Fiktion Romantiske bøger

Bridget Jones – nu med baby!

Bridget Jones – nu med baby!

2016 er et godt år for Bridget Jones-fans. Den elskede, klodsede og helt uforbederlige singlekvinde er vendt tilbage i sand triumf – både i biografsalen og på bog.

Bridget er tilbage!

Bridget Jones så dagens lys i 1995, da journalisten Helen Fielding begyndte at skrive på en klumme i avisen The Independent. Klummen handlede om at være i 30’erne og være single, og til det formål opfandt Helen Fielding vores allesammens Bridget Jones, som levede et singleliv i London med alt hvad det indebar – kiksede parmiddage, dårlige dates, tømmermænd, rod i arbejds- og privatlivet, kalorieoptælling og forelskelse.

Klummen blev en øjeblikkelig succes, og Bridget Jones blev hyldet for at være en almindelig kvinde og ikke et ideal. Bridget laver fejl, siger ofte de helt forkerte ting på de helt forkerte tidspunkter, hun drikker for meget, og så er hun ikke den heldigste, når det kommer til kærlighed.

I den seneste bog og film, nærmer Bridget sig de fyrre år. Hun er stadig single, tæller stadig kalorier, udøver jævnligt katastrofer på jobbet, og hun er stadig ude af stand til at vælge mellem de to mænd i hendes liv, Mark Darcy og Daniel Cleaver. Selvom hun er blevet ældre, er hun ikke blevet voksen – noget hun hurtigt erfarer, da graviditetstesten er positiv, og hun ikke aner, hvem faderen er.

Bridget har i lang tid drømt om at blive gravid, men da det endelig sker, er intet helt som hun havde forestillet sig. I stedet for idyllisk bryllup og hus på landet er hun nødt til at bakse rundt med to mulige fædre, som skændes og konkurrerer på livet løs. Det er kaotisk, tåkrummende pinligt og vildt sjovt. Bridget minder nemlig os alle om, hvordan virkeligheden har for vane at løbe om hjørner med en.

Helen Fielding fortæller selv:

“I bund og grund handler Bridget Jones om forskellen mellem den person, man føler, man skal være, og den, man i virkeligheden er, og om – ligesom Bridget finder ud af i løbet af sin lettere tumultariske graviditet – hvordan vi drømmer om, at livet skal forme sig, og hvordan det så ender med at blive.”

Filmtraileren til Bridget Jones’ Baby. Bog og film har en stor del af plottet til fælles – men bogen har også en god portion overraskelser. 

Ny kronologi

I den tredje Bridget Jones-bog, Vild med ham, som udkom i 2014 mødte vi en 51-årig Bridget, som havde to børn, arbejdede som manuskriptforfatter og forsigtigt forsøgte at vende tilbage til dating efter at have mistet sin mand. Det var en rørende og hjertevarm fortælling om en Bridget, der stod overfor helt nye udfordringer. Men bogen sprang en vigtig periode i Bridgets liv over. For hvordan var det nu lige, Bridget blev gravid?

Bridget Jones’ baby fortæller om Bridgets (vanvittige) graviditet, hendes vaklen mellem to mulige fædre og hendes triumfer og katastrofer fra jobbet på TV-stationen Sit Up Britain, som sadler om med ny chef og massevis af unge mænd med hipsterstil og man-buns.

Den fjerde bog ligger sig derfor som en slags 2.5 i serien. Kronologisk hører den til mellem bog to og bog tre, og det betyder – heldigvis – at vi kan få et gensyn med den skønne Mark Darcy.

ny-bog-1

I sand Bridget-ånd opstod bogen faktisk ved et uheld. Helen Fielding ville blot skrive et enkelt brev fra Bridget til hendes søn, men det endte hurtigt som en bog. Hun siger selv:

“Jeg havde arbejdet med materialet længe; først som avisklummer og siden i forbindelse med filmmanuskriptet. Sidste år skrev jeg så et brev fra Bridget til hendes søn for at forklare, hvordan det hele begyndte. Det blev pludselig og helt uventet – lidt ligesom Bridgets graviditet – til en roman. Handlingen foregår før Bridget Jones: Vild med ham. Og selvfølgelig plejer bøger at udkomme før filmversionen, men så ville det jo ikke være typisk Bridget, hvis det hele skete i rigtig rækkefølge.”

Og således er vi blevet foræret et gensyn med alletiders antiheltinde på skærm såvel som på bog. Og helt ærligt, hvad kan en Bridget-fan ønske sig mere?


Bridget Jones’ baby

screen-shot-2016-10-19-at-12-35-53

Bridget elsker sin singletilværelse og jobbet som TV-producer, men hun ser samtidig for sig, hvordan udløbsdatoen for sin fertilitet hastigt nærmer sig. Efter en række sjove og pinagtige situationer, som er så typiske for Bridget, opdager hun, at hun er gravid …

Det bliver en graviditet fuld af rasende hormoner, flødekartofler, velmenende råd fra singlevennerne og de Selvtilfredse Mødre, scanningskaos, fødselsforberedelse, fest, romantik, lykke og fortvivlelse. Men det store, akavede spørgsmål er: HVEM ER FADEREN?

-> Køb Bridget Jones’ baby som e-bog eller lydbog eller lån bogen på biblioteket.