende af byen.
Det er en noget anden skoledag, end de er vant til. Der er hverken vand, strøm eller varme på skolen, så eleverne sidder i deres tykkeste frakker og læser i skæret fra små olielamper. Vera synes, det er hårdt, særligt det med at skulle gå en time hjem igennem den iskolde bys gader, hvor hendes far nu skovler sne for at få de sidste regninger betalt.
Vi kender ikke Frantiseks og Olgas motiver for dengang at søge et bedre liv i Rusland. Vi ved kun, at han kommer fra Bøhmen i det, der senere skal blive til Tjekkoslovakiet, hun fra England, og at de mødes i Moskva. Men det er helt sikkert ikke det her, de har ønsket.
Hvis deres historie er som de flestes på den tid, har både Frantisek og Olga fomentlig været en del af den strøm af nysgerrige vesterlændinge, som søger mod verdens største, men også meget mystiske land i de første år af det 20. århundrede. Rusland tilbyder paladser, juveler, våben, kunst, statuer og jernbaner, arbejde og bedre lønninger, men lige så vigtigt muligheden for at finde sin plads i et nyt og for mange stadig dragende samfund.
I fire svære år efter revolutionen forsøger familien at skabe mening i deres forandrede hverdag. Men den nye virkelighed ser ud til at være kommet for at blive, og en dag bryder den 15-årige Veras egen verden for et øjeblik også helt sammen, da hendes forældre går fra hinanden, og Frantisek i 1921 rejser tilbage til sin fødeegn.
Det er ikke Veras revolution, det er ikke hendes nye samfund, og pludselig er det heller ikke længere hendes kernefamilie.
Senere samme år, kun to år før de russiske tanker og ideer om en kommunistisk stat kulminerer i dannelsen af Sovjetunionen, beslutter mor Olga at tage døtrene med sig hjem til England.
Ingen af børnene har været der før, og ingen af dem taler sproget. På det her tidspunkt drømmer Vera heller ikke om at slå igennem i skak, og hun har ingen ide om, at hun bare seks år senere skal konkurrere om at blive verdens første kvindelige verdensmester og spille lige op med de stærkeste mandlige spillere.
Det eneste, hun måske fornemmer på sin rejse gennem et krigshærget Europa, er, at skakken kan hjælpe hende med at finde sig til rette i et land, hvor alt andet er fremmed.
Der er 21 slips og 1 halskæde på det let falmede sort-hvide foto fra 1929.
Den 32-årige østrigske skakspiller Albert Becker stirrer koncentreret ind i kameraet. Han står i bageste række helt ude i højre side. Han har allerede vundet en del prestigefyldte turneringer i sit liv, men det her er alligevel en af de største udfordringer i hans karriere.
Han må være både spændt og nervøs, for det er nu, han for alvor kan teste, hvor langt hans talent kan bære ham. Alle, der er noget, er her. Cremen af verdens skakspillere har taget august måned fri fra andre forpligtelser, så de kan spille 21 partier i den verdenskendte og regelmæssigt tilbagevendende alle mod alle-turnering på det store, hvide kejserlige badehotel i byen Karlsbad i det nordvestlige Tjekkoslovakiet.
Halskæden hænger om halsen på 23-årige Vera Menchik. Hun sidder i nederste venstre del af fotografiet, længst væk fra Becker. I modsætning til sine mandlige konkurrenter, der har armene over kors, har hun hænderne liggende i skødet ved siden af sin håndtaske.
Hun har aldrig før spillet mod så mange af verdens dygtigste mænd.
“Det er den stærkeste turnering siden Første Verdenskrig,” skriver den danske skakspiller og forfatter Aron Nimzowitsch senere i en bog om turneringen. Han supplerer gruppefotoet med ord, der skal slå den rette respektfulde stemning an: Her er flere “kandidater til verdensmesterskabet”, her er stormestre kendt for deres “kampvilje”, men der er også en række “lovende og hårdtarbejdende mestre”.
Så er der selvfølgelig også Vera Menchik:
“For ikke at fornærme damerne har man også inviteret Vera Menchik (som i øvrigt viser sig at være en ret talentfuld spiller).”
Scenen er sat, og den ligner på mange måder den scene, som Menchik har været vant til at træde ud på de seneste år. En, der officielt anerkender hendes evner som skakspiller, men som alligevel placerer hende i en helt anden verden og trods en sikkert velment ros dybest set ikke giver hende mange chancer mod de bedste mænd.
Der er også dem, der mere direkte formulerer deres tvivl om, hvorvidt det er rimeligt, at en kvinde stiller op med verdens bedste mænd. Den ellers så anerkendte skakjournalist og -dommer Hans Kmoch erklærer før turneringens start, at han vil gå på scenen iført ballerinaskørt, hvis Menchik scorer mere end tre point af de i alt 21 mulige.
Hvis Becker har læst omtalen, har han sandsynligvis smilet ved sig selv og måske også tænkt, at det er der nok ingen risiko for. Han er i hvert fald med på spøgen, og da Menchik som forventet taber i første runde, præsenterer han sin egen ide: Lad os stifte en Vera Menchik-klub, og så kan alle de, der taber til hende, automatisk blive medlemmer.
Der er ingen kilder fra samtiden, der antyder, at nogen har kaldt det mobning eller nedgørelse. Ideen om klubmedlemskabet er endda ofte suppleret med, at man med remis mod Menchik kan få status af kandidat.
Becker har selv sort mod Menchik i tredje runde og forbereder sig på et kort, aggressivt parti, der nok skal sætte denne kvinde på plads.
Morten Runge: Dronning til h6
Seks af de største skakdramaer nogensinde fortalt af DR-journalist Morten Runge. Selvom historierne tager udgangspunkt i de samme 64 felter, handler de om alt fra Den Kolde Krig, kønnenes kamp, storpolitik og konspirationer til bedrag og kunstig intelligens. Uanset om du er historieinteresseret eller skaknørd, er det her en bog, du får svært ved at slippe.
Du kan blandt andet læse om Vera Menchik, kvinden der tog kampen op mod mændene, Bobby Fischer, der fik hele verden til at holde vejret, Garri Kasparov, der blev billedet på mennesket mod maskinen, og Magnus Carlsen, som havde hovedrollen i en af nyere tids største skakskandaler.
Bogen afsluttes med detaljerede beskrivelser af udvalgte skakpartier.
Morten Runge er vært på P1 Morgen og DR’s skakkommentator. Han har selv spillet skak, siden han var otte år, bl.a. i Holbæk Skakklub.
Du kan købe Dronning til h6 online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: