Historiske romaner Læseprøve og uddrag Slægtsromaner

Døtrene fra Foxcote Manor af Eve Chase. Smuglæs i historisk drama fyldt med familiehemmeligheder

Eve chase, dotrene fra foxcote manor

Eve Chase skriver fængende historiske romaner, og Døtrene fra Foxcote Manor er bestemt ingen undtagelse.


Døtrene fra Foxcote Manor af Eve Chase er en gribende historisk roman om familien Harrington, der gennem tiden forsøger at forstå deres egen historie, og de oplevelser som herregården Foxcote Manor har givet dem.

Historien begynder, da en forladt baby dukker op i skovene omkring herregården i 1971. Familien beslutter sig for at tage sig af barnet. Men da de senere finder et lig i den omkringliggende skov, opstår der sprækker i familiens tætte bånd.

LÆS OGSÅ: Familien blev opløst af én særlig tragedie – Tag med tilbage til Black Rabbit Hall’s fortryllende omgivelser

Mange år senere begynder 40-årige Sylvies teenage-datter at grave i fortiden, og det bringer dem tilbage til Foxcote Manor. Men har de overhovedet lyst til at kende sandheden om deres familiehistorie?

Døtrene fra Foxcote Manor handler om hemmeligheder, stærk kærlighed og mord – og familier, dem vi fødes ind i, dem vi skaber, og dem vi flygter fra.

Du kan købe Døtrene fra Foxcote Manor online, fx på Bog & idés hjemmeside, eller i din nærmeste boghandel fra den 4. juni.

Start din læsning af Døtrene fra Foxcote Manor af Eve Chase, et foruroligende familiemysterie, herunder.



Eve Chase

Døtrene fra Foxcote Manor

På dansk ved
Anne Matthiesen


1

Rita, Forest of Dean, 4. august 1971

Skoven ser ud, som om den ville æde dem levende, tænker Rita. Lyset har fået en underlig grøn tone, og grenene slår ind mod bilens vinduer. Hun strammer sit greb om rattet. Vejen bliver endnu smallere. Hun kommer i tvivl, om hun er kørt forbi afkørslen til huset, eller det ligger om det næste hjørne, så hun drejer for hurtigt og hamrer så bremsen ned med foden.

Rita tager en indånding og spærrer øjnene op bag Morris Minorens insektplettede forrude. Hun ved ikke, hvad hun havde forventet. Noget mere elegant. Mere Harrington-agtigt. Ikke det her.

Bag en høj, rusten låge vælter Foxcote Manor op af underskoven, som om det med et geologisk ryk er blevet løftet op fra skovbunden. Som en falmet skønhed blinker det gamle hus fordrukkent med de sprossede vinduer i aftenlysets solpletter. Enorme træer hænger ind over et buet, rødt teglstenstag, der er sunket sammen på midten som en knækket rygsøjle, så skorstenene hælder i sære vinkler. Efeu sender vildskud op ad facadens bjælker og mursten, tæt, strittende, myldrende med snesevis af bittesmå, vimsende fugle, et bugnende slør af bier. Det er så langt fra Harringtons fine byhus i London, som Rita kan forestille sig.

Et øjeblik siger ingen i bilen noget. En usynlig spætte trommer territorialt i træerne. Sveden pibler ned fra Ritas venstre knæhase. Først nu bemærker hun, at hun ryster på hænderne.

Selv om hun har gjort sit bedste for at skjule det for Jeannie og børnene, har hun været panikslagen, lige siden de drejede ned ad skovvejen, næsten fem timer efter at de forlod London. Det er ikke kun bekymringen for at tage livet af sine dyrebare passagerer. Nu og da har hendes syn bogstaveligt talt skælvet, i forvirring over alle de skyhøje træer, manglen på udsyn til himlen og tanken om, hvor hård en træstamme er, når man rammer den med firs kilometer i timen. Nu, hvor de har overlevet turen, sætter hun sin hånd for munden. Det hele går stadig for hurtigt. Hvordan i alverden er hun endt her? En skov. Af alle steder. Hun hader skove.

Det var meningen, at det skulle være et barnepigejob i London.

For fjorten måneder siden havde Rita aldrig været i London. Men hun havde drømt længselsfuldt om det, den Rita, hun kunne blive der, langt fra Torquay og alt det, der var sket. Og storbyfamilien – ligesom familien Darling i Peter Pan – der ville tage hende til sig, som var hun deres egen. De ville bo i et højt, varmt hus, som ikke havde møntslugende elmåler, som der var i bedstemors bungalow. Hun ville få sit eget værelse, med skrivebord og hylde, måske udsigt over den myldrende, spændende by. Og moren, hun skulle arbejde for, ville være … ja, perfekt. En, der var fin og rar og blid. Dannet. Med småbitte øreflipper og hænder, der flagrede som fugle. Ligesom hendes egen mor, som Rita vagt kunne huske. Alt det, hun havde mistet i ulykken. Og som en lille del af hende blev ved med at lede efter.

Den morgen, hun skulle til samtale, havde hun kigget op på huset ved Primrose Hill, den sukkerhvide facade og den overdådige blåregn, og straks vidst, at her var det. Hendes nye hjem. Hendes nye familie. Da hun bankede på den fine hoveddør, mærkede hun en snurrende fornemmelse, som når et ben har sovet, og hendes hjerte bankede under hendes bedste bluse, som ikke så bedst ud i London. Nu er det hendes næstbedste bluse, stuvet ned i bagagerummet sammen med andet tilfældigt tøj – praktisk, ordinært, lidt for kort på ærmerne eller benene – som hun fik reddet efter branden, der ilede gennem huset i London weekenden før. Selv efter en lang vask på møntvaskeriet havde hendes tøj stadig en svag røglugt.

Rita kaster et blik hen på Jeannie på passagersædet. Hun er udfordrende klædt på til London i et nyt køb fra Harrods, og hun sidder og knuger en sort håndtaske i patentlæder, som gjaldt det livet. Hun ser skrøbelig ud, ulykkelig. Det er smertende tydeligt, at hun har tabt sig på det seneste, som hun sidder der i den flødefarvede crêpebluse med stramt bælte med et ekstra hul, et støvet blåt cardigansæt i kashmir og et hvidt silketørklæde, viklet som en forbinding om hendes stilkagtige hals. Og hun har de solbriller på igen, dem med skildpaddemønster, med glas så store som marmeladelåg, som hun altid tager på, når hun har grædt om natten.

Jeannie havde ikke lyst til at forlade Claridge. (Heller ikke Rita: Hun havde aldrig før boet et sted, hvor hun ikke behøvede at rede sin egen seng. Stuepigen ville ikke engang lade hende hjælpe med de vanskelige madrashjørner). Jeannie havde afgjort ikke haft lyst til at komme hertil: ”Afskyeligt sted. Walters måde at isolere mig på,” hviskede hun aftenen før, uden for børnenes hørevidde. Nu, hvor Rita står og ser op på Foxcote Manor, kan hun ikke lade være at tænke på, om Jeannie havde ret.

Da hun begyndte i jobbet, var alting anderledes. Hun husker, at Jeannie læste hendes anbefaling højt på dagen for samtalen, smilet, der langsomt bredte sig over hendes ansigt, mens hun strøg hænderne over sin solbeskinnede, højgravide mave. Loyal, venlig og forgudet af mine fire børn. Fremragende til babyen. Ikke så god til vasketøj og madlavning. Meget nervøs chauffør. Ville ikke tøve med at ansætte hende igen.

Walter havde ikke været synderligt interesseret. Han havde været venlig, men formel, en reserveret mand med et omhyggeligt plejet overskæg, kraftig, i et tætsiddende, brunt jakkesæt. Da han energisk havde trykket hendes hånd, undskyldte han sig, sendte nogle luftkys i retning af børnene og hastede af sted på arbejde med et spor af barberskummets svagt sæbeagtige lugt efter sig. Dengang overlod Walter med glæde alle spørgsmål om husførelse til sin hustru. Han styrede Harrington Glass’ hovedkvarter i Mayfair, ikke familiens hjem. Og han virkede mægtig rar. Hvis der havde været nogen alarmklokker, havde Rita ikke hørt dem.

Hun havde aldrig ønsket sig et job så meget. Da hun forsigtigt satte sig i sofaen, havde hun foldet hænderne stramt, så de ikke kunne fingerere ved noget, og krydset sine usoignerede ben ved anklen for at gemme dem væk, som bedstemor havde instrueret hende i (”Det vil få dig til at se mindre ud, skat. Mere feminin”). Hun anstrengte sig for ikke at smile for meget, for at se seriøs og professionel ud, ældre end sine tyve år. Værdig til denne ønskestilling.

Jeannie havde kaldt den dengang femårige Teddy ind i dagligstuen. ”Han er så dejlig,” sagde hun. Og det var han. Rita måtte undertrykke en trang til at rode op i hans krøller. Så dukkede den tolvårige Hera op, hun var mindre åbenlyst dejlig, og som om hun kompenserede for det, bød hun på et stykke kage – Jeannie kaldte det ”patisserie” – på en tallerken af benporcelæn med en diminutiv sølvgaffel. Mens Hera genert forklarede, hvordan man udtalte hendes overklassenavn – ”Hiir-raa” – tog Rita imod tallerkenen. Den tippede, og kagen gled af, frygtelig langsomt, og landede på det langluvede tæppe ved siden af urtepotten med aspidistra. Hera fniste. Rita fangede hendes blik og begyndte, ganske katastrofalt, også at fnise og forsøgte at forklæde det som et hosteanfald. Hun havde tydeligvis fået ødelagt det grundigt for sig selv og ville blive sendt tilbage til bedstemors bungalow, det afskyelige provinsliv – og sin egen grimme hemmelighed. Men Jeannie fortalte hende senere, at det var dét fnis, der havde sikret hende jobbet. Hun ønskede sig en sjov, ung barnepige til sit barn, ikke en sur, gammel tante.

Men barnet hørte aldrig Rita fnise. Eller nogen andre. Hun er et lillebitte dukkespøgelse, død, hvid, stivnet, en skabning, som konstant kan mærkes, men aldrig bliver nævnt, Gud forbyde det. Og Rita … ja, hvad er hun nu? Ikke bare den sjove, unge barnepige. Og der er mere, der tynger hendes tanker, end hvad de skal have at spise.

Det forekommer hende, at selv træerne kigger anklagende ned på hende, når de ryster deres bladindhyllede hoveder. ”Vores lille aftale”, som Walter kalder den. Da han foreslog det for to dage siden, ville Rita ikke gå med til det. Hun var meget nervøs for hans motiver. ”Vil du gerne tænke over det?” Han fnyste. ”Det her er et arbejde, ikke et menukort, Rita.” Valget var klart: Sig ja eller rejs (”omgående, uden anbefaling”), og så ville han ansætte en, der var mere føjelig.

”Jeg er nødt til at blive i London på grund af firmaet, så du må holde øje med min hustrus sindsstemning.” Walter glattede sit hastigt vigende hår. ”Hold mig underrettet om hendes humør. Appetit. Hvordan hun klarer moderrollen. Jeg forventer naturligvis absolut diskretion. Min hustru må ikke vide det.”

Ritas hjerne havde arbejdet på højtryk. For det første: Hvis hun rejste, hvor skulle hun så tage hen? Hvad skulle hun leve af? Bedstemor var død et par måneder før – det var alligevel ikke bare svære fordøjelsesproblemer – og kommunen skulle have hendes bungalow tilbage. Hun havde været fast besluttet på at give bedstemor et ordentligt farvel og en gravsten. Det havde drænet hendes opsparing.

Og hun kunne ikke bære tanken om at gå fra Jeannie, Hera og Teddy, da de havde mest brug for hende. Det ville være som at opgive dem. Eller at sige: ”Jeg kan ikke hjælpe jer længere,” selv om hun er overbevist om, at hun kan – hun kender sorgen og de ar, den giver, ikke på huden, men i sjælens bløde dyb. (Og hvordan det er at være et anderledes barn, som Hera, en, der ikke passer ind). Så ja, det er utvivlsomt bedre, at hun ”rapporterer” om Jeannie denne sommer, og fusker, når det er nødvendigt, end et eller andet nyt, hårdt arbejde, tænkte hun. Også i morges føltes det som den rigtige beslutning. Men nu, hvor de er her, mellem de mørke, skræmmende træer, så langt væk, at det føles, som om de er de sidste overlevende på planeten, er hun ikke længere sikker. Hendes mund er tør og smager metallisk. Den smager af forræderi.

”Rita?” Jeannie strejfer hendes arm og afbryder hendes tanker. Jeannies stemme er grødet af morgenens medicin, som er årsagen til, at det er Rita, der kører. (”Underligt. Jeg kan se glorier,” bemærkede Jeannie over morgenmaden og Claridges perfekt pocherede æg). ”Er du klar?”

”Nå ja! Undskyld.” Rita rødmer. Hendes samvittighed er for let at vække.

”Jamen, så lad os få overstået det her forbandede skidt, ikke?” hvisker Jeannie bistert. Rita nikker og bakser med gearstangen. Jeannie smiler forceret til børnene og siger med høj, klar stemme: ”Jamen, goddag, Foxcote! Hvor er det spændende. Kom nu, Store Rita. Kør ind.”

2

Sylvie, Kensal Town, London, nutiden

Jeg slæber den sidste papkasse fra huset ud i bilen og holder hænderne under den bugnende bund, for at der ikke skal falde stykker af mig ud på gaden og tiltrække opmærksomhed. Det svider i mine øjne, da jeg ser bagud mod huset. Var det dét? Har jeg omsider skilt mig af med familiens hjem og det ægteskab, jeg har tålt så længe?

Mit ægteskab har været omgivet af flyttekasser. Ankomster og afrejser. Hujen og hulken. Da vi flyttede ind for nitten år siden, var jeg fem måneder henne, travl makeupartist, som altid havde tasken pakket og var klar til at flyve af sted på optagelse i udlandet med kort varsel. Jeg ejede ikke en salatslynge. Jeg havde aldrig skiftet en ble. Min forlovelsesring – antik guld, ærtegrøn smaragd – havde tilhørt Steves grandtante og fik mig til at smile, hver gang jeg så på den. Brylluppet skulle stå, efter at jeg havde smidt graviditetskiloene (ikke dem alle). Jeg skulle have en elfenbenshvid, kniplingsbesat vintagekjole på, og sko med T-rem, ville holde mig lige på den rigtige side af Courtney Love-stilen. Vi skulle danse til Pulps ”Common People”. Vi skulle være gift for evigt.

Jeg kunne heller ikke forestille mig, at denne gade kunne forandre sig.

Den var billig for området og husede en kebabbiks, en tosse, som altid gik rundt og råbte obskøniteter ad lygtepælene, og en velbesøgt narkobule. Gadedøren var malet i en kommunal rustrød. I dag er de fleste af dørene koksgrå i forskellige mudrede nuancer. Kebabbiksen er en blomsterhandel, som flittigt bliver lagt på Instagram og sælger røde dahliaer. Der er fem, der hedder Sophie, i gaden. Nok halvtreds saftpressere. Hvis vi skulle købe vores hus nu, ville vi ikke have råd til det. Vi? Igen den fortalelse. Sker hele tiden.

”Farvel,” siger jeg, så det knapt kan høres. Jeg har flyttet kasser fra huset og ind i min lillebitte lejlighed gennem den sidste måned, lidt ad gangen, mens Steve har været på arbejde. Nu, hvor det er overstået, føler jeg mig opstemt. Men mit hjerte gør ondt. Det kan jeg ikke bare lukke ligesom hoveddøren. Der er så mange minder i det hus, som et syltetøjsglas fyldt med solskin: blyantsmærkerne på badeværelsesvæggen, der viser Annies voksende højde. Den babylyserøde rose, vi plantede på gravstedet for Salat, Annies kanin. Mapper med gemte papirer. Redaktøropgaver, jeg lavede for magasiner, da jeg begyndte for mere end tyve år siden og stillede mig tilfreds med at være cool i stedet for ordentligt betalt. Nu har jeg ingen opbevaringsplads. Og ingen have. Og alt for mange regninger, som jeg skal betale alene.

En prøveseparation, kalder Steve det stadig. Og han troede ikke på mig, da jeg sagde det til ham for seks uger siden. Vi spiste linguini med rejer i en irritabel tavshed. Jeg havde været væk i den uge og skudt billeder i højlandet til et katalog med tøj i landstil, der involverede masser af fløjl, frysende modeller og silende regn. Steve havde glemt dagen for affaldsafhentning – forbrydelse A – så vi hang på genbrugsaffaldet i to uger mere, og spanden var propfuld allerede. Men i virkeligheden handlede det om noget andet. Andet affald, som var ophobet i vores ægteskab. (Forbrydelse B-Å).

Jeg iagttog Steve halshugge en reje med fingrene, mens han nynnede for sig selv. Hans ansigt – de kantede, mørke bryn, arret på hans kind efter en tur på BMX-cykel i barndommen – var så velkendt, at det var, som om jeg ikke kunne se ham. ”Hvad har jeg nu gjort?” sagde han uden at se op på mig.

Jeg lagde min gaffel fra mig. Ordene væltede bare ud. ”Steve, jeg kan ikke længere det her … os.” Der gik et øjeblik. Steve blinkede hurtigt. Han ventede på, at jeg sagde undskyld eller forklarede det med hormoner. Musikken skiftede til Lou Reeds ”Perfect Day”. Normalt ville vi grine ad ironien. Det gjorde vi ikke. Det føltes, som om intet ville blive sjovt igen.

”Jamen, jeg elsker dig,” fremstammede Steve forbløffet. Og i det øjeblik – klokken 20.11 den 19. juni – vidste jeg, at han mente det, det gjorde han virkelig, men også, at han ikke kunne forestille sig at leve uden mig, hvilket ikke er helt det samme. Så tænkte jeg på vores attenårige datter Annie, som var i Camden og fejrede sin studentereksamen, lykkeligt uvidende om dette, og jeg brast i gråd. Hvordan kunne jeg gøre det?

Kærlighed. Stabilitet. Et intakt hjem. I det øjeblik, Annie kom til verden, så ubegribeligt dyrebar, havde jeg lovet hende alt det. Jeg begræd ikke min tabte frihed, selv om min karriere snart krympede som kashmir i varmt vand. Jeg kunne ikke længere rejse eller arbejde til langt ud på natten. Jeg var udmattet. Selv mine fødder var tykke. Men jeg kunne ikke komme uden om, at jeg også var dybt, rystende lykkelig, måske for første gang i mit liv. Min magnetiske nordpol havde vendt sig. Så ja, jeg ville være en god mor. Det var det eneste, der betød noget. Jeg ville give Annie alt, hvad jeg havde.

Derfor gjorde jeg mit yderste for ikke at tænke på Lisa fra HR – først i trediverne, flot affarvet hår, spildte sin negroni på min bedste Isabel Marant-kjole til julefesten på Steves arbejde – og 55 procent sikkert kvinden, han spiller double med i tennisklubben – og andre ting, jeg har haft på fornemmelsen, men ikke har haft bevis for gennem de sidste par år.

Hvis man som barn lærer at fortrænge smertefulde ting – for mit vedkommende alt det, der skete i en skov for længe siden, spørgsmål, som fik min mor til at stå helt stille med en stivnet grimasse – bliver man forbandet god til at lukke af for ting. Og holde på hemmeligheder. Men det viser sig bare, at hemmeligheder ikke forsvinder helt. Ligesom møl i et garderobeskab spiser de lidt ad gangen, i det skjulte, før man lægger mærke til hullet.

Da Annies skoletid lakkede mod enden i begyndelsen af sommeren, mærkede jeg en forandring indeni, som jeg ikke havde forventet. Som et gearskifte på min cykel, en mærkelig følelse af at køre på frihjul, og så at falde på plads. En lille stemme i mit hoved begyndte at hviske: Du er seksogfyrre år, hvis du ikke går nu, hvornår ? Hvad er det for et eksempel, du viser Annie? Hun ønsker, at du skal være lykkelig.

Annie så det ikke helt på samme måde. ”Så du har levet på en løgn i al den tid? Spillet skuespil?” fremstammede hun, da jeg afslørede nyheden med et desperat forsøg på at få vores separation til at lyde som en Gwyneth Paltrow-agtig bevidst adskillelse (jeg indrømmer, at jeg strammede den). Jeg kunne ikke bære at fortælle hende om Steves affære, som var et voksenproblem, og min egen ydmygelse var lige så meget et symptom på vores brud, som årsagen til det. Desuden har han altid været en fremragende far, til trods for alt det, der er sket. Så jeg sagde: ”Vi er fælles om vores kærlighed til dig, Annie. Det er det vigtigste.” Hvilket er sandt. Men da jeg prøvede at give hende et knus, skubbede hun mig væk.

”Hvorfor har I ikke forberedt mig på det? Ved du hvad, mor? Sådan her har det været hele mit liv, I er bare sådan la, la, la, alt er fint, men lad være med at stille for mange spørgsmål.”

Jeg trådte tilbage, for jeg kunne mærke, at jeg havde ramt noget andet, noget dybere, en bitterhed, som handlede om noget mere end Steves og mit brud.

”Og det er så falsk.”

Dagen efter stak Annie af for sommeren til min mors hus i Devon, hvor Bedstes trøstende skulder ventede. ”Lige nu ligger hun på sofaen og spiser en bøtte af min hjemmelavede karamelis og ser gamle afsnit af Girls,” rapporterede min mor beroligende, da vi talte i telefon senere om aftenen. ”Naturligvis hader hun dig ikke! Nej, hold nu op, Sylvie. Du er en vidunderlig mor. Men det er lidt af et chok. Hun føler sig ført bag lyset. Hun har brug for tid til at fordøje det. Det har vi alle sammen,” tilføjede hun, hvilket jeg opfattede som en lille stikpille.

Jeg havde heller ikke forberedt min mor på det. Vi fortæller kun hinanden om svære ting, når det er nødvendigt. Som mor. Så datter.

”Lad hende få en ubekymret sommer ved vandet. Jeg skal nok tage mig godt af hende, du skal ikke være nervøs. Men hvem skal passe på dig?”

Jeg lo og sagde, at jeg godt kunne passe på mig selv. Ja, det kunne jeg faktisk. Men efter mange år som hustru havde jeg brug for at finde ud af, hvem jeg var.

”Hvem du er?” sagde hun dæmpet efter en lang, ladet tavshed og skyndte sig så at skifte emne.

Annie fik et tjenerjob og en kæreste og kom hurtigt i bedre humør. I telefonen påstår hun ofte og ikke helt troværdigt, at der er dårlig forbindelse, og lover at ringe tilbage senere og gør det ikke. Hvis jeg spørger til den nye kæreste – ”Tosset med ham,” siger min mor – afslutter Annie straks samtalen, som om jeg har mistet retten til hendes fortrolighed. Må jeg møde ham? Tavshed. Hvornår kommer hun tilbage til London og ser min nye lejlighed? ”Snart,” siger hun, ofte med et halvkvalt fnis, som om kæresten sidder i baggrunden og nusser hende i nakken. ”Jeg må løbe. Elsker dig. Ja, savner også dig, mor.”

I det mindste hygger hun sig, tænker jeg, da jeg parkerer bilen i min nye gade, som ikke er nær så rar som min gamle, og tager papkassen ud af bagagerummet. Jeg kan allerede høre bygningens sommerrytme. Fra de åbne vinduer konkurrerer lydene fra indelukkede børn, hiphop, radiokommentatorer – ”Mål!” – og operasangeren på anden sal, der øver sine skalaer for fuld hals. En gruppe hætteklædte teenagedrenge, der står lænet op ad en graffitioversprøjtet mur og ryger pot, kigger dovent på mig. Jeg nægter at lade mig skræmme og smiler muntert til dem og går beslutsomt fire etager op med den sidste rest af mit ægteskab i hænderne.

Blokken er det, ejendomsmæglere kalder ”industriagtigt lækker”, en blanding af kommunalt og privat med fælles gangbroer af beton og altaner med udsigt over Grand Union Canal. Min lejlighed – to små værelser, det hyggeligste står klar til Annie, endnu ubenyttet – tilhører Val, en forstående gammel veninde, og bliver normalt lejet ud via Airbnb. Det er en perfekt lyserød drøm med billedgallerier på væggene, lysnede gulvbrædder, berbertæpper og enorme, sejlivede stueplanter med voksagtige blade. Hvad vigtigere er, ligger den kun et par undergrundsstationer fra det gamle hus, så Annie nemt kan tage frem og tilbage mellem mig og Steve, som hun har lyst til. Eller lade være.

Jeg sætter kassen på gulvet og ville ønske, der var en, jeg kunne råbe ”Sæt noget vand over” til.

Stilheden jagter mig rundt, som en kat. Jeg tænder for radioen og åbner altanens glasdør, breder armene ud, kaster hovedet bagud, leger, at jeg er med i en gammel, fransk film. Byen strømmer ind og lugter af kanaler, diesel og varm øl i den sene julivarme. Jeg løfter hovedet mod solen og smiler. Jeg skal nok klare det her.

Her efter en måned føles udsigten fra altanen stadig ny, som om store, grå London har kløvet sit skjulte, grønne hjerte og lukket mig ind. Kanalen nedenfor er byens matchagrønne hovedvej for guldsmede, sommerfugle og fugle. Andet interessant udeliv: En fyr i trediverne, som godt kan lide hatte, sidder ude på dækket i sin kanalbåd om aftenen og spiller guitar og synger, underligt ugenert, falsk. En fastboende hejre. I fordrivelsen fra mit gamle hjem har jeg følt et pudsigt slægtskab med denne pjuskede storbyhejre – kejtet, men stoisk, ikke helt ung – og kan ikke lade være at se den som et symbol på min underlige, nye frihed. Har stadig ikke set noget til hende.

Jeg hviler armene på rækværket. Mine mørke krøller er begyndt at kruse, og mine tanker rykker rastløst fremad, som urvisere, til arbejdet, til hvornår det er acceptabelt at tage et glas vin og så til Annie. Der dukker billeder op i mine tanker. Mor, der traver hen ad en strand, Annie som lille tumling på ryggen af hende; Annie krummet sammen i sofaen, som et silkeblødt pattedyr, i en rede af puder med en samling elektroniske apparater; hendes fregner, ferskenfarvede stjerner, som ingen makeupartist ville kunne lave. Jeg savner de fregner. Jeg savner hende. Og jeg husker stadig nøjagtig, som var det i går, hvordan det føltes at lade min fingerspids løbe hen over hendes første tand, som lå under den ømme, røde gumme og ville frem.

Ud ad øjenkrogen ser jeg hejren, min frie fugl, dykke ned og forvandle sig til en statue på bredden. Jeg smiler til hende. Min mobil ringer. Jeg genkender ikke nummeret og tænker, at det en sælger, så jeg sætter den på voicemail. Den ringer igen. ”Hallo … Undskyld? … Ja, Sylvie. Sylvie Broom … Hvad?” Mit åndedræt går i stå. Hejrens enorme vinger folder sig ud, og der holder hun dem, stille, åbne, stivnet midt i afsættet. Tiden går langsommere. Ordene ”en ulykke” river en flænge i den bagende London-eftermiddag. En lyd af klaprende fjer i luften, og min hejre er væk.

3

Rita

En fasan farer forskrækket op fra det tilgroede tagudhæng og får Rita til at fare sammen. Hun venter, til den er smuttet i sikkerhed inde i skoven, og rangerer så bilen ind gennem lågen til Foxcote Manor. En metallisk, skrabende lyd får hende til at krympe sig. Hun håber ikke, at Jeannie hørte det. Hun har brug for, at denne første dag går glat, uden nogen dårlige varsler.

”Bilen siger av,” konstaterer Teddy omme fra bagsædet. Han ligger ned, med sin storesøsters skød som pude og den ene bare fod presset op mod vinduet. Smækbuksernes ene sele er gået op og hænger og dingler. Han har blundet på det meste af turen, mens Hera har siddet, dirrende vagtsom, og proppet sig med lakridser. ”Men pyt med det. Du skrabede den i den anden side denne gang, Store Rita. Så er det ens,” tilføjer han sødt.

Rita vender sig mod Jeannie. ”Det er jeg virkelig ked af.” Og endnu mere ked af at være gået med til at tage hemmelige noter til Walter. Men det kan hun ikke sige.

Jeannie trækker på skuldrene og smiler, dagens første ægte smil, som om hun i grunden godt kan lide tanken om en ny skramme på sin mands bil. Rita forstår ikke Harringtons ægteskab. Hver gang hun tror, hun gør det, er der noget, der får det til at vælte. Som kniven.

To dage efter branden betroede Jeannie hende, at hun havde gemt det døde barns ting for Walter – som havde forbudt ”nogen som helst minder” – under sin seng og frygtede, at hun aldrig skulle se dem igen. Rita tilbød omgående at få dem ud. Hun vidste af egen erfaring, at minder skulle beskyttes som sjældne juveler: Små ting kunne have enorm betydning.

Rita kravlede på albuerne gennem den fine aske ind under Harringtons ægteseng, som rev fat i hvirvlen i hendes hår, men omsider fandt hun den rosa skopose i fløjl, proppet som en tyk vom med et barnetæppe, flæsebesatte striksko og en sølvrangle fra Tiffany, som barnet ikke havde nået at bruge. Men da hun forsøgte at komme ud igen og næsten sad fast – altid sværere at komme ud af vanskelige situationer end ind i dem, havde hun noteret sig – opdagede hun en lille køkkenkniv, der var stukket ned i madrassens fjeder, lige under puden, som om den ventede på, at Jeannies hånd svingede ind over sengen og greb fat i den. Skræmmer hende stadig. Rita ved ikke, hvad hun skal tro. Føler Jeannie sig truet af sin mand? Har han nogensinde gjort hende ondt? Walter ville sige, at hans hustru er paranoid, og at kniven er endnu et foruroligende udtryk for hendes sørgelige, forstyrrede sind, sygdommen, der har bragt skam over familien. Det ville Walter sige.

Det var trods alt Walter og hans læge, som havde sendt Jeannie til The Lawns en måned efter, at barnet døde. Rita blev sendt af sted for at hente hende otte lange uger senere, og hun glemmer det aldrig, landstedets husfacade, kvinderne med de tomme blikke, som drev omkring i parken i lange, hvide natkjoler. Hun var faldet i snak med en sød, gammel dame, som vuggede en pude i sin favn. Hun fortalte, at hun havde været der i treoghalvtreds år og ikke havde haft besøg i fyrre. Rita havde ikke anet, at den slags steder eksisterede. Og hun lovede sig selv at sørge for, at Jeannie aldrig skulle tilbage dertil.

”Så. Er. Vi. Her.” Rita slukker motoren. Stilheden er tæt og blød, som om hun har propper i ørerne.

Da hun kigger rundt, får hun øje på en lille, brun bil, som er voldsomt tæret af rust og står parkeret under en sammensunken kaprifolie. Den er ikke det eneste, der er i forfald. Foxcote har tydeligvis tabt kampen mod skoven for nogen tid siden. Tykke trærødder har gennemboret havemuren flere steder, så brændenælderne er trængt ind i hulrummene, og tornede brombærkrat strækker sig i indkørslen, som om de ville kravle ind i huset. Hele stedet er gået i stå. Rita håber, at børnenes energi vil give det liv.

”Wauw!” råber Teddy, mens han slår bildøren op og sætter kursen mod Foxcotes træveranda. Der kommer et vindpust med en skarp og klorofylgrøn lugt, som giver Rita en sær følelse af noget velkendt, noget, hun for længst har glemt. Det får de små hår på hendes arme til at rejse sig, som om de var gnubbet op ad en ballon.

”Hvad laver vi egentlig her?” Hera slynger spørgsmålet ud, som en sten, fra bagsædet.

Stemningen tager et lodret dyk. Først siger Rita ingenting for ikke at træde Jeannie over tæerne. Hun ser anspændt til, mens Jeannie skubber solbrillerne op i sit mørke, bølgede hår og betragter sin trettenårige datter i bakspejlet med vagtsom ømhed.

Hera stirrer tilbage uden at blinke med øjnene, som er så lysende havblå, at man kan se igennem dem – Walters øjne. Hendes pandehår er skævt. I sidste uge klippede hun sig selv med den sløve køkkensaks i en frisure, der fik hendes mor til at skrige.

Jeannie siger stadig ingenting, og Rita vrider sig i sædet. ”Vi slipper for den snavsede storby i sommer,” siger hun muntert, selv om hun elsker London i august, dens nervøse energi og hotdogfedtede varme. ”Mens huset bliver sat i stand.”

Jeannie sender hende et lille, taknemmeligt smil.

”Men du har altid hadet Foxcote Manor, mor,” konstaterer Hera. Teddy er ren og tillidsfuld og forstår ikke rigtig, hvad der foregår. Hera forstår alt for meget og nægter at holde op med at prikke til sine forældres fremstilling af begivenhederne. Hendes forældres skænderi i hotelfoyeren tidligere på dagen gik ikke hen over hovedet på hende: Walter, der holdt fast om Jeannies arme som for at indgyde en eller anden form for fornuft i hende. Jeannie, der vendte hovedet væk og nægtede at se på ham. Heras ansigtsudtryk i dag får Rita til at tænke på en simrende gryde med mælk, der er ved at koge over.

”Nej, da,” lyver Jeannie blidt.

Rita bider sig i kinden og føler sig ilde til mode. Hun ved, at Jeannie ikke havde anden mulighed end at tage hertil. Ikke, hvis hun ville beholde børnene. Hun fik et chok, da Jeannie betroede hende, at hun heller ikke havde adgang til familiens penge, kun husholdningspengene, at en privilegeret, gift kvinde har mindre frihed end sin barnepige.

”Jamen –” begynder Hera, som nyder at have sin mors fulde opmærksomhed for en gangs skyld.

”Nu er det nok,” afbryder Jeannie. ”Ikke i dag, vel, skat? Og hold op med at proppe dig med slik. Du ødelægger din appetit.”

Hera smækker bildøren. Rita ser hende trampe hen mod huset på sine fregnede, kraftige ben. Hvor Jeannie er blevet halvt så stor, siden barnet døde, er Hera blevet dobbelt så stor. Rita finder slikpapir overalt, i Heras lommer, under hendes pude. I sidste måned blev hun taget i at stjæle i skolens slikbutik, to gange.

Noget blev ødelagt i Hera den nat, de mistede barnet. Rita har forsøgt at få hende til at tale om det mange gange. Men Hera lukker i som en østers. Det eneste, Rita ved, er, at det sidste års begivenheder på en eller anden måde har sat sig i Hera, al uroen danner en skygge i hendes lyse øjne. Og det er hendes job at rumme Heras udbrud og skærme hende og Teddy fra de værste pragteksemplarer af forældrenes skænderier, som ryster huset i dets grundvold. (Rita føler sig ofte lige så nyttig som en paraply i orkan).

”Tegner godt,” siger Jeannie.

”Tag dig ikke af det. Hun bliver god igen.” Af en eller anden grund tror Rita på Hera. Den nervøse pige rører hendes hjerte. ”Jeg tager noget bagage og får hende installeret.” Hun folder sine lange ben ud af førersædet og går om til bagagerummet, vel vidende at det ikke er bagage, hun går efter.

Da bagsmækken går op med et tilfredsstillende bump, ånder Rita lettet op. Hun var ikke klar over, at hun havde siddet og holdt vejret.

”Har din dyrebare last overlevet?” siger Jeannie inde fra bilen.

”Ja!” svarer Rita med et stort smil. Hendes naturlige optimisme vender tilbage. ”I fin stand.”

”Jeg sagde jo, at det ville klare det fint, når det stod i spænd mellem kufferterne, Rita.”

Ritas terrarium, et drivhus i fingerdukkestørrelse, er den eneste ejendel, hun bekymrer sig om. Det eneste, hun ejer, som ikke har et praktisk formål. Da hun havde bugseret Jeannie og børnene ned ad den tilrøgede trappe i mørket den aften, huset brændte, havde hun forsøgt at gå ind igen og hente det, men flammehavet kastede hende tilbage. Hun reddede det ud den dag, hun gik ind for at hente barnets ting. Det var som at blive genforenet med en gammel ven, en elsket, tavs kammerat. Terrariet, som huser den mest perfekte, mosbeklædte sten og forskellige planter, blandt andet en venusbregne, som hun har givet navnet Ethel, og en anden, som hun har dyrket, fra den var en lillebitte, sort spore (Dot), er den eneste konstant mellem hendes usandsynlige barnepigetilværelse og Livet Før.

Siden hun var lille – men altid den største i klassen, med mindst chance for at blive udvalgt til at spille engel i krybbespillet eller, senere hen, at blive budt op til dans – har hendes afdøde fars planteskrin stået i hendes vindueskarm. Hun kigger ind i det, som andre unge kvinder ville kigge i et spejl. Hvis hun kniber øjnene sammen og ser ud gennem øjenvippernes halvmåner, kan hun flygte ind mellem glasvæggene og sætte sig ned på hug i alle de landskaber, hun har lavet gennem tiden: stranden, som hun lavede af en håndfuld sand. Et babybonsaitræ, hvor stammen ligner en forvreden, grå strømpe. Mælkebøttemarken, som hun reddede fra en revnet flise. Alle hendes gamle jeg’er i forskellige aldre. Hun rejser rundt i sin fantasiverden, som hun bestemmer over og styrer med sine fingre. Og holder den store, skræmmende verden ude.

Hun undertrykker trangen til at bringe terrariet i sikkerhed i huset som det første og haler børnenes kufferter ud og går om foran bilen. Det tilgroede grus knaser under hendes fødder. Hun bøjer sig ned til Jeannie, som ikke har rørt på sig. ”Skal jeg snuppe din kuffert også?”

”Nej, nej. Det kan jeg selv gøre. Gå du ind, Rita. Jeg skal lige sidde et øjeblik.” Hun klikker sin håndtaske op og gennemroder den for at finde en cigaret.

Rita tøver af frygt for, at Jeannie kan finde på at hoppe ind bag rattet og køre tilbage til Claridge eller sågar huset, der brød i brand på barnets fødselsdag. Noget, som ingen taler om. Brandmændene mente, at det var den antikke palmelampe i dagligstuen, der antændte branden. Men Rita er ikke overbevist.

Øjeblikket strækker sig, som sytråd.

”Frygt ikke. Jeg tager bare en smøg, Rita,” siger Jeannie syrligt.

Rita rødmer og smiler beroliget. Men da hun går hen imod huset, hører hun den gasholdige susen fra lighteren og ordene, der bliver mumlet: ”Selv om jeg har mere lyst til at brænde det her forbandede sted ned.”



Vil du læse videre i Døtrene fra Foxcote Manor?

Da familien Harringtons hjem i London brænder ned i 1970’erne, flytter mrs. Harrington med sine to børn og hushjælp til Foxcote Manor.

13-årige Hera finder en dag en baby efterladt på deres grund, og familien tager babyen til sig. Den lille pige spreder glæde, lys og håb. Familien vil holde pigen hemmelig for omverdenen, men da et lig bliver fundet i en omkringliggende skov, knuses deres drøm om at forblive en samlet familie.

Fyrre år senere har Sylvie taget en stor beslutning og er gået fra sin utro mand. Hun er klar til at starte på en frisk, men hendes teenagedatter begynder at grave i fortiden og beder Sylvie om hjælp. Det bringer hende til Foxcote Manor, hvor sandheden langsomt falder på plads.

Døtrene fra Foxcote Manor kan købes online, fx hos Bog & Idé, eller i din lokale boghandel.



Læs også flere romaner af Eve Chase

Da Audrey Wilde forsvandt af Eve Chase

Jesse er blevet forelsket i det gamle hus Applecote Manor i Cotswolds. Men det ellers idylliske sted viser sig at bære på en foruroligende historie og er hjemsøgt af mystiske rygter.

50 år tidligere, i 1959, ankommer 15-årige Margot Wilde og hendes tre søstre til Applecote Manor, hvor de skal bo sommeren over. Men stemningen i huset er tung og trist, for deres tante og onkel sørger stadig over deres datter forsvinden fem år tidligere. Ingen kender sandheden om, hvorfor Audrey forsvandt.

Søstrene bliver draget ind af mysteriet om deres forsvundne kusine, og ferien tager en chokerende og fatal drejning.

Du kan købe Da Audrey Wilde forsvandt i paperback online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.


Tilbage til Black Rabbit Hall, Eve Chase

Tilbage til Black Rabbit Hall er historien om to kvinder, der med årtiers mellemrum er forbundet til stedet Black Rabbit Hall. Det er minder om en glemt barndom og ødelagte drømme, hemmeligheder og hjertesorger og en families stærke kærlighed.

Når Amber Alton skal have en pause fra det travle byliv i London besøger hun om sommeren sin familie det smukke landsted Black Rabbit Hall. Men en aften i 1968 bliver de fire Alton-søskendes liv rystet af en frygtelig tragedie. Amber må hurtigt indtage rollen som voksen, og en ny virkelighed – og en ny katastrofe truer.

Efter årtier kører Lorna og hendes forlovede omkring i Cornwall på jagt efter det perfekte sted at holde deres bryllup. Lorna føler sig draget mod et smukt, men meget nedslidt landsted, som hun mener at mindes fra sin barndom, men hun ved ikke hvorfor.  

Du kan købe Tilbage til Black Rabbit Hall online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.